Først vil jeg gerne takke Soroptimisterne for indbydelsen til at tale til jer i dag, mens vi allerede kan glæde os over det nye egetræ, der får fat, slår rod, vokser til, bliver frugtbart og giver styrke, skygge og ly til de, der opsøger det. Det er rigtig dejlige omgivelser, egetræet er blevet plantet i og jeg glæder mig over, at vi kan besøge træet her, så tit vi har lyst. Det er måske en god og brugbar indgang til historien om kvinden - og de kvinder, jeg gerne vil tale om i dag. Anledningen er som bekendt, at vi fejrer 100 året for kvindernes stemmeret. Tænk, at det kun er 100 år siden på én og samme tid er det både længe siden og meget, meget kort tid siden. Det er værd at fejre. Det er værd at mindes og markere. Og derfor står vi her i dag. Jeg er glad for og stolt af at blive indbudt til at holde tale for jer i den anledning. I 1915 samme år, som min mormor blev født gik min oldemors søster, Thea Tønder, i parade i København for at markere kvindernes valgret. Paraden var planlagt under devisen Kvinder kan selv. Og Thea Tønder kunne selv. Hun var den første arbejderkvinde, der blev medlem af Københavns borgerrepræsentation. Hun blev rådmand for Magistratens 2. afd., medlem af økonomiudvalget og højt respekteret for sin indsigt og sin indsats. Hun var også medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse som eneste kvinde og - i øvrigt - alenemor. Den historie, jeg gerne vil fortælle, handler om tre generationer af kvinder i lige linje, hvor jeg selv er den seneste og desværre også den sidste for jeg har ingen døtre. Det er ét hundrede års historie på det lidt mere personlige plan, jeg kan fortælle om. Netop i år er det nemlig ét hundrede år siden, min Mormor blev født. Det er stærke kvinder, jeg kommer af. Der er noget at leve op til, føler jeg - og det vil jeg gerne vende tilbage til.
Min Mormor blev født på Falster midt under første verdenskrig. Styrken i hendes hænder, hendes skarpe blik og nøgterne vurderinger af liv, død, hjemmelavet mad og stikkelsbærs modning bar præg af hendes opvækst på landet. Der var ingen jammer - kun hårdt arbejde hele livet. Hun kom til København i begyndelsen af trediverne og blev gift med en politimand. I 1951 gik de fra hinanden. Dengang fandtes der kun børnebidrag, hvis ellers manden kunne betale. Det kunne han ikke. Dér stod min mormor så alene med 2 små døtre på 8 og 3 år. Alenemor i -50 erne. Det var ikke nemt. Alligevel var der ingen jammer. Marie, som min mormor hed, tog fat med begge hænder og passede tre jobs for at forsørge sine døtre. Hun syede, gjorde rent og gik med aviser, mens hun insisterede på, at døtrene skulle have en uddannelse og være i stand til at klare sig selv. Hun sørgede for, at de 3 jobs passede sådan sammen, at hun kunne være hjemme om dagen, når døtrene kom hjem fra skole. Det betød, at hun måtte sy derhjemme som hjemmesyerske. Hun sagde altid, at hendes børn ikke skulle være nøglebørn det kaldte man det dengang om mødre, som gik på arbejde og hvis børn derfor måtte have nøglen til hjemmet i en snor om halsen. Selv i en særdeles moden alder (min Mormor levede til hun var 90) var hun altid god for et grin, en skarp vurdering af sine omgivelser og et spil kort med sine børnebørn. Min Mormor var bomstærk og rodfæstet. Min Mormor kunne selv. Hun er stadig et forbillede for mig, ligesom min Mor er det. Min Mor blev født i København midt under anden verdenskrig. Det var små kår allerede da; men det blev værre, da hendes Mor min mormor blev alene. Mens min Mormor arbejdede, måtte min Mor passe sin lillesøster - og træde lidt til side for lillesøsterens - min mosters - behov for opmærksomhed. Historien fortæller, at det også kunne være ganske irriterende, når man blev gammel nok til gerne at ville lidt ud alene med vennerne. Det var absolut ikke spøg og sjov det hele. Min Mor arbejdede som korrespondent, samtidig med, at hun ved siden af sit arbejde gennemførte sit korrespondentstudium i to sprog på 2 år, selvom det egentlig var et fuldtidsstudie, normeret til 3 år. Efter nogle år på arbejdsmarkedet og med et ægteskab (der i øvrigt stadig holder), helligede min Mor sig familien uden dog at trække sig fra arbejdet. Hun passede stadig to jobs - mindst. Vi er fremme i de tidlige 70 ere, hvor det stadig var almindeligt, at kvinderne tog sig af hus og børn, mens mændene var de udadvendte; det lå bare ikke helt i de gener, min Mor var vokset op med -
så hun arbejdede samtidig med, at hun altid var klar med boller og kakao, når jeg kom hjem fra skole. Jeg ved ikke, hvordan hun bar sig ad. Det er der ikke tid til i dag. Min Mor er stadig bomstærk trods kræftoperation og 3 blodpropper. Vel er den højre arm noget lammet, men hun kan stadig klare det meste med den venstre - og hendes iagttagelser er skarpe. Hun dømmer ingen og hun favner alle. Jeg er stolt af min Mor. Min Mor kan også selv. Selv blev jeg født på Frederiksberg midt i den kolde krig. Som den ældste i en søskendeflok på to har jeg også lært at være den ansvarlige, der passer på og træder lidt til side for en yngre bror, der har brug for opmærksomhed. Det er ikke alle valg, man selv får lov at træffe og så dog alligevel - med en vis tålmodighed. Og det er ikke så lidt, jeg har prøvet i mit liv. Jeg har prøvet at starte på den uddannelse, jeg drømte om - for at måtte opgive den, fordi der ikke var råd. Den uddannelse, der var råd til - fordi jeg fik løn undervejs - var brugbar og har båret mig langt, selvom den ikke var mit førstevalg. Jeg har prøvet at skifte karriere for at have tid til at få børn og jeg har været alenemor, da det viste sig, at ægteskabet ikke holdt. Nu har jeg et parforhold, som holder. Uden ham var det ikke gået at være både leder i mit arbejde, politiker, udvalgsformand, mor og datter - lige så lidt som det kan lykkes for en mand uden en kvinde, der bakker op om det, hun jo så opfatter som ægteskabets fælles projekt. "Cherchez la femme", siger franskmændene. Eller på dansk: "Der står altid en kvinde bag". Hos os, er det så min mand, som står bag mig. Som sørger for aftensmaden og for indkøb. For det har jeg ikke tid til. Så langt er vi nået i ligestillingen siden 1915. Ja, vi bakker op og lægger skulderen til. Ja, vi helmer ikke, før arbejdet er gjort. Ja, vi deler ud af vores overskud. Ikke specielt, fordi vi er kvinder eller mænd, for den sags skyld. Mere fordi vi stræber efter at være hele mennesker. Det er ikke så meget ligestilling, der optager mig her 100 år efter, vi kvinder fik valgret. Mænd og kvinder er forskellige det har jeg efterhånden erkendt. Også selvom jeg voksede op i 70erne
dengang, hvor drenge og piger skulle være ens. Lege med det samme legetøj og behandles ens i skolen. Jeg husker især min gamle klasselærer som i øvrigt var en mand i fodformede sko, fløjlsbukser og islændersweater og - nåh ja, fuldskæg, langt hår og runde briller han hed Peder. Peder talte dunder til os i 7. klasse, hvor han med høj røst slog fast, at I tror, vi har ligestilling det har vi så langt fra!. Dengang syntes jeg, at han var lidt for påtrængende men i dag ved jeg, at det var rigtigt. Jeg behøver bare kigge rundt i byrådssalen i dag, hvor kun 6 ud af 31 byrådsmedlemmer er kvinder. 6 kvinder og 25 mænd. Det er ca. 19 % kvinder. Og hvor jeg er den eneste, kvindelige udvalgsformand ud af 8 så er vi på ca. 12 %. Ind i mellem tænker jeg på min oldemors søster, Thea Tønder, der i 1915 gik i parade i København for at markere kvindernes valgret. Hun var ene kvinde i et temmeligt mandsdomineret miljø. Det er blevet lidt bedre, men billedet er nogenlunde det samme, uanset hvor det handler om magt og indflydelse på andet end ens egen, nærmeste familie. Nogen taler om indførelse af kvindekvoter til bestyrelser. Her vil jeg sige som min oldemors søster og kvinderne i 1915, som gik parade gennem København: Det er en menneskeret at have stemmeret; Jeg vil ikke vælges til en bestyrelse, fordi jeg er kvinde og kan opfylde en kvinde-kvote. Jeg vil vælges, fordi jeg kan noget, som er værdifuldt og som gør en forskel i bestyrelsen. Kvinder kan selv. Jeg kan noget. Jeg vil noget. Min stemme er vigtig. Vi kan noget. Vi vil noget. Kvinders stemmer er vigtige. - Alle menneskers stemmer er vigtige. Vi er ikke ligestillede. Mænd og kvinder er forskellige alle mennesker er forskellige - og kan noget forskelligt. Men det er ikke det, jeg går så højt op i. Det er ikke ligestilling. Det er ligeværd. Lige værd. Lige værdi og lige værdighed. Lige ret.
Det, der er vigtigt, er, at vi supplerer hinanden. At vi kompletterer hinanden. At vi respekterer hinanden, at vi samarbejder og at det vi kan - og er - og gør er lige meget værd. Vi er forskellige det er alle mennesker og vi er lige vigtige. Vi bidrager hver især med noget, som kan bruges af nogen. Historien om kvinderne i mit liv fortæller mig, at de - og med lidt held vi - er hele mennesker, og at vi står fast som egetræer i skoven. Vel fortæller historien om den danske flora, at egetræerne blev fortrængt af de hurtigere voksende, højere bøgetræer, der stjal lyset fra dem; men historien fortæller også, at Trelleborg, hele den danske handelsflåde og marinen blev bygget af egetræ. Vi er bomstærke, er vi. Vi kan godt selv. Tak til Soroptimisterne i Slagelse for at sørge for, at vi får fejret og markeret 100 året for kvinders valgret ved denne højtidelighed og plantningen af Kvindernes Eg. Tillykke til os alle. v/ Helle Jacobsen Byrådsmedlem Formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Slagelse Kommune. 3.10.2015