Statsminister Helle Thorning-Schmidts grundlovstale 5. juni 2015 (Det talte ord gælder) Kære alle sammen. I Danmark står vi last og brast om demokratiets kerneværdier. Vi siger klart og tydeligt nej til dem, som truer vores ret til at tænke og tale, som vi vil. Vi forsvarer os mod frihedens fjender. Og vi gør det sammen. Vi er dem, vi er. Grundloven er vores garant for vores rettigheder. Både som borger og som fællesskab. Grundloven er folkestyrets fundament. Derfor højtideligholder vi den. Den er værd at fejre. Men i år er særlig. Som I sikkert har bemærket, er vi midt i en valgkamp. Og en valgkamp er jo demokratiets fest. Plakater i lygtepælene. Debatter. Ord mod ord. Holdninger. Præcis som det skal være. Men hvad der måske er endnu mere betydningsfuldt: vi fejrer 100-året for kvindernes stemmeret. Da min mormor blev født ved århundredeskiftet var hun ikke lige så meget værd som en dreng. Man kunne meget i år 1900. Man kunne tænde for stikkontakten. Man kunne sætte en grammofonplade på. Men som kvinde kunne man ikke stemme. Det kunne man heller ikke, hvis man havde arbejde som tyende. Eller hvis man var fattigfolk, som mennesker på offentlig forsørgelse dengang hed. Jovist, vi fik den første grundlov i 1849. Men vi fik først folkestyre og rigtigt demokrati i 1915. I dag fejrer vi så 100-året for det danske demokrati. For alle skal med. Forud for grundloven af 1915 var gået mange års politisk kamp. Fredeligt. For sådan kan vi nu engang bedst lide forandringer i Danmark. Men ikke uden polemiske sværdslag og megen bitter
modstand fra magtens mænd. Eller som medlem af Landstinget Christian Ahlefeldt-Laurvig sagde: Kvindernes emancipation er, forekommer det mig, noget, der har så lidt hjemme her i Danmark som muligt. Det har været gammel skik og brug her at kvindfolkene har holdt sig hjemme og ladet mandfolkene passe de offentlige anliggender. Men er der noget, som hører hjemme i Danmark, så er det demokratiet. Det var ikke en kamp mellem mænd og kvinder. Det var en kamp for de helt universelle rettigheder. Og kampen blev vundet af begge køn. For begge køn. Den 5. juni 1915 gik over 12.000 kvinder i optog til Amalienborg for at fejre, at stemmeretten nu gjaldt hele befolkningen. Langs ruten stod politiet og vogtede optoget med spænding. For som en betjent på Grønningen dagen efter blev citeret i Politiken for: Gud ved, hvorledes det skal gaa, for de har jo ikke været soldater. Men betjentens bekymring blev gjort til skamme. Det historiske optog blev afviklet med værdighed, stolthed, og ikke mindst med stor glæde. Flere bar et banner med et meget simpelt og kraftfuldt budskab: Ingen kvinder bør være tilskuer. Jeg er meget enig. Dog med den væsentlige tilføjelse. Ingen mand eller kvinde bør være tilskuer til deres eget liv. Ligestilling handler ikke om, at alle skal være ens. Eller at der skal være lige mange mænd og kvinder alle vegne. Det handler om, at der skal være lige muligheder. For alle mennesker er noget helt særligt. Alle har noget at bidrage med. Det er derfor, jeg altid har været optaget af ligestilling. Og når jeg tænker tilbage på den verden, min mormor voksede op i, og den mine egne døtre vokser op i, så er vi kommet uendeligt langt. Det handler om, at der skal være lige rettigheder uanset køn, etnicitet og ja også seksualitet. Det er ikke tilfældigt, at det var en socialdemokratisk ledet regering, der sikrede homoseksuelles ret til at blive kirkeligt viet. Og det var heller ikke tilfældigt, at det var Socialdemokraterne, der sikrede, at det blev forbudt for forældre at slå deres børn. Det var ikke Venstre. Og det var slet ikke Dansk Folkeparti. Det var Socialdemokraterne.
Vi har altid været optaget af ligheden mellem mennesker. For lige muligheder giver frihed til de mange og ikke kun til de få. Det er Socialdemokraternes værdier. Det er mine værdier. Det er kernen af det, jeg vil i politik. I mange lande har den politiske kamp været langt mere indædt end i Danmark. Nogen steder ligefrem blodig og præget af dybe skel mellem mennesker. I stedet for at række hånden ud mod hinanden har man vendt ryggen til. I stedet for at tage ansvar for det fælles bedste, har man insisteret på, at det kun er en selv, som ved, hvad det fælles bedste er. Sådan er det ikke i Danmark. Noget af det fineste ved vores politiske liv, ja ved vores samfund, er, at vi tror på, at fælles løsninger er bedre end kortsigtede gevinster. Det gælder på vores arbejdspladser, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere helst vil finde løsninger, der sikrer gode arbejdspladser og ordentlige vilkår for medarbejderne. Men også sikrer, at danske virksomheder er konkurrencedygtige. Og det gælder i Folketinget. I Danmark har vi aldrig haft et parti, som havde flertal. Forudsætningen for at arbejde politisk i Danmark er, at man kan samarbejde. Og hvis jeg skal pege på én af de ting, som gik galt i Danmark, da Venstre og Dansk Folkeparti havde ansvaret, så var det, at de lukkede døren til det samarbejdende folkestyre og ordnede det hele bag nedrullede gardiner. Socialdemokraterne gik til valg på at rulle folkestyrets gardiner op. Og siden 2011 har vi insisteret på at få alle partiers mandater med i arbejdet. For det er bedst for Danmark. Og derfor har alle partier undervejs været med til at tage de beslutninger, som betyder, at Danmark i dag er ude af krisen. Det er der grund til at takke for. Og bundlinjen er, at arbejdsløsheden falder. At flere kommer i arbejde. Virksomhedernes konkurrenceevne stiger. At vi aldrig har brugt så mange penge på uddannelse. At der er ansat 7.000 flere i sundhedsvæsenet. At der er målrettet flere penge til vores mest udsatte ældre.
Vel og mærke samtidig med at vi har fået styr på økonomien. Budgetterne holder. Slut med 00 ernes overforbrug og økonomiske slaphed. For det bedste forsvar for vores velfærd er en stærk og solid økonomi. Og netop økonomien er et vigtigt tema for Socialdemokraterne. For uden styr på vores penge får vi ikke råd til omsorgen for vores ældre. Den bedste behandling på vores hospitaler. Gratis besøg hos lægen. Gode uddannelser for vores unge. Endnu bedre forhold for vores børn i daginstitutioner og dagtilbud. Det er let at bruge penge. Det er straks meget sværere at holde styr på dem. Derfor vil jeg også bruge Grundlovsdag til at sige meget tydeligt til danskerne, at Socialdemokraterne er det parti, som er parat til at påtage sig ansvaret. Den seneste uge er der knap gået en dag uden, at partier til højre og venstre har uddelt rundhåndede gaver. Den ene dag er det en ekstra milliard til forsvaret. Den næste dag er det penge til de ældre. Så til sundheden. Så er det pludseligt et ultimativt krav, at der skal bruges penge på dagpengene. Og så skal der gives skattelettelser. Jeg forstår det godt. Det er let at bruge penge. Særligt i en valgkamp. Men kære alle sammen. Danmark er igen på sikker vej. Og her skal vi blive. Det betyder også, at vi skal fortsætte med at få pengene til at passe. Det kræver, at man er parat til at påtage sig ansvaret for helheden. Derfor er det også tankevækkende, at der i Danmark kun er tre partier, som siger direkte, at de gerne vil i regering. Også selv om de ikke kan få alle deres ønsker opfyldt. Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre er forskellige partier, men vi har i fællesskab vist, hvad vi står for. Det samme gælder for Venstre. Jeg er ikke enig med Venstre i nulvækst, at der skal skæres i kontanthjælpen, eller i at der skal gives store tvivlsomme skattelettelser. Men jeg anerkender fuldt og helt, at Venstre altid er parat til at påtage sig et regeringsansvar. Fløjpartierne har derimod travlt med at sige ting, som lyder godt.
Ja, faktisk har de mere travlt med det end med at tage et ansvar for at løse Danmarks udfordringer. Man skulle jo nødig være i den situation, at det blev ubehageligt. Sådan et parti bliver Socialdemokraterne aldrig. Vi er et parti, som passer på det Danmark du kender. Hver dag. Året rundt. Også når det er svært. Grundloven er vores fælles demokratiske værn. Den er vores alle sammen. Den 18. juni er der valg til Folketinget. Det er nu, vi skal vælge, om vi skal fortsætte den sikre vej, der har trukket Danmark fri af krisen med vores ordentlighed i behold. Husk at bruge din stemmeret. For ellers er der bare nogen, som bestemmer for dig. Kan I have en god grundlovsdag.