Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
ÉL m-..
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
VERDENS KRIGEN EN FRUGT AF SYNDENS FØRSTE FØLGER: DET FØRSTE BRODERMORD PRIS: 10 ØRE i l'ii. ip FREDERICIA SØRENSEN & ARENT'S BOGTRYKKERI 1917
Vor Levetid er kun kort, som der staar i en Sang: Livet forsvinder i Hast, som en Drøm... og dette er det rigtigste Udtryk for de fleste Menneskers Tanker om Livet. Den ene Slægt har fulgt efter den anden paa Vandringen imod det fælles Maal, det ukendte hinsidige. Den nuværende Slægt har afløst den foregaaende og modtaget godt og ondt som en Arv og lever videre. Og saaledes var det altid fra Arilds" Tid, fra Verdens Skabelse. Synden kom ind i Verden ved det første Menneske, Adam. Han blev paa Grund af Synden dømt til Døden og døde i en Alder af 930 Aar. Nu er Slægtens Levetid sunket ned til 30 Aar. Men hvad er Meningen med at leve en kort Tid her? Er der intet andet, gives der intet mere herefter? Livet er saa kostbart, fordi det er kortvarigt, og ethvert fornuftigt Menneske forsøger at udnytte dets Lejligheder saa godt, det kan lade sig gøre.... Aar efter Aar svinder bort. Alle henfarne Slægters Erfaringer lever videre i den efterfølgende derfor har denne Slægt hele Fortidens Ansvar hvilende paa sig, og dens Pligter er derfor større. Men endskønt den er bebyrdet med et større Ansvar, kan den alligevel ikke leve derefter. Faldet, der begyndte for 6000 Aar siden med Adams Ulydighed og dets første synlige Følger: Abels Død, dræbt af sin Broder, er for hver ny Generation bleven mere og mere aabenbart, og dets Virkninger større og større. Aldrig har derfor Menneskeslægten været dybere sunket end nu. Vi ser overalt i Verden Frygt og Utryghed, Tvivl og Sorg, og Vanviddets Toppunkt er Verdenskrigen, hvor der med fuldt Overlæg dræbes Millioner.
I tidligere Tid var man tilbøjelig til at tænke, naar der hændte en Ulykke, hvor der omkom nogle faa Mennesker: Hvor kan Gud tillade dette?" Naar der skete et Jordskælv eller en Skibsulykke tænkte man saaledes. Hvorfor forhindrede Gud ikke dette? Nu gør man det selv, og meget bedre; Gud er fri for dette Ansvar, og man nøjes ikke med Tusinder, men skal have Millioner af Ofre. Paa den Maade beviser Menneskeslægten sin Afmagt og sit Hykleri. Det ene Land ødelægger det andet alt sammen for en retfærdig" Sags Skyld i Guds Navn. Magten har altid mere eller mindre undertrykt Retten, og Spørgsmaalet om Ret er afhængig af Magten. Penge og Krigsmagten er de to eneste Ting, Retfærdigheden bøjer sig for nu. Men den Tid er ikke fjern, da hverken Guldet eller Sværdet skal kunne redde Samfundet, og derfor bedrager de Mennesker sig selv, der tror paa Pengenes Værd uden Gud; kun den er rig, der ejer Troen paa Guds Hjælp. Alle andre er fattige trods deres Rigdomme, der skal forsvinde. Den Dag er ikke fjærn, da Regnskabet skal gøres op mellem saavel Nationerne som Samfundsklasserne, og da skal det vise sig, hvem der var rigest. Men desværre er det saaledes, at kun faa ejer Troen paa Gud, naar de synlige jordiske Støtter fjærnes fra dem. Mister nogen deres Formue, mister de tit deres Forstand Troen paa Guds Hjælp. T r o er der nok af. Man ser ikke mange Mennesker, uden altid at finde nogen iblandt dem, der tror. Der findes næsten ingen, uden de hører til et eller andet Trossamfund. Vi er jo alle Lutheranere eller Protestanter", Baptister, Katolikker. Men tror vi ikke paa Kristus som et Offer for Synd, og i Troen tilegner os hans Retfærdighed, gavner det ikke. Naar Troer: skal prøves, bliver den tit til Tvivl, hvis de synlige Støtter falder bort. Hvis man mister sine Venner, sit Helbred eller sine Penge, er Troen der ikke mere. Men den Tro, Jesus omtalte, naar han sagde, om den vel skulde findes paa Jorden, var en levende Tro, ikke afhængig af de døde Ting, af Helbred,
Penge, Venner o. s. v., og som smuldrer ved Berøring af de jordiske Forhold. En kendt Digter har engang sagt: Naar Vennerne faar Nykker, og alting gaar i Stykker, saa sker det blot, fordi du godt kan gaa foruden Krykker. Den, som Gud sætter ene, Han selv er mere nær. Saa kan Forholdene være saa pinlige, devil. Saa kan Uvejr rase og true med at ødelægge alt, den sande Tro vil altid bestaa sin Prøve. Den er som et Hus, bygget paa Klippen, en Fæstning. Kun i den er Hvile. Dette er Stedet, hvorhen man kan fly i onde som i gode Tider, ind under Guds Omsorgs og Forsyns Ledelse. I vor Tid, der bringer meget mere Utryghed med sig udadtil end tidligere, kan man have større Grund til at ty til Guds Hjælp, dette er det eneste virkelig holdbare, thi alle andre Støtter forsvinder efterhaanden saa vel fra Samfundet som fra den enkelte. Det eneste sikre Tilflugtssted er Klippen, Kristus. Den Tro, som Jesus favner, og Hjertet rense kan. Den Tro, hvorved vi havner i Himlens Frydeland. Den Tro er stærk og maa se Verden undertræde, i Sorgen og i Glæde den skal sin Prøve staa! (Fortsættes.)
Wm