EUROPA-PARLAMENTET 1999 2004 Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder 28. maj 2003 ARBEJDSDOKUMENT om implementering af kvinders rettigheder i EU's internationale politik vold (2002/2286(INI)) Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder Ordfører: Miet Smet DT\495342.doc PE 331.552
EU s eksterne forbindelser EU s eksterne forbindelse dækker over et bredt og varieret spektrum af forbindelser med tredjelande. Disse forbindelser kan spænde fra endimensionale sager, såsom fødevarehjælp, til komplicerede sager vedrørende partnerskabsaftaler eller fremtidige medlemskabsaftaler. Mellem disse yderpunkter findes et bredt spekter af aftaler lige fra enkle handelsaftaler til Cotonouaftalen, der omfatter handel, udvikling, kulturelle aspekter og andre aspekter. Handelspolitik har sit retsgrundlag i traktatens artikel 131, hvori fastsætttes følgende formål: at bidrage til en harmonisk udvikling af verdenshandelen, en gradvis afskaffelse af restriktionerne i den internationale handel og en sænkning af toldskrankerne. Endvidere skal der i den fælles handelspolitik tages højde for mere almene sociale og økonomiske forhold, herunder ligestilling mellem mænd og kvinder, der skal indgå som en generel målsætning for alle EU-politikker (artikel 2). Udviklingspolitikken, der har sit retsgrundlag i traktatens artikel 177, har til formål at fremme en bæredygtig økonomisk og social udvikling i udviklingslandene, deres integration i verdensøkonomien samt bekæmpelse af fattigdommen i udviklingslandene. Endvidere fastsættes det, at Fællesskabets politik på dette område skal bidrage til den generelle målsætning om udvikling og befæstelse af demokratiet og retsstaten samt til målsætningen om respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder (artikel 177, stk. 2). Der skal tages hensyn til sidstnævnte bestemmelse i alle politikker, som vil kunne berøre udviklingslandene (artikel 178), såvel som i alle former for økonomisk, finansielt og teknisk samarbejde med tredjelande (artikel 181 a). Som en generel retningslinje bør udenrigspolitikken, i henhold til artikel 11 i EU-traktaten, blandt andet fastlægges og gennemføres ud fra formålet om udvikling og befæstelse af demokratiet og retsstatsprincippet samt respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. I princippet overtager Det Europæiske Fællesskab medlemsstaterne rolle i udenrigspolitikken på de områder, der henhører under Fællesskabets enekompetencer. Medlemsstaterne vil dog fortsat føre forhandlinger parallelt med Kommissionen og/eller Rådet. Enhver aktion på dette område skal derfor foretages af EU og medlemsstaterne i fællesskab. Respekt for menneskerettighederne Fællesskabet har siden 1992 indføjet en klausul om respekt for menneskerettighederne og demokratiet i alle dets aftaler med tredjelande. I en rådsafgørelse fra 1995 fastsættes de generelle betingelser for denne klausul, som udgør et vigtigt element i aftalen. Ifølge Wienerkonventionen om traktatretten af 1969 giver overtrædelsen af et vigtigt element i aftalen parterne lov til at trække sig fra aftalen. Denne bestemmelse udgjorde en vigtig fornyelse inden for bilaterale aftaler og er blevet yderligere udviklet i Cotonou-aftalen, som blev indgået med AVS-landene i juni 2000. Med undtagelse af fødevarehjælp, hvor en sådan klausul af humanitære årsager ikke kan anvendes, PE 331.552 2/6 DT\495342.doc
indgår respekt for menneskerettighederne og demokratiet nu som en integreret del af EU s eksterne forbindelser. På dette grundlag er der udviklet en lang række instrumenter, såsom démarches og interventioner i FN-regi samt målrettede sanktioner spændende fra afvisning af at udstede visa til ældre medlemmer af regimet til indefrysning af værdier opbevaret i EU-lande. Fastfrysningen af aftalen med Tyrkiet i 1980 grundet udbredt krænkelse af menneskerettighederne som følge af den militære indgriben i Tyrkiet, er et eksempel på sådanne foranstaltninger. Andre instrumenter består af positive aktioner, såsom finansielt samarbejde, bilateral dialog eller overvågning. Det Europæiske Initiativ for Demokrati og menneskerettigheder har et budget på omkring 100 millioner euro og kan også finde anvendelse over for projekter i lande med hvilke, der ikke er indgået aftaler. Menneskerettigheder og vold mod kvinder Enhver form for fysisk eller psykisk vold mod mennesker betragtes i henhold til FN s charter om grundlæggende rettigheder som en alvorlig krænkelse. På denne baggrund udgør vold mod kvinder en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne; kvinder har samme rettigheder som mænd, og der er derfor, i princippet, ikke behov for særlige bestemmelser for kvinder. Rettigheder, der anerkendes af det menneskelige samfund, har imidlertid ikke absolut værdi. Der er således tilfælde, hvor andre, mere højtrangerende værdier fortrænger de foregående rettigheder, sådan som det er tilfældet med medicinske indgreb. Mens dette princip er klart i tilfælde, hvor en værdi rangerer højere end en anden, er værdier som traditioner, social fred og værdighed langt vanskeligere at rangordne. Således betragtes vold mod kvinder ofte som mindre betydningsfuld end eksempelvis traditioner, social samhørighed eller mandlige familiemedlemmers ære. Omskæring af kvinder anses som et middel til at bevare traditionerne, æresforbrydelser som et middel til at bevare den sociale fred, og stening og offentlig afstraffelse af kvinder som et middel til at opretholde den sociale orden. En social filosofi, ifølge hvilken ikke alle mennesker er lige og kvinders rettigheder er underordnet mændenes, er uacceptabel og er da heller ikke alment anerkendt, heller ikke i tilfælde, hvor det internationale samfund i første omgang udviste ligegyldighed, som under Taliban-regimet i Afghanistan. EU må sætte menneskerettigheder og demokrati over enhver skik eller social filosofi, som er i strid med disse værdier. EU opretholder princippet om, at kvinders og pigebørns rettigheder er en uomgængelig, integreret og udelelig del af de universelle menneskerettigheder, som det allerede blev fastsat i FN s Wiener-erklæring af 1993 1 i og igen bekræftet i Beijing-erklæringen 1 I Erklæringen fra FN s verdenskonference om menneskerettigheder, der blev afholdt i Wien i 1993, blev det ligeledes slået fast, at kønsbestemt vold og enhver form for seksuel mishandling og udnyttelse, herunder vold, der skyldes kulturelle fordomme og international menneskehandel, er uforenelig med menneskers værdighed og værdi, og skal bekæmpes. DT\495342.doc 3/6 PE 331.552
af 1995. Endvidere har Europa-Parlamentet i sin første årsberetning om menneskerettigheder slået fast, at respekten for kvinders rettigheder med særlig fokus på forebyggelsen af vold mod kvinder er det 21. århundredes største udfordring, og erklæret at Den Europæiske Union har et stort ansvar med hensyn til at fremme kvinders rettigheder i hele verden. Vold mod kvinder blev allerede fremhævet i 1980 på FN-konferencen i København, hvor det blev anbefalet, at: Der bør vedtages og gennemføres lovgivning med henblik på at forebygge vold i hjemmet og seksuel vold mod kvinder. I sin generelle henstilling nr. 19 af 1992 definerer CEW-udvalget (konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder) kønsbestemt vold som Enhver kønsbaseret voldshandling, der påfører kvinder fysisk, seksuel eller psykisk skade eller lidelse, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller frihedsberøvelse Stater kan stilles til ansvar, hvis de undlader at forebygge eller efterforske og straffe voldshandlinger. Behov for specifikke foranstaltninger Vold mod kvinder kan ikke afskaffes, uden at de faktorer, der direkte eller indirekte gør kvinder til et oplagt offer, bekæmpes. Den kulturelle arv, der giver mænd forrang på en lang række retlige, sociale, økonomiske og politiske områder, giver mændene en magt, som ligger til grund for den psykiske vold mod kvinder. Ifølge CEW s henstilling kan vold affødes af holdninger, der udspringer af traditionen, og stereotype forestillinger om kvinder, navnlig i landdistrikter. Andre kilder til vold er pornografi, handel med, udnyttelse og prostitution af kvinder, sexturisme, seksuel chikane på arbejdspladsen, tvungen sterilisation eller abort og vold i hjemmet og i familien. Det er således klart, at den mest hensigtsmæssige metode til bekæmpelse af vold, det være sig i den offentlige eller hjemlige sfære, er at fremme den økonomiske udvikling og uddannelse og deltagelse af kvinder i beslutningsprocessen. Et andet vigtigt instrument er et tæt samarbejde mellem internationale organer såsom FN og EU på den ene side og nationale regeringer og ngo er på den anden om at gøre problemstillinger vedrørende køn til et alment emne i udviklingspolitikkerne. EU s aktioner til fremme af demokrati og beskyttelse af menneskerettighederne er også et instrument, der bør tages i anvendelse med henblik på at afskaffe enhver form for vold mod kvinder og værne om kvinders grundlæggende rettigheder. En generel klausul om respekt for menneskerettighederne vil ikke i tilstrækkelig grad kunne varetage problemstillingen vedrørende vold mod kvinder. EU-aktioner til bekæmpelse af vold PE 331.552 4/6 DT\495342.doc
Kommissionen har på verdensplan ydet støtte til styrkelsen af kvinders status og bekæmpelsen af diskrimination og vold, blandt andet i programmer om lige adgang til uddannelse, til afstemninger og om hjælp til ofre for menneskehandel eller seksuelt misbrug. Siden november 1982 har EU s Ministerråd vedtaget adskillige konklusioner eller resolutioner om dette emne. Til at begynde med omhandlede disse kun udvikling, samarbejde og kvinders rolle i udviklingslandene. Siden har de gradvist udviklet sig til også at omfatte kvinder og udvikling og senere også kønsaspektet i udviklingen. I sin resolution om integrering af kønsaspektet i udviklingssamarbejdet (nr. 12847/95), vedtaget i december 1995 i medfør af en meddelelse fra Kommissionen, anerkender Rådet, at de eksisterende forskelle mellem kønnene er et afgørende spørgsmål i forbindelse med udviklingen. Det krævede, at kønsaspektet fik en central plads i udviklingssamarbejdet og mere specifikt for analyse af udviklingspolitikker samt overvågning og evaluering af politikker, den lige deltagelse og politiske magtdeling. I artikel 31 i Cotonou-aftalen fastsættes det, at samarbejdet skal medvirke til at sikre kvinders adgang til de ressourcer, som er nødvendige, for at de kan udøve deres grundlæggende rettigheder fuldt ud. Mere specifikt skal der også træffes foranstaltninger vedrørende kvinders adgang til grundlæggende sociale tjenester (uddannelse og oplæring, sundhedspleje og familieplanlægning) og produktive ressourcer samt vedrørende kvinders situation i forbindelse med nødhjælp og rehabiliteringsforanstaltninger. I artikel 25 fastsættes Fællesskabets støtte til bestræbelser til forebyggelse af skamfering af kvindelige kønsorganer. Behovet for yderligere EU-aktioner Ifølge EU-institutionernes såvel som medlemsstaternes definition af EU s forbindelser med tredjelande forudsætter bekæmpelsen af vold mod kvinder et stort engagement på både EU-plan og nationalt plan. De principper og politiske og retlige instrumenter, der anvendes til forsvaret af menneskerettighederne og demokratiet, skal også anvendes til at klarlægge og bekæmpe vold mod kvinder, internt såvel som i tredjelande. Der bør indføjes en specifik klausul i eksterne aftaler, hvori vold mod kvinder forbydes. For at sikre en sådan klausuls effektivitet bør vurderingen af vold baseres på undersøgelser eller rapporter fra EU og internationale organer såvel som ad hoc-missioner, som Europa-Parlamentet bør deltage i. Der bør indføjes en definition af vold i aftalerne, i henhold til CEW-udvalgets definition. Denne definition bør være så bredt formuleret, at den omfatter alle former for vold, herunder vold, der skyldes systematisk undertrykkelse af kvinder inden for en lang række områder i det sociale og politiske liv. Som det er tilfældet med menneskerettigheder og demokrati, skal EU-medlemsstaterne imidlertid sikre, at alle former for vold mod kvinder anerkendes og straffes i henhold til deres egen lovgivning og praksis. DT\495342.doc 5/6 PE 331.552
I den forbindelse skal det fremhæves, at Sverige, Det Forenede Kongerige og Belgien er de eneste EU-lande, der har indført en særlig lovgivning om skamfering af kønsorganer. Sådanne skamferinger sanktioneres hovedsageligt i henhold til lovgivningen om mindreåriges fysiske integritet. I Frankrig har der været retssager om skamfering af kønsorganer, men problemet synes i det væsentlige at blive ignoreret. Kommissionens delegationer bør bruge personale, der er uddannet inden for aspekter vedrørende lighed mellem kønnene og mainstreaming af udviklingspolitikker. Oplysninger bør indsamles og sorteres i henhold til køn med henblik på at fastlægge deres indvirkning på kvinder og en evaluering af vold eller risikoen for vold. Hvad angår politiske instrumenter, bør EU på baggrund af klare udtalelser holde alle dialogkanaler til tredjelandene åbne med henblik på at engagere parterne i en sådan dialog om lighed mellem kønnene og vold. Hvad det angår, kan artikel 8 i Cotonou-aftalen fungere som eksempel (politisk dialog). I tilfælde af indberetninger om vold skal reaktionerne og løsningerne spænde fra positive aktioner (integrering af programmer og projekter til bekæmpelse af vold) til negative foranstaltninger såsom sanktioner eller opsigelse af aftalen. Anvendelsen af disse muligheder er afhængig af graden af vold og samarbejdet med de relevante lande (navnlig underskrivelse/ratificering og overholdelse af CEW). Uanset hvilken sanktion, der skal gennemføres, skal dens sociale og økonomiske indvirkning på kvinder og befolkningen som helhed vurderes nøje. Endelig indføjer EU følgende horisontale betingelse i budgettet for 2003: Manglende foranstaltninger til hindring og bekæmpelse af grov vold mod kvinder (stening, offentlig afstraffelse, skamfering af kønsorganer, brænding eller voldtægt) medfører indstilling af EUstøtten 2. 2 Europa-Parlamentet har indsat denne klausul i det finansielle og tekniske samarbejde med tredjelande, samt i samarbejdet om befæstelse af demokratiet, retsstatsprincippet, respekten for menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder. PE 331.552 6/6 DT\495342.doc