GUDRUN ØSTERGAARD PRØVEN

GUDRUN ØSTERGAARD PRØVEN De sidste hundrede meter løb Arkim alene. Pelopos var sakket langt bagud og havde slet ikke kræfter til den sidste spurt. Arkim så sig en enkelt gang tilbage, så lænede han sig endnu mere frem, mens han pressede sin krop til at betvinge tyngdekraften og i ét næsten svævende spring var han over målstregen. Han lignede en tiger, tænkte Pelopos, en kraftfuld og viljestærk tiger, der forfulgte sit mål og pressede sig selv til det yderste. Han selv mindede vist mest om en flodhest, sådan som han pustede og vraltede afsted på arenaen. Pelopos fik hevet sig over mål og lod sig stønnende falde omkuld ved siden af Arkim i græsset langs kanten af banen.»jeg klarer det aldrig!«gispede Pelopos og holdt begge hænder mod siderne af sin smertende brystkasse, der desperat fulgte lungernes kamp for at give ham den nødvendige ilt. Arkim kørte fingrene gennem sit korte sorte hår, grinede og satte sig op.»selvfølgelig klarer du femtenhundrede meter! Du lever da endnu, se!«han pegede spottende på Pelopos.»Det er jo ikke Kubemesterskaberne. Du skal bare gennemføre på under minutter.«pelopos, der stadig kæmpede for at få vejret, rystede bare på hovedet. 5 p r ø v e n 197

5»Men det kan godt gære, du skulle være gået i gang lidt før med træningen.«arkim slog vennen opmuntrende på skulderen.»vi går herned igen i aften og løber, okay?«pelopos sukkede og nikkede. Han vidste, at Arkim som sædvanlig havde ret, og han var taknemmelig for hans optimisme og ukuelige tro på ham, på trods af at han selv aldrig havde formået at leve op til forventningerne. Hverken hans fysik eller intellekt kunne måle sig med Arkims, og han havde aldrig stræbt efter at blive lige så god som ham. I det hele taget var han nok ikke så god til det med at stræbe efter noget. Det, der betød noget for ham, var at opleve at være sammen med andre, at være til stede og sanse og nyde det, der skete lige nu. Ingen af dem tænkte på den anden som en ven. Det var en selvfølge, at de var sammen, for det havde de været siden de blev født med tre dages mellemrum for snart tyve år siden. Arkims mor, som arbejdede som husholderske hos Pelopos familie, havde haft ham med sig overalt, og på den måde voksede de to drenge op sammen, de lærte at gå sammen, legede og sloges for sjov, og Arkim fik, da de blev større, lov til at følge med Pelopos i skole, så han kunne hjælpe ham med lektierne om eftermiddagen derhjemme. Han var den eneste i skolen, der ikke var fra en fri familie, og han blev jævnligt mindet om det, når han skulle fremvise sin dispensationsattest, men ingen drillede ham eller kommenterede det, fordi han hurtigt markerede sig som en fagligt dygtig, men også meget hjælpsom og venlig kammerat. Kun om morgenen skulle Arkim arbejde: han gjorde rent i køkkenet og badeværelserne, sørgede for at affaldsturbinerne, der opvarmede huset, blev justeret og rensede Pelopos tamme leguaners bure. Ellers bestod hans arbejde i at være sammen med Pelopos og hjælpe ham med skolearbejdet. Selv om familien Gardos boede i et stort treetagers hus, var der ingen husholdningsrobotter. Pelopos forældre arbejdede begge i Indsigtsministeriet og ofte med hemmeligt klassificerede sager, og de mente, som de fleste andre i Eliten, at det sikreste, og i øvrigt også mest behagelige og mindst larmende, var en loyal, menneskelig husholderske, Arkims mor. De to drenge skændtes aldrig, selvom de var meget forskellige, for de havde lært, fra de var små, at der var forskel på, hvad der blev for- 198 g u d r u n ø s t e r g a a r d

ventet af dem, så derfor forventede de heller ikke af hinanden at være enige om alt. Pelopos klarede sig, på trods af Arkims daglige tålmodighed med lektiehjælpen, ikke særligt godt i skolen, det var svært for ham at koncentrere sig om læsningen i længere tid, og han manglede Arkims overblik og stædighed i de større opgaver. Alligevel havde han altid været glad for at gå i skole og være sammen med kammeraterne, og pigerne hang altid efter ham og ville mærke på hans lyse proptrækkerkrøller. Det hadede han, da han var mindre, men de sidste par år havde han ikke gjort nogen indsigelser imod den slags tilnærmelser. Arkim derimod så genert til, når en af pigerne fingererede ved Pelopos hår, og han med en kvik bemærkning fik hende til at fnise. Som det mest naturlige bukkede Pelopos sig frem og satte et let kys i panden på pigen og fortalte hende, hvor sødt det lød, når hun grinede. Arkim rødmede og skyndte sig væk og undrede sig over, at Pelopos ikke blev genert eller tvivlede på sig selv. Han var aldrig misundelig, men bare overrasket over, hvor forskellige de var. Efter løbetræningen tilbragte de eftermiddagen på universitetet med to timers øvelser i dialog med argumentationsanalyse. Emnet for dagens diskussion var»individets ret til at beskytte private informationer, over for statens ret til indsigt af sikkerhedsmæssige hensyn«. Pelopos kastede sig som sædvanlig hovedkulds ud i debatten med en ivrighed, der gav ham røde pletter på halsen. Hvad han ikke havde i argumentationsteknik, havde han til gengæld i temperament, og han sluttede sit indlæg med nærmest et kampråb:»for menneskets ret til at forblive et individ!«arkim var mere afventende, han lod de andre fremføre deres synspunkter, og så optrevlede han roligt og systematisk deres argumenter ét for ét, til han til sidst kunne sammenfatte sin egen påstand, at hensynet til statens sikkerhed må gå frem for alt andet, fordi begrebet»det fælles bedste«altid er større end summen af de enkelte individers ret. Ingen af de andre kom med flere indsigelser. I pausen gik de ud i den gamle park, der lå som en cirkel i midten af universitetsbygningernes to buer. Pelopos slog sig straks ned i eftermiddagssolen på græsplænen og begyndte at pjatte med nogle af pigerne fra holdet, mens Arkim satte sig på en bænk i nærheden og fordybede sig i en filosofibog. Efter en halv time måtte de traske in- 5 p r ø v e n 199

5 dendørs igen til en to timers forelæsning i økonomiske grundbegreber og teorier gennem tiden. Da det for en uge siden var blevet bekendtgjort, at der ville blive indkaldt til en borgerprøve, havde Arkim straks sørget for at få justeret deres fælles skema, så de kunne koncentrere sig om de fag, der indgik i prøven: økonomi, filosofi og dialog. Løbetræningen måtte de selv klare på universitetets sportsarena. Arkim havde lige siden været fuldstændig opslugt af tanken om, at der nu fandtes en mulighed for, at han kunne blive en fri borger, og han læste hver aften til sent. Pelopos havde i starten haft svært ved at tage det rigtig alvorligt. Han mente ikke, prøven kunne være så svær at komme igennem, men jo tættere de kom på prøvedagen, jo mere opgivende og nervøs var han blevet, og nu havde han tilsyneladende helt opgivet og sad bare og stirrede ud ad vinduet i det store auditorium, mens læreren fortalte om subliminale økonomier i det 22. århundrede. Inderst inde vidste han allerede, at han ikke ville bestå prøven. Det var kun med Arkims daglige hjælp, han kunne slippe igennem sine studier, og han forsøgte at forestille sig sit fremtidige liv som udvist af Kuben, uden borgerskabsbevis og med en halvdårlig, ikke færdiggjort uddannelse, men med de smukke lyse krøller og formentlig også en pæn sum penge fra sine forældre. Hvis de da overhovedet ville hjælpe ham? Han kunne slet ikke forestille sig, hvordan hans forældre ville reagere. Ville de blive vrede eller kede af det? De havde spurgt et par gange til hans og Arkims forberedelser til prøven, men de virkede ikke bekymrede og havde åbenbart fuld tiltro til, at Arkim endnu en gang nok skulle hjælpe ham igennem. Han havde besluttet, at han ikke ville blive, hvis han dumpede. Han foretrak strålingen, isolationen og et ukendt liv uden for Kuben, frem for at skulle leve med ydmygelsen og skammen som simpel slave inden for bykuplens vægge. Han spærrede øjnene lidt op for at opsuge de tårer, der piblede frem, da han forestillede sig alt det, han snart skulle tage afsked med. Det værste var næsten adskillelsen fra Arkim. Han turde slet ikke udforske den tanke, at de ikke skulle være sammen mere. Endnu mindre turde han tale med Arkim om det. Han som var fast overbevist om, at det hele nok skulle gå godt. Måske var 0 g u d r u n ø s t e r g a a r d

Arkim slet ikke rigtig klar over, hvor meget han var bagud. Eller også nægtede han at vurdere hans faglige kunnen realistisk, det ville ligne Arkim kun at fokusere på de mest positive muligheder. Om aftenen på løbebanen pressede Pelopos sig selv, som han aldrig før havde gjort, muskler og ledbånd hvinede af smerte, hjertet slog, som om det prøvede at tæve ham indefra, og luften i hans lunger føltes som sand. Med en vildskab, han plejede at reservere til sine erotiske udfoldelser, kastede han sig forbi Arkim, netop som de nåede målstregen. Arkim lod sig som straf dumpe ned ovenpå Pelopos fladt udstrakte krop i græsset.»pelo, for syv! Du vandt over mig!«arkim lød næsten stolt af Pelopos, som en træner der glæder sig over, at hans elev endelig slår sin egen rekord.»ark-hi-hm!«stønnede Pelopos og fik væltet ham af sig, så han kunne komme sig i fred.»din far bliver stolt af dig, Pelo!«Arkim så pludselig eftertænksom ud.»gad nok vide, om der er nogen, der bliver stolte af mig? Efter i morgen er det slut med rengøring og hårdt arbejde! Ingen nedladende kontrollører på universitetet, og vi kan følges ad til festerne! Min mor bliver da tosset, når hun hører det, tror du ikke?mmm,«mumlede Pelopos, der var ved at få vejret igen»hvorfor tager hun ikke selv prøven, egentlig?mor? Hun kan slet ikke forestille sig at skulle leve videre som fri borger, hun har det godt, hvor hun er, siger hun. Hvad med dine forældre, tror du de klarer testen?uden problemer! De har dispensation fra løbet pga. alder og de andre prøver... det er jo den slags, de lever af at kunne, ik?«de lå lidt tankefulde ved siden af hinanden og betragtede en reparationsrobot, der netop kravlede ind i deres synsfelt højt, højt oppe mod den grå himmel som en lille sort edderkop, der hagede sig fast på undersiden af kuplen.»hvordan tror du, der er derude?«spurgte Pelopos ængsteligt.»i yderzonen? Ret skræmmende tror jeg,«svarede Arkim prompte.»har du ikke set nogle af skifterne? De smugler sig ind gennem affaldskanalerne, selv efter der er blevet sendt vagtrobotter ud i alle rør. De overfalder dem med gamle solcellekabler og kortslutter dem, selv 5 p r ø v e n 1

5 om det er livsfarligt. Men det er jo heller ikke altid det lykkes for dem. Der er lige blevet fundet tre skiftinger i en af østkanalerne, hørte jeg. Fuldstændig ristede!«pelopos så forskrækket på Arkim, der fortsatte.»men nogle af dem slipper jo ind, og så er de nødt til at give dem asyl. De er så ulækre med sår over det hele og magre som skeletter, og selv efter de er blevet desinficeret og behandlet og opfodret, opfører de sig som vilde dyr og er kun ude på at snyde og bedrage. Det er det, de har lært derude!vel ikke dem alle sammen. Der er vel også almindelige ordentlige mennesker i mellem,«sagde Pelopos med et usikkert blik på Arkim.»Jo, det er der vel...«arkim lød ikke helt overbevist.»men det er derfor, de har indført den prøve. For at byen ikke skal blive oversvømmet af skiftinger.ja, eller for at sikre byen en tilstrækkelig mængde slaver. Der er vel en del, der ikke består prøven...nemlig, og så kan alle de rigtige borgere bevise deres værd, ik?»arkim skævede pludselig til Pelopos for at se, om han synes, det var for groft, det han havde sagt, men Pelopos var dybt inde i sine tanker om sit forestående liv i yderzonen og bemærkede ikke vennens blik. Det første han måtte gøre, var hurtigt at finde på en måde, han kunne tjene penge. Hvis de da overhovedet havde pengeøkonomi, det havde han faktisk aldrig hørt om, så det var nok mere sandsynligt, at man bare byttede varer. Men det var svært at vide, hvad der havde værdi derude? Elektronik måske, hvis han kunne finde noget, der kørte på lysceller. Eller simple redskaber som knive og sakse måske, det havde man vel brug for alle vegne. Men det måtte selvfølgelig heller ikke være for stort eller tungt. Han havde besluttet, at alt hvad han skulle have med sig, skulle kunne være i hans rygsæk. Medicin kunne også vise sig at være værdifuldt, og det vejede i hvert fald ikke ret meget. Måske ville det sikreste være at tage lidt af hvert med, så han ikke risikerede at stå med et stort parti af en vare, der slet ikke kunne sælges. De gik afsted sammen næste morgen til den lokale politistation, hvor beboere i deres bydel kunne aflægge prøve. Selvom de var tidligt på den, var der allerede lange køer uden for den lange grågrønne 2 g u d r u n ø s t e r g a a r d

betonbygning og emsige mørkegrønne politirobotter susede frem og tilbage og informerede om reglerne og slusede folk ind.»attention, attention! Alle der indregistreres til borgerprøven skal opholde sig på stationen til solnedgang. Det er ikke tilladt at forlade området før klokken 18!«Megafonerne hvæsede deres regler ud over hovederne i køen.»de er bange for, at nogle af skifterne skal snyde,«forklarede Arkim, da Pelopos kikkede uforstående på megafonen foran dem. Han var helt stiv i kroppen og nikkede bare stumt.»det skal nok gå, Pelo! Du kommer jo fra en god familie og viden går i arv, ved du nok!«arkim smilede og lagde armen om skulderen på Pelopos, der slet ikke var i stand til at svare. Inde på stationen blev de placeret i samme kø, fordi de var født i samme måned, og lidt efter blev Arkim vinket nærmere og guidet ind i et lokale. Han vendte sig i døren og blinkede til Pelopos og mimede»held og lykke!«pelopos fulgte distræt med, da en af robotterne viste ham ind i lokalet ved siden af. Al hans kampvilje fra løbebanen aftenen før var sevet ud af ham, og han traskede efter robotten med et tomt ansigtsudtryk, som om han var i trance. Tavst afleverede han sine registreringspapirer til politimanden bag skrivebordet og sank ned på stolen over for ham. Han så Lidia for sig, en smuk rødhåret pige fra filosofiholdet, som han væltede grinende omkuld i græsset og pjattede og sloges for sjov med, indtil hun pludselig lod sit duftende hår falde ned over hans ansigt, kiggede dybt ind i ham med sine grønne smalle øjne og kyssede ham alvorligt på munden.»hrm, hrm, hr. Gardos?«politimanden afbrød hans fantasi, og han kiggede forfjamsket på hans spørgende øjne.»undskyld, jeg... øh, jeg hørte vist ikke rigtigt...?«pelopos tvang sin hjerne til at registrere, hvad der skete i forhørslokalet og mærkede, hvordan pulsen steg, og hans syn skærpedes, da politimanden rakte ud efter en stak papirer på skrivebordet.»hr. Gardos, De skal læse disse betingelser for borgerskab grundigt igennem, underskrive på sidste og første side, og derefter skal De få taget et irisaftryk inde ved siden af.«betjenten pegede bagud mod en dør med tommelfingeren.»og så kan De afhente deres attest 5 p r ø v e n 3

5 i skranken ude i forhallen om en times tid. Men husk, De må under ingen omstændigheder forlade stationen før klokken 18, er De med?«betjenten stirrede brysk på Pelopos, der blinkede hårdt med øjnene et par gange. Han forstod ikke, hvad der foregik. Lidia kastede sit røde hår tilbage over skulderen med et drillende smil og politimandens hånd med papirerne hang stivnet i luften. Pelopos virrede med hovedet og forsøgte at fokusere på mandens ansigt, der bare så afventende på ham.»hvad med prøven? Hvornår skal jeg så ind til prøven?prøven?«nåh, det er ikke nødvendigt at bruge tid på med Deres baggrund, værsgo!«betjenten rakte papirerne til Pelopos, der vantro rejste sig fra stolen og med stive skridt gik ud ad den anviste dør bag betjenten. Tre timer senere fik Pelopos øje på Arkim, der endelig kom ud ad den dør, der ledte de frie borgere ind i et stort lokale, hvor de skulle opholde sig, ind til de måtte forlade området. Dem der ikke bestod prøverne blev samlet i et andet lokale for at undgå konflikter. Arkim strålede, da han med det nyerhvervede bevis holdt frem foran sig, løb over til Pelopos, der sad på en bænk og ventede.»se, Pelopos! Se, jeg er en ægte borger nu!godt klaret. Arkim, tillykke!«pelopos rystede ham i skuldrene og gav ham et hårdt knus, der varede længe nok til, at han kunne nå at blinke tårerne væk.»hvordan gik det med dig? Det var slet ikke så svært, vel?«sagde Arkim og satte sig til rette på bænken med hænderne foldet bag nakken.»ingen problemer,«svarede Pelopos og tappede med fingrene på sit borgerbevis.»men jeg var ikke klar over, at de ville lave irisanalyse. Lidt ubalance i det følelsesmæssige felt, sagde lægen. Det tror jeg nok lige med det stressniveau op til det her!«pelopos virrede med hovedet, som om han på den måde kunne ryste alle de sidste dages tyngende tanker ud af hovedet.»men nu skal vi ikke tænke mere på den dumme prøve, vel?nej, nej, det er fantastisk, det er overstået. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på min mor... jeg synes, hun skulle have gjort forsøg- 4 g u d r u n ø s t e r g a a r d

et, der kunne jo ikke ske noget ved at prøve. Men det fatter hun ikke.hun er bange for at blive til grin, hvis hun ikke består,«sagde Pelopos alvorligt.»hun ville aldrig have kunnet klare prøverne, uanset hvor meget du så havde øvet med hende. Hun har jo aldrig lært at læse, vel?nej, og det er i hvert fald for sent nu. Alle kan jo heller ikke være frie borgere, vel?«sagde Arkim og boksede Pelopos på skulderen.»de har jo ikke bevist deres værd!«pelopos svarede ikke, men skyndte sig at bokse igen, og snart lå de to unge mænd grinende hen over bænken i venskabelig slåskamp som et par kåde hundehvalpe. 5 Gudrun Østergaard (f. 1965) har de seneste par år skrevet en række noveller inden for science fiction-genren, hvoraf Prøven udkom i det danske science fiction-tidsskrift Proxima nr. 87. Med udgangspunkt i en fremmed og mærkværdig, men alligevel genkendelig verden undersøger Østergaard i sine noveller menneskets inderste væsen og behandler temaet om individets plads i samfundet. p r ø v e n 5