STILLE TERROR. myspace.com/hoerevaernpaabudt

STILLE TERROR

STILLE TERROR myspace.com/hoerevaernpaabudt

ordentligt vaskede poter på katten en ufarbar himmel som den dog væltede, det sker at tingene tilter filter ryge ned til filteret; hvordan overhovedet muligt at ligge i sengen når solen kom på himlen, klude igen, klude klude er væk: her er viskestykker eller spredt hvidt hår på toppen toppede kroppen af et hoved med to blinde øjne mælkede hvide. Han er så bange. Uden stokken uden rygsøjlen uden at tappe løs sove. Hele tiden sove som om det at sove var i orden; aldrig i orden, en slags uorden f.eks. ligesom et mislykket indbrud: råbende langt væk insisterende på at råbe disse fingre: listen forsøgt knækket op, et brækjern brækkede op jern lister knækket ikke op; splinter på listen, splintret listen rundt med den blinde stok blinde stokke er altid blinde som hvis nu en stok var en hugorm på bid rundt omkring: der tappes rundt med stokken som om en sort slange med dårligt jern som blod og blod som blodsprængt jern på en sort stok stokken tappende sokker på blinde det hele så blindt og en morgen med sok på stok på sorte sokker kommer stokken: slangen i hånden stokken en krop; en krop hvordan, kan det ikke tænkes kroppen røget ud i stokken denne tap den evindelige tap en tap som en dans som en dans på bordene hvordan glemme det da et tap røg op på bordet. Én brækkede sig i hjørnet som hjernen holdt oppe hjernen toppede i kraniet en krop koret var i hovedet hvor hjernen toppede sammen med hovedet hovedet toppede indkapslende hjernen jern hjernen bakkede op knækkede sendte besked: nu. Nu en pære. Gamle dage; hvad skete der med hende, hvid kjole, slemt glemt men hvordan, herhenne kom, der kommes, kommet forbi tingene, med en så distanceret afstand slet ikke tilfældet tilfældige taps omkring: Står der igen. Henne i hjørnet med fingre gennem pandehår sved en sved på panden perler havet rasende kogt op, kneppet op: usikkerhed hvem brækkede sig i hjørnet mens der sad rundt om bordet mennesker små mennesker små voksne, der kan være tale om tale, det er det meste, oplagt er det at tale var på bordet løsnet af tungerne; det splittede træ stod gult men mere gyldent splittet lynet som lynet lynede gennem slangen og røg ned i stokken som slange med splittet tunge hans tunge to ansigter snigløbende oppe højt måne: hoveder splittede splintrede lister af brækjern bræk i hjørnet, se sig selv som fossende elv røg rød rask tempo i det opadstigende rygsøjlen rejst straks rejst kan ikke. Stolen for døren. Straks stolen for døren men hvor kom solen fra kom den fra et hul af gløder samlede den ikke en kappe nej en frakke en stor opslået frakke, døde, døde døende hjerne sidste gløder forkert vej. Stolen røg for døren og ingen frakke af opstandet kød lønnen for gløderne arrene vejene hvis veje under fødderne ikke kendte sin egen fødselsdag mærkede tæt mørke som en grav og fødderne kendte heller ikke sig selv hvilket

er nok så pudsigt disse dage under tage. Oppe på taget ryges der i totterne; håret viser sig som en bakke nedfrosset stampet af kælkes spor sludderen holdt op øjeblikket han kom med begge ansigter låst til hver deres glas, tungen hang begge tunger hængt ud af mundene, nye både, nye steder, ingen steder, altid det samme, den samme vej: Da der blev drejet forkert og pludselig gløder i sneen smeltede sneen med huller, sæt nu, men nej, han kom gående røg rygende døre for dørene stole til at sidde på pludselig angst, et hjerte der banker så meget, en stemme der dirrer som en spændt ryg på et dyr i spring, ses sneen som spændt ryg eller rejst bakke som en bakke og en rygsøjle sejlende op af åen, vandet som koldt vand, eller et tungt smykke af ædelt metal, en kulde, ånden synlig når man kigger ned på sin næse og gul, gul over det hele, et skin ind ad havelågen, nye skudt, nye nedskudte sætninger, smarte nye gæster. Drikker vand. Holder op. Få meter før døren døve ører på den anden side, fremspringende syner; glødende metaller, syge åer omkring; river siv med sig, sidder der nu, og ikke alligevel, en heks i et hult træ, fem store hunde, ild ud af munden, det hule træ med hule for heksen: en fødselsdag. En god dag sammen, nye møder. Forkerte. Smeltet sne. Sne så hvid som et plaster der er hvidt, en hvid så hvid, lagt over såret, sådan råber det ikke vejret, eller svejser en flamme flammen kom fra mundene og mundene røg, røgen gik fra jointen, åen røg en lyd, pludrende statisk pludrende forvandlede sig til hvæsen holde op, holde hænderne op for ørerne. Dansegulve nøgent blottede en mandag aften, kedelige, drømme: Han gik. Skridtene tappede rundt altid først prøvede skridt i forvejen af stokken, kigge ned ad sig selv kende huset aldrig set: undskyld den hund. Undskyld. Undskyldninger er der nok af, mere end nok, varm mælk med honning, syg kylling, under et tæppe som et tæppe på fødderne eller omkring ryggen, åen åer som hvad, ikke her; nok.

126

MØRKET OVER DET HELE. Sort er en frakke, en sort frakke holder op ind i en tåge, tågens forbi, holder op, holder ind i frakken og lommerne er raske med en flok af små fugle. Sneen er en ond sludderne ørerne knirker af blinde lag af sne, mørket over det hele kontrasten til sneen der alligevel nu tordner op, en plasticpose af blæsten ført en sommerdag fra et punkt til andet, plasticpose med muskler af luft der skubbes som blæst, blæsten i øjenfaldende ikke i træernes kroner men i plasticposen, mange hænder opskudt sammen med træets grene, indbruddet, nervøs. Altid lidt nervøs: honning løber vandet koger som vind, som vind der koger i træets krone, afdansningsbal, flotte jakkesæt, elegante kjoler, sne ikke nu det sner ikke nu sne ikke liggende i gaderne løbet over af dansetrin fra en plasticpose mæt stoppet til af luft, luften er altid blæst, åndedrættet på hende, nu hun stopper op i rykket, hendes hånd dårligt under blik men hendes hånd som en kyllings ben, benene ånder, fingrene små ånder, eller åer, forviste åer til dem selv, mødet mellem fingre og fingre. Nu er det nok ikke nok, den slags må vides, som snart holdt inde, fem fingre; gamle lange negle skidt under ført op i grinende mund, en mund griner honning på tænderne månen er bortgået: Dagen som nu. Forholde et grin folde et grin eller et hæsligt hærget grin sprækker i månen, månen klædt i et ansigt mens puden under baghovedet nu får ansigtet, storme, porcelæn, lyden af ét faldende kun ét snefnug, stormen får med træerne en lyd, et hæsligt grin betyder det noget, hvem betyder noget, støv sale tomme for fugle og hvis fugle ville rydde op, ryddet mund: ru å løber trækker ikke river tænder med sig i en løgn men en løgn hvordan, støvede tomme sale; mekaniske bevægelser hen i en seng. Dage med seng, aldrig en seng uden en dag med seng, senge under dagen, hals hvid fin, råb fra gaden, ruder på hængsler; for mange arme troppet ned efter at have været oppe, neglene på åbne gader river i plasticposen åen griner mens den river. For holdt noget. Døde noget. Noget døde: kød slagteren med savsmuld på gulvet, blod vasket af et knæ, nye veje, kæntrede sætninger snoren i kinden; moren som tungen, tunge som onde trætte ånder rejsende åen som en hviskende pisk op. Det giver ikke længere nogen mening at være en identitet rødderne røg op af jorden: Mulden marken. Markerne forkerte. Dansende jord; flimrende lys, men langt fra lyset, vinduer beskidte, nye æg, slangen der taler med et splittet ansigt startende med tungen sidenhen hovedet, runde øjne flækket af pupillen, månen var over ham, hans eneste tur. Oppe under loftet; bier. Røg til bierne bier væk, bøjle på tænderne, vist fremme som fremvist med et særligt skævt på smil, men på var det, mundvigene kroge. Kroge som krige i huden, huden skriger blod, bierne sov et andet sted. Havet holdt op; isflager med

små tænder, billerne i dyrets bug dyret på ryggen halen nu tappe havet. Mange spredte tænder holdt sammen af røg, rygende bier i retninger som tænderne spredte, veje af asfalt, falde det skrabede knæ. Åndedræt: Helt stille lille én her ved siden af, havet løsnet håret, havet i håret løsnet befriet for elastik, falder i en bølge, mørket over det hele, brunt, farven fare ved nedstyrtning. Altid den samme. Ingen nabo; grimme hænder ikke til den krop, den krop varm, honningen i mælken på bunden af koppen: et lag, lagene falder om træets bund, træets top har et hår, håret var en drøm, en tap på skulderen fem blinde sekunder ud i intet, håret havet mælken huden hvid mærket, brun. Mærker på armen efter hun har klemt den et lille klem, et nu er alt naturligt. Naboerne bor ovenpå hinanden, loftet er plaget af hvepse munden har et aftegnet smil, ekkoet af et kald, bier i svært tunge sværme ud af munden med et aftaget smil, plaster på for munden: håret ved det er et hav hånden ikke sejler på, skar lidt af hjørnet. Det kan ikke tænkes, sne. Sne i forskellige nuancer af hvid og grå, forfejlet vente. Stoppe op. Ikke tænke på noget. Være tæer tomme i fodenden. Det kan vente lidt: store vejrtrækninger, angst for hvad? Rummet holdt op mens fingrene trommede som stribede tigere stribede rytmer, tromme, holde op. Vælge side, svømme sjette sal helt alvorligt, råbet har kun kimen til ekko i dette rum, han ligger op, siden er god når siden er god. En dum ren vending, bare bort, sorte himle overvåger brændende swimmingpools ligner landet lufter det en lugt eller et hvidt klæde, se det; et hvidt klæde på en tordenfarvet himmel. To stille dage med intet. Nu rejstes motorcyklen på en rejse: Sid stille to sekunder eller glem mågerne skrigende: mærker efter fingre på kroppens helt særlige duft. De sagde inden de aede ham, vær så sød; sterilt klæde over ansigtet og en saks gik i gang. En blodig tot vat; mor i køkkenet stort rødt hår, engang et klæde, engang en eng en engageret eng. Et nyt lyn flængede himlen, himlen græd, men ikke sne. Aldrig sne som lægger sig på isen isen er kommet forsvinder ikke: ånder sig selv. Hvide knive dykkende: sort himmel sommer sommerhimmel spættet af stjerner. Velkommen. Blev der sagt sådan? En sommerdag bagerst i hovedet limede skår samles; minderne er forkert sat sammen, to arme i samme ide og dukken må som altid være en plastic bekendt med stumme dumme fingre: kobber klirrer ikke, men neglene gror altid mærker på listerne i huset. Et forsøgt slet en anden gang, det må blive en anden gang, klirrende dukker smeltet plastic spinkel flamme fra lighteren dåben våd og dryppende navne spildt på en fandens kluntet sat sammen sammenhængende; en sammensætning, hvordan kom de to arme i samme side, øjnene åndede åbne klar til regnen. Dumme dukker: hængt hane forstyrrer det tekniske uheld forkert sving gemte en døbende å for de nye

sætninger, døde øde land land små ben spørger med føddernes kys ved hvert trin. Ikke en kærlighed tak.

125

EN NAT lampen lam i betrækket: orange skærm sikkert på grund af hang nederst eller røgen som en misfarvning, men en kegle. Keglens bund kysser sit eget startende marker frosne yderst fristende, det handler vel om at markerne engang var hvide af rim, nye veje, nye sætninger: ragelse en oprevet fra kølerhjelmen motor lidt lim, linnedklæder hang hængt på tørresnoren den dag hvor nogen døde. Altid dør nogen. Ikke kende sin mund igen. Aldrig kende sin mund fordi den har haft nu kom de gående gik igen. Småsten i bækken: født daggry følt på solens liner: arme med hænder, arme på et barn med et barns hænder, hænder der tegner en sol med stråler igen liner: hakket omkring henne ad adressen var forkert men prydede bagsiden, som om, skulle ingen breve den vej græd nogen i mørket som en mærket kalv, kastende op bølger bælgmørke en dag. Sikkert ikke i sikkerhed for nye kommer altid til. Blev skeen en anden ske end den kniven lå op ad. Ryggen sejlende ikke men sang, havet kan altid synge, et par eller flere, mange millioner nerver pint nåle, nå vådt hår, våben ske håndklæde håb håbløst, ikke velkommen igen. Mange fingre tager overtaget løfter telefonen med følsomhed; det flot illustrerede nej høje bygninger rejst holdt oprejst af stålkonstruktioner; sikkerhed må bære blå hvide klædte tinder; set men hvorfra. Gamle fotografier med en beskrivelse af hvad de forestiller; ikke navne på mennesker der er på dem, men hvad der stod i rummet dengang en rød storm rasede gennem rummet. Æg eller kæder, hvis led transporteres af gaflen op til munden, ind i munden, tygge grå tåge, tape af kød. Noget røg væk i røg. Ud af det blå kom en kat eller en undulat muligvis en kat i hælene på en undulat. En kat med hæle, ikke få ondt i tågen nu: Hvordan er det muligt, ikke hvordan, men hvornår. Nu skal der ikke stenes, stenene er så flotte i en krop af muskler og sten. Ryggen må holde op, der holdes ikke til mere, ikke hold i ryggen nu, nu må der holdes op, stenene i ryggen er ryggen, ryggen holder op snart og kun sten er tilbage. Sten er den her tilstand: stillestående tåge, oprørte pytter. Armhulen stinker mere til højre end til venstre. Så mange små, søde, korte ord, lå øde på et bord uden orden eller den orden der tænkes på er ikke for øde ord, men de ladede ords ørken af åndedræt må stoppe eller hoppe så hælene står med en pludselig bevægelses skvulp i badekar. To sæt batterier på syre; ikke endnu, eller alle kan da komme en dag og må det ikke slettes af en søvns lag, lag af sne, lagt sne hvem lægger den sne så den virker så søgt lagt: En høj lagkage smadrer op og et par cirklende fugle ryger ind, massen materien sukker creme, alle vegne forstyrrende sanser, lange lige i tonen kald, den samme tilstedeværelse uændret, et par søm, hestens hov sømmes godt til, på plads er nu en sko, en sko der har krævet et par søm, søvnens sø er et landskab under vand, vand over det

hele. Fisk en fisk er ikke en sko, en hestesko er ikke kun søm. Der står kun vand i høje kald, hold sammen. Glem noget, ikke glemme det vigtige. Problemet er så kun hvad der er vigtigt og hvad der ikke er en las, en laset sol, en sådan sol holder sin hjerne varm med flydende brint, pas på bomberne eller ordentlige stedsanser. Der ryges lige her. En dag må der holdes ud mens vandene pludrer en lille sø, en anden sø end søvnens, er i gang, helt pludrende: radiatoren er glad i sin snak, men ikke særlig bekvem når så etagen er nu, nej det kan under om igen, undrende over noget nok noget andet end hvad? Store veje; vejen gik to gange med en hals, begge veje stødte sammen i en hals, sukkeret var hvidt vejene skræmmende åbne, et sår på en hånd, men i virkeligheden en ivrig saks støbt i sølv, vilde veje, ikke fare ned, og hoste det kan virke som at blinke, klikke. Blinke bort: en konkret bordtennisbold, fejet af bordet. En lang tunge; den kan ikke bare gå isen i møde på en måde der virker mere end oplagt, optaget af telefonen hele dagen, rummet styrtede men styrt er ikke en gang styrt ikke på gangen gå kun med fødderne, så holdt armene holdt om en skulder: et klem stoppede op, blev en omgang. Sange i rummet; fløjtende trillende sneede sange sner snerrende fremspringende gren af mange grene lige i øjet. Tærsklen for tørke; et glas vand dræber ikke kun tørke i halsen, ryger også på cigaretten hvilket igen kun er en ufattelig tom snak af røg, som den kendes fra mange myg, fristes til en hel sværm af myg langt over søen, langt fra søen hvor de lægger, summer op. Skamlen op der. Som en på en skammel dengang ikke nu: omkring en forkert stemme er landskabet hvidt og atter er tegnene træk ridsede sodede store: blik af glas malet med sort omkring en forkert mund siger ikke det. En dag med en anden eller en slem en dag. Regn begynder døende allerede. Husk det just nu, nej, glem ikke noget om hvor bange der er på et mørkt loft med kun en pære, et stykke af æblet, ikke æblets krop, dets kød, det statur, sting i panden, saks på rov i panden, den vej nej, denne vej, ja: et stykke af æblets hud mellem to tænder, råbende op nat opkaldt dog ringer ingen ikke nu, endnu slidte stier, fødderne har været sat i sko, skridtene har været placerede vel, lettere skadet af sod, mørket holder sig selv bort et smeltende lag af sne, begyndende i øjnene, endende i øjnene, en bid, bare en lille bid af æblet, et uheld, såret æble, flået op hud, sakse efter jod, sorte ørkner rodede til af både halvvejs opgivende, både af skrot halvvejs opgivende, motorerne piskende sandet krampagtigt. Musik i knoglerne, koglernes dans på en gran hængt af sne.

124

Huset er gråt. På fjerde sal er der fem døre. Trappen går op til fjerde sal, den er hvid en særlig hvid nærmest som et smil før stærk sort kaffe har misfarvet det. Huset består af fire etager. Trappen fører op til fjerde sal, trappen står i en sal ud af intet kommer der en symaskine og den siger ikke noget den kører bare rundt med gear muligvis fem speederen i bund salen består af hvide vægge og der er højt til loftet så højt at en flok fugle kunne blive væk, så højt der er, gulvet er helt sort fliser uden andet ærinde end at være fliser, sorte fliser med sprækker, nogen en mand eller noget. Sorte støvler syet til foden stramt af snørebånd fingrene var helt hvide knoerne var helt hvide ansigtet var helt hvidt og koncentreret mens støvlerne blev snøret stramt til foden. For foden af den hvide smilende trappe står fem stole hynderne er slidte, nogen en mand eller noget har siddet som en is i stolene og ikke gået for der blev ikke gået dengang trappen kom og førte til fjerde sal, så mange etager over det hele, hvide vægge meget kliniske hvis man var en flok fugle kunne man blive hvid hvis der smittes af hvilket der godt kan ske væggene hvide smitter af hænderne på ham har været på væggene så hænderne er hvide af hvid maling hans håndaftryk på stolenes alle fem hynder da han satte fra for at rejse sig op og gå op ad trappen har smittet af. Taget på huset er tungt af sne taget kan styrte sammen. Så tungt det er af tung våd sne så tungt at taget knager eller er en kat. Manden går hans skridt er tunge af hvid maling støvlerne er stramme og bundet stramt snøret stramt til fødderne fødder som fødderne har altid sorte fine strømper på: Skjorten holder hans krop ret op, taget knager og er tungt for meget sne er faldet og taget kan styrte sammen men under taget er der tværbjælker af massiv eg ikke blandet af andet end lys fra et par ovale vinduer og lyset rammer bjælkerne der holder taget fra at styrte sammen tværbjælkerne tæver sneen i at holde det hele som hele huset er oppe som skjorten holder ham rejst nu hvor han rejser sig fra stolene efter at have siddet i dem alle sammen og smittet af med håndfladerne hvide af maling fra væggene. Sølv glas søvn, trætte øjne døende ud bål hvis himlen var blå og ikke grå ville solen ikke som nu men som sol på en blå himmel være et levende bål for alle at gå efter ud i sneen alle ville gå fødderne ville være i solide støvler. Taget knager, men mest er det tværbjælkerne der knurrer knager som en kat i et glas eller en spand en spand af jern solid indeholdende vand og katten ville være lige ovenover i overhængende fare for at blive våd, katten falder ned i spanden manden skænker sig en drink vandet fra spanden af jern er koldt og det sprøjter nu op til alle sider mens taget har sne på sig sne der tynger så tværbjælkerne knager vand falder op til alle sider. Katten er våd, pelsen hænger ned over dens skelet. Der sker ikke så meget: Mange vægge holder op en dag

hvis fingrene følger fingrene frem til en dør, et lille udskrab af en dør en helt lille dør fingrene finder en helt lille dør døren er halv en mand har lavet en halv dør brugt en hel dag på at lave en halv dør en anden mand nu er manden igen i støvlerne men altid i støvlerne søvnig hans fingre har fundet en anden mands halve dør i sit grå hus. Han kan lige kigge henover den; en sav har været praktisk og med mange tænder i gang. Han kigger henover den halve dør der er solen på himlen men godt tegnet over af skyer som et overskyet vejr det er er solen tegnet godt over: solen ligner en død skaldet mand med lysende isse fra fugleperspektiv. Manden kigger henover den halve dør, en meget pænt toilet drømmer han om hemmeligt; eller at jorden vil komme ham godt under fødderne gulvet med de sorte fliser har også en varm sol men den holder sig fra at være sol mere end den holder sig fra at være gulvtæppe, eller slidte klude bundet om fødderne fødder som fødderne går til i det der var hvide gulvtæpper på indersiden af et æg dog kom huset som æg ikke som æg, men nærmere et hus gråt af at ligge glemt i skyggerne kastet fra noget af en bakke for ikke at tale om bjerg massive træer holder deres hoveder op, en død mand fra toppen af en isse hælder katten ned i en spand og det ser ikke sjovt ud at bære skrammer fordi hænderne har fulgt en væg med splinter til en halv dør en anden mand har brugt en hel dag på lave halv. Hvad giver en halv dør en hel sommerdags sved? En hel sommerdag. Lang dag. Uanset om manden har grove slidte beskidte hænder eller en lille drink i de grove slidte beskidte hænder er malingen på hans hænder hvid og smittende af. Væggene omkring er nu kun den halve dør; alt har peget i den retning, eller det vil sige, alt der har peget i retning af den halve dør peger i retning af den halve dør. Malingen på hans hænder er hvid. Hvad han drikker, drikker han uden bekymringer. Solen er gået ned den var så hvid og skaldet, den lignede et æg fra en edderkop, men en stor hvis ikke den største edderkops æg. Tingene som stolene som drinken som den halve dør ånder: væggene vibrerer af åndedræt, en brystkasse der hæves og sænkes og splintres i alle retningen når nu åndedrættet splintrer, kan åndedrættet også flytte rundt på den halve dør, døren er godt nok halv og det er meget alvorligt ikke desto mindre er den malet blå. Snestorm raser over landet og det er langt ude på landet ved et bjerg eller en bakke der er i hvert fald et par træer udenfor ude foran huset han kan se træerne fra de ovale vinduer fyrtårnet minder ham om et fyrtårn som dengang med korte arme korte ben mindre krop, et barn, ved et fyrtårn hunden spiste isen han tabte huden tog imod sol sådan som solen skinnede og som den nu ikke skinner, er rent bord med en champagnekøler uden en flaske champagne i sig. Et selvmord. En nøgen dør fandens halt og halv, kommer væk, kommer så langt væk ske i hånden kniv

i hånden sjasket hår efter at have været i bad sjasket hår der holder op over øjenbrynene slidt stol, hvide mærker af maling på skjortens nu ved hænderne med en knap, knappen ved venstre hånd og venstre ærmes ende hænger i en løs tråd tæerne i skoene tæerne i strømperne tæerne i strømperne i skoene våde af hvid maling, male sætte hænderne op til ansigtet åh nej hvide mærker i ansigtet hvid maling i det tjavsede hår der lige stopper over øjenbrynene mærkeligt pande rynket hår og øjenbryn tættere på hinanden, af sted med tog, sne kom men tågen kom først en aften en anden dag en tidligere dag inden katten hang over spanden spand af jern med fjer og vand jernspand med fjer og vand og en kat hængende lige over mest vand måske er katten også mest bange for vand og mere tiltrukket mavens tarme skriger af fjer svenske skove svensk sne hvid maling men ikke dækkende nok under det fine lag det første lag af hvid maling over det hele især omkring de ovale vinduer med sort ramme sorte aftryk af hænder som åbenbart har kendt til sort maling den dag huset blev opført og ikke var tørt endnu.

Den halve dør er en god vind gennem sig fem ribben hopper kaffen er så stærk at alt andet er mindre en maskine for de maskinegnede hænders vigør. Pas på med de brune øjne for hvis de brune øjne får mere plads end sorte håndflader under det tynde lag maling, det første lag maling sorte rammer omkring de ovale vinduer drømmer om sol men asken fra solen der er holdt op en hånd fra eller til holder sin pause dør som halv dør døren dør halt sparker støvets lag. Han går omkring i nye støvler trappen går så for at være vej selvom den vej stopper har sin ende på fjerde sal han går omkring nu ikke nok med at han sparkede et tungt lag støv over det hele ikke bare bag sengen over det hele nu får det en tur med støvsuger. Han glemmer hvide hænders maling af hvid maling og glemmer sorte hænders aftryk lige under et af det vidunderligt ovale vinduer han glemmer trækker slipper vejret vejret vejret ud væk. For mange dumme ånder lige bag spejlet som at sige noget i et kor hvor tonerne bliver trukket i bunden summende fluer nu ikke en flue men flere fluer på en appelsin i en skål på et bord af træ ved en sofagruppe magelig prøver han den efter afprøvningen tage appelsinen op af skålen men så også lægge den tilbage i skålen igen fordi fluerne uden appelsinen at sidde på vil sætte sig på ham og den tanke kan han ikke holde ud, faktisk ville det være mere svært at falde i søvn eller falde gennem søvnens lag af is eller falde gennem søens flager af is søens lag af is isen han som barn tabte til en stor hunds fornøjelse er glemt nu, nu er trappen kun sort og søvnigt støvsuget støvsugerne hvæser mere end den knepper søvnen støvet suges op motoren brummer ledningen sidder i et stik ved det ovale vindue nummer to til venstre for den halve dør. Månen skinner nu. Lyset fra månen er blegt gult vissent. Blomsterne, han ved ikke hvad de hedder, det har aldrig interesseret ham, er ved at visne, vasen de står i har en underkrop af brunt vand. Han går omkring; støvlerne knirker som om lidt sne var indenfor på de sorte fliser under hans fødder, måske knirker de sorte fliser som gravstene, han træder ikke på sprækkerne mellem fliserne; lidt sne kunne jo knirke som der knirkes. Lyset fra månen spiller ind ad vinduerne lyset er blegt vissent allerede glemt. Katten har en rund mave under lagene af pels. En rund mave. Lyset fra månen er glemt, men da han sætter sig ved flyglet og går i gang med at spille Chopin rammer lyset fra månen ned på hans fingre vinderne lige bag de ovale vinduers ruder, svømmer. Rummet svømmer mens tonerne fra flyglet strømmer ud i rummet og rummet svømmer over af toner og måneblegt lys. Hans ansigt er hvidt og koncentreret munden en stram streg. De snørede støvler går op og ned mens tonerne kommer til ham. Flyglet er blankt sort månens blege lys spiller på det mens hans fingre spiller på det. Det er i orden at tangenterne er sorte og hvide

som rummet er sort og hvidt som malingen på væggene er tynd hvid med sorte aftryk af en desperat hånd søgende de ovale vinduer for luft? for månens blege elfenbensskær? Musikken spiller nu helt af sig selv og han går rundt omkring; blomsterne er dengang blomsterne kom fra en kvinde dengang det hele døde lige under huden. Dengang huden blev hvid med fine blodårer markant skrevne med en skønskrift et barns første sikre skønskrift. Solen skinnede en dag da han faldt som barn og skrabede knæet. Nu skinner solen ikke nu skinner månen og huset er gråt hvis ikke sort men blandingen er hvid og sort er måske grå på afstand; tæt på kan det ses at forholdsvis sorte og hvide aftryk af hænder har vandret henover husets mure tag døre vinduer de ovale vinduer. Helt tæt på kan det ses. Huset er ikke gråt huset er hvidt og sort han stopper med at spille Chopin på flyglet; han husker hvordan solen skinnede da han var barn og faldt og skrabede knæet lige efter han havde skrevet sin første sætning med sikker skønskrift. For mange gamle ar for mange nye sår. Plaster dengang. Ikke plaster nu. Trappen i rummet bugter sig ikke som et vidunder. Trappen er kantet, bastant i rummet sort. Kantet og sort og hård. Han går op ad de første trin, men stopper så. Han vender sig omkring. Han går ned ad trappen. Han sukker højlydt. Bliver stående et par trin oppe ad trappen. Månen siger ikke noget; blomsterne hvisker som døde med blomster i munden. Dette gør ham bange som blodet fra det skrabede knæ den første gang anden gang hviskede det med blå sne. Den slags drømme sale med vægge sået med ovale vinduer åndende ånder eller åndende månens blege skær ind ude helt ude et sted derude går én der falder sammen og rejser sig og falder sammen igen én der ikke kan gå uden at falde, én der falder en sidste gang i sneen. Én der rækker hånden ud i en sidste gang og har en teske i hånden én der er faldet så meget i sneen at sneen er blevet støj på hans tøj. Armen med hånden falder sitrende ud fra kroppen som en andens hånd og arm sat på én der gik og faldt og faldt en sidste gang for ikke at rejse sig mere og gå i retning af et hus med ovale vinduer hvis glas månen spiller i.

123

Sneen falder ovenpå en mand der ligger i sneen der var faldet i forvejen, sneen falder uden vold det virker let at vejret taber sig eller er forstyrret. Manden ligger i sneen og snart vil den nyfaldne sne dække ham, hans arm stikker ud fra kroppen som var armen sin egen herre. I hånden for enden af armen holdes en teske. Teskeen har gravet en tunnel i sneen. Men armen sitrer en sidste gang, falder falder til lyden af sne der falder på én der sidder på en bænk med en øl og en cigaret. Én der sidder på en bænk med røde frostbidte hænder holdende en cigaret og en øl, en cigaret i den ene hånd mellem to fingre, en øl i den anden, alle fingre omkring ølflasken. En stærk sol skinnede dengang de begge trak vejret som barn og faldt som børn der falder en sommerdag med skarp sol og skraber knæet. En stum måne skinner nu; uden larm, ind ad husets ovale vinduer. Man kan spørge sig selv ting. Manden i det tilsyneladende, ved syn langtfra, grå hus tænder en cigaret. Han tænder en cigaret og trækker vejret gennem cigaretten hans fingre er ivrige, men efter hvad, hvide flammer slikker op af hans kolde hånd; en å frosset i stykker, hans hånd er en å frosset i stykker og de hvide slikkende flammer op af armen varmer ham op, varmer ham op så armen med hånden for enden kan gå op og ned, med cigaretten mellem fingrene, fingrene ru gule misfarvet gule, hård hud. Den våde sne er kold og våd, hvid, knirker under fødderne, fliserne er ikke sorte som sorte med grå sprækker af cement, men igen sorte så sorte og det ændrer nu fuldmånen ikke en skid på, himlen havde været så blå og sart, kun et par enkelte lette skyer hang som vat men meget flosset vat, vat der er så flosset revet fra hinanden, kastet op på himlen, vat som dengang en kvinde lagde neglelak på sine tæers små negle og havde små totter af vat mellem tæerne, først skulle det gamle lag neglelak af, med acetone, det stank overdrevet rent klinisk sterilt, så kom det nye lag neglelak på de små smilende negle på hendes fødder, hendes fødder duftede altid af roser glemt en dugvåd sommermorgen, når hun stod på hans hals, trådte til. En underlig stemme af nedtrådt hals kvækkede at hun skulle fortsætte. Dengang. Nu var månen fuld, gul, en kats lysende øje, en slanges æg, en edderkops æg, en stor edderkops æg, en kæmpe edderkops store æg. Det var som at være inde i maven på et dyr, dette mørke der ikke ville slippe ham som han stod der og knirkede, men det var støvlerne og ikke granerne udenfor der knirkede, det var støvlerne, snøret højt stramt tætsiddende op til benet over anklen. Støvlerne knirkede og månen sang af alle lunger med lys, ind ad de ovale vinduer måtte få dem skiftet så de ikke lignede en kats søvnige øjne, en kat på plads i en blød kæmpe sofa som dem sofagruppen i rummet bestod af i en blød kæmpe lædersort sofa mens solen skinner på den, og den ikke behøver andet end at sove drømme forsvinde

bag lukkede øjne lade øjnene lukke låse af for verdenen omkring. Halsen var af sød mælk. Halsen var af sød mælk mælken blev mørk når den kom ind i munden men ikke mørk ikke som sådan mørk den var stadigvæk hvid inde i munden men munden blev mørk indvendig når den lukkedes, så slap munden mælken og mælken sivede ned af mundvigene, det lignede han ville ligne en idiot, eller en ny gud. Mundvigene fossede med mælk, selvom det smilende smil vendte mundvigene op løb mælken ned, ned over hagen, ned ad halsen en lille plet på hans hvide skjorte havde en mørkere nuance og var våd, mælken sad der og stoppede der, gik ikke længere ned end dertil. Udenfor det udenfor de ovale vinduer vidnede om og lukkede indenfor i hans øjne virkede tilsneet mærkeligt at månen var så fuld og over det hele og nu sne, en tæt sne faldende, flintrende, udstregende som på en gammel films regn, flimrende i lyset fra en lampe og en til lampe og en til lampe ude foran huset, sat i jorden, sat så de fulgte en sti fra garagen op til huset. Langtfra er huset gråt; tæt på er en anden historie, lampen, og lampen og lampen lyste ved stien, sneen der faldt flimrende faldt flimrende som en gammel films kærlighedsscene i regn, en regn udstregende, nej understregende vigtigheden i at helten og heltinden får hinanden, så underligt at hun stod på hans kvækkende hals at hendes fødder var på struben at lydende lød som en øgle pludselig med stemme, en hel ny verden for en øgle med stemme, en øgle siddende i en bank og være i gang, et job, et erhverv for en øgle med stemme siddende i en bank med et vigtigt slips, med et rystende hoved Nej. kvækket stramt slips helt op til under hagen. Halen skudt af. Den slags er der ikke brug for i en bankfilial. Væggene holder op en dag det skal huskes; den understregede vigtighed i deres dyriske øjne, ånde af kød, et dårligt skab åbnet for sent tidligt var asken i skabet fra røg og ikke en ånde af kød, en ånde af kød er en slem en for næsen: suget i maven da køn overgav sig til køn som at træde på hinandens struber som danse benene gennem struben: lyden af kød der falder sammen skubbet frem til næsen da skabet blev åbnet, men skabet stod for enden af en gang og mange gange førte til husets midte der var salen med den store kantede sorte trappe til fjerde sal.

Natten væltede op, op faldt et par fugle i en retning væk fra lyden af noget kød der falder sammen og huden hang på ansigtet mens han så sig selv i spejlet, spejlet var stort og ovalt og til venstre for vinduet yderst til venstre og på siden af huset. Han bandt støvlerne op som en mand, smed dem fra sig, men inden undersøgte ham dem nøje for sne og knirkende mus. Mus faldt sammen en dag i en fælde en fælde med et stykke ost. Pludselig en trang til ost, midt i det hele, helt i centrum af rummet der mere er en sal med en stor sort kantet flimrende nej konstant ikke flydende trappe, en trappe der fører op til fjerde hvor man ikke går op medmindre at gangene de i alt fire gange med hvide gulve, hvide vægge, hvide lofter skal stinke af mus, af gamle mus, mus omkring, små mus, færdige mus, hud der falder af kindbenene, et forfald, en falden sammen, ikke rejse sig på stativet, vente, standse holde op stoppe før noget er stinkende dødt, så han undersøger støvlerne for knirkende sne en gang har han trådt på stregerne, af grå mørnet cement mellem de sorte fliser, men stregerne er ikke understregninger, nej, stregerne der her er tale om er hvad andre mennesker vil referere til som sprækker, en flække i glasset på spejlet, en grim læsion, de knuste hænder der er så knuste at sne ikke kan samles op er ikke så knuste det var struben der sagde en lyd som en knust snedrive under tunge støvler knirker, og vejret er vildt godt, du burde komme og se det med egne øjne, en dans i sne vælter sammen, månen er allerede tætpakket befolket, gamle dage, marker omkring huset er belagte, tungen er en belagt tunge, et lag er skidt, hvidligt, gulligt, efter kaffe med brunlig karakter sådan er belægningen på tungen, tænderne føles ru, ikke til at sige hvornår eller hvordan eller hvorfor dansen standsede der i en seng med et sæt fødder trampende masende kvasende struben til struben end ikke kunne kvække. Så med kost. Så kom kosten frem, under sofagruppen, hvor støv ligger i et lag, tilbage til spejlet, stikke tungen ud, jo, belagt, tilbage til sofagruppen, kosten for stor til tungen, men ikke tung, kosten perfekt til støvet under sofagruppen, sofaer i solidt sort læder, hynder som dem i stolene, skovene som dem i skovene, stolene i en enkel halvcirkel, månen der kigger frem men hele tiden har kigget frem som et blindt øje, men et blindt betændt øje, skin pus støv, glas på bordet ved sofaerne, et glas som en drink, fem fingre omkring, fem fingre på den anden hånd hvilende som hele kroppen hvilende lænet op ad kosten. En pause. Sne i dag som sne i går, sne som altid sne, en knirkende sne, en kold sne, en mand i sneen ikke set, af ham der står lænet op ad kosten i strømper, støvlerne smidt i et hjørne af salen. En kvinde på fjerde og den lukkede etage med pip penslet i panden. Støvet synger ikke. Hvilken gang er gangen til toilettet og den rasende guldnøgle om halsen i en kæde? Hunden gør et tredje øje af larm, et ikke

stirrende øje men en ånde af kød, rester fra middagen med hende inden hun flyttede sine ting op på fjerde sal og holdt op med at synge om skibe. Altid er godt skib, altid en god sang om et godt skib med plads til mange containere og plads nok til at besætningen kan bo i kahyt hver kahyt med mange tv-kanaler alle visende golf. Golf er også vildt nervepirrende hvis en kvinde står som en kvinde med pip malet i panden dansende trampende kvasende éns strube, når nu støv er som guld i en nøgle af guld og tøsne mere skvatter end knirker tilbage står han lænet op ad kosten, en god pause, han kigger op, han kigger ud, lyset fra lamperne hængt på siden af salens hvide vægge er ikke hvad der giver ham lys eller lyst til at fortsætte med at feje støv ud fra under sofaerne nej lyset der giver ham lyst til at gøre rent kommer k. fra en kæmpe krystal lysekrone og krystal lysekronen hænger midt i rummet, de fire gange ejer ikke en lysekrone men fem forstenede hunde med et smeltende stearinlys placeret i panden, engang lugtede de af kød ud af gabet, nu kan man sparke til dem som spøgelser eller aske, feje dem op, væk, hvis man er utilfreds, men hvorfor være utilfreds med fem hunde med fem stearinlys, med blafrende flamme ved vægen på grund af træk, når nu de lyser et blafrende lys muligvis der er så sparsomt at støv kan samle sig over det hele uden at man rigtig aner det, uden at lysten til at rengøre gangene kommer? Så er det anderledes i dagstimerne hvor solen nogle gange kan skinne lige ind på poterne af de forstenede hunde og støvet viser sig som mere end et par centimeter tykt lag, derfor holder man sig mest muligt fra at gå rundt, gå ud på gangene, i dagstimerne, måske vil kvinden med pip på den lukkede afdeling på fjerde en dag gå med ham, manden, ikke manden døende i sneen, frostbidt i ansigtet og på hænderne, men manden uden støvler på, lænende sig op af en kost, evigt hvilende, hænderne giver slip på kosten, kosteskaftet rammer de sorte fliser med grå mørnet cement som sprækker, som knurhår, med en lyd, ikke en nævneværdig lyd, bare en lyd, et ekko af kosteskaftet der rammer gulvet fliserne med grå cement mørnet i sprækkerne går fra salen og ud i gangene, hunden hilser asken velkommen, et stearinlys smeltede bort og et mørke blev tæt som at være inde i maven på en kæmpe lodden tjavset forstenet stenet hund, et askebægre kan placeres på hovedet af hunden hvor et lys er brændt ned, askebægret sidder fast i den smeltede stearin, den smeltede stearin drypper ned i hundens øjne, men hundens øjne er lukkede som hos en koncentreret mand døende til aske i en snedrive der kunne være støv eller aske noget for koldt til at være stearin nyligt smeltet med et askebægre i sig, et askebægre med en tændt cigaret døende ud, brændende op, med et langt egetræs stamme, eller en hale af aske førende op til filteret der brænder lidt inden cigaretten er færdig.