Kære kompagnon Jeg kan godt sige dig, at denne tale har jeg glædet mig til i lang tid - for det er jo hele 10 år siden jeg sidst havde en festlig mulighed for at holde tale for dig - nemlig da du blev 40 år og da du blev gift med skønne Gitte. Tænk det allerede er 10 år siden! Den tale sad jeg og læste for et stykke tid siden - jeg prøvede dengang at være lidt humoristisk og lavede lidt fis med din - hva skal man sige - påpasselighed med at bruge penge og ikke mindst nogle af dine små sjove personligheder. Nu er der som sagt gået 10 år og jeg vil denne gang holde en tale for dig med en rød tråd i noget som jeg nok er bedre til end det humoristiske, nemlig en lidt mere alvorlig tale som mest vil handle om vores 2 samarbejde Det var Randi faktisk ikke helt tilfreds med, for hun ville gerne ha at jeg kom ind på hvor fantastisk hjælpsom du altid er med at købe alle mulige vare ind for os når du ser et godt tilbud og hvor flink du altid er til at hjælpe med at rydde borde og stole op efter en fest hos os eller hvor hjælpsom du er når maden enten skal grilles, udskæres eller serveres men som jeg sagde til Randi - det er der altså ikke tid til, så det vil jeg altså undlade at nævne.
Vi 2 har nu været kompagnoner i mere end 17 år! På nær 1 anden mægler, er vi dem der har været kompagnoner i flest år i hele København. Vi 2 har gennem de 17 år ikke haft et eneste skænderi, vi har naturligvis været uenige om mange ting men vi har altid forstået at finde en løsning. Jeg vil faktisk påstå, at vi aldrig har været i krise og oplevet decideret modgang. Da boligmarkedet gik ned, fandt vi meget hurtigt en vej ud af krisen, så mens mange havde modgang, havde vi faktisk nogle af vores bedste år. Men hvordan pokker kan det lade sig gøre at være partnere i 17 år når nu vi 2 er så vidt forskellige som vi jo er. Ingen tvivl om, at netop vores forskelligheder har været en stor force men de 17 år kan i min verden forklares med 1 enkelt ord : respekt - for vi 2 har respekt for hinanden og accepterer, at den ene er meget bedre på områder hvor man ikke selv er så dygtig. Jeg tror alle er klar over, at det er mig der kører vores 7 butikker til hverdag - du blander dig stort set ikke i driften til hverdag men jeg hører jo også fra andre, at du tillægger mig æren for vores butikkers succes og det syntes jeg sku er stort af dig Kim. Men når du nu ikke har så meget med den daglige drift af butikkerne at gøre - hvad dælen laver du så?
Du er jo særdeles aktiv i både DE og KE og ikke mindst i danbolig foreningen hvor du stort set har siddet siden vi kom ind i kæden. Du har ydet et kæmpe stort stykke arbejde i danbolig, du har brugt mange mange timer på bestyrelsesarbejde, og dine tanker og holdninger bliver der lyttet til, de har jo stort set heller ikke noget valg, for du snakker og snakker indtil folk overgiver sig og til sidst giver dig ret. Men ud over dette, er det jo dig der sammen med Kenneth står for vores ejendomme. Du køber og sælger og jeg blander mig aldrig - jeg respekterer, at du er 1000 gange bedre til det end mig. Du er en fantastisk købmand og selvom dit gennemsnit på HH vist kun var lidt over 6, har du altid været super go til at regne den ud. Det der med tal Kim - det er du bare helt vild skarp til - jeg kender ingen som dig der på et split sekund kan gennemskue og beregne selv komplekse udregninger. Jeg ved, at mange frygter at forhandle med dig, for du er altid et tankemæssigt skridt foran. Det sjove er, at jo mere komplicerede noget er, jo hurtigere kommer du foran din modspiller. Når man kender dig så godt som jeg gør, er det sjovt at følge dig under forhandlinger, man kan se når du ved den er hjemme - du bliver mere og mere ivrig og du snakker og snakker og snører stille og roligt sækken. Din dygtighed ud i tal gymnastik har tjent os mange penge - og jeg ved udmærket godt, at når vi er til nogle forhandlinger sammen, skal jeg bare holde kæft og lade dig tale, for du er meget dygtigere til det end mig.
Dit helt nye kæmpe store projekt - vel nærmest dit lille barn - er vores nye ejendom i Vanløse - og hold nu kæft hvor er den blevet flot. Du har en kæmpe fortjeneste for både ejendommens ydre og ikke mindst økonomien i opførelsen. Kenneth har fortalt mig, at selv de garvede byggeledere har jo rystet på hånden og løbet skrigende bort når du er kommet til de ugentlige byggemøder og sagt dine berømte ord " jamen - prøv lige at hør her" Og det der med "jamen -prøv lige at hør her" det var noget du på et tidspunkt stort set sagde hele tiden og sådan har du faktisk haft det med nogle ord. Først var det : Når vi er til danbolig generalforsamlinger og Kim udbryder "jamen - prøv lige at hør her" - ser sidder folk og smiler lidt, for nu ved alle, at Kim er klar og har noget vigtigt. Så havde du en lang periode hvor du efter hver sætning sagde "kender du det " Du sagde det efter alt Kim! Strøget - Burger - Bil - Gitte. Nu har du så fundet et nyt ord, jeg ved ikke om I andre har lagt mærke til det men nu siger du "i forhold til" Tapet - lofter - guldtæpper - det gir ingen mening Holm.
Når man siger Kim Holm kommer man også til at sige et ord som man vist helst ikke må tale om i lille Danmark nemlig PENGE og på det område er du sku en sjov størrelse Kim. Du kan gå helt vildt op i meget små beløb. Du kan gå helt amok hvis en medarbejder får en rykker på 30 kr. for ikke at møde op til Fitness selvom medarbejderen selv betaler det over sin egen løn mens du bare trækker på skulderen hvis Kenneth køber en bolig for os til mange 100.000 kr. Du er faktisk den rigeste person jeg kender Kim og det seje er, at du selv har tjent hver en krone. Du er ikke født med en guld ske i munden men du har selv krone for krone bygget din store formue op. Respekt for det Kim - for trods dine mange penge har du ikke ændret dig som person - du har begge ben plantet godt og trykt på jorden. Og som Storm P. engang sagde " Mænd med begge ben på jorden de hænger ikke på træerne" Fremtiden. Den er som sagt meget svær at spå om men den ser meget lys ud for dig og din familie. Du har alt hvad man behøver i livet - alt det som mange mennesker drømmer om - Du har gode venner, dejlige børn, vidunderlig kone, midler til at forsøde hverdagen og ikke mindst et godt helbred. Jeg håber du af og til stopper op og tænker - hold kæft hvor har jeg det godt. Mange mennesker har mere fokus
på det de ikke har frem for alt det gode de har. Du kan næsten ikke forlange mere Kim - så nyd det. Vores 2 fremtid har vi faktisk slet ikke talt om, skal vi beholde butikkerne 17 år endnu, skal vi sælge dem og hvad med vores ejendomme. Der er mange spørgsmål og mange beslutninger der skal tages men vi har jo god tid - så jeg er helt sikker på og overbevist om, at vi "hænger" på hinanden mange mange år fremover og det vil jeg med stor glæde se frem til. Jeg startede med at sige, at vi 2 er meget forskellige men siden du for 10 år siden blev 40 år har vi også gjort nogle private ting ens, vi har f.eks. begge købt en flot lynhurtig rød bil, vi er begge 2 gift, dog med hver sin, dejlig kvinde, vi har begge og indtil videre uden held forsøgt at sælge vores privat bolig og vi har begge købt bolig i udlandet. Du og Gitte har naturligvis købt i fashionable omgivelser i Spanien med LV, Gucci som nærmeste naboer og fra terrassen med kik til dyre både og dyre biler mens jeg ydmygt har købt et lille hus på en bakke i Tyrkiet! Og Tyrkiet er jo ikke ligefrem et land der står øverst på din liste over drømme rejsemål med mindre - det er GRATIS Så derfor er Randi og min gave til dig, at vi vil invitere dig og Gitte på en forlænget weekend til Alanya - jeg ved det er en gave du modtager med blandede følelser, men jeg tror du bliver glad for den når først vi er der nede.