Sådan vil vi bo her! - husorden og leveregler for dig, der bor i Røde Kro Velkommen som beboer i fsb s afdeling Røde Kro en af Danmarks mange almene boliger. I Røde Kro ønsker vi at have et godt naboskab, hvor der er plads til alle. Vi ønsker at bo i rare og pæne omgivelser og værdsætter, at vores ejendom er pæn og velholdt. Vi tager hensyn til hinanden, både når vi er i vores lejlighed, og når vi færdes på de fælles arealer fx opgangen og gården. I den almene lejelov står, at generende adfærd og støj skal undgås, og at man skal udvise god opførsel. Som beboer skal du altså opføre dig hensynsfuldt over for dine naboer. Men da vi beboere ikke er ens, har vi forskellige opfattelser af og forventninger til, hvordan naboerne skal opføre sig. Vi har derfor en Husorden og nogle Leveregler, som er vedtaget af beboerne. Vi vil bede dig om at læse dem grundigt igennem. Vi tager hensyn og er tolerante Det skal være rart og trygt at bo i Røde Kro. Vi tager hensyn til hinanden og er tolerante, når nogen opfører sig anderledes, end vi selv ville gøre. Vi har forståelse for, at små børn af og til kan støje, samt at naboen ved særlige begivenheder, som fx fødselsdage, godt må spille lidt høj musik. Vi griber ikke ind i den almindelige levestøj, men kun hvis støjen bliver til gentagen larm eller chikane. Vi synes, det er rart, når vores ejendom og fællesarealer er pæne og godt vedligeholdte. Vi passer derfor godt på fx gårdens blomster og planter, og vi smider ikke affald på jorden eller i opgangen. Hvis du føler dig generet af naboen, så tag en snak med dem Det kan ikke undgås, at der ind imellem opstår konflikter. Vi bor mange mennesker tæt sammen, så det sker, at man kan føle sig generet af en af de andre beboeres opførsel. Hvis du oplever dette, så tag en snak med personen. Mange gange ved man ikke selv, at andre føler sig generet af det, man gør. Ofte kommer vi langt ved at bruge vores sunde fornuft, når vi omgås hinanden, men rækker den ikke, kan det blive nødvendigt at klage. En klage skal altid tage udgangspunkt i de regler, som beboerne på afdelingsmødet i Røde Kro har vedtaget. Vores Leveregler og Husorden om fx husdyr, fester og støj, brug af larmende værktøj mv., kan du læse på de følgende sider. Du kan også læse om dine klagemuligheder. Hvis du har spørgsmål, kan du enten rette henvendelse til afdelingsbestyrelsen eller til ejendomskontoret. Husk at gemme denne pjece et sted, hvor du altid kan finde den, hvis du kommer i tvivl om vores regler. Med venlig hilsen Afdelingsbestyrelsen
Husorden i Røde Kro Alle beboere i Røde Kro er forpligtet til at følge de regler, der står beskrevet i den almene lejelov. Man skal tage hensyn til de andre beboere og passe godt på ejendommen. Med andre ord kan hærværk og anden mislighold samt støj og andre gener altid påtales. Hvis en beboer gentagne gange overtræder vores Husorden eller lovgivningen, eller hvis man er grov og gentagne gange er til gene, kan man risikere at blive sagt op fra sit lejemål. I Røde Kro har vi besluttet følgende Husorden som supplement til reglerne i den almene lejelov. Må jeg have husdyr? Du må gerne have mindre dyr som kanin, marsvin eller en kanariefugl. Hunde og katte er ikke tilladt, og selvfølgelig heller ikke andre større dyr. Du må gerne passe en hund eller kat, men du skal først søge om tilladelse på ejendomskontoret. Du må højst passe et dyr 14 dage om året. Må jeg holde fest og spille høj musik? Dine naboer vil gerne have deres nattesøvn. Vis derfor hensyn, når du holder fest eller spiller høj musik. Derfor: Ingen høj musik eller andet fra kl. 22 om aftenen og frem til kl. 08 næste morgen. Du må gerne holde fest eller høre høj musik en gang imellem. Ikke hver uge, men nogle gange om året. Hvis du vil holde fest så sørg for, at dine naboer er indforståede med, at det kan støje fra din lejlighed. Sæt eventuelt et opslag om det i opgangen. Må jeg bruge larmende værktøj og maskiner? Larmende værktøj kan være meget generende, når vi bor så tæt. Tænk derfor på dine naboer, inden du støjer og overhold følgende regler: Opsætning af fx billeder og lamper skal ske mellem kl. 8 og 19 i hverdagene. I weekenden og på helligdage må du bruge larmende værktøj mellem kl. 10 og 16. Der må ikke være konstant larm fra værktøj og larmende maskiner, med mindre du lige er flyttet ind i lejligheden eller i en periode fx er ved at etablere nyt køkken. Sæt gerne et opslag om det i opgangen og skriv, hvornår du regner med at være færdig. Hvis du er i tvivl om reglerne i vores Husorden, så spørg på ejendomskontoret eller kontakt afdelingsbestyrelsen.
Leveregler Her kan du læse de Leveregler, som beboerne i Røde Kro har vedtaget skal gælde for dem, der bor her og for dem, der opholder sig på vores ejendom. Ud over disse regler er der anvisninger på skilte og opslag i fx opgangen og i vaskekælderen. Disse anvisninger skal du selvfølgelig også følge. I min lejlighed Hvor meget må jeg støje i min lejlighed? Vi bor tæt, og lyde fra lejlighederne vil ofte kunne høres. Derfor skal du tage hensyn til dine naboer og være tolerant, hvis dine naboer støjer. Husk at: Der må godt være levestøj fra dine naboer. Barnegråd og trippende fodtrin fra børn kan ikke undgås, og ej heller at du kan høre lidt musik fra naboen. Vi er alle forskellige, og vores tolerance for støj er ikke ens. Hvis du synes, der er for meget larm fra dine naboer, så tag en snak med dem. Det kan ofte løse problemet, for måske har dine naboer ikke tænkt over, at de støjer. Hvad må jeg gøre med min lejlighed? Alle beboere har pligt til at vedligeholde deres bolig, så vores ejendom kan holde i mange år endnu. Det vil sige, at du skal passe godt på din lejlighed, så længe du bor der. Hvordan du gør det, kan du læse i det Vedligeholdelsesreglement, som du har fået udleveret. Du kan også finde det på fsb.dk/minside eller få det på ejendomskontoret. Må jeg fremleje min lejlighed? Under visse betingelser, må du fremleje dele af eller hele din bolig. Kontakt fsb s kundeservice, hvis du ønsker at fremleje din bolig. Må jeg have opvaskemaskine og vaskemaskine? Hvis du vil installere opvaskemaskine eller vaskemaskine, skal du først have tilladelse af ejendomskontoret. Her kan du også hente en ansøgningsblanket.
På min altan eller tagterrasse Hvordan skal jeg opføre mig, når jeg opholder mig på min altan eller tagterrasse? Det er rart at sidde udendørs, når vejret er godt. Men også her skal du tage hensyn og undgå at støje. Hvis du ryger på din altan eller tagterrasse så sørg for, at røgen ikke generer dine naboer. Du må ikke grille med kul eller briketter på altanen eller tagterrassen. Dels på grund af brandfaren, men også fordi røgen kan genere dine naboer. Hvad må jeg gøre ved min altan? Vi synes, at vi bor i en pæn bygning, og at den skal forblive pæn og ensartet. Derfor gælder følgende regler: Du må ikke male din altan eller opbevare møbler eller andet på den, der kan ses ude fra gaden. Du må ikke sætte gardiner, persienner eller lignende op i dine altanvinduer. Hvis du vil have blomster i en altankasse, der sidder på ydersiden af altanen, skal du sørge for, at den sidder godt fast. Det er dit ansvar, at ingen får en potteplante eller altankasse i hovedet. Det er også dit ansvar at tegne en forsikring, der dækker ved en eventuel ulykke. Se i øvrigt vores Vedligeholdelsesreglement, som du har fået udleveret. Du kan også finde det på fsb.dk/minside eller få det på ejendomskontoret. På fællesarealerne Hvordan bruger jeg gården? Vi har nogle dejlige udearealer i Røde Kro, og det skal de blive ved med at være. Derfor skal du overholde følgende: Du må ikke plukke blomsterne, brække grene af træerne eller beskære buskene. Borde, bænke og legeredskaber skal bruges på en måde, der ikke ødelægger dem. Ryd op efter dig, når du har brugt fællesarealerne. Må jeg holde udendørs fest? Det er dejligt, når solen skinner og temperaturen er høj, og det skal vi nyde, så: Du må godt invitere venner på grillmad eller en udendørs fest. Men støj ikke for meget, og ryk indendørs klokken 22, så de øvrige beboere kan få nattero.
Hvordan skal mine børn opføre sig, når de er ude? Børn kan godt lide at lege, og det skal de have lov til. Dine børn er dit ansvar, og du skal sørge for, at de overholder de samme regler som alle andre beboere. Du skal især være opmærksom på, at: Det er ikke tilladt at cykle på græsset og fliserne. Græsset kan blive ødelagt, og der kan nemt opstå farlige situationer, når børnene cykler hurtigt rundt på fliserne, hvor andre beboere går. Udendørs leg og støj er ikke tilladt efter kl. 22. Parkering af biler, cykler, barnevogne osv. Du skal stille cykler og klapvogne de steder, der er beregnet til det. Det ser pænere ud og giver bedre plads, end hvis de står over det hele. Vi har en fælles parkeringsplads, som de beboere, der har bil, kan købe en parkeringstilladelse til mod at fremvise bilens registreringsattest. Det skal fremgå af registreringsattesten, at bilen hører til beboeren. Der er ikke garanti for, at der er en ledig parkeringsplads, når du har brug for den. Opgangen Hvis der opstår brand, skal beboerne nemt og hurtigt kunne komme ud, og brandvæsnet skal let kunne komme til. Derfor er det vigtigt, at: Fodtøj, legetøj, barnevogne og andet ikke står i opgangen. Hvad gør jeg med mit affald? Dit husholdningsaffald skal du smide i affaldsskakten i en lukket pose. Pap, papir, glas, batterier, hård plast, metal og elektronik skal i de beholdere, som er beregnet til det. Hvis du har storskrald, så aftal med ejendomskontoret, hvor du skal stille det. Det er ikke pænt at kigge på, hvis du stiller ved siden af containeren. Antenner og paraboler Du skal altid bruge originale kabler og stik, når du slutter noget til det fælles antenneanlæg. Spørg på ejendomskontoret, hvis du er i tvivl. Hvis du vil sætte en udvendig antenne eller parabol op på din altan, skal du have en skriftlig tilladelse til det. På ejendomskontoret kan du hente en ansøgningsblanket.
Klage Hvis du føler dig generet af en nabo, er det altid en god idé at banke på og forklare, hvad det er, der generer dig. Hvis I ikke kan løse problemet ad den vej, kan du få et klageskema på fsb.dk eller på ejendomskontoret.