reprogramming the city

Udstilling Exhibition 1. oktober 2014 4. januar 2015 Strandgade 27B, 1401 København K, www.dac.dk reprogramming the city nye muligheder for byens rum

[Reprogramming] (engelsk): At planlægge eller programmere noget påny at gentænke funktioner. At ændre en ting, en konstruktion eller et system, så det kan udføre andre opgaver end de oprindelige; at udbygge med funktioner, der ligger ud over dem, systemet blev født med; at gøre det muligt for byens aktiver at møde byens ændrede behov. 3 Reprogramming the City - nye muligheder for byens rum En by indeholder en lang række muligheder, som ikke udnyttes. Dens bygninger, rum, overflader, inventar og de systemer, der understøtter dens daglige drift, har potentiale til at kunne mere, at have andre funktioner og måske endda få helt nye roller i byens rum. Reprogramming the City viser, hvordan byens eksisterende infrastruktur bliver genfortolket og genopfundet verden over, så dets funktioner udvides, mens byens brugervenlighed og brede appel øges. Reprogramming the City er en udforskning af den kreative og opfindsomme tankegang, der ser muligheder i byens inventar og byen som det sted, hvor muligheder begynder og nye rum fødes. Byens uudnyttede potentiale Byens nuværende inventar er en enorm ressource, som ikke bliver udnyttet. I det øjeblik, vi ser det store potentiale, som ligger i byens bygninger, systemer og overflader, får vi mulighed for at løse nogle af de presserende problemer, byen står over for, ved at bruge de elementer, vi allerede har, på nye måder. De projekter, jeg har sat i søen gennem årene, forsøger at skabe et nyt forhold til byudvikling ved at designe løsninger sammen med byen, fremfor til byen. I 2010 var jeg på en arbejdsrejse til Hong Kong, og her begyndte jeg at udforske den innovative strømning, der forsøger at genopfinde byen ved hjælp af dens allerede eksisterende aktiver. Reprogramming the City er et af de projekter, der er blevet udklækket af det verdensomspændende research-projekt, som begyndte dengang. Udstillingen viser det, jeg tror fuldt og fast på, nemlig at der i enhver bys oprindelige fundament ligger andre muligheder en slumrende kreativ kraft, som bare venter på at blive vakt til live. - SCOTT BURNHAM, kurator www.scottburnham.com

5 1 I Byens inventar får ny rolle og relevans byen findes der et rum mellem bygningernes imponerende styrke og håndgribelighed og de bløde menneskekroppe, som de lever side om side med. Busstoppesteder, telefonbokse, parkeringsautomater og lygtepæle er blandt de ting, der forbinder mennesket med det urbane landskab. Den forbindelse bliver særlig tydelig, når man ser på, hvordan disse konstruktioner forandrer sig, fordi samtiden og menneskets nye vaner truer med at gøre dem overflødige. I stedet for at kassere dem og glemme alt om dem, er flere byer begyndt at genbruge dem de ændrer funktion og passer på den måde ind i byens kontekst igen. På samme måde som byens indbyggere gør hele tiden. Når brugen af mobiltelefoner er ved at gøre det af med offentlige telefonbokse, finder man nye anvendelser. Parkometre trues af parkerings-apps på telefonen, men den teknologi, der ligger i maskinerne lever videre. Selv affaldsindsamlingen ændrer karakter og får flere funktioner, som passer bedre til borgernes aktuelle behov. Nye forhold ændrer samspillet mellem kommerciel kommunikation og de konstruktioner, som leverer dem. I stedet for kun at tænke på, hvilke budskaber mennesket skal fodres med, er der flere og flere firmaer, som er begyndt at se på, hvordan man også kan udnytte en bys inventar som mere end kanaler til reklame-budskaber, men også som noget, der kommer mennesket til gode på andre måder. Det er en del af byen, som altid har haft menneskets mest basale behov for øje. Men nu bliver den tilført den et ekstra, mere værdifuldt og mere idealistisk lag.

Lysterapi Umeå, Sverige Umeå Energi umeaenergi.se Når vinteren for alvor raser i Umeå, som ligger næsten 500 kilometer nord for Stockholm, får byens indbyggere kun få timers dagslys. Byens energiselskab, Umeå Energi, har fundet en måde at kaste lidt lys over de mørke vintermåneder. I 30 af byens busstoppesteder er de almindelige lyspærer blevet erstattet af såkaldte anti-sad-pærer med lysterapeutiske egenskaber, der kan jage vinterdepression på flugt. Forsøget med lysterapi giver pendlere mulighed for at vende ansigtet mod lyset i et par minutter, mens de venter på bussen, og suge det lys til sig, som de savner om vinteren. Vi gør det her både for at tage ansvar for vores kunders velbefindende og for miljøet, fortæller Anna Norrgård fra Umeå Energi. Efter at de specielle lyspærer blev installeret, begyndte dobbelt så mange af byens indbyggere at køre i bus. Denne stigning samt det faktum, at de nye lyskilder drives af 100 procent genanvendelig energi blandt andet, ganske passende, solenergi gør samarbejdet mellem byen og Umeå Energi til et mønstereksempel på, hvordan en by kan tilgodese sine indbyggere, samtidig med at den udnytter den eksisterende infrastruktur optimalt. Fremfor blot at skærme folk fra naturens rasen, giver busstoppestederne nu også brugerne en bid af naturens fineste kvaliteter i de mørke måneder. A1 CHARGING BOOTHS Wien, Østrig Telekom Austria telekomaustria.com På et kontor hos Telekom i Østrig sad en driftig medarbejder og studerede to grafer, som bevægede sig i hver deres retning. Den ene graf viste det voldsomme fald i antallet af mennesker, der benyttede sig af landets 13.500 telefonbokse. Den anden viste stigningen i antallet af mennesker, som kører i elektriske biler i Østrig. De to streger, der bevægede sig hver deres vej, inspirerede Telekom Austria til også at bevæge sig i en ny retning, og selskabet begyndte at omdanne de gamle telefonbokse til ladestationer for elbiler. Telekom Austria tager et skridt ad gangen og udnytter de ressourcer, der er til rådighed, optimalt. I første omgang vil telefonboksenes kommunikative funktioner blive brugt til at etablere multimediestationer, som vil kunne oplyse om parkering og anden information til og om elbiler. I løbet af de kommende år vil de så blive udbygget, og det er meningen, at de på sigt skal kunne fungere som ladestationer for flere elbiler. Softwalks New York City, New York, USA Bland Hoke, Howard Chambers citysoftwalks.com Når der altid er så mange stilladser i New York hvor de i øvrigt kaldes fortovsskur skyldes det, at alle bygningsfacader skal synes hvert femte år ifølge lokal lovgivning. Det betyder, at der på en hvilken som helst dag vil være opsat omkring 6.000 stilladser i New Yorks gader. Hvis man satte dem ved siden af hinanden, ville de kunne nå hele vejen fra New York til Baltimore de udgør 300 kilometer byinventar, som kunne bruges til noget bedre end at skygge for bygninger og gøre fortovene ekstra smalle. Designerne Bland Hoke og Howard Chambers så en mulighed i stilladserne og skabte Softwalks en pakke, som indeholder en stol, en disk, en lampe, en bænk og en urtepotte, der alle kan sættes direkte på et stillads og omdanne det til et midlertidigt mødested. Med Softwalks kan byens kedelige metalkonstruktioner på et øjeblik laves om til steder, hvor man kan tage et hvil, spise eller hygge sig sammen og til attraktive områder for gadehandlere. 7

Electromagnetic Harvester Bremen, Tyskland Dennis Siegel dennissiegel.de/electromagnetic-harvester/ De fleste mennesker ser byens utallige eldrevne mekanismer som storforbrugere af energi. Dennis Siegel ser dem som en mulig leverandør. Han mener, at de elektromagnetiske felter, byens maskinpark udsender fra sporvogne til billetautomater er en ressource, vi mangler at udnytte. Vi er omgivet af elektromagnetiske felter, siger Siegel. Og meget af elektriciteten kan genbruges, hvis man indsamler den ved hjælp af spoler og højfrekvensdioder. Siegel har udviklet en bærbar oplader til batterier. Når man holder den op mod et apparat eller kraftfelt, indsamler den så meget energi, at den kan genoplade et lille batteri eller en mobiltelefon. Projektet er stadig på forsøgsplan, men Siegels oplader viser, at byens kraftfelter potentielt kan udnyttes som batteriopladere for byens brugere. City Tickets Boston, Massachusetts, USA Mayo Nissen mayonissen.com/work/citytickets Den udvikling, parkeringsautomater har været igennem, er et godt eksempel på, hvordan byer bruger teknologi til at betjene indbyggere på nye og bedre måder. Men maskinerne kan faktisk meget mere end at spytte papirlapper ud. De automater, der sættes op i store parkeringshuse, er så avancerede, at de let vil kunne bruges endnu mere hensigtsmæssigt af byen. City Tickets foreslår, at man også bruger dem som en terminal, hvor borgerne kan henvende sig med spørgsmål, forslag og kritik og på den måde indgå i dialog med byens beslutningstagere. Automaterne indeholder allerede den nødvendige teknologi: internetforbindelse, databehandling, printer og en tilgængelig brugerflade. Designer Mayo Nissen forklarer, at City Tickets er en udforskning af, hvordan byens eksisterende fundament kan genopfindes, så det bliver til større gavn for byens indbyggere. Den håndgribelige infrastruktur er en kæmpe ressource og et aktiv for en by, men i og med at teknologi og behov forandrer sig med tiden, er det nødvendigt at videreudvikle den måde, man bruger dens inventar på. City Tickets forestiller sig en fremtid, hvor automaterne i de store parkeringshuse, ud over at udskrive parkeringsbilletter, kan udskrive lister over de problemer og mangler, der er blevet indberettet til myndighederne på telefon, på Twitter, ved personligt fremmøde eller via automaterne. Der skal også være mulighed for, at forbipasserende kan udfylde en City Ticket Report med ideer til udvikling og forskønnelse af området. City Tickets begyndte faktisk som Mayo Nissens hovedopgave på Copenhagen Institute of Interaction Design i 2010. Han udviklede projektet yderligere i New York året efter og skabte en fungerende prototype i Boston i 2013. 9

Smart Screens New York City, New York, USA City 24/7 smartcity24x7.com Et af de tydeligste beviser på, at et samfunds vaner ændrer sig, er den faldende brug af telefonbokse og deres fysiske forfald. Smart Screens vil gerne redde byernes telefonbokse fra at forsvinde ud i intetheden ved at bruge deres eksisterende form og kommunikative evner til at dække nye behov. City 24/7 har indgået et samarbejde med New Yorks bystyre, som går ud på at lave de gamle telefonbokse om til båse med touch screens, hvor man kan få oplysninger om nødhjælp, turisme, trafik og lokale tilbud. Under mottoet informer, beskyt og genopliv vil City 24/7 give en del af byens infrastruktur, der har mistet sin værdi, en fremtid ved at udstyre den med helt nye anvendelsesmuligheder. City 24/7 har planer om at opsætte den samme type offentlige computere andre steder i byen, men der er en grund til, at vi begynder med telefonboksene, forklarer administrerende direktør i City 24/7 Tom Touchet. De hører til arvesølvet, når det gælder infrastruktur, som er genanvendelig, og de er lette at give nyt liv. Looking for a Landscape Cambridge, Massachusetts, USA Matthew Mazzotta matthewmazzotta.com De store, grå metalbokse, som står på mange gadehjørner, er mysterier for de fleste mennesker. De brummer, summer og klikker og styrer trafiklys, elektricitet, telefonlinjer eller andre af byens skjulte mekanismer. De er så almindelige i byens landskab, at Matthew Mazzotta syntes, det var oplagt at gøre de grå bokse mere underholdende og mindre mystiske. Han fik fat i en af dem og installerede klap ud-sæder og kikkerter i den og gav den på den måde en ny funktion. Nu fungerer den som en slags offentlig bænk, med et klap-sæde på hver side af boksen, og med kikkerten i hånden bliver den til en slags hverdagsbiograf for mennesker, der trænger til et hvil. Hele boksen er bygget på hjul, som er gemt i dens betonbase. Når hjulene er skjult, ligner boksen en faststående, permanent del af byen. Når hjulene trækkes ud ved hjælp af en drejemekanisme i basen, rammer de jorden og gør det muligt at flytte Looking For A Landscape til det næste sted i byen. Lampbrella Sankt Petersborg, Rusland Mikhail Belyaev mikhailbelyaev.com Byer er fulde af sensorer, som måler trafikstrøm, luftkvalitet, sikkerhed, lysniveau og andre aspekter af byens aktivitet. Hvis man kan sætte en sensor på en lygtepæl, så den måler og indsamler en række data fra gadelivet, så byen kan udvikle sig mest hensigtsmæssigt, kan man så også sørge for, at lygtepælen ved, hvornår det regner, og kan tilbyde tørvejr til forbipasserende fodgængere? Det er lige præcis den funktion, Mikhail Belyaev har designet Lampbrella til. Lygtepælen har fået påsat toppen af en paraply, som er lukket i tørvejr, men åbner sig, når det regner, så folk kan komme i læ, hvis de har glemt deres egen paraply derhjemme, og kærestepar kan krybe sammen i et romantisk øjeblik. Paraplyen er 2,6 meter i diameter, så der er plads til flere mennesker under Lampbrella. Den sidder i 195 centimeters højde, så den ikke forstyrrer de fodgængere, der haster forbi medmindre de er meget høje. 11

Test Tubes København, Danmark Sandra Høj classiccopenhagen.blogspot.dk/p/test-tubes.html I marts 2012 delte fotograf og blogger Sandra Høj en af mange tanker på sin blog. Vi har et stort affaldsproblem, når det gælder papbægre til kaffe, i nogle dele af København. Jeg bor i et af de områder, og jeg er virkelig træt af svineriet. For det meste bliver bægrene smidt ved siden af skraldespandene, fordi de allerede er fulde af andre kopper. Hun mente, at problemet havde to årsager: Dels at folk er ligeglade med svineriet, og dels at skraldespandene ikke var store nok til de mange bægre. Høj udviklede en idé, der tog højde for begge dele det, hun kalder Test Tubes. En test tube sættes uden på en skraldespand og udvider dens kapacitet, samtidig med at den gør det muligt for folk at skille sig af med deres kopper på en både sjov og effektiv måde. Når røret er fuldt, fjerner man pinden forneden, og alle kopperne glider ud. Goedzak Amsterdam, Holland Waarmakers waarmakers.nl/projects/goedzak/ Hvis man skal se mulighederne i en bys infrastruktur med nye øjne, er det nødvendigt at se begrebet i et bredere perspektiv. Byens systemer og services kan i lige så høj grad bruges til at udvikle byens muligheder og brugervenlighed som dens bebyggelser, overflader og konstruktioner. I Amsterdam har Waarmakers taget den engelske talemåde one man s trash is another man s treasure til sig. Byens skralde-indsamling skal ikke bare være en nødvendighed, mener designvirksomheden, men en udvekslingsplatform. Waarmakers har udviklet Goedzak ordet betyder både god taske og velgører på hollandsk som indbyggerne i Amsterdam skal bruge, når de sorterer deres affald. De ting, som ikke fejler noget, men bare har brug for en ny ejer, skal i Goedzak en. Goedzak udnytter den måde, folk i byen allerede tænker på og agerer, siger Waarmakers, der kalder genbrugsposen en rar måde at give ting et nyt liv på og få folk til at tænke bæredygtigt. 13

2 Ældre bygninger og konstruktioner bliver genopdaget og genanvendt 15 I mange år har de allermest betydningsfulde dele af byens infrastruktur levet en noget nær anonym tilværelse. De har fungeret som en slags tilbehør til sporvogne, tog, biler og skibe, som fragtede gods og passagerer rundt i byen, og har haft stor betydning for den tidlige industrialisering, men uden den store anerkendelse. Det rådes der bod på nu, hvor man er begyndt at sætte pris på byens historiske bestanddele, der ellers så småt var på vej på pension. En bro, der blev bygget til fortidens højtelskede sporvogne, er nu det perfekte underlag for nogle af nutidens foretrukne måder at bevæge sig på på cykel og til fods. De højtliggende togspor, som engang fragtede varer gennem en tætbebygget by, danner nu rammer for en grøn sti gennem byen, og skaber på den måde et moderne offentligt rum for byens indbyggere. I den samme by arbejdes der på at omdanne en tidligere sporvognsterminal flere etager under jorden til en underjordisk park. Byens inventar fra oversete kirketårne til kanaler, som tidligere spillede en vigtig rolle i industrien genfortolkes og bliver en del af den nye tidsalder, hvor det udnyttes på nye kreative måder. Selv moderne bygninger og konstruktioner kan i dag formes og genanvendes som når trappetrin rundt om et vandbassin udvides, så de kan bruges til større møder eller samlinger.

La Grande Cantine Paris, Frankrig Jean-Baptiste Hardoin jbhardoin.fr På den store plads i La Défense i Paris er der et smukt vandbassin omgivet af trin, hvor folk kan sidde på og se på vandet, mens de spiser deres frokost eller holder pause fra arbejdet i en af områdets mange kontorbygninger. Designer JB Hardoin syntes, at trinene havde en mangel: De gav kun folk mulighed for at sidde med ansigtet vendt mod bassinet, hvilket gjorde det svært for grupper at samles omkring vandet og at føre samtaler. Han ville gøre det muligt at dele øjeblikke med hinanden, uden at der skulle ændres på pladsens opbygning. Derfor opfandt han systemet La Grande Cantine. La Grande Cantine er et bord med tilhørende bænke, som sættes fast på trinene, så folk kan mødes ansigt til ansigt og spise sammen. Det gør det muligt at bruge området, der ellers er designet til mere introspektive øjeblikke, til en picnic med venner eller kolleger. Bordene er lavet sådan, at de let kan installeres og fjernes igen, hvilket giver en følelse af, at det er noget særligt, når de pludselig står der. Byens Hegn København, Danmark Metroselskabet / Frederik Lønow m.dk/byenshegn I takt med at stadig flere mennesker flytter til storbyerne, udbygges metrosystemerne over hele verden, så de mange indbyggere kan komme nemt og effektivt rundt. I København er den nye metrolinje, Cityringen, ved at blive anlagt, og derfor er der lige nu 19 store metrobyggepladser midt i hovedstaden. Byggepladserne er omkranset af i alt seks kilometer hegn i en højde på op til fire meter, og det har store konsekvenser for det omgivende miljø. Københavnerne skal bo og færdes omkring hegnene i cirka otte år. Metroselskabet har derfor iværksat projektet Byens Hegn, hvor lokale kunstnere, børn og unge under uddannelse kan få mulighed for at omdanne hegnet med kunst, formidling, byrumsmøbler og andre tiltag. Der gennemføres over 100 projekter om året, og det indebærer alt fra fuglehuse udformet som lokale forretninger og 20 meter lange vægmalerier støttet af Statens Kunstfond, til en kitschet birkeskov omkring en lille café. Cirka én kilometer af hegnet bruges til reklameplads, og indtægterne her fra finansierer arbejdet med Byens Hegn. Den Generøse Væg, som er gengivet i denne udstilling, udgør 25 meter af metrobyggepladshegnet på Frederiksberg. Væggen er tænkt som en medspiller i lokalområdet og benyttes flittigt af de lokale beboere, der kan følge metrobyggeriet og nyde en kop kaffe på de indbyggede siddepladser. Arkitekt Frederik Lønow står bag installationen. Som studerende vandt han Metroselskabets konkurrence på Innosite.dk i april 2013, hvor Metroselskabet søgte innovative ideer til at skabe gode midlertidige byrum ved at gøre byggepladshegnet til en aktiv og positiv del af byen.. Illustration s. 43 (IN)Spires London, Storbritannien ScottWhitbyStudio studio-ar.co.uk Der vil være dem, der mener, at Londons finanskvarter, kendt som The City, savner en vis moralsk rygrad. Hvis det er tilfældet, er det ikke de tidlige byplanlæggeres skyld. Området har i alt 51 kirker, men mange af dem bliver ikke længere brugt. Når nu byen er så afsindigt dyr at bo og arbejde i, ikke mindst for folk i kreative fag, kunne man måske give kirkerne nyt liv ved at lade nogen flytte ind, tænkte Alex Scott-Whitby. Hans projekt, (IN)Spires, omdanner de tomme klokketårne til kreative arbejdsrum for unge designere, arkitekter og kunstnere. Der er indgået en aftale med stiftet i London, så kirkespirene i løbet af de kommende 30 år vil komme til at huse kreative netværk og genoplive det, der førhen var en række glemte rum midt i Londons økonomiske maskinrum. Vi håber, at det nye projekt vil brede sig til resten af verden og få kreative folk til at rykke ind i andre glemte bygninger, så de får ny relevans, siger Scott-Whitby. 17

Marsupial Bridge Milwaukee, Wisconsin, USA La Dallman ladallman.com At kortlægge en bys infrastruktur er samtidig at male et tidsbillede af den. Veje, jernbaner og stationer er alle med til at placere en by tidsmæssigt og vise dens øjeblikkelige behov. En bys behov kan ændre sig meget med tiden, men man kan ikke forvente, at tonsvis af stål og beton kan ændre sig på samme måde. Holton Street-viadukten i Milwaukee blev bygget i 1926 for at imødekomme byens mange sporvogne. Men få år senere gjorde den øgede biltrafik det af med sporvognene, og broen mistede sin funktion. La Dallman Architects har vist, at der er styrke og evne til at møde nutidige behov i de gamle bygninger. De har brugt broens oprindelige konstruktion og designet The Marsupial Bridge som en grøn landevej, der udnytter det ubrugte rum under viadukten. Broen tilgodeser folks lyst til i højere grad at kunne gå og cykle rundt i byen og forbinder beboelsesområder med både naturen, med centrum af Milwaukee og med det populære shopping område omkring Brady Street. Under the Bridge Stockholm, Sverige Vision Division visiondivision.com Historisk set er byer blevet bygget med henblik på, at fodgængere skulle kunne bevæge sig rundt i dem. Men i takt med at der blev opfundet maskiner, som kunne transportere folk rundt, ændrede infrastrukturen sig for at tilpasse sig den nye virkelighed. Tranebergsbron i Stockholm er et eksempel på en bygning, som er skabt uden skelen til byens fodgængere. Den er bygget i 1934 og forbinder Kungsholmen med Stockholms vestlige forstæder. Da den blev bygget, kunne den prale af at have verdens største brobue af beton. I 2005 byggede man den bredere, så der var plads til flere biler tilsyneladende uden at tænke på fodgængerne. Det vil Vision Division gøre noget ved. I deres forslag forklarer firmaet, at eftersom mange broer er bygget hovedsageligt til biler kræver det en barsk 15-minutters gåtur lige ved siden af en stor, larmende vej at komme over på den anden side. Vi foreslår, at man bruger den betonbue, der er sat på broen for nylig, til at imødekomme den oversete fodgængertrafik mellem to vigtige dele af Stockholm, så turen fra kyst til kyst bliver markant kortere en behagelig og afslappet tur på tre minutter. At gøre dette til virkelighed, kræver ikke særlig meget. De betonpiller, som forbinder buen med broens overflade, har allerede huller i sig, så det eneste, der skal gøres, er at gøre den øvre del af buen bredere, så folk kan komme forbi, og bygge trapper, der fører til buen, opsætte ordentligt lys og et solidt rækværk. Man kunne lægge røde fliser for at vise vejen hen til den nye sti og gøre den lettere tilgængelig. Områderne på begge sider af broen ville nyde særdeles godt af, at de blev forbundet på denne måde de oplever begge stor udvikling i øjeblikket, både når det gælder beboelse og erhverv. Denne idé vil også betyde, at det smukke område under broen vil kunne udnyttes bedre og bruges på nye måder. De imponerende betonpiller vil fungere perfekt som midlertidige kunstgallerier, og trapperne kan også bruges som siddepladser ved filmfremvisninger. De to områder, hvor broen begynder og ender, kan blive attraktive steder for mindre cafeer og butikker, når vejret er til det. 19

High Line New York City, New York, USA James Corner Field Operations, Diller Scofidio + Renfro, Piet Oudolf thehighline.org Da The High Line blev anlagt i 1930 erne, flyttede man godstrafikken i Manhattans største industrikvarter op i knap 10 meters højde. Jernbanen blev bygget for at forbedre livskvaliteten og handelsmulighederne i byen, og det var da også positivt, at bilister og fodgængere ikke længere skulle dele asfalt med de farlige godstog. Samtidig gjorde den nye jernbane godstrafikken mere effektiv, fordi togene nu kunne køre direkte til fabrikker og lagerbygninger og endda helt ind i dem nogle steder. Men i løbet af de næste årtier begyndte lastbilerne at vinde indpas, og færre ting blev transporteret med godstog. I 1980 lå The High Line øde hen. Der var tale om, at den højtliggende jernbane skulle rives ned, men i 1999 blev foreningen Friends of the High Line skabt for at bevare det historiske stykke infrastruktur og udtænke nye måder at bruge de gamle spor på i en by, der ikke længere afhænger af sin industri. I dag er The High Line en offentlig park, bygget på de historiske togspor, højt hævet over Manhattan s West Side. Parken, som er blevet til i et samarbejde mellem James Corner Field Operations, Diller Scofidio + Renfro og beplantningsdesigneren Piet Oudolf, er et af de mest berømte eksempler på genbrug af byen og gendigtning af dens fundament. The Lowline New York City, New York, USA RAAD Studio thelowline.org Længe før den blev en af de største gennemfartsveje på New Yorks Lower East Side, var Delancey Street stedet, hvor James DeLancey havde sin gård (og på Orchard Street lige om hjørnet havde han sin frugtplantage). The Lowline skal forbinde Delancey Street med fortiden og gøre den til et grønt og frugtbart område, som byens indbyggere kan nyde godt af. Med The Lowline har man udset sig den tidligere sporvognsterminal ved Williamsburg Bridge et underjordisk område lige under Delancey Street, som åbnede for sporvognspassagerer i 1908, men har stået ubrugt hen, siden sporvognene holdt op med at køre i 1948. Det er ikke blevet brugt siden 1948, men nu har vi en sjælden mulighed: at omdanne et stykke historie til et gode for nutidens borgere. Planen er, at den underjordiske sporvognsterminal skal oplyses med naturligt lys ved hjælp af et system, som er udviklet af Dan Barasch, der har været med til at grundlægge The Lowline, og hans kompagnon James Ramsey. De tallerkenagtige solfangere sender lyset ned under jorden via optiske fiberkabler. Hernede skinner det som naturligt lys, får planterne til at vokse og giver folk den særlige oplevelse det er at få naturligt lys i en underjordisk park. Om teknologien: Den anbefalede solteknologi, som er designet af James Ramsey fra Raad Studio, kræver et fjern-ovenlysvindue. Sollyset sendes igennem en glasplade, der ligger oven på den parabolske lys-aftager, bliver kastet tilbage og derefter samlet ét sted og sendt ned under jorden. Sollyset bliver så ledt videre til en reflekterende flade på den underjordiske lysfordeler, som sender det videre. Denne teknologi vil kunne udsende de lysbølger, der er nødvendige for at understøtte fotosyntese, hvilket gør det muligt at få planter og træer til at gro. I perioder, hvor solen skinner, vil det slet ikke være nødvendigt at bruge elektricitet i rummet. I september 2012 byggede The Lowline-holdet en model i fuld størrelse i en tom lagerbygning på Lower East Side til udstillingen Imagining the Lowline. Den er siden blevet brugt som tidlig prototype. 21

LIDO Line London, Storbritannien [Y/N] Studio ynstudio.eu Regent s Canal, som snor sig gennem det nordlige London, blev oprindeligt brugt til at transportere varer ud af og ind i byen. Den funktion har den ikke længere, og kanalen frister i stedet en tilværelse som baggrundsmotiv i modemagasinernes fotoserier og udsigt for de luksuslejligheder, der er blevet bygget langs vandet. Studio YN ser dog andre perspektiver i kanalen, nemlig muligheden for at udbygge Londons transportnet ved at transformere de tidligere så industritunge kanaler til Lido Line, der vil gøre det muligt for pendlere at svømme på arbejde. Byens kanaler har mistet deres oprindelige formål, skriver YN Studio i sit forslag. De er bygget til forretning og transporterede engang gods rundt på kryds og tværs i London. Det er der ikke brug for mere, og kanalen er blevet til et fristed mere end et handelssted. Hvis man indsætter et rent og sikkert bassin, man kan svømme i, kan Regent s Canal igen opfylde sit oprindelige formål: at forbinde råmateriale (mennesker/ arbejdere) med produktionssteder (arbejdspladser). På den måde bliver det at svømme et alternativ til at cykle eller spadsere på arbejde. Hensigten er at bygge oven på de brikker, der udgør Londons urbane puslespil. Forslaget tager højde for historien, knytter fortid og fremtid sammen og gør en dyd ud af genbrug. I stedet for at anlægge nye grønne områder, som ikke altid bliver brugt, forsøger vi at genoplive et område, der engang var en særdeles vigtig del af byens økonomiske og sociale identitet. Illustration s. 43 Kvæsthusprojektet København, Danmark Lundgaard & Tranberg Arkitekter kvaesthusprojektet.dk En bys havn er fuld af eventyr - hvad enten den er afgangssted for skibe eller endestation for gods fra fremmede lande. Københavns Havn er klar til nye eventyr. Den udvikler sig fra at være en industrihavn til at være et rekreativt område, hvor byens indbyggere kan få nye, spændende oplevelser. I 2004 sejlede Oslo-båden ud fra Kvæsthusmolen for allersidste gang. Der arbejdes i øjeblikket på at omdanne den tidligere færgeterminal og området omkring den til et levende offentligt rum med et rigt kulturliv langs vandet. Ambitionen er at opbygge et spændende kvarter, som summer af byliv og kultur hele året rundt. Projektet består af flere dele: Kvæsthuspladsen: Det er ambitionen at gøre pladsen til en eventyrlig hverdagsplads. Pladsen skal være fleksibel og funktionel i forhold til forskellige former for færdsel, udfoldelse og oplevelse. Både til lands og til vands. På Kvæsthusmolen ind mod bassinet kommer der pavilloner, som giver plads til servering og underholdning. Imellem dem opstår der mindre, fleksible rum, hvor man kan slå sig ned. På Kvæsthusmolen bliver der også anlagt anløbsbroer til større skibe samt til mindre både og havnetaxier. Kvæsthusbassinet: Havnebassinet bag molen skal danne ramme om en vigtig del af bylivet på og omkring pladsen. For enden af bassinet anlægges der en trappe i træ i hele bassinets bredde, så besøgende kan sidde tættere på vandet. Indretningen og det arkitektoniske udtryk bliver maritimt, både i valg af materialer og i forhold til kommende aktiviteter. Bassinet er en vigtig del af Københavns og havnens skibshistorie. Her lå i sin tid passagerskibe med daglige afgange til Aarhus og Ålborg og senere til Oslo og Bornholm. P-anlæg under Kvæsthusmolen: Med plads til 500 biler fordelt på tre etager skal P-anlægget under Kvæsthusmolen være en oplevelse i sig selv. Lys, fleksibilitet, lyd, materialer, formgivning og adgangsforhold skal være af høj klasse. Kvæsthuspladsen syd: Arealet mellem Nyhavn og Skuespilhuset bliver ombygget og faciliteterne forbedret. Rammerne er mindre her, og bylivet i området vil derfor blive mere lokalt og intimt. Frem til slutningen af 2015 står der for enden af Kvæsthusbassinet en gul udstillingspavillon, hvor man hver lørdag og søndag fra klokken 11 til 17 kan besøge Kvæsthusselskabets udstilling og få mere at vide om projektet. 23

3 Byens rum får nyt liv 25 Tidligere generationer opfattede jordens overflade som et mangfoldigt lag, der kunne bruges på talrige måder til at dyrke grøntsager, opdrætte dyr eller bygge på. Men da verden ændrede sig fra at være hovedsageligt et landbrugssamfund til et by-samfund, skete der også det, at vi begyndte at se byens flader som éndimensionelle, både fysisk og funktionelt. Den opfattelse er imidlertid på retur. Uanset om de bruges som en platform for kommunikation, socialt samvær eller elektroniske forbindelser, opfatter vi igen byens flader som righoldige. Når man gentænker byen, genopstår en bygnings tag som have eller legeplads. Bistader, som opsættes på mindre indbydende steder, sørger for, at pollen fra blomster og ukrudt i byens revner og sprækker ikke går til spilde, bygningers frontpartier videregiver levende kommunikation om det, der foregår indenfor, og de fodspor, vi sætter, bliver en kilde til energi.

ØsterGRO København, Danmark Kristian Skaarup, Sofie Brincker, Livia Urban Swart Haaland kobenhavnergron.dk/place/ostergro Den øgede urbanisering har både modstandere og tilhængere. Men sikkert er det, at denne udvikling har medført, at vi har mindre fornemmelse af, hvor vores mad kommer fra. I klima-kvarteret et innovativt, grønt område omkring Skt. Kjelds Plads omdannes en af byens konstruktioner til et rum, hvor byens indbyggere kan genfinde glæden ved at dyrke og nyde friske fødevarer. Projektet ØsterGRO, som har hjemme på taget af Nelleman-huset i Æbeløgade 4, er en 600 kvadratmeter stor taghave med 90 ton muldjord, grøntsager, bistader, høns, regnorme og kompostbunker, som alt sammen danner rammen om workshops, middage, grønttorv og socialt samvær. Projektet er et skridt på vejen mod øget urban udnyttelse og bæredygtighed, når det gælder fødevarer og det er skabt, så det også har en social funktion. Ved at skabe en farm i byen, tæt på forbrugeren, forsøger vi at skabe nye forbindelser og løsninger mellem producent og kunde, så både gårdmanden og borgeren nyder godt af det, forklarer folkene bag projektet. Mads Boserup Lauritsen, der er initiativtager til en af de første taghaver i København kendt som TagTomat peger på vigtigheden af denne type projekter, som både har økologisk og social værdi: Jeg har arbejdet som byplanlægger, hvor man snakker meget om at nedbryde sociale skel. Og det er lige netop, hvad der sker, når man bygger en plantekasse sammen og bagefter skal passe den i fællesskab. At byen så samtidig bliver grønnere, er en positiv sidegevinst. ØsterGRO væver sig ind i byens grundstrukturer, både fordi projektet udnytter tagfladen, og på grund af samspillet med dens økonomi. Projektet fungerer som et andelslandbrug det, man på engelsk kalder en CSA (Community Supported Agriculture) hvor landmænd og forbrugere handler direkte med hinanden. Folk betaler for en portion af den forventede høst, når sæsonen begynder, og bliver på den måde andelshavere. Når høstsæsonen begynder, kan de hver uge hente deres ration af grøntsager, æg og honning. Høje Torv København, Danmark PLOT (JDS og BIG) Arkitekter fra tegnestuen PLOT planlagde med projektet Høje Torv at omdanne Magasins tag til et område, hvor folk skulle kunne stå på ski, købe et juletræ, se gratis film og bare nyde synet af aftenhimlen. Projektet blev aldrig realiseret, men det inspirerede til nye tanker om, hvordan byens tage kan indtages og føje et helt nyt lag til byen. Magasins tagterrasse skulle have indeholde et bakket område med store niveauforskelle. Ideen tog form i forbindelse med Realdanias Bedre byrum -projekt, som blev igangsat i 2002. Med fokus på netop kvalitet i byrummet var Høje Torv et innovativt bud på, hvordan man kan udnytte en bys rum og muligheder på utraditionel vis. 27

Birkegade København, Danmark JDS og PLOT, BIG, EKJ jdsa.eu/bir At planlægge et udendørsareal som en stejl, svævende trappe, der fører til et udendørskøkken, et skrigorange legeområde, en solterrasse i træ og en bølgende græsbakke, som er perfekt til kolbøtter, er tiltalende, men måske ikke så overraskende. Medmindre det skal anlægges på taget af et lejlighedskompleks. Området omkring Elmegade er et af de tættest befolkede på Indre Nørrebro. I den trekant, der udgøres af Birkegade, Egegade og Elmegade, ligger husene ekstremt tæt, og det betyder, at den tilhørende gård er lille bitte. Da JDS Architects blev hyret til at tegne tre penthouse-lejligheder oven på en andelsforening i området, fandt de på at bruge taget på den nye tagetage til at anlægge den have, beboerne havde savnet. Resultatet er en 900 kvadratmeter stor bølgende og legesyg tagterrasse, som består af en legeplads med stødabsorberende underlag og en hængebro, en grøn bakke med forskellige bekvemmeligheder, ægte græs og hårdføre planter, en udsigtspost, et udendørskøkken med grill og en mere fredelig træbelagt terrasse. Projektet viser, at selv i tætbefolkede kvarterer, hvor det er småt med offentlige rum, er der ét sted, vi stadig ikke udnytter til fulde: hustagene. Det er blevet mere og mere almindeligt at bruge tagene som byhaver, hvor man dyrker grøntsager og på den både får fødevareproduktion og biodiversiteten tilbage i byerne, men Birkegade-projektet er et godt eksempel på, at tagene også kan udnyttes til leg og afslapning. Eller som JDS Architects siger det: Normalt betragter vi taget som den øverste og sidste del af et byggeri. Men vi forestiller os hele byer, hvor mennesket får mulighed for at være allerøverst. The Cascade Hong Kong Edge Design Institute edgedesign.com.hk Hong Kongs kompakte størrelse har gjort byens indbyggere særligt gode til at udnytte byens bygninger og flader optimalt. Der bliver dyrket tai chi om morgenen på de store, asfalterede pladser foran kontorbygninger, gadesælgernes boder og butikker består af borde og hylder, som sættes fast på offentlige stakitter og pæle, og belysningen omkring kontorbygningerne på havnen bruges også i et stort anlagt lys- og lydshow for turister. The Cascade er et godt eksempel på, hvordan Hong Kong lever i kreativ pagt med sine fysiske egenskaber. Dets skabere fra Edge Design Institute beskriver The Cascade som et kunstigt landskab, der former sig efter sin unikke placerings topografi: Et vandfald af trapper, som skaber en offentlig gennemfartsvej og samtidig giver mulighed for at skabe et lille rekreativt område. The Cascade, som ligger i The Centrium i det centrale Hong Kong, er et bevis på, at der ligger en masse potentiale gemt i byens utallige trapper. Der er plantet blomstrende bauhinia-buske, bygget siddepladser, hvor man både kan sidde alene og sammen med andre, og opsat lys, som skifter, alt efter hvad der foregår i området om aftenen. På den måde giver The Cascade byens indbyggere nye muligheder og oplevelser i et område, der ellers mest forbindes med indkøb, og belyser det 29 potentiale, der er gemt i offentlige trapper over hele verden.

Pavegen London, Storbritannien Pavegen Systems pavegen.com Man taler meget om, hvor meget energi, det kræver at få alle hjul på en storby til at dreje rundt. Hvad nu, hvis man ændrede fokus og betragtede de samme hjul som en kilde til energi? Britiske Pavegen har udviklet en flise, som genererer energi fra en af de mest basale interaktioner mellem borgere og by: De fødder, der vandrer igennem den. Når en fodgænger bevæger sig gennem byen, vil trykket fra hans eller hendes fødder blive omdannet til elektricitet, som kan gemmes og bruges til alt fra gadebelysning til infotavler. Med Pavegen-fliserne, som allerede er lagt flere steder i Storbritannien og resten af Europa, forsøger man at mindske byernes CO2-aftryk ved at bruge indbyggernes fodaftryk. Flisernes udformning gør det muligt at sætte dem sammen i større klynger. En større installation i et byområde med stor menneskegennemstrømning kan typisk producere nok energi til at oplyse området i 12 timer. De fliser, som blev lagt på West Ham undergrundsstationen i London i forbindelse med OL, omdannede folks fodaftryk til mere end 1.000 watt-timer. QR Chiado Lissabon, Portugal MSTF Partners mstfpartners.com En hvilken som helst oplevelse i Lissabon udgøres delvist af byens berømte brostensbelagte gader. De skæve sten af basalt og kalksten har defineret byens æstetik i flere århundreder. Så da et reklamebureau i Lissabon ville fange byens essens i en kampagne, valgte de at bruge byens overflades struktur som medium. QR Chiado er en idé udviklet af MSTF Partners, som går ud på at bruge Lissabons råmateriale som både mål og middel. Man lægger simpelthen de sten, som byen er kendt for, som QR-koder, der fortæller byen historier. Projektet ligger helt i tråd med gamle traditioner tidligere fortalte byens gader historier om søfartseventyr, havfruer, industri og fremmede lande, i dag fortælles moderne historier digitalt. Ligesom brostenene selv er blevet eksporteret til andre lande gennem tiden, er QR Chiado blevet eksporteret til Rio de Janeiro og Barcelona, der begge har store brostensbelagte områder og nu er klar til at fortælle byens moderne historie ved hjælp af dens egen infrastruktur. Smart Highway Rotterdam, Holland Studio Roosegaarde studioroosegaarde.net Der er blevet gjort meget for at gøre det til en bedre oplevelse at køre på motorveje. Fra reklamer til de mange skilte, vejvisere og advarsler til bilister, fra servicestationer til spisesteder der udvikles på alting, bare ikke på vejen selv. Det har designer Daan Roosegaarde også lagt mærke til: Når det gælder motorveje, hvorfor bruger vi så masser af penge, tid og energi på bilerne, mens vejene stadig sidder fast et sted i middelalderen? Hans firma, Studio Roosegaarde, vil lave om på netop det i samarbejde med det hollandske ingeniørfirma Heijmans Infrastructure. De har sammen udviklet en række nye tiltag, som bruger vejens overflade og bilens bevægelse til at skabe nye sammenhæng mellem kørsel og infrastruktur. Den intelligente motorvej vil øge sikkerheden på vejene og gøre dem både mere interaktive og mere bæredygtige. Koncepterne Glow-in-the-Dark Road, Dynamic Paint, Interactive Light, Induction Priority Lane og Wind Light bruger selvlysende maling, som oplades af solen i løbet af dagen, varmefølsom maling, som gør opmærksom på tilisede veje, og vindgeneratorer langs vejen, som får kraft af de forbipasserende biler. På den måde kan man udvikle nye typer vej ved at tilføje nye lag til dem, der allerede findes. Der er ingen af de her ideer, der er særlig avancerede. De bygger på helt enkle principper, som vi kan implementere på vejene i løbet af de næste tre-fem år, siger Roosegaarde. Efter de vandt en pris for bedste fremtidskoncept ved den hollandske designprisoverrækkelse i 2012, er Studio Roosegaarde og Heijmans Infrastructure begyndt at lave prototyper af deres designs og implementere dem på et stykke motorvej i Holland. Samarbejdet mellem de to handler om at forny motorvejen og skabe det, de kalder fremtidens Route 66. Illustration s. 43 31

N Building Tokyo, Japan Teradadesign Architects, Qosmo, Inc. teradadesign.com / qosmo.jp De fleste af byens bygninger spiller en passiv rolle i byens identitet og lader det, der foregår indenfor, blive dér. Men N Building i Tokyo spiller en væsentligt mere aktiv rolle i byen og i den japanske storbys visuelle identitet. Bygningen ligger i et indkøbsområde tæt ved Tachikawa stationen, og arkitekterne bag projektet var bange for, at den ville forsvinde i mængden, hvis den fik samme visuelle identitet som alle de andre bygninger. De ville gerne gøre bygningen til en del af byens identitet og oplevelsespotentiale og lade den spille en aktiv rolle i byens liv. Hele bygningens frontparti er dækket af QR-koder. Forbipasserende kan tage et billede af den med deres telefon og modtage oplysninger om, hvad der foregår indenfor, læse updates på sociale medier fra de firmaer, der har til huse i bygningen, og se, hvad de kreative firmaer derinde arbejder på i øjeblikket. Urban Plaza Milwaukee, Wisconsin, USA La Dallman ladallman.com Det er nødvendigvis sådan, at enhver bro har et under broen-område, og disse områder er ofte blandt byens mest forsømte og uelskede restarealer. La Dallman har en holistisk indgangsvinkel til hele bro-området og har omdannet området under The Marsupial Bridge i Milwaukee til det, der nu kaldes Urban Plaza. Fordi der ikke er meget naturligt lys, som finder vej derned, har man valgt at indrette området med grus og store kampesten, der fungerer som skamler og bænke, i stedet for en mere traditionel grøn løsning. Området giver nu cyklister og fodgængere, der passerer broen, mulighed for at tage et hvil undervejs, og kan også bruges til filmfestivaler og lokale arrangementer. ipavement Madrid, Spanien Via Inteligente ipavement.com At være forbundet i byen handler om flere forskellige ting: fra transportmulighederne mellem beboelses- og erhvervsområder til wifi og mobilsignaler. Via Inteligente, en informationsteknologisk virksomhed med base i Madrid, arbejder med sin helt egen definition på det at være forbundet i byen. Virksomhedens prestigeprodukt, ipavement, indlægger trådløs teknologi i byens fortov. Produktet har sit eget styresystem samt en række tilhørende apps. På den måde er der blevet indlagt wifi og bluetooth i fliserne på den travle plads Puerta del Sol, hvor de har overlevet de kæmpe menneskemængder, der jævnligt samles her for at feste, den brændende spanske middagssol og de mange tunge lastbiler og varevogne, som krydser pladsen i de tidlige morgentimer. 33 Når man på den måde udbygger byens funktionalitet med muligheden for internetforbindelse, kan man øge et områdes økonomiske udvikling, fordi flere vil få mulighed for at være online. Når man lægger internetforbindelser ind i en bys brugerflader, åbner man for tovejskommunikation, og ipavement har da også på sigt planer om at lægge tryksensitive fliser, der kan indsamle data og dermed analysere trafikken og brugermønstre. På den måde kan byen tilgodese de behov og ønsker, dens borgere har.

4 Den gamle by imødekommer menneskets nye behov 35 En række gadgets og computerspil indeholder unlock codes skjulte niveauer, der kan låses op ved hjælp af hemmelige kombinationer på tastaturet. På samme måde har byen sine egne koder, som designere, arkitekter og ingeniører er i fuld gang med at knække, så de funktioner og løsninger, som byens mest gængse bygningsværker og områder gemmer på, bliver blotlagt. En billboard-reklametavle, som forbinder det tørre landskab med den fugtige himmel i Perus hovedstad, Lima, bliver forvandlet til en fugtfanger, som leverer rent drikkevand til indbyggerne. Nogle ser de mange tomme metrotunneler under London som en rest historie men ikke det hold af folk, som bruger dem som væksthuse og en ny lokal fødevareressource i London. I Stockholm har rundkørsler både tilhængere og modstandere, mens en lokal virksomhed ser dem som områder, hvor der i fremtiden vil kunne produceres og sælges fødevarer. Byer eksisterer altid mellem fortiden, nutiden og fremtiden, mellem virkelighed og ambitioner. Når man vækker de gamle bygninger til live, viser nye muligheder sig.

UTEC Water Billboard Lima, Peru UTEC utec.edu.pe Perus hovedstad, Lima, er verdens næststørste ørkenby (Kairo i Egypten er den største) og har samtidig en luftfugtighed på omkring 98 procent. Byens indbyggere må have drømt om, at man på en eller anden måde kunne forbinde den tørre jord med den fugtige himmel. I mange byer fungerer de store billboards som en visuel kobling mellem himmel og jord. Sådan er det også i Lima, men her har de nu også fået en meget mere værdifuld funktion. UTEC Water Billboard er en reklametavle, som omdanner luftfugtighed til drikkevand. Den fugtige luft sendes gennem en række omvendte osmosesystemer, som er installeret inden i tavlen et luftfilter, en kondensator og et kul-filter og der udvindes på den måde gennemsnitligt 95 liter om dagen. Vandet opbevares i tanke på toppen og kommer ud af en hane forneden. I løbet af de tre første måneder blev der produceret 10.000 liter rent drikkevand, som de lokale indbyggere synes bedre om end det, de får fra områdets brønde. Projektet blev til i et samarbejde mellem Limas tekniske universitet og reklamebureauet MayoDraftFCB, som både ønskede at vise, hvordan ingeniørarbejde kan forbedre samfundet, og tiltrække flere studerende. Det er første gang, luftfugtighed laves om til drikkevand, og projektet er et mønstereksempel på, hvordan man udnytter en bys råmateriale på nye, fordelagtige måder. Urban Air Los Angeles, Californien, USA Stephen Glassman urbanair.is Store, allestedsnærværende reklameplakater er sjældent særligt populære i byerne. Men i Los Angeles har kunstneren Stephen Glassman fået den idé, at de højtragende konstruktioner kan udnyttes positivt. Hans Urban Air-projekt vil implementere en række gavnlige funktioner i de tavler, der ellers kun er sat op for, at nogen kan tjene penge. Urban Air vil omdanne byens reklametavler til levende, hængende bambushaver. Projektet genopfinder et af byens ypperste symboler på kommerciel kommunikation som et magtfuldt makkerskab mellem det offentlige og det private, til gavn for miljøet og den bæredygtige økonomi, i håb om at igangsætte en debat om byens rum, grønne områder og klimaforandringer. Sammen med ingeniører fra firmaet Arup har Glassman udviklet et vandingssystem, som sættes på reklametavlen og skaber en fugtig sky, der holder bambussen i live og får den til at vokse. Urban Air udvider en bys grønne muligheder, opsuger luftforurening og varme, gavner den biologiske mangfoldighed og mindsker lysforureningen om aftenen. Ud over sine naturlige kvaliteter er Urban Air udstyret med sensorer, der kan måle CO2-niveauet og andre atmosfæriske gasser i og omkring skyen. Tallene bliver sendt til U.C. Berkeley universitetets BEACO2N-projekt, hvor der forskes i CO2-niveauer i området. I takt med at den data indsamles, kortlægges og streames live til både internet og mobil og på den måde giver et præcist øjebliksbillede af forureningen bliver gruppen af Urban Air-installationer til et samlet, levende netværk, som holder øje med luftkvaliteten og et slående smukt, meget synligt symbol på de skridt, vi tager mod en grøn fremtid. Urban Air kobler kunst og videnskab med den globale kommercielle infrastruktur. Illustration s. 43 Gemini Residence København, Danmark MVRDV og JJW mvrdv.nl Med et navn som frøsiloerne var der ikke noget overraskende i, at der lå et stort vækstpotentiale i dem. Siloerne blev oprindelig bygget i 1963 som en del af Sojakagefabrikken. Da fabrikken lukkede i 1990 erne, stod de to 25 meter brede, cylinderformede bygninger tilbage som et mindesmærke over havnens historie og som et symbol på det potentiale for genfødsel, som både de og hele området omkring dem indeholdt. I 2002 begyndte MVRDV at omdanne siloerne til beboelse og erhverv. Der er nok nogle, der ville have set en række begrænsninger i de udfordrende bygninger, men for MVRDV nærede det kreativiteten. Da det viste sig at være særdeles svært at bore huller til døre og vinduer i betonrørene, og det ikke virkede som en god plan at lade samtlige rum ligge inde i siloen, var tegnestuen tvunget til at tænke ud af siloen. MVRDV valgte at vikle lejlighederne rundt om siloernes indre kerne, der tidligere indeholdt frølager og elevatorer. Når beboerne bevæger sig gennem bygningens forhenværende kerne nu, spadserer de samtidig gennem siloernes historie og ind i deres nye liv. 37

HAWSE London, Storbritannien Levitt Bernstein levittbernstein.co.uk London har længe været plaget af boligmangel. Det har sendt huspriserne på himmelflugt og gjort det svært for førstegangskøbere at få en fod indenfor. Mennesker, der er ansat i hospitalsvæsnet eller i beredskabet, har svært ved at finde boliger, de kan betale og det er nærmest umuligt for hjemløseorganisationer at finde overnatningsmuligheder til mennesker i nød. Arkitektfirmaet Levitt Bernstein mener dog, der er mere plads til beboelse i byen, end folk aner. Firmaet ser uudnyttet potentiale i de mange parkeringskældre, som står tomme, i både private og offentlige bebyggelser over hele London. Levitt Bernstein foreslår, at man omdanner parkeringsområdet til mikrohjem for hjemløse ved at opsætte præfabrikerede boliger i dem. Planen lyder på 11,5 kvadratmeter store bokse, som hver skal indeholde et køkken, hvor der også er nok plads til et lille bord og to stole, et badeværelse med bruser og toilet og en seng. Hver femte boks skal indeholde fællesvaskeri, ekstra køkkenudstyr og et spiseområde. Projektet, som har fået titlen HAWSE (Homes through Apprenticeships With Skills for Employment), er lavet sådan, at de kommende beboere selv lærer at samle deres hjem ved hjælp af præfabrikerede byggeelementer og et undervisningsforløb. På den måde vil en overset befolkningsgruppe ikke bare få tag over hovedet, men også en ny række færdigheder. Projektet tilbyder ikke bare et hjem, men også uddannelsesmuligheder inden for byggeriet. Vi ser det som en mulighed for at genbruge byens allerede eksisterende bygninger, siger firmaet bag. Illustration s. 43 Growing Underground London, Storbritannien Zero Carbon Food growing-underground.com London Underground anvender ind imellem sloganet Moving London i rapporter og pressemeddelelser. Og måske vil Feeding London snart vinde indpas? I Clapham i det sydlige London har Zero Carbon Food nemlig omdannet en række ubrugte metrotunneler, 33 meter under gadeniveau, til væksthuse for grøntsager og salat. Der er en lang række fordele ved at bruge de forladte togtunneler til at dyrke madvarer, forklarer firmaet: - Takket være de nyeste vandingssystemer og LED-teknologi kan vores afgrøder dyrkes hele året i optimale opgivelser uden brug af pesticider. - De kølige tunneler temperaturen er 16 grader året rundt er et perfekt sted at dyrke grøntsager. Vi kan høste afgrøder af høj kvalitet hele året, og det betyder, at vi ikke behøver at importere varer fra varmere lande. - Der lever ikke nogen skadelige insekter så langt under jordens overflade, så vi har ikke brug for sprøjtemidler af nogen art. - Det LED-lys, vi bruger, er tre gange mere effektivt end det HPS-lys, som bruges i det almindelige landbrug, og tunnelerne er isoleret på en måde, der gør, at vi ikke har brug for at varme dem op for at dyrke sunde afgrøder. - Vores vandingsanlæg bruger og spilder 70 procent mindre vand, end når man dyrker afgrøder på en åben mark. Det vand, vi bruger, er indsamlet regnvand og grundvand, vi tapper i en samlebrønd. Fødevaresikkerhed og bæredygtighed står højt listen over de emner, som byer vil have fokus på i fremtiden, og Growing Underground er et spændende forsøg på at udnytte byens rum i det øjemed. Det er i øvrigt ikke første gang, metrotunnelerne under London bliver brugt til andet end tog: Under Første Verdenskrig blev de brugt som beskyttelsesrum. Måske vil de i fremtiden blive brugt på endnu flere måder? Illustration s. 43 LOL London, Storbritannien CSRArchitects csrarchitects.com Jernbaner har altid vist vejen, når byer ekspanderer. Og måske er det også i jernbanerne, vi skal finde nye veje for udvikling af byens muligheder. CSRArchitects LOL er et forslag om at genopfinde de gamle jernbaneviadukter som beboelsesejendomme. Befolkningstætheden og manglen på butikslokaler, der er til at betale, har allerede inspireret mange bilværksteder og dele af serviceindustrien til at rykke ind i de røde murstensarkader under sporene. Arkitekterne foreslår nu, at man omdanner de tomme jernbanebuer til lejligheder ved hjælp af præfabrikerede byggesæt. Ideen blev født i forbindelse med en konkurrence om fremtidens lejligheder i byen, hvor arkitekterne pegede på, at der ligger et uudnyttet potentiale i de mange kilometer jernbaneviadukter, som optager plads i nogle af Londons tættest befolkede områder. 39