Hvordan tyskerne. Peter Bender: "Tysklands Genkomst"

Transkript

1 IIi Hvordan tyskerne forholdt sig til hinanden

2

3 1 Kold krig Vi er begge fanget i en ond og farlig cirkel, hvor mistænksomhed på den ene side udløser mistænksomhed på den anden, og hvor nye våben fører til atter nye modvåben. John F. Kennedy 1963 Da tyskerne efter krigen begyndte at gøre sig tanker om deres fremtid, så de sig hensat i en verden, som forekom en smule forrykt. De havde Hitlers germanerkult og raceindbildninger bag sig og blev nu straks igen udsat for politiske trosbekendelser, som de skulle tilslutte sig. Hertil kom, at disse bekendelser snart havnede i uforsonligt fjendskab og delte verden i to lejre, som førte en kold krig mod hinanden. Der bredte sig en ideologisk totalitarisme; doktrinerne dominerede tænkningen især den politiske dømmekraft. På begge sider af den store grænse, der af Churchill fik betegnelsen Jerntæppet, bredte sig den faste overbevisning, at modparten ville og planlagde det værste, måske endog en krig. Begge sider mente, at de hos den anden part ikke blot havde at gøre med ondartede politikere, men med et ondartet system. Imperialismen, mente man i øst, og kommunismen, mente man i vest, var i deres væsen aggressiv, ekspansiv og besat af tanken om at ville erobre verdensherredømmet. Det skulle senere vise sig, at i livsfarlige situationer tænkte de ansvarlige i Moskva og Washington ikke ideologisk, men politisk og fandt kompromiser for ikke at havne i en krig, som kunne udvikle sig til en atomkrig. Men hvem kunne på forhånd have vidst det? I den verden, som tyskerne

4 82 III Hvordan tyskerne forholdt sig til hinanden måtte indordne sig i, stolede ingen part på den anden. Begge gav også tilstrækkeligt stof til at nære mistillid. Kommunisterne - det kunne man læse overalt - betragtede det som deres opgave at arbejde for verdensrevolutionen; demokraterne i USA så det som deres mission at bringe verden frihed. Også det kunne man læse utallige steder. Og her som der blev der læst mere end tænkt. Hvad der var teori, ideal eller i bedste fald et fjernt mål blev set som en retningslinier for den praktiske politik. Enhver af modstanderens foranstaltninger blev undersøgt ud fra en formodning om vidtrækkende hensigter; konspirationsteorier bredte sig og fandt let tilhængere. Selv ulykker hos den anden side udløste mistro: måske lå der en særlig raffineret manøvre bag. Iagttagelsesevnen tog skade. Da de nordkoreanske kommunister i 1950 overfaldt Sydkorea, var det samlede Vesten overbevist om, at Stalin indledte verdensrevolutionen i Østasien, eller at han måske havde iværksat en afledningsmanøvre for derefter at kunne opsluge Vesteuropa. Først årtier senere stod det klart, at Kim Il-sung forsøgte at udnytte en anledning, og at Stalin først langsomt og med besvær havde givet sit samtykke. Anledningen havde amerikanerne givet ved næsten helt at have rømmet Sydkorea og erklære landet for ikke nødvendigt for sin sikkerhed. Men amerikanerne stod i Vesteuropa og havde med NATO forpligtiget sig til dets forsvar. Et sovjetisk angreb her havde betydet tredje verdenskrig, som Stalin ikke var til sinds og næppe var i stand til at udkæmpe. Men Koreachokket alarmerede hele Vesten og hensatte vesteuropæerne i hysterisk krigsangst. Endnu grovere var misfortolkningen af de handlinger, som Moskva foretog sig for at bevare sin magt. Undertrykkelsen af opstanden i DDR 17. juni 1953, nedkæmpelsen af den ungarske revolution i 1956 og bygningen af Berlinmuren i 1961; alt dette beviste en vilje til magtanvendelse, men ikke en ekspansionsberedvillighed; som sådan blev det imidlertid i udstrakt grad opfattet i Vesten: Dette er kun det første skridt; hvis Vesten finder sig i det, følger det næste, formentlig et kup hvorved sovjetrusserne bemæg tiger sig Vestberlin. Der herskede en udbredt forestilling, som lød: De, der som Sovjet-ledelsen går så brutalt frem i eget hus, bryder også ind i andre huse. Kun få erkendte, at Sovjetunionen var havnet i defensiven: Et imperium som ikke kunne bestride sine erobringer og kun kunne holde sammen på dem med militære midler. Kort efter den sovjetiske voldshandling i

5 Kold krig 83 Budapest skrev den jugoslaviske dissident Milovan Djilas: Revolutionen i Ungarn betyder begyndelsen på kommunismens endeligt. Heller ikke på den østlige side var man altid mere klarsynet. Overbevisningen om USA s imperialistiske intentioner fordrejede den erkendelse, at amerikanernes engagement i Vietnam var en følge af magtopretholdelse, ikke magtudvidelse. Stærkt optaget af deres dominoteori mente amerikanerne, at hvis Vietnam blev offer for kommunisterne, ville alle Sydøstasiens lande falde som dominobrikker den ene efter den anden. Overbevisningen om den Tyske Forbundsrepubliks fascistiske og revanchistiske karakter forhindrede i mindst tredive år en saglig vurdering. Vrængbilledet opstod af en blanding af historiske og ideologiske fordomme, som nogle steder i en mildere form overlevede til ind i det 21. århundrede. Efter erfaringerne med den tyske krig mod øst og med tysk besættelse var det en forståelig og alligevel grotesk misforståelse: I Bonn mødte Adenauer modstand, fordi han vendte Østeuropa ryggen; i øst var han frygtet, fordi han angiveligt planlagde et nyt østfelttog, om ikke alene, så som initiator til en krig, som han ville inddrage US-imperialisterne i. Problemet i den vesttyske østpolitik blev på nær få undtagelser ikke forstået nogle steder i Østeuropa: Den drejede sig ikke om revisionisme og erobringslyst, men om ligegyldighed og frygt. Ideologierne herskede over kontinenter og nationer. Europa var ikke længere Europa. Ikke blot delte øst og vest det mellem sig, men omarrangerede det tilmed. Vesteuropa havde aldrig strakt sig til Elben, og Østeuropa havde aldrig omfattet Polen, Bøhmen og Ungarn. Men historisk selvstændighed, geografisk sammenhørighed og kulturelt slægtskab talte ikke længere i ideologiernes kamp. De nye fællesskaber, der grupperede sig om Moskva og Washington, skulle erstatte de gamle fællestræk. Warszawa og Prag skulle føle sig hørende til Moskva, mens parisernes og milanesernes hjerter skulle slå i samme takt som newyorkernes. Mellem NATO og Warszawapagten var der intet og skulle der intet være. Systemernes troskrig tillod ideologisk ikke en tredje vej, politisk ingen neutralitet og geografisk ingen stødpudezone. Heller ikke Tyskland var således forekom det længere Tyskland; det var ikke blot delt, men trukket ind i de nye, gensidigt fjendtlige verdener. Genforeningen var ganske vist indeholdt i begge staters program, men i den politiske virkelighed stod ideologien over nationen i Vesttyskland

6 84 III Hvordan tyskerne forholdt sig til hinanden også i overensstemmelse med holdningen hos det store flertal. Det var urolige og forvirrende tider, hvori tyskerne måtte finde sig til rette og søge deres plads. Listen over problemer og opgaver var lang og var i al væsentlighed den samme for Forbundsrepublikken og DDR. De måtte vise beslutsomhed i fordømmelsen af nationalsocialismen og bevise over for verden, at den var blevet overvundet eller snart ville blive det. De måtte overbevise verden om, at tyskerne havde fået nok af krig og vold, ikke ønskede noget mere inderligt end fred og ikke længere udgjorde nogen trussel. De måtte over for deres førende magter for Forbundsrepublikken amerikanerne og for DDR russerne erklære og bevise deres pålidelighed som tilhængerstater for at sikre sig de stores stadige støtte, idet deres eksistens og deres stilling i alliancen afhang af disse. De måtte søge at skabe et normalt forhold til deres naboer i vest først og fremmest til Frankrig, i øst til Polen for derefter gradvis at nå til forståelse og udsoning. De måtte også til stadighed fremtræde overbevisende i deres indenrigspolitik, den ene part som demokrater, den anden som kommunister. De måtte føre deres stater ud af besættelsestilstanden og skaffe dem suverænitet så vidt retssituationen og sejrsmagternes kontrolbehov tillod det. De måtte overvinde det største tab af land, Tyskland nogensinde havde lidt; næsten en fjerdel af det Tyske Riges territorium lå øst for Oder- Neiβe-grænsen. Dets tidligere beboere måtte de, materielt og åndeligt, give en ny hjemstavn. De måtte leve med delingen af det tilbageblevne Tyskland, spørge sig selv og tage en beslutning om, hvad de kunne gøre for enheden, og hvad de ville risikere for den: deres sikkerhed, deres frihed, deres socialisme, deres statsorden eller endog deres stat? De måtte føre politik for, mod eller med Vestberlin: Skulle Forbundsrepublikken udbygge den til frontby mod DDR; skulle DDR tage byen som gidsel mod Forbundsrepublikken? Eller skulle begge parter søge at skabe reguleringer, som alle kunne leve med? De måtte indstille sig selv og deres stater på de førende magters normer og former og blive sig selv bevidste i takt med, at de førende magters forbilledlighed falmede.

7 Kold krig 85 Disse og mange lignende spørgsmål var bestandige ledsagere til østsåvel som vesttyskerne, til Forbundsrepublikken såvel som DDR, og en del endog til det i 1990 forenede land.

8 2 Veje ud af skylden Fortid kan i bedste fald overvindes på samme måde, som Sisyfos ruller sin sten op ad bjerget. Den smutter bestandigt fra ham, og han må begynde forfra. Stephan Hermlin Det første af den tyske efterkrigstids krav var en følge af nederlagets moralske dimension: For at komme ud af katastrofen havde man brug for mere end politik. Inden interessespillet atter kunne begynde, måtte tyskerne blive troværdige og efterhånden også tillidsværdige. De første efterkrigsår var ganske vist bestemt af en overlevelseskamp (næsten i ordets egentlige betydning), men det var samtidig årene, hvor tysk forskning i selv ransagelse blev udført med en sådan alvor og radikalitet, som aldrig siden er blevet oplevet i hele landet. I hvert fald talte den generation, hvorom det drejede sig, aldrig igen så meget og så ærligt om skyld og ansvar, om forsoning, bod og katarsis: Skyld er og bliver skyld og må betales. Det er den eneste anstændige holdning. Det, som er blevet begået i vort navn, må vi alle stå til ansvar for og af bedste kræfter atter gøre godt. Før indsigten i denne moralske forpligtigelse, som ingen andres handlinger frigør os fra, er trængt igennem, før er en ændring i det tyske folks holdning ikke tilvejebragt, før kan vi heller ikke med sikkerhed forvente os en anden behandling. Således stod der i marts 1947 i Nordwestdeutsche Hefte, et af de talrige tidsskrifter, hvori diskussionen dengang blev ført, og hvori næsten alt det, som tyskerne skulle erkende og gøre, allerede var blevet sagt. Ganske vist

9 Veje ud af skylden 87 Den tyske fortid dukkede atter op i verdens bevidsthed: Den i 1961 stærkt mediedækkede proces mod Adolf Eichmann i Jerusalem Eichmann på anklagebænken omgivet af angiveligt skudsikkert glas. [12] begrænsede selvransagelsen sig til et lille mindretal. Allierede og tyske iagttagere var to år efter krigsafslutningen enige i, at forsøgene på at videregive manden på gaden en fornemmelse af de nazistiske forbrydelser var mærkværdig virkningsløs. Psykologen C.G. Jung skrev kort efter krigsafslutningen: Tyskeren er i dag som en beruset, der dagen efter vågner op med tømmermænd. Han ved ikke, hvad han har gjort, og vil heller ikke vide det. Det eneste, han føler, er en uhyre elendighed. Han vil over for verdens anklager og had krampagtigt forsøge at rehabilitere sig; men det er ikke den rette vej. Den eneste forløsning ligger i en ubetinget anerkendelse af skylden. Hvad ville det have betydet? Anerkendelse af skylden krævede den indsigt, at det var Tyskland, der havde indledt krigen og slet ikke burde have vundet den. At krigen i øst ikke blot drejede sig om, at tyskerne ville redde Europa fra det bolsjevistiske barbari, men at russerne reddede deres land fra tyskerne. At ikke kun tyskerne led, men at tyskerne havde påført andre folk endnu større lidelser. At årsagen til den tyske deling var den tyske krig, som bragte russerne, amerikanerne og englænderne til Centraleuropa og overhovedet gav dem muligheden for at strides om Tyskland. Og at den

10 88 III Hvordan tyskerne forholdt sig til hinanden dybeste årsag til den tyske ulykke ikke skulle findes i hverken årene 1939 eller 1945, men i den 30. januar 1933, da Hitler kom til magten. Og endelig at Føreren, som de fleste havde troet på, var en forbryder, lige meget om man havde kendt til Auschwitz eller ej. At have accepteret alt dette ville have betydet, at alt var omsonst: de faldnes død, de udbombede og de fordrevnes skæbne, krigens afsavn og ødelæggelser, men også den tapperhed, med hvilken man havde kæmpet, og de mange sejre, man havde vundet. At kæmpe sig frem til erkendelser af et sådant omfang krævede mere, end det er muligt for de fleste mennesker. Hvad sejrherrerne og skyldbevidste tyskere, som henvendte sig til offentligheden, krævede, var berettiget, men urealistisk. Det var også uden historisk eksempel. Aldrig havde et helt folk eller blot et flertal af dette straks efter en udført udåd bekendt eller i det mindste erkendt sin skyld. Det havde altid blot været mindretal, som var i stand til at udøve selvransagelse. Flertallene nåede aldrig længere end til erkendelse af deres herskeres eller deres staters skyld; også det tog årtier, og for det meste var det nødvendigt med en ny generation, som ikke var delagtig. Og selv da er der stadig ofte nogen, som fastholder en påstået uskyld. Så sent som i februar 2005 vedtog den franske nationalforsamling en lov, som kræver en positiv fremstilling af kolonialismen i skolebøger. Tysklands tidligere fjender, som fra tiden omkring Anden Verdenskrig havde noget at bebrejde sig selv for, havde brug for omkring fyrre år, inden de kunne indse deres skyld. Enkelte tidligere, formanende stemmer, døde virkningsløse hen. Man kan beklage forstokketheden og forhalingen, men mere kan den menneskelige natur ikke præstere. Da de tyske politikere i 1948 fra deres besættelsesmagter overtog opgaven med at fjerne nationalsocialismens personmæssige og mentale efterladenskaber, stod de både i øst og i vest over for den samme konflikt. På den ene side måtte de følge deres besættelsesmagter og tillige egne overbevisninger og bevise over for verden, at Hitlers arvinger og arvegods ikke havde nogen chance det krævede en streng og konsekvent optræden. På den anden side stod de over for et folk, hvis store flertal nægtede at anerkende tysk skyld eller blot ansvar for Hitler det krævede varsomhed og kompromiser, for uden et folk kunne der ikke laves en stat. Over for den store masse af små nazister forholdt de vest- og østtyske politikere sig ens; allerede inden grundlæggelsen af de to stater gav de afkald på afstraffelse og forfølgelse og agiterede for deres ny orden i vestzonerne for demokratiet,

11 Veje ud af skylden 89 i østzonen for socialismen. Vi ved, sagde Ulbricht i 1946, at I var nazister, men vi kommer ikke til at tale mere om det; det er nu op til jer at arbejde ærligt sammen med os. I øvrigt var der en fundamental forskel på, hvorledes man tænkte i Forbundsrepublikken og DDR, hvad man gjorde, og hvad man undlod. Forskellene var et resultat af de to staters karakter og de ansvarliges livsforløb. Forbundsrepublikkens partier var afhængige af vælgere og afspejlede stemningen i landet; de fleste tyskere ønskede, at der blev sat et punktum for forfølgelse og formanende erindring. SED s ledere måtte tage mere hensyn til Sovjetunionen end til folket; især var aktiv antifascisme en del af deres liv. Blandt kanslerne og ministrene i Bonn udgjorde modstandskæmpere, ofre for nazismen og emigranter undtagelsen; i Østberlins øverste ledelse var de reglen. Flertallet af Forbundsrepublikkens politikere havde været med til at bære det Tredje Rige eller havde overstået det i en eller anden niche. Kommunisterne havde bragt de største blodofre; kamp og modstand mod Hitler udgjorde den prægende erfaring hos den generation, som efter 1945 kom til magten i Østberlin. Derfor gik SED s kommunister til værket med overdreven iver, demokraterne i vest med slaphed. DDR videreførte den sovjetiske praksis; Forbundsrepublikken bestræbte sig på at afslutte eller revidere de allieredes foranstaltninger. DDR så sig selv som anklager i afstraffelsen af tyske krigsforbrydere, Forbundsrepublikken som forsvarer. DDR afsagde i 1950 i Waldheimer-processerne * 32 dødsdomme, hvoraf 26 blev fuldbyrdet; Forbundsrepublikken forsøgte at redde rødjakkerne,** som i de allieredes fængsel i Landsberg afventede deres henrettelse. Selv på vegne af de sidste fem, der alle havde været ledere af de såkaldte Einsatzgruppen og var ansvarlige for titusinder af mord på jøder, henvendte en parlamentsdelegation under anførsel af forbundsdagspræsident Hermann Ehlers sig til den amerikanske højkommissær McCloy for at bevæge denne til en benådning. Ekstremerne lignede næsten hinanden. Mens den ene part nærmede sig kammerateri med nazister og massemordere, udfordrede den anden til * Ved Waldheimer-processerne navngivet efter byen, Waldheim, hvor de fandt sted blev der i løbet af to måneder ført proces mod personer, hvoraf blev fundet skyldige og for hovedpartens vedkommende idømt fængselsstraffe fra 15 til 25 år. Størstedelen af processerne varede kun få minutter. [o. a.] ** Farven på fængselsdragten for de dødsdømte indsatte i det amerikansk administrerede fængsel i Landsberg gav anledning til denne betegnelse. [o. a.]

12 90 III Hvordan tyskerne forholdt sig til hinanden at blive sammenlignet med nazisterne. Waldheimer-processerne rettede sig ikke kun mod krigsforbrydere, men også mod SED s fjender; de foregik i en form (eller snarere formløshed), som i 1951 foranledigede Thomas Mann til at skrive et brev til Walter Ulbricht. Ulbricht burde ikke tillade domfældelser i stil med den til Helvede nedfarne Roland Freisler,* som på samme vis afsagde sine fængsels- og dødsdomme. Af de respektive politiske grundopfattelser fulgte, hvorledes en tilbage venden af nationalsocialismen skulle forhindres. For de vesttyske politikere forekom en fast forankring af det parlamentariske demokrati, retsstaten og de grundlæggende friheder at være det mest presserende. At udvikle det nye var vigtigere end at bekæmpe det gamle. Som en velmenende, men noget ubekymret læge drog man i Forbundsrepublikken mere omsorg for, at det var hele patienten, der kom sig. Den ubehagelige fortid blev nævnt mindst muligt; de kompromitterede fik så vidt det overhovedet lod sig gøre lov til at vende tilbage til deres gamle eller tilsvarende stillinger. De erfarne embedsmænd skulle opbygge den ny stat, og de gennemprøvede fagfolk økonomien; velstand og tilfredshed skulle folde sig ud. For så vidt man overhovedet tænkte videre, havde man tillid til selvhelingens naturlige kræfter. Forbundsrepublikken opnåede, hvad der hverken lykkedes for Weimarrepublikken eller DDR: Den blev en stat næsten uden statsfjender. Ved begyndelsen af tresserne var den et økonomisk vellykket, politisk stabilt tysk demokrati. Bonn blev ikke til Weimar. Hverken de samtidige eller de yngre har påskønnet denne succes tilstrækkeligt under alle omstændigheder var den dyrt købt. Forbundsrepublikken havde ganske vist ingen aktive nazister, men heller ingen aktive antinazister. Og afsløringerne af tidligere nazister i vigtige embeder udgjorde en kæde af skandaler, som først fandt en afslutning med denne generations pensionering eller død. Forbundsrepublikken overvandt i mindre grad politisk og i højere grad biologisk de personmæssige efterladenskaber fra de brune år. Sozialistische Reichspartei blev forbudt i 1952, for en aktiv fortsættelse af nationalsocialismen kunne regeringen ikke acceptere, men den veg samtidig tilbage fra en aktiv bekæmpelse. Der blev stadig talt om fortiden, * Roland Freisler, jurist, var præsident for Folkedomstolen og blev med flere tusinde afsagte dødsdomme den mest berygtede nazistiske dommer. Freisler førte i 1943 processen mod modstandsgruppen Weiβe Rose og i 1944 processerne mod dem, der blev anklaget for attentatet mod Hitler 20. juli. Freisler blev dræbt under et amerikansk bombeangreb i januar [o. a.]

13 Veje ud af skylden 91 men tænkt mindre over den, og efterhånden hørte også talen om fortiden op, fordi den forstyrrede roen og opbygningen. Kun engagerede mindretal vovede stadig eftertrykkeligt at skabe uro. Stadig flere politikere undgik temaet, også radio og aviser koncentrerede sig om de daglige spørgsmål, og historieprofessorerne og -lærerne sluttede helst ved Bismarck. Den befriende og inspirerende følelse ved Stunde Null * forsvandt; det politiske skub fortabte sig i det økonomiske opsving. Selvgranskningen veg for en ny selvfølelse, der alene baserede sig på flid, dygtighed og præstation. Marxisterne i det Socialistiske Enhedsparti fulgte deres sovjetiske forbilleder og mente bogstavelig talt at kunne trække tæppet væk under en ny fascisme, ved at man fratog den dens økonomiske og sociale grundlag. Derfor bevarede, befæstede og udvidede de, hvad besættelsesmagten havde anordnet: ekspropriation af junkere og monopolherrer, magtfratagelse af bourgeoisiet og udrensning af statsapparatet. Justits-, forvaltnings- og lærerprofessionerne, som den sovjetiske politik havde koncentreret sig om, blev for størstedelens vedkommende udskiftet. Tre fjerdedele af alle lærere og fire femtedele af alle dommere og statsadvokater mistede deres stilling og blev erstattet af hurtigt uddannede nylærere og folkedommere. Pålidelighed rangerede over dygtighed. Kommunisterne gik til værks som kirurger; de fjernede det, de anså for at være årsagen til sygdommen. DDR s fordel var, at det ikke behøvede at tage meget hensyn. Dets doktrin forlangte eller tillod i hvert fald revolutionær voldsomhed. Dets radikalitet havde allerede, da det stadig var østzone, drevet belastede eks-nazister til vest, hvor de håbede på mildhed. Dets domstole blev ikke hæmmet af retsstatslige principper; de kunne dømme hurtigt og hårdt. Dets informationsmonopol gjorde det, som ikke havde skullet ske, usket. Krigsforbrydere slap i DDR ikke med bagatelstraffe; SED-ledelsen accepterede kun sjældent tidligere nazister i vigtige stillinger, og mængden af små nazister blev tøjlet i det i 1948 dannede National-Demokratische Partei Deutschlands (NDPD), hvis ledelse blev betroet en gammel kommunist. Neonazistiske grupperinger lod SED-ledelsen lige så lidt komme frem som andre selvstændige organisationer. Koncentrationslejre blev udformet som mindesteder; modstandskæmperne i lang tid dog kun de kommunistiske blev æret med mindetavler helt ud i de yderste kommuner; fascismens ofre fik udbetalt pension. Begyndende med skoleeleverne blev der i DDR * Stunde Null er et udtryk for tidspunktet for den betingelsesløse tyske kapitulation og dermed for indledningen til Tysklands genopbygning. [o. a.]

14 92 III Hvordan tyskerne forholdt sig til hinanden gjort langt mere end i Tysklands vestlige del for at gøre det klart for enhver, hvilke ubegribelige ting nazisterne havde forøvet. Og da DDR s ansvarlige selv var fri for brune pletter, frembød deres stat et billede, som glædeligt hævede sig op over Forbundsrepublikken med dens evindelige skandaler, ubeslutsomhed og pinligheder. Men også denne succes var dyrekøbt. For det viste sig hurtigt, at det ikke var antifascisme, der satte standarden, men overbevisende prokommunisme. Det var ikke undsigelsen af den gamle lære, der gjorde udslaget, men eden på den ny man måtte blot afgive den hurtigt, for også som eksnazist at kunne gøre karriere, som dog ikke kunne føre til nøglepositioner. Den ene ideologi erstattede den anden, tænkningen var fortsat ensporet, kun sporet blev skiftet. Da alt dette skete i fuld trosoverbevisning opstod der en frygtelig selvbevidsthed. De tyske kommunister følte sig ikke ansvarlige for Hitler, og som person havde de fleste al ret hertil. Hvorfor skulle de bøde for forbrydelser fra en mand, som de havde bekæmpet med fare for eget liv? Da de - lige så hurtigt de kom til magten - havde fået nazister og nazisme til at forsvinde, mente de, at de ikke blot selv, men at også DDR var fri herfor; nazismens problem eksisterede kun fortsat i Forbundsrepublikken. Flertallet af DDR-borgere fik efterhånden en følelse af ikke at have haft noget med det hele at gøre. Hitler således forekom det dem havde været en vesttysker. DDR havde i hvert fald uddraget den rigtige lære af den tyske historie og kunne derfor, som det meningsdannende partiorgan Neues Deutschland forsikrede, regne sig med blandt historiens sejrherrer. Hverken i øst eller vest kunne problemet løses gennem afledning og selvberoligelse. Tiderne ændrede sig, og dermed voksede tvivlen om den måde, hvormed de tyske stater omgikkes den seneste tyske fortid. For Forbundsrepublikken skete der for meget til, at den fortsat kunne undlade at tale om det: I slutningen af halvtredserne kom der en bølge af antisemitiske provokationer, som ikke kunne ignoreres. I 1961 gennemførte Israel processen mod massemordets chefbureaukrat, Adolf Eichmann, hvilket fik verdens opmærksomhed til at rette sig mod de tyske ugerninger. I de følgende år var der processer ved tyske domstole mod dem, der havde udført massemordene i Auschwitz og Majdanek. I 1965 fulgte en følelsesladet debat om, hvorvidt disse mord, ligesom alle andre mord, skulle forældes efter tyve år. I 1979 skildrede den amerikanske tv-serie Holocaust

15 Veje ud af skylden 93 Omgang med fortiden ironisk opgør med fortiden i Forbundsrepublikken: I Wolfgang Staudtes film Roser til statsanklageren fra 1959 konfronteres oberstaatsanwalt Dr. Wilhelm Schramm (Martin Held) med gadehandleren Rudi Kleinschmidt (Walter Giller), som han under krigen dømte til døden for tyveri af to æsker chokolade (Kleinschmidt undslap i sidste øjeblik under et flyangreb). [13] en jødisk families skæbne; seerne lærte ikke om fakta, datoer og tal, men så mennesker i deres nød og fortvivlelse. Filmen belærte ikke, men skabte grundlag for indføling og fik en bredere og dybere effekt i begge dele af Tyskland end mange tidligere bestræbelser. Hertil kom to yderligere forandringer. I midten af tresserne var der opnået tyve års afstand og skabt en vis velstand; begge dele muliggjorde en mindre følelsesladet betragtning. Tilhængerne af punktummet udgjorde ganske vist stadig flertallet, men viste en stigende indsigt. I 1952 mente kun en tredjedel af alle forbundsborgere, at Tyskland var skyld i Anden Verdenskrig; i 1967 var det næsten to tredjedele. Den anden forandring lå i de opvoksende yngre årgange. Ganske vist blev også de ældre klogere, men det var først de generationer, som levede på den sene fødsels nåde og som var blevet opdraget anderledes, der havde frimodighed og styrke til at indhente det, de ældre havde forsømt. I Forbundsrepublikken spurgte sønnerne ofte inkvisitorisk og selvretfærdigt fædrene, hvorledes de dengang havde forholdt sig til Hitler. Sønnerne eller først sønnesønnerne tog temaer op, som fædrene og bedstefædrene havde holdt sig borte fra. De helligede sig den dobbelte opgave at bearbejde både tiden før og tiden efter 1945: nationalsocialismen og svigtet i opgøret med den.

16 94 III Hvordan tyskerne forholdt sig til hinanden I Forbundsrepublikken var der i slutningen af firserne næppe en profession, en social gruppe eller en institution, hvis adfærd mellem 1933 og 1945 ikke var blevet undersøgt, for nogles vedkommende også deres adfærd derefter. Der blev rejst mindesmærker og opsat mindetavler, som tidligere var blevet forhindret af skjult eller åbent stivsind. Sigøjnere - der nu blev betegnet med deres egne navne sinti og roma -, homoseksuelle og desertører, som ingen lobby havde eller var underlagt sociale fordomme, fik nu opmærksomhed som ofre for nazistisk forfølgelse. Lokale udstillinger viste de forbavsede borgere, at jøder ikke blot var blevet myrdet i det fjerne Auschwitz, men at de først var blevet udsat for forfølgelse i deres egne kommuner. I DDR foregik der fra midten af halvfjerdserne den samme forandring som i alle kommunistisk regerede stater: en voksende tvivl om systemet, også hos dem, der bar systemet eller dog billigede det. Samtidig dannede der sig uafhængige grupper af systemkritikere. Uundgåeligt bredte tvivlen og kritikken sig også til det billede, SED malede af fortiden: Så klar, så enkelt og så heroisk havde det nok ikke været dengang. Senest fra firserne spurgte unge østtyskere om det samme som 68-generationen i Forbundsrepublikken: Hvordan det virkelig havde været dengang, og hvordan forældrene og bedsteforældrene havde optrådt. DDR som historiens sejrherre; østtyskerne som ikke ansvarlige for Hitler, fordi de var borgere i DDR siden midten af firserne blev disse opfattelser åbent modsagt. Også det store flertal af DDR-borgere havde støttet den fascistiske tyske stat gennem accept og tavshed, erklærede præsterne Martin Gutzeit og Markus Meckel og tilføjede: Nationalsocialistisk tankegods forblev ubearbejdet i hovederne. Stephan Hermlin, gammel kommunist, litterær og politisk autoritet, bestred, at der var gjort op med fortiden i DDR, for partiet havde ikke ført den uafladelige kamp, som aldrig hører op ; det havde givet sig tilfreds med en beroligende eller beroliget antifascisme. Når det drejede sig om årsagerne til nationalsocialismen, havde partiet knap kunnet byde på mere end en ideologi, der formulerede en formentlig årsagskæde fra kapitalisme til fascisme. Østtyskerne hørte mindre om livet under Hitler end om de kommunistiske modstandskæmperes helte gerninger. Store dele af ungdommen, sagde Hermlin, så sig som efterkommerne efter modstandskæmpere, men højst én procent af tyskerne havde haft noget som helst med modstand at gøre. Og jo længere det

17 Veje ud af skylden 95 Omgang med fortiden patetisk fremstilling af fortiden i DDR: Fritz Cremers figurgruppe fra 1958 til ære for modstandskampen i koncentrationslejren Buchenwald. [14] fortsatte på den måde, desto mere truede bestræbelserne for opklaring at blive et ritual. Vejene til bearbejdning af fortiden gik i Forbundsrepublikken og DDR i modsat retning. Forbundsrepublikken fortrængte i lang tid den pinlige fortid, indtil flere omstændigheder og en ny generation tvang den til at tage problemet alvorligt. Det, der var blevet forsømt, udviklede sig til en stor opgave og til en langt ind i udlandet anerkendt præstation. Hvad der tidligere var for lidt, kom i fare for at blive for meget den britiske historiker Tony Judt registrerede i firserne en veritabel synds- og forsoningsstolthed. Omvendt begyndte DDR med stor energi og med indsættelse af mange kræfter og frembød et meget bedre billede end den vesttyske modstat, men udmattedes med tiden og stivnede med sin antifascisme i dogmatisering, heroisering og ritualisering. I henhold til deres politiske natur gik øst- og veststaten forskelligt til værks. For DDR var metoden at forbyde, undertrykke og fordømme det dårlige, uden alvorligt at diskutere dets årsager. Forbundsrepublikken forsøgte at dække over det dårlige og at kvæle det; ytringsfriheden tillod, at også årsag og farer kunne diskuteres. I begge stater kom vigtige, måske endog de vigtigste impulser nedefra, og de måtte undertiden sætte sig

18 96 III Hvordan tyskerne forholdt sig til hinanden igennem mod indskrænkninger og modstand ovenfra. I DDR virkede mange navnløse mænd og kvinder, sande antifascister, der omfattede både tilhængere og modstandere af SED. I Forbundsrepublikken ville der være sket langt mindre, havde det ikke været for ihærdigheden og tillige modet hos beslutsomme grupper og enkeltpersoner. De resultater, som efterhånden indfandt sig på begge sider, skyldtes for en stor dels vedkommende bestræbelser, der lignede hinanden, og som lå uden for den statslige politik. Hvad staterne foretog sig, var også det samme eller havde ligheder. Begge anså længe kampen mod hinanden for vigtigere end kampen mod de nazistiske efterladenskaber. Hvor der var eller havde kunnet påvises fællestræk med nazismen, førte det langt ind i halvfjerdserne til gensidige beskyldninger: I er fascister, lød det fra øst til vest; I er som nazisterne, kom til det fra vest tilbage til øst. Normaliseringen af de statslige relationer afsluttede ikke udskældningerne, men mindskede dem betragteligt og gjorde det muligt for Forbundsrepublikken at anerkende den kommunistiske modstand, og for DDR at anerkende modstanden fra adelige, borgerlige og socialdemokratiske kredse. Tilbøjeligheden til at søge skylden alle andre steder end hos sig selv var fælles for begge sider. Opfattelsen hos de allerfleste tyskere var, at skylden lå hos den nazistiske ledelse fra Hitler til Himmler; derefter også hos de medskyldige i anden række, generaler og bloddommere; videre hos organisationer som Gestapo og SS. Efter de yngre generationers opfattelse lå ansvaret hos de gamle; efter SED s opfattelse hos junkerne, monopol herrerne og deres lakajer; efter mange DDR-borgeres opfattelse hos nazisterne, der samlede sig i Forbundsrepublikken; og efter de fleste forbundsborgeres opfattelse var de skyldige for længst forsvundet bag kommunisterne, der forekom langt farligere. Politiken på den ene såvel som på den anden side var fælles i bestræbelserne på at friholde tyskerne for skyld. I vest-versionen blev forbrydelserne kun begået i tysk navn, i øst-versionen kun af fascister. Ofte blev skylden reduceret til abstrakt størrelser som krig og totalitært regime (forbundskansler Kohl 1985) eller hitlerfascisme og naziherredømme (DDR-forsvarsminister Heinz Hoffmann samme år). Troværdig afstandtagen fra Hitlers Tredje Rige og overbevisende undsigelse af nationalisme og magtpolitik var forudsætningen for, at de tyske stater havde en mulighed for at komme ud af deres politiske og moralske katastrofe. Det var ikke den eneste forudsætning, men vel nok

19 Veje ud af skylden 97 den første. Med et folk af uforbederlige, helhjertede nationalsocialister kunne der ikke opbygges en demokratisk Forbundsrepublik og heller ikke et SED-socialistisk DDR. Det var ligeledes en forudsætning for udenrigspolitikken: Kun tyske stater, der blev nogenlunde pålidelige, kunne efter krig og Auschwitz opnå international anseelse og indgå i forbund med andre stater. Bonn og Østberlin opnåede dette mål, så forskellige deres veje til det end var. Ingen af de to tyske stater slap nogensinde helt fri af tvivlen fra deres mistroiske naboer, måtte imødegå megen begrundet såvel som ubegrundet mistanke og måtte undertiden forsvare sig mod absurde beskyldninger. Men hvad end kritikere udefra og i endnu højere grad i eget land mente at kunne afsløre af gammel og ny nazisme, så hverken forblev eller blev østeller vesttyskerne nazister. Hverken DDR eller Forbundsrepublikken var i fare for at blive offer for en anden magtovertagelse. Så vidt det er mennesker muligt, har tyskerne gjort sig fri af deres fortid.

20 3 Veje til suverænitet Man må føre en klar politik, man må føre en støt politik, man må i sin politik forblive tro mod sig selv for langsomt at genvinde den tillid fra de andre, som Tyskland jo fuldstændig havde mistet. Forbundskansler Adenauer dagen efter Forbundsrepublikkens suverænitetserklæring Stillingtagen og opstigning Den Kolde Krig var Tysklands ulykke, men den var også dets lykke. Den delte landet, men hjalp delene til en uventet hurtig opstigning. Målet for de allierede var ikke en befrielse af tyskerne, men en tæmning af disse, og det ville det længe have fortsat med at være, hvis de havde kunnet forblive enige. Men den 3. marts 1946, allerede et år efter den tyske kapitulation, skrev den britiske udenrigsminister Ernest Bevin i et kabinetsforslag: Den russiske trussel er imidlertid med sikkerhed lige så stor og muligvis endnu større end et Tyskland med genvunden styrke. Allerede et år senere var man i London og også i Washington overbevist om, at den russiske trussel var det vigtigste tema. Alle de europæiske lande, der var blevet besat af den Røde Hær, blev også politisk røde; verdenskommunismen stræbte efter verdenserobring, og sådan tog det sig også ud på andre kontinenter. Den Kolde Krig fik højeste prioritet, og det at holde tyskerne nede blev underordnet den, ja mere end det: Tyskerne blev, om end de var rets- og