Dinosaurusser, meteorer og den nye medievirkelighed i Danmark

Transkript

1 Dinosaurusser, meteorer og den nye medievirkelighed i Danmark -En undersøgelse af den journalistiske praksis hos Den Korte Avis og NewSpeek Networks Af Morten Lund Birkmose Årskortnummer: Antal tegn: Medievidenskab Institut for Kultur og Kommunikation

2 Dinosaurusser, meteorer og den nye medievirkelighed i Danmark - En undersøgelse af den journalistiske praksis hos Den Korte Avis og NewSpeek Networks Speciale Fri skriftlig hjemmeopgave, prøveform 1 Vejleder: Jesper Tække Medievidenskab, Kandidatuddannelsen Institut for Æstetik og Kommunikation, ARTS, Aarhus Universitet 2017 Opgaven omfatter tegn svarende til 69,77 normalsider 1

3 Indholdsfortegnelse Abstract Indledning Læsevejledning Mediesystemer i den vestlige verden Politisk parallelisme Professionalisering Tre idealtypiske modeller på mediesystemer Den liberale model Den politisk-pluralistiske model Den demokratisk-korporative model Fra partipresse til omnibuspresse Partipressen Kampen om den politiske magt De små avisers tid Den politiske journalist Omnibuspressen Objektivitet som det nye ideal Øget konkurrence Den professionelle journalist En ny rolle i samfundet Objektivitet i dansk journalistik Fire principper for tilstræbt objektivitet De danske journalisters forhold til de forskellige perspektiver Metode, dataindsamling og operationalisering af begreber Kvantitativ indholdsanalyse

4 5.2 Kodning Operationalisering af objektivitetsbegrebet Balance Ingen subjektivitet Faktualitet Dataindsamling Den Korte Avis NewSpeek Networks Undersøgelsens validitet Undersøgelsens begrænsninger Analyse Ingen subjektivitet DKA NN Balance Den Korte Avis NewSpeek Networks Faktualitet Den Korte Avis NewSpeek Networks Opsummering Oprør mod det etablerede system Et opgør med normerne Ingen subjektivitet Balance Faktualitet

5 8.0 DKA og NN plads i det danske mediesystem Professionalisering Politisk-parallelisme En ny gruppe af medier Det danske mediesystem i dag Kommercialiseringen af nyhedsjournalistikken Den segmenterede presse Konklusion Litteraturliste

6 Abstract There is a war brewing in the world of media in the battle for truth. On one side is the leader of the free world, the American president, Donald Trump, who has declared an open war on the media establishment for their coverage of his presidency, calling them fake news and instead he points people in the direction of openly biased alternatives such as Fox News. On the other side is the traditional and highly regarded media outlets such as The New York Times and CNN insisting that their coverage isn t fake or biased but fact driven and exact. In a Danish context, some of the same tendencies are showing up, although the mainstream media outlets are still walking free of attacks from the prime minister. In recent years there has been an increase in the amount of alternative media outlets, which have positioned themselves as an opposition to the mainstream media. Their criticism of the established media outlets has been harsh with one chief editor calling them stupid, fake and a lügenpress. They are accused of having a bias that doesn t allow them to see the world as it is perceived by the people. There are two media outlets that stands as forerunners for this new wave of news sources. Den Korte Avis, established in 2011, and NewSpeek Networks, established in The main goal of this paper is to examine how these two media outlets differentiate themselves from the established norms in Danish journalism, and how they fit in to or change the world of Danish media. One of the most basic norms in Danish journalism is the principle of objectivity. This principle stands at the center of both the way journalists see themselves and their roles in the Danish society. It became a part of Danish journalism when it transitioned from what was called the Political Party Press to the Omnibus Press. During this transition, the focus of the press changed from achieving a clear political aim to being a commercial industry, where newspapers needed to reach as wide an audience as possible. The introduction of objectivity as a principle for journalism was a way to give the journalistic output higher credibility despite readers different viewpoints on politics. 5

7 Though objectivity as a principle for journalism has been criticized from the very beginning as being an unattainable dream that was never really possible to achieve, it still stands in high regard among Danish journalists. In the realization that true objective of journalism isn t a possibility, they instead use the phrase pursued objectivity. In my examination of how pursued objectivity influences the journalistic practice at Den Korte Avis and NewSpeek Networks I use three principles that work as a toolbox for Danish journalists in the pursuit of objective reporting. These principles are balance, no subjectivity and factuality. These three principles were used to code the gathered empiricism. This coding showed that Den Korte Avis and NewSpeek Networks do not operate with pursued objectivity as a norm for their journalism. In regards to the norm no subjectivity there was a tendency towards subjective judgments influencing the writing of the headlines in the gathered articles. This is in clear opposition to the journalistic norm of communicating in a neutral and objective tone that makes the journalist as invisible as possible. The coding also showed that there was an imbalance in the overall journalistic output in both media outlets. Some group of actors in the coded articles received a negative coverage across the different articles in which they were present and some topics were given extra extensive coverage. This shows that there exists a bias in the overall journalistic output from these media outlets that accommodates certain political viewpoints in regard to both the coverage of specific actors and the extensive coverage of certain topics. This stands in violation of the principle of balance and shows a clear difference in the established journalistic practice and the journalism practiced by Den Korte Avis and NewSpeek Networks. The coding of the principle factuality shows examples of the writer making unfounded assertions in over 50% of the gathered articles. This again is in violation of the principle of factuality, which asserts that journalism should only focus on facts. This principle is widely agreed upon by Danish journalists which differentiates the journalism practiced by Den Korte Avis and NewSpeek Networks from the established norms in Danish journalism. This difference between the approaches to journalism is used to see how these new outlets fits in the Danish media system. 6

8 The Danish media system was mapped by researchers Daniel Hallin and Paolo Mancini in They found that there was a high degree of political parallelism. They observed, among other things, that there was a tendency for political beliefs to be visible in the largest Danish newspapers, which were reflected in their chosen coverage of news material. In addition, they found that Danish journalism is characterized by a high level of professionalism, which demonstrates an agreement on norms for good journalistic practice. However, since the study of Hallin and Mancini, there has been a significant development in the world of Danish media. During the 00 s, the Danish media system was introduced to free newspapers, which practiced a purer form of commercial journalism than seen before in a Danish context. In addition, news readings have also been moved online, where the newspapers have established online newspapers. These two developments have caused a split in the Danish media system between two different groups of media outlets. The old newspapers still have a clear political profile while the free newspapers are practicing a politically neutral journalism for it to reach as wide an audience as possible. A survey from 2012 showed that there was a clear difference in the journalism practiced by the daily newspapers in their print and online versions. Where their print version is still politically profiled, the net newspaper is predominantly politically neutral. Den Korte Avis and NewSpeek Networks form of subjective journalism were not present before the establishment of these new outlets in the Danish media system. Their practice differentiates widely from established norms in Danish journalism that were agreed upon as part of the professionalization of journalism in Denmark. The establishment of these two new media outlets in the Danish media system therefore indicates that there has been a further division of the Danish media system. These new media outlets, as a group, practice a distinctively more subjective form of journalism that differentiates them from the other groups in the Danish media system. 7

9 1.0 Indledning Der er en ny medievirkelighed på vej i den vestlige verden. Ved du hvad? Jer journalister, der er på de etablerede statsstøttede medier der er 5000 statsstøttede journalister i Danmark, hvis man tager Danmarks Radio med I kan se et meteor, og det er jer, der er dinosaurusserne. Den ærlige, åbne og erklærede subjektive journalistik er kommet for at blive. (Juhl, : 00:25:27-00:25:46 & 00:26:05-00:26:25) Der er en ny medievirkelighed på vej i den vestlige verden. Så klare er ordene fra Jeppe Juhl, stifter af mediet NewSpeek Networks. De gamle etablerede statsstøttede medier har kørt sig selv ud på et sidespor og står i stampe, mens de langsomt bliver overhalet af nye, alternative medier, der leverer ærlig og erklæret subjektiv journalistik, som læserne kan forholde sig til. Der hersker ingen tvivl om, at medieverdenen i øjeblikket befinder sig i et morads, der næsten kan karakteriseres som en regulær krig. Uden for Danmarks grænser har lederen af den frie verden, USA s præsident Donald J. Trump, erklæret åben krig mod de etablerede mediers monopol på sandheden og har ad flere omgange omtalt dem som en fjende af det amerikanske folk. Han benytter enhver lejlighed til at kritisere dækningen af ham selv og sit virke som præsident hos gamle medier som CNN, Washington Post og New York Times og omtaler konsekvent størstedelen af de etablerede amerikanske medier som fake news. I stedet henviser han til erklæret subjektive medier som Fox News eller videreformidler historier fra det kontroversielle højreorienterede medie Breitbart News. Kritikere af de nye amerikanske medier har peget på, hvordan disse spinner og drejer historier, formidler et unuanceret og forudindtaget verdensbillede og i nogle tilfælde bevæger sig på en hårfin grænse mellem sandhed og fiktion. Eksperter og forskere har da også igen og igen fremhævet vigtigheden af en fri presse, når Donald Trump er gået til angreb på medierne. 8

10 Denne mediekrig kommer i en tid, hvor journalistikken i både Danmark og internationalt er presset på flere fronter. De elektroniske mediers indtog siden 1990erne har vendt op og ned på befolkningens nyhedsvaner og medieforbrug. Nyhederne er rykket ud af aviserne og ind på internettets og ikke mindst de sociale mediers mangfoldige arena, hvor de udkæmper en ulige kamp mod alverdens forskellige informations- og underholdningskilder. De klassiske nyhedsmedier kæmper en omfattende og konstant kamp for at finde ud af, hvordan man kan gøre journalistik til en rentabel forretning i en tid, hvor de ikke længere har monopol på videns- og informationsformidling, og hvor store udenlandske virksomheder som Google og Facebook kaprer en stadigt større andel af den annonceomsætning, der tidligere var en afgørende faktor i avisernes indtjening. Kritikken kommer også i en tid, hvor tilliden til journalister som sandhedskilder i forvejen er meget lav. I de seneste år er journalisters troværdighed i Danmark blevet målt til at være på linje med brugtvognsforhandlere og politikere. De placerer sig overordnet et sted mellem lav eller neutral i Radius årlige undersøgelse af forskellige faggruppers troværdighed overgået af blandt andet ejendomsmæglere og bankrådgivere (Radius, radius.dk, 14. september 2017). Selvom Donald Trump af gode grunde indtil videre har ladet de danske medier gå fri af sine twitterangreb, så kan man begynde at se tegn på et lignende opgør i det danske mediebillede. Et oprør, der også rækker dybere end til blot Jeppe Juhls mange angreb. Der er således opstået en række medier i det danske nyhedslandskab, der hver især udfordrer den etablerede måde at drive og formidle journalistik på. Her står særligt de to medier: Den Korte Avis og NewSpeek Networks i øjeblikket stærkt. En undersøgelse foretaget af Center for Journalistik på Syddansk Universitet for dagbladet Politiken viste således, at DKA i gennemsnit i løbet af januar, februar og marts 2017 havde 355 interaktioner med hvert af deres oplag på Facebook, imens Newspeek Networks havde 309. Flere end både Politiken og Berlingske kunne præstere (Roliggaard, politiken.dk, 17. april 2017). Netop disse to medier har med en særlig slagkraft skrevet sig ind i den verserende konflikt imellem de etablerede medier og nye alternative medier siden de blev etableret i henholdsvis 2011 og Som det ovenstående citat viser, har Jeppe Juhl, der er 9

11 redaktør for NewSpeek Networks, ikke høje tanker om de etablerede medier. Han har blandt andet kritiseret de etablerede medier for at være ude af trit med befolkningen og kaldt dem både dumme, falske og en decideret lügenpresse (Graversen, b.dk, 2. december 2016). Læser man artikler fra Den Korte Avis, bliver man også her præsenteret for en bidende kritik af de etablerede medier, som man igen og igen beskylder for at være usaglige i deres dækning af blandt andet temaer som indvandring og multikulturalisme. Kritikken af de etablerede medier har ført til, at man i formidlingen konsekvent omtaler de etablerede medier som Journalistisk Venstreparti (Pittelkow, jp.dk, 19. november 2014). Det er dog langt fra alle, der har budt disse nye medier velkommen med kyshånd i en dansk kontekst. Jakob Linaa Jensen, forskningschef på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, kalder NewSpeek Networks for useriøst (Graversen & Larsen, b.dk, 2. december 2016). Jesper Tække, lektor på Aarhus Universitet, kalder deres nyhedsdækning for falsk og manipulerende og anklager mediet for, at det undergraver det danske nyhedsbillede (ibid.). David Trads, tidligere chefredaktør for Information, kalder Jeppe Juhl for en islamofobisk hadprædikant og skriver blandt andet at NewSpeek lyver dagen lang (Trads, jp.dk, 17. november 2016). Også Den Korte Avis er blevet kraftigt kritiseret for deres alternative tilgang til journalistik. Lars Werge, formand for Journalistforbundet, skriver således om mediet, at Det er tydeligt, at man hylder et ensidigt billede af en virkelighed, og det er ikke journalistik. (Bjørnager & Dahlgaard, b.dk, 12. december 2016). Jan Dyberg, lektor i journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er lige så hård i sin kritik. Han beskriver mediet således: Det er ensidigt, og ofte er der ikke dækning for det, de skriver. Der bliver insinueret over det hele, og man kan ikke se, om det er kommentarer eller artikler, man læser. Der er noget fastelavn over det. (ibid.). Fronterne er således tegnet hårdt op imellem det etablerede mediesystem og rækken af alternative medier, der efterhånden har etableret sig i Danmark. Med udgangspunkt i denne igangværende mediekrig vil jeg med mit speciale forsøge at dykke ned i og undersøge, hvad det er, disse nye medier gør anderledes, og hvordan de udfordrer normen i det etablerede danske mediesystem. Det aspekt af den ovenfor beskrevne udvikling, jeg særligt ønsker at afdække er, hvordan de alternative medier differentierer 10

12 sig fra de etablerede medier på den journalistiske front. Hvad er det, de gør anderledes? Hvilke journalistiske principper er det, de udfordrer? Dette leder frem til undersøgelsens problemformulering: Hvordan adskiller Den Korte Avis og NewSpeek Networks formidling og journalistiske praksis sig fra de etablerede normer i det danske mediesystem, og hvordan skal disse nye mediers fremkomst forstås ind i det danske mediesystem? I min undersøgelse af dette spørgsmål har jeg opstillet en række problemstillinger, som i en samlet besvarelse kan belyse undersøgelsens overordnede spørgsmål. Hvilke journalistiske normer og regler opereres der typisk efter i det danske mediesystem, og hvordan har disse udviklet sig gennem tiden? Hvordan adskiller Den Korte Avis og NewSpeek Networks sig journalistisk fra de etablerede medier i forhold til de normer, der gør sig gældende i en dansk kontekst? Hvordan passer Den Korte Avis og NewSpeek Networks ind i det danske mediesystem og den danske medietradition? Hvordan udfordrer og forandrer de det allerede eksisterende system? Den teoretiske baggrund for undersøgelsen vil tage sit udgangspunkt i Daniel Hallin og Pablo Mancinis modeller for de forskellige bestanddele af et mediesystem, sådan som de blev præsenteret i 2004 i bogen Comparing Media Systems: Three Models of Media and Politics. I nærværende undersøgelse vil jeg særligt beskæftige mig med de aspekter af deres modeller, der kortlægger den journalistiske tradition i et mediesystem. Med udgangspunkt i særligt denne gren af det mediesystemiske vil jeg give en kortlægning af det danske mediesystem, sådan som det optræder i dag, samt redegøre for centrale historiske udviklinger i det danske mediesystem, der har relevans for 11

13 undersøgelsen. Dette vil danne grundlag for en redegørelse for, hvilke journalistiske traditioner, normer og principper, der er herskende i en dansk kontekst. Disse vil blive operationaliseret således, at de kan danne ramme om en empirisk undersøgelse af den journalistiske praksis hos Den Korte Avis og NewSpeek Networks. På baggrund af den empiriske undersøgelse og den teoretiske viden om det danske mediesystem vil jeg diskutere, hvordan Den Korte Avis og NewSpeek Networks passer ind i den danske medietradition. 1.1 Læsevejledning I nærværende opgave har jeg foretaget nogle formidlingsmæssige valg, som der her vil blive redegjort for. Den Korte Avis og NewSpeek Networks vil i den resterende del af dette speciale blive omtalt som henholdsvis DKA og NN De indsamlede artikler, som denne undersøgelse baserer sig på, kan ses i bilag 6 og bilag 7. Henvisninger til artikler vil stå som følger: Den Korte Avis (Medie, artikelnummer). NewSpeek Networks (Medie, Uge, artikelnummer). Det kan eksempelvis se således ud: (DKA, artikel 1) eller (NN, U14, artikel 1). Henvisninger til tal fra tabeller i bilagene vil stå som følger: (Tabelnummer, bilagsnummer). Det kan eksempelvis se således ud: (tabel 4, bilag 3). 12

14 2.0 Mediesystemer i den vestlige verden I min undersøgelse af, hvordan den journalistiske praksis hos DKA og NN adskiller sig fra den etablerede praksis i det danske mediesystem, tager jeg udgangspunkt i de dimensioner for et mediesystem Daniel Hallin og Paolo Mancini opstiller i deres komparative analyse af vestlige landes mediesystemer fra 2004, som de er præsenteret i bogen Comparing Media Systems: Three Models of Media and Politics. De ønskede på daværende tidspunkt at udarbejde et begrebs- og modelapparat, der gjorde det muligt at undersøge og sammenligne mediesystemer på tværs af landegrænser for at finde ligheder og forskelle. I deres empiriske undersøgelser fandt de, at man kunne opstille tre forskellige modeller eller klassifikationer af mediesystemerne i de vestlige demokratier. Disse modeller står til stadighed som referencepunkt for den komparative medieforskning (Albæk et al., 2015, s ). I det følgende afsnit vil jeg først optegne de karakteristika og kendetegn, som Hallin og Mancini opstiller for deres analyse og klassifikation af de vestlige demokratiers mediesystemer. De opstiller fire kvantitative dimensioner, som de sammenligner mediesystemerne på baggrund af. Disse er mediemarkedets udvikling, politiskparallelisme, udviklingen af journalistisk professionalisme og den statslige intervention i mediemarkedet. Hver af disse dimensioner er defineret af en række forskellige kendetegn og karakteristika, der kan medvirke til en bedømmelse af, i hvor høj eller lav grad de forskellige dimensioner kommer til udtryk i de enkelte mediesystemer. Det er i denne sammenhæng dimensionerne politisk-parallelisme og professionaliseringen af journalistikken, der er interessante, da disse netop beskæftiger sig med den konkrete journalistiske praksis i et givent mediesystem, hvorfor jeg udelukkende vil beskæftige mig med disse to dimensioner. Derefter vil jeg gennemgå de forskellige modeller for de vestlige demokratiers mediesystemer med særligt fokus på den demokratisk-korporative model, som Danmark hører under. Disse modeller giver et konkret udgangspunkt for en undersøgelse af, hvordan DKA og NNs fremgangsmåde adskiller sig fra den etablerede praksis i Danmark, og hvordan disse medier forandrer det danske mediesystem. Derudover giver de forskellige modeller mulighed for at anskue og sammenligne udviklingen i det 13

15 danske mediesystem med de tendenser og udviklinger, som Hallin og Mancini ser i de andre vestlige demokratiers mediesystemer Politisk parallelisme Denne dimension omhandler graden af forbindelse mellem medierne og de politiske aktører, og hvordan balancen imellem at advokere for politiske holdninger og at formidle neutralt er forankret i den journalistiske tradition. Begrebet politisk parallelisme bruger de i en erkendelse af, at selvom der stadig findes regulære partiaviser, så er de i dag en minoritet. I stedet er mange aviser gået over til at bekende sig til en politisk ideologi såsom for eksempel socialliberalisme. Politisk parallelisme dækker således ikke nødvendigvis over, hvor stærke forbindelser nyhedsorganisationerne har til et parti, men i højere grad over hvor stærk tilknytningen til en politisk overbevisning er, og hvordan denne kommer til udtryk i organisationens struktur og arbejde (Hallin & Mancini, 2004, s ). Hallin og Mancini opstiller seks parametre, der kan indikere graden af politisk parallelisme i et mediesystem. 1) I hvor høj grad er nyhedsmedierne tilbøjelige til at lade deres politiske overbevisning skinne igennem i deres indhold? Er der en tendens til, at mediernes politiske overbevisning bliver reflekteret i deres indhold? 2) Hvor udbredt er eksistensen af organisatoriske forbindelser imellem de forskellige nyhedsmedier og politiske aktører eller partier? 3) Hvor ofte forekommer det, at ansatte i mediebranchen også er politisk aktive? 4) I hvor høj grad eksisterer der en overensstemmelse imellem medieorganisationernes politiske overbevisning og de ansattes? Lader ansatte i mediebranchen deres karrierevalg blive påvirket af, hvilken politisk overbevisning deres arbejdsgivere giver udtryk for? 5) I hvor høj grad eksisterer der en segmentering af læserne ud fra disses politiske overbevisning? Er det en udbredt tendens, at læsere vælger avis ud fra hvilken politisk holdning, denne giver udtryk for? 6) Hvordan er den traditionelle opfattelse af journalistens rolle i mediesystemet defineret? Her differentieres imellem, hvorvidt journalisten indtræder i en rolle som agitator for en bestemt politisk holdning, eller om journalister i højere grad opfatter sig selv som politisk neutrale formidlere af information (ibid., s. 28). 14

16 2.1.2 Professionalisering Hallin og Mancini bygger deres opfattelse af en journalistiske professionalisering på en overordnet erkendelse af, at det er et fag, som på mange måder adskiller sig fra andre professionelle fagområder som for eksempel medicin og jura, der er bygget op omkring indlæringen af en bestemt viden gennem uddannelse. Denne professionalisering gennem uddannelse eksisterer ifølge dem ikke på samme måde for journalister. Her kan der sagtens eksistere en formel uddannelse af journalister i et mediesystem samtidig med at journalistikken i dette system ikke er professionaliseret. Derfor fokuserer de i stedet på, hvorvidt der er sket en professionalisering af selve journalistikken og ikke journalisten (Hallin & Mancini, 2004, s. 33). Denne professionalisering opstiller de tre parametre for: Autonomi, distinkte professionelle normer og public-service orientering (ibid., s ). Autonomi har ifølge Hallin og Mancini en central plads i definitionen af professionalisme. Igennem en professionalisering af et erhverv opnår udøverne, at de kan optræde mere autonomt og få mere individuel kontrol over deres arbejdsprocesser. Det sker blandt andet, fordi udøverne opnår en eksklusiv viden, der betyder, at de bliver de bedst egnede til at træffe beslutninger omkring deres arbejdsområde. I det journalistiske hverv eksisterer der ikke på samme måde en sådan eksklusiv viden, ligesom de fleste journalister ikke har fuld kontrol over deres arbejdsproces, fordi de er ansat af en nyhedsorganisation, som de skal levere indhold til. Hallin og Mancini argumenterer dog for, at journalister godt kan opnå en relativ autonomi inden for de organisationer, de er ansatte af, således at kontrollen med det udførte arbejde overgår til at blive en kollegial kontrol fra andre journalister. Derfor anskuer de også autonomi for journalister som noget, der ikke nødvendigvis er udtryk for en selvstændiggørelse af den enkelte journalist, men en selvstændiggørelse af journalister som samlet gruppe (Hallin & Mancini, 2004, s. 34). Vedtagelsen af normer for god praksis indenfor et hverv er ifølge Hallin og Mancini en central del af graden af dennes professionalisering. Inden for journalistikken kan det for eksempel være fælles regler for god kildehåndtering, hvordan forholdet mellem det redaktionelle og kommercielle indhold skal håndteres eller en fælles bedømmelse af, hvad der udgør god journalistik. Det er således en række normer, som journalister 15

17 agerer efter, der gælder på tværs af de enkelte medier, uagtet hvordan disse ellers adskiller sig fra hinanden. Dette medvirker til, at journalister overlader bedømmelsen af deres arbejde til andre journalister, i stedet for at lade sig påvirke af, hvordan udefrakommende aktører bedømmer det udførte arbejde (Hallin & Mancini, 2004, s ). Den sidste parameter Hallin og Mancini opstiller for graden af professionalisering af journalistikken er, i hvor høj grad der eksisterer en opfattelse af, at journalister udfører en public-serviceopgave. Det har således en væsentlig indflydelse på journalistikken og professionaliseringen af denne, hvilken rolle den tillægges i samfundet. Hallin og Mancini fremhæver, at netop fordi journalister ikke besidder en eksklusiv viden, der gør dem i stand til at udføre deres hverv, så har det stor indflydelse på journalisters autonomi og autoritet, om deres arbejde overordnet set anskues som værende i offentlighedens interesse, da dette netop giver dem en særlig position eller opgave i samfundet, som kun de kan udføre (ibid., s ). 2.2 Tre idealtypiske modeller på mediesystemer På baggrund af de fire opstillede dimensioner har Hallin og Mancini udarbejdet tre idealtypiske modeller for mediesystemer i de demokratiske vestlige lande: Den liberale model, den politisk-pluralistiske model og demokratisk-korporative model. I deres undersøgelse fandt Hallin og Mancini, at de enkelte landes mediesystem i høj grad hang sammen med deres regionale placering rent geografisk. Der er således væsentlige ligheder på tværs af landegrænser imellem mediesystemerne indenfor de enkelte regioner, fordi landene deler væsentlige ligheder i deres politiske systemer og udviklingen af disse. På baggrund af dette har de udarbejdet tre forskellige regioner. De sydeuropæiske lande, hvor den politisk-pluralistiske model er dominerende. De nordlige/central europæiske lande, hvor den demokratisk-korporative model er dominerende. De nordatlantiske lande, hvor den liberale model er dominerende. De understreger dog, at selvom mediesystemerne indenfor disse regionale opdelinger har væsentlige lighedstegn i deres udtryk og udvikling, så er der dog stadig interne variationer imellem landende. De opstillede modeller er blot idealtyper, der kan bruges som konceptuelle værktøjer til organiseringen af en komparativ undersøgelse imellem 16

18 forskellige mediesystemer, men som ikke fanger den reelle kompleksitet indenfor de enkelte landes konkrete mediesystem (Hallin & Mancini, 2004, s. 69) Den liberale model Denne model er karakteriseret ved, at pressen overvejende er domineret af kommercielle interesser, og den politiske parallelisme er typisk meget lav. Professionaliseringen af journalistikken er typisk høj (Hallin & Mancini, 2004, s. 75). Kommercialiseringen af pressen og den lave grad af politisk parallelitet hænger ifølge Hallin og Mancini sammen med hinanden. De kommercielle aviser har således en tendens til at prioritere den faktabaserede og narrative formidling til fordel for det opponerende og kommenterende. Dette betyder også, at der i disse mediesystemer relativt tidligt er blev udviklet værktøjer til at sikre en effektiv nyhedsindsamling, ligesom der blev udviklet kulturelle normer for god journalistisk praksis, som kunne øge troværdigheden af det formidlede stof (Ibid., s. 207). Professionaliseringen af journalistikken er i disse mediesystemer typisk meget høj med etablerede normer for god praksis, en orientering mod en public-service opfattelse af faget samt en høj grad af journalistisk autonomi (Ibid., s. 217). Denne autonomi er dog i nogen grad blevet udfordret af den stærke kommercialisering inden for disse mediesystemer, der gør journalister mere tilbøjelige til at skrive nyheder, som er let tilgængelige og som i sin vinkling og formidling henvender sig til det størst mulige marked (Ibid., s. 227) Den politisk-pluralistiske model Den politisk-pluralistiske model er primært udbredt i de sydeuropæiske lande som for eksempel Spanien, Italien og Grækenland. Medierne i de lande, som modellen dækker over, er ofte meget politiserede og den politiske parallelitet er meget høj. Dette betyder blandt andet, at journalistikken ofte er meget kommenterende, ligesom medier også kan indtage en direkte aktivistisk rolle for at fremme politiske dagsordener. De forskellige aviser er typisk meget eksplicitte omkring deres politiske overbevisning, og deres læsere deler typisk denne. Derudover eksisterer der tydelige bånd imellem de politiske 17

19 partier og ansatte i mediebranchen inklusive journalister, hvorfor det heller ikke er unormalt for journalister og politikere at skifte rundt imellem disse brancher (Hallin & Mancini, 2004, s. 98). Journalistikken i disse mediesystemer har gennemgået en meget lav grad af professionalisering ud fra de parametre, som Hallin og Mancini måler på. Heri ligger blandt andet, at der ikke er blevet udarbejdet nogen almengyldige normer for god journalistik, ligesom der heller ikke er oprettet nogen instanser, der kan holde de enkelte medier til ansvar for deres formidling. Pressen og staten er ofte bundet tæt sammen, hvilket blandt andet giver sig udslag i den rolle, som journalistikken spiller i samfundet. Der er således kun en lav grad af anerkendelse af det journalistiske fags rolle og plads i samfundet hos den brede befolkning i disse mediesystemer (Hallin & Mancini, 2004, s ). Den journalistiske autonomi er derudover relativt lav. Den politiske verden og forretningsverdenen øver således begge indflydelse på den journalistiske praksis, og har historisk anvendt pressen som et instrument til at intervenere i det politiske spil. Aviser eget af politiske partier og interesseorganisationer er ofte blevet brugt som værktøjer af disse til at fremme deres sag. Medier er også blevet brugt af deres kommercielle ejere til at øve indflydelse på den politiske verden eller til at føre valgkamp for bestemte personer eller dagsordener (Ibid., s ) Den demokratisk-korporative model Den demokratisk-korporative model er fremtrædende i de nordlige og centraleuropæiske lande som for eksempel Tyskland, Holland og de skandinaviske lande herunder Danmark. Selvom det danske mediesystem har sine særheder og individuelle kendetegn, vurderer Hallin og Mancini, at der er meget store overensstemmelser imellem den idealtypiske model, de har opstillet for hele regionen, og det mediesystem vi har i Danmark (Hallin & Mancini, 2004, s. 70). Et kendetegn ved den demokratisk-korporative model er det Hallin og Mancini kalder for segmenteret pluralisme. Det dækker over, at der i nord- og centraleuropæiske lande blev udviklet en række underliggende politiske og kulturelle fællesskaber, som både politiske partier og medieinstitutioner blev etableret med udgangspunkt i (ibid., s. 151). I de skandinaviske lande har det særligt været de sociale klasser og forskellige politiske ideologier, der har dannet udgangspunkt for sådanne subfællesskaber. Indenfor disse 18

20 blev der etableret aviser, der havde tilknytning til både politiske partier og forskellige former for fagforeninger. Kampen om nyhedsdækningen og de redaktionelle linjer på aviserne blev en vigtig del af partiernes eksistens og den samlede kamp om den politiske magt i landet. Omkring overgangen mellem det 19. og 20. århundrede var det da også nærmest umuligt i de skandinaviske lande at eksistere som parti uden en tilhørende partiavis (Hallin & Mancini, 2004, s. 153). I Danmark slog denne tendens igennem i særlig grad i den periode, man nu kalder for partipressen eller firebladssystemet, som vil blive behandlet mere indgående i afsnit 3.1. Her var det således en udbredt tendens, at hver provinsby havde fire aviser, der hver repræsenterede et af de fire politiske partier, som eksisterede i denne periode (ibid., s. 154). På baggrund af denne segmenterede pluralisme udviklede de mediesystemer, der er domineret af den demokratisk-korporative model, en høj grad af politisk parallelisme. På alle de opstillede parametre, som Hallin og Mancini har defineret, har der således historisk været en klar overvægt mod den politiske parallelisme. Det har blandt andet været en udbredt tendens, at medier har været direkte ejet af enten partier eller andre organisationer i samfundet, ligesom journalister og redaktører typisk har været knyttet til eller været aktive i politiske partier. Typisk har de enkelte læsere i disse lande også været delt op efter, hvilken politisk linje de selv tilhørte. En tendens, der i nogen grad stadig kan ses i de nord- og centraleuropæiske lande. Den politiske parallelisme kommer også til udtryk i avisernes indhold, hvor der traditionelt har været lagt stor vægt på både det kommenterende og holdningsprægede stof, hvilket også kommer til udtryk i den journalistiske kultur i dette område (ibid., ). I løbet af det 20. århundrede begyndte de fleste aviser i disse lande dog at blive mere og mere kommercialiserede. Denne kommercialisering har betydet, at den politiske parallelisme i dag er svagere i sit udtryk. Den stærke tilknytning til politiske partier er således blødt op i de fleste lande, hvor kun de færreste aviser nu har en formaliseret tilknytning, som man så det tidligere. Denne tendens går igen hos læserne, der i højere grad vælger avis efter andre parametre end blot dennes politiske udgangspunkt (Hallin & Mancini, 2004, s ). Den demokratisk-korporative model er dog til stadighed karakteriseret ved en relativt høj grad af politisk parallelisme. Særligt de nationale aviser kan stadig identificeres efter, hvilket ideologisk grundlag aviserne skriver ud fra. Den politiske tilknytning er dog ikke længere karakteriseret ved en smal tilknytning til 19

21 et specifikt parti, men i højere grad som et ideologisk udgangspunkt, der danner baggrunden for avisens stofudvælgelse og vægtlægning. Den journalistiske stil er heller ikke længere præget af den sammenblanding imellem det meningsdannende og det rapporterende, som man ser i den politisk-pluralistiske model, men bærer i højere grad præg af en forholdsvist objektiv formidling, som man også ser det i den liberale model. I stedet kommer de forskellige avisers ideologiske udgangspunkt til udtryk i den konkrete vinkling af nyhedshistorierne og udvælgelsen af disse (Hallin & Mancini, 2004, s ). Den politiske parallelisme man ser i de nord- og centraleuropæiske mediesystemer er komplimenteret af en gennemgående journalistisk professionalisering. Dette kommer blandt andet til udtryk i, at journalister som faggruppe tidligt blev samlet i tværpolitiske fagforeninger, der har været aktive i dannelsen af et fælles udgangspunkt på tværs af de enkelte journalister omkring emner som pressefrihed, økonomi og etik (ibid., s ). Denne opbyggelse af en fælles professionel journalistisk identitet er blevet yderligere udviklet med oprettelsen af formelle uddannelser i journalistik i de pågældende lande, som har været med til at udvikle en fagspecifik identitet for journalister (ibid., s. 173). Denne udvikling har blandt andet medført, at journalister nu i højere grad bliver ansat som professionelle udøvere af et hverv på linje med andre, hvorfor det også er blevet almindeligt, at journalister kan skifte imellem forskellige nyhedsorganisationer på tværs af disses ideologiske overbevisning (ibid., s. 177). Et af de kendetegn på en høj grad af professionalisering af journalistikken, som Hallin og Mancini har stillet op, er udviklingen af fælles normer for den journalistiske adfærd og en intern bedømmelse af kvaliteten af det udførte arbejde varetaget af andre journalister. Denne fælles enighed om gældende normer og standarder er et dominerende træk i den demokratisk korporative model, hvor man gennem pressenævn og fagforeninger arbejder sammen om at forme og håndhæve dem (Hallin & Mancini, 2004, s ). Den høje grad af professionalisering kommer derfor også til udtryk ved en stærk formaliseret selvregulering af pressen i de enkelte lande. Denne selvregulering kommer oftest til udtryk i uvildige pressenævn bestående af repræsentanter fra forskellige dele af pressen, der håndhæver de fælles vedtagne normer for etik og god presseskik. Disse er som oftest blevet oprettet uden statslig indblanding, men i Danmark skete det først i 1992 med Folketingets vedtagelse af 20

22 medieansvarsloven. Denne tog dog udgangspunkt i et kodeks for god presseetik, der reelt havde fungeret i 25 år før den blev gjort til gældende lov, hvorfor presseetikken i Danmark ikke adskiller sig nævneværdigt fra de andre skandinaviske lande (Hallin & Mancini, 2004, s ). Den høje grad af professionalisering i den demokratisk-korporative model kommer også til udtryk i en udpræget grad af journalistisk autonomi. Den enkelte journalist oplever således kun sjældent at blive presset til at foretage ændringer i artikler grundet redaktionelle hensyn, ligesom man i flere lande har vedtaget regler, der skal sikre, at chefredaktører har fuldstændig redaktionel frihed. Dette betyder også, at modellen er kendetegnet ved en meget lav grad af instrumentalisering af pressen i modsætning til den politisk-pluralistiske model (ibid., s ). Professionaliseringen af journalistikken i den demokratisk-korporative model kan derudover også ses i, at der er en udpræget opfattelse af, at journalistikken opfylder en public-serviceopgave, der kommer hele befolkningen i de pågældende lande til gavn. Dette bunder blandt andet i en overbevisning i de enkelte samfund om, at man ved at samarbejde på tværs af individers egne interesser kan opbygge et samfund, hvor alle har del i det sociale liv. Ind i dette opfylder journalistikken en rolle som en ansvarlig formidler, der skal medvirke til en samlet progression i samfundet gennem oplysningen af den enkelte borger (ibid., s. 192). Den journalistiske praksis i Danmark er ifølge Hallin og Mancini således præget af en iøjnefaldende sammenfletning mellem en høj grad af professionalisering på den ene side og en relativt høj grad af politisk parallelitet på den anden side. Denne parallelitet betyder konkret, at der både eksisterer en form for enighed om nogle journalistiske grundprincipper, normer og idealer, der går på tværs af landets forskellige journalistiske redaktioner, samtidig med at der til stadighed skrives ud fra forskellige politiske overbevisninger. Det interessante spørgsmål i denne sammenhæng bliver derfor også, om denne dobbelthed også kan ses i journalistikken hos DKA og NN. Da Hallin og Mancini ikke definerer nærmere, hvordan denne parallelitet kommer til udtryk i den konkrete journalistiske praksis i det danske mediesystem, vil jeg i det følgende afsnit forsøge at afdække denne yderligere, ved at se på dele af den danske presses udviklingshistorie. 21

23 3.0 Fra partipresse til omnibuspresse Udviklingen i dansk pressehistorie deles ofte op i tre perioder, der dog ikke kan adskilles skarpt fra hinanden: Meningspressen, partipressen og omnibuspressen (Schultz, 2007, s. 6). Da der i perioden med meningspresse ikke blev bedrevet nogen journalistisk virksomhed, er den som sådan ikke relevant i denne sammenhæng, hvor jeg netop ønsker at se på, hvordan den journalistiske praksis i Danmark har udviklet sig (ibid.). Der er en række forskellige faktorer, der spiller ind på, at journalistikken ser ud, som den gør i dag. Den generelle udvikling i samfundet, den teknologiske udvikling inden for medieret kommunikation, skiftende markedsvilkår og en lang række andre faktorer har hver især været med til at forme den journalistiske tradition, som vi kender i dag i en dansk kontekst. Den journalistiske praksis i Danmark er derfor også på mange måder et sammensurium af forskellige principper, idealer og uskrevne regler for god adfærd, der alle har ændret sig undervejs, og som til stadighed er til debat. De fremhævede perioder er her blandt andet et værktøj til at indramme den proces, som den danske nyhedsjournalistik har været i gennem, og en måde at forstå, hvordan den ser ud i dag og særligt de tendenser, som står centralt i en dansk journalistisk praksis i dag. 3.1 Partipressen Med underskrivelsen af Grundloven i 1849 begyndte den periode i dansk pressehistorie, man i dag kalder partipressen (Schultz, 2007, s. 7). Samtidig med udviklingen af det politiske system i denne periode, voksede aviserne også i både oplag og antal. Dette kulminerede omkring 1. verdenskrig (Lund, 2013, s. 10). Det var i denne periode, at avisen for alvor vandt udbredelse på tværs af land og by. Omkring år 1900 var avisen blevet hver mands eje, og for første gang i danmarkshistorien modtog befolkningen nu nyheder på daglig basis (Lehrmann, 2012, s. 16) Kampen om den politiske magt Denne periode i den danske pressehistorie har fået navnet partipresse på grund af avisernes klare tilhørsforhold til de forskellige politiske partier (Schultz, 2007, s. 7). Aviserne var således både åbne og erklærede i deres støtte til de forskellige partier, og fungerede som organ til både praktisk oplysning for læserne og som agitatorer, der skulle få læserne til at handle på den virkelighed, som aviserne præsenterede for dem. 22

24 Samtidig fungerede de også som et samlende organ for læserne, der kunne organiseres i meningsfælleskaber (Schultz, 2007, s. 7; Lehrmann, 2012, s. 19 & 23). Denne udvikling slog ikke blot igennem i de store byer, men over hele landet, hvorfor man de fleste steder i Danmark omkring år 1900 kunne vælge sin lokale avis ud fra ens partipolitiske overbevisning (Lehrmann, 2012, s. 20). Denne rolle betød også, at aviserne som sådan ikke konkurrerede med hinanden ud fra gængse kriterier som pris og kvalitet. Målet var i højere grad politisk magt for det tilhørende parti og udbredelsen af de dagsordner denne stod for. Det var kampen om den offentlige mening, der drev partipressen (Lund, 2013, s. 10; Lehrmann, 2012, s. 23) De små avisers tid Disse konkurrencevilkår var et af grundlagene for det store antal af forskellige aviser, der voksede frem i denne periode. De politiske skillelinjer stod klart og skarpt i befolkningen, hvilket betød at de enkelte aviser ikke var i direkte konkurrence med hinanden om de samme læsere, samtidig med at man i denne periode kontinuerligt stadig kunne målrette sin avis til nye publikumsgrupper, der ikke tidligere havde abonneret på en avis (Lehrmann, 2012, s. 43). Dette betød, at man kunne starte en avis med en meget begrænset kapital, da der ikke var de store krav til den journalistiske eller redaktionelle bearbejdning af indholdet. I provinsen bestod redaktionerne for eksempel sjældent af mere end to til tre medarbejdere inklusiv redaktøren (ibid., s & 23). Journalistikken i denne periode bar i høj grad præg af både avisens rolle som organ for de politiske partiers dagsordner og de konkurrencevilkår, man opererede efter. Konkurrencevilkårene på dette tidspunkt betød, at der ikke var det store fokus på udviklingen af et professionelt journalistisk indhold. De fleste aviser, og særligt i provinsen, var små af omfang, og fokuserede nærmest udelukkende på det politiske indhold. Den dominerende journalistiske form var det relativt omkostningsfattige mødereferat fra møder i rigsdagen eller lokale politiske møder. Sammen med annoncer og lange politiske ledere fyldte disse en meget stor andel af datidens begrænsede spalteplads (Lehrmann, 2012, s. 18 & 23; Lund, 2013, s. 10) Den politiske journalist Det var formålet for de fleste aviser, og dermed også journalistens primære opgave, aktivt at fremme bestemte politiske dagsordner, som kunne styrke tilslutningen til de 23

25 enkelte partier gennem formidlingen af historier til læserne (Schultz, 2007, s. 10). Venstrepressen blev blandt andet brugt til at fremme lokale brugsforeninger, landbobanker og mejerier, imens den socialdemokratiske presse havde sit fokus på at fremme den faglige organisering blandt arbejderne og at fremhæve lokale eksempler på udnyttelse og undertrykkelse af arbejdere (Lehrmann, 2012, s. 23). Journalisten var på mange måder en aktivistisk forkæmper for en bestemt politisk ideologi og optrådte hverken som en neutral eller tilnærmelsesvis objektiv formidler af information (ibid.). Særligt redaktørerne af aviserne havde en væsentlig anden rolle, end man kender den i dag. Hos mange aviser, og særligt i provinsen, hvor redaktionerne var meget små, blev redaktøren synonym med avisen, og det var denne, der stod som garant for avisens politiske linje (Lehrmann, 2012, s. 21). Disse var ofte i centrum af det politiske liv i lokalområdet som enten lokal- eller folketingspolitiker og som bestyrelsesmedlem af lokale foreninger, og brugte avisen som et samlingspunkt for det politiske liv i deres lokalområde og som et værktøj til at fremme deres partipolitiske dagsordner (ibid., s. 23). Ingen i lokalområdet var således i tvivl om, hvor redaktøren af deres avis satte sin stemme, og i mange tilfælde var denne direkte involveret i det politiske parti, han tilhørte. Fokusset for mange redaktører på dette tidspunkt lå derfor også i højere grad på udbredelsen af de partipolitiske dagsordner og mindre på, om avisen blev drevet optimalt ud fra et forretningsmæssigt synspunkt (Schultz, 2007, s. 8). 3.2 Omnibuspressen Overgangen mellem de forskellige perioder i den danske pressehistorier er ikke skåret skarpt op, men en løbende udvikling igennem 1900-tallet både internt i medieverdenen og eksternt i samfundet førte til, at de fleste aviser og nyhedsformidlere overgik fra at være partiaviser til at være omnibusaviser (Schultz, 2007, s. 11). Selve ordet omnibus er latin og betyder (Beregnet) for alle (Lehrmann, 2012, s. 42). Netop dette er det definerende træk ved denne periode. Man gik fra at drive politiserende virksomhed med fokus på at fremme et bestemt partis dagsordener, til i stedet at betragte nyheder som en handelsvare på lige fod med andre, der skulle sælges til så mange som muligt (Lehrmann, 2012, s. 42). I første omgang var det en udvikling, der særligt slog igennem i hovedstaden, men langsomt bredte den sig også til resten af landet i takt med at de 24

26 aviser, der overgik til omnibusmodellen, udkonkurrerede partiaviserne (ibid., s. 42 & ) Objektivitet som det nye ideal En af de væsentligste udviklinger i perioden med omnibuspresse var, at objektivitet blev en del af grundstammen for den journalistiske praksis (Albæk et al., 2015, s. 74). Denne udvikling skyldtes blandt andet et øget fokus på annonceindtægter som finansieringskilde. Hvor aviserne i tiden med partipresse fik deres indtægter fra en ligelig fordeling mellem annoncesalg og abonnementsbetaling, begyndte annoncesalget langsomt at få større og større betydning for avisernes økonomi op igennem 1900-tallet (Lehrmann, 2012, s. 44). Politiken fik for eksempel op imod 60% af sin indtjening fra annoncesalg i 1920, og generelt kan det siges, at de aviser som stod stærkt på annoncemarkedet omkring år 1920 også stod bedst i den skærpede konkurrence i mellem- og efterkrigstiden, hvor kvaliteten af det journalistiske indhold også fik en større betydning i kampen om læserne (ibid.). Denne udvikling betød, at aviserne i langt højere grad begyndte at tænke i oplagstal og maksimering af avisens eksponering, end man havde gjort tidligere. Som en konsekvens af dette søgte man at optræde mindre partisk, for derved at kunne ramme så bred en læserskare som muligt. Samtidig skulle man også tage hensyn til de mange annoncører, der ikke skulle stødes væk fra avisen, hvilket man forsøgte at undgå ved at gøre nyhedsdækningen så objektiv og balanceret som muligt (Albæk et al., 2015, s. 74) Øget konkurrence Dette øgede fokus på annonceindtægter var blandt andet en konsekvens af, at konkurrencevilkårene for aviserne ændrede sig markant i denne periode. Med den klare partipolitiske opdeling imellem de forskellige aviser, der eksisterede under partipressen, konkurrerede de enkelte aviser ikke om det samme kundegrundlag, samtidig med at de stadig kunne vokse i oplagstal ved at henvende sig til nye kundegrupper (Lehrmann, 2012, s. 43). Fra omkring 1900-tallets start begyndte dette at ændre sig. Markedet for aviser blev efterhånden mættet, og aviserne begyndte nu at konkurrere med hinanden på tværs af partiskel. Dette skete blandt andet fordi de fleste aviser samtidig havde fået et mere kommercielt sigte, hvor man udskiftede de politiske mål til fordel for et ønske om at være en økonomisk rentabel forretning. Et af de nye konkurrenceparametre var 25