DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 ' H ' 7// n//?ar yf/if />, Z. fø'xrs? - vav^å /tr/ i, * - *. R : ' <v /\ X * v'ov/ ^ *v J 'o*l 4%? x 41 -^'\ : N4 i'i^v ^O^vV. ' V' v >^. \ fe.akt*.% *ar t i *»-. *.. /«*,-:

4 Wå 3/, _ 2Zf. - -B> V'. DET KONGELIGE BIBLIOTEK Vi

5 SKANDINAVISMEN OG BLIXEN fflecke. Motto: Croyez-vous qu'on fasse la haute politique sans impartialité? KJOBENHAVN. TRYKT HOS FRIBERG & FALCH

6

7 En Brochure, Skandinavismen praktisk", forfattet at Baron Blixen Finecke, en Svoger til Prindsen til Danmark, har nyligen forladt Pressen. I denne vistes envei, paa hvilken det skandinaviske Parti maae opnaa det Maal, som fra Danmarks Side i den senere Tid med saa stor Energi tilstræbes, nemlig en Union med Sverrig og Norge. Denne Vei findes i en gjensidig Adoption af det danske og det svensk - norske Kongehuus, saaledes, at den længst blomstrende Mandsstemme bliver arveberettiget til alle tre Kroner. Vi ville endnu ikke berøre, om det foreslaaede Middel, for at naae det Maal som ønskes, finder den Anklang hos os, hvilken Proponenten sikkerligen har ventet: heller ikke, hvilke dynastiske Combinationer maatte

8 4 blive nødvendige ved de tre nordiske Rigers Forening; vi ville derimod først fremhæve det Spørgsmaal, hvilket af Forfatteren af Skandinavismen praktisk" kun løseligen er omtalt og hvilket dog for Virkeliggjørelsen af det intenderede Skandinavien under alle Forhold har en stor Betydning, de til det danske Monarchie hørende tydske Her t ugd ø in m e r. Opkaste vi det Spørgsmaal, hvad kan bevæge de Danske til at stræbe efter et Skandinavien? kan Svaret vel kan blive: at Danmark haaber ved Unionen at opnaae en Magtforstørrelse, hvorved det i Forening med de Lande, der træde i Union med samme, bliver til en virkelig Magt. Da det nu er tilstrækkeligt bekjendt. at en Stats virkelige Magt ligger i dens Eenhed, det vil sige i dens nationale Eenhed, saa er det ogsaa indlysende, at Danmark ved en Forening med Sverrig - Norge maa henvende en særdeles Opmærksomhed paa denne Gjenstand. Denne Synsmaade har Blixen Finecke mindre liavt forøie; at dette ikke er skeet er vanskeligt at fatte, og end

9 nu vanskeligere den hjerteløse Maade, paa hvilken han Side 7 derved søger at undgaae den videre Drøftelse, at han siger, at Holsteen - Lauenborg niaa bringes i en analog Stilling som Luxemborg til Nederlandene." De virkelige Forhold give imidlertid Anledning til alvorligere Betragtninger. Vi maae tilstaae den ubehagelige Sandhed, at Danmark i Aarhundreder, snart paa denne og snart paa en anden Maade forgjæves kæmper mod en fremmed Nationalitet og vi burde idetmindste heraf have draget den Lære, at national Eenhed alene giver en Stat Eenhed og Kraft. De sidste Anstrængelser, hvilke Danmark har gjort, for at bringe en Enighed kunstlig tilveie ved den saakaldte Heelstat, til hvilken Eenhed have de ført? En Række af Ministre have forsøgt at finde en Form, under hvilken en saadan Stat kande dannes ; lykkedes er det Ingen! Istedetfor Eenheden viser Dobbeltheden sig stedse tydeligere; Tvedragt og Had forhindre ikke alene, at den tydske Nationalitet i Monarchiet kan trives, men ogsaa de dan

10 G ske Bestanddeles fulde Blomstren. Og dog blive, til Trods for disse virkelige Forhold, i den omtalte Brochure Side 8, Nødvendigheden af et Eenhedsprincip for at grundlægge et enigt Skandinavien anerkjendt, og de Punkter opregnede, som letteliggjøre en Forening og hvis Overeensstemmelse udgjøre de væsentligste Betingelser lbr en Eenhed imellem liere Folkeslag. Denne endnu ikke udfægtede Kamp imellem Nationaliteterne i det danske Monarchie er en vedvarende Kræftskade for Kongeriget og holder dette i en bestandig Sygelighed, idet den tydske Nationalitet stedse giver en velkommen Grund for Tydskland til at blande sig i de danske Anliggender paa en for Danmark krænkende Maade. Dette burde være enhver Dansk indlysende og burde den Tanke længst have tabt sin Credit, at det, som i Aarhundreder ikke lykkedes, pludseligen nu kunde lykkes, selv derved at en Minister greb til de betænkeligste Midler. Vi maatte være reent forblændede, naar vi, til Trods for alle senere Begivenheder, dog kunde troe, at det vilde lykkes Danmark at gjøre den tydske Natio-

11 7 ualitet til en dansk, der hvor den nu engang er tydsk. Vi ville aldeles abstrahere derfra, om Danmark, efter den ældre og nyere Statsret, er beføiet til at danisere tydske Landsdele, selv om disse fordum skulde have hældet meer til dansk Nationalitet, og vi ville kun holde os til Betydningen af de Ord, hvilke Blixen Finecke selv har udtalt Side 5: at al Uret, saavel fra Fyrsternes som fra Folkets Side, straffer sig og at Ideer aldrig kunne have en lykkelig Virkeliggjørelse, naar de ere byggede paa krænkede Rettigheder og deres Bestaaen beroer paa Svig og Vold." Ved den unægtelig nu stedfindende Disharmoni i den danske Stat er det ubegribeligt, hvorledes man kan tænke paa en Union. hvad enten Personal- eller Real-Union med en anden Stat. Hvorledes kan man fornuftigviis troe, at Sverrig Norges Regjering besidder saa liden politisk Indsigt, at den alvorligen kunde tænke paa en Union forinden Disharmoniens Kilde, de ikke-skandinaviske Dele, ere skildte fra Danmark? Sverrig veed tilfulde, at det ikke er muligt at undertrykke en Nationalitet, der har Ret

12 8 til sin Bestaaen, og har derfor ladet Norge beholde sin nationale Stilling. Ogsaa burde vi være overbeviste om, at den svenske Regjering ikke finder Danmarks ydre politiske Forhold saa tillokkende, at den skulde have Lyst til at indtage eller blot at dele Danmarks Plads lige over for de tydske Stormagter. Det kan jo kun bringe Sverrig og Norge Skade, naar de pure overtoge den danske Arv. De vilde efter vor Mening da med velberaad Hu styrte sig ud af det lykkelige Forhold, hvori de befinde sig, og komme i den samme ulykkelige Stilling, hvori vi ere, medens de nu, fjerne fra de europæiske Conflikter, udelukkende kunne henvende alle deres Kræfter paa deres indre Udvikling. Eller skulde virkelig den Mening herske i Danmark, at den skandinaviske Union, efter de tre Kroners Forening, vilde vinde en saadan Betydning, at den vilde være istand til, at virkeliggjøre alle de Danskes Drømme? Vi troe ei dette, og dersom vi skulde tage Feil, saa berøver denne Vildfarelse os ikke vor Overbeviisning, at fra den Stund, at Skandinavien søger sin histo

13 9 riske Opgave i Erobringer, til denne eller hiin Side, ved disse eller hine Midler, det da sang sin Svanesang. Kun saalænge er den skandinaviske Union en politisk Mulighed, som dens Bestanddele holde sig indenfor Grændserne af en hellig entente-cordiale. Efter vor Overbeviisning besidder Sverrig- Norge for stor politisk Klogskab til, at det kunde misforstaae den Folkeaand, der overalt søger at gjøre sig gjældende. og at det skulde indlade sig paa et Conglomerat af Stater, medens det for Øieblikket, i en høiere Grad end nogensinde overalt bemærker, at de Stater, som besidde en virkelig urokkelig Magt, udgjøre een national Eenhed og ikke et Conglomerat af Nationaliteter. Vi kunne ei andet end betvivle, at Skandinavismen praktisk", i den Form, hvori den er givet, virkelig er praktisk. Vi have udtrykkeligen sagt i den Form"; thi ingenlunde ville vi have udtalt, at den skandinaviske Union ikke indeholdt en fuldkommen velberettiget Idee; vi have tvertiinod den Mening, at den skandinaviske Union i visse Henseender er blevet til en indre Nødven-

14 10 (lighed. Ikke alene Ønsket om en større Magtfylde ligger til Grund for denne Idee, men i Særdeleshed den rigtige Opfattelse af Tidsaanden, der tydeliggjør sig i de Folkestammers almindelige Stræben efter en Eenhed, der efter Naturens Orden have eensartede Forhold og fælleds Slægtskab. Kun ved en saadan Eenhed bliver det muligt for dem, at udvikle alle deres aandelige og materielle Kræfter paa den rette og nyttigste Maade. Vi kunne derfor ei heller fatte, hvorledes der fra en vis Side kan strides med saa megen Iver imod den skandinaviske Union. Thi naar vi have tilstrækkelig Livskraft til at opretholde vor nationale Bestaaen, og dette tør vi selv dog mindst betvivle, saa bør intet, være os velkomnere, end en statlig Forening med Folkeslag, hvilke ere saa nær beslægtede med os som det svenske og norske. I modsat Tilfælde, vilde enhver Stræben i hiin Retning være frugtesløs; thi, naar Kraft manglede os til vor egen Udvikling, saa vilde ogsaa Skandinavismens Modstandere

15 11 ei være istand til at redde Danmark fra Undergang. Er nu den skandinaviske Union budt ved de tre Folkestammers indre Natur, saa finde vi ei, at de af Baron Blixen Finecke omtalte Forhindringer have den Vægt, at Danmarks Forening med Sverrig-Norge burde udsættes til en ubestemt Tid, for at ei nogen Fyrstes Ret krænkedes. Naar ogsaa den ved Londoner Protokollen indførte Arvefølge kalder Prindsen til Danmark paa Thronen, saa er det ikke at oversee, at hans dynastiske Ret til Thronen kun er af en conventionel Natur og at Conventioner, der ere sluttede ved frivilligt Samtykke, ogsaa kunne hæves paa den samme Vei. Til denne Betragtningsmaade give de sig modstaaende Rettigheder Foranledning; paa den ene Side staaer Prindsen til Danmark, ikke med nedarvede, men med tilstaaede Successions-Rettigheder, hvilke bleve tilstaaede, fordi man dengang af andre Grunde holdt det for rigligt, at sikkre Successionen for en længere Tid; paa den anden Side staaer et vel berettiget Folkebund. Handler»let sig nu ikke om Personer, hvil

16 12 ket paa Side 10 forsikkres, saa er det dog ikke tvivlsomt, hvad saa er meer overeensstemmende med Fornuften, enten atprindsen til Danmark og hans Descendenter kommer til Regjeringen og derved den skandinaviske Idees Realisering udsættes til en ubestemt Tid; eller at Prindsen til Folkets Lykke gjør Afkald paa den ham ved Conventioner overdragne Arveret, enten frivillig eller ved Ophævelsen af Bestemmelserne i Londoner Protokollen. Vi formaae i det mindste ei at lægge saa stor Vægt paa det Glycksborgske Huus's Dynasti, som Baron Blixen Finecke, og det saa meget mindre, da den Conflikt, hvori vi befinde os, for største Delen har sin Grund deri, at vi intet nationalt Kongehuus have og at dette netop er af tydsk Oprindelse. Dette er et Punkt, paa hvilket vi efter vor Mening maae lægge saa stor Vægt, at vi ønske Danmark til Lykke, hvis det opbød alle sine Kræfter, for saa rask som muligt at fremkalde Forenings- Øieblikket. At dette Maal kan opnaaes ved de forenede Kræfters alvorlige Villie, er utvivlsomt, naar vi erindre os, at det lyk

17 13 kedes det danske Folk, at tilkjæmpe sig og at bevare en lri Forfatning. En Stat, der er udrustet med saa mange constitutionelle Rettigheder, har kun at tilskrive sig selv, naar den ei kan bringe sin Nationalitet til fuld Anerkjendelse. Naar vi saaledes have indrømmet den skandinaviske Idees fulde Berettigelse, saavel ud- som indad, saa handler det sig kun om Midlerne, for at bringe denne til Udførelse. Vi ere aldeles enige med Baron Blixen Finecke, at det stedse er at foretrække, at ordne politiske Forhold ved fælleds Overeenskomst end ved List og Magt; ja vi paastaae, at Skandinaviens Forening kun kan iværksættes ved et Compromis. Forfølge vi denne Vei. saa er det klart, at det danske Folk maa fordre: 1. Ophævelsen af Londoner Protokollen, forsaavidt samme udstrækker sig til den danske Arvefølge. Først naar dette er skeet, kan Danmark afslutte et Compromis med Sverrig- Norge over de tre nordiske Rigers Union, hvad

18 14 enten dette skeer ved Renunciation eller Adoption. 2. At Danmark afslutter et Compromis med den til Monarchiet hørende tydske Nationalitet, saaledes at Nationaliteterne skarpt afgrændses, for at hver Conflikt med Syden gjøres umulig. Thi a) ikkun under denne Betingelse er det muligt, at Skandinavien for Fremtiden befries for den stedse truende fremmede Indblanding ; b) kun da er det tænkeligt, at Sverrig- Norge kan ambitionere en Forening med Danmark. Vi mene her, ikke alene at have angivet den meest praktiske Vei til Realiseringen af et Skandinavien, men ogsaa den fornuftigste, Moraliteten tilsvarende, nemlig den gru n - det paa Nationaliteterne. Ligger den indre Nødvendighed af Skandinavien og Berettigelsen til den skandinaviske Idee overhovedet i de tre nordiske Rigers beslægtede Eenhed, saa vilde Danmark blive sig selv utro i sin Opfatning af en Nationalberettigelse, naar det ikke vilde tilstaae den tydske

19 15 Nationalitet den samme Foreningsret, som den gjør gjældende for sig selv. Men uanseet dette, gjentage vi endnu slutteligen: Danmark vilde ved en saadan Forkjendelse af den tydske NationaJitet gjøre Iværksættelsen af et Skandinavien umulig for sig selv.

20

21

22