Henri de Toulouse-Lautrec: Moulin Rouge, La Goulue, 1891, Designmuseum Danmark. Billedrettigheder

Transkript

1 Henri de Toulouse-Lautrec: Moulin Rouge, La Goulue, 1891, Målrettet gymnasiale ungdomsuddannelser SMK Undervisning 2011 Tekst og idé: Julie Maria Johnsen Redaktion: Nana Bernhardt Layout: Sille Haahr-Aasmul/Asap Design Tryk: Narayana Press Sølvgade København K Tlf.: Åbningstider Tirsdag-søndag Onsdag Mandag lukket. Undervisning Booking mandag-fredag kl Tlf.: Mail: booking@smk.dk Billedrettigheder Fotokreditering Trine Søndergaard/billedkunst.dk Bibliothèque nationale de France Litteratur / Søren Kierkegaard: Enten-Eller, Pernille Klemp Samlede værker bd 2, Nationalmuseum Stockholm Gyldendal, 1962, original 1843 SMKFoto

2 Toulouse-Lautrec Den menneskelige komedie 17. september februar 2012

3 Toulouse-Lautrec DEN MENNESKELIGE KOMEDIE Denne komedie på handler om kunstneren Henri de Toulouse-Lautrec ( ). Museet har valgt udstillingens titel, Den Menneskelige Komedie, fordi Toulouse-Lautrec interesserer sig for mennesker! Og for menneskers opførsel i livets store komedie eller teaterforestilling. I sin kunst undersøger han, hvordan mennesket tackler livet i den moderne storby, Paris, i slutningen af 1800-tallet. Her anlægger man store boulevarder, byen breder sig ud over sine grænser, en kæmpe underholdningsindustri opstår med et blomstrende og hektisk kulturliv. Alle strømmer til Paris! Men livet i et moderne samfund er ikke kun byggeiver og forlystelser. Komedie rimer på tragedie. Mange stiller spørgsmål om livets mening eller meningsløshed: Hvor er menneskets plads i en moderne verden, der på overfladen udvikles i højt tempo og virker forrygende, men hvor fortvivlelse, ensomhed og eksistentielle spørgsmål også lurer? Toulouse-Lautrecs kunst handler om det hele DETTE MATERIALE GIVER EN INTRODUKTION TIL TOULOUSE-LAUTRECS KUNST Materialet kan læses både før og efter et besøg i udstillingen. Vi har valgt 4 temaer at dykke ned i. De kan læses uafhængigt af hinanden så vælg ud, hvad du synes er interessant: TYPISK LAUTREC? Hvad er det særlige ved Lautrecs kunst og hans menneskelige komedie? ELLES DE PROSTITUEREDES VERDEN Lautrec boede flere måneder på et bordel i Paris for at opleve og tegne de prostitueredes hverdag. Er det en hyldest eller en kritik? KARIKATURER Lautrec skabte karikaturer af tidens stjerner. For nogle er de flatterende, for andre provokerende. DEN MENNESKELIGE TRAGEDIE? Lautrecs komedie rimer på tragedie ironisk nok i hans cirkusmotiver. Udstillingens titel Udstillingens titel, Den Menneskelige Komedie, er inspireret af den franske forfatter Honoré de Balzac ( ). Han skrev over 100 romaner, som han samlede under titlen Den Menneskelige Komedie et helt roman-univers om 1800-tallets franske samfund og mennesker. Ligesom Lautrec interesserede Balzac sig for mennesker og menneskets plads i samfundet.

4

5 Karikaturer Lautrec var optaget af tidens stjerner: Skuespillere, danserinder og andre, der optrådte i Paris forlystelsesverden. Når han portrætterede dem, tegnede han aldrig detaljer i deres ansigter, kroppe og påklædning. Tværtimod. Han fandt dét, han syntes var mest karakteristisk i hver enkelt figur måden at bruge kroppen på, håret, tøjet osv. Og så overdrev han deres karaktertræk. Derfor kan personerne komme til at virke komiske, men de kan som regel genkendes. Ligesom i karikaturtegninger, som vi kender dem i dag i aviser og magasiner, hvor politikere og kendte tegnes af karikaturtegnere. For nogle er det flatterende, for andre provokerende Aristide Bruant Lautrec skabte mange billeder af hr. Aristide Bruant, en kendt sanger i Paris. Han sang om prostituerede og alfonser og var kendt for at være arrogant og fornærme publikum, mens han sang med rå og aggressiv stemme. Indimellem sprang han endda op på café-bordene. Så hvad er det, Lautrec fremhæver af særlige kendetegn ved Bruant? Lautrecs Bruant-figur Som det ses i plakaten Aristide Bruant i sin kabaret (1893), iscenesætter Lautrec sangeren som en majestætisk figur, der fylder meget i billedfladen, med ryggen mod os som beskuere. Måske en antydning af den arrogante opførsel, han var kendt for. I værket Aristide Bruant (1893) ser han direkte ud på os, men stadig med arrogant blik og selvsikker kropsholdning. I begge værker er hans blik bestemt og overlegent, nærmest som en hersker, og han er klædt i bredskygget hat, halstørklæde, stok og stor, sort kappe. Et kostume, han bar, når han optrådte, og som blev et af hans kendetegn i Lautrecs værker. Iscenesættelsen af ham kan næsten minde om klassiske portrætter af adelsmænd og fyrster. Yvette Guilbert En anden af de stjerner, Lautrec tegnede, var sangerinden Yvette Guilbert. Hun var ikke selv tilfreds med Lautrecs overdrevne karikaturer og mente ikke, de var flatterende. Til gengæld er hun altid nem at genkende! Læg mærke til, hvilke kendetegn Lautrec bruger for at lade os genkende Guilbert. Yvette Guilbert, sur la Scène 1898 Yvette Guilbert på scenen Blad fra albummet Yvette Guilbert Couverture de l Album Yvette Guilbert 1894 Omslag til Yvette Guilbert Yvette Guilbert Bibliothèque nationale de France Aristide Bruant 1893 Blad fra albummet Café-koncerten Aristide Bruant dans son cabaret 1893 Aristide Bruant i sin kabaret Aristide Bruant Bibliothèque nationale de France

6 Typisk Lautrec? Mange (gen)kender hurtigt et værk af Toulouse-Lautrec. Men hvorfor? Hvad er det særlige og det typiske i hans værker? Bl.a. dette: Lautrecs plakatkunst! Lautrec var bl.a. plakatkunstner. Mange forbinder ikke plakater med kunst. Vi ser dem i bybilledet og hjemme på væggene. De kan sættes op med knappenåle eller plakatklister. De er masseproducerede og allemandseje i modsætning til unikke kunstværker i dyre guldrammer. For Lautrec havde plakaten lige så stor værdi som et klassisk maleri. Han så plakaten som et slagkraftigt kommunikationsmiddel, synligt for alle i byen. Fx plakaten Moulin Rouge, La Goulue (1891), der reklamerer for dansestedet Moulin Rouge. Lautrec blev berømt for sit plakatdesign og udstillede sine plakater på kunstudstillinger i Paris. Han blev derfor kendt af både manden på gaden og kunsteliten. Lautrecs motiver by og mennesker! Lautrec viser os ofte scener fra teatre og dansesteder i Paris. Her er masser af underholdning. Og mennesker! Hos Lautrec er mennesket i centrum. Rummet, menneskefigurerne er i, er ofte kun antydet i billederne med få elementer, så vi får en fornemmelse af, hvor vi er (i et teater, på bar osv.), men mennesket træder altid frem. Fx i Logen med den gyldne maske (1893), hvor vi ser en kvinde og en mand i en teaterloge. Kvinden læner sig frem med sit røde hår, hat med fjer, spids mund og en lille teaterkikkert, der skaber blikfang i billedet. Hvor hendes øjne ville have været, er de to stirrende kikkerthuller placeret. Hun ser ivrigt på scenen. Eller smugkigger hun på publikum i salen? Mens hun kigger på andre, kigger vi på hende og ser, hvordan hun iscenesætter sig selv i sit festskrud i logen. Det er typisk Lautrec. At betragte mennesker i byen. At se, hvordan de iscenesætter sig selv. Moulin Rouge, La Goulue Moulin Rouge, La Goulue, 1891 Moulin Rouge, La Goulue 1891 Moulin Rouge, La Goulue La loge au mascaron doré 1893 Logen med den gyldne maske La Troupe de Mademoiselle Églantine 1896 Frøken Églantines dansetrup Divan Japonais 1893 Divan Japonais L Anglais au Moulin Rouge 1892 Englænderen på Moulin Rouge Lautrecs japanske inspiration Lautrec fandt inspiration i ældre japansk kunst. Man kan finde både ligheder og forskelle imellem Lautrecs værker og det japanske værk her på siden. Kitagawa Utamaro: Kvinde, der reder sit hår med kam Lautrecs linjer! Lautrec arbejder ofte med enkle linjer, der slanger sig rundt i billederne. Som i Frøken Églantines dansetrup (1896), hvor vi ser fire cancan-danserinder. Lautrecs fine streg og linjer markerer danserindernes klare omrids og deres brusende skørter. Her er også diagonale linjer. Lautrec har placeret kvinderne på en diagonal, der går fra nederste højre hjørne til øverste venstre hjørne. Linjen skaber dybde og rum i billedet sammen med de få linjer i gulvet. Men de mange skrå linjer skaber også dynamik. En dynamik, der understreges af, at danserinderne er midt i et dansetrin med løftede ben og skørter og festlige fjerhatte, der svajer i luften. Lautrecs beskæringer! Lautrec beskærer ofte sine billeder ved at klippe et hoved eller en krop, som i Divan Japonais (1893). Billedet er beskåret, så vi kun kan se kroppen af sangerinden på scenen til venstre. Også manden til højre med lyst skæg og høj hat, er kun halvt inde i billedet, som om han er på vej ind eller ud af billedet. Det giver en fornemmelse af bevægelse og liv. Som et fotografi, hvor man har fanget et særligt øjeblik. Beskæringerne gør også opmærksom på, at der sker en masse uden for rammen. At billedet bare er et lille udsnit af virkeligheden. Lautrecs farver og flader! Lautrec bruger ofte få farver og flade farvefelter. Som i en malebog, hvor børn kan udfylde farvefelter, udfylder Lautrec også store flader med farve. Fx i Englænderen på Moulin Rouge (1892), hvor manden til højre i billedet er tegnet som én stor, mørk skygge. Kun ganske få streger antyder, at han har jakke på, overskæg osv. Det er typisk Lautrec kun at antyde silhuetter og dybde. Og det er typisk Lautrec at bruge få farver. Fx i Divan Japonais (1893), hvor kvinden i forgrunden, træder frem i sin sorte kjole og hat og sit ildrøde hår. Der er altid én eller flere personer i Lautrecs værker, der bl.a. pga. farvelægningen træder tydeligt frem.

7 Elles de prostitueredes verden Prostitution blev en stor del af den nye, moderne storby. Lautrec boede flere måneder på et bordel i Paris for at opleve og tegne de prostitueredes hverdag. Og han skabte en hel serie af litografier (grafiske tryk) af prostituerede i et album, han kaldte Elles (hende/dem). Kvinden mellem kundebesøg Undersøger man motiverne og det formelle i Lautrecs billeder af prostituerede, er det fælles for Elles-værkerne, at kvinderne er i centrum. Han har tegnet dem med sine enkle linjer og lader dem fylde meget i billedrummet, som i Kvinde reder sit hår (1896). Han fremhæver også kvindekroppene vhja. farve som i Kvinde i korset, kortvarig erobring (1896), hvor kvindens gule kjole og sorte korset lyser op i rummet, der er næsten farveløst. Som ofte i Lautrecs værker antydes det rum, de prostituerede står i. Vi ser fx en seng eller en vaskebalje. Og vi ser kvinden i private situationer imellem kundebesøg: Når hun vågner, vasker sig, reder sit hår. Dog ser vi en mand sidde på sengen i Kvinde i korset, kortvarig erobring (1896). Men klæder kvinden sig af eller på foran manden? Læg mærke til, hvordan vi egentlig aldrig får øjenkontakt med kvinderne. De poserer ikke for os, men står ofte med ryggen til og koncentrerer sig om deres gøremål. Femme couchée, réveil 1896 Kvinde i sengen, opvågnen Blad fra albummet Elles Femme en corset, conquête de passage 1896 Kvinde i korset, kortvarig erobring Blad fra albummet Elles Femme qui se peigne, la coiffure 1896 Kvinde reder sit hår Blad fra albummet Elles Prostituerede i kunst i dag Der er stadig kunstnere i dag, der skildrer prostitution. Kunstner Trine Søndergaard har fotograferet prostituerede i Skelbækgade i København, hvor prostituerede mødes med deres kunder. Vurdér selv, hvordan værkerne virker i forhold til Lautrecs værker. Fordømmende? Med sympati? Andet? Hyldest eller kritik af prostitution? Undersøger man betydningen i billederne, er der mange ting at tage fat i. Hvilken effekt har det fx, at vi ser flere af de prostituerede i deres pauser? Vi kommer måske tættere på? Som om Lautrec har fanget et privat øjeblik, vi ellers ikke ville have set. Det er den private kvinde og ikke den prostituerede, vi ser. Alligevel er der noget, der peger på prostitutionen. Fx er seng og vaskebalje vigtige rekvisitter i jobbet som prostitueret. Og at kvinderne rører ved deres hår, vasker sig og svøber sig i lagenerne, peger på noget seksuelt. Det er ret kropsligt og taler til vores sanser. Deres job er at tilfredsstille mandens lyster nogle tænder måske særligt på hår, hænder, fødder osv. Desuden er den høje hat med i flere værker. Et symbol på manden og hans potens? Man kan også spørge: Hvad kan vi bruge billederne til? Og hvad mon Lautrec ville med sine tegninger af de prostituerede ud over at skildre menneskeskæbner i den moderne by? Vil han hylde de prostituerede? Har han sympati? Er han kritisk og vil rejse en debat? Det er svært at afkode, om han fordømmer kvinderne eller føler med dem. Eller begge dele? Eller ingen af delene? Debat om kvinders og mænds seksuelle lyster I analysen af Ellesbillederne, giver det fin mening at se på den sociale sammenhæng, værkerne er skabt i. Der var nemlig store diskussioner på Lautrecs tid i Paris, men også i København, om prostitution. Mange mente, at sex hører til i ægteskabet og kun skal dyrkes for at få børn. Nogle mente endda, at kvinder slet ikke har en seksuel lyst. Kvinder med seksuel adfærd, blev opfattet som mentalt forstyrrede. Bortset fra kvinder fra fattigere klasser i samfundet, der havde en dyrisk seksualitet. Som prostituerede kunne de tjene penge og tilfredsstille manden. Man mente nemlig, at manden i modsætning til kvinden har en stærk og naturlig seksuel lyst, der skal tilfredsstilles af hensyn til hans fysiske og psykiske sundhed. Derfor accepterede man tavst, at manden blev tilfredsstillet hos prostituerede. Men i 1880 erne begyndte flere at diskutere, om det var rimeligt, at fattige prostituerede havde elendige sociale forhold og skulle tilfredsstille mandens lyst til sex uden for ægteskabet. Danske forfattere deltog endda i en stor debat, der kaldes Sædelighedsfejden eller Den store nordiske krig om seksualmoralen. Now that you are mine #6 og # Trine Søndergaard

8 Den menneskelige tragedie? Lautrec begyndte i sine sidste leveår at bruge cirkus og cirkusklovnen som motiv. Cirkus var et stort tilløbsstykke i Paris i slutningen af 1800-tallet. Alle valfartede til cirkus for at blive underholdt. Men Lautrecs fortolkninger af cirkusartisterne er ikke underholdende og muntre. Tværtimod. Her rimer komedie på tragedie. Grebet af angst? I værket Linedanserinde (1899) ser vi, at Lautrecs kunst ikke kun handler om underholdning. En tynd skikkelse skal til at balancere på en høj line. Rummet omkring hende er i mørkegrønne nuancer. Baggrunden er grumset og mørk og kan virke dramatisk og faretruende. Man kan ane lyskegler nede i højre hjørne af billedet, der sætter hende i spotlight og måske i centrum for alles blikke. Men det er ikke en frygtløs linedanser fuld af selvtillid. Tværtimod. Hun støtter sig til et reb og træder tøvende frem på linen med sin ene fod. Vil hun klare opgaven og balancere helskindet over linen? Falder hun til jorden med et brag? Og hvordan klarer vi selv vores moderne livs linedans? Holder vi balancen, eller falder vi til jorden? Danseuse de corde 1899 Linedanserinde Nationalmuseum Stockholm La Clownesse assise, Mademoiselle Cha-U-Kao 1896 Siddende klovn, Mademoiselle Cha-U-Kao Blad fra albummet Elles Au cirque, clown dresseur, Footit 1899 I cirkus, klovnen Footit som dyretæmmer Komedie eller tragedie? I værket I cirkus, klovnen Footit som dyretæmmer (1899) findes ingen munter cirkusstemning. I højre del af billedet ser vi en stor mand i klovnekostume, med pisk og en stor skygge bag sig, en mager, lille og forskræmt puddelhund og en lillebitte elefant, der kæmper for at balancere på en tønde i baggrunden. Der er næsten ikke andet i billedet. I billedets venstre side kan vi se tilskuerpladser omkring manegen, men de er gabende tomme. Der er intet publikum og ingen vidner til den brutale klovn og dyrenes optræden. Og måske har vi heller ikke lyst til at bevidne deres show? For ser man nærmere på de tre figurer, kan man spørge sig selv, om dette er en komedie eller en tragedie? Alvor og meningsløshed Lautrecs værker fra cirkus kan vække en følelse af mismod. Som om festen fra dansehallerne i Paris pludselig slutter, og livets alvor træder frem. Mange tænkere har gennem tiden forholdt sig til livets alvor og livets mening og meningsløshed. Nogle insisterer på, at vores liv simpelthen ikke har nogen mening! Fx eksistentialister. Tre mænd, man ofte forbinder med eksistentialisme, er danskeren Søren Kierkegaard ( ) og franskmændene Jean-Paul Sartre ( ) og Albert Camus ( ). De fleste af os vil måske sige, at vi eksisterer fra det øjeblik, vi bliver født. Det mener Kierkegaard, Sartre og Camus ikke! At eksistere giver ikke sig selv. Vi må selv engagere os i vores eksistens og med al lidenskab forholde os til den og til, at den er absolut og helt og aldeles absurd og meningsløs! Hæng Dig, Du vil fortryde det, hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det Filosof Søren Kierkegaard giver i sin bog Enten-Eller fra 1843, flere bud på, hvordan folk tackler livets meningsløshed. Hans excentriske figur æstetikeren har denne idé om livets valg og visdom: Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele. ( ). Tro en Pige, Du vil fortryde det; tro hende ikke, Du vil ogsaa fortryde det; tro en Pige eller tro hende ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du troer en Pige eller Du ikke troer hende, Du vil fortryde begge dele. Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller hæng Dig ikke; Du vil fortryde begge Dele; enten Du hænger Dig, eller Du ikke hænger Dig; Du vil fortryde begge Dele. Dette, mine Herrer, er Indbegrebet af al Leve-Viisdom. (Fra: Søren Kierkegaard: Enten-Eller, Samlede værker bd 2, Gyldendal, 1962, original 1843)