KUN FOR. Baggrund KASTANIEHUSET AF EVA NITSCHKE

Transkript

1 KASTANIEHUSET AF EVA NITSCHKE MODELFOTO: BAM KUN FOR Psykolog Inge Loua har siden 1995 arbejdet i interkulturelle sammenhænge. I dag er hun initiativtager til og leder af døgninstitutionen Kastaniehuset i Hellerup, det eneste bosted i Danmark kun for piger med minoritetsbaggrund. En diakonisse tager imod i informationen på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup nord for København. Med diskret venlighed viser hun vejen hen til den aflåste port, der fører ind til det nedlagte hospitals gamle have. Blandt smukke kastanietræer ligger de gamle hospitalsbygninger side om side, som i dag bliver flittigt brugt af forskellige institutioner og organisationer. Heriblandt Kastaniehuset, der for et år siden flyttede ind på hospitalets nedlagte operationsgang. Sterile operationsborde er skiftet ud med Ikea-møbler og har forvandlet de store operationsstuer til hyggelige fællesrum ved siden af de otte værelser til beboerne. For øjeblikket bor der to piger fra Somalia, to piger fra Irak, en tyrkisk og en afghansk pige. De er mellem 14 og 18 år og har det til fælles, at de på grund af alvorlige konflikter med familien er stukket af hjemmefra og har brug for et sted at være og noget opbakning. Denne lille gruppe af klemte piger blev tidligere henvist til enten almindelige døgninstitutioner for unge eller Baggrund Kastaniehuset blev etableret 30. november Man kan læse mere om institutionen på 3

2 Flere års forberedelse går forud for etableringen af Kastaniehuset. Inge Loua har været leder af institutionen siden åbningen i slutningen af krisecentre, der primært henvender sig til voksne kvinder. På de almindelige døgninstitutioner er pigerne med minoritetsbaggrund havnet i et miljø, der på mange områder er vidt forskelligt fra det miljø, de kommer fra. Pigerne er dumpet ind i dansk teenageliv for fuld udblæsning med fester, alkohol og kærester, og det kan godt være en stor mundfuld for en muslimsk pige, der er vokset op med andre værdier og en streng social kontrol. Og det kan være en endnu større mundfuld for familien. Nogle vælger at udstøde datteren, medens andre bevarer det, at de har et barn anbragt uden for hjemmet, som den dybeste hemmelighed i angsten for at tabe ansigt i deres etniske miljø. FOTO: CHRISTINA HAUSCHILDT En tryg base Psykolog Inge Loua har siden 1995 arbejdet med minoritetsgrupper i mange forskellige sammenhænge, og hun har længe set behovet for et sted, der kan komme denne lille gruppe af piger og deres familier i møde med et anderledes tilbud. - Jeg har arbejdet som supervisor på en almindelig døgninstitution. På den klassiske socialpædagogiske døgninstitution har man nogle pædagogiske rammer, der kan handle om fx tidligt skadede børn eller andet. Så får man pludselig et barn ind med en anden etnisk baggrund. I den ramme bliver det etniske meget tydeligt, og personalet kommer nemt til at fokusere på barnets anderledes kulturbaggrund frem for den socialpædagogiske og psykologiske opgave. - Her udgør den etniske minoritetsbaggrund rammen for selve stedet, og vi kan i stedet koncentrere os om de pædagogiske og psykologiske problemstillinger. Vi giver dem en tryg base i genkendelige 4

3 omgivelser, der bedre matcher det miljø, de kommer fra. Herfra hjælper vi pigerne med at finde en afklaring, så de kan træffe nogle fornuftige og realistiske beslutninger for deres liv og fremtid, fortæller Inge Loua fra sit kontor på Kastaniehuset. Efter flere års benarbejde med at skabe politisk velvilje og finde de rette samarbejdspartnere lykkedes det sidste år i tæt parløb med Red Barnet og Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen at åbne dørene til den selvejende institution Kastaniehuset, der er landets eneste bosted kun for piger med minoritetsbaggrund. En anden ramme På spørgsmålet om det her handler om integration svarer Inge Loua uden tøven med et eftertrykkeligt nej. - Vi har ikke noget integrationsmål. Vi har nogle pædagogiske målsætninger, der handler om pigernes evne til at navigere i samfundet. Det kan man måske godt kalde for et integrationsmål i psykologisk forstand, men så er det et udvidet integrationsbegreb, der handler om individets evne til at navigere i det samfund, man nu en gang befinder sig i. Vi møder pigerne og deres familier, der hvor de er, og har skabt et sted, de kan genkende og føle sig trygge ved, konstaterer Inge Loua. Kastaniehuset adskiller sig på flere områder fra andre døgninstitutioner. Først og fremmest ligger selve institutionen lidt for sig selv, beskyttet af en aflåst port midt i en smuk gammel have. Stedet kun for piger, og halvdelen af personalet har selv en minoritetsbaggrund, medens det resterende personale har en lang række både faglige og personlige erfaringer med minoritetsgrupper. Kort sagt er der tale om en personalegruppe med de nødvendige kompetencer til at forstå og indleve sig i disse piger, der er vokset op med andre traditioner, ritualer og værdier. Her stiller ingen spørgsmålstegn ved, hvorvidt man går med tørklæde eller ej eller kun om mandagen og ikke om tirsdagen. Alle ved, hvad æresbegreber indebærer og vigtigheden af pigen og familiens ry. Og så fejrer man de muslimske højtider. I oktober var der fx Ramadan (den muslimske fastemåned, Red.), som fik stor indflydelse på hverdagen i Kastaniehuset. Og efterfølgende fejrede man muslimernes største højtid Eid med manér. - Men vi fejrer altså også jul, lyder det fra Inge Loua. For at skabe den nødvendige tryghed for pigerne og deres familier, har man tilpasset stedets regelsæt pigernes opvækstbetingelser, hvor de har været vant til en langt strengere social kontrol end danske børn. Pigerne forlader ikke Kastaniehuset uden en aftale med personalet, der skal vide, hvor de opholder sig og sammen med hvem. De skal være hjemme senest klokken 21 på hverdage, og drengebesøg foregår i fællesrummene eller på eget værelse med åben dør. - Der tilpasser vi os virkelig nogle kulturelle normer. Selv om nogle af pigerne i begyndelsen protesterer voldsomt mod reglerne, så holder deres protester forbløffende hurtigt op. Reglerne giver dem den nødvendige tryghed, så de kan koncentrere sig om at finde en afklaring på deres situation. Frygter familien Det er altid en stor sorg for både forældre og børn, uanset baggrund, når alt bryder sammen, og det ender så dramatisk, at et barn bliver anbragt uden for hjemmet. Fælles for pigerne i Kastaniehuset er, at MODELFOTO: BAM 5

4 de er vokset op i dysfunktionelle familier. Familier, hvor konflikter bliver løst med pres, tvang og vold i nogle tilfælde meget grov vold. Inge Loua inddeler pigerne i to grupper. Det er teenagepiger fra henholdsvis ressourcesvage indvandrerfamilier og traumatiserede flygtningefamilier. Familierne lever typisk i små etniske enklaver, og pigerne har alle som én været udsat for omsorgssvigt. Størstedelen kommer fra flygtningefamilier, og de har det til fælles, at de alle er storesøstre. - De fleste af de flygtningepiger, der kommer til Kastaniehuset har været i landet mellem tre og fem år og været relativt store, da de kom. Så kommer de i puberteten og problemerne eskalerer. Jeg tror personligt, at fordi disse piger ikke har været i landet så længe, så har de ikke den fornødne forståelse for forskelle og ligheder mellem den danske kultur og deres egen kultur. De kan, i modsætning til etniske minoritetspiger, der vokser op i mere velfungerende familier, ikke forhandle sig frem til løsninger, hvor der indgås kompromisser mellem deres egne ønsker og familiens. De udsættes for pres og vold og søger derfor hjælp hos myndighederne, forklarer Inge Loua. I Kastaniehuset er de fleste anbringelser akutte. Derfor kender den tilknyttede sagsbehandler ofte ikke pigen, og det bliver Kastaniehuset, der står for udredningen. Det er sjældent, at man i Danmark oplever, at børn bliver truet på livet af deres forældre. De fleste af pigerne på Kastaniehuset er nu heller ikke reelt truet på livet, når de kommer, men de er bange for det. - Vi har haft en enkelt pige, som ikke kunne forlade stedet her alene, og hun havde altid en overfaldsalarm på sig. Hun var blevet sendt til Danmark for at blive tvangsgift og valgte at stikke af. I dag bor hun på en hemmelig adresse i et andet europæisk land. Men deciderede tvangsægteskaber er sjældne i modsætning til de mange arrangerede ægteskaber, hvor pigen har indflydelse på valg af manden og kan forhandle sig frem til at få indfriet egne ønsker. Inge Loua bekræfter, at mange af pigerne frygter for deres liv, når de kommer til Kastaniehuset og selv ønsker at opretholde hemmelig adresse over for familien. - Der eksisterer en anden sprogbrug i mange mellemøstlige familier, hvor de generelt er lidt mere dramatiske. Hvis du gør sådan, så slår jeg dig ihjel, eller hvis du går uden tørklæde skærer jeg hovedet af dig, kan faderen råbe af datteren. Det lyder voldsomt for os, og det er svært at vide, om faderen virkelig mener det, eller om det bare er en måde at udtrykke sig på. Og pigerne ved det heller ikke. - Derfor tager vi nogle forholdsregler som fx at opfordre dem til at bliver her i Hellerup frem for at tage ind til Nørrebro i hvert fald i begyndelsen af deres ophold, indtil vi har en mere klar fornemmelse af hele pigens situation. Det svære forældresamarbejde Da Inge Loua sad ved skrivebordet og udviklede den projektbeskrivelse, som siden hen skulle blive startskuddet til Kastaniehuset, havde hun mange forestillinger om, hvordan hun ville styrke samarbejdet med forældrene generelt. Hun havde drømt om at finde en helt fast model at køre forældresamarbejdet på, men det har hun opgivet af flere grunde. - Med en hemmelig adresse er det jo svært at have direkte kontakt med forældrene, men jeg synes ikke, at det forhindrer os i at arbejde med forældreperspektivet. Hvad enten pigerne ikke ønsker eller kan se deres forældre, fastholder vi både perspektivet om, at deres normale enhed er familien, og håbet om en genforening. Pigerne er meget vrede og bange, når de kommer her, og siger, at de aldrig skal se deres forældre eller familie igen. De har nogle meget fastlåste forestillinger om, hvad man kan og ikke kan. Det er hele tiden enten-eller og aldrig både-og. - Det er meget vigtigt, at de ansatte på Kastaniehuset, der selv har en minoritetsbaggrund, fungerer som rollemodeller for de unge piger. Nogle af de ansatte har været igennem det samme som disse piger, og de kan være et lysende eksempel på, at verden ikke er enten-eller, og at der kan findes nogle alternative løsninger på problemer, siger Inge Loua. - En anden hæmsko for et frugtbart samarbejde med forældrene til pigerne FOTO: CHRISTINA HAUSCHILDT 6

5 er alle de myter og forestillinger, der eksisterer i de etniske minoritetsmiljøer omkring begrebet døgninstitution. Mange af forældrene har ikke noget at sammenligne med fra deres hjemland og har de værst tænkelige forestillinger om, at pigerne er sammen med drenge, er uden opsyn og går til fester og drikker alkohol. - Til gengæld oplever jeg en stor lettelse hos de forældre, vi får etableret et samarbejde med, når de opdager, at stedet kun er for piger minoritetsbaggrund, og at vi selvfølgelig passer godt på dem. Det overordnede mål I forbindelse med etableringen af Kastaniehuset har Integrationsministeriet bevilget et metodeudviklingsprojekt, der skal undersøge, om eksisterende metoder kan anvendes og tilpasses til denne lille gruppe af klemte, unge piger. Efter et års arbejde med pigerne opsummerer Inge Loua: - De gængse metoder gælder for disse piger, og det ville også være mærkeligt andet. Netop fordi Kastaniehuset har den etniske ramme, er det ikke de etniske problemstillinger, der fylder, og man kan i stedet koncentrere sig om det psykologiske og pædagogiske arbejde med pigerne. - Det er en uhyre vigtig opgave, at vi hjælper disse piger med at komme frem til realistiske erkendelser omkring deres situation. Det handler om skolegang, det handler om, hvad der kan lade sig gøre med den kulturelle baggrund, den enkelte pige har. Og så skal vi sparre med dem om, hvilke konflikter der er vigtige for dem at tage, og hvilke problemstillinger de kan leve med. Nogle af pigerne skal gøre op med sig selv, om de er stærke nok til at skille sig ud fra deres etniske gruppe for at gennemføre egne ønsker, eller om det er bedre at finde en løsning, der kan imødekomme den etniske gruppes krav. - Det her handler om social armod og dysfunktionelle familier det er kun rammen der er anderledes. Den er ikke så meget længere. Vores vigtigste opgave er lig andre døgninstitutioner at give pigerne et trygt sted for en periode i deres liv, hvor de er allermest sårbare. Eva Nitschke, journalist FOTOS: CHRISTINA HAUSCHILDT 7