INDHOLD: NYHED: NU MED SuDOKu. Newsletter nr JAN 2006 DETCO MEDEVAC MED SNEEN KOMMER PRO- BLEMERNE INTET NYT ER GODT NYT

Transkript

1 Newsletter nr JAN 2006 INDHOLD: DETCO MEDEVAC MED SNEEN KOMMER PRO- BLEMERNE INTET NYT ER GODT NYT JYSK VICE- VÆRTS KON- CERN (JVK) NYT FLY STILLE OG RO- LIGT PÅ LÆGE- STUEN ENDELIG AN- KOMMET SPORTSTØJ SOM NØDHJÆLP UDDELING AF NØDHJÆLP NØDHJÆLP TIL EN FLYGTNIN- GELEJR NYHED: NU MED SuDOKu

2 derhen, hvor de gerne ville. Ofte sker ændringer i sidste øjeblik, så der er god brug for dansk fleksibilitet og evne til få tingene praktisk fra hånden. Der er vi ganske gode til at levere varen uden for mange dikkedarer og formaliteter. Jeg har flere gange hørt andre nationer udtrykke det samme, og det er selvfølgeligt noget, der luner midt i sneen. VINTER I KABUL Sidste nyhedsbrev blev udsendt samtidig med, at vi med spænding ventede det nye friske Herculesfly B-537, der skulle tjene os i den sidste periode. Nu har vi opereret med B- 537 et stykke tid, og det er godt at kunne fortælle, at det indtil videre på den tekniske side har givet os den operationsstabilitet, som vi havde håbet på. Nu skal det jo ikke være for nemt for os, så nu kæmper vi i stedet en del med dårligt vejr og sne, som det tydeligt kan ses af dette nyhedsbrev. For flyvningerne, betyder det mange ændringer i sidste øjeblik, da begreber som instrumentlanding og snerydning naturligvis ikke er særligt udbredte på de primitive pladser, vi flyver til ud over landet. Når flyvninger ændres, starter en hel snebold af ting, der også lige skal laves om. Nye afgangstider, nye destinationer eller slet og ret aflyste flyafgange giver ikke bare arbejde til flybesætning og teknik men også ekstra arbejde til lasteholdene, hvad enten det drejer sig om ompakning af paletter eller håndtering af passagerer, der ikke lige kunne komme Ellers er vi midt i den fase, hvor det begynder at gå op for os, at det er lige før vi skal hjem. Planen for nedpakning er færdig og optælling af alt vores udstyr er vi også snart igennem. Fokus er stadig i fuldt omfang på operationerne, men vi er nu i princippet så klar, vi kan være på forhånd, til at lukke ned for detachementet. I næste uge får vi besøg af et lukkehold, der skal assistere med den endelig afvikling, så det kan ske i god ro og orden. Som bekendt er vores opgave hernede, som en del af ISAF, at støtte genopbygningen af Afghanistan. Med bl.a. vores hjælp fungerer den forsyningskæde, der giver PRT erne mulighed for at foretage det direkte arbejde, der i sidste ende skal være med til at skabe en så stabil og sikker situation, at den afghanske regering selvstændigt kan tage over. Det er en langvarig proces, hvor det kan være lidt abstrakt at se udviklingen. Som det kan ses af dette nyhedsbrev, er den nødhjælpsindsamling, som vores forgængere startede, nu kommet frem og ved at blive delt ud til trængende i området omkring Kabul. Det sker i samarbejde med de dele af ISAFs organisation, der står for det civile og militære samarbejde, de såkaldte CIMIC enheder. Billederne viser med al tydelighed, at behovet 2

3 for hjælp er til stede, og CIMIC enhederne har modtaget den indsamlede hjælp med glæde. Stor tak til alle derhjemme, der har bidraget og gjort dette muligt. Nødhjælp er i sagens natur en direkte afhjælpning af en nødsituation, hvor de ramte i bogstaveligste forstand ikke ville kunne klare sig uden. Uden stabilitet og sikkerhed forsvinder de forhold, der ligger bag nødsituationen desværre ikke. Det er her det lange og seje træk kommer ind i billedet, som vores militære opgave er en del af. Med vinterhilsner HUA MEDEVAC af Palle Neumann, DOC Onsdag aften d. 18. januar ændrede dagligdagen sig i løbet af kort for det danske ME- DIC TEAM fra daglig rutine til skarp, krævende aktion. En dansk soldat i Chaghcharan var blevet syg, og de litauiske læger i Chaghcharan vurderede, at han skulle evakueres til et større sygehus/felthospital. Da det var en dansk soldat, vurderede den danske lejr, sideløbende med at anmodningen om evakuering kørte i systemet, hvad vi kunne tilbyde af assistance til evakueringen. Vejret var imidlertid ved at blive dårligt i Chaghcharan, og det var blevet mørkt. Flyvebetingelser var uden for hvad den danske flybesætning var autoriseret til, så de måtte melde fra. Samtidig kom forespørgelse fra de koordinerende myndigheder i ISAF, om danskerne kunne stille MEDIC TEAM og udstyr til evakueringen. Dette er vi ikke forpligtet til, men tilfældigvis er den DOC og SANASS, der for øjeblikket er i den danske mission, begge tilhørende den danske luftevakueringseskadrille (AIREVAC) hjemme i Danmark. Så begge tilbød omgående deres assistance. Da vejrudsigten for den følgende dag var meget dårlig skærpede situationen til. Englænderne tilbød imidlertid at flyve turen med en af deres C 130 om natten. Englænderne har andet udstyr end danskerne og er trænet på at kunne flyve sådanne ture. Kl. ca 19:00 fik danskerne besked på at møde ude ved det engelske fly, som var klar til at tage af sted. Danskerne kørte ud til flyet i den anden ende af lufthavnen guidet af en brandbil. Efter flyet var i luften indrettede det danske MEDIC TEAM båre og udstyr i flyet, så alting var klar når vi landede. Efter 45 min flyvning var vi klar til at gå ned til landing. Af hensyn til eventuel fjendtlig aktivitet blev flyet totalt mørklagt og vi fløj ned til landing. Vi skulle lande på en ikke oplyst grusbane mellem bjerge, så der har ganske givet været en spændt atmosfære oppe i cockpittet. Vi har ladet os fortælle, at den slags landinger ikke er for tøsedrenge, men det lod vi piloterne om det var nok ret klogt! - og vi havde fuld tillid til dem. Set med vores øjne foregik landingen uden problemer. Så snart vi holdt stille, men stadig med motorerne gående, blev rampen bag i flyet sænket og meget hurtigt kom 4 mand løbende med patienten på en båre op i flyet. Vi fik ham hurtigt over på vores båre, spændt fast, det allermest nødvendige udstyr sat på ham, mens vi lavede en hurtig vurdering af hans tilstand. 3

4 Så snart de 4 mand var ude af flyet og mens vi endnu var i gang med at sætte udstyr på ham, begyndte flyet at taxi for at tage af sted igen. Vi var igen i vores sæder, spændt fast, flyet blev mørklagt og vi accelererede ud af startbanen og op i luften. Det var en TAKTISK MEDEVAC, som vi har lært at udføre den gennem vores uddannelse. Godt i luften, kunne vi begynde at danne os et bedre billede af patientens tilstand og fortsætte den behandling, som allerede var begyndt. Turen tilbage til KABUL gik hurtigt, og da vi landede blev vi modtaget af blå blink fra hollandske og tyske MEDIC TEAMs, som var klar til at overtage patienten for, at køre ham i panseret ambulance til Det Tyske Felthospital i Camp Warehouse til videre undersøgelse og behandling. Alt i alt en mission som viser nødvendigheden af multinationalt samarbejde og at uddannelse og træning er nødvendigt. Englænderne og danskerne i flyet vidste, hvor de havde hinanden, hvilke opgaver der hørte til hvor, hvorledes sådan en flyvning foregår, bl.a. med mørklagt fly under start og landing. Alt dette fordi vi har et fælles koncept, og fordi vi under fredeligere forhold har trænet disse ting sammen. 4

5 af Jesper Grauert, Leder CIS MED SNEEN KOMMER PROBLEMERNE Et af de vise ord som bruges herude er No problems only solutions. Det forsøger vi i CIS selvfølgelig at leve op til. Med den mængde sne vi har modtaget henover weekenden, kom også problemerne, med tilhørende solutions, nemlig at holde div. paraboler fri for sne, så vi kan holde forbindelsen hjem. Endnu engang har vi gentagne gange været oppe for at rydde sne i parabolerne. Denne gang er der kommet så meget sne, at vores tagrender ikke har kunnet holde til presset. Nogle af vores kabler ligger hen over taget, og det endte med at tagrenden inkl. sne i store mængder, kun blev holdt oppe af kablerne. Kasper måtte lege klatremus iført seletøj og div. stykker tov. Op over taget gik det, og ned på den anden side for at frigøre kablerne. Operationen lykkedes, kablerne er nu fri, og Kasper er nede igen i god behold. På velfærdssiden har vi åbnet en dansk biograf, for danskere. Vi kører én forestilling om ugen, naturligvis med popcorn, og hvad der ellers hører sig til en god film uden afbrydelser. Vi viser ugens film på et lærred opsat til lejligheden i vores fine udestue. Den første forestilling havde fulde huse, så vi glæder os til at fortsætte succesen. Krøniken er jo startet igen. Tidsforskellen taget i betragtning er det lidt sent for os at se udsendelsen live. Den bliver optaget og vist i udestuen mandag aften kl Endnu en god lejlighed til at mødes over en kop kaffe eller Cola med tilhørende kager eller chips. Planlægningen af nedpakningen er jo for længst begyndt. Da det er temmelig umuligt for CIS at få pakket alt vores grej ned på 24 timer, har vi besluttet, at vi bliver til d. 7. feb. For os, der har arbejdet med CIS i mange år, er det ikke noget nyt, at tidsplaner kan komme til at skride. Så allerede inden afrejse fra DK, havde vi gjort vore familier opmærksom på at hjemrejsen nok blev lidt senere for vores vedkommende. Når I læser dette er der mindre end 3 uger til vi ses igen. Jeg kan love jer, at en gang frikadeller med rigtige kartofler vil blive taget imod med kyshånd. 5

6 INTET NYT ER GODT NYT Af Martin Degn, Leder Daris Faktisk er det lidt kedeligt, at skulle skrive indlæg til dette nyhedsbrev, for der er ikke sket meget siden sidst, men på den anden side betyder dette, at tingene går efter planen. På trods af det omskiftelige vejr, med både høj frostklar himmel og kraftigt snefald, har vores operative radar fungeret upåklageligt, siden den lidt utidige udskiftning midt i december og vi forventer at forsætte med denne radar indtil vi tager hjem. Alt i alt har DARIS leveret det luftbillede, som vi er her for at levere, så det er jo ikke så ringe. Desværre har vi stadig problemer med vores reserveradar, så vi har brugt en del tid på fejlfinding og udskiftning af dele. Når sidstnævnte er af den tunge slags, har vi haft glæde af vores kolleger i AMCE. For ikke at skrive en masse militærfaglige tekniske detaljer, er der her nogle billeder fra ugen, der er gået siden sidste nyhedsbrev. 6

7 JYSK VICEVÆRT KONCERN (JVK) af Hugo Larsen JVK står normalt for jordmaterielværkstedet, men hernede er det blevet omdøbt til Jysk Vicevært Koncern. Fordi vores arbejde hernede mest består af, at vedligeholde vores boligområde med hvad alt hvad det indebærer. Såsom udbedre skader i baderum, tø frosne vandrør op og derefter isolere dem, holde vores oliefyr (Varm 40) kørende, sætte strålevarmere op i vinterstuen, udskifte røgalarmer, neonrør osv. Men jeg har dog også været ved at kigge på en af vores biler, som ikke ville starte. Der var ikke meget at gøre, når de har sat et underdimensioneret batteri på fra fabrikken. Det, sammen med 20 graders frost og dårligt brændstof, virker ikke så heldigt, når der skal bruges en del strøm til at slå motoren i gang. Bilen røg indtil byen og fik en større akkumulator på. Freddys eget store speciale er morfar er, men han har dog også oprettet en pølsevogn i JVK-containeren sammen med Jens fra SUN. Ifølge M-sektionen var det en stor succes de gerne så gentaget. Men lidt af det hører jo også normalt indenfor vores arbejdsområde. Varm 40 er vist nok den eneste af disse ting, som vi kan støde ind i derhjemme. Men det er måske også meget godt, at der ikke er så meget at lave indenfor vores eget normale arbejdsområde, da vi sådan set ikke har de vilde reservedele at gøre godt med. Men heldigvis havde vi da en aircondition vi kunne kannibalisere fra, så vi kunne låne en ventilator og få forsyningens blæser til at virke igen. Nu behøver Anni ikke længere at bruge handsker under arbejdet på computeren. Men ca. 3-4 gange om ugen må vi knokle med at slæbe en 200 liters olietromle igennem 30 meter sten, skærver og sne for at få brændstof til forsyningens oliefyr. Men ellers går vi bare og hygger os, men savner den nye leder af JVK Aalborg, oversergent M.B. Mikkelsen, så han kan sætte gang i vores shoppinggener. Mine overtalelsesevner er åbenbart ikke gode nok, med hensyn til det, jeg lovede hjemmefra. Men jeg fortsætter forsøget på, at få Freddy ud og dyrke fut, så må vi se om det lykkedes på et tidspunkt. Vi har det godt hernede og kammeratskabet er fint. 7

8 NYT FLY Af Jens Jensen, Leder M I øjeblikket går alt efter planen hos M- sektionen. På trods af det omskiftelige vejr, med både høj frostklar himmel og kraftigt snefald, har vores nye fly B-537 fungeret stort set upåklageligt, siden den lidt sene udskiftning i starten af januar, og vi forventer, at B- 537 fortsætter upåklageligt, indtil vi tager hjem. Alt i alt har vi fra M-siden leveret det funktionsdygtige fly, som vi er her for at levere, så det er jo ikke så ringe. At det så ikke har været i luften så ofte, som vi havde forventet, skyldes vejret og den til tider dårlige sigtbarhed. De mindre tekniske snacks, der har været, er alle blevet løst hurtigt og professionelt. De næste par uger står forhåbentlig på flyvning blandet med klargøring til hjemkomst, men indtil da er der her nogle billeder fra ugen, der er gået siden sidste nyhedsbrev. 8

9 af Palle Neumann, DOC STILLE OG ROLIGT PÅ LÆGESTUEN Det har været en stille tid på lægestuen, selv om det nu ser ud til, at der er ved at komme nogle influenza tilfælde. Alt i alt har vi dog tid til nedpakningen, som så småt er i gang, og der er i forbindelse med dette dukket en del medicin, forbindinger og andre ting frem, hvor udløbsdatoen snart er nået. Hvad skal vi gøre med det? Vi vil jo selvfølgelig ikke stå tilbage for den uddeling af tøj m.v. til børn i Afghanistan, der foregår i øjeblikket. Så nu er der truffet aftale med CIMIC-folk om, at vores overskuds-lager vil blive fordelt til et par lokale afghanske sygehuse, som så kan have glæde af tingene. Man har besluttet at give KAIA s planer for evakuering af syge og sårede soldater udefra og ind til KAIA et eftersyn og eventuelt en opgradering. Dette arbejde er lægen blevet involveret i, idet han er blevet bedt om at komme med et indlæg på det fælles lægemøde lørdag d. 21. januar. Så nu er der pludselig blevet lidt halvtravlt med mønstring, nedpakning og forberedelse af mødeindlæg samtidig med, at minerydningsvagter m.v. også skal passes. På sidste minerydningsvagt (EOD) blev vi tilkaldt om vi kunne være ved hovedvagten om 15 minutter, idet der var en mistænkelig bil, man gerne ville have undersøgt selvfølgelig kunne vi det. Vi iførte os vores fragmentationsvest, hjelm m.v. og kørte de 25 meter hen til den indre del af hovedvagten, blev ledt igennem ud til den ydre del, hvor der så holdt en civil bil et stykke fra os. Man syntes den havde holdt der lidt længe, men mente det var en af afghanerne, som arbejder inde i lejren, der var kommet i den tidligere på dagen. MP erne var i gang med at snakke med vagterne og i løbet af relativt kort tid fandt man frem til ejeren, der efter noget snak frem og tilbage fik lov til at køre sin bil helt uden for lejren, hvor den efter forskrifterne skulle holde. Herefter blev vi released og kunne køre tilbage heldigvis ingen eksplosion denne gang. Rundt omkring i vores indkvartering står badevægte. DETCO har nemlig udskrevet en konkurrence, med præmier i form af T-shirts, om, hvem på holdet, der har kunnet tabe sig mere end ham. Lægestuen har udført kontrolvejning før og efter af samtlige deltagende. Vi er selvfølgelig bundet af vores tavshedsløfte og kan ikke fortælle om tabte og vundne kilo er m.v. mmeeennn, vi kan da røbe uden at sige for meget at der skal måske ikke så mange tabte kilo til, før man har tabt sig mere end DETCO!! Præmierne vil blive uddelt af DETCO selv på søndag ved vores briefing. Alt i alt en stille tid for Saniteten. Men derfor kan vi sagtens glæde os til og se frem til at snart at se familie og venner igen. Spænding og lidt forvirring inden udrykningen til hovedvagten. 9

10 ENDELIG ANKOMMET Af Thomas Reimann, PIO Mandag den 9. januar var en længe ventet dag. Mange valgte at tage ned til flyfeltet, da B-537 så småt skulle til at lande. Flyet var længe ventet, både fordi, at M skulle bruge en af de to propeller, som flyet havde med sig samt fordi den i Danmark indsamlede nødhjælp nu kom til Afghanistan. Dagen forinden til vores søndagsbriefing, havde jeg bedt om frivillige til at hjælpe med at sortere tøjet. Inden nødhjælpen ankom til Kabul, var listen på over 20 frivillige, som ville bruge deres fritid på at få hjælpen ud til de frysende familier rundt omkring Kabul. Onsdag den 11. januar gik vi så i gang med at sortere tøjet. Fælles for alle der deltog, var en holdning om at det arbejde, der er foregået hjemme i Danmark er overvældende. DARIS havde taget en PC med ned til linen, som kunne vise luftbilledet over Kabul og området. Som det fremgår af billedet, var der rift om at se B-537 ankomst til Kabul. På intet tidspunkt var jeg klar over hvor meget tøj og andet, som var blevet indsamlet i Danmark, men da det endelig kom ud af flyet og blev fragtet over i et telt, kom den enorme mængde noget bag på mig. Derfor vil vi godt takke logen Navitas, organisationen Kabuls Børn, de værnepligtige og konstabelelever på Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole, Flyvestation Aalborg samt idrætsklubber i Viborgområdet for deres indsamlinger af tøj. Vi må samtidig konstatere, at indsamlingen er slut, idet vi tager hjem den 1. februar. I skal vide, at se det komme i brug, luner utroligt meget. Det er rart at se tøjet blive brugt på steder, hvor det er nødvendigt og i nogle tilfælde, hvor det kan betyde forskellen mellem liv eller død. Som det fremgår af andre artikler i dette nyhedsbrev, er vi nu, i samarbejde med engelske, franske og tyske soldater med speciale i nødhjælp, i gang med at uddele det indsamlede tøj. Endnu en gang tak for tøjet og husk: DET GØR EN FORSKEL!!! 10

11 SPORTSTØJ SOM NØDHJÆLP af Thomas Reimann, PIO Mandag den 9. januar ankom Hercules B-537 som afløser for B-536. Med sig havde flyet en masse nødhjælp, som var indsamlet over hele Danmark med henblik på at være til gavn for Kabuls børn og befolkning. I den forbindelse havde sportsklubber fra Viborgområdet samlet en masse brugte sæt tøj sammen, for at det kunne bruges til at hjælpe sporten i Afghanistan. Ministeriet er kun 1 år gammelt og har begrænsede midler, derfor falder tøjet på et meget tørt sted. Efter overdragelsen af tøjet, som blev dækket af afghansk TV og afghanske aviser, vil ministeriet sørge for at tøjet bliver fordelt til klubber rundt omkring i landet. Det vil komme til hjælp for fodbold-, håndbold- og volleyballklubber og mange andre sportsgrene, hvor der måtte være brug for det. Halvdelen af alle de sæt tøj, som ankom til Kabul, blev søndag den 15. januar overdraget til Ministry of Youth Affairs. Ministeriet har ansvaret for at få sporten til at blomstre op i Afghanistan, idet Ministeriet har indset det sociale aspekt, som sport er med til at give unge og voksne. Den anden halvdel af sportstøjet vil blive givet til en Non Govermental Organization, kaldet Sport uden Grænser, som forsøger at hjælpe børn og voksne, som ikke har deciderede klubber i nærheden af deres bopæl. 11

12 UDDELING AF NØDHJÆLP Af Anni Kristensen, forsyner Lørdag d. 14. januar var jeg med på min første tur uden for KAIA. Årsagen var, at der skulle deles tøj ud, som var blevet indsamlet hjemme i Danmark. Det er stadig ikke helt sikkert at færdes udenfor, derfor skulle vi køre sammen med franskmændene i deres pansrede køretøjer. Man får en del sommerfugle i maven, når man står der iført hjelm, fragmentationsvest, langt våben og pistol, har skarpe patroner i magasinet og skal kravle ind i sådant et monstrum af et køretøj. Det er pludselig alvor det her, hvad man egentlig ikke har tænkt særligt over i den forgangne tid. Nå endelig kom vi af sted og jeg forsøgte så godt jeg kunne, at følge med i, hvor vi kørte. Det var mærkeligt surrealistisk at se området og hvordan afghanerne bor i udkanten af Kabul. Side om side med store autoforhandlere, der forhandler de store europæiske og japanske familiebiler, lå der små lerklinede huse, hvor afghanerne bor. Lige ved siden af, kunne der ligge et blikskur eller bare en markise spændt ud mellem nogle rafter, hvor der blev solgt frugt og grønt, på den anden side kunne der så være fyldt med affald. Hele området lignede et goldt månelandskab. Efter et stykke tid stoppede vi så ved en skole, hvor den franske læge og en sygeplejerske stillede en konsultation op. Her kunne de undersøge de kvinder og børn der kom i løbet af tiden. Skolen består af et klasselokale med en masse plastik havestole og en tavle, samt en del vægtæpper med motiver af afghanske ledere. Ved siden af var der, hvad jeg tror, var lærens opholdsrum, det eneste med en brændeovn, hvor vi så skulle være med vores ting. Da franskmændene havde sikret området, begyndte de første mennesker at komme. Det var en trist følelse der greb en, når man så dem komme ind, børn på omkring 10 år med en baby på armen og op til fire andre mindre søskende bagefter. Babyerne var uden strømper og sko, nogle med bare rygge og maver. De andre børn havde bare fødder i badesandaler eller galocher, tynde bukser og bluser, enkelte havde trøjer udenover. 12

13 Næsten alle drengene var i den obligatoriske dragt fra Taleban styret, som består af tynde bomuldsbukser til anklerne med en lang skjorte over, samt en aflagt habitjakke, dertil bare fødder i tynde sko. Jeg tror bare, at den bliver gemt godt under burkaen, som der stadig er mange der bruger. Efter ca. fire timer pakkede vi sammen igen og kørte tilbage til vores lejr. Det var en dag som jeg aldrig kommer til at glemme og som har sat livet i DK i perspektiv. Vi er utroligt privilegerede derhjemme, at vores største bekymring kan være, hvilken farve vi skal vælge på tøjet til vores børn.herude er farve og størrelse ligegyldigt, bare der er noget at få på kroppen, så man kan overleve - i hvert fald denne vinter. Det skar en i hjertet, at vi slet ikke havde nok med til dem alle sammen, at man ikke kunne give alle de små under et år en flyverdragt, strømper, støvler, sko, hue og vanter på, at man ikke kunne give de større børn sko og strømper. Jeg fik ondt i maven af at kigge ind i øjnene på børn, som burde have tindrende blikke som børnene hjemme, og i stedet så en gammels blik, fuld af prøvelser og et hårdt liv. Derfor var det opløftende, da der kom to piger på omkring 12 år, som kunne fnise fjantet, da de fik en af de tætsiddende bluser med kun en skulderstrop, som piger derhjemme går i. 13

14 Af Thomas Reimann, PIO NØDHJÆLP TIL EN FLYGTNINGELEJR I samarbejde med KN Lars Nordmann, som arbejdede som forbindelsesofficer ved Kabul City Police, havde vi arrangeret uddeling af nødhjælp til en flygtningelejr i Bagrami, sydvest for Kabul centrum. Det var en lille flygtningelejr, som desværre ikke gjorde det store indhug i vores beholdning af nødhjælp. Omkring kl ankom tyske soldater i tre GD og en pansret lastbil. Vi fik fyldt lastbilen med den mængde nødhjælp, som tyskerne mente stemte overens med antallet af beboere i lejren. Da vi ankom til lejren, som lå i nogle gamle forladt og ødelagte fabriksbygninger, stimlede børn og unge sammen. Lejren hørte til tyskernes ansvarsområder, og derfor kom uddelingen til at foregår på den måde, som de havde gode erfaringer med. Da vi kørte ud af lejren, havde vi samlet en kolonne på 8 køretøjer, idet vi havde nogle engelske soldater med i to biler, samt to danske pansrede biler. Vi har lavet en aftale med vores samarbejdspartnere, at der skal i videst muligt omfang, danskere med ud og aflevere nødhjælpen. Derfor er der også krav til bilerne, idet vi kun kan bevæge os uden for hegnet i pansrede køretøjer. Turen til lejren gik stille og roligt uden nogen som helst problemer. De omkringliggende bjerge og den store mængde sne, fik Kabul til at stå frem fra sin bedste side. Det betød, at det indsamlede tøj vi medbragte, blev samlet sammen og så ville stammens ældste sørge for at tøjet blev ligeligt fordelt mellem familierne. Med ud til lejren havde vi medbragt nogle kasserede arktiske overlevelsesdragter, som Flyvestation Aalborg skulle have kasseret, hvis ikke KON havde grebet ind og tænkt på hvordan dette tøj kunne hjælpe de nødlidende i Afghanistan. Vi måtte derfor kort introducere indbyggerne til dette udstyr, så de var klar over, hvorledes det skulle bruges. De tyske soldater havde taget masser af slik med, så børnene kunne holdes lidt væk på den måde. Det viste sig ikke at være nødvendigt, for de voksne holdt børnene væk, og så virkede børnene også noget forundret over vores tilstedeværelse. 14

15 Men det er ikke sjovt, at se børn klædt sådan som billedet viser. Den lille pige på armen har bare ben. Og derfor er rart at tænke på, at den hjælp vi her yder, kommer disse børn til glæde og gavn. Derfor kan vi i detachementet kun sige tak til alle jer i Danmark, som har været villige til at sende jeres brugte tøj og sko herned. Specielt sko er en varemangel i flygtningelejre, idet de fleste børn går rundt i sandaler eller badetøfler oftest uden strømper. Så smuk som Afghanistan kan være, når det som nu er klædt i sne, lige så barsk er livet for mange familier og flygtninge, som er vendt tilbage for at bygge landet op igen. 15