(anmodning om præjudiciel afgørelse

Transkript

1 DOMSTOLENS DOM AF 30. NOVEMBER Handelskwekerij G.J. Bier BV mod Aktieselskabet Mines de Potasse d'alsace (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Gerechtshof, Haag)»Bruxelles-konventionen om retternes kompetence (ansvar uden for kontraktsforhold)«sag 21/76 Sammendrag Konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser luft- eller vandforurening retstvist af international karakter ansvar uden for kontraktsforhold rette værneting særlige værneting sted, hvor skaden er indtrådt sted, hvor den skadegørende handling er foretaget, og sted, hvor skaden er indtrådt afgørende tilknytningskriterier til bestemmelse af værnetinget sagsøgers valg (Konvention af 27. september 1968, artikel 5, nr. 3) Er det sted, hvor den handling, der kan medføre et ansvar uden for kontraktsforhold, og det sted, hvor denne handling har forårsaget en skade, ikke identiske, skal udtrykket»det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«i artikel 5, nr. 3 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forstås således, at det både omfatter det sted, hvor skaden er indtrådt, og det sted, hvor den skadegørende handling er foretaget. Deraf følger, at en person efter sagsøgerens valg kan sagsøges enten ved retten på det sted, hvor skaden er indtrådt, eller ved retten på det sted, hvor den til grund for denne skade liggende handling er foretaget. I sag 21/76 angående en anmodning, som af Gerechtshof (appeldomstol) i Haag i medfør af artikel 1 i protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, er indgivet til Domstolen for i den sag, som verserer for nævnte ret, mellem 1 Processprog: Nederlandsk. 1735

2 DOM AFSAGT SAG 21/76 anpartsselskabet Handelskwekerij G.J. Bier BV, Nieuwerkerk aan de IJssel (Nederlandene), og foreningen Reinwater, Amsterdam, og aktieselskabet Mines de Potasse d'alsace, Mulhouse, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af begrebet»det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«i artikel 5, nr. 3 i konventionen af 27. september 1968, afsiger DOMSTOLEN sammensat af: præsidenten H. Kutscher, afdelingsformændene A. M. Donner og P. Pescatore, dommerne J. Mertens de Wilmars, M. Sørensen, A. J. Mackenzie Stuart og A. O'Keeffe, generaladvokat: F. Capotorti justitssekretær: A. Van Houtte følgende DOM Sagsfremstilling Sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de indlæg, der er afgivet i henhold til protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, kan sammenfattes således: I De faktiske omstændigheder og skriftvekslingen Handelsgartneriet G. J. Bier BV (herefter benævnt Bier), beliggende i Nieuwerkerk aan de IZssel (Nederlandene), er henvist til at hente vand til bedriften fra det omkringliggende overfladevand, der først og fremmest hidrører fra Rhinen. Imidlertid 1736

3 BIER / MINES DE POTASSE D'ALSACE forvolder rhinvandets store saltindhold skade på beplantningerne, og Bier er tvunget til at træffe kostbare foranstaltninger til at begrænse dennes omfang. Foreningen Reinwater (herefter benævnt Reinwater), der har sæde i Amsterdam, har til formål at fremme enhver mulig forbedring af kvaliteten af Rhinbækkenets vand, navnlig ved at imødegå enhver ændring i vandets naturlige kvalitet. De midler, hvorved Reinwater søger at nå dette mål, er navnlig sagsanlæg ved retterne for at sikre beskyttelsen af alle de borgeres subjektive rettigheder, hvis livsmiljø er forbundet med rhinvandets kvalitet, og navnlig hvis udkomme afhænger heraf. Bier og Reinwater har for Arrondissementsrechtbank (underretten) Rotterdam indstævnet aktieselskabet Mines de Potasse d'alsace, der er hjemmehørende i Mulhouse, og som driver minedrift i Alsace. Dette selskab udleder gennem en affaldskanal mere end tons klorider i døgnet i Rhinen eller i det mindste sådanne mængder industriaffald i form af restsalte, at Rhinens saltindhold forøges betragteligt og alvorligt som følge heraf. Bier og Reinwaters påstand for den nederlandske ret går i det væsentligste ud på, at den af minese de Potasse d'alsace foretagne udledning af affaldssalte i Rhinen er ulovlig, og at det pågældende selskab skal erstatte dem de skader, som således er forvoldt eller vil kunne forvoldes dem. Mines de Potasse d'alsace har under forbehold af sine realitetsindsigelser herimod anført, at Arrondissementsrechtbank og mere generelt de nederlandske retter ikke er kompetente ifølge artiklerne 2 og 3 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager. Arrondissementsrechtbank har ved dom af 12. maj 1975 erklæret sig inkompetent ud fra den betragtning, at den handling, som havde forårsaget skaden, alene kunne bestå i at udlede affaldssalte i Rhinen i Frankrig, og at tvisten i henhold til konventionen af 1968 hørte under den franske domstols jurisdiktion, hvor den pågældende udledning havde fundet sted. Bier og Reinwater har den 13. juni 1975 appelleret denne dom til Gerechtshof (appelret) i Haag og anmodet denne om at erklære sig kompetent til at efterprøve deres påstand. Da Bier og Reinwater havde påberåbt sig artikel 5, nr. 3 i konventionen af 27. september 1968, hvori det bestemmes, at en person, der har bopæl på en kontraherende stats område, i sager om erstatning uden for kontrakt kan sagsøges i en anden kontraherende stat ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, fandt anden afdeling ved Gerechtshof, at artikel 2, stk. 2 og artikel 3, stk. 2 i protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 skulle bringes i anvendelse. Herefter traf den ved dom af 27. februar 1976 afgørelse om at udsætte sagen, indtil Domstolen har truffet en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af begrebet»det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, i den i konventionens artikel 5, nr. 3 angivne betydning. Den har navnlig anmodet Domstolen om at træffe afgørelse om, hvorvidt udtrykket skal fortolkes som»det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået (skaden er indtrådt eller har vist sig «, eller»det sted, hvor den handling, som har haft skaden til følge, er foretaget (hvor handlingen er foretaget eller undladt)«. Dommen fra Gerechtshof i Haag er registreret på Domstolens justitskontor den 2. marts I henhold til artikel 5, stk. 1 i protokollen af 3. juni 1971 og til artikel 20 i statutten for EØF-Domstolen har Kommissionen for De europæiske Fællesskaber indgivet skriftlige indlæg den 5. maj 1976, aktieselskabet Mines de Potasse d'alsace, der er sagsøgt i hovedsagen, den 6. maj, Den franske Republiks regering den 13. maj og kongeriget Nederlandenes regering den 17. maj. 1737

4 DOM AFSAGT SAG 21/76 Domstolen har på grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. II Skriftlige indlæg for Domstolen Selskabet Mines de Potasse d'alsace, sagsøgt i hovedsagen, har anført, at det følger af rapporten, som blev afgivet af det sagkyndige udvalg, der har forberedt konventionen af 27. september 1968 om retternes, kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, at det nævnte udvalg ikke har fundet det nødvendigt udtrykkeligt i konventionens artikel 5, nr. 3 at afgøre spørgsmålet, om det er det sted, hvor den skadegørende handling er foretaget, eller det sted, hvor skaden er indtruffet, der skal tages i betragtning, men har fundet det bedst at holde sig til en formulering, som findes i flere lovgivninger (Frankrig, Tyskland). I så henseende bemærkes, at udkastet til konventionen om den lovgivning, som skal finde anvendelse på forpligtelser i og uden for kontrakt, i artikel 10, stk. stk. 1 bestemmer, at forpligtelser uden for kontrakt, som følger af en skadevoldende handling, reguleres af lovgivningen i det land, hvor denne handling er foretaget; i samme bestemmelses andet stykke fraviges imidlertid denne regel, såfremt der ikke findes nogen forbindelse af betydning mellem følgerne af den skadevoldende handling og det land, hvor denne handling har fundet sted, og hvor følgerne overvejende har sammenhæng med et andet land. Det i nærværende sag rejste problem om fortolkning af konventionen af 27. september 1968 kan ikke løses ved en simpel henvisning til de bestemmelser i fransk og tysk lovgivning, som har dannet forbillede for den, navnlig ikke til artikel 59, sidste afsnit i den franske lov om borgerlig retspleje, som den gjaldt på tidspunktet for handlingerne, eller til artikel 32 i den tyske lov om borgerlig retspleje. Løsningen skal søges i en selvstændig fortolkning af konventionen. Formålet med denne er at lette retsafgørelsernes frie bevægelighed inden for Fællesskabet og under denne synsvinkel at fastsætte medlemsstaternes internationale jurisdiktionskompetence. Til dette formål indeholder den direkte kompetencebestemmelser, som medlemsstaterne skal efterkomme, og som de nationale bestemmelser skal vige for, for så vidt som de ikke udtrykkeligt opretholdes. Således opstiller konventionen i sin artikel 2 et almindeligt princip om, at personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, skal sagsøges ved retterne i denne stat, og så vidt angår de retlige forbindelser mellem medlemsstaterne forkastes i artikel 3 de exorbitante værnetingsregler, som findes i de nationale love. Som en undtagelse fra dette grundlæggende princip indeholder konventionen et vist antal særlige, supplerende værnetingsregler for særlige tilfælde. Således indeholder artikel 5, nr. 3 hjemmel til at anlægge sager støttet på en påstået ulovlig handling fra sagsøgtes side ved den ret, som er den bedste til selv at undersøge omstændighederne i sin egenskab af retten på det sted, hvor den adfærd, som bebrejdes sagsøgte, har fundet sted. Således betragtet har bestemmelsen til formål at samle alle retstvister, som udspringer af en vis ulovlig adfærd, hos en ret alene, og den opfylder således alle krav til en god retspleje uden for så vidt at stille sagsøgeren gunstigere end sagsøgte. En modsat opfattelse ville medføre, at retten på sagsøgers bopæl blev kompetent og ville, i stedet for at koncentrere de søgsmål, som stammer fra en og samme ulovlige adfærd, ved én ret, have til virkning, at tvisten kunne indbringes for en mangfoldighed af retter i forskellige lande. Dette resultat kan ikke have været tilsigtet ved konventionen og er heller ikke i overensstemmelse med de krav, der må stilles til en god retspleje. 1738

5 BIER / MINES DE POTASSE D'ALSACE Herefter bør Domstolen statuere, at artikel 5, nr. 3 i konventionen ikke tillægger retten på det sted, hvor skaden er indtrådt, nogen kompetence, men alene gør retten på det sted, hvor den ulovlige handling er foretaget, kompetent. Den franske Republiks regering har anført, at konventionen af 27. september 1968 er støttet på EØF-traktatens artikel 220, at den har vist sig nødvendig på grund af dybe forskelle mellem medlemsstaternes retssystemer eller som følge af bilaterale konventioner vedrørende såvel jurisdiktionskompetence som dommes fuldbyrdelse, og at medlemsstaterne i en fælles erklæring har villet understrege deres ønske om at undgå både forskellige fortolkninger og positive og negative kompetencekonflikter. Fortolkningen af konventionens bestemmelser skal respektere dennes målsætning og de principper, som er opstillet i den, navnlig for så vidt angår værnetinget; denne opfattelse synes især begrundet, for så vidt angår artikel 5, nr. 3. Denne bestemmelses affattelse gør det ikke muligt at bestemme, om den kompetente ret er der, hvor skaden er indtrådt, eller er retten på det sted, hvor den skadevoldende handling er blevet foretaget. Denne tvetydighed kan ikke fjernes ved at henvise til forarbejderne. Når der ikke er støtte i kontrahenternes hensigt, kan en fortolkning af artikel 5, nr. 3 alene gå ud fra konventionens generelle målsætning og principper. Det er konventionens formål at fremme koncentrationen af søgsmål vedrørende de samme faktiske omstændigheder for at undgå internationale værnetingssammenstød. Formålet med at koncentrere søgsmål for den samme ret er i videst muligt omfang at undgå, at modstridende eller ulovlige domme anerkendes eller forelægges til fuldbyrdelse i samme stat. Dette mål nås ganske klart ikke, hvis retten, hvor skaden er indtrådt, gøres kompetent, og skader forårsaget af samme ulovlige handling indtræder flere steder, endog i flere stater. Forøgelsen af værneting ville føre til en stilling, som vil kunne være ubillig både for sagsøgere og sagsøgte: de førstnævnte kan alt efter deres bopæl være stillet retligt forskelligt, ja endog modsat; sidstnævnte kan for samme handling blive mødt med adskillige retssager, der i øvrigt kan risikere at føre til modstridende løsninger. Efter princippet om god retspleje, som ligger til grund for konventionen, bør beviset for skaden, hvor betydningsfuldt dette end er, vige for beviset for den skadegørende adfærd, som kan tilregnes sagsøgte, og uden hvilken denne ikke kan ifalde ansvar; dette bevis kan nødvendigvis lettest føres ved retten på stedet for denne adfærd. Udtrykket»det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, i artikel 5, nr. 3 i konventionen af 27. september 1968, skal herefter forstås som værende»det sted, hvor den handling, som har haft skaden til følge, er foretaget«. Regeringen for kongeriget Nederlandene anfører ligeledes, at de kontraherende parter i konventionen af 27. september 1968 har villet overlade det til retspraksis at løse problemet, om der i artikel 5, nr. 3 skal lægges vægt på stedet, hvor den skadevoldende handling er foretaget, eller på stedet, hvor skaden er indtrådt. a) Det er forkert, når Gerechtshof i Haag har anført, at en af disse to muligheder må vælges: selve konventionen indeholder hjemmel for, at mere end én ret kan være rette værneting; der er intet til hinder for, at artikel 5, nr. 3 fortolkes således, at både retten på stedet, hvor handlingen blev foretaget, og retten på stedet, hvor skaden indtraf, kan være rette værneting, og at sagsøgeren kan vælge. Konventionen har anvendt en formulering, som navnlig anvendes i fransk og tysk national lovgivning; navnlig anerkender tyske domstole i deres retspraksis begge værneting samtidig. Ved ikke yderligere at præcisere artikel 5, nr. 3 har konventionens fædre utvivlsomt også tænkt på den 1739

6 DOM AFSAGT SAG 21/76 krænkede parts interesse i at kunne vælge værneting. b) Hvis det ikke kan anerkendes, at både retten på stedet for den første handling og på stedet for skaden kan være rette værneting, bør retten på det sted, hvor skaden er indtrådt, gives fortrin. Forfatterne til konventionen af 27. september 1968 har ved at vælge ordet»fait«(i den danske udgave: skadetilføjelsen) villet løsrive sig fra handlingen. Man kan analogt fastslå, at konventionen om den lovgivning, som skal finde anvendelse på produktionsvarer, undertegnet i Haag den 2. oktober 1973, ved brugen af ordlyden»den stat, på hvis territorium skadetilføjelsen er foregået«, både omfatter»lovgivningen på det sted, hvor den første skade er sket«, og»lovgivningen på det sted, hvor skaden første gang har vist sig«, og ikke»lovgivningen på det sted, hvor den skadevoldende handling er foretaget«. Der bør til bestemmelse af grundlaget for værneting sondres efter den del af de juridiske omstændigheder, som er de mest karakteristiske, og det land, hvortil denne del har de fleste tilknytningspunkter. Den skade, som følger af en handling eller en undladelse, bør altid betragtes som en del af de juridiske omstændigheder. I et stort antal af de sager, som hører under artikel 5, nr. 3 er det netop skaden, som skal anses som det afgørende og således karakteristiske element. Når skaden desuden indtræffer i en anden stat end den, hvor den første handling har fundet sted, er den krænkede part fra et retsplejemæssigt synspunkt ofte stillet dårligere end skadevolderen; navnlig forstørres vanskelighederne ved at godtgøre årsagssammenhængen mellem handlingen og skaden, at bevise skadens art og udstrækning og udskille de enkelte skadevoldere i tilfælde af en retstvist af international art. Skadelidtes mulighed for at anlægge sag for retten på det sted, hvor skaden er indtrådt, formindsker i et vist omfang denne uligevægt. Det må også tages i betragtning, at de franske domstole i deres fortolkning af artikel 59 i den franske lov om civil retspleje i den version, som gjaldt på tidspunktet for konventionens udfærdigelse, har udtalt, at det er retten på det sted, hvor skaden er indtrådt, som er rette værneting. c) Besvarelsen af spørgsmålet om, hvilken ret der er værneting, kan ikke være den samme for alle kategorier af ulovlige handlinger; den kan afhænge af overtrædelsens art. Da der er tale om skade forårsaget af international forurening, kunne man tænke, at beskaffenheden af denne krænkelse kræver, at det overlades sagsøgeren at vælge værneting. Hvis denne valgmulighed ikke gives i konventionen, bør i tilfælde af international forurening overtrædelsens natur føre til, at det er retten på det sted, hvor skaden er indtrådt, som er rette værneting. Hvad angår miljøforurening, kan en handling snarere kvalificeres som ulovlig på grund af sine skadelige virkninger end på grund af den første handlings natur. Denne forurening kan skyldes en ulovlig undladelse, og en ulovlig undladelse kan i modsætning til skaden ofte vanskeligt lokaliseres, når en vis afstand adskiller årsag og virkning. Også af denne grund synes det ikke ønskværdigt at udelukke kompetencen hos retten på skadestedet. Den internationale konvention om erstatningsansvar for skader, som skyldes udledning af olie fra skibe, undertegnet i Bruxelles den 29. november 1969, giver retter i den stat, hvor skaden er forvoldt, enekompetence til at afgøre erstatningssøgsmålene. Den fremhæver således, hvor forureningen berører flere lande, den betydning, der ved fastlæggelsen af den kompetente jurisdiktion tillægges den krænkede parts interesser. Når skaden er forvoldt af flere skadevoldere fra forskellige lande, giver det forhold, at det er retten på det sted, hvor skaden har givet sig udslag, der gøres til værneting, den fordel, at den krænkede 1740

7 BIER / MINES DE POTASSE D'ALSACE part kan forelægge ethvert krav i så henseende for én og samme dommer; dette fremmer i et vist omfang den samme behandling af identiske faktiske situationer. Disse betragtninger har navnlig gyldighed, for så vidt angår handlinger, som medfører miljøforurening i forskellige lande. Inden for rammerne af den juridiske politik, som skal følges i miljøforhold, bør skadelidte forbeholdes en stærk stilling, navnlig ved at stille ham gunstigt i processuel henseende. Kommissionen for De europæiske Fællesskaber har anført, at ud fra et sprogligt synspunkt giver udtrykket»sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«som anvendt i artikel 5, nr. 3 i de forskellige udgaver af konventionen af 27. september 1968 ingen anvisning på en bestemt løsning. Det er imidlertid ud fra konventionens opbygning muligt at udlede flere fortolkninger: a) Til fordel for løsningen det sted, hvor handlingen er foregået (handlingsstedet, Handlungsort), kan fra et juridisk synspunkt anføres, at begrebet at handle eller undlade er et væsentligt led i den ulovlige adfærd, og at skaden blot er en simpel følge af en handlings gennemførelse eller en undladelse. I øvrigt giver denne løsning retssikkerhed til den, der foretager eller undlader en handling: det er tilstrækkeligt, at den pågældende kender gældende ret på det sted, hvor han handler, og det er ikke nødvendigt, at han yderligere skal have kendskab til de forpligtelser, som følger ude omkring i verden af det faktum, at den pågældende har foretaget den pågældende handling eller undladelse. Det sidstnævnte argument gælder først og fremmest i tilfælde af, at den ulovlige handling også er strafbar, og det er således snævert forbundet med de argumenter, der taler for straffelovens territoriale virkeområde. I retsplejemæssig henseende har handlingsstedet den fordel, at har flere personer lidt en skade, som skyldes en enkelt handling, gøres den samme handling i så tilfælde til genstand for en eneste rets dom, hvilket gør det muligt at afgøre de forskellige indtrufne skader efter samme kriterier og at spare flere retssager. Denne løsning skaber også i retsplejemæssig henseende en sikkerhed, som ikke findes, når tilknytningen er det sted, hvor skaden er indtrådt: skønt det meget ofte er muligt at fastlægge det sted, hvor handlingen er blevet begået, er man i de fleste tilfælde uvidende om de steder, hvor skaden kan indtræffe. Teorien om handlingsstedet synes at begunstige skadevolderen: når der er flere skadelidte, skal han ikke forsvare sig for flere retter; i øvrigt kan han, hvis handlingsstedet også er stedet for hans bopæl, indstævnes for sit hjemting. b) Løsningen til fordel for det sted, hvor skaden er indtrådt (skadestedet, Erfolgsort), viser hen til det sidste led i den kæde, hvis helhed udgør en retstridig handling. Fra et juridisk synspunkt foreligger der først en ulovlig adfærd, når en handling foretages eller undlades, og denne handling eller undladelse medfører en skade. For tiden tenderer den internationale privatret mod at tillægge godtgørelsen af den forvoldte skade større betydning end selve den culpøse adfærd, hvor der foreligger en retsstridig adfærd. Stedet, hvor skaden er indtrådt, er en tilfredsstillende løsning i tilfælde af objektivt ansvar. Den sikrer i tilfælde af, at flere" forårsager skade på samme person eller samme gode, som det er tilfældet, for så vidt angår forureningen af Rhinen, at alle skadevolderne dømmes efter samme kriterium. Foreligger der en retsstridig miljøforurening, er stedet for skaden ofte skadelidtes bopæl; denne har således den fordel at kunne indstævne skadevolderen for sit hjemting. 1741

8 DOM AFSAGT SAG 21/76 Denne fortolkning må anses for at være i overensstemmelse med konventionens opbygning: de i artikel 5 indeholdte værnetingsregler må opfattes som selvstændige regler i forhold til de almindelige regler i artikel 2 om bopælsprincippet. De i artikel 5, nr. 3 rfævnte jurisdiktionskompetencer skal således ikke nødvendigvis fortolkes snævert. Teorien om skadestedet følges af fransk retspraksis og en del af fransk teori; bestemmelsen i konventionens artikel 5, nr. 3 svarer netop til fransk ret. For så vidt angår tysk ret, hvorfra konventionens bestemmelser også er hentet, godkender den både stedet for handlingen og stedet for handlingens følger. c) Den opfattelse, at det er det sted, hvor den ulovlige handlings juridiske tyngdepunkt er beliggende, der er tilknytningsmomentet, kan også forsvares. Dette kriterium»most significant relationship«er en yderligere udvikling af reglen»locus deliciti commissi«; efter dette kriterium skal der udpeges en karakteristisk eller afgørende forbindelse mellem følgerne af den skadegørende handling på den ene side og et bestemt land på den anden side, som ikke nødvendigvis er det, hvor denne handling er foretaget. Konventionen gør det muligt at inddrage flere elementer ved vurderingen af den helhed af handlinger og omstændigheder, som tilsammen udgør en ulovlig handling. Denne løsning falder ligeledes sammen med nyere og betydningsfulde strømninger i den internationale privatret, for så vidt angår den materielle ret, som skal finde anvendelse. Dette kriteriums store fordel er, at det altid fører til tilfredsstillende resultater. Mod dette kriterium som tilknytningsmoment kan bl.a. anføres, at det snarere har betydning for bestemmelsen af den materielle ret, som skal finde anvendelse, end for efterforskningen af rette værneting, og at det ikke nævnes i rapporten om 1968-konventionen. d) Materielretligt anvendes i tysk ret løsningen det gunstigste sted for den part, som har lidt skaden. Dette tilknytningsmoment, som altid er til fordel for skadelidte, har, på samme måde som tilknytningen det juridiske tyngdepunkt, mere betydning for anvendelse af materiel end af formel ret. Det skal imod dette kriterium bemærkes, at det næppe har noget støttepunkt i konventionens tekst, og at det kun sjældent finder anvendelse. e) En samtidig anvendelse af flere tilknytningsmomenter er en løsning, som meget vel kan forsvares med henblik på en fortolkning af konventionens artikel 5, nr. 3. De stærkeste argumenter til fordel for denne løsning er følgende: til forskel for problemet med bestemmelse af tilknytningsmomentet for anvendelsen af den materielle ret, hvor i sidste instans alene et bestemt lands materielle ret kan finde anvendelse på en bestemt retssituation, er det til bestemmelse af tilknytningsmomenterne til afgørelse af den kompetente ret ikke nødvendigt at holde sig til kun én kompetent ret i så henseende; ordlyden af artikel 5, nr. 3 omfatter tilsyneladende hele den retsstridige fase, som befinder sig mellem den foretagne eller undladte handling og skadens indtræden; den er følgelig ikke til hinder for, at flere retter erklæres for kompetente; de ved artikel 5 tillagte beføjelser lægges til beføjelserne i artikel 2; de bør herefter ikke fortolkes snævert; det forhold, at der findes flere kompetente retter, bør betragtes som en fordel for skadelidte; flere kompetente retter kan også tjene Fællesskabets interesser, navnlig når det drejer sig om overholdelsen af fællesskabslovgivningen vedrørende miljøbeskyttelse: da der er tale om umiddelbart anvendelig fællesskabsret, kan skadelidte tvinge et vist antal retter til at anvende fællesskabsretten. 1742

9 BIER / MINES DE POTASSE D'ALSACE Flere tilknytninger er principielt til ulempe for skadevolderen; den mængde retter, for hvilke han kan indstævnes, stiller ham usikkert i retlig henseende. f) Konventionens artikel 5, nr. 3 kan herefter fortolkes således, at man ved»det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«både kan forstå det sted, hvor handlingen er foretaget, og det sted, hvor skaden er indtruffet, eller det sted, hvor det juridiske tyngdepunkt for den retsstridige handling er beliggende, således at der kan vælges mellem disse tre steder, hvor der foreligger en retsstridig handling. Argumenterne for at fortolke artikel 5, nr. 3 til fordel for det sted, som er det gunstigste for skadelidte, synes ikke tilstrækkeligt afgørende. III Mundtlig forhandling I retsmødet den 12. oktober 1976 er der afgivet mundtlige indlæg af sagsøgerne i hovedsagen Bier og Reinwater, repræsenteret af advokat J. R. Voute, Amsterdam, og advokat, bâtonnier Claude Lussan, Paris, sagsøgte i hovedsagen Mines de Potasse d'alsace, repræsenteret af advokat C. D. Van Boeschoten, Haag, advokat Roland Schwob, Mulhouse, Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af Hendrik Bronkhorst, medlem af den juridiske tjeneste. Herunder har selskabet G.J. Bier og stiftelsen Reinwater navnlig hævdet, at konventionen af 27. september 1968 indeholder værnetingsregler, som har til formål at beskytte den svageste part, navnlig skadelidte i sager om erstatning uden for kontrakt; det er i denne ånd, at artikel 5, nr. 3 tillægger retten på det sted, hvor skaden er indtrådt, kompetence. At anerkende retten på det sted, hvor skaden er sket, som kompetent, er en korrekt fortolkning af konventionen, indfører ikke»forum shopping«, svarer til den løsning, som er indført ved nyligt indgåede konventioner på tilsvarende områder, er i overensstemmelse med fortolkningen af bestemmelser i fransk ret, som har været forbillede for artikel 5, nr. 3 og sikrer en bedre retspleje, for så vidt som skaden også kan vurderes på det sted, hvor den har vist sig. Generaladvokaten har forelagt sit forslag til afgørelse i retsmødet den 10. november Præmisser 1 Ved dom af 27. februar 1976, indgået til Domstolens justitskontor den 2. marts s.å., har Gerechtshof (appelretten) i Haag i henhold til protokollen af 3. juni 1971 vedrørende fortolkningen af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter benævnt»konventionen«), forelagt et spørgsmål om fortolkningen af den nævnte konventions artikel 5, nr. 3; 2 det fremgår af forelæggelsesdommen, at den for Gerechtshof indankede retssag på sit nuværende stadium angår spørgsmålet, om underretten i Rotterdam og de nederlandske retter i almindelighed har kompetence til at træffe afgørelse i en retssag, anlagt af et gartneri beliggende i første instansens retskreds og af foreningen»reinwater«, hvis formål er at fremme vandkvaliteten i 1743

10 DOM AFSAGT SAG 21/76 Rhinbækkenet, mod Mines de Potasse d'alsace SA, Mulhouse (Frankrig) på grund af dette firmas forurening af rhinvandet gennem udledning af affaldssalte i Rhinen fra dets minedrift; 3 det fremgår af sagsakterne, at den førstnævnte appellant hovedsagelig er henvist til at hente vand til sin planteavl fra Rhinen, hvis høje saltindhold ifølge appellanten forvolder skade på beplantningerne og nødvendiggør kostbare foranstaltninger til begrænsning af skaderne; 4 appellanterne har anført, at den meget voldsomme stigning i Rhinens saltindhold først og fremmest skyldes de omfattende udledninger fra Mines de Potasse d'alsace, og at dette er grunden til, at de har valgt at anlægge erstatningssag mod denne virksomhed; 5 underretten i Rotterdam har ved dom af 12. maj 1975 erklæret sig for inkompetent til at træffe afgørelse i denne sag med den begrundelse, at sagen i henhold til konventionens artikel 5, nr. 3 ikke hører under dens kompetence, men under den franske ret på det sted, hvor den pågældende udledning har fundet sted; 6 Bier og Reinwater appellerede denne dom til Gerechtshof i Haag, der derefter har stillet Domstolen følgende spørgsmål:»skal udtrykket 'det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået' i artikel 5, nr. 3 i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, indgået i Bruxelles den 27. september 1968, fortolkes som 'det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået (skaden er indtrådt eller har vist sig); eller 'det sted, hvor den handling, som har haft skaden til følge, er foretaget (hvor handlingen er foretaget eller undladt)'?«7 I henhold til konventionens artikel 5 kan»en person, der har bopæl på en kontraherende stats område,... sagsøges i en anden kontraherende stat:... 3 i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«; 8 denne bestemmelse skal fortolkes ud fra det system af kompetenceregler, som findes i konventionens afsnit II; 1744

11 BIER / MINES DE POTASSE D'ALSACE 9 efter dette systems grundregel i artikel 2 er det i almindelighed retterne i den stat, hvor sagsøgte har bopæl, der er kompetent; 10 artikel 5 hjemler imidlertid en række særlige værneting, som kan benyttes efter sagsøgers valg; 11 denne valgmulighed er indført af hensyn til en hensigtsmæssig sagsbehandling, fordi der i visse velafgrænsede tilfælde findes en særlig snæver sammenhæng mellem en tvist og den ret, hvor sagen kan anlægges; 12 efter artikel 5, nr. 3 kan sagsøger således i sager om erstatning uden for kontrakt indbringe sagen for retten»på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«; 13 det er i konventionens sammenhæng uklart, hvad dette udtryk betyder, når stedet for den begivenhed, som ligger til grund for en skade, ligger i en anden stat end den, hvor skaden er indtrådt, således som det navnlig er tilfældet ved luft- eller vandforurening ud over en stats grænser; 14 udtrykket»det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«lader i alle de sprog, konventionen er udfærdiget i, det spørgsmål stå åbent, om det tilknytningsmoment, der skal være afgørende for værnetinget i den beskrevne situation, skal være enten stedet for den skadevoldende begivenhed eller det sted, hvor skaden er indtrådt, eller om sagsøgeren skal kunne vælge mellem disse to tilknytningsmomenter; 15 det skal i så henseende bemærkes, at stedet for den skadevoldende begivenhed efter omstændighederne kan have lige så stor betydning som stedet for skadens indtræden som tilknytningsmoment ved udpegning af den kompetente ret; 16 statuering af et ansvar uden for kontraktsforhold kan nemlig kun komme på tale, såfremt der kan påvises årsagsforbindelse mellem skaden og den handling, hvori denne skade har sin årsag; 17 i betragtning af den snævre sammenhæng mellem de faktorer, hvoraf enhver ansvarspådragende adfærd består, ses det ikke, at et af de to nævnte tilknyt- 1745

12 DOM AFSAGT SAG 21/76 ningsmomenter kan vælges frem for det andet, da de hver især efter omstændighederne kan være af særlig praktisk betydning med henblik på beviset og på tilrettelæggelse af retssagen; 18 at vælge det ene af disse synes så meget desto mindre ønskeligt, som konventionens artikel 5, nr. 3 ved sin vide formulering omfatter en lang række forskellige former for ansvar; 19 udtrykket»det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«i artikel 5, nr. 3 skal altså forstås således, at sagsøger efter eget valg kan anlægge sag enten på det sted, hvor skaden er indtrådt, eller på stedet for den skadevoldende begivenhed; го til støtte for denne løsning kan for det første anføres, at valg af stedet for den skadevoldende begivenhed som eneste tilknytningsmoment ville medføre, at de i konventionens artikler 2 og 5, nr. 3 omhandlede værnetingsregler i et betydeligt antal sager ville falde sammen, således at den sidstnævnte bestemmelse for så vidt ville miste sin tilsigtede virkning; 21 for det andet kan det anføres, at valg af det sted, hvor skaden er indtrådt, som eneste tilknytning i de sager, hvor stedet for den skadegørende begivenhed ikke falder sammen med skadevolders bopæl, ganske uhensigtsmæssigt ville udelukke en ret, som er særlig tæt på skadens årsag; 22 det følger desuden af en sammenligning mellem de enkelte staters lovgivninger og retspraksis om værneting både nationalt og internationalt at der i flere stater, ganske vist i forskellige retlige udformninger, samtidig er skabt mulighed for en anvendelse af begge de her omhandlede tilknytningsmomenter; 23 under disse omstændigheder har den ovenfor udviklede fortolkning den fordel, at de løsninger, der er udviklet i de forskellige nationale retssystemer, ikke fuldstændig ændres, idet ensartetheden søges gennemført i overensstemmelse med konventionens artikel 5, nr. 3 ved en systematisering af løsninger, der principielt allerede er i brug i størstedelen af de pågældende stater; 24 spørgsmålet skal herefter besvares således, at er det sted, hvor den handling, der kan medføre et ansvar uden for kontraktsforhold, og det sted, hvor denne 1746

13 BIER / MINES DE POTASSE D'ALSACE handling har forårsaget en skade, ikke identiske, skal udtrykket»det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«i konventionens artikel 5, nr. 3 forstås således, at det både omfatter det sted, hvor skaden er indtrådt, og det sted, hvor den skadegørende handling er foretaget; 25 det følger heraf, at en person efter sagsøgerens valg kan sagsøges enten ved retten på det sted, hvor skaden er indtrådt, eller ved retten på det sted, hvor den til grund for denne skade liggende handling er foretaget. Vedrørende sagsomkostningerne 26 De udgifter, der er afholdt af regeringen for Den franske Republik, regeringen for kongeriget Nederlandene og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som alle har indgivet indlæg til Domstolen, kan ikke godtgøres; 27 da retsforhandlingerne i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for Gerechtshof i Haag, tilkommer det denne ret at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. På grundlag af disse præmisser, kender DOMSTOLEN vedrørende de spørgsmål, der ved dom af 27. februar 1976 er forelagt den af Gerechtshof i Haag, for ret: Er det sted, hvor den handling, der kan medføre et ansvar uden for kontraktsforhold, og det sted, hvor denne handling har forårsaget en skade, ikke identiske, skal udtrykket»det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«i artikel 5, nr. 3 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forstås således, at det både omfatter det sted, hvor skaden er indtrådt, og det sted, hvor den skadegørende handling er foretaget. 1747

14 FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA HR. CAPOTORTI SAG 21/76 Det følger heraf, at en person efter sagsøgerens valg kan sagsøges enten ved retten på det sted, hvor skaden er indtrådt, eller ved retten på det sted, hvor den til grund for denne skade liggende handling er foretaget. Kutscher Donner Pescatore Mertens de Wilmars Sørensen Mackenzie Stuart O'Keeffe Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. november A. Van Houtte Justitssekretær H. Kutscher Præsident FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT F. CAPOTORTI FREMSAT DEN 10. NOVEMBER Høje Ret. 1. Sagen mellem Bier og Mines de Potasse d'alsace hører til den kategori sager, der indeholder problemer vedrørende fortolkningen af Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager. Bestemmelsen, som skal fortolkes, er konventionens artikel 5, nr. 3, der bestemmer:»en person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat... i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«. Domstolen anmodes i det væsentlige om at afgøre, hvad der skal forstås ved ordene»det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, som i den nævnte artikel har den betydning og funktion at være kriterium for et særligt værneting. De væsentligste faktiske omstændigheder kan gengives således: Den nederlandske virksomhed Bier, som ejer store gartnerier i nærheden af Rotterdam, som vandes fra Rhinen, og foreningen Reinwater i Amsterdam har anlagt sag ved Arrondissementsrechtbank Rotterdam mod selskabet Mines de Potasse d'alsace, som har registreret hjemsted i Mulhouse, med påstand om skadeserstatning som følge af forurening af rhinvandet under henvisning til, at selskabet dagligt udleder omkring tons klorsalte i en kanal, som udmunder i Rhinen. Det bør nævnes, at foreningen Reinwater ifølge sine vedtægter skal fremme enhver mulig forbedring af vandkvaliteten i Rhinbækkenet, og at den i dette øjemed kan optræde som sagsøger til beskyttelse af de personers subjektive rettigheder, hvis livsmiljø påvirkes af vandkvaliteten, 1 Oversat fra italiensk. 1748