Om manglende inddragelse af grundejer før afsætning af skel, og om ikke åbent at lægge løsningsmuligheder frem for grundejer.

Transkript

1 Om manglende inddragelse af grundejer før afsætning af skel, og om ikke åbent at lægge løsningsmuligheder frem for grundejer. I forbindelse med en skelmåling konstaterede landinspektør L, at et vandløb, som markerede ejendomsgrænsen på stedet, ikke var i overensstemmelse med matriklens oplysninger om skellets beliggenhed. Han orienterede sin klient om, at skellet efter hans opfattelse var ændret som følge af, at grænsen på stedet i hævdstid havde været beliggende i midten af vandløbet. Landinspektøren valgte herefter uden forinden at have oplyst klageren om uoverensstemmelsen at sende et brev til klageren, hvori han uden videre bad denne tiltræde det afmærkede skel, som landinspektøren havde afsat i marken efter matriklens oplysninger om skellets beliggenhed, selvom det efter hans opfattelse ikke var det ejendomsretlige skel. Skellet var på stedet afmærket med træpæle. Landinspektøren erkendte for nævnet, at det matrikulære skel ville være blevet det ejendomsretlige skel, hvis klageren havde valgt at underskrive den fremsendte skelerklæring. De træpæle, som markerede det matrikulære skel, ville herefter være blevet erstattet af skelmærker. Landinspektørnævnet fandt, at landinspektøren, som ikke var i tvivl om, at der ikke var den nødvendige overensstemmelse mellem ejendomsgrænsen på stedet og matriklens oplysninger om skellets beliggenhed, efter bestemmelsen i 4, stk. 2, i bekendtgørelse om matrikulære arbejder, skulle give de berørte ejere lejlighed til at udtale sig, før skellet blev afmærket selvom afmærkningen alene blev foretaget med træpæle. Nævnet fandt det kritisabelt, at landinspektøren i brevet, hvor han første gang oplyste klageren om skelafsætningen, ikke lagde det åbent frem, hvilke muligheder der var for at få løst uoverensstemmelsen mellem det matrikulære skel og vandløbet, som nu markerede ejendomsgrænsen på stedet. Dels tilkendegav han ikke over for klageren, hvor han mente, at den retligt gældende ejendomsgrænse var beliggende, dels præsenterede han alene klageren for den mulighed, at det matrikulære skel var den retligt gældende ejendomsgrænse. For sin handlemåde i forbindelse med sin fastlæggelse af skellet samt ved sin mangelfulde underretning af klageren blev landinspektøren pålagt en bøde på kr. Kendelse fra Landinspektørnævnet I Landinspektørnævnets sag nr : A klager over landinspektør L afsagde nævnet den 26. november 2007 følgende: I et brev af 25. april 2007 og et efterfølgende brev af 15. august 2007 har A klaget over landinspektør L s fremgangsmåde i forbindelse med fastlæggelsen af skellet mellem A s ejendom, matr.nr. 75a., og ejendommen, matr.nr. 73 smst., tilhørende B. I brevet af 25. april 2007 står der bl.a.:. a. Den 17. november 2005 modtager jeg uden forudgående kontakt en skriftlig henvendelse fra L med en vedhæftet skelerklæring med anmodning om min godkendelse og underskrift.. Kan så samme dag konstatere, at der uden min viden og på min mark er anbragt rødtoppede pæle. b. Den 13. december 2005 modtager jeg fra L en rykker med anmodning om en godkendelse af ejendomsgrænsen.. c. Den 15. december 2005 sender jeg et brev til L med min umiddelbare begrundelse for ikke at kunne anerkende den af L angivne ejendomsgrænse.. d. Den 21. december 2005 modtager jeg et brev fra B.. e. Den 3. januar 2006 sender jeg en henvendelse til L.. f. Den 18. marts 2007 sender jeg på ny en henvendelse til L for at rykke for et svar på, hvor den ikke afsluttede skelsætningssag befinder sig.. Det er min opfattelse, at landinspektør L i dette sagforløb ikke har levet op til 7 i bestemmelserne i Bekendtgørelse af lov om landinspektørvirksomhed. Ad a c. 1. Jeg klager over, at L i forbindelse med sin undersøgelse af matriklens oplysninger ikke har konstateret, at den faktiske ejendomsgrænse siden ca har maj

2 været at finde i grøften mellem de 2 ejendomme. Et forhold som er vidnefast, og som også har været både min og B s hidtidige opfattelse. 2. Jeg klager over, at L ikke på noget tidspunkt i forbindelse med arbejdet med skelsætningen mellem de 2 nævnte ejendomme har rettet henvendelse til mig, som ejer af mat.nr. 75a og dermed i skelsætningssagen. Jeg er således blevet frataget muligheden for en dialog med L og for at udtale mig, før L i marken har afsat skel. 3. Jeg klager over, at L efter min opfattelse ikke har handlet korrekt, da det under opmålingen må være gået op for L, at der var noget galt i relation til både hævd og matrikelkort. Jeg har efter henvendelse til Kort- og Matrikelstyrelsen konstateret, at der er diskrepans mellem det matrikelkort, som L har brugt til sine opmålinger, og så de matrikelkort som foreligger i forbindelse med frasalget af matr.nr. 73 og matr.nr. 74 fra matr.nr. 75. De originale matrikelkort for matr.nr. 73, 74 og 75 forelå ikke på henvendelsestidspunktet i Kort- og Matrikelstyrelsen, men blev af styrelsen på baggrund af mine oplysninger om deres eksistens rekvireret fra Rigsarkivet og efterfølgende sendt til mig i kopi. Ad e - f 4. Jeg klager over, at L i forbindelse med myndighedsbehandlingen ikke har besvaret min henvendelse af 3. januar 2006 og heller ikke besvaret den fornyede henvendelse af 18. marts I brev af 16. november 2005 fra landinspektør L til A står der: Ejeren af matr.nr. 73., B,. har anmodet undertegnede foretage en afmærkning af ejendomsgrænsen for sin ejendom. Grænsen mod Deres ejendom matr.nr. 75a smst., som den er registreret i Kort & Matrikelstyrelsens arkiver, er således afmærket med to rødtoppede træpæle. Den foretagne afmærkning er vist på vedlagte kort i 1:500 over området. Ejendomsgrænsen mellem matr.nr. 73 og matr.nr. 75a har ifølge mine oplysninger aldrig været afmærket. En afmærkning af den fælles ejendomsgrænse forudsætter registrering heraf i Kort og Matrikelstyrelsen. De bedes derfor som ejer af matr.nr. 75a undertegne vedlagte skelerklæring og returnere den. Den foretagne afmærkning af den fælles ejendomsgrænse vil herefter blive erstattet med skelpæle og målebladet tilgå Kort & Matrikelstyrelsen til registrering.. Det nævnte kort og den nævnte erklæring er vist nedenfor: 32 maj 2008

3 Landinspektør L har i et brev af 8. juli 2007 og et efterfølgende brev af 25. oktober 2007 fremsat sine bemærkninger til klagen. I brevet af 8. juli 2007 står der bl.a.: Undertegnede blev d. 11. okt af ejeren af matr. nr. 73. anmodet om at afsætte skellet mod matr.nr. 75a smst. Efter en indledende samtale på stedet om forholdet, hvor jeg tilkendegav overfor matr.nr. 73, at ejeren af matr.nr. 75a umiddelbart havde vundet hævd over en del af matr.nr. 73 beliggende mellem det regulerede vandløb og den forud for reguleringen dengang gældende grænse. Ejeren af matr.nr. 73 insisterede imidlertid på at søge grænserne for matr.nr. 73 mod matr. nr. 75a anerkendt i henhold til udstykningen af matr.nr. 73 fra Det blev over for ejeren af matr.nr. 73 pointeret, at forholdets berigtigelse forudsatte en anerkendelse heraf fra ejeren af matr.nr. 75a. Efter en opmåling af forholdene i marken blev den historiske ejendomsgrænse afsat bedst muligt på stedet markeret ved træpæle. Som antaget til opgaven af ejeren af matr.nr. 73 blev en anmodning om anerkendelse af skellet sammen med en situationsplan fremsendt til undertegnelse af ejeren af matr.nr. 75a efterfulgt af en senere påmindelse. A henholdt sig i sit svar d. 15. dec. til gældende dansk ret, og svaret blev i en afsluttende skrivelse tilsendt ejeren af matr.nr. 73 og sagen herefter afsluttet fra min side. Jeg finder det helt udokumenteret og uberettiget, at der skulle være diskrepans mellem det af undertegnede anvendte og registreringerne i Kort og Matrikelstyrelsen. Den 14. okt rekvirerede jeg mål til fastsættelse af den fælles ejendomsgrænse. Da sagen fra min side afsluttedes ved skrivelsen til B d. 18. dec på det bestående ejendomsretlige forhold mellem matr.nr. 73 og matr.nr. 75a, har jeg ikke anset det for min opgave at bidrage til de naboretlige uoverensstemmelser ved tilføjelser til A s skrivelser af 3. jan og 18. marts 2006 (2007)... Den nævnte afsluttende skrivelse fra landinspektør L til ejeren af matr.nr. 73 er dateret den 18. december 2005, og heraf fremgår det bl.a.: Jeg har nu modtaget et svar fra A som ejer af matr. nr. 75a om årsagen til, at han ikke har besvaret mine henvendelser i sagen. A tilkendegiver nu, jfr. svaret, at han har vundet hævd på arealet syd for vandløbet. Eneste mulige vej frem er herefter kun at anlægge sag ved retten herom og vel at mærke at vinde den. Og chancerne herfor må jeg desværre tilkendegive at skønne til lig nul. Jeg ligger inde med måleblade for de tilgrænsende veje, som viser en lignende beliggenhed af vandløbet tilbage til Mulighederne for at vinde en retsag er kun til stede, hvis der inden for de sidste 20 år, som er hævdstiden, kan dokumenteres en ejermæssig råden over arealet, eller det kan dokumenteres, at den til enhver tid værende ejer af matr.nr. 75a gennem tiderne er blevet gjort opmærksom på misforholdet mellem forholdene på stedet og registreringerne i matriklen. Det forekommer mig desværre, at der ikke er dokumentation herfor... Den 5. november 2007 afholdtes møde i nævnet. Indklagede, landinspektør L var mødt. Klageren, A var mødt sammen med C. A forklarede bl.a., at han blev meget forundret, da han modtog brevet af 16. november 2005 fra L om den foretagne afmærkning af skellet. Han har boet på ejendommen i 35 år og har altid haft den opfattelse, at skellet er beliggende i grøften. Han besøgte Kort & Matrikelstyrelsen, hvor han fik kopi af de foreliggende mål til skellet. Han indhentede ligeledes den oprindelige udstykningsmåling, som findes i Rigsarkivet, og denne viser, at den gravede grøft, som nu er skellet, oprindelig lå inde på naboens ejendom. Han kontaktede herefter forskellige rådgivere om, hvordan han skulle forholde sig til L s afsætning. Da L i brevet af 12. december 2005 rykkede for hans svar, meddelte han i brevet af 15. december 2005 denne, at han ikke kunne anerkende afsætningen, idet skellet efter hans opfattelse er ændret ved hævd. Efter at have modtaget B s brev af 21. december 2005, skrev han på ny til L og meddelte, at han forventede, at L indkaldte ham og B til enten en ejendomsberigtigelse eller en skelforretning. Det undrede ham, at han herefter intet hørte fra L, men han troede, at sagen enten var henlagt, eller at en skelforretning var under forberedelse. Han ved, at en skelforretning kan tage lang tid at gennemføre. I foråret 2007 fjernede B hegnet og skabte adgang fra den offentlige vej til det omtvistede areal. A s hustru gjorde B opmærksom på, at han ikke kunne gøre dette, men B henviste til, at han havde politiets tilladelse hertil. Han kontaktede politiet, som oplyste, at B havde ret til at fjerne hegnet, idet spørgsmålet om skellets beliggenhed var uafklaret. Han skrev herefter til L, men da denne efter en måned ikke havde reageret, klagede han til Landinspektørnævnet. Den 15. oktober 2007 konstaterede han, at træpælene var væk. Han blev efterfølgende klar over, at det var L, som havde fjernet dem. L forklarede, at han af B fik til opgave at retablere det omhandlede skel. Han konstaterede en afvigelse mellem ejendomsgrænsen på stedet og matriklens oplysninger om skellets beliggenhed. Det var hans opfattelse, at skellet var ændret, idet ejendomsgrænsen på stedet i hævdstid havde været beliggende i midten af en grøft. Han tilkendegav dette overfor B, men valgte alligevel at søge det skel, som han i marken havde afsat efter matriklens oplysninger, godkendt hos klageren. Hvis klageren kunne maj

4 tiltræde det afsatte skel, ville han lade målingen registrere i matriklen samt udskifte træpælene med skelmærker. Da klageren i brevet af 15. december 2006 meddelte ham, at denne anså skellet ændret ved hævdserhvervelse, var der ikke mere, han kunne gøre i sagen, idet B ikke ville medvirke til ejendomsberigtigelse. Han videresendte klagerens brev til B sammen med sin afregning for arbejdet. På spørgsmål fra nævnet oplyste L, at han ikke havde orienteret klageren om, at skellet efter hans opfattelse kunne være ændret ved hævdserhvervelse, inden han bad denne tiltræde det med træpæle markerede skelforløb. Han fandt det tilstrækkeligt, at den erklæring om skellets beliggenhed, som han bad klageren underskrive, blev sendt til denne. Klagerens tilbagemelding om skellets beliggenhed bekræftede hans egen opfattelse af skellets beliggenhed, og han afsluttede herefter sagen. Han er ikke ansvarlig for den optræden, som B efterfølgende har udvist i sagen. Det vil være nødvendigt at få skellets beliggenhed fastslået ved en skelforretning, som B efter hans opfattelse ingen chancer har for at vinde. Han er ikke sikker på, at tvisten mellem B og klageren om skellets beliggenhed kunne have været undgået, hvis han havde kontaktet klageren, inden han afmærkede skellet, idet tvisten udspringer af nabostridigheder. Han medgav, at det matrikulære skel ville være blevet det ejendomsretlige skel, hvis klageren havde valgt at underskrive den fremsendte skelerklæring. Han kunne tillige erkende, at det havde været mere hensigtsmæssigt, hvis han havde skrevet en erklæring, som var tilpasset situationen fremfor at have anvendt en standarderklæring. A bemærkede hertil, at det er hans opfattelse, at tvisten med B ikke ville have udviklet sig, som den gjorde, hvis L havde gjort ham bekendt med det brev, som L sendte til B den 18. december 2005, og hvis L samtidig havde fjernet træpælene. L oplyste, at han ikke opfattede det som sin pligt at besvare henvendelsen fra klageren i brevet af 3. januar 2006, idet skelsagen for hans vedkommende var afsluttet. Han var ikke rekvireret til at gennemføre en sag om ejendomsberigtigelse, og han ville være inhabil til at afholde en skelforretning. På baggrund af sin korrespondance med klageren, var det hans opfattelse, at denne havde forstået problemstillingen korrekt og dermed var i stand til at varetage sine interesser. Da det afsatte skel alene var afmærket med træpæle, kunne klageren selv på lovlig vis have fjernet dem. Han kunne for nævnet erkende, at hans brev af 16. november 2005 til klageren ikke i fuldt omfang opfyldte bestemmelserne i 4 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder om inddragelse af naboejere, idet der ikke var overensstemmelse mellem matriklens oplysninger om skellets beliggenhed og den grænse, som han anså for at være det retligt gældende skel. Han kunne ligeledes erkende, at det ville have været hensigtsmæssigt, hvis han da han afsluttede sagen i forhold til sin rekvirent også havde gjort klageren opmærksom på, at han anså sagen for afsluttet. Landinspektørnævnet udtaler: Først bemærkes, at nævnet ikke har beføjelse til at fastslå den rette beliggenhed af skellet mellem matr.nr. 73., og matr.nr. 75a smst., herunder om skellet er ændret ved hævdserhvervelse. Dette spørgsmål må afklares ved at afholde en skelforretning. Om der, som fremført af klageren under klagepunkt nr. 3, er en diskrepans mellem de mål, som landinspektør L har anvendt til sin afsætning af det matrikulære skel, og de mål, som klageren har indhentet fra Rigsarkivet, og som er modsagt af L, kan nævnet heller ikke afgøre. Ved en skelforretning vil det kunne afgøres, hvorvidt det retlige skel mellem ejendommene er ændret som følge af hævdserhvervelse, eller om det kan afsættes på grundlag af matriklens oplysninger, herunder oplysningerne fra Rigsarkivet. Ifølge 4 i bekendtgørelse nr. 291 af 25. april 2005 om matrikulære arbejder skal landinspektøren ved afsætning af skel undersøge, om ejendomsgrænsen på stedet er i overensstemmelse med matriklens oplysninger om skellets beliggenhed. Hvis dette ikke er tilfældet, eller hvis der i øvrigt kan være tvivl om skellets rette beliggenhed, skal landinspektøren give de berørte ejere lejlighed til at udtale sig, før skellet afsættes. Landinspektøren må derefter tage stilling til, om skellet kan afsættes i overensstemmelse med matriklens oplysninger, eller om forholdet skal søges ordnet efter reglerne om ejendomsberigtigelse, arealoverførsel eller skelforretning. Hvis der er overensstemmelse mellem ejendomsgrænsen på stedet og matriklens oplysninger om skellets beliggenhed, behøver landinspektøren ikke ifølge bekendtgørelsens 4, stk. 2, at give de berørte ejere lejlighed til at udtale sig, før skellet afsættes. Når et bestående skel afmærkes, skal landinspektøren ifølge bekendtgørelsens 4, stk. 3, underrette naboejere om skelafmærkningen. På baggrund af landinspektør L s forklaring lægger nævnet til grund, at han ved sin måling konstaterede, at vandløbet, som markerede ejendomsgrænsen på stedet, ikke var i overensstemmelse med matriklens oplysninger om skellets beliggenhed. Han orienterede sin klient om, at skellet efter hans opfattelse var ændret som følge af, at grænsen på stedet i hævdstid havde været beliggende i midten af vandløbet. L valgte herefter uden forinden at have oplyst klageren om uoverensstemmelsen at sende et brev til klageren, hvori han uden videre bad denne tiltræde det afmærkede skel, som landinspektøren havde afsat i marken efter matriklens oplysninger om skellets beliggenhed, selvom det efter hans opfattelse ikke var det ejendomsretlige skel. L har erkendt, at det matrikulære skel ville være blevet det ejendomsretlige skel, hvis klageren havde valgt at underskrive den fremsendte skelerklæring. De træpæle, som markerede det matrikulære skel, ville herefter være blevet erstattet af skelmærker. Landinspektørnævnet finder, at L, som ikke var i tvivl om, 34 maj 2008

5 at der ikke var den nødvendige overensstemmelse mellem ejendomsgrænsen på stedet og matriklens oplysninger om skellets beliggenhed, efter bestemmelsen i 4, stk. 2, i bekendtgørelse om matrikulære arbejder, skulle give de berørte ejere lejlighed til at udtale sig, før skellet blev afmærket selvom afmærkningen alene blev foretaget med træpæle. Nævnet finder det kritisabelt, at L i brevet af 16. november 2005, hvor han første gang oplyste klageren om skelafsætningen, ikke lagde det åbent frem, hvilke muligheder der var for at få løst uoverensstemmelsen mellem det matrikulære skel og vandløbet, som nu markerede ejendomsgrænsen på stedet. Dels tilkendegav han ikke over for klageren, hvor han mente, at den retligt gældende ejendomsgrænse var beliggende, dels præsenterede han alene klageren for den mulighed, at det matrikulære skel var den retligt gældende ejendomsgrænse. L har for nævnet erkendt, at hans brev af 16. november 2005 til klageren ikke i fuldt omfang opfyldte bestemmelserne i 4 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder om inddragelse af naboejere, idet han ikke havde fastlagt det retligt gældende skel. Landinspektørnævnet finder det endvidere kritisabelt, at L undlod at besvare brevene af 3. januar 2006 og 18. marts 2007 fra klageren, og at han ikke langt tidligere fjernede de afsatte træpæle. I den forbindelse har L for nævnet erkendt, at det ville have været hensigtsmæssigt, hvis han da han afsluttede sagen i forhold til sin rekvirent også havde gjort klageren opmærksom på, at han anså sagen for afsluttet. Selv om det måske ikke stod i L s magt at løse skelstriden mellem parterne, finder nævnet, at hans manglende besvarelse af henvendelserne fra klageren medførte, at denne stod tilbage uden svar fra L på, hvordan skelproblemet kunne løses. Efter det anførte finder nævnet, at landinspektøren ved sin handlemåde i forbindelse med sin fastlæggelse af skellet samt ved sin mangelfulde underretning af klageren har tilsidesat sine pligter som landinspektør, jf. landinspektørlovens 7. Sanktionen herfor fastsættes i medfør af samme lovs 10 til en bøde på kr. Thi bestemmes: Landinspektør L pålægges en bøde på kr. Lars Buhl Sigrid Ballund Niels Krogsgaard Ministerielle skrivelser m.m. Om lokalplanbestemmelser har forrang i forhold til vejlovene har Vejdirektoratet i brev af 10. marts 2008 udtalt: I af 28. februar 2008 har kommunen bedt os om en udtalelse om ovennævnte emne. I har oplyst, at der i kommunen er opstået tvivl om, hvorvidt lokalplaners bestemmelser kan gå forud for vejlovgivningen. I en lokalplan står følgende om vedligeholdelse af en privat fællesvej i et boligområde: 11 Grundejerforening 11.1 Når byrådet forlanger det, skal der oprettes en grundejerforening for hele lokalplanområdet med medlemspligt for samtlige ejendomme inden for lokalplanområdet Grundejerforeningen skal forestå drift og vedligeholdelse af veje, stier, parkeringspladser, vej- og stibelysning, ledningsanlæg, regnvandssøer og regnvandsgrøfter beliggende inden for området og som ikke overtages af kommunen som offentlige fælles friarealer med beplantning Grundejerforeningens vedtægter skal godkendes af byrådet. En privat fællesvej i lokalplanområdet grænser både op til grunde (boliger i byzone), der er omfattet af lokalplanen, og hvis ejere er medlemmer af grundejerforeningen, og til grunde (marker i landzone), der ikke er omfattet af lokalplanen, og hvis ejere ikke er medlemmer af grundejerforeningen. Den private fællesvej ligger i byzone. Jeres spørgsmål Når vejen skal vedligeholdes, skal den så alene vedligeholdes af grundejerforeningen, som det står i lokal planen, eller skal vejen vedligeholdes i henhold maj

6 til privatvejslovens (Lov om private fællesveje - lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999) afsnit III? Kan der i en lokalplan stilles krav om hastighedsbegrænsninger? Hvordan skal udgifterne til drift af vejbelysningen fordeles, når lysmasterne er placeret i den side af vejen, der grænser op til de grunde, der ikke er omfattet af lokalplanen? Har masternes placering generelt nogen betydning, eller anses de for at være en form for fælles udstyr til hele vejen? Vejdirektoratets udtalelse Vi skal indledningsvis oplyse, at vi alene kan påtage os at besvare spørgsmål på grundlag af den lovgivning vi administrerer, det vil her sige vejlovene. Vi kan således ikke udtale os om andre love, herunder planloven (Lov om planlægning - lovbekendtgørelse nr. 813 af 21. juni 2007). Generelt er vi dog af den opfattelse, at lovbestemmelser ikke kan ændres administrativt uden udtrykkelig hjemmel i en lov. Hverken privatvejsloven eller vejbidragsloven (om grundejerbidrag til offentlige veje - lovbekendtgørelse nr. 713 af 11. september 1997) indeholder udtrykkelig hjemmel til, at der ved lokalplan kan fastsættes bestemmelser om istandsættelse eller vedligeholdelse af private fællesveje og fordeling af udgifterne hertil, der fraviger disse loves bestemmelser herom. Os bekendt indeholder planloven heller ikke en sådan udtrykkelig hjemmel. Stillingtagen hertil må dog besvares af Miljøministeriet, By- og Landskabsstyrelsen, som administrerer planloven. Vi er dog bekendt med, at Miljøministeriet, Landsplanafdelingen, i et brev af 8. september 2003 vedrørende vejadgangsbegrænsning i lokalplan har givet udtryk for, at beslutninger til varetagelse af færdselsmæssige hensyn må imidlertid træffes gennem vejlovgivningen. End videre er det almindeligt antaget, at en lokalplans bestemmelser om nedlæggelse af veje skal gennemføres efter vejlovgivningens bestemmelser. Vi er derfor vejledende af den opfattelse, at alle afgørelser om istandsættelse og vedligeholdelse af den omtalte private fællesvej må træffes efter privatvejslovens bestemmelser. Vi foreslår dog, at du får dette synspunkt bekræftet hos Miljøministeriet, By- og landskabsstyrelsen. Hvis parterne, herunder fx grundejerforeningen, selv holder vejen i god og forsvarlig stand, vil privatvejslovens regler om vedligeholdelse dog muligvis aldrig blive benyt tet. Det skyldes, at kommunen da ikke har behov for at træffe afgørelse om istandsættelse og vedligeholdelse af vejen. Spørgsmålet, om der er hjemmel i planloven til at fastsætte hastighedsbegrænsninger, må vi henvise til By- og Landskabsstyrelsen og Justitsministeriet som de myndigheder, der administrerer planloven og færdselsloven (Lovbekendtgørelse nr af 24. oktober 2007). For så vidt angår lysmasterne kan vi oplyse, at disse masters placering kun har betydning, hvis kommunen med hjemmel i privatvejslovens 57, stk. 2, bestemmer, at de enkelte grundejere ved påbud skal lade udføre en nærmere angiven del af arbejdet. I så fald er det ejerne af de ejendomme, der ligger ud for den enkelte lysmast på den side af vejen lysmasten er placeret, der skal foretage den påbudte vedlige holdelse. Dette uanset om ejeren af ejendommen har vejret til vejen og uanset om ejendommen ligger i byzone eller landzone. Hvis kommunen derimod efter samme bestemmelse beslutter, at vedligeholdelsen af lysmaster skal udføres som et samlet arbejdet under kommunens kontrol, skal udgifterne fordeles mellem ejerne af samtlige til vejen grænsende ejendomme med vejret til vejen, uanset om ejendommen ligger i byzone eller landzone, jf. lovens 62, stk. 1. Vejdirektoratet, 10. marts 2008 (Dok.nr. 08/ ) 36 maj 2008

7 Om sænkning af offentlig vej under privat bygning har Vejdirektoratet i brev af 17. marts 2008 udtalt: I af 27. februar 2008 har kommunen bedt os om en udtalelse om ovennævnte emne. I har oplyst, at kommunen i dag har en vejret til offentlig færdsel over ejendommen matr.nr. 294, A Bygrunde, under ejendommens bygninger. Vejretten er etableret i henhold til en deklaration, som I har sendt med. Ifølge deklarationen skal frihøjden under ejendommen være mindst 3,40 m, og A Byråd har som vejbestyrelse fuld rådighed over vejarealet og kan foretage nødvendig regulering af færdslen. Tre af A Kommunes bybuslinier kører i dag under ejendommen. Med den udvikling, der sker med moderne busser, herunder fx brintbusser, er frihøjden på 3,40 m utilstrækkelig. Kommunens Teknik- og Miljøudvalg har derfor vedtaget, at højden skal forøges til 4,00 m om nødvendigt ved ekspropriation. Forøgelsen af højden påregnes opnået ved for oven at ændre på ejendommens konstruktion, således at der her opnås en højdeforøgelse på 30 cm. Dette indgreb skal ske ved ekspropriation. Højdeforøgelsen forventes endvidere opnået ved for neden at sænke vejbanen, ligeledes med ca. 30 cm. Om nødvendigt vil dette indgreb også blive foretaget ved ekspropriation. Af tidsmæssige årsager vil det dog være hensigtsmæssigt, hvis sænkningen kan påbegyndes hurtigst muligt, således at det ikke er nødvendigt at overholde de foreskrevne varslings- og behandlingsperioder for en ekspropriation. Det er yderligere oplyst, at vejen er offentlig vej, men ikke udskilt i matriklen. Det konkrete spørgsmål er derfor: Giver deklarationens bestemmelser A Byråd den fornødne hjemmel til at foretage sænkning af kørebanen under ejendommen uden ekspropriation, idet det forudsættes, at sænkningen kan foretages uden påvirkning af ejendommens søjler og søjlefundamenter? Vejdirektoratets udtalelse Vi skal indledningsvis oplyse, at vi alene kan påtage os at besvare spørgsmål på grundlag af den lovgivning vi administrerer. Det vil her sige vejloven (lov om offentlige veje - lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999). Vi kan således ikke udtale os om forståelsen af tinglyste deklarationer. Vi kan oplyse, at det påhviler vejbestyrelsen at sørge for, at samtlige dens kommuneveje udskilles i matriklen som offentlige vejarealer. Vejbestyrelsen kan dog undlade at udskille en vej, når særlige forhold gør sig gældende. Det fremgår af vejlovens 89, stk. 1. Som eksempel på særlige forhold kan nævnes tilfælde, hvor en offentlig vej anlægges under en bygning, gennem en bygning eller oven på en bygning uden at vejbestyrelsen erhverver selve ejendommen med bygning. I disse tilfælde skal vejens status som offentlig vej sikres ved tinglyst deklaration. Vi går ud fra, at det er dette, der er tilfældet i den foreliggende situation, hvor deklarationen er tinglyst i henhold til de dengang gældende ekspropriationsbestemmelser. Om denne tinglyste deklaration har et sådant indhold, at den på tilstrækkelig vis sikrer kommunen, at vejen kan administreres efter vejloven, kan vi dog ikke tage stilling til. Dette spørgsmål må i mangel af enighed mellem grundejeren og kommunen henvises domstolene. Såfremt parterne er enige om, at vejen på baggrund af deklarationen kan administreres efter vejlovens bestemmelser om offentlige veje, betyder det, at vejbestyrelsen kan foretage de ændringer af vejen, som kan foretages uden indgreb i bygningen. Kommunen kan i så fald sænke vejen, hvis det er teknisk muligt uden indgreb i bygningen. Eventuelle indgreb i bygningen kan dog alene ske efter ekspropriation, hvis det skal ske på grundlag af vejloven. Om deklarationen giver kommunen ret til at gøre indgreb i bygningen, kan vi heller ikke tage stilling til. Vejdirektoratet, 17. marts 2008 (Dok. 08/2801-5) maj

8 Om begrænsninger ved benyttelse af privat fællesvej i by har Vejdirektoratet i brev af 25. marts 2008 udtalt: Kommunen har i af 5. marts 2008 bedt Vejdirektoratet om en udtalelse om ovennævnte emne. I oplyser følgende: Henvendelsen drejer sig om en privat fællesvej i byområde. Vejen ligger i et parcelhuskvarter, og kørebanen er meget smal med fortove i begge vejsider. På fortovene (fortovsforkant) er der med kommunens tilladelse etableret steler. Vejen ejes af grundejerforeningen, hvis medlemmer med rette klager over trafikproblemer herunder tung trafik på vejen i forbindelse med leverancer af varer til et supermarked, som grænser til vejen. Der er på et tidspunkt - det ligger mange år tilbage - givet tilladelse til en overkørsel til den private fællesvej fra en varegård, hvorfra en del af varerne leveres til supermarkedet. De øvrige varer leveres til supermarkedet ved aflæsning på pallevogne, som placeres på den private fællesvej og køres ind i varegården. Da kommunen ikke er i besiddelse af overkørselstilladelsen, er I ikke bekendt med, hvilke betingelser der evt. er tilknyttet overkørselstilladelsen. Men der er formodentlig ingen. Tilladelsen er givet på et tidspunkt, hvor omfanget af leverancerne var betydeligt mindre og foregik fra mindre køretøjer. Omsætningen i butikken er steget meget. Lukkeloven er blevet liberaliseret. Der er flere kunder - også på lørdage og søndage. Vareleverancerne sker med meget store køretøjer. Manglende parkeringsmuligheder for kunder og beboere ved vejen. Supermarkedet giver færdselsmæssige problemer. På denne baggrund spørger I, om kommunen med hjemmel i privatvejslovens 44, stk. 1 eller 44, stk. 3. med politiets samtykke kan etablere eller give tilladelse til at etablere følgende færdselsmæssige reguleringer: tidsbegrænset vareaflæsning på vejen tidsbegrænset vægtbegrænsning på vejen vægtbegrænsning for vareleverancer på vejen? I tilføjer, at en generel vægtbegrænsning vil give problemer med leverancer af fyringsolie, post og renovation. I mener, at de nævnte begrænsninger vil være til ulempe for driften af supermarkedet. I spørger derfor, om begræns ninger vil kunne udløse erstatningskrav fra supermarkedet? Ejendommen hvor supermarkedet ligger, har vejret til vejen og en overkørselstilladelse til en varegård. Vejdirektoratets udtalelse Vi skal indledningsvis bemærke, at det rejste spørgsmål ikke kan besvares entydigt. Kommunen kan med politiets samtykke bestemme, at der skal foretages forandringer ved en privat fællesvej med henblik på at begrænse færdslen på vejen, jf. privatvejslovens (Lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999) 44, stk. 1. Kommunens afgørelse herom skal som udgangspunkt være begrundet i hensynet til den almindelige færdsel på vejen, men miljømæssige og vejtekniske hensyn kan også indgå i kommunens vurdering. Kommunen kan dog ikke benytte bestemmelsen i 44, stk. 1, til - overvejende eller udelukkede - helt eller delvist at begrænse en enkelt ejendoms vejret eller vejadgang til vejen. Vi mener heller ikke, at kommunen kan forbyde vareaflæsning fra køretøjer, der lovligt er standset på vejen. Men kommunen kan indføre tidsbegrænset standsningsforbud. Kommunen kan også indføre tidsbegrænset forbud mod færdsel med køretøjer over en given vægtgrænse - men ikke indføre forbud mod transport af bestemte genstande (vareleverancer), medmindre dette har udtrykkelig hjemmel i anden lovgivning, fx bestemmelserne om farlig gods (Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 705 af 21. juni 2007 om vejtransport af farligt gods). I det omfang der herefter lovligt kan indføres færdselsbegrænsninger på vejen, der begrænser adgangen til en ejendom i et sådant omfang, at der ikke længere er fornøden adgang til denne ejendom, eller færdselsbegrænsningerne hindrer en grundejer i at benytte sin vejret fuldt ud, kan det ikke udelukkes, at den pågældende grundejer ved domstolene ville få medhold i et erstatningskrav mod kommunen. Kommunen kan med politiets samtykke give tilladelse til, at en grundejer eller grundejerforening etablerer tidsbegrænset standsningsforbud eller tidsbegrænset forbud mod tunge køretøjer, jf. privatvejslovens 44, stk maj 2008

9 En sådan tilladelse kan kun udnyttes, hvis ansøgeren har ret til at gennemføre disse foranstaltninger i henhold til de konkrete vejretsaftaler, der gælder for vejen. Hverken kommunen eller Vejdirektoratet kan tage stilling hertil. En eventuel uenighed mellem grundejerforeningen og supermarkedet om vejrettens omfang er et privatretlig spørgsmål, der må afgøres af domstolene. Vejdirektoratet 25. marts 2008 (Dok. 08/ ) Om afhændelse af offentligt vejareal har Vejdirektoratet i brev af 28. marts 2008 udtalt: I af 12. marts 2008 har kommunen bedt os om en udtalelse om ovennævnte emne. I har oplyst, at kommunen ønsker at slippe for vedligeholdelsen af nogle skråninger og rabatarealer langs offentlig vej. Arealerne er udskilt sammen med det egentlige vejareal. Fx hvor arealet består af en skråning med en støttemur ned mod fortov. Naboen er ikke indstillet på at vedligeholde arealet, og kommunen må jævnligt klippe, slå, rive og pusle. I går ud fra, at arealer som disse kan nedlægges som offentlig vej uden at anvende proceduren i vejlovens (lov om offentlige veje - lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999) kap 9, idet selve vejen ikke ændres. Jeres spørgsmål Kan kommunen med hjemmel i vejloven tilpligte naboen at overtage et areal som nævnt ovenfor? Hvis 91, stk. 4, er relevant i denne sammenhæng, så skal der vel laves en forudgående nedlæggelsesprocedure efter 90? Hvad forstås ved særlige tilfælde i 91, stk. 4? Vejdirektoratets udtalelse Højesteret oplyser i en dom af 20. september 1984 (UfR H), at vejlovens kap. 9 om nedlæggelse af offentlige og almene veje forudsætter, at der er tale om anlagte veje, og at bestemmelserne efter deres indhold alene tager sigte på tilfælde, hvor en offentlig vej eller vejstrækning nedlægges i hele dens bredde. I dommen er det dog tilføjet, at det findes naturligt at anvende lovens regler om nedlæggelse af veje analogt i det omfang, hvori det er muligt. Det sidste forstår vi således, at bestemmelserne i lovens kap. 9 bør anvendes analogt, hvis nogen har en relevant retlig interesse i, at de omtalte bestemmelser finder analog anvendelse. Dette vil naboen have, hvis der ikke kan opnås enighed om prisen for vejarealet, idet en grundejer har krav på, at dette spørgsmål afgøres af taksationsmyndighederne. Det fremgår af lovens 91, stk. 2. Vi mener derfor, at et vejareal som det omtalte kan nedlægges uden at anvende proceduren i vejlovens kap. 9, hvis ejerne af de tilgrænsende ejendomme ikke har en retlig interesse i, at proceduren anvendes. Kommunen kan alene tilpligte ejeren af en tilgrænsende ejendom at overtage et nedlagt vejareal i særlige tilfælde. Det fremgår af lovens 91, stk. 4. Vi kan oplyse, at formålet med 91, stk. 4, er at skabe en løsning på det problem, at nedlagte vejarealer kommer til henligge uden vejadgang som følge af, at ejerne af de tilgrænsende ejendomme ikke ønsker at overtage arealet. Ordlyden i særlig tilfælde omfatter derfor de tilfælde, hvor et nedlagt vejareal ikke grænser til en vej, således at der fysisk kan skabes vejadgang til arealet. Dette er ikke tilfældet i den skitserede situation, hvor det nedlagte areal fortsat grænser til vejen. Uanset om det pågældende vejareal nedlægges med eller uden anvendelse af proceduren i vejlovens kap. 9, vil kommunen derfor ikke i det nævnte tilfælde kunne påtvinge en grundejer arealet. Vi kan ikke svare entydigt på, om samtlige tilfælde omfattet af 91, stk. 4, også vil være omfattet af proceduren for nedlæggelse i 90. Dette afhænger af de konkrete omstændigheder. Vejdirektoratet, 28. marts 2008 (Dok. 08/ ) maj