Kommunalpolitikkens nye magtfaktor: Dansk Folkeparti og De Radikale

Transkript

1 Politik Kommunalpolitikkens nye magtfaktor: Dansk Folkeparti og De Radikale Kongemagere. Novembervalget til de nye kommuner og regioner kan blive det store lokalpolitiske gennembrud for R og DF - Kommunesammenlægninger gør det sandsynligt, at de to selvudråbte midterpartier får betydelig mandatfremgang - Og mange steder vil de blive tungen på vægtskålen - Dermed kan de få enorm indflydelse på det lokalpolitiske Danmarkskort Kommunalvalget den 15. november kan blive det store gennembrud for to partier, der hidtil har hørt til de meget stille eksistenser på det lokalpolitiske område: Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. I givet fald vil der være tale om et nybrud i den kommunalpolitiske struktur, som vil komme til at spille en større rolle end Venstres og Socialdemokraternes evige rivalisering om, hvem der bliver det største kommunalparti. For med udsigt til et tæt opløb i de fleste regioner og kommuner vil Dansk Folkeparti og De Radikale få rig indflydelse på, hvordan de fremtidige regions- og kommunalråd konstitueres og styres. Dermed kan de to partier blive samme magtfaktor på det lokale niveau som på det landspolitiske område. Der er flere årsager til, at DF og R har en enestående mulighed for at slå igennem ved kommunalvalget: Flere opstillinger. De færre og større kommuner gør det langt lettere for mellemstore partier at opstille kandidater overalt i landet. Lavere spærregrænse. Da de nye kommuner har et større antal kommunalbestyrelsesmedlemmer end de gamle, er den såkaldte naturlige spærregrænse sat ned. Det er selvsagt til fordel for de mindre partier. Landspolitisk afsmitning. Begge partier har haft klar landspolitisk fremgang siden kommunalvalget i Det må forventes at smitte af på den lokalpolitiske tilslutning. Stort potentiale. Sammenligner man den landspolitiske tilslutning med den lokalpolitiske, er det lige præcis de partier, hvor potentialet for en lokalpolitisk fremgang synes størst. Ved det tredobbelte valg i 2001 var Rs tilslutning 25 pct. dårligere ved kommunalvalget end ved folketingsvalget, mens DF kun opnåede halvt så mange stemmer ved kommunal- som ved folketingsvalget. Se figur 1. I begge partier er man helt på det rene med, at det er en unik chance. Dansk Folkepartis organisatoriske næstformand, Carl Christian Ebbesen, ser rigtig gode muligheder i det kommende kommunalvalg: Det satser vi hårdt på. Vi håber at blive tungen på vægtskålen i langt flere tilfælde end nu. Og i så fald er vores kandidater klædt på til at sørge for maksimal indflydelse, når de nye kommunalbestyrelser skal konstitueres. Vi skal ikke lade os spise af med det næstbedste, men gå efter guldet, hvor det end er. De Radikales landsformand, Søren Bald, er heller ikke i Nye kommuner - nye brudflader Ved kommunalvalget den 15. november vil borgerne for første gang blive direkte involveret i det statsministeren har kaldt den største administrative reform i sin generation: strukturreformen. 271 kommuner er blevet til amter er blevet til 5 regioner. Regionerne har fået færre opgaver - kommunerne flere. Mediernes dækning af kandidaterne og de lokale konflikter vil være uden sidestykke. Partierne er rustet til de hidtil dyreste og mest professionaliserede lokale valgkampe. Kampen om at erobre borgmesterkæderne har med andre ord aldrig været mere intens og afgørende for velfærdssamfundets fremtid. Ugebrevet vil i de kommende uger analysere de mange nye brudflader og give sit bud på, hvordan de vil ændre det politiske billede i Danmark. Nr oktober

2 tvivl om, at det bliver et vigtigt valg for hans parti: Jeg har ikke noget egentligt succeskriterium, men jeg har da et realistisk håb om, at vi i hvert fald opnår repræsentation i 75 pct. af de nye kommuner. Det vil være en stor fremgang i forhold til de godt pct., vi har i dag. Det vil være overordentligt betydningsfuldt for partiet, fordi det vil bidrage til at styrke den politiske debat i vores lokalforeninger. Lektor Ulrik Kjær, der er kommunalforsker ved Syddansk Universitet, mener også, at de to partier - teoretisk - har en god chance for pæn fremgang: Var man rådgiver for de to partier, var der ingen tvivl om, at man ville opfordre dem til at slå til. En del af den mulige gevinst vil tilmed være helt gratis. Der er mange kommuner, hvor de to partier ved tidligere valg har befundet sig lige på den forkerte side af spærregrænsen. Med den lavere spærregrænse vil det samme stemmetal i sig selv være nok til at erobre mandatet. Og er det rigtigt - som mange formoder - at de to blokke kommer til at ligge tæt på hinanden, bliver der gode muligheder for, at de to partier i mange kommuner kan indtage rollen som tungen på vægtskålen. Ikke meget at prale af Det er synd at sige, at de to selvudråbte midterpartier hidtil har spillet nogen større rolle i dansk regional- eller lokalpolitik. I de to paraplyorganisationer - Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening - er Venstre og Socialdemokraterne totalt dominerende. Dansk Folkeparti har et enkelt medlem af KLs bestyrelse, mens De Radikale er helt uden repræsentation i begge de to foreningers ledende organer. Ser man ud over landet, er der heller ikke meget at prale af. I de nuværende 271 kommuner og 14 amter har Dansk Folkeparti ikke en eneste borgmester, mens De Radikale trods alt kan prale med Jørn Sørensen i Holbæk og Poul Erik Jensen i Tølløse. Til sammenligning kunne man nævne, at valget i 2001 til de kommunale råd resulterede i 138 borgmestre til Venstre og 82 til Socialdemokraterne. Når Dansk Folkeparti og De Radikale ikke har fået flere, er en nærliggende forklaring, at de to partier notorisk klarer sig dårligere ved de kommunale valg end ved folketingsvalgene. Det er dog langtfra den eneste. Små og middelstore partier har ganske enkelt ikke haft kræfter til at stille kandidater op i (især) de mange mindre kommuner, der hidtil har præget danmarkskortet. Hvor Socialdemokraterne og Venstre ved sidste valg havde kandidater i næsten alle 275 kommuner (det var før sammenlægningen på Bornholm), stillede Dansk Folkeparti kun op i tre ud af fire, mens De Radikale kun havde kandidater på stemmesedlen i ca. halvdelen. Ser man på de to partiers evne til at få deres kandidater valgt, er den heller ikke prangende. Meget stort potentiale Vælgertilslutning ved folketingsvalg og kommunalvalg til R og DF Antal stemmer Antal stemmer Folketingsvalg Kommunalvalg Folketingsvalg Kommunalvalg Figur 1: Både Dansk Folkeparti og De Radikale har hidtil klaret sig notorisk dårligere ved kommunalvalg end ved folketingsvalg. Note: Dansk Folkeparti eksisterede ikke i Det er Frenskridtspartiets vælgertilslutning, der er angivetm Kilde: Indenrigsministeriet og Danmarks Statistik. For Dansk Folkeparti lykkedes det at få indvalgt kandidater i to tredjedele af de kommuner, hvor de stillede op, mens De Radikales succesrate var under 50 pct. Se figur 2. Det sidste skyldes bl.a., at det begrænsede antal pladser i kommunalbestyrelsen sætter en naturlig spærregrænse. I 2001 var den ifølge KL gennemsnitligt tre gange så høj som de 2 pct., der gælder ved et folketingsvalg. Det er bl.a. dét, som den forestående kommunalreform ændrer ved. For selv om et mandat i de kommende storkommuner bliver dyrere målt i absolutte stemmer, bliver det relativt nemmere, fordi antallet af kommunalbestyrelsespladser sættes op fra i gennemsnit 17 til 26. Ifølge KL betyder det, at den gennemsnitlige spærregrænse falder fra ca. 6 til ca. 4 pct. Dertil kommer som nævnt, at de lokale partiforeninger har nemmere ved at opnå den kritiske masse, der skal til for overhovedet at være i stand til at stille op. Og selv om opstillingsfristen endnu ikke er udløbet, lyder meldingen fra begge partier, at de - fraset enkelte af de tilbageværende helt små kommuner som Læsø og Fanø - stiller op så godt som alle steder. 6 Nr oktober 2005

3 Tæt løb mellem blokkene Alene af disse årsager skulle det gå mærkeligt til, hvis de to partier ikke kunne notere en mandatfremgang. Hvor stor den bliver, er selvfølgelig det næste spørgsmål - og på det punkt er de to partier klædeligt beskedne. Vi håber naturligvis at få en større stemmeandel end sidst, men vores succeskriterium er at få mindst én kandidat valgt ind alle de steder, hvor vi stiller op. Det at være repræsenteret kommunalt i hele landet betyder meget mere for os, end man umiddelbart skulle tro. Skal man være et rigtigt folkeparti, kræver det, at man også er repræsenteret lokalt og har indflydelse i enhver afkrog af landet. Det er et stort ønske for Dansk Folkepartis side, så det arbejder vi hårdt på. Og får vi mindst én kandidat valgt ind i næsten alle landets kommuner, har vi noget at bygge videre på, siger Carl Christian Ebbesen. De Radikales landsformand formulerer sig lige så blødt: Der er folk i partiet, der mener, at en fordobling af stemmetallet eller f.eks. en fordobling af antallet af borgmesterposter ville være et godt mål. Og selvfølgelig skal vi opmuntre hinanden til at gøre det så godt som muligt, men den slags kan hurtigt vise sig at være et slag i luften, for det er et spil med uendeligt mange variable. For mig er det vigtigere, at vi kommer med i rigtig mange konstitueringsaftaler. Dels vil det give os mulighed for at påvirke styret af de kommende storkommuner. Dels vil det være en slags garanti for, at de nye kommuner kommer rimeligt godt fra start. For det er forholdsvis sjældent, at vi går med i helt smalle konstitueringer. Er det rigtigt - som mange formoder - at de to blokke kommer til at ligge tæt på hinanden, bliver der gode muligheder for, at de to partier i mange kommuner kan indtage rollen som tungen på vægtskålen. Ulrik Kjær, lektor, Syddansk Universitet Ser man på de prognoser, som professor Søren Risbjerg Thomsen, Århus Universitet, har lavet for internetavisen Altinget, er der basis for en betydelig optimisme. Det er i sig selv ikke underligt, idet de groft sagt bygger på historiske erfaringer om, at de landspolitiske tendenser slår igennem med ca. halv kraft ved valget til kommunalbestyrelserne. Holder det også vand denne gang, står Dansk Folkeparti til en samlet fremgang på ca. 25 pct., mens De Radikale står til en gevinst på godt 70 pct. Hvad det helt præcist betyder for de enkelte kommuner, er til gengæld meget vanskeligt at sige. For det første viser erfaringen, at sådanne prognoser er betydeligt mere præcise Ringe succesrate for R og DF Opstillings- og repræsentationsmønster for de forskellige partier ved kommunalvalget 2001, antal kommuner Opstilling Repræsentation Succesrate, pct. A. Socialdemokraterne B. Det Radikale Venstre C. Det Konservative Folkeparti D. Centrum-Demokraterne F. Socialistisk Folkeparti O. Dansk Folkeparti Q. Kristendemokraterne S. Slesvigsk Parti V. Venstre Z. Fremskridtspartiet Ø. Enhedslisten Uden reserveret bogstav Figur 2: For DF lykkedes det at få indvalgt kandidater i to tredjedele af de kommuner, hvor de stillede op, mens De Radikales succesrate var under 50 pct. Note: Succesrater er beregnet som antal kommuner med repræsentation i procent af antal kommuner med opstilling. Kilde: Danmarks Statistik og Ulrik Kjær. på landsbasis end for den enkelte kommune, hvor mange forskellige lokale forhold kan spille ind. For det andet er der på nuværende tidspunkt ikke et klart overblik over, hvilke valgforbund partierne indgår i de enkelte kommuner. Risbjerg Thomsens prognose tyder dog på, at der i rigtig mange regioner og kommuner vil være et meget tæt opløb mellem V-K-DF på den ene side og S-SF-EL på den anden. Ser man på valget til de fem regioner, som på grund af den stærkt reducerede indflydelse næppe vil tiltrække den helt store interesse, står den borgerlige blok til at vinde tre. I de øvrige to vil en socialdemokratisk formandspost - som det kommer til at hedde - være afhængig af radikal støtte. Og forestiller man sig, at Pia Kjærsgaard & Co. også for alvor vil lege midterparti, er intet afgjort i nogen af regionerne. Ser man på kommunerne, er der rent VK-flertal i de 19, mens S, SF og Enhedslisten har magten i 10. Borgmesterposterne i de resterende 69 kommuner vil ifølge prognosen være afhængig af de to blokkes støtte fra de Radikale, Dansk Folkeparti og lokale borgerlister. Hvis Dansk Folkeparti i alle kommuner støtter VK, og de radikale stemmer tilsvarende bliver brugt til at støtte Socialdemokraterne og venstrefløjen, vil det i begge tilfælde fører til ca. en fordobling af de to blokkes borgmesterposter. Og leger man videre med tanken om, at de to såkaldte midterpartier også kunne vælge at gøre fælles sag, er der yderligere 10 kommuner, hvor de suverænt kan afgøre, hvordan posterne skal fordeles i kommunalbestyrelsen. Nr oktober

4 I alt bliver de to partier kongemagere i 41 af landets kommuner - altså næsten hver anden. I yderligere 16 kommuner er det de lokale borgerlisters støtte til den ene eller den anden blok, der afgør, om R og DF bliver tungen på vægtskålen. Man kan derfor roligt sige, at holder prognosen vand, vil de to partier få rige muligheder for sætte deres præg på dansk kommunalpolitik. Går efter indflydelse De to partier melder samstemmende, at de i givet fald vil bruge den stærkere position til at skaffe sig indflydelse på konstitueringen af de nye kommunalbestyrelser, der i de sammenlagte kommuner først tiltræder pr. 1. januar I det første år bliver alle kræfter brugt til at forestå den praktiske del af sammenlægningen. Der er heller ingen af dem, der udelukker, at de to partier kunne arbejde sammen for at øge mulighederne for at præge de kommende konstitueringer. Ifølge Carl Christian Ebbesen har hans parti allerede vist, at det kan samarbejde til begge sider: Vi understreger meget over for vores kandidater, at de skal gå efter politisk indflydelse. Dét er vigtigere, end hvem man samarbejder med. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at vi kan lave konstitueringer sammen med De Radikale. Hvorfor skulle vi ikke benytte os af den lejlighed, hvis de to partier virkelig bliver afgørende? For når det gælder kommunalpolitik, vil der formentlig være mange ting, vi kunne enes om. Det er jo hovedsagelig De Radikales udlændinge- og retspolitik, som vi slet ikke bryder os om. Nogenlunde de samme toner lyder fra den radikale landsformand: Det ville jeg slet ikke udelukke. Ofte bliver kommunalpolitik i langt højere grad båret af personerne end deres partitilhørsforhold. Det er klart, at skolepolitikken kunne være en anstødssten. Men selv om Dansk Folkeparti er mere centralistisk end Fremskridtspartiet var, vil du også i det parti finde folk, der mener, at indførelse af f.eks. test er noget, som den enkelte kommunalbestyrelse selv skal bestemme. Så ikke engang i det spørgsmål kan man udelukke, at vi kommer til at sidde på samme side af bordet. Kommunalpolitik er og bliver noget andet end landspolitik. Hvordan det rent faktisk vil gå, er en ganske anden sag. At De Radikale i de fleste tilfælde vil gå efter indflydelse, kan der næppe herske tvivl om. Det er der en lang tradition for i partiet, og i denne omgang kan det måske også bruges til at skaffe partiet flere borgmesterposter. Århus er det eksempel, der nævnes af mange. Ved dette valg står kampen mellem to yngre borgmesterkandidater: Venstres Louise Gade, der i 2001 ved radikal hjælp fravristede S borgmesterposten efter 70 år ved magten, og socialdemokraten Nicolai Wammen, der afbrød en lovende folketingskarriere for at blive borgmesterkandidat i sin hjemby, og som i dag er næstformand i partiet. I Århus ser De Radikale igen ud til at blive tungen på vægtskålen, og derfor bør man ikke udelukke, at de politiske studehandler i sidste ende vil føre til, at den radikale rådmand Peter Thyssen erobrer posten. Det er det samme spil, der er i fuld gang i København, hvor de hidtidige meningsmålinger har gjort Ritt Bjerregaard til favorit. Hos De Radikale er det fuldstændig op til de enkelte lokale partiforeninger, hvordan de vil placere deres lod i vægtskålen. Som Søren Bald udtrykker det: Det blander vi os overhovedet ikke i. Som jeg sagde til Klaus Bondam forleden dag: Selv hvis du laver en konstituering med Enhedslisten og Dansk Folkeparti for at blive overborgmester, vil du ingen kritik høre fra min side. Vi understreger meget over for vores kandidater, at de skal gå efter politisk indflydelse. Dét er vigtigere, end hvem man samarbejder med. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at vi kan lave konstitueringer sammen med De Radikale. Carl Christian Ebbesen, næstformand, Dansk Folkeparti Lidt mere skeptisk er man over for Dansk Folkepartis forsikringer om, at den forventede sejr vil blive brugt til at agere midterparti. Foreløbig findes der kun et eksempel på, at denne trussel er blevet ført ud i livet: da partiet hjalp socialdemokraten Vibeke Storm Rasmussen til magten i Københavns Amt for 8 år siden. Og selv om det ikke er noget endegyldigt bevis for det fremtidige samarbejde i en kommunalbestyrelse, forekommer der indtil videre rigtig mange valgforbund mellem Dansk Folkeparti og VK. Ifølge Carl Christian Ebbesen vil det dog ikke være tilfældet alle steder: Men skulle det f.eks. vise sig at ske i hovedparten af kommunerne, er det vel ikke unaturligt i betragtning af det gode samarbejde, der for tiden er mellem de tre partier på Christiansborg. Når vi laver valgteknisk samarbejde, skyldes det først og fremmest, at vi helt egoistisk ønsker at opnå det bedst mulige resultat. Men vi er ikke i lommen på nogen - heller ikke V og K. Min forventning er da også, at vi i flere tilfælde end tidligere vil få styrke til at være tungen på vægtskålen. Og derfor tror jeg også, at vi vil komme til at se flere samarbejder på kryds og tværs, siger han. Dertil kommer, at partiet er mere topstyret end De Radikale. Det er godt nok de lokale partiforeninger, der i princippet afgør, hvordan mandaterne skal bruges. Men Carl Christian Ebbesen vil ikke udelukke, at de vil spørge partitoppen til råds: Jeg har et rigtigt godt forhold til vores lo- 8 Nr oktober 2005

5 kalforeninger, og skulle nogen af dem være i tvivl om, hvorvidt de er på vej ud i noget, som vil skabe diskussion, så plejer de lige at ringe for at få et godt råd. Den endelige beslutning bliver truffet lokalt, men det er vigtigt, at de føler, at de har rygdækning i hovedbestyrelsen. Og måske kan netop topstyringen give sig udslag i, at DF udvælger - i hvert fald - et par kommuner til at støtte den socialdemokratiske borgmesterkandidat for at fremme indtrykket af, at partiet virkelig er det nye midterparti i dansk politik. En oplagt mulighed for det mediebevidste parti kunne være København. Hvis tingene flasker sig, kan en støtte til Ritt Bjerregaard som overborgmester måske oven i købet udløse en borgmesterpost til partiets spidskandidat Louise Frevert. Meget kan gå galt Alt dette er selvsagt spekulationer. Usikkerhederne ved netop dette valg er i virkeligheden så store, at resultatet bliver ekstra svært at forudse. Den mest indlysende årsag er, at der er tale om et lokalvalg. Vælgerundersøgelser viser, at både lokale forhold - herunder personspørgsmål - spiller en afgørende rolle for mange vælgere. Ved trippelvalget i 2001 stemte mere end en tredjedel af vælgerne forskelligt ved folketings- og kommunalvalg. I den store Valgundersøgelse fra 2001 blev vælgerne bl.a. spurgt, om det var lokalpolitik, landspolitik eller de opstillede personer, der var afgørende for, hvor de satte deres kryds ved valget til de kommunale råd. Det siger ikke så lidt om årsagen til de to partiers svage lokale gennemslagskraft, at deres kommunale vælgere - helt udpræget DFs - i højere grad begrundede deres kryds med landspolitiske end lokalpolitiske spørgsmål. Ifølge Ulrik Kjær er det også et af de store spørgsmål, som de to partier må stille sig selv: Der må være en grund til, at netop de to partier klarer sig notorisk dårligt ved kommunalvalg. En forklaring kunne være, at de er svage til at formulere politik på det område. Er det årsagen, har de grund til at være bekymrede, for det har næppe ændret sig siden valget for fire år siden. Et lignende spørgsmåltegn kan sættes ved kandidaterne for de to partier, der - i mange tilfælde - bliver opstillet for første gang, og af indlysende grunde ikke kan have den lokalpolitiske profil, mange vælgere vil efterspørge. Netop de nye større kommuner kan også vise sig at være en ulempe for de to partier. F.eks. kan man forestille sig, at det ved det første valg i den nye sammenlagte kommune vil være mere afgørende for vælgernes stemmeafgivelse, om kandidaten kommer fra den gamle kommune end partifarven. Det kan være en fordel for de etablerede kommunalpartier - herunder de mange lokallister, som mange har spået en snarlig død med henvisning til, at de større kommuner vil medføre en landspolitisering. Den spådom bør man i første omgang være forsigtig med. For det første er der 31 kommuner, der ikke sammenlægges. For det andet viser det hidtil eneste fortilfælde, at kommunalpolitik er en ret uforudsigelig størrelse. Ved regionsvalget på Bornholm i 2002 lykkedes det faktisk Borgerlisten - en samling af lokallisterne - at blive det største parti og komme til at afgøre, hvem der skulle være regionskommunens første borgmester. Sådan vil det næppe gå mange andre steder. Men netop valget på Bornholm viser også, at de lokale tilknytningsforhold kan komme til at spille en stor rolle ved valgene den 15. november. På Bornholm var forudsigelsen, at det ville blive kandidaterne fra Rønne, der kom til at dominere det nye regionsråd. Dels fordi politikerne fra den største by havde et større vælgerunderlag. Dels fordi de måske var mere kendt på hele øen end politikere fra de mindre kommuner. Men selv om 34 pct. af bornholmerne kommer fra Rønne, gælder det kun 15 pct. af de nye regionsrådsmedlemmer. Endelig er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan vælgerne vil reagere på den usikkerhed, som Dansk Folkepartis og De Radikales pasmeldinger medfører. I landspolitikken er det for længst fastslået som en kendsgerning, at det går mindre partier ilde, hvis de under valgkampe undlader at pege på en statsministerkandidat. Derfor lyder den samlede vurdering fra Ulrik Kjær da også, at sejren langt fra er givet på forhånd: Ud over de valgtekniske fordele må man sige, at Pia Kjærsgaard og Marianne Jelved har lavet et rigtigt flot forarbejde. Men det betyder ikke, at de lokale kandidater kan læne sig tilbage. De to partier har en teoretisk fordel. Men der skal arbejdes hårdt for at indhøste den. Fordi det er et valg, hvor de to partier traditionelt taber en stor del af de vælgere, som stemmer på dem nationalt. Poul Albret pal@mm.dk Referencer - Ulrik Kjær: Strukturreformens potentielle konsekvenser for det kommunale partisystem, i Økonomi & Politik Nr. 2, juni Jørgen Goul Andersen og Ole Borre (red.): Politisk forandring - værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget Systime, Nr oktober