Specialist Uge med Frømandskorpset

Transkript

1 Specialist Uge med Frømandskorpset Afgangen fra Rønne foregår som altid med natfærgen til Køge, når vi bornholmere drager mod det jyske på øvelser og lignende. Det er søndag aften den 5. september og min spotter og jeg har pakket en buslet med vores udrustning, rifler med mere. Vi er klar til Specialist Uge med to andre finskyttehold fra Hæren, og to af frømændenes finskyttehold. Det er Frømandskorpset, der står bag de to uger og har planlagt opholdet i Borris. Efter at have sejlet hele natten og kørt tværs gennem Danmark, ankommer vi mandag formiddag til Borrislejren. Forventningerne for de næste to uger er lidt blandede, da vi ved, at det kære Frømandskorps er glad for vand, og det eneste vi har haft at forholde os til omkring hvad ugerne indebærer, er en pakningsliste, hvor specielt kampsvømmerudrustning, komplet falder os i øjnene. Men humøret er højt, da vi ankommer til lejren og får os indkvarteret i en af bygningerne. Kort tid efter vores ankomst møder vi kendte ansigter fra Gardehusarregimentet i Slagelse og fra Jydske Dragonregiment, efterfulgt af værterne fra Frømandskorpset. Vi lod os blande på de to stuer, vi boede på, så vi kunne lære hinanden lidt bedre at kende. Det første, der forekom os iøjefaldende og karakteristisk, var frømændenes påklædning, som virkede ret tilfældig. Dette blev da også kommenteret af en officer en aften på Kuffen, der efter frømændene var gået sagde: Frømandskorpset er Danmarks svar på ANA. Om han har ret i det, vil jeg lade være usagt, men som en af frøerne så korrekt svarede, da han hørte, hvad officeren havde sagt: "Det er ikke påklædningen, der gør den gode soldat; det er hvordan han udfører sit arbejde." Efter at vi havde snakket lidt og fået pakket vores ting af bilerne, var der briefing om de to ugers forløb. Uge 1 skulle være en kombineret skyde- og træningsuge, hvor størstedelen af tiden ville foregå på skydebanen mhp. at få indskudt riflerne samt at få skudt lidt på længere afstande. Onsdag skulle der komme en helikopter, og vi ville få mulighed for at skyde fra den. Derudover skulle vi træne fastroping og watercasting fra helikopter også. De to sidstnævnte skulle øves til uge 2, hvor vi skulle lave skarpe indsættelser. Hver morgen var der afsat to timer til idræt, inden vi begyndte på selve dagens program. Idræt er noget frøerne bruger meget tid på, og man kunne se, at størstedelen brænder for at træne, og at det er et must i deres dagligdag. Uge 2 skulle som nævnt blive mere decideret øvelse med nogle skarpe indsættelser. Vi fik kort gennemgået ugen, der var inddelt i tre faser: Første fase var en døgnøvelse, der involverede noget vand og fem mål, der skulle nedkæmpes på tre forskellige lokalitioner. Fremgangsmåden ville være kampsvømning, march og opsiddet i køretøj. Fase to var en indsættelse fra helikopter i vand, nedkæmpelse af et mål og videre til næste mål for derefter at blive hentet ud med helikopter igen. Sidste fase var fastroping på en bygning og nedkæmpelse af mål, plus flyvende skydninger i en grusgrav.

2 Den første mandag forløb med idræt om morgenen, og så stod den på kontrol indskydning af rifler og skydning ud til 500 meter. Om tirsdagen blev der opstillet to baner. Den ene bane var til selvstændig skydning. Der var sat skiver op fra 300 til knap meter, som vi kunne skyde på. Den anden bane var en handlebane/kulisse-skydning, hvor der var lagt vægt på at skyde i alternative skydestillinger og med alternativ støtte af riflen, samtidigt med at man skulle ramme igennem kulissens åbninger uden at skyde i kulissen. Det der hedder muzzel awareness, hvor man skal huske at ens sigtelinje og projektilets bane ikke er ens. Ikke noget, der normalt er et problem, men så snart man kun har et skydeskår på 10 x 30 cm, og man skal holde sig tilbage i rummet, kræver det en del mere opmærksomhed fra skytte og spotter. Skydningen gav én en masse ideer til, hvordan man kan bruge både redskaber og ens makker til hjælp, samt ikke mindst det at kende sine egne begrænsninger, ved at vælge de små mål på lang afstand, hvis skydestillingen er ustabil, men alligevel at skyde selv om forholdene ikke er optimale. Der var opstillet fire kulisser som forskellige stillingsområder, og så var der redskaber man kunne tage i brug; alt fra en spade til en børnecykel. Sidstnævnte virkede bedre end man umiddelbart skulle tro. Mellem stillingsområderne skulle man være klar til at reagere på SAAB-skiver, der kunne dukke op pludseligt. En skydning, vi har prøvet noget lignende af hjemme på øen, men dette var helt klart én, man skulle tage med til fremtidige skydebanedage.

3 Så blev det onsdag, og nu skulle vi ud og fastrope. Helikopteren ankom om formiddagen, og vi fik en kort instruks i, hvordan det skulle gøres: Hænderne i brysthøjde, benene kun til at styre med, og man bremser ved at vride hænderne, som når man vrider en klud. Til sidst skulle vi huske at hoppe på rebet med ryggen i flyveretning, og sidste mand giver OK tegn til helikopteren. Derefter var det jo bare at springe ud i det, om man så må sige. Vi startede med 30 fod tov et par gange og gik videre til 60 fodsrebet. Det er henholdsvis 10 og 20 meter. På de sidste ture havde vi alt udstyret på for at få riflen tilpasset, så man nemt kunne hoppe på rebet uden at hænge fast i noget på helikopteren. Efter frokosten var det skydning fra helikopter. Det foregår ved, at man sidder i den åbne side af helikopteren og riflen hviler på en sling. Man skal så dirigere piloten, så man selv får det mest optimale skud. I størstedelen af tilfældene ryster helikopteren mere, når den hoover, fremfor hvis den er i bevægelse, og så er det din opgave at få guidet piloten hen, så du har skudmulighed og samtidig få ham til at bremse tilpas langsomt, og dermed få det roligste sigte. Men som skytte med den finske riffel Sako, der er en bolt action riffel, har man valgt at det ikke skal være nemt! Vores HK417 har fordelen i at være semiautomatisk, og vi kunne så låne os frem til en hylsterpose. Så skal man ikke tænke på at genlade, eller på hvor ens hylstre flyver hen, da de ikke må lægge i helikopteren. Og det var da også et skuffende resultat jeg havde efter min debut som helikopter-skytte. Men der blev ramt, og selv et par af de andre finskytter med deres Sako er, fik ramt på et par af skiverne. På andendagen med helikopter skulle vi på to baner. En bane, hvor der skulle fastropes fra helikopter og derefter skydes efter fire til fem mål, der skulle nedkæmpes. Det gode ved denne bane var, at vi var få, så man fik alle de ture, man kunne orke, indtil vi faktisk ikke gad mere. Den anden bane vi var på, var watercast, som i al sin enkelthed går ud på, at man sidder med benene ude af helikopteren, og når man får et klap på skulderen, hopper man ud i vandet med hænderne bag nakken. Tricket er at få placeret benene rigtig så balancen er god, ellers lander man - som vi ofte gjorde - på enden eller ryggen! Oplevelsen er fed og det bedste er, at man ikke bliver våd. Vi lånte tørdragter og svømmefødder af frøerne, hvilket for mit vedkommende gav vandpassage en helt ny mening. Vi holdt tidlig weekend, da vi allerede var færdige torsdag sidst på eftermiddagen. Den følgende mandag mødte vi til middagstid. Vi spiste frokost og fik befalingen for øvelsen. Derefter fik vi tid til at pakke og afprøve udrustning. Vi blev kørt til Hvidesande, hvorfra vi tog en redningsbåd ud på søen. Der var en sejltur på halvanden time, som bød på høj sø, og for nogen førte det til, at de måtte overgive sig, og der blev kastet en del op på turen. Men da øjeblikket kom, og vi selv skulle i vandet, gik kvalmen i sig selv hos de enkelte. Det var en meget speciel følelse at hoppe i Vesterhavet i komplet mørke, kun indimellem oplyst af skibets projektør. Samlet i to hold svømmede vi mod stranden, i hvad jeg vil kalde store surferbølger. Da vi nåede til stranden tog vi svømmefødderne af og gjorde klar til at komme i skjul for at få tørdragten af. Det var også her jeg fandt ud af, at min vandtætte pakning ikke havde holdt tæt, for da jeg prøvede at løfte den, vejede den det dobbelte af, hvad den startede med. Da vi kommer i skjul i klitterne og jeg pakker ud, er alt gennemblødt, undtagen en montaine jakke, som jeg ved et tilfælde havde pakket i en vandtætpose. En mindre detalje der senere skulle vise sig,

4 at jeg blev rigtig glad for. Da vi får smidt dragten og får den pakket ned, er vi klar til den videre opgaveløsning med nedkæmpelse af to personer i klitterne, nogle kilometer nord for vores daværende position. Vinden blæste kraftigt og regnen var tiltagende, hvilket vi valgte at bruge til vores fordel og satte hastigheden i højsædet, da sigtbarheden var lav og vinden overdøvede al lyd. Vi kommer frem til området og får fundet en stilling, hvorfra vi kan nedkæmpe de to personer. Efter skuddene pakker vi hurtigt sammen og sætter kursen mod vores pick-up, da regnen og vinden havde taget yderligere til, og vi ser vores snit til at komme hurtig i læ og få varmen, eftersom vi på daværende tidspunkt allerede var gennemblødte. Vi kommer som de første frem til vores pick-up og kommer i læ. Her får vi en god halvtimes hvile og varme mere end de, der kommer sidst frem. Efterfølgende bliver vi kørt nogle kilometer til en havn, hvor vi bliver sat af. Derefter går turen nordpå over Skjern Å for at nedkæmpe en person i en båd. På turen nord på brugte vi endnu engang vejret til vores fordel, så vi kunne skyde en høj fart. Kl havde vi placeret Skjern Å, og det gav os et par timers hvile, inden vi havde tilladelse til at nedkæmpe målet kl Sidste del af opgaven var at kapre nogle køretøjer fra de patruljerende fjender i området, for derefter at køre yderligere nord på til Stauning Lufthavn. Derfra nedkæmpede vi to mål på landingsbanen inde fra bygningerne. Målet med dette var at finde gode stillinger i urbant miljø. Derefter exfiltrerede vi til pick-up nord for lufthavnen, hvor øvelsen sluttede. Vi var tilbage i Borrislejren lige inden spisetid og nåede at vedligeholde det meste af udrustningen og få sat det til tørre, så det var klar til morgendagens opgave. Aftenen gik på at fjerne rust fra våbnene, da saltvand og metal ikke er en god kombination. Efter en god, gennemgående vedligeholdelse var våbnene så gode som nye. Efter gårsdagens strabadser var det lidt hårdt at komme ud af sengen, da vækkeuret ringede lidt i syv. Hvad der var endnu sværere, var at komme i gang med morgenens idræt, og det er nok her man for alvor kunne se forskellen var mellem os og frøerne. De havde mere energi til at dyrke idræt morgenen efter en øvelse, idet de var langt bedre til at komme sig efter hårdt fysisk arbejde. Morgenens idræt var træning for dem, men overtræning for mig! Dagens opgave bar også tydeligt præg af, at vi var trætte. Tempoet var oppe, men ikke i nærheden af, hvad vi kan. Selve opgaven bestod i to mål, der skulle nedkæmpes. Derefter en fra en ø, hvor vi lod os watercaste ned i søen og derfra svømme til land og nedkæmpe målet, smutte fra området og få klædt om i skjul. Den forsatte opgaveløsning var nedkæmpelse af en person i en pansret mandskabsvogn (PMV), som befandt sig i skoven nord for os, for til sidst at blive fløjet ud i helikopter pick-up. Det var med hjemmeværnet som fjendtlige styrker, der patruljerede, og som selvfølgelig ikke skulle opdage os. Første del gik ret smertefrit - ud over at min spotters vandtætte pakning ikke kunne holde til slaget, da vi hoppede i vandet - så han havde en våd rygsæk fra start, hvor jeg i modsætning havde været mere heldig. Infiltrationen mod målet i PMV en skulle foregå skjult, og det var her den sidste tids strabadser kunne mærkes. Tempoet var ikke så højt, men vi forsøgte stadig at holde det oppe. Da vi endelig nåede frem til det koordinat, vi havde fået, havde vi problemer med at finde målet. Det viste sig da

5 også, at koordinatet var en del ved siden af, og vi måtte bruge en del tid på at finde området. Kort tid efter havde vi fundet målet og fik løst opgaven. Vi blev fløjet ind i, hvad der skulle vise sig at være helikopterens andet og sidste løft, idet vi havde overhalet holdet før os, og helikopteren blev kaldt til anden opgave. Det blev en af de kortere dage, og det gav os god tid til at få vasket og vedligeholdt udstyret igen, så vi kunne være klar til sidste dag. Torsdagen stod på fastroping på toppen af en silo, hvorfra et mål skulle nedkæmpes. Hvorefter vi blev fløjet tilbage til udgangsstedet, hvor vi så skulle gøre klar til flyvende skydninger i grusgraven. Selve fastroping -delen var nem, og vi fik skudt målet, der befandt sig i et gavlvindue 300m væk. Delen med de flyvende skydninger gik ud på at nedkæmpe 4 mål på vej ind i grusgraven, blive landsat og nedkæmpe to mand omkring og i en bil. Derefter sidde op på helikopteren igen, og bytte plads, så begge fik prøvet at skyde. Efter skydningerne pakkede vi grejet sammen og kørte tilbage til lejren, hvor der blev arrangeret fællesspisning, grillet spareribs, lige for at runde de to ugers strabadser ordentligt af. Derefter var det slut på to interessante uger i selskab med nogle af landets bedste finskytter. Jeg har fået en masse ud af ugerne, hvor den største lærestreg var, at man aldrig kan dobbeltpakke sine ting nok, når det gælder vandtætte pakninger, for det er uden mening at tage ekstra skiftetøj og soveudstyr med, hvis det alligevel bliver vådt. Og så har det givet et lille indblik i, hvad det er for nogle folk, der går i Kongsøre, og tanken om selv at søge uddannelsen som frømand, er ikke blevet fjernere efter besøget.