HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 11. maj 2012

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 11. maj 2012 Sag 370/2011 (2. afdeling) Rigsadvokaten mod T (advokat Ulla Fabricius, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Hjørring den 11. februar 2011 og af Vestre Landsrets 5. afdeling den 1. april I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Walsøe, Marianne Højgaard Pedersen, Thomas Rørdam, Hanne Schmidt og Lars Hjortnæs. Påstande Dommen er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Anbringender T har anført, at der ikke foreligger en overtrædelse af køre- og hviletidsforordningens artikel 7, idet afbrydelsen af hans anden pause var begrundet i ekstraordinære omstændigheder som omhandlet i Europa-Kommissionens vejledningsnotat 3, hvorefter kontrolmyndighederne i sådanne tilfælde skal udvise en vis tolerance efter en individuel vurdering af situationen. Anden pause bør således i den foreliggende situation ikke anses for afbrudt med de deraf følgende retsvirkninger, idet han ikke reelt havde mulighed for at trodse ordren om at flytte lastbilen, uden at det ville have forstyrret hans pause mere, end det gjorde at efterkomme ordren. Det havde heller ikke gjort nogen forskel, om han havde gjort et notat om hændelsen,

2 - 2 - idet der er enighed om, at afbrydelsen af pausen varede sekunder og skete, da hans anden pause havde varet i 17 minutter. Han kunne som anført af landsretten have forlænget pausen efter afbrydelsen for at være helt sikker på, at kravet til længden af anden pause var opfyldt, men det havde han ingen anledning til, idet han jo gik ud fra, at reglerne var overholdt, fordi pausen med fradrag af afbrydelsen varede længere end de foreskrevne 30 minutter, nemlig 17 minutter før og 15 minutter efter afbrydelsen af pausen. Han har subsidiært anført, at han ikke har overtrådt reglerne om, hvor lang pause der i alt skal have været afholdt efter en køretid på fire og en halv time, med mere end 30 %, og at betingelserne for frakendelse af førerretten derfor ikke er opfyldt. Den faktisk afholdte anden pause på 17 minutter skal således medregnes ved opgørelsen af den samlede pause, selv om den var for kort til at opfylde kravene til en anden pause, jf. herved Vestre Landsrets dom af 28. september 2011 (TfK 2011 s. 1089), og hvis disse 17 minutter medregnes, har han holdt i alt 32 minutters pause (pause nr. 1 på 15 minutter og pause nr. 2 på 17 minutter), hvilket er en overtrædelse på mindre end 30 % af reglen om, at der skal være holdt en samlet pause på mindst 45 minutter. Der er ikke i forarbejderne til færdselsloven belæg for, at en faktisk afholdt anden pause ikke skal medregnes ved opgørelsen af den samlede pause, og der er da heller ingen færdselssikkerhedsmæssig begrundelse herfor. Den idømte sanktion på kr. i bøde og betinget frakendelse af førerretten er endvidere ude af proportion med den begåede overtrædelse og er derfor i strid med køre- og hviletidsforordningens artikel 19, jf. herved EU-Domstolens dom af 9. februar 2012 (C-2010/10) og det almindelige strafferetlige proportionalitetsprincip. Han har således klart overholdt kravet om en samlet pauselængde på mindst 45 minutter, når man ser bort fra den nødtvungne og meget kortvarige afbrydelse på sekunder af anden pause. Rigsadvokaten har anført, at T med rette er fundet skyldig i overtrædelse af køre- og hviletidsforordningens artikel 7. Afbrydelsen af hans anden pause var ikke begrundet i ekstraordinære omstændigheder som omhandlet i Europa-Kommissionens vejledningsnotat 3, idet afbrydelsen efter Ts forklaring skyldtes, at der var almindelig travlhed, da lastbilen blev aflæsset.

3 - 3 - Betingelserne for betinget frakendelse af førerretten er opfyldt, idet T har overtrådt både reglerne om køretiden og reglerne om afholdelse af pauser med mere end 30 %. Efter forordningens artikel 7 skulle han således have afholdt to pauser henholdsvis på mindst 15 minutter (første pause) og mindst 30 minutter (anden pause), således at han efter fire og en halv times kørsel havde afholdt i alt 45 minutters pause. Han har imidlertid i tidsrummet fra kl til kl på grund af afbrydelsen, da han flyttede lastbilen, ikke holdt en anden pause på mindst 30 minutter, men har holdt to pauser, først en på 17 minutter og derefter en på 15 minutter. Disse pauser på 17 og 15 minutter er hver især for korte til, at man efter de administrative regler kan undlade at sammenlægge køretiden på hver side af pauserne, og i overensstemmelse med forarbejderne til færdselslovens regler om frakendelse af førerretten kan afbrydelser af kørslen, som ikke opfylder de fastsatte krav til pauser, ikke medregnes ved beregningen af den samlede pause inden for køretiden. Vestre Landsrets dom af 23. september 2011 stemmer ikke med hidtidig landsretspraksis på området. Der kan ikke ses bort fra afbrydelsen af anden pause efter en proportionalitetsvurdering, idet der med de fastsatte tolerancegrænser i forhold til bødestraf og førerretsfrakendelse er gjort op med, hvilke overtrædelser af reglerne der kan ses bort fra ud fra en proportionalitetsvurdering. Af hensyn til færdselssikkerheden er det væsentligt, at reglerne om køre- og hviletid overholdes, idet overtrædelser kan indebære en betydelig risiko for alvorlige ulykker, som kan involvere både føreren selv og andre trafikanter. Retsgrundlag 11, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 om køre- og hviletidsbestemmelserne i vejtransport som ændret ved bekendtgørelse nr. 975 af 16. juli 2007 er fastsat i medfør af færdselslovens 86 a og lyder således: 11. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der overtræder følgende bestemmelser om: 2) varigheden af den længste køretid, jf. artikel 6 og 7 i køre- og hviletidsforordningen samt artikel 6 og 7 i AETR, Færdselslovens 125, stk. 1, nr. 6, lyder således:

4 , stk. 1. Føreren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, skal betinget frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis 6) føreren har overtrådt bestemmelser om køretid eller hviletid fastsat i de forordninger, der er nævnt i 86 a, stk. 1, eller i forskrifter, der er udstedt i medfør af 86 a, stk. 1, med mere end 30 pct., Præambel 1, 4, 7, 16, 17 og 28 samt artiklerne 4, litra d, 7 og 19, stk. 1, i køre- og hviletidsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 (med senere ændringer)) lyder således: (1) Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport tog sigte på at harmonisere vilkårene for konkurrencen mellem de forskellige former for landtransport, navnlig vejtransporten, og at forbedre arbejdsvilkårene og færdselssikkerheden. De fremskridt, der er opnået på disse områder, bør sikres og udbygges. (4) En effektiv og ensartet håndhævelse af disse bestemmelser kan bidrage til gennemførelsen af de mål, de tilsigter, og hindre, at anvendelsen af bestemmelserne bringes i miskredit. Der er derfor nødvendigt at fastsætte klarere og enklere regler, som både vejtransporterhvervet og kontrolmyndighederne har lettere ved at forstå, fortolke og anvende. (7) Denne forordning bør gælde for vejtransport, der udføres enten udelukkende inden for Fællesskabet eller mellem Fællesskabet, Schweiz og de lande, der deltager i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. (16) Med reglerne i forordningen (EØF) nr. 3820/85 har det været muligt at tilrettelægge de daglige køretider og pauser på en sådan måde, at førerne har kunnet køre for lang tid uden en rigtig pause, hvilket har resulteret i nedsat færdselssikkerhed og en forringelse af førernes arbejdsvilkår. Derfor bør det sikres, at opdelte pauser fordeles på en sådan måde, at misbrug hindres. (17) Hensigten med denne forordning er at forbedre de sociale betingelser for de arbejdstagere, den omfatter, samt at forbedre den generelle trafiksikkerhed. Dette opnås hovedsagelig ved hjælp af bestemmelserne om den maksimale køretid pr. dag, pr. uge og pr. 14-dagesperiode, bestemmelsen om, at en fører skal tage en regulær ugentlig hviletid mindst en gang pr. to på hinanden følgende uger, og bestemmelsen om, at den

5 - 5 - daglige hviletid under ingen omstændigheder bør være under ni sammenhængende timer. Da disse bestemmelser sikrer passende hvile og under hensyn til de seneste års erfaringer med den praktiske håndhævelse, er der ikke længere behov for en ordning med kompensation for reduceret daglig hviletid. (28) Målet for denne forordning, nemlig indførelse af klare, fælles regler for køretid, pauser og hviletid for førere, der udfører vejtransport, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af behovet for en samordnet aktion på tværs af grænserne bedre gennemføres på fællesskabsplan i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. Artikel 4 d) pause : enhver periode, i hvilken en fører hverken må udføre kørsel eller andet arbejde, og som udelukkende benyttes til rekreation Artikel 7 Efter en kørselsperiode på fire og en halv time skal føreren holde en sammenhængende pause på mindst 45 minutter, medmindre han påbegynder en hviletid. Denne pause kan erstattes af en pause af mindst 15 minutters varighed, fulgt af en pause af mindst 30 minutters varighed fordelt over kørselsperioden, på en sådan måde, at første stykke overholdes. Artikel Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af bestemmelserne i denne forordning og forordning (EØF) nr. 3821/85 og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen, have afskrækkende virkning, og må ikke medføre forskelsbehandling. Der må for samme overtrædelse af denne forordning og af forordning (EØF) nr. 3821/85 ikke pålægges mere end én sanktion eller indledes mere end én retsforfølgning. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen disse foranstaltninger og sanktionsbestemmelser inden den dato, der er fastsat i artikel 29. Kommissionen underretter medlemsstaterne herom. Artikel 7, stk. 1 og 2, i den tidligere gældende køre- og hviletidsforordning (Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85) havde følgende ordlyd: Artikel 7 1. Efter en køretid på 4 ½ time skal føreren afbryde kørslen i mindst 45 minutter, medmindre han påbegynder en hvileperiode.

6 Denne afbrydelse kan erstattes af afbrydelser på mindst femten minutter hver, som indskydes i køretiden eller straks efter denne på en sådan måde, at bestemmelserne i stk. 1 overholdes. Bestemmelsen i færdselslovens 125, stk. 1, nr. 6, blev indsat ved lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven. I det pågældende lovforslags almindelige bemærkninger hedder det bl.a. (Folketingstidende , tillæg A, side 6851): Rigsadvokatens redegørelse om sanktionerne for overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne Rigsadvokaten vurderer i sin redegørelse, at de gældende sanktioner for overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne bør skærpes Justitsministeriets overvejelser Som det fremgår af pkt ovenfor forekommer der ved politiets kontroller adskillige overtrædelser af reglerne om køre- og hviletid. Disse overtrædelser kan efter Justitsministeriets opfattelse indebære en betydelig risiko for medtrafikanter og for passagerer i busser mv., som i højere grad bør afspejles i sanktionsniveauet. Samtidig er der tale om overtrædelser, der begås i erhvervsforhold, og der vil ved overtrædelserne kunne opnås en væsentlig fortjeneste. Justitsministeriet er derfor enig med Rigsadvokaten i, at bødeniveauet for overtrædelse af reglerne om køre- og hviletid bør skærpes betydeligt. Væsentligt større bøder på området må efter Justitsministeriets opfattelse antages at have en præventiv effekt, idet det ikke længere vil kunne betale sig at overtræde reglerne, hvilket vil medvirke til at begrænse omfanget af overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne. Justitsministeriet er endvidere enig med Rigsadvokaten i, at der bør indføres mulighed for frakendelse af førerretten ved visse grovere og gentagne overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne. Risikoen for at få frakendt førerretten, som for en erhvervschauffør er en endog meget alvorlig sanktion, må efter Justitsministeriets opfattelse antages at have en betydelig præventiv virkning først og fremmest i forhold til chaufføren, men også arbejdsgiveren må i sagens natur forventes at have en væsentlig interesse i, at hans chauffører bevarer førerretten Den nærmere udformning af et skærpet sanktionssystem for overtrædelse af køreog hviletidsreglerne Rigsadvokatens anbefaling

7 Særligt om tolerancegrænser Som anført i pkt ovenfor foreslås der indført en tolerancegrænse på 5 procent for sager om overtrædelse af reglerne i køre- og hviletidsforordningen. Rigsadvokaten anbefaler imidlertid, at der indføres en særlig tolerancegrænse i forbindelse med sager om frakendelse af førerretten ved overtrædelse af køre- og hviletidsforordningens artikel 7, stk. 1, om køretid uden pauser. Det fremgår af artikel 7, stk. 1, at føreren efter en køretid på 4½ time skal afbryde kørslen i mindst 45 minutter, medmindre han påbegynder en hvileperiode. Efter artikel 7, stk. 2, kan afbrydelsen erstattes af afbrydelser på mindst 15 minutter hver, som indskydes i køretiden eller straks efter denne på en sådan måde, at bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, overholdes. Afbrydelser på under 15 minutter er ifølge bestemmelserne i forordningen ikke en pause og medregnes derfor ikke i kravet til den samlede pause på 45 minutter. Hvis der også for så vidt angår køretid uden pauser anvendes en tolerancegrænse på 5 procent, vil en samlet pause på under 42 minutter ikke opfylde forordningens krav til pausens varighed. Dette indebærer, at den samlede køretid beregnes, som om en pause ikke har været afholdt. Konsekvensen vil være, at der meget ofte vil blive tale om overskridelser af køretid uden pauser på mere end 30 procent, hvilket efter forslaget vil betyde, at der skal ske betinget frakendelse af førerretten. Rigsadvokaten har derfor overvejet, om overtrædelse af reglerne om køretid uden pauser alene bør straffes med bøde, således at der ikke sker betinget frakendelse ved en overskridelse på mere end 30 procent. Rigsadvokaten vurderer dog, at en sådan særlig ordning for så vidt angår reglerne om køretid uden pauser vil bryde afgørende med forslaget om at indføre et gradueret sanktionssystem. Da det imidlertid kan forekomme urimeligt, at en meget lille overskridelse af kravet til pausen skal medføre en betinget frakendelse af førerretten, anbefaler Rigsadvokaten, at der ved vurderingen af længden af den samlede pause anvendes en tolerancegrænse på 30 procent. Dette indebærer, at en samlet pause, der er 30 procent mindre end kravet på mindst 45 minutters pause (dvs. en pause på under 32 minutter), vil medføre betinget frakendelse af førerretten, hvis køretiden overstiger den maksimalt tilladte køretid uden pause (4½ time) med mere end 30 procent (dvs. 5 timer og 54 minutter) Justitsministeriets overvejelser Betinget frakendelse af førerretten og tolerancegrænser Overtrædelse af reglerne i køre- og hviletidsforordningen kan som følge af førerens træthed og uopmærksomhed indebære en betydelig risiko for alvorlige ulykker, der kan involvere mange passagerer og medtrafikanter. Justitsministeriet er derfor enig i, at der ud fra et præventivt sigte bør indføres hjemmel til frakendelse af førerretten for overtrædelse af reglerne i køre- og hviletidsforordningen.

8 - 8 - Justitsministeriet er endvidere enig i Rigsadvokatens vurdering, hvorefter den færdselssikkerhedsmæssige risiko som udgangspunkt må anses for sammenlignelig med risikoen ved f.eks. overtrædelse af reglerne om overlæs, hvor der allerede i dag er hjemmel til frakendelse af førerretten ved overskridelse af den største tilladte totalvægt (overlæs) med mere end 30 pct. Da frakendelse af førerretten er en endog ganske indgribende sanktion over for en erhvervschauffør, kan Justitsministeriet endvidere tiltræde, at frakendelse alene bør ske i tilfælde af grovere overtrædelser af reglerne i køre- og hviletidsforordningen. Justitsministeriet er som udgangspunkt af den opfattelse, at en overskridelse på mere end 30 pct. må anses som en alvorlig overtrædelse af reglerne i køre- og hviletidsforordningen, jf. herved de ovenfor i pkt beskrevne tilfælde. Det er i den forbindelse efter Justitsministeriets opfattelse væsentligt at bemærke, at hvis førerens overskridelse af f.eks. den længste tilladte køretid eller køretid uden pauser er begrundet i f.eks. trafikale forhold, som føreren ikke har kunnet forudse, vil føreren i disse tilfælde kunne anføre dette på kontrolapparatets diagramark. Dette følger af forordningens artikel 12, hvoraf det fremgår, at føreren, hvis det er foreneligt med færdselssikkerheden, for at nå frem til en egnet holdeplads kan fravige forordningen i det omfang, det er nødvendigt for at garantere personers, køretøjets eller lastens sikkerhed. Føreren skal i disse tilfælde på diagramarket notere arten af og grunden til, at fravigelse er sket. Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at frakendelse alene bør ske, hvis køretiden eller hviletiden isoleret set er overskredet med mere end 30 pct. En tilsvarende ordning, hvorefter førerretten frakendes, hvis reglerne isoleret set er overskredet med mere end 30 pct., bør efter Justitsministeriets opfattelse også gælde for overtrædelse af reglerne om køretid uden pauser. Føreren skal som det fremgår af bemærkningernes pkt efter en køretid på 4½ time afholde en samlet pause på 45 minutter, evt. erstattet af tre pauser på mindst 15 minutter. Pausen skal efter forordningen være på mindst 15 minutter for at blive medregnet som pause. Som anført af Rigsadvokaten i pkt ovenfor kan det forekomme urimeligt, at en meget lille overskridelse af pausereglerne skal medføre en betinget frakendelse, idet en pause på under 15 minutter efter forordningens regler ikke indgår i beregningen af køretiden uden pauser. Selv om en overskridelse af reglen om, at der skal afholdes en samlet pause på mindst 45 minutter efter en køretid på 4½ time, ikke i sig selv udgør en overtrædelse af reglen om køretid uden pauser, finder Justitsministeriet, at frakendelsesgrænsen på 30 pct. i princippet også bør finde anvendelse på beregningen af pausen. Dette indebærer, at en mindre overskridelse af forordningens regler om pauser ikke i sig selv er nok til, at reglen om køretid uden pauser anses for overskredet. Hvis reglen om pauser derimod er overskredet med mere end 30 pct. (svarende til frakendelsesgrænsen), dvs. at der er afholdt en pause på under 32 minutter, vil det medføre en betinget frakendelse af førerretten, hvis køretiden uden pauser samtidig er overskredet med mere end 30 pct. og derfor udgør mere end 5 timer og 54 minutter. Det bemærkes, at bøden for overtrædelsen beregnes på grundlag af det foreslåede graduerede bødesanktionssystem og således for

9 - 9 - føreren udgør kr. for en overskridelse på 31 pct. af reglerne om daglig køretid uden pauser, jf. lovforslagets bilag 2, underbilag Det er Justitsministeriets opfattelse, at en sådan løsning både sikrer et ensartet system for frakendelse af førerretten, hvor overskridelsen i alle tilfælde skal udgøre mere end 30 pct., samtidig med at der også i forbindelse med overtrædelse af reglen om køretid uden pauser tages højde for det særlige samspil mellem reglerne. I underbilag 2.3 til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende , tillæg A, side 6981): RIGSPOLITIET Bilag 3 Overtrædelser af forordning (EØF) nr. 3820/85 (køre- og hviletidsforordningen) 5. Særligt vedrørende køretid uden pauser For så vidt angår artikel 7, stk. 1, i forordning 3820/85, der omhandler køretid uden pauser, bemærkes, at en forudsætning for at beregne en overskridelse af reglen er, at der ikke har været afholdt en pause som beskrevet i forordningen. Af artikel 7, stk. 1, fremgår, at føreren efter en køretid på 4½ time skal afbryde kørslen i mindst 45 minutter, medmindre han begynder en hvileperiode. Af artikel 7, stk. 2, fremgår, at afbrydelsen kan erstattes af afbrydelser på mindst femten minutter hver, som indskydes i køretiden eller straks efter denne på en sådan måde, at bestemmelserne i stk. 1 overholdes. Når køretid og pauser skal opmåles, gennemgås diagramarket for afbrydelser i kørslen på mindst 15 minutter. Ved opmålingen af diagramarket anvendes en opmålingsprocedure, hvorved det sikres, at måleunøjagtigheder tages i betragtning. Køretiden opmåles fra det tidspunkt, hvor det af diagramarket fremgår, at kontrolapparatet er aktiveret første gang efter afholdelse af en samlet pause på mindst 45 minutter eller et ugentlig eller dagligt hvil. Når der er fundet mindst 45 minutters afbrydelser, eller føreren påbegynder et ugentlig eller dagligt hvil, opmåles den samlede køretid inden for kørselsforløbet. Afbrydelser på under 15 minutter er ifølge forordningen ikke en pause og medregnes derfor ikke i kravet til den samlede pause på 45 minutter. Den samlede pause på 45 minutter er således afgørende for vurderingen af køretidens længde og dermed den procentvise overskridelse heraf.

10 Forslaget i redegørelsen indebærer en tolerancegrænse på op til 5 %. Hvis denne grænse lægges til grund, betyder det, at en samlet pause på under 42 minutter ikke opfylder forordningens krav til pausens varighed, og det vil betyde, at den samlede køretid beregnes, som om pause ikke har været afholdt. Har føreren fx kørt sammenlagt 7 timer og inden for denne periode afholdt en pause på under 42 minutter, vil han have haft en samlet køretid uden pause på 7 timer, hvor det maksimalt tilladte er en køretid på 4 timer og 30 minutter. Der vil være tale om en overskridelse på 2 timer og 30 minutter svarende til 55 %. Sanktionen vil være en stor bøde samt en betinget førerretsfrakendelse til føreren. For at sikre et afbalanceret sanktionssystem foreslås det, at der ved vurderingen af længden af den samlede pause bør anvendes en tolerancegrænse på 30 %. En samlet pause, der er 30 % mindre end kravet om mindst 45 minutter, svarende til en samlet pause på under 32 minutter, bør således medføre en betinget frakendelse af førerretten, såfremt køretiden overstiger den maksimalt tilladte køretid uden pause med mere end 30 procent, dvs. 5 timer og 54 minutter. På den måde fastholdes den nugældende praksis, hvorefter der alene straffes for overtrædelse af reglerne om den maksimale samlede køretid. Det bemærkes, at tolerancegrænsen på 5 % ligeledes skal anvendes ved vurderingen af en samlet pause, der er delt af afbrydelser på mindst 15 minutters varighed. Det betyder, at en pause opmålt til 14 minutter medregnes i beregningen af den samlede pause. I Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr af 30. marts 2007 om ændring af praksis vedrørende sanktionerne på køre- og hviletidsområdet hedder det bl.a.: Ændring af praksis vedrørende sanktioner på køre- og hviletidsområdet Til politi og anklagemyndighed 1. For så vidt angår overtrædelser af reglerne om pause erstattes tolerancegrænsen på 5 pct. med en tolerancegrænse på 5 minutter for hver enkelt pause. Den nye tolerancegrænse indebærer, at der ved en foreskreven pause på 45 eller minutter, jf. køreog hviletidsforordningens artikel 7, kun udløses en sanktion, hvis der er afholdt pause i mindre end henholdsvis 40, 10 eller 25 minutter. 2. Der sker kun kumulation af køretiden (sammenlægning af den køretid, som ligger på hver side af en utilstrækkelig pause) ved overskridelse af reglerne om pause med mere end 5 minutter (den nye tolerancegrænse, jf. punkt 1), hvis pausen i kraft af overtrædelsen bliver mere end 1/3 for kort. Det vil sige, at der ved en foreskreven pause på 45 eller minutter, jf. køre- og hviletidsforordningens artikel 7, kun skal ske kumulation af køretiden, hvis der er afholdt pause i mindre end henholdsvis 30, 10 eller 20 minutter.

11 Ved afgørelsen af, om den kumulerede køretid er så lang, at det udløser en sanktion, skal der som hidtil anvendes en tolerancegrænse på 5 pct. Dette indebærer, at der kun sanktioneres, hvis den kumulerede køretid er 4 timer og 44 minutter eller mere. Europa-Kommissionen har udarbejdet en række vejledninger til brug ved håndhævelsen i medlemslandene af køre- og hviletidsforordningen, herunder vejledningsnotat 3 bl.a. vedrørende påbud om afbrydelse af en pause for at føre et køretøj fremad ved en terminal, en holdeplads eller ved grænseområder. Vejledningen er tiltrådt af en komité bestående af repræsentanter for Kommissionen, medlemslandenes administrative og håndhævende myndigheder, arbejdsgiversammenslutninger og fagforeninger. Vejledningsnotat 3 lyder således: SOCIAL- OG ARBEJDSMARKEDSBESTEMMELSER INDEN FOR VEJTRANSPORT Forordning (EF) nr. 561/2006, direktiv 2006/22/EF og forordning (EØF) nr. 3821/85 VEJLEDNINGSNOTAT 3 Vedr.: Påbud om afbrydelse af en pause, eller af daglig eller ugentlig hviletid, for at føre et køretøj fremad ved en terminal, en holdeplads eller ved grænseområder. Artikel: 4, litra d) og f), i forordning (EF) nr. 561/2006 Anvendelse af bestemmelsen: Normalt disponerer en fører under et dagligt eller ugentligt hvil frit over sin tid og er derfor ikke forpligtet til at være i nærheden af sit køretøj. Normalt er en afbrydelse af en pause, eller et dagligt eller ugentligt hvil, en overtrædelse (medmindre færgereglen finder anvendelse artikel 9, stk. 1 ). Ved en terminal eller en holdeplads kan der imidlertid pludseligt opstå en unormal situation eller et nødstilfælde, hvor et køretøj skal flyttes. Ved terminaler findes der normalt en fører (ansat af terminalen), som om nødvendigt flytter køretøjer. Er dette ikke tilfældet, og bliver det grundet ekstraordinære omstændigheder nødvendigt at flytte køretøjet, må føreren alene afbryde sin pause efter anmodning fra en kompetent myndighed eller en terminalmedarbejder med bemyndigelse til at beordre køretøjet flyttet. I visse tilfælde (f.eks. ved holdepladser, ved grænseovergange og i nødstilfælde), hvis det af objektive grunde er nødvendigt at flytte køretøjet, eller hvis politiet eller en anden myndighed (f.eks. brandmænd, vejmyndigheder eller toldembedsmænd) beordrer køretøjet flyttet, kan føreren være nødt til at afbryde sit hvil eller pause i få minutter og bør i så fald ikke retsforfølges. Opstår en sådan særlig situation, skal medlemsstaternes kontrolmyndigheder udvise en vis tolerance efter en individuel vurdering af situationen.

12 En sådan afbrydelse af en førers hvil eller pause skal registreres manuelt af føreren og bør om muligt påtegnes af den kompetente myndighed, som beordrede føreren til at flytte køretøjet. I EU-Domstolens dom af 9. februar 2012 (C-210/10) hedder det bl.a.: 23 Det følger imidlertid af fast retspraksis, at så længe der ikke er gennemført nogen EU-retlig harmonisering på området for sanktioner ved manglende opfyldelse af betingelserne i en EU-retlig ordning, er medlemsstaterne beføjet til at træffe bestemmelser om de sanktioner, som de finder rimelige. Medlemsstaterne skal dog udøve deres beføjelser på dette område under iagttagelse af EU-retten og dennes almindelige grundsætninger og dermed under iagttagelse af proportionalitetsprincippet (jf. bl.a. dom af , sag C-262/99, Louloudakis, Sml. I, s. 5547, præmis 67, og af , sag C-188/09, Profaktor Kulesza, Frankowski, Jóźwiak, Orłowski, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 29). 24 I det foreliggende tilfælde må de restriktive foranstaltninger, der er tilladt i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, således ikke overskride grænserne for, hvad der er passende og nødvendigt for gennemførelsen af de formål, der lovligt tilsigtes med denne lovgivning, hvilket forudsætter, at der, såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal vælges den mindst bebyrdende foranstaltning, og at de byrder, som pålægges, ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede formål (jf. i denne retning dom af , forenede sager C-379/08 og C- 380/08, ERG m.fl., Sml. I, s. 2007, præmis 86). 25 I forbindelse med forordning nr. 3821/85 og nr. 561/2006 er disse formål dels at forbedre arbejdsvilkårene for de førere, som disse forordninger finder anvendelse på, samt at forbedre færdselssikkerheden generelt, dels at fastsætte ensartede regler vedrørende køretid og hviletid for førerne samt at føre kontrol med disse regler. 53 Hvad dernæst angår størrelsen af den bøde, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede ansvarsordning, henvises til den i denne doms præmis 23 og 24 nævnte retspraksis, hvorefter medlemsstaterne er beføjet til at træffe bestemmelser om de sanktioner, som de finder rimelige. Medlemsstaterne skal dog udøve deres beføjelser på dette område under iagttagelse af EU-retten og dennes almindelige grundsætninger og dermed under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. De restriktive foranstaltninger må således bl.a. ikke overskride grænserne for, hvad der er nødvendigt for gennemførelsen af de formål, der lovligt tilsigtes med den pågældende lovgivning, og må endvidere ikke være uforholdsmæssige i forhold til disse formål. 54 Det må imidlertid i denne forbindelse påpeges, at proportionalitetsprincippet gælder for medlemsstaterne ikke blot for så vidt angår fastlæggelsen af de forhold, som udgør en overtrædelse, og fastlæggelsen af bestemmelserne vedrørende bødernes størrelse, men ligeledes for så vidt angår vurderingen af de forhold, der kan tages hensyn til ved fastsættelsen af bøden. 55 Når dette er fastslået, må det konstateres, at forpligtelsen for de nationale myndigheder, der har ansvaret for at fastsætte sanktioner for overtrædelser af forordning

13 nr. 3821/85 og nr. 561/2006, til at pålægge en bøde på et fast beløb på HUF uden at kunne tage hensyn til de konkrete omstændigheder i det foreliggende tilfælde og, i givet fald, nedsætte størrelsen af denne bøde, ikke opfylder de betingelser, der kræves i den i denne doms præmis 23 og 24 nævnte retspraksis. 56 Følgelig er den ungarske sanktionsordning uforholdsmæssig, navnlig i et tilfælde som det, der gav anledning til hovedsagen, hvor blot en enkelt skive ud af de 15 kontrollerede skiver var behæftet med en registreringsfejl, nemlig at kilometerantallet ved ankomsten ikke var anført herpå. Desuden fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at den i hovedsagen omhandlede registreringsfejl ikke kunne udgøre et misbrug, eftersom den manglende angivelse på diagramarket til gengæld fremgik af transportdokumentet. 57 Hvad for det første angår betingelsen om, at den restriktive foranstaltning ikke må gå videre end nødvendigt for at opfylde de formål, der lovligt tilsigtes med den i hovedsagen omhandlede lovgivning, konstateres nemlig, at det vil være muligt for de kompetente nationale myndigheder ligeledes at nå de tilsigtede formål ved mindre restriktive foranstaltninger, eftersom den begåede overtrædelse i realiteten ikke berørte de formål om færdselssikkerhed og om førernes arbejdsvilkår, der er fastsat i forordning nr. 3821/85 og nr. 561/ Hvad dernæst angår betingelsen om, at den restriktive foranstaltning ikke må være uforholdsmæssig i forhold til nævnte formål, konstateres, at nævnte bødes størrelse, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, næsten svarer til den gennemsnitlige månedlige nettoindkomst for en arbejdstager i Ungarn. Følgelig er sanktionens størrelse i hovedsagen uforholdsmæssig i forhold til den begåede overtrædelse. 59 Under hensyntagen til det ovenstående skal det tredje og det fjerde spørgsmål besvares med, at proportionalitetskravet i artikel 19, stk. 1 og 4, i forordning nr. 561/2006 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en sanktionsordning som den, der er indført ved regeringsdekret nr. 57/2007, som indfører et objektivt ansvar. Derimod skal proportionalitetskravet fortolkes således, at det er til hinder for størrelsen af den sanktion, der er fastsat ved denne ordning. På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: 1) Proportionalitetskravet i artikel 19, stk. 1 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 skal fortolkes således, at det er til hinder for en sanktionsordning som den, der er indført ved regeringsdekret nr. 57/2007 om fastsættelse af størrelsen på de bøder, der kan pålægges ved overtrædelse af visse bestemmelser vedrørende vejtransport af varer og personer (a közúti árufuvarozáshoz és személyszállításhoz kapcsolódó egyes rendelkezések megsértése esetén kiszabható bírságok összegéről szóló 57/2007. Korm. rendelet), af 31. marts 2007, som fastsætter pålæg af en bøde på et fast beløb for alle overtrædelser, uanset disses grovhed, af reglerne vedrørende anvendelsen af diagramark i artikel i Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 af 20. december 1985 om kontrolapparatet inden for vejtransport, som ændret ved forordning nr. 561/2006.

14 - 14-2) Proportionalitetskravet i artikel 19, stk. 1 og 4, i forordning nr. 561/2006 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en sanktionsordning som den, der er indført ved regeringsdekret nr. 57/2007 om fastsættelse af størrelsen på de bøder, der kan pålægges ved overtrædelse af visse bestemmelser vedrørende vejtransport af varer og personer, som indfører et objektivt ansvar. Derimod skal proportionalitetskravet fortolkes således, at det er til hinder for størrelsen af den sanktion, der er fastsat ved denne ordning. Højesterets begrundelse og resultat Fire dommere Per Walsøe, Marianne Højgaard Pedersen, Thomas Rørdam og Hanne Schmidt udtaler: Tiltale i sagen er rejst efter 11, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 med senere ændring om køre- og hviletidsbestemmelserne i vejtransport. Efter 11, nr. 2, straffes den, der overtræder bestemmelserne om varigheden af den længste køretid i bl.a. artikel 7 i køreog hviletidsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006). Formålet med reglerne i forordningen er ifølge præamblen bl.a. at forbedre arbejdsvilkårene og trafiksikkerheden. Køre- og hviletidsforordningens artikel 7, stk. 1, bestemmer, at føreren af en godstransport, der er omfattet af forordningen, efter en kørselsperiode på fire og en halv time skal holde en sammenhængende pause på mindst 45 minutter, medmindre han påbegynder en hviletid. Denne pause kan ifølge artikel 7, stk. 2, erstattes af en pause af mindst 15 minutters varighed fulgt af en pause af mindst 30 minutters varighed, fordelt over kørselsperioden på en sådan måde, at stk. 1 overholdes. Pause er i forordningens artikel 4, litra d, defineret som enhver periode, i hvilken en fører hverken må udføre kørsel eller andet arbejde, og som udelukkende benyttes til rekreation. Europa-Kommissionen har i vejledningsnotat 3 fastsat retningslinjer for anvendelse af forordningens artikel 4, litra d, hvorefter der ikke bør ske retsforfølgning eller udvises en vis tolerance efter en individuel vurdering, hvis føreren under visse angivne omstændigheder ved bl.a. terminaler, holdepladser og grænseovergange har været nødt til at afbryde sit hvil eller sin pause i få minutter for at flytte sit køretøj. Det fremgår nærmere af notatet, at afbrydelse af en pause normalt vil være en overtrædelse af pausereglen, men at der vil kunne anlægges en anden vurdering, hvis der ved en terminal eller en holdeplads pludselig opstår en unormal

15 situation eller et nødstilfælde, hvor et køretøj skal flyttes. Det fremgår endvidere bl.a., at føreren i visse tilfælde (f.eks. ved holdepladser, ved grænseovergange og i nødstilfælde) kan være nødt til at afbryde sit hvil eller sin pause i få minutter, hvis det af objektive grunde er nødvendigt at flytte køretøjet, eller hvis politiet eller en anden myndighed beordrer køretøjet flyttet, og i så fald bør føreren ikke retsforfølges. Efter notatet skal en sådan afbrydelse af en førers hvil eller pause registreres manuelt af føreren og bør om muligt påtegnes af den kompetente myndighed, som beordrede føreren til at flytte køretøjet. Efter det oplyste rejser anklagemyndigheden ikke tiltale, såfremt et konkret tilfælde må anses for at være omfattet af notatet. Landsretten har i overensstemmelse med parternes enighed lagt til grund, at T den 10. maj 2010 begyndte sin kørsel kl. 7.15, holdt en pause på 15 minutter fra kl til kl og indledte sin næste pause kl Denne pause blev efter 17 minutters forløb afbrudt, da han i et tidsrum på mellem 40 og 55 sekunder flyttede vogntoget ca. 50 meter fra det sted, hvor det var blevet aflæsset. Herefter holdt han pause til kl T blev beordret til at flytte vogntoget, fordi der var travlt, og vogntoget stod i vejen for et andet vogntog, der skulle aflæsses. Vi finder, at en sådan meget kortvarig og enkeltstående flytning af vogntoget, der blev beordret i et tilfælde, hvor T vanskeligt ville kunne modsætte sig dette, og hvor han efterfølgende fortsatte sin pause, således at pausen inklusive flytningen samlet varede 34 minutter, svarer til eller må sidestilles med de tilfælde, der er beskrevet i Europa-Kommissionens vejledningsnotat 3. Da der som anført er enighed om det konkrete forløb, finder vi, at det er uden betydning, at T ikke registrerede årsagen til afbrydelsen manuelt. Idet T efter det anførte således afbrød sin køretid ved indledningen af pausen kl , har han kun overskredet den i artikel 7 nævnte køretid på fire og en halv time med 13 minutter. En sådan overtrædelse på mindre end 5 % er omfattet af den generelle tolerancegrænse ved administrationen af reglerne og medfører ifølge anklagemyndigheden ikke sanktioner. Vi stemmer herefter for at frifinde T. Dommer Lars Hjortnæs udtaler:

16 Efter køre- og hviletidsforordningens artikel 4, litra d, defineres en pause som en periode, hvor føreren bl.a. ikke må udføre kørsel. Efter forordningens artikel 7 skal der efter fire og en halv times kørsel holdes en sammenhængende pause på mindst 45 minutter, eller der skal være holdt en pause på mindst 15 minutter og derefter holdes en pause på mindst 30 minutter fordelt over køretiden på en sådan måde, at 45-minutters kravet derved overholdes. Disse detaljerede regler har bl.a. til formål at forbedre færdselssikkerheden og arbejdsvilkårene for førerne, og der er bl.a. lagt vægt på at sikre, at førerne ikke kommer til at køre i for lang tid uden en rigtig pause. Efter landsrettens bevisresultat afbrød T sin pause nr. 2 efter 17 minutter ved at køre lastbilen væk fra Axfoods lasterampe. En ansat havde beordret ham til at flytte lastbilen, fordi der holdt en anden lastbil, som var klar til at blive aflæsset, og der var meget pres på, fordi Axfood manglede varer. Det tog sekunder at flytte lastbilen, og derefter holdt han pause på ny i 15 minutter. Han har ikke gjort gældende, at der var noget til hinder for, at denne pause kunne have været forlænget. T afbrød således pausen, fordi den kunde, han holdt hos, ønskede det på grund af travlhed. Der forelå derfor efter min opfattelse ikke en tvingende situation af en sådan uforudseelig karakter, som efter Europa-Kommissionens vejledningsnotat 3 (der er rettet til medlemslandenes kontrolmyndigheder, og som angår anvendelsen af forordningens artikel 4 og ikke direkte artikel 7) kan begrunde, at en kortvarig afbrydelse af en pause for at flytte køretøjet bør tolereres efter en individuel vurdering af situationen. Endvidere må det som nævnt lægges til grund, at der ikke var noget til hinder for, at T efter at have flyttet køretøjet fra lasterampen kunne have holdt en tilstrækkeligt lang anden pause. Jeg finder på den anførte baggrund, at der ikke er grundlag for at se bort fra afbrydelsen af pausen ved beregningen af Ts køretid uden pause, jf. forordningens artikel 7. Det kan ikke føre til et andet resultat, at det kun tog kort tid at flytte lastbilen, og at han bagefter holdt pause på ny i 15 minutter. T har dernæst gjort gældende, at betingelserne for frakendelse af førerretten ikke er opfyldt, idet der ved beregningen af, hvor lang pause han har holdt, indtil køretiden blev afbrudt kl.

17 , hvor han påbegyndte en pause på 61 minutter, skal medregnes ikke blot hans første pause på 15 minutter, men også de 17 minutter, som han nåede at holde af anden pause, før denne pause blev afbrudt, således at han i alt har holdt 32 minutters pause og dermed overtrådt forordningens krav om en samlet pause på 45 minutter med mindre end 30 %. Det følger af færdselslovens 125, stk. 1, nr. 6, at førerretten bl.a. skal frakendes betinget, hvis føreren har overtrådt bestemmelserne om køretid i artikel 7 i forordning nr. 561/2006 med mere end 30 %. I forarbejderne til bestemmelsen i færdselsloven er det forudsat, at 30 %- reglen anvendes således, at førerretten alene frakendes, hvis ikke blot reglen om længste køretid uden pauser (fire og en halv time), men også reglen om samlet pauselængde (45 minutter) er overtrådt med mindst 30 %, og at kun pauser, der opfylder mindstekravet til pausens længde, skal medregnes ved opgørelsen af den samlede pauselængde, dog med en tolerancegrænse på 5 % pr. pause. Tolerancegrænsen er senere udvidet til 5 minutter pr. pause, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 30. marts Da Ts anden pause, som efter forordningen skulle være på mindst 30 minutter, blev afbrudt efter 17 minutter, er tolerancegrænsen overskredet, og det samme gælder i forhold til den efterfølgende pause på 15 minutter. Jeg finder derfor, at disse pauser ikke skal medregnes ved opgørelsen af den samlede pauselængde, og jeg tiltræder herefter, at T har overtrådt reglen om samlet pauselængde med mere end 30 %. Herefter finder jeg, at T med rette er domfældt som anført i landsrettens dom. Den udmålte bødestraf og betingede frakendelse af førerretten kan under hensyn til reglernes formål ikke anses for uforholdsmæssige sanktioner, jf. forordningens artikel 19. Jeg stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Thi kendes for ret: T frifindes.

18 Statskassen skal betale sagens omkostninger for byretten, landsretten og Højesteret.