SOLO. - 4 år jorden rundt på cykel

Transkript

1 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel

2

3 NICOLAI BANGSGAARD SOLO - 4 år jorden rundt på cykel - en antologi WORLDTRAVELLERS PRESS

4 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Nicolai Bangsgaard 2011 Omslagsdesign: Mari Randsborg & Nicolai Bangsgaard Omslagsbillede, forside: Rich Nacin Omslagsbilleder, bagside: Nicolai Bangsgaard Bogen er sat med Minion Pro Sats og typografi: Nicolai Bangsgaard Trykt hos Narayana Press, Gylling. ISBN udgave, 1. oplag 2011 Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er forbudt uden forfatterens skriftlige tilladelse, iflg. gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. Besøg forfatterens hjemmeside: Udgivet på: Worldtravellers Press Ryesgade 112E, 2. DK-2100 København Ø Til alle de mennesker, der var med til at gøre drømmen virkelig

5 Indhold FORORD 13 EUROPA Afskeden Indtryk fra Polen Maramures Dracula og fugleinfluenza Frygten for naboen Tyrkiet!!! 27 ASIEN Istanbul - at trille ind gennem en millionby De behagelige, tyrkiske tæsk Anatolsk zenitsol Slidte grammofonplader Cappadocia - klodens smukkeste skønhedsplet? Gæstfriheden kender ingen grænser Rifak Et fremmedlegeme på rejse Adios, Pablito! Haglvejr på bjergpasset Savnene (de uundgåelige) En nat ved grænseovergangen Dagen med de syv spinningtimer i træk Are You Tourist? Man bygger da ispaladser i ørkenen! Kirgisisk drukfest Ahh, cyklen ruller igen! Gudesmukke Pamir Range 59

6 25. Kina! Som en bulimiker før en ørkenvandring km i sadlen i dag! Kina ligger i bunden af sandkassen Den meditative cykling De forbandede lorteveje! Det tibetanske mareridt Den metalliske Messias i Tibet Highway to Hell eller Stairway to Heaven? Jagtet af nepalesiske Terminator-hunde Nepals mytiske virkelighed Life is Simple En vietnamesisk juleaften i plagiatets navn Nytårsaften i Saigon Godmorgen regndans Hundedrabet Ingen mos på rullestenen Det blev en fin, fin dag Spand-og-øse-teknologien Whisky med grænseofficererne På scooter med Thanatos på min skulder Landsby i Laos Jeg blev grebet af dagen Ladyboy-massagen Vi bor så godt i os selv Chiang Mai boom-boom Songkran - verdens største vandkamp Efternøleren - og andre indtryk fra vejene Dream it, plan it, live it! Sorgløse superdage Lycra & retro En helvedes tur i Melakkastrædet En plads i Touren? Den muslimske næstekærlighed Om venskaber Hello, mister, how are you today? At sprudle i bjergene Jordskælvet på Java Når bare det er stegt i friture 119

7 64. Mine fornemmelser for asfalt Ankomst Bali og km i hus! Slaraffenlandet Paradis på Gili Trawangan The Hardest Part Ramadanen skydes ind på Lombok På jagt efter en båd i Kupang 129 OCEANIEN Australien! (eller: Ørnen er landet) De buskede bryn Et omvendt kulturchok! Om ødemarken Historien om den australske fluefest En udmattet krop når havet Australien - et farligt bekendtskab December med babymad og nøgne juletræer Årets sidste og varmeste dag i Melbourne En skøn start på Et brev til prinsessen Hippiefestivalen Kunsten at hylde sin nabo Ankomst Sydney! Selv en rotte kender lugten af luksus Om fascinationen af fedtede verdenskort At skifte ble på sin baby Australien -> New Zealand Vi har alle et Everest i vores liv En anderledes (våd!) fødselsdag Om den newzealandske fårepsyke Gæstfrihedens vingesus Fra 45 graders sydlig bredde km og et lille vejsidejubilæum Balladen i det lille hus Har du tid til en kop kaffe, har du? At finde rytmen i det arytmiske Kongeriget med de tykke mennesker At orientere sig om det nære i livet Tahiti Perlemorsfascinationen 178

8 102. Moorea -> Tahiti Behagelig kidnapning på Påskeøen 181 SYDAMERIKA Om kærlighed og strikkegarn Mountain Madness Om langturscyklingen Spøgelset i den argentinske sandstorm Savl i Cafayate-dalen Viden om verden Trynet af modvind og bjerge Kom nærmere! De sidste mælketænder trækkes ud Lamafostre og afhuggede oksehoveder Jeg, den kulturelle afviger Hagl, et bjergpas og et utjekket foto Et hul i kevlarsjælen Med 60 km downhill siddende i håret Et enerverende salsa-traume Om byernes rytme og liv Brutaliteten Om milepælenes nødvendighed Det lykkelige humør Colombia - om image-problemer La Grand Finale i det nordlige Colombia 214 NORDAMERIKA Det maritime mareridt Kunsten at grine på dansk Farvel, min ven Med peberspray og metalstang gennem Nicaragua Shopping Frenzy Et mentalt paradigmeskift Generøse Bill Er jeg anholdt, Hr. Betjent? Lykken Sprængstof i benene New York Bienvenu au Canada! Gensyn i Montreal 233

9 138. Status 233 AFRIKA Ghanaaaa!!! Hunger efter landevejen Black Volta Technicolours i Burkina Faso Mali og en romantisk aften for én Fattigdommens raseri Hård hud på sjælen Røde hunde Den dag, jeg bliver masochist Anonymiteten Nattens juvel Mentale fatamorganaer i ørkenen En nat blandt landminer Men jeg tørrer ikke røv med hånden! Rejsning Fra Afrikas ende 255 EUROPA Smacked Up Barcelona Helvedesnatten Frossen dinosaur km cykelsti til mig Farvel Frankrig - goddag Belgien Verdens bedste velkomstknus 265 EFTERORD 269 LOGBOG 272 STATISTIK 274 CYKLEN 280 TOP 42 LÆNGSTE CYKELDAGE 284 TOP 15 FAVORITLANDE 285 TOP 15 FAVORITBYER 286 SAGT OM NICOLAIS FOREDRAG: 286

10

11 FORORD Da Martin - min gode ven siden gymnasietiden i Middelfart - og jeg den 10. april 2006 gik ombord på færgen, der skulle sejle os fra København til Swinoujscie i Polen, regnede vi løst med at cykelekspeditionen jorden rundt ville vare ca. to år. Men tingene udviklede sig hurtigt anderledes end vi havde forventet: Martin løb nemlig ind i nogle knæproblemer allerede efter få dages cykling ned gennem det vestlige Polen. Han tog derfor tilbage til Danmark for at få styr på knæet gennem en intensiv genoptræning, mens jeg fortsatte ned gennem Østeuropa på egen hånd. Et par måneder senere var Martin blevet fit for fight igen og fløj med sin cykel ned til mig i det centrale Tyrkiet, hvorfra vi fortsatte mod øst. Det var fantastisk at cykle sammen igen - også selvom sommerheden på den anatolske slette var intens. Et par uger senere, da vi var nået frem til Dogubeyazit i det østligste Tyrkiet, kun 25 km fra Iran, besluttede Martin sig for at bakke ud af ekspeditionen og tage tilbage til Danmark. Den drøm, vi havde skabt og været fælles om under planlægningen ved skrivebordet hjemme på Nørrebro, var alligevel ikke Martins drøm. Duoen var igen pludseligt halveret, og det gjorde mig ondt, at jeg denne gang fornemmede, at det nok var sidste gang Martin var med på rejsen - at der nok ikke ville komme nogen Martin version 3.0. Selvom jeg ikke selv overvejede at tage hjem, så gik jeg nogle mentalt set meget udfordrende dage i møde efter den ærgerlige afsked med min bedste ven i Dogubeyazits støvede gader. Foran mig ventede Kaukasus, Centralasien og - længere ude - det tibetanske plateau - regioner som jeg stort set intet kendte til og som jeg mildest talt var spændt på at cykle gennem. Men altså solo. 13

12 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Denne bog består af en række essays og dagbogstekster, som jeg skrev løbende på rejsen. De skildrer de udfordringer (mentale, klimatiske, sociale, kulturelle, økonomiske, fysiske), jeg stødte på, de erfaringer, tanker og refleksioner, jeg gjorde mig i den forbindelse, og de op- og nedture, jeg var ude for. Jeg har valgt at lade teksterne stå relativt uredigerede i håbet om at give et så ærligt, erfaringsnært og u(s)poleret billede af, hvordan jordomrejsen på cykel tog sig ud for mig. Sådan en skildring vil altid være en fattig og ufuldkommen gengivelse af den mangfoldige virkelighed, der har dannet rammen om mit nomadiske cykelliv - en virkelighed, som har testet, beriget, frustreret og fascineret mig i en grad, jeg ikke havde regnet med. En del - ca. halvdelen - af de følgende beretninger har været bragt i én af de større, landsdækkende aviser, som jeg arbejdede for som freelancejournalist undervejs. Jeg har gennemgående bevidst holdt fast i en subjektiv, essayistisk fortælleform. Personer og navne, som optræder i bogen er virkelige. Kapitel- og billednumre hører sammen, således at f.eks. kapitel 25 bør læses sammen med billede 25. Ansvaret for fejl og unøjagtigheder af enhver tænkelig art ligger udelukkende på forfatterens skuldre. Der går ikke en eneste dag uden at jeg tænker tilbage og genoplever ansigter, steder, følelser og fornemmelser fra cykelrejsen, og selvom en del af den detaljerigdom, jeg oplevede ude i verden, er gået - og altid vil gå - tabt i oversættelsen fra erfaring til det skrevne ord (denne bog!), så håber jeg, at så meget som muligt af oplevelserne og farverigdommen, som stadig er så levende i mig, afspejles og kommer til udtryk i bogen. Kom nærmere. Nicolai Bangsgaard 14

13

14

15 Europa (Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien) April Juni 2006

16 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Traveling is not just seeing the new; it is also leaving behind. Not just opening doors; also closing them behind you, never to return. But the place you have left forever is always there for you to see whenever you shut your eyes. Jan Myrdal (svensk forfatter, f. 1927) 1. Afskeden Dag 9. Km Poznan, Polen. April 2006 Så kom den endelig, 10. april 2006, dagen, vi har ventet på i mange måneder og som var dagen, hvor ekspeditionen jorden rundt på cykel blev skudt i gang. Der blev trukket godt på store dele af følelsesregistret, da vi stod der på færgeterminalen i København med de tungt lastede cykler klar til at begive os afsted mod Polen og eventyret. De sidste måneder op til afrejsen har været meget travle og turbulente, og et hav af forberedelser og overvejelser har krævet enorme ressourcer. Boliger, abonnementer, forsikringer er blevet opsagt, ekspeditionens hjemmeside er blevet til, et full body check hos lægen, vaccinationer, sponsorer er blevet kontaktet og kontrakter underskrevet, ruter og landkort er blevet studeret indgående, vi har givet interviews til diverse medier (TV, radio, aviser, magasiner), en skøn afskedsfest er blevet holdt - ja, listen er alenlang og vil utvivlsomt kede i sin fulde længde. Selvom vi begge har været under et nærmest umenneskeligt pres de sidste dage op til denne mandag aften på færgelejet, så har alting flasket sig på smukkeste vis og vi har mødt en imponerende opbakning blandt venner, familie, sponsorer, ukendte folk fra ind- og udland, som via s har ønsket os lykke til med projektet. Da vi trillede gennem fra Nørrebro til Østerbro en sidste gang blev vi mødt af vinkende danskere med glade ansigter, der fra dyttende biler, Dannebrogsklædte altaner og københavnske cykelstier lige ville ønske os et pøj-pøj. Situationen 18

17 Europa var ret speciel og forstærkede blot fornemmelsen af de sidste ugers sansemæssige bombardement. Et bombardement, der har skabt en form for mentalt værn, som har gjort mig mindre hudløs over for de forskellige indtryk, oplevelser, krav om stillingtagen etc., som dagene har fordret. Først da de sidste knugende favntag blev givet til mine nærmeste lige inden færgen sejlede, brød dette værn sammen, og det gik i brudstykker op for mig, hvilke afsavn jeg nok uundgåeligt vil komme til at føle undervejs. At køre sig mentalt og fysisk i stilling til en jordomrejse som denne, at afskære sig fra alle abonnementer og forpligtende forbindelser (også de mere kødelige) for at opnå den ubegrænsede og unikke personlige frihed, som jeg konstant føler mig draget af, har naturligvis sin pris. Men det er en pris, jeg bare må betale, og som jeg føler giver mig mangefold igen på andre af livets mange arenaer. Afskeden var hård som ventet, men det var med stor lettelse og tilfredshed at vi sejlede ud forbi Langelinie og gennem kahytsvinduet kunne se aftenrøden hænge inde over København. For rejsen havde nu taget det første spæde skridt - det skridt, som de fleste af mine drømme på det seneste har været rettet mod, og som selv med salte kinder føltes helt rigtigt. Udmattelsen var stor, og den nat ombord på Polensfærgen vidste jeg ikke rigtigt, hvornår virkeligheden hørte op og drømmene tog over. Her en uge senere kan jeg under forårssolskinnet i en mindepark over faldne krigere fra Anden Verdenskrig i Poznan i det centrale Polen konstatere, at cykelcomputeren siger 400 tilbagelagte kilometer siden vi tirsdag morgen stolte og glade cyklede fra færgen i Swinoujscie. Det er en skøn fornemmelse at være på vej nu. Lige som alt vores nye og dejlige udstyr kræver også dette frie og ubekymrede cykelnomadeliv tilvænning, men man skulle da være et skarn, hvis man ikke magtede denne tilvænning! 19

18 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Drøm eller virkelighed? Dette er måske snarere virkeliggørelsen af en sød drøm, men who cares? Så længe der er luft i dækkene, smil på læben og de polske pragtøl er kolde er vi glade. For eventyret ruller videre... Life is a series of natural and spontaneous changes. Don t resist them - that only creates sorrow, let reality be reality. Let things flow naturally forward in whatever way they like. Lao Tzu (kinesisk filosof) 2. Indtryk fra Polen Dag 16. Km Nysa, Polen. April 2006 Den polske kvinde på gårdspladsen foran bondehuset kigger på mig med det blik, vi så mange steder umiddelbart bliver mødt af her i Polen. Et lidt reserveret, ligegyldigt blik, men også denne gang hiver jeg smilet - universalnøglen, der åbner selv de mest skeptiske og utilgængelige gemmer i folk - frem, og de skeptiske øjne afløses nu af smilende læber, hvis bevægelser kan betyde alt og ingenting, og som jeg alligevel ikke kan høre for musikken inde bag hovedtelefonerne. Men jeg har i forbifarten fået, hvad jeg ønskede og givet, hvad jeg kunne og cykler tilfreds videre. Ekspeditionens tredje uge er i gang, og efter at have rundet de første km er vi nu kommet til det sydligste Polen efter nogle skønne dage bl.a. i Poznan, Wroclaw og i en fantastisk nationalpark, Gory Stolowe, i landets sydvestlige hjørne op mod grænsen til Tjekkiet. Polen har virkelig været en dejlig overraskelse på mange måder. Småvejenes stilhed og landlighed er en kæmpe kontrast i forhold til larmende København, og vi nyder dette konstante udendørsliv med mad over gasblusset og campering i det fri på komplet uforudsigelige steder (i 20

19 Europa mosgroede skovbunde, på etablerede lejrpladser og ved stille søbredder med gratis fuglekvidder). Vi har undgået punkteringer og ømme balder, fået røde forårskinder og er godt på vej i vores målsætning om at smage flest mulige polske øl. Vi har snust til landets dyreliv og bl.a. set små slanger, storke, en grævling (som dog lå ubevægelig og helt slank i den sørgelige vejkant!), ræve, frøer, egern, spætter foruden et dødt, oppustet vildsvin forleden. Vildsvinet er et stort, modbydeligt dyr med hugtænder, som jeg troede kun fandtes i børnebøgernes ublu fantasiverden. Generelt viser konturerne af det polske billede, der langsomt har taget form gennem de sidste uger, et landligt og rustikt land, som det af og til er svært at indpasse i det moderne selvbillede, som EU anno 2006 opererer ud fra. Men EU virker så fjern her fra mit lille cykelunivers, hvor behovene er basale og opfyldelsen af dem yderst overkommelig. Den polske kvindes smil minder mig om, at når man rejser på denne måde med cykel og telt, så befinder man sig hele tiden i øjenhøjde med det levede, lokale liv. Man oplever ikke blot de kendte byer med deres monumenter, museer og restauranter. Fra cykelsadlen oplever man også mellem byerne trøstesløse forstadskvarterer (som arkitektonisk imponerer med deres overdrevne fantasiløshed), forureningsramte vandløb og vejrets luner. Men også glade rådyr på markerne og frøer, der går amok i skumringen, smukke kirker gavmildt spredt ud over de bølgende bakker, og altså bekræftende smil og menneskelighed. Der opstår derfor en lang række uforudsigelige nedslagspunkter i den lokale hverdag, hvilket for mig er det, der giver rejsen den største værdi. Disse indblik i en fremmed hverdag virker ofte som et berusende frontalangreb på sanserne og deres måde at opfatte og ordne verden på; et sundt og konstant reality check! 21

20 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Perhaps travel cannot prevent bigotry, but by demonstrating that all peoples cry, laugh, eat, worry, and die, it can introduce the idea that if we try and understand each other, we may even become friends. Maya Angelou (amerikansk forfatter, f. 1928) 3. Maramures Dag 38. Km Sighişoara, Rumænien. Maj 2006 Jeg har netop passeret de første km på cyklen, er træt og sulten og er kommet til en lille, søvnig landsby i det nordlige Rumænien, hvor alle (dvs. landsbyens to) butikker har lørdagslukket. Jeg spørger nogle lokale drenge, hvor jeg kan købe noget at spise, og de peger på spisestedet, jeg allerede har konstateret er lukket. Tæt ved er tre ølkuske ved at flytte ølkasser fra en lastbil. Vi udveksler høflighedsfraser, og jeg fortæller, at jeg er cyklet fra Danmark og snart får jeg stukket en af deres bajere i hånden. En velkomstgave, antager jeg, takker og leder videre efter noget mere regulær føde. Maven rumler højere end lyden fra de klikkende hestesko, der høres i baggrunden. En dame henvender sig, og jeg forsøger at forklare min situation og hullet i maven. Via endnu to-tre behjælpelige mellemled og en forvirring, jeg ikke kan redegøre præcist for, havner jeg i en forhave hos en familie, der hjerteligt byder mig indenfor uden at ane, hvem jeg er og hvad jeg vil. Jeg får ægteparrets datter, der taler engelsk, i telefonen og forsøger igen at forklare mig, selvom situationen efterhånden er blevet både indviklet og komisk. Pigen i røret giver mig dog den info, jeg har brug for på dette tidspunkt: jeg kan både spise og overnatte hos familien! Jeg takker og smiler udadtil og glædes og forbavses indadtil over den ekstreme imødekommenhed, familien udviser. Datteren kommer først hjem senere, så faderen tager mig op til et lokalt keramikværksted i 22

21 Europa nærheden, viser mig sin selvkonstruerede kornmølle i baghaven, sine mange bistader og giver mig en introduktion i den ædle kunst at være biavler. Kommunikationen foregår primært pr. intuition og indlevelse. Snart kommer datteren hjem og der bliver serveret en dejlig fåreret for os, ledsaget af faderens hidsige, hjemmebryggede æblesnaps (60%!) - min fysiske sult overtages langsomt af en mental mæthed af spontanoplevelser. Det varme bad opvarmet af brænde i kakkelovnen og den bløde opredning var skøn. Det blev til et lille døgn hos den elskelige familie, hvis ubegrænsede gæstfrihed og varme jeg sent vil glemme. Maramures, som denne nordlige landsbrugsregion i Rumænien hedder, er lidt som en rejse tilbage i tiden. Regionen har effektivt været afskåret fra Transsylvanien mod syd af en væg af bjerge og er således forblevet relativt uberørt af det sidste århundredes vestlige påvirkning. Her lever bønderne af deres jord, som deres forældre og generationerne før dem gjorde, hestevognen og den håndholdte le er stadig et hit, begravelsesceremonierne en historie for sig, forhaverne prydes af brønde, majskolbebeholdninger og ældre, der tålmodigt sidder på deres bænk ud mod vejen og lader livet glide forbi. Med sine sneklædte bjergtinder, trækirkerne, dumme, fritgående kalkuner, bølgende bakker og brusende floder og det dejlige folk, udgør Maramures-regionen en idyllisk og charmerende perle, som varmt kan anbefales. Hele den sidste uge i Rumænien har været berusende og berigende. Har til tider følt mig som en hoppebold, der lykkelig og uden at kende retning, tid og sted springer rundt blandt dejlige mennesker i alle aldre og afskygninger, og som alle har historier at fortælle og aftryk at sætte. Den mentale harddisk nærmer sig bristepunktet, så jeg må se, om jeg kan få restitueret lidt og gøre plads til rejsens kommende oplevelser, inden jeg nærmer mig Transsylvanien og alle Dracula-turisterne... 23

22 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel True wisdom lies in gathering the precious things out of each day as it goes by (E. S. Bouton) 4. Dracula og fugleinfluenza Dag 50. Km Bukarest, Rumænien. Maj 2006 Transsylvanien. Den bjergrige region i det centrale Rumænien tillokker hvert år i hobevis af turister draget af historien og myten om den blodtørstige Grev Dracula. Om de virkeligt findes, ved jeg ikke, men frygten for de tørstige vampyrer har længe været en af de største i det fredelige Transsylvanien, og den lever her i bedste velgående (i hvert fald blandt Dracula-turisterne). Nu er der imidlertid dukker noget andet op, som man frygter endnu mere. Som i Danmark kender også rumænerne til den berygtede fugleinfluenza, og for et par uger siden dukkede den igen op på en kyllingefarm 170 km nordvest for hovedstaden Bukarest efter at landet ellers var erklæret frit for H5N1-virusset, som det smitsomme bæst kaldes. Det har skabt frygt og bekymring blandt både politikere og folk på gaden. Rumæniens veterinærchef har uden varsel fået sparket pga. en dårlig håndtering af situationen, og kølediskene bugner af fjerkræ, der som ofre for frygtens (irrationelle?) kraft ligger urørte hen. Jeg havde hørt løse rygter om, at nogle veje var spærret for gennemkørsel pga. smittefaren, og jeg havde i rumænsk fjernsyn set korte, spændingsmættede live-reportager fra åstedet, hvilket jeg kender alt for godt fra dansk fjernsyn. Så lettere animeret af den uventede krumning på spændingskurven satte jeg kursen mod Fagaras - byen, hvor H5N1-feberen var brudt ud igen. Den første checkpost, der dukkede op lidt uden for Fagaras, virkede som et uvirkeligt fremmedelement midt blandt hestevogne, landbrugsmarker og Rumæniens smukke sneklædte tinder. Flere mænd 24

23 Europa rendte rundt i hvad der for det utrænede øje lignede rumdragter og var udstyrede med store, geværlignende aggregater, der med en voldsom kraft spyede desinficerende dampe ud. Redningsfolk sad dovent klar i deres midlertidigt opstillede barakker, mens politiet stoppede alle trafikanter og uddelte små adgangsbilletter til Fuglesygelandet bag checkposten. På en cykelrejse jorden rundt lærer man hurtigt at værdsætte de hverdagsgoder (f.eks. et varmt bad), der alt for nemt tages for givet i en stationær 9-17-hverdag. Så da politimanden rakte mig adgangsbilletten, smilede jeg venligt med udsigten til det alternative dampbad. Jeg og cyklen fik en ordentlig omgang desinficerende damp, og da jeg trak kameraet op for at forevige øjeblikket, øjnede manden i rumdragten vist sin chance for berømmelse, smilede til mig og gav mig endnu en gang damp. Jeg morede mig stort som var det lattergas han havde givet mig, og overvejede seriøst, om jeg skulle vende om og tage hele smøren en gang til. Tilsvarende seancer gentog sig flere gange de næste par dage, og jeg har på intet tidspunkt på denne cykelrejse, der er godt 50 dage gammel, følt mig så ren og bakteriefri! Frygtens væsen er - som antydet ovenfor - en underlig størrelse, der kun vanskeligt lader sig forklare. Frygten for (og fascinationen af) vampyrer har givet næring til den levende subkultur, der omgiver Dracula, mens den for mig at se overdrevne frygt for fugleinfluenzaen i høj grad henter næring i mange af de medie- og nyhedsmæssige indog udtryk, man dagligt konfronteres med - i Rumænien såvel som i Danmark. Tankevækkende. Er spændt på, hvordan man i Bulgarien - mit næste land - forholder sig til alt dette To travel is to discover that everyone is wrong about other countries. Aldous Huxley (britisk forfatter, ) 25

24 5. Frygten for naboen Dag 58. Km Nessebar, Bulgarien. Juni 2006 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Pas nu godt på jeres cykler i Polen! og pas nu på de polakker! var sætninger, som jeg flere gange hørte i månederne op til afrejsen fra København for to måneder siden, når folk hørte om cykelekspeditionens første land. Trods det lejlighedsvise glimt i øjet, var sætningerne vist alvorligt ment, men jeg tog ikke videre notits af dem. Polakkerne var imødekommende og gæstfrie, og når jeg fortalte dem, at Slovakiet og Ungarn stod for døren, blev det polske smil afløst af en mere alvorlig mine og advarende ord om de mange sigøjnere og deres langfingrede tilbøjeligheder. Det virkede som om, der slet ikke blev stillet spørgsmål ved sigøjnernes tilsyneladende medfødte kleptomaniske karaktertræk. Nuvel, jeg ville da holde et åbent øje med mit jordiske gods, men før jeg havde set mig om, havde jeg lagt disse sigøjnerlande bag mig uden nogle sikkerhedsmæssige problemer overhovedet. Jeg husker kun venlighed og undren, når jeg cyklede gennem de spredte sigøjnerbeboelser. Hos cykelhandleren i det østligste Ungarn blev jeg på lignende vis venligt opfordret til at passe godt på cyklen, når jeg kom til Rumænien. Jeg begyndte at ane et mønster, og har nu lært at tage alle disse advarsler med et smil og et gran salt. Antropologien har lært os, at dette systematiske skel mellem os og dem er en naturlig del af menneskets måde at organisere sig på, og at det snarere lader sig forklare i et dybt forankret ønske om at skabe eller bevare en vis form for territorialitet og identitet end i virkelige kulturelle og sociale forskelle. Denne cykelrejse viser mig, at det billede, som folk tegner af deres nabo sjældent ligner særligt godt, men hvem har også brug for kunstnerisk præcision her? Efter fem lande, km og to måneder undervejs er det blevet tid til at tage afsked med Østeuropa. Det betyder samtidigt, at jeg lang- 26

25 Europa somt skal til at frigøre mig fra det eurocentriske verdensbillede i mit hoved og dermed fra den forankring i det europæiske, som allerede de sultne blikke på folkeskolens store, farverige Europa-landkort (der alt for sjældent blev rullet ned foran tavlen!) var med til at skabe. Jeg befinder mig nu ved den bulgarske Sortehavskyst i det sydøstlige hjørne på det landkort. Der, hvor Balkanhalvøen slutter og Asien begynder. Jeg skal til at finjustere mit indre verdenskort og min placering på det. I kølvandet på det sidste halve års tumult i Dannebrog- og Muhammedsagen skal der nok være enkelte, der tænker sit om en dansk cykelrejse gennem det muslimske Tyrkiet. Tanken er naturligvis fri, men i stedet for at lade frygt og skræmmebilleder pille ved mig, vil jeg selv forsøge at pille ved det medieskabte billede af den muslimske virkelighed, som forventeligt er langt rarere, end danske aviser og tv lader os vide. Og lur mig, om ikke det tyrkiske folk vil vise sig at være et helt igennem dejligt folk, og måske falder der sågar en kold pubbajer af til mig under aftenens åbningskamp ved VM i fodbold...? 6. Tyrkiet!!! Dag 60 - Torsdag, 8. juni 2006 Tsarevo (Bulgarien) -> Kirklareli (Tyrkiet) Distance (km): 110 Tid på cyklen: 6t 01m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,32 km/t Total (km): Vejene er dårlige i dag. Masser af fin bjergkørsel med store huller i vejen, der nu er drejet fra Sortehavskysten og ind i landet, op mod den tyrkiske grænse. Det er ganske hårde opstigninger fra havniveau til ca. 800 m. Ved den tyrkiske grænse begynder regnen at falde, og jeg bliver kold og klam. En meget våd velkomst! Regnen pisker mig i ansigtet på de hurtige nedkørsler - ved sådan nogle vejrmæssigt skæve timer er det simpelthen nødvendigt at tænke i det store perspektiv for at holde gejsten oppe, med mindre 27

26 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel man altså er glad for regn. Det er jeg ikke, så jeg tænker på de smukke Himalayabjerge, der venter mig på den anden side af Centralasien senere på året. Har her til aften fundet et helt perfekt sted at campere. Tæt ved hovedvejen i udkanten af en fyrretræsskov, hvor duften sender mig i Middelhavsstemning. 110 km blev det til i dag. Topfarten blev 70,5 km/t. Da jeg har fundet pletten, jeg vil campere på, kommer en mand i camouflagetøj gående med et gevær over skulderen. Jeg går ham i møde, hilser med næven og spørger om det er okay at campere her. Han bekræfter. Han er på jagt i markerne lige ved siden af og hvisker sære dyrelyde til mig. Er skrupsulten og får hurtigt gang i pastaen. Snart kommer fire mænd ned til min lejr og hilser på. Jeg ser straks de blå Efes-pilsnere i deres hænder og øjner - efter kun tre timer i Tyrkiet - chancen for at blive budt på den første, tyrkiske bajer. De har dog kun doven Efes tilbage, men i stedet tilbydes jeg et lift til Istanbul (210 km) med afgang i morgen tidlig. Jeg takker pænt nej med hånden på mit hjerte, hvilket jeg af erfaring ved, at folk generelt godt kan li hernede på disse kanter. Vi snakker lidt med de midler vi nu har for hånden, når tungerne ikke taler helt samme sprog. Et fint lille møde, og jeg ser frem til mange flere af den slags (gerne inkl. humle). Det er ret vildt for mig at være i Tyrkiet km undervejs og 60 dage siden jeg forlod København. 28

27

28

29 Asien (Tyrkiet, Georgien, Aserbajdsjan, Turkmenistan, Usbekistan, Kirgisistan, Kina, Tibet, Nepal, Thailand, Cambodja, Vietnam, Laos, Malaysia, Singapore, Indonesien) Juni September 2007

30 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel I have not been everywhere, but it s on my list. Susan Sontag (amerikansk forfatter, ) 7. Istanbul - at trille ind gennem en millionby Dag 62. Km Istanbul, Tyrkiet. Juni ,2,3...1,2... Der gik ikke mange sekunder mellem lysglimtene og de gevaldige tordenbrag, der væltede ind over mig og gav genlyd i de omkringliggende bjerge. Jeg lå lysvågen i teltet i udkanten af en lille fyrretræsskov i det nordvestlige Tyrkiet og forsøgte at beregne, hvor langt væk lynene var ud fra barndommens tommelfingerregel om at tælle sekunder mellem lysglimt og tordenbrag. Men jeg huskede ikke om det var ca. 400 m eller m pr. sekund, og det var egentlig også ligegyldigt, for de markante rystelser under mig talte deres tydelige sprog. Regnen faldt tungt på teltdugen og skabte en for de sarte natteører infernalsk larm, der gjorde ethvert forsøg på at falde i søvn nyttesløst. Jo, smilet, der hele den foregående dag havde hængt i min mundvig over at være kommet til Tyrkiet, var stivnet en kende den nat. Med ørepropperne på plads lykkedes det at få nogle timers søvn, men tordenvejret buldrede stadig lystigt på 10. time, da jeg vågnede helt morgenskæv i ansigtet og i søvnunderskud. Under morgenmaden i teltet gjorde jeg mig lidt overvejelser over dagens program, og da tordenguderne endelig var gået til ro bag bjergene så jeg ikke rigtigt andre muligheder end at pakke det våde telt sammen og fortsatte turen det sidste stykke mod Istanbul, selvom regnen stadig faldt. På med de regntætte sokker, cykelshorts og regnjakke og så afsted. At kunne opleve glæde, også ved at cykle i øsende regnvejr, er en test, jeg arbejder på, men som jeg endnu ikke har bestået. 32

31 Asien Jeg havde en ubestemmelig uro i kroppen det meste af dagen: den store balje morgenkaffe, den elendige nattesøvn gjorde nok sit fysisk, men også mentalt var jeg spændt på ankomsten til Istanbul. Havde hverken guidebog, kort eller det mindste kendskab til storbyen udover de sædvanlige advarsler mod storbyscams, lommetyve og andre tricksters. At cykle gennem denne millionby med ca. 13 mio. mennesker uden kort, guidebog og uden at ane hvorhen og hvordan svarer ikke helt til min forestilling om den ideelle forberedelse, og det kunne jeg mærke på både vejrtrækning og i maven. Indkørselsvejene til Istanbul var mangesporede og stærkt trafikerede og levnede ikke megen plads til de bløde trafikanter. Alle mine kræfter gik derfor med at fokusere på den smalle, hvide stribe på asfalten umiddelbart foran mig for ikke at ryge ud i rabatten, der flere steder var kraftigt sænket i forhold til kørebanen. På samme tid skulle jeg i cyklens bakspejl holde øje med den bagfrakommende trafik, der af og til virkede hensynsløs. Det irriterede mig voldsomt, jeg var indadvendt med store dele af sanseapparatet slået fra, smilede ikke til de folk jeg mødte, og gav fanden i alle de ellers venlige dyt-dyt, der konstant lød omkring mig og som normalt giver en rar fornemmelse af at være velkommen. Turn left and go 100 km! lød svaret, da jeg i en mindre by spurgte en mand om vej mod Istanbul, og så lå dagens program ligesom klart. En foreløbig rapport fra den tyrkiske asfalt er ganske enkel: Op, ned, op, ned. Det er rytmen, og den lyder tilforladelig nok, men da nedkørslerne hurtigt er ovre, føles det som om man kører op ad bakke hele dagen, hvilket sammen med den svage modvind giver et ret hårdt og trættende program! Speedometeret sagde km, da jeg i udkanten af storbyen glad og opløftet cyklede under gangbroen med skiltet, der bød Welcome to Istanbul. Den grundige opvarmning til den videre færd mod øst gennem Asien er hermed slut; dækkene er kørt til, cyklen ved, hvad den skal og fungerer upåklageligt, teltet rejses uden hast på under fem minutter, 33

32 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel benene er fintunede (og der er sågar kommet en hidtil ukendt gevækst (muskel?) lige under knæene på begge ben). Og røven...tja, den ignorerer totalt alle mine forsøg på at gøre den god igen: babypudder, infektionssalve, ventilation, tysk vidundercreme og ubegrænset kærlighed har ikke hjulpet synderligt, og den udgør derfor stadig slangen i dette cykelparadis, for sådan en er der altid, siger de... I travel a lot; I hate having my life disrupted by routine. Caskie Stinnett (amerikansk skribent, f. 1911) 8. De behagelige, tyrkiske tæsk Dag 73. Km Istanbul, Tyrkiet. Juni 2006 Jeg befinder mig i et af Istanbuls mange hammams (tyrkiske bade), er lige blevet modtaget i ankomstloungen, har iført mig det lange lændeklæde og sidder og vasker mig i et lille bassin i det centrale baderum. Over for mig står en kompakt mand, også i lændeklæde, og kaster tyrkiske gloser mod mig, som jeg ikke forstår. Tydeligt er det dog på hans attitude, at jeg nu er i hans varetægt og at jeg nok gør bedst i af følge hans anvisninger. Massøren tager en skrubbehandske på og går så i gang med at gnubbe og skrubbe først ryg, så arme, ben, mave og ansigt. At mine skuldre er godt solbrankede og en smule sarte lader ikke til at bekymre ham. Skrubbehandsken efterlader store mængder død hud, som snart bliver skyllet af, hvorefter jeg bliver dirigeret ud på marmorplatformen i midten af det tyrkiske bad, der har været i brug siden det blev bygget under Det Osmanniske Imperium i Massøren dækker mig til med sæbeskum og går så i gang med den egentlige kropsmassage. Jeg har været i Istanbul i mere end 10 dage uden de helt store fysiske udfoldelser, så jeg tog mig en løbetur i morges 34

33 Asien langs Marmara-kysten. Den løbetur skulle jeg nok have udskudt, for benene er ømme nu og det bliver ikke bedre, da manden borer sine stærke fingre ned i lårene på mig og helt overhører mine primalskrig, der runger hult oppe i baderummets hvælvede loft. Han kan bestemt sit håndværk, men hold kæft, hvor gør det ondt. Ryggen, nakken og armene får også en omgang tæsk, og jeg ængstes hver gang mine lemmer udsender lyde, som om knoglerne brækker. Det gør de dog ikke, og efter endnu en afvaskning kan jeg endelig slappe af inde i saunaen og i den kolde pool ved siden af. Fint skulle det være, så i den tilstødende lounge bliver jeg mødt af en mand, der tørrer mig og pakker krop og hoved ind i frotté. Jeg føler mig som en sultan, da jeg bliver placeret i de bløde sofaer og får skænket tyrkisk te. La vie douce! Vandpiben (nargile) var særligt mellem det 17. og det 19. årh. en populær fritidsbeskæftigelse blandt de elitære under Det Osmanniske Imperium, men mistede langsomt terræn til fordel for cigaretten efter Anden Verdenskrig. Gennem de sidste årtier har den igen vundet indpas i Tyrkiet, og denne aften tager jeg sammen med et par andre rejsende på vandpibecafe. I cafeen, der er dekorativt (nogle ville nok kalde det kitsch) indrettet med kulørte lamper, sofaer, kakkelborde, sidder lange rækker af mænd og diskuterer lystigt indimellem de boblende og nærmest meditative lyde fra vandpiberne. Tjenere sørger hele tiden for, at der er te i de små glas og at kullene over vandpibetobakken er glødende. Da jeg efter et par timer i hyggeligt lag med en voldsom babben på vandpibe rejser mig, ryster benene og er ved at give efter: løbeturen, den masochistiske massage og nu virkningen fra vandpiben har sat sine spor, og jeg vakler derfor hjem gennem Istanbuls nattetomme gader med en beruset følelse i kroppen efter dagens lokale oplevelser. Istanbul er for mig en fantastisk og imponerende storby! Utallige moskeer, gademarkeder, glade delfiner i Bosporus-strædet, der adskiller Europa og Asien, masser af dejlig mad og kolde øl, en venlig befolkning, snørklede, kuperede sidegader med faldefærdige træhuse og den evigtglade sol. Men det er ikke kun disse fysiske ting, som gør 35

34 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel byen enestående. Også forholdet mellem dens udstrækning i rummet og begivenhederne i dens fortid, som Italo Calvino udtrykker det, fascinerer. Oplevelsen af Istanbul involverer uundgåeligt dens fortid, og dagens oplevelser har givet mig et - omend sporadisk - indblik i den kulturhistoriske rigdom, som byen rummer så meget af. Alt hvad der kræves er et åbent øje... Life is like riding a bicycle, to keep your balance you ve got to keep moving. Albert Einstein (tysk fysiker, ) 9. Anatolsk zenitsol Dag 80. Km Ankara, Tyrkiet. Juni 2006 I takt med at Den Store Hånd har skruet godt op for den tyrkiske sommerhede her i det centrale Anatolien omkring hovedstaden Ankara, mærker jeg nu tydeligt nødvendigheden af hele tiden at have vand i cykelflaskerne. Middagsheden er ubarmhjertig og lammende, og jeg forsøger at minimere risikoen for at løbe tør for væske ved at gøre hyppige stop ved de vandhaner med frisk kildevand, som der (gudskelov!) er mange af langs vejene. Jeg bevæger mig østpå ind mod Tyrkiets bjergrige midte, hvor der er længere mellem civilisationsklyngerne, så jeg orienterer mig ofte på kortet i forhold til den næste landsby, hvor jeg kan få mad og drikke. Der er ikke mange mennesker at se omkring mig. De forrevne klippeformationer står stolte og tavse langs de smukke, snoede bjergveje og kun cikaderne er kække nok til at bryde den kvælende tavshed, som varmen skaber. I landsbyerne spotter jeg af og til en traktor, der sammen med dens ejermand er trukket i skyggen for zenitsolen. Jeg gør det samme, da jeg er træt og ør i hovedet af de fysiske anstrengelser 36

35 Asien og labber løs af det rindende vand fra fontænen. Jeg drikker enorme mængder væske for at bibeholde klart vand i tanken og for at undgå, at urinen får samme farve som en god bourbon. Midt ude på vejen møder jeg senere en doven skildpadde. Jeg standser cyklen for at hjælpe den ind i vejkanten, væk fra trafikken. Da jeg løfter dyret, der allerede har trukket hovedet ind under skjoldet, slår det en imponerende prut samtidig med at det sprutter ud med ildelugtende ekskrement. Jeg er i chok. Om det var et forsvarskneb eller en regulær angstprut over pludseligt at blive revet væk fra dets vante liv i fodsålehøjde, det ved jeg ikke, men meget overraskende var det! Er nu kommet til Ankara og har haft nogle af rejsens hårdeste og samtidig flotteste (de to ting hænger mærkeligt nok ofte sammen) cykeldage hertil med bjergrige dagsetaper på km på utrafikerede biveje. Overalt bliver jeg mødt af en varm gæstfrihed og bliver budt på tyrkisk te dagen lang af folk, jeg møder. De er nysgerrige og stiller en masse spørgsmål, jeg ikke forstår. Jeg smiler og svarer bare automatisk, at jeg er fra Danmark og at jeg er på vej mod Kaukasus, ud fra den antagelse, at det er to af de mest åbenlyse ting, folk gerne vil vide. Jeg løber lynhurtigt tør for tyrkiske gloser, og som regel er disse samtaler ret intense og varer derfor sjældent mere end to minutter! Jeg må se at få fat i den guidebog, så jeg kan smugtræne lidt flere gloser. Your vision will become clear only when you can look into your own heart. Carl Jung (schweizisk psykiater, ) 10. Slidte grammofonplader Dag 86. Km Ankara, Tyrkiet. Juli

36 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Argh, hvor jeg savner at komme ud på cyklen og mærke roen og fordybelsen igen. Ankara kan som ventet ikke fremvise det samme turistvenlige arsenal af prægtige bygninger, kosmopolitisk storbysus og historisk patos som Istanbul, og byen vil på trods af sin status som hovedstad nok altid udgøre den oversete lillebror i den søskendeflok. Jeg har været en uge i Ankara nu og det har været en overvældende social oplevelse takket være de to værtsfamilier, jeg har boet hos - og som jeg fik kontakt med via internetsiden Hospitality Club. De har virkelig taget hånd om mig på alle mulige måder, og jeg har fået et indblik i det tyrkiske hverdagsliv. Jeg har mødt et hav af nye ansigter, der alle overraskes over cykelekspeditionen og stiller en masse spørgsmål. Nysgerrigheden er fin, hvis det ikke var fordi jeg allerede havde fortalt den samme historie 17 gange tidligere samme dag! Så jeg sætter bare tungen i automatgear og synes, jeg lyder som en slidt rille i en defekt grammofonplade, der gentager det samme refræn om og om igen: Nej, det er ikke dyrt at rejse jorden rundt, når man cykler hele vejen, camperer i den fri natur, spiser brød og bananer og drikker vandet fra landsbyernes fontæner og Nej, jeg er ingen Supermand og har ingen intentioner i den retning. Men jeg har en drøm om at rejse jorden rundt og opleve verdens kulturelle, sociale og geografiske mangfoldigheder, og jeg ønsker at komme tæt på mig selv og den verden jeg lever i, og cyklen er det redskab, jeg har valgt i forsøget på at opfylde det ønske. Længere er den sådan set ikke. Når jeg forsøger at vende grammofonpladen og spørge ind til folk, møder jeg ofte en forlegenhed og tilbageholdenhed, for i deres øjne blegner den historie, de er en del af, i forhold til min. Selvom jeg forsikrer dem om, at for mig er deres historie langt mere interessant end at gentage min egen, så er det som om, at den ligeværdighed, der normalt eksisterer i mødet mellem mennesker, der er ukendte for hinanden (og som skaber flydende dialoger), forsvinder, for pludselig ser de ikke 38

37 Asien mig, Nicolai, men et eller andet illusorisk billede af en vanvittig fyr med en vanvittig plan. Absolut ikke det bedste udgangspunkt for en frugtbar samtale. I øvrigt er denne rejse det mest fornuftige og velovervejede, jeg nogensinde har gjort. Men jeg må ændre min taktik i mødet med andre mennesker, så jeg ikke falder ned i den slidte grammofonrille igen og igen. Det kræver opfindsomhed, og det er svært at bortforklare den fuldt oppakkede cykel, når jeg f.eks. gør holdt i landsbyer og hurtigt tiltrækker mig en opmærksomhed, jeg ofte ikke ønsker, når jeg ankommer træt, tørstig og med varmeturbulens i hovedet. Det tyrkiske folk er så utroligt gæstfrit og imødekommende, at det kan være svært at skabe sit eget private rum (fysisk og mentalt), hvor der er plads og tid til at fordøje de mange indtryk. Men kunsten at rejse har for mig altid været en af de fornemmeste og jeg lærer forhåbentligt hen ad vejen... Every dreamer knows that it is entirely possible to be homesick for a place you ve never been to, perhaps more homesick than for familiar ground. Judith Thurman (amerikansk forfatter, f. 1949) 11. Cappadocia - klodens smukkeste skønhedsplet? Dag 93. Km Göreme, Tyrkiet. Juli 2006 Min krop sitrer af spænding som en adrenalinramt dreng før en vigtig fodboldkamp. Cappadocia i det centrale Tyrkiet har længe været et af de her magiske steder, jeg har følt mig draget af og haft lyst til at besøge. Alene navnet, de visuelle billeder og historier fra området, som jeg tilfældigt er stødt på, har 39

38 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel fascineret, og jeg har instinktivt vidst, at jeg selv en dag ville komme dertil. Efter to lange cykeldage fra Ankara med dagsmarcher på km er jeg vågnet op til (endnu) en solskinsdag på mit lille huleværelse på Anatolia Cave Pension, der er udhugget i en af de mange kegleformede klippeformationer, der med rette har givet Cappadocia en plads på turistens verdenskort. Jeg bliver utålmodig, da morgenmaden lader vente på sig og kan ikke vente med at komme ud og udforske på egen hånd. Jeg fornemmer stærkt, at det bliver en stor dag, og også højre hånds pegefinger er lystigt spændt og veloplagt: Nu skal jeg fandme give National Geographics fotografer kamp til stregen! De følgende dage bliver et sandt bombardement af mine sanser. Jeg vandrer og cykler rundt i Cappadocias besynderlige og bizarre landskaber med surrealistiske klipper og plateauer blandt de mange dalsænkninger, som Tidens Hånd har skabt med god hjælp fra vind og vejr. Her gik jeg og troede, at de mange års rejseaktivitet rundt i verden havde forkælet mine sanser, således at de var blevet en smule blaserte, vanskelige at dupere. Men den nøgne skønhed, der pryder hele området, har imponeret mig dybt, og Cappadocia er for mig en af denne klodes smukkeste skønhedspletter. Om natten havde jeg en drøm. En drøm, der udspillede sig i det velkendte, hjemlige Danmark, beboet af de mennesker, jeg kender og holder af. På en underlig måde har jeg befundet mig i en omvendt verden her i Cappadocia, da landskaberne og ansigterne i mine drømme har været langt mere håndgribelige og virkelige end de fantasifulde Star Wars-landskaber, jeg har bevæget mig rundt i. Oplevelserne her fordrer spørgsmålet om, hvad der er mest virkeligt: Drømmeverdenens virkelighed eller virkelighedens drømmeverden. Svaret kender jeg ikke, man jeg ved, hvor jeg helst vil være... 40

39 Asien 12. Gæstfriheden kender ingen grænser Dag 94 - Onsdag, 12. juli 2006 Göreme -> Develi Distance (km): 109 Tid på cyklen: 6t 10m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 17,66 km/t Total (km): En helt ubeskrivelig, mættende dag på cyklen. Jeg ligger nu i den opredte seng hos en familie, som jeg blev budt velkommen af, da jeg for nogle timer siden, ved 20-tiden, ankom til Develi. Ved snart ikke, hvor jeg skal starte og hvordan jeg bare tilnærmelsesvis kan give et indtryk af dagen. Jeg er i sadlen lidt før kl. 10 og okser den første halve time for at komme op af det hul, som Göreme ligger i. 9,0 km/t var tempoet. Superflotte landskaber hele dagen. Hård opstigning ud af Sihinefandi. Den m høje Erciyes-vulkan lurer det meste af dagen i baggrunden. Gør frokoststop i Gözelöz, hvor jeg besøger et bageri med åbne lerovne, hvor kvinderne er i gang med at bage brød på den gammeldags facon. Efter lidt snak stikker de mig et stort, lunt fladbrød i hånden. Dejligt. Skønne strækninger mod Yesilhisar, sparsom trafik og spektakulære kløfter. Asfalten hører op, og snart når jeg en øde slette med langsomme grusveje. Gør stop ude midt på sletten, og bliver straks omringet af 7-8 børn. Stedet er vindblæst, fårene render rundt inden for deres indhegning. Alt er rustikt, og eftermiddagslyset gløder. Stedets gamle mester viser mig fårestalden, og jeg bydes ind i den fine opholdsstue med te, brød og yoghurt, mens fire drenge ser nysgerrigt til. Stor oplevelse. Jeg er træt, da jeg når Develi, så jeg sætter tempoet ned og gør mig derved mere synlig og modtagelig for lokale invitationer. Jeg hilser venligt ved det første hus i udkanten af byen i håb om, at det vil bringe noget godt med sig. Man har vel lov at lukrere lidt på den tyrkiske gæstfrihed, når man nu har haft besværet med at komme hertil på 41

40 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel cykel! Og - gudskelov - jeg bydes indenfor, og snart er der te, brød, ost, oliven og grønt foran mig, som jeg labber i mig. Vi taler meget gebrokkent sammen, men stemningen er fri og venlig. Jeg hælder dagens tolvte kop te ned mens jeg uskyldigt spørger efter camping i byen, hvilket naturligvis afvises (har kun set ganske få officielle campingpladser her i Tyrkiet) og fornemmer muligheden for at kunne overnatte inden døre. Mørket falder på, og da familien ikke vil høre tale om, at jeg slår mit telt op i deres have, får jeg en dejlig opredning i huset, med velduftende lagner og puder en masse. Ser ligegyldige programmer med familien på satellit-tv inden jeg fortrækker til mit fine gæsteværelse. Vild dag. Er lykkelig og træt. 13. Rifak Dag 96 - Fredag, 14. juli 2006 Yesilkent -> Kahramanmaras Distance (km): 124 Bruttotid: Tid på cyklen: 6t 28m Gennemsnitsfart: 19,20 km/t Total (km): Af mangel på bedre ting at foretage mig åd jeg i morges 100 g Nutella (den lokale variant) til mit to dage gamle brød, som jeg fik af pigerne i bageriet forleden. Er på cyklen kl og passerer tre bjergpas i dag. Det første på m klart det hårdeste, og benene måtte knokle hårdt. Føler mig lille og ubetydelig i de enorme, golde bjerge i dag. Der er noget ganske særligt ved at køre i disse barske bjergegne - noget trykkende (pga. den fysiske udfordring) og samtidig noget befriende smukt over det. Døjer igen i dag med modvinden, som i lange perioder driver fuldstændig gæk med mig og rammer mig i ansigtet lige meget, hvilken vej jeg kører op langs de snoede bjergveje. Benene og hjertet arbejder 42

41 Asien i skøn harmoni. Det er svært helt at sætte ord på den følelse, jeg ofte rammes af på cyklen: når musikken behager, vinden er fair, maven tilfreds, solcremen beskytter på næsen, pedaltrådet er let, trafikken ligeså, så kan livet og smilet næsten ikke blive større. På vejen op mod et bjergpas overhaler og stopper en bil mig i vejsiden. Ud af bilen stiger en tyrkisk familie, der bor i Østrig og som er på sommerferie i Tyrkiet. Jeg bliver inviteret hjem til deres hus i millionbyen Kahramanmaras, som jeg i forvejen har udset mig som dagens endedestination. Jeg møder Rifak, den enormt venlige mand i familien med otte børn. Han tager mig på en lille sightseeing i den store by, som jeg intet ved om på forhånd, da jeg nu i ca. 40 dage har rejst rundt i Tyrkiet uden en guidebog. Men hvad skal man også med Lonely Planet, når det tyrkiske folk overalt er så ubegribeligt gæstfrit og imødekommende? Jeg får vasket tøj, får et stærkt tiltrængt bad, leger med børnene, spiser dejlig mad sammen med husets øvrige mænd, mens børnene for en stund gennes af vejen. Rifak fik sin første søn i ottende forsøg. Han ved ikke, hvor gammel sønnen Hamid er. To-tre år gammel, gætter Rifak på med et helt ligegyldigt udtryk i ansigtet. En af de unge døtre (endnu uden slør) mener dog kun, at han er to år. Ikke at kende til sit barns alder forekommer mig utænkeligt i Danmark. In order to get from what was to what will be, you must go through what is. Anonym 14. Et fremmedlegeme på rejse Dag 108. Km Tatvan, Tyrkiet. Juli

42 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Forleden cyklede en ung gut op på siden af mig. Hans blik var fuldstændigt fæstnet til mig og cyklen og sekundet efter, jeg hilste på ham, bankede han frontalt ind i en parkeret bil i vejkanten. Hans baghjul lettede og han fik sig vist en slem forskrækkelse. Jeg morede mig kosteligt og kom til at tænke på et svensk tøjfirma, der for en del år siden begyndte at reklamere for deres undertøj ved at tilplastre større danske byer med store posters, der viste attraktive kvinder med en masse bar hud. Det voldte store trafikale problemer simpelthen fordi plakat-pigerne tiltrak sig mandlige bilisters sultne opmærksomhed. Her i det østlige Tyrkiet gør noget tilsvarende sig altså gældende. Der er dog ikke tale om letpåklædte piger, men om to danske mænd (jeps, Martin er tilbage på ekspeditionen med friske ben og frisk mod) på vej jorden rundt på cykel! Nogle folk stopper op, måber, bliver apatiske, mens andre bryder ud i spontan jubel og hilser os velkommen og kaster standardgloser efter os på deres begrænsede engelsk, når vi kommer cyklende; Where is you name, mister?, Good morning! (alle tider på dagen), What is your from?, Hallo, money? og den slags. Mentalt er det virkelig hårdt konstant at være belejret på denne måde og udsat for tilråb og blikke overalt, hvor vi befinder os. Vi er tilgængelige for alle og er i centrum for en uønsket, massiv opmærksomhed, og der er praktisk talt intet hellested. Det kræver virkelig nosser at bevare roen, overblikket og de gode manerer, særligt når man udmattet og sulten ankommer til en lille landsby som månedens eneste turist og falder direkte i kløerne på de mange supernysgerrige smådrenge, som der er uforholdsvis mange af overalt. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor trættende det er, og jeg kan ikke forestille mig, hvilket (umenneskeligt?) stof man skal være lavet af, for ikke at lade sig frustrere over situationen! Nysgerrigheden, som vi vækker i folk, er selvfølgelig naturlig og nok kærligt ment, men efter flere ugers permanent udstilling for det lokale skue (det føles som prostitution!) er det umuligt at bevare åbenheden og den venlige attitude. Det får 44

43 Asien mig til at føle mig som et fremmedelement på rejse gennem de lokales vante miljø, og følelsen er intensiveret i takt med, at vi nu har bevæget os langt ind i det sydøstlige Anatolien (5.700 km siden Danmark) nær grænsen til Irak og Iran, hvor det kurdiske mindretal bor. Her er uendeligt smukt (og varmt!), men jeg begynder virkelig at se frem til Kaukasus, som forhåbentligt tager sig anderledes ud i mødet mellem den rejsende og den lokale. 15. Adios, Pablito! Dag Mandag, 31. juli 2006 Dogubeyazit -> Tuzluca Distance (km): 94 Tid på cyklen: 4t 15m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 22,08 km/t Total (km): Det bliver en meget underlig og følelsesmæssigt tung dag. Pablo, den kære Pablo, melder desværre ud, at han ikke længere har lyst til at fortsætte ekspeditionen. Vi får snakket situationen, årsagerne og detaljerne omkring hans exit igennem. Det er tungt og bedrøveligt. Mens vi pakker og fordeler tingene mellem os, går det i glimt op for mig, at Pablo er på vej tilbage til Danmark, og at ekspeditionen fra nu af vil foregå på (min) egen hånd. Det gør mig naturligvis ked af det, og det er med en meget sær fornemmelse i kroppen - ligegyldighed, tristhed, sammenfaldne horisonter - at det sidste favntag bliver givet midt i Dogubeyazits hede gader. Da jeg cykler ud af byen, har jeg svært ved at se ujævnhederne i vejen gennem tårerne. Dog ved jeg, at følelsen og savnet vil være midlertidig, og tanken om at fortsætte på egen hånd skræmmer mig ikke, men det står mig klart, at det bliver en anden rejse, der begynder nu. Tanken om selv at afbryde projektet og tage tilbage til Danmark udebliver. Mount Ararat er fantastisk smukt og synligt hele dagen. Dog er det som om det visuelt smukke ikke rigtigt trænger igennem de mentale 45

44 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel tankerækker, som dagens begivenheder har sat i gang. Kører gennem små landsbyer med huse bygget af store kampesten. Et minipas i m og en helt genial, 20 km lang nedkørsel. Objektivt set nok en af de flotteste cykeldage indtil nu, men jeg har svært ved rent følelsesmæssigt at tage imod skønheden omkring mig, da de fleste ressourcer i mig er rettet mod den ærgerlige afsked. Well-well, drager stiger jo kun i modvind. Der er virkelig turbo på mig i eftermiddag, da jeg kører langs grænsen til Armenien. Den nedgående sol, min næse er rettet mod, er kuglerund og smilende. Efter tre timer er der kørt præcis 70 km. Ved mørkets frembrud når jeg Tuzluca, hvor jeg kontakter en mand ved det første hus i byens udkant, spørger om overnatning og straks inviteres indenfor, og så ruller den gæstfrie lavine igen. Mit humør stiger igen. Traditionen tro vrimler det med børn hos Hassan-far. Jeg får både et bad, kaffe, et skønt måltid efterfulgt af te ad libitum. 16. Haglvejr på bjergpasset Dag Torsdag, 3. august 2006 Akcakale -> Posof Distance (km): 115 Tid på cyklen: 6t 20m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,19 km/t Total (km): Jeg har siden Dogubeyazit for fire dage siden stort set ikke brugt nogen penge, og der er nu gået sport i at få de sidste lira til at holde Tyrkiet ud, så jeg rotter mig frem mod den georgiske grænse og lever af vand, brød, ost og frugt. Bliver kortvarigt - men længe nok til at få banket pulsen op i det røde felt - jagtet af to granvoksne fårehyrdehunde, der uden problemer følger mine febrilske 35 km/t og ignorerer mine primalbrøl og truende 46

45 Asien fægten med armen. Efter ca. 50 m dropper de heldigvis forfølgelsen og lader mig slippe. Det var en tough-tough dag i bjergene i dag. Ca. halvvejs oppe ad vejen mod passet i meters højde begynder det at regne tungt og snart fryser dråberne til 2-3 mm store hagl, der vælter ned. Under nedkørslen fortsætter haglvejret. Det slår forbandet hårdt med 75 km/t! Særligt næsen bliver ramt hårdt og den føles som én stor erogen zone udsat for voldsomme, sadistiske kærtegn. Smerte. Efter ankomsten i Posof, som jeg med kuldeklaprende tænder havde set frem til under nedkørslen, hopper jeg med det samme i bad. Det er varmt og er det første i flere dage, så jeg er i Himmerige og nyder det varme vand uforskammet længe. Badet alene (inkl. den sædvanlige, sporadiske vask af cykeltøj og underbukser under bruseren) var til fulde de 30 DKK værd, som overnatningen kostede. When the heart weeps for what it has lost, the spirit laughs for what it has found. Sufi ordsprog Traveling is a brutality. It forces you to trust strangers and to lose sight of all that familiar comfort of home and friends. You are constantly off balance. Nothing is yours except the essential things - air, sleep, dreams, the sea, the sky - all things tending towards the eternal or what we imagine of it. Cesare Pavese (italiensk forfatter, ) 17. Savnene (de uundgåelige) 47

46 Dag 121. Km Tbilisi, Georgien. August 2006 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Jamen, der må da være noget du savner, når du nu er væk så længe, Nicolai? Jeg har hørt spørgsmålet før og det er ganske naturligt at stille, for folk kan jo så godt li at bekræftes i, at Danmark virkeligt er klodens bedste smørhul. Og selvfølgelig er der da ting, jeg savner på denne lange cykelrejse; Kongens Have med rundbold i solskinnet, hyggelige rødvinsmiddage med mine nærmeste, P3s imponerende kreativitet, de ugentlige besøg nede i Netto, at vågne op til morgenavisen (det eneste avis jeg har læst i fire måneder er de tilfældige, krøllede avissider, som mine tyrkiske kebabs har været pakket ind i) og med kold mælk i køleskabet til mine havregryn og rosiner (nej, det er en skrøne - man kan godt leve uden både leverpostej, lakridser og rugbrød!), Ideal Bars dæmpede belysning over det vuggende dansegulv på Vesterbro, hvor byens smarte i smug har øjne på stilke. Jeg længes efter at kunne følge med i og være en del af Københavns fantastiske, kulturelle liv med koncerter, cafébesøg, pladeudgivelser og kolde øl på varme sommerdage. Vigtigst i denne Savnets Pakke er dog de hyggelige og glade stunder med venner og familie og at være en del af det sociale spind, som kun får næring i direkte samvær med andre. s er en gudsbenådet opfindelse, men vil altid være et fattigt surrogat for den virkelige kontakt. Men også savnet af min kære ven Martin, hvis ærgelige exit i forrige uge (igen) har reduceret ekspeditionen til et soloprojekt. Jeg ville ønske, jeg kunne se mine venners børn vokse op som smukke individer og glæder mig enormt til den dag, hvor min egen situation bliver mindre flygtig og mobil, så jeg får mulighed for selv at skabe en familie. Det er en gave, jeg ved, jeg kommer til at åbne, men som for nu altså hører fremtiden til. Sådan må det være. Jeg savner af og til en forudsigelig, nem hverdag, men ved, at det sikkert bare er kontrastens og forandringens evige sødme, der lokker mig, for det er jo samtidig også det moderne, urbane livs mageligheder, 48

47 Asien som jeg med denne cykelrejse jorden rundt for en stund har taget et stort, bevidst skridt væk fra. Livet som rejsende cykelnomade er blottet for de vanlige rutiner, der ofte konstituerer et normalt hverdagsliv, og det kræver store mentale og fysiske ressourcer konstant at skulle tage stilling, indpasse sig, registrere, analysere og træffe beslutninger. Men det skærper sanserne, holder sindet og tankerne i gang, gør mig levende - og er stærkt vanedannende! Længslerne og savnene er dog milde, rammer mig kun af og til, og er intet at regne i forhold til de glæder og erfaringer, der dagligt kommer til mig. There s no looking back now, siger jeg til mig selv. Jeg vil fortsat følge næsens retning videre frem gennem Kaukasus, Centralasien og nogle lange måneder solo gennem enorme Kina. Hvis jeg alligevel kiggede tilbage over skulderen er jeg sikker på, at Danmark ville se ud præcis, som da jeg forlod det for 124 dage siden. For Danmark løber ingen vegne og det er sådan jeg helst ønsker det, når alt kommer til alt En nat ved grænseovergangen Dag Søndag, 13. august 2006 Tbilisi -> Krasny Most Distance (km): 63 Tid på cyklen: 3t 21m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,80 km/t Total (km): Uden for hovedstaden bliver landskabet tørt, goldt og ikke specielt spændende. Det er relativt fladt, og jeg er i fint humør. 40 grader! Ville i dag forsøge at komme så tæt på den aserbajdsjanske grænse som muligt og overnatte, så jeg kan få brændt nogle km af i morgen, hvor mit syvdages visum begynder, når jeg krydser grænsen. Og langt, det kommer jeg. Faktisk så langt man kan komme, for grænseovergangen ligger lige neden for det hus, hvor jeg har fået husly for natten. Fra Krasny Most-broen, som udgør grænsen til Aserbajdsjan, drejer jeg ned ad en støvet sidevej, hvor en række huse 49

48 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel ligger spredt langs floden. Jeg stopper op, kontakter nogle lokale og snart leder en Lada mig på vej op til et hus lige ved grænsebommen. Perfekt! Nyheden om min ankomst spredes hurtigt, og snart er de første mennesker samlet for lige at se giraffen an. Senere, da jeg forhører mig om muligheden for et bad, smiler Ali-far bare og peger ned mod floden. Så vi går sammen ned til floden i skumringen, hvor også Alis ene søn og dennes ven bader. Vandet er lækkert. Cikaderne spiller op, aftenhimlen rødmer, jeg nedkøles og har en af de magiske stunder, man ikke kan gengive på skrift. Er som en nyfødt bagefter, og ved huset bliver der serveret te på tyrkermanér. Den herligste kyllingret kommer på bordet, serveret af husets unge teenagepiger, som i øvrigt står for meget af det huslige (oprydning, servering, tilberedning etc.), hvilket er kutyme her i regionen. De griner lidt af mig, da jeg lader både brusk og skind ligge på tallerkenen, og de levner selv intet andet end sirligt afpillede kyllingben. Kulturforskelle længe leve! 19. Dagen med de syv spinningtimer i træk Dag Tirsdag, 15. august 2006 Ganca -> Kurdamir Distance (km): 164 Tid på cyklen: 7t 5m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 23,11 km/t Total (km): Da varmen - og her taler jeg om den ekstreme del, der lå over de 35 grader - langsomt sivede ud af dagen hen under aften, var det som om det pludselig gav fornyet energi, selvom jeg allerede havde cyklet 135 km. Måske kom en del af energien fra den pose med æbler, pærer og vindruer, som en sød dame gav mig, da jeg kom cyklende. Det startede med tre pærer, men da hun så, hvor vel de blev modtaget blev tre pærer hurtigt til en dejlig pose blandet frugt. At dømme efter den enorme mængde guld, hun havde siddende overalt i 50

49 Asien munden, var der måske ikke noget at sige til hendes gavmildhed. Men godt, det gjorde det! 50 m senere står en fyr med hænderne fulde af æbler til mig, men jeg må pænt takke nej. Min 600 gram frugtkvote, som anbefales af de kloge, var for længst overskredet! Holder et stop i den trykkende middagshede i en lille, støvet flække og køber en liter frossen Fanta og lidt chokolade. Sætter mig i skyggen under vanlig observation fra de tilfældigt forbipasserende. En mand kommer forbi og lader sig vist provokere lidt af, at jeg selv har betalt for forfriskningerne og spørger kioskejeren, hvad mine sager har kostet - og giver mig så det dobbelte i kontanter! Nej, sådan leger de sgu ikke med turisterne her i Aserbajdsjan! De 154 km i går var åbenbart en god opvarmning til dagens etape. Efter første time havde jeg cyklet 28 km og hvilken fryd, uden modvind! Fladt, monotont landskab uden de store afvekslinger uden for de mindre (for mig helt uinteressante) byer, så dagen har føltes lidt som syv spinningsessioner i træk med spredt indlagte vand- og spisepauser. Tissepauser var der ikke rigtigt nogen af. Selvom jeg har drukket ca. 10 liter væske i dag er det som om kroppen sveder det ud før det kommer gennem systemet. Gør holdt ved en landevejsrestaurant, hvor tre mænd sidder og snart har tilbudt, at jeg kan sove indenfor på cementgulvet. I situationen et forrygende tilbud! Jeg spørger om et bad er muligt, men de har ingen bad. Til gengæld har de en haveslange med vand i, så jeg smider det meste af tøjet og bliver så spulet godt igennem. Et lidt anderledes bad og en fantastisk vandslange! A traveler without observation is a bird without wings. Saadi (persisk poet, ) 51

50 20. Are You Tourist? SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Dag 131. Km Baku, Aserbajdsjan. August 2006 Jeg står og fylder vandflaskerne ved en vandhane på en aserbajdsjansk landevej. Rundt om mig står en flok mennesker, der kontakter mig fra forskellige sider, og da det går op for dem, at jeg ikke taler deres sprog, rettes al opmærksomheden mod flokkens eneste pige. Hun ifører sig myndighedens grimasse sammen med en selvtillid, der til de øvrige signalerer, at hun nok skal stille mig de rette spørgsmål, så den fælles nysgerrighed kan dulmes. Pigen tager en dyb indånding og stiller så det spørgsmål alle ventede på: Are you tourist? Jeg bliver helt lammet af det banale bag hendes ord og klapper vist bare den fuldtlæssede cykel - et syn, der burde have overflødiggjort det store spørgsmål. Turisten er inden for mit fag, antropologien, en omdiskuteret skikkelse, og jeg har i forfængelighedens navn svært ved i situationen at give pigen det simple svar, hun søger og som hun forbavses over ikke at få. De sidste tre uger (som turist) i Kaukasus-landene Georgien og Aserbajdsjan har været meget anderledes i forhold til, hvad jeg hidtil har set. Det virker som om infrastrukturer, bygninger, køretøjer siden Sovjetunionens opløsning i 1991 bare er gået i langsomt forfald. Ingen bryder sig om eller kan afse de fornødne (enorme!) ressourcer, det kræver at gøre noget ved de arkitektoniske ar, som industrialiseringen i det kommunistiske USSR har sat i landskabet. Landene er begge helt uturistede og hamrende charmerende i dette særegne Sovjet-forfald, der ses overalt i byerne. Charmerende, nok kun fordi jeg er her på lånt tid og oplever regionen som forbipasserende observant. Et par ældre herrer, jeg har talt med omkring Sovjettiden oplevede store omstillingsvanskeligheder og trange, økonomiske tider i 1990 erne efter at kommunismens sociale, hjælpende hånd forsvandt med USSRs opløsning. 52

51 Asien Det vrimler med Ladaer her. Nogle nyere, men langt de fleste er fra erne og de udgør størsteparten af det automobile bybillede. Jeg har dog bemærket et usædvanligt højt antal boder langs vejene, der sælger motorolie og andre autovæsker, og noget tyder på, at de gamle Sovjetbiler har svært ved at holde på vandet som gamle mennesker kan have det. Mens Ladaerne nok lider en langsom død, så udgør bilernes inkonsistens altså også det daglige brød for de motoroliesælgende folk her. Banker har jeg ikke set mange af her i Aserbadsjan. Til gengæld har jeg set enorme mængder guldtænder glimte fra de mange smilende ansigter, og det får jo én til at spekulere på, om mon Aserbajdsjans samlede formue er deponeret oppe i gummerne på folk. Et internationalt oliekonsortium har dog fundet andre værdier her i landet, og er ved at konstruere en imponerende km lang olieledning, der skal føre det sorte guld fra de store energireservoirer under Det Kaspiske Hav gennem Kaukasus og Tyrkiet og ud til Middelhavet, hvorfra det så kan fragtes videre til de fine biler i Vesten. Jeg fortsætter dog ved egen pedalkraft turen videre østpå mod Centralasien og Turkmenistans nådesløse Karakumørken. What the mind can conceive and believe, it can achive. Napoleon Hill (amerikansk forfatter, ) 21. Man bygger da ispaladser i ørkenen! Dag 149. Km Tashkent, Usbekistan. September 2006 En gylden, roterende statue af Anders Fogh Rasmussen, der følger solens bane dagen lang - og så lige midt på Rådhuspladsen? Det lyder som noget taget ud af Wulff & Morgenthalers 53

52 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel tegneserieunivers, og det er da også meget lidt sandsynligt, at det ville forekomme i Danmark. Men ikke desto mindre, så findes en tilsvarende statue og et hav af andre bizarre påfund i ørkenrepublikken Turkmenistan i Centralasien. I kølvandet på Sovjetunionens kollaps og opblomstringen af 15 nye republikker i 1991, tiltrådte Saparmyrat Niyazov som Turkmenistans præsident. Med Niyazov fulgte også skabelsen af en farverig personkult, der i nyere tid vist kun er sammenlignelig med Kim-dynastiet i Nordkorea, og som er synlig overalt i landet. Niyazov får i disse år ryddet enorme arealer i hovedstaden Ashgabat for at gøre plads til sine bizarre byggeprojekter, der skyder op med en rasende fart. Arealer, som tidligere var beboede eller som rummede monumentale Sovjetbygninger fra tiden efter 1948, hvor et skæbnesvangert jordskælvsminut jævnede byen med jorden og dræbte mere end mennesker, ⅔ af byens befolkning. Præsidenten gør nu alt hvad han kan for at niyazovisere Ashgabat, og en gåtur i byen vidner om, hvor skræmmende succesfuld hans bestræbelser er. Det er som at besøge en gigantisk forlystelsespark at gå rundt her. Udover guldstatuen af ham selv er der farverige bannere med en smilende, halvfed Niyazov, der som en anden Big Brother årvågent holder øje med landet. Der er enorme pladser og parker med imponerende (i størrelse snarere end arkitektonisk skønhed) springvand, marmormonumenter og paladser fyldt med militær og næsten blottet for civile folk. Den gigantiske ødslen med finanserne er baseret på Turkmenistans enorme olie- og naturgasreserver, som gør landet til en vigtig brik i det globale puslespil om de fossile brændstoffer. Hvis man skal tro de officielle valgmålinger - det gør de færreste internationale observatører - er Niyazov uendeligt populær her og høstede hele 99,5% af vælgernes stemmer ved sidste valg. Nuvel, Niyazov har udnævnt sig selv til præsident på livstid, så det gør nok ikke den store forskel om der svindles lidt med valgsedlerne! 54

53 Asien For mig at se er Niyazov en storhedsvanvittig freak, der for længst har mistet kontakten til sig selv og det folk, han enevældigt står i spidsen for (længe leve den danske ytringsfrihed). Overalt ses hans slogan Halk, Watan, Turkmenbashi (Folk, Nation, Mig!), der skaber en fæl genklang til Hitlers Ein Volk, ein Reich, ein Führer, hvilket udenlandske kritikere også har kommenteret. I 2002 udskiftede Niyazov helt uforståeligt alle vejnavne med tal, april måned er blevet omdøbt efter hans afdøde moder, i 2004 blev der vedtaget en række hygiejnelove, der gør det muligt for myndighederne at kræve hår og skæg klippet - også hos udlændinge, men jeg slap dog! - og store dele af det kulturelle liv er blevet båndlagt efter at Niyazov proklamerede disse for uturkmenske! Alle moderniseringstendenser i øvrigt holdes effektivt nede efter Niyazovs ønske, og internettet er f.eks. både langsomt og underlagt regeringens censur og overvågning. Om han fik realiseret opførelsen af det store ispalads ude i ørkenen sidste år er mig uvist. Excentrisk virker det i hvert fald! Landets regeringsstyrede TV-kanal viser stort set kun billeder af præsidenten og hans megalomaniske byggetiltag, og den reklamerer midt i prime time utrætteligt for hans bog, Rukhnama (Sjælens Bog fra 2001). I bogen forsøger præsidenten at forene det spirituelle med sit politiske styre ved hjælp af sin egen, meget farvede, udlægning af landets historie og kultur. Bogen ses overalt og alle opfordres (tvinges?) til at læse den, og på helt grotesk vis kan ingen studerende blive optaget på landets universiteter uden først at have bestået Rukhnama-eksamen! Turkmenistan har været en underlig oplevelse, jeg sent glemmer. Det var derfor også befriende skønt forleden at krydse grænsen til Usbekistans endeløse ørkenvidder og slippe ud af det bureaukratiske, militært kontrollerede favntag, som mit transitvisum i Turkmenistan havde holdt mig i. Jeg gad godt vide, hvordan landets fremtid kommer til at se ud. Niyazov tillader hverken en politisk opposition eller stærke ministre i regeringen, så den politiske scene er blottet for mulige arvtagere efter Den Store Leder, der trods en hjerteoperation i 1997 virker 55

54 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel skræmmende magtfuld. Så indtil videre vil den komiske guldstatue af Niyazov i hovedstaden Ashgabat fortsætte med at dreje rundt over denne tørre ørkenrepublik. The world is my home, and every man in it my brother. James Michener (amerikansk forfatter, ) 22. Kirgisisk drukfest Dag 164. Km Karakol, Kirgisistan. September 2006 I restauranten stod foran mig en kirgisisk servitrice og forsøgte at forklare mig køkkenets udvalg, mens hun lavede akrobatiske fagter med armene og sagde slubrelyde med munden. Jeg var lige kommet til Kirgisistan og forstod hverken det kyrilliske menukort eller servitricens energiske gestikulationer, så jeg forsøgte mig med dyrelydene muuh og mææh for ligesom at få en fornemmelse af, hvilket dyr, der bidrog med rettens animalske del. Det morede hun sig meget over, men jeg blev ikke meget klogere, så jeg nikkede et par gange til hende mens hun opremsede retter fra menukortet. Jeg nikkede og nejede lidt og havde ingen anelse om, hvad jeg bestilte. Pigen kom snart med en stor tallerken mad (muuh) med salat og brød, så jeg var godt tilfreds med udfaldet af den blinde bestilling. Men da hun kort efter kom med endnu en hovedret (mææh) begyndte angstens sved at melde sig, for hvad mon jeg ellers havde bestilt med mine uskyldige nikke-bevægelser? Under indtagelsen af den enorme mængde mad var servitricen flere gange nede ved mit bord for at sige noget, jeg ikke forstod, så af frygt for at hun tilbød flere retter afviste jeg hende venligt, men kategorisk! Jo, den verbale kommunikation kan være en tung (men altid farverig) dansepartner her i Centralasien. 56

55 Asien Lettere går det ofte med den non-verbale kommunikation. Da jeg en hverdagseftermiddag forleden havnede midt i et opstemt vodkaselskab i en mindre landsby ved Issyk-Kul-søen i det nordøstlige Kirgisistan, var det således ikke svært at regne konceptet ud: her kommunikerede folk hovedsageligt med hævede krus fyldt med russisk vodka. Vodkaen står her i ca. 8 kr. pr. liter, så der blev skålet i ét væk, mens støjniveauet omkring bordet steg proportionalt med antallet af tømte vodkaflasker. Kirgiserne er ikke blege i det, og uanset hvor store krusene med vodka var, blev der bundet ved hver skål. Her knækker man ikke, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at følge med. Skik følge eller land fly. Det var en letforståelig, omend meget hårdtslående form for kommunikation! Den stride vodkastrøm var hård for maven, så jeg smuttede ud og fik fat i en flaske rødvin for lige at bryde monotonien i eftermiddagens vodkafest. Jeg hældte vin op til de nærmeste omkring mig ved bordet og udbragte en skål for selskabet. Jeg løftede kruset og nippede - på påtaget forfinet, dansk manér - til den kirgisiske rødvin, der var ganske skrækkelig. Men chokket over den usmagelige vin blev hurtigt overtaget af overraskelsen over mine tørstige bordherrer. Vi handlede tydeligvis ikke ud fra den samme adfærdskodeks, for alle mine bordherrer havde på ingen tid og med største naturlighed bundet al rødvinen, som var det, ja, vodka. Jeg morede mig kosteligt over situationen, mens mine tørstige drukfæller vist ikke helt forstod, hvad det drejede sig om. Jo, kommunikationens veje er uransagelige - og foregår i Kirgisistan gerne via fyldte vodkakrus. 23. Ahh, cyklen ruller igen! Dag Mandag, 25. september 2006 Osh -> 10 km syd for Gülchö Distance (km): 101 Tid på cyklen: 6t 25m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 15,64 km/t Total (km):

56 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Efter et par ugers spontan rundrejse i Kirgisistan med bus, deletaxi og på tomlen, er det skønt at være på to hjul igen. Også selvom dagen byder på både delvist dårlige stenveje og et pas i m (Osh ligger i ca. 700 m), som tog godt en halv time at nå fra foden af bjergmassivet, hvor den egentlige stigning starter. Hele dagen op mod passet - de første 70 km - er gået jævnt opad gennem øde landskaber, små bebyggelser med uniformerede, kære skolebørn, der nærmest gik i selvsving og ekstase ved synet af mig. De modige stillede sig ud på vejen, råbte Tourist! og gjorde klar til at klappe mine hænder, mens jeg passerede. Flot dag fra start til slut. Ruten er en del af den berømte Silkerute, som jeg har fulgt de sidste mange uger. Der er fattigt her, og landbrug og dyrehold udgør den altdominerende beskæftigelse. Yurts, mænd på hesteryg, drenge på æselryg, kvinder og mænd i gulerodsmarker, dovne køer på den varme asfalt. Kirgisistan viser mig sider af verden, jeg aldrig før har oplevet, og landet har - som hele regionen Centralasien i øvrigt - været noget ganske særligt for mig. På toppen af passet vinkes jeg ind af en yngre dame med en dreng i favnen. Jeg er forpustet og sveder, men nedkøles hurtigt af den kolde bjergluft. Jeg tager en pause og får en lille snak med pigen, mens jeg får mit termoundertøj på. Hendes beskedne forretning består i at sælge kymus (gæret hoppemælk) fra en plastikspand til de forbipasserende. Jeg hilses velkommen af en bondemand, der vinker mig ind med hånden fuld af friskopgravede gulerødder. Gulerodsfamilien er taknemmelige over, at jeg tager et billede af dem, så jeg cykler glad derfra med en pose gulerødder bundet fast til cyklen. Familien har et ungt æsel gående ude på vejen og jeg forsøger at charmere mig ind på det ved at tilbyde den de grønne toppe fra gulerødderne, men æslet har luret mig og vil ha den ægte vare, hvis vi skal være venner. Uvenner blev jeg hurtigt med en satans hyrdehund, der jagtede mig i eftermiddag, og som bed et hul i min bagerste cykeltaske. 58

57 Asien Ved skumringstid ser jeg en vakkelvorn træbro, der fører over en flod til et stykke grønt græs. You can do it, sagde Indiana Jones til mig, da jeg lige testede broen uden cyklen først. Slår lejr og har en uforglemmelig aften alene i bjergene ved siden af floden. 24. Gudesmukke Pamir Range Dag Onsdag, 27. september 2006 Sary Tash -> Nura Distance (km): 69 Tid på cyklen: 7t 0m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 9,90 km/t Total (km): Den hårde gårsdag sidder i akilleshælen. Dagen er dog sindssygt smuk og byder lige fra de første km på uforglemmelige udsigter til den imponerende Pamir Range, der bl.a. rummer giganten Pik Lenin på over m. Vejen går stik øst mod Kina og den er ganske enkelt elendig. Sten, grus og sand består den af, ujævnhederne er konstante, så jeg er hele tiden koncentreret om terrænet foran og under mig. Vejret er krystalklart og meget koldt indtil middag, hvor solen begynder at varme. Klarheden i luften forsvinder dog momentant hver gang de kirgisiske og kinesiske lastbiler passerer mig og sender store støvskyer mod mig. Lige så fascineret og tiltrukket jeg er af disse vilde landskaber med enorme vidder og ingen civilisation i sigte, lige så skræmt er jeg også på samme tid. At cykle her på egen hånd midt i bjergenes isolation og ligegyldighed udstiller menneskets skrøbelighed, dets overvindelighed og dødelighed samtidig med at det fordrer en stor mental og fysisk styrke. Min punktering i eftermiddag, lige midt i landskabets gigantiske tomrum, både frustrerer og chokerer mig, men det er nok ét af de smukkeste steder i verden, man kan punktere, og det forsøger jeg at fokusere på i stedet. 59

58 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel De mange ujævnheder i vejen - og særligt dem, jeg ikke opdager! - forplanter sig op gennem cyklen og lige op i røven. Det gør virkelig ondt, og jeg hyler ud i den tomme luft. Ved 17-tiden rammer jeg helt uventet asfalt, som varer de sidste 20 km mod den kinesiske grænse. Sjældent har tjære gjort mig så godt! Møder en checkpost dér, hvor asfalten starter. No probs. I Nura, fem km før Irkechstam (ved grænsen til Kina) stopper jeg op for lige at se på den rustikke bebyggelse. Spørger nærmest pr. refleks en forbipasserende kvinde om sove-muligheder, og hun viser mig op til det nærmeste hus, hvor jeg bydes velkommen af en ung mor til skønne tvillingedrenge. Perfekt. Lækker mad, tæppeklædte værelser og dejlige unger optager resten af aftenen. 25. Kina! Dag Torsdag, 28. september 2006 Nura (Kirgisistan) -> 40 km øst for Karabel-passet (Kina) Distance (km): 104 Tid på cyklen: 6t 32m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 15,83 km/t Total (km): At være nået til Kina på cykel fra Danmark er virkelig, virkelig stort for mig og jeg er meget opløftet her til formiddag efter at have krydset grænsen. Bjergene åbner sig, trafikken på den gode asfalt er sparsom, solen varmer godt trods højden og C.V. Jørgensens Et satanisk mesterværk følger mig. Kan ikke holde de glade tårer tilbage. Jeg finder en lille, plan plet lige ved siden af hovedvej 309, hvor jeg slår lejr for natten. Jeg når lige at slå teltet op og sætte vand over til mine nudler inden mørket tager over. Er enormt glad, stolt, lykkelig for at være her, for at være kommet til Kina og føler mig (pludselig) langt mere sikker på, at jeg vil tage turen gennem Kina via Tibet. 60

59 Asien 26. Som en bulimiker før en ørkenvandring Dag Tirsdag, 3. oktober 2006 Kashgar, Kina. 0 km etc. Min krop er så spændt på det næste kapitel af rejsen, en masse forberedelse er gjort og noget skal stadig gøres, så jeg sover ikke helt igennem i disse dage, vågner tidligt. Bruger et par timer hos cykelmekanikeren, der sætter en ny kæde på, og jeg laver senere et vanvittigt stort indkøb i et supermarked. Som en bulimiker før en ørkenvandring køber jeg ind i store mængder af tørret frugt, peanuts, nudler, bolsjer og kiks. Er spændt på at se, hvordan jeg klarer rationeringen af alle de gode sager, jeg har købt i dag. Sender masser af tanker og en enkelt til min dejlige barndomsven, der skal giftes hjemme i København på lørdag. Vildt. Det svier i maven ved tanken om at måtte undvære det bryllup i vennernes lag km i sadlen i dag! Dag Onsdag, 4. oktober 2006 Kashgar -> Charak Distance (km): 175! Tid på cyklen: 7t 39m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 22,88 km/t Total (km): Er enormt spændt her til morgen. Hjertet dunker og jeg ved, at jeg har gjort, hvad jeg kan for at gøre mig klar til dette øjeblik. At være på vej til Tibet på cykel - det er sgu bedre end noget Tintin-eventyr! En lang arbejdsdag i sadlen i dag på knapt 10 bruttotimer gennem et fladt, tørt landskab, der bare indbød til at høvle km af dækkene. Jeg når ved 16-tiden en støvet landsby, hvorefter en 55 km lang ørkenstrækning begynder. Har stadig energi i benene efter de første 117 km, 61

60 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel så jeg begiver mig ud gennem Taklamakan, som ørkenen hedder, og som hovedvej 315 krydser et stykke af. Jeg har tanket vand op i Kizil og er forberedt på at overnatte midt i ørkenens intethed. Har en let medvind store dele af dagen, så der er smæk på! Da jeg i mørket ankommer til den lille landsby, Charak, står km-tælleren på min hidtil længste dag! Banker på en stor, åben træport ind til en oplyst patio, og snart er der fem børn og tre voksne stimlet sammen og jeg får lov til at sove i huset. Helt perfekt! Hvad der også er godt er, at min uventede ankomst falder sammen med familiens aftensmad, så jeg bliver straks gennet over til suppen på bordet. Jeg forsøger at få trukket nogle navne ud af dem ved at pege på mig selv og sige Nicolai og derefter pege spørgende på dem. Men de svarer bare mama og papa, så jeg var jo lige vidt, da jeg ikke var i tvivl om deres forældrestatus med de mange børn rendende omkring. Jeg får et stort behageligt værelse med moske-plakater og en dyne, der ikke var for støvallergikere. Men jeg sover som en sten fra kl. 21 til kl timer! Jeg rammes på vejen mod Kargilik af en meget behagelig følelse af velvære og dyb tilfredshed. Er det følelsen, der opstår, når man bevæger sig i sine drømmes fodspor, er i hælene på sine længslers mål? Stop worrying about the potholes in the road and celebrate the journey. Fitzhugh Mullan (amerikansk professor i medicin) 28. Kina ligger i bunden af sandkassen Dag 179. Km Charak, Kina. Oktober

61 Asien Da jeg var lille fik jeg fejlagtigt fortalt, at hvis man gravede langt nok ned gennem børnehavens sandkasse, ville man nå Kina, hvor folk med gullig hud og skæve øjne gik smilende rundt med maverne fulde af ris under deres trekantede hatte af rispapir. Den slags tror jeg ikke længere på. Jeg har taget en omvej via klodens ydre (og ikke gennem sandkassen) og er nu efter knapt seks måneder på cykel fra Danmark endelig kommet til Kina. Det med sandkassen og den gule hud passer ikke, kun kinesernes smil genkender jeg fra det billede af Kina, som bl.a. børnebøgernes illustrationer og børnehavens voksne i den bedste mening var med til at skabe. Jeg havde ikke været i nærheden af et bad i fem dage og over 500 km på cykel, da jeg forleden ankom til Kashgar i Kinas vestligste provins, Xinjiang. Jeg følte mig temmelig ussel, var fuldstændig støvet til, skridtet svedte og lugtede af gnu, og jeg så meget frem til lidt beskeden luksus i form af et bad og velduft under armene. Og det fik jeg. Rejsen fra Kirgisistan til Kashgar gik langs en af de berømmede Silkeruter over flere bjergpas over m og var pga. højden og de elendige grus-, sten- og sandveje en hård, men samtidig fantastisk oplevelse. Trætheden sad tungt i mig, da jeg - nogle dage forinden - ud på den sene eftermiddag nåede foden af et bjergmassiv, hvorfra grusvejen via nogle vanvittige hårnålesving førte op til et bjergpas i m. Det så virkelig modbydeligt hårdt ud, særligt fordi jeg allerede havde cyklet 77 km jævnt op ad bakke den dag (tænk på det næste gang du brokker dig over Århus Ny Munkegade eller Københavns Valby Bakke!). På vej op ad de endeløse zigzags var det pludselig som om undergulvet forsvandt under mig, og jeg mærkede en kraftig maverumlen. På den stejle, nøgne bjergside var det småt med gemmesteder, så jeg måtte i kanten af et hårnålesving forrette min ret ubelejlige nødtørft blandt de forbikørende lastbiler og overraskede blikke. Tyndskid kender ikke til god timing. 63

62 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Højden mærkedes tydeligt på vejrtrækningen, der var anstrengt på en måde, som kun højden kan forårsage. Pulsen rasede og jeg måtte ofte holde korte pauser for at få pulsen ned, selvom turen foregik i snegletempo. På den modsatte side af den bjergvæg jeg klatrede op af, rejste skarpe og delvist snedækkede tinder sig og det var virkelig smukt i solnedgangslyset, selvom udsigten burde have været nydt under andre, mere afslappende omstændigheder. Jeg nåede efter 1½ time passet og udbrød et lettet woohoo i den tomme aftenluft. Temperaturen faldt hurtigt til omkring frysepunktet så snart solen var gået ned bag bjergene, men jeg havde stadig et par timer ned til den næste landsby. Fingrene var iskolde og det var vanskeligt at se vejens mange ujævnheder pga. pandelygtens begrænsede rækkevidde. Det var ikke sjov, men til gengæld spændende bjergkørsel. Ved 21-tiden nåede jeg den stille landsby Sary Tash, hvor jeg stoppede ved det første hus for at høre, om jeg kunne overnatte der. Jeg rystede af kulde, og damen i huset gav mig hurtigt grønt lys, og snart serverede hun te og mad til mig. En helt afsindig dag, hvor jeg var presset til det yderste. Jeg har ingen kæreste eller tøjdyr omkring mig her på cykelrejsen, men den aften havde det sgu været rart lige at få et skulderklap efter dagens udfordringer. Om det så havde været en gul kinamand med skæve øjne, havde det været rart Den meditative cykling Dag Søndag, 8. oktober 2006 Mazar -> Km-sten 324 Distance (km): 86 Tid på cyklen: 7t 38m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 11,30 km/t Total (km):

63 Asien Føler mig meget inspireret her til morgen. I stedet for at tage en hviledag i Mazar, hvilket ville være naturligt efter fire dage hver med mere end syv timers cykling, sætter jeg kurs mod Xaidulla-passet, ca. 50 km i jævnt terræn. Igen en kold, klar og smuk morgen. Vejen kan vel bedst betegnes som en grusvej, men absolut ikke grusvej som i et velfriseret, dansk sommerhusområde - snarere som et vaskebræt med knytnævestore sten, der får dækkene til at hoppe og røven til at svie. Men jeg har vænnet mig til disse barske veje, og der er af og til noget helt meditativt over at cykle langsomt afsted, mens jeg er omgivet af bjergenes isolation og lydene fra de mønstrede dæk gennem stenene på vejen og lyden fra min egen vejrtrækning. Lonely Planet beskriver hovedvej 219 som one of the most isolated, dangerous and beautiful roads in the world. Det var nogle af de tanker, der dukkede op i dag, og det er ret afskrækkende - men samtidig også inciterende - at være her. Har ikke set en udlænding i fem dage nu. Når jeg er træt efter en lang cykeldag virker isolationen skræmmende. Når jeg er frisk virker den befriende og smuk. Efter at have krydset det hårde Xaidulla-pas i m, har jeg travlt med at komme ned igen for at undgå højdens grimme virkning. En lang militærkonvoj passerer mig og sender enorme støvskyer mod mig. 14 km senere finder jeg et teltspot nær et forladt hus og skynder mig at fikse alle de praktiske ting inden kulden kommer efter mig: skifte tøj, koge vand, slå telt op, fastlåse cyklen til teltet, tage lidt billeder etc. Meget effektivt. Allerede kl ligger jeg i soveposen. Er fuldstændig støvet efter dagens cykling. Det opdager jeg først, da jeg ser selvportrættet i kameraet. Bliver her til aften kortvarigt ramt af et par ubehagelige hvad-laverjeg-her-tanker. At ligge i det fjerneste hjørne af Kina i m med frost om ørerne er ikke hverdagskost for en dansk akademiker. Men 65

64 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel jeg slår tanken væk med, at jeg er træt og bør sove i stedet for at tumle med store (og ubrugelige) tanker. 30. De forbandede lorteveje! Dag Mandag, 9. oktober 2006 Km-sten 324 -> Km-sten 395 Distance (km): 72 Tid på cyklen: 5t 44m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 12,60 km/t Total (km): Det blev en virkelig kold nat. Sov enten let eller ikke det meste af natten. Kl vågnede jeg og frøs balderne nede i soveposen. Termometeret sagde syv minusgrader og det skræmte lidt. Det blæste kraftigt op tidligt i aftes, men heldigvis havde jeg for første gang banket ekstra pløkker i, for en sikkerheds skyld. Vejrguderne er uforudsigelige heroppe i højderne. Jeg trak i termounderbukserne og senere på natten kom den kirgisiske pelshue og fleecejakken på nede i soveposen. Det er -10 grader inde i teltet her til morgen. Det er smukt og klart. Al vandet i mine cykelflasker er bundfrosset, så jeg kan ikke få nogle varme morgennudler. Tarvelige kiks udgør morgenmaden. Jeg ser friske cykelspor i gruset på vejen i dag, så måske er jeg ikke langt bag en anden rejsende. Ganske opmuntrende. Det er en hård dag for mig, også mentalt. Jeg er stadig langt fra alt, og det går forbandet langsomt fremad. Vejen i dag er meget, meget ujævn - nærmest som et bølgebliktag - og flere gange brøler jeg ud i luften i ren frustration over vejforholdene. Der er mange hvide m bjergtinder omkring mig, men jeg nyder dem ikke i dag. Slår lejr lige ned til floden. Et fint sted. Men fandeme om ikke min brænder driller og går ud, så snart jeg har tændt den. Det huer mig 66

65 Asien slet ikke, og det er allerede blevet så koldt, at jeg ikke magter at fikse den. Så min aftensmad består af nødder, lidt snacks og vand. Har igen en lettere klaustrofobisk tanke her til aften. Mærker isolationen, skrøbeligheden og er stadig lidt skræmt ved at befinde mig her, så ene og fjernt fra alt. Hvis jeg klarer denne tur, tror jeg faktisk, jeg også vil kunne lære at gå på vandet. Mistakes are the portal of discovery. James Joyce (irsk forfatter, ) Adventure is a path. Real adventure - self-determined, self-motivated, often risky - forces you to have firsthand encounters with the world. The world the way it is, not the way you imagine it. Your body will collide with the earth and you will bear witness. In this way you will be compelled to grapple with the limitless kindness and bottomless cruelty of humankind - and perhaps realize that you yourself are capable of both. This will change you. Nothing will ever again be black-and-white. Mark Jenkins (amerikansk eventyrer) 31. Det tibetanske mareridt Dag 191. Km Ali, Tibet/Kina. Oktober 2006 Hjertet pumper unaturligt hurtigt, åndedrættet er besværet og det føles som om mine tindinger vil sprænges. Jeg befinder mig i det vestlige Tibet i 4.600m højde, og under mig snegler cyklen sig op ad de stejle hårnålesving, der forekommer mig uendelige. 67

66 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Pludselig sker det, som ikke må ske: i et øjebliks uopmærksomhed ser jeg ikke en fordybning i den elendige, stenede vej, mister kontrollen over cyklen og styrter. Jeg har slået højre hånd, og da jeg på toppen af det hundekolde bjergpas i m får trukket handsken af, er hånden hævet til dobbelt størrelse og gør meget ondt. Situationen skræmmer mig vildt, for her er ingen mennesker eller tegn på liv overhovedet, der er over 500 km til nærmeste by, så jeg er overladt til mig selv kun omgivet af det enorme, golde tibetanske plateau. Panikken og tvivlen breder sig hurtigt i mig: Hvad gør jeg, hvis hånden er brækket og jeg ikke kan få sat teltet op? Hvis jeg rammes af højdesyge? Hvis, hvis, hvis... Den stejle grusvej ned fra passet kræver begge hænder på bremserne, det er smertefuldt og jeg hyler ud i den tomme luft. Ledsaget af smerter i hånden og en tiltagende blæst får jeg i tusmørket i m slået teltet op på et goldt plateau. Solnedgangen er magisk og smuk, men mit sind er bekymret og jeg nyder den ikke. Klaustrofobiske paniktanker flyver rundt inde i den hermetisk lukkede teltkabine, og jeg har svært ved at styre dem. Jeg føler mig ekstremt udsat, alene og skrøbelig og de længselsfulde tanker til mine nærmeste hjemme i Danmark gør ondt. Temperaturen er allerede langt under frysepunktet og jeg ved, at det vil blive en lang, vågen og kold nat - også selvom jeg har alt mit tøj på nede i soveposen. Her er ingen sikkerhedsventil eller easy way out, og rædslen og ubehaget vælter ind over mig, da jeg forsøger at sove. Jeg lader min pandelampe være tændt hele natten som en mørkeræd dreng for at undgå at panikke yderligere i den sorte nat i teltet. Som ventet er det en forfærdelig nat. Lukker knapt et øje pga. de ukontrollerbare tanker, den tynde luft og den skræmmende kulde. Om morgenen er temperaturen inde i teltet som i en fejlindstillet kummefryser: -13 grader. Selvom jeg er glad for at være kommet levende gennem natten, føler jeg mig stadig som en vingeskudt måge over Atlanten, for hånden smerter og hjælpen er stadig 500 km væk. 68

67 Asien Pludseligt hører jeg motorlyde i det fjerne, får hurtigt pakket alt grejet sammen - av min hånd! - og løber op til vejen, hvor jeg med en vis desperation får forklaret min prekære situation til chaufføren. Han nægter at tage mig med videre og jeg decifrerer ordet politi i hans ellers uforståelige snak. Jeg løber ned til min lejr, finder 40 USD frem fra min cykeltaske - det var, hvad jeg i situationen følte mit liv var værd - og løber tilbage til manden. Jeg holder dollarsedlerne op foran ham, og dét er fandme (heldigvis) et sprog, han forstår. Han accepterer endelig at tage mig med, jeg løber tilbage og pakker uden tanke på min ømme hånd lejren sammen på rekordtid. Det tager os to hele dage at nå frem til Ali, hvor jeg finder hospitalet. Røntgenbillederne viser, at intet heldigvis er brækket. Doktoren giver mig en række kinesiske medikamenter, som jeg - i de følgende dage, hvor jeg bliver i byen - tillidsfuldt tager uden at kende deres virkning. Hånden bliver da også langsomt bedre, mens jeg - her i civilisationen - forsøger at vaske den traumatiske oplevelse væk, få de positive tanker tilbage og indstille mig på den videre rejse gennem Tibet. Jeg har stadig ca. 800 km af dette ubarmhjertige, trøstesløse, men dybt fascinerende tibetanske plateau foran mig inden jeg når den nepalesiske grænse. Det er ikke isolationen, det er ikke kulden, det er ikke bjergenes supertynde luft, det er ikke de elendige vejforhold, det er ikke fremmedartetheden eller den hævede mummitroldhånd, men den unikke kombination af alle disse ting, der gennem de sidste 12 dage i Tibet har gjort livet utroligt intenst og mærkbart. Og som den gode Johannes Møllehave siger, skal det jo mærkes, at vi lever... To be truly happy, be indifferent to life s ups and downs. Takio Saito (japansk kunstner, f. 1936) 69

68 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 32. Den metalliske Messias i Tibet Dag 206. Km Saga, Tibet/Kina. November 2006 Hvordan fanden kommer jeg dog ud af denne tibetanske fælde, tænker jeg lettere frustreret, da jeg for gud-ved-hvilken-gang tager fat i de tibetanske bedemøller og håbefuldt spejder efter køretøjer ud over den enorme slette. Oktoberkulden heroppe på det tibetanske plateau i m højde er konstant og modbydelig, og at risikere frost på både balder og boller under nattens udendørs toiletbesøg har midlertidigt gjort mit nomadiske cykelliv til noget af en prøvelse. Jeg er havnet i en uanseelig landsby, Huore, i det centrale Tibet og beslutter mig for første gang på ekspeditionen til aktivt at forsøge at få et lift videre frem til næste by. Men der er praktisk talt ingen trafik gennem landsbyen. Chaufførerne i de to-tre trucks, der passerer dagligt er angste for politiet, da det ikke er tilladt at tage udlændinge op, og de få 4x4-landrovers har ikke plads til cyklen og suser videre. Jeg bliver langsomt mere og mere ræd, da det går op for mig, hvor umulig situationen er. Efter en lang, forgæves ventedag indlogerer jeg mig i et primitivt gæstehus og beder en stille aftenbøn under dynen. Ingen hører tilsyneladende min aftenbøn. Den næste dag bringer heller intet held, den næste ligeså og desperationen, håbløsheden vokser i mig dag for dag i takt med, at jeg mister troen på, at det vil lykkes mig at komme herfra. Rygtet om en ugentlig (!) bus holder dog humøret oppe. Ventetiden dulmes med læsning, stirren ud i luften, næsepillen, gåture gennem byens eneste hovedgade eller til byens hellige bedemøller, hvor jeg sammen med tibetanere snurrer møllerne og sender bønner om at komme væk. Min forfatning er ikke optimal: jeg har lige som mit tøj ikke været vasket i 14 dage, rene hænder er en usandsynlighed, og læber og fingre sprækker i den tørre bjergluft. Vejrtrækningen om dagen er besværet 70

69 Asien ved den mindste fysiske udfoldelse, og om natten plages jeg af søvnapnø pga. den ringe ilttilførsel. Maden er sørgeligt ensformig og består mest af majsvælling og opløst mælkepulver om morgenen, kiks og tørret frugt om dagen og nuddelsuppe om aftenen. De næste fem dage bliver for mig et uønsket, selvcentreret studie i Tidsfordrivets Væsen. Ventetiden og uvisheden er ulidelig, og jeg befinder mig nu derude på den skrøbelige jord, hvor alle de hvad-nuhvis-scenarier, der under andre omstændigheder udgør det særlige krydderi på rejsen, ikke længere er spor velkomne. Hvad nu, hvis bussen ikke dukker op? Hvad nu, hvis jeg løber tør for penge? Disse scenarier forekommer mig nærmest livstruende. At være strandet her dræner både pengepungen, den fysiske og mentale energi, humøret, rejselysten. Der er virkelig smukt her, men det er svært at værdsætte, når ens største ønske er at komme væk. Mentalt har jeg omgivet mig med en beskyttende hinde, inden for hvilken jeg forsøger at holde fast i tålmodigheden og optimismen, men det er svært, og panikken forsøger ofte at trænge igennem. Om det var alle bønnerne ved bedemøllerne, der gjorde udslaget, ved jeg ikke, men ud på aftenen på den femte ventedag sker miraklet endelig: som en metallisk Messias i det fjerne øjner jeg den forjættede bus, der gennem de urimeligt langsommelige ventedage har optaget de fleste af mine tanker. Tibet er et gudesmukt, goldt og magisk sted, men jeg har fået nok af isolationen, kulden og den tynde luft, og ser nu frem til den næste cykeletape mod den nepalesiske grænse og Kathmandus tillokkende lavlandsklima og sociale liv Highway to Hell eller Stairway to Heaven? Dag Lørdag, 4. november 2006 Km-sten 128 -> Yarleb Village Distance (km): 70 Tid på cyklen: 6t 03m 71

70 Bruttotid: Gennemsnitsfart: 11,64 km/t Total (km): SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Ved Friendship Highway går det syv km op til Tong La-passet i meters højde. Det er en fæl dræber og jeg snegler mig opad med ca. fem km/t. De røde blodlegemer farer forvildet rundt i mig. Vinden er ekstremt modbydelig hele vejen op, ansigtet iskoldt, men de enorme bjerge foran mig gør det svært at afgøre, om dette er The Highway to Hell eller The Stairway to Heaven. Jeg tror på det sidste, men først da jeg efter næsten 1½ time op ad den stejle grusvej når passet, bekræftes jeg i troen. Passet byder på nogle af de smukkeste udsigter, jeg har set. Bedeflagene blafrer vildt i den iskolde storm og jeg må trække i dunjakke og kirgisisk pelshue. En smuk, imponerende Himalaya-bjergkæde ( m) strækker sig mod sydøst - aldrig har jeg set en så ren og majestætisk række bjerge. Nedkørslen er vild og forbandet smuk. Det er en ren luksus for første gang i flere uger at smide kæden op på den store klinge og skyde den af ned ad Friendship Highway. Endnu en hård, barsk dag i Tibet, men visheden om, at dette er den sidste nat på det tibetanske plateau i denne omgang forstærker de positive tråde i det stærkt sammensatte reb, der har trukket mig gennem Tibet. Aner ikke, om jeg vil elske eller hade området, når oplevelserne om en tid har bundfældet sig. Lykkelig er jeg dog for endelig at have nået Friendship Highway og snart at nå Nepal, der i min bevidsthed efterhånden har vokset sig stor og usædvanligt tillokkende. Omkring solnedgang når jeg en tibetansk bebyggelse og gør holdt. Finder et gæstehus, som jeg prutter ned fra 30 til 22 yuan (16 DKK), spiser dejlig nudelsuppe i en lille restaurant og afværger de mange små unger, der råber hallo i ét væk med den tiggende hånd strakt frem. Voldsomt irriterende når man er sulten og træt! Rustik landsby med geder overalt. 72

71 Asien Twenty years from now you will be more disappointed by the things you didn t do than by the ones you did do. So throw off the bowlines, sail away from the safe harbor. Catch the trade winds in your sails. Explore. Dream. Discover. Mark Twain (amerikansk forfatter, ) 34. Jagtet af nepalesiske Terminator-hunde Dag 220. Km Kathmandu, Nepal. November 2006 De dukker pludselig bare op bag et træskur ved siden af mig, de satans køtere, der som et gammelt makkerpar øjeblikkeligt indhenter mig på cyklen og placerer sig på hver sin side af mig. De brøler som vanvittige, ser virkelig bidske og syge ud, og da den ene nærmer sig min roterende fod med en åben, glubsk kæft, sætter jeg panisk farten yderligere op til over 30 km/t ned ad den smalle, grusede bjergvej. Jeg er rabiesangst, klikker foden ud af pedalen og losser den lige på trynen med et venstrespark min gamle fodboldtræner ville have været stolt over, men bæstet fortsætter uden at fortrække en mine, som var den dyrenes Terminator. Jeg losser den igen på hovedet, mens jeg forsøger at holde mig på vejen, men først tredje velplacerede snudespark overbeviser mig om, at bastarden alligevel ikke er uovervindelig. De opgiver deres forehavende, som vel nok er en langturscyklists største skræk. Det fik fandme pulsen op, og jeg var ved at skide i bukserne af skræk! På et lidt andet plan har denne infantile faux pas (at skide i bukserne) også været en skræk for mig de sidste dage: I min eufori over at være kommet til, hvad der forekommer mig at være Paradisets Have her i Kathmandu, Nepal (med adgang til både varmt vand, internet, engelsksprogede aviser, en god hotelseng, andre rejsende og ingen syge hunde) var jeg nok lidt for progressiv udi det nepalesiske gadekøkken 73

72 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel for nogle dage siden. Det har jeg måtte bøde for i form af en ond, ond rejsemave og to dage under hoteltæppet, skiftevis svedende/frysende med en sinuskurves forudsigelighed, og en diæt bestående af vand og antibiotika. Neej, ikke igen! Det supersoniske bønfald fra mit stærkt plagede bagparti er tydeligt - og jeg forstår det godt: Det er 28. gang (spørg mig ikke hvorfor jeg tæller - det må skyldes en fejlprogrammering i mit statistiske gen) jeg inden for sølle to dage må op af min 38,7 grader febervarme sygeseng og forrette min letflydende nødtørft. Min redning har været det lille 14-tommer fjernsyn for enden af min seng. Fra at være herligt uoplyst omkring de ulykker og tragedier, som de fleste internationale nyhedskanaler med selvrespekten i behold broadcaster til kvalmepunktet, føler jeg mig takket være de sidste 48 timers TV-nyhedsstorm frygtelig overloadet, ja næsten helt dansk igen! Well-well, det hører jo med til rejselivets søde dans. Jeg er på benene igen, glad, revitaliseret og overmåde klar til Nepal. Men jeg må virkelig have fortørnet de Gastronomiske Guder! A man s mind grows narrow in a narrow place. Samuel Johnson (britisk kritiker og digter, ) 35. Nepals mytiske virkelighed Dag 234. Km Pokhara, Nepal. November 2006 Der er kriller i maven, da jeg vågner tidligt i det nepalesiske gæstehus. Min guidebog har om byen Daman ikke langt herfra skrevet, at den boasts what is arguably the most specta- 74

73 Asien cular outlook on the Himalaya in the whole of Nepal. Det kan jeg ikke stå for, så jeg smutter afsted på cyklen inden morgenmaden. Det går ca m opad og de endeløse hårnålesving op gennem bjergene er stride, men jeg er drevet af tanken om udsigten, der venter. Stor er min skuffelse, da jeg ankommer til Daman i meters højde, svedig og kold, for at konstatere, at der ikke er andet end disede bjergskråninger og skyer at se fra den bjergkam, hvorpå landsbyen ligger. Jeg er nu overbevist om, at de fantastiske Himalaya-udsigter, som alle her taler om, er en myte som turistlitteraturen har skabt for at tillokke forventningsfulde, naive rejsende som mig. En myte lige som de andre kulturelle Himalaya-eksportvarer, Yeti - den afskyelige snemand og slaraffenlandet Shangri-La. En uge senere, efter at have spottet et par af de udrydningstruede hvide næsehorn fra en sært arytmisk elefantryg i Chitwan-nationalparken, bliver jeg dog klogere. På en strålende klar morgen sætter jeg mig igen på cyklen på vej op i bjergene for at opsøge den Himalayaudsigt, hvis eksistens jeg kraftigt betvivler. Sveden hagler af mig på de urimeligt stejle bjergveje, og det tager en stiv time, der er hårdere end den skrappeste spinningtime i Fitness.dk! Men så får jeg også bekræftet myten: den guddommelige Himalaya-udsigt findes, men hold kæft, hvor har den spillet hard-to-get - som en ungdomsforelskelse, man fornemmer er på vej, men som tålmodigt lader vente på sig. Nepalesernes venlighed og glæde er heller ingen myte. Jeg mærker en imponerende varme fra folk her, og overalt hvor jeg kommer frem lykkes det at krænge et smil og et velkommende Namaste ud af folk - en sejr for det umiddelbart gode i mennesket. De forbipasserende kaster verbale mantraer efter mig og det går nogenlunde sådan her: Whereareyoufrommisterwhereareyougoinghowareyoutodaywhatcountryareyoufromsirwhatisyournameyougivememoney-yougivemepenyougivemerupeeokaybyebye... Trættende i længden, men de mener det jo kærligt, de gode nepalesere! 75

74 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Adrian White, en britisk socialpsykolog fra University of Leicester offentliggjorde i sommer verdens første World Map of Happiness. Det gør mig lige så stolt som overrasket at se, at Danmark iflg. denne undersøgelse er det lykkeligste land i verden, målt på folks subjektive oplevelse af glæde over og tilfredshed med livet. Hvor Nepal befinder sig på denne liste, ved jeg ikke, men jeg ved, at landet målt på BNP og iflg. levevilkårsindekset HDI (Human Development Index) hører til i den absolut magre ende. Jeg ved også, at Nepal har været en fantastisk, revitaliserende oplevelse (de strålende Himalaya-udsigter var en god hjælp!), og at nepaleserne har vist mig en varme og en menneskelighed, jeg har savnet efter Tibets modbydelige kulde og isolation. Men jeg kan jo sagtens, for jeg tilhører officielt verdens lykkeligste folk... It is only possible to live happily ever after on a day to day basis. Margaret Bonanno (amerikansk forfatter, f. 1950) 36. Life is Simple Dag 248. Km Siem Reap, Cambodja. December 2006 Life is simple - swim, bike, run, eat, sleep. Den globale T-shirtindustri er sprudlende og imponerende, hvilket sjældent kan siges om de slogans og budskaber, som T-shirtene fortæller (tænk i Blondes have more fun-baner). Men påtrykket på denne T-shirt, jeg så forleden i Bangkok, talte alligevel til mig. For modsat de stupide, perverse T-shirt-udsagn, man normalt forventer på f.eks. forsiden af en ung teenagepiges bryst, var der noget intuitivt appellerende over påtrykket på denne, formodede triatletiske, mands T-shirt. Det simple for mig består nu, hvor rejsen har taget hul på det sydøstasiatiske kapitel, i at håndtere den enorme varme - op imod 35 grader, 76

75 Asien hvilket er lidt usædvanligt på denne tid af året - og holde trit med væskebalancen. Det er simpelt, ikke nødvendigvis nemt. Selvom jeg labber ca liter væske i forskellige udgaver i mig dagligt ligner afløbet stadig cognac. På de sidste cykeldage mod Cambodja har jeg primært fokuseret på at komme til næste hellested. Et lidt anderledes helle end på Barndommens Legeplads, nemlig den airconditionerede 7-eleven, hvor jeg tager mig god, god tid i håbet om at mit opkogte hoved kan genfinde en mere human temperatur. Inde i butikken står der Slurpee, Brain Freeze på en væskeautomat bagerst i lokalet. Det ligner det, de yngre generationer hjemme kender som slush ice, og selvom det lyder lidt makabert er det alligevel tillokkende med en gang hjernefrost, når ens hoved koger. Det er smukt at være undervejs igen. Bevares, sveden svier i øjnene, skridtet koger og klør i tropeheden, modvinden er tung at danse med og benene er hurtigt blevet ristet rosa under den stærke sol. Men alt dette kan ikke rokke ved den indre gejst over at være, hvor jeg er og gøre, hvad jeg gør. Så jeg forlader Bangkoks motoriserede virvar via motorvejen - den mest direkte vej ud af det trafikale helvede - med armen triumferende hævet i vejret, mens Josh Rouses feel good-numre på min ipod akkompagnerer den dieseldrevne støj omkring mig. Indimellem har jeg det som om jeg er midt i et langt, orgastisk udbrud i en alternativ Tour de France. Slet ikke nogen dårlig følelse for en cykelmunk, der netop har taget hul på sin niende måned i sadlen siden Danmark! Life is simple... If you have too much expectation, you may come away disappointed. Dalai Lama (tibetansk overhoved, f. 1935) 77

76 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 37. En vietnamesisk juleaften i plagiatets navn Dag 262. Km Mui Ne, Vietnam. December 2006 Mawy crima, mawy crima, sagde den engagerede vært flere gange til mig og de øvrige julemiddagsgæster på hotellet. Det tager lidt tid, før jeg fanger, at han forsøger at ønske os merry christmas. Havde det ikke været juleaften, ville jeg nok ikke have kunnet forstå ham. Den (relativt) engelsktalende vært kom med sin fantastiske accent ufrivilligt til at udgøre aftenens sjoveste indslag blandt dansepiger, tryllekunstnere, sangere og en vietnamesisk julemand. Min familie kom her til det sydlige Vietnam for at holde jul og nytår med mig. Gensynet, genforeningen i Saigon var skøn, og snakken på det fine koloniale Continental Hotel var naturligt nok blomstrende og kakofonisk efter 8½ måneds fravær. Med familiens ankomst har jeg taget et hovedspring direkte ind i en komfortabel og luksuriøs tidslomme med sorgløse dage ved hotelpoolen under den stærke vintersol (der ville kunne gøre enhver dansk sommersol jaloux) og aftener i luftige troperestauranter og barer. Jeg er pakket ind i en luksus (med en superpool, jacuzzi, fitness, overdådig morgenmadsbuffet med årvågne tjenere og veludstyrede bungalows i en palmefyldt have) der ellers er mig aldeles uvant og som jeg (måske netop derfor) nyder med en frådende appetit. Det blev en anderledes juleaften: plastikjuletræer med plastikpynt, en julemand på scooter gennem byen (han bor ikke på Grønland, kære børn), palmer iklædt rød/grønne klæder, tropetemperaturer og en utraditionel juleaftensbuffet med bl.a. grillede tigerrejer og vietnamesiske specialiteter - og altså en hylende morsom vært. Gaven var det midlertidige samvær med familien i en tropisk indpakning, så her var ingen pakker for bløde eller i forkerte farver og stør- 78

77 Asien relser. Man kan som bekendt tage tigeren ud af junglen, men ikke junglen ud af tigeren, så vi fik også sunget danske julesange fra de medbragte salmehæfter under skarpt opsyn fra hotelpersonalet, der vist morede sig over seancen. Ingen jul uden Det kimer nu hos Familien Bangsgaard! Denne importerede julekultur i Vietnam har været en charmerende oplevelse, og selvom de skønne vietnamesere har gjort hvad de kunne i plagiatets navn for at få det til at ligne, har julen 2006 haft en sjov, plastikagtig smag. Men hvad, forandring fryder og hvis vi altid gør som vi altid har gjort, vil vi altid få, hvad vi altid har fået og så videre. Det kan lyde forkælet, prætentiøst, men cykelåret 2006 har for mig været en uforlignelig kombipakke med fysiske og mentale udfordringer, flygtige bekendtskaber og varige venskaber, solstråler ad libitum, bestandigt skiftende sociale og kulturelle landskaber, der bliver ved med at fascinere og inspirere, og som uden tvivl vil give mig og den tilsyneladende ustoppelige nysgerrighed brændstof langt ind i det nye år. Tanken om, hvad 2007 vil bringe beruser, og jeg har al mulig grund til at være optimistisk på eventyrets vegne. A traveler s life is one that includes much pain amidst its enjoyments. His feelings are forever on the stretch; and when he begins to sink into repose, he finds himself obliged to quit that on which he rests in pleasure for something new, which again engages his attention, and which also he forsakes for other novelties. Mary Shelley (britisk forfatter, ) 38. Nytårsaften i Saigon Dag 276. Km Nha Trang, Vietnam. Januar

78 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Ved det kønsopdelte toilet i en vietnamesisk landsbyrestaurant blev jeg mødt af ordene Nam og Nu over de to toiletdøre. Mit vietnamesiske ordforråd var endnu meget dilettantisk, så jeg prøvede mit held med sidstnævnte dør. Men jeg kendte ikke koden - at der er hjælp at hente ved at læse ordene baglæns - og blev straks korrigeret af en opvaskerpige bag mig, No-no. Jeg prøvede noget tilsvarende i England i 1979 da jeg var tre, men dengang fik jeg da lov til at lade vandet på dametoilettet. Vi har jo alle vore særheder. Det var en crazy nytårsaften i Saigon. Det virkede som om alle storbyens seks mio. mennesker (og lige så mange motorcykler) var på gaden for at fejre I alle gader, på alle fortove og i alle retninger strømmede gigantiske floder af mennesker: et semiorganiseret mylder, der lod til at følge sildestimens logik. Med min søster i den ene hånd og en flaske kold hvidvin i den anden tumlede jeg mig i sildestimen glædeligt ind i det nye år. Afskeden med min familie i Saigon 1. januar var modbydelig. Et virkelig stærkt øjeblik, hvor tiden stod stille, mens visheden om det fremtidige fravær langsomt gik op for mig og forøgede de salte spor. Det var fantastisk at være sammen igen, og deres exit efterlod naturligt nok et vakuum, et tomrum af kortlivede desillusionstanker og følelsen af at starte på ny, fra Dag 1. Men også et rum, der gav mig mulighed for at samle tankerne, finde fokus igen og få opbygget en sult efter vejene igen. I stærk kontrast til de sidste ugers komfort i selskab med min familie, logerede jeg mig i Cat Tien Nationalpark ind i en rustik, lille junglebungalow med veranda, knirkende trægulv og geckobeklædte vægge. Ikke noget deluxe her, men der var en udtalt low-key charme over min egen Villa Villekulla. På cykelturen rundt i nationalparken så jeg bl.a. en død skorpion, legende abekatte i trætoppene og flakkende sommerfugle, men ellers havde jeg hele Cat Tien for mig selv. Natten under myggenettet i 80

79 Asien Villekulla var skøn, og selv ikke rotten, der frejdigt ilede rundt oppe på tagbjælken eller to tørstige blodigler, jeg fandt suget fast til min fod efter en tidlig morgentur i det lange junglegræs, kunne ændre på tilfredsheden i min mave! 39. Godmorgen regndans Dag Tirsdag, 16. januar 2007 Tuy Hoa -> Quy Nhon Distance (km): 101 Tid på cyklen: 5t 47m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 17,40 km/t Total (km): Der er absolut intet hellested her i Vietnam langs Highway 1 og det begynder at frustrere mig. Vietnam er lidt af et dilemma for mig. På den ene side ønsker jeg virkelig at suge landet og dets befolkning til mig, særligt i de mindre byer mellem de mere udviklede turistområder. På den anden side er vietnameserne utroligt pågående, nysgerrige og in-your-face, hvilket kun sjældent opfattes som en positiv ting for mig som langturscyklist, hvor det private rum og de private tanker, momentum og flow er vigtigt. I dette lys bliver turistområderne, der naturligt nok er mere vant til vesterlændinge, ofte et befriende hellested, hvor jeg vækker mindre opsigt. Det er en enorm udfordring for mig at nyde denne mangel på privatsfære - måske netop fordi det altid har været en vigtig ingrediens i mit liv og for mit velbefindende - og vel i grunden for den danske mentalitet og nationalpsyke i det hele taget. Sådan nogle tunge, mentale byggeklodser er svære at rykke rundt på; jeg prøver, men for satan, hvor har det været en frustrerende dag! 81

80 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel The air you smell, the sights you see, the food you taste, the language you hear, and the feeling you get - nothing familiar. That is true freedom. Anonym 40. Hundedrabet Dag 290. Km Hue, Vietnam. Januar 2007 Jeg havde dagen forinden bemærket den kraftige, rødpelsede hund flere gange, liggende i den samme sandbunke ud mod gadens larm, og også i aften fangede jeg dens muntre blik. Jeg var kun nået fem meter forbi hunden, da jeg hørte en scooter standse bag mig efterfulgt af en uhyggelig, dump lyd. Jeg vendte mig og så en mand med en stump kølle i hånden slæbe den bevidstløse hund op bag på scooteren inden han og hans medhjælper, der kørte scooteren, forsvandt ud i natten. Jeg var temmelig chokeret over hit-and-run-overfaldet, og flere omkring mig så, hvad der skete uden at gøre noget. Gad vide, hvordan the crime stats tager sig ud i den vietnamesiske hundeverden? Jeg havde netop i en munter tone skrevet på min hjemmeside, at jeg mange steder her i Vietnam har set hunde i små bambusbure bag på scootere, men var på daværende tidspunkt ikke klar over, at de nok var på vej mod en yderst tvivlsom fremtid. Disse hunde ender hverken i den lokale kennel eller hjemme i hundehuset - omflakkende hunde uden halsbånd lever i en permanent fare for at havne i Mrs. Nguyens suppeterrin, for her spiser man - ligesom i Kina - hunde med velbehag. Så længe kødet har næring og smag bekymrer man sig mindre om, hvor kødet stammer fra, hvilket altid gør det at spise på gaden interessant! Vietnams Highway 1 strækker sig over mere end km som et gigantisk asfalttæppe fra syd til nord langs palmeklædte kyster og gennem syregrønne rismarker. Hovedvejen har været en blandet fornøjelse. På denne tid af året blæser en fæl, nordøstlig monsunvind, 82

81 Asien der har ramt mig i ansigtet det meste af de sidste godt km, og som mange dage bærer regn med sig. Lydkulissen præges i alt for høj grad af store containerlastbiler, der tromler gennem landsbyer med uændret fart og med vanvittigt høje freonbåthorn, der enten burde forbydes eller sidde på containerskibe. Endnu mere trættende er dog de hilsner, der konstant lyder fra vejsiden, og som totalt bryder enhver sammenhængende tanke og det mentale momentum, der normalt driver mig frem. Det lyder harmløst, men efter syv drøje modvindstimer i sadlen og med tilråb nonstop er jeg virkelig klar til at dele gedigne øretæver ud til alle, store som små, mand som kvinde - selvom jeg ved, at deres eneste forbrydelse er nysgerrighed. Men bølgerne går heldigvis begge veje. Tirsdagens 131 km regnvejrscykling til Hue i det centrale Vietnam var som én lang seks-timers maraton-spinning og benene var seriøst oplagte og vidste, hvad de skulle. Jeg tænkte derfor, om jeg ikke kunne få én til lige at ringe til Bjarne (Riis, red.) for at høre, om han har plads på en af forårsklassikerne i år, Liége-Bastogne-Liége eller noget deromkring? The use of traveling is to regulate imagination by reality, and instead of thinking how things may be, to see them as they are. Samuel Johnson (britisk kritiker og digter, ) 41. Ingen mos på rullestenen Dag 304. Km Hanoi, Vietnam. Februar , 514, 513 Stenmarkørerne langs hovedvejen, der angiver afstanden til hovedstaden Hanoi, fortæller - midt i et ellers monotont landskab med travle vandbøfler, foroverbøjede kroppe og flittige hænder i rismarkerne - at det går den rigtige vej, og at jeg 83

82 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel langsomt spiser mig ind på den km lange asfaltslange, der strækker sig gennem Vietnam. Under mig spinder cyklen og bag mig kan jeg høre teenagedrenge, der med deres gentagne, nærmest hysteriske halloo-hilsner fra overgangsplagede stemmebånd i en flot falset byder mig velkommen fra vejkanten. De lange cykeldage giver rigeligt med plads til reflektioner og tankemæssige omveje. Noget af det smukke ved cyklingen er, at man virkelig ser, føler og fornemmer forandringerne omkring sig fordi man rejser i et tempo, hvor sanserne kan følge med. Her er ingen quick-and-dirty-løsninger (som f.eks. bus og tog), og det gør oplevelserne - gode som dårlige - så meget mere intense og nærværende. At komme frem ved egen kraft i øjenhøjde med den lokale befolkning giver uerstattelige indsigter i, hvordan hverdagens puslespil er sat sammen i den lokale virkelighed. Munketilværelsen som langturscyklist er for længst blevet den altoverskyggende norm, og der er selvfølgelig dage, hvor jeg sender tanker til Danmark og spekulerer på, hvordan en mere etableret københavnsk dagligdag ville se ud, hvis jeg ikke var i færd med at cykle jorden rundt. Fra sadelhøjde kan jeg med glæde konstatere, at der hjemme knyttes familiære bånd, og at nye babyspirer bryder op gennem mine venners muld. Den ubegrænsede mentale og fysiske bevægelighed her på rejsen forekommer mig uvurderlig vel vidende, at den ikke - selv i en stærkt kapitalorienteret verden - kan gøres op i kroner og øre. Men friheden har alligevel sin pris. Den rummer nemlig også et af de største kompromisser for mig, nemlig dét ikke at være en del af Københavns fantastiske rum og liv, dét ikke at befinde mig i en mindre mobil situation, hvor nye, varige relationer kan opstå. For selv her i livet omkring de 30 er der stadig så uendeligt mange trin i Kærlighedens, i Parforholdets Dans, jeg ikke kender, men som jeg håber fremtiden vil lære mig. Der gror stadig ikke mos på en rullesten. 84

83 Asien Tankerne har igen været på store svinkeærinder, men når jeg atter kigger op fra den sorte asfaltstribe under mig, kan jeg se på kilometerstenene, at jeg stadig er på rette vej gennem livet. 493, 492, Det blev en fin, fin dag Dag Mandag, 19. februar 2007 Nho Quan -> Dong Tam Distance (km): 101 Tid på cyklen: 5t 05m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 19,77 km/t Total (km): Humøret svinger vildt i dag uden nogen helt åbenlys grund. Men jeg er lidt mentalt og fysisk presset af, at mit visum udløber i dag, og at der ved middagstid stadig er over 120 km til Na Meo ved den laotiske grænse. Jeg ser allerede dialogen med grænsebetjenten for mig: Hr. Betjent: You visa expired two days ago, mister! Mig: Nå, for fanden, hvad gør vi så? Jeg har valgt en lidt utraditionel vej fra Hanoi til Laos. Den drejer uventet mod nord (alt for længe og på grus), hvilket er som pis på min sukkermad, for jeg skal mod sydvest og holder af asfalt. Farten er i bund, så alle ungerne rigtigt kan forberede deres eksalterede tilråb. Jeg mugger i sadlen. Ved et vejsidestop standser en scooterfyr og overrækker mig uden alt for mange dikkedarer en pose med kiks og ønsker mig et godt nytår. Jeg er ikke forberedt på denne fine gestus, men mærker, at barometeret i mig stiger. Det ligger allerede på dette tidspunkt i kortene, at det vil blive en god dag. 85

84 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel I landsbyen Dong Tam finder jeg et værelse til under 20 DKK. Efter badet går jeg en tur og kontaktes snart af en ung mand, som på engelsk byder mig ind til Tet-nytårsmiddag. Jeg har paraderne nede og følger med ind i huset, hvor en del folk allerede er samlet. Højtid eller ej, jeg bliver med det samme centrum for den generelle opmærksomhed, og fyren, Hoang, der bød mig indenfor og som den eneste taler lidt engelsk, planter mig efter lidt te og godter ved langbordet sammen med 12 andre vietnamesere. Der skænkes øl op i glassene, og usikker på, hvad Tet-protokollen foreskriver, langer jeg ud efter min øl og labber det blide skum i mig. Det var aftenens første fejl. Som i Georgien, venter man her på at en toastmaster har udbragt en skål, før der drikkes. Yes sir! Toastmasteren rejser sig snart og holder en lille tale, hvorefter vi alle rejser os, skåler i vilden sky og klirrer glas. De gør det med manér her i Vietnam. Der bundes hver gang. Et slaraffenland af lækkerier er allerede linet op i skåle og gryder på bordet, og fra alle sider langes der mad over i skålen foran mig. Overvældende. Nye skåltaler og nye ønsker for det nye år luftes. Senere bliver skåltalerne rettet mod enkeltpersoner, og jeg aner hurtigt, at der rundt om bordet er en skjult agenda om, at jeg skal drikkes i hegnet. Jeg bliver konstant impliceret i herrernes skåltaler og labber uanede mængder humle i mig. Jeg er blevet modig af øl og udfordrer (sådan ser jeg på de skåltaler) hele langbordet, da jeg har sikret mig, at alle - damerne inkl. - har glasset fyldt til randen. Det ku de godt li! Stemningen har ramt en voldsomt opadgående kurve, og jeg sidder med en fornemmelse af, at aftenen skal i glas og ramme. Selvsamme kurve får dog et knæk, da pigen ved min side langer en kogt hønsefod over i min skål med sine spisepinde. Det gør mig angst, men heldigvis tager hunden på betongulvet sig godt af den, da jeg diskret smider de fæle hønsetæer ind under bordet til den. Folk begynder at give hinanden pengegaver og ønsker hinanden et lykkebringende nytår. En fyr kommer over til mig, trykker mig i 86

85 Asien hånden og giver mig en stor pengeseddel. Pludselig er det som om, at dette danner præcedens for en ny dille den aften: jeg bliver forsamlingens lykkemaskot, og alle vil give mig penge og have taget deres billede med maskotten. Jeg er stopmæt af mad og oplevelser, da jeg herefter inviteres ind i et tilstødende rum, hvor husets gamle gerne vil se mig til aftensmad og øl og fejre nytåret. Chok! Min mave er ved at sprænges og bordene er stuvende fulde af mad. Skik følge eller land fly. Jeg sætter mig og tømmer hurtigt de første fire glas øl, da alle mændene omkring fadene vil skåle med mig. Hoang tager mig bagefter på sin scooter og kører mig hjem til sin familie. Det vrimler med nysgerrige børn i stuen. Der bliver ikke sagt mange ord, hvilket også besværliggøres af, at jeg (alle) er fyldt med mad og ølskum helt op til drøbelen. Det er en uforglemmelig aften. 43. Spand-og-øse-teknologien Dag Tirsdag, 20. februar 2007 Dong Tam -> Na Meo Distance (km): 92 Tid på cyklen: 6t 0m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 15,24 km/t Total (km): Det er en supervarm, hård dag i de sidste bjergrige rester af det nordvestlige Vietnam. Som på en sirligt anlagt sort løber, føres jeg på asfalten gennem smukke landskaber med bambushytter, syregrønne rismarker, bjergfolk og bjerge. Her er sommerfugle, guldsmede, fuglekvidder og herlige dufte fra den regnskovslignende vegetation. Pga. nytåret er alle butikker, gaderestauranter lukkede, så jeg må ty til den færdigproducerede mad i dag: Morgenmad: Minutnudler. 87

86 Middagsmad: Minutnudler. Aftensmad: Minutnudler SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Den sidste gang nudler får jeg serveret af mutter i det familiedrevne gæstehus, hvor jeg har slået mig ned. Værelset bærer tydelige tegn på, at husets dreng har holdt til her - der er fodboldplakater af Batistuta, Figo, Steve McManaman etc. Det er rigtig hyggeligt at bo her sammen med deres familie, og det er en god afveksling fra de mange kønsløse (men i øvrigt fine) minihotels langs Highway 1. Myggene er gigantiske her og ligner små fugle. Toilettet er et hul i jorden og trækker på spand-og-øse-teknologien. 44. Whisky med grænseofficererne Dag Onsdag, 21. februar 2007 Na Meo (Vietnam) -> Vieng Xay (Laos) Distance (km): 58 Tid på cyklen: 3t 47m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 15,44 km/t Total (km): Jeg har overskredet mit Vietnam-visum med to dage og er spændt på, hvad det kan skabe af problemer. Grænseposten i Na Meos udkant er bare en række skure og hytter. Jeg giver mit pas til en officer og tager tålmodigt plads. Manden stiller lidt spørgsmål og bemærker snart overskridelsen. Jeg undskylder ikke, men forklarer, at bjergene tog mig længere tid end ventet. Manden er venlig inde bag uniformen og forklarer, at det normalt koster 10 USD/dag, men at han kun vil bonne mig for én dag. Jeg forsøger mig med lidt søforklaringer, og metafortællingen i bambushytten mellem mig og officeren er: Han: You pay me money! Mig: I d rather not pay you money! 88

87 Asien Officeren forhører sig hos generalen, vejrhanen galer stadig i samme retning, så jeg smider de krævede USD. Bagefter bliver jeg budt på te med den øvrige stab. De kan lide mig og det er tet (nytår). Men det med teen er falsk reklame, for så snart jeg har sat mig ind i deres lille hytte, hører jeg en stemme bag mig: Lao Whisky! og frem dukker en uåbnet flaske whisky fra 1990 og en smilende officer. Der bliver skænket og ønsket godt nytår, og inden den skrappe smag fra første glas har fortaget sig - kl. er er mit glas fyldt igen. Jeg bunder igen glasset - no longer uncertain of protocol - og når ikke at sige fra før tredje glas er fyldt. Barsk start på dagen. Først efter tre glas bliver jeg budt på den oprindelige te. Yndigt intermezzo. Ved den laotiske grænsepost 200 m derfra er der færre penge og mindre alkohol involveret. Jeg får mig en snak med officeren inden jeg lykkelig smutter ind i Laos. Solen og temperaturen er, hvor den skal være, landsbyerne, jeg kører igennem er superfattige og charmerende, her er næsten ingen trafik og mange skønne, smilende ansigter. No one who has ever known the joy of hunting impressions of strange peoples and strange lands in the out-of-the-way corners of the world can ever feel quite free again, for he hears always a compelling voice that calls him night and day to go forth on the chase once more. Elizabeth Kimball Kendall (britisk historiker, ) 45. På scooter med Thanatos på min skulder Dag 319. Km Vieng Xay, Laos. Februar 2007 Klokken er 04. Lige uden for mit vindue render en morgenfrisk hane rundt og ter sig. Den lader sig ikke genere af, at solen først står op om et par timer, og galer som en vanvittig, ak- 89

88 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel kompagneret af en lige så vanvittigt skrigende gris, der lader som om det også i grisenes verden er kutyme at synge dagen ind. I en landsby er et par mænd i gang med at grille to afpelsede gadehunde i rendestenen. Selv for et kattemenneske som mig er det et uvant, makabert syn at se hundene blive brændt, men den naturlighed, hvormed mændene gennemfører seancen, mildner det - set fra et kæledyrsperspektiv - tragiske i situationen. Hvert land sine skikke og bon appetit. Hvor skal man starte, og hvor skal man slutte, når hele ugen har været én lang kæde af oplevelser, belagt med den fernis, der gør rejseminder udødelige og som bevarer indtrykkene intakte uafhængig af tidens gang? Jeg har stillet cyklen til side, lejet en 100 ccm Honda-scooter i en uge for at cruise rundt på egen hånd i det nordvestlige hjørne af Vietnam. Dagene er som lange rollercoastere på den sirligt anlagte sorte løber af asfalt. Jeg er i en berusende tilstand af symbiose på ryggen af Hondaen, der vuggende sender mig gennem de bløde sving, som var de oprindeligt konstruerede til at underholde. Jeg føres gennem rustikke landsbyer med kvinder i farvestrålende, traditionelle dragter, med bambushytter på træpæle, med grise, vandbøfler, heste, geder og høns rendende frit - det hele er sindssygt eksotisk for mig, og jeg føler mig dybt beæret over at være her. Thanatos, dødsdriften - eller den lille djævel, der sidder på min øreflip og skriger hurtigere, Nicolai! - får mig til at vride gashåndtaget en anelse mere, og jeg har løbevand i mundvigene over hvad jeg ser og over den motoriserede afveksling og frihed. På chefredaktørens skuldre hviler dagligt ansvaret for at få sværte på avisens sider, og samme princip gælder også i min Livets Bog. Ingen vil huske de blanke sider, og jeg er her kun til Bogen klapper i igen. Det er en meget action-mættet uge på scooter, og jeg er ikke altid god til at slappe af, men hvad fanden gør man, når man - konfronteret med 90

89 Asien verdens muligheder og mangfoldigheder - forvandles til en adrenalinramt oplevelsesjunkie, der øjner sit næste fix? Verdens liv er mit drug, og under den åbne himmel på scooterens sæde er min eneste skæve tanke, om friheden i verden har gjort mig afhængig. Afhængig af uafhængighed? Ironien har mange ansigter To awaken quite alone in a strange town is one of the pleasantest sensations in the world. Freya Stark (britisk rejseskribent, ) 46. Landsby i Laos Dag 332. Km Luang Prabang, Laos. Marts 2007 Rygtet har hurtigt spredt sig, at der er en fremmed i landsbyen. Med ét bliver jeg landsbyens store trækplaster og omkring mig har snesevis af børn øjeblikkeligt samlet sig, stirrende og målløse. Det er et helt vanvittigt skue. Fra træhuse, forhaver, ved vandfontænen, hvor folk aftenbader og er dækket ind i sæbeskum, glor også voksne uforskammet og uden at blinke, som om jeg - med en Ib Michael parafrasering - var noget af det ypperste den ariske race nogensinde har frembragt. Livet i landsbyen er simpelthen gået i stå. Jeg er dehydreret og min tunge klistrer fast i munden i takt med at flere og flere stimler sammen og alle kræver min gengældte hilsen - sabaidee, sabaidee, sabaidee! Solen er gået ned bag bjergene, aftendisen er ved at lægge sig over bambuslandsbyen, der virker aldeles uforstyrret af modernitetens tegn og bekvemmeligheder som elektricitet, butikker og Pepsi-skilte. Det er tydeligt, at jeg ikke finder noget officielt over- 91

90 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel natningssted her. Min krop er helt udkørt efter en lang dag i bjergene, jeg vil bare finde et sted at sove. At fortsætte er utopi. En mand med et gevær over skulderen bekræfter, at det ikke er muligt at sove i landsbyen, men at den næste større landsby 50 km videre fremme har et lille hotel. Bad news, tænker jeg, så jeg trækker på alle selvlærte ressourcer, da jeg med vilde fagter og et teatralsk kropssprog forsøger at vise mændene omkring mig, hvor latterlig hård cykeldagen har været. Og hvor træt jeg er. Der rystes bare på hovederne. Jeg trækker cyklen gennem landsbyen, smiler og hilser trods udmattelsen, for det kunne jo være, at min vært for natten er iblandt de mange ansigter langs vejen. Et par fnisende piger peger mig over til et hus, hvor jeg igen opfører mit lille gadeteater for en flok mænd. Denne gang er der en kanin i hatten. Jeg bliver budt indenfor i et hus og får en soveplads på trægulvet. Det er landsbyens rige hus - det med bliktaget i stedet for halmtag. Jeg er salig og fro og lykken står den kække bi! Jeg klæder om til civilt og finder et meget rustikt gadekøkken med en åben bålplads i hjørnet. Menuen hedder minutnudler og den gør mig godt. Snart er 20 mennesker i alle aldre forsamlet i det lille køkken, for alle vil jo se den blege giraf, og flere kaster om sig med uforståelige laotiske gloser. Tilbage ved min opredning på gulvet er vi elleve mand samlet i et nonverbalt fællesskab omkring en petroleumslampe. Vore tunger taler ikke samme sprog, men ord forekommer mig overflødige i den nærmest berusende stemning i lampens skær. Tavst er der ikke, for familiens bedstefar sidder og roder konstant med en storskrattende transistorradio. Den udgør kontakten til omverdenen her, for der er ingen TV i landsbyen. Senere på aftenen lægger jeg mig til at sove med en rar, dobbeltsidet fornemmelse af, at jeg har været dagens uvante pust i landsbyen. Samtidig har oplevelsen været et uvurderligt pust for mig, og den har allerede fæstnet sig i mig med det magiske kit, der binder erfaring og 92

91 Asien hukommelse, da jeg falder hen under tæppet på træbrædderne. Denne aften vil jeg aldrig glemme. 47. Jeg blev grebet af dagen Dag Torsdag, 15. marts 2007 Ban Paktha -> Ban Houey Xai (Laos) -> Chiang Saen (Thailand) Distance (km): 55 Tid på cyklen: 3t 06m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 17,80 km/t Total (km): Nogle gange rummer ordet ikke kraft nok til at beskrive sindets tilstand og oplevelsernes omfang. Sådan har jeg det i dag efter at være kommet til Thailand. Mekong-bådturen har været en forrygende oplevelse, socialt og transportmæssigt. Ved grænsen forløber alle formaliteter glat. Tjekker ud af Laos, tager en langbåd tværs over Mekong-floden til den thailandske side i byen Chiang Khong, udfylder de klassiske grænsepapirer og værsgo, 30 dages gratis opholdstilladelse! Thaierne har styr på den slags. Er virkelig glad for at være på vejen igen. De sidste uger har boostet mig enormt mentalt, og jeg har svært ved ikke at føle, at livet er smukt. Rammer på en nedkørsel 67 km/t, hvilket kortvarigt intensiverer lykkefølelsen. Cykler langs Mekong-floden store dele af dagen, men skal over et par bakketoppe, der rammer mig hårdt. Fire km/t. Kroppen skal lige i gear igen efter to ugers afslapning. Forbipasserende dytter og hujer opmuntrende med armen ude af bilruden. Der er noget vældigt tiltrækkende ved at være tilbage i Thailand, og ved at befinde sig i det nordligste af landet med snuden vendt mod syd - efter at have kørt i den forkerte retning km op gennem Vietnam. 93

92 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Chiang Saen, hvortil jeg ankommer ud på eftermiddagen, har vist sig at være et helt igennem behageligt bekendtskab. Slår mig ned i en simpel træhytte, og er rystende sulten, da jeg finder det lokale marked og sætter en gang and med ris til livs. Templerne ligger side om side i Chiang Saen ( indbyggere), der blev grundlagt i 1328 og er en af Thailands ældste byer. Udover gamle bymure rundt om den indre bykerne, har den et meget charmerende fravær af den masseturisme, jeg helt sikkert kommer til at støde på andre steder i Thailand. Med denne tempelfrekvens risikerer jeg dog hurtigt at gå tempelkold. Jeg kan dog ikke styre mig og bliver revet med af en stemning. Vild tilfredshed i mig. The unexamined life is not worth living. Sokrates (græsk filosof, f.kr) 48. Ladyboy-massagen Dag 345. Km Chiang Rai, Thailand. Marts 2007 You follow me, mister, sagde fistelstemmen foran mig, da jeg trådte ind ad døren i massagebutikken. Den laotiske ladyboy smilede i hele ansigtet og gav ikke udtryk for at kende til det ubehag, han netop havde vakt i mig. Uden for butikken havde jeg diskret spurgt massagemor om det var muligt at få massage af en af pigerne på stedet, og altså ikke den ladyboy, der nu bad mig komme med ovenpå. Den sydøstasiatiske ladyboy er et vældig yndet emne inden for mit felt, det antropologiske, og vi kender alle til disse androgynt udseende hverken/eller-mennesker - i mangel på bedre etiketter populært 94

93 Asien kaldet det tredje køn - hvis brogede kønsidentitet ofte ikke lader sig indfange af den gængse mand/kvinde-dikotomi, som vores kristne tro baserer sig på. De er som fangede i et kønnet ingenmandsland, med nosser og lange negle, hvepsetaljemål, der ville kunne gøre enhver vestlig modelaspirant misundelig og ofte med en vægt, der i en boksering simpelthen ville undergå selv den letteste vægtklasse, krukkede falsetstemmer, et overdrevent tykt lag make-up, der ofte afslører selv den mest feminint udseende ladyboy. Jeg er ikke sart og har aldrig opfattet mig selv som hverken kræsen eller kilden med, hvad man kan og hvad man ikke kan. Mandlig massage er mig hverken ukendt eller problematisk, men frivilligt at betale for at få massage af en ladyboy forekom mig at være unødigt eksotisk. Der er trods alt forskel på den antropologiske interesse og min private interesse! At have en ladyboy så tæt på livet gjorde mig lettere utilpas og forstyrrede min forfængelighed. Der må være grænser, selv på rejselivets uindskrænkede legeplads. Det var en intimiderende situation for mig, og noget i mig bad mig protestere (jeg var jo blevet lovet en pige!), men der var mange andre vestlige rejsende i massagerummet, og jeg ønskede ikke at lave en større, homofobisk scene ud af det, så jeg tog plads på madrassen på gulvet. Jeg havde dog noget svært ved at slappe af og acceptere situationen, og jeg brugte de første minutter på mentalt at forsøge at vende den til en noget anderledes oplevelse. Jeg var nærmest hysterisk opmærksom på eventuelle ulødige signaler eller berøringer, der ikke naturligt hørte hjemme i massagerummet, i hvilket fald jeg nok ville have tildelt den papirtynde ladyboy en omgang gedigne høvl med begrundelsen utilbørlig opførsel. De udeblev heldigvis og massagen var fin. Frygt er midlertidig, fortrydelse er evig, som man siger... 95

94 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 49. Vi bor så godt i os selv Dag Mandag, 26. marts 2007 Chiang Mai, Thailand. 0 km etc. Når solen skinner og der stadig er masser at se og give sig til, når jeg føler mig vildt godt tilpas, når der er dejlige mennesker omkring mig, når maden er god og overnatningen er billig og når et stort krus frisk mangojuice kun koster 1,60 DKK, så ser jeg ingen grund til at forlade Chiang Mai. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, men jeg render rundt her i Chiang Mai og føler en dejlig forelskelse. En forelskelse, der ikke har nogen retning eller noget objekt, en index- og hjemløs forelskelse. Men det er en fin fornemmelse. Vi bor så godt i os selv, som Hr. Michael siger. Our character is what we do when we think no one is looking. H. Jackson Brown, Jr. (amerikansk forfatter, f. 1940) 50. Chiang Mai boom-boom Dag 366. Km Chiang Mai, Thailand. April 2007 Hallo sexy! Where you go? You want boom-boom? De påtaget kælne pigestemmer byder mig i kor inden for i baren. At gå ned ad Loi Khro Road i Chiang Mai, Thailand om aftenen er en særlig oplevelse. Gaden emmer af liv og er fuld af neon og barer med billig øl, engelsk fodbold på storskærme, letpåklædte thaipiger og så selvfølgelig det (overvejende vestlige, mandlige) segment af turiststrømmen, der er tiltrukket heraf. 96

95 Asien Ved baren sidder ca. 20 piger, der på afstand alle ligner hinanden i statur og drøjde som de sidder i deres ultrakorte nederdele på høje barstole med krydsede ben. De pudrer næser og fjerner uønskede ansigtshår foran deres små kosmetikspejle. En forbipasserende, vestlig mand er frivilligt hoppet på limpinden og er allerede faldet i snak med den omsværmende pigeflok. For ham tager pigeflokken sig sikkert ud som et overdådigt tagselvbord af uimodståelige, letkøbte fristelser, og hans bevægelser og hans kejtede smil afslører situationens på samme tid uvanthed og tiltrækning for ham. Nu er det bare et spørgsmål om at vælge. For mig ligner det et bizart, kødeligt udstillingsvindue af udtryksløse småpigeansigter, der venter på at blive solgt for natten, venter på at blive opdaget af mænd på udkig efter sex. Det er tidligt på aftenen, men nabobaren er allerede godt fyldt op. Ved den lange bardisk sidder midaldrende mænd og konverserer i engelske tunger over den kolde øl. Kendetegnende for dem er det gråsprængte hår, den uforholdsmæssig store sandsynlighed for at overarmen bærer tatoveringer - og så selvfølgelig ønsket om en munter aften i byen. Sjældent har mine forestillinger om det stereotypiske harmoneret så godt med virkeligheden! Det er nemt at forudse det overordnede mønster i aftenens gang mellem de to grupper af mennesker, der ud fra helt forskellige grundlag står i et betydningsfuldt afhængighedsforhold. Pigerne har behov for pengene, mens mændene synes styrede af behovet for intimitet og forløsning. Selvom jeg har mine principper - dette er et af de mere ædle - så gør tilråbene det svært ikke at føle sig som en sexturist her, men solen går ned i øst den dag jeg betaler for prostitutionens spillopper. Alligevel er der noget tillokkende, noget inciterende over den crazy, fortættede stemning her, hvor utallige, kødelige møder opstår i alkoholens, løssluppenhedens og pseudokærlighedens navn. Jeg er dog for kedelig 97

96 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel til at hoppe med på galejen og indtager i stedet observantens rolle, da jeg slentrer ned ad vejen. No money, no honey, som pigerne siger her, og det må jeg så tage til takke med. These beautiful days must enrich all my life. They do not exist as mere pictures - maps hung upon the walls of memory - but they saturate themselves into every part of the body - and live always. John Muir (skotsk/amerikansk naturalist, ) 51. Songkran - verdens største vandkamp Dag 380. Km Chiang Mai, Thailand. April 2007 Songkran. Det er Thailands største højtid, hvor det buddhistiske nytår fejres over fire dage midt i april. Songkran har to ansigter. Det traditionelle, hvor thaifamilier besøger templer og symbolsk byder regnsæsonen velkommen ved at stænke vand på hellige buddhafigurer, der i parader køres gennem hovedgaden, så tilbedere kan kaste glans over dem med duftende jasminvand. Men songkran har også et andet, for mig langt mere interessant, ansigt, der bærer vanviddets tegn. Den religiøse vandstænkning har gennem årene udviklet sig til en gigantisk vandkamp i gaderne fra morgen til aften, alle mod alle. Sådan er den moderne verden. Det er satans til vanvid. Trafikken i gaderne står nærmest stille. Stemningen koger i en sydende suppe af dansende, glade mennesker, og de normalt så respektfulde og afdæmpede thaiere viser pludselig en meget ekspressiv side. Der er kaos og der er madness. Der er forløsninger af opbyggede aggressioner, frustrationer og af ekstrem ophidselse og livsglæde. Lovløsheden råder, men inden for fornuftens rammer. 98

97 Asien Antropologisk set er songkran en inversion, en venden-på-hovedet af de gængse kulturelle- og samfundsmæssige normer - selv politiet og de gamle bliver øset til! Stemningen er euforisk og vanvittig. Alle er glade og jeg ser ikke et misfornøjet ansigt. Det er nemt at elske thaiernes livsglæde, og jeg er vild med at være her! Det er håbløst at forsøge at forblive tør, for man bliver dænget til, så snart man stikker snuden udenfor. Vandkampsbander holder til på gadehjørner og går på togt udrustet med spande, skåle, haveslanger og højtryksvandpistoler i hidtil usete størrelser og farver. Der er våde mennesker og stive brystvorter overalt og det minder om verdens største Wet T-Shirt-konkurrence. Jeg tilslutter mig en gruppe folk ved en bar, hvor høj 70 er- og 80 er rock strømmer ud på gaden, og blander sig med infernoet af de hundredvis af vandkæmpende, dyttende biler og scootere. Hvis min rolle i går tilhørte observantens, så tilhører den i dag participantens. Jeg drager fordel af, at jeg dagen inden lurede mange af de konkurrerende vandbanders taktikker og feje tricks af, og derfor ved, hvor mit team på syv mand skal slå til, hvem vi skal tage os i agt for, hvor de svage led og ømme punkter er og den slags. En vandtønde udgør vores ammunitionsforrråd. Vandskåle er vores håndvåben. Vandet fra voldgravene vores krudt. Alt og alle er vores mål. Vi får fyldt nogle store isblokke i olietønderne, og det er virkelig noget, der skaber skræk og får de rivaliserende bander til at ryste i bukserne. På mere end ét plan. Det med isen er et fejt trick, men mange bruger det og det er virkelig effektivt: vi får hurtigt sat de andre bander på plads, med knivskarpe strategier, iskold buksevand, overraskelsesangreb og usportslige 5-mod-1-angreb. De andre bander er rystede over vores voldsomhed, og som det ofte går i krigens verden, så rotter de svage parter sig sammen mod den stærke. Vi bliver angrebet fra tre sider og kun med ryggen til vores base, den vestlige bar med 80 er-rocken, er vi sikre på ikke at blive 99

98 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel angrebet bagfra. Det er modbydeligt koldt at få buksevand med isvand - også selvom kviksølvet siger 38 grader. Skumringstimen afgør slaget. Uafgjort blev det vist. Ingen vil huske resultatet, for vi nød alle smilets og hedonismens sejr. Everything has its beauty but not everyone sees it. Confucius (kinesisk filosof, ca f.kr.) 52. Efternøleren - og andre indtryk fra vejene Dag 395. Km Vientiane, Laos. Maj 2007 Det er sket før. Pludseligt presser naturen sig på og jeg er nødt til at pitstoppe langs vejen. Jeg stiller cyklen, finder mig et egnet sted og sætter mig på hug i den våde, thailandske skovbund. Tropiske regnskove er ikke noget rart sted at smide bukserne. En lignende situation i Nepal var ved at koste mig min manddom, da adskillige igler ubemærket havde suget sig fast i den skrøbelige region. Fandens til udyr! Så klog af skade er jeg uroligt og konstant på udkig efter iglernes vejrende snabler. Myrerne er euforiske over min ankomst. Jeg har gerne en nøje afmålt stribe toiletpapir liggende klar i cyklens styrtaske til disse nødstop langs vejene, der kræver en hurtig indsats. Således også i dag, men bedst som jeg tror, at jeg er færdig og rejser mig - og papirstrimlen er opbrugt! - sker ulykken. Efternøleren. Den helt uventede efternøler, som alle i samme situation frygter og ingen ønsker. Det går simpelthen galt med peristaltikken for mig dér i skovbrynet, og så må kreativiteten jo tage over: blade og kviste fra skovbunden blev min livredder! 100

99 Asien Tilbage på hesten er det ikke en form for cykling, som alle ville kunne lide. Det blæser og drypper, og for cyklisten er vinden og regnen vejrgudernes grimme tvillinger. I regnen sætter verden dog en helt anderledes signatur, og jeg har lært at holde af regnvejrscyklingen. Våd kan ikke gradbøjes, så who cares? Naturen omkring mig er monoton, så jeg fokuserer i stedet på den hvide stribe i asfalten. De fleste observationer er af den introverte slags og foregår inde bag regnhætten. En kamikaze-frø springer i flere elegante hop målbevidst ind i mit forhjuls roterende eger. Dens videre skæbne er uvis, men sikkert lig de flade firben, slanke slanger, maste mangofrugter og knuste krabber, der alle ligger helt stille og udjævnede med asfalten, uanset deres normale tykkelse. Efter ca. en måneds rekreation og sociale oplevelser i Chiang Mai er det fantastisk at være alene på vejene igen og bare træde sig igennem de thailandske landskaber. Benene er energiske og oplagte som hundehvalpe før morgenens tissetur, og jeg skyder den af på de flade veje. Farten er høj, og den stiger ubevidst, når ipod en serverer pumpende, musikalsk energi. Fartblindhed rammer ikke kun bilister. Mit hoved headbanger svagt i en ikke-diagnosticeret takt og næven ryger i vejret i glad triumf. De forbipasserende thaiere enten hilser eller glor uforstående på mig, men jeg kan ikke gøre for det. Verden er bare smukkere fra en cykelsadel - på trods af efternølere og andre ubekvemmeligheder. Inspiration is the gentle listening to the wisdom of our inner being. Anne Wilson Schaef (amerikansk psykoterapeut og forfatter) 101

100 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Own only what you can carry with you; know language, know countries, know people. Let your memory be your travel bag. Aleksandr Solzhenitsyn (russisk historiker og forfatter, ) 53. Dream it, plan it, live it! Dag 408. Km Prachuap Khiri Khan, Thailand. Maj 2007 Men hvordan kan du gøre det - tage flere år ud af kalenderen for at cykle jorden rundt? Mange mennesker har gennem de sidste 13 måneder konfronteret mig med lignende spørgsmål, og mit korte svar er gerne, at det ville være sværere for mig ikke at gøre det. Jo, det krævede stor overbevisning gennem månederne op til afrejsen i april 2006 at klippe sig fri fra det skønne, urbane liv i København, opsige alle kontrakter og abonnementer - også de kødelige - og sige farvel til mine nærmeste uden at ane, hvornår jeg ville se dem igen. Det krævede mod, som nyudklækket akademiker at gå imod strømmen og vælge et liv i cykelsadlen på ubestemt tid (for skulle man ikke have sig et ordentligt job?) Afskeden gjorde forbandet ondt, men tårernes pris var ubetydelig i forhold til, hvad det næste års rejse skulle give. Mange tænker også i økonomiske baner, når de stiller spørgsmålet. Uden nogen fast månedsløn er det klart, at nøjsomhed og en vis monetær forsigtighed er en forudsætning for at hjulene kan rulle rundt. Men jeg har lært at nøjes med mindre, at overnatte på marker, i skove, i baghaver, på strande, spise, hvor de lokale spiser og drikke vand fra hanen, hvis de lokale gør det og den slags. Livsstilen er semi-asketisk, den kender kun til menneskets basale behov og er blind for enhver unødig luksus. Belønningen er uafhængighedens, tilfredshedens og frihedens frugt. Når det er sagt, føler jeg også, at jeg har været heldig. Jeg har nogle uundværlige folk bag mig, 102

101 Asien der moralsk og økonomisk støtter op om ekspeditionen - og desuden har aktiemarkedet ramt en opadgående kurve gennem de sidste år, som jeg ikke klager over. Politikerne ville sikkert ikke bryde sig særligt om, at alle gjorde som jeg, for nogle skal jo holde velfærdshjulene i gang hjemme i Danmark. Det er klart, men er det min hovedpine? Drejer det sig ikke primært om at finde en hylde i livet, hvor tilfredsheden, glæden eller måske endda lykken kan bo? Kronologisk bærer livet forudsigelighedens kim, fra fødslen via livet til vi havner i den firkantede træboks. Dér ender vi tids nok alle engang. Don t worry too much about it. Jeg ved, at der er lige så mange måder at være lykkelig på, som der er undskyldninger for ikke at (turde) forfølge sine drømme. For mig ligger en af nøglerne til Glædens Port ved at leve et liv, hvor splittelsen mellem dét, jeg gør, og dét, jeg vil ikke eksisterer. Tricket ligger i at mærke efter, træffe beslutningen og (turde) gå efter guldet, og man er ikke i tvivl, når man først har ramt den gyldne åre. Dét, at have fundet ud af, at lykkens vej for mig (bl.a.) er belagt med frihedens sten og eventyrets glans, er en stor ting for mig, der forenkler mange af de store valg vi i moderniteten ofte står over for. I tilværelsen - ligesom i tombolaen - kan man ikke satse halvt og forvente fuld gevinst. Så dream it, plan it, live it. Det er ikke så svært, som folk gerne vil gøre det til... Good days are to be gathered like sunshine in grapes; to be trodden and bottled into wine and kept to age, to sip at ease beside the fire. If the traveler has vintaged well, he needs to wander no longer, the ruby moments glow in his glass at will. Freya Stark (britisk rejseskribent, ) 103

102 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel I am not the same having seen the moon rise on the other side of the world. Mary Ann Rademacher (amerikansk kunstner) 54. Sorgløse superdage Dag 423. Km Koh Pha-Ngan, Thailand. Juni 2007 Koh Pha-Ngan i Den Thailandske Golf. Jeg er trådt ind i ungdommens og de glade stunders højborg. Gennem de sidste årtier har Haad Rin-stranden i samarbejde med månen udviklet sig til et verdenskendt festmekka for særligt de unge backpackere. Hver gang månen stråler med sin højgravide mave samles op mod mennesker til et gigantisk full moon party på stranden, som flyder over af alkohol, ung kådhed og tilfældige sammentræf. Jeg har denne gang dog bevidst fravalgt den massive fuldmånefest og ankommer dagen efter i håbet om lidt mere moderate mængder ungdom og udskejelser. Eftermiddagsstilheden på stranden bebuder aftenens storm, for hver aften stimler horder af mennesker sammen på sivmåtter og puder i sandet omkring the buckets - plastikspande med en højeksplosiv blanding af Redbull, billig whisky, cola og is, der får mig til at føle mig som en fandens karl og som er blevet en institution her på øen - i skæret fra petroleumslamper, til tonerne fra diverse DJs nyeste compilations. Jeg labber glubsk solopgange og solnedgange i mig og føler, at døgnets timer udnyttes maksimalt. Jeg må så tage til takke med fire-fem sporadiske søvntimer i min Villa Villekulla-bungalow, for døgnet har også her kun 24 timer. Energien får jeg dels fra Ungdommens (tilsyneladende uudtømmelige) Kilde, som jeg (f. 1976) takket være nogle unge kromosomer stadig kan snylte på, dels fra den thailandske sol, som intet mådehold udviser. 104

103 Asien Her i den thailandske ø-tilværelse leves livet under en anden, mere tropisk naturs diktater end dem, vi kender hjemmefra. Det tropefarvede liv i en verden af høje temperaturer, magiske solnedgange, gunstige happy hour deals, tun- og æggesandwiches i strandrestauranten, bikinier til højre og venstre, litterære godbidder i sandet under solen, kold humle og internationale bekendtskaber, hallo-you-go-taxi-boat, man?-tilråb, klipklap-lyde fra de smilende tæer og rambutan-frugter ad nauseum er virkelig noget, der behager, og min mave bruser af velbehag. Bar mave (for mændene) og tandtrådsbikinier (for kvinderne ) er det foretrukne outfit her, og en masse kurtiserende, unge par slentrer rundt med forelskede øjne, indviklet i hinandens solbrune arme. Det er til tider hård kost at være tilskuer til, særligt for en solorejsende (nu på dag 425) langturscyklist, men jeg har skruet op for musikken og ned for libidoen, og så er livet ikke så slemt - men hvor er min petite machine? I min bog kræver glæden - hvad enten det er i sig selv, i andre, i nuet, i omgivelsernes skønhed, i livet - ingen videre retfærdiggørelse, og efter de sidste 14 måneder i sadlen fra Danmark til Thailand forekommer disse sorgløse superdage uendeligt behagelige, og de er en velkommen social afveksling fra landevejenes soloridt. Bucket eller ej, langsomt begynder jeg dog at se frem til at ramme vejene igen - for blandt alt det, der gør livet udholdeligt, er muligheden for at stå overskrævs på cyklen ved en øde vejkant og tisse, noget af det bedste Lycra & retro Dag Tirsdag, 12. juni 2007 Koh Samui -> Don Sak (færge) -> Tha Sala (cykel) Distance (km): 126 Tid på cyklen: 5t 40m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 22,02 km/t Total (km):

104 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Jeg troede ikke, at jeg skulle komme dertil, men det er skønt at være tilbage i det sorte Lycra-outfit! cykler jeg de 19 km mod Raya-færgelejet på den anden, vestlige side af Koh Samui. Er meget spændt på at ramme fastlandet igen efter 17 dages forrygende øhop, jeg ikke glemmer foreløbigt. Som fod i hose rammer jeg færgelejet lige inden afgangen kl. 10. Bilfærgen koster 22 DKK for de 95 min. sejlads - en flot tur blandt klippeøer, det grønne vand og den blå himmel - mine gode venner. Selvom der stadig er over 600 km til grænsen, så er jeg mentalt allerede i Malaysia. Vejene på fastlandet er næsten tomme og af superkvalitet. Selv bivejene er imponerende fine. Fine klippeformationer, tropisk palmevegetation og munter cykling. Benene er lykkelige over at mærke et stykke regulær asfalt igen, da jeg ud på eftermiddagen rammer hovedvej 401. I et uopmærksomt øjeblik går de pludseligt i et ekstatisk udbrud, og jeg mister kontrollen over dem. Benene er fyr og flamme, og fremdriften er eksplosiv. Jeg forsøger at følge med så godt som muligt. Speedometeret siger km/t over de næste 20 km. Sindssygt! Fra vejsiderne råber thaiere lyde til mig, som forekommer mig nærmest dyriske, når jeg overrasker dem på min cyklen gennem deres landsbyer. Det er oftest lyde, som ingen bogstaver kan indfange, og som aber og hunde snarere end mennesker ville kunne tyde. Jeg forstår dem i hvert fald ikke og galer bare tilbage fra samme skuffe, måske knapt så engageret. Auuuuuaauuuu! Man må jo tude med de ulve, man er iblandt. Det er rart at mærke Thailand unplugged igen Obstacles are there to get around, climb over or scramble through. Pat O Shane (australsk dommer, f. 1941) 106

105 Asien 56. En helvedes tur i Melakkastrædet Dag 437. Km Penang, Malaysia. Juni 2007 Allerede inden båden sejler fra Langkawi i det nordvestlige Malaysia, ved jeg, at det bliver en helvedes overfart. En voldsom storm - der kommer til at udgøre forsidestof i morgendagens avis - plager hele kysten og havet er oprørt og frådende, selv inde i bugten, hvor havnen ligger. Besætningen er forhippet på, at jeg får fortøjret cyklen grundigt til stævnen, hvilket forstærker min fornemmelse af, at den forestående sejlads bliver grum. I kabinen på hurtigbådens nederste dæk, hvor alle passagerer er stuvet ned, deles der brækposer ud til alle. Jeg har aldrig været særligt søstærk og fortryder den sandwich og det kilo rambutan-frugt, jeg nåede at klemme ned inden jeg gik ombord på færgen. Det bliver en slem tur. Da vi kommer ud på åbent hav i Melakkastrædet hører jeg de første anstrengte bræklyde bag mig og snart sidder der til alle sider foroverbøjede hoveder og gylper. Ved siden af mig sidder en familiefar og kæmper med maven - en kamp, der udfolder sig i en imponerende lang række bøvser rettet direkte mod mig. Han forsøger at sove ubehaget væk, og hans hoved falder ned på min skulder, men hans ræbende mund fortsætter kun 10 tommer fra mit hoved. Ingen tager videre notits af hans høje bøvseri, for her i Sydøstasien anses bøvsen ikke for at være udtryk for manglende etikette og ubehøvlethed, som den er derhjemme, men er snarere en helt accepteret - og nogle steder endda værdsat - social gestus. I situationen ærgrer det mig lidt, at Emma Gad aldrig nåede helt til Malaysia! Båden gynger vanvittigt og jeg har det virkelig skidt. Snart kan jeg kun se grå himmel ud gennem vinduet, snart kun havets æltende masse, der behændigt kaster båden op og ned i tre meter høje bølger. Jeg kan læse ubehag og mild skræk i flere af de andre rejsendes an- 107

106 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel sigter, og at båden i det hele taget er sejlet ud i dette uvejr virker som en maritim fejltagelse. Min rumlende mave byder flere gange op til tango, men jeg ignorerer den. Dels pga. svineriet, det vil skabe, dels på grund af den forpligtelse, jeg føler, hviler over mig som dansker og dermed efterkommer af et af de største søfolk nogensinde: Kom nu, Nicolai, tænk på vikingerne. Du kan sgu ikke sidde her og brække dig!, siger jeg til mig selv i et mantra sat på repeat. Af og til er det som om båden mister kontakten til vandet og kortvarigt flyver gennem luften inden snuden dykker igen og lander med et larmende dump. Halleluja lord! og endnu en mavesæk tømmes. Jeg mærker, hvordan min maves lyst til den tango rammer en opadgående kurve og gentager mantraet. Antallet af fyldte brækposer omkring mig har ramt samme kurve, og besætningen har travlt med at dele nye brækposer ud til de hårdt ramte passagerer. Kun forfængelighed og stolte tanker om mine fortidige søfartsbrødre, vikingerne, afholder mig fra at skumme over. Min mund er fyldt med den ækle, ph-lave væske, der som lyn før torden ofte rammer folk før selve opkastningen, og som ligesom fostervandet er et varsel om, hvad der forestår. Jeg sveder heftigt i den a/c-nedkølede kabine, maven byder atter op, og jeg er helt igennem elendig til mode og ønsker bare at komme i land, væk fra dette vuggende helvede. Turens beregnede længde på 2½ time bliver til fire i bølgernes omveje. Mine knæ er svage af søsyge, da jeg endelig stavrer i land, men jeg er lettet for hold kæft, hvor var det en ubehagelig tur. Så meget for de gamle vikinger En plads i Touren? Dag Torsdag, 28. juni 2007 Gerik -> Jeli Distance (km): 127 Tid på cyklen: 7t 32m 108

107 Asien Bruttotid: Gennemsnitsfart: 16,91 km/t Total (km): Bjergene kommer igen bag på mig i dag. Jeg har det ekstremt varmt hele dagen. Vejrudsigten sagde 36 grader og jeg tror den gerne. Hvad jeg troede ville være en nem todages tur fra Penang til Malaysias østkyst, er ved at blive en firedages svedig jungle ride. Det skal ikke altid gå som præsten prædiker. Flere gibbonaber, fugle, sommerfugle på størrelse med svaler, og tropisk jungle hele vejen. Jeg er havnet i Tryllebjergene. De bliver ved med at dukke op foran mig, hele tiden, og min bøn om, at det snart må gå ned igen hører ingen. Hvad fanden skal den vej helt oppe på bjergtinden? Udsigterne er skønne, men det er hårdt arbejde. Dagen rummer et umiskendeligt element af masochisme. Ikke at jeg er en uforbeholden modstander heraf, når det kommer til fysisk udfoldelse - lidt glad for selvpålagt smerte skal man vel være for at vælge at cykle jorden rundt - men jeg er mentalt uforberedt på dagens etape. Ved 17-tiden når jeg endelig bjergpasset i ca højdemeter. Der er stadig 52 km til Jeli. En kioskmutter forsikrer mig, at det går nedad hele vejen til Jeli og optimismen i lejren stiger. Det bliver to geniale timer i nedkørslens hellige navn. Benene er sprælske og jeg overvejer igen en reserveplads i Touren (Tour de France, red.). I Jeli finder jeg et overnatningssted i udkanten af byen. Men overnatningen her er urimelig dyr, så jeg forklarer min situation og det begrænsede budget til den kalotklædte mand, der driver stedet, og får lov til at sove på gulvet i et pulterrum i stedet. A bit of fragrance always clings to the hand that gives you roses. Kinesisk ordsprog 109

108 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 58. Den muslimske næstekærlighed Dag 451. Km Kuala Terengganu, Malaysia. Juli 2007 We want to make you happy. If you re happy, we re happy! We are not bad muslems. Nålen på Tilfældighedernes Lykkehjul er efter en hård cykeldag i bjergene havnet på Kampung Bagan Baharu, en lille landsby med 400 indbyggere midt i det nordlige Malaysia. Den ringe befærdede vej hertil gik gennem frodig junglevegetation, hvor der ofte var flere aber end mennesker langs vejen. Landsbyen introducerede i 2005 et homestay-program, der tilbyder rejsende et indblik i det malaysiske landsbyliv. Jeg bliver af en pige eskorteret hen til en homestay-familie, hvor en enke bor med sin datter. Snart præsenteres jeg for formanden for programmet, der fortæller mig, at jeg er den første udlænding i landsbyen. Sikke en ære! Han fortæller mig så, at jeg desværre ikke kan overnatte i landsbyen fordi de kun tager imod grupper og ikke enkeltpersoner. Det er helt græsk for mig, så jeg konfronterer ham med det irrationelle heri, hvorefter anden forklaring kommer på banen: Moderen er enke og bor sammen med sin datter. Deres religion forbyder, at de kan have en mand boende. Hmm, den kan jeg ikke rigtigt gøre noget ved. Jeg kan se, at de er kede af, ikke at kunne hjælpe mig. Det er nu, at muslimernes famøse gæstfrihed skal vise sig, tænker jeg, og venter tålmodigt. Jeg fortæller hvor træt jeg er, hvor langt jeg har cyklet i bjergene og den slags. Jeg ved, at et nej ikke altid et nej, og - voilà - efter en times venten og snak er der grønt lys alligevel. Charme før trussel. Datteren, Ella er en stor, rund og smilende pige på 22 med en vægt, der er ca. fem gange højere end hendes alder. Hun fortæller mig, at hun dyrker taekwondo, rock climbing og elsker alle udendørsaktiviteter - alt sammen noget, jeg har svært ved at se for mig, som hun sidder dér i sofaen foran mig og flyder ud, mens hendes overarme - tykkere end 110

109 Asien oppustede badeluffer - gestikulerer voldsomt. Hun viser mig rundt i landsbyen inden vi sætter os i en udendørs madbod. Hendes mobiltelefon gløder og bipper konstant, og snart er der en uventet trafik og aktivitet omkring vores bord. Når der er en fremmed i byen, så skal folk vide det! Ella scorer tonsvis af point på den symbolske konto ved at blive set med mig, og hendes smil går nu fra øre til øre - en anselig afstand i hendes buttede ansigt. Næste dag tager en mand fra nabohuset mig rundt i landsbyen på sin scooter og viser mig stolt miniature-biblioteket med landsbyens eneste internetadgang, den nye moské og beder mig underskrive et hav af gæstebøger, der bekræfter, at jeg er den første ikke-malaysiske turist i byen. Han beder mig om at blive en ekstra dag, så han kan vise mig områdets seværdigheder. Alt sammen gratis og for at gøre mig glad. If you re happy, we re happy! Han gentager doktrinen mange gange, og jeg ved, han mener det. Han er en glimrende ambassadør på Malaysias og på islams vegne. Det er et stort og sjældent tilbud, men min krop er fyldt med kinetisk rulle-energi, og mentalt er jeg indstillet på at komme i sadlen igen. End ikke syv vilde heste eller en venlig muslim med et hjerte af guld kan stoppe mig. Come again, Nico. Have a nice day and may God bless you. Mandens ord og pigernes afskedsvink sender mig fra landsbyen indhyllet i den form for taknemmelig gåsehud, som følelsesladede og berigende oplevelser kan give. Hvilken menneskelighed, hvilken åbenhed. Hjertets sprog er universelt, og ingen nævner noget om sarkastiske, danske tegninger. Så levede den muslimske næstekærlighed atter en gang op til sit gode ry - og meget mere til A journey is best measured in friends, rather than miles. Tim Cahill (amerikansk rejseskribent, f. 1944)) 111

110 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel The first condition of understanding a foreign country is to smell it. Rudyard Kipling (engelsk forfatter, ) 59. Om venskaber Dag 465. Km Singapore. Juli 2007 Jeg har altid opfattet venskaber som forhold, der normalt er flere år om at udvikle sig. At venskaber bedst - eller måske udelukkende - kan spire, hvis man har en historie sammen, hvis man har en eller anden form for fælles referenceramme. Siden jeg forlod København for 465 dage siden og påbegyndte denne nomadiske cykeltilværelse som en rullende sten, har jeg gradvist ændret mit syn på venskabets natur. Simpelthen fordi den livsstil, den modus operandi, jeg som sololangturscyklist forfølger, ikke tillader mig den luksus at have en fælles historie med de folk jeg møder undervejs. Men mennesket er et socialt væsen, og jeg - som alle andre - har også brug for virkelige, ikke-webbaserede venskaber. Så jeg har lært, hvordan man kan komprimere tiden ved allerede tidligt i samtalen med nye mennesker at dele personlige, betydningsmættede historier og detaljer fra mit eget liv. Så snart jeg har fortalt om f.eks. min fysisk og mentalt udfordrende cykeltur over det tibetanske plateau i højdemeter (inkl. det uheldige styrt med en hjælpeløs hånd og paniktanker som følge), er det som om de sædvanlige, overfladiske detaljer, der ofte er en integreret del af en indledende samtale, allerede er overflødige. Dette giver frihed til i højere grad at koncentrere sig om det væsentlige, og det har været et meget socialt 2007 indtil videre. Som mødet med nye mennesker, giver også oplevelsen af nye steder, anderledes dufte, fremmede indtryk og udtryk mig åndelig næring. Af og til tror jeg, at det er et biologisk behov (hvem ved, måske en 112

111 Asien biologisk fejldisponering), der tvinger mig til at opsøge spændingen og udfordringen ved at være steder, hvor jeg ingen og intet kender - og omvendt. Vil disse eventyrdrevne udforskninger i den ene ende af Bekvemmelighedens Spektrum i sidste ende, dvs. når der atter er dansk grund under mig i år 2000-et-eller-andet, reducere min evne til at nyde glæderne i den anden ende, enden, hvor de tre komfortable V er, der starter med Villa, hører til? Jeg tror det ikke. Den flod må jeg krydse, når jeg kommer til broen. Da jeg forlod Danmark for 15 måneder, 19 lande og km siden, var det ikke en flugt fra de tre V er - som jo ofte konstituerer livet omkring de 30 - der drev mig. Det var - og er fortsat - en rejse ud i alverdens diversiteter, en lyst til at konfrontere og udfordre verden og mine egne fysiske og mentale grænser. Væk fra Danmark er jeg ikke underlagt min egen kulturs regler og normer, og som fremmed i et fremmed land er jeg fritaget fra de lokale regler. Denne særlige situation betyder, at der ikke er nogle udefra pålagte regler omkring mig, og at jeg kan leve efter de standarder og idealer, jeg selv skaber. Væk fra Danmark er jeg heller ikke i stand til at nyde stemningen omkring et par kølige, grønne flasker på en varm københavnsk sommerdag i vennernes lag. You give some, you get some... As the traveler who has once been from home is wiser than he who has never left his own doorstep, so a knowledge of one other culture should sharpen our ability to scrutinize more steadily, to appreciate more lovingly, our own. Margaret Mead (amerikansk antropolog, ) 60. Hello, mister, how are you today? Dag 476. Km Tanjung Pinang, Indonesien. Juli

112 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Fuck, hvor kan de være irriterende, indoneserne! Jeg er lige stået ud af badet i mit guesthouse i det nordligste Indonesien, og en nabo står allerede klar til snak: Hello, mister, how are you today? Jeg er ikke rigtig vågen, er sulten og har ikke lyst til chitchat nu. I m fine, thanks, og går op på mit værelse. Lidt efter har fyren slået sig ned lige uden for mit værelse og prøver igen. You travel alone? You like to see island? How long you stay? Jeg har ikke fået tøj på endnu, er ved at pakke mit grej og jeg befinder mig inde på mit eget værelse i mit eget guesthouse. Jeg svarer affejende og i énstavelsesord, men fyren er i hopla og vedholdende som en sulten spyflue, så han fortsætter sin indtrængen med sine latterlige standardspørgsmål og en rygende smøg kun 60 cm uden for mit værelse. Det overskrider virkelig mine grænser og jeg raser indeni. Mister, you re almost sitting in my room, I just woke up and I d really prefer being alone packing my stuff, OK? Han fanger mit uindpakkede budskab, smiler forlegent og går nedenunder. Begreberne face-saving og loss of face er en vigtig del af det indonesiske, sociale normsæt og dækker kort sagt over, at man i enhver social situation bør undgå at udstille andre gennem direkte konfrontationer og uoverensstemmelser, og selv undgå at miste ansigt, ved f.eks. at hidse sig op og udvise manglende selvkontrol. For mig at se var fyrens afsluttende (fjogede) smil helt uden for kontekst; for ham var det et naturligt forsøg på at redde mit ansigt efter mit følelsesladede udbrud. Til helvede med de principper! De lokales uhæmmede pågåenhed og totale mangel på den respekt for det private rum, som jeg (og de fleste danskere, tror jeg) skatter højt og anerkender i enhver social kontekst, er en stor udfordring for mig her i Indonesien. Jeg ved, at det er op til mig at ændre på situationen ved at justere på mine indre knapper, ved at rykke (eller helt eliminere) mine grænser for det private rum og almindelig social adfærd. Den enorme interesse og nysgerrighed, jeg overalt mødes med i gadebilledet (og nu også på mit hotelværelse!) er kun venligt ment, 114

113 Asien det ved jeg, men det er vanskeligt at holde fast i den overbevisning, når deres adfærd og sociale strategier konstant udfordrer min opfattelse af right or wrong og dos and don ts. Nogle ting er bare intuitivt forkerte og forkastelige. Antropologien lærer at transcendere denne intuitivt funderede opfattelse af verden, og i stedet gøre opmærksom på den sociokulturelle kontekst og forankring i forsøget på at forstå, forklare og give mening til adfærd og handling. At leve i en kultur, der ikke deler det samme kulturelle normsæt som ens eget er såvel antropologiens traditionelle udgangspunkt (via feltarbejdet) som en personlig udfordring. Det mærker jeg tydeligt, men jeg er opsat på at finde de rette værktøjer, den rette tilgang. For inderst inde holder jeg af disse kulturelle sammenstød, der altid skaber bevægelse - fysisk, mentalt og åndeligt. I sidste ende er det ofte disse sammenstød, der får folk til at søge ud i verden, og som i mine sko gør denne cykelnomadiske odyssé gennem verdens regioner og folk til en uforglemmelig og evigt udfordrende og berigende oplevelse. Men til helvede med de principper! 61. At sprudle i bjergene Dag Torsdag, 2. august 2007 Bogor -> Bandung (via Puncak-passet) Distance (km): 122 Tid på cyklen: 7t 8m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 16,2 km/t Total (km): Der er forår i bjergluften her og trods den tætte trafik er det nemt at fornemme den køligere friskhed. Jeg forstår godt, hvorfor hollænderne var så vilde med at slå sig ned i Javas bjergegne - og endda forsøgte at gøre Bandung, dagens uventede endestation, til hovedstad før Anden Verdenskrig. 115

114 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Det er en fin og hård cykeldag. Det går op-op-op de første 200 minutter mod Puncak-passet i m. Der er vældig smukt til begge sider, bananpalmer, rismarker, rullende bjergsider med teplantager og vulkaner i det fjerne. Jeg er flyvende og min cykel spinder. Good, strong. Et par mænd giver moralsk support fra vejkanten. På den sidste strækning mod passet tynder det endelig ud i bebyggelserne, og teplantagerne tager over. Jeg standses af en ældre herre med et ungdommeligt ansigt. Han er 62. Han insisterer på, at jeg tager med ham til hans hus, hvor jeg kan bo og spise gratis. Han nævner det tre gange i vores lille samtale (et sært mix af engelsk, hollandsk og mange sorry, no speak English), og det ku være stort, for han lader til at være en rar mand, men han bor langt nede i dalen, hvor jeg kom fra. Jeg har ikke lært at vende om, når momentet først har fanget mig. 3½ time tager det at nå op til Puncak-passet. 10,9 km/t i snit. Er skrupsulten. Verdens bedste nasi goreng (stegt ris med grønt og kylling) redder mig. Nedkørslen over de næste 40 km er vidunderlig. Det er dog ikke cykling for de sarte. Trafikken er tæt, af og til svær at forudse, og selvom vejen generelt er god, er den krydret med lejlighedsvise asfaltkratere, der gør det helt nødvendigt at holde blikket på vejen, særligt ved hastigheder over 40 km/t. Så længe jeg ikke bliver ramt af trafikken er jeg tilfreds og kan vel ikke tillade mig at klage. Trafikken er tættere her end normalt, og den sikkerhedsafstand, som man f.eks. hjemme i Danmark opererer med, er der simpelthen ikke plads til her. Et par sidespejle på en forbipasserende lastvogn er dog lige ved at ramme mig. Jeg bander og uddeler fuckfingre. De kan have sådan en rar mentalhygiejnisk effekt, de fuckfingre. Jeg gribes af en stemning og buldrer løs i sadlen hele dagen. 7½ times cykling og en af de hårdeste cykeldage på turen. Er opkørt i ben og hoved, da jeg når Bandung (ca. 2,5 mio. indbyggere), finder Hotel 116

115 Asien Arambi 3, der for 27 DKK tilbyder et rent, lille værelse, uden fan og stikkontakt, men med fælles bad og morgenmad. Deal! I see my path, but I don t know where it leads. Not knowing where I m going is what inspires me to travel it. Rosalia de Castro (spansk/galicisk poet, ) 62. Jordskælvet på Java Dag 494. Km Yogyakarta, Indonesien. August 2007 Jeg har ved midnatstid sovet tungt et par timer efter en lang dag i sadlen, da jeg pludselig vækkes af et voldsomt spektakel af råben udenfor og massive rystelser i og omkring mig. Jeg flyver ud af min lagenpose i ren refleks, er panisk og fatter ikke, hvad der foregår. Min cykel står og slår kraftigt ind mod væggen og glassene på natbordet klirrer højt. Hvad fanden sker der? råber jeg febrilsk, som om nogen her på disse indonesiske kanter vil forstå mig. Drevet af instinkt snarere end af rationalitet forsøger jeg at finde slåen for døren og komme ud, væk fra vanviddet. Det føles som en ond drøm, jeg ikke kan slippe ud af, men jeg ved, det er alt for virkeligt, da jeg er ved et falde på mine nattedrukne ben pga. rystelserne. Lyset kommer og går i loftspæren, og mit værelse er som et gyngende, infernalsk disco badet i strobe-lys - en helvedes fest, jeg ikke gider. Det hele er overstået på et minut, erfarer jeg senere i nyhedsavisen. Min egen tidsfornemmelse er - ligesom elektriciteten - sat ud af drift. Ude på gårdspladsen er folk stimlet sammen, nogle venter angste i deres parkerede biler, og stemningen er afventende, men samtidig tumultagtig. Relativ orden overtager kaos, og da rystelserne ikke 117

116 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel kommer igen, lægger jeg mig i mangel på bedre alternativer i seng igen. Men adrenalinen ruller i mig, og lader mig ikke falde til ro, for jeg er stadig chokeret over jordskælvets fantastiske kræfter. Morgendagens lokalavis fortæller mig, at skælvet, der blev målt til 7,5 (chok!) på Richterskalaen, fandt sted 289 kilometer under Javas landmasse og derfor ikke skabte nogen tsunami og heller ikke krævede nogle ofre. For mig var jordskælvet den mest besynderlige, chokerende nærkontakt med naturens kræfter, jeg har oplevet. En sand killer hand fra Skaberens Pokerhånd. Jordskælv på den indonesiske ø Java er ikke noget nyt fænomen. Et undersøisk skælv igangsatte her sidste år en tragisk tsunami, der kostede 550 liv og gjorde over mennesker hjemløse. Blot en detalje i den hurtigtrullende, internationale nyhedsstrøm. Jeg har altid været tiltrukket af det usødede, det uprætentiøse, det umiddelbare. Og det er præcis, hvad de sidste to ugers cykling på Java har været. Jeg er vild med at være her! At cykle gennem Javas landskaber med rismarker, teplantager, rygende vulkaner med sydende svovl- og mudderpøle, morgenfriske klukkende høns og messende muezzinere fra moskeernes højttalere, en evigt smilende lokalbefolkning (jeg har endda lært at holde af de mange Hallo, mister-tilråb), en spontan invitation til et landsby-bryllup med mig som (akavet) gæsteoptrædende på dansescenen foran 200 smilende (eller måbende) gæster, wild west-landsbyer med hestevogne og klikkende hove, er en intens oplevelse og et bombardement af sanserne. Hver dag forekommer som en lang række af tidsligt forbundne, men autonomt styrede kædeled af uforudsigelige oplevelser, og jeg har helt droppet at lægge planer for dagene for jeg ved, at de er ubrugelige og at tilfældet altid styrer mig i en anden retning. Klaveret spiller kun ukendte melodier her, og jeg føler mig som en glad kastebold mellem hænderne på det skønne, indonesiske folk. 118

117 Asien Med eller uden jordskælv - dette er Indonesia Unplugged. Jeg nyder klaverets anderledes melodi og er taknemmelig, lykkelig over det privilegium, som livet er 63. Når bare det er stegt i friture Dag Fredag, 17. august 2007 Solo -> Ponorogo Distance (km): 110 Tid på cyklen: 5t 52m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,7 km/t Total (km): En ordinær cykeldag fra start til slut. Der er mange urimeligt stejle stigninger undervejs, og alle cyklens 27 gear er i flittig brug. Temperaturen er skøn (ca. 28 grader), brisen rører på sig, og jeg vil tro at gennemsnitsdanskeren ville være vild med dette klima. Jeg har intet hellested for henvendelser og forsøg på kontakt fra de lokale. Selvom jeg udsender alle signaler om, at jeg ikke (så fat det dog!) er tilgængelig, så kontaktes jeg straks af flere folk, der stiller standardspørgsmål, da jeg super træt stopper ved et spisested i dag. Det er så frustrerende. De skal lære at holde deres mund, og lade trætte turister være trætte turister. De sidste ca. 20 km til Ponorogo går jævnt og ligeud via en træklædt allé-lignende vej. Cool. Jeg er varm og benene mejsler afsted. Det er skønt at slå sig ned på Hotel Aman, 28 DKK for et fornuftigt værelse med bad og toilet. Man er meget glad for at fritere ting her i Indonesien. I Vietnam gælder mottoet: Alt, hvad der kan spises, spises. Her i Indonesien er man knapt så radikale, og hylder mottoet: Alt, hvad der kan friteres, friteres. Det bærer hovedgaden i Ponorogo præg af, og for mig minder den mest 119

118 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel af alt om én stor, sydende frituregryde. Tofu, bananer, dejklumper, grøntsager, raspet kokos, pølser. Alt! Aftenens menu lyder på: ½ kg longan-frugt 1 kg mandariner 4 dejindpakkede, friturestegte minibananer 5 friturestegte tofu-bidder 1 kakaomælk 1 gang bakso (nudelsuppe med kødboller mm.) 1 minipose M&M-kopier Jeg var sulten. Gik mæt i seng. 64. Mine fornemmelser for asfalt Dag Søndag, 19. august 2007 Blitar -> Malang Distance (km): 82,3 Tid på cyklen: 4t 35m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 17,8 km/t Total (km): Som Peter Høegs Smilla har jeg også gennem de sidste snart 500 dage udviklet nogle særlige fornemmelser. Det er ikke så poetisk som frk. Smillas fornemmelse for sne, men lige så virkeligt. Hr. Bangsgaards fornemmelse for asfalt: Jeg har lært at læse asfalten, lært at læse spor i asfalten, asfaltens sprog. Vejens hældning, tykkelse, ruhed, de anvendte materialer og farvenuancerne, sprækkerne, overgangene, lapningerne, ujævnhederne, krumningerne og kurverne, lysets spil med de grove overfladesten, lydene fra dækkenes kontakt - alt sammen taler det til mig. Vejen 120

119 Asien og vejens spor advarer mig, lokker mig, irriterer mig, holder øjnene beskæftiget, bringer mig fremad, frustrerer og gør mig glad. Man er nødt til mentalt at pakke sig godt ind i Goretex her ude i provinsen i Indonesien for at modstå det konstante nedfald af tilråb og grænseoverskridende, offentlige tilnærmelser. Lycra om balderne er ikke nok - faktisk tror jeg nogle gange, at den øger graden af opmærksomhed! I dag løber jeg ind i en gigantisk slange af karnevaloptog på hovedvejen mod Malang. Der er folk i alle aldre, i flotte dragter, paradekøretøjer og musik i både dur og mol. Det er et vildt, larmende og pragtfuldt skue. Optoget er flere kilometer langt, og trafikken stopper helt. Jeg forsøger at ignorere det faktum, at jeg pludselig bliver centrum for opmærksomheden hos tilskuerne. Efter indtjek på det ganske fine Hotel Tosari i Malang ( indbyggere) går jeg ud i byen for at få mig en gang blindemassage. Det har jeg gode erfaringer med fra Cambodja. Dette er et spøjst sted. Massagerummene, adskilt af tynde papvægge, ligger inde bag ved en dagligvarekiosk og larmen fra gaden er gennemtrængende. Man or woman?, spørger pigen bag disken. Woman, please, svarer jeg, for at være på den sikre side, for hvem husker ikke den laotiske ladyboy? Jeg bliver snart gennet ind i det lille massagerum og har allerede lynet gylpen ned, da den blinde piges fingre indikerer, at jeg skal lægge mig op på briksen. Åbenbart med tøjet på. Hun ser ikke mit undskyldende, flove blik. Hendes ansigt har man mere nydelse ved ikke at se på, men for fanden, hvor har hun styr på min udkørte krop efter de sidste fire cykeldage. Hun gør alt rigtigt! Det er langt den bedste massage, jeg har fået på rejsen, og jeg er helt i hendes blinde varetægt. Hænderne er stærke uden at være sadistiske. 121

120 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Det hævdes, at god sex kan redde et ægteskab. Denne massage har nærmest samme egenskaber. Det burde være en del af enhver ægteskabelig kontrakt, at ægtefællen kan give en massage som denne. Jeg har lyst til at give hende et knus, men ved, at det vil tage sig helt forkert ud, så jeg takker og betaler de 12 danske kroner for 45 minutters særbehandling. 65. Ankomst Bali og km i hus! Dag Søndag, 26. august 2007 Banyuwangi (Java) -> Pengeragoan (Bali) Distance (km): 81 Tid på cyklen: 4t 42m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 17,3 km/t Total (km): Hotel Baru i Banyuwangi ligger midt i Moskéland. Det fandt jeg ud af alt for tidligt i morges, da 4-5 muezziner-stemmer trængte ind på mit kammer med fuld kraft. Selv ikke ørepropperne, som jeg nærmest stoppede helt ned på højde med strubehovedet, kunne holde det latterligt høje spektakel ude. Måske har byen et særligt behov for at tydeliggøre dens og folkets religiøse (muslimske) ståsted ift. hinduistiske Bali bare et par stenkast mod øst på den anden side af bæltet. Sådan er det gerne i grænseregioner, hvor forskelle mødes, og behovet for at markere os/dem-dikotomierne vokser. Efter sejlturen til Bali er det flot cykling hele dagen langs øens sydkyst og Det Indiske Ocean. Vejene er super gode, men trafikken er dog tæt og tung - som ventet - på denne strækning. Jeg tager hver kilometer stille og roligt i dag - for jeg ved, at jeg nok ikke får mange regulære cykeldage (det vil sige af km længde) her på Bali, pga. øens størrelse og min videre rute gennem Indonesiens østligere øer. Ud på eftermiddagen henvender jeg mig til et par fyre for at høre, om jeg kan campere i haven foran de nye villaer, de er i gang med at 122

121 Asien bygge. Det lader til, at de har set større, byggetekniske problemer, så der er grønt lys. Det er et skønt, skønt sted under palmerne og lige ud til den sorte sandstrand og Det Indiske Ocean. Jeg slår spændt teltet op og hopper i bølgerne. Stilheden, det at være kommet til Bali, den nedgående sol, min lille lejrplads, alt sammen skaber det sukker, der drysser direkte ned på mit livs cornflakes. Once you have traveled, the voyage never ends, but is played out over and over again in the quiestest chambers. The mind can never break off from the journey. Pat Conroy (amerikansk forfatter, f. 1945) 66. Slaraffenlandet Dag 507. Km Kuta, Bali, Indonesien. August 2007 Jeg har et gevaldigt momentum i hjulene, men bliver indhentet af en scooter med en hel familie ombord. You stop in my house, råber han til mig ud gennem hjelmen. Der er en vis myndighed over hans stemme, der får det til at lyde som en ordre snarere end en invitation. Konen og datteren sidder bagpå og smiler bredt som alle indoneserne gør, og jeg beslutter mig for at stoppe op ved familiens hus lidt længere fremme. Indenfor byder manden, der taler et fornuftigt engelsk, på en masse snak og en lunken Sprite. Ja, folk spiller badminton i Danmark og selvfølgelig husker jeg da Morten Frost! In your country, how much to buy a house? Jeg føler mig altid ubehageligt til mode, når jeg af de lokale, jeg møder på min vej, bliver spurgt om økonomiske forhold i Danmark, hvor meget min cykel koster, hvor mange fattige der er i Danmark, lønniveauer etc. Fordi kommunikationsniveauet - de flestes engelsk rækker ikke længere end til How are you, mister? - aldrig er højt nok til at jeg fyldestgørende 123

122 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel kan forklare, hvordan tingene hænger sammen. Jeg tier hellere end at efterlade et ufuldstændigt billede af Danmark som et vidunderligt økonomisk slaraffenland, hvilket det naturligvis på mange måder er sammenlignet med f.eks. Indonesien. Mit ærinde er at udforske den sociale platform vi på trods af kulturelle og økonomiske forskelligheder alle tripper rundt på, og jeg er langt mere interesseret i at dele menneskelige erfaringer og visioner end at udstille økonomiske uligheder på tværs af nationer. Men manden her er virkelig interesseret i at høre, hvor meget en pakke cigaretter og den slags koster i Danmark. Han tilbyder mig ly for natten i sit hus, et gæstfrit tilbud, som jeg dog ikke tager imod. Dels fordi jeg ved, at gæstfriheden har sin pris, og at jeg i et rum blottet for privatsfære vil være tvunget til at øve engelsk med ham hele aftenen - en pris, jeg i dag ikke er villig til at betale. Dels fordi jeg har sat næsen op efter at komme til Bali og campere i det fri, dels fordi dagen endnu er ung og benene friske. At stoppe cykeldagen her i landsbyen ville være som at have afbrudt samleje, som at stoppe før klimaks. Det duer jo ikke. Da jeg rammer Bali siger kilometertælleren præcis km. Det er et fint øjeblik. 504 dage har jeg været undervejs fra Nørrebro til Bali, inkl. en sydøstasiatisk omvej på fem måneder gennem Cambodja, Vietnam, Laos og Thailand. Det er vidvinklede, logistiske tanker som disse, der er med til at krydre udsigten over Det Indiske Ocean og den palmeklædte, vulkanske strand fra min lille teltkabine, da jeg ud på eftermiddagen har slået lejr på verdens vel nok skønneste campingspot. Langt fra evigt nysgerrige snuder, der ønsker at polere deres engelskkundskaber - og ganske tæt på min forestilling om Paradis. Det her er mit slaraffenland. 124

123 Asien 67. Paradis på Gili Trawangan Dag Lørdag, 8. september 2007 Senggigi (Lombok) -> Gili Trawangan Distance (km): 26 Tid på cyklen: 1t 50m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 14,4 km/t Total (km): Kystcyklingen fra Senggigi til Bangsal er måske den smukkeste overhovedet indtil nu. Det er nogle vanvittige farver, der er drysset ud over bugterne her, som alle er stort set øde. Nogle steder er et par outriggere eller fiskerbåde trukket op på stranden. Der er så meget potentiale i dette område. Til gengæld er det så stejlt, at jeg må skubbe (selv det at trække er en umulighed) cyklen opad. Det er det hele værd! I Bangsal venter jeg en times tid med kaffeslubren og tid på ryggen på en lille træbåd, der snart sejler mig til Gili Trawangan, den fjerneste af tre små atoller, der ligger på række få kilometer fra Lomboks nordvestkyst. På Gili Trawangan finder jeg Rumah Saga - et guest house ejet af en dansk pige, jeg kender gennem en ven - hvor jeg har været så ufatteligt heldig at få lov til at bo, så længe jeg har lyst, på husets regning. Her er vanvittigt lækkert! En helt uvant luksus venter mig, og jeg er ved at tude af bare glæde, da jeg træder inden for i en af de kun fire bungalows, som stedet har. Det er så fint, så stilfuldt, med alle bekvemmeligheder som A/C, fan, tv, køleskab, et dejligt møblement, badeværelse, en enkelt- og en dobbeltseng i en blød kvalitet, som jeg ikke har oplevet i lang tid, en dejlig terrasse, hvor morgenmaden serveres. Det er seriøst et lille stykke af Himmerige for mig! Da jeg åbner for vandet på badeværelset overraskes jeg over endnu en helt ny fornemmelse. WTF! Varmt vand. Det havde jeg ikke regnet 125

124 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel med. Det er skønt og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst fik et varmt brusebad. Livet behandler mig vældig godt! I stedet for at sætte mig med en kold solnedgangsbajer, tager jeg en 1½ times gåtur rundt om Gili Trawangan. En tur på syv-otte km. Det er skønt at være her. Stemningen passer mig langt bedre end i voldsomme Kuta, Bali. Her går høns, geder, køer og katte rundt mellem de tusindvis af kokospalmer inde på øen. Strandene er i verdensklasse. I went to the woods because I wished to live deliberately, to front only the essential facts of life, and see if I could not learn what it had to teach, and not, when I came to die, discover that I had not lived. Henry David Thoreau (amerikansk forfatter, ) 68. The Hardest Part Dag 521. Km Gili Trawangan, Indonesien. September 2007 Jeg bliver af og til spurgt, om det ikke er enormt ensomt at cykle jorden rundt alene, og hvad det sværeste ved ekspeditionen er. Til det første er mit svar gerne, at jo, fandeme om det ikke er et ensomt soloridt, jeg har begivet mig ud på. Aldrig før og sikkert aldrig siden vil jeg med ungdommens ukuelighed kaste mig ud i noget tilsvarende. Men alene, nej, det føler jeg mig aldrig, selvom jeg vel nok har alverdens gode grunde til det. Til det andet, er svaret mere broget, som det gerne er med de simple spørgsmål i livet. Det sværeste ved denne flerårige cykelrejse er nok den væmmelige, tidstypiske frygt for at gå glip af noget. Ud over de oplagte savn af familien og de nære venner, er det af og til svært at måtte acceptere, at jeg i disse år befinder mig i en situation, hvor tosomheden, intimiteten 126

125 Asien og en fremtidig familie kun har ringe eller slet ingen muligheder for at opstå og gro frem, simpelthen fordi denne odyssé nu udfylder hele pladsen på min indre Drømmenes Hylde. Ikke at være en del af det københavnske liv og de utallige muligheder, den fantastiske hovedstad byder på. Ikke at være der. Det gør ondt. Alle store beslutninger har som regel deres pris, men jeg betaler den gerne, for i samme åndedrag føler jeg mig enormt priviligeret og taknemmelig over at kunne gøre det, jeg gør, og med en smuk verden under dækkene og med en ubegrænset frihed i og omkring mig burde den frygt (for at gå glip af noget) ikke være noget for mig. Danmark løber ingen vegne alligevel, siger folk. Det må jeg så tro på. Fysisk og mentalt kræver denne cykeltilværelse så stort et engagement og tilstedeværelse, at jeg tvivler på, at der følelsesmæssigt ville være plads til et andet menneske, plads til nærværet og til den langstrakte kærlighed. Jo, som de fleste 31-årige mænd kender jeg til kvindelige fristelser, men det er som om jeg ubevidst ikke tillader disse forstyrrende elementer at komme mig for nær. Det er en aldeles ny fornemmelse, som har taget mig lang tid at diagnosticere. At skubbe mig seriøst ud af kurs - både cyklens og den åndelige - ville kræve et menneskeligt match, jeg har svært ved at forestille mig, en helt ubegribelig fristelse, en über-girl. Dette er en temmelig kompromisløs, disciplineret og egostyret tilværelse på to hjul, og tanken slår mig da, om jeg nu efter 520 dage undervejs er blevet så vant til at tage alle beslutninger, uden smålig hensyntagen til andres ønsker og behov, at jeg helt har glemt, hvordan det er at fungere i en mere almindelig hverdagstilværelse, hvor parforholdets logik og spillerum (snarere end egoismens vilje) styrer. Jeg tror det ikke, men en udfordring bliver det i hvert fald. For på kærlighedens arena er vi alle på udebane. 127

126 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 69. Ramadanen skydes ind på Lombok Dag Torsdag, 13. september 2007 Gili Trawangan -> Labuhan Lombok (Lombok) Distance (km): 122 Tid på cyklen: 7t 04m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 17,2 km/t Total (km): Tilbage på Lombok venter endnu en virkelig fin cykeldag rundt langs øens nordvestkyst. Jeg er træt, men socialt føler jeg mig fuldt opladt og det er skønt at rulle igen. Vejen går langs kysten med dens sorte vulkanstrande, når den ikke går indlands og opfører sig iltert og usportsligt: det er superstejle, men korte stigninger, der tvinger mig af cyklen. Gunung Rinjani-bjergets top i over meters højde lurer inde på øen. Der er ørkentørt og temperaturen er 37 grader. I love you, I love you, råber alle børnene i en anonym landsby ud på eftermiddagen. Der må gemme sig en noget amourøs skolelærerinde her. Jeg er nu endnu mere træt efter 6½ time i sadlen og ignorerer de unge kærlighedserklæringer. Det er Ramadanens første dag. For den rettroende muslim betyder det som bekendt bl.a., at der ikke må spises, drikkes eller ryges mellem solopgang og solnedgang. For mig betyder det, at jeg i løbet af dagens 122 km ikke ser en eneste åben madbod eller restaurant, som der normalt er fyldt med. Så jeg må snacke mig gennem dagen, med dadler, kiks, Sprite og kaffebolsjer. Jeg er sindssygt træt de sidste 20 km, hvor modvinden og de konstante tilråb hagler mod mig og suger dagens absolut sidste kræfter ud af mig. Kun stamina og tanken om en seng får mig frem. Jeg ser frem til solnedgangen, så der kan komme lidt gang i gryderne her igen! Da jeg kl ankommer til Labuhan Lombok, hvorfra Sumbawafærgen sejler, er jeg i en sølle forfatning, og kan ikke tænke en sam- 128

127 Asien menhængende tanke. Jeg har kun 15 DKK tilbage i lokale rupiah, og der er ingen bank i byen, fortæller hotelfatter mig, der tager 33 DKK for en nat. Jeg indkvarterer mig og skubber de finansielle bekymringer videre til morgendagen. Sjældent har jeg været så udkørt. På en lille restaurant løber jeg ind i fire belgiere, der har set mig komme cyklende tidligere på dagen, og jeg ryger direkte i den vanlige vaskemaskine af spørgsmål, selvom jeg er ved at gå til af sult og træthed. I ro og fred på mit kammer studerer jeg kort og færgeruter på min tur videre frem mod Timor. I morgen står den på Sumbawa. Det ser jeg meget frem til. For mig, i mit romantiske/antropologiske hoved lugter Sumbawa allerede en smule af outriggerkanoer, hovedjægere og kannibalisme. Kl kaster jeg mig ud i en 12 timer lang nattesøvn. 70. På jagt efter en båd i Kupang Dag Torsdag, 20. september 2007 Kupang, Timor, Indonesien. 0 km etc. Jeg bruger det meste af dagen på at opsøge lokale kontakter, der forhåbentligt kan hjælpe mig et skridt nærmere en søtransport til Australien. Hvorfor jeg gerne vil til Australien via søvejen er svært at forklare. Det føles som den rette måde at ankomme til det store kontinent på efter at have cyklet over km. En selvpålagt udfordring, kan man vel kalde det. Jeg henvender mig på en lokal bar, Lavalon, hvor jeg falder i snak med en skipper fra Australien. Han er vældig sød, men kan desværre ikke hjælpe mig, da han er på vej til Bali. Der ligger ikke andre sejlbåde end hans i havnen, hvilket giver mig dagens første slag på min optimistiske næse. Jeg taler med Edwin, en lokal verdensmand, som angiveligt har en finger på pulsen her i Kupang, Timor. Han har heller ikke godt nyt. If you come last week, maybe I could help you, siger han på grammatisk 129

128 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel usikkert engelsk. Han fortæller mig også, at jeg om en måneds tid nok kan komme ombord på en krabbefiskerbåd, der sejler mellem Darwin og Kupang et par gange om måneden. Mit visum udløber søndag. En visumforlængelse er vist nok mulig her i Kupang - og hvis ikke, kan jeg tage op til Dili i Østtimor og få et nyt visum til Indonesien - men at skulle vente en hel måned på en tvivlsom krabbefiskerbåd, det har jeg virkelig ikke hverken lyst eller tålmodighed til. I den anden ende af byen får jeg samme pessimistiske svar. Not possible. Maybe you go back to Bali. Hmm, det begynder at snerpe lidt sammen for mig. Så i løbet af relativt få timer bliver mit håb om at komme sejlende til Australien slukket helt og aldeles. For første gang begynder jeg at overveje muligheden af at flyve, og Merpati-flyselskabet kan fortælle mig, at der er et fly til Darwin to gange om ugen. Det kunne potentielt blive min redning fra at strande her på Timor, så jeg beder om at få lavet en reservation til lørdagsflyet - hvis der er plads i det hele taget. Det kan jeg ikke få oplyst, da det åbenbart styres fra Darwin og først efter en korrespondance kan jeg i morgen få svar. 130

129

130

131 Oceanien (Australien, New Zealand, Tonga, Fransk Polynesien, Påskeøen (Chile)) September August 2008

132 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 71. Australien! (eller: Ørnen er landet) Dag Lørdag, 22. september 2007 Darwin, Australien. 0 km etc. Fra morgenbordet: Det er vildt at vide, at jeg om få timer sidder i propelflyet på vej mod Australien. Kan ikke rigtigt fatte det. Ca. 460 dage i Asien er det blevet til, og det er en stor milepæl at nå det første vestlige land (bortset fra miniput-bystaten Singapore) siden, tja, vel egentlig siden Danmark - eller måske siden Tyrkiet eller Ungarn for at være large. Jeg har i dag besluttet mig for at gengælde alle hilsnerne og tilråbene på min vej de 15 km fra Kupang centrum til El Tari-lufthavnen. Som en slags afskedsgestus til det indonesiske folk og som en undskyldning for alle de tusinder af hilsner, jeg har afvist i frustrationens og koncentrationens navn. Det bliver til ca. 150 hallos. Tankerne og minderne fra de sidste 15 måneder i Asien vælter frem, og de kæmper alle om at få opmærksomhed af mig. I lufthavnsbygningen, der ikke er stort andet end et forvokset étplanshus, bruger jeg mine sidste rupiah på den sidste tallerken indonesisk mad, nasi campur. Ved kontrolbordet sidder en dame, der ikke er begejstret for at se min cykel. Maybe impossible with bicycle, siger hun ikke opmuntrende til mig. Hell yes, maybe possible! Ved bagage check-in hjælper en venlig hollandsk herre mig uopfordret. Han taler flydende bahasa og sweet talker flypersonalet, der alle kigger forundret på min oppakning velvidende, at den skal ombord på et lille 30-sæders propelfly. Jeg slår styret ind og putter taskerne på vægten. Cyklen, 20 kg, øvrige tasker, 25 kg. Jeg er forberedt på et klækkeligt gebyr for overvægt (hvert kilo over de tilladte kun 13 koster to USD!), men hollænderen kan sit kram. Jeg får både boardingpas og et venligt smil fra Merpati, og skal ikke betale noget som helst. Det er ikke for ingenting, at de hollændere topper min liste over favoritnationaliteter! 134

133 Oceanien Flyveturen går glat. Vi er kun seks mand udover kaptajnen og den enlige stewardesse. Da jeg ud gennem flyvinduet ser Australiens nordlige kyster dukke op, triller tårerne frit. Stoltheden, forventningens glæde og nuets lykke driver dem frem. Gennem Warm Showers - et internetforum, gennem hvilket cyklister fra hele verden kan mødes, udveksle erfaringer, tilbyde husly etc. - fik jeg for nogle uger siden kontakt til Kingsley, en herre på min fars alder, der selv er meget glad for at cykle, og som har tilbudt mig at bo hos ham. Han bor ca. 40 km sydøst for Darwin centrum, så der venter mig en lille eftermiddagstur, hvilket passer mig fint. Det er fantastisk at være i Australien! Kingsley møder mig på halvvejen og sammen finder vi hans hus, hvor han bor for sig selv på et - efter australske forhold - mindre stykke land (fem hektar). Det er meget overvældende for mig at være kommet frem. Masser af cykelanekdoter udveksles over aftensmaden og til langt ud på natten. Success really starts by becoming master over the small details of our lives. Jim Rohn (amerikansk iværksætter og forfatter, ) 72. De buskede bryn Dag 535. Km Humpty Doo, Australien. September 2007 Nogle af mine nærmeste hævder, at jeg ligner Ole Ernst. Ligheden gemmer sig efter sigende mere i øjenbrynenes buskede natur end i scenetække og rampelystalent. Jeg er på vej tværs over Sumbawa i det østlige Indonesien, og jeg sveder som om hele øens knastørre sommervarme har koncentreret sig præcis om den kvadratmeter, hvor jeg befinder mig. De ustoppelige tilråb og hilsner 135

134 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel - snart brølende, snart falset - hagler ned over mig, som de har gjort de sidste to måneder gennem Java, Bali og Lombok. Jeg har med tiden udviklet en overfølsomhed over for de tåbelige spørgsmål, og normalt frustrerer det mig hele tiden at være centrum for den uønskede opmærksomhed fra de lokale, når jeg cykler gennem komplet turisttomme landsbyer uden hellesteder. Ofte aner jeg ikke, hvordan jeg skal tackle de lokales pågåenhed uden at miste både forstand og unødig energi, for det trætter voldsomt at skulle hilse på og besvare ligegyldige standardspørgsmål ca gange dagligt. Where you go, mistah? First time Indonesia, mistah? Men i dag beslutter jeg mig for at vende bøtten og komme folk i forkøbet. Så hver gang jeg nærmer mig nogle lokale, børn som gamle, slår jeg en kraftig gang med de buskede Ole Ernst-bryn, løfter dem så at sige helt op til hårgrænsen, allerede inden folk har nået at fyre deres sædvanlige Hellomisterhowareyouwhereyougowhereyoufrom-remse af. Det er en vældig succes! De fleste bryder ud i vild jubel og latter, mens de få simpelthen forstener med hængende mule og øjne på stilke. De har vel aldrig set noget lignende. For mig kræver det den mindste kraftanstrengelse i sadlen, og det har den største effekt: stilheden, smilet. Folk glemmer helt den vanlige protokol, og jeg kan uden energitab fortsætte dagens etape med fokuseret cykling videre østpå mod øerne Sumba og Timor. Efter 530 dage og knapt km undervejs har jeg nu sagt farvel til Asien og goddag til vestlige bekvemmeligheder som silkeglatte landeveje, blødt toiletpapir, cykelstier, gigantiske supermarkeder, g day mate-hilsner, groft brød og morgenmadsprodukter med mælk, tunger, jeg forstår, varme brusebade. Alt sammen noget, som Australien er en glad leverandør af. Jeg har i løbet af mine første dage haft svært ved at styre min begejstring over at være kommet hertil. Bare det at kunne kommunikere med folk igen, på et andet - og en anelse mere raffineret - niveau end 136

135 Oceanien det me hungry-me sleep, hvor jeg i størstedelen af de sidste 17 måneder har befundet mig, er skønt. Øjenbrynene er faldet på plads, og jeg føler mig næsten helt normal igen. En tilstand, som den australske ødemark nok snart skal få pillet ved... Travel does what good novelists also do to the life of everyday, placing it like a picture in a frame or a gem in its setting, so that the intrinsic qualities are made more clear. Travel does this with the very stuff that everyday life is made of, giving to it the sharp contour and meaning of art. Freya Stark (britisk rejseskribent, ) 73. Et omvendt kulturchok! Dag 549. Km Humpty Doo, Australien. Oktober 2007 Det er sådan jeg oplever dét at komme til Australien efter at have tilbragt de sidste 15 måneder på cykel gennem Asien. En virkelig stor kulturel omvæltning. F.eks. er duften af vestlige supermarkeder ny for mig. Vareudvalget er gigantisk ift. Sydøstasiens ofte fantasiløse, små lokalboder, og også klientellet i supermarkederne her i Australiens tropiske Top End er anderledes og absolut et studium værd. Størstedelen af de handlende ligner karakterer taget direkte ud af en Crocodile Dundee-film i deres khaki-farvede bush tucker-outfit; det vil sige stor solhat, løse shorts og skjorte med lommer og smarte spejderlivsdetaljer overalt, støvede læderstøvler og strømper, der er trukket godt op i det kriminelle område lige under knæskallerne. Det er alt sammen vældig eksotisk for mig, og mens jeg snuser rundt blandt de bugnende hylder, er det som om jeg er med i en Dundee- 137

136 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel casting. Jeg har svært ved at tro, at dette er en ganske almindelig fredag i et ganske almindeligt supermarked. Udenfor sidder flere aboriginer - Australiens oprindelige befolkning - der stadig ikke rigtigt har fundet deres plads og den fornødne anerkendelse i det hvide, moderne Australien. Arbejdsløshed, alkoholisme og håbløse fremtidsudsigter er noget af det første, som folk fortæller mig, når jeg spørger ind til, hvordan aboriginerne klarer sig her. For det hvide Australien har aboriginerne altid været en torn i øjet på det nationale glansbillede, og selvom der både på regerings- og NGOplan gøres mange tiltag for at integrere urbefolkningen og tænke den med i landets fremtidige, sociopolitiske agenda, så virker det som om deres traditionsbundne, rituelle og i naturen dybt forankrede levevis kun er svært kompatibel med the modern Australian lifestyle. Det er en anden, dog mere trist side af den australske eksotisme jeg oplever her. De første to uger i Australien har budt på langt mindre ørkencykling og meget mere forstadshavearbejde, end jeg havde regnet med. Grunden er, at en vigtig pakke fra Danmark (med nødvendigt campingudstyr og en - i overlevelsens navn ubetydelig, men for den søde tand længe savnet - pose Super Piratos) endnu ikke er dukket op. Så jeg er indlogeret hos en sød familie lidt uden for Darwin og hjælper til med forefaldende havearbejde tre-fire timer om dagen mod kost og logi. Herudover giver mit ophold også et gratis indblik i, hvordan det urbane, australske liv kan se ud. Jeg er vild med at være her, men samtidig er jeg ved at blive helt uligevægtig af at vente, jeg hader at vente, og særligt denne form for ventetid, hvis ophør ligger uden for både min kontrol og mit synsfelt, er modbydelig. Nuvel, jeg må på stikkerne igen, ned i det lokale supermarked og se, hvordan det går med den Crocodile Dundee-casting

137 Oceanien Lack of activity destroys the good condition of every human being, while movement and methodical physical exercise save and preserve it. Platon (græsk filosof, f.kr) The best and most beautiful things in the world cannot be seen or even touched. They must be felt with the heart. Helen Keller (amerikansk forfatter, ) 74. Om ødemarken Dag 562. Km Mataranka, Australien. Oktober 2007 Stanken af halvt og helt fordærvet kænguru rammer mig længe før øjnene har opfanget dyret. Det er en vanvittigt modbydelig stank. Kænguru-kadaverne ligger med alt for korte intervaller spredt i vejkanten som triste vidnesbyrd om, at her er de op til 50 meter lange lastvognstog, road trains, landevejenes ukronede konger. Her i Australien er de mange velkomne nasi goreng-risretter og kolde sodavand, der tilbydes overalt i Sydøstasiens vejsideboder, nu erstattet af menneskefattige (kængurufyldte), isolerede landeveje gennem den australske ødemark. Inden jeg forlod Darwin-kanten i sidste uge nåede jeg at få tudet ørerne fulde af velmenende råd og bekymringer om, hvor farlig den australske outback er, hvor enorme distancerne og solens strålefarer er - og hvor vanvittigt det i øvrigt er at ville krydse kontinentet på cykel, solo og uden back-up! Det med afstandene er helt rigtigt. Ofte er der ca. 100 km mellem forsyningerne (vand!) og noget, der kan minde om civilisation. Solen mærker jeg også, for den brænder på mig dagen lang med ca

138 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel graders varme, men jeg har udviklet en høj tolerance for solstrålerne og har en varmeresistens som en NASA-rumdragt. Fuldt udrustet med camping- og kogegrej, med op til 12 liter vand og tørfoder til en uges tid er cyklen blevet en tung makker, men tilfredsheden ved at være uafhængig og selvforsynende opvejer til fulde anstrengelserne. De første 500 km ad den historiske Stuart Highway, der over mere end km gennemskærer Australien fra Darwin i nord til Adelaide i syd, ligger bag mig. Og jo, gud fanden er det hårdt arbejde og jo, landskabet er monotont og uselskabeligt, men efter mere end ni måneder i befolkede og ofte kaotiske Sydøstasien nyder jeg afvekslingen i de enorme vidder, isolationen, stilheden og det store tankerum, som dette åbner op for. Ødemarkens magiske intethed har en umådelig tiltrækning på mig, og ligesom dét at skrue ned for de materialistiske (tvangs-?) behov, sætter også de ensformige landskaber tanken fri i retning mod det spirituelle. Der er stadig næsten km til Melbourne på sydkysten, der lokker med Australian Open i tennis i januar. Men at cykle tværs gennem Australien rummer for mig mere end blot den fysiske rejse, for der er en æterisk, en mere uhåndgribelig dimension, der kun vanskeligt lader sig indfange i det sproglige rum. Og her taler jeg ikke om den æteriske stank fra de lemlæstede kænguruer i vejkanten, som jeg utvivlsomt vil møde hundredvis af i de næste mange uger. Men derimod om en dimension som bl.a. har at gøre med en enorm mental, eksistentiel tilfredsstillelse ved at være på vej og ved at være, hvor jeg er og gøre, det jeg gør. Ved at lade mig opsluge at nuet, af landskabets intethed, af fordybelsen i mig selv og af det intuitivt rigtige i at lytte til og følge hjertets røster. 140

139 Oceanien Don t wish for a better wind - wind blow on us all - learn to set a better sail. Jim Rohn (amerikansk iværksætter og forfatter, ) 75. Historien om den australske fluefest Dag 585. Km Coober Pedy, Australien. November 2007 De australske bushfluer fortjener en lille bemærkning, for de er ikke som fluer er flest. Kun i udseende minder de om vores danske og langt mere velopdragne stuefluer, der selv foran et udendørs tagselvbord normalt udviser en vis form for anstændighed. Deres australske artsfæller venter ikke på, at der bliver sagt værsgo. De er stædige, målbevidste og har en come back-vilje som Terminator. De er helt pjattede med mit ansigts åbninger (særligt øjeæblets fugt og øregangenes skidt er en eftertragtet delikatesse) og kender ikke til mådehold i deres udskejelser. De generer voldsomt og giver mig - og heldigvis de fleste andre folk i bushen, for det er altid bedre at lide i fællesskab - en særegen, ja nærmest spastisk adfærd med akrobatisk flakkende arme og anstrengte, epileptiske ansigtsudtryk. De udgør absolut slangen i det australske Paradis. Sådan en er der altid, siger de. Men fluefesten stopper ikke her. Når man øjeblikkeligt har fire-fem fluer solidt plantet på ens genitale epicenter, så snart man gør holdt i vejkanten og har cykelshortsene trukket ned for at lade vandet, så ved man, at der gik noget helt galt med den australske flue-dna. Eller også har man bare brug for at blive vasket! Jeg er vild med naturens farver her i Australiens outback. Jorden er rustrød og står i en sund kontrast mod den enorme, dybblå ødemarkshimmel. Landskabets vidder er enorme og minder mere om en Star Wars-kulisse end om noget fra den virkelige verden. Landevejen 141

140 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel skærer sig gennem ørkenen med snorlige strækninger på op til 40 km, som jeg bulimisk fortærer i sadlen. Det er ensformigt og (i modvinden) hårdt arbejde, men mentalt set er solocykelrejsen tværs gennem Australien langt mere belønnende og interessant, end monotonien i det fysiske landskab lader formode. Kun enkelte hårdnakkede steppebuske og eukalyptustræer bryder monotonien i landskabet, der er fladt, forblæst og nærmest blottet for liv. Der er op til 200 km mellem noget, som kun på den mest optimistiske dag kan kaldes civilisation, og efter flere dages ubarmhjertig modvindscykling udgør enhver forandring, enhver ændring i monotonien - som for eksempel den spøjse opalmineby Cooper Pedy i South Australia-delstaten, hvor jeg er nu - en kærkommen adspredelse. Den ubesværede adgang til vand og supermarkedets bugnende hylder er indbegrebet af Paradis. Af og til stopper forbipasserende op for lige at tjekke om jeg er okay, for at tilbyde vand, en bid mad eller bare lidt motiverende, mental opbakning. Folk er generelt meget entusiastiske over det, jeg er i gang med, mens enkelte helt konkret mener, at det er vanvid at cykle her i 40 graders varme - i skyggen vel at mærke, og den findes der praktisk talt ikke noget af på disse kanter. Med kun oregano og hvidløgspulver i min krydderipose smager al min aftensmad, tilberedt på benzinbrænderen, omtrent af det samme, men dette simple, selvtilstrækkelige og ukomplicerede camping/cykelliv, hvor min egen døgnrytme naturligt dikteres af solens op- og nedgang, giver mig en åndelig tilfredsstillelse, og sjældent har storbyen haft så svag en tiltrækning på mig som her. Tilbage er kun at ønske, at min egen tiltrækning på de forbandede bushfluer var af samme størrelsesorden. 142

141 Oceanien 76. En udmattet krop når havet Dag Søndag, 18. november 2007 Bush camp -> Port Augusta Distance (km): 61 Tid på cyklen: 3t 20m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,0 km/t Total (km): Gårsdagens 226 km sidder stadig i benene, da jeg i min lille bush camp vågner endnu før solen er stået op. De mere end 10 timers effektiv cykling i går svarer tidsmæssigt nogenlunde til den tid, det ville tage mig at løbe tre maratonløb i træk. Crazy. Forsøger at skyde dagen i gang med en dobbelt portion müsli. Men det er en træg cykeldag til Port Augusta. Efter kun 20 km af dagens sølle 61 km gør røven ondt, og den skriger efter en sadelpause. Modvinden sinker mig, men i stedet for at fokusere på de resterende kilometer til Port Augusta, forsøger jeg et andet mantra: Tænk supermarkeder, Nicolai (der for langturscyklisten er indbegrebet af Paradis!) Tænk mindre ømme balder Tænk hviledag Tænk internet Tænk forkælelse Tænk grønt campinggræs Tænk rindende vand Tænk varme brusebade Tænk duften af sæbe og shampoo 143

142 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Tænk take-away Tænk glæde over at ha krydset endnu et kontinent Tænk, tænk, tænk Det hjælper mig fremad, dette mantra, og et par kænguruer og emuer (alle vilde og fri) gør formiddagen fornuftig, trods alt. Jeg ved, at jeg her i South Australia er omtrent så langt væk hjemmefra (med Danmark som endestation) som muligt, men at nå Port Augusta og se havet ved Spencer Gulf giver mig en skøn Yes, I did it!-fornemmelse. At krydse Australien solo på cykel har været en fantastisk, bevidsthedsudvidende oplevelse. I mere end en måned nu har jeg opholdt mig udendørs, kun afbrudt af kortere besøg i supermarkeder, internetsteder, biblioteker, roadhouses. Det føles godt! I Port Augusta slår jeg mig ned på den firestjernede BIG4 Holiday Park (60 DKK/nat), et lækkert sted med pletfrie faciliteter samt det grønne græs og det varme brusebad, som mantraet havde stillet mig i udsigt. Jeg er ultra træt, men slår alligevel lejr og smutter så ud i byen. Burgerkæden med den gyldne bue har fristet maven hele formiddagen, så der bestiller jeg en tung double pounder, large value meal efterfulgt af to is, som jeg indtager over The Sunday Mail-avisen uden forstyrrelser af nogen art. Jeg må jo se at finde de kilo, jeg mistede et eller andet sted ude i outbacken. All journeys have secret destinations of which the traveler is unaware. Martin Buber (østrigsk filosof, ) 144

143 Oceanien 77. Australien - et farligt bekendtskab Dag 599. Km Adelaide, Australien. November 2007 Jeg beklagede mig sidst over den australske bushflues mangfoldighed, og det frustrerende ved dens evige byden op til dans med mit ansigts åbninger. Jeg fandt dog snart en fidus, der gjorde cyklingen udholdelig. Jeg kender ikke en bushflues topfart, men jeg fandt efter lidt forsøg ud af, at hvis jeg i stående stil over cyklen - lidt som sprinterkongen Erik Zabel - skyder den afsted i et frådende, eksplosivt udbrud og rammer den kække side af de 30 km/t, så sætter jeg simpelthen fluerne af én efter én, ligesom Zabel. Det var en storartet opdagelse. At se havet og Spencer Gulf ved Port Augusta i sidste uge var et stort øjeblik for mig, for det betyder, at endnu et kontinent er blevet krydset, og selvom jeg er omtrent så langt væk hjemmefra som muligt, så gav det mig en behagelig I did it!-følelse efter de km gennem ødemarken. Ødemarkens gigantiske intethed og fluehelvede er nu blevet afløst af rullende korn- og vinmarker og duften af nåletræer, der for den menneskelige normalnæse må være noget af det ypperste, naturen kan frembringe. Overlevelsesinstinktet er gået til ro igen, for her er aldrig langt mellem småbyerne (med rent drikkevand!), der oser af nybyggerstemning og overmåde imødekommende australiere, der over den brede kam er et fantastisk folk. Vindalene Clare og Barossa var et farligt bekendtskab for mig, for området er fyldt med vingårde på stribe, der dagen lang tilbyder gratis vinsmagning. For en tørstig cyklist er den fristelse enorm, og at cruise ned gennem The Riesling Trail - en 27 km lang cykelsti gennem fine vinmarker og vingårde - med hyppige vinsmagningspauser gjorde unægteligt modvindscyklingen sjovere. Med adskillige doser guddommelig 2005 Shiraz indenbords blev jeg ramt af ét af de øjeblikke, der bekræfter, at den menneskelige lykke kun kan opstå, hvis de ting, vi tror på, stemmer overens med de ting, 145

144 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel vi gør. Det eneste jeg i situationen havde tilbage at ønske var, at damen bag vinskranken ville fylde mit glas helt, så jeg ikke konstant skulle bede om en ny påfyldning. Det var i sandhed en fandens god drue. Det farlige ved bekendtskabet skyldes også, at området her nord for Adelaide har en rask og forførende tiltrækning over sig, der giver mig lyst til at slå mig ned her som en moderne, dansk nybygger i Australien, ca. 150 år efter at det for alvor var hipt. Men frøkenen mangler stadig ved min side, og da dét at slå sig ned her er vanskeligt foreneligt med tilværelsen som cykelnomade, har jeg valgt at lade hjulene rulle videre ud i verden... We travel not to escape life, but so life doesn t escape us. Ukendt 78. December med babymad og nøgne juletræer Dag 619. Km Warrnambool, Australien. December 2007 Juletræer, juletræer, juletræer... Jeg er på vej gennem en gigantisk fyrretræsplantage i Australiens sydlige Victoria-delstat, og de næste 70 km går gennem juleland, og det eneste, jeg ser, er sunde og slanke juletræer. Nok gran til at sætte mig i julestemning, skulle man tro. Men det er, som om der mangler noget her. Lidt pynt, lidt skandinavisk vinterkulde, et krus glögg og lidt familie. I stedet har jeg tilbragt en uforholdsmæssig stor del af julemåneden i australske supermarkeder, hvor jeg i jagten efter den australske sjæl udfører et selvbestaltet minifeltstudie blandt det handlende folk - for findes der noget bedre sted, hvor man relativt uhindret kan beskue og analysere folk end i køen foran kassedamen? 146

145 Oceanien Men der er også noget andet, der virker tiltrækkende på mig, for i Australien har supermarkederne gerne en hylde med madvarer til stærkt nedsatte priser, hvor tidsfristen er enten knap eller overskredet. Det med datoen bekymrer man sig mindre om her, og forleden så jeg en dåse frysetørret kaffe, som havde overskredet mindst holdbar til-datoen med 14 måneder! Som en evigt sulten cykelnomade på et disciplineret lavbudget har jeg også selv lært at se stort på det med datoerne. Konceptet passer mig glimrende, for efter en lang cykeldag er jeg altid ulvesulten og i et særligt must eat, can eat anything-humør, når jeg entrer supermarkedet, som på sin side er i et must sell-humør ift. til de tidsudløbne varer. Det er et økonomisk set lykkeligt sammenfald af to ellers uforenelige modi operandi. Da tilbuddenes veje er uransagelige ender jeg ofte op med nogle højst besynderlige varer i kurven, som jeg normalt ikke ville købe. Indkøbssedler er overflødige her, og i sidste uge endte jeg således op med tre poser tunmos beregnet til babyer over 10 måneder! Den gamle filosofi om, at hvis det er godt nok til babyen, er det godt nok til mig, holdt stik. Det blev til nogle glimrende og stort set gratis tunsandwiches. Det er nu 621 dage og km siden jeg forlod København, og min anden jul væk fra Danmark. I år må den tilbringes uden for familiens skød, og duften af andesteg og kirsebærsauce må forblive en drøm for nu. Men en gammel rejseven i Melbourne har budt mig velkommen over julen, så jeg håber på et velsmagende alternativ til den danske juleand. Blot menuen nu ikke står på moset babymad... People are just about as happy as they make up their minds to be. Abraham Lincoln (amerikansk præsident, ) 147

146 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 79. Årets sidste og varmeste dag i Melbourne Dag 632. Km Sorrento, Australien. December 2007 Could you pass me the sunscreen, darling? Uhh, the sun is really burning today. Wanna go for a swim, Nicolai? Det er usædvanligt for mig at høre disse sætninger på denne tid af året (og at se folk med så lidt tøj på i december), og de er allesammen tilføjelser til det jule- og nytårsvokabularium, jeg er vant til hjemmefra. Det er en supervarm nytårsaftensdag, og kviksølvet når hele 42 grader ud på eftermiddagen. Årets sidste dag bliver også den varmeste her i Melbourne-området, hvor jeg over jul og nytår er hooket op med en gammel rejseven og hans familie i Sorrento. Byen er en sommerlig flække smukt beliggende ud til Port Phillip Bay på den ene side og Sydhavet på den anden, hvor hovedsageligt velbjergede melburnians nyder lidt afkobling fra storbylivet 100 km nordpå. Som en sol- og strandelskende nordbo er det bekvemt at afslutte året i badeshorts på stranden, med solcreme på mulen, saltvand i håret og med missende øjne under den nådesløse aussie sun. Hvis denne sidste 2007-dag er blot en svag indikation af, hvordan de kommende 365 vil tegne sig, så bliver 2008 et meget, meget fint år. Det er altid sundt lige at tage et kig i bakspejlet inden man kaster sig ud på nye veje. Status siger nu km i sadlen gennem 21 lande fordelt på de 634 dage, der er gået siden afrejsen, og 2008 vil utvivlsomt byde på mange ukendte veje og stier, både dem af asfalt eller grus, og dem, som tanken bevæger sig ad. Når jeg i hukommelsen bevæger mig tilbage gennem 2007 popper utallige vidunderlige ansigter, uforglemmelige steder og stemninger op, og at fremhæve enkelte synes unfair ift. den kontinuerte guirlande af oplevelser og indtryk, som 2007 har været for mig. Jeg kan ikke fatte, at det allerede er et år siden, at jeg i Ho Chi Minh City, Vietnam skød 148

147 Oceanien det nye år ind efter to smukke, genforenede uger med min familie. Det er svært at begribe, at hvad der er tikket ind i memokammeret siden jeg i begyndelsen af januar atter satte mig i sadlen i HCMC, er sket på kun ét år, at det hele tidsmæssigt kan koges ned til kun 365 dage. Livet leves ud gennem forruden, så det må være nok bakspejl for nu. Godt nytår. 80. En skøn start på 2008 Dag Tirsdag, 1. januar 2008 Sorrento -> Melbourne Distance (km): 110 Tid på cyklen: 5t 37m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 19,5 km/t Total (km): Hvis denne, årets første, dag er blot et forsigtigt bud på, hvordan de resterende 364 dage tegner sig, så bliver det et meget, meget fint år Med alkoholrester i kroppen smutter jeg kl fra Sorrento og Rhods dejlige familie. You ve been more than a good friend, you ve been a part of the family, sagde mor-patricia, da jeg tog afsked. Ethvert spor efter gårsdagens festivitas forsvinder så snart jeg er rullende igen. Det er en virkelig smuk dag, 35 graders varme og fuld lampe. En let brise bagfra er med til at gøre cykeldagen genial. Jeg er glad og sprudlende, og næven ryger i vejret af og til. Kystvejen mod Melbourne er imponerende flot. I Brighton, ca. 20 km syd for Melbourne, tager jeg et lille fotostop ved de små, pastelfarvede strandskure, som enhver lokal turistpamflet gør opmærksom på. Masser af melburnians nyder solen og havet. Det er et fint øjeblik for mig at se Melbournes skyline dukke op i horisonten. Der er noget smukt over at ha cyklet fra Danmark, 633 dage undervejs og nå til metropolen - én af verdens 149

148 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel mest cool byer iflg. flere hippe tidsskrifter - på årets første dag lader til at blive et godt år. To be upset over what you don t have is to waste what you do have. Ken Keyes, Jr. (amerikansk forfatter, ) Have patience. All things are difficult before they become easy. Saadi (persisk poet, ) 81. Et brev til prinsessen Dag 648. Km Melbourne, Australien. Januar 2008 Kære Mary... Jeg skriver til dig fordi jeg har været på jagt efter prinsesser på det seneste. Tasmanske prinsesser. Den slags, som det lykkedes Frederik, den heldige Frederik, at gafle. Jeg havde været omgivet af mennesker nonstop siden julen og trængte til alenetid med de frie tanker og til at være omgivet af naturen i stedet, for som Theroux siger, travel is at its best a solitary enterprise: to see, to examine, to assess, you have to be alone and unencumbered. Beslutningen om at tage til din hjemstavn, Tasmanien, for mig selv og cruise rundt i en lejet bil i en uge, viste sig hurtigt at være bragende god, for hvor er det dog en vidunderligt smuk ø! Hvis alle hjemme blot vidste, hvad øen (der er ½ gang større end Danmark, men kun har en tiendedel af befolkningen), har at byde på, ville danskerne stimle hertil som lemminger. 150

149 Oceanien Hver eneste dag var et overvældende og behageligt angreb på sanseapparatet og bød bl.a. på vandfald, regnskove, udsigtspunkter, bjergsøer, sanddyner, ukontrollable skovbrande, søvnige fiskerlandsbyer og out-ofthis-world kystscenarier - alt sammen under den tasmanske højfjeldssol, som jeg misunder dig at være vokset op under. Efter seks turbodage slog jeg mig en aften ned på en bar midt i Hobart med kold, tasmansk humle. Snart indtog en flok overstadige og svært berusede piger scenen og transformerede stedet til en skinger karaokebar. De var unge og deres superkorte nederdele blottede nogle knapt så superslanke aussie-ben - en smule mindre hud ville have været klædeligt her. Jeg forsøgte, men havde svært ved at forestille mig dig i deres sted for år siden. Hvis karaoke overhovedet findes i en stilfuld udgave, så er det sådan jeg bedst forestiller mig dig, Mary. I Hobart faldt jeg tilfældigt i snak med en venlig, ældre herre, som mente, at det var fjollet af mig at skulle tilbringe min sidste aften på Tasmanien i mit telt et sted ude ved lufthavnen for at jeg kunne nå mit tidlige morgenfly tilbage til fastlandet. Han tog mig derfor under sine vinger og inviterede på både dinner og logi i sit fine hus. Hvilken gestus! Jeg er ingen udpræget royalist, men jeg blev alligevel grebet af en stemning, da han senere tog mig på en lille sightseeing i området og bl.a. viste mig Taroona High School, hvor du jo trådte dine spor i folkeskoletiden. Jeg pumpede ham hårdt, men min vært var desværre ikke leveringsdygtig i kuriøse anekdoter fra din præ-kongehus-tid på Tasmanien. Lige så heldig som den gode Frederik var jeg måske ikke, for jeg fandt ikke min tasmanske prinsesse denne gang. Til gengæld fandt jeg en til tider drømmelignende smuk natur og en overvældende gæstfrihed, der for mig udgjorde et uforglemmeligt, socialt punktum på en uforglemmelig, tasmansk uge. Jeg håber alt står vel til med Isabella, Christian, Frederik og dig hjemme i Danmark. 151

150 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel I ve got a great ambition to die of exhaustion rather than boredom. Thomas Carlyle (skotsk historiker, ) 82. Hippiefestivalen Dag 662. Km Melbourne, Australien. Januar 2008 Det her bliver en svær weekend at forklare. Rainbow Serpent er en årlig, udendørs festival, der afholdes 165 km uden for Melbourne på et støvet, udpint stykke bushland under den klare sommerhimmel. Den promoveres som en multifaceted weekend of dance, art, colour, relaxation, expression and celebration og er en sjælden mulighed for at connect with ourselves and each other in a celebration of nature, community and harmony. Det lyder flyvsk, men den er god nok. Under forudsætning af, at jeg tropper op på min cykel med Dannebrog bagpå, har jeg gavmildt fået en fribillet til festivalen. Jo tak, så jeg slår mig efter ankomsten sammen med en større flok Melbourne-venner ned i teltlejren under eukalyptustræer. Det er umuligt ikke at blive draget af den afslappede stemning i hele området. Festivalen tager sig for mine antropologiske briller ud som et lettere surrealistisk univers af smil og vibrerende energier fra folk i alle aldre, af alle nationaliteter og fra alle demografiske kringelkroge, der alle er samlet på en ellers gudsforladt mark, som i fire dage er transformeret om til en happy-go-easy hippielandsby. Et univers, hvor stramme deadlines, døgnets vante rytmer, lønsedler og mange af de andre parametre, der er med til at diktere vores tilværelse, for en stund er sat ud af drift. Helt ud af drift, for dette er ikke det rette sted at være alt for sober. Tiden og indtrykkene intensiveres i kraft af den forgængelighed, den midlertidighed, der præger festivalen, 152

151 Oceanien for efter de fire dage rives pløkkerne op igen, og folk vender tilbage til deres civile liv i Melbourne og omegn. Jeg havde ingen anelse om, at der fandtes så mange alternative mennesker, og jeg er lige så intetanende om, hvor disse mennesker normalt holder til, for synlige er de ikke i det almindelige, australske bybillede. Det lader til, at alle har sluppet de civiliserede, normbundne tøjler og tunet ind på en mere unplugged, back-to-nature udgave af sig selv. Dagene flyder sammen med nætterne, men det er der ingen, der tager sig af. Det er et inspirerende tagselvbord af sanselig stimulering: der er parykker og udklædninger, hulahopringe og fire dancers, smukke kunstinstallationer, folk på stylter og på stoffer, udendørsbiografer og legepladser for alle, meterlange dreadlocks, økologiske delikatesser, træflis og tislugt i krogene, bushstøv overalt, røgelse og pottåger, pumpende electronica-, dub- og trance-toner, bandanas og batik, klip-klappere og bare tæer, gøglere og artister og trippede dopeheads med støv i næsen (utvivlsomt både den jordfarvede og den hvide variant!). Fælles for den brogede skare er ønsket om at hylde livet og nyde hinanden. Tolerancen er høj, diskriminationen lav. Det er på samme tid et vanvittigt og et fredfyldt skue. Den evige observant i mig har været ramt af et massivt flow af åndelig føde og visuelle indtryk. Det har været en vidunderlig, crazy, magisk oplevelse for mig, fra start til slut, og det vil sikkert tage et par dage at lande igen og fordøje den ubeskrivelige (jeg har dog forsøgt) festivalweekend. Sydney venter... One s destination is never a place, but a new way of seeing things. Henry Miller (amerikansk forfatter og maler, ) 153

152 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 83. Kunsten at hylde sin nabo Dag 675. Km Cann River, Australien. Februar 2008 Efter knap to år som solorejsende cykelnomade gennem verden, har jeg for en stund fået besøg hjemmefra. Jens, der er uddannet etnograf fra Århus, er kommet her til Australien med en masse fint videoudstyr for at filme og følge mig en måneds tid med henblik på at lave en dokumentarfilm. Efter en lille måneds pitstop i Melbourne ruller hjulene igen, og det er uvurderligt at have fået underholdende selskab og at få gang i den danske tunge igen. Den sidste uge på vejene har været en skøn og afvekslende oplevelse. Det ene øjeblik byder på cykling gennem Victoria-delstatens landbrugsarealer, eukalyptusskove, kyststrækninger arrede af flodudløb, under flokke af cockatoos - den smukke, hvide papegøje, der for mig udgør et australsk ikon på højde med Ayers Rock, Operahuset og kænguruen. I Danmark er papegøjens udbredelse begrænset til fugleburet, hvor der fodres med solsikkekerner. Her flyver de sunde og skræppende rundt i store flokke og lader til at nyde livet. Det næste øjeblik rammes vi af den australske gæstfrihed i form af tilbud om overnatning og føde af både den gængse og den åndelige slags. Do you know if we can put up our tents somewhere, spørger Jens barpigen, da vi en sen fredag eftermiddag når provinsbyen Sale. Det var ingen dårlig taktik, for snart ruller den australske lavine af gæstfrihed. Hun serverer en dejlig champagne for os, og tilbyder snart, at vi kan bo i hendes baghave. Kæden af heldige og helt uforudseelige hændelser fortsætter, da hun kommer over til vores bord med et enormt fad fyldt med delikatesser og godbidder. På husets regning. Det med at slå teltene op i baghaven vil vores værtinde ikke høre tale om, da vi senere på aftenen dukker op. Vi kan sove på bløde madrasser på stuegulvet, så længe vi vil i øvrigt, og morgenen efter får vi serveret en English breakfast, der sender os på vejene stopmætte. Overvældende. 154

153 Oceanien Det undrer mig, hvad vi har gjort for at fortjene dette, men sådan er australierne. Hvis de på noget tidspunkt øjner muligheden for at udvise lidt gedigen gæstfrihed, så slår de til med det samme. Vi protesterer ikke. Hvordan kan det være, at australiere er så gæstfrie, spørger Jens mig. Jeg aner det ikke, men gæstfriheden har nået nye højder. Jeg er lykkelig og nærmest rystet over, hvor forkælede og heldige vi har været gennem den sidste uge. Det giver en helt anden, mere åndelig energi sammenlignet med den uhyrlige mængde frugt, jeg dagligt labber i mig her. Australiere har generelt en fantastisk indstilling til medmennesket, til naboen, til den fremmede, hvis værdi ligger uden for det vurderlige. Fremfor skepsis og afventen involverer den australske velkomst oftest, at man får stukket en kold bajer i hånden. Cheers, mate! Det er den australske velkomst. Jeg elsker den. Den klæder enhver nation. Vil forsøge at gøre plads i cykeltaskerne og tage den med mig til Danmark. Halleluja lord! 84. Ankomst Sydney! Dag Søndag, 24. februar 2008 Garie Beach -> Sydney Distance (km): 58 Tid på cyklen: 4t 34m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 12,8 km/t Total (km): Det er som om intensiteten i oplevelserne, i rejsen, i nuet har fortættet sig omvendt proportionelt med afstanden til Sydney. Det er en helt vidunderlig morgen med solopgangen ude over Stillehavet i øst. Som mange af de steder, jeg har besøgt gennem de sidste uger siden Melbourne, har jeg også ved Garie Beach lyst til at blive. Men storbyen, Sydney, venter og har en endnu større tiltræk- 155

154 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel ningskraft nu. Og mit ene par bukser, som jeg bruger hver dag, er ikke blevet vasket skamfuldt længe. Det er et stort øjeblik for mig at cykle ind gennem Sydneys trafiktunge gader. Solen skinner. Jeg smiler. For ligesom at mærke og få visualiseret, at jeg er kommet til Sydney kører jeg direkte ned til The Rocksbydelen, hvorfra udsigten til bl.a Operahuset er legendarisk. Det er virkelig gævt at være ankommet km siger cykelcomputeren. 686 dage siden jeg forlod Danmark. My greatest skill has been to want little. Henry David Thoreau (amerikansk forfatter, ) A rich man is not one who has the most, but one who needs the least. Ukendt. 85. Selv en rotte kender lugten af luksus Dag 689. Km Sydney, Australien. Februar 2008 Jeg bliver tit spurgt, hvordan jeg dog kan få råd til at rejse i flere år i træk uden at have et fast arbejde. Det kræver klart nok en vis grad af økonomisk forsigtighed, og jeg svarer gerne, at det bare gælder om at skrue ned for forbruget, skrue ned for behovene og lære at klare sig med mindre. Jeg har lært at nøjes med lidt i materialistisk henseende, men er til gengæld evigt hungrende på eventyrets vegne. Og så er jeg god til at rotte. 156

155 Oceanien Verbet at rotte er måske ikke det mest udbredte i den danske folkemund, men ikke desto mindre indfanger det selve grundlaget for min cykelekspedition jorden rundt. At rotte er essensen af alle de kneb og fiksfakserier, som jeg gennem de sidste to års rejse har tilegnet mig i forsøget på at få pengene - og dermed eventyret - til at række længere. Det drejer sig om kunsten at høste mere for mindre. En del af hemmeligheden bag kunsten at rotte er at trække godt på de forhåndenværende, offentlige faciliteter. Biblioteker har gerne gratis internet og strøm i væggen til opladning af det elektroniske udstyr. Brusebade klares nemt på f.eks. McDonald s handicaptoiletter, der udover fornemme pladsforhold også byder på varmt hanevand. Slår man sit telt op efter mørkets frembrud - og tager det ned igen inden parkbetjente og andre autoriteter er stået op - kan man campere frit overalt i verden, i parker, i skove, på strande, i baghaver, på byggetomter osv., så i lange perioder har jeg ingen udgifter til husleje. Impuls- og souvenirkøb er glædeligt bandlyst (for bagagen på cyklen skal minimeres) og rudekonvolutter ser jeg ingen af som rullende cykelnomade. Transportudgifter kender jeg oplagt heller ikke til. Supermarkedernes lange gange finkæmmes for kræmmertilbud, for intet går en rottes næse forbi i tilbuddenes verden. Med et udadvendt, nysgerrigt sind, og en imødekommende attitude i mødet med den fremmede, åbnes gæstfrihedens døre oftest. Det er en vigtig rottelektie. Og åbnes dørene ikke automatisk, kan man med fordel altid spørge den lokale om vejen til den nærmeste campingplads, eller om der findes en bid græs i nærheden til at slå sit telt op på osv. At lukrere på gæstfriheden er ingen skam i rotteland, men giver udover en blød seng og en snak over en kold pilsner ofte uvurderlige, kulturelle indsigter og møder. Det er kræs for både rotten og antropologen i mig. Jeg holder meget af at rotte, af den udfordring det er at klare sig for mindre, og jeg nyder det semiasketiske aspekt ved rottetilværelsen. Det er ligesom blevet second nature for mig. Det er befriende - både 157

156 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel fysisk og mentalt - at mærke frigørelsen fra det materialistiske greb, jeg som moderne menneske ofte umærkeligt holdes fast i. Men misforstå mig ikke. Selv en rotte kender lugten af luksus, og jeg fornægter den ikke. Så jeg er for en stund indlogeret i en rolig Sydneyforstad hos en ven. Og med mit eget værelse i et monsterhus med swimmingpool, kabel-tv, internet og andre bekvemmeligheder, som normalt er uden for rottens rækkevidde, er det jo ingen sag at tale varmt om livet som rotte... A man must travel. By his own, not through stories, pictures, books or TV. He s got to travel by himself, with his eyes and feet, to understand what is his. To one day plant his own trees and value them. Knowing the cold to enjoy the heat. And the opposite. Feel the distance and absence of shelter to be well under his own roof. A man must travel to places that he does not know to break this arrogance that makes us see the world as we imagine it, and not simply as it is or can be. That makes us teachers and doctors of what we have not seen, when we should be students, and simply go see. Amyr Klink (brasiliansk sejler og eventyrer, f. 1955) 86. Om fascinationen af fedtede verdenskort Dag 704. Km Sydney, Australien. Marts 2008 Så længe jeg husker tilbage havde vi i mit barndomshjem i Middelfart et Politikens Verdenskort hængende på væggen ude i køkkenet. Det sad jeg og studerede over mine kraftigt sukkersødede cornflakes hver morgen. Jeg har kigget rigtig meget på det gennem årene. Jeg var virkelig opslugt af kortet, der efterhånden gradvist fik en særlig patina blandet med fedtfingre. Det var uden tvivl min bedste ikke-kødelige ven, og jeg var altid godt underholdt, kunne sidde 158

157 Oceanien i timevis og betragte alle de varme lande. Det var den direkte grund til, at jeg som otte-årig i 1984 bl.a. vidste, hvor både Addis Abeba og Rangoon var hovedstæder, og at jeg var tryg ved eksotiske steder som Zambesi, Ilulissat, Nikolajevsk og Paramaribo. Forklaringen bag min beslutning om som 30-årig at cykle jorden rundt, har selvfølgelig flere ansigter, hvoraf jeg sikkert ikke kender dem alle. Det ville være lettere at forklare, hvorfor jeg ikke valgte ikke at gøre det. Som nyudklækket antropolog føltes det bare intuitivt helt rigtigt. Min mentale radar havde fået færten af noget, af nogle bip, som blev både højere og hurtigere som tiden gik, og til sidst kunne jeg ikke ignorere dem længere. Jeg måtte bare se at få pakket de cykeltasker. Det var som om et indre organ, hvor eventyrlysten og livsnydelsen har sit udspring, simpelthen ikke tillod mig at blive hjemme og følge den slagne vej for en færdiguddannet akademiker. Så inden alle de typiske hvad-så-nu-spørgsmål omkring job- og boligsøgning og efterlønsordninger meldte sig, havde jeg trukket stikket ud og var på vej ned gennem Østeuropa seks måneder efter mit speciale var veloverstået. Men tilbage til verdenskortet i køkkenet. For jeg er sikker på, at min Pelle Erobreren-lyst til verden startede dér, over mine cornflakes hjemme i Middelfart, og at de mange timer foran verdenskortet installerede en livsvarig fascination af og lyst til verden. Det er normalt modermælken, men hos mig var det altså på en måde mælken på min morgenmad, som formidlede og rodfæstede den eventyrlyst, der nu dage, 21 lande og km senere - har bragt mig til Sydney på den anden side af jorden. Det er de underligste ting, man kan føle sig taknemmelig over, at ens forældre gjorde for én. Så kære mor og far, tak fordi I dengang var så klarsynede at forsyne mig med et visuelt billede af, hvad der senere - i mit voksenliv - skulle blive mit livs tumleplads. For at finde netop dét, sit livs tumleplads (hvad enten det er foran skrivebordet, langs landevejene eller noget helt tredje), er et uvurderligt fund i livet

158 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 87. At skifte ble på sin baby Dag Tirsdag, 18. marts km etc. Kæden er ikke blevet skiftet siden Singapore for over km siden. Cyklen har protesteret over den gamle kæde i en rum tid. I dag lytter jeg til protesten. Jeg har - man tror det ikke - aldrig selv skiftet kæden på min cykel. Det er skamfuldt for en jordenrundt cyklist - lidt på højde med at have en baby, man aldrig selv har skiftet ble på. Røde kinder. Ud fra princippet om, at alt snavs skal af, får cyklen en meget kærlig hånd i gårdhaven hos min veninde Kate, hvor jeg har boet de sidste uger. Min kærlighed til den cykel kender ingen begrænsning. 88. Australien -> New Zealand Dag Søndag, 23. marts 2008 Christchurch, New Zealand. 0 km etc. Bruger det meste af dagen på at pakke grejet og gøre klar til at rive teltpælene op. De sidder godt fast. Sydney har behandlet mig godt. Kate, som jeg har boet hos i ca. tre uger (inkl. en lille, men tiltrængt romance!), kører mig i lufthavnen ved 16-tiden. Jeg har det noget underligt ved at skulle forlade Australien (ikke kun pga. romancen). Sådan har jeg det ofte, når jeg står foran afskeder med noget, jeg holder af. På den anden side er det svært ikke at være slemt forventningsfuld og spændt på de næste måneders eventyr. Ved check-in-skranken fortæller pigen mig, at jeg har brug for en udrejsebillet fra New Zealand for at hun kan lade mig gå ombord på flyet. Jeg var godt forberedt på denne scene. Jeg fortæller hende, at jeg har planer om at forlade New Zealand via søvejen og derfor ikke kan præsentere, hvad hun forlanger. Vi trækker hver i vores reb, og heller ikke et opkald til hendes supervisor ændrer på sagen. 160

159 Oceanien Løsningen bliver efter ca. 40 min. tovtrækkeri, at jeg køber en returbillet tilbage til Sydney, som jeg så på New Zealand kan annullere og købe en ny billet for, evt. til Samoa, Fiji eller Tonga eller hvor jeg nu beslutter mig for at tage hen efter New Zealand. Jeg er lettet over, at det trods alt flasker sig. Som et plaster på det sår, som skrankepigen godt var klar over hun pådrog mig - jeg bryder mig ikke om at lange 468 australske dollars over disken - undlader hun at bonne mig for bagagens overvægt. Solen skinner altid et eller andet sted. En 2t 50m flyvetur senere Alt er i skønneste orden, da jeg atter får mine seks cykeltasker af bagagebåndet. Cyklen står pletfri ved siden af. Klokken er 1.30 om natten, da jeg kommer ud i lufthavnens ankomsthal, hvor spørgsmålet melder sig igen: Hvad så, Nicolai? Mulighedernes døre er åbne, og jeg overvejer enten at snuppe et par timers søvn på gulvet i lufthavnen eller at trille ind til byen, og se, hvad den har at byde på i form af fricamperingsmuligheder. Christchurch kaldes for The Garden City, finder jeg ud af ved at bladre rundt i lidt turistlitteratur. Det gør udslaget. For det må da være muligt at finde et stykke græs til teltet i Havernes By. Forstæderne til Christchurch er stille som en dansk søndagskirke, og det er vidunderligt at trille lydløst gennem byen. Cyklen med den nye kæde spinder højlydt og nyder ligesom herren i sadlen at få rørt benene lidt igen. Der er 12 km ind til centrum, og jeg har et af de sjældne øjeblikke, hvor jeg faktisk ønskede, at destinationen var meget længere væk. Jeg finder nemt et teltspot i den enorme Hagley Park, der er en af de største byparker på den sydlige halvkugle. Måneskinnet gør det nemt at slå teltet op uden pandelampens hjælp. Tror, jeg kan slå lejr i blinde nu. Har savnet duften af teltdug og sovepose. 161

160 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel All I seek, the heaven above, and the road below me. Robert Louis Stevenson (skotsk forfatter, ) 89. Vi har alle et Everest i vores liv Dag 717. Km Christchurch, New Zealand. Marts 2008 Som nu afdøde Sir Edmund Hillary sagde, efter at han som den første i verden havde besteget Mount Everest, så har vi alle et Everest i vores liv. Udfordringen ligger bare i at finde det. At cykle jorden rundt har været mit Everest gennem de sidste to år, og vil også være det de næste to. Tiltrækkende ved dette projekt er - udover de åbenlyse eventyrelementer - bl.a. min skemafri hverdag. Det betyder langt fra, at jeg ikke laver noget, for det er mere end et fuldtidsjob at holde soloekspeditionen kørende idet jeg både agerer fotograf, filmmand, skribent, rejsende, webmand og cyklist på samme tid. Men jeg brummer ikke, for at give sig selv mulighed for at ride på sine egne kæpheste (opleve verden, fotografere, filme, skrive, være fysisk og mentalt stimuleret, være i bevægelse) giver mig en enorm tilfredsstillelse og livsappetit. Så er det svært ikke at være tilfreds med de ovenfra tildelte kort. 183 dage blev det til i Australien. Selvom jeg elsker Australien og hvad det har givet mig, så havde jeg de sidste uger i Sydney svært ved at tæmme lysten til at komme ud på vejene igen, lysten til eventyrets udfordringer. Gåture langs Sydneys smukke strande har hjulpet mig med langsomt at tage mentalt afsked med Australien. Timevis er blevet brugt - halvt frådende - på at studere kort og litteratur over New Zealand, og gradvist har alle mine indre magnetnåle vendt sig mod Kiwiland og de ukendte himmelstrøg. Jeg er nu kommet til New Zealand, hvor efteråret er ved at bide sig fast. 162

161 Oceanien Men kom regn, slud og sne, for jeg er fysisk klar, det mentale urværk nulstillet, og det er som om cykelekspeditionen efter 719 dage er startet ved Dag 1 igen. Det er en virkelig ejendommelig fornemmelse. Det bliver den tredje danske sommer i træk, jeg misser. Well-well, alting har sin pris. 90. En anderledes (våd!) fødselsdag Dag Søndag, 6. april 2008 Waikawa Bay -> Invercargill Distance (km): 88 Tid på cyklen: 5t 33m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 15,8 km/t Total (km): Jeg vågner før solopgang ved at regnen falder på teltdugen. En trist indikation på, hvordan dagen vil blive for den solelskende fødselar. Ligger et par timer i teltet og venter (på ophøret) og tænker (på året, der gik). Det er otte grader udenfor og jeg har ikke travlt med at komme op af soveposen, ud i regnen. Kl kommer det spæde ophold i regnen, kl ruller jeg videre med et regntungt telt og ingen videre lyst til cykeldagen foran mig. Er mentalt mest indstillet på bare at komme til Invercargill i det sydligste New Zealand - for dér at kunne fejre mig selv med en blød seng og tag over hovedet. Regnen tager snart fat igen, og jeg møder uventet et gravel road 13 km ahead-skilt. Som om vinden, regnen og bakkerne ikke var nok udfordring på denne fødselsdag. Grusvejen er mudret og langsom og minder lidt for meget om Tibet, bare uden højden. Dannebrogflaget bag på min cykel mudres til. Der er ingen fødselsdagsstemning i sololejren. Bjergkørslen gør mig gennemblødt inde under regnjakken. Handsker, hue og kevlarsjælen er også gennemblødt og kold. Landbrugsarealerne 163

162 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel er fyldt med køer og får. Udsigten til mit første bad siden Dunedin holder mit hoved oppe de sidste 50 km mod Invercargill. Jeg har tilbagelagt 900 km på de sidste ni cykeldage i et til tider stærkt kuperet og modvindsramt terræn. Selvom mine forventninger til Invercargill ( indbyggere) er meget moderate, ser jeg frem til dens civiliserede goder og muligheder. Vel fremme i Invercargill tjekker jeg ind på et velfungerende hostel, hvor en seng på et sekssengs-værelse koster 25 NZ$/nat. Et lille fund, hvis man tager min lettere ynkelige tilstand i betragtning. Er lykkelig for at være kommet frem. Jeg modtager mange dejlige fødselsdagshilsner via , men alligevel har det nok været én af de mindst mindeværdige fødselsdage ud af mine sidste 32. You win some, you lose some. A ship in harbor is safe - but that is not what ships are built for. John G. Shedd (amerikansk handelsmand og filantrop, ) 91. Om den newzealandske fårepsyke Dag 731. Km Tuatapere, New Zealand. April 2008 Good morning, love, siger en forbipasserende dame, der er ude at lufte sig selv og hunden, da jeg står ud af teltet i skovbrynet i en lille newzealandsk landsbyflække. Det er vel tidligt for en chit-chat, men vi falder i snak om vejret - det oplagte emne for to mennesker, der lige skal føle hinanden på tænderne. For vejret føler de fleste sig trygge ved at snakke om; det vedgår os alle, uden at samtalen bliver for personlig og kommer nogen af parterne for nær. Vi er fælles om vejret og ønsker alle, at det må blive godt. 164

163 Oceanien Får kan jeg derimod ikke snakke med. New Zealand har ca af dem. Det er en helvedes masse får blandt en befolkning på kun godt fire mio. Da jeg ankom hertil for to uger siden kendte jeg ikke meget til dyret. Vidste ikke, hvordan fåret er skruet sammen mentalt, og hvordan de uskrevne fåreregler ser ud. Det har jeg med antropologiske briller fra cykelsadlen forsøgt at blive klogere på. Vi har som mennesker typisk et usynligt afmærket område omkring os, en privat boble, ca. 60 cm fra os, som vi alle har det bedst med at folk ikke overskrider. Vi bliver ofte utrygge, hvis boblen invaderes. I fårenes verden hersker en tilsvarende adfærdskodeks, dog foretrækker fårene en sikkerhedsboble på ca menneskefrie meter. Overalt, hvor jeg kommer frem, flygter fårene væk i skræmte flokke, som var jeg Den Store Stygge Ulv. Det er ikke de kvikkeste dyr på marken. Jeg blev stoppet af politiet forleden. For her i New Zealand er det ikke tilladt at cykle uden hjelm. Betjenten beder om mit pas og giver mig en bøde på 55 NZ-dollars, som jeg dog kan få annulleret, hvis jeg inden en uge henvender mig til en politistation med en cykelhjelm. Han beder om min danske adresse og kigger meget skeptisk på mig, da jeg staver min fødeby for ham: M-I-D-D-E-L-F-A-R-T! Den angelsaksiske udtale af Middelfart betyder noget i nærheden af mellemstor prut, så betjenten kigger forbløffet op fra sin bødeblok, som når man ved, man bliver taget ved næsen. Jeg gentager med fynsk stolthed og henter bekræftelse i mit pas. Det morer vi os begge over. Han undskylder for ulejligheden og ønsker mig en fortsat sikker cykling. Det er nogle venlige folk, de newzealændere. Jeg ved, jeg risikerer at drage forhastede konklusioner, som ellers kun forelskede teenagere gør, men jeg tror allerede den newzealandske forelskelse har ramt mig

164 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 92. Gæstfrihedens vingesus Dag Fredag, 18. april 2008 Wanaka -> Pleasant Flat Distance (km): 99 Tid på cyklen: 6t 0m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 16,5 km/t Total (km): Fra Wanaka-søen går vejen til Hawea-søen og op langs dens vestlige bred. Smuk, smuk cykling. Vinden er bidsk og går den gale vej. Der falder lidt snefnug. Fnug, der ikke helt tør være sne, men absolut ikke er regn! Vidunderlig cykling langs Lake Wanakas nordlige del, som vejen vender tilbage til efter at have krydset The Neck (405 m), en mindre højderyg mellem søerne. Vinden falder til ro igen - på min opfordring. I Makarora, en lille bebyggelse på ca. 50 indbyggere nord for Wanaka og Hawea Lakes, falder jeg i snak med Harry og Juanita, der er på bryllupsrejse i deres bil fra Auckland i nord til Queenstown i syd, hvor de skal giftes om et par dage. Jeg står som sædvanlig for det meste af snakken, mens øjnene på brudeparret bliver større og større efterhånden som min historie rulles ud. Da vi skilles - efter en fotosession - og jeg rækker hånden ud i et farvel, stikker Harry 20 NZ$ i min næve med bemærkningen Buy yourself a cup of coffee, mate. Jeg er overrasket og åbenlyst taknemmelig. Efter lidt ægteskabelig kommunikation mellem Juanita og Harry på en frekvens, jeg ikke kender til, trækker Harry pengebundtet frem igen og stikker mig yderligere 60 NZ$! But it s way too much, protesterer jeg mildt. For det er alt for meget. Naah, we ve got plenty, griner Harry kækt, og snart smutter de afsted igen. Jeg står tilbage lettere rystet over den gestus og venlighed, der lige susede forbi mig. Således beriget med både kontanter til de næste dages rotteliv - og ikke blot et par kopper kaffe! - og mental energi til Haast Pass (562 m) 166

165 Oceanien flyver jeg afsted op gennem regnskoven, der er badet i eftermiddagssol. Ved Pleasant Flat slår jeg lejr og har fra teltkabinen en glimrende udsigt over en gletsjerdækket bjergtop. Stripped of your ordinary surroundings, your friends, your daily routines, your refrigerator full of food, your closet full of clothes - with all this taken away you are forced into direct experience. Such direct experience inevitably makes you aware of who it is that is having the experience. That s not always comfortable but it is always invigorating. Michael Crichton (amerikansk forfatter, ) 93. Fra 45 graders sydlig bredde Dag 745. Km Hari Hari, New Zealand. April 2008 Mit telt var pakket ind i is, da jeg tidligere på ugen vågnede op fra min ad hoc-camp på en rugbybane midt i den newzealandske landsby Fox Glacier. Jeg havde flere lags teknisk supertøj (inkl. to par sokker, termoundertøj, bukser, fleecejakke, hue og halstørklæde) på nede i soveposen, og alligevel nåede kulden mig. For efteråret er - nu sidst i april - trukket godt op om ørerne på New Zealands Sydøen, hvilket er meget mærkbart her omkring 45 graders sydlig bredde. Luften er klar og knivskarp, og vejret byder på langt mere sol end New Zealands regnfulde rygte lader tro. At holde varmen i dette permanente udendørsliv er en helt ny udfordring efter de sidste 750 cykeldage gennem primært tropiske egne. Jeg har ikke haft noget vækkeur de sidste godt to år. Mit indre ur har styret min døgnrytme i samarbejde med solens himmelgang. Det føles sundt og intuitivt rigtigt, og at blive vækket på rugbybanen af 167

166 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel markens ko-lyde og træernes heterogene kor af fuglekvidder burde være enhver bybo forundt. Efter de sidste fire ugers km bjergrig cykling på New Zealand, hvor campingkosten mest har bestået af havregrød, peanutbuttersandwiches og pasta, beslutter min krop sig for, at den har brug for kød. Den er simpelthen røget ind i en hungrende proteinmanko. Kroppen er mit vigtigste redskab på denne jordomrejse, så jeg lytter gerne til dens spontane, biorytmiske signaler. I kurven i supermarkedet ryger en hel pakke hvidløgspølser, brød og en dåse baked beans ned og snart sættes det hele til livs med en labradors ustoppelige appetit. Det fik maven til at smile igen. Turistlitteraturen her er aggressiv i bestræbelserne på at promovere The Land of the Kiwi. Men ordene er ikke tomme, for New Zealand er et smukt land, hvor naturen stadig styrer. Asfalten fører mig (og karavaner af udlejningsbiler fyldt med europæiske rejsende) gennem frodige dale med den sundeste regnskovsluft, med utallige vandfald fra stejle klippevægge, forbi turkisfarvede bjergsøer og gletschere, af og til generet af sandfluen - nationens Slange i Paradis - og hele tiden med chancen for at spotte Frodo & Co. i de disede hobbitlandskaber km og et lille vejsidejubilæum Dag Lørdag, 26. april 2008 Greymouth -> Westport Distance (km): 103 Tid på cyklen: 5t 42m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,1 km/t Total (km): Tilfredsstillelsen ved hver dag at udleve, hvad der på livets øverste hylder udgør min drøm, er enorm, og jeg føler mig fuld af målrettethed, fuld af dyb ro. Jeg ved, at jeg er virkelig privilegeret over at kunne leve, som jeg gør, og minder ofte mig selv om, hvor 168

167 Oceanien heldig jeg er. For heldig er præcis, hvad jeg føler mig. Man ligger som man reder, vil nogle måske sige. Og ja, jeg ved, at jeg i virkeligheden primært kun har mig selv at takke for denne oplevelsesfest. Et gilde, der forekommer mig naturligt og giver mening som sjældent før. Selv en træls cykeldag med syg vind, regn og mudder slår enhver dag på kontoret, og den opvejes til noget positivt på min mentale vægtskål, for også dén er en del af noget større, en del af drømmen. Fra den overbevisning henter jeg masser af motivation og mod på morgendagen. Jeg holder et lille vejsidejubilæum i dag i anledning af kmmilepælen. Den første runde dag ( km) var uden for Ali i det vestlige Tibet, den anden ( km) lige efter ankomsten på Bali, Indonesien, den tredje i dag lige før Punakaiki, New Zealand. Det er genial og kuperet cykling i dag langs kysten mod Westport. Mange smukke bugte, udsigtspunkter og udfordrende stigninger rundt om de mange klippefremspring. Jeg har fråde om munden ved Punakaiki Pancake Rocks - pga. den særprægede skønhed og delfinerne, der boltrer sig i det grønne vand. Bulldog en i mig sætter ind de sidste to timer mod Westport (ca indbyggere) mens det sene eftermiddagslys sænker sig over West Coast-landskabet. I Westport står menuen på lammesteaks og baked beans og kaffe, tilberedt på benzinbrænderen og indtaget på en bænk midt i byen. Jeg triller cyklen over i Victoria Park (en mindepark) og triller snart selv ind i teltet med verdens tykkeste mave i håbet om, at Westports alkoholpåvirkede ungdom ikke vil forstyrre mig i nat. Det er trods alt lørdag aften og jeg har slået min renegade-camp op kun 30 m fra en af byens hovedgader. 169

168 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel A wise man changes his mind, a fool never will. Spansk ordsprog 95. Balladen i det lille hus Dag 759. Km Wellington, New Zealand. Maj 2008 Balladen starter i virkeligheden allerede tidligt på eftermiddagen, da jeg cykler forbi en lille frugtbod i vejsiden med enorme poser med friske pærer. Jeg er lige henne for med påtaget kendermine at tjekke kvaliteten og trykke på et par af frugterne. Begejstringen stiger, og prisen på kun 3 NZ$ (11 kroner) gør det umuligt for mig ikke at lade mønterne falde ned i pengekassen og hæve de 24 indbydende pærer, ca. fire kg frugt. Med sådan en pose lækkerbiskener og en krop, der efter de sidste fem ugers temmelig hård cykling i de newzealandske bjerge føler sig både udnyttet og udsultet, er der intet, der kan stoppe mig. Som en madbesat hund labber jeg hele eftermiddagen løs af pærerne med en nærmest bulimisk grådighed. Jeg ser absolut ingen grund til at holde mig tilbage. Jeg skulle dog have vidst bedre. For allerede under den overdådige lammestegsdinner hos min midlertidige værtsfamilie begynder maven at rumstere, og den ulmer som om en utålmodig vulkan har sneget sig ind. Jeg takker opdragent for maden og fortrækker efter de indledende toiletbesøg snart til campingvognen i baghaven, som familien venligst har stillet til min rådighed et par dage. Dagens uhæmmede pære- og lammestegsindtag lægger et gevaldigt pres på fordøjelsesapparatet, og snart går peristaltikken helt amok. Jeg magter slet ikke den breakdance, som tarmene ivrigt byder op til, men der er brug for en rask beslutning, så jeg lirker mig ind på det 170

169 Oceanien 0,5 m² lille toilet. Mavens dysfunktionalitet er en kendsgerning - der er ikke just tale om hård mave her. Situationen tilspidses yderligere af den tomme toiletrulleholder på væggen samt min erkendelse af, at toilettet er af long drop-typen, dvs. tørudgaven uden træk og slip. En detalje jeg i kampens hede havde overset. Skaden er sket og jeg føler mig beklemt på mere end ét plan. Der må tænkes kreativt, for det er et frygteligt rod, jeg har lavet. Hvorfor fanden skulle jeg også bedyre over for familien, at jeg - af almene, humankliniske årsager - ikke agtede at benytte campingvognens tørkloset? Efter 25 måneder på farten troede jeg, at min mave havde vænnet sig til enhver kulinarisk udskejelse, og at den havde opnået immunitet mod alverdens bakterier. Men gentag ikke min fejltagelse og tag dig i agt for de (bevares, enorme mængder) newzealandske pærer! 96. Har du tid til en kop kaffe, har du? Dag Tirsdag, 27. maj 2008 Mt. Maunganui -> Waihi Distance (km): 71 Tid på cyklen: 3t 49m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,5 km/t Total (km): Waihis store attraktion er ikke andet end et hul i jorden. Bogstaveligt talt. Det er hurtigt overstået, så jeg smutter videre mod Whangamata. Knapt ude af byen kører en bil op på siden af mig. Hvor skal du hen? lyder det på jysk inde fra førersædet. Pragmatisk som jeg er, svarer jeg bare Øhh Coromandel, jeg er på vej til Coromandel og forventer ligesom, at manden i bilen vil holde ind til siden til en dansk vejsidesnak. 171

170 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Men jeg har nok sendt nogle misvisende signaler, for bilen fortsætter ud af vejen. Lidt længere fremme er manden imidlertid stået ud af bilen og prøver igen at trænge gennem pragmatismen: Har du tid til en kop kaffe, har du? Om jeg har lyst til kaffe!, udbryder jeg og slår bremserne i. Niels kom som 21-årig til New Zealand fra Mors for godt 50 år siden og har boet her lige siden. Han lagde i Waihi mærke til mit beskidte Dannebrog på cyklen. At det er snavset er en detalje, man kun bemærker, hvis man som Niels har en fortid i Den Kongelige Garde og har lært at værne om det danske flag. Jeg inviteres indenfor i hans nydelige hus, og allerede inden kaffen får han mig overbevist om, at det nok er bedst at jeg bliver for natten i det lille anneks, og så giver mig i kast med de udfordrende bjerge mod Whangamata i morgen med friske ben i stedet. Den er jeg med på, for udsigten til dansk selskab og en blød seng frister altid. Niels er 72 (ser ud som 62), jeg er 32 (ser ud som 22), så vi har mere end vores nationalitet til fælles. Der udvikler sig (derfor?) hurtigt et venskab mellem os, på tværs af generationerne. Dannebrog (den rene variant) pryder sammen med enkelte Royal Copenhagen-klenodier hans stue og fortæller stolt om den danske forbindelse. Han tager mig om aftenen med på en pub, hvor jeg - ledsaget af kolde fadøl - introduceres for hans lokale venner. Once the travel bug bites there is no known antidote, and I know that I shall be happily infected until the end of my life. Michael Palin (britisk skuespiller og forfatter, f. 1943) 172

171 Oceanien Look for the miraculous, hidden among the common. Jim Rohn (amerikansk iværksætter og forfatter, ) 97. At finde rytmen i det arytmiske Dag 780. Km Tairua, New Zealand. Maj 2008 Landskabet er nyt og anderledes for mig heroppe på det vulkanske plateau inde midt på New Zealands Nordøen, og det er netop, hvad jeg higer efter på dette stadie af cykelrejsen: noget nyt, noget anderledes. For efter km og 777 dage undervejs gennem ukendt terræn, blandt fremmede ansigter, gennem anderledes kulturlandskaber bliver det ukendte familiært, det nye bliver det vante, og man finder langsomt rytmen i det stærkt arytmiske, som det uforudsigelige liv som cykelnomade er indbegrebet af. Wai-O-Tepu Thermal Wonderland er et enestående, vulkansk aktivt område nær Rotorua, fyldt med kratere, mudderpøle, geysere, svovlfyldte huler, vandfald, syregrønne søer og andre opfindsomme, geologiske påfund, jeg ikke kender navnene på. Netop den form for anderledeshed, jeg søger. Entréen koster et dagsbudget og får mig til lige at tage et par rundture på cyklen på P-pladsen ude foran, mens jeg overvejer og retfærdiggør inden jeg beslutter mig. Med et kort over området smutter jeg tungt læsset med elektronik rundt på den anlagte sti gennem området. Røg og damp står op fra jorden overalt, og også i mig bobler det med adrenalin og en galoperende puls godt oppe i det røde felt. Mundvigen løber, jeg er ellevild på kameraets udløser og forsøger fotografisk at indfange, hvad jeg ved ikke er muligt i ord. Ved et mudderpøl-område sludrer syrede muddervulkaner løs og spytter gråt mudder op fra de små meterhøje babyvulkaner. På det her tidspunkt 173

172 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel har min virkelighedssans fået så mange udfordrende knubs, at den ikke rigtigt fatter det bizarre i naturfænomenerne omkring mig. Jeg ville nok ikke have studset videre over det, hvis Frodo eller nogle af hans venner pludselig kiggede forbi. Da jeg når seværdighed 25 ud af 25 - og dermed enden af den stiplede rute på mit udleverede kort - er rundturen slut. Jeg rammes kortvarigt af den slags ærgrelse, der normalt rammer et barn, som lige har indset, at juleaftens gaveorgie har en ende, at overflødighedshornet ikke varer evigt. Forduftet er irritationen over det bidske entrégebyr, for det her var mit fantastiske og anderledes eventyrfix for dagen. In the end, it s not the years in your life that count. It s the life in your years. Abraham Lincoln (amerikansk præsident, ) 98. Kongeriget med de tykke mennesker Dag 794. Km Nuku alofa, Tonga. Juni 2008 Ifølge en global WHO-undersøgelse fra 2005 er imponerende ni ud af ti personer på Tonga overvægtige. Det giver det lille kongerige i det sydvestlige Polynesien den udsøgte status at have verdens tykkeste mennesker. Det er man stolt af her, for korporlig rummelighed er en del af det tonganske skønheds- og sundhedsideal. Hvad man hjemme ville kalde erotisk buttet hører under kategorien unaturligt mager på Tonga. Stereotypen om den massive, tonganske figur har noget (kød?) på sig, for Big Is Beautiful og så længe folk er glade... Det med de store livvidder ser jeg både som noget eksotisk anderledes og som en oplagt mulighed for selv at få fyldt depoterne op inden cyklingen fortsætter i Sydamerikas Andes-regioner om et par måneder. 174

173 Oceanien Kongeriget Tonga tæller godt indbyggere, og dets 171 øer ligger spredt over et Stillehavsområde mere end 16 gange større end Danmark, mens deres samlede areal kun svarer til ca. 20% af Fyns areal. New Zealands vintertemperaturer, velfriserede byer og cykelhjelmspåbud er skiftet ud med tropesol, polynesisk tilbagelænethed, klipklap-cykling, palmeklædte superstrande og brankede skuldre. En meget charmerende forandring. Grise (dem, der ikke er endt på grillen endnu), hunde (den løse bastardvariant) og høns (det jævnt irriterende, mobile vækkeur) render frit rundt og guffer affaldsrester i sig konstant. Alle folk hilser hjerteligt, når jeg triller gennem de spredte og søvnige landsbyer. Trafikken er nærmest ikke-eksisterende, hvilket ikke kan siges om tonganernes forhold til Gud. Der er enorme kirker overalt, og 99% af befolkningen tilslutter sig formelt set kristendommen i dens mange afskygninger. Tonga må - udover verdens tykkeste mennesker - have en af verdens største forekomster af kirker målt ift. antallet af almindelige huse. Mundheldet om, at tykke folk er glade folk må have sin oprindelse her på Tonga. Alle er begge dele. Det er vanvittigt eksotisk for mig at være her, blandt Danmarks polynesiske antipoder. At jeg de næste 25 dage kan boltre mig på øerne, som Kaptajn James Cook ikke overraskende kaldte for The Friendly Islands, gør det svært at få armene ned. Så frem med bastskørterne og lad festen begynde Life is the movie you see through your own unique eyes. It makes little difference what s happening out there. It s how you take it that counts. Denis Waitley (amerikansk forfatter, f. 1933) 175

174 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 99. At orientere sig om det nære i livet Dag 808. Km Pangai, Tonga. Juni ! Når jeg kigger på tallet i min dagbog har jeg svært ved at fatte, at det er så mange dage siden, jeg forlod Danmark på cyklen. Hvordan kan du blive ved med at finde motivationen? Bliver du aldrig træt af at rejse, Nicolai? Spørgsmålet hører jeg ofte. Svaret er hver gang det samme og på tre bogstaver. En af fiduserne er af kognitiv art og går ud på at aktivere den variable, mentale zoom i måden vi opfanger, forstår og aflæser verden på. At have kærlighed til detaljen uden at overse bredden. At bruge det indre vidvinkel- såvel som teleobjektiv. At føle glæden ved det nære engagement og ved den distancerede observation. At være medspiller og registrant. At være nærsynet det ene øjeblik, langsynet det næste. At orientere sig om det nære i livet, det håndgribelige og ikke bekymre sig unødigt om det fjerne. Lykkes fidusen, skabes et dynamisk, oplevelsesmæssigt spændingsfelt, der aldrig bliver kedeligt. Denne frugtbare vekslen mellem den oplevelsesmæssige macro- og tele-linse er der masser af mulighed for her på Tonga i Sydhavet. Det involverer bl.a. en tilfældig snak med den lokale maniok-farmer på cykel og med landbrugsredskaber, vi skal tilbage til Pontoppidans tid for at finde på dansk jord; et kig indenfor i den primitive billardsalon med ét poolbord, der dagligt tiltrækker landsbyens mandlige cowboys; en hilsen til den kornfede gris, der ligger og grynter tilfreds i vejkantens mudderpøl. Endvidere, at betragte turen i supermarkedet som et ministudie i forbrugsvaner, modens luner, varesortimenter, at få styr på den mest elementære parlør (goddag, skål og farvel!), at orientere sig om Tongas for-, nu- og fremtid, både politisk, socialt, kulturelt og geografisk. At drikke tongansk øl og spise nedfaldne kokosnødder, at hænge ud på lørdagsmarkedet og gå i kirke med værtsfamilien om søndagen, at 176

175 Oceanien dase på de paradisiske tropestrande (min danske tilføjelse!), at studere næringsindholdet på chipsposen og at lege med gadens katte og børn. At se det kendte i det fremmede og det fremmede i det kendte, som en af antropologiens slidte mantraer lyder. Med denne zoom-ind/zoom-ud-tilgang til verden er det svært ikke at lade sig motivere og inspirere af mangfoldigheden, af farverigdommen i verden, i mennesket og i den uendelige, fælleshumane lærebog, der er livet... Således opfattet gennem telelinsen. He who chooses his own path needs no map. Dronning Kristina af Sverige ( ) It is fatal to know too much at the outset: boredom comes as quickly to the traveler who knows his route as to the novelist who is overcertain of his plot. Paul Theroux (amerikansk forfatter, f. 1941) 100. Tahiti Dag 821. Km Papeete, Tahiti, Fransk Polynesien. Juli 2008 At se min cykel stå uskadt op ad bagagebåndet i ankomsthallen i Tahitis internationale lufthavn, er en lettelse for mig. På højde med dét at hente sin dreng efter den første dag i børnehaven, forestiller jeg mig. Det er blevet tid til at bladre et par sider i verdensatlasset, for efter 4½ times vingeflugt og km Stillehav ombord på Boeing-flyet fra Auckland, New Zealand, har jeg nu 177

176 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel krydset den internationale datolinie og er kommet til Tahiti i Fransk Polynesien (ja, tænk Kløvedal & Nordkaperen). Det er en underlig ting, det med at krydse tidszoner. Gennem de sidste mere end to år har jeg i takt med at jeg er cyklet østover jævnligt ofret en time her og der for at synkronisere mig med det lokale klokkeslæt. Og pludseligt skrues uret 24 timer tilbage og jeg får lov til at opleve lørdag den 5. juli 2008 to gange! Det er ikke hver dag, man får en forlænget weekend foræret! Fransk Polynesien er land nummer 25 på cykelekspeditionen. Temperaturen er velkomment blevet tredoblet i forhold til Aucklands ti vintergrader, folk siger Bonjour og Ça va? og kører i den rigtige (højre) side af vejen, hvilket dog virker forkert for mig efter de sidste ti måneder i den gale (venstre) side. Jeg er ved at bevæge mig ud af de første dages tropiske koma (det er mere behageligt end det lyder) og labber som en svamp nye, tahitianske indtryk i mig. Her er som ventet både smukt, forførende eksotisk og rasende dyrt. En times internet koster 120 kroner, to liter regnbuefarvet is 90 kroner, og jeg var ved at falde af sadlen i går, da jeg ved en vejsidebod så et net appelsiner (her fra Tahiti) til 150 kroner! Så jeg er blevet endnu mere anorektisk med mine penge og (over)lever på vand, syltetøjsmadder og bananer. Hvor ville jeg lide, hvis ikke franskmændene havde introduceret la baguette, der heldigvis fås billigt og friskbagt overalt. Men jeg er kulinarisk villig til at gå på kompromis, for det er føde for mine paradisdrømmes sult at være her på Tahiti, Frankrigs absolut mest sexede accessory Perlemorsfascinationen Dag Fredag, 18. juli km etc. 178

177 Oceanien Moorea og det øvrige Fransk Polynesien er en temmelig eksklusiv ferieenklave, der hovedsageligt tiltrækker den velbeslåede, højhælede del af rejsefolket. Men det er (gudskelov) ikke dette luksusansigt af Moorea, jeg ser meget til, for jeg bor sammen med tre andre rejsende i et lokalt hus i et lokalt område, der er langt mere polynesisk end fransk, køber ind som naboerne, flækker kokosnødder i baghaven, og har i det hele taget ikke megen kontakt til den fintpolerede del af Moorea, som udgør hovedattraktionen for størstedelen af de besøgende her (bl.a. unge honeymooners fra USA, Frankrig, Tyskland og Australien). Det er et kæmpe privilegium for mig at få lov til at opleve Moorea fra denne usødede side, der - trods min ellers ret søde tand - altid har haft min største interesse. Som menneske (og antropolog og rottefar og fotograf bl.a.) føler jeg mig langt mere afslappet, mere inspireret, mere hjemme fjernt fra den polerede fem-stjerneluksus på de funklende resorts her. Men ak, selv rotter fristes, så jeg sniger mig i dag via strandfronten ind på Sofitel Moorea, hvor en bungalow beliggende ude over vandet koster fra DKK/nat. Jeg iklæder mig mine dyreste attituder for ligesom at falde i med de øvrige luksusturister, med næsen hævet en anelse mere end normalt mod den blå himmel og med en ukuelig selvbevidsthed. Det duer. Ingen bemærker, at jeg hæver et par håndfulde isterninger fra dispenseren i den stilfulde have (her er ekstremt skønt!) og smæsker dem i mig under tropesolen, som var det bolsjeklumper. Jeg ignorerer strandskiltet Accés réservé exclusivement à la clientèle de l hôtel og bruger hele dagen i lånt luksus og tropeidyl på solsengen. La Vie Douce! 102. Moorea -> Tahiti Dag Tirsdag, 29. juli km etc. 179

178 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Er en smule trist ved tanken om at dette er min sidste dag på Moorea. Jeg har kigget på hver eneste bjergtop, hver eneste bjergskråning, cyklet på alle veje, oplevet vejrgudernes forskellige ansigter (oftest det smilende), jeg har høvlet bøger, jeg har fået en brun mave, jeg har nydt utallige stunder med Lipo og Karlota, som jeg har boet hos, jeg har vandret, jeg har følt mig glad og fri. Jeg har slappet af og har fundet de lave gear i min indre motor, jeg har følt mig helvedes langt fra alt det vante, jeg har studeret mulige cykelruter i Sydamerika, jeg har mærket spændingens kuldegys ved tanken om næste etape i Latinamerika, jeg har holdt ferie i ferien og jeg har nydt det vanvittigt meget. Tak, Moorea. Glemt bliver du aldrig. Tager katamaranfærgen tilbage til Tahiti i eftermiddag. Tilbage til Areti og hendes datter Heimiri og kattene i Papeete-forstaden Faa a, hvor jeg boede i en uges tid, da jeg ankom til Tahiti. Det er min sidste nat i Fransk Polynesien. Det lykkedes mig således at undgå at betale for en eneste af mine 25 overnatninger her på de rasende dyre Selskabsøer Tahiti og Moorea. Det er dejligt at gense pigerne. Efter aftensmaden på terrassen med Areti snupper jeg som sædvanligt opvasken. Jeg vasker en masse op her på rejsen. Både fordi jeg altid har haft et fornuftigt forhold til dét at vaske op, og fordi det er en beskeden måde at give lidt igen for alle de måltider og al den gæstfrihed, jeg er den glade modtager af. Så jeg vasker op. A hopeful heart and an open mind are the best travelling companions. Anonym 180

179 Oceanien If you wish to travel far and fast, travel light. Take off all your envies, jealousies, unforgiveness, selfishness and fears. Tennesee Williams (amerikansk dramatiker, ) 103. Behagelig kidnapning på Påskeøen Dag 850. Km Hanga Roa, Påskeøen, Chile. August 2008 Jeg fik ingen søvn i natflyet fra Tahiti her til Påskeøen (Rapa Nui), så jeg var zombietræt og groggy, da jeg i lufthavnen satte mig på den tungt læssede cykel for at finde et sted at sove. Inde i Hanga Roa, Påskeøens eneste by, med indbyggere, sidder jeg på et stille fortov med en sandwich, da en dame henvender sig. Jeg vil helst bare sidde i fred, men hun får andre planer, da hun erfarer, at jeg ikke har noget sted at bo. Som det er sædvane på disse breddegrader, falder invitationen prompte. Mit hoved, plaget af søvnunderskud, finder ingen spontane undskyldninger, så inden længe er jeg installeret i Anna Julias (57) hus. Det var den hurtigste kidnapning nogensinde, Rapa Nui style. Socialt og lingvistisk set er det forrygende at være her, for værtinden er hjertelig og serverer mad for mig tre gange dagligt (på husets regning), og jeg får poleret den voldsomt tilrustede spanske tunge. Hygiejnisk set, derimod, er denne ydmyge træhytte mildest talt udfordrende. Jeg er hverken kræsen eller pernitten i renlighedens verden, men denne nærmest ubeboelige grad af smuds overgår min (og - formoder jeg - enhver danskers) forstand. Man har ikke lyst til at røre vægge, kontakter og dørhåndtag, der er dækkede af en fæl fernis af årtiers fluelort og fedtfingre, ethvert kig under køkkenbordet eller rundt i krogene er et stort no-no! og at gå uden sutsko er det rene sokkedrab. 181

180 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Jeg vågner op med en let allergisk reaktion i øjnene (støvmider, velsagtens), men pyt, der er masser af hjerteplads her, og uden for mit lille kammer fører Påskeøens store skønhed sig frem med udslukte vulkaner, forrevne klippekyster, hesteridende cowboys, sol og T-shirttemperaturer og ja, de mytiske stenfigurer, der har puttet Rapa Nui på turismens verdenskort, stråler store og mægtige. Så jeg bliver boende hos Anna Julia indtil mit fly til Chile om et par dage sparker næste kapitel i gang. Sydamerika frister

181

182

183 Sydamerika (Chile, Argentina, Bolivia, Peru, Ecuador, Colombia) August Februar 2009

184 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel You will find as you look back upon your life that the moments when you have really lived, are the moments when you have done things in the spirit of love. Henry Drummond (britisk finansmand og politiker, ) 104. Om kærlighed og strikkegarn Dag 863. Km Santiago, Chile. August 2008 Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Som i de fleste latinamerikanske storbyer er fattigdom ingen ukendt gæst her i Chiles hovedstad Santiago (ca. syv mio. indbyggere). Som mundheldet understreger, skaber fattigdom kreativitet, og den kender mange ansigter i Santiago. Overalt i gaderne ses opfindsomheden, kreativiteten. Der er damen, der sælger plastikbundpropper til håndvasken. Der er gadedoktoren, der har slået sin lille mobile praksis (en taburet og et bord) op midt på et befærdet fortov (ville den gå på Strøget i København?). Der er bedstemoren, der med barnebarnet sidder på det vinterkolde cementgulv på hovedstrøget og sælger hjemmestrikkede huer. Der er juicedamen, der fra en indkøbsvogn sælger friskpresset appelsinjuice til bilister, der venter på lyskrydsets grønne mand. Der er skopudsere siddende på små skamler foran businessmænd med slips (som kan købes ved slipsemanden ved siden af med de farvekække slips Made in China). Deres arbejde med skobørsten er elegant og præcist og afslører mange års praksis. Fælles for disse, hvad man eufemistisk kan kalde selvstændige erhvervsdrivende, er forsøget på at få strikkegarnet til at nå hele vejen rundt. Deres verden og råderum dér på gadehjørnet med deres lille ad hoc-butik, hvis samlede værdi sjældent overstiger en præ-teenagers ugentlige lommepenge hjemme i Danmark, tager sig nok temmelig 186

185 Sydamerika begrænset ud, og livet er økonomisk set utvivlsomt en miserabel affære for mange her. Men jeg ser også kærlighed. En kærlighed til detaljen, som der kæles for, og til den umiddelbare nærhed, til de sirligt arrangerede slips, til de pressede appelsiner, til verden omkring dem. Jeg sporer en for mig næsten ubegribelig accept af den økonomiske uretfærdighed og af de kort Herrens Hånd har tildelt dem. Ukueligheden imponerer mig dybt, og jeg ved, der ligger en vigtig, almenmenneskelig visdom gemt heri. Den giver mig en optimisme på deres vegne og på vores, den fælleshumane, fremtid. Så om du strikker af lyst eller af nødens tvang, om du bærer slips eller pudser sko, så gør det med kærlighed (ikke for Guds, men vores egen skyld), for når alt kommer til alt er kærlighed (uanset hvilken afskygning) det sociale kit, der holder os, holder livets karrusel, kørende Mountain Madness Dag Torsdag, 21. august 2008 Los Andes -> Portillo Distance (km): 61 Tid på cyklen: 6t 32m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 9,3 (!) km/t Højde: m Total (km): Det var muligvis den hårdeste cykeldag indtil nu overhovedet. 6½ time op ad bakke. Og ikke bare en hvilken som helst bakke. Vi taler om Andesbjergene. Ved Los Caracoles starter pinslerne for alvor. Jeg har været i sadlen i ca. fem timer og er allerede mere end klar til fyraften, da jeg når de 29 hårnålesving, der indgyder respekt blandt langturscyklister. Det ser fandeme skræmmende ud nede fra. Men jeg kender kun én vej og den går fremad. Jeg er langt over snegrænsen nu. 187

186 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Temperaturen falder fra Los Andes 10 grader plus til Portillos fem minusgrader i takt med at jeg bevæger mig fra 890 m til m. Halvvejs oppe af de onde zig-zags får jeg krampe i begge ben (hofte, lår og læg). Tankerne flyver gennem hovedet på mig, og jeg er ikke sikker på, at jeg magter de usportslige stigninger. Solen er gået ned bag bjergene og kulden bider. Fingre, tæer og snude fryser. Jeg slider mig opad, sving for sving. Curva 4, curva 9, curva 13, curva 17, curva 22. Fuck de kurver! Displayet på cykelcomputeren er deprimerende og viser kun fire-fem km/t. Tarveligt. Er presset til det yderste. Hjertet ræser. Må holde pause hvert 10. minut for at få vejret. Først fire km før Portillo tror jeg for alvor på det. At jeg kan. Der er frost i vandflasken og mine gear begynder at drille pga. frosten. Benkramperne (og i mindre grad gearproblemerne) umuliggør cyklingen, så jeg trækker de sidste to km op mod Portillo. Tough, tough. En mand fra vejdirektoratet standser mig i sin pick-up, står ud af bilen, slår bagsmækken ned og fortæller, at passet (tunnelen til Argentina) lukker inden længe og at jeg hellere bør komme med ham. Fristelsen er enorm, for jeg er fuldstændig udmattet. En stemme i mig forklarer dog manden, at jeg ikke har planer om at krydse grænsen i dag, men vil overnatte i Portillo. Manden ryster bare lidt på hovedet og kører igen. Tilbage til hårnålene. Endelig når jeg det sidste hårnålesving: Curva 29! I Portillo ligger en militærlejr, jeg ikke kender til. Jeg er glad for at se et par soldater og forhører mig, om de kender til et sted, hvor jeg kan overnatte. Jeg fortæller, at jeg har et telt og ikke har brug for megen plads. Men at overnatte i teltet er mildest talt en dårlig løsning for mig. Temperaturen styrtdykker og siger fem grader frost nu. Jeg bliver bedt om at vente og snart dukker løjtnant Lopez og kaptajn Hinojosa op. Jeg fortæller dem om min situation og møder bare smil og åbne arme. De skal nok hjælpe mig. Snart er jeg installeret i mit eget rum i en militærbarak. Jeg får et tiltrængt brusebad (der opløser frosten i tæerne igen), og bliver inviteret på varm mad i spisesalen sammen 188

187 Sydamerika med Lopez og Hinojosa og de ca. 100 soldater, der holder til her i militærlejren, der kun benyttes til alpin militærtræning om vinteren. Det er en syret, hyggelig aften sammen med militærgutterne. Jeg havde virkelig ikke set denne udvikling komme, og pludselig tager livet sig meget mere barmhjertigt ud. Det er de venligste mennesker, og jeg bliver budt på chilenske øl i en lille bar efter maden. Lykken sidder uden på tøjet i aften Om langturscyklingen Dag Lørdag, 30. august 2008 Huaco -> Villa Unión Distance (km): 120 Tid på cyklen: 6t 05m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 19,6 km/t Højde: m Total (km): Der er fuld sol hele dagen, og sletterne omkring mig er knastørre. Vegetationen er stadig stikkende og cykelfjendsk. De første godt to timer fra Huaco foregår i let til moderat modvind, hvilket sammen med terrænet, der er svagt stigende, gør cyklingen drøj. Hver pedalomdrejning kræver et godt pres. Der er ingen gratis km. De elleve timers tung søvn kommer til deres ret. Naturen er enorm, mægtig og vild her i det vestlige, centrale Argentina. De åbne vidder, dalene, bjergene, flodlejerne. Alt er i en størrelsesorden vi slet ikke kender til hjemme. Eftermiddagens cykling er forrygende. Jeg æder mig ind på de svagt stigende og langstrakte (fem-ti km) kuperinger og cruiser bagefter nedad. Der gælder de samme sociale spilleregler her blandt Sydamerikas bjerge, som der gør på den menneskelige arena: det bliver først rigtigt sjovt, når der interageres, når man er i kontakt. Man skal ind og knuse, ind og se, mærke efter, kæmpe med, glædes over, udfordres af hinanden. 189

188 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Som langturscyklist på rejse gennem verden er man konstant i direkte kontakt med verden og det levede liv, og herigennem gør man sig uundgåeligt en lang række vigtige erfaringer (om sig selv og om, hvordan naturen/verden/mennesket er skruet sammen) som kan overføres til livet i almindelighed (i familien, på arbejdspladsen etc.), og det er for mig at se med til at gøre langturscyklingen stærkt (vane)dannende og inspirerende. Livet i en cykelsadel giver så ufatteligt meget mere end bare frisk luft og slanke ben! We are built to conquer environment, solve problems, achieve goals, and we find no real satisfaction or happiness in life without obstacles to conquer and goals to achieve. Maxwell Maltz (amerikansk kirurg, ) 107. Spøgelset i den argentinske sandstorm Dag 877. Km Chilecito, Argentina. September 2008 Det hele starter ellers som endnu en stille, smuk og solrig cykeldag. Men ét af de mest besynderlige vejrfænomener, jeg har oplevet gennem de sidste 875 dage undervejs, vender alting på hovedet, så snart jeg når udenfor Mendoza i det vestlige Argentina. Føn-vinden (eller Viento Zonda som den kaldes her) har jeg indtil nu kun kendt fra gymnasiets geografitimer som en varm og meget tør blæst, hvis luftfugtighed på kun ca. 20% giver sprækkede læber og halskriller, som luften i flykabinen. Zonda-vinden er ligeglad med at det er højvinter her i Argentina og skyder temperaturen op på 34,5 grader - kun 1½ grad lavere end varmerekorden for august måned her, skriver morgendagens avis. 190

189 Sydamerika Blæsten er brutal og cyklen er svær at holde på vejen, særligt når lufttrykket fra de modkørende lastbiler rammer mig med en midlertidig mur af ufremkommelighed. Trods det faste greb om styret blæses jeg flere gange af vejen og ud i det stenede nødspor, hvor glasskår og ørkenslettens cykelfjendske, tornede vegetation trives sammen med min evige frygt for at punktere. Sandstormen minimerer sigtbarheden og halsen føles som Sahara. Buske på størrelse med juletræer fyger hen over vejen og det er julemadness uden for sæsonen. Følelsen af frihed, glæden over at være på vej i Sydamerika og forundringen over vejrfænomenet vejer dog tungere end frustrationen over den sindssyge mod/sidevind, der selv på flad vej tvinger mig ned i de laveste gear og reducerer farten til kun km/t. Men efter 3½ times slid begynder vægtforholdet på min indre balancestang at forskubbe sig. Der er ingen gratis kilometer at hente og næbet hænger. Energimæssigt (og mentalhygiejnisk) er det tåbeligt uøkonomisk at fortsætte kampen, og mod (vejr)guderne kæmper selv tåber forgæves. Så da jeg når en kontrolpost, sætter jeg mig og venter. Og venter. Mørket er for længst faldet over mig, da jeg fire timer senere sætter mig på cyklen igen. Træt af forgæves at vente på, at stormen skal høre op. Stjernehimlen oplyser sammen med min pandelampe vejen frem, og først en time før midnat når jeg udmattet og med sviende, sandfyldte øjne frem til en lille landsby. Jeg ligner og føler mig som et spøgelse, og de 70 kroner for hotelværelset synes meget rimelige min tilstand taget i betragtning. Det varme bad gør lykke og - halleluja - så var kampen mod guderne alligevel ikke helt forgæves Savl i Cafayate-dalen Dag Tirsdag, 9. september 2008 Cafayate -> La Viña 191

190 Distance (km): 106 Tid på cyklen: 5t 38m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,7 km/t Højde: m Total (km): SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Det er næsten for megen skønhed på én dag. Jeg glemmer flere gange nærmest at trække vejret, fordi de fantastiske landskaber kræver min synssans fulde opmærksomhed og dermed sætter de øvrige sanser og kropslige funktioner halvvejs ud af drift. Er det dette man kalder breathtakingly beautiful? De 80 km fra Cafayate op gennem Quebrada de Cafayate til landsbyen Alemania er nogle af de smukkeste overhovedet på rejsen. V-i-d-u-n-d-e-r-l-i-g-t. Modvinden er streng og uophørlig. Den presser sig op gennem Cafayate-dalen og gør cyklingen (selv ned ad bakke) rimelig barsk. Der er færre (dvs. ingen!) bebyggelser her i Quebrada de Cafayate end jeg forventede, og min pose rosiner og mit stykke daggamle brød rækker ikke langt. Jeg slår mig ned på et autoværn og indtager brødet med enorme - næsten bulimiske - mængder jordbærsyltetøj for at få noget energi i maven. Når man rejser (og lever) alene kan man indimellem godt tillade sig at udvikle nogle sære manerer og dyrke nogle interesser, der måske ville fremkalde panderynken hos andre. Travel is fatal to prejudice, bigotry, and narrow-mindedness. Mark Twain (amerikansk forfatter, ) To my mind, the greatest reward and luxury of travel is to be able to experience everyday things as if for the first time, to be in a position in which 192

191 Sydamerika almost nothing is so familiar it is taken for granted. Bill Bryson (amerikansk forfatter, f. 1951) 109. Viden om verden Dag 891. Km Salta, Argentina. September dage og km på cykel gennem 26 lande! Wow, du må vide en masse om verden! Jeg hører ofte den slags kommentarer fra folk, jeg tilfældigt møder på min vej, og som jeg fra vejkanten giver en kort gennemgang af min cykelrejse jorden rundt. Jo, selvfølgelig har jeg samlet en masse konkret viden op undervejs, men det er straks sværere at forklare disse mennesker, at det slet ikke er det, der er det vigtigste. Det drejer sig om mig og mit møde med verden, om en nomadisk cykelantropolog på en fire-årig odyssé gennem nogle af verdens kulturelle, geografiske og sociale scenerier. Cyklen er (bare) det redskab, jeg har valgt at opleve verden med. Det drejer sig om den nærmest latterlige glæde og berusende frihedsfølelse, jeg oplever ved at cykle gennem smukke landskaber og ved at møde nye mennesker. Det drejer sig om at mærke en dyb tilfredshed indeni, når jeg vågner om morgenen i mit telt, når jeg ved egen kraft målrettet bevæger mig gennem verden og når jeg ved aftentid atter går til ro i mit nylonly, fuldstændig udmattet, men (oftest) glad og mæt af dagens indtryk og aftenens campingmad. Det drejer sig om hver dag at tage endnu et skridt hen imod virkeliggørelsen af den store drøm (at cykle jorden rundt). Det drejer sig om udfordringerne (også de fysiske) ved at cykle gennem barske og udfordrende terræner, og om besværlighederne (og glæderne!) ved at gøre det hele solo. Om at være væk fra alt det velkendte og min hverdag i Danmark. Om at lære at finde tryghed i det ukendte, og om at leve komfortabelt uden for den vante comfort zone. 193

192 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Det drejer sig om at leve billigt og føle sig rig. Om at leve semiasketisk og nyde øjeblikke af luksus (varmt bad, medvind, blød madras, synet af sommerkjoler, humlens fjollede mirakler). Det drejer sig om menneskets storslåethed og dets grundlæggende godhed. Om konfrontationen med ubalancen i fordelingen af verdens rigdom og med verdens (ofte mentalt indlejrede) usikkerheder. Det drejer sig om at tro (på hvad som helst, men vigtigst af alt sig selv) og om ikke at frygte, for virkeligheden er sjældent så slem, som folk går og tror. Det drejer sig om åbenhed, om appetit (på livet og andet), om glæden ved det umiddelbare og det midlertidige, om at følge sine instinkter og anvisningerne på den mentale radar Trynet af modvind og bjerge Dag Søndag, 21. september 2008 Humahuaca -> Abra Pampa Distance (km): 86 Tid på cyklen: 5t 43m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 15,0 km/t Højde: m Total (km): Jeg er det meste af dagen trynet af en frisk og for det meste meget irriterende modvind, der sammen med dagens stigning fra Humahuaca i m til et navnløst pas i m presser gennemsnitsfarten ned på 12,8 km/t over de første ca. 56 km og 4½ times cykling. Vinden er skizofren og utilregnelig op gennem de forskellige dale, men den er hele tiden ude efter mig. Jeg bevæger mig langsomt op ad Quebrada de Humahuaca, og det terracotta-farvede dallandskab, jeg har befundet mig i gennem de sidste dage, afløses af den argentinske altiplano, som fortsætter langt 194

193 Sydamerika ind i Bolivia mod nord og i Chile mod vest. Der er øde og meget smukt omkring mig. Luften er blevet mærkbart tyndere og koldere nu, og pulsen stiger unaturligt, når stigninger skal forceres, men foreløbigt er alt vel. Jeg er ingen novice og kender konceptet. Breathe in, breathe out. Don t push it too hard. Breathe in, breathe out. Eftermiddagen er én stor, velsmagende dessert. Vinden drejer over i min favør, det går nedad hele vejen til Abra Pampa efter mini-passet i m, og de første lamaer (hvis eksistens flere lamaskilte allerede havde varslet) dukker op i vejkanten. Skønt. Føler mig stærk og fuld af selvtillid med henblik på altiplano-vaskebrætcyklingen i Bolivia nu. Højden m - mærker jeg ikke meget til. I landsbyen finder jeg et hyggeligt, familiedrevet hospedaje til 20 pesos (34 DKK). Er glad for, at jeg kom her til Abra Pampa i dag. Så ser det alligevel ud til, at jeg når til La Quiaca og den bolivianske grænse i morgen. Det er søndag og siestatid i den helt uturistede Abra Pampa. Det er en dårlig kombination for en sulten cyklist. Efter lidt søgen og forespørgsler finder jeg dog et lille spisested ved det centrale marked, der for 17 DKK tilbyder en gang milanesa (tynd bøf) med ris, salat, husets suppe og frugtsalat til dessert. Boliviafiseringen har taget godt fat i bybilledet nu. Der er mange indianske damer i farverige kjoler og med de for regionen så typiske bowlerhatte. Damerne er dog ikke glade for mit kameraudstyr. Mændene gumler løs på deres allestedsnærværende cocablade og render rundt med store cocabladsudposninger i kinderne. Jeg skal vist have det store 300 mm-objektiv frem, hvis nogle af de bowlerhatte skal foreviges Kom nærmere! Dag Torsdag, 25. september 2008 Tupiza -> Cotagaita 195

194 Distance (km): 86 Tid på cyklen: 7t 07m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 12,0 (!) km/t Højde: m Total (km): SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Inden jeg forlader Tupiza får jeg vekslet mine sidste argentinske pesos og købt godt ind til de næste dage for at have forsyningerne i orden, hvis jeg vælger at campere et sted ude i ødemarken. De første 20 km går op ad den dal, hvor Tupiza ligger. Det er hårdt, smukt, langsomt og støvet, og pulsen sidder i halsen pga. det fysiske arbejde og højden. Tankerne flyver afsted. I dag lykkedes det mig at krænge et varmblodet og bredt smil frem i ansigtet på en smuk indianermor, da jeg kommer rullende gennem en navnløs bebyggelse af brune, soltørrede murstenshuse. Det smil gjorde mig glad og fulgte mig mentalt i flere timer. Kom nærmere, skrev min mor forleden til mig i en . De to ord rørte mig. For jeg kommer nærmere dag for dag, selvom det går trægt kilometermæssigt her i det sydlige Bolivia. Der går ikke en dag uden at jeg tænker på min familie og på mine venner. Jeg ser utrolig meget frem til den dag, jeg atter er en fysisk del af familien, til jeg atter kan grine, glædes og bare være sammen, i stedet for at skrive utallige e- mails, der altid afsluttes med et Jeg savner jer. Kom nærmere er dagens mantra, der giver mig kraft på de kuperede og drøje jordveje. Da jeg i morges i Tupiza så en infoseddel fortælle, at der er 99 km til Cotagaita, droppede jeg definitivt at gå efter at komme dertil i dag. Dels fordi 99 km i dette terræn (og med vinden som den evige, potentielle modstander) er en stor mundfuld, dels for ikke at putte unødigt pres på mig selv på dagens etape. For uanset hvad, så kræver det al den fysik og mentale styrke, jeg kan mønstre at rejse gennem dette terræn på cykel. Der er langt mellem de små bebyggelser, jeg er glad for bare at se mennesker her, og selv de støvede busser og lastbiler, der sender 196

195 Sydamerika mig ind i en kvælende støvsky, giver en vis form for tryghed. Føler mig det ene øjeblik skrøbelig og tvivlende, det næste er jeg skudsikker De sidste mælketænder trækkes ud Dag Lørdag, 27. september 2008 Vitichi -> Potosí Distance (km): 92 Tid på cyklen: 7t 27m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 12,2 km/t Højde: m Total (km): km og 7½ times cykling bliver det til. Barskt. De første 40 km på en (igen) fuldstændig elendig jordvej. De sidste 50 km på en fantastisk og glat asfalt, som jeg gennem de sidste dage kun har turdet drømme om. De sidste ti km, der bl.a. går over en lille bjergkam i meters højde (inden den stejle nedkørsel til Potosí i m) trækker mine sidste mælketænder ud. Men det er verdensklassecykling med glat asfalt gennem åbne, bare landskaber krydret med lama- og vicuñaflokke, lerhytter, udsigten til Cerro Rico - det sølvfyldte bjerg ved foden af Potosí, som i 1600-tallet gjorde byen til verdens på sin tid rigeste og mere folkerig end Madrid, London og Paris. Måske er det landskabet omkring mig, der afholder mig fra at mærke noget til højden - udover en lidt mere anstrengt vejrtrækning under opstigningerne, som der var mange af i dag. Der er mange frit græssende lamaer i vejkanten i dag. Jeg er ved så småt at spore mig ind på denne besynderlige skabnings mentalitet, dens væsen, gestus. Fra en lang liste af akademiske interesser, skærper og inspirerer langturscyklingen også den zoologiske. 197

196 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Cykeleventyret har nået nye højder, bogstaveligt og på anden vis. Trætheden er midlertidigt skiftet ud med glæde og stolthed, da jeg triller ned ad de stejle, brostensbelagte gader og ind i Potosí. Over de sidste 57 timer har jeg været i gang i sadlen og bjergene i 21 timer, så om aftenen bestiller jeg i forkælelsens navn det dyreste punkt på menuen (ikke fordi det var det dyreste, men fordi jeg ville have en stor bøf) i en lokal restaurant midt i byen. At sidde her i restauranten i Potosí med en liter Potosina Pils, med alt grejet tjekket ind på mit eget værelse på et dejligt, centralt hostal et stenkast fra plazaen, og vide, at den næste cykeletape til Sucre, Bolivias lovgivende hovedstad 160 km mod nordøst, stort set går nedad og er asfalteret, får mig til at sprudle af tilfredshed Lamafostre og afhuggede oksehoveder Dag Søndag, 28. september 2008 Potosí, Bolivia. 0 km etc. Som oftest når jeg lige er ankommet til nye storbyer, lader kroppen mig ikke sove længe. Tiltrækningen og lysten til at komme ud og eksplorere er simpelthen større end min ellers ultra trætte krop kan modstå. Fem timers søvn blev det til, og inden middag har jeg i tre timer vandret rundt i Potosís krogede, arkitektonisk interessante gader og labbet i mig af bybillederne. En bizar, lille kiosk sælger udtørrede lamafostre på forskellige udviklingstrin. Der er bowlerhatte overalt, på kødmarkedet er en slagter i gang med at pelse en lama, en økse-udrustet fyr er i gang med at partere afhuggede oksehoveder på cementgulvet, der er små boder og merkantil aktivitet overalt, og et fredsønskende optog med piger i diverse uniformer marcherer gennem gaderne. Jeg er træt hele dagen. Virkeligt træt. Det er svært sommetider at gennemgå de store skift mellem den ene dag at være i gang i sadlen, 198

197 Sydamerika at være i elementerne, svedende, kæmpende, fri - og den næste dag at mærke udmattelsen, trætheden og de mentale tilstande, der følger med. At gå fra livet i sadlen, hvor selskabet med naturen, cyklen og tankerne fylder mig og gør mig glad, til livet i byen, hvor jeg ingen kender (og hvor trætheden til tider gør mig en anelse anti-social), hvor tosomheden blomstrer i parker og på gadehjørner, og hvor jeg konfronteres med små bidder af det sociale kærlighedsliv, jeg for en tid valgte fra, da jeg for over 900 dage siden forlod Danmark. There are no free gifts. Alting har sin pris. Må se at få udhvilet There are no foreign lands. It is the traveler only who is foreign. Robert Louis Stevenson (skotsk forfatter, ) If you reject the food, ignore the customs, fear the religion and avoid the people, you might better stay at home. James Michener (amerikansk forfatter, ) When you travel, remember that a foreign country is not designed to make you comfortable. It is designed to make its own people comfortable. Clifton Fadiman (amerikansk forfatter, ) 114. Jeg, den kulturelle afviger Dag 918. Km Cochabamba, Bolivia. Oktober

198 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Har I noget at spise til morgenmad, spørger jeg servitricen. Ja, vi har koteletter, steaks og kylling, svarer hun. Er der noget uden kød, forhører jeg mig (klokken er 8 om morgenen, og jeg er mere opsat på kaffe og brød). Ja, vi har æg, ris og kartofler. Okay, det tager jeg så... Manden ved nabobordet, der lige har fået sin steak spørger mig, om jeg ikke kan lide kød. Jo, svarer jeg, men helst ikke om morgenen. Det griner han højt af - et grin, der i den lille, bolivianske landsbyrestaurant ingen tvivl lader tilbage om, hvem der er den underlige fisk, den kulturelle afviger her. Sydamerikanske Bolivia gør nøjagtigt dét, som i sin grundsubstans er rejsens primære ærinde, nemlig at udfordre alt det, vi ud fra vore (vestlige) forestillingsverdener og tænkemåder opfatter som normalt og som accepteret, social adfærd. Mine daglige konfrontationer med den bolivianske hverdag, dens rytmer og luner åbner ens øjne for, at der under disse himmelstrøg gælder andre normer for, hvad der sig hør og bør, herunder altså også, om der er hvide kartofler og oksesteg eller ej på morgenbordet. Hvad der f.eks. på det lokale marked for det vestlige øje nok tager sig kaotisk og uorganiseret ud, viser sig - hvis man giver sig selv den tid, det kræver at dechifrere den lokale adfærdskodeks - at rumme både orden og systematik, blot på et andet plan, end man er vant til, og som derfor ofte overses af det utrænede øje. Jeg elsker den bolivianske anderledeshed. Når jeg ikke er travl i cykelsadlen, snuser jeg ofte rundt og observerer livet i gadebilledet, registrerer ligheder og forskelle. Nok er Bolivia materielt set Amerikas fattigste land, og politisk står det over for nogle gevaldige hurdler, men landet rummer en fascinerende social og kulturel rigdom, der charmerer, og som uundgåeligt udvider mine (vestlige) horisonter, både mentalt og visuelt. 200

199 Sydamerika Men jeg foretrækker stadig kaffe og brød fremfor kogte kartofler om morgenen. Skik følge eller land fly - jeg er under alle omstændigheder på vej mod Peru Hagl, et bjergpas og et utjekket foto Dag Onsdag, 29. oktober 2008 Pucará -> Sicuani Distance (km): 142 Tid på cyklen: 7t 43m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,4 km/t Højde: m Total (km): På altiplano-højsletten følger jeg hele dagen jernbanesporet, hvilket er rart, for så er chancerne for et relativt fladt terræn store. Den flotte, blå himmel med hvide lammeskyer overtages snart af en skummel tordenvejrsfyldt himmel. Temperaturen styrtdykker og haglene dunker mig snart i ryggen. Jeg hopper i regntøjet, og så kan vejrguderne bare kaste kulde og vrede over mig. Føler mig perfekt påklædt og vinterhandskerne gør deres job. Trafik er der næsten ingen af, da hovedvejen mellem Puno og Cusco har været spærret af vrede campesinos (bønder) omkring Sicuani den sidste uges tid, hvilket tvinger al firehjulet trafik ud på mindre uasfalterede omveje. Seks timers cykling efter start når jeg endelig Abra La Raya-passet (4.338 m) og smutter hurtigt videre. Over en strækning på 30 km går det nedad mod Sicuani. Jeg fråder af fryd inde bag Goretex en. Mange steder er der lagt store sten, glasskår, kaktusser (!), træstammer og olietønder tværs over vejen for at blokere trafikken. Ti km før Sicuani er en masse demonstranter samlet, lastbiler holder i kø og afbrændte gummidæk mm. vidner om den sidste uges demonstration og blokade. Jeg gør det, jeg altid gør: standser op for at tage billeder. Øjeblikkeligt begynder folk at råbe op. Det har jeg hørt før, så 201

200 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel jeg tager et nyt billede i den modsatte retning. En indianerdame vifter i vrede til mig med en stor busk, og inden jeg ved af det har jeg en stor flok mennesker omkring mig, der alle er aldeles utilfredse med mig. Stemningen er uønsket spændt og jeg fornemmer hurtigt, at der er behov for en undskyldning til folket. Jeg får forklaret min naive uvidenhed og beklager. Et par mænd fortæller, at jeg ikke kan komme videre frem mod byen og at folk vil røve min bagage, hvis jeg fortsætter. Jeg forklarer, at jeg er træt, bare har brug for en seng efter syv timers cykling og andre banaliteter, der er med til at gøre stemningen god igen. Fem mænd med hver deres cykel tilbyder, at jeg kan fortsætte med dem ned til Sicuani. Jeg er havnet midt i noget, der minder om en krigszone. Overalt er der afbrændt gods fra den sidste uges demonstration (ingen får rigtigt forklaret mig, hvad det præcist drejer sig om). Der er tusindvis af mennesker på vejen. Mange råber efter mig og enkelte hænder griber fat i min bagage, da jeg trækker gennem horderne. Føler mig ikke velkommen, ikke helt tryg og beder den ene af mændene følge mig til et hotel nede i byen. Han indvilliger i at være min skytsengel. Flinke folk. Det er bindegalt. Præsidenten har varslet undtagelsestilstand, hvis blokaden fortsætter og ifølge min skytsengel blev flere campesinos dræbt i sammenstød med politiet for et par dage siden her. Jeg takker mine følgesvende og er glad for at tjekke ind på Joe s Hostal, et trestjernet hotel, hvor jeg for 34 DKK har eget bad, kabel-tv og fred. Man er ikke smålig med hotelstjernerne her. You cannot discover new oceans unless you leave sight of the shore. Tekst på kinesisk lykkekage. 202

201 Sydamerika 116. Et hul i kevlarsjælen Dag 940. Km Cusco, Peru. November 2008 Jeg fik en lang hjemmefra forleden. En smuk fra en smuk ven. Om fraværet, om afsavnet og om det urimelige ved venskaber sat på pause i flere år. Jeg har ikke set ham i 940 dage nu, og ordene ramte mig hårdt lige i den bløde kule. Det var som om der gik et lille hul på min kevlarsjæl - den membran, der ellers bravt har holdt afsavnet stangen i mere end 2½ år - dér i den bolivianske internetcafé og tårerne trillede deres eget kindløb. Savnet føles større end nogensinde. Det savn, som jeg normalt forsøger at ignorere og holde ude på den mentale sidelinie; det fravær, jeg forsøger ikke at adressere i tilbageblikket, fordi det gør for ondt. Men på følelsernes boldbane kan det være svært altid at kontrollere sine spillere, og forleden løb de deres egne, løbske veje. De stærke ord igangsatte en kæde af forstyrrende blitztanker om det liv, jeg valgte fra, da jeg som 30-årig i 2006 forlod København for at begive mig ud på en fireårig (well, jeg troede det skulle være to år!) cykelekspedition jorden rundt. Tanker om mine kære hjemme i Danmark, der efterhånden stifter familie og får børn og bliver dygtige forældre. Om min familie og den kommende tredje juledecember væk fra alt det vante i Danmark. Alt imens mit liv altså går i en helt anden retning. En retning, jeg er glad og stolt over, og som jeg aldrig vil fortryde, men som det også kræver en enorm styrke at opretholde, når tankerne om, hvordan en dansk hverdag nær mine elskede kunne tage sig ud, pludseligt rammer mig på en dag, hvor melankoliens sorte tangenter spiller triste toner i mig. Men foran mig ligger Peru - et nyt land, nye ansigter og nye polykrome oplevelser i hifi, og jeg trøster mig ved visheden om, at lavkonjunk- 203

202 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel turen i mig er midlertidig, at solen går sin gang og at der i morgen er én dag mindre til gensynets knus, til genforeningens glæder. Livet kan og skal kunne mærkes. Men når der går hul på kevlarsjælen, så er det svært at dæmme op for følelserne... People don t take trips; trips take people. John Steinbeck (amerikansk forfatter, ) 117. Med 60 km downhill siddende i håret Dag 954. Km Lima, Peru. November 2008 Cykeletapen Cusco-Lima (1.150 km) tager mig ti dage og er helt igennem legendarisk. Den starter med en asfalteret lækkerbisken: 50 km genial highspeed nedkørsel fra knapt højdemeter til m. Fra den golde pampasslette ændrer landskabet sig hurtigt omkring mig. Klimaet bliver mere menneskeligt igen, og kaktusser, sukkerrør, bananpalmer og papayatræer dukker op og gør cyklingen til en fin, aromatisk oplevelse. Luften er fed af oxygen og summer af cikader og tilfredse papegøjer. Temperaturen flyver opad mens jeg flyver nedad. Det eneste skår i nedkørselsglæden er visheden om, at så snart jeg når bunden af dalen slår virkeligheden hårdt igen. Man slipper desværre ikke ustraffet afsted med sådan en nedkørsel her i Andesregionen, og morgendagen byder på en brutal 55 km stigning op til en bjergkam, der grumt rejser sig i horisonten i over m. Hårnålesvingene virker uendelige, er drøje og nådesløse, men jeg belønnes med spektakulære udsigter over sneklædte Andestinder - og endnu en vanvittig 55 km lang nedkørsel. What goes down must come 204

203 Sydamerika up-logikken fortsætter på min solofærd tværs over Andesbjergkæden, og over de næste to dage går det uforstyrret opad over en strækning på 200 km (!), tilbage til højsletten og adskillige bjergpas i meter med masser af plyssede lamaer, haglbyger og tordenskyer til at krydre cyklingen. Jeg vækker megen (uønsket) opmærksomhed, når jeg triller igennem isolerede, lerklinede indianerlandsbyer. Alle stirrer forundret og stiller de samme trættende, fantasiløse spørgsmål. De færreste har hørt om Danmark, og dem der har, mener at vide, det ligger en del timers kørsel væk. At forklare, at jeg over 950 dage har cyklet km fra Danmark er omsonst, for det ligger uden for de flestes vilde fantasi. La grand finale, blomsten i håret, er en sidste guddommelig nedkørsel, jeg sent glemmer. Over 60 km taber vejen mere end højdemeter før den ebber ud i Nazca ikke langt fra Perus Stillehavskyst. Andesbjergene er lagt bag mig for nu. Jeg har stadig den sidste downhill siddende i håret, da jeg 500 flade km senere ankommer til hovedstaden Lima. Det var bedre (og billigere) end den vildeste tur i Tivoli og for fanden, hvor cykelglæden lever. Peculiar travel suggestions are dancing lessons from God. Kurt Vonnegut, Jr. (amerikansk forfatter, ) 118. Et enerverende salsa-traume Dag 974. Km Trujillo, Peru. December 2008 Min salsavæmmelse startede allerede som 21-årig tilbage i 1997 under min første rejse gennem Latinamerika. Dengang havde jeg ikke modet til at sige nej til en dans og 205

204 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel endte derfor ofte ude på gulvet blandt rutinerede salsahofter, alt imens min dansepartner tålmodigt forsøgte at korrigere mine mest oplagte begynderfejltrin og overbevise mig om, hvor enorm nem salsaen var. Intet var dog nemt for mig. Jeg følte mig umåde kejtet og havde midlertidigt mistet den motoriske kontakt til fødder og ben. Mest af alt havde jeg bare lyst til at smutte tilbage til min øl - eller forlade salsahelvedet i det hele taget. Gennem årene har situationen udviklet sig til noget, der bedst kan betegnes som et mildt salsatraume. Traumer kan være svære at forklare. I mit tilfælde skyldes det nok dels, at jeg ikke bryder mig om musikken overhovedet, dels at jeg ikke har fået salsaen ind med modermælken som de lokale her, og dels, at dansens relativt formaliserede, ufri bevægelsesmønster gør mig utilpas. Jeg var mere eller mindre modvilligt blevet overtalt af en fransk gut og et par lokale piger til at tage med på dette dansested, som jeg vidste var et mekka for latinske rytmer. Salsa, merengue, cumbia og hvad har vi. Ingen af de for mig teknisk uoverskuelige dansetyper siger mig noget. Men de er uendeligt populære her i Latinamerika, og har nærmest monopol i det peruvianske natteliv. Vil man feste med de lokale er det ud på salsagulvet. Som den eneste blonde fyr gik der ikke længe før den første invitation stod foran mig. Jeg kunne mærke traumet begynde at røre på sig. Face your fear, go dance, sagde den ene djævel på min skulder. Get the hell outta here, Nicolai, sagde den anden. Jeg havde ikke modets nosser i aften, så jeg fik forkølet forklaret min situation, og først efter flere gentagelser (og et krampagtigt fast greb om både øl og stolesæde) forstod pigen, at jeg mente hvert et ord. Frustration - og mit rocksavn var større end nogensinde. Når man mageligt har rundet de 32, kan man tillade sig nogle friheder, og én af dem er altså kategorisk at afvise latinamerikanske salsabal- 206

205 Sydamerika lerinaer. Hvem det så i det lange løb går hårdest ud over, kan jeg kun gisne om. Som sagt: Ingen arme, ingen småkager Om byernes rytme og liv Dag Lørdag, 13. december 2008 Piura, Peru. 0 km etc. I Danmark bryster vi os ofte af årstidernes åh-så-skønne skiften og variation. Den har man ikke her i det nordlige Peru, der ligger trygt inden for det klimatiske tropebælte (zonen, der ligger mellem de to breddegrader nord og syd for Ækvator) kun fem grader syd for Ækvator. Det betyder her langs den knastørre kystlinje en meget lille variation i både nedbør og temperatur. Til gengæld har jeg opdaget et andet skifte, en anden rytme, der svinger dagligt og ikke kun fire gange årligt. Byernes rytmer, byernes årstider. Som i de fleste peruvianske byer, er morgenerne også her i Piura myretravle og fulde af folk og gadeliv. De hede middagstimer er fattige på folk, som havde et socialt vakuum suget livet ud af byen. Alt foregår på lavt siestablus og selv gadens hunde har skruet ned for tempoet. Omkring solnedgang vågner byens folk atter op fra den kortvarige bjørnedvale, og i modus crescendo befolkes gaderne igen. Klimaks nås omkring 20-tiden, hvor udendørslivet syder, huse ligger tomme, for her under tropeaftenerne leves livet på gaden. Stikket trækkes langsomt ud af dagen på den sene side af 22-tiden, og fra lidt før midnat er det stort set kun dyrerigets natlige repræsentanter, der er på farten, på færten af natten. Jeg holder meget af disse urbane døgnsvingninger - og ville virkeligt ønske, at Danmark havde flere tropenætter og havde stået lidt tidligere op den dag, de højere magter uddelte beliggenhed og klimaforhold til alverdens nationer. 207

206 120. Brutaliteten SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Dag Lørdag, 3. januar 2009 Alausí -> Riobamba Distance (km): 96 Tid på cyklen: 7t 32m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 12,7 km/t Højde: m Total (km): Argh, det er en brutal formiddag. Gårsdagens nedkørsel på ca. 600 højdemeter har sin pris, og den skal betales fra de allerførste pedalomdrejninger i dag. Fra Alausí (2.350 m) går det nådesløst og stejlt op til ca højdemeter, hvorefter vejen taber et par hundrede meter for igen at stige fælt op til ca m. Udsigterne er storartede, men jeg bander og svovler over modvinden og terrænet, der begge forekommer mig latterligt usportslige. Efter tre timer har jeg kun cyklet 20,9 km - eller et gennemsnit på sølle 6,9 km/t. Det er hårdt for psyken. Jeg er træt og irriteret - modvindscyklingens grimme afkom - da jeg efter over fire timer og 43 km når landsbyen Guamote. Tvivlen om, hvorvidt jeg kan nå til Riobamba sniger sig ind. Modvinden er hæslig, og foran mig venter endnu en sej stigning. Jeg ved, det bliver ét (fortsat) langt slid i dag og har mentalt indstillet forventningens cykelglæde på et meget lavt blus. Brød og tomater annullerer mavens skrig ved en tankstation i udkanten af Guamote. Den mentale opsang til mig selv gør underværker. Gejsten vender tilbage, og det føles som om englene deroppe snedigt har indlagt et endorfin-drop i mig, da jeg giver mig i kast med de sidste 53 km mod Riobamba. Jeg er taknemmelig over englenes empatiske indsigt - og over vinden, der har vendt sig i min favør og skubber mig frem gennem den frodige højslette omkring landsbyen Columbe. 208

207 Sydamerika Dagens nedtur indtræder kort efter, da jeg ser en hund ligge ude midt på vejen. Den er i live, men dens kropsholdning og positur fortæller mig, at noget er helt galt. Kropsvæske løber fra hunden. Bilerne suser forbi, og hunden forsøger at komme på benene, men hele bagpartiet ligger ubevægeligt på asfalten. Det er et tragisk skue, og jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe, eller at det køretøj, der ramte den stakkels hund, havde gjort det ordentligt af med dyret. Som langturscyklist spares man (heller) ikke for livets grimme sider. Jeg har læst flere rejsebeskrivelser fra rejsende her til Ecuador, som er blevet skuffet over de mange skyer, den megen regn, der ofte ødelægger udsigten til den række af sneklædte vulkaner, der strækker sig ned gennem landet - og som den store Hr. Humboldt kaldte for Avenue of Volcanoes. For ikke selv at blive skuffet, har jeg derfor droppet alle forventninger om snetinder her. Om det var englene, der var på arbejde igen, ved jeg ikke, men kort før Cajabamba dukker den majestætiske og sneklædte Chimborazovulkan pludselig op, kun ca. 20 fugleflugtkm mod nord. Chimborazo er - udover at være et virkelig smukt syn - Ecuadors højeste bjerg (6.310 m). Det er en stor, stor belønning efter dagens tunge arbejde. Denne jubilæumsdag gik hen og blev vanvittig hård og drøj. 7½ times slid og slæb; det blev min måde at fejre den runde dag nummer Er stolt og glad, da jeg triller ned gennem Riobamba (2.750 m), hovedbyen i Chimborazo-provinsen, med godt indbyggere. Bear in mind that the special advantage of vagabonding is the experience of not really knowing what happens next, which you can obtain at bargain rates in all cases. The challenges you face offer no alternative but to cope with them. And in doing that, your life is being fully lived. Ed Buryn (amerikansk forfatter og vagabond) 209

208 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 121. Om milepælenes nødvendighed Dag Km Otavalo, Ecuador. Januar 2009 Jeg har altid haft en forkærlighed for det statistiske, og nogle ville måske kalde min interesse udi statistikkens verden for fetichisme. For mig ingen alarm. Derfor (men ikke kun derfor) har det været en fantastisk interessant uge, siden jeg nogle dage før nytår cyklede over grænsen fra Peru til Ecuador. Det var en stor dag for mig at fejre ekspeditionens jubilæumsdag #1.000 forleden. Det er så svært håndgribeligt, sammenhængende dage undervejs - det svarer omtrent til 140 charterrejser i træk, skulle man (som jeg) have svært ved at sætte det i perspektiv. Også distancemæssigt har statistikeren i mig haft grund til at logre med halen. Siden jeg forlod Danmark i april 2006 har jeg for hver km holdt min egen lille vejsidefest og foreviget øjeblikket fotografisk. At krydse km i denne uge gav mig helt oplagt stolthedens glade fråde i mundvigen. Jeg har lige krydset Ækvator (der som bekendt har lagt navn til landet, jeg befinder mig i) fra syd, så jeg nu er tilbage på den nordlige halvkugle efter næsten 1½ års eksploration på den sydlige. Apropos Ækvator, jordens 0. breddegrad, så er den officielt set km i omkreds, og da min triptæller netop har rundet det tal, har jeg kilometermæssigt cyklet jorden rundt på det mest buttede sted. Alle disse ting kan måske synes ligegyldige og selvfejrende, men når man giver sig i kast med - hvad der allerede nu er - danmarkshistoriens længste cykelekspedition og efter dage undervejs stadig har ca km asfaltslange foran sig, så bliver det mentalt nødvendigt at dele udfordringen op i nogle mere overkommelige bidder, at banke nogle milepæle i jorden undervejs og glæde sig over fremdriftens små erobringer, når de passeres. 210

209 Sydamerika Disse selvopfundne milepæle er en vigtig del af motivationens gulerod, for de ruster mig på en helt konkret måde dels med visheden om, at målet (Danmark!) kommer nærmere, og dels med tilliden til, at jeg kan gøre det her. Så milepæle - fiktive eller virkelige - er vigtige markører, der taler fremgangens, udviklingens sprog. Men sådan er det jo med så meget i livet Det lykkelige humør Dag Onsdag, 21. januar 2009 Cali -> Zarzal Distance (km): 165 Tid på cyklen: 6t 52m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 24,0 km/t Højde: m Total (km): Da jeg i udkanten af Cali holder en kort kaffepause, kommer en lokal mand hen for at advare mig: Du skal passe meget på her. Folk vil røve dig, forsikrer han mig og kigger på mig med et hvad-fanden-laver-du-her-mand-udtryk, jeg ikke bryder mig om. Jeg drikker min kaffe og smutter videre. Hvad jeg kort efter møder, er ikke folk, der vil røve mig, men en mand ved en tankstation, der kommer hen og rækker mig to poser med vand: Her er lidt til vejen, min ven! Venlighed er alt, jeg møder, og Gud bevare det colombianske folk. Temperaturen har hurtigt sneget sig op i det røde felt, så vandet er tiltrængt - og hurtigt transpireret. Sveden siler fra hagen dagen lang som et omvendt saltdrop. Jeg er det meste af dagen i det her overmåde lykkelige humør, som kun smukke landskaber, opladede sociale batterier (eller en kombination heraf), kan sætte mig i. Der er ro i min mave som i en bjørns vinterhi, og jeg fornemmer, at den rette sang i min ipod når som helst kan udløse de glade tårer. 211

210 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Jeg bliver stoppet flere gange undervejs. Ikke af hverken militæret, politiet eller af væmmelige guerilla-militser, men af nysgerrige colombianere, der lige vil høre lidt om min rejse. En mand, som jeg har en kortere vejsidesnak med, giver mig sit visitkort og beder mig kontakte ham, hvis jeg har brug for noget. Men Buga - byen, hvor han bor - når jeg til tidligt på dagen, og jeg vurderer, at det ville være synd ikke at fortsætte den fornemme cykeldag på den store klinge. I udkanten af Zarzal hooker to lokale cykelryttere sig op med mig og guider mig til - meget passende - Hotel Niko. Gi ham nu en god pris, ikke, råber den ene lycramand ind til hoteldamen inden de smutter videre. Og det får jeg: et super rent værelse med privat bad og kabel-tv til pesos, 30 DKK. Zarzal er en af de her provinsbyer, der vist aldrig har set en dansker på cykel før. Sådan kigger folk i hvert fald på mig, når jeg går gennem gaderne på klassisk jagt efter føde og internet. Life shrinks or expands in proportion to one s courage. Anais Nin (fransk forfatterinde, ) 123. Colombia - om image-problemer Dag Km Medellín, Colombia. Januar 2009 Hvis jeg havde taget bare en brøkdel af alle de advarsler og andenhåndsberetninger om lurende farer som kidnapninger, guerilla-banditter og skånselsløse narkobaroner til mig, var jeg nok aldrig taget til Colombia. Men jeg har gjort mit hjemmearbejde og forsøgt at dykke under overfladen på alt det colombianske forsidedrama, der fortsat præger nyhedsdiskursen internationalt. 212

211 Sydamerika Som jeg ser det, er Colombias største kattepine det enorme imageproblem, som årtier med narkobaroner - og disses orkestrering af voldelige konflikter og kidnapninger - har ladt tilbage, selvom landet siden midten af 1990 erne langt hen ad vejen har haft held til at luge ud i de brodne kar. Den generelle sikkerhed i landet er blevet øget bl.a via et massivt militær- og politiopbud, og politisk har man implementeret en nul-tolerance ift. det hvide næsepulver, der overordnet er roden til kattepinen. Når jeg cykler gennem Colombias landsbyer sender jeg som altid gavmildt smil og hilsner til de lokale jeg møder (farmeren, soldaten, skoledrengen) dels fordi jeg ikke ser grund til andet, dels for at få en social føling med befolkningen og dens spontane modtagelse af det cyklende, blonde fremmedelement fra Danmark. Det er en fin måde at aflæse det sociale barometer på, og jeg ser det som en lille sejr for mig og for det umiddelbart næstekærlige i mennesket, hver gang jeg får krænget et smil ud af de lokale på min vej. Men den sociohistoriske hukommelse er en underligt træg die hardstørrelse, så selvom Colombia i disse år oplever en eksplosiv vækst i turismen, så rumsterer gårsdagens spøgelse stadig i den globale underbevidsthed, hvor Colombia desværre stadig ofte opfattes som indbegrebet af lovløshedens ragnarok og en absolut no go-destination. Uden at ville bebrejde nogen noget, ærgrer det mig, at Colombia stadig har dette omdømme, fordi den virkelighed, jeg oplever, er helt anderledes: fyldt med en næsten ubegribelig venlighed, en følelse af tryghed, en sund livsappetit, tro på fremtiden samt en mærkbar stolthed over landets skønheder (også de kødelige!) og de syvmile(frem)skridt, som nationen i fællesskab har taget for at få landet til at blomstre igen efter nogle på mange måder sorte årtier. Så lad mig hjælpe til med at sprede budskabet: Tro ikke på det unuanceret negative og farveløse billede, som medieverdenen har foregøglet os, men kom til Colombia for ved selvsyn at opleve et farvemættet og 213

212 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel imponerende smukt land med en endnu smukkere befolkning. You really can t go wrong. There is a great moment, when you see, however distant, the goal of your wandering. The thing which has been living in your imagination suddenly becomes a part of the tangible world. Freya Stark (britisk rejseskribent, ) 124. La Grand Finale i det nordlige Colombia Dag Km Cartagena, Colombia. Februar 2009 Jeg er ramt af en satans karl på cyklen i dag. Jeg er på vej mod Cartagena ved Det Caribiske Hav i det nordlige Colombia, og efter seks sydamerikanske måneder og godt km er det tid til at tage afsked med verdens længste bjergkæde, Andes. Fra det kølige, disede højlandsklima i m går det uafbrudt ned til det svedige tropelavland med bananpalmer og papegøjelyde. For en fladlandsdansker er det svært at begribe disse dramatiske forskelle i klima og flora. Asfalten er glat og indbydende, så jeg giver baghjul til den motoriserede trafik på vej ned, mens propperne springer i ørerne pga. højde- og trykfaldet. I mit hoved springer fiktive champagnepropper over den gudsbenådede nedkørsel, men rusen er alt for kort. De næste timer langs Cauca-floden skydes afsted med benene i et roterende inferno. Landskabet er charmerende, men jeg vil bare fremad og ser det ikke rigtigt. Sveden pipler som var min hage sprunget læk, og med hovedet nede mellem skuldrene sanser jeg ikke rigtigt andet omkring mig end den hvide, fuldt optrukne linie, der definerer mit 214

213 Sydamerika smalle nødspor og trafikly - og den linie, som i sidste ende vil bringe mig hjem til Danmark. Tankerne flyver også afsted på den store klinge, og jeg forestiller mig den gode Jørgen Leth i følgebil ved siden af mig mens han ivrigt og på bedste Tour de France-manér kommenterer mit voldsomme, forcerede soloridt gennem troperne. Det bliver til 174 km inden jeg tjekker ind på et ydmygt hotel i en provinsby, uendeligt træt. Triptælleren siger km og den sydamerikanske del af ekspeditionen ligger bag mig nu. Foran mig venter Mellemamerika lokkende. For en stund nyder jeg en helt uvant luksus i koloniale Cartagena, hvor en velhavende amerikansk kvinde har taget mig i sin vidunderligt behagelige varetægt (tænk femstjernet lejlighed med havudsigt, jacuzzi, pool, båd og privatchauffør, store biler og små stuepiger). At sejlbåden til Panama så lader vente på sig pga. uvejr over Det Caribiske Hav er mindre bekymrende i disse overdådige omgivelser. 215

214

215 Nordamerika (Panama, Costa Rica, Nicaragua, Honduras, El Salvador, Guatemala, Mexico, USA, Canada) Februar August 2009

216 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel The journey, not the arrival, matters. T. S. Eliot (britisk poet, ) Don t let life discourage you; everyone who got where he is, had to begin where he was. Richard L. Evans (amerikansk gejstlig, ) 125. Det maritime mareridt Dag Km San José, Costa Rica. Marts 2009 Jeg har aldrig været nogen stærk sømand. Det bliver jeg nok heller aldrig. Vejrudsigten varslede høj bølgegang, så det var med en vis rysten i bukserne, at jeg trak min cykel og mit grej om bord på Sacanagem, sejlbåden, der fra colombianske Cartagena skulle sejle mig og 11 andre rejsende til Panama. Turen ville tage fem dage og bringe mig forbi det uvejsomme og ustabile vildnis kendt som Darién Gap. Næppe havde vi lagt Cartagena-bugten bag os, før den stærke søgangs barske virkelighed gik op for os. Overgangen mellem Cartagenas gangsikre paradis og det vuggende, caribiske helvede var øjeblikkelig, og lidet anede jeg, at de næste 33 timer ville blive nogle af mine absolut værste. De fire meter høje bølger kom fra alle sider og kastede den 43-fods glasfiberkapsel rundt som en papirbåd på oprørte vande. Bådhelvedets alvor gik op for os i takt med at den menneskelige kulør sivede ud af kinderne på os. Hverken mit indre fadervor eller søsygetabletterne havde nogen mærkbar virkning. Mit mundvand begyndte at løbe løbsk, maven udførte de første akrobatiske breakdancebevægelser, og 218

217 Nordamerika snart havde jeg ufrivilligt fået opkasternes pole position nede bagerst på dækket. Det var ikke skønt. Det var ikke kønt. Med maven tømt den gale vej, lagde jeg mig sammenkrøbet og i en forbandet forfatning på bænken og bare ventede på helvedets ophør. Nu og da blev jeg af en skizofren tyngdekraft slynget ned på dørken som var jeg en killing ramt af en svingende bjørnepote. Mere end et døgn senere smed vi endelig anker ved Cayos Hollandéses, en del af de 365 hovedsageligt ubeboede palmeklædte San Blas-øer ud for Panamas nordkyst. Stemningen om bord blev menneskelig igen, og kaptajnen tilkendegav, at sejladsen var en af hans hidtil værste. Mareridtet på åbent hav blev snart udvisket med cruising i det postkortskønne San Blas-ørige, med snorkling, gyldne solnedgange, lejrbålshygge og eksplorering i fineste Robinson Crusoe-stil på de tropiske miniatureøer. Selvom det var en himmelsk afslutning på en helvedes begyndelse, var jeg ovenud lykkelig for atter at være tilbage på fast grund, tilbage i sadlen på vej mod nye, mellemamerikanske eventyr, for - splitte mine bramsejl! - sømand bliver jeg aldrig. If you are in harmony with yourself, you may meet a lion without fear, because he respects anyone with self-confidence. Nelson Mandela (sydafrikansk ex-præsident, f. 1918) 126. Kunsten at grine på dansk Dag Km Granada, Nicaragua. Marts

218 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Jeg sætter mig selv i ekspeditionsgear og smider kæden op på den store klinge, så snart jeg går i land på Panamas nordkyst efter sejlturen fra Colombia, og jeg tordner over de næste otte dage knapt km i et vanvittigt ræs mod uret for at nå min ven i Costa Ricas hovedstad, San José. I det stramme program får jeg indsneget et besøg ved Panamakanalen, der selv næsten 100 år efter konstruktionen er ét af verdens største ingeniørmæssige mesterværker. Nætterne undervejs tilbringes på tilfældige gæstehuse, på brandstationer (der gerne stiller en seng eller teltplads til rådighed mod et par historier fra landevejene) eller - mere eksotisk - hos Ernesto, en døvstum farmer i det vestlige Panama, hvor jeg får lov til at slå mit telt op i forhaven efter at have udvekslet anekdoter på kreativt tegnsprog i hængekøjen på hans primitive landsted, mens trætheden langsomt trækker mig i søvntrance efter dagens 156 km cykling. Mantraet kører igennem mit hoved på repeat: Du er jo ikke træt, Nicolai. Du er jo ikke i San José, så du fortsætter bare. Nogle gange er jeg min egen, barske læremester. Jeg er virkelig træt, da jeg endelig triller ind gennem San Josés aftenmørke og er i nogenlunde samme forfatning som mine cykelsokker, der efter km uden vask har fået en grotesk salmiaklugt. Men det er en lille pris at betale for at blive midlertidigt genforenet med sin bedste ven efter tre års fravær. Gensynets glæde overstiger langt forventningens; det er uovertruffent at grine på dansk igen, dele erfaringer og oplevelser med sin bedste ven. Vi finder en cykel til ham, og snart forlader vi hovedstaden og bevæger os gennem Costa Ricas tropiske lavland med udsigt til Stillehavet og et par ugers opdagelse sammen. En grusvejsafstikker fører til et imponerende 40 meter højt vandfald med afkølende pools. Brøleaberne brøler i trætoppene. Det er en vanvittigt smuk setting, og Indiana Jones-barometeret gløder oppe i det røde felt. Træerne omkring os bærer mango, mandel, papaya, banan, 220

219 Nordamerika mandarin, kaffe og papegøjer. Dagtemperaturen er ekstrem og sveden siler under zenitsolen. Det er absolut sorgløse superdage. Dage, hvor sjælen føles lykkelig og skudsikker på en måde, som kun det gode venskab kan sætte i scene. At fortsætte ekspeditionen op gennem Mellemamerika, tilbage på egen hånd, bliver en hurdle i mere end blot fysisk forstand. Duracellkaninen længe leve! 127. Farvel, min ven Dag Onsdag, 18. marts 2009 Granada, Nicaragua. 0 km etc. De siger at alle gode ting har en ende. Således går det også med besøget af min dejlige ven Rune, som jeg har nydt 17 uforglemmelige dage sammen med i Nicaragua og Costa Rica. Så snart jeg vågner, kan jeg mærke den der mærkelige klump indeni, der fortæller mig, at noget uundgåeligt, som jeg ikke ønsker skal ske, står for døren. Jeg kan ikke forestille mig et mere komplet venskab, og jeg vil uden tvivl komme til at savne vores glade dage sammen. Efter at have sendt Rune afsted bruger jeg resten af dagen på mentalt at indstille mig på, at jeg fra nu af er tilbage på solorejsen. Mellemfornøjet. We cannot direct the wind but we can adjust the sails. Bertha Calloway (amerikansk historiker og aktivist, f. ca. 1925) To worry about tomorrow is to be unhappy today. Tyrkisk ordsprog 221

220 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 128. Med peberspray og metalstang gennem Nicaragua Dag Km La Libertad, El Salvador. Marts 2009 Men er du slet ikke bange for at cykle her, spørger tankpasserpigen mig undrende, da jeg i udkanten af Managua, Nicaraguas hovedstad, holder ind for at få lidt koldt at drikke. Nej, det er jeg ikke. Jeg rejser med El Señor y La Virgen, svarer jeg pigen, mens jeg peger op mod Vorherre og Jomfru Maria, og foregiver en kristen religiøsitet, som jeg vist i virkeligheden skyllede ned sammen med den sidste oblat, dengang jeg blev konfirmeret i Middelfart for snart 20 år siden. Jeg har prøvet lignende situationer mange gange før, og ved, at religionen her i det katolske Latinamerika normalt ikke kræver videre forklaring. At bevæge sig ud i ateistiske søforklaringer ville være for omstændeligt her. Pigens før så bekymrede udtryk afløses af det smilende. Mit svar er godtaget. Dagen forinden modtog jeg en fra en australsk veninde, som fortalte, at en udenlandsk, solorejsende cyklist lige var blevet overfaldet og frarøvet alt på netop den strækning, hvor jeg nu befinder mig. E- mails er set mere opmuntrende. Nyheden gør mig noget spændt, og jeg føler mig på dagens etape, ikke angst, men kampberedt som aldrig før. Tanken om at miste cyklen og de seks cykeltasker, der har været de materielle rammer om mit liv de sidste tre år og km, forekommer mig aldeles horribel, og jeg ville nok forsvare mit grej instinktivt, som var det mit barn, hvis vejsidebanditter skulle få grimme idéer. I vejkanten finder jeg senere en rusten jernstang, som jeg tager med mig og sætter fast på cyklens styrtaske, inden for rækkevidde, ligesom pebersprayen, jeg har liggende klar. Just in case. Hvis gadens slemme drenge (helst ubevæbnede, tak) vil lege, så er det mindste jeg kan tilbyde vel lidt kamp til stregen. 222

221 Nordamerika Jeg forcerer tempoet og er fokuseret i sadlen. Ignorerer de sædvanlige tilråb fra forbipasserende, og så snart en lille flok mennesker står samlet i vejkanten, glider blikket ned på jernstangen og pebersprayen. Har stilhed før storm i maven. Jeg skruer op for den indre macho og don t fuck with me-attituden, men stormen udebliver. Som sædvanligt, fristes jeg til at tilføje. Gudskelov. Så hvem ved - måske har jeg alligevel kontakt til de fine i det høje. I hvert fald tror jeg, at et par af englene deroppe tager overtidsarbejde for mig en gang imellem, og halleluja for dem! 129. Shopping Frenzy Dag Mandag, 13. april 2009 Antigua, Guatemala. 0 km etc. Jeg har ikke købt et par jeans i mere end tre år, men i dag er jeg ramt af en sjælden shopping frenzy på det lokale genbrugsmarked i Antigua (Guatemala), med hobevis af brugt tøj fra USA. Et par jeans og to skjorter er mit udbytte til i alt 30 DKK. Yeah! Jeg har klart undervurderet shoppingens momentane glæder Et mentalt paradigmeskift Dag Torsdag, 16. april 2009 Tapachula -> Pijijiapan Distance (km): 149 Tid på cyklen: 6t 23m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 23,3 km/t Total (km): Jeg har den her konstante, indre kamp kørende om at retfærdiggøre ikke at opsøge seværdigheder, ikke at vælge den smukkeste rute, men bare at vælge den korteste/hurtigste vej fremad. Sådan har det 223

222 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel ikke været hele tiden, og det kan vel ses som en naturlig konsekvens af at have været på farten i over tre år. Jeg fornemmer tydeligt et mentalt paradigmeskift i min måde at vælge rute på nu sammenlignet med ekspeditionens første, lad os sige, to år. Eksempelvis ville jeg på nuværende tidspunkt aldrig vælge at tage på den 5½ måneder lange detour rundt i Sydøstasien (fra Bangkok, via Cambodja, Vietnam, Laos og tilbage til Thailand), som jeg gjorde i Er lykkelig for at jeg gjorde det, men i dag ville jeg nok bare have taget den korteste rute frem. Nu, hvor jeg befinder mig på én af de sidste etaper, er det som om, at langt de fleste attraktioner undervejs (som jeg i princippet kunne opsøge) blegner i sammenligning med udsigten til at fuldføre ekspeditionen, udsigten til at komme hjem. Men med måske km tilbage ved jeg, at det er alt for tidligt at indstille sig på opløbsstrækningen og at jeg bliver nødt til at finde lidt mere af den gamle eventyrånd frem, som jeg med tiden delvist har pakket ned i fremdriftens navn. Mit termometer siger 43 grader, da jeg ved middagstid ruller ind i Escuintla. Jeg styrer direkte mod en airconditioneret kiosk og en kold cola. Er fuldstændigt baldret og opkogt i mit hoved. Benene har klaret 74 km. De har 75 km endnu. Jeg kunne sove øjeblikkeligt i denne nedkølede kiosk, hvis jeg gav mig selv lov. Der er frodige mangotræer mange steder langs vejen, også her i Mexico. Jeg elsker mango. Så under et gigantisk mangotræ (på privat grund, men med nedfaldne frugter i vejkanten) slår jeg mig ned og finder hurtigt en håndfuld frugter, som jeg hugger i mig siddende på asfalten, med trafikken buldrende lige bag mig. Nabohusets hund gør. Snart kommer en dreng hen til mig med en lang beskærersaks, som han stiller op ad hegnet og fortæller, at jeg kan bruge den til at få fat i mangoerne. Han giver mig simpelthen carte blanche til at plyndre hans frugthave. Det kalder jeg gæstfrihed. Jeg ved ikke, hvor længe jeg bliver siddende dér i skyggen - med mangotråde i tænderne og lykke i maven - og spiser mangoer til maven er stopfyldt. 224

223 Nordamerika Idyllen slutter snart, da jeg på en nedkørsel med 50 km/t pludselig hører et vildt KAPOW! fra bagdækket, og helvede bryder løs. Øjeblikkeligt slipper fælgen sit greb om bagdækket, min fart er stadig meget høj, og jeg når flere gange at visualisere det styrt, der forekommer mig uundgåeligt. Men på mirakuløs vis (sådan forekommer det mig) bevarer jeg cyklen under kontrol og får bremset ned. Hjertet rocker og ruller, da jeg få øjeblikke senere står overskrævs på cyklen; slangen er eksploderet og revet næsten helt over, og den har viklet sig ind i stel og bremser. Jeg får den bugseret væk fra vejen, væk fra trafikken. Det er selvfølgelig adjø til slangen, og jeg frygter den samme skæbne for dækket, for jeg har ingen med i reserve. En pick-up holder ind til siden for at høre om alt er okay og om jeg har brug for et lift. Jo tak, men nej tak. Indvendigt har dækket fået et åbent brud med lidt wire stikkende frem, hvilket utvivlsomt vil forårsage flere punkteringer. Er lettet over skadens begrænsede omfang. Det er uhyggeligt varmt under den mexicanske zenitsol. Jeg skærer et stykke af den iturevne slange og bruger det som en beskyttende kappe mellem den nye slange og det forrevne sted på indersiden af dækket, og er ganske godt tilfreds med operationen. For en sikkerheds skyld (og i tilfælde af, at englene deroppe virkeligt findes) slår jeg korsets tegn inden jeg sætter mig i sadlen igen. Stærkt svedende. Stadig med mangotråde i tænderne. Jeg ligner et dødningehoved og føler mig også mere død end levende, da jeg i byen Pijijiapan finder Hotel Sabrina. Har 149 km i benene. Den unge hotelpige ser noget skræmt ud ved synet af mig. Jeg forsøger - trods den totale energimangel - at forsikre hende om, at jeg er okay, at jeg er menneskelig. Men udmattelsen er umulig at skjule. Mine øjne virker underligt udhulede, kroppen er slap og hovedet er som i trance og kører kun på højst to cylindere. Jeg har besluttet mig for at droppe Mexico City. Gårsdagens CNNudsendelse og internet-læsning fortæller, at hovedstaden er forvandlet til en spøgelsesby, at de fleste offentlige institutioner, barer, restauran- 225

224 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel ter etc. er lukkede og at parker og offentlige rum generelt er stærkt affolket. Alt dette af frygt for svineinfluenzaen. Gider man cykle en omvej på 400 km - fra havniveau op til Mexico City i m - for at opleve den frygt? Nope Generøse Bill Dag Søndag, 17. maj 2009 Lafayette -> Patterson Distance (km): 106 Tid på cyklen: 4t 48m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 22,0 km/t Total (km): Jeg har min første punktering i USA i dag. Da jeg har fikset slangen, går min cykelpumpe i stykker, og da jeg heller ikke kan få min ekstra pumpe til at fungere, trækker jeg mit grej hen til den nærmeste benzinstation på jagt efter luft. Det har jeg ingen held med. Men englene oppe i det høje sov ikke over sig i dag - de førte mig bare over til Bill. Bill viser sig hurtig at være en fin mand; han hjælper mig snart med at pumpe mit dæk med kompressorluft fra hans lastbils bremsesystem, han rækker mig sin guitar og beder mig spille et par sange for ham dér ved siden af lastbilen på parkeringspladsen, han lader mig tage et billede af os (fordi jeg holder af at tage billeder af alle de fine mennesker, jeg møder). Bill fortæller mig om sine indianske rødder og udvalgte bidder af sin livshistorie, og snart river han en 100 USD-seddel op af sin pung og giver mig, fordi han synes, dét jeg laver, er modigt - og fordi han vandt USD i kasinoet i aftes, fortæller han. Jeg er fuldstændig lamslået og får vist bare sagt, at jeg aldrig vil glemme ham og hans noble handling. Tilbage på cyklen kan jeg ikke rigtig finde ud af om de små rystelser jeg fornemmer, skyldes mit bagdæks ujævnheder eller den ufattelige 226

225 Nordamerika gavmildhed, som skyllede ind over mig i dag. Selv med en ekstra 100 USD-seddel i pengepungen er min aftensmad ydmyg og består af baked beans og majs på dåse, som jeg - sammen med myggene - indtager i min sololejr i en lille skov bag et stort Walmart varelager tæt ved Highway Er jeg anholdt, Hr. Betjent? Dag Tirsdag, 19. maj 2009 Houma -> New Orleans Distance (km): 91 Tid på cyklen: 5t 03m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 17,9 km/t Total (km): Ud på eftermiddagen når jeg endelig Mississippi-flodens vestlige bred. På den anden side af floden ligger New Orleans, hvor jeg skal til. Der går et par broer over floden her ved New Orleans, men jeg har fået at vide, at de kun er for den motoriserede transport, at det ikke er tilladt at cykle over, og at jeg derfor i stedet skal tage en færge over. Lige før Huey P. Long-broen ser jeg i vejkanten et falmet og halvt væltet cykling forbudt på broen-skilt, men fortsætter i mangel på bedre alternativer (at vende om nu ville være ubehageligt pga. den tætte trafik). Der er ikke noget nødspor på vejen, så jeg er nødt til at cykle ude på vejbanen blandt bilerne. Jeg har gennem årene lært at cykle nærmest snorlige - som en linedanser på snor - så jeg begiver mig op på broen. Det går fint de første to kilometer; trafikken er ikke alt for slem og bilerne kører uden om mig i en fornuftig bue. Pludseligt kører en pick-up med roterende, blå blink ind bag mig, og en stemme beder mig køre ind til siden. Ud af bilen kommer en stor fyr, der fortæller, at det ikke er lovligt at cykle på broen. Jeg spiller uvidende. Han beder mig vente. To minutter senere kommer en politibil frem til os, ligeledes med blåt blink. Jeg synes det hele virker lidt overdramati- 227

226 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel seret, og forventer det klassiske Freeze, police!, da betjenten kommer hen mod mig. Han rækker den ene hånd frem mod mig, hvorpå jeg tilsvarende (og høfligt) rækker ham hånden for at hilse. Det forvirrer ham kortvarigt, og i stedet for at hilse, kropsvisiterer han mig hurtigt og spørger, om jeg har nogle våben på mig. Betjenten er en mand af meget få ord. Han genner mig ind på bagsædet af politibilen og låser døren. Ingen information overhovedet. Fra bagsædet sidder jeg og kigger ud på min cykel og mit grej, der bliver bugseret op bag på pick-up en med langt mindre kærlig hånd, end jeg selv ville have gjort. Betjenten sætter sig ind på forsædet, stadig helt tavs, og sætter bilen i gang. I mellemtiden er køen af biler i vores side af vejen blevet kilometerlang, og betjenten virker noget presset ved situationen. Et stort ståhej for ingenting, synes jeg. På den anden side af Mississippifloden - efter nærmest latterlige 500 meters kørsel i politibilen - holder yderligere to politibiler klar til at modtage mig. En ny betjent fortæller (igen), at der er ulovligt at cykle på broen. Det har jeg skam forstået, svarer jeg ham. Men så du slet ikke skiltet?, spørger han uforstående. Nej, jeg så ikke noget skilt, Hr. Betjent, lyver jeg. På forlangende viser jeg mit pas - og det var det! Ikke mere drama. Jeg kan fortsætte. Betjenten er endda så venlig at fortælle mig, hvordan jeg via cykelstier langs floden kommer frem til Dufossat Street, hvor kæresteparret Raymond og Emily har inviteret mig hjem til sig (via cykelforummet Warmshowers.org). Det var virkelig en anderledes måde at krydse en af verdens mægtigste floder på. Og fyldt med lidt mere action, end jeg havde ventet. 228

227 Nordamerika I en forstad til New Orleans finder jeg Dufossat Street, hvor Raymond og Emily og deres hund Texas tager imod mig. Parret har selv tidligere cyklet rundt i USA, og cykelanekdoterne i deres lejlighed flyver rundt. Jeg føler mig hjemme lige fra første øjeblik og har fået mit eget lækre gæsteværelse. Over aftensmaden fortæller de, at de allerede i morgen tidlig tager på fire ugers ferie oppe i det nordøstlige hjørne af USA, men at jeg selvfølgelig bare kan blive boende i deres lejlighed, så længe jeg har lyst. Nøglen til lejligheden kan jeg bare smide i postkassen, når jeg forlader byen. Det rører mig dybt hver gang nogen viser mig sådan en gæstfrihed og tillid. Da jeg ligger i den bløde seng i gæsteværelset, føler jeg mig overvældet (over dagens begivenheder og dagens nye ansigter), lykkelig (over det samme og over at være kommet til New Orleans) og uhyre spændt på, hvad der venter mig i the Jazz Capital of the World, Nouvelle Orléans Lykken Dag Fredag, 29. maj 2009 Fort Walton Beach -> Mexico Beach Distance (km): 150 Tid på cyklen: 7t 27m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 20,0 km/t Total (km): Det bliver en smuk, smuk dag langs Floridas Gulf Coast. Det er helt tydeligt, at dette er et mere velhavende hjørne af landet, og overalt i området ser jeg nye, kæmpestore biler, der ofte får mig til at dreje hovedet i fascination og misundelse. I byen Destin beslutter jeg mig for, at det er tid til lidt barmavet cykling. Vejret er perfekt og alle de slanke, idrætstrænede mennesker har alligevel ikke meget tøj på. Jeg står og fedter med solcremen, da en joggende kvinde stopper op og spørger, om ikke hun skal smøre solcreme på min ryg. Hvabehar og jo tak! Jeg fortæller hende smilende, at dette simpelthen er indbegrebet af den perfekte service for cykelfolket, at Tour de 229

228 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel France - med utallige vandbærere og servicebiler undervejs - godt kan pakke sammen. Det er dét her, jeg vil have; slanke kvinder, der frivilligt smører solcreme på ens ryg. Mere af det, tak! Cyklingen fra Destin til Panama City Beach er smuk og går gennem rekreative områder - nydelige og velplejede - lidt lige som at cykle gennem en enorm forlystelsespark. Jeg elsker at være her. Meget imponerende. Meget rigt. Meget amerikansk Sprængstof i benene Dag Tirsdag, 2. juni 2009 Hampton Springs -> Macclenny Distance (km): 184 Tid på cyklen: 9t 13m (!) Bruttotid: Gennemsnitsfart: 19,9 km/t Total (km): Mine ben er klar som aldrig før efter gårsdagens hviledag i Hampton Springs, og de tordner og buldrer afsted gennem det flade, nordlige Florida, på vej mod Atlanterhavet. Ved 14-tiden har jeg i Lake City cyklet 121 km, og jeg ser stadig masser af asfalt foran mig. Det bliver en fuldstændig vanvittig cykeldag, mere end ni timers effektiv cykling og 184 km. Der er masser af myg her i området; når jeg står og tisser i en busk i vejsiden ude midt i ingenting, når jeg sidder foran et supermarked og får mig noget at drikke, når jeg slår lejr om aftenen - myggene finder mig overalt, hvor jeg færdes. De er ikke mine venner, men de opfører sig sådan. Foruden vejret, de fantastisk gæstfrie mennesker og frihedsfølelsen i mig, er én af grundene til, at jeg holder så meget af at være her i USA, at vejene oftest er af en virkelig høj kvalitet, at der er mange af dem (med gode muligheder for alternative ruter), at der for det meste er 230

229 Nordamerika et fint nødspor at cykle i, og at amerikanere generelt set er de mest hensynsfulde og cykelvenlige bilister, jeg har oplevet indtil videre. USA er et genialt land at rejse i på cykel. Landet har overrasket mig meget positivt New York Dag Tirsdag, 14. juli 2009 Somerville -> Manhattan, New York Distance (km): 87 Tid på cyklen: 5t 28m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 15,8 km/t Total (km): Spændingen sidder overalt i kroppen på mig hele formiddagen, hvor jeg - passende ledsaget af New Yorker-gruppen The Strokes toner - flyver gennem Newark under en brændende sol og med adrenalin i benene; New York er lige om hjørnet. Men hvilket hjørne! Jeg har på nettet nøje undersøgt mulighederne for at komme til Manhattan på cykel, men alligevel bliver jeg slemt overrasket, da jeg kort efter Newark befinder mig ude på Pulaski Skyway Highway 1 - en firesporet, tungt trafikeret motorvejsbro, der går fra Newark til Jersey City. Vejen så ellers ganske tilforladelig ud, da jeg studerede New York-kortet på nettet forleden, men det går hurtigt op for mig, hvorfor cykling ikke er tilladt på broen. Det er for sent for mig at vende om nu. Trafikken er intens, biler dytter voldsomt af mig, folk råber noget ud af bilruderne, som jeg ikke kan høre for den øvrige trafikstøj og fordi jeg er ekstremt fokuseret på at holde cyklen på den hvide stribe på asfalten. Fuck, Nicolai, hvad fanden har du rodet dig ud i? kører stemmen igen og igen i mit hoved. Motorvejsbroen er 5,6 km lang og jeg mærker panikken snige sig op i mig. Det er et levende mareridt, og jeg cykler forceret og som på flugt, mens bilerne suser om ørerne på mig. Folk 231

230 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel er stærkt utilfredse med det bløde fremmedelement på broen. At jeg ikke bliver stoppet af politiet under min ugerning, kan vist både tilskrives held og min rasende høje fart. Aldrig før har jeg været så koncentreret i sadlen. Efter dagens motorvejscykling - og dage (tre år, tre måneder og fire dage) undervejs - er det et helt særligt øjeblik for mig at nå til New York og Manhattan downtown. Kan ikke rigtigt fatte, at jeg er her, i New York Bienvenu au Canada! Dag Lørdag, 1. august 2009 North Burlington (USA) -> Saint Valentin (Canada) Distance (km): 102 Tid på cyklen: 5t 21m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 19,1 km/t Total (km): Næsten tre måneder i USA er det blevet til, og nu er det tid til at krydse grænser igen. Formaliteterne ved den canadiske grænse forløber eksemplarisk. Det er sent på eftermiddagen, og grænsebetjenten spørger mig bare, hvor jeg har tænkt mig at sove i nat, og hvor længe jeg regner med at blive i Canada. Jeg kender ikke svaret på nogle af de spørgsmål, men det lader ikke til at bekymre betjenten, der blot giver mig et stempel i mit pas, hvilket giver mig lov til at være i landet i hele seks måneder. Yeah! Den knyttede næve ryger i vejret i triumf, da jeg forlader grænsebygningen og cykler ind i mit 39. land på ekspeditionen, Canada, efter km - heraf km i USA. 232

231 Nordamerika 137. Gensyn i Montreal Dag Søndag, 2. august 2009 Saint Valentin -> Montréal Distance (km): 82 Tid på cyklen: 4t 42m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 17,4 km/t Total (km): Som planlagt mødes jeg med Sara foran hendes lejlighed midt i Montreal. Det er syvende gang vi mødes på min cykelekspedition; de første to gange var i Tibet i 2006, hvor hun rejste rundt med en flok canadiere i en firehjulstrækker: dernæst i Pokhara, Nepal, så i Ayutthaya i Thailand, på Pulau Perhentian i Malaysia, i New York City og nu i Canadas næststørste (og Quebecs største) by. Det er rigtig dejligt at mødes igen, og at se et kendt ansigt igen får mig til at føle mig (en smule) hjemme. Selvom jeg føler mig uendeligt udmattet efter de sidste syv dages cykling fra New York - i tung, frustrerende sensommerregn det meste af tiden - så føles det som en vidunderlig mental kick-start at være kommet til Montreal Status Dag Torsdag, 20. august 2009 Sainte-Marie -> Mark nær Saint Gedeon Distance (km): 102 Tid på cyklen: 6t 12m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 16,4 km/t Total (km): Det er i dag præcis ét år siden jeg med bankende hjerte satte mig i sadlen i Santiago-forstaden Peñalolen, og gav mig i kast med de vintersnedækkede Andes-giganter, som jeg med både gru og længsel havde kigget op på i dagevis fra den chilenske hovedstad. 233

232 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel I løbet af det år har jeg cyklet i alt km gennem 15 lande på de to amerikanske kontinenter. Som de foregående år har det sidste været én lang, uafbrudt kæde af oplevelser, steder og ansigter, jeg aldrig nogensinde vil kunne glemme. Jeg er imidlertid ved at løbe tør for asfalt her i det nordøstamerikanske. Heldigvis ved jeg, at der er ny, uudforsket asfalt på den anden side af Atlanten. Jeg har netop fået bekræftet min flybillet over Atlanterhavet, fra Boston, USA (som jeg er på vej til nu) til Accra, Ghana via Frankfurt (for at det ikke skal være løgn!), og det er en fuldstændig vild tanke, at jeg på fredag, den 28. august 2009 tager fra Nordamerika til Afrika, mit sjette og sidste kontinent. Jeg får kuldegysninger ved tanken om, at jeg om ganske kort tid lander i Ghanas hovedstad, klar til at udforske Vestafrika. Forandringerne fra komfortable Nordamerika til Det Mørke Kontinent bliver forventeligt mærkbare, og jeg må indrømme, at selvom jeg i høj grad har nydt de sidste fire måneder i USA og Canada - og nemt kunne fortsætte de nordamerikanske eskapader - så er jeg virkelig spændt på det næste kapitel. Der sidder en lille eventyrliderlig trold inden i mig og jubler over det forestående. Jeg befinder mig nu 50 km nord for den canadisk/amerikanske grænse og ankommer om fire dage til Boston, hvor jeg har fået arrangeret privat husly allerede. Jeg ser frem til Boston, men der står Afrika overalt på min mentale lystavle nu. 234

233

234

235 Afrika (Ghana, Burkina Faso, Mali, Senegal, Mauretanien, Vest-Sahara, Marokko) August November 2009

236 139. Ghanaaaa!!! SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Dag Lørdag, 29. august 2009 Accra, Ghana. 0 km etc. Jeg fyldes med en savlende lyst til at komme ned på mit sjette og sidste kontinent, da jeg gennem flyverens vindue ser den afrikanske landmasse dukke op under mig. Efter landingen i Accra skal jeg til at juble, hoppe og skråle Afrikaaaa! - men i erkendelse af, at der ikke er nogen grund til at lave en scene blandt alle de uniformerede lufthavnsfolk allerede inden jeg har fået mit ghanesiske visum, stiller jeg mig i stedet tavst i kø ved visumkontoret. Jeg henter så min bagage og cyklen ved bagagebåndet og træder ud i den travle, lettere kaotiske ankomsthal. Hold da kæft alle de negre!, bryder en politisk ukorrekt stemme ud i mig. Selv for en hærdet antropolog er det lidt af et kulturchok at træde direkte ud i menneskehavet af sorte ansigter. Jeg har for en uges tid siden fået kontakt til en lokal pige, Abigail på 27, gennem internetforummet Couchsurfing, og planen er, at hun vil hente mig i lufthavnen. Det sætter jeg så min lid til, med krydsede fingre og let bankende hjerte, mens jeg står og spejder ud over menneskemængden i lufthavnen. Men lykken står mig atter bi, da jeg ser en tårnhøj, kulsort kvinde vinke mig hen til sig. Lettelsen siver ud af mig. Welcome to Ghana, Nicolai! De velkomstord har jeg ventet på, og snart kører vi i taxi mod Abigails hus, hvor hun sammen med sin fem år yngre nevø Stephen bor i et roligt forstadskvarter lidt uden for Accra. Jeg har svært ved at fatte, at jeg er i Ghana, og hvor glat alting er gået. Jeg får bugseret min bagage ind på det rummelige, rene værelse, der bliver mit de næste dage. Inden længe serverer Abigail den dejligste gryderet i stuen mens nigerianske soap operas kører på den tilsneede 14-tommer tv-skærm. Det her er et fortrinligt hovedspring ind i en ghanesisk dagligstue, ud i det ghanesiske hverdagsliv, og jeg er virkelig lykkelig over at være ankommet, med cyklen i god behold, med visum i passet og i kærlig, 238

237 Afrika ghanesisk varetægt. Ingen doktor kunne have ordineret mig en bedre medicin Hunger efter landevejen Dag Fredag, 4. september 2009 Accra -> Cape Coast Distance (km): 132 Tid på cyklen: 7t 13m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,2 km/t Total (km): Siden jeg i Washington, D.C. i slutningen af juni købte mine Afrikakort har jeg gjort utallige forberedelser forud for cyklingen her på mit sidste kontinent: cyklen er fuldstændig toptunet; mit udstyr er intakt og organiseret i stødsikre plastbokse, og min bagagevægt har længe ikke været så lav som nu. Det tjener alt sammen et vigtigt mentalhygiejnisk formål, og gør, at jeg - her til formiddag før afgang fra Accra - føler mig sjældent hungrende efter landevejene. Jeg kan praktisk og mentalt ikke forestille mig et bedre udgangspunkt for den forestående Afrika-odyssé. Abigail bor kun få hundrede meter fra hovedvejen mellem Accra og Cape Coast, min næste destination. Vejen er som ventet både asfalteret og tung af trafik. Der er ikke megen skønhed over området, der er urbant, støvet og larmende, men alligevel kan jeg ikke forhindre små jubelhyl her og der over endelig at være på farten i Afrika. Are you Lance Armstrong?, spørger en forbipasserende mand mig, da jeg sidder i Winneba foran en kiosk og drikker en kold cola. Det morer mig og jeg bekræfter. Kioskmutter, Caroline, som jeg sludrer lidt med, rækker mig senere et stykke papir med hendes navn og mobilnummer, uden at forklare nærmere. Jeg takker bare og stikker papiret ind i min dagbog. Går jeg glip af noget her? Er dette den ghanesiske måde at dele skjulte billetter ud på? Går jeg glip af den fine eliksir? 239

238 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Dagen byder på mere end syv timers modvind hele vejen til Cape Coast. Det er en hård start på afrikansk jord efter ca. 10 dage uden cykling, men dog er det betryggende at vide, at jeg selv med det udgangspunkt stadig kan træde mig henover 132 km modvindsramt asfalt. Jeg er udmattet og stolt, da jeg kort før solnedgang ankommer til Cape Coast. Min rekordlange serie på 100 nætter i træk uden at have betalt for overnatningen slutter i dag med indkvarteringen på et gæstehus i Cape Coast. Det er en rekord, der har været nødvendig for tegnebogen og som helt sikkert ikke vil blive tangeret på denne rejse. For 10 cedis (35 DKK) får jeg et lille, rent værelse med en loftsfan (med en jetmotors lydniveau) og fælles, koldt bad. Jeg har virkelig set frem til at have mit eget værelse, mit eget privatliv for en stund, og til ikke at skulle være gæst hos nogen Black Volta Dag Fredag, 11. september 2009 Techiman -> Buipe Distance (km): 153 Tid på cyklen: 7t 53m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 19,4 km/t Total (km): Det bliver en rigtig lang og drøj dag i sadlen. 153 km og næsten otte timers sport. Her og der dukker moskéer op i landsbyerne nu. Mændene bærer muslimske dragter og kalot, vejskiltene bærer navne som Alhassan, Rachid og Josef og det er tydeligt, at den muslimske indflydelse er begyndt at røre på sig her på vej mod det nordlige Ghana, der hovedsageligt er muslimsk befolket, modsat det sydlige Ghana, hvor kristendommen er dominerende. Det er grønt og frodigt overalt, med bananpalmer, papayatræer og tæt junglevegetation. Jorden er rustrød og forstærker det afrikanske 240

239 Afrika indtryk. Her og der ligger væltede, uheldsforvrængede lastbiler, som sørgelige påmindelser om asfaltens farer. Luftfugtigheden er presset godt op i det røde felt. Heden er voldsom. Tropesolen er giftig, og selv gennem tre lag solfaktor (SPF ) bider den. Børnene i de små lerklinede landsbyer går helt i selvsving, når de ser mig. Selvom det også er trættende, mentalt krævende at køre igennem (eller rettere: stoppe op i) de små landsbyer undervejs, så giver det mig også - kulturelt og menneskeligt - nogle store, uforglemmelige oplevelser. Overalt møder jeg venlighed, imødekommenhed og smil, og hvis der er noget, der varmer hjertet på en dreven eventyrrotte, så er det det umiddelbare, uforbeholdne smil fra en gammel og smukt rynket, traditionelt klædt, ghanesisk dame siddende ved sit primitive bålsted i vejkanten. Jeg udnytter sollysets fulde potentiale i dag, og når først landsbyen Buipe ved solnedgang efter at have krydset Black Volta-floden, hvor udhulede træstammer (kaldet pinasse eller piroque) er det foretrukne flodtransportmiddel. Med solens gyldne farvel bag Black Volta-floden, der skærer sig gennem det vestafrikanske landskab, er det et fortryllende øjeblik Technicolours i Burkina Faso Dag Fredag, 25. september 2009 Boromo -> Houndé Distance (km): 80 Tid på cyklen: 4t 26m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 17,8 km/t Total (km): Jeg har de sidste dage været for træt til at dokumentere og nedfælde oplevelserne på min vej og tankerne i mit hoved, simpelthen fordi jeg har været for udmattet. I stedet har jeg koncentreret mig om de rent basale behov (mad, drikke, skygge, søvn). Dagene er smuk- 241

240 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel ke, vanvittigt varme og oplevelserne vælter ind. Og det bliver aldrig kedeligt at cykle gennem Burkina Faso. Særligt fordi jeg ikke taler fransk, hvorfor enhver transaktion med de lokale er en udfordring, er en oplevelse. Min a-frankofile tunge frustrerer mig, for oftest må jeg undskyldende hægte mig selv af, hver gang lokale vil snakke med mig - og det sker omtrent overalt og hele tiden - for burkinere er - som ghanesere - dejligt imødekommende, afslappede folk med godheden lysende ud af øjnene. Burkina Faso er klart det fattigste land af de ca. 70, som jeg har besøgt i mit liv, og det mærkes overalt. Flere steder har jeg f.eks. set små børn med sørgeligt fejlernærede topmaver og strittende hulubulu-navler Mali og en romantisk aften for én Dag Onsdag, 30. september 2009 Koloko (Burkina Faso) -> Niéna (Mali) Distance (km): 130 Tid på cyklen: 6t 16m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 20,7 km/t Total (km): Grænseovergangen fra Burkina Faso til Mali forløber eksemplarisk. Mr. Uniform ved Malis grænse end ikke ænser mit dyrt købte visum, men sætter i stedet bare et indrejsestempel i mit efterhånden bekymrende overfyldte pas. Ingen spørgsmål, ingen indvendinger, ingen korruptionsforsøg, men bare et smil og et velkommen til Mali! Det kan jeg lide! Kulturelt og landskabsmæssigt ligner Mali det vestlige Burkina Faso. Ler er fortsat det store hit, og byggemarkedet Silvan ville ha svære tider her i Mali, hvor folk tilsyneladende kan bygge alt af ler og en smule træ; hytterne er lerklinede og med stråtag; brænde er den altdominerende energikilde. Høns, børn, geder og æsler render rundt i et støvet mix mellem hirsemarker og røde jordveje. 242

241 Afrika Dagen er lang og hed. Vejkvaliteten er faldet drastisk og utallige støvskyer fra forbipasserende lastbiler gør det grimme ved mig og luftvejene. Sent på eftermiddagen når jeg den større landsby Niéna, der mod forventning ikke har noget gæstehus. Det var en bet. Jeg forhører mig hos nogle lokale, og bliver ad flere omgange vist op bag landsbyen - via en katastrofal jordvej, der ryster de allersidste kræfter ud af mig - og finder gudhjælpemig en protestantisk kirke, hvor jeg modtages af missionærparret, Randy og Marsha fra South Carolina, USA, der lader mig slå mit telt op i deres baghave. Jeg ligner et rustrødt spøgelse og er lidt overrasket over at få grønt lys i den tilstand. Parret er interesseret i at høre nærmere om min færd, så de får den korte gennemgang af rejsen inden jeg til gengæld får en spand varmt vand til at bade i nede i baghavens udendørstørkloset, hvor stanken af lort og fluehelvedet kun beskedent forstyrrer min glæde ved at få vasket dagen af mig. Teltet ryger op under et bølgeblikhalvtag, hvorefter Randy og Marsha (der har boet og arbejdet som missionærer i Mali i 30 år) kommer ud med en bakke med dejlig og tiltrængt aftensmad, ice tea og brownies. Så er livet vidunderligt igen. Månen er næsten fuld og kaster masser af lys af sig, men jeg finder alligevel en stump stearinlys frem og retter mig an til en romantisk aften for én, for det skulle jo nødigt hedde sig 144. Fattigdommens raseri Dag Torsdag, 8. oktober 2009 Kolokani -> Dioumara Distance (km): 147 Tid på cyklen: 8t 07m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,0 km/t Total (km):

242 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Jeg er ramt af modvind hele dagen. Bummer. Selvom bevoksningen stadig rummer semi-sunde nuancer af grønt, er der knastørt overalt omkring mig, og tanken om, at de næste 500 km til Kayes vil blive af samme drøje skuffe er ikke særligt opmuntrende. Sammen med modvinden og heden gør tanken det svært at finde motivationen i dag. Ved middagstid når jeg en mindre korsvej, hvor jeg finder en kiosk og en cola, der grundet den manglende elektricitet naturligvis er varm. Det er den tid på dagen, hvor solen ikke kaster nogen skygge overhovedet. Hovedet koger og syder. Jeg stiller mig selv en række spørgsmål: Er det hårdt det her? Er det monotont? Er det ulideligt varmt? Er det svært at holde motivationen oppe? Er det en evig kamp om at sørge for, der er vand i flaskerne? Har jeg mistet den fysiske appetit en smule? Og de vigtigere spørgsmål. Havde jeg regnet med, at dette ikke (også) ville blive en del af ekspeditionen? Er der nogen, der siger det hele skal være sjovt? Svarene kender vi: Seks gange ja. To gange nej. Så jeg fortsætter og hopper ind i min egen virtuelle boble i dag. Virkeligheden bider, fattigdommen raser. Ikke kun børn, men også voksne kommer fra alle sider hen for at høre, om jeg ikke har noget til dem. Det er ekstrem fattigdom. Mali er et barsk land at færdes i. Under dagens små pauser sætter jeg mig på jorden et skyggefuldt sted, ignorerer 244

243 Afrika landsbyens blikke, som alle er rettet mod mig, der ingen kræfter har til socialisering. Jeg sidder bare og stener og stirrer ud i luften foran mig. Det bliver en af de hårdeste cykeldage overhovedet. Godt otte timers cykling, 147 km, det meste i modvind, det hele i en sindssyg hedetrance. Begge mine lægge kramper hver gang jeg laver et ukontrolleret tråd, og hoften forsøger at gøre det samme. Jeg har ingen appetit haft, og har udover lidt dadler og cashewnødder intet spist. Til gengæld har jeg drukket 2½ liter sukkersodavand og syv liter vand. Jeg er baldret som sjældent før og trætheden piner. Stemmebåndene slår knuder, da jeg indtaler lidt dagbogsnoter til diktafonen. Jeg er derude, hvor jeg ikke føler det er helt forsvarligt at fortsætte cyklingen, og hvor jeg føler, at jeg kan dejse om når som helst. Billeder af den kollapsende, kvindelige maratonløber under OL i Los Angeles 1984 gennemspilles igen og igen på min indre tavle. Efter solnedgang når jeg endelig frem til landsbyen Dioumara. Mit håb om at få en seng at sove i blegner, så snart jeg ser landsbyens miniaturestørrelse. Der er ikke andet end et par madsteder, nogle strandede lastbiler, et par satellitmaster og lidt lerhytter. Meget ucharmerende. Jeg sætter mig hos en berbermand, der driver en lille butik og labber cola og vand i mig. Osteklokken hænger langt nede om hovedet på mig. Jeg trækker cyklen over på den anden side af vejen, finder en mand og spørger, om jeg kan slå mit telt op i nærheden. Det er bælgmørkt, og han hjælper mig med at finde et sted til min lejr. Han bringer efter min forespørgsel en flaske vand ned, som jeg bruger til at tage et interimistisk bad og få vasket balder og boller. Er nøgen i natten med kun den imponerende stjernehimmel og kække myg som tilskuere Hård hud på sjælen Dag Lørdag, 10. oktober 2009 Diéma -> Sandaré 245

244 Distance (km): 137 Tid på cyklen: 7t 24m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,5 km/t Total (km): SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Folk i landsbyerne glor på mig, som om jeg er en satans superhelt, men under den brændende vestafrikanske hede og med en tilsyneladende endeløs asfaltslange foran mig, føler jeg mig som alt andet. Termometeret på cykelcomputeren siger 47 grader lidt over middag. Det er som at trække vejret gennem en føntørrer. Kun de sejeste cikader spiller op ude i krattet. Det er slidsomt, men jeg er ovenpå i dag, trods mere modvind. Sjældent har jeg følt mig længere væk fra et glas rødvin med min søster, mine nærmeste venner, min familie, end her i det forpinte, hamrende varme Mali. Det er et hårdt slag for mig at skulle bevæge mig gennem dette landskab uden nogen form for opmuntring eller adspredelse. Ressourcemanglen er mærkbar overalt. Mine tanker springer ofte hjem til Danmark og rødvin med dem, jeg elsker. Monotonien bider, tankerne er på flugt. At rejse gennem Mali på cykel giver hård hud ikke kun på røven, men også på sjælen. Ved en brønd er en stor flok piger, børn og damer i gang med at hæve store reservedunke fyldt med vand op. Jeg stopper op for at skyde lidt billeder, og snart kommer folk stimlende op mod mig i vejkanten. Den første, der når op til mig er en teenagepige uden tøj på overkroppen, og med brysterne slaskende vildt omkring. Snart kommer en flok nøgne smådrenge op til mig, og flere unge piger støder til. Det er et vildt skue, og der er bryster i alle former, længder og udviklingsstadier. Jeg var vist den mest forlegne i den situation. Det bliver aldrig kedeligt at være på cykeleventyr. I Sandaré finder jeg landsbyens rådhus, som har et par virkeligt primitive værelser til udlejning. Der vrimler med frøer, der er møgbeskidt, madrassen er fyldt med biller, men der er elektricitet og en loftsfan, 246

245 Afrika som nok skal hjælpe mig gennem natten. Sjældent har jeg været så glad for så lidt, for jeg er efter 137 km udmattet og ikke i humør til campering. Portneren serverer en spand vand for mig, så jeg kan få et spand-og-øse-bad ude bag ved. Alt er ekstremt primitivt her. Det er en enestående (omend hård) oplevelse for mig at være her i Mali Røde hunde Dag Mandag, 12. oktober 2009 Kayes, Mali. 0 km etc. Jeg fik en masse allergisk udslæt på ryggen forleden. Det er gået lidt amok nu, hvor hele ryggen, maven, arme, nakke er dækket af røde hunde. Det klør afsindigt og uvisheden om, hvad det skyldes huer mig ikke. Særligt ikke her i tilbagestående Mali, hvor den eventuelle hjælp synes fjern. Så jeg lå søvnløs - eller i bedste fald ophængt i det svævende parallelunivers mellem søvn og vågen - i lange perioder i nat pga. udslættet. Det føltes som om alle Østens akupunktører stak små djævelske nåle i min ryg, og jeg vågnede med en lidende stønnen og totalt badet i sved, da strømmen (og dermed loftsfanen) blev afbrudt før midnat. I den tidlige morgen finder jeg derfor et apotek, hvor jeg på behændigt, internationalt tegnsprog får forklaret apotekeren min situation, og at jeg har brug for noget antihistamin. Han ser ikke synderligt bekymret ud (godt tegn!) og langer bare en pakke tabletter over disken til mig. Mens jeg vasker tøj i en lånt balje i baghaven på mit hotel, får jeg en lille snak med personalet, og inviteres snart til at dele frokost med de kåbeklædte mænd i gårdhavens skygge. Fra det store fad med ris, fisk og grøntsager i midten af bordet, tager folk bare for sig, med højre næve eller, hvis man - som jeg - er lidt fin på den, med ske. Dejlig oplevelse. 247

246 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 147. Den dag, jeg bliver masochist Dag Tirsdag, 13. oktober 2009 Kayes -> Diboli Distance (km): 95 Tid på cyklen: 5t 15m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,1 km/t Total (km): Fuck! Endnu en mareridtsnat. Pga. udslættet igen. Jeg vågner utallige gange med forestillede akupunkturnåle i hele kroppen. Min sovepose under mig er gennemblødt af nattesved. Smutter midt på natten op og tager et momentant svalende bad for at slippe for kløehelvedet. Rådvildheden har mange ansigter. Da jeg ankommer til Diboli ved den senegalesiske grænse er mit udslæt gået helt amok. Tabletterne lader ikke til at virke, Mentholatumen giver mig et kort frirum fra den vanvittige kløe og bønnerne til Vorherre tror jeg ikke på. Jeg hænger med mulen. Ser flere voldsomme steppebrande i det knastørre landskab. Hjulpet på vej af vestenvinden, æder de meterhøje flammer sig hastigt ind på det gulnede sivgræs. Kæmpe græshopper (på størrelse med gråspurve, men knapt så elegant flyvende) forsøger at undslippe flammehavet. Det syder og knitrer højt. Det er som en forsinket Sankt Hans-fest. Baobabtræerne lader til at være lige glade. Jeg pisser i vejkanten ikke langt fra flammerne, og det var ligesom mit bidrag til brandslukningen. Mange bække små. Finder et hotel i Diboli, kun et par km fra Senegals grænse. De uåbnede kondompakker på natbordet på mit værelse har jeg ikke behov for, og nedenunder præsenterer en ulækker (det var hun) pige sig ved navn og lader det med sit ligeså ulækre smil tydeligt skinne igennem, at vi nemt ville kunne finde ud af noget med de kondomer på mit natbord. 248

247 Afrika Jeg er irriteret og frustreret. Ikke fordi pigen er ulækker (men det var hun), men fordi der hverken er rindende vand eller strøm på mit lumre værelse (til latterlige 110 DKK), fordi jeg ikke kan holde ud at være i min udslætramte krop, fordi jeg er træt og sulten. Og fordi de briller, jeg ser verden (Mali) igennem i disse dage, er uskarpe, forvrængede og gør ting og tanker i og omkring mig langt mere negative end de er. Først den dag, jeg bliver masochist vil jeg se tilbage på dagene i Mali med savn og længsel. Højdepunkterne har været meget sparsomme, socialt og landskabsmæssigt, men kulturelt set har landet været et rustikt højdepunkt Anonymiteten Dag Fredag, 23. oktober 2009 Nouakchott, Mauretanien. 0 km etc. Jeg har været her i Nouakchott i to dage nu, og har ikke rigtigt snakket med nogen. En konstatering, jeg faktisk kan føre tilbage til Bamako. Det passer mig glimrende bare at kunne gå og passe mig selv. Har ikke brug for smalltalk og har ingen social energi til denne. Jeg lader op til den forestående etape videre gennem Sahara, som forventeligt bliver en af de hårdeste overhovedet. Lige så meget som disse dage i hovedstaden er praktisk forberedelse (det har intet med hvil at gøre), er det også mental opladning til den tilsandede udfordring foran mig. At gå rundt her i anonymitetens land og være sådan lidt asocial er en skattet luksus, man kan tillade sig efter at have været undervejs (og kun delvis tilgængelig for verden) i 3½ år. Middagsheden er ekstrem. Mens jeg sidder og venter på min store shawarmarulle, måler jeg hele 60 grader celsius i solen! Jeg labber vandmelon, café au laits og shawarmaer i mig med stor, næsten bulimisk, appetit. Dels fordi jeg kan, dels fordi de næste dage gennem Sahara angiveligt vil være blottede for den slags luksus. Jeg 249

248 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel ser frem til krydsningen af Sahara med stor spænding og føler mig forberedt på alle niveauer. Forventer uendeligt hårdt arbejde. Det, jeg har mest respekt for, er ikke så meget ørkenen i sig selv, som det er tanken om at modvindens kvælende dræbergreb skal få mig ned med nakken i ørkenen. Der er stilhed før ørkenstorm i mig her på min sidste aften i Nouakchotts civilisation. Jeg kan ikke finde på mere til min to do-liste, og så må det være tid til afgang Nattens juvel Dag Mandag, 26. oktober 2009 Km-sten 320 -> Km-sten 240 Distance (km): 81 Tid på cyklen: 4t 54m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 16,5 km/t Total (km): Jeg har for første gang sovet i Saharas sanddyner uden teltet i nat. Jeg lagde i aftes bare liggeunderlag og sovepose i sandet bag en lille forhøjning, og havde den mest fantastiske stjernehimmel over mig. Sandet gav en fantastisk støtte. Vinden lagde sig lidt ud på natten, der - bortset fra lidt græshopper, sorte biller og albinofluer - var fri for kryb og gener. Jeg har en halvkraftig skråvind hele dagen gennem det flade, golde sandlandskab - formodentligt i sig selv nok til at tage modet fra de fleste (nevermind the heat), men jeg formår gennem dagen at holde gejsten, ikke at lade mig gå alt for meget på af den feje vind, der også kaster små sandfygninger af sig. Når lastbiler passerer mig, trækker de en sandfyldt vindhale efter sig, der rammer mig hårdt og føles som en højtryksspuling med sand. Sahara er øde som ventet. Der er langt mellem de små, primitive landsbyer, der består af telte og skure lappet sammen af et patchwork af bølgeblik og tømmerrester. Jeg gør holdt i dem alle og finder kiosk- 250

249 Afrika teltet, der typisk har kiks, vand og sodavand, ofte i køleskabe der af og til faktisk køler. Det er ufatteligt, hvad en kold cola kan gøre ved sjælen i Sahara. At forlade sådan et guddommeligt lille telt fyldt med kolde drikke for at begive sig ud i ørkenen, uden at vide hvornår de næste kolde dråber dukker op, er en ambivalent ting, og en lille stemme råber febrilsk til mig: Neeej, Nicolai, bliv her i teltet og drik kolde drikke! Midt på eftermiddagen når jeg en større tankstation i El Chami, hvor jeg slår mig ned med flere kolde drikke. Billigt er det ikke her, og jeg har i dag brugt ouguiya (64 DKK) på drikkevarer, 0 DKK på mad (har medbragt fra hovedstaden), men jeg har andre ting at koncentrere mig om end sparsommelighed her. En gut fortæller, at jeg kan overnatte i rummet for ouguiya (20 DKK), men jeg ser ingen grund til den udgift, så da Nattens Juvel - den halvtykke måne - har taget over og der er faldet lidt ro over livet på rastepladsen, trækker jeg om bag bygningen og slår mit telt op Mentale fatamorganaer i ørkenen Dag Tirsdag, 27. oktober 2009 Km-sten 240 -> Km-sten 106 Distance (km): 133 Tid på cyklen: 7t 16m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,2 km/t Total (km): Jeg græder indvendigt over at være kommet her til Mauretanien, på vej hjem, på vej mod Danmark. Hullet, hvorigennem jeg kan ane, at det virkelig vil lykkes mig at fuldføre dette soloprojekt, vokser og vokser for hver dag jeg nærmer mig Europa, og det gør mig ubeskriveligt glad, stolt og lykkelig om hjertet. Heavy stuff. 251

250 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Jeg har mentale fatamorganaer i ørkenen i dag og forestiller mig de biler, der passerer mig være fyldt med de mennesker, jeg holder af, mine venner, min familie. Det er lidt sygt. Må være psykens måde at forsøge at overvinde ørkenens tilsyneladende livløshed. Saharas modvind blæser gennem mine knogler og min sjæl hele dagen, og nedbryder langsomt, men sikkert min indre motivation, min indre kerne. Det er en lille katastrofe. Tankerne flakker vildt og ukontrolleret omkring. De vidunderligt tunge inhalationer, jeg trak på Livsglædens Cigaret i min tid i f.eks. Australien og i Thailand, synes lysår væk. Her og nu må jeg pulse på det sørgelige skod for at holde ild i smøgen. Der er storm i ansigtet, storm, der river i alle cykeltasker, og det er umådeligt svært at holde motivationen oppe. Det er svært at fokusere på her og nu, fordi det gør ondt at være her. Jeg har ingen lyst til at være her. At jeg får lavet nogle fine videooptagelser giver kortvarig oprejsning, men ellers er det ét langt mentalt og fysisk mareridt i dag. Jeg drænes langsomt og vinden piber i mine knogler. En venlig sjæl standser mig i vejkanten og rækker mig en flaske med koldt vand. Jeg takker stort, og manden i Mercedesen kan vist spore min glæde, så han dykker igen ned i sin termoboks og rækker mig en pose med frossent drikkevand. Is i Sahara er som guld for juveleren, og jeg er glad. Lang tid efter mørkets frembrud stopper jeg op ved et forladt hus, tjekker området ud, konstaterer, at lugten af menneskelig afføring er markant og slår så lejr i måneskæret tæt ved huset. At rende nøgen rundt i det mennesketomme Sahara med tigerbalsam i numsen (den er øm!), sætte telt op og gøre sig klar til natten, er en smuk oplevelse, som jeg under enhver En nat blandt landminer Dag Fredag, 30. oktober 2009 Nouadhibou -> Ørkenlejr, 20 km nord for Vest-Saharas grænse Distance (km):

251 Afrika Tid på cyklen: 4t 56m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 16,3 km/t Total (km): Det er en fantastisk smuk dag: det er skyfrit, himlen er dybblå, det er 35 grader i skyggen (som der ikke er megen af) og foran er udsigten til Vest-Sahara, et nyt land og - skal det snart vise sig - nye udfordringer. Der er som ventet en massiv tilstedeværelse af marokkansk militær i området nær grænsen, og i skumringstimen ser jeg stort set ikke andet end militærjeeps køre forbi mig. Skilte i vejkanten advarer mod de mange landminer, der er blevet efterladt efter konflikterne mellem marokkansk militær og Vest-Saharas frihedsbevægelse Polisario. Stenørkenens ubeboelighed og landminernes trussel gør wild camping til en både spændende og kompliceret affære. Asfalten er mit helle. Men den kan jeg ikke sove på. Rabatten er sorteper i nattespillet. Føler mig en kende fanget på Route National 1, og situationen ville nok få en del mennesker til at skide i bukserne af skræk, men da sådan noget kun lugter og ikke gør hverken fra eller til i situationen, fortsætter jeg min langsomme færd gennem ørkenen. Månen er trekvart fuld og lyser fint op. Jeg overvejer simpelthen bare at fortsætte med at cykle natten ud, indtil jeg når en lille landsby 80 km nord for grænsen, men jeg fortsætter med at spejde efter mulige steder at slå lejr. Er underligt munter indeni. Et sted ser jeg hjulspor i sandet. Jeg tjekker området ud, det er plant og gruset, og hjulsporene er min eneste (og forhåbentlig pålidelige) sikkerhed for, at der ikke er landminer gemt. Området er et af de mest minerede i verden - og jeg har ikke tænkt mig at teste den påstand. Jeg slår teltet op under måneskæret, ca. ti meter fra vejen, vinden river voldsomt, så jeg må forstærke mit nylonhus med ekstra pløkker. Jeg 253

252 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel skal indrømme, at jeg ikke vovede mig langt væk fra teltet, da jeg var ude og slå min aftenstråle Men jeg tørrer ikke røv med hånden! Dag Søndag, 8. november 2009 Tan Tan Plage, Marokko. 0 km etc. Jeg tager en hviledag i Tan Tan Plage i dag. Det giver mig masser af tid til at spise og fylde depoter. Når jeg spiser offentligt her i Marokko er jeg ganske bevidst om, at folk nok bemærker, at jeg (også) spiser med venstre (den urene) hånd, og selvom jeg - afhængigt af situation og sult - normalt skruer lidt ned for brugen af den beskidte lab for ikke at virke åbenlyst provokerende, så har jeg lyst til bare at råbe hysterisk, at jeg bruger toiletpapir og ikke tørrer røv med hånden! Nogle gange ville jeg ønske jeg kunne finde knappen, der slår hensynsfuldheden fra. Jeg drikker kaffe. Jeg går på nettet. Jeg spiser tajine. Jeg vasker mit tøj i en spand på toilettet. Jeg oplader mit grej. Jeg drikker kaffe. Jeg ser en film på laptoppen. Jeg ser solnedgangen bag Atlanterhavet. Jeg glædes. Jeg spiser mere tajine. Jeg er i så godt humør, at jeg giver drikkepenge. Jeg spiser ét kg mandariner. Jeg kigger på mit Marokko-kort på laptoppen. Jeg falder i søvn. 254

253 153. Rejsning Afrika Dag Onsdag, 11. november 2009 Tan Tan -> Guelmime Distance (km): 129 Tid på cyklen: 6t 53m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,7 km/t Total (km): Det er en fantastisk cykeldag. Cykelglæden er tilbage, omvendt proportionel med modvinden, der har taget et styrtdyk og kun vågner med det ene øje ud på eftermiddagen, men som aldrig når at blive en regulær gene i dag. Flotte, nøgne wild west-scenarier overalt omkring mig, hvilket særligt de mange kortere op- og nedstigninger bevidner. Min knyttede næve flyver hyppigt og sejrrigt i vejret (der var ingen sejr, det var bare en følelse). Jeg kommer forbi to små kaffehuse i dag, hvor jeg fylder vand på flaskerne, kaffe og yoghurt på maven, men møder ellers ingen bebyggelser overhovedet undervejs i dag. Jeg bliver mange gange mindet om, hvorfor jeg holder så meget af Marokko. Farverne i de endeløse landskaber, klimaet, og den vanvittige gæstfrihed og imødekommenhed, jeg møder overalt, er nogle af grundene. Jeg er for alvor ude af troperne nu, hvor dagtemperaturen ikke kommer over 22 grader. Solen hænger selv ved middagstid kun dovent på himmelhvælvingen (som på en dansk sommerdag), langt fra zenits storhedstid. Den centraleuropæiske vinter bliver en barsk omgang for mig efter 3½ år fortrinsvis i troperne Fra Afrikas ende Dag Torsdag, 26. november 2009 Tangier, Marokko. 0 km etc. 255

254 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Jeg sidder på mit hotelværelse i Tangier i det nordligste Marokko - kun få timer før færgen sejler mig over Gibraltarstrædet til Algeciras i Spanien - og føler mig ekstremt spændt ved tanken om, at jeg er på vej tilbage til Europa, tre år og fem måneder (og mere end km) efter jeg forlod kontinentet i Istanbul under fodbold-vm i juni Det er umuligt for mig ikke at blive følelsesmæssigt berørt af situationen, af det faktum, at jeg gennemfører denne vanvittige jordenrundt-på-cykel-ekspedition, at jeg er ved at fuldføre det, som i de sidste dage har været min drøm, mit liv. Enhver celle i min krop ved, at dette er enden på, hvad der ved første øjekast (og en hel del gange efterfølgende!) tog sig ud som en næsten umulig drøm om uendelig asfalt, da Martin og jeg tog afsted fra København i april Da jeg tænkte på dette i går på min vej mod Tangier, blev jeg overskyllet af kraftige, emotionelle bølger. Bølger, der har bygget sig op i mig, muligvis siden jeg forlod Danmark, min familie, mine venner og alt andet. Tårer (jeg forventer ikke det bliver de sidste) faldt på asfalten og på min cykel, min trofaste og eneste ledsager. Den føles så ufatteligt tung, denne situation, og på samme tid føler jeg mig ubeskriveligt svævende, let, stolt og euforisk. Kun elleve uger og km efter jeg forlod Ghanas hovedstad Accra ved Guineabugten, seks grader nord for Ækvator, er jeg klar til at forlade Afrika, mit sidste kontinent. Visheden om, at de næste måneder op gennem Vesteuropa vil blive de sidste på ekspeditionen intensiverer øjeblikket og får mig til at ville værdsætte hver eneste pedalomdrejning (lige meget hvor kolde de europæiske vinternætter i teltet så må blive), og det står helt klart for mig, at jeg nok aldrig nogensinde vil føle mig så fri, så ubekymret og egoistisk determineret - eller så ensom og fjern (psykologisk mere en fysisk) fra mine elskede. Jeg er klar til at komme hjem. Jeg er klar til at være hjemme. Hvordan Danmark vil tage sig ud efter næsten fire år undervejs, hvad jeg vil 256

255 Afrika lave, hvor jeg vil bo, hvordan jeg vil trives, hvordan mit syn på verden og omverdenens syn på mig har ændret sig, har jeg ingen anelse om. Det er en ny udfordring til en ny tid og den flod krydser jeg, når jeg kommer til broen. Men jeg ved, at jeg savner min familie og mine venner mere end noget, jeg nogensinde har savnet, og det er grund nok for mig til at tage hjem (og ja, jeg er også løbet tør for kontinenter). Det er alt jeg har brug for at vide. Selvom jeg har nydt den næsten ubegribelige udfordring, som cykeleventyret har været, og føler mig ekstremt taknemmelig over al den glæde og skønhed, som jeg har oplevet på turen rundt i denne fantastiske verden - og som med sikkerhed på mange måder har ændret mig for altid - så kunne end ikke syv vilde heste stoppe mig nu (men måske ville en usandsynlig smuk andalusisk frøken kunne få mig til at overveje at rive i bremsen). Jeg er på vej hjem. Også min cykel har været ivrig efter at komme tilbage til Europa på det sidste. I går fløj vi op langs Atlanterhavskysten med et gennemsnit på 24 km/t over 157 km, og cyklen opfører sig som et muldyr, der hastigt og halvautomatisk styrter mod stalden efter en lang dags arbejde i marken. Men bebrejd endelig ikke min to-hjulede makker: lige meget hvordan vi vender og drejer det, så er km en lang tur! 257

256

257 Europa (Spanien, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Danmark) November Februar 2010

258 155. Smacked Up SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Dag Tirsdag, 8. december 2009 Benicássim -> Øst for Cambrils Distance (km): 167 Tid på cyklen: 7t 21m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 22,6 km/t Total (km): Jeg føler mig glad på cyklen i dag. Meget glad. De fleste ville nok tro, at jeg var på stoffer, hvis de så mig flyve op langs den spanske Middelhavskyst - skubbet frem af en voldsom medvind, med knyttede næver pumpende i vejret og skrålende til den fantastiske spilleliste i min ipod. Absolut manisk! Kl. er 17.50, solen er gået ned, min cykelcomputer siger 7t 21m cykling i dag, 167 km, og jeg har nået det punkt, hvor udsigten til at komme af cyklen, få mit skridt vasket, sat lejren op og få en ikke alt for kold dåseøl ikke kan overvurderes Barcelona Dag Onsdag, 9. december 2009 Øst for Cadrils -> Barcelona Distance (km): 116 Tid på cyklen: 6t 25m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,0 km/t Total (km): Jeg har cyklet 17 dage i træk nu km, og siden jeg forlod Casablanca i Marokko har pedalomdrejningerne været en altdominerende del af mine daglige rutiner. Danmark trækker. Tror dog, at jeg tager en fridag i Barcelona i morgen. At ankomme til en storby med flere millioner mennesker er altid spændende cykling og Barcelona var ingen undtagelse i dag. Fra udkanten af metropolen tog det mig næsten halvanden time at nå ind til bykernen, hvor jeg - endelig 260

259 Europa og langt efter solnedgang - tjekker ind på et hostel tæt ved det famøse hovedstrøg, La Rambla Helvedesnatten Dag Tirsdag, 15. december 2009 Castelnaudary -> Toulouse Distance (km): 63 Tid på cyklen: 4t 02m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 15,7 km/t Total (km): Argh, kulden er næsten ikke til at holde ud i nat. Da jeg efter knapt en time nede i den helt tillukkede sovepose endnu ikke har fået varmen - trods adskillige lag tøj på hele kroppen - begynder jeg at blive en smule kuldeangst og får grimme tanker tilbage til frostnætterne på det tibetanske plateau i Det er modbydeligt ikke at kunne få varmen, når man ligger dér på en forblæst mark og temperaturen dykker under frysepunktet. Der er ligesom ikke meget man kan gøre, andet end at håbe, at kroppen hurtigt finder ud af at få sendt nogle blodlegemer rundt i systemet. Jeg vågner mange gange i nattens løb. Flere gange næsten i chok, halvt i søvne, helt i kulde. Maven rumler og jeg stopfodrer den med riz au lait (en slags ris a la mande). Senere skal jeg tisse og laver Tibettricket med at vende mig om på siden og pisse - inshallah - i en tom dåse fra aftensmaden. Morgenen kommer, og jeg har nogenlunde fået varmen nede i posen, som jeg først nu opdager er temmelig våd, sikkert efter gårsdagens konstante snevejr. Våde gåsedun mister totalt isolationsevnen, og jeg forstår endeligt, hvorfor katte hader at blive våde og hvorfor jeg ikke kunne holde varmen i nat. 261

260 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Temperaturen sniger sig op på én grad, jeg sniger mig langsomt frem gennem det endnu halv-mørke landskab af spirende olivenlunde og landbrugsmarker. Og gennem vinden, der blæser mig i ansigtet igen i dag. Ikke ophidsende. Sneen begynder at falde let. Ti km uden for Toulouse slår jeg mig ned på en McDonald s med gudbenådet wifi, og jeg er i kontakt med verden igen (og ikke blot med mig selv, som jeg i bekymrende grad er begyndt at tale højt med på det sidste). Det booster mig ubeskriveligt meget at mærke opbakning fra alle sider og kanter, og det er rart at kunne dele mine strabadser med andre. Pludselig synes dagen ikke så væmmelig. Jeg labber fire burgere og et par kopper kaffe i mig, udnytter nok en gang Den Gyldne Bues glimrende netværk af gratis toiletfaciliteter og smutter med fornyet mod ind mod Toulouse, Frankrigs fjerdestørste by (ca. ½ mio. indbyggere). Modet falder dog noget, da jeg efter næsten en times søgning, rundspørgen og kuperet terræn finder frem til et hostel i udkanten af bykernen, der melder udsolgt. Av. Tilbage til centrum og storbyhurlumhejet, hvor jeg tjekker ind på Auberge de Compostelle til 18 euro for en seng i et lille gæstehus - sjældent har jeg været så ligeglad med at lange 18 euro over disken. Jeg har ikke været i bad i fem dage, min sovepose og cykeltøj er vådt, udstyret skal oplades (som jeg), så de penge er godt givet ud. Mit spejlbillede ligner noget, der lige har været i krig, og jeg bruger lang tid i det skoldhede bad på at blive et menneske igen Frossen dinosaur Dag Onsdag, 16. december 2009 Toulouse -> Cahors Distance (km): 113 Tid på cyklen: 5t 57m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,9 km/t Total (km):

261 Europa Temperaturen kommer aldrig over frysepunktet i dag. Svag vind, mod mig, naturligvis. Har efterhånden glemt følelsen af en befriende vind i ryggen. Terrænet bliver kuperet og snørklet. Overskyet, gråt, dansk. Jeg ænser det ikke rigtigt, men kigger bare ned på den hvide stribe foran mig. Den sidste 1½ times cykling mod Cahors føles det som om der er gået frost i den højre side af min pande. Højre øje ser dobbelt - ganske forstyrrende, når man drøner ned ad Quercy-regionens småbjerge mod Cahors. Sved er løbet ned i mine luffer og fingrene begynder at tage form (og temperatur) af frosne fiskepinde. Ubehageligt, men jeg har kun 15 km til Cahors og det varmer, trods frostpanden. Tuden på min eneste fyldte vandflaske er frosset til, så det må vente med væsken. Også min ene håndbremse leger frostleg med mig. Temperaturen er minus tre grader. I Cahors er situationen med mine frosne fingre ved at være alvorlig. Følelsen er stærkt nedsat, det stikker og jager, og jeg kan kun tænke på at komme indendørs. En empatisk fyr fanger vist min desperation og viser mig op til et vandrehjem i nærheden. Der er ingen i receptionen, så jeg sætter mig over til radiatoren og venter - og forestiller mig skrækscenariet, at der ingen ledige senge er. Receptionistpigen dukker op et kvarter senere. Min krop ryster af kulde, og jeg er ved at blive helt pigehysterisk ved tanken om en afvisning nu. Hun undskylder og har både smil og en ledig seng - endda i et helt tomt sekssengsværelse! Vidunderligt. De 13 euro virker som den bedste røverhandel nogensinde. Nogle gange er afstanden fra Helvede til Himmerige kortere end man tror km cykelsti til mig Dag Tirsdag, 12. januar 2010 Charleville-Mezieres -> Givet Distance (km):

262 Tid på cyklen: 4t 35m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 17,4 km/t Total (km): SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Mine tæer kan ikke holde sig varme nede i cykelskoene her i vinterkulden. Jeg har forsøgt alle mulige tricks, men intet hjælper. Frosttæerne forsvinder ikke. Derfor var jeg i Bourges for nogle dage siden forbi en sportsbutik for at købe nogle vinterstøvler. De vejer 1½ kg, men er til gengæld så store, at jeg kan have tre par sokker på i dem. Det holder fødderne varme, men desværre er jeg nu stødt på et nyt problem: Vinterstøvlen sidder tæt og tungt omkring mine ankler og tillader ikke den naturlige bevægelighed og rotation i leddene, som cykelskoene gør. Det kan mine knæ ikke lide, og gennem de sidste dage har jeg i tiltagende grad mærket smerte lige under venstre knæ. Knæet er stadig ret ømt her til morgen. I stedet for at cykle med de tunge vinterstøvler, hopper jeg tilbage i cykelskoene i håbet om, at de ikke vil forværre smerten i knæet. Det kommer selvfølgelig som noget af en frustrerende overraskelse pludselig at løbe ind i knæproblemer så tæt på målstregen, efter km aldeles blottet for problemer i benafdelingen. At føle sig fysisk skrøbelig og såret er ikke en del af mit normale følelsesmæssige register. Det er en smuk, fredfyldt dag langs The Trans-Ardennes Green Track, en 85 km bilfri sti langs den dovne Meuse-flod. Landskabet er dækket af hvidt, luften er kold og frisk, og jeg har den nyasfalterede sti for mig selv og kan ikke undgå at føle mig forkælet her på min sidste cykeldag i Frankrig. Ud på eftermiddagen - 20 km før dagens endemål i Givet ved den belgiske grænse - begynder knæet at gøre ondt igen. Deprimerende. Mit ansigt falder tilbage i smertens folder. Jeg føler mig helt forkrøblet, da jeg endelig når Givet, hvor Elodie, en 24-årig ingeniør fra Paris, kærligt har budt mig indenfor i sin lejlighed. 264

263 Europa 160. Farvel Frankrig - goddag Belgien Dag Tirsdag, 26. januar 2010 Givet (Frankrig) -> Namur (Belgien) Distance (km): 55 Tid på cyklen: 3t 37m Gennemsnitsfart: 15,3 km/t Total (km): Det er blevet tid til at forlade Givet, hvor jeg i 14 dage har boet hos Elodie. Dermed er der sat punktum for et par dejlige uger med genoptræning, indendørskomfort, afslapning med mig selv og med nye venner i Givet, knæøvelser, Ibuprofen, en uforudset (men igen tiltrængt) romance, for ikke at glemme frustrationerne over at være strandet i Frankrig med et dårligt, hævet knæ. Jeg er selvfølgelig meget opmærksom på ikke at presse knæet unødigt. Det lader til at gå okay, men jeg føler mig en smule skrøbelig, en smule sårbar efter at have mærket, hvor tynd grænsen mellem at føle sig som Superman og være handikappet kan være Verdens bedste velkomstknus Dag Fredag, 12. februar 2010 Haderslev -> Middelfart Distance (km): 62 Tid på cyklen: 4t 8m Gennemsnitsfart: 15,0 km/t Total (km): Som ventet er de sidste hundrede meter mod mine forældres hus i Middelfart - hvor jeg er vokset op og har boet i 22 år - følelsesmæssigt meget tunge. Jeg bliver overskyllet af massive, emotionelle bølger af lettelse, af fuldkommen glæde og lykke, af længsel, af gensynsiver, af ubegribelig stolthed over at ekspeditionen er slut, at jeg fandme har gjort det, at jeg har cyklet jorden rundt efter mere end dage undervejs nonstop! 265

264 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel At se dem alle stå i indkørslen og vente på mig, med Dannebrogsflag overalt, er uden tvivl ét af de stærkeste øjeblikke i mit liv, tårerne vælter automatisk frem, frit og uhæmmet. Jeg husker ikke rigtigt de sidste meter ind i favnen på min far, min mor og min søster, men jeg husker, at jeg har set frem til dette øjeblik utælleligt mange gange undervejs, og at jeg er én stor gåsehud. Knusene er de bedste og dybeste verden nogensinde har set. Så vanvittigt godt. Så uvirkeligt. Og alligevel så virkeligt *** 266

265

266

267 EFTERORD Det er nu lidt over et år siden jeg den 20. februar 2010 trillede ind på en kold og forblæst Rådhuspladsen i København og afsluttede Danmarkshistoriens længste cykelekspedition efter dage - knapt fire år - undervejs. Selvom jeg - som bogens titel afslører - hovedsageligt har været alene på ekspeditionen, så har jeg selvfølgelig mødt et hav af mennesker undervejs, som uselvisk og kærligt har hjulpet mig på den ene eller anden måde. Som har givet mig husly, mad, gode råd, opbakning, glæde, selskab og kærlighed. Kun en brøkdel af de mennesker, der hjalp mig med at udleve min drøm om at cykle jorden rundt, er nævnt i denne bog, og kun nogle få af dem vil nogensinde selv få bogen i hænderne. Uden jeres ofte uforbeholdne hjælp, tilstedeværelse og menneskelighed ville jeg ikke have kunnet gennemføre projektet, og jeg ville ikke have følt mig hjemme i verden, som jeg gør. Min dybeste tak går til jer alle. Non solo, ergo sum. Jeg er ikke alene, derfor er jeg. En kæmpe tak også til de tusindvis af læsere af min hjemmeside der har fulgt mig fra internettets fine sidelinie og som har været der bag mig som en talstærk brigade, der støttede op om mig og gav mig mentalt selskab, lyst og mod, når jeg havde allermest brug for det. Takket være dette virtuelle, internationale bagland følte jeg mig stort set aldrig ensom - selvom jeg vel om nogen havde al mulig grund til det. Det har været en enormt berigende rejse i sig selv at få lov til at dele mange af mine oplevelser og tanker med folk fra hele verden via min hjemmeside, og den aldrig svigtende opbakning (både moralsk og økonomisk) har holdt mig kørende - også selvom batterierne var flade - og har gjort, at de tusindvis af timer, jeg har brugt på at holde hjemmesiden opdateret undervejs, var det hele værd. 269

268 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel En stor og kærlig tak til Bent, min dejlige onkel, fordi du så langt jeg husker tilbage - med billeder og fortællinger fra dine egne rejser - var med til at plante eventyrlystens kim i mig, uden hvilke mit liv nok ville være langt kedeligere og uden hvilke det første spadestik til denne rejse nok aldrig var blevet taget. Tak fordi du var med mig i ånden undervejs - og for skarp og kompetent gennemlæsning af udkastet til bogen. En stor tak til min mor, min far og min søster Julia for alt det I har lært mig, fordi I altid har ladet mig vælge mine egne veje gennem livet og fordi I aldrig har tvivlet på mig. Jeg ved, at det lange fravær var hårdt for jer - det var det også for mig - og selvom fraværet var en uundgåelig del af ekspeditionen, så gjorde det mig ondt at vide, at jeg var årsagen til jeres savn. Jeg tror godt jeg kan garantere, at det er første og eneste gang jeg cykler jorden rundt. Én gang må være nok. Jeg er stolt over, Martin, at vi var sammen om at skabe projektet om at cykle jorden rundt, og jeg er stolt over, at vi turde klippe os fri fra Danmark og følge vores hjerter. Tak for de uforglemmelige (omend alt for få) cykeldage vi havde sammen i Polen og i Tyrkiet og for nytårsbesøget i Bruxelles kort før målstregen. Men Martin, først og fremmest tak for den uforlignelige ven du er for mig. Det gjorde ondt at bryde op fra Danmark og mine nærmeste venner uden at vide, hvor og hvornår vi ville ses igen. Under hele rejsen har udsigten til atter at være sammen med jer været en stærkt motiverende faktor for min fremdrift. I har gjort det meningsfuldt at vende tilbage til Danmark og I har gjort min indslusning og resocialisering i den danske hverdag behagelig og smertefri. Tak fordi I var der, både før, under og efter ekspeditionen. Jeg brugte efter hjemkomsten en del måneder på at forberede et større foredrag, som jeg siden efteråret 2010 har turneret flittigt rundt i Danmark med. Det har været en inspirerende rejse i sig selv at få hele foredragsvirksomheden op at køre, efterspørgslen har været overvæl- 270

269 dende, og det er et enormt privilegium for mig for tiden at kunne leve godt af at tage rundt og fortælle om dét, der var mit liv og min drøm i fire år. Det er mit håb, at mine foredrag - sammen med den bog, du snart har læst til ende - kan være med til at inspirere andre til at gøre noget ved deres drømme. Min drøm om at cykle jorden rundt ligger bag mig nu, men den vil lykkeligvis også altid ligge dybt forankret i mig, som et enestående eventyr ingen kan tage fra mig. Mennesket har brug for (at) drømme, og jeg er sandsynligvis netop nu i gang med at finde en ny... Hvordan de så end tager sig ud, bør der altid være plads til nye eventyr. Tak fordi du var med på dette. Nicolai Bangsgaard Østerbro, København, 21. marts

270 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel LOGBOG (*= genvisit) 1 - Polen (10APR06-05MAJ06) 26 dage km 2 - Slovakiet (05MAJ06-07MAJ06) 3 dage km 3 - Ungarn (07MAJ06-09MAJ06) 3 dage km 4 - Rumænien (09MAJ06-30MAJ06) 21 dage km 5 - Bulgarien (30MAJ06-08JUN06) 8 dage km 6 - Tyrkiet (08JUN06-04AUG06) 56 dage km 7 - Georgien (04AUG06-14AUG06) 10 dage km 8 - Aserbajdsjan (14AUG06-20AUG06) 7 dage km 9 - Turkmenistan (21AUG06-24AUG06) 4 dage km 10 - Usbekistan (24AUG06-11SEP06) 18 dage km 11 - Kirgisistan (11SEP06-28SEP06) 17 dage km 12 - Kina (28SEP06-06NOV06) 39 dage km 13 - Nepal (06NOV06-06DEC06) 30 dage km 14 - Thailand (06DEC06-10DEC06) 5 dage km 15 - Cambodia (10DEC06-20DEC06) 10 dage km 16 - Vietnam (20DEC06-21FEB07) 63 dage km 17 - Laos (21FEB07-15MAR07) 22 dage km 17*- Thailand (15MAR07-15JUN07) 90 dage km 18 - Malaysia (15JUN07-14JUL07) 30 dage km 19 - Singapore (14JUL07-26JUL07) 12 dage km 20 - Indonesien (26JUL07-22SEP07) 59 dage km 21 - Australien (22SEP07-23MAR08) 184 dage km 22 - New Zealand (24MAR08-09JUN08) 77 dage km 23 - Tonga (09JUN08-03JUL08) 25 dage km 22*- New Zealand (03JUL08-06JUL08) 3 dage - 25 km 24 - Fr. Polynesien (06JUL08-31JUL08) 25 dage km 25 - Chile (31JUL08-22AUG08) 22 dage km 26 - Argentina (22AUG08-22SEP08) 31 dage km 27 - Bolivia (22SEP08-26OCT08) 35 dage km 28 - Peru (26OKT08-27DEC08) 61 dage km 29 - Ecuador (27DEC08-09JAN09) 13 dage km 30 - Colombia (09JAN09-17FEB09) 40 dage km 272

271 31 - Panama (18FEB09-27FEB09) 10 dage km 32 - Costa Rica (27FEB09-13MAR09) 15 dage km 33 - Nicaragua (13MAR09-29MAR09) 17 dage km 34 - Honduras (29MAR09) 1 dag km 35 - El Salvador (29MAR09-02APR09) 4 dage km 36 - Guatemala (02APR09-15APR09) 14 dage km 37 - Mexico (15APR09-07MAJ09) 21 dage km 38 - USA (07MAJ09-01AUG09) 86 dage km 39 - Canada (01AUG09-21AUG09) 21 dage km 38* - USA (21AUG09-28AUG09) 8 dage km 40 - Ghana (28AUG09-16SEP09) 19 dage km 41 - Burkina Faso (16SEP09-30SEP09) 14 dage km 42 - Mali (30SEP09-14OKT09) 14 dage km 43 - Senegal (14OKT09-19OKT09) 5 dage km 44 - Mauretanien (19OKT09-30OKT09) 12 dage km 45 - Western Sahara (30OKT09-05NOV09) 6 dage km 46 - Marokko (05NOV09-26NOV09) 23 dage km 47 - Spanien (26NOV09-12DEC09) 17 dage km 48 - Gibraltar (27NOV09) ½ dag - 12 km 49 - Frankrig (12DEC09-26JAN10) 38 dage km 50 - Belgien (26JAN10-01FEB10) 14 dage km 51 - Holland (01FEB10-04FEB10) 3 dage km 52 - Tyskland (04FEB10 09FEB10) 5 dage km 53 - Danmark (09FEB10-20FEB10) 11 dage km Se i øvrigt for en detaljeret logbog med dagtil-dag-info om de enkelte cykeldage. Nicolai Bangsgaard holder inspirerende foredrag med personlige beretninger (samt billed-, lyd- og videomaterialer) fra sin cykelekspedition. For nærmere detaljer, booking og kontaktinformation besøg venligst eller skriv til [email protected]. 273

272 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel STATISTIK Ekspeditionens længde: dage. 10. april februar 2010 Tilbagelagt afstand: km Antal besøgte lande: 53 Antal kontinenter: Seks Favoritlande (den er svær): Australien, Nepal, Usbekistan, Thailand, Kirgisistan, Tonga, Rumænien, Indonesien, Kina/Tibet, Tyrkiet, Argentina, Colombia, USA, Spanien, Ghana Mindst sociale periode: Fire uger i Vietnam med kun tre regulære samtaler Flest nye venskaber skabt i: Australien, Canada, USA, Frankrig Længste periode uden at betale for overnatning: 100 dage (fra Hampton Springs, USA til Cape Coast, Ghana (via Canada)). Tak til alle! Dyreste overnatning: 43 Euro. Hotel Le Cygne, Bourges, Frankrig Mest nedtrykkende oplevelse: Besøget ved Auschwitz Birkenau Koncentrationslejr, Polen Hårdeste cykling: Det tibetanske plateau, Kina (oktober-november 2006), Vestafrika (oktober-november 2009) 274

273 Nemmeste cykling: 155 km svagt ned ad bakke, ingen vind. Fra Twizel til Oamaru, New Zealand Gladeste shopping: Canon EOS 50D spejlreflekskamera (købt i New York, juli 2009) Hårdeste stigning: Taldyk-passet (3.650 m), Kirgisistan (stejle, sandede hårnålesving med dårlig mave) Chiragsaldi-passet (4.980 m), Xinjiang, Kina Los Caracoles-passet (3.400 m), Chile (dræberstigning ml. Santiago, Chile og Mendoza, Argentina) Det nordlige Lombok, Indonesien (usportsligt stejle (20+%) bakker) Værste modvind: Viento Zonda og syv timers sandstorm, mellem Mendoza og San Juan, Argentina Seks ugers konstant side- eller modvind gennem Mali, Senegal, Mauretanien og Vest-Sahara Varmeste cykling (i grader Celsius): Turkmenistan (august 2006): 44 Mauretanien (oktober 2009): 44 Aserbajdsjan (august 2006): 43 Chiang Mai, Thailand (maj 2007): 41 Koldeste nat: Aksay Chin-plateauet, Kina (oktober 2006): -13 grader inde i teltet Højeste bjergpas (på cyklen): m. Tong La-passet, Tibet/Kina Højeste bjergpas (til fods): m. Pilgrimsvandring omkring Mt. Kailash, Tibet/Kina Mest vidunderlige nedkørsel (der har været mange): 60 km uafbrudt i Andesbjergene mellem Puquio og Nazca, Peru 275

274 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel 30 km uafbrudt i Andesbjergene mellem Don Matías og Tarazá, Colombia 10 km mellem Phonsavan og Luang Prabang, Laos 15 km fra Homer Tunnel til Milford Sound, New Zealand 20 km fra Dalat til kysten nær Nha Trang, Vietnam Mest isolerede cykling: Aksay Chin-plateauet, Kina Smukkeste cykling (der er for mange at vælge imellem): Xamnua til Phonsavan, Laos Sary Tash, Kirgisistan til Kashgar, Kina Quebrada de Cafayate, Argentina Værste campinglejr: Khao Sam Roi Yot Nationalpark, Thailand (uhyggeligt varmt, fugtigt, masser af myg) Bedste campering (igen: der er mange): Balis sydvestkyst, Indonesien. Lige ud til Det Indiske Ocean Den australske ødemark. De fleste var fantastiske Riviera, Texas, USA. Første nat i USA Laveste gennemsnitsfart: 9,92 km/t over 66 km, Km-sten 395 -> Km-sten 458, Xinjiang, Kina Værste veje: Fra Saga til nær Nyalam, Tibet. Fem dage med sandede vaskebrætveje Fra Villazón til Potosí, det sydlige Bolivia Antal punkteringer: Ca. 35 (inkl. syv på en enkelt uheldssvanger dag i Usbekistan!). Jeg har aldrig talt dem, af semi-overtroiske grunde Stoppet af politiet i USA for at cykle på motorveje og broer: Syv gange. Ingen bøder. Fine fyre Stoppet af politiet i Australien for ikke at cykle med hjelm: Fem gange 276

275 Antal bøder for ikke at cykle med hjelm i Australien: 0 Stoppet af politiet i New Zealand for ikke at cykle med hjelm: Tre gange Antal bøder for ikke at cykle med hjelm i New Zealand: Tre (sendt hjem til min familie i Middelfart. Er endnu ikke betalt) Tilbagelagt afstand i Amerika (Syd-, Mellem- og Nordamerika): km Stoppet ved fugleinfluenza-checkpoints: Fem gange (Rumænien) Længste periode uden at se min familie: dage Længste periode uden at se (de fleste af mine) venner: dage Antal hits på min hjemmeside, med billeder: (pr. februar 2011) Antal billeder taget (med digitalkameraer): Ca Videomateriale filmet undervejs (fra Malaysia til Danmark): Ca. 60 timer Antal lydfiler optaget på diktafon undervejs: 640 Styrt på cyklen: Fem (ét i Tibet (forstuvet hånd), to i USA (ingen skade), to i Tyskland (på isglatte veje, ingen skade) Dårlige maver: Fire (Nepal, Laos, Mali og Senegal - billigt sluppet!) Antal australske fluer, jeg har hilst på: Ca Heraf spist: Fire Længste periode uden et bad, varmt eller koldt: 14 dage. Tibet, Kina 277

276 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Hurtigste cykeldag: 28,2 km/t (over 170 km fra Matamoros, Mexico -> Riviera, USA) Længste cykeldag, i tid: 10t 22m (over 200,6 km fra Ti-Tree -> Alice Springs, Australien) Længste cykeldag, i afstand: 226 km (fra Glendambo og sydpå, South Australia, Australien) Antal jordskælv overlevet: Ét (målt til 7,9 på Richterskalaen ved epicenteret. Det sydlige Java, Indonesien) Mindste dagsudgifter: 0 DKK (mange dage, f.eks. i USA og Frankrig) Officielle topfart på cyklen (med fuld oppakning): 82,5 km/t, nær Lake Tatvan, det østlige Tyrkiet Uofficielle topfart på cyklen (med fuld oppakning): 108,8 km/t, under et vanvittigt trucksurf i det nordlige Peru Største mængde væske indtaget på én dag: 22 liter, i den australske ødemark Antal tandbørster brugt: Ni Længste distance cyklet på samme dæk: km, fra Usbekistan (september 2006) til Peru (december 2008) Tak til Schwalbe Marathon XR-dækket! Antal postkort sendt: 0 Antal s sendt: Tusindvis Antal underbukser slidt op: Otte Dyreste internet: 120 DKK/time. Moorea, Fransk Polynesien Billigste internet: 2 DKK/time. Sukhothai, Thailand 278

277 2 DKK/time. Potosí, Bolivia Billigste lande: Indonesien (45 DKK/dag) Vietnam (50 DKK/dag) Dyreste lande: Tyskland (200 DKK/dag) Fransk Polynesien (180 DKK/dag) Bedste mad: Singapore Thailand Værste mad: Tibet (alt, alt for mange minutnudler, lavet på benzinbrænderen) Samlet forbrug på hele rejsen (anslået): DKK Gennemsnitligt forbrug pr. måned: DKK Cyklens vægt: 20 kg Bagagens samlede vægt, uden mad/drikke: kg (gennemsnitligt kg) Nicolais startvægt: 72 kg Nicolais slutvægt: 73 kg 279

278 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel CYKLEN Efter mere end km gennem verden har min cykel - min kære Koga Miyata Worldtraveller (2004-model) - naturligvis gennemgået en række reparationer og udskiftninger af reservedele. Nedenfor ses en detaljeret liste over disse ændringer. Det er en helt igennem vidunderlig cykel, som solidt har ført mig gennem seks kontinenter. Jeg har respektfuldt og lyttende (efter misog knirkelyde) behandlet den som en kvinde, og jeg er sikker på, det er derfor den tilsvarende har behandlet mig så ufatteligt godt gennem de fire år. I. Hjul Bag: 1. Mavic EX 721. Varede km (fra Danmark til Kina). Små revner i fælgen ved egerhullerne. Skiftet i Kashgar, Kina til: 2. Giant (standard). Varede km (fra Kina til Australien). 10 USD. Skiftet i Merimbula, Australien til: 3. No-name (dobbeltsidet, fra Taiwan). Varede km (fra Australien til USA). Fik skiftet hele hjulet. 110 AUD. Skiftet i Montreal, Canada til: 4. WTB km (fra Canada til Danmark). Nyt hjul med Shimano Deore nav. 110 USD. For: 1. Mavic EX 721. Varede km (fra Danmark til USA). Utrolig holdbarhed. Skiftet i Wilmington, USA til: 2. Sun Rim Rhyno Light. Hidtil km (fra USA til Danmark). Nyt hjul med Shimano Deore LX nav. 60 USD. 280

279 II. Dæk Bag: 1. Continental Travel Contact. Varede km (fra Danmark til Usbekistan). 2. Schwalbe Marathon XR. Varede km (fra Usbekistan til Australien). 3. Schwalbe Marathon XR. Varede km (fra Australien til New New Zealand). 4. Specialized. Varede km (fra New Zealand til Ecuador). 5. Schwalbe Marathon Extreme. Varede km (fra Ecuador til USA). 6. Bontrager. Varede km (fra Florida til North Carolina, USA), men blev skiftet før tid. 7. Bontrager km (fra North Carolina, USA til Burkina Faso) 8. Schwalbe Marathon Dureme km (Burkina Faso til Danmark) For: 1. Continental Travel Contact. Varede km (fra Danmark til Kirgisistan) 2. Schwalbe Marathon XR. Varede km (fra Kirgisistan til Peru). Uovertruffen. 3. Schwalbe Marathon Extreme km (fra Peru til Ghana). 4. Schwalbe Marathon Dureme km (fra Ghana til Danmark) III. Kabler Gearkabler: 1. En svejser i Tyrkiet ødelagde et gearkabel i forsøget på at svejse min (alu!) flaskeholder. 2. Samme kabel skiftet i Chiang Rai, Thailand. 3. Skiftet igen i Santiago, Chile. Bremsekabler: Ingen udskiftning. Alle kabler er blevet rengjort og olieret et par gange 281

280 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel IV. Kæder Jeg brugte i alt ni kæder undervejs. Det svarer til knapt km pr. kæde. Jeg har brugt Shimanos model HG93 flere gange, og den er min favorit. Denne kæde, holder normalt km. På grund af forsyningsmangel, har jeg brugt de svagere Shimano HG53 to gange. De varede km. Jeg har brugt en SRAM kæde én gang. Den varede omkring km. V. Kassetter (9-speed) 1. Varede km. Skiftet i Ungarn. 2. Varede km. Skiftet i Singapore. 3. Varede km. Skiftet i Santiago, Chile. 4. Varede km. Skiftet i Wilmington, USA. 5. Varede km. Fra USA til Danmark. VI. Tandhjul 1. Mellemste tandhjul skiftet i Singapore efter km. 2. Mellemste tandhjul skiftet igen i Medellin, Colombia efter km. 3. Mindste tandhjul skiftet i Medellin, Colombia efter km. 4. Største tandhjul blev ikke skiftet (men trænger!) VII. Sadler 1. Min elskede Brooks lædersadel tjente mig i km. Jeg skiftede den (med et lidt knust hjerte) i juni 2009 i Wilmington, USA fordi læderet var begyndt at revne og af og til nev mig bagi. Det tog mig mere end km (fra Danmark til Tyrkiet!) at vænne røven til den hårde lædersadel. 2. Overgangen til min nye, aerodynamiske, kunststofsadel med et ergonomisk hul i midten, var acceptabel, men absolut ikke smertefri. VIII. Slanger + punkteringer. Jeg har ikke et nøjagtigt tal på, hvor mange slanger, jeg har brugt, men i nærheden af 30, vil jeg tro. Jeg ved heller ikke, hvor mange punkteringer, jeg har haft. Omkring 35. Oftest på det bageste dæk, som bærer det meste af den samlede belastning. 282

281 IX. Cykelsko 1. Diadora cykelsko. 350 DKK. Varede km. Det var et par meget trofaste, omend ildelugtende og til sidst meget slidte, cykelsko, som jeg fik et - på mange måder - nært forhold til. De blev efterladt hos en ven i Wilmington, USA, og blev erstattet af: 2. Shimano RT51 cykelsko. Foreløbigt km. Bruges nu (marts 2011) til min spinning-træning flere gange om ugen. X. Bremser Ingen udskiftning eller problemer overhovedet. De fik bare lidt olie, rengøring og kærlighed en gang i mellem, så fungerede de upåklageligt. XI. Bremseklodser Jeg har selvfølgelig skiftet bremseklodserne undervejs; ca. syv gange bagtil og fem gange foran. Under en lang nedkørsel i kraftig regn nær Posof i Tyrkiet, sled jeg det meste af et sæt bremseklodser foran. Skift af bremseklodser er en femminutters operation. XII. Kranke 1. Den oprindelige varede km og blev skiftet i Melbourne, Australien. 2. Den anden varede km og blev skiftet i Montreal, Canada. XIII. Styrfitting Blev rengjort og smurt professionelt i Singapore, efter km. XIV. Pedaler Ingen udskiftning. Bare lejlighedsvise oliedråber. XV. Stel Ingen revner, svejsninger eller problemer overhovedet. Det er en Koga Miyata! XVI. Bagagebærer Af mærket Tubus. De gjorde et fantastisk og upåklageligt job. Ingen revner eller problemer overhovedet. XVII. Styr Jeg har stadig det oprindelige butterfly-multigrip styr på. Jeg er vild med det, ikke mindst på grund af de mange lag af styrtape/gaffatape/ sportstape, som jeg har puttet oven på hinanden for at få et tykt, fast greb om styret. Folk forbløffes ofte over tykkelsen af styret. 283

282 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel XVIII. Støtteben Med cyklen fulgte et Pletscher støtteben, som jeg brugte dagligt. Derudover fulgte der også et andet støtteben med (monteret på forhjulets bagagebærer), som jeg aldrig brugte. Først efter at have rejst med det i km, fik jeg det endelig afmonteret og efterladt i Montreal, Canada. TOP 42 LÆNGSTE CYKELDAGE Numerisk ordnet, længste cykeldag først km. Dag NOV2008 Chancay -> Casma (trucksurf), Peru km. Dag NOV2007 Glendambo -> Bush camp, Australien km. Dag DEC2008 Chiclayo -> Piura, Peru km. Dag OKT2007 Ti-Tree -> Alice Springs, Australien km. Dag OKT2007 Dunmarra -> Renner Sprs., Australien km. Dag OKT2008 Cochabamba -> Caracollo, Bolivia km. Dag DEC2008 Piura -> Máncora, Peru km. Dag JUN2009 Hampton Springs -> Macclenny, USA km. Dag JUN2009 Kingsland -> Savannah, USA km. Dag NOV2009 Oualidia -> Casablanca, Marokko km. Dag OKT2006 Kashgar -> Charak, Kina km. Dag SEP2006 Gulistan -> Tashkent, Usbekistan km. Dag JAN2009 Don Matías -> Tarazá, Mexico km. Dag SEP2006 Samarkand -> Gulistan, Usbekistan km. Dag MAJ2009 Matamoros, Mexico -> Riviera, USA km. Dag 47-26MAJ2006 Brasov -> Snagov, Rumænien km. Dag DEC2009: Benicássim -> Cambrils, Spanien km. Dag AUG2006 Navoiy -> Samarkand, Usbekistan km. Dag JAN2009 Cali -> Zarzal, Colombia km. Dag AUG2006 Ganca -> Kurdamir, Tyrkiet km. Dag MAJ2009 New Orleans -> Ocean Springs, USA km. Dag NOV2008 Puquio -> Nazca, Peru km. Dag AUG2009 Eustis -> Syd for Auburn, USA km. Dag OKT2008 Potosí -> Sucre, Bolivia km. Dag NOV2009 Souk Rharb -> Tangier, Marokko km. Dag 87-05JUL2006 Ankara -> Sereflikochisar, Tyrkiet km. Dag FEB2009 Aguadulce -> Tolé, Panama 284

283 km. Dag APR2009 Acajutla, El Salv. -> Escuintla, Guat km. Dag AUG2009 Trois-Riviere -> Quebec, Canada km. Dag OKT2009 Nouakchott -> PK320, Mauretanien km. Dag MAR2008 Twizel -> Oamaru, New Zealand km. Dag AUG2006 Krasny Most, Georg. -> Ganca, Aserb km. Dag JUL2009 Croton-on-Hudson -> Hudson, USA km. Dag SEP2006 Kokand -> Fergana, Usbekistan km. Dag SEP2009 Techiman -> Buipe, Ghana km. Dag SEP2006 Yangi Tonqin -> Kokand, Usbekistan km. Dag JAN2008 Otavalo -> Tulcán, Ecuador km. Dag SEP2006 Øst for Karabel Pass -> Kashgar, Kina km. Dag SEP2008 Pituil -> Belén, Argentina km. Dag NOV2008 Nazca -> Ica, Peru km. Dag MAJ2009 Pt Comfort -> Surfside Beach, USA km. Dag MAJ2009 Fort Walton -> Mexico Beach, USA TOP 15 FAVORITLANDE 1. Australien 2. Thailand 3. USA 4. Indonesien 5. Argentina 6. Nepal 7. Kirgisistan 8. Tyrkiet 9. Ghana 10. Colombia 11. Tonga 12. Usbekistan 13. Spanien 14. Rumænien 15. Kina/Tibet 285

284 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel TOP 15 FAVORITBYER 1. Chiang Mai, Thailand 2. Sydney, Australien 3. New York, USA 4. Kathmandu, Nepal 5. Melbourne, Australien 6. Istanbul, Tyrkiet 7. La Paz, Bolivia 8. Salta, Argentina 9. Montréal, Canada 10. Antigua, Guatemala 11. Valéncia, Spanien 12. Cartagena, Colombia 13. Luang Prabang, Laos 14. Hanoi, Vietnam 15. New Orleans, USA SAGT OM NICOLAIS FOREDRAG: Det var et helt igennem fantastisk og ærligt foredrag, hvor jeg er sikker på, at du kom langt ind under huden på langt de fleste af os. Med din utrolige evne til at formidle, samt dit meget venlige og sympatiske væsen, formår du at gøre dit foredrag til en uforglemmelig oplevelse som man ikke vil hjem fra! Det er virkelig en helt speciel følelse du efterlader dit publikum med. Ikke en eneste gang har et foredrag berørt mig så dybt ind i sjælen som dit. Efter foredraget må jeg indrømme, at jeg sad med en stor klump i halsen og måtte lige klemme forsigtigt på tårekanalerne et par gange puha! Du får mine varmeste anbefalinger og jeg ønsker dig alt mulig held og lykke hvorend du befinder dig i verden. (Air Canada) 286

285 Et glimrende og super spændende foredrag (H. Lundbeck A/S) Et ualmindeligt levende og professionelt sammensat foredrag, med filmklip, dejlig underlægningsmusik og et flot fotoshow. (Motionscykelklubben Baghjulet) Nicolai levede helt op til mine og tilhørernes forventninger, en storslået personlig beretning, leveret med levende fortællinger og et budskab vi alle kan lære noget af. Nicolai er meget autentisk og leverer sit budskab med stor respekt og en passende ydmyghed i forhold til de mennesker, han har mødt på sin vej. Jeg kan kun give Nicolai rosende ord og de varmeste anbefalinger. (Bosei Idrætshøjskole) En formidabel aften, hvor billede, lyd og Nicolais egne ord gik op i en højere enhed. Oplevelserne og mødet med verden skildrer han på fantastisk vis i såvel bredde som dybde. Et foredrag som henvender sig til alle aldersgrupper. På en skala fra 1 til 6 skal Nicolai have 6! (Kværndrup Bibliotek) Nicolai tog helt pusten fra os med sit super inspirerende foredrag. Flotte billeder og videoer kombineret med en intens hurtig gennemgang af sin fantastiske tur med op- og enkelte nedture. Et foredrag, som vil stå prentet i hukommelsen i lang tid. (Herning Søndre Rotary Klub) Nicolai er en usædvanlig gudbenådet fotograf [...] Aftenen var en helt fantastisk flot rejse i billeder, musik og film, krydret med personlige fortællinger fra den lange rejse. (Ordrup Cykle Klub) 287

286 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel En udsolgt sal fulgte med på en utrolig spændende cykeltur jorden rundt. Nicolai tryllebandt publikum med sit engagement og sin personlighed. Udover at være en spændende og personlig fortæller, er Nicolai også en dygtig fotograf, så foredraget havde en fin og afvekslende facon med fortælling, billeder, filmklip og musik. Publikum var begejstrede (har efterfølgende modtaget mange roser på Nicolais vegne) og spørgelysten stor. Jeg kan helt klart anbefale foredraget (Sindal Bibliotek) Øvrige tilhøreres udtalelser (alle efteråret 2010/vinteren 2011): Som tilhører tryllebindes man af fortællingen, af gåpåmodet, og af optimismen, der med din jernvilje overvandt alle forhindringer. Du er et levende bevis på, at alt kan lade sig gøre, hvis man vil! Yderst spændende, interessant og tankevækkende foredrag. Din fortælling fungerede særdeles godt. Fantastisk gribende fortælling. Er taknemmelig for at få et blik ind i nogle af dine utrolige oplevelser - og din ærlighed. Fantastisk flotte billeder og filmklip. Fantastiske billeder, farver og stemninger Tak for et meget inspirerende foredrag. Dejligt at du giver så meget af dig selv. Jeg blev så rørt over dét, du sagde. Var ved at græde over det. Dit mod, din entusiasme og din lette tilgang til de enorme fysiske anstrengelser du har gennemlevet har virkelig fascineret mig. Du bliver vores generations Jacob Holdt. 288