SOLO. - 4 år jorden rundt på cykel

Transkript

1 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel

2

3 NICOLAI BANGSGAARD SOLO - 4 år jorden rundt på cykel - en antologi WORLDTRAVELLERS PRESS

4 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Nicolai Bangsgaard 2011 Omslagsdesign: Mari Randsborg & Nicolai Bangsgaard Omslagsbillede, forside: Rich Nacin Omslagsbilleder, bagside: Nicolai Bangsgaard Bogen er sat med Minion Pro Sats og typografi: Nicolai Bangsgaard Trykt hos Narayana Press, Gylling. ISBN udgave, 1. oplag 2011 Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er forbudt uden forfatterens skriftlige tilladelse, iflg. gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. Besøg forfatterens hjemmeside: Udgivet på: Worldtravellers Press Ryesgade 112E, 2. DK-2100 København Ø Til alle de mennesker, der var med til at gøre drømmen virkelig

5 Indhold FORORD 13 EUROPA Afskeden Indtryk fra Polen Maramures Dracula og fugleinfluenza Frygten for naboen Tyrkiet!!! 27 ASIEN Istanbul - at trille ind gennem en millionby De behagelige, tyrkiske tæsk Anatolsk zenitsol Slidte grammofonplader Cappadocia - klodens smukkeste skønhedsplet? Gæstfriheden kender ingen grænser Rifak Et fremmedlegeme på rejse Adios, Pablito! Haglvejr på bjergpasset Savnene (de uundgåelige) En nat ved grænseovergangen Dagen med de syv spinningtimer i træk Are You Tourist? Man bygger da ispaladser i ørkenen! Kirgisisk drukfest Ahh, cyklen ruller igen! Gudesmukke Pamir Range 59

6 25. Kina! Som en bulimiker før en ørkenvandring km i sadlen i dag! Kina ligger i bunden af sandkassen Den meditative cykling De forbandede lorteveje! Det tibetanske mareridt Den metalliske Messias i Tibet Highway to Hell eller Stairway to Heaven? Jagtet af nepalesiske Terminator-hunde Nepals mytiske virkelighed Life is Simple En vietnamesisk juleaften i plagiatets navn Nytårsaften i Saigon Godmorgen regndans Hundedrabet Ingen mos på rullestenen Det blev en fin, fin dag Spand-og-øse-teknologien Whisky med grænseofficererne På scooter med Thanatos på min skulder Landsby i Laos Jeg blev grebet af dagen Ladyboy-massagen Vi bor så godt i os selv Chiang Mai boom-boom Songkran - verdens største vandkamp Efternøleren - og andre indtryk fra vejene Dream it, plan it, live it! Sorgløse superdage Lycra & retro En helvedes tur i Melakkastrædet En plads i Touren? Den muslimske næstekærlighed Om venskaber Hello, mister, how are you today? At sprudle i bjergene Jordskælvet på Java Når bare det er stegt i friture 119

7 64. Mine fornemmelser for asfalt Ankomst Bali og km i hus! Slaraffenlandet Paradis på Gili Trawangan The Hardest Part Ramadanen skydes ind på Lombok På jagt efter en båd i Kupang 129 OCEANIEN Australien! (eller: Ørnen er landet) De buskede bryn Et omvendt kulturchok! Om ødemarken Historien om den australske fluefest En udmattet krop når havet Australien - et farligt bekendtskab December med babymad og nøgne juletræer Årets sidste og varmeste dag i Melbourne En skøn start på Et brev til prinsessen Hippiefestivalen Kunsten at hylde sin nabo Ankomst Sydney! Selv en rotte kender lugten af luksus Om fascinationen af fedtede verdenskort At skifte ble på sin baby Australien -> New Zealand Vi har alle et Everest i vores liv En anderledes (våd!) fødselsdag Om den newzealandske fårepsyke Gæstfrihedens vingesus Fra 45 graders sydlig bredde km og et lille vejsidejubilæum Balladen i det lille hus Har du tid til en kop kaffe, har du? At finde rytmen i det arytmiske Kongeriget med de tykke mennesker At orientere sig om det nære i livet Tahiti Perlemorsfascinationen 178

8 102. Moorea -> Tahiti Behagelig kidnapning på Påskeøen 181 SYDAMERIKA Om kærlighed og strikkegarn Mountain Madness Om langturscyklingen Spøgelset i den argentinske sandstorm Savl i Cafayate-dalen Viden om verden Trynet af modvind og bjerge Kom nærmere! De sidste mælketænder trækkes ud Lamafostre og afhuggede oksehoveder Jeg, den kulturelle afviger Hagl, et bjergpas og et utjekket foto Et hul i kevlarsjælen Med 60 km downhill siddende i håret Et enerverende salsa-traume Om byernes rytme og liv Brutaliteten Om milepælenes nødvendighed Det lykkelige humør Colombia - om image-problemer La Grand Finale i det nordlige Colombia 214 NORDAMERIKA Det maritime mareridt Kunsten at grine på dansk Farvel, min ven Med peberspray og metalstang gennem Nicaragua Shopping Frenzy Et mentalt paradigmeskift Generøse Bill Er jeg anholdt, Hr. Betjent? Lykken Sprængstof i benene New York Bienvenu au Canada! Gensyn i Montreal 233

9 138. Status 233 AFRIKA Ghanaaaa!!! Hunger efter landevejen Black Volta Technicolours i Burkina Faso Mali og en romantisk aften for én Fattigdommens raseri Hård hud på sjælen Røde hunde Den dag, jeg bliver masochist Anonymiteten Nattens juvel Mentale fatamorganaer i ørkenen En nat blandt landminer Men jeg tørrer ikke røv med hånden! Rejsning Fra Afrikas ende 255 EUROPA Smacked Up Barcelona Helvedesnatten Frossen dinosaur km cykelsti til mig Farvel Frankrig - goddag Belgien Verdens bedste velkomstknus 265 EFTERORD 269 LOGBOG 272 STATISTIK 274 CYKLEN 280 TOP 42 LÆNGSTE CYKELDAGE 284 TOP 15 FAVORITLANDE 285 TOP 15 FAVORITBYER 286 SAGT OM NICOLAIS FOREDRAG: 286

10

11 FORORD Da Martin - min gode ven siden gymnasietiden i Middelfart - og jeg den 10. april 2006 gik ombord på færgen, der skulle sejle os fra København til Swinoujscie i Polen, regnede vi løst med at cykelekspeditionen jorden rundt ville vare ca. to år. Men tingene udviklede sig hurtigt anderledes end vi havde forventet: Martin løb nemlig ind i nogle knæproblemer allerede efter få dages cykling ned gennem det vestlige Polen. Han tog derfor tilbage til Danmark for at få styr på knæet gennem en intensiv genoptræning, mens jeg fortsatte ned gennem Østeuropa på egen hånd. Et par måneder senere var Martin blevet fit for fight igen og fløj med sin cykel ned til mig i det centrale Tyrkiet, hvorfra vi fortsatte mod øst. Det var fantastisk at cykle sammen igen - også selvom sommerheden på den anatolske slette var intens. Et par uger senere, da vi var nået frem til Dogubeyazit i det østligste Tyrkiet, kun 25 km fra Iran, besluttede Martin sig for at bakke ud af ekspeditionen og tage tilbage til Danmark. Den drøm, vi havde skabt og været fælles om under planlægningen ved skrivebordet hjemme på Nørrebro, var alligevel ikke Martins drøm. Duoen var igen pludseligt halveret, og det gjorde mig ondt, at jeg denne gang fornemmede, at det nok var sidste gang Martin var med på rejsen - at der nok ikke ville komme nogen Martin version 3.0. Selvom jeg ikke selv overvejede at tage hjem, så gik jeg nogle mentalt set meget udfordrende dage i møde efter den ærgerlige afsked med min bedste ven i Dogubeyazits støvede gader. Foran mig ventede Kaukasus, Centralasien og - længere ude - det tibetanske plateau - regioner som jeg stort set intet kendte til og som jeg mildest talt var spændt på at cykle gennem. Men altså solo. 13

12 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Denne bog består af en række essays og dagbogstekster, som jeg skrev løbende på rejsen. De skildrer de udfordringer (mentale, klimatiske, sociale, kulturelle, økonomiske, fysiske), jeg stødte på, de erfaringer, tanker og refleksioner, jeg gjorde mig i den forbindelse, og de op- og nedture, jeg var ude for. Jeg har valgt at lade teksterne stå relativt uredigerede i håbet om at give et så ærligt, erfaringsnært og u(s)poleret billede af, hvordan jordomrejsen på cykel tog sig ud for mig. Sådan en skildring vil altid være en fattig og ufuldkommen gengivelse af den mangfoldige virkelighed, der har dannet rammen om mit nomadiske cykelliv - en virkelighed, som har testet, beriget, frustreret og fascineret mig i en grad, jeg ikke havde regnet med. En del - ca. halvdelen - af de følgende beretninger har været bragt i én af de større, landsdækkende aviser, som jeg arbejdede for som freelancejournalist undervejs. Jeg har gennemgående bevidst holdt fast i en subjektiv, essayistisk fortælleform. Personer og navne, som optræder i bogen er virkelige. Kapitel- og billednumre hører sammen, således at f.eks. kapitel 25 bør læses sammen med billede 25. Ansvaret for fejl og unøjagtigheder af enhver tænkelig art ligger udelukkende på forfatterens skuldre. Der går ikke en eneste dag uden at jeg tænker tilbage og genoplever ansigter, steder, følelser og fornemmelser fra cykelrejsen, og selvom en del af den detaljerigdom, jeg oplevede ude i verden, er gået - og altid vil gå - tabt i oversættelsen fra erfaring til det skrevne ord (denne bog!), så håber jeg, at så meget som muligt af oplevelserne og farverigdommen, som stadig er så levende i mig, afspejles og kommer til udtryk i bogen. Kom nærmere. Nicolai Bangsgaard 14

13

14

15 Europa (Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien) April Juni 2006

16 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Traveling is not just seeing the new; it is also leaving behind. Not just opening doors; also closing them behind you, never to return. But the place you have left forever is always there for you to see whenever you shut your eyes. Jan Myrdal (svensk forfatter, f. 1927) 1. Afskeden Dag 9. Km Poznan, Polen. April 2006 Så kom den endelig, 10. april 2006, dagen, vi har ventet på i mange måneder og som var dagen, hvor ekspeditionen jorden rundt på cykel blev skudt i gang. Der blev trukket godt på store dele af følelsesregistret, da vi stod der på færgeterminalen i København med de tungt lastede cykler klar til at begive os afsted mod Polen og eventyret. De sidste måneder op til afrejsen har været meget travle og turbulente, og et hav af forberedelser og overvejelser har krævet enorme ressourcer. Boliger, abonnementer, forsikringer er blevet opsagt, ekspeditionens hjemmeside er blevet til, et full body check hos lægen, vaccinationer, sponsorer er blevet kontaktet og kontrakter underskrevet, ruter og landkort er blevet studeret indgående, vi har givet interviews til diverse medier (TV, radio, aviser, magasiner), en skøn afskedsfest er blevet holdt - ja, listen er alenlang og vil utvivlsomt kede i sin fulde længde. Selvom vi begge har været under et nærmest umenneskeligt pres de sidste dage op til denne mandag aften på færgelejet, så har alting flasket sig på smukkeste vis og vi har mødt en imponerende opbakning blandt venner, familie, sponsorer, ukendte folk fra ind- og udland, som via s har ønsket os lykke til med projektet. Da vi trillede gennem fra Nørrebro til Østerbro en sidste gang blev vi mødt af vinkende danskere med glade ansigter, der fra dyttende biler, Dannebrogsklædte altaner og københavnske cykelstier lige ville ønske os et pøj-pøj. Situationen 18

17 Europa var ret speciel og forstærkede blot fornemmelsen af de sidste ugers sansemæssige bombardement. Et bombardement, der har skabt en form for mentalt værn, som har gjort mig mindre hudløs over for de forskellige indtryk, oplevelser, krav om stillingtagen etc., som dagene har fordret. Først da de sidste knugende favntag blev givet til mine nærmeste lige inden færgen sejlede, brød dette værn sammen, og det gik i brudstykker op for mig, hvilke afsavn jeg nok uundgåeligt vil komme til at føle undervejs. At køre sig mentalt og fysisk i stilling til en jordomrejse som denne, at afskære sig fra alle abonnementer og forpligtende forbindelser (også de mere kødelige) for at opnå den ubegrænsede og unikke personlige frihed, som jeg konstant føler mig draget af, har naturligvis sin pris. Men det er en pris, jeg bare må betale, og som jeg føler giver mig mangefold igen på andre af livets mange arenaer. Afskeden var hård som ventet, men det var med stor lettelse og tilfredshed at vi sejlede ud forbi Langelinie og gennem kahytsvinduet kunne se aftenrøden hænge inde over København. For rejsen havde nu taget det første spæde skridt - det skridt, som de fleste af mine drømme på det seneste har været rettet mod, og som selv med salte kinder føltes helt rigtigt. Udmattelsen var stor, og den nat ombord på Polensfærgen vidste jeg ikke rigtigt, hvornår virkeligheden hørte op og drømmene tog over. Her en uge senere kan jeg under forårssolskinnet i en mindepark over faldne krigere fra Anden Verdenskrig i Poznan i det centrale Polen konstatere, at cykelcomputeren siger 400 tilbagelagte kilometer siden vi tirsdag morgen stolte og glade cyklede fra færgen i Swinoujscie. Det er en skøn fornemmelse at være på vej nu. Lige som alt vores nye og dejlige udstyr kræver også dette frie og ubekymrede cykelnomadeliv tilvænning, men man skulle da være et skarn, hvis man ikke magtede denne tilvænning! 19

18 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Drøm eller virkelighed? Dette er måske snarere virkeliggørelsen af en sød drøm, men who cares? Så længe der er luft i dækkene, smil på læben og de polske pragtøl er kolde er vi glade. For eventyret ruller videre... Life is a series of natural and spontaneous changes. Don t resist them - that only creates sorrow, let reality be reality. Let things flow naturally forward in whatever way they like. Lao Tzu (kinesisk filosof) 2. Indtryk fra Polen Dag 16. Km Nysa, Polen. April 2006 Den polske kvinde på gårdspladsen foran bondehuset kigger på mig med det blik, vi så mange steder umiddelbart bliver mødt af her i Polen. Et lidt reserveret, ligegyldigt blik, men også denne gang hiver jeg smilet - universalnøglen, der åbner selv de mest skeptiske og utilgængelige gemmer i folk - frem, og de skeptiske øjne afløses nu af smilende læber, hvis bevægelser kan betyde alt og ingenting, og som jeg alligevel ikke kan høre for musikken inde bag hovedtelefonerne. Men jeg har i forbifarten fået, hvad jeg ønskede og givet, hvad jeg kunne og cykler tilfreds videre. Ekspeditionens tredje uge er i gang, og efter at have rundet de første km er vi nu kommet til det sydligste Polen efter nogle skønne dage bl.a. i Poznan, Wroclaw og i en fantastisk nationalpark, Gory Stolowe, i landets sydvestlige hjørne op mod grænsen til Tjekkiet. Polen har virkelig været en dejlig overraskelse på mange måder. Småvejenes stilhed og landlighed er en kæmpe kontrast i forhold til larmende København, og vi nyder dette konstante udendørsliv med mad over gasblusset og campering i det fri på komplet uforudsigelige steder (i 20

19 Europa mosgroede skovbunde, på etablerede lejrpladser og ved stille søbredder med gratis fuglekvidder). Vi har undgået punkteringer og ømme balder, fået røde forårskinder og er godt på vej i vores målsætning om at smage flest mulige polske øl. Vi har snust til landets dyreliv og bl.a. set små slanger, storke, en grævling (som dog lå ubevægelig og helt slank i den sørgelige vejkant!), ræve, frøer, egern, spætter foruden et dødt, oppustet vildsvin forleden. Vildsvinet er et stort, modbydeligt dyr med hugtænder, som jeg troede kun fandtes i børnebøgernes ublu fantasiverden. Generelt viser konturerne af det polske billede, der langsomt har taget form gennem de sidste uger, et landligt og rustikt land, som det af og til er svært at indpasse i det moderne selvbillede, som EU anno 2006 opererer ud fra. Men EU virker så fjern her fra mit lille cykelunivers, hvor behovene er basale og opfyldelsen af dem yderst overkommelig. Den polske kvindes smil minder mig om, at når man rejser på denne måde med cykel og telt, så befinder man sig hele tiden i øjenhøjde med det levede, lokale liv. Man oplever ikke blot de kendte byer med deres monumenter, museer og restauranter. Fra cykelsadlen oplever man også mellem byerne trøstesløse forstadskvarterer (som arkitektonisk imponerer med deres overdrevne fantasiløshed), forureningsramte vandløb og vejrets luner. Men også glade rådyr på markerne og frøer, der går amok i skumringen, smukke kirker gavmildt spredt ud over de bølgende bakker, og altså bekræftende smil og menneskelighed. Der opstår derfor en lang række uforudsigelige nedslagspunkter i den lokale hverdag, hvilket for mig er det, der giver rejsen den største værdi. Disse indblik i en fremmed hverdag virker ofte som et berusende frontalangreb på sanserne og deres måde at opfatte og ordne verden på; et sundt og konstant reality check! 21

20 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Perhaps travel cannot prevent bigotry, but by demonstrating that all peoples cry, laugh, eat, worry, and die, it can introduce the idea that if we try and understand each other, we may even become friends. Maya Angelou (amerikansk forfatter, f. 1928) 3. Maramures Dag 38. Km Sighişoara, Rumænien. Maj 2006 Jeg har netop passeret de første km på cyklen, er træt og sulten og er kommet til en lille, søvnig landsby i det nordlige Rumænien, hvor alle (dvs. landsbyens to) butikker har lørdagslukket. Jeg spørger nogle lokale drenge, hvor jeg kan købe noget at spise, og de peger på spisestedet, jeg allerede har konstateret er lukket. Tæt ved er tre ølkuske ved at flytte ølkasser fra en lastbil. Vi udveksler høflighedsfraser, og jeg fortæller, at jeg er cyklet fra Danmark og snart får jeg stukket en af deres bajere i hånden. En velkomstgave, antager jeg, takker og leder videre efter noget mere regulær føde. Maven rumler højere end lyden fra de klikkende hestesko, der høres i baggrunden. En dame henvender sig, og jeg forsøger at forklare min situation og hullet i maven. Via endnu to-tre behjælpelige mellemled og en forvirring, jeg ikke kan redegøre præcist for, havner jeg i en forhave hos en familie, der hjerteligt byder mig indenfor uden at ane, hvem jeg er og hvad jeg vil. Jeg får ægteparrets datter, der taler engelsk, i telefonen og forsøger igen at forklare mig, selvom situationen efterhånden er blevet både indviklet og komisk. Pigen i røret giver mig dog den info, jeg har brug for på dette tidspunkt: jeg kan både spise og overnatte hos familien! Jeg takker og smiler udadtil og glædes og forbavses indadtil over den ekstreme imødekommenhed, familien udviser. Datteren kommer først hjem senere, så faderen tager mig op til et lokalt keramikværksted i 22

21 Europa nærheden, viser mig sin selvkonstruerede kornmølle i baghaven, sine mange bistader og giver mig en introduktion i den ædle kunst at være biavler. Kommunikationen foregår primært pr. intuition og indlevelse. Snart kommer datteren hjem og der bliver serveret en dejlig fåreret for os, ledsaget af faderens hidsige, hjemmebryggede æblesnaps (60%!) - min fysiske sult overtages langsomt af en mental mæthed af spontanoplevelser. Det varme bad opvarmet af brænde i kakkelovnen og den bløde opredning var skøn. Det blev til et lille døgn hos den elskelige familie, hvis ubegrænsede gæstfrihed og varme jeg sent vil glemme. Maramures, som denne nordlige landsbrugsregion i Rumænien hedder, er lidt som en rejse tilbage i tiden. Regionen har effektivt været afskåret fra Transsylvanien mod syd af en væg af bjerge og er således forblevet relativt uberørt af det sidste århundredes vestlige påvirkning. Her lever bønderne af deres jord, som deres forældre og generationerne før dem gjorde, hestevognen og den håndholdte le er stadig et hit, begravelsesceremonierne en historie for sig, forhaverne prydes af brønde, majskolbebeholdninger og ældre, der tålmodigt sidder på deres bænk ud mod vejen og lader livet glide forbi. Med sine sneklædte bjergtinder, trækirkerne, dumme, fritgående kalkuner, bølgende bakker og brusende floder og det dejlige folk, udgør Maramures-regionen en idyllisk og charmerende perle, som varmt kan anbefales. Hele den sidste uge i Rumænien har været berusende og berigende. Har til tider følt mig som en hoppebold, der lykkelig og uden at kende retning, tid og sted springer rundt blandt dejlige mennesker i alle aldre og afskygninger, og som alle har historier at fortælle og aftryk at sætte. Den mentale harddisk nærmer sig bristepunktet, så jeg må se, om jeg kan få restitueret lidt og gøre plads til rejsens kommende oplevelser, inden jeg nærmer mig Transsylvanien og alle Dracula-turisterne... 23

22 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel True wisdom lies in gathering the precious things out of each day as it goes by (E. S. Bouton) 4. Dracula og fugleinfluenza Dag 50. Km Bukarest, Rumænien. Maj 2006 Transsylvanien. Den bjergrige region i det centrale Rumænien tillokker hvert år i hobevis af turister draget af historien og myten om den blodtørstige Grev Dracula. Om de virkeligt findes, ved jeg ikke, men frygten for de tørstige vampyrer har længe været en af de største i det fredelige Transsylvanien, og den lever her i bedste velgående (i hvert fald blandt Dracula-turisterne). Nu er der imidlertid dukker noget andet op, som man frygter endnu mere. Som i Danmark kender også rumænerne til den berygtede fugleinfluenza, og for et par uger siden dukkede den igen op på en kyllingefarm 170 km nordvest for hovedstaden Bukarest efter at landet ellers var erklæret frit for H5N1-virusset, som det smitsomme bæst kaldes. Det har skabt frygt og bekymring blandt både politikere og folk på gaden. Rumæniens veterinærchef har uden varsel fået sparket pga. en dårlig håndtering af situationen, og kølediskene bugner af fjerkræ, der som ofre for frygtens (irrationelle?) kraft ligger urørte hen. Jeg havde hørt løse rygter om, at nogle veje var spærret for gennemkørsel pga. smittefaren, og jeg havde i rumænsk fjernsyn set korte, spændingsmættede live-reportager fra åstedet, hvilket jeg kender alt for godt fra dansk fjernsyn. Så lettere animeret af den uventede krumning på spændingskurven satte jeg kursen mod Fagaras - byen, hvor H5N1-feberen var brudt ud igen. Den første checkpost, der dukkede op lidt uden for Fagaras, virkede som et uvirkeligt fremmedelement midt blandt hestevogne, landbrugsmarker og Rumæniens smukke sneklædte tinder. Flere mænd 24

23 Europa rendte rundt i hvad der for det utrænede øje lignede rumdragter og var udstyrede med store, geværlignende aggregater, der med en voldsom kraft spyede desinficerende dampe ud. Redningsfolk sad dovent klar i deres midlertidigt opstillede barakker, mens politiet stoppede alle trafikanter og uddelte små adgangsbilletter til Fuglesygelandet bag checkposten. På en cykelrejse jorden rundt lærer man hurtigt at værdsætte de hverdagsgoder (f.eks. et varmt bad), der alt for nemt tages for givet i en stationær 9-17-hverdag. Så da politimanden rakte mig adgangsbilletten, smilede jeg venligt med udsigten til det alternative dampbad. Jeg og cyklen fik en ordentlig omgang desinficerende damp, og da jeg trak kameraet op for at forevige øjeblikket, øjnede manden i rumdragten vist sin chance for berømmelse, smilede til mig og gav mig endnu en gang damp. Jeg morede mig stort som var det lattergas han havde givet mig, og overvejede seriøst, om jeg skulle vende om og tage hele smøren en gang til. Tilsvarende seancer gentog sig flere gange de næste par dage, og jeg har på intet tidspunkt på denne cykelrejse, der er godt 50 dage gammel, følt mig så ren og bakteriefri! Frygtens væsen er - som antydet ovenfor - en underlig størrelse, der kun vanskeligt lader sig forklare. Frygten for (og fascinationen af) vampyrer har givet næring til den levende subkultur, der omgiver Dracula, mens den for mig at se overdrevne frygt for fugleinfluenzaen i høj grad henter næring i mange af de medie- og nyhedsmæssige indog udtryk, man dagligt konfronteres med - i Rumænien såvel som i Danmark. Tankevækkende. Er spændt på, hvordan man i Bulgarien - mit næste land - forholder sig til alt dette To travel is to discover that everyone is wrong about other countries. Aldous Huxley (britisk forfatter, ) 25

24 5. Frygten for naboen Dag 58. Km Nessebar, Bulgarien. Juni 2006 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel Pas nu godt på jeres cykler i Polen! og pas nu på de polakker! var sætninger, som jeg flere gange hørte i månederne op til afrejsen fra København for to måneder siden, når folk hørte om cykelekspeditionens første land. Trods det lejlighedsvise glimt i øjet, var sætningerne vist alvorligt ment, men jeg tog ikke videre notits af dem. Polakkerne var imødekommende og gæstfrie, og når jeg fortalte dem, at Slovakiet og Ungarn stod for døren, blev det polske smil afløst af en mere alvorlig mine og advarende ord om de mange sigøjnere og deres langfingrede tilbøjeligheder. Det virkede som om, der slet ikke blev stillet spørgsmål ved sigøjnernes tilsyneladende medfødte kleptomaniske karaktertræk. Nuvel, jeg ville da holde et åbent øje med mit jordiske gods, men før jeg havde set mig om, havde jeg lagt disse sigøjnerlande bag mig uden nogle sikkerhedsmæssige problemer overhovedet. Jeg husker kun venlighed og undren, når jeg cyklede gennem de spredte sigøjnerbeboelser. Hos cykelhandleren i det østligste Ungarn blev jeg på lignende vis venligt opfordret til at passe godt på cyklen, når jeg kom til Rumænien. Jeg begyndte at ane et mønster, og har nu lært at tage alle disse advarsler med et smil og et gran salt. Antropologien har lært os, at dette systematiske skel mellem os og dem er en naturlig del af menneskets måde at organisere sig på, og at det snarere lader sig forklare i et dybt forankret ønske om at skabe eller bevare en vis form for territorialitet og identitet end i virkelige kulturelle og sociale forskelle. Denne cykelrejse viser mig, at det billede, som folk tegner af deres nabo sjældent ligner særligt godt, men hvem har også brug for kunstnerisk præcision her? Efter fem lande, km og to måneder undervejs er det blevet tid til at tage afsked med Østeuropa. Det betyder samtidigt, at jeg lang- 26

25 Europa somt skal til at frigøre mig fra det eurocentriske verdensbillede i mit hoved og dermed fra den forankring i det europæiske, som allerede de sultne blikke på folkeskolens store, farverige Europa-landkort (der alt for sjældent blev rullet ned foran tavlen!) var med til at skabe. Jeg befinder mig nu ved den bulgarske Sortehavskyst i det sydøstlige hjørne på det landkort. Der, hvor Balkanhalvøen slutter og Asien begynder. Jeg skal til at finjustere mit indre verdenskort og min placering på det. I kølvandet på det sidste halve års tumult i Dannebrog- og Muhammedsagen skal der nok være enkelte, der tænker sit om en dansk cykelrejse gennem det muslimske Tyrkiet. Tanken er naturligvis fri, men i stedet for at lade frygt og skræmmebilleder pille ved mig, vil jeg selv forsøge at pille ved det medieskabte billede af den muslimske virkelighed, som forventeligt er langt rarere, end danske aviser og tv lader os vide. Og lur mig, om ikke det tyrkiske folk vil vise sig at være et helt igennem dejligt folk, og måske falder der sågar en kold pubbajer af til mig under aftenens åbningskamp ved VM i fodbold...? 6. Tyrkiet!!! Dag 60 - Torsdag, 8. juni 2006 Tsarevo (Bulgarien) -> Kirklareli (Tyrkiet) Distance (km): 110 Tid på cyklen: 6t 01m Bruttotid: Gennemsnitsfart: 18,32 km/t Total (km): Vejene er dårlige i dag. Masser af fin bjergkørsel med store huller i vejen, der nu er drejet fra Sortehavskysten og ind i landet, op mod den tyrkiske grænse. Det er ganske hårde opstigninger fra havniveau til ca. 800 m. Ved den tyrkiske grænse begynder regnen at falde, og jeg bliver kold og klam. En meget våd velkomst! Regnen pisker mig i ansigtet på de hurtige nedkørsler - ved sådan nogle vejrmæssigt skæve timer er det simpelthen nødvendigt at tænke i det store perspektiv for at holde gejsten oppe, med mindre 27

26 SOLO - 4 år jorden rundt på cykel man altså er glad for regn. Det er jeg ikke, så jeg tænker på de smukke Himalayabjerge, der venter mig på den anden side af Centralasien senere på året. Har her til aften fundet et helt perfekt sted at campere. Tæt ved hovedvejen i udkanten af en fyrretræsskov, hvor duften sender mig i Middelhavsstemning. 110 km blev det til i dag. Topfarten blev 70,5 km/t. Da jeg har fundet pletten, jeg vil campere på, kommer en mand i camouflagetøj gående med et gevær over skulderen. Jeg går ham i møde, hilser med næven og spørger om det er okay at campere her. Han bekræfter. Han er på jagt i markerne lige ved siden af og hvisker sære dyrelyde til mig. Er skrupsulten og får hurtigt gang i pastaen. Snart kommer fire mænd ned til min lejr og hilser på. Jeg ser straks de blå Efes-pilsnere i deres hænder og øjner - efter kun tre timer i Tyrkiet - chancen for at blive budt på den første, tyrkiske bajer. De har dog kun doven Efes tilbage, men i stedet tilbydes jeg et lift til Istanbul (210 km) med afgang i morgen tidlig. Jeg takker pænt nej med hånden på mit hjerte, hvilket jeg af erfaring ved, at folk generelt godt kan li hernede på disse kanter. Vi snakker lidt med de midler vi nu har for hånden, når tungerne ikke taler helt samme sprog. Et fint lille møde, og jeg ser frem til mange flere af den slags (gerne inkl. humle). Det er ret vildt for mig at være i Tyrkiet km undervejs og 60 dage siden jeg forlod København. 28

27

28

29 Asien (Tyrkiet, Georgien, Aserbajdsjan, Turkmenistan, Usbekistan, Kirgisistan, Kina, Tibet, Nepal, Thailand, Cambodja, Vietnam, Laos, Malaysia, Singapore, Indonesien) Juni September 2007