ÅBEN IDÉKONKURRENCE udskrevet af Statens Kunstfond 12 FILM OM AT BO TÆT SAMMEN

Transkript

1 BO VIS OS HVORDAN VI SKAL TÆT ÅBEN IDÉKONKURRENCE udskrevet af Statens Kunstfond 12 FILM OM AT BO TÆT SAMMEN Arkitekturudvalget

2 FRA PROGRAMFILMEN

3 FORORD Vis os hvordan vi skal bo tæt er titlen på konkurrencen som Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg udskrev i august Det er ikke hver dag, der udskrives en konkurrence med arkitektur som emne, hvor svaret på opgaven skal afleveres som en film. Resultatet har været imødeset med stor spænding i Arkitekturudvalget, som havde truffet den noget usædvanlige beslutning, og glædeligt var det at se, at der var mange der tog udfordringen op. Den gode idé kan udtrykkes på mange måder, og variationen i det indleverede materiale udviser en vilje til at prøve det uprøvede, og budskaberne er båret af en lyst til at blande sig i debatten. Men den gode idé kan også spænde ben for sig selv, hvis pointen ikke bliver formidlet klart og inden for ganske få sekunder. Det gælder særligt inden for film og helt generelt om måden, vi kommunikerer på. Dette har været et af mange diskussionsemner i bedømmelsen. Med konkurrencens resultat er det dommerkomiteens klare overbevisning, at der ligger en meget stor opgave foran arkitektstanden og alle andre, som beskæftiger sig med arkitektur i at etablere et fælles sprog, som formidler arkitektur bredt. Det var konkurrencens ambition, at filmene skulle inspirere til en samfunds politisk og arkitektfaglig debat om at bo tæt. Opgaven var: at udfordre vores kultur, mentalitet, levevis og forandringsvillighed. at skabe visioner for, hvordan vi kan indrette vore boliger og byer store som små ud over hele landet på en måde, der øger vores livskvalitet og giver os lyst til at bo, arbejde og leve tæt. at komme med nyskabende ideer og reelle bud på, hvordan man kan skabe et paradigmeskift i boligidealer, så den danske drøm om parcel huset udfordres af lysten til en anden og tættere boligform. En række film har i kraft af for skellige kvaliteter været i stand til at skabe diskussionslyst i dommerkomiteen. Det er derfor vores håb, at diskussionen vil fortsætte i en bredere kreds. Der er produceret en filmisk udgave af dommerbetænkningen, hvor samtlige præmierede film indgår. Brug den i debatten! Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg november

4 fra programfilmen 2 / Vis og hvordan vi skal bo tæt / dommerbetænkning 2 statens kunstfond

5 konkurrenceprogrammet sammenfatning Baggrund og problemstilling Danmarks Statistik dokumenterer i sin seneste udgave af publikationen Danmark i tal 2010, at de danske boliger vokser i areal. Siden 1980 og frem til 2009 er det gennemsnitlige boligareal pr. person steget fra 42 til knap 52 kvadratmeter. Årsagen er blandt andet, at det gennemsnitlige boligareal i samme periode er steget fra 106 til 111 kvadratmeter og fortsat stiger trods finanskrise og høje energipriser. Samme statistik fortæller også, at der i dag er over 1 million parcelhuse i Danmark og at der hele tiden bliver flere, for enfamiliehuset er et hit blandt danske familier. Syv ud af ti danskere ønsker at flytte ud af byen til eget hus med have i forstaden eller på landet, når de stifter familie. De ønsker at udleve drømmen om at få sit eget. Enfamiliehuset rummer naturligvis også kvaliteter for de 70 % af befolkningen som har valgt at bo der. Friheden til selv at forme sine fysiske omgivelser og indrette sin bolig; at give ungerne en have at boltre sig i; at bo tæt på naturen, lys, luft og at have gode idrætsfaciliteter; at have et sted at vokse op og vende tilbage til og at kunne lukke lågen bag sig er kvaliteter som findes her. Ifølge sociolog Cecilie Juul Jørgensen fra Center for Bolig og Velfærd, der står bag forskningsprojektet To generationer vælger parcelhuset, er forestillingen om parcelhuset som rammen om det gode liv, meget udtalt: Unge par, der lige har stiftet familie eller skal til det, vil utrolig gerne flytte i parcelhus. Og når de er flyttet, bliver de endnu mere positive. De drømmer sig ikke tilbage til dengang, de havde en toværelses på Nørrebro. Heller ikke de ældre ønsker at flytte, selv om deres boligbehov måske har ændret sig. En undersøgelse med titlen Mit liv på pension, som Nordea står bag, viser at otte ud af ti adspurgte ældre ikke ønsker at flytte fra deres nuværende ofte store bolig for at bo i en lejlighed nærmere byens kulturtilbud, sådan som ejendomsmæglere forsøger at sælge ideen. Så hellere bo i kendte omgivelser i eget hus, med for megen plads og en have, som man ikke længere overkommer. Vores adfærd når det gælder boligmønstre er fuld af paradokser vi taler idealistisk, men handler ikke i overensstemmelse med hvad vi siger. Vi ved godt, at det 3

6 ikke nødvendigvis er samfundsmæssigt, socialt, infrastrukturelt, energimæssigt eller økonomisk fornuftigt, at bo i hvert sit store hus, bag hver sin hæk, i homogene og vidtstrakte boligområder, langt fra bykerne, arbejde og butikker. Det kræver både tid og energi at transportere sig mellem hjem og arbejde; koster på det økonomiske og forsyningsmæssige regnskab, når energikrævende parcelhuse skal varmes op; skaber monokulturelle områder, hvor man oftest møder folk, der ligner en selv, og hvor enhver i værste fald er sig selv nok. Alligevel er de fleste mennesker, ifølge antropolog Sofie Kyllesbech, som har lavet undersøgelsen GREAT LIVING! En undersøgelse om at have god plads, helt uforstående, når man spørger dem, om de kunne tænke sig at bo mindre: Det er kun noget man gør af nødvendighed, det vil sige af økonomiske årsager eller på grund af alderdom. Vi er glade for vores plads, og den er et gode, vi nødigt opgiver. Ikke desto mindre er det ofte de små rum og hjørner i boligen, der sætter ramme om tilværelsens hyggelige og værdifulde stunder: Et lille spisekøkken, et pulterrum, et hjørne i en stue, et arbejdsværelse. Set i et større perspektiv kræver rummelige, fritliggende boliger som ligger tæt på naturen flere ressourcer i forhold til arealforbrug, materialeforbrug, opvarmning, transport til og fra hjemmet og vedligehold, end mindre optimerede boliger i fortættede bymæssige omgivelser. På den baggrund er det oplagt at tænke, at løsningen må være at bo tæt i byer. I byen er der kort afstand til alt; man bor tæt og kan cykle rundt, ligesom der er let adgang til offentlig transport. Byens lyde, stemmer fra gaden, og ansigter bag vinduet giver liv, og de offentlige rum og grønne parker skaber desuden et socialt rum, hvor man dagligt kan møde mange forskellige typer mennesker og kan indgå i byens fællesskab efter behov. Selv om byens relative tæthed kan være afsæt for at skabe både urban, arkitektonisk, social, og miljømæssig bæredygtighed, er det ikke hele sandheden om boliglivet i byen. Sådan som vi har indrettet byerne i dag, medfører det at bo i byen nemlig også en tilværelse med trængsel, forurening og støj, i utætte og energimæssigt dårligt fungerende boliger, der også kræver meget energi til opvarmning. At bo i byen kan også betyde at bo i boligområder med dårligt omdømme, i en bolig som man ikke kan forandre i takt med livets forskellige faser og ved siden af naboer, man ikke selv har valgt, og hvis levevis man bare må forholde sig til. 4

7 Endelig er det en myte, at tættere byer automatisk skaber mere bæredygtige byer, fordi der er mindre transportbehov, let adgang til offentlige transportmidler samt bedre udnyttelse af boligopvarmningen. En undersøgelse som Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet sammen med DTU og Københavns Kommune har foretaget, viser nemlig at bæredygtighed ikke kun afhænger af bystruktur, men i lige så høj grad af beboernes livsmønster og adfærd. I tætte dele af byen har boligmarkedet flere steder udviklet sig sådan, at de færreste har råd til at købe en bolig og hele boligområder omdannes til rigmandsreservater, til Gated Communities af kæmpe boliger med sikrede parkeringskældre, hvor beboerne har en adfærd, der hverken er socialt eller miljømæssigt bæredygtig. Konkurrenceopgaven Opgaven var: at udfordre vores kultur, mentalitet, levevis og forandringsvillighed. ud over hele landet på en måde, der øger vores livskvalitet og giver os lyst til at bo, arbejde og leve tæt. at komme med nyskabende ideer og reelle bud på, hvordan man kan skabe et paradigmeskift i boligidealer, så den danske drøm om parcelhuset udfordres af lysten til en anden og tættere boligform. Besvarelsen skulle analysere vores forbrug af ressourcer som energi, natur, tid, økonomi og belyse den samfundsmæssige pris ved at bo for stort og for spredt. Samtidig skulle besvarelsen give løsninger til, hvordan mennesker kan bo uden at gå på kompromis med en almenmenneskelig drøm om at få sit eget og formidle, hvordan og hvorfor det kan være en menneskelig, social, økonomisk og miljømæssig fordel at bo tæt. Deltagerne skulle udarbejde deres besvarelse som en kort film af maksimalt tre minutters varighed. Alle optageformater var tilladte, ligesom der ikke var nogen genremæssige restriktioner. Dokumentar, animation, fiktion etc. kunne desuden frit blandes. Der blev dog lagt vægt på, at der var sammenhæng mellem form og indhold. Besvarelsen skulle rumme kommunikative kvaliteter og være formidlingsmæssigt let tilgængelig. Det var målet, at de præmierede film skulle fungere som en accelerator for en samfundspolitisk og arkitektfaglig debat om, hvordan vi skal bo i fremtiden. 5

8 KONKURRENCEfakta Konkurrenceudskriver og konkurrenceform Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg udskrev konkurrencen som en åben idékonkurrence. Indleverede forslag Antal indsendte filmforslag: 73 film. Antal optaget til bedømmelse: 72 film. Bedømmelseskriterier Filmene blev bedømt ud fra følgende kriterier: At de evner at sættes vores foretrukne boligform i perspektiv og derigennem udfordrer og påvirker vores kultur, levevis og forandringsvillighed i forhold til boligidealer. At de diskuterer konsekvenser af at bo for stort og spredt og beskriver, hvordan og hvorfor det kan være en menneskelig, social, økonomisk og miljømæssig fordel at bo tæt. At de rummer kommunikative og debatskabende kvaliteter samt er formidlingsmæssigt let tilgængelige. På baggrund af ovennævnte vil film, der evner at komme med nyskabende ideer og reelle bud på, hvordan man kan skabe et paradigmeskift i boligidealer, blive prioriteret højt. Dommerkomité Christian Hanak, arkitekt MAA, formand for dommerkomiteen; Thomas Nørgaard, arkitekt MAA; Ida Auken, formand for Folketingets Miljøog Planlægningsudvalg ; Frederik Preisler, direktør i Mensch ; Kasper Leick, filmklipper ; Anne Beim, arkitekt MAA, formand for Arkitekturudvalget ; Mette Tony, arkitekt MAA, medlem af Arkitekturudvalget ; Henrik Schmidt, arkitekt MAA, medlem af Arkitekturudvalget. Konkurrencens sekretær Konkurrencerådgiver, Bettina Mylin, arkitekt MAA, Arkitektforeningens Konkurrencerådgivning Offentliggørelse af resultatet Konkurrencens resultat blev offentliggjort den 3. december / Vis og hvordan vi skal bo tæt / dommerbetænkning 6 statens kunstfond

9 generelle bemærkninger til forslagene Om vores boligidealer Som det fremgår af konkurrenceprogrammet, har forslagsstillerne forholdt sig til en af tidens mest presserende og aktuelle diskussioner i tidens byudviklingsdiskurs. Voksende byer tilbyder både en mangfoldighed af tilbud, men udgør samtidig en voksende belastning miljømæssigt og socialt. Her kan tæthed indfri nogle ønsker og krav i bæredygtighedsdagsordenen om at øge byernes performance på forbruget af areal og ressourcer. Dertil kommer, at temaet har relevans og aktualitet i mange sammenhænge: 9 ud 10 danskere bor i en by. Vores samlivsmønstre har ændret sig markant de seneste 25 år. Kendskabet til vores naboer er faldet samtidig med at stridighederne med vores naboer er steget. Herudover er konkurrencen aktuel i den igangværende debat om Danmarks udsatte boligområder. Her er der netop fokus på boligområder med en forholdsvis tæt struktur, som samtidig viser, at tætheden indeholder mange problemstillinger, som ikke direkte eller alene knytter sig til bebyggelsesformer, planlægning og arkitektur. Boligområderne indeholder en hel vifte af faktorer som også er væsentlige i nærværende konkurrence. Konkurrencens kerneopfordring Vis os hvordan vi skal bo tæt løses på meget forskellig vis. Visionerne er spændt ud i alle skalatrin: fra national strategi, til en ommøblering af Danmarkskortet, til en reduktion af boligen og helt ned til det enkelte menneskes favoritrum. Samtidig angiver filmene et stort spænd af abstraktion. Fra mentale eller teatralske forestillinger til realiteter i sydøst Asien. Kun enkelte af forslagene besvarer på fyldestgørende vis alle konkurrenceopgavens tre dele: at udfordre vores boligkultur, at skabe visioner for byer og boliger og at komme med nyskabende og reelle ideer til et skift af vores boligidealer. Dommerkomiteen bemærker, at operationelle svar er markant fraværende på nær nogle enkelte forslag, der nærmer sig konkrete modeller eller bud, som er realiserbare. De fleste besvarelser anviser et muligt koncept for bo- og byformer, som illustreres kreativt og fantasifuldt. Få forslag viser en afprøvning eller skildring af konceptets rumlige kvaliteter. Besvarelserne grupperer sig tematisk i to skalatrin: byen og boligen. Bebyggelser fortættes typisk ved en højere udnyttelse af arealerne, hvad enten vi befinder os i forstadens villahaver eller i den centrale by. 7

10 Om fordele ved at bo tæt Filmene leverer en meget bred besvarelse af konkurrencens programkrav om at illustrere og beskrive konsekvenserne af at bo spredt og stort. Mange film beskriver danskernes foretrukne boform i 3. person og hæver sig som betragtere over beboerne i forstaden hvilket i enkelte film fremstår næsten (for-)dømmende. I flere film nedlægges forstaden med et slag uden kompensation eller indrømmelser den tætte by er nok argument for folk til at vende tilbage til byen eller til aldrig at kunne forlade den. Men hvad kan folkene bag filmene så tilbyde i deres vision om den tætte by? En række af filmene dyrker 70 ernes kollektivtanke i nye klæder, andre undersøger ønsket om multifunktionelle rum, nye former for ejerskaber, 24 timer boligen, nye politiske redskaber til at regulere byens vækst og udvikling osv. Gennemgående er der i filmene en antydning af, at vores inderste ønske er at dele mere af vores liv med andre. Men ønsker vi bogstaveligt at dele vores bolig ved at overdrage nøglerne til vores hjem, eller skal vi dele på nye måder? I den virtuelle verden deler vi allerede ressourcer i fuld anonymitet cloud computering enkelte film prøver kræfter med at overføre dette til hjemmets funktioner. Resultatet viser, at det forekommer langt lettere at omprioritere end at revolutionere vores yndlingsbolig. Få af filmene tager udgangspunkt i økonomien som en driver for en forandring. En film kommenterer hvis det er en god by, flytter folk derhen. Det kan virke naivt, men er samtidig kendetegnende for argumentationen i mange af filmene det er følelserne og ikke logik eller dommedagsretorik, der kan få os til drømme om at bo tættere. Vores samfunds forsyningsknaphed på ressourcer og energi behandles ikke konkret i de fleste film. Dette behandles indirekte via fokus på transport og ved, at vi skal bo på færre kvadratmeter. Fremtidens bolig er dog ikke nødvendigvis mindre, hvis den er placeret tæt på de andre fremtidens bolig er ikke nødvendigvis et hus men mange huse. Fremtidens bolig er ikke nødvendigvis det, vi i dag kender som et hus. Denne tilsyneladende modsætning er repræsenteret i de mere abstrakte film. Friheden ved at undgå konkrete bud på en tæt boform fremstår i enkelte tilfælde som et befriende og inspirerende rum for ideer og drømme. Fremtidens tættere livsform er ikke nødvendigvis en uniform boligdrøm, men langt mere summen af mange drømme. 8

11 Om film som medie i en konkurrence Det har været en grundlæggende præmis og pointe i denne konkurrence, at film er blevet et af de mest demokratiske medier, der findes. Teknologien er rudimentært tilgængelig i en almindelig mobiltelefon, og almindelig dannelse i filmisk formidling varetages ikke længere blot af spillefilm, men lige så meget af You Tube, reklamefilm, dokumentarfilm, musikvideoer og så videre. På den baggrund er det lidt tankevækkende, hvor få af filmene der egentlig er i stand til at formidle deres ide klart og ikke mindst i korthed. 95% af filmene benytter stort set hele den afsatte tid (max. tre minutter) selv om mange af dem egentlig kunne aflevere deres budskab på sekunder. Men når det er skrevet, skal de indsendte film roses for deres mod til at udforske og lege med mediet. Der er kommunikative referencer til stort set enhver defineret filmgenre fra reklamefilmen over børne-tv til absurde kunstfilm. Og gudskelov for det. Mangfoldigheden i filmiske udtryk og ideer gør samlet set konkurrenceforslagene til en utroligt spændende samling tanker, der hermed er tilgængelige for enhver og dermed mulige at diskutere for mange. Konklusion Ved et af de første møder i dommerkomiteen udbrød en af dommerne hvor ville det være dejligt, hvis denne konkurrence blev vundet af to gymnasieelever fra Næstved med en god idé og et mobilkamera. Man kan tilføje, at det ville være lige så dejligt, hvis vinderfilmene blev set af to gymnasieelever fra Næstved. Og alle mulige andre. Men før gymnasieeleverne stjæler hele billedet, kan vi konstatere, at der i konkurrenceformen sandsynligvis lå en større udfordring for arkitekter og andre fagfolk end for vores venner fra Næstved. På trods af, at moderne teknik og medievaner har gjort film til et af de mest demokratiske medier overhovedet, er det svært at kommunikere så enkelt og slagkraftigt, som filmen kræver. Når man ikke kan arbejde i sine vante præsentationsformer med modeller, tegninger og beskrivelser ender man nemlig med en meget væsentlig indsigt: Man er nødt til at krystallisere sin tankegang ud i noget umiddelbart appellerende, hvis man skal gøre sig håb om at blive hørt. Eller sagt på en anden måde, hvis man skal udtrykke sin ide i en film på max. 3 minutter, skal man ikke være alt for tilbagelænet. Og de bedste af disse film har netop en ny energi. De bryder med vante 9

12 forestillinger, vender ting på hovedet, leger med strukturer og bliver i det hele taget aldeles forfriskende for alle, der ønsker sig en diskussion af arkitektur og udvikling uden for de mest snævre kredse og uden de sædvanlige floskler. Og hvem gør egentlig ikke det? I bedømmelsesprocessen viste det sig hurtigt, at ingen af de indsendte film præsenterer en banebrydende nytænkning, der rydder bordet, brillerer på alle bedømmelseskriterier og vinder over alt andet. Til gengæld var der en række film, der på meget forskellig måde blev ved med at tiltrække sig opmærksomhed og være genstand for diskussion. Særligt film 65 At bo tæt behøver ikke nødvendigvis og film 55 Yndlingsbolig formåede at skille sig ud. Film 65 beskæftiger sig både meget abstrakt og meget konkret med emnet, så den giver nye oplevelser ved hvert gensyn. Film 55 præsenterer sin ide og baggrunden for ideen på en utroligt præcis og filmisk interessant måde. De præmieres begge med kr. Derudover har dommerkomiteen valgt at præmiere fire film 20, 23, 60 og 73 med hver kr., fordi de hver især udmærker sig med en eller flere kvaliteter både idemæssigt og filmisk. Dommerkomiteen fandt også, at følgende film burde fremhæves for deres bidrag til debatten. Det drejer sig om forslag 6, 14, 29, 58, 71 og 72, som belønnes med kr. Dommerkomiteen København den 18. november

13 præmierede film 1. præmie Yndlingsbolig / Film 55 At bo tæt betyder ikke nødvendigvis at... / Film præmie Brug vandet i stedet for at æde af landet / Film 20 toleracity / Film 24 Bo tættere livet bliver lettere / Film 60 Min by / Film 73 Indkøb Learning from Seoul / Film 6 Folding density / Film 14 Sharing = Gaining / Film 29 Villa Villa / Film 58 Sådan set er byen / Film 71 Hybrid Villa / Film 72 11

14 Yndlingsbolig film 55 / 1. præmie Filmen er udarbejdet af Christel Solveig Nisbeth Madsen, Annemie Sandahl Pedersen, Moa Liew, Agnes Mohlin, Musik: Lagkagens første vise, Moa Liew 12

15 Film 55 / Yndlingsbolig / 1. præmie Yndlingsbolig handler om rum. Ikke om de bygningskroppe, der skal skabe rum, men om selve de rum, der er inde i bygningskroppene. Og det liv, der leves der. Den handler simpelthen om, at nogle rum er vigtigere for os end andre, og hvis vi fokuserer på de rum, kan vi gentænke vores boliger på en mere hensigtsmæssig måde, end hvis alle skal have det hele. Filmen præsenterer indledningsvis ved hjælp af en hel masse små sedler og en godt timet speak en række krav, ønsker og drømme til vores boliger. Herunder et par elegante hip til småborgerligheden, når f.eks. prestige sidestilles med faktuelle behov som børneværelse. Det absurde antal forventninger illustreres ved, at sedlerne kommes i en gammeldags kødhakker og ud kommer en dej, der kan hugges op i en række huse, der bliver større og større. Herefter præsenteres et vendepunkt fra definition af problemstillingen til løsningen; at hvis det vigtigste rum er køkkenet, bør det være udgangspunktet for boligen. Filmens absurde æstetik er en formidlingsmæssig kvalitet i sig selv. Fra indledningens brunligt brutale industrialisme omkring kødhakker og tandhjul over rummene i dukkehuset til den helt store lagkage til sidst, vidner udtrykket om en klar ide og tankegang hele vejen igennem. Her er et eller flere mennesker, der er gået tilbage til udgangspunktet i en søgen efter klarhed og med lyst til at formidle. Forslagsstillerne har sagt til sig selv, at det ikke handler om infrastruktur, byplanlægning og bygninger men om, at vi alle har et yndlingsrum eller burde have det. Tankegangen i filmen er så grundlæggende, at den grænser til det banale, men den formidles så præcist, at det bliver alt andet end banalt man fristes til at skrive genialt. Og hermed bliver denne film også et argument for selve konkurrencens form. Det kunne sandsynligvis ikke være formidlet så klart i en almindelig arkitektkonkurrence. Som film betragtet, kan lidt mere professionelt lydarbejde og grafik forbedre den en del. Men som en påmindelse om, at arkitektur også handler om rum, kan det næppe gøres bedre. 13

16 At bo tæt betyder ikke nødvendigvis. film 65 / 1. præmie Filmen er udarbejdet af Johan Carlsson, Anette Væring, Morten Sørensen Medvirkende: Stefan Grama, Kristine Vejbæk Hindhede, Cosmin Cioroiu, Alejandra G. Parraguez-Alderete, Alejandra Garcia Sahelices, Kasper Nedergaard Sørensen, Ivan Molina Carmona, Thomas Lagermand Lundme, Per Liljenberg Halstrøm Musik: Ebbe Frej 14

17 Film 65 / At bo tæt betyder ikke nødvendigvis. / 1. præmie Filmen indledes med at der højt oppe over byen sidder nogle mennesker med ansigter maskeret som bygninger. Iført disse husmasker sidder de som ensomme ulve på hver sit hustag og hyler til hinanden. Filmen skifter scene til et råt rum, en teaterscene. Præcist iscenesat danner fem mennesker iført husmasker et byrum ved hjælp af kollager, pinde og papkasser, imens en voiceover filosoferer over det at bo tæt, hvad det betyder og ikke betyder, samtidig med at stemmen beskriver en drøm om at kunne bo i luften med fuglene. Filmen ender med en iscenesættelse af et byrum med en slags svævende reder imellem. Filmen forsøger ved hjælp af så vel indre som ydre billeder at skabe en abstrakt og filosofisk indgang til det at bo tættere. Filmens styrke er, at den formidler det at bo tæt som noget positivt og attraktivt, samtidig med at den prøver at nedbryde nogle af de fordomme, der er i forhold til at bo tæt. Den opfordrer til at drømme, til at tænke stort. Vi bor på jorden, kun i drømmene svæver vi. Med udsagn som; at bo tæt, betyder ikke nødvendigvis, at jeg ikke drømmer om at bo tættere, at bo tæt betyder ikke nødvendigvis, at jeg ikke klipper hæk, at bo tæt betyder ikke nødvendigvis at det opleves tæt, giver den et positivt attraktivt udgangspunkt for at gå ind i diskussionen om at bo tæt. Der ses muligheder frem for begrænsninger. Fugleperspektivet kan ses både som en konkret drøm om at bygge højt, bygge luftigt og bygge imellem husene. Men også en tanke om, at det at bo tæt faktisk kunne være bedre end det, vi har nu: Hjemme er bedst siger man, når man ikke kan flyve, et hus er et hus, men det er der ingen fugle, der tror på. Det er en drøm om, at det ikke handler om at gå på kompromis. Vores byrum og vores boliger kan blive bedre, smukkere, sjovere, og det handler ikke nødvendigvis om at miste noget, men at få tilført noget nyt, vi ikke vidste fandtes. Filmen er meget helstøbt og velinstrueret. Den skaber billeder og spørgsmål hos tilskueren og tåler mange gensyn, fordi den hele tiden skaber nye tanker. Den tager sig friheden til at være abstrakt og ukonkret. Dommerkomiteen vurderer, at filmen er meget velegnet som oplæg til diskussion. Den opfordrer til at tænke nyt og til at tænke radikalt: Luften er nemlig vores nye jord. 15

18 brug vandet i stedet for at æde af landet film 20 / 2. præmie Filmen er udarbejdet af Mie Dinesen og Kasper Skovsbøl Medvirkende: Mie Dinesen 16

19 film 20 / Brug vandet i stedet for at æde af landet / 2. præmie Filmen er et ubehjælpsomt begavet bud på en omstrukturering af de danske havnebyer, med særligt fokus på København. Forstaden nedlægges konsekvent over night i saks og papir, og en ny præcis grænse trækkes som en ring rundt om København. Inden for ringen udbygges byen ved at supplere den eksisterende by med en ny bydel på vandet. I bydelen etableres nye boligformer med vand mellem og under boligerne. I den nye bydel skal vi dele de nære funktioner som bad og køkken og forbindes i nye netværk med fælles haver med de nære naboer. Nye fælles rekreative byrum etableres i det grønne bælte: ringen der afgrænser byen mod havet en ny Amager Strandpark i baghaven måske? Den nye bydel skal både producere energi til de nye boliger samt til den eksisterende by. Den nye bydel klimatilpasser sig ved at beskytte byen med diger mod den stigende vandstand og funderer sine bygninger fleksibelt som skibe fortøjet til pæle den nye bydel skal forsyne og beskytte den gamle. Den nye bydel er ikke supertæt og anviser ikke konkrete løsninger på transport og ressourceforbrug ved at bygge på havet. Der illustreres ikke nye muligheder for erhvervsmæssige sammenhænge. Ikke desto mindre er der i det enkle greb plads til mange løsninger filmen vælger bare ikke at fokusere på dette i de begrænsede tre minutter. Filmen er baseret på tegninger, der tekstes og oplæses på versefødder. Dette er filmens achilleshæl på en gang filmens styrke og fornyende islæt og samtidig kilden til kedsommelighed og gentagelse i længden. Dette kunne viderebearbejdes for at få en mere skarpskåret og dog enkel kommunikation. Filmen kunne således kommunikere sit greb bredt ved at rumme det uperfekte med en bagvedliggende faglig tyngde. Filmen formår som en af de eneste at illustrere hele konsekvensrækken af konkurrencens opgave fra badeværelse til danmarkskortet det virker som en besnærende og ansporende tanke for Hvorfor lade forstæderne æde landet når vi kan flytte ud og bo på vandet. 17

20 toleracity film 24 / 2. præmie Filmen er udarbejdet af Thomas Lillevang og Troels Steenholdt Heiredal Medvirkende: Ole Gunddahl Musik: Shout Wellington Airforce / Sebastian Hedevang Jensen 18

21 film 24 / toleracity / 2. præmie Filmen undersøger den tætte by gennem et nyt dekret om tolerance med pligter og rettigheder. Forstaden nedlægges på landkortet uden rysten på hånden, og den gamle bykerne fortættes til et niveau som Manhatten. Forstadens drømme og frihed skal bringes med ind i den fortættede/forjættede by. Dette skal lykkes ved at motivere beboerne gennem styrket demokratisk indflydelse i alle beslutninger. Man skal ikke længere opnå en byggetilladelse fra en central myndighed, men aftale dette med ens naboer. Begrænsninger nedbrydes og et kæmpe Christiania buldrer af sted. Alle matrikler nedlægges, og byens gulv åbnes op der er ingen begrænsninger eller mure i toleracity. Alle har lige ret og lige adgang til det gode liv. De brede indfaldsveje nedlægges naturligt i forlængelse af, at indbyggerne i toleracity ikke længere skal pendle. Dette åbner op for en ny fortætning i alle byens før så negative mellemrum. Reglerne er sat, og byen kan vokse uhæmmet kun reguleret af troen på tilliden til nærdemokratiske beslutninger. toleracity anviser ikke konkrete løsninger på byens energi- og ressourceudfordring andet end ved fraværet af transport og den generelle fortætning. Filmen baserer sig både på en kombination af realfilm og collage. Filmen udnytter ikke sit medies tekniske og kommunikative muligheder, men fordyber sig i sit eget regelsæt, der genererer den nye tætte by. Filmen går længst af alle forslag i konkurrencen med at fortætte byen. Besvarelsen er et anarkistisk og provokerende angreb på samfundets konformitet og regulering af vores bygningsmassse og byrum. Filmen illustrerer med ung energi et nyt regelsæt, der som en parasit vokser op imellem det konforme og postulerer, at der tilbydes flere privileger, end der fratages folk. Filmen rummer på en gang et konsekvent gennemført regime, der samtidig er sin egen værste fjende. 19

22 Bo tættere livet bliver lettere film 60 / 2. præmie Filmen er udarbejdet af Tinne Hansen, Ida-Marie Brøns Christensen, Emilie Karlsbad Musik: Lyde og musik fra Imovie 20

23 film 60 / Bo tættere livet bliver lettere / 2. præmie Filmen vil vise, hvordan de fordele, der knytter sig til parcelhuskvarteret (lys, luft, grønne områder) kan bibringes nybyggeri i byen. Samt hvordan de fordele, der knytter sig til byen (tæthed, forsyningsanlæg og fællesarealer til sociale aktiviteter), kan bibringes parcelhuskvarteret. Samtidig gives der konkrete bud på løsninger, der ville gøre både parcelhuskvarteret og byen mere plads- og ressourceeffektiv. De overordnede tiltag, som ifølge filmen tænkes indført i boligområderne, er: 1) Blandede bygningsformer f.eks. etagebyggeri i parcelhuskvarterer eller bygninger indskudt mellem boligkarréer i byen; 2) indarbejdelse af klimatilpasningstiltag og vedvarende energi såsom solenergianlæg; 3) Udbygning af rum til socialt samvær mellem beboerne; 4) åbning af arealer i byen skal der åbnes til de mange baggårde. I parcelhuskvartererne tænkes de indre arealer i en blok af huse åbnet op for at skabe fælles rum. Filmen angiver konkrete løsninger på ressource- og arealproblematikken samtidig med, at den tager fat på de udfordringer og muligheder, der er ved at bo tæt; transportproblemer, energiforsyning, kollektiv infrastruktur, fællesarealer, samt balancen mellem den individuelle bolig og fællesskabet. De fleste af løsningsforslagene er allerede kendte som f.eks. at skyde en bygning ind mellem to eksisterende boligblokke. Ideen om at få omdannet parcelhuskvarterer til mere åbne bofællesskaber kan have værdi i disse tider med stor efterspørgsel efter denne boligform. Filmen vurderes at have lagt et højt ambitionsniveau, men illustrerer samtidig, hvor vanskeligt det er at besvare alle konkurrencens spørgsmål på en gang. Der rejses lidt for mange problemstillinger til en film på tre minutter, og tilskueren efterlades med mange informationer og ikke et klart billede af, om disse løsninger vil være realistiske og mulige at gennemføre rent teknisk. Til gengæld kommer der mange ideer på bordet, der vil kunne provokere og inspirere til diskussion. En viderebearbejdning af filmens lydspor ville løfte filmkvaliteten væsentligt, og budskabet ville komme klarere ud. 21