Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at gå den. Pilgrimsturen til Vadstena. Sankt Birgittas liv og levned. Frivilligt arbejde

Transkript

1 Nr. 2 - maj 2002 DANMARKS KATOLSKE KVINDEFORBUND DKKF-Nyt Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at gå den Pilgrimsturen til Vadstena Sankt Birgittas liv og levned Frivilligt arbejde Tanker om dødshjælp Bededag i København og Australien

2 Indhold Fra bestyrelsen 3 Redaktionelt 4 Brev fra WUCWO 5 Det pavelige Råd for Lægfolk 6 Pilgrimsturen til Vadstena 7 Sankt Birgittas liv og levned 10 Hvorfor lever vi, referat 12 Dødshjælp 14 Frivilligt arbejde 16 DKKF-Nyt Medlemsblad for Danmarks Katolske Kvindeforbund. REDAKTIONSGRUPPE Ruth Christophersen Kate Hovgaard Jakobsen Ruth Pallisgaard Meyer Lisbeth Poulsen Vivian Tiedemann, ansv. REDAKTIONENS ADRESSE Vivian Tiedemann Vesterbrogade 28, 3.th 1620 København V Telefon Telefax vivian@tiedemann.dk Bededag i København 18 Bededag i Australien 20 Mødekalenderen 23 Næste nummer af bladet forventes at udkomme ultimo august Deadline for indsendelse af stof og mødemeddelelser til næste nummer er 1. august Send om muligt stof og meddelelser på diskette eller pr. . Forside Lyskransen i Klosterkirken i Vadstena med Den hellige Birgittas hjertebøn

3 Taknemligheden over, at det blev så god og vellykket en valfarts-tur i Store Bededags-ferien til den hellige Birgittas by Vadstena, skyldes ikke mindst deltagerne. En flok, der interesseret og med et åbent sind og i indbyrdes harmoni var rigtige pilgrimme. En åbenhed overfor de muligheder, der bød sig for at få et dybere kendskab til denne gudbenåede middelalderkvinde, som fik så stor betydning for den katolske kirke på den tid. Glædeligt og til stor opmuntring for os katolikker i dag er det så også, at der er en voksende interesse for et dybere kendskab til og indlevelse i den hellige Birgittas visioner og betydningen af hendes budskab også for os i dag. Vi har med denne tur indledt forberedelsen til den hellige Birgittas 700 års fejring næste år, - en forberedelse, som følges op ved week-enden på Lille Magleås i september, arrangeret af DKKF-Øst. Og så vil vi her på dette sted ønske to af vore meget trofaste medlemmer rigtig hjertelig til lykke, nemlig Agnethe Emmerich, der den 1. juni fylder 85 år, og Annemarie von Holstein-Rathlou, der den 19. juni fylder 90 år. - Tak for alt hvad I gennem mange år har betydet for vort forbund og for kredsen i Odense, som I var med til at starte. Også Dalum-retræterne skal nævnes, hvor I hver sommer har haft det praktiske ansvar på skift i mange år. En god tradition blev påbegyndt af Odense Kredsen til berigelse for mange kvinder fra hele landet. Se nærmere omtale af denne sommers retræte side 22 og i»mødekalenderen«på side 23. Efter nogle indledende overvejelser har bestyrelsen besluttet, at DKKF skal gå»på nettet«med sin egen hjemmeside. Vi ser frem til, at den bliver endeligt færdig og kan præsenteres for medlemmerne. Ruth Meyer 3

4 Redaktionelt Spørgsmålene om euthanasi - dødshjælp - og om frivilligt arbejde er emner, som man i øjeblikket ofte møder i medierne. Vi har taget dem op i dette nummer af DKKF - Nyt. I medierne fremstår dødshjælp oftest som den bedste løsning for mennesker i livets sidste fase, og den opfattelse sniger sig nemt ind på en. Ifølge en meningsmåling for nylig går da også 68% af den danske befolkning ind for den løsning som en mulighed. Det lyder så indlysende, men er det nu også det? En artikel af en fransk læge i bladet»découverte«, udgivet af»les petites Soeurs des Pauvres«, hvis kald er omsorg for gamle mennesker, satte nogle ting på plads for mig. Hele artiklen er der desværre ikke plads til at bringe i bladet, kun nogle af de for mig tankevækkende synspunkter. Meget er der at overveje, og overvejelser man ikke ofte støder på i mediedebatten. Derfor er det vigtigt, at også vi tager spørgsmålet op, tager stilling til det og tager del i debatten. Der bliver da også i september i DKKF Øst holdt et møde med Lisbet Due Madsen medlem af Etisk Råd og chefsygeplejerske på Sct. Lukas Hospice. Et udførligt referat vil blive bragt i bladet - det er jo et emne, der er aktuelt for os alle sammen. Den manglende respekt for livet ved dets begyndelse må ikke også ende med at blive en realitet ved dets afslutning - med den yderligere degradering af synet på mennesket og dets sande værdighed, som det uvægerligt vil medføre. Også betydningen og værdsættelse af det frivillige ulønnede arbejde er værd at overveje, som også et indlæg i WUCWO kom ind på: hvis alt frivilligt arbejde blev indstillet, så ville det pludselig være noget, man kunne få øje på! Selv om den frivillige indsats herhjemme ikke er så udbredt som i mange andre lande. V.T. 4

5 TIL ALLE WUCWO MEDLEMSORGANISATIONER cirkulære 4-02 org. 25 marts 2002 Kære venner Det er mig en glæde at fortælle en vigtig nyhed. I starten af måneden meddeltes fra Rom, at WUCWOs præsident, Maria Eugenia Diaz de Pfennich, er blevet udnævnt som medlem af Det pavelige Råd for Lægfolk. Selv om udnævnelser af denne art er personlige, er det en ære for WUCWO, at vores præsidents evner og troskab over for Kirken er blevet anerkendt på denne vis. Blandt de udnævnte er fire biskopper og 24 lægfolk, hvilket afspejler Kirkens universalitet. Rådets medlemmer er mennesker fra hele verden, som er dybt engageret på mange forskellige felter. Maria E. Diaz de Pfennich Mexico Lad os forsikre Maria Eugenia Diaz de Pfennich om vores stærke støtte, ligesom vi til stadighed beder for hende. Glædelig påske og Guds velsignelse til jer alle Amelita Dayrit Go vicepræsident 5

6 Det pavelige Råd for Lægfolk Men hvad er Det pavelige Råd for Lægfolk? kunne nogen måske føle sig fristet til at spørge! Til at varetage sin opgave i hele Kirkens tjeneste bliver Paven hjulpet og rådgivet af en række organer og råd under betegnelsen»den romerske Kurie«. Kurien udgøres således af forskellige afdelinger, der tager sig af forskellige aspekter af Kirkens liv og dens relation til den verden, vi lever i. Det pavelige Råd for Lægfolk er den afdeling, der særlig beskæftiger sig med lægfolkets deltagelse i Kirkens liv og mission såvel som enkeltpersoner som gennem de forskellige former for bevægelser, der er opstået og bestandig opstår indenfor Kirken. Rådet blev oprettet i 1967 af Paul VI i forlængelse af det Andet Vatikankoncil og ti år senere, i 1976, blev det indbefattet i de permanente råd i Den romerske Kurie. Rådet er bestandig blevet»opmuntret«af Johannes Paul II, der i en årrække, som ærkebiskop af Krakow, var en af de 30 rådgivere, som er knyttet til rådet. Rådet har 37 medlemmer, som udpeges for fem år ad gangen. Det består af 24 lægfolk, ni kardinaler og fire biskopper. Af de nyudnævnte lægfolk er de ni kvinder. De 30 rådgivere, eksperter på forskellige områder, består af 13 lægfolk, ni biskopper og otte præster. Rådets formand er i øjeblikket kardinal Stafford, tidligere ærkebiskop af Denver i U.S.A. Rådets medlemmer kommer fra alle dele af verden, og hele rådet mødes en gang om året. Forskellige udvalg arbejder med områder som f. eks. ungdom, kvindens kald og mission, lægfolkets sendelse i verden. Dets opgave er også at tage initiativ til internationale kongresser og andre projekter, der angår lægfolkets apostolat. En kongres fandt sted her i København i Ønsker nogen at vide mere, så kig på den hjemmeside, hvis adresse på grund af længden er anbragt nederst på siden. 6

7 Pilgrimdsturen til Vadstena maj 2002 Storebededag drog en flok på 33 kvinder af sted på DKKF s valfart til Den Hellige Birgitta af Vadstena under ledelse af pastor Timmermann for også at besøge klostre, kirker m.m. hvad der var til minde om Sveriges store helgen. Hele Vadstena by er vokset op om klosteret, om den orden, som Birgitta stiftede. Det var en rigtig dejlig bus. Chaufføren, Jørgen, havde hele tiden termokaffe og sodavand parat, så også den materielle side blev der sørget for! Pastor Timmermann sad med landkort og drøftede de bedste veje med chaufføren, som havde et lille lysende kort ved sin side og kunne få råd via den lille computer om, hvornår han skulle dreje fra for at komme på den rette vej - og det kom vi, mens der undervejs blev bedt tidebønner og rosenkrans - og sunget. Pauser var der også, så vi kunne få lejlighed til fouragere og strække benene. En fin pause havde vi i Växjö, hvor vi så den dejlige domkirke. Tidlig på aftenen nåede vi Vadstena. Først kom nogle af ved vandrerhjemmet, resten skulle bo på pension Solgården. Det så ikke ud af meget udefra, men det skulle vise sig at være særdeles smukt og velindrettet. Det første (og eneste) problem var, at vi ikke kunne komme ind. Omsider lykkedes det dog at få fat i en»vagt«pr. telefon:»nøglen ligger i postkassen!«og så kom vi til ro meget komfortabelt. Efter en dejlig morgenmad gik vi styrkede den lille tur til Blåkyrkan, som var klosterkirke i det kloster, Birgitta stiftede, og som i dag er kirke for Svenska Kyrkan i Vadstena. Den er også pilgrimskirke, og der er tre præster. De siger ikke»vores kirke«, men mener, den er alle pilgrimmes kirke. De betjener alle, der kommer. Pastor Thomas Stoor viste os rundt og fortalte om de mange kønne og spændende ting rundt 7

8 Ved Växjö Domlkirke om i kirken. Først sad vi ved det relikvieskrin, der indeholder relikvierne fra Skt. Birgitta og hendes datter Skt. Katharina, der havde fulgt sin mor på pilgrimsfærd og støttet og efterfulgt hende. Her sang vi et par danske salmer efter den svenske salmebog, og sammen med pastor Timmermann bad vi den hellige Birgittas bøn ved relikvieskrinet. Ved reformationen blev klostrene lukket, dette kloster fik dog en lempelig ordning:»nonnerne måtte blive der, til den sidste døde.«imidlertid lykkedes det for en biskop at tage imod nogle unge nonners klosterløfter en nat, så det blev først i 1590 (altså 60 år efter reformationen), at klosteret måtte lukke. Udenfor kunne vi se nogle ruinrester samt munkeklosteret, der nu er omdannet til en endog meget dyr restauration. Tæt på Blåkyrkan ligger Birgittasøstrenes nuværende kloster, og de har et gæstehjem, der er meget søgt. Der boede i fire krigsår vor digter Johs. Jørgensen for at skrive en biografi om Skt. Birgitta. Vi var inde at se Birgittasøstrens klosterkirke. Det var under søstrenes tidebøn, som også blev overværet af en flok unge vordende konfirmander. Vi kørte nu en dejlig tur til benediktinerindeklosteret»heliga Hjärtas Kloster«. Først havde vi en andagt i et lille kapel, og derefter fortalte en ung nonne os om klosteret. De var oprindeligt Mariadøtre og boede i Vadstena. Mariadøtrene er en evangelisk nonneorden, som bl.a. også findes i Kollund i Danmark. I 1988 konverterede hele deres lille kloster til Den katolske Kirke, og nonnerne blev benediktinerinder. De byggede dette kloster, som er lyst og moderne, og i denne måned har det fem års jubilæum. Disse nonner har nogle hovedretningslinier, de lever efter: Som Maria:»At bære Kristus ud i verden«, og»når vi tier, taler GudNår mennesker lider, handler Gud«. Hl. Hjerte Kloster 8

9 Pastor Timmerman og pilgrimspræst Thomas Stoor Så gik turen hjem til Vadstena, hvor vi fik et meget lille hvil, vi skulle nemlig til firmelse i St. Birgittas katolske Kirke, som vi havde været et smut i tidligere på dagen. Her var biskop Anders Arborelius, flere præster og en diakon. Der var stuvende fuldt, otte firmander, vel i alderen år i»stilfærdigt«tøj. Det var en særdeles lang og smuk messe med en masse salmer. Efter al den åndelige føde var det så de kulinariske sider, der havde vor interesse. Vi var budt til middag i Rådhuskælderen. Der blev vi bænket i dæmpet belysning og fik en særdeles veltillavet middag med kaffe. Nu var vi trætte og skyndte os hjem i silende regn. Søndag morgen efter et solidt måltid gik vi en tur i klosterhaven før højmessen. Flux efter messen begyndte vi den lange hjemtur. Nu passerede vi Alvastra klosterruiner, hvor Birgittas mand tilbragte sin sidste tid, og hvor Birgitta havde haft en eneboerhytte, lige op ad munkeklosteret, så hun kunne deltage i tidebønnerne og messen i deres kirke. Også i dag bad vi sammen med pastor Timmermann rosenkransbøn. Da vi passerede karmelitterklosteret i Norreby fortalte han om Elias, der ene søgte op på Karmels bjerg for at bede og modtage budskab fra Gud. Han er jo siden blevet forbillede for Karmelitterordenen. Endvidere sang vi og håbede på, at det måske kunne hjælpe til at sprede skyerne, der igen og igen overraskede os med byger. Ved 18 - tiden blev sjællænderne hægtet af, mens fynboer og jyder fortsatte. Vi siger mange tak for en rigtig dejlig tur og ser frem til at følges ad en anden gang mod nye mål. Stor tak til pastor Timmermann, bestyrelsen og hver enkelt. Et af versene fra det kvad som Else havde forfattet til pastor Timmermannm er gengivet nedenfor. Else Knudsen Vi stævned fra hele det danske land at samles omkring vores præstemand, få kendskab til Sveriges helgen stor som blev for klostre den fromme mor. Mor Birgitta bed for os i dag, lær os leve fromt til Guds velbehag, øve tugt og trøst og gi os selv, til vi skal optages i himlens hvælv. 9

10 Sankt Birgittas liv og levned Når man slår op på et kort over Sverige, kan man finde en lille by, der hedder Vadstena. Denne by har en mærkelig tiltrækningsevne på mange mennesker. Og man kan spørge sig selv: Hvad er det der gør, at mange sætter meget til side for at rejse en tur derhen? Vadstena er tæt knyttet sammen med en kvinde, med Birgitta som levede i 1300-tallet. Hun blev født i 1303 ved Uppsala i Sverige, og hun voksede op i en familie, der var meget indflydelsesrig. Hendes far var lagmand. Som barn var hun et religiøst barn. Hun havde en åbenbaring, hvor Maria viste sig for hende og havde en krone i hånden. Hun sagde:»vil du have denne krone?«birgitta sagde, at det ville hun gerne. Maria satte kronens på hendes hoved og forsvandt. Birgitta glemte aldrig dette syn, og hendes liv var præget af en stor hengivenhed for Jesu mor, Maria. En nat så hun et krucifiks med den lidende Jesus. Hun sagde:»hvem har dog gjort dette ved dig?«jesus svarede:»alle de, som glemmer mig og foragter min kærlighed.«også dette syn prægede hende hele livet. Da Birgitta var 15 år, blev hun efter faderens ønske gift med Ulf, som ejede en gård ikke langt fra Vadstena i Midtsverige. Og her levede Birgitta et liv med sin efterhånden store familie (hun og Ulf fik otte børn), og hun passede ikke kun familien, men sørgede også for fattige og syge, der levede i omegnen. Ligesom mange andre rejste hun og Ulf på pilgrimsrejser. De besøgte bl.a. Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostela i Spanien. Og derefter tog deres liv en drejning. De lovede hinanden, at de fremover 10

11 ville leve det liv, som Jesus ville vise dem. Ulf bosatte sig ved Alvastraklosteret tæt på Vadstena, og her døde han ret hurtigt efter. Og nu begyndte et nyt livsafsnit for Birgitta. Hun boede et stykke tid lige uden for Alvastraklosteret. Og her modtog hun en åbenbaring, hvor Jesus befalede hende at indstifte en ny orden til Hans og Hans mors ære. Denne orden skulle være en kvindeorden, og til hvert kloster skulle der være tilknyttet et munkekloster, hvis formål var at betjene nonnerne, d.v.s. fejre messe og høre skriftemål. Og derefter fik Birgitta flere og flere åbenbaringer. Og i en af dem befalede Jesus, at hun rejste til Rom for at se paven vende tilbage fra sit eksil i Avignon i Frankrig og for at få pavens godkendelse af den nye orden. Hun rejste afsted sammen med nogle få af sine venner. Hun vidste nok ikke, at hun måtte blive 23 år i Rom, og at hun skulle dø der. I Rom fortsatte hendes liv i ydmyghed og næstekærlighed. Hun hjalp mennesker i nød, både fattige og syge, men også mennesker, der var kommet væk fra Gud. Og hun fik sine to ønsker opfyldt: Pave Urban V vendte tilbage til Rom, og han godkendte hendes ordensregel. Det første varede dog ikke ved, idet paven vendte tilbage til Avignon, og det var først efter påvirkning af Katharina af Siena, at paven endeligt bosatte sig i Rom. På en pilgrimsrejse til Det hellige Land havde Birgitta en række åbenbaringer af Jesu fødsel og hans død. Jesu lidelser for mennesker prægede hende mere og mere. I 1373 døde hun, og hendes relikvier blev overført til Vadstena, hvor hun blev skrinlagt i den klosterkirke, der var blevet opført efter hendes anvisninger. Birgitta blev senere helgenkåret. Hendes orden bredte sig ud fra Vadstena i Sverige. Dog har man i tidens løb ikke kunnet overholde, at ordenen består både af kvindelig og en mandlig gren. I Vadstena findes i dag et birgittinerindekloster. I klosterhaven er der en statue af Jomfru Maria, der tilbyder Birgitta kronen. Og i klosterkirken oplever man, som i alle kirker, den lidende Kristus. Og også på denne måde er byen præget af Birgitta. Den gamle klosterkirke, som også kaldes Blåkyrkan p. gr. a. farven på stenene, den er bygget af, tilhører nu Den svenske Kirke. Og i de senere år har man her oprettet et pilgrimscentrum, som hjælper mennesker, der opsøger stedet Fortsættes side 22 11

12 Hvorfor lever vi? Mystik og selvudfoldelse - en foredragsaften med Oluf Bohn Lektor Oluf Bohn havde taget den lange vej fra Århus til Stenosgade for at holde foredrag i DKKF Øst - og det var virkelig inspirerende og tankevækkende. I lyset af Det Gamle og Nye Testamente skitserede Olof Bohn den ændring i trosopfattelsen, der fandt sted på baggrund af oplysningstidens ideer og industrialiseringen i tallet. Tidligere betød livsforholdene for langt de fleste mennesker, at livet var en kamp for at overleve, men i løbet af 1800-tallet skete der mentale og økonomiske ændringer, der medførte, at langt flere mennesker ikke kun behøvede at stræbe efter at overleve, men kunne sætte kræfter ind på selvstændiggørelse og erobring af herredømmet over sin egen historie. Når Oluf Bohn kalder sit foredrag»mystik og selvudfoldelse«, skyldes det, at begrebet selvudfoldelse er et nøgleord til at forstå, hvad det er, der foregår i samfundet mellem mennesker. I det moderne samfund har livet for mennesker fået et formål i sig selv, idet kravet er at få sine behov opfyldt og at udfolde sig selv, uafhængig af Kirken. Hvordan skal vi som kristne vurdere dette? Eller med andre ord, hvad er kriterierne for, at vore ønsker om opfyldelse af egne behov og vor trang til selvvirkeliggørelse er i overenstemmelse med Guds vilje med vore liv? Det er disse vanskelige spørgsmål, Oluf Bohn belyste og samtidig understregede, at der ikke kan gives noget entydigt svar, fordi det afhænger af det enkelte menneskes situation. Men for alle gælder, at selvvirkeliggørelsen skal ske i den tjeneste af Gud og næsten, som daglig udfordrer os. Til dette knytter sig Julian af Norwichs ord om, at den kærlighed, vi er skabt i, må vække genkærlighed i os, og da vi ikke kan give Gud noget, han ikke har, så kan vi kun vise kærligheden ved at tjene næsten, for i næsten møder vi Gud. Dette fører ind i det dybere fællesskab med Gud i Kristus, 12

13 og dermed kan vi virke til gavn for vor næste, som i dag er mennesker i hele verden, og samtidig kan vi glæde os over dét i livet, der er glæden værd. Oluf Bohns beskrivelse af baggrunden for adskillelsen mellem»mystik«og»selvrealisering«var en meget interessant historisk forklaring på denne udviklings betydning for ændringer i den kristne tro. Denne udvikling har siden karakteriseret det vestlige Europa og Nordamarika - i modsætning til de latinamerikanske lande. Spørgsmålene i den efterfølgende diskussion drejede sig blandt andet om, hvorvidt Kirken havde svigtet i denne ændringsproces, hvor det materialistiske i menneskets tilværelse og de økonomiske forudsætninger førte til en»frisættelse«af mennesket, der ikke var grundfæstet i den kristne tro. Dernæst fulgte spørgsmål om, hvad kunne Kirken have gjort? - kunne Kirken have handlet på en anden måde? I diskussionen blev dette perspektiveret i forhold til nutidens befrielsesteologi i de latinamerikanske lande, der har realiseret noget fundamentalt i den katolske kirkes omsorg for de fattige og svage i samfundet, en kamp for de mennesker, der ikke har opnået at få del i det moderne samfunds materialistiske velstand. Det bliver fremført, at vores Pave har øvet en vis modstand mod befrielsesteologerne. Oluf Bohn nævnte, at Paven taler om strukturel synd - det vil sige, at samfundets strukturer fører til synd. Pavens erfaringer med Polens marxisme smitter af på hans syn på befrielsesteologien i Latinamerika. Samtidig kritiseres Polen for at gå i en materialistisk retning efter indførelse af det kapitalistiske system. Diskussionen var livlig og emnerne mange. Her har jeg givet nogle eksempler og udvalgt nogle af de emner i Oluf Bohns foredrag, jeg blev meget optaget af. Men det kan kun ses som smagsprøver på et meget koncentreret og engageret indlæg om spørgsmålet: Hvorfor lever vi? Det var en meget fin aften - og vi kan glæde os over at mødet var velbesøgt. KHJ Oluf Bohn har skrevet flere bøger bl. andet: Kirke og samfund i Latinamerika, Befrielsesteologi i den Den katolske Kirke og Kristendom, Mission - Kultur, Tendenser i katolsk missionsteologi, som udkom den 1. marts 2002, og som blev anmeldt i Katolsk Orientering no. 7/10. april

14 Tanker om dødshjælp - ud fra en artikel om dødshjælp af den franske læge og kræftspecialist Xavier Mirabel i»découverte«enhver handling, der har til hensigt at afbryde livet for en anden, kaldes dødshjælp, hvad enten det drejer sig om en handling eller om en undladelse. Man må afvise en skelnen mellem aktiv og passiv dødshjælp, som kun leder til forvirring. Hvem beder om dødshjælp - også kaldet eutanasi? Modsat af, hvad de fleste ville antage, så hører det til undtagelserne, at det er den syge selv, der anmoder om dødshjælp; det kommer oftest fra plejepersonalet eller familien. En årsag til en sådan anmodning finder man i deres smerte i relation til den syge, et ønske om»at kunne gøre noget«for den, hvis situation forekommer uudholdelig. Familiens og plejepersonalets smerte overfor sygdommen og døden, der nærmer sig, er noget helt naturligt. Det er der ikke nogen løsning på, og det eneste, der falder dem ind, er så i nogle tilfælde dødshjælp, som forekommer dem at være ensbetydende med barmhjertighed. Hvad kan grunden være til at den syge beder om dødshjælp? Den primære grund kan være en fysisk smerte, der er dårligt lindret. Men det er i dag erkendt, at smerte kan og bør lindres effektivt hos alle syge, selv om smerten måske ikke forsvinder fuldstændigt, og behandlingen i nogle tilfælde vil fremskynde døden. Det er ikke acceptabelt, at syge lider i en sådan grad, at det får dem til at bede om afbrydelse af livet. En anden grund kan være følelsen af tabt værdighed. Tabet af uafhængighed, af autonomi, følelsen af andres afvisning - venden sig bort fra én kan bringe den syge i en uudholdelig situation. Når den syge ikke mere føler sig betragtet som en person, kan det føre til en anmodning om dødshjælp. Men denne smerte er ikke knyttet til selve sygdommmen eller de forskellige symptomer, der er en følge af sygdommen, men skyldes andres syn på én. 14

15 Løsningen består ikke i en dødshjælp, der vil få den syge til at forsvinde sammen med lidelsen, men i at se på den syge med andre øjne, som han eller hun kan opfatte som udtryk for en kærlighed, der genskaber værdigheden som person. For forkæmperne for dødshjælp er den ensbetydende med at være medfølende og vise barmhjertighed. De, der er imod, bliver anset for at være ubarmhjertige og ufølsomme overfor smerte. Men nej, som paven har påpeget (fx. i Evangelium Vitae), resulterer dødshjælp snarere i en pervertering af barmhjertigheden. Hvis dødshjælp gøres lovlig, må det være en forudsætning, at den syge kan være helt fritstillet i sin beslutning. Imidlertidig gør det modsatte sig ofte gældende. Stillet overfor den lægelige autoritet, som vil foreslå en alternativ løsning, hurtig og uden smerter, en løsning, som vil være en lettelse for alle. nemlig dødshjælp - og måske på omgivelsernes initiativ, er det helt undtagelsesvis, at den syge kommer med indvendinger. Hvis retten til dødshjælp skulle være en ret for alle, så er der ingen grund til at denne»ret«er forbeholdt syge. Hvorfor skulle så en lidelse påført af familiære, sociale eller professionelle årsager ikke åbne op for den samme mulighed? vil der hurtigt bliver spurgt. Burde ikke også den, som føler ikke mere at have nogen grund til at leve, og som har en følelse af at have mistet al værdighed, have ret til at blive»eutaniseret«. Hvorfor ikke tilbyde den mulighed til alle, som lider? kunne spørgsmålene fortsætte. Legaliseret dødshjælp for syge vil hurtigt udvikle sig til legaliseret dødshjælp for alle uanset af hvilken grund. Hvordan er det ikke gået med lovgivningen om abort herhjemme? Der er endt som en ret for alle uanset af hvilken grund. Hvorfor skal en eventuel hjælp til dødshjælp egentlig ske ved lægers hjælp? Læger har ikke særlige uddannelse til at»give«døden. Dødshjælp indgår ikke i deres særlige fag og opgave. Langt de fleste læger ønsker ikke at få den opgave pålagt og er snarere tilbøjelige til at pege på, at man - hvis dødshjælp bliver lovlig - måske skulle oprette en særlig profession, der - uafhængig af læger og plejepersonale - blev uddannet til det. Fortsættes side 22 15

16 Frivilligt arbejde IYV 2001 står for: International Year of Volunteers. Dette tema tager WUCWO op i deres Newsletter august Jeg er ikke i løbet af året 2001 stødt på præsentation af dette udvalgte tema, og tilsyneladende er markedsføringen heraf ligeså usynlig som det frivillige arbejde og de mennesker, der varetager disse aktiviteter. I WUCWO s temanummer er der indlæg fra katolske medlemsorganisationer fra hele verden. Jeg blev specielt opmærksom på to forhold, der knytter sig til frivilligt arbejde. For det første, at det er en demokratisk ret i et kristent land at kunne igangsætte og involvere sig i frivilligt arbejde. Dette er ikke en selvfølge for alle mennesker: I de totalitære stater er der forbud mod at udføre frivilligt arbejde. Et WUCWO-bestyrelsesmedlem fra Tjekkiet fortæller, at det var yderst farligt at vise interesse for eller at organisere hjælp til trængende medmennesker. Kun statsorganiseret frivilligt arbejde var tilladt. Imidlertid betragter den overvejende del befolkningen - efter revolutionen de frivillige som»fools«. Det pointeres, at det er nødvendigt, at folk lærer at organisere det frivillige arbejde til gensidig hjælp - uafhængigt af staten. Der er således tale om at igangsætte en mentalitetsænding. Katholische Frauenbewegung Österreichs er blandt andre NGOer fødselshjælpere i Tjekkiet. Der arbejdes bl.a. udfra»ti gyldne regler for frivilligt arbejde«, og disse regler har vist sig at være meget væsentlige for overhovedet at sætte en ændringproces igang. For det andet sættes der i flere indlæg fokus på, at frivilligt arbejde ikke samfundsmæssigt betragtes som»arbejde«på lige fod med lønnet arbejde og derfor ikke har den samme status. På den ene side er frivillighed et udtryk for demokratisk modenhed, som er uundværligt for Kirken og samfundet - på den anden side er dette arbejde usynligt og udokumenteret. 16

17 Fra WUCWO s side fremhæves det som vigtigt, at ulønnet arbejde inkluderes i den nationale statistik og på den måde synliggøres. I flere indlæg beklages det, at det ulønnede arbejde ikke i højere grad værdsættes, også konkret - baseret på kroner og øre. KHJ Tankevækkende! Fru Hansen iler hjemmefra om morgenen til job på børneinstitutionen, hvor hun passer fru Nielsens børn, så hun kan være hjemmehjælper hos fru Hansens far og fru Petersens mor, for fru Petersen har fået job i en kantine, hvor hun smører mad til både hr. Hansen og hr. Nielsen, mens hun spekulerer på, om børnene nu går direkte fra skole hen på fritidshjemmet, hvor fru Olsen har fået job. Nu er der pludselig sat kroner på fru Hansens, fru Nielsens, fru Petersens og fru Olsens arbejde. Fra Inger Brochmann,»Oprør fra Mødrene«, 1982, Hernovs Forlag WUCWO konference i England Fra tirsdag d. 18. marts til søndag d. 23. marts 2003 afholder WUCWO europæisk konference nord for London. Temaet er:»skatten skjult i en mark«, Matt. 13,44. Det Andet Vatikan Koncil er basis for vor mission og arbejde som katolske kvindeorganisationer. Pris for deltagelse vil ialt blive ca Er der nogen, som ønsker at deltage, så henvend jer snarest til Ruth Meyer tlf

18 Kvindernes internationale Bededag 2002 hos Sankt Joseph Søstrene i København Dagen holdes altid 1. fredag i marts. I år var det den katolske kirkes tur, og omkring 100 kvinder mødtes hos Sct. Joseph Søstrene på Strandvejen. Vi mødtes til bøn og handling i søgen efter forsoning. Vi var forenet i et verdensomspændende fællesskab. Søstrene åbnede gæstfrit klosterets porte.»gode ånder«sørgede for sandwich og kaffe til»indkøbspris«. Man blev ved med at bære flere stole ind. Sr. Emma Martensen fortalte levende om de stærke kvinder, der for godt 350 år siden grundlagde ordenen. I en forvirret og vanskelig tid ville de bringe forsoning mellem mennesker. Kirkens mænd var ikke særlig rolige ved disse kvinder. Søstrene levede fattigt i små kommuniteter, rige på kærlighed. Uden uddannelse, men klar til at lære. Beskyttet kun af datidens enkedragt, når de gik ud i»mændenes«samfund. En jesuitterpræst var deres første vejleder, og det prægede dem i Sct. Ignatius ånd. De bredte sig hurtigt fra Frankrig ud over Europa. Heldigvis også til Danmark. Fattige kom de og var derfor ikke særlig velkomne. Kunstige blomster skaffede det daglige brød på bordet. De så opmærksomt på samfundets kvinder, og flere af disse trængte hårdt til at lære at læse og skrive. De syge trængte til hjælp. De gode søstre tog fat på begge opgaver. Den gang som nu lytter søstrene efter Guds vilje i de behov, de møder på deres vej, selv om de måske havde tænkt sig noget helt andet. 18

19 Sr. Emma Martensens beretning om Sankt Joseph Søstrenes historie vakte stor interesse Efter disse inspirerende ord gik vi ind i Søstrenes kirke. Ind til et væld af levende lys - hvilken dejlig atmosfære. Gudstjenesten var tilrettelagt af kvinder fra Rumænien. Teksterne fra Bededagshæftet blev smukt læst op på dansk af fire kvinder fra forskellige kristne trosretninger. Alle deltog med bøn og salmer. Else Petersen fra Missionsforbundet talte gode ord til os om forsoning og gav os skriftsteder med på vejen frem. Der blev sunget af et lille tremandskor, og Jette Thomsen sang en antifon af den Hellige Birgitta. Kollekten gik til kvinder i Burundi, gadebørn i Mexico og til en god udvikling af Bededagsarbejdet i Litauen og Ukraine. Som en af de sidste lagde jeg min»skærv«og så med glæde på de bugnende kurve. Efter salmen»den dag, du gav os«sluttede denne gribende aften med opfordring til at bringe forsoning videre - også når klosterporten bag os blev lukket. Vibeke Baadsgaard Den 9. marts døde vort medlem Birgit Setterberg, 92 år gammel. Birgit var gennem flere år i DKKF-Nyt s redaktion, og her kunne man ofte læse spændende artikler, som Birgit havde skrevet. Birgit vil blive husket som et meget varmt, engageret og inspirerende menneske, kendt i såvel katolske som økumeniske kredse. Æret være hendes minde! 19

20 Bededagen oplevet - i Australien Brev fra Jette E. Gier Som omtalt i sidste nummer opholdt Jette E. Gier sig i Australien på studietur på det tidspunkt, da Kvindernes internationale Bededag fandt sted, og Jette fortæller: Her et kik på hvordan jeg oplevede bededagen i Australien. Jeg boede i byen Oakleigh lige uden for Melbourne. Jeg startede bededagen tidligt med at blive kørt til Dandenong, hvor dagens taler Mircea og hans kone Yolanda boede. Mircea og Yolanda er fra Rumænien. Mircea er baptistpræst, og han skulle tale begge de to steder, hvor jeg deltog i bededagen. Vi kørte ca. 50 km. til Mornington, hvor det første møde skulle finde sted. Mødet indledtes med, at vi fik salt og brød. Den lokale præst bød velkommen til de ca deltagere med en særlig velkomst til taleren så vel som til»den danske gæst«. Han forklarede derefter hvorfor og hvordan man gør korstegn, hvorefter alle gjorde korsets tegn. Det, der slog mig var, at der var en hel del mænd med, det var der også senere i Oakleigh, men det er almindeligt i Australien: alle er velkomne. Otte forskellige kvinder læste op fra bededags-hæftet uden det store engagement. Mircea holdt en pragttale ud fra temaet. Den lokale præst stænkede vievand med fingerne, derefter sang et børnekor fra den lokale skole. Så gik turen tilbage ca. 60 km. til Oakleigh i Church of Christ. Jean og David, som jeg boede hos, er medlemmer af den kirke. Jean bød velkommen, også her til mig. Jeg måtte op og modtage gaver til mine medkomité-søstre i Odense samt tage hilsener med til alle, - også til de katolske kvinder i hele 20

21 Danmark fra bededagskvinderne i Oakleigh. Det være hermed gjort! I Oakleigh læste fire forskellige kvinder fra bededagshæftet. Bibelteksterne blev meget levende læst op, som om de fortalte tilhørene om det på stedet, dengang det skete. Vandet blev stænket rundt af to kvinder med grønne duske af kviste. Mircea talte så igen her, og til slut fortalte en af menighedens samoanske kvinder om, hvordan kristendommen og bededagen kom til Samoa. Kvinderne og mændene var klædt i de nationale dragter eller havde tørklæder på fremstillet til bededagen. Derefter var der hyggeligt samvær med kaffe/te og hjemmebagte kager. I Oakleigh var der personer, en meget begivenhedsrig og anderledes bededag. Noget andet, jeg oplevede, var, at i Australien holder kristne kvinder også Kvindernes internationale Kampdag den 8. marts. Den blev holdt i en af Baptistkirkerne, den største i Melbourne; det var meget interessant. Det er jo ikke noget, vi afholder; det var på et kristent grundlag og drejede sig om, hvad kristne kvinder kunne gøre for hinanden, ikke kun i Australien, men i hele verden. Igen blev det nævnt, at Danmark var et foregangsland på mange områder bl.a. med forældreorloven. Det gav et stort bifald til Danmark. Der var ca. 110 kvinder, - der var et koreansk kvindekor, der sang, samt solosang ved Fiona, som havde været udvekslingsstudent i Ribe. Fiona er katolik. Jeg har lidt på video fra bededagen i Mornington og fra Oakleigh ca. 15. min, samt ca. 5 min. fra Kvindernes internationale Kampdag, hvis nogen skulle være interesseret. Selvfølgelig har jeg også fra forskellige steder i Victoria området, som Melbourne hører til, samt fra Tasmanien, som også har en storslået natur og dyreliv. Til slut har jeg en hilsen fra WDP s præsident, Yvonne Harrison, som jeg boede hos i Tassie (Tasmanien) - En hilsen til alle danske bededagskvinder og selvfølgelig til alle de katolske kvinder, som jeg hører til. Yvonne ønskede, at vi alle måtte få en god»fællesskabets Dag«med Guds velsignelse for bededagsarbejdet. Det var lidt fra bededagen - og lidt andet i Australien. Venlig hilsen Jette E. Gier 21

22 Birgitta, fortsat fra side 11 Dødshjælp, fortsat fra side 15 som pilgrimme. Hver dag er der tidebøn og gudstjeneste i denne evangeliske kirke, og kirken er åben for grupper fra forskellige kirkesamfund, således at de hver på deres måde kan holde gudstjeneste her. Skræmmende perspektiver, men nok ikke helt urealistiske, hvis man fuldt ud drager konsekvenserne af at legalisere dødshjælp. Man må meget snarere arbejde på en videreudvikling af den palliative (lindrende) indsats. Man må sikre, Byen besøges desuden af at læger bliver bedre uddannet til mange turister med forskellig baggrund, og de fleste bliver påvirket af stemningen i byen. Lige meget om man er pilgrim eller om man»kun«er en almindelig turist, gør Birgittas by indtryk. Klosterkirkerne, den gamle Blåkyrkan og birgittinerindernes moderne klosterkirke vidner om århundreders bøn og tilbedelse, på tværs af klosterliv, reformation, forskellige køn smertebehandling og til at tage sig af de syge, når døden nærmer sig. Den syge bør gives rammer for at leve sine sidste dage i sin sande værdighed, respekteret og elsket, og for om muligt at kunne udnytte disse øjeblikke til en ægte forsoning med de andre, med sig selv og med Gud. Dette ønske om forsoning står i virkeligheden i centrum for den syges inderste og nationaliteter. B.C. ønsker. V.T. Retræte på Dalum mandag d fredag d. 24. august 2002 med pastor Benny Blumensaat Tema:»Guds folk på vandring«. Jesus møder den samaritanske kvinde ved brønden, hvor de taler med hinanden:»hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke! så bad du ham, at han gav dig levende vand«joh. 4,1-42. Over dette tema vil Dalum Retræten i år blive en vandring med Jesus og Kirken, hvor vi fordyber os i og åbner os for det nye liv, som strømmer ud fra Jesus. 22

23 D K K F Mødekalenderen Mandag d. 19. august kl fredag d. 23. august 2002 efter morgenmaden. Retræte v/ pastor Benny Blumensaat, Esbjerg. Se nærmere omtale s. 22. Bindende tilmelding skriftligt til Agnete Emmerich, Lahnsgade 11, 5000 Odense C senest torsdag d. 1. august Tilskud kan søges samme adresse. Medbring venligst håndklæde. Pris kr. 750, 00 - Depositum kr. 150,00 (som skal indbetales ved tilmelding, og som ikke tilbagebetales) sendes pr. check eller indsættes på girokonto Nærmere oplysninger hos Ruth Meyer, Østbanegade 45, 5.th., 2100 Kbh. Ø. Tlf rpm@meyer.dk. Alle kvinder er velkomne Onsdag d.4 september 2002, DKKF Øst. Møde med emnet: «Dødshjælp hvorfor - ikke...?«lisbet Due Madsen, medlem af Etisk Råd taler om emnet ud fra sin erfaring som leder af Sct. Lukas Hospice - efterfulgt af samtale. Mødet finder sted i Jesu Hjerte Kirkes menighedssal, efter aftenmessen, der begynder i kirken kl. 17. Sandwich m. kaffe/the 25 kr. Alle kvinder er velkomne. Tilmelding senest mandag d. 2. september til Ruth Meyer, tlf eller Lisbeth Poulsen, tlf Lørdag d. 21. september kl søndag d. 22. september 2002 kl. 15, weekend på Lille Magleås, hvor vi vil beskæftige os med Den Hellige Birgitta og med, hvad hun kan betyde for os i dag. Det nærmere program vil følge i august-nummeret og i Katolsk Orientering. Pris 180,00 kr. Madpakke medbringes til frokost lørdag. Nærmere oplysninger og bindende tilmelding senest mandag d. 9. september til Ruth Meyer, tlf eller Vivian Tiedemann tlf Alle kvinder er velkomne. Kvinderådet har med økonomisk støtte fra Danidas oplysningsbevilling udarbejdet et informationshæfte om FN s Kvindekonvention (CEDAW). Hæftet skal medvirke til at gøre denne for Kvinderådet centrale konvention mere kendt og gennem introduktionen først i hæftet mere tilgængelig. Hæftet ken rekvireres gratis ved telefonisk henvendelse til Kvinderådets sekretariat, tlf eller pr mail kvr@kvinderåd.dk 23

24 ISSN (0900 KHC) Bladnr DANMARKS KATOLSKE KVINDEFORBUND Bestyrelse/lederteam Ruth Pallisgaard Meyer, kontaktperson Telf.: Østbanegade 45, 5.th., 2100 København Ø Fax: Birgit Sørensen, kasserer Telf.: Stengårdsvænge 107, 2800 Lyngby Giro Marlene Henrichsen, forretningsfører Telf.: Mandalsgade 4, st.tv., 2100 København Ø Marianne Nielsen, sekretær Telf.: Stakdelen 16, 5220 Odense SØ Birgit Clausen Telf.: Teglvangsvej 64, 8543 Hornslet bc@fc.langkaer.dk Suppleanter Marion Gervasini Telf.: Sankt Thomas allé 17, 3. th., 1824 Frederiksberg C marion_gervasini@hotmail.com Jette E. Gier Telf.: Dagmargade 11, 1.th, 5000 Odense C konsulentjetteg@mail-online.dk Redaktionens adresse Vivian Tiedemann Telf.: Vesterbrogade 28, 3.th., 1620 København V Fax: vivian@tiedemann.dk Indmeldelse i DKKF kan ske ved henvendelse til Ruth Pallisgaard Meyer, Østbanegade 45, 5.th., 2100 København Ø, telf , fax , rpm@meyer.dk. - Årskontingent: 100 kroner. Ved indmeldelse efter 1. juli betales kun halvt kontingent for det løbende år.