MØDET ONSDAG DEN 15. JANUAR 2003

Transkript

1 3-001 MØDET ONSDAG DEN 15. JANUAR FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA Næstformand (Mødet åbnet kl. 9.00) Formanden. - Jeg giver ordet til hr. Rübig, der har en bemærkning til forretningsordenen Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg vil blot meddele, at en af mine medarbejdere blev overfaldet og tævet på banegården, og at sikkerhedssituationen ikke er blevet bedre Formanden. - Vi beklager meget denne ubehagelige hændelse, hr. Rübig. Formandskabet er bekendt med denne slags situationer. Det er blevet drøftet indgående i Parlamentets Præsidium, og tro mig, der bliver gjort en stor indsats og truffet mange foranstaltninger for at få de relevante myndigheder til at sætte en stopper for disse, som jeg sagde, beklagelige hændelser. Det vil vi fortsat gøre, hr. Rübig Afghanistan et år efter Bonn-aftalen Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om Afghanistan et år efter Bonn-aftalen. Jeg giver ordet til rådsformanden, hr. Giannitsis Giannitsis, Rådet. - (EL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, det er nu et år siden, at Bonnaftalen blev undertegnet i 2001, og når vi ser tilbage på, hvad der allerede er blevet gjort, og hvad der endnu skal gøres for at sikre, at aftalen gennemføres fuldt ud, vil jeg gerne påpege, at denne aftale danner grundlag for en ny, moderne afghansk stat, og at der er grund til moderat tilfredshed med de fremskridt, der er blevet gjort hidtil. Efter indsættelsen af en overgangsmyndighed og - regering blev der afholdt et hasteindkaldt Loya Jirga og valgt en præsident. Der er blevet nedsat en lovkommission og en uafhængig menneskerettighedskommission. Der er blevet etableret en centralbank, som har indført en national møntenhed. Der er blevet nedsat et redaktionsudvalg som en forløber for en forfatningskommission. Der er blevet vedtaget et forslag om en national udviklingsramme, som skal bruges som udgangspunkt 1 Vedtagne tekster fremsendt af Rådet: se protokollen. for landets genopbygning og forbedringen af situationen i landet. Præsident Karzai har udstedt et dekret om en national hær i Afghanistan, hvilket er et stort skridt i retning af afghansk ejerskab inden for sikkerhed og stabilitet. Den 22. december 2002 undertegnede Afghanistan og de seks nabolande Kabul-erklæringen om godt naboskab, hvor de enedes om ikke at blande sig i hinandens interne anliggender. Dette vil få stor betydning for opnåelsen af fred og stabilitet i området. Generelt har præsident Karzai og den afghanske overgangsregering opnået betydelige resultater, og Bonn-processen er på rette spor. På Petersberg-konferencen den 2. december, som bekræftede løftet om at støtte Bonn-aftalen om Afghanistan og om at sætte skub i landets genopbygning, blev der udstedt en erklæring indeholdende en klar henvisning til målsætningerne og tidsplanen for gennemførelsen af Bonn-processen, indførelsen af en ny forfatning og afholdelsen af valg i Både den afghanske overgangsregering og det internationale samfund har imidlertid en lang række opgaver, der skal løses inden den tid. I de seneste seks måneder har der været gennemført flere reformer, nogen synlig genopbygning og begrænset genskabelse af magtbalancen i både den centrale regering og mellem landets centrum og dets regioner. Der skal gøres fremskridt inden for disse områder for at styrke det afghanske folks tillid, som er regeringens nøgle til at opnå folkets støtte. Selve idéen bag Bonn-aftalen var, at overgangssystemet skulle baseres på traditionelle, lokale, nationale og religiøse strukturer i Afghanistan, og der skal sættes mange kræfter ind på at sikre en korrekt repræsentation i overensstemmelse med den centrale regerings bestemmelser. Derfor skal regeringen i de kommende måneder i endnu højere grad skabe ro og orden, lægge låg over fjendtlighederne og forbedre institutionens arbejde, da den ellers risikerer at skuffe befolkningen og dermed, at befolkningen vender den centrale regering ryggen, slækker på bestræbelserne for at overholde det internationale samfunds krav og bringer anstrengelserne for at nå Bonn-aftalens målsætninger i fare. Regeringen er pr. definition opdelt, eftersom dens medlemmer kommer fra alle dele af landet, og derfor er det vitalt for den, at den konsoliderer sine anstrengelser og fremskynder landets genopbygningsproces. En af de måder, hvorpå man kan støtte den centrale regering, er ved at sikre, at al hjælp kanaliseres gennem regeringen. Dette vil understrege dens autoritet over for hele landet og sikre, at nabolandene og de lokale ledere er med på vognen. Sikkerheden prioriteres fortsat højt, og vi føler, at alle de afghanske grupper bør opmuntres til at finde en fredelig løsning på deres problemer. Vi er enige med det afghanske folk i, at så længe landet er præget af

2 6 15/01/2003 usikkerhed, er det ikke muligt at gøre de ønskede fremskridt. Genoprettelsen af landets økonomi bør også prioriteres højt. De afghanske myndigheder skal arbejde sammen med Den Internationale Valutafond og indføre en effektiv og sammenhængende makroøkonomi samt en monetær ramme, hvor der kan fostres stabil økonomisk udvikling, og hvor bidragydernes bidrag kan investeres. Som en del af dette arbejde skal vi opmuntre bidragyderne fra Tokyo til at stille de lovede midler til rådighed via det nationale investeringsbudget fremlagt af den afghanske regering. Fællesskabsstøtten til Afghanistan vil naturligvis fortsat blive ydet på betingelser, som opfylder de grundlæggende principper og værdier, vi tror på som medlemmer af det vestlige samfund. Vores betingelser er rettet mod at nå målene i Bonn-aftalen og derudover sikre, at alle parter i Afghanistan overholder den procedure, der er indført for at skabe fred og stabilitet og danne en repræsentativ regering, dømme terrorister og sætte en stopper for den ulovlige produktion og smugling af narko. Fællesskabsstøtten skal være rettet mod at genopbygge en stabil nation, forbedre fødevareforsyningen og støtte flygtninge og landsforvistes tilbagevenden til landet. Medmindre de demokratiske værdier, pluralismen og overholdelsen af menneskerettighederne - herunder kvindernes rettigheder - styrkes, er den sociale og politiske udvikling i Afghanistan uopnåelig. Vi opmuntrer den afghanske overgangsregering til i tæt samarbejde med det internationale samfund at opstille referencepunkter og tidsplaner for den fuldstændige gennemførelse af Bonn-aftalen. Rådet har allerede givet udtryk for sin påskønnelse af den rolle, Tyrkiet påtog sig som førernation for den internationale fredsbevarende styrke, og vi vil gerne rose Tyskland og Nederlandene for at have overtaget kommandoen af den internationale sikkerhedsstyrke i Afghanistan for de næste seks måneder, idet vi ønsker dem al mulig held og lykke med denne vanskelige opgave. Jeg vil gerne gentage EU's løfte om i samarbejde med FN at hjælpe Afghanistan med at sætte en stopper for den ulovlige produktion og smugling af narko i kraft af en fremskyndelse af genopbygningsprogrammets gennemførelse, herunder i de valmueproducerende områder, udviklingen af retshåndhævende institutioner og opstillingen af et alternativ, et bedre liv for lokalbefolkningen. Hvis Afghanistan skal kunne fungere som en moderne stat, skal landet gennemføre en række reformer inden for områderne sikkerhed, administration, retsvæsen, finansvæsen og sociale anliggender. Vi glæder os over nedsættelsen af et forfatningsredaktionsudvalg, som skal udarbejde et udkast til en forfatning, der moderniserer retssystemet og beskytter menneskerettighederne. Vi har imidlertid noteret os, at forvaltningskommissionen endnu ikke er fuldt funktionsdygtig. EU er forpligtet til at bidrage til arbejdet i disse organer. Lovkommissionen skal styrkes, hvis den skal forbedre retsplejesystemet. Vi glæder os i denne forbindelse over Italiens afholdelse af en konference om det afghanske retssystem i Rom sidste december. Vi har brug for tidsplaner og referencepunkter for at sikre, at bestemmelserne i Bonn-aftalen overholdes. Aktiveringen af forfatningsredaktionsudvalget og vedtagelsen af en valglov, så der kan afholdes valg i juni 2004, er øjeblikkelige prioriteter, og formandskabet vil fortsat overvåge disse emner via EU's særlige repræsentant i Afghanistan bliver et afgørende år for Afghanistan og vil sandsynligvis være bestemmende for landets fremtidige udseende. I 2003 skal præsident Karzai få vedtaget de reformer, der skal sikre en hurtig genopbygning af landet, begrænse de lokale lederes magt, udarbejde et udkast til en foreløbig moderne forfatning baseret på principperne om ærlig administration, indkalde til et konstituerende Loya Jirga og indlede forberedelserne til valget i 2004, så det afghanske folk kan føre deres håb om fred og fremgang i Afghanistan ud i livet og selv bestemme over deres egen fremtid - en fremtid uden vold og frygt. Vi har gentaget EU's fortsatte forpligtelse til at yde et betydeligt bidrag til genopbygningen af Afghanistan. Endelig vil jeg gerne minde om, at Rådet i sine konklusioner af 4. december opfordrede den højtstående repræsentant og EU's særlige repræsentant, hr. Vendrell, til at følge gennemførelsen af Petersbergforpligtelserne og til i samarbejde med Kommissionen at udarbejde anbefalinger for nye tiltag, som EU kan iværksætte i bestræbelserne på at støtte den afghanske overgangsregering Patten, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg og min kollega, hr. Ionitsis, er meget glade for, at vi i dag har mulighed for at drøfte de fremskridt, der er sket i Afghanistan i løbet af det sidste år. Som jeg påpegede det i Udenrigsudvalget i december, er der på mange områder sket gennemgribende ændringer, som giver en reel mulighed for at opbygge et stabilt demokrati. Men det tidsmæssige aspekt er afgørende, idet vi - som ministeren med rette påpegede det - kun råder over en begrænset tidsmæssig ramme, som vi bør udnytte. Hvis ikke det lykkes præsident Karzai og hans regering at styrke deres stilling i landet, er der en risiko for, at disse oprindelige resultater vil gå tabt. Men inden vi begynder at drøfte de betragtelige udfordringer, der ligger foran os, vil jeg gerne sige noget om succeserne i 2002, som blev opnået under meget vanskelige omstændigheder. For kun et år siden mødtes donorlandene i Tokyo og gav tilsagn om over 1,8 milliarder dollars for Siden da er man nået langt i Afghanistan. I sommer blev præsident Karzai valgt af et hasteindkaldt Loya Jirga til at lede den afghanske overgangsregering, der er nedsat forfatningsudvalg og domstolsudvalg, der

3 15/01/ indført en ny valuta og retablerings- og genopbygningsprocessen er godt på vej under den afghanske regerings stadigt stærkere lederskab. Ikke blot har det internationale samfund respekteret de tilsagn, de gav i Tokyo, udbetalingerne er også sket bemærkelsesværdigt hurtigt, i det mindste hvis man sammenligner med erfaringerne fra tidligere. Jeg mener, at man med rette kan sige, at EU's og Europa-Kommissionens resultater har været særdeles imponerende. I begyndelsen af december var 755 millioner euro ud af EU's samlede tilsagn om 830 millioner euro reelt blevet udbetalt. Kommissionen har spillet en ledende rolle i samordningen af EU's indsats, og vi har været aktivt inddraget i etableringen af en strategisk dialog om Afghanistan med USA og andre G8-partnere. Jeg må sige, at jeg er meget stolt over, at EU's bistandsprogram har været så godt og blev leveret så hurtigt. Det er et udmærket eksempel på, hvordan man sikrer en vellykket sammenkædning af nødhjælp og retablering, og det har været en udmærket metode til at afprøve reformen af den eksterne tjeneste. Man bør retfærdigvis også rose det udmærkede personale, vi har i det nyoprettede EU-kontor i Kabul. Jeg vil ligeledes understrege, i hvor høj grad jeg påskynder den særlige repræsentant, som med stor viden og ekspertise udfører et yderst krævende stykke arbejde. Mere konkret har vores udviklingsprogram på over 205 millioner euro i 2002 bidraget til finansieringen af for det første drift af 238 sundhedsklinikker og over 450 grundskoler som led i regeringens kampagne for tilbagevenden til skolerne i 2002, for det andet fjernelse af landminer og ikke-eksploderede bomber fra et areal på over km 2, for det tredje genindsættelse i deres job af omkring offentligt ansatte i nøgleposter, herunder lærere og sygeplejersker og læger og for det fjerde oprettelse af nye arbejdspladser. Gennem vores programmer for genopbygning af landdistrikter og byer finansierer vi over 3 millioner mandedage arbejde alene i år, og jeg vil derudover henvise til genopbygningen af infrastrukturer. Kommissionen har sammen med den svenske regering og Pakistan allerede påbegyndt en foreløbig genopbygning af landevejen Kabul- Jalalabad-Torkham, og en fuldstændig genopbygning vil blive indledt næste år. Desuden har vores humanitære bistand bidraget til, at over 1,8 millioner flygtninge har kunnet vende tilbage til Afghanistan. ECHO har brugt over 70 millioner euro i Det er ensbetydende med, at de beløb, vi i alt har brugt i Afghanistan i løbet af de sidste 12 måneder, de beløb Parlamentet har godkendt, nu andrager 275 millioner euro. Jeg mener ikke, at vi på nogen måde kan bebrejdes ikke at have spillet - og fortsat spille - en fuldgyldig rolle i genopbygningen af Afghanistan. I 2003 vil udfordringen være at konsolidere disse første resultater. Kommissionen vil fortsat spille en ledende rolle. Vi forventer en samlet udviklingsbistand på omkring 185 millioner euro, og der vil fortsat blive ydet humanitær bistand fra ECHO på mellem 45 og 55 millioner euro. Det betyder, at vi ifølge de nuværende skøn vil bruge mellem 230 og 240 millioner euro i Afghanistan i år. Nogle af mine kolleger vil erindre, at jeg i Tokyo på Kommissionens vegne gav tilsagn om at yde 1 milliard euro over fire år til genopbygningsbistand. Dette omfatter ikke de tidligere nævnte bevillinger til humanitær bistand, hvorved Europa-Kommissionens samlede bidrag til Afghanistan finansieret ved hjælp af skatteydernes penge uanset medlemsstaternes bidrag vil ligge betydeligt over 1 milliard euro, for så vidt angår genopbygningen af Afghanistan. Denne form for arbejde er tidligere blevet betegnet som nationsopbygning eller socialt arbejde. Ærlig talt er jeg, når jeg ser tilbage, overbevist om, at vi ikke ville have haft den seneste tids problemer i Afghanistan, hvis vi havde gjort lidt mere ud af dette arbejde i 1980'erne og 1990'erne. (Bifald) I hvor vid udstrækning 2003 bliver en succes, vil afhænge af tre nøglefaktorer. For det første behovet for at forbedre den interne sikkerhed. For det andet behovet for at sikre, at menneskerettighederne, herunder kvinders og mindretals rettigheder, respekteres fuldt ud. Under mit besøg i Kabul sidste år var en af de mest rørende oplevelser et besøg i en skole i det udbombede sydlige og vestlige Kabul, hvor unge kvinder for første gang i seks år var vendt tilbage til skolebænken og sad i klasseværelser uden tavle og uden lærebøger og blev undervist i fysik. Jeg må sige, at personalets og de unge kvinders engagement og indsats var bemærkelsesværdig. Så enhver, der på noget tidspunkt måtte have overvejet, om det ville have været rigtigt af os at forholde os passivt og lade Taleban-styret fortsætte i det uendelige, burde have været til stede ved denne lejlighed. Den tredje nøglefaktor for os er behovet for fortsat langsigtet forpligtelse fra donorernes side og for effektiv samordning. Parlamentets medlemmer har argumenteret meget overbevisende for en sådan samordning, og det vil jeg, hvis De tillader det, komme nærmere ind på senere. Den interne sikkerhed er afgørende for Afghanistans fremtid såvel som for muligheden for at yde hjælp. Hjælpearbejderne bør kunne arbejde uden frygt for repressalier. I denne forbindelse vil jeg gerne give udtryk for min store foruroligelse over, at en hjælpearbejder mistede livet og to andre blev alvorligt sårede i Kabul lige inden jul. Jeg mener, at vi til tider undervurderer, hvor meget mod og engagement det kræver af hjælpearbejderne at arbejde under sådanne omstændigheder.

4 8 15/01/2003 Præsident Karzais tilsagn på Bonn II-konferencen den 2. december om at oprette en afghansk nationalhær såvel som undertegnelsen for nylig af Kabulerklæringen om godt naboskab udgør et velkomment fremskridt. Regeringen bør hurtigt gå videre med oprettelsen af en national hær, selv om der ikke vil foreligge et resultat fra den ene dag til den anden. I mellemtiden bør det internationale samfund gøre alt, hvad der står i dets magt, for at støtte præsident Karzai og styrke regeringens stilling i alle landets regioner, herunder i kampen mod produktion af opium. Ministeren har allerede henvist til vores foruroligelse på dette område. Hvis man ser på de aktuelle FN-tal, er der så absolut grund til ikke blot at være foruroliget, men til at være alarmeret. Der er sket en betragtelig stigning i antallet af hektarer med opiumproduktion, en hurtig stigning i producentprisen på opium og en betydelig vækst i heroinproduktionen, hvilket har implikationer for nabolandene såvel som for de europæiske lande og tjener til finansiering af organiseret kriminalitet og terrorisme både i og uden for regionen. Jeg er af den opfattelse, at vi bør være betydeligt mere opmærksomme på dette problem i løbet af det kommende år, idet dette problem også har direkte betydning for de politiske myndigheder i selve Afghanistan. Generelt har vi, som fastlagt på Bonn IImødet behov for konkrete benchmarks til evaluering af resultaterne, så vi kan danne os et billede af Afghanistans fremtid og yde støtte til de reformvillige kræfter i regeringen. Dette er af afgørende betydning for menneskerettighederne. Flere rapporter har for nylig sat fokus på den uacceptable situation, mindretalsgrupper og kvinderne befinder sig i visse steder i landet. Vi bør sikre en gennemgribende ændring ved at bevirke, at oprettelsen af en uafhængig menneskerettighedskommission giver sig udslag i konkrete ændringer på stedet, og at den nye forfatning sikrer menneskerettigheder for alle, herunder kvinder. Disse spørgsmål er helt klart af afgørende betydning, for så vidt angår parlamentsvalget, der skal afholdes medio Vi kan ikke gøre os håb om at formidle en bæredygtig ændring, hvis ikke vi koordinerer bistandsydernes indsats. Vi bør alle fortsat fastholde og understrege vores krav til den afghanske regering om at løse det interne sikkerhedsproblem, respektere menneskerettighederne for alle og opstille benchmarks for udviklingen. Jeg vil afslutningsvis understrege, at vi må indstille os på at langt, sejt træk - uanset eventuelle andre begivenheder i Det vil tage tid at genopbygge en velfungerende stat såvel som at hæve det uacceptabelt lave niveau inden for uddannelse og sundhedspleje. Jeg kan forsikre Parlamentet om mit personlige engagement, for så vidt angår denne opgave. Jeg aflagde mit første besøg i Kabul i maj 2002 og vil vende tilbage i februar i år i forbindelse med en rejse til de centralasiatiske republikker. Jeg har til hensigt under mit besøg bl.a. at prioritere drøftelserne om en mere tilfredsstillende koordinering af støtten, herunder ngo'ernes indsats. Det har været meget opmuntrende at modtage støtte fra Parlamentet, især til sikring af midler til Afghanistan i Jeg glæder mig til et lige så udbytterigt samarbejde med Parlamentet i det kommende år og ønsker at give udtryk for min store taknemmelighed over Parlamentets velinformerede og velovervejede bidrag til drøftelserne om dette emne. Det er ofte vanskeligt for det internationale samfund at fastholde mere end et eller to punkter på dets radarskærm samtidig. Der er en reel fare for, at vi, fordi vi ikke læser så meget om Afghanistan på avisernes forsider, slet og ret antager, at vi har gjort rent bord i Afghanistan. Dette er langtfra tilfældet. Der er endnu meget, der skal gøres i landet. Der venter det internationale samfund alvorlige opgaver i de centralasiatiske republikker, og der er grund til at være foruroliget over situationen i Pakistan. Så jeg håber, at vi kan fortsætte dette arbejde i de næste mange år, uanset hvilke andre tragiske begivenheder der måtte tiltrække sig vores opmærksomhed Morillon (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg tror, at jeg straks kan sige Dem efter at have hørt Deres redegørelse, at De kan regne med absolut støtte ikke blot fra min politiske gruppe, PPE-DE-Gruppen, men - og jeg ved det, da jeg har deltaget i forhandlingerne om det fælles beslutningsforslag, der bliver sat under afstemning i morgen - fra alle grupperne i Europa-Parlamentet. Afghanistan et år efter er for mig allerede fire måneder siden, nemlig den 9. september 2002, hvor jeg rejste til Kabul for at repræsentere Europa-Parlamentet ved mindehøjtidelighederne for den første årsdag for mordet på general Massoud. Jeg var således vidne til en hyldest fra hele befolkningen til minde om ham, der gav modstanden mening og på en så god måde forstod at forsvare de frihedsværdier, der betød så meget for ham. Jeg kunne også konstatere en vis forbedring af situationen i hovedstaden og i den nærmeste omegn, eftersom de hundredtusinde af fordrevne og flygtede personer, som var tvunget til at flygte under Talebanstyret, hurtig vendte tilbage til deres tidligere bopæl. I juni 2000 så jeg dem i lejre, hvor deres overlevelse afhang af humanitær bistand, som de fortsat modtog takket være modige kræfter - hr. kommissær, De understregede dette - fra nogle få ngo'er, der var blevet i landet på trods af de forhindringer, de mødte fra styret. Jeg kunne da endelig anerkende den midlertidige regerings bestræbelser på for hele landet at etablere det samarbejde, der var nødvendigt for etableringen af varig fred. Men jeg kunne i samme forbindelse også konstatere den vedholdende trussel fra de fundamentalistiske terrorister, der dræbte ca. 10 uskyldige ved en bombeeksplosion på et marked i et af Kabuls mest populære kvarterer. Og dernæst blev jeg overrasket

5 15/01/ over det kaos, som var indtrykket fra de alt for mange internationale organisationer, der helt sikkert var i området for at bidrage med den nødvendige bistand til genopbygning af landet, men hvor der reelt ikke var samarbejde hverken mellem dem eller med myndighederne eller med det afghanske folk. Hr. rådsformand, De har nævnt det, men jeg fik kort sagt denne følelse af afdæmpet tilfredshed, som var resultatet af mine blandede følelser over det opmuntrende i at konstatere, at de bestræbelser, de internationale organisationer har gjort i henhold til Bonn-aftalen, har skabt vigtige fremskridt, over bevidstheden om, at kampen langtfra er vundet, og endelig over overbevisningen om, at alt skal sættes i værk til støtte for den midlertidige regerings skrøbelige myndighed ved at give den midlerne til at vise sine evner til at forbedre sikkerheden og den økonomiske og sociale situation for de afghanske borgere i hele landet. Hvor står vi i dag? Præsident Karzais regering arbejder fortsat ved hjælp af forskellige instanser i overgangsregeringen på at fremme stabilitet, demokrati og fremgang i Afghanistan. Men for det første har han endnu langtfra nået alle sine mål, som i særdeleshed skyldes, at han ikke har forstået at gøre sin autoritet gældende i de dele af lande, der stadig er under et lille antal krigsherrers autoritet, og som nægter at følge alle de centrale instanser. Derfor er de afghanske mænd og kvinders rettigheder ikke blevet forbedret i den målestok, som regeringen havde fastsat, og det er Europa-Parlamentets opgave at gøre opmærksom på denne situation og anmode om, at al den nødvendige bistand bliver givet til dette, særlig måske ved udvidelsen af ISAF's mandat. For det andet er kampen mod de fanatiske fundamentalistiske tilhængere af al-qaeda og mullah Omar endnu ikke vundet. Der er stærke forventninger til, at de fortsat vil få støtte fra de såkaldte ukontrollerede områder i nabolandene. Derfor glæder vi os over det engagement, som regeringerne i nabolandene udviste i Kabul i forrige måned, og vi anmoder dem om uden forbehold at samarbejde for helt at ødelægge dette terrornetværk, der stadig findes. Endelig og måske i særdeleshed - hr. rådsformand, De har sagt det, og jeg var glad for at høre det - beklager vi meget den nuværende mangel på samarbejde mellem de forskellige aktører i forbindelse med genopbygningen. Vi opfordrer til oprettelsen af en egentlig instans, der skal sikre den nødvendige koordinering. De har sagt, at det for at støtte regeringens autoritet er nødvendigt, at hele bistanden fra det internationale samfund går gennem denne regering og i særdeleshed, at den ikke længere gives til en række af de lokale krigsherrer. Jeg tilføjer som en henvendelse til kommissær Patten, og jeg afslutter med dette, at vi ønsker, at Kommissionen bestræber sig på i forbindelse med iværksættelsen af egne projekter at støtte den afghanske regerings autoritet og muligheder ved i højere grad at anvende nationale kompetencer og national arbejdskraft, som er ressourcer, der måske bliver overset for øjeblikket Van den Berg (PSE). - (NL) Hr. formand, for dem, som har været der, som har stået oppe på bjergene, og som kender befolkningen, er Afghanistan et smukt land. Den afghanske befolkning er en stærk befolkning, som fortjener vores støtte. Befrielsen af Afghanistan ved hjælp af den internationale koalition mod terrorismen, mod Taleban-styret og mod al- Qaeda-netværket har heldigvis været meget vellykket. Med rette har kommissær Patten sagt, at dette ikke mindst skyldes EU's bestræbelser. Der er en ny midlertidig regering, hele 1,8 millioner afghanere er vendt tilbage efter, for manges vedkommende, årtiers tvunget ophold i udlandet, og i tusindvis af piger og kvinder har nu igen chancen for at få undervisning i Afghanistan. Samtidig trues denne succes af, at nogle af de meget vigtige internationale aktører har vendt sig mod et nyt område, nemlig Irak. Det ville være meget tragisk, hvis den internationale koalition mod terrorismen nu blev uenig og rettede opmærksomheden mod Irak. Vi vil netop have den internationale koalition til at give os ekstra støtte til Afghanistan nu og koncentrere sig herom, da vi ellers kunne tabe terræn, hvilket der med rette er peget på her. Den afghanske overgangsregering ATA, under ledelse af præsident Karzai, har ved hjælp af ISAF kontrol over hovedstaden Kabul, men faktisk spiller krigsherrerne stadig en alt for stor rolle i forskellige områder af landet, som f.eks. i Herat. Der trues menneskerettigheder, kvinders rettigheder og genopbygningen dagligt. Den højeste og vigtigste prioritet må være at udvide ISAF-mandatet for at hjælpe ATA med at opbygge en national hær, som skal dække hele Afghanistan. På Europas vegne vil Nederlandene og Tyskland fra februar spille en ledende rolle i ISAF-styrkerne, forhåbentlig med et mandat, som virkelig demobiliserer krigsherrerne, opbygger den nationale hær og genopretter myndigheden over hele Afghanistan. Dermed vil den vigtige aftale, som Afghanistan indgik den 22. december sidste år med nabolandene, få en ekstra chance. Først da vil afghanerne have tilstrækkelig tillid og have mulighed for selv at tage fat på genopbygningen. Næsten 2 millioner flygtninge er vendt tilbage, rejser rundt i Afghanistan. De er altså flyttet internt. Derfor er det så vigtigt, at vi med de lokale kræfters medvirken også virkelig udformer den genopbygning, som kommissær Patten talte om, og som der nu gøres en begyndelse med, især inden for undervisning og sundhedsvæsen, fortrinsvis for kvinder og piger. I 2004 skal der afholdes et frit og ærligt valg, og en ny forfatning skal forberedes. Forberedelserne af dette valg er væsentlige, for det er den måde, hvorpå der

6 10 15/01/2003 virkelig kan dannes en bred, kønsorienteret, multietnisk og repræsentativ regering. Der er taget fantastiske skridt. Der er nedsat et menneskerettighedsudvalg, oprettet en centralbank og nedsat et forfatningsudvalg, men der kan stadig i høj grad tabes terræn, som general Morillon med rette sagde. Derfor støtter jeg kraftigt det græske formandskabs og kommissær Pattens opfattelse. Lad os anvende de betydelige beløb, som vi har til rådighed for det kommende år, koncentreret, i tilknytning til vores bestræbelser. På baggrund af alt det, der afspiller sig andre steder i verden, må vi nu gøre Afghanistan til en succes. Det lykkes kun, hvis vi opretholder denne koncentration i det kommende år Nicholson of Winterbourne (ELDR). - (EN) Hr. formand, lad mig først lykønske den græske minister med at have overtaget formandskabet. Vi har stor tiltro til, at det vil blive en succesrig og meget effektiv seksmåneders periode. Formanden bemærkede i dag, at vores mål må være at gøre Afghanistan til en moderne stat. Kvinders rettigheder giver i stigende grad anledning til foruroligelse, situationen bliver ikke bedre, den bliver værre. Der er indført påbud om at tildække ansigtet i mange dele af landet, kvindernes bevægelsesfrihed er stærkt begrænset. Jomfruelighed undersøges efter politiets forgodtbefindende, kvinder slæbes ind på hospitaler og underkastes fysiske undersøgelser. Med andre ord er kvinderne ved at genindtage deres traditionelle underlegne rolle som mandens ejendom. Kommissæren har allerede bemærket, at kvinders rettigheder er truet i visse områder i landet, men jeg må påpege, at dette også sker på det centrale ledelsesplan. Der er nu indført forbud mod kvindelige speakere i radio og på fjernsyn, selv om flere har haft stor succes. Jeg har mistanke om, at de kvindelige journalister også udsættes for pres i de skrevne medier. Som nævnt er kvinderne underrepræsenterede, og jeg vil gerne erindre om, at det berømte Loya Jirga næsten udelukkende har mandlige medlemmer. Da vicesundhedsministeren for nylig aflagde besøg i Europa-Kommissionen, var det netop vicesundhedsministeren, dr. Feroz - en mand - der deltog i møderne, og ikke sundhedsministeren selv, den eneste ledende minister, der er en kvinde. 40 % af alle sundhedsfaciliteter har ikke en eneste kvindelig ansat på noget niveau, og dog er det verden over kvinderne, der bærer det grundlæggende ansvar for alle aspekter af familiens sundhed. Den korrekte oversættelse af ordet Afghanistan er "sorgens og lidelsens land". For kvinderne er Afghanistan i færd med igen at blive deres dybeste sorgs og lidelses land. Den humanitære bistand hjælper utvivlsomt, men er lige så klart fuldstændig utilstrækkelig. Jeg finder det arbejde, som både ECHO og hele Kommissionen udfører i Afghanistan, yderst prisværdigt. Men hvis vi ønsker at gøre Afghanistan til en del af den moderne verden, bør de mest grundlæggende menneskerettigheder og lige respekt mellem kønnene fremstå som en milepæl for vores bistand og en fortsat målestok for vores succes. Det er ikke tilfældet i dag. Hvis vi betragter de mål, hr. Solana har opstillet for EU's indsats i Afghanistan, nævnes kvinderne ikke: Kvinders rettigheder er ganske enkelt ikke medtaget. Men hvis vi mener det alvorligt, bør vi gøre noget ved denne holdning, som tager sit udspring i en stammekultur fra Baluchistan og har bredt sig i regionen. Hvorfor er vi så tilbageholdende i spørgsmålet om kvinders rettigheder? Er det, fordi Afghanistan er et islamisk samfund? Det er vel ikke nødvendigt, at jeg citerer Koranen for at erindre medlemmerne om, at mænd og kvinder fra islams start har været lige i henhold til Koranen. Det kan ikke være derfor. Jeg anmoder Dem indtrængende om at ændre Ministerrådets prioriteringer og sætte kvinders rettigheder højt på dagsordenen. Hvis ikke det lykkes, kan vi ikke tale om succes overhovedet. (Bifald) Morgantini (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, det græske formandskab udtalte i går, at det, som har førsteprioritet under formandskabets mandatperiode, er at give mottoet "vores Europa" et konkret indhold og at skabe et værdifællesskab i fremtiden. Men det er ikke tilstrækkeligt at definere disse værdier, for retfærdighed, fred og bekæmpelse af fattigdom er målsætninger, som også skal forfølges under vanskelige omstændigheder. Jo mere man taler om fred, jo flere krige fører man i virkeligheden. Man taler om forhandlinger, og imens gør man tropperne klar. Hvor længe bliver vi ved med dette hykleri? Hvor længe skal geværkugler slå palæstinensiske børn ihjel, hvor længe skal menneskelige bomber dræbe israelske civile, hvor længe skal russiske soldater slå folk ihjel i Tjetjenien, og hvor længe skal USA slå folk ihjel alle de steder, hvor de har interesse i det? Jeg skal ikke komme med flere eksempler, eftersom verden er så stor og forfærdelig. Er jeg retoriker eller sentimental? Nej, jeg giver ganske enkelt udtryk for politisk og moralsk forargelse, og jeg advarer imod, at vi skaber et Europa, der taler med kløvet tunge, sådan som indianerhøvdingen sagde, da hans folk blev tilintetgjort og anbragt i reservater. Et år efter Bonnaftalen er der ingen tvivl om, at der er sket mange positive fremskridt. Kommissionens tal og kommissær Pattens glimrende analyser - som jeg ikke vil komme nærmere ind på, eftersom han gjorde meget klart rede for dem - er imponerende. Vi ved alle, at der i en situation med sådanne ødelæggelser ikke er nogen genvej til almenvellet, uden at det går ud over specifikke aspekter. Vi skal sørge for civil infrastruktur og genopbygge huse, veje, skoler og hospitaler. Vi skal forhindre, at de flygtninge, der vender tilbage, dør af sult og kulde, og vi skal slå ned

7 15/01/ på opiumdyrkningen og opiumhandelen ved at give befolkningen nogle alternativer. Jeg har selv set de fremskridt, der er sket i år, ikke mindst i Kabul - genåbnede skoler og piger, som bliver undervist i journalistik - men samtidig har jeg også set og hørt, at hovedaktører som militærlederne og USA har tilladt den manglende respekt for menneskerettighederne, som stadig er tydelig. Her tænker jeg ikke blot på misbrug og diskrimination af kvinder på arbejdspladserne, på gaderne og i medierne, hvilket i øvrigt ikke kun finder sted i Herat-området, hvor den berygtede Khan holder til, men i hele landet. Jeg tænker også på social diskrimination, begunstigelsespolitikker og nepotisme, som går ud over alle, og jeg tænker ikke mindst på noget, som USA er hovedansvarlig for, nemlig leveringen af våben, bistand og politisk støtte til militærledere, der burde stilles for den internationale domstol. Det er nødvendigt at støtte den centrale regering og ministeriet for sociale anliggender - ministeren for lige muligheder, Habiba Sarabi, har appelleret til os alle sammen om, at også Europa-Kommissionen yder større bistand og støtte til køns- og kvindepolitikken - og det skal gøres muligt at afholde demokratiske valg i Som kommissær Patten sagde, er det ligeledes nødvendigt at udbrede centralstyringen til de forskellige områder i landet og ikke mindst at holde den militære magt adskilt fra den civile magt og styrke menneskerettighedskommissionen, ikke bare den i Afghanistan - Sima Samara er en modig kvinde, som modigt bliver ved med sit arbejde - men også inden for UNAMA. I Kabul mødte jeg repræsentanter for UNAMA, som ikke kunne rejse rundt i landet af frygt for krigsherrerne, men også for marinesoldaterne, og som ikke turde fortælle om de menneskerettighedskrænkelser, der fandt sted, og som vi var medvidende om. Derfor er det nødvendigt at iværksætte undersøgelser på UNAMA's vegne. Men tiden går, og det er ikke nogen fordel for de demokratiske kræfter. Det sagde kommissær Patten også, og han sagde ligeledes, at vi kommer for sent. Måske kunne vi have gjort mere i Donorlandene bør efter min mening lytte mere til regeringen og navnlig til kvindeorganisationerne, som kraftigt understreger, at det er nødvendigt at standse krigsherrerne og genopbygge landet med ret og demokrati. Demokratiet kan nemlig ikke eksistere, hvis der finder tortur og massakrer sted som i Mazar-i- Sharif. Europa skal fortsat gøre sin del. Den er den vej, vi skal gå, nemlig at skabe kontinuitet i vores arbejde og indsats Lagendijk (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand, for fire måneder siden deltog vi i en anden debat om Afghanistan, her i denne sal, til dels med de samme mennesker. Jeg har lige læst betænkningen en gang til og må drage den konklusion, at en lang række emner, som blev behandlet dengang, desværre stadig er meget aktuelle, såsom kvindernes stilling. Jeg kan ærlig talt ikke tilføje ret meget til Emma Nicholsons imponerende tale derom. Jeg synes imidlertid, at tiden er inde til at gå længere end blot konstatere, at kvindernes stilling er forværret det sidste år. FN's Menneskerettighedskommission, som har en særlig udsending om kvindernes stilling, bør virkelig indlede målrettede undersøgelser på steder, hvor vi alle ved, at kvindernes stilling er forværret, f.eks. i Herat. Det er også på tide, at det internationale samfund, inklusive EU, gør det klart, at hjælp er afhængig af, om der sker fremskridt med kvindernes stilling, og at en forværring vil få konsekvenser på længere sigt. Et andet emne, som vi behandlede for fire måneder siden, var - og en række kolleger har også nævnt det nu - udvidelsen af ISAF's mandat uden for Kabul. Kofi Annan kaldte denne udvidelse en forudsætning for vedvarende stabilitet i Afghanistan. I sit svar på vores bidrag for fire måneder siden sagde kommissæren selv dengang, og jeg citerer: Jeg er sikker på, at medlemsstaterne vil notere sig bemærkningerne fra en del parlamentsmedlemmer. Hr. Giannitsis, jeg stiller endnu en gang det spørgsmål, som jeg dengang også stillede Deres danske kollega: Er Rådet rede til at stille penge og tropper til rådighed for at muliggøre denne udvidelse? Hvis det ikke er tilfældet, beder jeg Dem om at sige det. Så bliver denne illusion ikke hængende over vores hoveder. Jeg er overbevist om, at det er nødvendigt, for ellers vil der ikke være stabilitet nogen steder i Afghanistan. Hvorfor er udvidelsen af ISAF-mandatet så nødvendig? Det har i høj grad at gøre med, hvad jeg vil kalde krigsherrernes perverse tilbagevenden. Jeg citerer igen, hvad hr. Patten sagde den 4. september: Vi må ikke genindføre krigsherrerne som led i den fortsatte kampagne mod al-qaeda. Hr. kommissær, kære kolleger, desværre sker det stadig. Nogle af krigsherrerne støttes stadig finansielt, men også med våben som led i bekæmpelsen af terrorismen. Det må virkelig bringes til ophør. Ellers vil alt, hvad vi drøfter her vedrørende reformer, simpelthen ikke få en chance. Tag f.eks. den kendsgerning, at mange krigsherrer og generaler samtidig også er guvernører. Dette må ikke fortsætte. Det fremmer blot deres anseelse, og det må virkelig bringes til ophør. ISAF's stilling er kommet i knibe, selv i Kabul. Der er et stigende antal episoder, og med rette har den nuværende tyrkiske kommandant advaret om, at denne situation kun vil blive forværret i tilfælde af et angreb på Irak. Det er meget forståeligt, at der i Tyskland og i Nederlandene, de lande, som overtager ledelsen af ISAF, hersker en voksende bekymring over, at krigsherrerne, sammen med al-qaeda, sandsynligvis vil bruge et angreb på Irak til at sætte befolkningen op mod alle vesterlændinge, ikke blot soldater, men også hjælpearbejdere. Hvis ISAF's mandat ikke udvides, hvis krigsherrernes rolle ikke begrænses, vil reformerne simpelthen ikke have en chance. Så vil menneskerettighederne fortsat blive krænket, og - lad os ikke glemme det - så vil det internationale samfunds og EU's troværdighed blive draget i tvivl. Det må ikke ske.

8 12 15/01/ Muscardini (UEN). - (IT) Hr. formand, præsident Karzai har gjort en prisværdig indsats. På trods af de mange vanskeligheder har han iværksat udarbejdelsen af en ny forfatning og oprettelsen af en national hær - to ting, som udgør det nødvendige grundlag for opbygningen af en verdslig, demokratisk og velfungerende stat. De tal, der blev nævnt på Petersberg-konferencen, giver grobund for optimisme. EU har allerede bevilget 830 millioner euro, hvilket har haft mærkbare konsekvenser, når det gælder medicin, sundhed, uddannelse - som pigerne nu også endelig får adgang til - sikkerhed via minerydning og afmontering af ikke-eksploderede bomber, landbrug, sanering af byområder, genopbygning af infrastruktur, flygtningenes tilbagevenden og bistand til flygtningene, som endelig kan vende tilbage til deres land. Der er dog stadig meget, der skal gøres. En stor del af de bevilgede EU-midler er nemlig stadig fastfrosset, og det er nødvendigt, at vores landes regeringer gør en større indsats for den demokratiske udvikling i Afghanistan. Et af hovedpunkterne i forbindelse med udviklingen er således udbredelsen af et landbrug, som levner mindre jord til opiumdyrkning. Derfor er det klart, at ikke blot EU, men også de enkelte nationalstaters regeringer og deres landbrugsministre - måske i samråd med de nationale landbrugsorganisationer - skal være hurtigere til at hjælpe Afghanistan og de afghanske landbrugere med at omstille deres afgrøder, hvilket bl.a. skal ske med bistand fra teknikere og eksperter på området. Terrorproblemet er dog stadig uløst, og EU skal gentage sin politiske og moralske støtte til de verdslige regeringer i de muslimske lande, som ønsker at bekæmpe den fundamentalistiske ekstremisme. Medlemmerne af de forskellige terrornetværk opererer nemlig ikke alene stadigvæk i de områder af Afghanistan, som endnu ikke kontrolleres af regeringen, men bor og arbejder også i de tilgrænsende lande og er operationelt forbundet med områder, hvor man tiltrækker og rekruterer nye medlemmer, f.eks. visse områder i Somalia og i Sydøstasien. Støtten til Afghanistan hænger ikke kun sammen med det rent politiske eller økonomiske princip om internationalt samarbejde, men er også en særdeles konkret udfordring, hvor det gælder om at forsvare civilisationen, befolkningernes værdighed og friheden nu og i fremtiden. Hvad kvindespørgsmålet angår, er der stadig tale om et omfattende og uløst problem, men det skal bemærkes, at der nu er kvindelige ministre i Afghanistan, f.eks. ministeren for kvinders vilkår, og at den første ambassaderåd ved den afghanske ambassade i Bruxelles er en kvinde, som aktivt gør en indsats og samarbejder med regeringen for netop at forbedre kvinders vilkår. Endelig må vi i vores første status over aktiviteterne i det frie Afghanistan ikke glemme general Massoud og EU's langsomme reaktion på den anmodning om hjælp, som han netop kom med nogle få måneder, før han blev myrdet og før tragedien med Twin Towers. Derfor vil vi gerne endnu en gang opfordre Europa- Parlamentet til at give ham Sakharov-prisen posthumt eller - hvilket ville være endnu bedre - til at oprette en Massoud-pris, som skal tildeles til dem, der på tragisk vis har givet deres liv for at forsvare deres folk og friheden Dell'Alba (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, det er interessant at høre visse gengivelser af kendsgerningerne, hvor man - med rette - nøje lægger mærke til de mindste fejl, og hvor man fuldstændigt glemmer eller lader, som om man glemmer, hvad der var i Afghanistan tidligere, nemlig Taleban-styret. Det samme sker i andre situationer, hvor man kritiserer den indsats, som eventuelt kan føre til en krig i Irak, men glemmer de tusindvis og hundredtusindvis af mennesker, som er blevet slået ihjel, tortureret og udryddet af Saddam Husseins regime. Jeg vil gerne sige til fru Morgantini, at der ganske vist finder krænkelser af menneskerettighederne sted i Afghanistan, men hvis vi havde rettet os efter hende og hendes venner, og hvis det internationale samfund havde undladt at gribe ind i Afghanistan, sådan som de bad os om, ville der i dag ikke finde nogen krænkelser af menneskerettighederne sted i landet af den enkle grund, at der overhovedet ikke ville være nogen menneskerettigheder, hvilket der heller ikke var. Derfor mener jeg, at vi i vores efterfølgende status bør sammenligne det, der var før, med det, som det internationale samfund og Karzai-regeringen med møje og besvær forsøger at få indført. Ud fra dette synspunkt, kære kolleger, vil jeg gerne gøre Dem opmærksom på noget, der skete for to dage siden, og som efter min mening er yderst vigtigt, nemlig at den afghanske regering har tiltrådt og ratificeret traktaten om Den Internationale Straffedomstol. Hvis man tænker over det, er dette en fantastisk begivenhed med den situation, der er i Afghanistan, og når der samtidig er mange lande, som - desværre med USA i spidsen - er modstandere af denne domstol. Det mener jeg, at Europa-Parlamentet bør notere sig, og det bør støtte ønsket om også på denne måde at deltage fuldt ud i det internationale samfund, for hvem ved, om domstolen i fremtiden netop kommer til at dømme de forbrydelser, der er blevet begået i landet Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, kære hr. kommissær, den afghanske befolknings lidelser gennem årtier forbyder os at føre en kynisk diskussion, selv om fristelsen til at gøre det er meget stor. Vi må forstå, at et i forvejen fattigt land siden den sovjetiske invasion gradvis er blevet slået helt i stykker gennem årtier og derefter har slået sig selv i stykker i en borgerkrig, indtil Taleban-styret

9 15/01/ klarede resten, og at der efter fjernelsen af Talebanstyret blev mulighed for en genopbygning. Men spørgsmålet rejser sig, hvorvidt autoriteten hos både de militære sejrsherrer og den nuværende regering er tilstrækkelig til virkelig at skabe stabilitet og genopbygning. Vi må konstatere, at den stabilitet, der er nødvendig for at tilvejebringe virkelig bistand i hele landet, ikke er til stede. Snyder vi ikke nogle gange os selv, når en stor del af opbygningsarbejdet kun foregår i Kabul? I Kabul falder de ikke-statslige organisationer over hinanden for at gennemføre projekter, fordi det er for farligt andre steder, hvorfor hjælpen når hurtigt og koncentreret frem til projekter, der dog ikke gavner opbygningen af hele landet. Men hvis det ikke lykkes at skabe stabilitet i hele landet, så kan vi afholde nok så mange donorkonferencer og lignende, men vi får ikke erhvervslivet til at investere midler fra den private sektor. For man investerer kun private midler, når man har en vis sikkerhed, både militært og retspolitisk, for, at man kan arbejde videre med disse midler, og at de ikke går tabt. Efter min mening skal vi derfor undersøge dette meget kritisk, så vi ikke får folk til at tro, at vi er aktive, men ikke virkelig hjælper folk. Den hurtige hjælp, som skal ydes til hele landet, skal også fordeles retfærdigt. For mig at se er der f.eks. endnu ingen garanti for, at flertallet af den afghanske befolkning, pashtunerne, er inddraget i den politiske beslutningstagning i Kabul og i de øvrige gavnlige ting på samme måde som andre. Hvis det ikke er tilfældet, er der efter min mening stor fare for, at det kan medføre en modstand, som nye krigsherrer kan udnytte til, når solen igen står højere på himlen, nye interne konflikter, som vil gøre det endnu vanskeligere at sikre stabilitet i hele området og få investeringer, organisere hjælp - og på den måde kommer landet ind i en ond cirkel - således at vi befinder os i en situation, hvor vi ikke er i stand til at opnå så gode resultater. Her kunne der faktisk opstå den situation - og det siger jeg meget bevidst, fordi soldaterne i mit eget land sammen med andre jo påtager sig ansvaret dér - at det på grund af disse forudsætninger bliver langt farligere for enkelte soldater end alt det, man nu planlægger i Irak. Det er også et synspunkt, som det ikke er hensigtsmæssigt at give udtryk for. Det er ikke politisk korrekt at skabe denne sammenhæng. Men jeg frygter, at det er sandheden eller i det mindste en risiko. De, der kender Afghanistans historie, ved, at udenlandske tropper aldrig har følt sig godt tilpas dér særlig længe. Når jeg tænker på, at selv USA ikke længere kan garantere for landets egne soldater, men nu begynder at opbygge camps i bestemte områder, som man kan trække sig tilbage til om natten, så minder det mig også om andre eksempler. Derfor vil jeg, hr. formand, bede Dem have opmærksomheden henledt på disse kendsgerninger sammen med os i en åben diskussion, så vi på dette grundlag kan skabe nogle virkelige forbedringer og ikke kun vække det indtryk, at der strømmer penge til, som man ved ikke løser problemet på lang sigt. (Bifald) FORSÆDE: José PACHECO PEREIRA Næstformand Sakellariou (PSE). - (EL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg er sikker på, at De uden problemer ville forstå mig, hvis jeg talte tysk, men til ære for det græske formandskab skal jeg pine tolkene med mit græske. Hr. formand for Rådet, jeg kan fuldt ud tilslutte mig Deres fremlæggelse af situationen i Afghanistan. Jeg tror, vi alle er moderat tilfredse. Vi kan alle se de bestående mangler i Afghanistan, og vi ved alle, hvad der skal gøres i de kommende år. Ligesom kommissæren henviste De selv til den manglende sikkerhed, fjendtlighederne og produktionen og smuglingen af narko, og jeg tror, Parlamentet er helt enig i den tidsplan, De foreslår for afholdelsen af valg i Afghanistan og den generelle forbedring af situationen i landet. Der er ikke nogen grund til, at jeg gentager det, vi alle er enige om. Jeg vil gerne understrege to punkter, som aldrig bør udelades, når vi drøfter Afghanistan. Det ene er de skrækkelige ting, der er sket under dække af bekæmpelsen af terrorisme. Lad der ikke være nogen tvivl: Jeg støtter kampen mod terrorisme i såvel Afghanistan som alle andre steder 100 %. Krigsherrerne og Taleban-styret har aldrig været vores allierede. Det var ikke EU, der trænede, leverede våben til og hjalp Taleban gennem Pakistan. Det var ikke os, der oprettede de styrker, vi nu kæmper imod. Men kampen mod terrorisme, kampen mod overtrædelse af menneskerettighederne og terrorisme mod kvinder, kampen for demokrati og retsprincipper er kun en overbevisende kamp, hvis den udkæmpes med udgangspunkt i respekt for menneskerettighederne og for folks - også terroristers og kriminelles - ret til at leve. Jeg vil gerne bidrage til dagens forhandlinger om Afghanistan med to meget mørke sider af denne krig. Først de rædselsvækkende påstande om nedslagtningen i Mazar-i-Sharif. Efter min opfattelse er FN forpligtet til både at efterforske og undersøge disse påstande og til at offentliggøre resultaterne af deres undersøgelser. Dernæst bør vi alle skamme os over den skæbne, fangerne led i Guantanamo og andre fangelejre oprettet af det amerikanske militær for arresterede medlemmer af Taleban-styret og folk, der blev fængslet og kaldt talebanere. EU bør gøre noget ved dette. Det er en skændsel

10 14 15/01/2003 Fraisse (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, kære kolleger, jeg har for en gangs skyld den fordel, at jeg ikke skal tale om abstrakte ting, men at jeg kan basere mit indlæg på en rejse, som flere af os har foretaget. Jeg rejste sammen med mine socialdemokratiske kolleger i Europa-Parlamentet til Afghanistan i november. Hr. kommissær, jeg vil sige, at modtagelsen af Kommissionens repræsentanter i landet, og det arbejde, de udfører, kun kan øge den stolthed, som De nærer over for alle de medlemmer af Kommissionen, som vi mødte, og som hjalp os med at besøge området og afholde møder med de politisk ansvarlige. Det vil jeg først og fremmest sige, for det arbejde, som Kommissionen udfører i landet, er ekstraordinært. Jeg kan huske Bonn-aftalen, der blev indgået for lidt over et år siden. Jeg kan også huske den prioritet, som Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder gav til nødvendigheden i at klarlægge, hvor vigtig kvindernes deltagelse i proceduren med magtfordeling er. Jeg kan også huske, at vi i Europa- Parlamentet udarbejdede en rapport om kvindernes plads på to niveauer i væbnede konflikter, dels som ofre og dels som aktører. Jeg vil tale om dem begge samtidig. Det giver mening at tale om dem begge i dag i forbindelse med det, som den afghanske befolkning forventer af Europa. Det er også noget, som jeg vil understrege, nemlig at vi har et ansvar over for den afghanske befolkning, der forventer så meget af os. For at vende tilbage til kvindernes situation er problemet meget vanskeligt, men samtidig er det meget klart, så man skal være meget præcis! Om nogle uger findes der en afghansk forfatning. I november blev der nedsat en komité til dette, og blandt de ni medlemmer er der to kvinder. Men hvad vil det helt nøjagtig sige, når der tales om de afghanske kvinders plads i forfatningen? Der tales om en tilbagevendelse til forfatningen fra Jeg var nysgerrig, så jeg undersøgte forfatningen fra 1964, hvor menneskerettighederne generelt og kvindernes rettigheder i særdeleshed står beskrevet på en meget vag måde. De siger det selv dernede. Alt dette er meget vagt. Vi ved, at ingen retsdokumenter og ingen forfatning siden Anden Verdenskrig har set bort fra dette specifikke punkt om kvinders rettigheder. Det er derfor vigtigt for mig, og De nævnte det, hr. kommissær, at handle, så kvinderne bliver nævnt i den afghanske forfatning. Jeg mener på baggrund af de drøftelser, vi havde i landet, at dette endnu ikke er sikkert. Men det er en af vores opgaver. Det er grunden til, at jeg insisterer så meget på dette punkt, hvilket jeg også gjorde dernede i forbindelse med de forskellige møder. Kvinders rettigheder er en afslørende faktor. Den er ikke kun en afslørende faktor i kriser, den er også en afslørende faktor for situationen i hele samfundet. Lad os huske på det, som Fourrier sagde, nemlig at sociale ændringer kan måles på kvindernes frihed Wyn (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, faren ved de forskellige tiltag til bekæmpelse af terrorisme, der er truffet siden 11. september, er, at vi forledes til at tro, at alle problemer derefter er løst i de dele af verden, hvor denne strategi har fundet anvendelse. Virkeligheden er dog en ganske anden. I Afghanistan kontrolleres størstedelen af landet uden for Kabul fortsat af de forskellige krigsherrer og regionale ledere, som stadig gør sig skyldige i omfattende krænkelser af menneskerettighederne, herunder tortur og bortførelse af civile afghanere. Og som nævnt krænkes kvindernes rettigheder til stadighed I lighed med tilbageholdelsen af 600 personer uden anklage eller dom i Guantanamo Bay på Cuba, som hr. Sakellariou henviste til, er der tale om spørgsmål, som vi har tendens til at glemme, idet vi overbeviser os selv om, at problemerne er blevet eller er ved at blive løst. Situationen er blevet forværret i Afghanistans Heratprovins, som ledes af guvernør Ismail Khan. I dette område, som engang havde en liberal, litterær og kulturel tradition, forfølges kvinder på ny og hindres adgang til uddannelse, sundhedspleje og retssystemet. Selv under Taleban-styret foregav man i det mindste at have en hvis central kontrol, der begrænsede disse regionale autokraters råderum. Nu er mange regioner vendt tilbage til næsten diktatoriske tilstande, og midlerne til genopbygning tilfalder ledere, som gør sig skyldige i menneskerettighedskrænkelser politisk og finansielt. Det må standses. UNAMA, De Forenede Nationers bistandsmission i Afghanistan bør indstille den finansielle støtte til disse krænkende krigsherrer øjeblikkeligt. For nylig så flere medlemmer af Europa-Parlamentet en film af Jamie Doran, den skotske instruktør, som fremslagde konkrete beviser for eksistensen af massegrave i Mazar-i-Sharif-regionen, som anses for at rumme de jordiske rester af krigsfanger, som blev dræbt og torteret af anti-taleban-styrker. Der er tale om grusomheder, som de amerikanske styrker var vidne til og ikke forhindrede. Jeg er glad for, at FN og EU nu er nået til enighed om at undersøge denne påståede forbrydelse Andrews (UEN). - (EN) Hr. formand, genopbygningen af Afghanistan er i mine øjne ikke tilnærmelsesvis begyndt til trods for de forsikringer, vi har modtaget her i Parlamentet i dag. Krigsherrerne opretholder stadig deres jerngreb om områderne uden for Kabul, og kvinderne er stadig klædt i burkaer og frataget alle rettigheder, herunder retten til uddannelse og primær sundhedspleje. Jeg mener, at USA og resten af den vestlige verden havde ret i at forsøge at ødelægge al-qaeda og dræbe Osama bin Laden, men det er hidtil ikke lykkedes. Der er gjort meget for at forbedre kvindernes rettigheder i Afghanistan, men hidtil er alt som sagt uforandret.

11 15/01/ Jeg mener, at Afghanistan kun er toppen af isbjerget, for så vidt angår USA. Mange kommentatorer lader forstå, at det er en del af en strategi, der skal sikre adgang til olie fra Det Kaspiske Hav. Nu er spørgsmålet, hvor mange fronter der vil blive åbnet efter Afghanistan. Amerikanerne forbereder en krig mod Irak, som kan få uforudsigelige og ukontrollerbare konsekvenser. De vil selvfølgelig have vundet kontrollen over Iraks olie, men Afghanistan tilsidesættes. En engelsk meningsmåling viste for nylig, at 71 % var imod, at deres regering deltager i en krig uden Sikkerhedsrådets godkendelse. Så snart krigen begynder, vil andre europæiske ledere utvivlsomt bøje sig for USA's vilje ligesom Tony Blair og lade hånt om befolkningens synspunkter, hvilket siger meget om vores demokrati. Iraks folk har lidt under død og ødelæggelser i de sidste 11 år som følge af USA's sanktioner. Noget tilsvarende gælder Afghanistan. Vi må se klart på vores politik i Mellemøsten og andre steder Kronberger (NI). - (DE) Hr. formand, situationen i Afghanistan er uløseligt forbundet med hele situationen i Mellemøsten. Den kan ikke ses uden sammenhæng med den ophedede førkrigsstemning i Irak. Fredsstifterne i Afghanistan skal levere troværdige beviser på, at det for dem handler om stabilitet og opbygning af demokratiske strukturer og ikke om at tilfredsstille påbuddet om en bedre udnyttelse af råstofressourcerne respektive om bygning af pipelines til transport af centralasiatisk mineralolieog gasforekomster. Enhver afstandtagen fra folkeretten under dække af terrorbekæmpelse anretter svære skader på arven efter det internationale retssystem. 200 års opbygning af et civilisatorisk samfund er i fare. En uafhængig undersøgelse af anklagerne i forbindelse med de formodede massakrer i Mazar-i-Sharif og en offentliggørelse af resultaterne er en mindsteforudsætning for, at det internationale folkefællesskab kan bevare sin troværdighed i Afghanistan. I den forbindelse vil jeg gerne takke det græske rådsformandskab for, at det har gjort emnet Irak, krigsforberedelserne i Irak, til et centralt emne, og også udenrigsministeren for hans meget klare og konkrete ord om Afghanistan Stenzel (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, trods kriserne fra Nordkorea til Mellemøsten og den uberegnelige situation i Irak må vi ikke miste Afghanistan af syne. Derfor bifalder jeg, at det nye græske formandskab har gjort eller gerne vil gøre Afghanistan til et prioriteret emne. Kampen for stabilitet i Afghanistan er endnu langtfra vundet, siden Taleban-styrets blev styrtet, og Hamid Karzai blev indsat på den afghanske præsidentstol. Det er foruroligende, at Talebankæmperne igen er begyndt at organisere sig med war lord Hekmatjar for igen at træde den lille sarte plante i form af et statsligt demokrati ned. Det er bekymrende, at Karzai-overgangsregeringens autoritet ikke rækker længere end til Kabuls ydre grænser, og det er foruroligende, at opiumdyrkningen oplever en renæssance. I grunden er det et kapløb med tiden, men vi må ikke resignere i vores bestræbelser på at støtte den politiske køreplan, der skal munde ud i almindeligt valg i midten af Man kan sammenligne opgørelsen over det, der hidtil er sket, med det berømte glas vand, der enten er halvt tomt eller halvt fuldt. Vi må langt om længe indstille os på, at vi på længere sigt skal sikre både finansiel og politisk bistand for at give opbygningen af demokratiske institutioner i dette land, der er ødelagt af årtiers krig og borgerkrig, en chance. Der er naturligvis også behov for en forlængelse af den internationale beskyttelsesenhed ISAF's mandat. At man kun vil forlænge indtil 2003, er for mig vanskeligt at forstå. Det skal dog hilses velkomment, at Tyskland og Nederlandene har erklæret sig parat til at påtage sig ledelsen af denne enhed. Det er generelt et tegn på, at europæerne i høj grad tøver med at engagere sig på længere sigt og går frem med disse små skridt. Også de mange konferencer i Washington, Kabul, Bonn og Oslo giver ofte snarere indtryk af at være beroligende piller end at være udtryk for en energisk politik, der skal styrke opbygningen af demokrati i dette land. Kravet om at forlænge og udvide den internationale beskyttelsesenheds mandat er et rigtigt krav. Desværre har det endnu ikke været i overensstemmelse med virkeligheden. Der er også behov for et samarbejde mellem alle Afghanistans nabolande, hvis det skal forhindres, at al-qaeda-netværket bliver styrket igen. Der er sket nogle ting her. Man bør heller ikke helt forlade tanken om et ægte genopbygningsagentur efter Kosovo-modellen. At der igen skal sendes en parlamentsdelegation til Afghanistan til foråret, er helt sikkert værdifuldt, men det giver kun mening, hvis resultaterne også gennemføres politisk. Det omfatter især politisk bistand i form af videregivelse af administrativ knowhow. Hvad er det, det primært handler om? Det handler om at adskille den civile og den militære magt, at forhindre en islamisk-fundamentalistisk reaktion inden for retsvæsenet og især om at forhindre humanitære katastrofer Theorin (PSE). - (SV) Hr. formand, jeg havde det privilegium at tale til de afghanske ledere på Bonnkonferencen på FN-mægler Brahimis invitation. Jeg var på det tidspunkt ordfører for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder og havde lyttet til en repræsentant for organisationen Rawa om kvindernes situation i Afghanistan. Jeg kunne følgelig stille de indlysende krav om, at kvinder skal deltage i den provisoriske og den permanente regering og ikke blive marginaliseret i genopbygningsarbejdet.

12 16 15/01/2003 Udvalget arrangerede sammen med ikke-statslige organisationer en konference for kvinder fra Afghanistan. De fælles prioriteter fremførte vi efterfølgende i en beslutning, som Parlamentet vedtog i mødeperioden i december På udvalgets vegne anmodede jeg om, at Budgetudvalget skulle introducere et særligt ekstra punkt om støtte til kvinderne i Afghanistan, hvilket udvalget og Parlamentet også gjorde. Hvorfor fortæller jeg Dem om denne baggrund? Fordi jeg ser meget få spor af den i den fælles beslutning. Ordet "kvinder" og deres menneskerettigheder mangler. Kvindernes prioriteringer nævnes ikke i beslutningen, men det gør den afghanske regerings. Kravet om, at alle bistandsprojekter skal have et ligestillingsperspektiv, mangler også. Kvinders rettigheder glemmes hurtigt i den mandeverden, vi lever i. Den stærke og proaktive ligestillingsminister er blevet fjernet fra den provisoriske afghanske regering, og kvinderne i Afghanistan er nu næsten usynlige som aktører, på trods af at formentlig to tredjedele af befolkningen udgøres af kvinder og børn. Mit spørgsmål til Kommissionen og Ministerrådet lyder: Hvordan skal dette tolkes, er kvinderne igen blevet glemt, stilles der ingen krav om kvinder til den afghanske regering? Kvinderne var ofre under både Den Nordlige Alliance og talebanerne. Kvinderne er fredens vigtigste aktører. En politik for Afghanistan skal være en politik for flertallet, for kvinder og børn Frahm (GUE/NGL). - Hr. formand, jeg kunne jo godt fortsætte, der hvor min kollega Theorin standsede. Det er som om, at mange af de ting, vi tager meget alvorligt, når vi holder tale, ikke rigtigt bliver taget alvorligt, når det kommer til praksis. Kvinders rettigheder, kvinders retsstilling er en af dem. En anden er international ret, menneskerettigheder. Når snakken falder på Afghanistan, kommer jeg da automatisk til at tænke på de mennesker, der sidder i Guantánamo; der sidder europæiske borgere. Hvad er der blevet af deres ret? Hvilket retssystem hører de ind under? intet overhovedet. USA respekterer ikke international ret - det ved vi godt - men de respekterer heller ikke deres egen ret. Jeg synes, det er underligt, at vi har en beslutning liggende her fra Parlamentets side, som overhovedet ikke vil forholde sig til den situation, at en række europæiske borgere sidder i fangelejr - og at vi ikke ved, hvor længe de skal sidde der, hvordan deres fremtidsudsigter er, og hvilket retssystem de falder ind under. Jeg synes også, det står i grel modsætning til, at man i andre situationer kræver overholdelse af international ret. Irak er et meget godt eksempel, hvor vi kræver, at de efterlever internationale bestemmelser, efterlever FN's resolutioner. Vi giver på den måde folk - også i Afghanistan - indtrykket af, at der er to standarder i denne verden, nemlig den standard, som vi kræver, at de skal overholde, og så den standard, vi selv har tænkt os at overholde, fordi vi nu engang har magten og dermed efter egen formening også retten. Et andet område, hvor vi står over for sådanne problemer, er massakren i Mazar-i-Sharif. Der er ganske meget, der tyder på, at der var amerikanske soldater til stede. Enkelte hævder, at de deltog. Men der er meget, der tyder på, at de var til stede. Alligevel gør vi ikke noget for at få undersøgt denne sag til bunds og få krævet de ansvarlige stillet for en domstol. Jeg synes, vi har problemer med de dobbeltstandarder. De gør det sværere i forhold til Afghanistan og det afghanske folk Sörensen (Verts/ALE). - (NL) Hvorfor er det så vanskeligt at skabe forandring? At ankomme i Afghanistan eller Kabul er at træde ind i en verden, der udelukkende er mandlig. Mænd med stikkende øjne og truende blikke, der er rettet mod kvinder. Nogle mænds ydre er ganske vist forandret, men ikke deres indre. Når man går rundt i den kendte Chicken Street i Kabul f.eks., ser man tiggende kvinder i snavsede, gamle burkaer, tiggende børn og snakkende mænd. Vi må ikke glemme, at der stadig findes en kultur med mænd, som synes, at kvinder ikke skal uddannes. Er der løsninger? Ja. I et land, hvor folk altid har kæmpet mod hinanden, må man involvere kvinderne, kvinderne skal have en prominent plads, og det skal gennemtvinges. For kan vi f.eks. forestille os et samfund i EU, hvor der var et sundhedsvæsen uden kvinder, og hvor der fandtes undervisning uden kvinder? Dette er blot et af de mange eksempler Souchet (NI). - (FR) Hr. formand, vi må ikke glemme dette Afghanistan. Det er FN's pligt at hjælpe med at give fuld suverænitet til et af dets hårdt prøvede medlemmer, der i løbet af 30 år har været udsat for alle tænkelige katastrofer: invasion af fremmede magter, borgerkrige, kommunistisk og islamisk herredømme, tørkeperioder, statens sammenbrud og etableringen af en terrorsammenslutning. Fjernelsen af talebanerne har vist et land, hvor alle de nationale statslige strukturer skal genopbygges, og hvor man kan begynde med de strukturer, der sikrer den ydre og den indre sikkerhed, nemlig en national hær og et nationalt politi, som er helt nødvendige instrumenter, for at den lovlige regering kan råde over hele landet. I løbet af perioden med oprettelse af basisafdelinger i hæren og inden for politiet i et land, hvor de private militser omfatter 30 gange så mange mænd som den afghanske hær, er der kommet opfordringer til at udvide mandatet geografisk for den internationale sikkerhedsstyrke særligt til de væsentligste af de regioner, der producerer opium, og som krigsherrerne råder over. Europa, der sammen med Frankrig, Storbritannien og Italien aktivt deltager i oprettelsen af den afghanske hær, varetager en vigtig del af denne

13 15/01/ genopbygningsopgave, hvor den anden prioritet er at genetablere en skattemæssig og toldmæssig administration, så systemet med deling af statens indkomst mellem de væbnede grupper, der opstod i forbindelse med invasionen og borgerkrigen, ødelægges. På dette område, der ligeledes prioriteres højt, bør vores lande være aktive. Hr. formand, de råder over al den nødvendige ekspertise Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, efter et år kan vi med stor tilfredshed konstatere resultaterne af det internationale samfunds indsats i Afghanistan, men alt dette skjuler kun, hvor stor en del af bjerget der endnu er tilbage at bestige. Der vil ikke blive tale om hurtige eller lette løsninger i Afghanistan. Det vil sandsynligvis kræve en vedholdende indsats de næste mange år fra de demokratiske landes side. Der vil være tilbageskridt, som vil lægge pres på denne forpligtelse. Vi vil erkende, hvor stort problemet er, når vi forstår, at præsident Karzais indflydelse ikke rækker meget længere end Kabul og nogle få andre byer, og at hans personlige sikkerhed stadig i vid udstrækning afhænger af udlandet. Jeg tilslutter mig formandskabets lykønskning til Tyrkiets væbnede styrker, der overtog organisationen af og kommandoen over ISAF fra Det Forenede Kongerige i juni sidste år. Der er tungtvejende argumenter for at indsætte den internationale fredsbevarende styrke i nøglepositioner uden for Kabul, indtil den afghanske nationalhær bliver i stand til at varetage sit hverv, men sådanne styrker vil være yderst sårbare. Faktum er, at krigsherrerne fortsat holder stand i mange af de mere fjerntliggende områder, og at de stort set ikke føler sig forpligtet til at sikre en fredelig udvikling og demokratiske tilstande. De er interesserede i personlig magt og vinding gennem kriminelle aktiviteter. Det er ikke alle forundt at vinde over dem. Så meget desto mere bekymrende er det, at der angiveligt på ny er al-qaeda-taleban-aktiviteter i grænseområdet til Pakistan, hvor aktivister samles i lejre på begge sider af grænsen med bistand fra de lokale mujahediner. Og det til trods for, at en storstilet oprørsbekæmpende styrke under amerikansk ledelse opererer parallelt med ISAF. Der er i dag indsat vestlige militære styrker i Bosnien, Kosovo og Makedonien såvel som i Afghanistan. Der vil blive fremsat nye anmodninger, ikke blot i relation til Irak, men også for andre områder. Faktum er, at alle vores lande nødvendigvis må oparbejde større militær ydeevne og vilje til at anvende den i samarbejde med USA og andre allierede i tilslutning til andre instrumenter. Afghanistans nabolande har lidt enormt under flygtningeproblemet, men også lande såsom Det Forenede Kongerige er blevet påvirket. Afghanere er den enkeltnation, hvor flest statsborgere har søgt om asyl i Det Forenede Kongerige. Disse mennesker bør sendes tilbage, når forholdene tillader det. Jeg glæder mig derfor over Rådets afgørelse af 29. november om at vedtage en tilbagevendelsesplan for Afghanistan, som udgør første del af dette program. Endelig er Afghanistan et af de lande i verden, hvor der er udlagt flest miner. Det er en af følgerne af den tidligere sovjethærs aktiviteter og i særdeleshed kampene mellem stridende fraktioner de sidste 10 år. Til trods for omfattende finansiel bistand, som EU har været hovedbidragyder til, er kun en lille del af antipersonelminerne blevet fjernet, og ulykkessatsen er fortsat meget høj. Landminerne og frygten for dem er en af de største hindringer for genopbygningen og en tilbagevenden til en form for normalitet. Vi har behov for at finde frem til mere effektive og hurtigere metoder, der inddrager den lokale befolkning, hvis vi skal have bugt med de kolossalt mange landminer i Afghanistan såvel som mange andre steder. Det er ikke kun et spørgsmål om midler, det er et specifikt praktisk område, hvor Kommissionen bør spille en væsentlig rolle, og som kræver endnu større opmærksomhed Souladakis (PSE). - (EL) Hr. formand, emnet for dagens forhandlinger er Afghanistan et år efter Bonnaftalen. Det emne, vi i virkeligheden behandler, er flere århundreders afghansk historie, hvor Bonn blot var en etape i en igangværende krise, og når vi gør status, ser vi, at der er både godt nyt og dårligt nyt. I tilfælde som dette er det i virkeligheden befolkningen, der bør gøre status. Dermed mener jeg, at det er ligegyldigt for befolkningen, om volden udøves af krigsherrer eller Taleban-styret. På den måde skal vores målsætninger være at etablere en stabil retsstat med stabile institutioner, der giver demokratiet lov til at udfolde sig og sikrer alles rettigheder. Der skal gøres et stort og bekosteligt stykke arbejde, og vi har med andre ord behov for en langsigtet strategi. Spørgsmålet er, om alle kræfter i området har en fælles strategi. Vi har talt om EU, uanset om den har 15 eller 25 medlemmer, men vi har ikke sagt noget om f.eks. Ruslands, Amerikas og Pakistans planer for området. Er de med os, eller følger de deres egen dagsorden? I sidstnævnte tilfælde er vores fælles målsætninger måske slet ikke så fælles endda. Under disse omstændigheder ser vi, mens vi gør status, at der er god grund til at være tilfreds. Situationen er ikke længere den samme som for et år siden, men der er stadig grund til bekymring på flere punkter. Er vi måske ved at skrue tiden tilbage, og vil der igen opstå situationer, der ikke burde genopstå? Så det er måske en god idé at gøre status over et par grundlæggende kendsgerninger som f.eks. den tiltagende kriminalitet, statens operationelle begrænsninger, uanset hvilken statsform der er tale om, og hvad de europæiske skatteborgeres penge bruges til. For hvis jeg husker ret, berettede Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik, at 80 % af pengene bruges af ikke-

14 18 15/01/2003 statslige organisationer, der arbejder i området, for at de kan holde hovedet oven vande, mens kun 20 % går til landet. Hvis det er sandt, er det bedste, vi kan gøre for at sikre institutionel udvikling, demokratisering og stabilisering, at involvere så mange afghanske borgere som muligt Cushnahan (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, Afghanistans strategiske betydning kan ikke overvurderes. Et fredeligt og stabilt Afghanistan er et vigtigt bolværk mod ekstremismens genopblussen i regionen. Et år efter Bonn-konferencen er det et hensigtsmæssigt tidspunkt at reflektere over EU's bidrag til genopbygningen af fred, stabilitet og troværdige politiske strukturer. Kommissær Patten har med rette understreget det bidrag, som EU som helhed og Kommissionen i særdeleshed har ydet i løbet af det sidste år. EU-midler er blevet anvendt til finansiering af sundhedsklinikker og folkeskoler, fjernelse af landminer, genindsættelse af nøglepersoner i den offentlige sektor, oprettelse af nye arbejdspladser for at bekæmpe opiumproduktionen, der er steget voldsomt efter Taleban-styrets fald, genopbygning af infrastrukturer, oprydning i syv byer og bistand i forbindelse med omkring 1,8 millioner flygtninges tilbagevenden til landet. Det er en imponerende liste, og Kommissionen, ECHO og de forskellige involverede hjælpeorganisationer fortjener ros herfor. Men angående de mere generelle aspekter af spørgsmålet om bistand er det vigtigt at påpege, at selv om den samlede bistand fra det internationale samfund kan forekomme enorm i sammenligning med andre kriseramte områder, ligger Afghanistan helt i bund, når man ser på bistanden pr. indbygger. De gennemsnitlige tilsagn om bistand til Bosnien, Kosovo, Østtimor og Rwanda lå på omkring 250 dollars pr. person mod 75 dollars for Afghanistan. Det internationale samfund bør tage dette til efterretning. Som kommissæren selv påpegede det, er det betydeligt mere effektivt og billigere at investere pengene på et tidligt tidspunkt end at skulle reparere skårene efterfølgende. Eftersom vi har opnået så gode resultater med bistanden, tror jeg, vi har den moralske vægt til at lægge pres på vores internationale partnere om at omsætte deres verbale tilsagn i penge. Vi bør også bruge vores indflydelse til at sikre en passende fordeling af nødhjælp på kort sigt og tilvejebringelse af langsigtet genopbygning. EU har gjort en stor indsats, men vi må ikke blive eftergivende eller tillade, at Afghanistans problemer bliver skubbet til side på grund af udsigten til krig med Irak eller problemer i forhold til Nordkorea. Vi har en moralsk forpligtelse til at skabe varig fred og stabilitet, løse problemet med krigsherrerne, forbedre menneskerettighedssituationen, især som tidligere anført for kvinderne, og etablere reelt demokrati i Afghanistan. Der er stadig meget, der skal gøres. Afholdelsen af demokratisk valg næste år, oprettelsen af en national hær og opretholdelsen af gode forbindelser til nabolandene er alle positive skridt i den rigtige retning Gröner (PSE). - (DE) Hr. formand, Taleban-styret i Afghanistan blev styrtet for et år siden, men den katastrofale situation for kvinderne er stort set ikke blevet bedre. Det måtte den første fem mand store delegation fra Europa-Parlamentet - initiativet kom fra Den Socialdemokratiske Gruppe - konstatere på stedet for ikke længe siden, og det gælder ikke kun for Kabul, men også for baglandet. Sundhedssystemet er en katastrofe, hvert 20. minut dør en afghansk kvinde under graviditet eller fødsel. Det er den højeste registrerede rate i verden. Uddannelsessystemet er brudt fuldstændig sammen. I dag bliver pigeskoler igen udsat for angreb fra fundamentalister. At påtage sig et arbejde er noget, de fleste afghanske kvinder bliver nægtet, og de tager stort set ikke del i den politiske magt og genopbygningen. Vi har talt med præsident Karzai og mange af hans regeringsmedlemmer og entydigt appelleret til dem om, at Petersberg-beslutningerne kun kan gennemføres med passende kvindelig deltagelse. EU hjælper her efter bedste evne. Kommissionen på stedet yder - og det vil jeg også gerne understrege igen - et fremragende stykke arbejde, og tjenestemændene på stedet er, som kommissær Patten har sagt, inddraget i ganske betydelig grad i deres nation building, og det med den allerstørste personlige indsats. Det skal der lyde en særlig tak for. Lad os skue ud i fremtiden. Jeg vil bede Præsidiet indtrængende om at invitere både præsident Karzai og formanden for den uafhængige menneskerettighedskommission, dr. Sima Samar, her til Europa-Parlamentet for især at drøfte forberedelsen af valget og den lovgivende forsamling Loya Jirga med dem. Det skal være vores klare budskab til et demokratisk Afghanistan, at kvindernes rettigheder skal forankres uindskrænket i denne forfatning. Det er vanskeligt at vende tilbage til normale forhold i et land, hvor 70 % af alle afghanske kvinder ifølge en amerikansk undersøgelse lider af svære depressioner, og 65 % konstant tænker på selvmord. Emnet seksuelle overgreb er forbundet med et strengt samfundsmæssigt tabu. Fra kvindeorganisationerne har vi hørt klager om, at selv deres arbejde i de internationale organisationer er yderst vanskeligt at gennemføre, og at deres mobilitet er betydeligt indskrænket, hvilket forbuddet

15 15/01/ for kvinder mod at køre bil eller endda cykel bidrager til. Kvindeudvalget har taget det op flere gange. Vi har diskuteret det med kvindeministeren - i øvrigt viceministeren - og fru Sobrani beklager, at hun ikke har nogen som helst finansielle ressourcer til rådighed på sit ansvarsområde. Der er opstået ekstra omkostninger på grund af gnidninger i ngo'ernes arbejde og hos regeringsinstanserne på grund af manglende koordinering. Her må vi også hjælpe. Der findes desværre stadig ikke noget banksystem i Afghanistan. Det er også en af grundene til, at korruptionen stadig har gode vilkår. Jeg hører dog med tilfredshed, at der er stor enighed om her i Europa- Parlamentet, men også i forhold til rådsformandskabet og Kommissionen, at kvindernes situation skal forbedres. Lad os gribe det an i fællesskab, og lad os forbedre kvindernes situation i håb om fred og stabilitet for regionen! Og det skal også være budskabet til vores amerikanske venner: ingen krig i Mellemøsten! Velkomstord Formanden. - Kære kolleger, jeg vil gerne i al korthed, men ikke mindre hjerteligt byde velkommen til tredje klasse fra skolen Don Montemurro i Gravina (Italien), der har vundet prisen "Lad os bygge Europa", stiftet af det italienske Deputeretkammer. Hovedformålet med dette initiativ er at fremme også de yngstes deltagelse i debatten om Europas fremtid. Vi ønsker derfor de unge mennesker tillykke med, at de har vundet førstepladsen i denne konkurrence, og vi glæder os over deres opmærksomme deltagelse i denne plenarforsamlings arbejde. Tillykke! (Bifald) Afghanistan et år efter Bonn-aftalen (fortsættelse) Karamanou (PSE). - (EL) Hr. formand, også jeg har haft den enestående oplevelse at besøge Afghanistan og se situationen med egne øjne. Det første, der skal siges, er, som De selv sagde det, kommissær, at vores kolleger gør et fortræffeligt stykke arbejde, og at EU har en høj profil i området. Et år efter Bonn synes jeg imidlertid, at koordineringen, både med hensyn til tilvejebringelse og fordeling af støtte, og i særdeleshed den førte politik er et alvorligt problem. Dermed mener jeg, at EU følger ét politisk spor og støtter en stærk, central regering i Afghanistan, mens USA har en anden indgangsvinkel og holder fast ved deres foretrukne taktik - divide and rule - fra Taleban- og Mujahedin-dagene, idet de bakker op om krigsherrerne, som de ser ud til at mene har taget deres parti. Det samme sagde hr. Morillon og hr. Sakellariou. Desværre er resultatet af denne splittede vestlige politik, at hele områder er uden for den centrale regerings kontrol, og det er nøjagtig det, der har medført det nylige opsving i landets opiumproduktion, hvis andel i 2002 svarede til 70 % af produktionen på verdensplan. Kvinderne befinder sig naturligvis stadig i en skrækkelig situation på alle områder. De blå spøgelser svæver stadig rundt i Kabuls gader, og kun få kvinder tør vove livet og tage deres burka af. Talebanerne har måske nok mistet magten i Afghanistan, men deres ånd hjemsøger stadig landet. Efter min mening kan der ikke gøres økonomiske og sociale fremskridt, så længe der hersker en kultur af vold, religiøs fanatisme og kvindehad i Afghanistan. 98 % af alle kvinder er analfabeter og økonomisk afhængige, og 99 % af dem føder uden lægebistand. Denne jord er en ideel grobund for ekstremistiske bevægelser som f.eks. Taleban. Hr. formand for Rådet, jeg mener, at det græske formandskab kan gøre meget for at hjælpe ved at foreslå, at der oprettes en europæisk fond, og at der indføjes en post i 2004-budgettet specielt for de afghanske kvinder. Denne fond kunne også bruges til at finansiere nye infrastrukturer for at integrere kvinderne i det offentlige liv. Jeg foreslår også, hr. kommissær, at vi inviterer præsident Karzai til Strasbourg til at holde en tale på et plenarmøde i Europa-Parlamentet Coûteaux (EDD). - (FR) Hr. formand, i betragtning af alle de bekymringer, som bør få os til at handle over for det, som det internationale samfund står over for, kan vi slet ikke finde ud af, hvorhen vi skal vende os. Lad os ikke glemme Afghanistan, som i dag er en slags karikatur, nemlig en karikatur af det amerikanske imperium. Det er naturligvis beklageligt for de folk, der befinder sig i geografiske strategiske eller oliestrategiske områder, som det er tilfældet for det afghanske folk, hvilket det naturligvis har været længe. Det afghanske folk har lidt under det engelske imperium, det har lidt under det sovjetiske imperium, og det lider nu under det amerikanske imperium. Men der er på trods af alt dette en stor forskel på tingenes tilstand, for det amerikanske imperium, indhyllet i al god samvittighed, som det jo er, tillader sig alt, f.eks. at kalde et bryllup for en "forsamling" og ødelægge en hel landsby, som vi oplevede det for nogle måneder siden. Siden den 11. september er landet faktisk en karikatur på god samvittighed. Vi har ikke engang haft modet - for Europa har så afgjort afvist at spille andre roller end i forbindelse med humanitær bistand - til at råbe op om dette bedrageri, som består i at ødelægge halvdelen af et land, fordi en forbryder skjuler sig i landet. Hvis en eftersøgt person fra USA skjulte sig i USA efter at have ødelagt et af tårnene på La Défense i Paris, ville jeg aldrig få den idé at anbefale regeringen at ødelægge en del af USA og dernæst udnævne en guvernør. Jeg siger guvernør, for hr. Karzai er

16 20 15/01/2003 tydeligvis ikke andet end en amerikansk guvernør. Jeg ville ønske, at Europa en dag fik mod til at spille en rolle, at Europa holdt op med at følge i USA's fodspor, og at Europa i det mindste holdt op med at forhindre landene i at spille deres egne roller Ghilardotti (PSE). - (IT) Hr. formand, jeg vil også gerne takke rådsformanden og kommissær Patten for det, som de har fortalt os her i dag. Ligesom andre af vores kolleger var jeg i Afghanistan for nylig sammen med en delegation fra Europa-Parlamentet, og jeg kan bevidne, at det, som kommissær Patten fortalte os, er sandt. Vi må ikke glemme, at det, som vi så, var et land, der var ødelagt efter 23 års krig og flere års tørke. Der er faktisk sket betydelige fremskridt et år efter den første Bonn-konference, og jeg mener også, at vi bør rose de embedsmænd fra Kommissionen, som befinder sig i Kabul, for deres beslutsomhed, dygtighed og uselviskhed. Det er alt sammen sandt. Skolerne er blevet åbnet, man er begyndt at genopbygge nogle af sundhedsfaciliteterne, og man udfører et værdifuldt stykke arbejde, ikke mindst når det gælder støtte til forvaltningen. I den forbindelse vil jeg gerne opfordre kommissær Patten til ikke at droppe aspektet med specifik personaleuddannelse, også uddannelse af toldpersonalet, hvilket er af afgørende vigtighed. Det forholder sig dog også sådan - og det tror jeg, at den sidste Bonn-konference på en vis måde viste - at de største donorlande beder Karzai-regeringen om at gøre en ekstra indsats. Der har været kritik af, at de reformer, som Karzai-regeringen har bebudet, lader vente på sig, at man ikke når videre med forfatningen på grund af religiøse spørgsmål og mindretalsspørgsmål, selv om der er nedsat et udvalg til at udarbejde den nye forfatning - man bør tværtimod fortsætte, og man bør ikke mindst medtage en specifik anerkendelse af kvinders rettigheder - at sikkerheden stadig er et alvorligt problem, at der ikke er noget retssystem, at der ikke er noget nationalt forsvar, og at politiet endnu ikke er operationelt. Det er alt sammen sandt. Derfor er det nødvendigt, at EU, som har gjort en meget stor indsats, lægger vægt på disse punkter. Jeg vil slutte af med at sige et par ord om kvinders rettigheder og videregive den appel, som ministeren, fru Sarabi, rettede til os, til Europa-Parlamentet, nemlig at hvert donorland har valgt et specifikt interventionsområde, men at ingen har valgt kvinders rettigheder som deres specifikke område. Jeg vil kraftigt opfordre EU og os alle sammen til ikke at glemme dette, for det er ikke muligt at skabe fremgang og komme ud af denne situation, hvis kvinderne ikke inddrages direkte i processen Giannitsis, Rådet. - (EL) Hr. formand, jeg vil gerne takke Europa-Parlamentets medlemmer for dagens forhandlinger, for den støtte, de har givet udtryk for til mange af formandskabets tanker og forslag, og for Kommissionens tanker og forslag, selv om de ikke henhører under mit kompetenceområde. Vi har opstillet en lang række brugbare forslag. Jeg må sige, at jeg er enig i, at regeringens rolle skal række videre end til Kabuls bygrænse, hvis stabiliteten og normaliseringen af landet som helhed skal fremmes, at den internationale sikkerhedsstyrke i Afghanistans opgave skal udvides, så den kan arbejde ud fra de samme politiske retningslinjer, og at menneskerettighederne skal overholdes, hvad enten der er tale om kvindernes, fangernes eller modstandernes rettigheder. Vores historie er præget af respekt for menneskerettighederne af institutionelle, historiske og kulturelle årsager. Det er en tradition i Europa, som vi til hver en tid skal respektere. Forhandlingerne har som helhed vist, at det, vi ønsker at oprette i Afghanistan, er, som alle ved, et land, hvor værdier som demokrati og frihed kan slå rod, og hvor potentialet for økonomisk udvikling og tillid udnyttes. Historien har vist os, at dette er en lang og hård proces i et hvilket som helst land, og jeg kender ikke andre lande, hvor så omfattende omvæltninger har fundet sted på så kort tid. Vi for vores del skal udvise politisk beslutsomhed, vi skal yde økonomisk, politisk og humanitær støtte, men vi skal også være realistiske omkring, hvad vi kan gøre, hvor langt vi kan gå, hvordan de fremherskende omstændigheder ser ud, hvilke problemer befolkningen står over for, hvilke balancer vi skal overholde, hvilke værdier der har stor magt, og hvordan vi kan yde hjælp i den rigtige retning. Vi er stadig langt fra at kunne sige, at kampen i Afghanistan er vundet. Vi har kun taget et lille skridt, og vi har stadig meget at gøre over en meget lang periode. Udviklingen i Afghanistan vil blive påvirket af mange faktorer, såvel interne som eksterne. Vi skal se på individuelle problemer. Hvad sker der med forfatningen? Hvad sker der på den humanitære front og på mange andre fronter? Og vi skal danne os et generelt overblik og gennemføre en generel strategi for, hvordan vi kan påvirke udviklingen. Succes kan ikke måles ud fra ét kriterium eller flere individuelle kriterier, som vi måtte nævne - og der er blevet nævnt flere - hvad enten vi taler om institutionelle eller individuelle rettigheder eller økonomisk fremgang. Succes måles ud fra samtidige fremskridt på en række politiske, institutionelle, sociale og økonomiske fronter i Afghanistan Patten, Kommissionen. - (EN) Jeg vil kun meget kort besvare indlæggene under denne forhandling, som er kommet meget vidt omkring. Hr. Andrews' indlæg omhandlede ikke kun Afghanistan, men også Irak. Hvis han havde haft mulighed for at blive indtil forhandlingens afslutning, havde jeg kunnet svare ham, at jeg er bange for, at vi vil få rig lejlighed til at drøfte Irak, og at han vil få mulighed for at deltage heri. Jeg vil takke medlemmer såsom fru Fraisse, som roste det arbejde, vores tjenestemænd har udført i og uden for Kabul. De udfører et vanskeligt arbejde. Det er

17 15/01/ ikke en let opgave at forvalte vores program dér. Jeg vil viderebringe de pågældende medlemmers ros. Jeg skal desuden endnu en gang tilkendegive, at jeg er enig med hr. Van Orden i, at det bliver et langt, sejt træk. Der er ingen hurtige eller lette løsninger i Afghanistan. Det kan ikke gentages for ofte. Vi kan ikke blot stille os tilfreds med vores hidtidige succes og gå videre til den næste uregerlige stat. Vi har en stor opgave foran os, ikke mindst, som hr. Fraisse påpegede det, i form af bistand til genopbygning af en offentlig sektor i Afghanistan, som kan levere ydelser af den art, vi ønsker, til hele befolkningen. De kvaliteter, som visse tidligere eksilafghanere er i besiddelse af, giver et begrundet håb om, at det nok skal lykkes i Afghanistan. Jeg kan nævne hr. Ghani og mange andre afghanere, som er vendt tilbage for at hjælpe med at genopbygge landet, efter at det afghanske folk i flere år har været underkastet middelalderlig grusomhed. Så jeg kan forsikre hr. Fraisse om, at vi fortsat vil være meget opmærksomme på bistand og uddannelse med henblik på opbygning af den offentlige sektor. Vi har i videre udstrækning end de fleste andre bidragydere i Afghanistan ydet støtte til den almindelige offentlige forvaltning. Det er ikke en særlig attraktiv eller sexet opgave for en bidragyder. Det er mere populært at få projekter og have blå skilte på væggene og flag på bygningerne. Men hvis ikke der etableres en virkelig offentlig forvaltning i Afghanistan, hvis ikke der findes sygeplejersker, lærere, læger og politibetjente, mænd og kvinder, og hvis ikke disse mennesker får udbetalt deres løn regelmæssigt, vil der ikke være en regering, der kan gøre sin autoritet gældende i hele landet. Så jeg fastholder den prioritering, vi har foretaget af dette område. Det er umuligt ikke at høre den store foruroligelse, der er kommet til udtryk her i Parlamentet, over kvindernes rettigheder og mere generelt over menneskerettighedssituationen. Jeg kunne nævne en hel række projekter, som vi bidrager til at støtte, såsom parken for kvinder i Kabul, men jeg vil blot sige, at jeg mener, at vi mest hensigtsmæssigt kan give udtryk for Parlamentets foruroligelse ved at tage spørgsmålet op på mødet i det afghanske udviklingsforum i marts, hvor vi skal evaluere resultaterne. Vi vil i den forbindelse understrege, at Parlamentet, som med så stor indsigt og generøsitet har vedtaget de nødvendige bevillinger, ønsker, at vi sikrer, at spørgsmålet om kvinders rettigheder bliver et hovedelement i regeringens udviklingsplanlægning. Blot endnu en enkelt bemærkning om samordning af bistandsydernes indsats, fordi flere talere har henvist hertil, og jeg kun berørte det i generelle vendinger i min indledning. Jeg er fult ud enig i, at udviklingsbistanden til Afghanistan bør udnyttes maksimalt, og at effektiv samordning er afgørende. Den afghanske regering har nu skabt strukturerne til denne samordning. I oktober vedtog implementeringsgruppen på et møde i Kabul at gå over til en rådgivende gruppestruktur, som er den, vi typisk anvender i lande, der modtager omfattende bistand fra bidragydere fra hele verden. Vi støtter dette initiativ. Det skulle give sikkerhed for, at bistanden samordnes tilfredsstillende, og at midlerne anvendes målrettet på de områder, den rådgivende gruppe har valgt at prioritere. Vi har også nedsat et uformelt europæisk donorforum for at nå frem til en samordnet EU-tilgang til nøglespørgsmål og i forbindelse med møder, og der findes også et uformelt donornetværk mellem Europa- Kommissionen og medlemsstaterne, USA og Japan. Kommissionen har gennem ECHO omfattende erfaring fra de sidste 10 års arbejde i Afghanistan og er indgået i et nært samarbejde med ikke-statslige organisationer. Efterhånden som krisen i Afghanistan udviklede sig, var deres hovedprioritet at levere humanitær bistand hurtigt og effektivt, men det vil med henblik på fremtiden være vigtigt at sikre, at alle bidragydere opererer inden for de rammer og prioriteringer, det rådgivende udvalg har opstillet. Så vi er opmærksomme på denne problemstilling. Vi vil gå endnu længere, idet jeg, som jeg sagde i min indledning, har til hensigt at gå videre med dette, når jeg, om Gud vil, aflægger besøg i Afghanistan i næste måned Formanden. - Jeg har modtaget seks beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 37, stk Afstemningen finder sted i dag kl Forhandlingen er afsluttet Kosmetiske midler Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0001/2003) af Roth-Behrendt for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om syvende ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (15073/1/ C5-0072/ /0077(COD)) Roth-Behrendt (PSE), ordfører. - (DE) Hr. formand, De har helt rigtigt påpeget, at der på dagens dagsorden står tredjebehandling af betænkningen om kosmetiske midler. De fleste af os ved, at det er et emne, som Europa-Parlamentet har beskæftiget sig med gang på gang, nu i 10 år. Langt størstedelen af forslagene, både i det forrige og i denne lovgivning, vedrører "forbud mod dyreforsøg og forbud mod salg af produkter, der er testet på dyr". Det er også de områder, der var og stadig er mest omstridt. Det mest omstridte i EU og også uden for EU 2 Se protokollen.

18 22 15/01/2003 var spørgsmålet: "Må der fremover foretages dyreforsøg i forbindelse med tandpasta og shampoo?" Det har altid været omdiskuteret: Må et produkt, der er testet på dyr, sælges? Vi har altid sagt i Parlamentet, at det at kombinere et forsøgsforbud med et markedsføringsforbud, altså et salgsforbud, er den eneste mulighed for at forhindre eksport af forsøg. Det var også det afgørende emne i førstebehandlingen og andenbehandlingen af denne syvende ændring af kosmetikdirektivet. Men i det ansvarlige udvalg og her i Parlamentet har vi også påpeget, at kosmetik og kosmetiske midler er direkte forbrugerbeskyttelse. Vi har påpeget, at informationen om et produkts holdbarhed er vigtig for f.eks. forbrugerne. Forbrugerne skal vide, hvor længe de kan anvende et kosmetisk middel, når det er blevet åbnet. Også her har Europa-Parlamentet stillet forslag ved førstebehandlingen og andenbehandlingen. Endelig har Parlamentet også krævet - og det støttede jeg med glæde som ordfører - at farlige stoffer, der er kendt som kræftfremkaldende, som farlige for reproduktionsevnen eller som mutagene, ikke må anvendes i kosmetiske midler. Det var de væsentlige bestanddele af andenbehandlingen. Det gav alt sammen anledning til diskussioner. Ved andenbehandlingen var der et meget stort flertal, men Kommissionen har ikke ligefrem mødt os med åbne arme. Men i dag ved tredjebehandlingen vil vi gerne rose os selv. Derfor siger jeg også, at det var en vanskelig forligsprocedure. Jeg har været med til mange forligsprocedurer direkte eller indirekte i de forgangne år. I denne forligsprocedure var jeg i begyndelsen ikke sikker på, om vi ville nå frem til et kompromis. Vi er nået frem til et kompromis. Resultatet er, at der kommer et forbud mod dyreforsøg til kosmetiske formål, seks år efter vedtagelse af lovgivningen. Der kommer et salgsforbud for de fleste produkter med et indhold, der er testet på dyr, seks år efter vedtagelsen af lovgivningen. Vi har også sagt, at der indføres en undtagelse for tre forsøg, for hvilke det endnu ikke er til at forudse, hvornår der kan udvikles alternativer. Her er kosmetikindustrien ikke ubetinget uskyldig. At der er gjort så lidt for at udvikle disse forsøg, skyldes også, at kosmetikindustrien i de forgangne år har været, ja, skal vi sige søvnig. Men nu giver vi den mulighed for og en vis tid til at udvikle alternativer. Jeg understreger, at det er et kompromis, vi har opnået. Dette kompromis er som alle kompromiser ikke den ideelle verden. Jeg ved, at kosmetikindustrien mener, at det ikke er den ideelle verden. Jeg ved også, at dyrevelfærdsorganisationerne mener, man kunne have opnået mere. Jeg har altid sagt til mine kolleger i dyrevelfærdsorganisationerne, at hvis de finder én, der kan opnå mere, så kan de bare komme med ham her, så kan han gøre det. Jeg har med mine kolleger forsøgt at få det igennem, der var muligt. Lad mig derfor sige følgende til sidst: Jeg vil gerne sige tak til det afgående danske formandskab, der har samarbejdet med os på fremragende vis, og jeg vil også gerne sige tak til Kommissionen. Den samarbejdede også til sidst. Hr. Liikanen, jeg kunne godt tænke mig, at det var sket noget tidligere. Men, det er jo aldrig for sent. Så vil jeg også gerne sige tak til mine kolleger i forligsproceduren og i Forligsudvalget. Det er en af årsagerne til, at jeg så godt kan lide Europa-Parlamentet og ikke vil ind i et andet. Samarbejdet mellem medlemmer af alle nationaliteter og fra alle andre grupper har været åbent, anstændigt, direkte og støttende på en måde, som De helt sikkert ikke finder magen til i noget andet parlament i verden! Det var en fornøjelse at tilbringe natten med Dem, indtil kl Det var en fornøjelse at opnå dette resultat og få lov til at være Deres ordfører. Jeg vil derfor også gerne endnu en gang rette en stor tak til mine kolleger, der altid har givet mig deres støtte, også i tider, hvor vinden har været noget mere barsk fra alle sider. (Bifald) FORSÆDE: Catherine LALUMIÈRE Næstformand Liikanen, Kommissionen. - (EN) Fru formand, jeg vil først takke medlemmerne for den interesse, de har udvist for forslaget, og i særdeleshed takke ordføreren for hendes konstruktive indsats såvel som medlemmerne af Europa-Parlamentets delegation i Forligsudvalget. Det glæder mig at høre, at fru Roth- Behrendt ikke blot er engageret i emnet, men at hun endda nyder forligsmøder om natten, idet kun de færreste finder denne del af institutionernes arbejde behagelig. Forligsfasen er nu ved at være afsluttet med et positivt resultat, og Kommissionen hilser denne aftale velkommen, eftersom den opstiller en klar ramme for dyreforsøg i kosmetiksektoren. Den løsning, man er nået frem til, tilgodeser reelt både dyrs velfærd og beskyttelsen af forbrugerne såvel som vores internationale forpligtelser. Løsningen, som påbyder anvendelsen af alle alternative metoder, så snart det er muligt og videnskabeligt forsvarligt, er en god forbedring, for så vidt angår dyrs velfærd, og sender et klart politisk signal. For Kommissionen er de væsentligste elementer tilskyndelsen til at udvikle alternative metoder og forbedringen af valideringsprocessen. EU bør spille en fremtrædende rolle, for så vidt angår udviklingen inden for dyreforsøg på internationalt plan. Dette bør ske under behørig hensyntagen til udviklingen af validering inden for OECD. Jeg skal dog understrege, at mange andre aspekter er omhandlet. Der er for det første fastlagt en række bestemmelser, der tager sigte på at forbedre sundheds-

19 15/01/ og forbrugerbeskyttelsen, især gennem mere relevante oplysninger til forbrugerne. For det andet er der sket en forbedring af sikkerhedskravene til produkter til børn og intimhygiejne. For det tredje er der indført krav om angivelse af en udløbsdato efter åbning og indhold af allergifremkaldende stoffer. Alle disse aspekter er klart til fordel for forbrugerne. Som konklusion skal det bemærkes, at det har krævet en stor indsats at nå til et resultat, der stiller alle tilfreds, og jeg håber, at dette vigtige direktiv nu kan blive færdigbehandlet García-Orcoyen Tormo (PPE-DE). - (ES) Fru formand, hr. kommissær, for det første vil jeg gerne lykønske min kollega, fru Roth-Behrendt, meget varmt, fordi hun har formået at fremme dette vanskelige direktiv, og ikke mindst for den måde, hun har gjort det på. I denne valgperiode har jeg haft lejlighed til at drøfte mange spørgsmål, hvoraf nogle har været virkelig vanskelige og komplicerede, men jeg har ikke set større vilje til at opnå konsensus via samarbejde mellem alle de involverede parter end den, ordføreren for dette direktiv har lagt for dagen. Jeg synes ikke, at det har været en forhandling, hvor de politiske holdninger har stået over for hinanden. Det har først og fremmest været en forhandling, der har vekslet mellem stagnation og fremskridt på et område, hvor Europa-Parlamentet i mange år har fastholdt en fælles og kohærent holdning, der havde et andet syn på tingene end kosmetikindustrien, og på væsentlige områder også end Kommissionen. Parlamentet vidste, hvad det ville, nemlig fastsætte nogle frister for ophør med dyreforsøg samt salg af produkter, der er baseret på dyreforsøg. Desuden ønskede det at forbedre den generelle lovgivningsramme, som regulerer disse produkter i medlemsstaterne. Industrien fastholdt til gengæld til at begynde med den samme afvisende holdning over for disse anmodninger, som Parlamentet havde forsvaret i årevis, hvilket forhindrede gennemførelsen af den sjette ændring af direktivet. Ordføreren har allerede påpeget det lange forhandlings- og samarbejdsforløb mellem Parlamentets grupper, industrien, Kommissionen og de kompetente myndigheder i medlemsstaterne. Udgangen herpå blev et forlig, der så dagens lys i november sidste år efter en meget lang forligsprocedure, der, hvis jeg ikke husker galt, varede 12 timer. Jeg synes oprigtig talt ikke, at der er nogen tabere i denne sag. Jeg er overbevidst om, at industrien også vinder med de nye forpligtelser om forbud, forsøg og salg i seks år efter direktivets ikrafttræden. Det skyldes primært, at industrien bedre vil kunne tjene borgernes interesser på dyrevelfærdsområdet, uden at det naturligvis på nogen måde går ud over sikkerheden eller mangfoldigheden ved de produkter, der er på markedet. I denne henseende har en af de største vanskeligheder i forbindelse med arbejdet med direktivet været at få afgrænset undtagelserne ved at definere de forsøg, der i en periode af 10 år og i særlige og væsentlige tilfælde, hvor der ikke er fundet alternative metoder, fortsat kan gennemføres. En anden ting, der vil forbedre produkternes sikkerhed, er forbuddet mod farlige stoffer, som f.eks. kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske stoffer, der ikke må være indeholdt i kosmetiske midler. Jeg er overbevidst om, at denne syvende ændring giver industrien nye muligheder for forskning og udvikling af nye produkter, hvor det ikke vil være nødvendigt at foretage dyreforsøg for at sikre deres effekt og ikke mindst deres sikkerhed. Jeg synes, at det er en stor udfordring for industrien, som jeg opfordrer til at bruge denne type forskning til at finde nye veje til at få konkurrencefordele og til at indlede et velment og oprigtigt tæt samarbejde med Parlamentet. Jeg synes, at Europa-Parlamentet ikke alene kan og bør melde ud, at den syvende ændring er en succes, men at industrien ville begå en fejl, hvis den ikke benyttede denne lejlighed til at udforme en ny kommunikationsstrategi baseret på de opnåede aftaler og dens positive indstilling over for forbrugernes bekymringer, ikke kun med hensyn til dyreforsøg, men også, som vi har set, med hensyn til andre punkter i direktivet, som giver det større kompetence til kontrol med markedsføringen af disse produkter. Endelig vil jeg gerne endnu en gang understrege samarbejdet mellem alle de implicerede parter, især den positive fleksibilitet, som medlemsstaterne og industrien endte med at udvise for at nå denne endelige aftale Whitehead (PSE). - (EN) Fru formand, jeg vil gerne tilføje mine lykønskninger og afslutte med en advarsel. Jeg lykønsker fru Roth-Behrendt, som har opnået så udmærkede resultater under denne langvarige proces. Hvis hun fra starten havde vidst, hvor store hindringer og problemer hun ville støde på, ville hun måske ikke have opnået så omfattende resultater. Det hjælper nogle gange ikke at være sig problemernes omfang helt bevidst. Dette forslag giver dyrs velfærd forrang for menneskers forfængelighed, men ikke for menneskers sundhed. Det opstiller tidsgrænser, som er afstemt efter de vanskeligheder, der er involveret, og det opstiller

20 24 15/01/2003 nye referencestandarder, som bør og vil blive respekteret. Jeg ønsker også at takke Kommissionen for at have varetaget sin rolle som mellemled under hensyntagen til lovgivningen og retspraksis såvel som de stærke meninger, der er kommet til udtryk i Europa- Parlamentet under tre forskellige Kommissioner i mere end 10 år. Det er en stor tilfredsstillelse for os alle, at vi nu endelig er nået frem til en løsning. Mine kolleger i Forligsudvalget gav udtryk for den frustration, der var forbundet med denne langvarige proces, under det sidste maratonmøde. Det var bogstaveligt talt i 11. time, vi opnående det resultat, alle ønskede. Medlemmerne har netop fået omdelt en ny brochure, hvor smukke unge mænd og kvinder anskueliggør, hvor interessant arbejdet i Europa-Parlamentet er. Hvis der skal udgives et nyt nummer i denne serie, bør det omhandle de lange aftener med fru Roth-Behrendt under de sidste forhandlinger. Jeg ønsker desuden at takke det danske formandskab. Det sker ofte, at et formandskab ser et problem i øjnene og derefter løber væk. Danskerne vidste, at de kunne opnå en aftale, og de fik den - med stor behændighed efter min opfattelse. Dette var en aftale - jeg ønsker at påpege dette, inden jeg går videre til min advarsel - der imødekom Parlamentets væsentligste krav. Det holder. Den er et signal til handling og ikke et argument for forhaling. De dyrevelfærdsorganisationer, der utrætteligt har ført kampagner for dette resultat, bør ikke beklage sig over det kompromis, vi er nået frem til. Vi bør nu fokusere på overholdelsen af bestemmelserne om at finde frem til nye forsøg, hvilket især er vanskeligt, for så vidt angår giftighed. Ingen af os har grund til at give undskyldninger for, hvordan vi nåede frem til dette resultat. Jeg er personligt stolt over det faktum, at ordføreren fik os gennem denne procedure, og det gavner Parlamentets omdømme ikke blot for dets procedurer, men også for dets effektivitet Davies (ELDR). - (EN) Fru formand, Europa- Parlamentet har med et bredt flertal på tværs af partigrænser klart tilkendegivet, at det ikke længere vil acceptere, at dyr påtvinges lidelser med det formål at udvikle endnu flere produkter, der har til formål at smigre den menneskelige forfængelighed. Det er et moralsk spørgsmål. Menneskers sundhed vil blive beskyttet, fordi det efter udløbet af fristen for dyreforsøg ikke vil være muligt at markedsføre nye kosmetikpræparater, før der er indført nye alternative forsøgsmetoder. Dette er den syvende ændring af det oprindelige direktiv. Hver gang en frist nærmede sig, blev der givet forlængelse til industrien, så tilskyndelsen til at investere i udviklingen af alternative metoder forsvandt. Vi trækker i dag en grænse, som ikke må ændres på ny. Flere dyrevelfærdsgrupper er utilfredse med resultatet af forhandlingerne mellem Parlamentet og Rådet, men jeg håber, at de erkender, at der er sket fremskridt. Kommissionens forslag er ændret, der vil blive indført fuldstændigt forbud mod dyreforsøg i EU og forbud mod salg af kosmetik testet på dyr uden for EU seks år efter ikrafttrædelsen. Måned efter måned fortalte ministre os, at et sådant forbud mod markedsføring ville være i modstrid med WTO-reglerne, men disse indvendinger blev til sidst overvundet under vores nattelange forhandlinger. Jeg finder fru Roth-Behrendts indsats prisværdig og takker vores cheflobbyister, Marlou Heinen fra RSPCA, Emily McIvor fra BUAV og Charles Laroche fra Unilever, som fremstod som acceptable repræsentanter for en industri, som mange har mistet tilliden til. Nu skal der tages praktiske skridt. Især bør tilladelsesprocedurerne for nye forsøgsmetoder fremskyndes. Der bør nu lægges pres på producenterne af kemiske produkter og lægemidler, som anvender samme forsøg, om at udvikle alternativer. Kosmetiksektoren bør tage de stærke følelser, der er kommet til udtryk her i Parlamentet, til efterretning. Direktivet tillader ingen udsættelse af fristerne, og Kommissionen må forstå, at hvis den om nogle få år kommer tilbage med forslag om nye bestemmelser om udsættelse af tidsfristerne, vil den på ny blive mødt med samme fjendtlige holdning Sjöstedt (GUE/NGL). - (SV) Fru formand, som vi alle ved, var det spørgsmålet om et totalt og hurtigt forbud mod dyreforsøg til kosmetiske formål, som blev det store spørgsmål i dette forlig. Den aftale, vi blev enige om, er blevet kritiseret fra mange sider. Ikke mindst dyrevelfærdsorganisationer har kritiseret den for, at det tager for lang tid at gennemføre forbuddet. Jeg tilslutter mig denne kritik. Jeg mener, at vi kunne være gået hurtigere frem. Det er imidlertid vigtigt at kritisere den, som fortjener at få kritik. Havde det været Europa-Parlamentet, som havde afgjort sagen, så var det også gået hurtigere, måske havde forbuddet været i kraft allerede nu. Faktum er, at den, der skal kritiseres i dette tilfælde, er EU's Ministerråd. Frem for alt gjorde visse medlemslande alt for at forsinke forbuddet. Det er Europa-Parlamentet, der skal have æren for, at forbuddet bliver indført. Den person, som skal have absolut størst ros i denne forbindelse, er vores ordfører, fru Roth-Behrendt. Jeg har sjældent set en mere energisk, kompetent og stærk ledelse af en parlamentsdelegation i en forligsprocedure, og det var virkelig dejligt at få lov at samarbejde med fru Roth-Behrendt. Jeg vil gerne takke hende for denne strålende arbejdsindsats