Til EfTErTankE. Denne og de følgende sider har overskriften Til eftertanke.

Transkript

1 til eftertanke af Johannes holst hansen Til EfTErTankE Denne og de følgende sider har overskriften Til eftertanke. Sorrig er Eftertankens, Glæde er Dårligheders Moder. Sådan lyder angiveligt en gammel talemåde. Frit gengivet i lidt mere moderne dansk: Eftertanke opstår, når vi er nedtrykte. Når vi er glade, bliver vi tankeløse og gør dumheder! Er det sandt, hvad talemåden siger: at eftertanke opstår, fordi man i forvejen er bekymret, sørger, er angst og nedtrykt? Og glæde fører nemt til dumheder, overgiven ubetænksomhed, som derefter fører til sorrig og så er man tilbage ved sætningens begyndelse? Sandt er det i hvert fald, at vi umiddelbart får god tid til at eftertænke, når livet på en eller anden måde er kommet bag på os i negativ forstand. Når vi selv eller en anden har foretaget os noget, der kan fortrydes på. Det er også, som om timerne er længere på de dage og i de tider. Der er alt for god tid til eftertanke. Eftertanke udfolder sig i de dage, som kryber lavt og mørkt af sted som februarsolen, der ikke hæver sig meget over jordniveau. Som digteren siger: Liden sol i disse uger / Februar har gjort os mindre. Eftertanken reflekterer ofte magtesløshed, dér, hvor vi ikke slog til, eller andre slog til os. Både som gerningsmand og som offer kender mennesker eftertanken. Men glæde da kan eftertanken ikke komme af glæde? Når lykken fylder os, når glæden bare pibler ud af knaphullerne, bruser som sodavand i benene, og vi bare må danse syngende rundt. I Kirkens Korshær møder jeg mange kloge mennesker. Forleden sad jeg ved bord med en kvinde, som fortalte om sit hårde liv. Derefter så hun bestemt på mig og sagde: Man skal huske at sige tak. Ikke bare bede om noget hele tiden. Husk at sige tak! Jeg vil følge hendes ordre og slå et slag for Glædens Eftertanke. Ikke som Dårligheders Moder, men glædens eftertænksomhed som mor til tak. Glædens eftertanke kommer ikke af sig selv. Glædens eftertanke føder tak. Måske du, som læser eller hører dette, kunne tænke dig at gøre den øvelse sammen med mig - træne glædens eftertanke? Vi kan aftale at gøre det, indtil det næste Korshærsblad kommer med et nyt Til eftertanke. Dagsformen vil nok variere, som den gør med al anden øvelse. Nogle dage er det svært, andre dage let. Vi behøver ikke at opfinde alt forfra, men kan tage en kendt bøn af Frans af Assisi som inspiration og bruge glædens eftertanke i hver sætning. Dér, hvor vi ikke har en konkret erfaring at takke for, lader vi bønnen stå, og tager så fat igen i aften og i morgen. Måske der så dukker noget op at takke for. Gør mig til redskab for din fred Herre, gør mig til redskab/ Tak, fordi du gjorde mig til redskab for din fred. Her blev freden oprettet Lad mig bringe kærlighed / Tak, fordi du lod mig bringe kærlighed hvor hadet råder / rådede. Den og den kom hinanden nærmere Lad mig bringe tilgivelse / Tak, fordi du gjorde mig i stand til at formidle tilgivelse, hvor uret er begået / blev begået. Den og den blev forsonede Lad mig skabe enighed / Tak, fordi du gennem mig skabte enighed, hvor uenighed råder / rådede. Den og den arbejder nu sammen Lad mig bringe tro / Tak, fordi du gennem mig bragte tro, hvor tvivlen råder / rådede. Helligånden blæste både mig og mit medmenneske igennem med kraft Lad mig bringe glæde / Tak, fordi du gennem mig bragte glæde, hvor sorg og bedrøvelse råder / så eftertanken blev vendt til tak. Derfor beder jeg: Lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste. Ikke så meget at blive forstået som at forstå. Ikke så meget at blive elsket som at elske. For det er ved at give, at jeg får. Det er ved at glemme mig selv, at jeg finder sig selv. Det er ved at tilgive andre, at jeg får tilgivelse. Det er ved at dø, at jeg opstår. Tak. Korshærschef Helle Christiansen / Eftertanke KORSHÆRSBLADET 2015/ / Januar 2015/

2 Grib Dagen Gud sagde til bonden: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Luk. 12, 20 Det var Guds ord til storbonden. En fattig bonde kom i 1999 frem fra sit skjul efter 57 år på søsterens loft i Ukraine. Han havde gemt sig, først for Nazi-soldater, siden for sovjet-russiske og for kommunisterne. Da en dansk journalist spurgte bonden, hvad han havde fået ud af sit liv, svarede han skarpt, at det beskæftigede han sig ikke med. Jeg har levet det liv, Gud gav mig. Det må være nok. Det var to modsætninger. Den, der har udnyttet de dage bedst, som Gud gav, det var storbonden. Efter almen menneskelig opfattelse var han en succes. Men han havde kun udnyttet dagene til egen fordel, derfor dommen. Den fattige bonde var efter almen menneskelig opfattelse en fiasko, for hvad havde han fået ud af sit liv? Men han havde levet nær ved Gud. Carpe diem står der skrevet på en af mine døre, Grib dagen. Også Jesus opfordrer os til at gribe dagen og udnytte de muligheder, han har givet os, men altid med tanke på Guds rige og altid i troen på, at når jeg holder fast ved, hvad Jesus Kristus har gjort for mig, så holder han også fast ved mig. Og lever vi det liv, som Gud har givet os i troskab mod Jesu ord, så skal vi ikke frygte den dag, hvor vor sjæl kræves af os. For så er det Gud selv, der kræver den tilbage til en plads i hans evige favn. Fhv. sognepræst Ernst Hemming Larsen, Aalborg Foto JHH Tid Tiden findes, men kan ikke holdes tilbage. Tiden findes, men kan ikke forceres. Vi lever i tiden, men vi kan ikke påvirke den, hvilket indebærer, at vi er prisgivet tiden. Når vi siger, at vi har god tid, eller siger, at vi ikke har tid, skaber vi et billede af, at vi ejer tiden og disponerer over den. Jeg tror tværtimod, at tiden disponerer over os, og at vi på ingen måde kan styre den. Det hjælper mig at tænke tiden som en gave. Mit stressniveau bliver mindre, når jeg indser, at tiden ikke kan indfanges, men kun modtages. Det specielle med en gave er netop, at den modtages. Hvis jeg rager gaven til mig, handler det om overgreb eller tyveri. Når jeg siger, at jeg giver tid, så er det ikke tiden, jeg giver, men mig selv. Tiden er det livsrum, jeg har. Det er ens for alle. Jeg giver dig en del af mit liv, og samtidig giver du mig en del af dit liv, og der skabes en oplevelse, som er uden for tiden. Det er altid sådan, at livets mest intense møder giver en følelse af, at vi er uden for tiden, som om vi for en tid går ud af tiden. Der findes møder, som kun finder sted én gang i livet, og som endda kan blive afgørende og hjælpe mere, end noget andet. Lars Björklund: Mod til at gøre ingenting. Unitas Forlag / 3 / / 15 /

3 et velsignet øyeblikk Foto JHH Jeg var sulten og skulle i minibanken for å sjekke om det var noe på kontoen. Da hørte jeg musikk. Jeg fulgte lyden og fikk se alle menneskene, som var samlet på plenen foran Korskirken. Jeg gikk nærmere og skjønte, at det var fest der. Solen varmet. Folk ved bordene nøt maten, noen danset til musikken, og folk så glade ut. Jeg visste egentlig, at det ikke var noe å hente i minibanken. Jeg hadde ruslet rundt i byen og følte meg helt alene og mislykket. Samværet med barnet mitt var over, og jeg tenkte hele tiden på, hvor lenge det er til neste gang, jeg møter datteren min igjen. Akkurat nå trengte jeg dette. Mat. Musikk. Fellesskap, og noen å prate med. Og akkurat nå fikk jeg høre presten og velsignelsen jeg kjente dette trengte jeg nå. Hun sitter ved bordet og deler sin opplevelse. Vi feirer en av Bymisjonens sommerfester en fredag ettermiddag. Det ble bokstavelig talt et velsignet øyeblikk for henne. Teologen og filosofen K. E. Løgstrup er opptatt av øyeblikket som det dramatiske møtet med den andre. Den enkelte har aldri med et annet menneske å gjøre, uten at han holder noe av dets liv i sin hånd (Sitat K. E. Løgstrup) Slik kan møtet og øyeblikket være det avgjørende nuet. Etter sommerfesten på plenen utenfor Korskirken denne fredagen siste sommer var det kanskje ikke mye, som ble forandret for henne. Savnet etter barnet er fortsatt smertefullt. Følelsen av ikke å strekke til er like knugende. Men hun hadde opplevd øyeblikket. Erfart et møte. Blitt sett og ønsket velkomne, og fikk gå mett og glad fra stedet tilbake til hverdagen. Er det verdt strevet? Å invitere til fest? Å la presten kle sig i presteklær og lyse velsignelsen ute på gaten? Å sette seg ned og prate med folk, servere mat, og gi dem en god opplevelse? Ja, mener vi det er verdt strevet. Bymisjonen opplever hver dag hele året, at mennesker erfarer øyeblikkene, som gir håp, men kanskje ytre sett ikke forandrer. Samtalene på Møtestedet, i brød og vin vi deler på hverdagsmessen, i avklaring og arbeid og på alle de andre møteplassene vi har, vil vi formidle Guds blikk og Guds bekreftelse du er elsket, du er sett. Og, innerst inne aner vi den store fortellingen om møtet med Skaperen, som alltid ser og alltid venter. Denne årsmeldingen forteller om rammene for tiltakene våre, og innholdet vi gir dem, og måten Kirkens Bymisjon jobber på. Vi håper dere mellom linjene kan ane den eldgamle aronittiske velsignelsen, slik jenten på sommerfesten på plenen ved Korskirken hørte den til glede og trøst: Herren løfte sitt åsyn på deg og gi deg fred. Daglig leder af Kirkens Bymisjon i Bergen Leif Jarle Theis. Mennesket. Skulptur af Arne Mæland. Kunstneren skænkede skulpturen til Bymissionen i Bergen i anledning af årtusindskiftet. Den findes på en af de mest befærdede gader i centrum af Bergen. Midt i travlheden ligger han der og fortæller: Jeg er mere end du ser!!!. refleksioner Jeg har ikke et menneske. Joh. 5,7 Tillid kommer aldrig af at have alle svar; tillid kommer af at være åben over for alle spørgsmål. Earl Grey Stevens Den modige er ikke ham, der aldrig er bange men ham, som overvinder sin frygt. Nelson Mandela / Eftertanke 2015/ / KORSHÆRSBLADET / Januar 2015/

4 Den første begyndelse Foto JHH I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Dengang var alt rungende tomt, og der var buldrende mørkt over dybet. Men Gud lod sit åndedræt blæse over vandet. Han sagde: Bliv lys!, og straks kom der lys. Gud syntes godt om lyset, så han skilte det fra mørket og kaldte lyset for dag og mørket for nat. Og det blev aften, og det blev morgen. Det var den første dag. Nu sagde Gud: Der skal være en hvælving midt i dybet, så der bliver et sted, hvor der ikke er vand. Og han formede en hvælving, så vandet blev delt: Noget af vandet over hvælvingen og resten nedenunder. Gud kaldte hvælvingen for himmel. Og det blev aften, og det blev morgen. Det var den anden dag. Gud sagde: Vandet under himlen skal samle sig ét sted, så det faste land bliver synligt, og straks blev det sådan. Gud kaldte det faste land for jorden, og han kaldte stedet, hvor vandet var, for hav. Gud syntes godt om det, og han sagde: Jorden skal blive grøn. Der skal vokse alle slags grønne planter og frugttræer, og straks blev det sådan: Alle slags grønne planter og frugttræer spirede frem af jorden, og Gud syntes godt om det. og det blev aften, og det blev morgen. Det var den tredje dag. Nu sagde Gud: Der skal være lysende himmellegemer, så man kan kende forskel på nat og dag. Man skal vide, at år og dage går, og hvornår det er helligdag. De skal lyse ned på jorden oppe fra himlen. Og straks blev det sådan: Gud formede de to store lys og alle stjernerne og satte dem på himlen til at lyse ned på jorden. Det største lys til at herske over dagen og det lille til at herske over natten, så der er forskel på lys og mørke. Gud syntes godt om det. Og det blev aften, og det blev morgen. Det var den fjerde dag. Så sagde han: Havet skal vrimle med levende væsener, og over jorden, under himlens bue, skal der flyve fugle. Gud formede de store havdyr, alle slags levende væsener i vandet og alle slags fugle, og han syntes godt om det. Gud velsignede dem med sin livsstyrke og sagde: Formér jer og bliv så mange, at vandet i havet og himlen over os bliver fyldt med liv. Og det blev aften, og det blev morgen. Det var den femte dag. Begyndelsen og Tænkeren. Bibelselskabets Forlag. Oversættere: Lektor Martin Ehrensvärd og lektor Søren Holst At være kristen At være kristen er det stik modsatte af at være passiv. Der er nemlig to måder, man kan gavne Guds fjende på - og jeg ved ikke, hvilken af dem der er den farligste. Den ene er at være aktiv til det onde, den anden er at være passiv i det gode Kaj Munk Jobs bøn Herre Jeg var der ikke, da jorden blev grundlagt Jeg så ikke, hvordan alt vandet fik sin plads, dødens porte blev rejst uden mit vidende, hagl og uvejr kommer fra et sted, jeg ikke kender vinden blæser over ørkener, som tørstede før mig. herre Jorden skælver, vandet stiger, uvejr hærger, vinden tørrer, og døden lægger øde Jeg forstår ikke noget af det og kan kun bede dig, herre om at klæde mig i mod og tro, så vil jeg selv spænde bæltet og rette mig mod vinden, mens jeg spejder efter åben himmel. Kirsten Jørgensen: Himlen i mine fodsåler. Aros Forlag (Fortsættelse følger i næste nummer) // 17 5 /

5 PÅSKE At ofre sig for noget eller nogen! Det udtryk kender rigtig mange mennesker, ja gør en gang imellem måske endda selv brug af det. Det er et udtryk, der rigtig blev brugt for år tilbage, hvor det var meget almindeligt at sige om et menneske, der var vældig engageret i en konkret sammenhæng, at denne person ofrede sig for noget eller for nogen! Denne talemåde fortæller faktisk, at et sådant ofrende sig menneske først tænkte på sig selv og sine egne behov længe efter alt andet og alle andre. Det drejede sig om at gøre noget for andre. Det var ofte ikke engang et spørgsmål om valg, men om indstilling til livet. Der er de kvinder, der aldrig fik mad, før mand og børn havde fået. Vi kender alle sammen et menneske, der hjælper og hjælper andre. Tanken om at tage lidt hensyn til sig selv eksisterer ikke. I dag kan det sammenlignes lidt med udtrykket at tage ansvar. Når vi siger om et menneske, at vedkommende ofrer sig for nogen eller for noget, så ligger der tit i det, at vi synes, der gøres langt mere, at der bruges langt mere tid, end man med nogen ret og rimelighed kunne forvente, at vedkommende skulle yde. Når man ofrer sig, gør man noget, der har afsæt i ens hjerte, i ens opfattelse af næstekærligheden, og derfor noget man ikke kan lade være med at gøre. Det kan rigtig mange frivillige og ansatte i Kirkens Korshær nikke genkendende til. Man oplever ikke nødvendigvis, at man ofrer sig, men i hvert fald, at det giver stor mening at yde noget i dette fællesskab, at give noget af sit liv for på denne måde at være med til at gøre en nødvendig indsats. Her tæt på påske er en af overskrifterne i kirken: Der var en, der ofrede sig for de mange! En hvis død og dernæst opstandelse, der blev til håb og til liv for mange. Jesu vej gennem livet til døden på korset var fyldt med mennesker i alle afskygninger. Der var de glade, børnene, de ressourcestærke, de selvretfærdige, de syge, synderne, de forkerte, de fordømte, de fortabte osv. Mennesker som disse, møder vi også i dag, ja, vi er alle en del af dem. Jesus ofrede sig: for at kærligheden kunne vinde over hadet for at lyset kunne vinde over mørket for at livet kunne vinde over døden. I påsken ofrer Jesus sig for os. Han giver os muligheden for at kunne møde vort medmenneske i og med værdighed i gensidig anerkendelse og respekt. God Påske. Sognepræst og formand for landsstyrelsen Birgit Bouet Friis, Aakirkeby / Eftertanke 2015/ Skulptur ved Vildbjerg Kirkecenter af Johannes Kristensen. Foto JHH

6 Skvæt af kærlighed Gud, du skylder ikke nogen noget. Det er mere end man kan sige om de fleste, der som regel skylder mere end naboen - faktisk er du den eneste, der ikke skylder nogen noget. Det er det, der er ved guddommeligheden, denne gældfrihed Vi skylder derimod altid for den kærlighed, som vi sært nok ikke har betalt for. Vi er i gæld på grund af noget, som vi hverken har købt eller bestilt. Hvis ikke det var dig Gud, ville man blive sur over det, men nu er det altså dig, Gud Jesusbarn, og vi har fået alting i julegave og en enorm gæld oveni. Med din hjælp betaler jeg hver dag mine renter i afmålte skvæt af kærlighed, så meget jeg magter. Men til sidst, Gud Jesusbarn, må jeg bede dig betale hovedstolen på hovedskalstedet til påske igen. Kirsten Jørgensen: Himlen i mine fodsåler. Aros Forlag Godheds Gud Godheds Gud kald os ind til dig før vi går ud til hinanden at vi kan lære at gøre hinanden lidt mindre fortræd. Livets Gud send os ud til hinanden fra åndens nulpunkt hos dig lær os at give os til hinanden uden frygt. Krista Louise Jørgensen: Endnu kan jorden dreje dig. Poul Kristensens Forlag Nåde for intet Over for Guds vilje står vi magtesløse. Guds veje er uransagelige. Vi kan aldrig få vished for eller til fulde kende Guds væsen. Vi kan kun i tillid tro på Guds om-sorg og håbe på, at hans kærlighed vil være virksom i vores liv med hinanden. Gud forekommer ikke retfær-dig, set i forhold til vores menneskelige forståelse af retfærdighed. Da virker han snarere uretfærdig. Gud ser os ikke med den menneskelige retfærdigheds optik - men med kærlighedens. Den kristne fortælling har et budskab, der forarger, for-di udsagnet om nåde for intet står i kontrast til et samfundssyn, der er præget af princippet om noget for noget. Gud lader ganske uretfærdigt nåde gå for ret. Han modtager os med barmhjertighed, selvom vi fejler og svigter. Kærligheden er betingelsesløs, og derfor kan vi uden angst og evig stræben efter at stå på god fod med Gud hengive os til vores liv med hinanden. Jesus har ved sin lidelse og død sonet vore synder og fritaget os fra straf. Lad os ikke glide bort fra dét tilgivelsens og trø-stens ord, der er blevet givet os ved Jesu komme. Vi må agte på dét budskab og videregive det, fordi det gør os livsduelige og giver os modet og overskuddet til at leve i fællesskab med hinanden. Landsekretær i Kirkens Korshær Dorte Tranberg-Krab, Hornslet / 7 /

7 Peter Foto JHH Efter sin opstandelse møder Jesus Peter med uformindsket tillid. Han opmuntrer Peter til at kendes ved den kærlighed, som hele tiden findes i ham uafhængig af, hvad han vover og ikke vover. Jesus ved, at Peter elsker ham, og det hjælper Peter til selv at kendes ved sin kærlighed, selv om tvivlen nager ham: Herre, du ved alt, du ved, at jeg har dig kær. Da Peter i sin skam erfarer Guds uendelige barmhjertighed, vækkes den guddommelige barmhjertighed til live i hans eget hjerte. Den ruster ham til i fremtiden at styrke og nære sine søskende i tider med skam og fortvivlelse. Nåden fylder ham og bliver til en ny grund. Den bliver i ham en klippe, hvor han trygt kan hvile. Og derved bliver han selv en klippe, som holder til at bygge på. Margareta Melin: «Tro godt om dit hjerte». Unitas Forlag I Guds hånd Som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd, Israels hus. Jer. kap. 18, v. 6 Når vi beder vores Fadervor, kan det ofte hænde, at vi blot lader læberne løbe hen over de velkendte ord og føler glæde og tryghed i det, men egentligt ikke stop-per op og tænker nærmere over bønnens ord. Andre gange bliver man pludselig meget bevidst om de en-kelte bønners ordlyd. Ikke sjældent sker det, når man når lige præcis til bønnen Ske din vilje, for ofte er det sådan, at det man i virkeligheden beder om er Ske min vilje. Når det så ikke går sådan, som man har bedt om, ja, så kan det ske, at man går i rette med Gud og forlanger at få sin ret på den ene eller den anden facon. Det er ikke uforståeligt, at man gør sådan, men det betyder samtidigt, at døre lukker sig i, horisonten indsnævres og løsninger overses, fordi leret nu engang ikke på samme måde som pottemageren kan overskue tilvæ-relsen. At være leret i pottemagerens hånd er ikke at være et handlingslammet og forskrækket menneske, men det er at være et menneske, der har vovet at kaste sig ud i livet uden nødvendigvis at vide, hvad det hele skal føre til, og uden at tro, at det at få sin vilje er det eneste, der får livet til at lykkes. At erkende, at man er leret i pottemagerens hånd, er samtidig en stor aflastning af det menneskelige liv, for her ligger der en indsigt i, at mennesket ikke i alt er ansvarligt for sit liv, sin glæde og sin succes, men at man stundom kan læne sig til-bage og vide sig sikker for pottemageren vil sit barn af ler det bedste. Så behøver man ikke at skabe sig mere. Altertavlen i Ringkøbing Kirke af Arne Haugen Sørensen. Foto JHH Morgensang Det var tidlig, mørk, trøstesløs morgen. Mennesker masede af sted for at nå frem i tide. Pludselig fik jeg øje på den. I elmasten sad den og småfrøs den yndigste lille fugl. Men den sang.den sang i mørket ufortrødent slog den sine triller en jublende glædessang en gave til de få der lyttede og tog imod Guds rigdom i hverdagens fattigdom. Rena Baatz Dahlerup Lektor Leise Christensen, Lem St. / Eftertanke 2015/

8 Den første begyndelse (Fortsat fra sidste nr.) Foto Helle Hansen Så sagde Gud: Jorden skal give liv til alle slags leven-de væsener: store dyr, smådyr, ja, alle slags dyr. Og straks blev det sådan. Gud formede hver enkelt dyre-art på jorden, og han syntes godt om dem. Gud sagde til sig selv: Lad os nu forme mennesket. Det skal ligne os, så det kan tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og dyrene på jorden. Og Gud formede menne-sket, så det lignede ham. Han skabte mennesket som mand og kvinde og velsignede dem med sin livsstyrke. Han sagde til dem: Få børn og bliv så mange, så I kan fylde hele jorden og tage ansvar for fiskene i havet og fuglene i luften og alle dyrene på jorden. Alle planter og frugttræer på jorden er jeres. Dem skal I leve af. Og alle levende dyr, fugle og smådyr skal spise af de grønne planter. Sådan blev det. Gud så på alt det, han havde skabt, og han syntes virkelig godt om det. Og det blev aften, og det blev morgen. Det var den sjette dag. Sådan blev himlen og jorden skabt: På den syvende dag afsluttede Gud sit arbejde. Den dag holdt han fri. Og Gud gav den syvende dag en særlig betydning og et særligt formål, for det var på den dag, han var fær-dig med at skabe alting. Det var historien om, hvordan himlen og jorden blev skabt. Begyndelsen og Tænkeren. Bibelselskabets Forlag. Oversættere: Lektor Martin Ehrensvärd og lektor Søren Holst Det som ingen så Det er så sandt, at ingen så vor Herre ud af graven gå. For det, der aldrig kunne ske, det skulle intet øje se. Hvordan fra død til liv han kom, kan ingen her fortælle om. Hvad kun kan ske, hvis Himlen vil, har jorden ingen vidner til. Men det, som intet øje så, vil kirken holde søndag på og vidne frit, som Ånden bød, om ham, der døden gennembrød og bringe alle små det bud, at nu er han for dem hos Gud, og som han delte med dem her, de vist skal arve med ham der. Lys Mørke kan ikke uddrive mørke. Det kan kun lys. Had kan ikke uddrive had. Det kan kun kærlighed Martin Luther King bøn Svigtet, forladt af alle udråbt til at være forkert og en lovbryder ydmyget og undsagt, det var vilkårene for dig den kærligste og mest rummelige af alle! Din følelse af forladthed, din smerte og angst, Gør vort håb og vor forventning til dig endnu større. Vær med os, når vinterkulden rammer vores krop. Vær med os, når menneskers kulde rammer vort hjerte. Giv os kraft til som erantis og vintergæk at ryste sneen og kulden af vore hoveder, kraft til at gå livet i møde. Birgit Bouet Friis / 9 /

9 Tegning Birgit Clausen, Tommerup Pinse Ånd med stort og lille Å For et stykke tid siden sad jeg til bords med en mor til en nyfødt. Moderens mand var i et andet rum med barnet. Pludselig hørtes barnegråd, og moderen rejste sig og sagde med et smil: Jeg er vist kaldet. Det var denne moders spædbarn, der græd, men hvordan kunne moderen kende sit barns gråd? Svaret er ånd. Ånden er menneskers kendskab til hinanden. Ånden gør, at en mor mellem mange lyde og grædende barnestemmer kan kende sit eget barns stemme i gråd. Det er også ånden, der gør, at jeg kan genkende dig på gaden og sige Hej John! Hvordan har du det? Når vi ser hinanden og siger hej, og når en mor kan genkende sit barns grædende stemme, har vi fat i ånd med lille å. Ånd med stort Å er Guds Ånd eller Helligånden. Helligånden gør det samme som menneskeånden med lille å. Som moderen fra før kunne kende sit grædende barns stemme, og som jeg og John kunne kende hinanden, hjælper Helligånden os til at kende Jesus Kristus. Det var det, som skete den første pinse, da disciplene prædikede på aramæisk men blev forstået af mennesker, der ikke kunne aramæisk. Helligånden hjælper os til at kende Jesus Kristus. Det er vigtigt for gudstjeneste og alt det der. Men i Kirkens Korshær er det vel endnu mere vigtigt, at Helligånden hjælper os til at genkende ethvert menneske som et billede af Jesus. Jesus, som har fået en ordentlig kæberasler på siden af hovedet. Alle mennesker er en model af Jesus, den perfekte prototype. Men vi har alle alvorlige fejl og mangler. Nogle menneskers fejl er så sådan, at de kommer i korshæren. Men vi har alle sammen fejl og mangler, og vi må alle være der på varmestuen eller værestedet, for alle er vi billeder af Jesus med sår og rifter. Og når en af os træder indenfor på Korshæren, er du eller jeg én, for hvis skyld Jesus Kristus døde og opstod. Det kan vi ikke sige os selv, men vi har brug for Guds Ånd til at fortælle os det. Vores egen ånd med lille å ser et kendt ansigt, så vi kan sige: Hej John! Går det godt? Peder Kjærsgaard Roulund, Vikarierende korshærspræst, Hedeagerkirken, Herning / Eftertanke 2015/

10 Vi er i hinandens hænder Der var engang en klog gammel mand, som boede i en fjern by. Mange kom til den gamle for at få hjælp og råd. De kom, når de var i tvivl, eller når noget i deres liv var gået i stykker. Han hjalp dem. Han kunne få folk til at se, hvad der var det rigtige eller forkerte at gøre. Han lyttede og hjalp mennesker videre. En dag kom der nogle mænd, som ville lægge en fælde for ham. De var trætte af at høre om hans visdom, og de ville sætte ham til vægs. De havde fanget en lille fugl. Den ene stod med fuglen skjult mellem hænderne. Han holdt den, så den lige akkurat levede. Klemte han, ville fuglen dø. Åbnede han hænderne, ville den flyve ud i det fri. Han spurgte den gamle kloge mand: Sig mig, om det, jeg har mellem hænderne, er levende eller dødt? Den gamle kiggede på ham og svarede: Om det er levende eller dødt, det er i dine hænder Afgørelsen er din eller afgørelsen er vores - din og min. På samme måde er det vel med os, når vi møder hinanden. Vi er i de andres hænder, og de er i vores. Vi kan få det menneske, vi står overfor, til at blomstre og glædes og flyve videre med et smil på munden. Eller vi kan gøre livet mindre og trist for hinanden. Jeg tror, de fleste af os kender det på godt og ondt. I kristentroen skal vi minde hinanden om, at vi allesammen er i Guds hånd. Det tror jeg på. Og det kan vi leve vort liv på. Det betyder ikke medvind på alle cykelstier eller på alle livets veje. Langt fra. Men det betyder, at vi aldrig er alene. Heller ikke når det føles sådan. Når mørket er mørkest, så er Gud hos os. Pastor Anne Grethe Guldager, Vildbjerg Hvad er de værd? I forsikringsselskabet var jeg særligt interesseret i forsikring af hænder Hvor meget er kunstnerhænder værd? Lægers og sygeplejerskers hænder? Atlethænder? Forfatterhænder? Hvor meget, åh hvor meget er de værd, de hænder som tigger og dem som giver og de hænder som rækkes mod Herren i bøn? Dom Helder Camara Godheds Gud Godheds Gud kald os ind til dig før vi går ud til hinanden at vi kan lære at gøre hinanden lidt mindre fortræd - Livets Gud send os ud til hinanden fra åndens nulpunkt hos dig lær os at give os til hinanden uden frygt. Krista Louise Jørgensen: Endnu kan jorden dreje dig Poul Kristensens Forlag Foto Birthe Hansen / 11 /

11 Således elskede Gud verden I det lille Johannesbrev siges det ganske enkelt: Gud er kærlighed og derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. (1. Joh. 4, 9). Så enkelt, så dybt, så sandt og så vidunderligt er det. Så det er alene Guds kærlighed, der ophæver afstanden. Skaberen kom os mennesker nær som frelser og forsoner, som ven og bror. Gud er for os Jesus Kristus. Hvad der ikke kan siges om Jesus Kristus, kan ikke siges om Gud. Gud elsker verden. Han elsker hele den skabte og faldne verden, himlens fugle og markens liljer, han kysser barnet, som ligger i vuggen, han favner os alle. Og vigtigst for mig: Han elsker mig, så jeg kan elske dig. Han gav sin elskede Søn. Det vil sige, at han hengav sin elskede Søn. Og da Faderen og Sønnen er forbundne i kærlighed, er det den selvhengivende kærlighed, Guds kærlighed, der kommer til os ved Helligånden og giver os liv og glæde. Så skabes sammenhængen, den dybe sammenhæng, mellem det, som hændte Julenat, da Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, Langfredag, hvor Gud i Kristus i kærlighed ofrede sig for os, Påskedag, hvor kærligheden sejrede over døden, og Pinsedag, hvor kærlighedens og sandhedens Ånd skabte en kristen menighed for at gøre os til medarbejdere på Gudsrigets komme. Så ser Gud os, som første gang han så os. I mødet med Guds enbårne Søn får livet mening og indhold for os. I den tro, som Guds kærlighed skaber ved Ordets forkyndelse for os, bliver livet til. Der er så meget, vi ikke kan forstå. Også kristentroen er fuld af spørgsmål, som vi endnu må leve med. Troen er - indtil videre - iblandet tvivl. Men også efter pinse skal vi have at vide og leve i tillid til, at Guds kærlighed til verden er uden ende og uden grænser. Den bliver ved, indtil alle afstande er ophævet. Den lader pinsesolen gennemlyse og opvarme den kolde jord og de kolde hjerter hele året. Når Guds Ånd kommer i hans ord til os, kommer vi nærmere hinanden og nærmere meningen med vort eget liv. Så bliver glæden for alvor min glæde og livet mit liv, for således elskede Gud verden. Således elsker Gud mig. Det gør livet værd at leve, det skaber liv i døden. Lyset skinner i mørket, og mørket får aldrig bugt med det. I al sin glans nu stråler solen Uddrag af prædiken til 2. pinsedag, 1. tekstrække. Joh v. fhv. sognepræst Kaj Mogensen, Svankjær: Liv og tro. Aros Forlag. Storm P: Tilbage til naturen Gengivet med tilladelse af Storm P. Museet Gak ud min sjæl Gak ud, min sjæl, betragt med flid i denne skønne sommertid Guds underfulde gaver! Se, hvor hvert lille blomsterpar sig yndefuldt nu smykket har på marker og i haver! Velsign os med din Helligånd, og plej os med din egen hånd, så vi for dig må være som blomster små med liflig lugt, som træer fyldt med yndig frugt til Jesu Kristi ære! Og, Fader, når du ejegod oprykker blomsten med sin rod for bedre den at gemme, o, plant mig da, og giv mig læ ved livets væld, af livets træ i Paradis derhjemme! Paul Gerhardt. DDS nr. 726 Ræk mig, Herre Ræk mig, Herre, din stærke hånd og giv mig mod til at bede, at sende du vil din Helligånd din ringe tjener at lede. Ja, ræk mig, Fader, din gode hånd og giv mig tro til at tale, om dog en flig af din klædebon det undtes dit barn at male. Kaj Munk / Eftertanke 2015/

12 Abraham og Isak Abraham sad i Mamre Lund synger vi med Grundtvig. Her blev han kaldet af Gud og fik sin søn Isak. Gud slutter en pagt med Abraham og hans slægt og lover, at han vil være deres Gud til alle tider. En dag befaler Gud Abraham at tage Isak med til Moria Bjerg for at ofre ham. Abraham adlyder Gud og begiver sig af sted med sønnen. Han bygger et bål, binder Isak og skal lige til at sætte kniven i ham, da en engel stopper ham og siger, at han skal ofre en vædder i stedet. Det er svært at forstå, hvordan historien bare kan lade Abraham drage ud i ørkenen, villig til at ofre den søn han har ventet på så længe, helt uden protest. En forklaring på det får vi ikke, men tidligere i historien om Abraham står der, at han troede Gud og, at det blev regnet ham til retfærdighed. Historien om Abraham kan altså læses som en historie om tillid til Gud og dermed tillid til, at Gud vil finde en udvej, selv når vi kun kan se lukkede døre og håbløshed. Fortællingen om Isaks ofring har været genstand for talrige illustrationer og spekulationer. For Luther var Abrahamhistorien et billede på, hvordan Gud prøver mennesket. Og Abraham er eksemplet på et menneske, der består prøven ved at vælge at have tillid til og adlyde Gud, også når det ser sortest ud. For Søren Kierkegaard handler det om konflikten mellem det etiske og det religiøse og om det, Kierkegaard kalder troens dobbeltbevægelse. Abraham er tvunget til at vælge mellem at dræbe sin søn, hvilket vil være i konflikt med det etiske, og at handle imod Guds ordre, hvilket vil være i modstrid med det religiøse. Abraham gør da troens dobbeltbevægelse: Han resignerer og giver afkald på sin eneste søn, og han tror, at Gud vil give ham Isak tilbage. I dobbeltbevægelsen opgiver Abraham altså at leve livet på egne, menneskelige betingelser og vælger at modtage det på Guds betingelser. Rationelt giver Abrahams tro ingen mening; han tror det umulige og absurde, forklarer Kierkegaard. Abraham tror på, at Guds mulighed ligger langt ud over menneskelig forstand og formåen. At det forhold, som den enkelte indtræder i med Gud, er absolut og dermed ikke kan vurderes ud fra menneskelig etik. I moderne kristen udlægning bliver Abraham-fortællingen først og fremmest en historie om en Gud, der kan skabe liv, hvor der før var ufrugtbarhed. En Gud, som går over al forstand, og som kan skabe mulighed på trods af vore begrænsninger. Landssekretær i Region Syd Lone Kofod Jensen Skåret af Frederik Grube, Tinglev Refleksioner Den, som intet bærer på, visner som det golde strå. Kære Gud! Send din Ånd og begrav Jesus i mit hjerte. Kære Gud! Send din Ånd, så Jesus kan opstå i de mennesker, jeg i dag skal møde. AMEN! Peder Kjærsgaard Roulund Johannes Johansen. DDS nr. 706 Mennesket er den eneste skabning, der nægter at være, hvad han er. Albert Camus bøn Foto Joh. Hansen / 13 /

13 Vægmaleri i byen Sheffield på Tasmanien. Foto: JHH Høst Hvad magted jeg vel, om du ej gav held? Det vokser jo medens vi sove DDS 728,3 Ordet høst er et af de ord, der kan sætte mange tanker i gang - især hvis man er opvokset på landet, og i sin barndom og ungdom var med i det arbejdsfællesskab, der dengang var nødvendigt for at få høstet kornet på markerne. Tanker om afhængighed af vejrforholdene og afhængighed af andre og deres hjælp. Og måske især den taknemmelighed, der fyldte sindet, når høsten var godt i hus. Også i vores Bibel møder vi ofte ord, der knytter sig til det at så og høste. Vi hører lignelsen om sædemanden, der gik ud for at så, og vi hører om hvedekornet, der skal dø, for at det kan bære mange fold. Og i salmebogen har vi vore kendte høstsalmer, hvor vi synger om marken, der for kort tid siden bølgede som guld med fede aks og kerner, og vi takker for det korn, der nu står i stakke eller ligger i laden. Ja, høstsalmerne giver os ord til at udtrykke vores taknemmelighed over Guds gaver og til at erkende, at vi mennesker ikke magter alt. For selv om vi kan meget - vi kan så, luge, gøde og vande - så er det alene Gud, der kan give væksten. Det er kun Gud, der kan give liv, og det er dén erken- / Eftertanke 2015/ delse, vi bærer med os ind i kirken og nok i særlig grad, når vi fejrer høstgudstjenesten. Her kommer vi for at sige tak for årets afgrøder og for at takke for ordet og for livet. Kommer for at høre evangeliets glade budskab om håb og trøst. Alt det, vi ikke kan være uden, og som gør vores kirke til et nødvendigt sted. For hvor kan vi ellers høre, at vores liv er andet og mere end det, vi selv går og fornemmer, former og både lykkes og mislykkes med? De ord, vi hører og synger i kirken, rummer en tak for alt det, vi hver dag får givet af liv og kærlighed i fællesskabet med hinanden og med Gud. Det fællesskab, der kommer så stærkt til udtryk, når vi sammen tager imod brødet og drikker vinen ved nadverbordet. Og når vi beder om, at disse livgivende gaver må styrke vor tro, grundfæste vort håb og gøre den indbyrdes kærlighed levende iblandt os. Kornet, som dør i jorden, lever i nye korn. Kristus, i måltidets nærvær gir du os livets brød. Dig vil vi takke og prise! Slægternes evige lovsang stiger fra nat og død. Poul B. Fihl Korshærsassistent, Århus DDS 476,3

14 Lær mig, at også jeg kan tage fejl af og til Herre, du ved bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive ældre og snart vil være gammel. Bevar mig for den skrækkelige vane at tro, at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag og ved enhver lejlighed. Fri mig for trangen til at forsøge at ordne alle andres affærer. Gør mig eftertænksom, men ikke trist - hjælpsom, men ikke nævenyttig. Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes som en skam ikke at bruge det fuldt ud, men du ved, Herre, at jeg helst skulle beholde nogle få venner til det sidste! Fri mig fra altid at ville remse endeløse detaljer op, og giv mig evne til hurtigt at komme til sagen. Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer og smerter, de bliver flere og flere - og lysten til at beklage mig over dem vokser, som årene går. Jeg vover ikke at bede om nåde nok til at kunne nyde andres beretninger om deres kvaler, men hjælp mig til at udholde dem med tålmod. Jeg tør ikke bede om bedre hukommelse, men om større ydmyghed og mindre selvsikkerhed, når mine erindringer synes at være i modstrid med andres. Lær mig den sunde indstilling, at også jeg kan tage fejl af og til! Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer ikke noget ønske om at være en helgen - nogle af dem er meget svære at holde ud - men et surt og tvært gammelt menneske er et af djævelens mesterværker. Giv mig evnen til at se noget positivt, hvor jeg ikke har ventet det, og gode sider hos mennesker, jeg ikke har ventet dem hos - og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem. Inskription fra bagsiden af en engelsk kirkedør I pottemagerens hånd Jeremias er en af de betydeligste personligheder i Det Gamle Testamente og nok værd at stifte bekendtskab med. (Jer. 18, 1-12) Han får besked om at gå til pottemagerens hus, og han ser der i værkstedet, hvorledes pottemageren arbejder. Når et kar mislykkes, bryder han det ned og former af det samme materiale et nyt kar. Materialet, leret i sig selv, betyder ingenting, alt afhænger af pottemagerens skabende kraft, hans kunnen, hans vilje og fantasi. Og så, mens Jeremias betragter pottemageren, kommer Herrens ord til ham: Skulle jeg ikke kunne gøre med jer som denne pottemager? Se som leret i pottemagerens hånd, er I i min hånd. Der ligger i disse ord ikke blot en meget alvorlig og indtrængende påmindelse, men også noget uendeligt befriende - et evangelium. Rundt omkring er der jo så mange, der vil råde og regere over menneskene. Men alle disse, denne verdens store, er som mikroskopiske sandkorn i sammenligning med Skaberen. De har dybest set intet at skulle have sagt. Den enkeltes skæbne, folkenes fremtid afgøres ikke ved noget jordisk skrivebord, eller på nogen slagmark, eller i noget laboratorium. I hans værksted sker det. Han kender ikke ordet umuligt eller håbløst. Som pottemageren kan nedbryde leret og af det samme ler skabe en helt ny form, således kan Skaberen gøre alting nyt. Dette må da være et evangelium i en forvirret tid, hvor så meget synes i opbrud. Alt er i Guds hånd. Skabelsen fortsætter. Som pottemageren arbejder, således gør Skaberen det. Som leret i pottemagerens hånd, således er menneskene i Guds hånd. Fhv. korshærschef Ole Jensen Foto JHH / 15 /

15 En tidlig morgen gik jeg en tur igennem skoven. Morgensolen stod op og kastede sine stråler lige imod mig og lod mig se et af naturens underværker. Et edderkoppespind var spændt over stien. Morgensolen forgyldte nettet og gjorde det synligt og lysende, mange af nattens dugdråber hang stadig på det. Et edderkoppespind er et mesterværk alle vinkler har modvinkler. Streger og snore på den ene side har paralleller i den modsatte side symmetrien er suveræn. Måske fik edderkoppen en dag selv lyst til at beundre sit værk og kravlede ud på en gren lidt længere væk for at se det hele i perspektiv. Hvis edderkoppen var en perfektionist, ville den opdage en tråd, der brød symmetrien. En tråd der var anderledes og manglede en parallel. Det var den tråd som edderkoppen oprindeligt kom ned med; den som hele nettet hænger i, den der er fæstnet højere oppe. Og hvis edderkoppen virkelig var en perfektionist, ville den måske kravle tilbage og klippe tråden af, fordi den ikke passede ind i mønsteret. Ganske få minutter senere ville et let vindstød blæse nettet sammen til en bold af spindelvæv, der faldt ned på stien for at blive trådt på af mennesker og dyr. Det er fascinerende for et menneske engang imellem at kravle ud på en gren lidt længere væk og se sit eget livsnet i perspektiv. Vi vil så gerne, at alt skal klappe, alt skal stemme. Alt skal passe og hænge sammen og se godt ud. Betragter jeg mit eget livsvæv og mit eget netværk på afstand, opdager jeg måske en tråd, der ikke passer, som er fæstnet højere oppe, som fortæller noget om, hvor jeg engang kom fra. Så er valget der: Skal jeg klippe tråden i perfektionismens og symmetriens navn? Eller skal jeg lade mit liv være knyttet til en tråd, der ikke passer ind i helheden, som er fæstnet højere oppe, og som måske holder sammen på det hele? Karsten Isacsen: Lad følelserne få sprog. Unitas Forlag / Eftertanke 2015/ Foto JHH Edderkoppespindet Del ditt brød Del ditt brød med sulten bror som må hjemløs vandre. Dette er vårt kall på jord: Bære bør for andre. Del ditt brød med sulten bror, selv du fikk det givet. Rekk en hånd og si et ord som gir lys til livet. Han som selv er Livets brød, vil oss daglig benke ved sitt bord og i all nød trøst og trygghet skjenke. Takk, o Herre Jesus Krist, at du ennå lever, og i nåde først og sist gir - og ikke krever. Gi oss hungrige ditt brød syndere og fromme! Takk at vi i liv og død til ditt bord får komme! Martin Jentzsch Norsk Salmebok nr. 713

16 Solsikken Jeg mindes et bryllup med mange solsikker i alle størrelser i kirken. For solsikken var brudeparrets yndlingsblomst. Og de ville blive glade og taknemmelige, om den ville blive nævnt i talen. Det blev den. Og solsikken blev en god prædiken for os alle. Navnet solsikke betyder jo: den der følger solen. Hele dagen vender den sig mod lyset. Det blev et meget stærkt billede. Som solsikken kan vi vende os mod lyset, der skinner i mørket, livets lys, som er Jesus Kristus. Men vi mennesker kan også vende ryggen til lyset, og så ser vi kun vor egen skygge. Den kan være stor og imponerende, men ikke særligt inspirerende. Men vender vi ansigtet mod lyset, ser vi slet ikke os selv, men det lys, der lyser over vort liv og vort livs mennesker. Her bliver også de mørke sider af os selv erkendt og belyst af vor Guds og Fars kærlighed. Vi skal leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden (Titus 2.12). Vi ved så vel, at der er så meget mørke i os og om os. Og vi behøver ingen solbriller, når vi står foran et spejl. Billedlig talt er vi mere som månen. I sig selv er den mørk og kold, og dog lyser den så smukt ved nattetid. Og det gør den kun, fordi den vender sit mørke mod solen og henter alt sit lys fra den. Den genspejler solens lys. Fhv. sognepræst Broder Wandahl Refleksioner Det store er ikke at være dette eller hint; men at være sig selv og dette kan ethvert menneske, når han vil det. Søren Kierkegaard Hvad var der blevet af den kristne kirke, hvis apostlene var stukket af? Kaj Munk bøn Vor Gud og Far i Himlen, al skabningens Herre: vi takker dig for dit gode skaberværk. Vi beder om, at vi må tage vare på det, så det også bliver til glæde for vore efterkommere. Gør os nænsomme og kloge i omgangen med de ressourcer, du har betroet os. Lær os at fordele dem retfærdigt og ligeligt. Foto JHH Herre Jesus Kristus, vor broder og befrier. Lad lys og kraft fra dig fylde vore hjerter, så vi bliver til glæde og støtte for hinanden. Fjern frygten fra os: frygten for, at du er fjern og fraværende. Og fjern du også frygten for, hvad andre tænker om os! Forvis os om, at intet kan skille os fra din kærlighed. Vær du kraften og håbet i vort liv! Gud Helligånd, vor trøster og vejleder, tænd Kristus-troen i os, Giv os talenter til at kunne omslutte alle ensomme, bange og modløse mennesker med kærlighed og omsorg uden at træde dem for nær. Gør vore hjerter åbne for din kraft og velsignelse! Poul B. Fihl, Aarhus / 17 /

17 Allehelgen i varmestuen Det øjeblik jeg går ned ad trappen til spisestuen i Kirkens Korshærs varmestue denne råkolde novemberformiddag, kan det mærkes, at præsten er ventet. Netop i dag. Hej præst, hvornår er det, vi tænder lys for de døde? spørger Anita og ser på mig med triste øjne. Hvor er den seddel, vi kan skrive navne på? vil Jimmy vide. I dag skal vi fejre Allehelgen i varmestuen. Præstekjolen er taget frem, og sammen med varmestuens lille alter har vi sat et stort fad med fyrfadslys på bordet. De små lys er ikke tændt, men i midten står et stort bloklys og brænder. På bordet ligger der også en seddel med håndskrevne navne. Navnene tilhører de brugere, vi har måttet sige farvel til i årets løb, og disse navne skal læses højt i dag, mens vi tænder lys. Nogle har vi kendt rigtig godt; vi savner dem, og tankerne flyver tilbage til bisættelsen, til mindesamværet i varmestuen. Andre af personerne har vi kun kendt en smule, og måske er det længe siden, de kom i huset. Da jeg får sedlen i hånden, kan jeg se, at der også er to-tre navne, jeg slet ikke kender. Det er Pias far. Henrys søster og ham Hus-Forbi-sælgeren, der blev kaldt Koppen. Alle personer, som nogen har mistet, og som nogen savner. De skal også med. Da Allehelgens-andagten skal til at begynde, er vi omkring 15 mennesker samlet, og stemningen er bemærkelsesværdig tung. Vi synger blandt andet Altid frejdig når du går, og mens vi synger, er der én af brugerne, der rejser sig op og tager hatten af. En anden snøfter og tørrer trillende tårer væk fra kinderne. Alle beder med, da vi kommer til Fadervor. Det hele er meget rørende, og da vi efterfølgende falder i snak, siger én af brugerne til mig: Jeg kendte ikke rigtig nogen af de døde. Men jeg tror, at det snart er min tur til at dø, og derfor begyndte jeg at tude. For jeg vil gerne leve. En anden kommer lidt senere og betror mig, at hun for år tilbage havde overvejet at tage sit eget liv. Men i dag, da hun så al den sorg, kunne hun mærke, at det ville være forkert at begå selvmord. Hun ville ikke være det bekendt over for dem, der måske ville komme til at savne hende. Hendes navn skulle ikke på den seddel lige foreløbig. Andres død minder os om vores egen skrøbelighed. Livet koster livet. Men at mindes de døde kan også være en påmindelse til os om, at vi skal leve. Derfor fejrer vi også Allehelgen i varmestuen. (Alle navne i teksten er opdigtede) Korshærspræst Susanne Kolby Rahbek, Silkeborg / Eftertanke 2015/

18 Det opleves altid godt at blive forstået. Det er som at modtage en gave, når vi oplever respekt fra andre, både for hvem vi er, hvad vi føler, hvad vi står for, og hvordan vi har det. Når forståelse og respekt udebliver, kommer ensomheden. Der er en ensomhed, som ikke er god. Den bærer fortvivlelsen i sig. Det er der mange, der har erfaret i tider med sorg og savn. Når mennesker står i en smertefuld afsked og oplever, at døden sætter et endegyldigt punktum for fællesskab og fremtidsdrømme, er der mange, der må gå alene med deres fortvivlelse, uden at de selv ønsker det. Manglen på gensidig forståelse og respekt for, at vi ikke sørger på samme måde, har ført mange på afstand af hinanden i stedet for sammen. God og støttende nærhed blev til isolation og ensomhed. Sorg og savn tapper for kræfter og overskud. Fordi vi selv står midt i tragedien og fortvivlelsen, har vi ikke altid det nødvendige overskud til at sætte os ind i, hvordan andre har det. Toleranceniveauet bliver mærkbart lavere, end det normalt er. Vi kastes ind i en turbulent tid, når vi mister en, vi står nær og holder af. Denne turbulens kan, selv om den er lige voldsom, få os til at reagere forskelligt. Vi bruger hver vores strategi, når vi gennemlever vores sorg og gør tapre forsøg på at få hverdagen til at fungere igen. Steinar Ekvik: Ta det som en mand. Forlaget Boedal. Foto JHH Forståelse og respekt Forsoning af Josefina da Vasconcellos ( ) Skulpturen står ved Forsoningskapellet, som ligger i det gamle Østtyskland, hvor Muren stod indtil Fire dage om ugen er der i kapellet en lille andagt, hvor man hver dag mindes en af de østtyskere, der mistede livet i forsøget på at flygte til Vesten. Forsoning er for nogle et stort ord at skulle løfte fra jorden Der er mennesker, for hvem det er en daglig kamp med sorg og megen smerte at skulle forlige sig med, at livet eller døden blev som det blev. Tavsheden, fornægtelsen - overgrebene eller det store hvorfor vil altid stå tilbage som et blødende sår. Der findes megen ensom og kompliceret sorg. Tab og sorg har mange ansigter. JHH Velsignelse over mindet Må du aldrig glemme det, som er værd at mindes, eller huske det, som er bedst at glemme Kristina Reftel: Altid elsket. Unitas Forlag Giv sorgen tid Sorg er ikke en sygdom, men livets reaktion på tab. Ligesom døden er livets pris, er sorgen kærlighedens omkostning. Og hvor der har været megen kærlighed, bliver der også megen sorg. Derfor kræver sorgen tid. Og vi bør helt enkelt sige til hinanden: Det haster ikke med sorgen. Den tager den tid, den tager! Ingen er tjent med en utålmodig forcering af livets nødvendige sorgprocesser. Vi er snarere tjent med tålmodighed i ordets egentlige betydning: at have mod til at tåle over tid. Ikke for at henfalde til selvmedlidenhed eller bitter resignation, men for at tilkæmpe os en fortrolighed med sorgen, som gør det muligt at bære den noget lettere. Per Arne Dahl: At rejse sig efter en rystelse Kristeligt Dagblads Forlag / 19 /

19 Det levende håb Vi kan ikke komme til hverken dåb eller begravelse uden at høre ordene fra 1 Petersbrev. hvor det siges: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde Både dåbsritualet men også ritualet for jordpåkastelsen indledes med disse ord, hvilket betyder, at vi både i livet men også i døden er omfattet af et levende håb. Det er et håb, som er forankret i Gud. Derfor er håbets symbol et anker. Håbet er ikke forankret i os selv. Det er ikke os selv, der skal finde håbet. Det gives os af Gud. Som et anker holder Gud os fast på, at vi er elsket ubetinget af ham. Det anker rokker sig ikke. Hverken døden eller tvivlen kan rokke ved, at vi er børn,, som er elsket af Gud. Derfor er håbet ikke noget, vi skal finde et eller andet sted dybt i os selv. Heldigvis! For der er dage, hvor kræfterne ikke rækker til det. Der er dage, hvor det ser håbløst ud, og hvor vi måske får at vide, at alt håb er ude. De dage kan fremtidsudsigterne virke dystre. Udsigten er måske et år eller et par måneder tilbage at leve i, men håbet er aldrig ude. Det levende håb rækker ud over døden. derfor synger vi i Svein Ellingsens dåbssalme: Og ved tidens grænse lever fortsat dine løfteord fra døbefonten, dåbens lys er tændt, når livet slukkes. DDS nr. 448, v. 5 Der er altid udsigt til liv. Når vi tager endeligt afsked, gør vi det med udsigten til, at vores kære skal leve evigt hos Gud. Dette håb er forankret i, at Jesus opstod fra de døde. Ligesom ham skal vi også opstå. Derfor er håbet altid levende. Det er Gud selv, der gennem sin Søn og Helligånd holder liv i dette håb for os mennesker. Sogne- og korshærspræst Marie Ginnerup Vestergaard, Hedeager Sogn, Herning Giv os din fred Kære Herre våg med dem, der i denne nat våger og sørger. Byd dine engle holde vagt over dem, som sover. Tag de syge ind under din beskyttelse. Velsign de døende. Skænk de lidende lindring. Forbarm dig over de anfægtede. Beskærm os alle, og giv os din hellige fred. Augustin Til minde om fejlbombningen af Den Franske Skole 21.marts 1945, hvorved 86 skolebørn omkom. Alle Helgen Det er den dag, hvor vi i særlig grad mindes vore døde. Det er den dag, hvor man i mange af vore kirker tænder lys og nævner de dødes navne. Det er den dag, hvor savnet og det smertende hvorfor nager i sindets dybder. Både livet og døden kan synes så tilfældigt og meningsløst. Døden og lidelsen har mange ansigter: - ensomheden - døden for egen eller andres hånd - krigens mange massegrave - de mange børnesko i Auschwitz - flygtninge, der dør på åbent hav eller i en lastbil på vej til friheden - de forsvundne og de bortførte Hjælp os Gud at tro på, at ingen er glemt af dig. Lær os at se hinanden, mens tid er. I afmagtens og magtens længste dag råbte Jesus: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?. Men det var ikke det sidste. Da mørket var tættest, lød det: Det er fuldbragt. På vej til Emmaus kom han og delte håbet med de håbløse. Gud giv også os tro og håb. JHH Foto JHH / Eftertanke 2015/

20 Se nu stiger solen Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morg nen mig end er sød, at mig dagen fryder trods synd og død. Foto JHH Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn. Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly; o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst! Jakob Knudsen. DDS nr. 754 Til trøst Herren han er dog sine tro, også når de mistvile DDS nr. 349 Selv under livets hårde slag er vi hos dig, du vor Gud! DDS nr. 366 Håbet er tændt i savn og sorg. Ingen er glemt af Gud. DDS nr. 550 Han ser hver længsel i sjælens grund, som efter det evige higer, han hører hvert suk, som i nattens stund fra dybet mod Himmelen stiger. DDS nr. 597 Hold mig med din faderhånd, så jeg dig fornemmer; fri mig ud af mørkets bånd, så min frygt jeg glemmer! DDS nr. 785 Tung og mørk den tavse nat over jorden spænder, hist kun bag et vindve mat vågelys der brænder. Du, som lindrer sorg og nød, al vor synd forlader, lyser op den mørke død, tak, du lysets Fader! DDS nr. 785 Mellerup Kirkegård. bøn Herre, min Gud, jeg tror aldrig, jeg vænner mig til døden. Jeg ved godt, man siger, det er en naturlig ting at dø, at planter visner, dyrene dør, mennesket bliver udslidt og en dag ikke kan mere. Men døden er jo ikke bare det trætte eller syge menneskes befrielse. Døden er også den tomme plads i familien, barnet, der ikke leger mere, en far eller mor, der bliver revet ud af sammenhængen, på et tidspunkt hvor der måske er mest brug for dem. Herre, døden er ond mod dem, der bliver tilbage, tynget af tomheden og savnet. Vi står undrende og magtesløse med al vores gode vilje, som nu ikke mere kan nå den afdøde. Gud, du som kender menneskets angst for døden, hjælp os til ikke at fortvivle og tvivle, når døden griber ind i vores hverdag. Hjælp os til at holde fast ved troen på, at ligesom en far aldrig glemmer det barn, han har mistet, sådan vil du også huske os og gemme os i din kærlighed, når vi er døde. Bevar os i troen på, at du som overvandt døden påskemorgen, også er herre over vores død. AMEN Fra bogen Nutidsbønner af Ruth og Herluf Andersen / 21 /

21 Foto Vibeke Lind På stjernetæpper lyseblå! Billedet viser med al tydelighed, at det er en hjemløs, som på en sommerdag ligger og sover på gaden. Et hverdagsbillede af et menneske, der må klare sig selv, enten ved at samle flasker eller tigge på gaden. Måske har vedkommende været så heldig at kunne sove i natvarmestuen en nat eller to, ellers er sovepladsen i det offentlige rum til skue for os alle sammen. Nu er det ikke sommer længere, og der ligger stadig folk rundt omkring i byens parker og sover. Jeg tror ikke, at den hjemløse på billedet har lagt sig på fortovet, for at vi skal få dårlig samvittighed. Han gør det, fordi det er hans eneste mulighed, for som der står i juleevangeliet: Thi der var ikke plads på herberget. Ikke plads på herberget er det samme som ikke plads i samfundet. Når man ser på stjernetæppet, og her tænker jeg på en frostklar nat, når man ser op mod himmelen og ser på de mange stjerner, så kommer der en stilhed over én over dette fantastiske syn. Så mange stjerner, og så er det kun én stjerne som vi fokuserer på julenat men den stjerne havde også en særlig mission den nat. Det særlige ved Betlehemsstjernen er ikke, at den ikke ses mere, men den er symbol på noget himmelsk og guddommeligt. Gud satte sin søn i verden som et Guds lys, og den nat - julenat - blev et lys tændt, som aldrig kan slukkes. Betlehemsstjernen ledte hyrderne, som lå på deres nattevagt på marken med deres fåreflok, til stalden med Jesusbarnet, efter de havde fået nyheden af englene. Hyrderne tilhørte dengang den laveste samfundsklasse, og da englen kom med budskabet til hyrderne, så var det de ringeste og de mest udsatte i samfundet, som fik det glædelige budskab først. Så allerede fra Jesu fødsel blev der vendt op og ned på verdensdagsordenen, nemlig at de veletablerede kom i anden række, mens de ringeagtede blev de første til at kunne fortælle om dette under. Der er den dobbelte betydning for mig, at fødslen foregik i en stald blandt dyrene, stedet hvor de forkomne hyrder fandt varmen, men også at ingen kunne finde plads til et menneskebarn, som sidenhen ville fremhæve uretfærdigheden og se det smukke i et ringeagtet menneske. For mig er det et symbol på Guds kærlighed til os mennesker, det er en kærlighed, der viser generøsitet og rummelighed, uanset hvor vi er i vores liv. Denne generøsitet og rummelighed, hvor er den så nu i vores hverdag udenfor højtiderne, for specielt i juletiden er der ekstra fokus på det nødstedte medmenneske, vi glemmer ligesom, at de er der hele året, som Jesus siger ved sit besøg hos Simon i Bethania De fattige har I jo altid hos jer! (Mark. 14,8) - ja, Jesu svar var meget rammende, vi har stadig de fattige, dem er vi ikke blevet bedre til at tage os af, og vi må huske, at det ikke kun er i juletiden, at det nødstedte menneske har brug for vores omsorg. Vores godhedskvote skal bruges på at tænde et lys i vores medmenneskes liv, og ikke bare for dem det er let at tænde et lys for, men også for dem vi har svært ved at finde plads til i vores liv og i hverdagen året rundt. Landssekretær Vibeke Lind, København / Eftertanke 2015/

22 Jeg fatter Jeg fatter, du ængstes i mørket, som lægger sig tungt over folkenes lykke - forstår, du fortvivler, thi jeg har fortvivlet og rakt efter stav eller krykke. Foto JHH Men mørket er ikke så mørkt, som det synes den dag, da glæderne ødes, når kun man erindrer, at det er i mørket morgenrøden skal fødes. Og jeg har erfaret, at mørket kan komme, kan tynge, kan kvælende lamme for mægtigt at fatte et brændende hjerte ind i sin mulmende ramme. Nis Petersen Marias lovsang Da sagde Maria: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed - som han tilsagde vore fædre - mod Abraham og hans slægt til evig tid. Lukas 1, En trælkvindes trosbekendelse Hagar kaldte Herren, som havde talt til hende: Du er Gud, der ser. For hun tænkte: Har jeg virkelig på dette sted set ham, der ser mig? 1. Mos. 16,13 Gedächtniskirche, Berlin. Julebudet Julebudet til dem, der bygge her i mørket og dødens skygge, det er det lys, som aldrig slukt, jager det stigende mulm på flugt, åbner udsigten fra det lave, trøster mildelig mellem grave. Julebudet til dem, der græde, det er vældet til evig glæde. Glæd dig da kun, du menneskesjæl, stinger end ormen endnu din hæl! Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, Løft dit hoved, og tak for livet! DDS nr. 129, v. 1og 4 / 23 /

23 Bøn for medfanger Julen 1943 Gud til dig råber jeg tidlig på dagen. Hjælp mig at samle mine tanker og bede til dig; jeg kan det ikke alene. I mig er der mørkt, men hos dig er lyset; Jeg er ensom; men du forlader mig ikke; Jeg er modløs; men hos dig er hjælpen; Jeg er urolig; men hos dig er freden; I mig er der bitterhed; men hos dig er der tålmod; Jeg forstår ikke dine veje; men du ved vej for mig. For dit ansigt ihukommer jeg alle mine kære, mine medfanger og alle, som i dette hus gør deres tunge tjeneste. Herre, forbarm dig! Skænk mig friheden tilbage, og lad mig indtil da leve således, at jeg kan forsvare det over for dig og over for mennesker. Herre, hvad denne dag end bringer, Dit navn være lovet. AMEN Dietrich Bonhoeffer DB blev fængslet af nazisterne den 5. april 1943 og blev henrettet den 9. april 1945 Først kom de for at Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene protesterede jeg ikke jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde protesterede jeg ikke jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde protesterede jeg ikke jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig var der ikke flere tilbage til at protestere. Martin Niemöller , tysk præst. Sad i koncentrationslejr Dette gribende kunstværk fra 1957, som forestiller jøder på vej til koncentrationslejr, står foran den gamle jødiske kirkegård i Berlin. Selvom kunstværket har sin baggrund i 2. Verdenskrigs grufulde lidelser, er budskabet stadig højaktuelt. For også i 2015 er der ufattelig mange mennesker, der lider på grund af krig. Hver dag hører vi om krigens mange ofre. Overgreb - tortur - flygtninge. Hver dag er der mange mennesker som må vandre ud i det ukendte. JHH Will Lammert: Jüdische Opfer des Faschismus. Foto JHH / Eftertanke 2015/

24 Foto JHH Juleaften til de forladte Det er den aften, hvor enhver sminke er håbløs. Det er den aften, hvor sjælen kryber frem gennem kik-hullerne og afsætter våde pletter på tøjet. Det er den aften hvor de døde stiger ud af fotografierne og tager plads i stuen så levende, at det gør ondt at opdage at pladsen er tom. Det er den aften, hvor de adskilte konfronteres med af-standen og ser hinandens opløste ansigter i øjenkro-genes spejlbilleder. Det er den aften, hvor det er umuligt at skjule det længere: Gammel kærlighed lever videre hos de adskilte som uafvaskelige pletter på sjælen. Det er den aften, hvor Gud overvinder afstanden og kærtegner mennesket. Det er den aften hvor Guds finger rører jorden og aftegner en vej af kærlighed at gå for os fra menneske til menneske. Korshærspræst Søren Nielsen, Holstebro Refleksioner Den største tragedie i Birmingham var ikke de onde menneskers brutalitet, men de gode menneskers tavshed. Når du åbner din hånd Når du åbner din hånd, ser du synlige spor af usynlige bånd. Du har fat i et stykke af dit medmenneskes lykke. Det kan føles som fnug eller veje et ton: Det er lagt i din hånd. Martin Luther King og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt. N.F.S. Grundtvig: Langt højere bjerge Jens Sejer Andersen. Højskolesangbogen nr. 206 Mindesmærke i Oxford for tre biskopper, som i 1555 og 1556 blev brændt for deres tro. Glædelig jul og tak Da det er sidste gang, jeg redigerer siderne Til Eftertanke, vil jeg gerne sige en stor tak til alle jer, der gennem årene har beriget siderne med jeres gode tanker. Tak for opmuntring undervejs. Alle læsere ønskes en velsignet juletid og alt godt i bøn Kære Gud Hjælp mig til at få øjnene op for, at der altid er brug for min hjælp, og hjælpen ikke kun består i gaver, men også i at være her i nuet, og være nærværende. Giv mig tålmodighed, så roen i den travle hverdag må forplante sig i min hjælp til mit medmenneske. Lad julens budskab komme og skabe glæde og fred i en splittet verden, hjælp os til at give rum og plads til flygtninge og hjemløse blandt os og lade dem opleve, at vi er ligeværdige. Giv os alle din velsignelse og fred. AMEN Vibeke Lind Johannes Holst Hansen / 25 /