Tigerlande i ambitiøst fællesmarked. flytter ind DANMARKS GLOBALE MAGASIN. Verdens farligste bander vil have fred s.6 /

Transkript

1 tema Læren fra rwanda 20 år efter folkemordet venter de overlevende ofre stadig på retfærdighed s.24 / Palæstina Middelklassen flytter ind Det største privatsektorprojekt nogensinde er klar på Vestbredden en helt ny by s.50 / økonomi Tigerlande i ambitiøst fællesmarked Økonomierne i Sydøstasien buldrer af sted og opruster nu konkurrencen på det globale marked med regionens svar på EU s indre marked s.14 / DANMARKS GLOBALE MAGASIN NR dec/jan 40. ÅRGANG Verdens farligste bander vil have fred s.6 / Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.

2 Vi forbereder eleverne på fremtiden - både hjemme og i udlandet Vi fejrer 40 succesfulde skoleår! En nordisk skole i Bruxelles med 400 elever i alderen 2-19 år. Børnehave, grundskole, IB-program* og kostskole. Modersmålsundervisning samt undervisning på engelsk, fransk og de nordiske sprog. Et bredt udbud af fritidsaktiviteter. De danske læseplaner, Fælles Mål, følges. Engagerede lærere og medarbejdere med fokus på læring og den enkelte elev. Ideelle faciliteter på Campus Argenteuil med den sidste nye teknologi. Et trygt og sikkert læringsmiljø i naturskønne omgivelser. * Åben for internationale elever!

3 Indhold DANMARKS GLOBALE MAGASIN Congo: Afrikas værste krig s.54 / NR dec/jan 40. årgang Ny Helveg i ministerstolen s.64 / udvikling Mere u-landsbistand fra velhavende filantroper s.4 / Kenya finder vand til 70 års forbrug s.5 / Bolivias sundhedssystem bliver multikulturelt s.20 / Mød verdens 10 mest fejlslagne stater s.32 / Underernæring i u-lande koster dyrt s.49 / erhverv Asien gør klar til nyt indre marked s.14 / Cambodja rydder op i skattejunglen s.18 / Lønmodtagere taber pengekapløbet s.19 / Foto: Den nye silkevej er af asfalt s.38 / Ny by til Palæstinas middelklasse s.50 / s.34 / I skyggen af magisk realisme Verdenslitteratur: Moderne latinamerikanske forfattere kæmper mod arven fra boom"-generationen. politik El Salvadors farlige bander vil have fred og job s.6 / FN stævnes for haitiansk koleraepidemi s.11 / Venezuela får minister for social lykke s.11 / Analyse: Nul erstatning til Rwandas ofre s.28 / Foreign Affairs: Ærlighed savnes i DR Congo s.54 / kultur Nigerias kulturarv fyldes med skrald s.12 / Etiopien melder sig i rumkapløb s.23 / Afrikanske læseheste elsker krimier s.23 / Latinamerikas forfattere gør op med fortiden s.34 / Mød dansk vaccine-thrillers virkelige bagmand s.60 / s.24 / TEma: Rwandas folkemord Hvad har verden lært, og hvordan har de overlevende det her 20 år efter den skelsættende tutsi-massakre? Bag et bogdrama s.60 / faste sider Kulturen Kort: Apartheidpunk og islamisme s.22 / Navne: Ny radikal udviklingsminister s.64 / Asiatisk Plads: Nyt om dansk bistand s.65 / IndVikling: Kunsten at begå et slogan s.66 / Fremblik: Det sker i december og januar s.67 / s.38 / Den nye silke(motor)vej Fotoreportage: Øst forbindes med vest, når fortidens gamle handelsrute får både asfalt og togskinner.

4 AGENDA udvikling Slaveri findes! 4/ Fotos: Carlo allegri/reuters/scanpix (tv.) & jørgen schytte/danida (th.) Slaveri er ikke et uvæsen, som blev afskaffet i 1800-tallet. Fænomenet findes stadig verden over og er mest udbredt i u-lande. 10 lande står for tre fjerdedele af alt slavearbejde i verden. Det viser det første globale indeks over slaveri. Indekset er udarbejdet af den australske organisation Walk Free Foundation. Mauretanien i Vestafrika er det land i verden, der har den største andel af slaver; nemlig op mod ud af en befolkning på 3,8 millioner. Slaveri er i vid udstrækning noget arveligt blandt mauretaniere børn bliver automatisk slaver, hvis forældrene er det. På følgende pladser kommer Haiti, som gennem århundreder har opereret med børneslaver, og derpå Pakistan. /RH Filantroperne kommer Velhavende og gavmilde forretningsfolk står nu for en tredjedel af verdens udviklingsbistand. Af REGNER HANSEN Filantroper, som typisk er forretningsfolk med bugnende pengetanke, er stadig større aktører i international u-landsbistand. Filantroperne står nu for over en tredjedel af den officielle bistand, viser en opgørelse fra FN's Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC). Blandt de nye ansigter er amerikaneren Howard G. Buffett (t.v. på foto), søn af den succesrige investor Warren Buffett (miderst på foto). Howard G. Buffett forvalter en fond med fars penge, og han vil spendere tre milliarder dollar (16,4 milliarder kroner) på at bekæmpe sult i verden. Hans ambition er at mætte yderligere to milliarder munde inden Han beskriver sine ideer i den nye bog 40 Chances Finding Hope in a Hungry World. Howard G. Buffett er landmand, og han vurderer, at et bedre landbrug i fattige lande kan gøre en afgørende forskel. En femtedel af verdens befolkning lever på udpint jord. De skal have hjælp til at forbedre jordens kvalitet ved blandt andet at indstille deres praksis med svedjebrug, hvor jorden afbræn- des inden den tilsåes. Ifølge Buffett er bøndernes ejerskab til den jord, de dyrker, også meget vigtigt for et godt landbrug. HALVDELEN AF FORMUEN Traditionen blandt rigmænd om at forære af overskuddet kan føres tilbage til den amerikanske industrimagnat Andrew Carnegie. Han gav bort ud fra devisen om, at "den, der dør rig, dør i skam". I nyere tid er Bill Gates og Warren Buffett et par af de fremtrædende filantroper. De stiftede sammen organisationen The Giving Pledge, som opfordrer milliardærer verden over til at forære mindst halvdelen af deres formue til godgørende formål. Foreløbig har over 100 milliardærer afgivet et sådant løfte. Filantroperne er med til at påvirke udviklingsbistandens retning. Det ses mest tydeligt med Bill & Melinda Gates Foundation, verdens største velgørende organisation, som yder bistand inden for sundhed og fattigdomsbekæmpelse.

5 Vand til 70 års forbrug Kenyas regering har i samarbejde med FN's organisation for blandt andet videnskab (UNESCO) fundet to underjordiske vandreservoirer i den nordlige del af landet. Opdagelsen blev gjort ved hjælp af satellitog radarteknologi og er siden bekræftet med boringer. Beholdningen vurderes at kunne sikre vandforsyningen i landet 70 år frem. Grundvandsreservoirerne ligger i den nordlige Turkana-region, som er varm, tør og fattig. Mange af beboerne er nomader, som opdrætter husdyr, og de er særligt sårbare over for mangel på regn. Det er nu vigtigt at etablere vandledninger og brønde, og den lokale befolkning skal uddannes i at bruge vandet på en bæredygtig måde, oplyser den kenyanske miljøminister. Nyheden har skabt jubel i Kenya, hvor op mod halvdelen af befolkningen på 41 millioner mangler adgang til rent drikkevand. Næsten to tredjedele har ikke ordentlig sanitet. /RH Ballade om regnskovsolie Regeringen i Ecuador har droppet at forbyde olieboringer i Yasuni-nationalparken, hvilket ellers var et løfte for at beskytte regnskoven. Planen er aflyst, fordi landet har brug for olieindtægter til blandt andet at afhjælpe fattigdom, siger præsident Rafael Correa. Det har affødt vrede hos miljøorganisationer og oprindelige folk, der nu kræver en folkeafstemning om sagen. /RH 5/ raptim member of raptim network værdi for pengene personlig service stor fleksibilitet over 50 års NGO-erfaring Ligegyldigt hvem vi ringer til af Unitas Rejsers med arbejdere, møder vi et professionelt team, som er klar til at hjælpe os i enhver situation. Vores begejstring er stor. Hanne Lyngsø-Dahl, HR support Dansk Røde Kors Kim, Morten, Erik og Jacob Raptimafdelingen Tlf Glarmestervej 20A 8600 Silkeborg raptim@unitas.dk annonce

6 6/ Kriminalitet Verdens farligste bander vil have fred Foto: adam hinton/panos/polfoto El Salvadors berygtede ungdomsbander er trætte af deres liv, og nu hjælper lokalsamfund, fredskommuner og en våbenhvile landets kriminelle unge. Af Erika Brenner, Ciudad Delgado

7 El Salvador Befolkning: 6,6 mio. Hovedstad: San Salvador Forventet levealder: 76 år Fattigdom: Ni procent lever i ekstrem fattigdom, 38 procent lever under den nationale fattigdomsgrænse. I januar 2013 fik Rafael Quijano, leder for landsbyen San Antonio de la Vega i El Salvador, et uventet telefonopkald. Det kom fra en fængslet bandeleder for Barrio 18 en af de største bander i Mellemamerika, der også betragtes som verdens farligste ungdomsbande, og en bande med en del medlemmer i netop landsbyen San Antonio de la Vega. Hjælp os, lød beskeden, vi er trætte af at afpresse, stjæle og slå ihjel, vi vil have et normalt liv. Rafael Quijano og den lokale præst besluttede sig for at handle med velsignelse fra borgmesteren for kommunen Ciudad Delgado, som landsbyen hører under. De ville etablere et produktionscenter. For hverken arbejdspladser eller skoler vil have bandemedlemmer inden for dørene. Repræsentanter for de 17 nabolandsbyer, hvor Barrio 18 havde grupper, blev indkaldt til et møde. Landsbyerne gik med på ideen. Det samme gjorde alle bandemedlemmerne en af de lokale bandeledere, Juan Carlos, blev også ringet op af den fængslede leder: Vi vil have dig til at koordinere projektet, lød ordren. Så bandelederen, landsbylederen og præsten gik i gang med at stemme dørklokker for at skaffe midler. Et sognemedlem lånte dem en grund, kommunen og en anden kirke bidrog med penge og materialer. Snart arbejdede alle 85 medlemmer af Barrio 18 fra området hårdt for at få centret op at stå. I dag er et bageri, et T-shirttrykkeri og et værksted til at producere rengøringsmidler næsten klar. De sidste 7/ >

8 > 8/ Bedre fængselsforhold var et af bandernes bud på, hvordan man kan løse de interne konflikter mellem dem. Her i fællescellen i fængslet i Ciudad Barrio deler 70 indsatte celler, der er beregnet til højst 20. Foto: Adam Hinton/Panos/Polfoto midler mangler for at få gang i ovnen og trykkeriet. I nogle bassiner svømmer tusindvis af fiskeyngel, der vil være store nok til salg om et halvt år. På ønskelisten står desuden et skomageri og et metalværksted. Men projektet har allerede givet gode resultater: Kriminaliteten i de 17 landsbyer er helt forsvundet. Folk har fået tillid til os og tror på vores løfte om at begynde et nyt liv, siger bandelederen Juan Carlos. Politiet er holdt op med at forfølge os, fordi vi ikke længere har tid til ballade på gaden. For få år siden ville projektet have været utænkeligt. El Salvador har ligesom sine nabolande været hærget af bander, vold og indbyrdes bandeopgør, der har gjort Mellemamerika til verdens mest voldelige region med skyhøje mordrater. Men nu er det anderledes. Der er gang i en fredsproces. Først med en våbenhvile mellem de i alt fem bander, der blev annonceret sammen med en fælles fredserklæring i marts Og siden med oprettelsen af de såkaldte fredszoner eller fredskommuner, der er de vigtigste hjørnesten i fredsprocessen. Ciudad Delgado er en sådan fredskommune. Et vendepunkt Våbenhvilen ryddede forsider i El Salvador, da den kom i stand for halvandet år siden mæglet af tidligere guerillaleder og parlamentsmedlem Raúl Mijango og militærbiskop Fabio Colindres. De havde i hemmelighed forhandlet med banderne i måneder op til våbenhvilen. Men befolkningen var stærkt skeptisk. Den havde levet med mord, vold, afpresning og kriminalitet i 20 år. Mange salvadoranere var berørt af banderne, og ifølge meningsmålinger mente godt 80 procent af befolkningen ikke, at våbenhvilen ville holde. Men banderne holdt løftet fra deres fælleserklæring: Hvis vi er del af problemet, er vi også del af løsningen, som det lød. På én dag efter våbenhvilen faldt mordraterne med 50 procent. Fra at have været verdens næstfarligste land, er El Salvador nu nr. 44 på listen. Det blev aftalt, at der skulle laves fredszoner. Her skal banderne aflevere deres våben, ophøre med al kriminalitet og gå med i sociale programmer. Freden skal opbygges i tæt samarbejde mellem banderne, kommunen, lokale organisationer, de politiske partier og befolkningen. Fredsmæglerne og banderne tog initiativ til fredszonerne, i alt 18, der blev udvalgt blandt de største og mest voldelige kommuner. En af dem var Ciudad Delgado. I januar i år blev de første kommuner erklæret fredszoner, og d. 29 maj underskrev banderne, kirkerne, viceministeren for sikkerhed, fredsmæglerne og borgmesteren fredsaftale nr. 10 i Ciudad Delgado. Ved den lejlighed fik banderne ordet.

9 Vi beder hele kommunen om tilgivelse for al den vold, som vi har forårsaget, sagde Carlos, der repræsenterede banden MS-13. Sara fra Barrio 18 supplerede: Jeg håber, at dette bliver en forandring for alle os, der har deltaget. By på forkant På kommunekontoret i centrum af Ciudad Delgado læner borgmester Tomás Minero sig tilbage i stolen. Jeg synes, at våbenhvilen er et udmærket initiativ, men det handler mere om en aftale mellem banderne end om kommunen, siger han. Desuden tror jeg ikke på en absolut størrelse som våbenhvile. Dette er en proces, der tager lang tid. Borgmesteren minder om, at man i Ciudad Delgado havde gode erfaringer med at mindske volden og spændingerne mellem banderne i byen længe før, våbenhvilen kom i stand, og man blev en fredskommune. Der blev satset på beskæftigelse og muligheder for de unge. Først begyndte man at støtte sport, kunst og kultur. Så forbedrede man offentlige rum som parker. Og så begyndte kommunen at lave iværksætterprojekter for unge generelt og bandemedlemmer specifikt. Kommunen gav støtte til bagerier og værksteder og skabte kontakter til erhvervslivet, så de unge kunne komme i praktik og få en første arbejdsplads. Der var ingen støtte at hente hos staten, men Minero skaffede midler hos ngo er, EU og andre. Borgmesteren satte også banderne til at reparere veje og gøre rent på kirkegårdene. Mens de var beskæftigede, gik voldstallene ned, fortæller han. Borgmester Tomás Minero er stolt af sin kommune og dens indsats for banderne. Det gælder også de små landsbyer. San Antonio de la Vega, hvor man fik et nødråb fra fængslet, er ét eksempel. Landsbyen San Laureano er et andet. At forhandle om mord versus bedre fængselsforhold kan ses som en de facto indrømmelse af, at banderne gennem volden har tilstrækkelig magt til at forhandle med regeringen på højeste niveau. fire år uden drab For fire år siden var San Laureano blandt de mest voldelige områder i hele kommunen. Dagliglivet var domineret af kampe mellem Barrio 18, der herskede i den ene gade, og den rivaliserende bande MS-13, der havde magten i den anden. Utrygheden og mistilliden prægede dagligdagen, og ingen børn fik lov til at lege uden opsyn på gaderne, hvor der stadig er skudhuller i mange husmure. Volden mellem de to gader eskalerede, og i løbet af kort tid blev 11 personer i landsbyen dræbt. Men så tog San Laureanos lokale leder, Felipe Aldana, sammen med kirken og beboerne sagen i egne hænder. De organiserede sig i komiteer, der inviterede banderne med MS-13 og Barrio 18 MS-13, eller Mara Salvatrucha 13, og Barrio 18 er de største bander i Mellemamerika. De bliver betragtet som verdens farligste ungdomsbander. MS-13 er den mest kendte og opererer også i Mexico, Canada og USA, der har placeret banden på listen over transnationale kriminelle organisationer (TCO). I dag findes der cirka bandemedlemmer i El Salvador fordelt mellem fem store grupperinger af dem sidder i fængsel. I hele Mellemamerika vurderes det, at der findes cirka medlemmer. til at finde en løsning. For at holde bandemedlemmer væk fra gaden og dæmme op for, at de unge gik lige fra 9. klasse til bandelivet, skaffede man penge til stipendier, så de kunne fortsætte i skolen. De bandemedlemmer, der havde for synlige bandetatoveringer, kunne dog ikke bevæge sig uden for landsbysamfundet uden risiko for at blive slået ihjel af rivaliserende bander. De fik i stedet hjælp til at oprette hønsegårde og dyrke frugt for at tjene lidt penge. En fodboldbane blev etableret, så man kunne lege og spille sammen på tværs af bander. Det gav pote. Tidligere turde vi ikke gå uden for en dør. Men landsbysamfundet udviklede sig, fordi vi organiserede os og samarbejdede, siger María Estebana Pérez, der var medlem af en af komiteerne. I dag er bandekrigen overstået, og San Laureano fejrer fire år uden mord. Vi har en pagt, der hedder: Ikke flere mord. Ingen døde i zonen er ingen døde, siger Felipe Aldana, landsbylederen. Moralsk dilemma Mens nogle små samfund mærker forandringerne, er spørgsmålet om bander mere kontroversielt på den nationale dagsorden i El Salvador. Våbenhvilen blev som sagt mæglet af tidligere guerillaleder og parlamentsmedlem Raúl Mijango og militærbiskop Fabio Colindres og det skete under den tidligere sikkerhedsminister David Munguías overvågning. I begyndelsen benægtede El Salvadors regering, at den var involveret i 9/ >

10 > 10/ våbenhvilen, men med tiden indrømmede den, at den faciliterede den. For våbenhvilen er på mange måder en politisk bombe. Et af bandernes bud på løsning var at mindske antallet af mord, mod at de fik bedre fængselsforhold. Godt unge er med i de fem bander, af dem sidder i fængsel. Regeringen gik med til at forflytte 30 bandeledere fra et topsikret fængsel til mere åbne fængsler. Men at forhandle om mord versus bedre fængselsforhold kan ses som en de facto indrømmelse af, at banderne gennem volden har tilstrækkelig magt til at forhandle med regeringen på højeste niveau. Regeringen havde også et moralsk dilemma over for befolkningen. Mange har mistet familiemedlemmer i forbindelse med den 20-årige bandekrig eller været udsat for afpresning eller anden kriminalitet. Samtidig har salvadoranerne lyttet til de ledende politikere, hvis budskab gennem 20 år har været, at banderne er roden til alt ondt i samfundet. Indtil våbenhvilen havde myndighederne ligeledes udelukkende brugt den såkaldte hårde knytnæve altså hårde love og massefængslinger over for banderne. I medierne, der forbinder banderne med næsten al kriminalitet, blev våbenhvilen beskrevet som mafia-fred og pagten med djævelen. Så støtten til fredsprocessen og troen på bandernes løfte har været en udfordring. Også sikkerhedsindustrien i El Salvador er skeptisk. Måske fordi den lever af volden i et land, hvor 10 procent af BNP går til sikkerhed. Eller som Miguel, en leder fra Barrio 18, siger: For sikkerhedsindustrien er vi en god forretning. Og der er store politiske interesser, for nogle i regeringen er de samme som dem, der sælger os våben. Efter våbenhvilen faldt mordraterne markant fra den ene dag til den anden. Men det ændrede sig pludseligt. For sikkerhedsindustrien er vi en god forretning. Og der er store politiske interesser, for nogle i regeringen er de samme som dem, der sælger os våben. Miguel, bandeleder Håbet lever Mordene begyndte at stige i maj i år, fra cirka fem om dagen på landsplan til 7,4. Under tre blodige dage i juli steg mordene til over 20 om dagen. Der var sammenfald med rokader i regeringens sikkerhedsledelse. Flere toppolitikere, der havde været med fra starten af fredsprocessen, og som støttede den, blev afsat. Samtidig blev kampagnen til præsidentvalget i februar 2014 indledt, og i denne tør ingen kandidater støtte våbenhvilen på grund af dens manglende popularitet. Ifølge Raúl Mijango, en af de to mæglere bag våbenhvilen, var den vigtigste årsag til den stigende mordrate truslen om at sende de 30 bandeledere tilbage i isolationsfængsel. Derfra kan de nemlig ikke give medlemmerne på gaden ordrer, forklarer han. Han hævder, at hovedårsagen til forflytningen af bandelederne til de åbnere fængsler netop var at give dem mulighed for at kommunikere med gaden. I Ciudad Delgado, fredskommunen, vil man gerne holde fast i håbet medlemmer fra fem forskellige bander, og deres familiemedlemmer, er her i efteråret 2013 mødt op for at forny fredserklæringen fra marts Vi svigter jer ikke, siger repræsentanten for banderne, Kevin fra MS- 13, til alle borgerne. Vores vilje til at fortsætte våbenhvilen er urokkelig, for vi er overbeviste om, at det er den eneste løsning på volden. Borgerkrigen og banderne El Salvadors borgerkrig varede fra 1980 til 1992 og blev udkæmpet mellem landets militære regering, der blev støttet af USA, og en række venstreorienterede guerillagrupper. Efter 12 år med væbnet konflikt, indgik El Salvadors regering og guerillabevægelsen (FMLN) i 1992 en fredsaftale med hjælp fra FN. Omkring mennesker døde eller forsvandt under krigen, og cirka en million mennesker flygtede, mange til USA. Både MS-13 og Barrio 18 opstod i Los Angeles i 1980 erne. En stor del af medlemmerne var salvadoranske migranter, der flygtede fra borgerkrigen. Efter freden blev mange udvist til hjemlandet. Borgerkrigen blev nævnt i bandernes første fælleserklæring i marts 2012, som indledte våbenhvilen i El Salvador: Foto: Erika Brenner Militærbiskop Fabio Colindres (midt.) var med til at mægle våbenhvilen. Vi er del af de alvorlige problemer, som vores land lider af, og vi har ført krig på grund af eksklusion, marginalisering, undertrykkelse og overlevelse. Til trods for alle fejl, vi har begået, er vi alle salvadoranere og produkter af den grusomme socioøkonomiske politik, der ledte til krigen i 1980 erne. Vi er sønner af denne krig, fordi de fleste af os mistede vores fædre under krigen.

11 AGENDA politik Haitianere stævner FN For første gang nogensinde bliver FN udsat for et gruppesøgsmål, som er rettet mod verdensorganisationens humanitære arbejde. Advokater, som arbejder med menneskerettighedssager, har ved en distriktsdomstol i New York i USA stævnet FN. Det sker med et krav om erstatning til familierne til tusinder af haitianere, som døde af kolera på grund af et sundhedsmæssigt svigt på en base for fredsbevarende FNsoldater. Forskere har undersøgt sagen og mener, at det var nepalesiske FN-soldater, som kom til Haiti i kølvandet på jordskælvet i 2010, der bragte en sydasiatisk koleratype med sig. Før jordskælvet var kolera sjælden på Haiti. Kolera-epidemien kostede over mennesker livet som følge af dårlig sanitet. Andre blev syge. En af advokaterne udtrykker håb om, at domstolen vil tilsidesætte FN's traditionelle immunitet, fordi sagen er meget usædvanlig. /RH Risiko for folkedrab i Centralafrika Volden i den nordvestlige del af Den Centralafrikanske Republik (CAR) har nået usete højder, og nu advarer FN om, at der kan være optræk til et egentligt folkedrab. Væbnede grupper opildner til sammenstød mellem kristne og muslimer. Byen Bossangoa befinder sig i krydsilden, og Læger Uden Grænser melder om over internt fordrevne. Folk forsøger at finde sikkerhed ved at flygte fra Bossangoa og omegn og ud i bushen. "Vi er forfærdede over de ting, vi er vidne til, blandt andet nedbrændte landsbyer og rædselsfulde gerningssteder, hvor folk er blevet dræbt. De, der flygter, har desperat brug for hjælp," siger kirurg hos Læger Uden Grænser Erna Rijinierse. Fed lykke til alle Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, har oprettet en ny post som viceminister for "højeste sociale lykke". Den nye viceminister styrer en række programmer, der skal fremme socialt velbefindende. Initiativet fra den venezuelanske regering lægger sig i forlængelse af Bhutans og andre landes forsøg på at flytte fokus væk fra traditionelle måder at måle et lands vækst på ved i stedet at bruge lykke og velvære som måleenhed. Hjælpeorganisationen er blandt de få, som arbejder i landet trods faren for overfald. Der har været meldt om flere angreb på sundhedspersonale. Den Centralafrikanske Republik har været lovløst, siden præsidenten blev tvunget fra magten i marts af oprørere. Det er grupper, som er loyale over for henholdsvis den afsatte præsident og den nye, der hærger. FN's Sikkerhedsråd har netop godkendt, at der etableres en særlig styrke, som skal beskytte hjælpearbejdere. "Omfanget af lidelser er blandt de værste i verden og bliver stadig værre," siger FN's operative humanitære chef, John Ging. /Regner Hansen Tilmed er FN begyndt at udsende en årlig verdens lykkerapport. Inden udnævnelsen af Rafael Ríos til lykkeminister var Venezuela nummer 20 på denne liste. /RH Fotos: Boris Heger/Polaris/Polfoto (øv.) & Christian Charisius/Corbis/Polfoto (ned.)

12 Nigeria En skjult skat fyldt med skrald I det sydlige Nigeria ligger verdens største menneskeskabte værk af jord, men den flere end hundrede år gamle kulturarv er ved at forgå. Affald, forfald og landbrug truer. Af Maj Susanne Junker, Benin City 12/ foto: Roger-Viollet/Polfoto Den ældre mand med det hvide, krusede hår og ru hænder kan huske det fra, da han var barn. Det kæmpestore hul ved siden af hans hus, der har opslugt alt skrald og bevoksning i nærheden. Voldgraven er dyb, og den ældre mand advarer mod at falde i. Han kender godt historien bag voldgravene og jordvoldene, der slanger sig ind og ud af Benin City (ikke at forveksle med nabolandet af samme navn, red.) i det sydlige Nigeria: Det var fæstningen, der beskyttede kongen af imperiet Benin i flere hundrede år, og det var på disse volde, en massakre udspillede sig i den tabte kamp mod det britiske infanteri, og siden gav Benin City tilnavnet blodets by. Det er verdens største menneskeskabte værk af jord, og en britisk arkæologs arbejde fra før årtusindeskiftet peger på, at det kan være større end Den Kinesiske Mur. Alle i hele delstaten kender jordvoldene, siger den hvidhårede mand. Problem: Det er der bare ikke så mange andre i verden, der gør og fæstningsværket er i stærkt forfald. Intet overblik Kultur og kulturarv i u-lande er overladt til private investorer uden nogen form for organisering, og derfor går meget tabt. Det siger Aparna Tandon fra The International Centre for the Study of the Preservation and Restoration of Cultural Property, ICCROM. Organisationen hjælper medlemslande med at bevare deres kulturarv, men der findes ingen optegnelser over, hvor stor en del af verdens kulturarv der bliver taget hånd om for ingen ved, hvor mange skatte der findes derude. Ved jordskælvet i Haiti var der for eksempel ingen, der havde overblik over, hvad der skulle reddes, fortæller Aparna Tandon: Opfattelsen er, at kulturarv er noget, der kræver store investeringer, uden at det giver økonomisk udbytte og det er en kæmpe debat, vi bliver nødt til at tage. Folk ved ikke, hvad et museum er, de tror, det er som en zoologisk have. Godwin Ehis, Benin Museum Kaster affald på fortiden Jordvoldene i Benin City er beskrevet i flere overleveringer, og de få arkæologiske undersøgelser, der er blevet lavet, daterer dem tilbage til år 1280, hvor Benin var et mægtigt imperium og berømt for bronze- og elfenbenskunst. I dag er byen kendt som en trafficking-hule, hvor unge uden job drømmer om at rejse ud af håbløsheden og ind i Europa. Her er ingen store arbejdspladser, men små forretninger, der står som dominobrikker i vejsiden. Brede, travle veje fører til byens midte: En stor rundkørsel, hvor kongens hvide palads ligger side om side med regionsrådet. Her står byens museum i midten som et velbevogtet, rundt skatkammer og gemmer på de masker, krukker og våben, der er tilbage fra fordums tid. Og den ansvarlige for monumenter ved Benin Museum, Godwin Ukpalo Ehis, drømmer om at give jordvoldene deres rette plads i historien. Han vil sætte en bevaringsplan i gang for de dele, der stadig er i god stand, og sidste år sendte han en ansøgning af sted, for at fæstningen kan komme med på kulturarvens fineste hylde: UNESCO s kulturarvsliste. Men på trods af alle vores anstrengelser gennem årene, så fortsætter lokale med at smide affald ned i voldgravene og at opdyrke jorden omkring, siger han. I perioder har politiet forsøgt at beskytte voldgravene, og der er blevet lovet penge fra hovedstaden Abuja. Men på gangene i Benin Museum spørger man blot endnu en gang: Hvem har spist pengene? Korruptionen er skyhøj i Nigeria.

13 13/ Fra Benin-kongedømmets velmagtsdage. Her udateret, samtidigt kobberstik. museum eller hjem? Ringe regeringsførelse er dog ikke hele historien om den svigtede kulturarv, påpeger Aparna Tandon fra ICCROM. UNESCO s og omverdenens syn på, hvad der er kulturarv, har heller ikke altid stemt overens med de lokale befolkningers. Hun hiver et eksempel fra sit hjemland Indien frem: Her var det i høj grad briterne, der fastsatte rammerne for, hvad der var bevaringsværdigt. Den indiske befolkning blev skåret over en kam som hinduer, der talte hindi eller britisk, mens kæmpenationens mange andre folkeslag blev glemt, fortæller hun. Det betyder, at der er et meget stort skel mellem, hvad staten og lokalbefolkningen betragter som værd at bevare. Der er mange templer, der er forbigået. Samtidig er det ofte en kamp overhovedet at få lokalbefolkningen til at anerkende vigtigheden af det monument, de har i baghaven, især når der ofte følger reguleringer og forpligtigelser med en international anerkendelse. For mens vi i Europa har lært om vikinger, grækere og de store romere i skolen, så har koloniseringen betydet, at befolkningen i u-lande ikke har lært om deres egen historie og er blevet fremmedgjort og løsrevet fra den. Derfor er folk ligeglade med, om de bygger deres hus klos op ad et tempel, hvis de har brug for at finde ly til deres fire børn, siger Aparna Tandon. I Benin City er mange af de boliger, der huser den fem millioner store befolkning, bygget af ler fra den rustrøde jord, voldene er bygget af. Lokalbefolkningen har gennem årene ødelagt den største skat, deres by gemmer på, og Godwin Ehis fra Benin Museum ønsker tv-reklamer, Verdens største jordvold Et komplekst system af jordvolde og voldgrave, hvor de inderste ringe skulle beskytte kongen og hans rigdomme. Dækker et område på km 2. Voldene menes at have været op til 18 meter høje og have rakt kilometer i alt. De stod færdige i 1460, mens arbejdet begyndte i Kilde: borgermøder og oplysning til folket men det kniber: Der er ingen, der lader til at være interesseret i at bevare det, siger han stille. Ansøgningsprocessen for fæstningsværket i Benin City er stadig i gang i UNESCO.

14 Vækst Tigerlande laver fællesmarked Af Anya Palm, Bangkok 14/ illustration: flemming dupont Økonomierne i Sydøstasien buldrer af sted og opruster nu konkurrencen på det globale marked: Regionens svar på EU s indre marked er snart klar.

15 De ti lande, der udgør Sydøstasien, har én ting til fælles: høj vækst. Gennemsnitligt er væksten i regionen beliggende syd for Kina omkring fem procent om året, og det tal har været stabilt i næsten ti år. Fra december 2015 vil væksten måske blive endnu større. For på det tidspunkt vil et nyt marked i verdensøkonomien blive født: ASEANs Økonomiske Fællesskab (AEC). Det bliver et indre marked med blandt andet fri bevægelighed for uddannet arbejdskraft, frit flydende kapital mellem lande og ensrettede toldregler for at lette samhandlen internt på markedet. Forberedelserne er allerede i gang. Den fase, vi er i nu, kan sammenlignes med EU i 1970 erne der kommer ikke til at være tariffer, varerne kan flyde frit, der kommer til at være en enkelt told-procedure, der gælder for alle lande. Det kommer til at være et indre marked, hvor vi producerer varer til hele verden, siger Pushpanathan Sundram til Udvikling. Han er en af idémændene bag det nye marked og tidligere vicegeneralsekretær for Sydøstasiens svar på EU Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN). Den fase, vi er i nu, kan sammenlignes med EU i 1970 erne der kommer ikke til at være tariffer, varerne kan flyde frit, der kommer til at være en enkelt told-procedure, der gælder for alle lande. Pushpanathan Sundram, tidligere vicegeneralsekretær i ASEAN Formålet er at skærpe konkurrenceevnen for det regionale erhvervsliv med en fælles platform. For når de ti lande opererer som separate økonomier som de gør i dag betyder det, at det er besværligt og bureaukratisk at handle med mere end ét sydøstasiatisk land ad gangen, og investorer og potentielle samhandelspartnere vender sig derfor i stedet mod økonomiske sværvægtere som Kina og Indien. Det er et tab for Sydøstasien, mener Sundram og det var baggrunden for, at han i 1997 foreslog et fælles økonomisk samarbejde ASEAN-landene imellem. I 2003 underskrev de ti lande aftalen om AEC og forpligtede sig til at kunne leve op til den, når det bliver Jeg mente dengang, og det mener jeg stadig, at det er nødvendigt med et samlet marked for at sikre, at ASEAN forbliver relevant i Asien, siger Sundram, der selv er fra Singapore. Billigere produktion Helt konkret betyder det nye marked, at samtlige ti regeringer i ASEAN lige nu er i gang med at reformere deres told-, skatte- og visa-lovgivninger og med at opgradere infrastrukturen i hele regionen. Det går langsomt, men det går fremad. Udsigten til de nye tider glæder erhvervslivet. Overordnet bliver det nemmere at være firma i Sydøstasien, når det fælles indre marked bliver en realitet, mener Heinrich Jessen, topchef i teknologi-firmaet Jepsen & Jessen. Vi producerer for eksempel kraner i Thailand til levering i Thailand, Singapore for Singapore og i Indonesien for Indonesien. Vi producerer de her kraner i hvert enkelt land. Det er billigere for os på den måde på grund af infrastruktur, told og ditten og datten. Men når AEC er fuldstændig gennemført, tror jeg, det vil ændre sig. Så vil vi måske have tre fabrikker i regionen i stedet for ni, forklarer han. J & J, et familieejet firma med base i Singapore, har kontorer i alle de sydøstasiatiske lande. Herfra producerer de udstyr, sælger kemikalier, leverer teknologi og kommunikationsudstyr til alle lande i regionen, men i mange tilfælde har hvert kontor i dag at gøre med hvert land. Det er sådan noget, der kommer til at ændre sig, mener Jessen. Jeg tror ikke, vi kan nå det til deadlinen i Men det gør heller ikke noget. Det er vigtigt, vi har den rigtige retning, og det synes jeg, vi har her, siger Heinrich Jessen. Økonomisk løft i hele regionen Det er ikke kun erhvervssektoren, der glæder sig over det nye marked. I forskellige organisationer særligt dem med base i Sydøstasiens fattigere lande har man fokus på at fremme de positive konsekvenser, som en stærkere økonomi vil føre med sig. For eksempel at borgerne frit vil kunne rejse 15/ >

16 > 16/ Fotos: Andrew Holbrooke/Corbis/Polfoto (tv.) & Barry Lewis/Corbis/Polfoto (th.) hen, hvor løn og arbejdsforhold er bedre, til gavn for familien derhjemme. Det er det perspektiv, FN s arbejdsorganisation (ILO) ser i det nye marked. Det er en mulighed for os for at hjælpe arbejdere i de fattigere lande til at opgradere deres uddannelsesniveau. Folk får den mulighed, at de kan rejse ud og tage bedre jobs til bedre penge, det er meget positivt, siger Manuel Impson, der er seniorrådgiver hos ILO. Det er en mulighed for os for at hjælpe arbejdere i de fattigere lande til at opgradere deres uddannelsesniveau. Folk får den mulighed, at de kan rejse ud og tage bedre jobs til bedre penge. Manuel Impson, seniorrådgiver ILO Formålet med det nye, indre marked, AEC, er at skærpe konkurrenceevnen for erhvervslivet i Sydøstasien. AEC s akilleshæl er nemlig, at landene i dag er på meget forskellige udviklingsniveauer. I den ene ende ligger lande som Singapore, der er et af verdens fire finanshovedstæder, eller Malaysia, hvor uddannelsesniveauet er relativt højt. Og i den anden ligger nogle af verdens fattigste lande, som Cambodja, Laos, Myanmar (Burma) og Brunei, hvor store dele af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Men når fællesmarkedet lanceres, skal landene gerne være på et sammenligneligt niveau for effektivt at kunne udveksle arbejdskraft. Det giver ILO muligheden for at sætte fokus på uddannelsesniveauet hos den fattige del af arbejdsstyrken. For os handler det om at sikre, at arbejderen får mere kontrol over sin egen situation. Set fra den praktiske side kommer arbejdsmarkedet til at have klarere definerede regler, og det gør det mere gennemsigtigt, forklarer Impson. En langsommelig affære Fællesskabet er dog blevet kritiseret for at arbejde for langsomt. Samlet set har landene gennemført omkring 80 procent af det kommende marked allerede, men det er sket uden megen dialog mellem det regionale erhvervsliv og politikerne. Og det sinker processen her i slutfasen, lyder kritikken. Generelt er hver af regeringerne primært interesseret i deres eget land, og det er jo ikke unormalt. Men det betyder bare, at hver gang en ASEAN-prioritet kommer op imod en national prioritet, så gælder den nationale stærkere. Derfor er der meget, som tones ned eller vandes ud eller simpelthen ikke bliver gennemført. Jeg tror, det ville hjælpe med en stærkere politisk dedikation, siger Heinrich Jessen. Pushpanathan Sundram kan godt følge kritikken. Der er ikke nok samarbejde, erkender han. Vi burde i højere grad se det private erhvervsliv som en samarbejdspartner. Hvis vi ikke har den sektor med, så kommer det ikke til at fungere, siger Sundram. Han forklarer, at det i dag fungerer sådan, at erhvervslivet kommenterer på udviklingen snarere end at være en aktiv deltager i at udforme reglerne allerede i processen. Men erhvervslivet er nødt til at være med til at bygge markedet op, mener han. Hans forslag er at udvide lobbybegrebet i AEC. Se bare på EU. Her er firmaer repræsenteret i alle mulige sammenslutninger og foreninger, og de tages med i høring ved forskellige lovforslag. Det har vi ikke i samme grad her. Jeg tror, vi har omkring en håndfuld foreninger, der repræsenterer forskellige dele af erhvervslivet i ASEAN, men vi burde have mange flere, siger han. Trods langsommeligheden i den notorisk bureaukratiske region, er Jessen dog overordnet tilfreds. Det er bedre at have AEC end ikke at have AEC, lyder konklusionen. Og i mellemtiden glæder han sig særligt over en ting, som det indre marked kommer til at ændre på: Hans medarbejdere kan rejse frit, når ensrettede regler sikrer arbejdskraftens frie bevægelighed i regionen. Hvis vi uden visa-problemer kan sende forskellige talenter inden for vores firma fra det ene sted til det andet, uden problemer med arbejdstilladelse, uden problemer med opholdstilladelse og den slags, så tror jeg, det vil være meget mere simpelt og meget hurtigere fremover, siger han. Læs mere s. 18 Med et indre marked i Sydøstasien får regionens indbyggere mulighed for at rejse over grænser og tage bedre jobs til bedre penge. Det vil komme til at gavne især de fattigste lande i sydøstasien.

17 Fart på Asiens tigerlande Aseans økonomiske fællsesskab Direkte udenlandske investeringer (FDI) til ASEAN ASEANs ti medlemslande gav i 2003, efter seks års forhandlinger, hånd på at starte et fælles marked, ASEANs Økonomiske Fællesskab (AEC). Markedet begynder officielt i december $47 mio. $92 mio. $114 mio. AEC s medlemslande er: Thailand, Vietnam, Cambodja, Singapore, Malaysia, Brunei, Laos PDR, Myanmar (Burma), Filippinerne og Indonesien AEC består af fem grundpiller: Fri handel mellem landene, fri service over grænserne, uhindret kapitalstrøm, uhindret investering over grænserne og fri bevægelighed for uddannet arbejdskraft. Top 10 investorer i ASEAN (2011) andre 26,9% 23% asean 78 procent af AEC i ASEAN er foreløbig gennemført herunder den omfattende aftale om arbejdskraftens frie bevægelighed. Der bor 600 millioner mennesker i Sydøstasien. taiwan 1,5% uae* 1,5% sydkorea 1,9% caymanøerne 2,1% hong kong 3,6% 16% eu 17/ usa 5,1% 13,2% japan kina 5,3% Vækstrater i ASEAN-REGIONen *Forenede Arabiske Emirater ,4% 6,0% 8,9% 5,6% MYANMAR/BURMA 7,4% 6,0% LAOS 7,0% 5,5% VIETNAM 10,3% 6,2% 4,2% 7,1% THAILAND 8,1% 4,4% CAMBODJA Filippinerne 4,5% 2,7% MALAYSIA 3,2% 0,4% BRUNEI DARASSALEM SINGAPORE 14,5% 6,1% INDONESIEN >

18 > 18/ Foto: Roger Hutchings/Corbis/Polfoto Cambodja Opgør med skattejunglen Sydøstasiens nye indre marked mærkes i Cambodja, hvor regeringen nu gør op med dårlige regler og dyrt misbrug, der har plukket investorer og erhvervsliv. Af Anya Palm, Phnom Penh Uklare skatteregler har skabt korruption i Cambodja. det er måske slut nu. Der har kun været én eneste skattelov i Cambodja nogensinde. Den blev vedtaget i 1997, ændret i 2003, og siden er der stort set ingen, der har rørt ved den. Clint O'Connell, partner i skattefirmaet VDB Loi, griner lidt opgivende. Han sidder på sit kontor i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, hvor fugten allerede har misfarvet væggene lidt i det ellers spritnye kontor. Herfra rådgiver han og 22 andre skatteadvokater de firmaer, der vil ind på markedet i Cambodja, om skatteforhold i landet. For hans firma betyder ASEANs Økonomiske Fællesskab (AEC) flere kunder i butikken, for Cambodja er et af de lande, der har stort potentiale, men som alligevel skræmmer investorer og forretningsdrivende væk med rodede regler og uigennemsigtige forretningsgange. Ikke mindst på skatteområdet. Cambodjas skattesystem er ikke i nærheden af at være lige så robust som for eksempel Thailands, Indonesiens eller Vietnams, siger han. Selvom Cambodja på papiret er et af de nemmeste lande i regionen at starte et firma i, er de nuværende regler så rodede, at det ofte ender med en meget større regning, end firmaerne kan gennemskue, forklarer O'Connell. For eksempel er der en regel om skattefritagelse i en periode under opstart for udenlandske firmaer, nøjagtigt som nabolandene også har. Men når perioden er udløbet her i Cambodja, kommer myndighederne så og opkræver den skat, der skulle være betalt i perioden. Det er lidt af en fælde, hvis man ikke kender den regel og kommer ind som firma her i landet, siger han. Samtidig er der andre udfordringer i Cambodja. I landet, der ligger i den mørke ende af det internationale korruptionsindeks, har skattevæsenet sin del af brodne kar, også blandt autoriteterne. Det er i øjeblikket sådan, at den usikkerhed, der ligger i de uklare regler, har været udnyttet af nidkære skatterevisorer, der ofte selv opfinder skatteregler, som tager enormt meget tid, penge og ressourcer at løse for firmaer her. Det har skabt en mistillid til systemet, særligt når revisorerne bruger reglerne til egen vinding altså via korruption, siger Clint O'Connell. Men med udsigt til det nye indre marked i Sydøstasien duer det ikke længere med suspekte regler, der kan omgås. Så ryddes der op Det cambodjanske skatteministerium har bebudet, at der kommer en reform. Landet skal forberede sig til det nye marked, og den nyligt tiltrådte skatteminister Kong Vibol har nedsat ikke færre end 80 arbejdsgrupper til at gennemgå den uigennemsigtige lovgivning. Der er en del konkrete forslag i reformen, blandt andet hårdere straffe til skattesnydere, klarere regler og statsligt udstukne rettesnore for revisorer. Dem hilser O'Connell velkommen. Men det er ikke det væsentligste, mener han. Over de sidste måneder har ministeriet sendt en håndfuld cirkulærer ud, der klart opridser, hvordan de forskellige dele af lovgivningen skal tolkes. Det sker meget, meget sjældent. Men der ser ud til at være kommet en vilje til at få lidt mere gennemsigtighed ind i systemet. Det er selvfølgelig positivt. Jeg tror, at det er sådan noget, der skal til, hvis ikke Cambodja skal køres over af det nye økonomiske fællesskab, siger han. Om Cambodja kan nå at få implementeret skattereformen over de næste to år, inden det nye marked, AEC, lanceres i december 2015, er tvivlsomt. Men hvis der blot kan nå at blive ryddet lidt op i bureaukratiet, er det positivt alligevel, mener Clint O'Connell. Der sker ændringer nu, det kan vi mærke. Viljen er der til forandring, siger han.

19 AGENDA erhverv Tekstil er fremtiden Afrika gør klar til netbank Elektronisk betaling over nettet og indførelsen af netbanker er fremtiden i Afrika. Det mener firmaet Emerging Markets Payments (EMP), som er ved at opbygge et system i hele Afrika, der skal håndtere elektronisk betaling. Systemet skal udfylde hullet mellem fysiske banker og mobilbetaling, der længe har været den foretrukne betalingsportal i Kenya og andre afrikanske lande. 130 banker i 35 lande i Afrika og Mellemøsten er foreløbig med i EMP's ordning. Også regeringer er med: EMP har allerede indledt samarbejde med regeringen i Nigeria og andre lande, som er interesseret i at droppe betaling med kontanter og papir til fordel for elektronisk ditto. /RH Mens arbejdere i tekstilvirksomheder i Bangladesh (foto) kæmper for bedre arbejdsmiljø og har en vis succes med aftaler med internationale tøjkæder om overvågning af forholdene på fabrikkerne, ventes denne branche fortsat at vokse. Således spås den bangladeshiske tekstilindustri at blive firdoblet i løbet af 20 år. Det skriver det britiske nyhedsmagasin The Economist. Sektoren beskæftiger allerede fire millioner mennesker for hovedpartens vedkommende kvinder. Det er i et land med 31 millioner husstande. Lønmodtagere taber Den globale økonomiske kage vokser, og så godt som alle er blevet mere velstående i løbet af de seneste årtier. Men den skive, som er skåret ud til lønmodtagere, bliver mindre. Lønmodtagernes andel af de samlede indtægter har været faldende siden 1980'erne i store dele af verden. Det viser tal fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD. Andelen er skrumpet fra 66 procent dengang til 62 procent nu. Produktivitetsstigning bliver ikke belønnet tilsvarende i lønningsposen. I mellemindkomstlande og u-lande udpeges intro- Hvorfor Bangladesh? Fordi tekstilindustrien er allerede meget stor og tæller fabrikker. Lønningerne er derudover de laveste i Asien. Og bangladeshisk produceret tøj har toldfri adgang til EU til forskel fra tøj fra blandt andet Kina og Sri Lanka. /RH duktion af teknologi som hovedforklaring på lønmodtageres faldende andel. Teknologi menes at være årsag til 80 procent af effekten. Billigere og bedre maskiner, herunder robotter og computere, tager over. Medvirkende grunde er svækkede fagforeninger, økonomiske liberaliseringer og privatiseringer. I samme periode er den lille gruppe af de mest højtlønnede lønmodtageres andel af den samlede lønmodtagerindkomst blevet øget. Der er tale om den ene procent af samtlige, der tjener mest. /Regner Hansen 19/ Fotos: Panos/Polfoto (øv.) & Mikkel Østergaard/danida (midt)

20 Bolivia Goddag til indianermedicin Indfødtes rettigheder er på dagsordenen i Sydamerikas fattigste land, der nu stiler efter et multikulturelt sundhedssystem. 20/ Af Magnus Scherman, Sucre foto: Ivan Kashinsky/Panos/polfoto

21 Hold da op, Ángel! Har du haft en fødsel? udbryder sygeplejersken Gloria Rivera efter at have læst lidt i Ángels månedsrapport. Den gråhårede Ángel, der med sin cowboyhat og store, slidte landmandshænder ikke umiddelbart ligner en fødselshjælper, nikker og smiler. Vi er til det månedlige møde for Huacayaegnens traditionelle behandlere i den sydøstlige del af Bolivia. Ved siden af sit landbrugsarbejde er Ángel traditionel behandler, en såkaldt barfodslæge, der bruger mange hundrede år gamle metoder fra sine indianske forfædre til at kurere egnens syge. Så når områdets samarbejdspartner, ngo en Prodeco, arrangerer møde for Ángel og hans kolleger, tales der ikke om scanninger og kirurgiske indgreb, men om pomader, plantemedicin og om at udfylde behandlingsskemaerne korrekt, så ministeriet i La Paz kan lave statistikker. For den traditionelle medicin er de seneste år blevet officiel politik i Bolivia, hvor målet nu er et velfungerende tostrenget sundhedssystem, der både indeholder den akademiske medicin og den traditionelle tilgang til sundhed. Vi får kulturen tilbage Det betyder meget, at vi mødes og fortæller hinanden, hvad vi laver, så vi kan lære mere, siger Mercedes Sanco, der også er barfodslæge, og fortsætter: Vi har fået en stor del af vores kultur tilbage. Før var der mange af os, der ikke kendte noget til planterne, men det gør vi nu, og det giver os en stor stolthed og glæde, siger kvinden, der selv tilhører Guaranì-stammen. Bolivias 36 indianerkulturer blev under den spanske kolonitid diskrimineret groft, og indianerne blev udelukket fra indflydelse og i stort omfang gjort til slaver på de spanskejede landbrug eller i minerne. Det spanske kongehus gjorde spansk og kristendom til officiel politik i Bolivia, og der skulle gå næsten fire århundreder, før den oprindelige befolkning i 1920 erne begyndte at få en smule indflydelse. Den kom gennem minefagforeningerne og senere i socialistpartiet. I 1952 udløste et tredages oprør mod hæren en revolution, og efterfølgende afskaffede den nye regering kravet om, at læseevner var nødvendige for at opnå stemmeret. Indtil da havde kravet om spanskkundskaber reelt udelukket langt de fleste indianere, fordi skolegang på landet, hvor indianerne primært holder til, først blev indført i 1930 erne. 36 diamanter Som den første indfødte nogensinde vandt koka-bøndernes fagforeningsleder, Evo Morales, præsidentvalget i Bolivia i 2005 på en bølge af stemmer fra landets indianske befolkning, der udgør cirka 60 procent. Kort efter sejren omskrev han landets forfatning, så Bolivia nu formelt er en plurinational stat og inkluderer de indfødte i en hidtil uset høj grad, blandt andet gennem det tostrengede sundhedssystem. Den traditionelle medicin er også en politisk bevægelse. Nu er disse 36 nationer, der er som 36 diamanter, kommet ud i lyset, og nu skal de diamanter pudses. Miguel Isola, Prodeco En ferm populist som Morales tøver ikke med at kalde sin nye sundhedspolitik for en afkolonialisering af sundhedssystemet. Og der er bestemt også en politisk dagsorden, mener Prodecos stifter, Miguel Isola: Den traditionelle medicin er også en politisk bevægelse. Nu er disse 36 nationer, der er som 36 diamanter, kommet ud i lyset, og nu skal de diamanter pudses. Og det er kun regeringen, der kan gøre det, siger han på sit kontor i hovedstaden Sucre. Fortsat diskrimination Ifølge Isola står den traditionelle medicin over for to store udfordringer. For det første anerkender mange akademiske læger stadig ikke bøndernes metoder, og så er budgetterne fra regeringen ikke tilstrækkelige, siger han. Den manglende anerkendelse og fortsatte diskrimination af indianernes medicin forhindrer også den såkaldte interkulturelle medicin altså kombinationen af de to medicinske tilgange i at blive virkelighed. Dansk støtte til interkulturel medicin Den danske organisation Diálogos har sammen med Prodeco arbejdet med traditionel og interkulturel sundhed i Bolivia siden Danida har bevilliget tre millioner kroner til det nuværende projekt, der er treårigt og også indeholder organisationsudvikling. Den forbliver derfor kun en sætning i den ellers så lovende forfatning, men det skyldes almindelige opstartsvanskeligheder, siger Bolivias viceminister for Traditionel og Interkulturel Medicin, Alberto Camaqui. I dag har den ene type medicin groft sagt ikke samme rettigheder som den anden. Det er, fordi det her er et nyt ministerium (oprettet i 2006, red.), og derfor mangler der stadig meget lovgivning, siger Camaqui til Udvikling. Han indrømmer, at han ikke kan love penge, så staten kan overtage nogle af udviklingsopgaverne fra ngo erne, der stadig gør en meget stor del af arbejdet med barfodslægerne og deres mange patienter. Dette er på trods af, at den traditionelle medicin formelt har været ligestillet med den akademiske medicin siden Til gavn for de fattigste Selv om Morales-regeringens engagement i indianerkulturernes medicin er mere retorisk end reel, har de seneste års udvikling af den traditionelle medicin betydet fremgang i Bolivia, siger Jesper Bernt Madsen fra den danske ngo Diálogos, der samarbejder med Prodeco: I de områder, hvor vi har arbejdet længe, er der blevet skabt et bedre sundhedstilbud til de fattige indianere ude på landet. Vi har fået uddannet de traditionelle behandlere, så de for eksempel er mere bevidste om god hygiejne og om, hvilke patienter (eksempelvis med blindtarmsbetændelse, red.) de skal sende videre til hospitalet. De bolivianske sundhedsstatistikker er ret usikre, men vi ved, at der nu er mindre fejlernæring og en lavere børne- og moderdødelighed, siger han og understreger, at den traditionelle medicins lave omkostninger også gør den særlig populær på landet. 21/