Eftermiddagsgudstjeneste Mosebog 4,1-12; Mathæusevangeliet 5, // , Tema: Vold aggression og vrede.

Transkript

1 1 Eftermiddagsgudstjeneste Mosebog 4,1-12; Mathæusevangeliet 5, // ,7 769 Tema: Vold aggression og vrede. Vi kender alle vredens kropslige kendetegn. Der er dem, hvis kinder får fine små røde pletter på kinden, når vreden har fået tag i dem. Hos andre kan man se en rød til rød-blå flammende udslæt snige sig op ad halsen. Der er dem, der går med sænket hoved som Kain, skulende til siden. Atter andre får trækninger i hovedet, ja nærmest en slags ticks. Så er dem, der bliver stumme af raseri. Og dem, der slår i bordet, knytter næven, spyr eder og forbandelser ud. Vreden har mange kropslige kendetegn. Ingen går fri af at kende den på egen krop eller være udsat for den fra anden side. Vreden er dagens tema. Vreden og aggressionen. I vores temaserie for eftermiddagsgudstjenester i denne vinter om VOLD. Som optakt til denne eftermiddag vil jeg diagnosticere vredesudbruddet ud fra en bibelsk sammenhæng. Vreden er ikke en entydig ytring. Vredesfølelser, vredestanker er tvetydige. Der er den retfærdige vrede. Vreden som indignation over, at et menneske er blevet krænket. Og vreden kan ikke holde op, før sagen er kommet i orden. Og så er der den fornærmede vrede, som finder en anledning til at slå cirkel om sig selv. Vreden, som driver mennesket ind i en spiral, hvor man mister enhver form for fornuft. Vreden har også i Bibelens fortællinger forskellige subjekter: menneske eller Gud. Vi mennesker kan blive vrede, og det har mestendels i bibelen en negativ klang. Men Gud kan også blive vred, hvilket i sidste instans er grundet i hans retfærdighed og godhed. Gud bliver vred på mennesker, når de ikke er i overensstemmelse med ham. Vrede og vrede er altså mere end én følelse. 2. Jeg vil nu focusere på den menneskelige vrede, som absolut negativt beskrevet. Vi har allerede hørt to bibelske tekster, som har vreden som tema. Med fortællingen om Kain og Abel bliver vi vidne til den følelse, som måske er den væsentligste kilde til vreden. Nemlig misundelsen. Den misundeliges udtryk er det sænkede hoved. Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved?, spørger Gud Kain. Misundelsen er i bibelsk set i eet af syndens udtryk. På billedet her i kirken af Syndemanden er misundelsen sammen med vreden skildret som to af dødssynderne. I Middelalderen har synden, herunder misundelsen et kropsligt udtryk. Den sidder i maven. Misundelse er mavefornemmelse. Det er dette, at hvis

2 jeg kommer i skole og spisefrikvarteret skal til at nyde min leverpostejmad pludselig for øje på naboens mad med banan og pålægschokolade. Det rammer lige i synet, men først og fremmest i maven. Og så er fanden løs! Hvorfor? Fordi misundelsen netop sidder i maven. Den er ikke sproglig i første omgang. Den er ren følelse. Misundelsens følelse binder mig til mig selv. Jeg er indkroget i mig selv. Jeg bliver fanget i mit eget retfærdighedsspin. Kan slet ikke se den anden. Har ikke sans for andet end MIT. Hvis man er ramt på sin retfærdighedsfølelse lad os tage et aktuelt eksempel med palæstinenserne, der ikke har fået statsborgerskab, men loven giver dem ret det kan man forholde sig til i vrede. Holde sagen ud i strakt arm og diskutere. For her kan være for eller imod. Den krænkede retfærdigheds-følelse har en sag og hvad vigtigere er, man kan appellere til en fremmed instans: retten og domstolen. Politikere kan diskutere, om loven er rigtig eller forkert. Den krænkede retfærdighedsfølelse kan forholde sig sagligt til. Men sådan ikke med den misundelige. Når jeg bliver misundelig på den anden, retter jeg blikket mod den anden. I min forfordelthed at han har en chokolademad i forhold til min leverpostejmad bliver jeg misundelig over, at han har noget, som jeg ikke har. Ret beset er jeg misundelig OVER noget hos en anden, som jeg er misundelig PÅ. Man stirrer sig blind. Man blive blind af kærlighed, siger man, men det tror jeg ikke på, for man bliver seende man ser tydeligere i kærlighed. Men man bliver blind af misundelse. Man stirrer sig blind på det som den anden har og som jeg ikke har. Man mister proportionssansen. Og inden man ser sig om, så er den misundelige på vej ned ad aggressionens følelsesmæssige sliske: - det begynder med det misundelige blik Øv hvor er hans bil bare bedre end min. - det fortsætter med den nagende fornemmelse af: Hvorfor får han og ikke jeg. Misundelsen vender indad. - og når den misundelige har suttet længe nok på sin følelelse af forfordelthed, så begynder næven langsomt at knyttes i lommen. Den indestængte vrede vender sig udad. - og så ender det i den udadvendte had, der måske først får sprogligt udtryk: Føj, hvor jeg hader dig din idiot. Derpå er der ikke langt til aggressionen og vredens fysiske udladning. Det kan være i psykisk såvel som fysisk vold. I den gammeltestamentlige visdomsbog har man ikke meget til overs for det vrede menneske. Hør blot: Den, der har let til vrede, må selv bøde, for hvis du redder ham, må du gøre det igen og igen. Det er en dyb indsigt i vredens psykologi: Den vredes blik er ude af proportioner. Den vrede er blind. Og den proportionsløse og den blinde er svær at redde. 2

3 3 3. Men inden jeg forsøger at sige noget om, hvorvidt man kan reddes fra vreden, så lige to ord om Jesu vrede. Altså den guddommelige vrede. Som har et anderledes positivt skær. Jesus bliver vred. Rigtig mange gange. Jesu vrede går f.eks. ud over personer, der mener, de er mere end andre (farisæerne). Jesus harmes over hykleriet. Jesus bliver såret over, når nogen ikke tager imod indbydelsen til festen i gudsrige. Man kunne sige det kort på den måde: At Jesus bliver vred, når nogen står i vejen for livet. Jesus fører et forsvar for at livet kan folde sig ud, og han bliver vred, når kræfter står imod, eller som dæmoniserer Jesus, eller når kærligheden ikke kan få råderum. Vreden er for livets skyld. 4. Men nu tilbage til spørgsmålet om, hvad midlet er mod vreden? Hvorledes stoppe det vrede menneske? Når Jesus i Bjergprædikenen, som vi hørte for lidt siden, retter sin vrede mod det vrede menneske her står guddommelige vrede mod menneskelig vrede så er det just for at sige, at den menneskelige vrede har dødelige konsekvenser, for den menneskelige vrede har mistet blikket for omverdenen og ser kun sig selv og må derfor rydde det menneske af vejen, som står i vejen for ham selv. Det vrede menneske anerkender ikke andre instanser i livet end sig selv. Det vrede menneske tåler ikke de andres livsudfoldelse. Netop proportionsløsheden i vreden ser Jesus som det dødsens i vreden. Og hvis man ikke får vendt denne vrede, så ender man i aggressionen, volden, og dermed i fængslet og så lyder det hårde ord: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt din sidste øre. Det menneske, der gjort sig skyldig i en handling f.eks. har forrådt mig det menneske kan tilgives af mennesker og Gud. Det menneske, der føler sig skamfuld over ikke være set af nogen, elsket af nogen, det menneske må i andre menneskers blik eller i Guds blik finde blikkets kærlighed og anerkendelse. Men det vrede menneske er i knibe. Som det stod i salmen, vi sang før prædikenen: Jeg er min egen fjende! For her er ikke anden frelse end i ham selv. Som Jesus siger: Det er dig der må tage initiativet til at komme ud vredens spiral, nemlig forlige dig med din bror! Men hvorledes? Ja, som salmen digter foreslår: Rejs mig Jesus op fra de døde, så jeg til liv står op og mærker solen gløde ind på min slidte krop Vejen ud af vredens spiral går altså på at få vendt blikket fra mig selv til omverdenen. At jeg på krop og sjæl mærker verdenen. Mærk verden! Mærk solen, vinden, mærk de andres tilstedeværen som en nåde, som en gave, som det, jeg skal leve af. Og

4 4 opgiv dit krav på det tilværelsens goder. Opgiv din følelse af ret til livet. Opgiv din tanke om at være ophav til livet. I denne uge har jeg været censor på et universitetsspeciale, der handlede om fængselsteologi: hvorfor straffer vi folk? Vreden kan føre til aggression og vold med straf til følge. Men hvilken straf skal vi give det vrede menneske. Straffer vi forbrydere ud fra gengældelsens princip: øje for øje, tand for tand. Eller straffer vi af hensyn til den indsatte: han skal forbedre sig. Altså af moralske grunde. Forfatteren til specialet skriver, at straf må være en omsorgens straf. En barmhjertighedens straf. Hvori består omsorgen: Den består i, at den indsatte i fængslet får lejlighed til at stå ved sin skyld. Og at angre og gøre bod. Og angeren og boden består just i, at mennesket får indsigt, at vi ikke er ophav til vores liv. Forfatteren henviser til et svensk fængsel, hvor der i fængslet er oprettet et kloster, hvor man kan komme. Og her oplever den indsatte i modsætning til resten af fængslet, hvor vreden, aggressionen og hævnmentaliteten bare fortsætter, at komme ind i et andet rum, hvor som én af fangerne siger: her lærer jeg at blive menneske igen. Hvad vil det sige at blive menneske igen? Hvor vedkommende svarer: At vi mennesker er meget mere end det, vi har gjort! I klostret sætter en forsoningsproces i gang. En forsoningsproces, der starter med en anden mentalitet el. kultur end vredens, aggressionens og hævnens. Nemlig gavmildhedens, omsorgen, og tålmodighedens mentalitet og kultur. Dyder som viser hen til den dybe kristne sandhed, at vi mennesker er mere end hvad vi gør! At komme ud af vredens spiral er at slippe sig selv og kunne se, at livet er større end mit ego. Amen Kirkebøn Vor far i himlen, Vi takker dig for livet, du giver os. for hver en dag du lader stå op af døde for os. for alle gode gave til sind og krop. Lad os ikke blive fristet af selvretfærdighed og forfordelthed til at blive misundelige og vrede. Men giv os et åbent og tålmodigt sind til at kunne dele denne verdens goder med hinanden. Vi beder for alle, der lider ondt i verden. for den syge, den ensomme, den modløse. Trøst dem, styrk dem, giv dem livsmod.

5 5 Vi beder for alle dem, der er ramt af krig og ufred. For dem, der lige nu i Nordafrika er i kamp for demokrati og menneskelig værdighed. På denne søndag beder vi også for de mange ofre for jordskælv og sunami i Stillehavet. Giv os, o Gud din styrke og tro til at leve i en usikker verden. Vær med din hjælp til alle der har ansvar og myndighed i skole, kirke og stat. Stå med vor dronning, Mar. II, ja vær med os alle Når vi sammen beder.. Fadervor