Skjult i handskerummet mellem chaufføren og passagersædet lå en ældre ni millimeter Smith & Wessonpistol.

Transkript

1 Morten Pihl Jyllands-Posten Great Storytelling every day Ah, look at all the lonely people! Danskeren med rødt hår og rødt skæg havde svedige hænder og uro i maven, da hans sølvgrå Suzuki Grand Vitara med Sana-nummerpladen langsomt trillede frem mod to sikkerhedsvagter klædt i blå uniform med matchende kasket og sorte støvler. Hver bevæbnet med et kalasjnikov-gevær stoppede de alle, som ville ind på parkeringspladsen bag Sana Trade Center, et kombineret indkøbs-, kontor- og lejlighedskompleks med moské øverst oppe i den vestlige del af Yemens hovedstad, Sana. Den 120 kilo tunge dansker, der var iklædt en lang, hvid kjortel, døjede ikke alene med eftermiddagssolens varme, men var også nervøs over den opgave, han skulle løse i de næste minutter. Han risikerede at blive skudt og dø, fordi nogen forvekslede ham med en terrorist. Sådan lød indledningen i den første artikel, jeg skrev efter at have deltaget i kurset Great Storrytelling every day på Poynter Institute i St. Petersburg, Florida. Artiklen fortsatte: Skjult i handskerummet mellem chaufføren og passagersædet lå en ældre ni millimeter Smith & Wessonpistol. Efter at have set Morten Storm an, lod sikkerhedsvagterne bommen gå op, så han kunne passere. Han kørte forbi alle de parkerede biler og stoppede først, da han var nået helt ned i bunden af parkeringspladsen, der var omkranset af en stenmur. Han steg ud, åbnede døren bag førersædet og tog et campingkøleskab ud og stillede det på asfalten ved siden af en affaldscontainer. På parkeringspladsen patruljerede yderligere to bevæbnede sikkerhedsvagter. Morten Storm frygtede, at han ville blive opdaget og skudt, fordi de troede, at han var i færd med at placere en bombe på pladsen. Bombesprængninger var ikke hverdag, men dog ikke ukendte i den yemenitiske hovedstad. Men de opdagede ikke, at han satte køleskabet af. Vagterne, som havde sluppet ham ind, hævede bommen, så han også kunne komme ud. Det hele havde taget mindre end to minutter. Kort efter fik Morten Storm, der var på en hemmelig mission for den danske efterretningstjeneste PET, besked om, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA havde samlet køleskabet op, hvor han havde efterladt det.»i can confirm its picked up. Tell our boy "good job"«. Sådan lød det i en sms, som "Abu Kaj", en af Morten Storms føringsofficerer i PET, videresendte til Morten Storm onsdag den 23. maj 2012 klokken Med et cover som militant islamist havde Morten Storm i flere år samarbejdet med PET og CIA om at opspore terrorister i udlandet. PET var altid mellemmand mellem Morten Storm og CIA - også denne gang, da Morten Storm i en sms bad "Abu Kaj" om at give CIA følgende besked:»tell my big brother J. Roger that!!! My pleasure and sorry for any inconvenience looking forward for our next coming "business project"«.

2 "Olde", en anden af Morten Storms føringsofficerer fra PET, jublede i en sms til Morten Storm over den vellykkede afleveringsforretning, som ifølge PET-manden ville skabe respekt om den danske efterretningstjeneste hos dens amerikanske samarbejdspartner, CIA:»Achi for fanden. Det er klasse gået :-). Vi viser dem sgu at det er danmark der styrer. :-) ved godt at det er din indsats men vi tager sgu æren :-)«Morten Storm svarede tilbage i en sms:»vi er et Team og vi har alle lige del i arbejdet og æren. Ka ik lave mål uden gode medspillere, som jeg pt stadig leder efter.«ifølge Morten Storm var der sporingsudstyr skjult i køleskabet og den beautyboks, som Morten Storm efter PET's anvisninger havde placeret inde i køleskabet. Den oprindelige plan var, at han skulle have kørt det ned til Abu Basir, lederen af al-qaeda på Den Arabiske Halvø, så PET og CIA kunne spore terrorlederen, ifølge Storm for at dræbe ham i et droneangreb. Ja, sådan lød indledningen altså i den første artikel efter Florida-kurset. En indledning, hvor jeg brugte flere af de redskaber, vi lærte af nogle helt fantastisk dygtige og inspirerende lærere. Blandt andet brugen af scener og detaljer, der understøtter det væsentlige i sagen, og dialog. Ikke at jeg ikke også før kurset brugte disse redskaber, men kurset i Florida bidrog med nye redskaber og tydeliggjorde og bevidstgjorde, hvordan en fortælling gøres spændende og fængende. Man blev meget mere bevidst om brugen af forskellige redskaber, både i forbindelse med indhentningen af oplysninger, filtreringen og organiseringen af dem for slet ikke at tale om skrivefasen. Et af kodeordene er at fokusere. Fokusere på det væsentlige. Vi havde tidligere i flere omgange interviewet Morten Storm om hans virke for PET, herunder om aktionen mod Abu Basir, men da vi interviewede ham i forbindelse med ovennævnte artikel, var det tydeligt, at jeg stillede spørgsmål på en helt anden måde end tidligere. Jeg var helt bevidst om at spørge ind til alle tænkelige detaljer, der kunne beskrive en væsentlig scene, følelse eller tanke. Og bagefter at samle yderligere oplysninger om de steder, som knyttede sig til disse scener, f.eks. parkeringspladsen i Sana og centret ved siden af. Var der vagter på parkeringspladsen? Hvordan var de klædt? Hvad farve havde uniformen? Var de bevæbnet? Hvilken bevæbning? Var du selv bevæbnet? Hvilken pistol var det? Hvor lå den i bilen? Hvor varmt var det den dag? Hvor på parkeringspladsen stillede du køleskabet og beautyboksen? Var parkeringspladsen af asfalt, grus eller jord? Hvor lang tid tog det? Hvordan havde du det? Hvorfor var du nervøs?»man kan godt høre, at du har været på kursus,«sagde min kollega efter interviewet. Muligt, men der er meget at lære endnu, og som en af vores lærere, Butch Ward, sagde til os, da vi et hold danske journalister fra alle typer medier skiltes efter fem fantastiske og lærerige dage: Når I kommer hjem, vil I have det lige som en golfspiller efter en lektion hos golftræneren. De første gange, man er ude at spille efter en træningslektion, går det sjældent særlig godt. Men med øvelse, så kommer det. Øvelse, øvelse og øvelse. Så kommer det. Så kommer resultaterne. Men Butch Ward var ikke i tvivl, sagde han til os alle:» You can do it no doubt!«

3 En af de læresætninger, der gik igen på kurset, og som ingen af os nogensinde vil glemme, hvis vi ikke kendte den i forvejen, er:»get the name of the dog!«grav efter det konkrete og specifikke, detaljer, der appellerer til sanserne, så man kommer så tæt på virkeligheden som muligt. Vi fik det ind under huden allerede den første dag, hvor Tom French, en af vores undervisere, præsenterede os for Paul Mccartneys Eleanor Rigby. Ah, look at all the lonely people! Ah, look at all the lonely people! Eleanor Rigby, Picks up the rice in a church where a wedding has been, Lives in a dream. Waits at the window, Wearing the face that she keeps in a jar by the door, Who is it for? Where do they all belong? Father McKenzie, Writing the words of a sermon that no one will hear, No one comes near. Look at him working, Darning his socks in the night when there's nobody there, What does he care? Where do they all belong? Eleanor Rigby, Died in the church and was buried along with her name, Nobody came. Father McKenzie, Wiping the dirt from his hands as he walks from the grave, No one was saved.

4 Where do they all belong? Så kort, simpelt og skarpt, effektivt, rammende og gribende kan man beskrive to ensomme mennesker, der samler ris op efter andres bryllup. Hvad lægger I mærke til, spurgte Tom French. Hvad handler det om? De spørgsmål blev gentaget ugen igennem og var med til at bevidstgøre os om, at det er konkrete detaljer, vi husker, og at vi skal fokusere på at samle detaljer om det, som historien handler om. Fokuser! Kogt ned til et eller nogle få ord: hvad handler det om! I tilfældet ovenfor: Ensomhed. Vi lærer om skriveprocessen: Få en idé, indsamle oplysninger, fokusere (hvad handler historien om), organiser stoffet (hvad skal med, hvad skal ikke med), lav et hurtigt udkast, skriv det igennem en eller flere gange (writing is rewriting), læs gerne artiklen op for dig selv. Men uden ideer, virker intet. Allerede om eftermiddagen på førstedagen kastes vi ud i en opgave, vi skal skrive på engelsk og læse op for klassen dagen efter. Vi går ud og observerer og laver vores scener med eller uden dialog. Vi gør det samme igen på kursets fjerde dag, og da vi læser vores opgaver op for hinanden den femte og sidste dag, om fredagen, så står det klart, at vi alle har lært rigtig meget siden mandag. Vi er blevet langt skarpere til at fokusere, til at sætte scener, bruge dialog, til at zoome ind og ud som i en film og sprede guldkornene, så vi holder læseren fanget hele tiden. Brug alle sanser. Hvordan lugtede der, hvilke lyde var der, hvordan så det ud? Lad væggene tale. Lad t-shirten tale. Eller hvad det nu er. Vi lærer, hvordan vi interviewer mere effektivt, bl.a. ved at stille opfølgende spørgsmål og ikke skal være bange for pauser. Vi lærte forskellige måder at opbygge historier. Personligt fik jeg meget ud af at få præsenteret en fortælling skematisk opbygget sten på sten. Broken narrative/broken lines, kaldes det. En meget effektiv måde at fortælle en historie på. Start fortællende, f.eks. med en scene. Så kommer der noget forklaring, hvad er konteksten. Så tilbage til det fortællende. Dernæst noget mere baggrund og information. Dernæst tilbage til det fortællende. Husk: slutningen er vigtig. Et svirp med halen er godt. Det var et ekstremt inspirerende og lærerigt kursus med nogle helt fantastisk dygtige og inspirerende lærere. De var engagerede, meget positivt indstillede og var gode til hele tiden at inddrage os ved at stille spørgsmål til os hele tiden. Det gode var også, at de illustrerede, hvad der virkede ved hjælp af konkrete eksempler. Jeg var f.eks. meget begejstret for at få udleveret Tom French s researchmateriale og den måde, han havde organiseret det på før han skrev en artikel om Hal Rogers forberedelser og overværelse af henrettelsen af hans datter Michelles henrettelse. Hvad fokuserede han på i researchen, hvordan udvalgte han det væsentlige, hvordan organiserede han for til sidst at skrive. Der var fire lærere på næsten hele tiden, fire stærkt kompetente lærere, Butch Ward, Jacqui Banaszynski, Roy Peter Clark og Tom French, flere af dem Pulitzer Prize-vindere. Pulitzer-vinderen Lane DeGregory fra Tampa Bay Times, ejet af Poynter Institute, holdt et meget inspirerende og ærligt oplæg og fortalte om sin måde at arbejde på. En meget smilende, glad og åbenhjertig og nysgerrig reporter, som bl.a. mindede os om, at hvis vi vil have de gode historier, skal vi være villige til at gå efter dem, når kilderne har tid og lyst, og ikke, når det passer os. Gå til dem med åbent og ærligt sind, og fortæl dem, hvordan du arbejder. Så kan det lykkes at vinde deres tillid. Og få fremragende historier. Vi kom hjem med hundredvis af tips og fyldt op med lyst til at bruge i hvert fald nogle af dem. Jeg vil varmt anbefale kurset til andre, som vil blive bedre til at fortælle deres historie, uanset om det er den korte nyhedshistorie eller den lange fortælling om den tidligere PET-agent Morten Storm.

5