KLASSE KAMMERATER HANS CHR. THOMSEN PETER LUNDBERG 27. FEBRUAR MARTS 2010 I SILKEBORG KUNSTNERHUS

Transkript

1 KLASSE KAMMERATER 27. FEBRUAR MARTS 2010 I SILKEBORG KUNSTNERHUS HANS CHR. THOMSEN PETER LUNDBERG

2 KLASSEKAMMERATER Der var engang i forrige årtusinde, for så længe siden, at kun ganske få stadigvæk kan huske det; to drenge som gik i klasse sammen på en skole i Silkeborg. De to drenge havde en fælles passion. De kunne lide at tegne, og interesserede sig for kunst, hvilket var mere end almindeligt for børn i den alder. Så meget fyldte deres interesse og trang til at udtrykke sig kunstnerisk, at de en dag blev drevet helt derud, hvor der ingen vej var tilbage. De begyndte at male! Det var slet ikke, som det er i dag, hvor alle enten skal male eller deltage i X-factor. Næh nej, dengang var det virkelig et særsyn, når specielt drenge beskæftigede sig med noget så underligt som at male billeder. De var jo nærmest ikke rigtig kloge, og mange rystede da også godt og grundigt på hovedet af dem. Det var noget FLIP, sagde man, men det tog de sig nu ikke af. De synes selv, at det var FEDT. Specielt når de var sammen og eksperimenterede med lærreder og maling, afprøvede nye teknikker og blandede oliemaling i bunkevis. Oliemaling, hvis tvivlsomme kulør, blev smurt ud på sagesløse lærreder som stor kunst. De to håbefulde malere måtte efterfølgende tage bad i terpentin for at blive rene igen. For kun at male med pensel var jo en begrænsning. Det var learning by doing, og de hyggede sig med en målbevidsthed, som kun de selv kunne få øje på og forstå. De var skabende, og skabte sig som havde de fået fat i noget essentielt. Det havde de måske også? Ihvertfald lød det meget klogt, når de satte ord på det, de gik rundt og smurte på deres lærreder. Tiden gik. Drengene blev til mænd, og en dag flyttede de fra byen for at læse til et og andet klogt i en større by. De fandt sig hver en kæreste, blev gift og fik børn. Den ene flyttede dog hurtigt tilbage til byen igen, mens den anden bosatte sig i nabokommunen. I en del år var de aktive med meget andet end lige maleriet og deres kunstneriske virke. Men under det hele spøgte trangen til at udtrykke sig på maleriet stadigvæk. Trangen blev så stor, at den ene i en relativ ung alder en dag sprang ud som professionel fuldtidskunstner. Den anden havde lige et par jobs mere, der skulle afprøves, inden han tog sit endelige spring. Ingen af dem var dog i tvivl om, at det, de fik grundlagt i drengeårene, var det de skulle forfølge professionelt i voksentilværelsen. De gjorde det godt, og begge kunne de leve af deres kunst. Men de vidste også, at for at få succes skulle der arbejdes hårdt og målrettet. Der var ikke tid til at ligge og hvile sig på laurbærrene. Hele tiden var de på vej mod nye mål. Aviserne skrev både spalte op og ned om de to malere, hver gang de fandt på nye ting, og det var tit. Deres karrierer blev nøje beskrevet og portrætteret, og flere og flere fik øjnene op for deres kunst. De lignede ingen andre i deres stil. Deres udtryk var hver for sig deres helt personlige BRAND, og det kunne deres store publikum godt lide. Mange, både private og virksomheder købte malerier og tryk, så de to kunstnere kunne overleve. De var flittige begge to og

3 havde hele tiden udstillinger på gallerier og i kunstforeninger over hele landet. De var nu blevet kendte udenfor deres hjemby for deres kunst. Den ene så meget, at han begyndte at udstille på kunstmuseer i ind- og udland. Deres veje krydsede igen hinandens spor, og jo ældre de blev, des mere så de til hinanden. På en rejse til Tyskland i 2009 skete det så. Det var under en tiltrængt pause, i en hård rafleturnering på bagsædet i en lyserød kulturbus, at en tanke pludselig opstod ud af næsten ingenting. De to gamle klassekammerater ville udstille sammen. Nu skulle det være! Om det var fordi den ene hele tiden tabte til den anden, i dette larmende terningespil, og nu ville have sin hævn? Se, det vides ikke med bestemthed. Men rygtet vil vide, at tab-og-vind-med-samme-sind holdningen trods alt var tilstede i bussen. Tid og sted blev aftalt, og sådan gik det til, at udstillingen KLASSEKAMMERATER med de to gamle venner blev en realitet kun 41 år efter, at de gik i gang med at øve sig sammen på deres maleri. En kold januar formiddag sidder de så - over to glas vand - og taler om hvem der skal åbne udstillingen. De blev enige om deres tidligere lærer fra Søndergadeskolen. Tegneren og skribenten Jørgen Michaelsen har med stor interesse fulgt de to gamle klassekammerater s karrierer lige fra den spæde start i formningslokalet i 60 erne indtil nu. Se, dette var da en rigtig fortælling! Hvordan det så siden kommer til at gå dem til ferniseringen, om udstillingen bliver en succes, og de kan melde udsolgt i flere år efter at disse ord er blevet skrevet? Se, det er jo netop det helt store spørgsmål, som kun fremtiden vil vise. Nu er kataloget trykt, og du sidder med det i hånden. Om du overvejer at begive dig afsted til ferniseringen i Silkeborg, eller kigger indenfor en anden dag i udstillingsperioden. Så skal du vide, at du er meget velkommen. Fordi, netop du, med din tilstedeværelse, kan være med til at skrive endnu et kapitel i eventyret. Et kæmpe PLUS er det, at de to klassekammerater er realister. De anbefaler nemlig alle, der kommer og besøger udstillingen, at de, udover en klædelig portion overbærenhed med hensyn til den kunstneriske formåen, så også lige medbringer rigelige mængder af det gode humør. Det er strengt nødvendigt! Ikke mindst når de, som de gør det her i kataloget, tager munden så fuld, at de garanterer alle gæsterne en både farverig, fantasifuld og sprudlende livsbekræftende oplevelse - og til ferniseringen rimelige mængder vin til at skylle det hele ned med. OG DET ER GANSKE VIST! Hans Chr. Thomsen & Peter Lundberg, januar 2010

4 HANS CHR. THOMSEN Da Hans Christian bad mig om at skrive en prolog til denne udstilling, sagde jeg straks ja og mente, at det måtte være den letteste sag af verden at fyre nogle bevingede ord af om hans billeder. Da jeg havde set på den tilsendte stak i 14 dage, måtte jeg indrømme at så let var det ikke. Som så ofte når man står over for en kunstnerisk oplevelse er det næsten umuligt at forklare, hvorfor det pågældende værk gør et så stort indtryk på én. I dette tilfælde kunne man vel nok skrive om barnesindets uberørte farvesans og fortælleglæde - og den nervøse og følsomme linieføring, om den ekspressive, spontane og dog så faste billedopbygning, om den udprøvede sans for materialerne, om betydningen af paraplyerne og fabeldyrenes mange stirrende øjne... osv. Men hver gang jeg begyndte på en sådan analyse, stirrede øjnene vredt på mig og der stod små irriterende røgskyer ud af bagbeklædningen! Billederne unddrager sig analyser og forklaringer. De er i sig selv et oprør mod tørre akademiske udlægninger - de er et krav om absolut frihed - pirrende - humoristiske, medrivende og lidt ængstelige... skabt af en tindrende talentfuld malerbegavelse. Gunnar Saietz Medlem af Grønningen

5

6 PETER LUNDBERG Jeg maler, fordi jeg ikke kan lade være, alligevel bliver jeg hver gang ramt af tvivlen og angsten for ikke at slå til, skarpt forfulgt af tankerne om, at det jeg laver ikke har nogen betydning, og at det ligeså nemt kan gå hen og blive totalt ligegyldigt. Maleriet må ikke være intetsigende og må heller ikke gentage et allerede malet billede. Den mentale forberedelse til et nyt maleri starter længe inden, jeg samler blindrammen og hæfter lærredet på. I timerne op til malestarten, kommer der en næsten meditativ koncentration ind over mig. Det er en nødvendig opladning til maleprocessens opdagelsesrejse. En rejse hvor jeg bliver ført gennem uberørt, ukendt land og til steder, hvor nye historier fortælles. Historier, som jeg træder ind i, lader mig forføre af og ikke ved hvor ender. Denne udforskning tænder altid en nysgerrighed efter at gå endnu dybere ind i maleriets forunderlige univers og der tage et nærmere kig på den verden, der ligger bag det hele. Når jeg dykker ned i mange af livets facetter i den slow-ekspressive arbejdsproces, der kombinerer det abstrakte og det halvvejs figurative, forsøger jeg at samle det hele i ét maleri. Om det lykkes at skabe den store fortælling, ved jeg aldrig rigtig på forhånd. Men bagefter er jeg ikke i tvivl. Mit mål med maleriet er at arbejde mod en større afklaring, mod større malerisk frihed. Mod endnu bedre billeder...

7

8 SILKEBORG KUNSTNERHUS NYGADE SILKEBORG ÅBNINGSTIDER: Mandag - fredag kl Lørdag kl Søndag lukket FERNISERING LØRDAG DEN 27. FEBRUAR KL Silkeborg tegneren / pens. skolelærer Jørgen Michaelsen åbner officielt udstillingen kl. 12:15 Jørgen Michaelsen har som tidligere formningslærer på Søndergadeskolen i Silkeborg, kendt og fulgt de to koloristiske skolekammerater og deres kunst lige fra skoletiden. - Så mon ikke der er lagt op til både hovedrysten og måske et venskabeligt ryk i øret over al den spildte maling gennem årene. Bagefter bliver vi nødt til at skylle alle pinlighederne ned med et godt glas vin eller to... Udstillingen er åben fra kl. 10. Vi glæder os til at se Jer! HUSETS KUNSTNERE: Anne Sofie Binder maleri - Antje Reihs maleri - Elena Bering akvarel og maleri - Elisabeth Wegger maleri - Eva Holmsgaard Andersen tegning og grafik - Helle Bovbjerg keramik - Henriette Duckert keramik - Jens Christian Kondrup glas - Jóhanna K. Óskarsdóttir keramik - Karen Marie Fredslund skulptur og blandform - Karina Lemminger keramik - Margit Tang akvarel og maleri - Mette Mailund Strong maleri - Mette Gregersen keramik - Nynne Højerslev fotografi og maleri - Pernille Reitz maleri og blandform - Peter Lundberg maleri - Ryan Riiskjær maleri - Tage Størup keramik - Yvonne Eiegod maleri og tegning