Mosaik til fastegudstjenester 2007

Transkript

1 Mosaik til fastegudstjenester 2007 Teologisk ressourcemateriale Udarbejdet af Annette Jørgensen

2 Inspiration til gudstjenesten d. 4. marts Bøn: Sammen, ikke alene! Hele menneskehedens Gud! I en verden fuld af frygt, åben vore hjerter for din kærlighed. Skønt vi vandrer i ensomme og isolerede dalstrøg, åben vort sind for dit håb. Når vi søger stier i mørket, åben vore øjne for dit lys. Vi vender os fra had mod kærlighed. Vi vender os fra skepsis og intolerance mod forståelse. Som søstre og brødre siger vi ja til indlevelse, medfølelse og barmhjertighed. Sammen, ikke alene, beder vi om din fred. Linda Jones. Caford, Oversat af Estrid Hessellund 1. Til indledning Årets Mosaik til fastetidens gudstjenester centrerer sig om stigmatisering, skam og håb. Inspirationen her lægger sig op ad mosaikken og vil derfor tage de samme temaer op. Sogneindsamlingen 2007 sætter fokus på AIDS på de mange millioner af mennesker, der lever med hiv og aids, hvoraf 25 millioner bor i Afrika syd for Sahara og 6 ud af 10 af dem er kvinder. Aids er i Afrika i høj grad en konsekvens af fattigdom, uvidenhed og uheldige kulturelle traditioner, der frarøver piger og unge kvinder deres ret til at bestemme over deres egen krop. Med hiv og aids følger ofte netop tavshed, diskrimination og skam, hvilket også kan være tilfældet herhjemme i Danmark. Live and let others live. STOP Hiv/Aids Stigma and Discrimination. People of quality respect equality. Sådan står der på en plakat, der hænger udenfor et rådgivningscenter i Zambia: Lev og lad andre leve. STOP Hiv/Aids stigma og diskrimination. Folk af kvalitet respekterer, at alle er lige. Plakaten siger noget om, hvilke følger hiv/aids kan få for den syge, men også, at der er en vilje til at få sat en stopper for det. Sogneindsamlingen ligger i fastetiden, som peger hen mod Jesu lidelseshistorie. I kirken har fastetiden taget farve af lidelsen og fastetidens gudstjenester, såvel teksterne fra Det gamle som Det nye Testamente, har på forskellig måde tjenesten for det lidende medmenneske som klangbund. Teksten til 2. søndag i fasten, søndag den 4. marts, handler om Den kana anæiske kvinde, så det er i år den fortælling, der vil blive prædiket over i kirkerne, inden sogneindsamlingen går i gang, og det er også den tekst, som den afrikanske præst Richard Lubawa reflekterer over i kortfilmen: En tanzaniansk prædiken, der ligger i forlængelse af filmen Standsaids.nu.

3 Begge film bruges i Folkekirkens Nødhjælps kampagne for konfirmander, FDF`ere, De grønne pigespejdere og andre unge. 2. Til gudstjeneste i Afrika (Film: En tanzaniansk prædiken Matt. 15, 21-28) Signe og Andreas fra Standsaids.nu er med til gudstjeneste i Afrika. Pastor Richard Lubawa prædiker ved gudstjenesten over Mattæus teksten, og en lille film fra gudstjenesten finder man i forlængelse af filmen Standsaids.nu, det fremgår af menuen (DVD). Af pointer i filmen kan fremhæves: Kvinder og piger diskrimineres i det afrikanske samfund, og smittes de med hiv, fordobles diskriminationen. Kirkens svar har været præget af uvidenhed og ligegyldighed. I dagens tekst ses det, hvordan Jesus imødekommer et lidende menneskes bøn. Han overvinder fordommene i sin tid og hjælper den ikke-jødiske kvinde, der regnes for at være udenforstående. Jesu reaktion er tankevækkende for afrikanerne, der ofte anser hiv-smittede for at være nogle, man ikke omgås. Jesus blev set ned på, fordi han var sammen med dem, andre så ned på. Jesus nedbryder barrierer og gør en forskel ved at omgås alle. Vi mennesker skal gøre, som Jesus gjorde: række en hånd til den udstødte. Til overvejelse og til inspiration for ens egen prædiken: Er det rigtigt, at der også er mennesker, der holdes ude af fællesskabet i dag og ikke kun på Jesu tid? Hvordan kan vi gøre op med fordommene og stigmatiseringen i Danmark? Og hvad med i Afrika? Hvad siger præsten, der skal til, før end alle kan leve med ære? Skal vi forholde os til det i Danmark? Hvad kommer det os ved? Hvordan ser vi på aids-syge her i vores lille land? 3. Refleksion til prædiken Du satte dig selv i de nederstes sted Stigmata betyder mærker, brændemærker. Ordet bruges især om Jesu naglemærker. Hans stigmata viste, at han var den, der var blevet hængt op på et kors med nagler gennem hænder og fødder. På en brutal måde, var han blevet slået ihjel, og det havde sat sig spor. Hvordan bruger vi ordet stigmata i dag?

4 Når vi i dag bruger ordene stigmata og: at stigmatiseres, har de taget farve af Jesu sårmærker, forstået på den måde, at en stigmatisering er en ydmygelse. At stigmatisere en anden vil sige: at isolere vedkommende, holde vedkommende udenfor. I fastetiden er Jesus på vej hen til sin stigmatisering, til de mærker, folks forkastelse af ham, folks støden ham ud, giver. Det er en tung vej at gå, og han ved, hvor den ender, men ikke desto mindre formår han hele vejen at have øje for andres lidelser. Han går den vej, han skal gå, selv om han er uskyldig, for han gør det for andres skyld, for vores skyld og ikke mindst for de menneskers skyld, som også stødes ud, skubbes væk, mærkes af andres vrede og afvisning. Han sætter sig selv i de nederstes sted, og han går for at gå hele vejen. Helt ind i døden, men også længere endnu, også ud igen, ud i livet igen, væk fra korsfæstelsens stigmatisering og ekskludering til opstandelse, håb og forløsning. Jesus bringes til at tænke inklusivt. Matt. 15, Man kan stille flere spørgsmål til teksten: Hvorfor afviser Jesus den kana`anæiske kvinde, da hun henvender sig til ham? Vil Jesus sætte hende på prøve? Eller skyldes hans afvisning, at Jesus forstod sig selv som sendt til jøderne? Teksten giver os ikke noget svar på hans tavshed, men den har nogle afgørende pointer: Jesus hører kvinden til sidst. Reelt var kvinden som hedning sat udenfor, hendes verden ansås for at være tom for Gud, gudløs, men Jesus bevæges af hendes tro. Kvindens bønskamp minder os om, at Guds tavshed ikke er ubevægelig. Kvindens tro er stor tro, og den er båret af dyb kærlighed til sin datter. Jødedommen spiller en stor rolle i Mattæus-evangeliet. Det er tydeligt, at Mattæus-evangeliets forfatter er velbevandret i Det gamle Testamente og at jødedommen og jødiske forhold spiller en større rolle i Mattæus-evangeliet end i de andre evangelier. Dette kunne godt give læseren det indtryk, at Mattæus ville fremstille Jesus som den, der havde sat sig til opgave at forny den jødiske religion, altså blot at være en jødisk reformator, og dertil kommer, at evangeliet indeholder de ord, der udgør dagens tekst og som direkte synes at begrænse Jesu virksomhed til det jødiske folk. Men der findes også beretninger i evangeliet, der i høj grad peger i en universalistisk retning, f.eks. indledningen med fortællingen om de vise mænd fra Østerland og afslutningen med missionsbefalingen. Så det vil være misvisende at kalde Mattæus-evangeliet jødisk, men i dagens tekst slår det klart igennem, at forfatteren og hans omgivelser har været stærkere præget af deres jødiske herkomst, end de andre evangelister var det, at det umiddelbart har syntes upassende, at Jesus skulle beskæftige sig med en ikke-jøde, en hedning. Jesus ude ved grænsen I teksten her fra Mattæus-evangeliet er Jesus søgt ud i en grænseegn, hvor han får flyttet sine grænser. Forud for beretningen om den kana`anæiske kvinde har han i Matt. kap. 15, gjort op med de jødiske renhedsregler, så han er på vej væk fra den gængse jødiske tankegang. I kap. 15, går han så langt, at han endda hjælper en hedning. Hvad sker der med os, når vi kommer ud til grænserne?

5 Det spørgsmål kan vi passende stille os selv, når vi læser dagens tekst. Hvornår flytter vi os? Hvad skal der til, før vi rykker? Skal et menneske, evt. et sygt menneske, helt ind på os, før der sker noget? Hvorfor er det vanskeligt at flytte sig? Hvorfor er det så meget nemmere at blive i de meninger, holdninger og vaner, vi har? Vi skal være et vidtfavnende samfund. Den afrikanske præst i filmen siger, at kirken og alle verdens lande skal handle ligesom Jesus. Det vil sige: vi skal flytte os, som Jesus gjorde det. Også i vores måde at se på hiv-smittede og aids-syge på. Vi skal omgås mennesker med hiv og aids, uanset om de er fra Tanzania, Europa eller USA. Vi skal eliminere fordomme overfor de smittede. Vi skal vide at stigmatisering af et menneske er synd mod Gud, som har skabt alle mennesker i sit billede. Kirkens svar og handling. Jesus lod sig stigmatisere på korset, og tog dermed vi menneskers stigmata på sig, tog dermed vi menneskers lidelse på sig. Han tog dem med ind i døden og med ud igen, ud i livet påskemorgen, hvor de forvandles til tegn på håb. Så kirkens svar må være at: Forblive en håbets kirke, selv i en verden med hiv og aids. Kirken skal bryde tavsheden og være åben for mennesker, der lever med hiv og aids. Kirken i Afrika skal uddele kondomer og måske også kirken i Danmark? Vil det ikke være udtryk for en omsorg for alle de menneskelige behov? Kirken skal være som folk af kvalitet, der respekterer, at alle er lige. 4. Forslag til salmer. 172 Se, vi går op til Jerusalem 410 Som tørstig hjort monne skrige 582 At tro er at komme/158 Kvindelil! Din tro er stor 260 Du satte dig selv i de nederstes sted 5. Refleksioner til en andagt. Den bevægende bevægelse Fastetiden og dermed fastetidens tekster er en del af en bevægelse, af bevægelsen fra jul til påske, der er en bevægelse fra fødsel til død. Fastetiden er en del af Jesu bevægelse fra fødsel til død. Gennem denne bevægelse bevæger Jesus sig rundt mellem folk, og hans gang vækker postyr, hans gang sætter noget i gang, bevæger, fordi den vender op og ned på tidens gængse regler. Han omgås de udstødte, de fattige og syge og giver endog kvinderne en mere fremtrædende plads end normalt i samfundet. Samtidig kalder han til efterfølgelse: Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer (Johs. 13, 15). Han går ikke bare selv, han viser også os vejen at gå ad. Bevægelsen kommer tydeligt til udtryk i nogle af de salmer, vi synger i fastetiden: Herre du vandrer forsoningens vej. DDS 613 Se, vi går op til Jerusalem ved hellige fastetide DDS 172

6 Se, hvor nu Jesus træder. DDS 176 I talen om mennesker, der er hiv-positive eller har aids, er det ofte sket, at den syge er blevet fordømt, fordi sygdommen smitter bl.a. ved seksuel kontakt. Det faktum bevirker, at den syge nemt opfattes som promiskuøs, letlevende, hvilket i sig selv ses som en synd som en meget alvorlig synd. Fra sådan en opfattelse er der ikke langt til den konklusion, der siger, at aids er Guds straf. Aids er Guds straf for et syndigt levned. Og en syndig person, der er straffet af Gud, er jo ikke værd at være sammen med. Til en sådan tankegang er der kun at sige, at hele Jesu liv, hele Jesu bevægelse ikke mindst hans vej op til Jerusalem forkynder noget andet. I Johannes-evangeliet kap. 9 hører vi, hvordan han møder en mand, der har været blind fra fødslen. Hans disciple spørger ham da: hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?, og Jesus svarer: Hverken han selv eller hans forældre har syndet, hvorefter han helbreder manden (Johs. 9, 1-7). Jesus fordømmer aldrig en, der er syg eller vender ryggen til vedkommende, tværtimod. Ingen steder anser han sygdom for at være selvforskyldt, men lider i stedet med den lidende og gør så for øvrigt, hvad han kan for at hjælpe. Han gør op med den gængse tankegang for at vise os en ny vej at gå ad. Ja, i virkeligheden peger han gang på gang på, at det at holde folk ude, hykleri og magtmisbrug er de største af menneskelivets synder. Det er ikke vi menneskers seksualitet, der skiller os fra Gud, nærmere vores selvretfærdighed. 6. Liturgi: Salme: Se, vi går op til Jerusalem DDS 172 Bøn: Du, som bærer verden Gud, himmelske Far! Du som bærer verden og holder himlen oppe. Vi råber til dig, - os som du skabte i dit billede, - men som på alle måder er trådt fejl på din sti og er kommet bort fra din vej. Vi er gået vild i store mørke skove og kan ikke finde vejen tilbage. Vi råber til dig, - vi beder dig hjælpe os så vi magter at trække os selv op fra mørket til lysets højdedrag og se jorden i dit hellige lys. Hjælp os så vi igen kan se dit billede i vor næstes ansigtstræk og være gode mod hinanden. Hjælp os til at gøre det onde vi har gjort mod andre godt igen. Vi som har brugt vores magt og styrke til at undertrykke andre, som var mindre og svagere end os,

7 - eller som på anden måde var anderledes end de fleste af os. Lær os at dele vort daglige brød med hinanden i enighed og fred ved dit store bord her på jorden, sådan at ingen behøver at sulte. Hjælp os alle at leve i enighed og fred her på denne jord og på den måde fremme Din vilje. Amen. (Dele af en Syd-samisk bøn, Norge. Oversat af Jette Nørgaard). Syndsbekendelse Liturg: Vi vil åbne os for Gud og overfor hinanden. Vi vil bekende vor blindhed. Alle: Gud, vi lukker øjnene for din skabelses skønhed. Vi ser ikke den vold, der udøves mod din Jord. Vi er blindet af vort begær, vor lyst til at herske over og beherske jorden. Liturg: Vi vil bekende vor lamhed. Alle: Vi danser ikke af glæde over menneskers forskelle. I vor forkrøblede tilstand sætter vi ikke pris på vore medmenneskers mangfoldige muligheder. Liturg: Vi vil bekende vor døvhed. Alle: Vi hører ikke skrigene fra de fattige, de misbrugte, de undertrykte. Vi har lukket vore ører for dem, der ville rette os for vore misbrug og påtale vore fordomme. Liturg: Vi vil bekende vor stumhed. Alle: Vi forholder os tavse, når vi ser ødelæggelse, hærgen og synd. Vi har ikke sagt fra, når nogen, som ikke har stemme, har lidt uret. Liturg: Frugtbart land bliver til vandløs ørken, til en ødemark, der ikke vil blomstre. Alle: Men der er banet en vej i ørkenen, Guds ords vej i ødemarken. Vor synd er forladt. Liturg: Vand bryder frem. Det tørre golde land bliver frugtbart. Vore øjne og ører er åbne. Skønt halte og stumme kan vi juble et Gud ske tak og lov. (Fra en amerikansk luthersk liturgi) Salme: Se, hvor nu Jesus træder DDS 176 Tekstlæsning: Salme 42, 2-6.

8 Kommentarer: Salme 42 kan læses som den stigmatiseredes råb efter Gud. Den syge, der udstødes, oplever ikke kun andre menneskers afvisning, men som en følge deraf, også en fornemmelse af at være forladt af Gud. Så altså: Salme 42 handler om den afvistes fortvivlelse over at føle sig glemt af Gud, om hans længsel efter at se Gud og igen være ham helt nær samt hans forsøg på, gennem gråd og tårer, at bevare tilliden til, at det vil ske. I sin længsel efter livstegn/livsbekræftelse fra Gud skriger sjælen i en dødsangst, der lignes ved skriget fra den tørstende hjort, der forgæves søger efter vand i det udtørrede vandløb, v Han/salmens jeg er ophørt med at leve og tage næring til sig, og andre kan se, at han har mistet sin Gud, v. 4. Men de andres spørgsmål hjælper ham; han mindes, hvordan han selv for nylig var med i kultprocessionen af syngende festpilgrimme på vej til templet, v. 5 og dette minde om takkesangen giver ham ny tillid. Han går i rette med sin sjæl og opfordrer den til at vente tålmodigt: Gud vil vise sig på ny til frelse og til tak, v. 6. Salmen munder altså ud i et håb, et håb om, at Gud igen vil være jeg-personen nær. Salmen munder ud i et håb, der korresponderer med det håb, som fastetiden leder hen til, med opstandelseshåbet, med påskemorgens håb, hvor fravær, ekskludering, afvisning og udstødelse afløses af liv, nærvær, lys og inddragelse. Trosbekendelse: Vi tror på en Gud, som ER kærlighed; som skabte os i kærlighed; som lider, når vi lider, og som aktivt arbejder i verden for det gode. Vi tror på en Gud, som ikke sender sygdom eller anden lidelse som straf for synd. Vi tror på Jesus Kristus, som blev menneske af kød og blod; som åbenbarer for os, hvordan Gud er; som sætter mennesker over love og regler; som renser os og sætter os fri til at følge kærlighedens vej. Vi tror, at Jesus Kristus ikke kan ejes eller kontrolleres af nogen, og heller ikke kan begrænses af love og regler. Vi tror på Helligånden, livets ånde, kraften, som forvandler vore kroppe til et sted, hvor himmel og jord kan mødes. Vi tror på en Ånd, som ikke fjerner os fra vore kroppe eller fra det jordiske liv, og som ikke gør nogle mennesker til bedre troende end andre. Vi tror, at vi udgør kirken, og at vi sammen er et farverigt fællesskab; i denne kirke er ingen pr. definition sat udenfor; i denne kirke får folk hjælp til at acceptere og elske sig selv og sin næste. Vi tror på en kirke, som ikke stigmatiserer, diskriminerer, ekskluderer eller fordømmer nogen. Vi tror, Gud. Hjælp os i vores vantro. (Trosbekendelse, One Body, AIDS and the Worshipping Community, bind 2, p. 27)

9 Bøn: Gode Menneskesøn, Vi beder dig for alle som oplever at mennesker holder sig på afstand. Lad dem få lov til at opleve at nogen tør være dem nær. Hjælp os alle til at kæmpe mod usikkerhed, forlegenhed og frygt for det ukendte. Hjælp os til at være sammen i kampen mod alle former for stigmatisering og diskrimination, du som går sammen med os på lidelsens vej og er barmhjertighedens og nådens Gud fra evighed til evighed. Amen. (Sindre Eide i Tid for nærvær. Verbum, Norge, 2003). Salme: Herre, du vandrer forsoningens vej. DDS Bøn. L: Alle menneskers Gud. Lad os se dit billede og genkende dit nærvær i hvert enkelt menneske. Stilhed Al kærligheds Gud. Lad os elske som du har elsket os, og aldrig tro at nogen er lukket ude fra din kærlighed. Stilhed. Livskraftens Gud. Lad os tage vare på vort liv og hinanden, specielt de mest udsatte imellem os. Stilhed. Treenige Gud. Gør vore fællesskaber inkluderende og præget af mangfoldighed, således at vore forskellige livserfaringer kan finde rum og hvert enkelt menneskes værdighed blive bekræftet. (Fra One Body / En kropp bd. 2, Norden-FOCCISA, 2006). Materialet her er udarbejdet med inspiration fra følgende kilder: Materialet: One Body, der er udarbejdet af Norden-FOCCISA, et samarbejde mellem kirkerne i Norden og kirkerne i det sydlige Afrika. One Body findes på engelsk, på portugisisk og på norsk ( En kropp ). Det kan bestilles hos Folkekirkens Nødhjælp på tlf: , eller ved kontakt til leder af Folkelige og kirkelige relationer Birthe Juel Christensen, bjc@dac.dk. Hæftet Positiv samtaleopplegg for ungdom om hiv&aids, seksualitet og stempling, Verbum Forlag Mere information: eller estrid.hessellund@kirken.no eller tel Kvinder ved livets kilde, udgivet af Danske Kirkers Råd, 2004, hvor den også kan købes.

10 At prædike for børn, Første tekstrække, p , udgivet på Forlagt Anis, Mosaikken er udarbejdet af: Annette Jørgensen, Landskonsulent, Sct. Knuds Kirkestræde 11, 5000 Odense C, tlf: ,