Bliv klædt på til Voergaards Middelalderdage autencitet ved påklædning og opførsel. Spiseredskaber. Personlig optræden

Transkript

1 Bliv klædt på til Voergaards Middelalderdage autencitet ved påklædning og opførsel De smukke omgivelser ved Voergaard, som blev anlagt med stenhus og forsvarsanlæg af Stygge Krumpen i 1520érne, danner en god ramme for Middelalderdagene. Autencitet har fra Middelalderdagenes start i 2002 været et vigtigt mål for VLH, og det er medlemmerne selv, der har ansvaret for den historiske autencitet. Det kan virke uoverskueligt at skulle skaffe og fremstille helt igennem autentiske klædedragter og udstyr. Det er her, samarbejdet i foreningen kan hjælpe medlemmerne. Herunder er der en samlet vejledning til materialer, redskaber og ageren for Middelalderdagene på Voergaard. Spiseredskaber Alle medlemmer medbringer deres egne spiseredskaber på Middelalderdagene. Der kan dog lånes af foreningen, men kun i et begrænset antal, og lånte ting skal afleveres tilbage efter Middelalderdagene. Tallerkner i moderne forstand fandtes ikke i middelalderen. I stedet var en disk almindelig, hvilket var en spisebrik af træ, som fandtes i forskellige former. Den blev brugt til at skære kød ud på og var sådan set bare en helt flad tallerken. De mest almindelige former var rektangulære, som kunne være skåret ud af brædder, eller runde. Til søbemad begyndte man først i 1400-tallet at bruge skåle, som kunne være lavet af keramik, træ, horn eller sølv. Af spiseredskaber brugte man kniven og skeen. Gaflen nåede først til Danmark omkring 1600-tallet. Kniven havde man i sit bælte, og den var mere en dolk end de bordknive, vi kender i dag. Den var spids, så man kunne spidde maden, og den fungerede derfor også som en slags gaffel. Skeen var lavet af træ, ben, tin eller sølv. Man brugte ikke skeen i så høj grad som kniven, da man tit drak det flydende af skålen. Skålen blev også brugt som krus eller et såkaldt drikkekar i træ, keramik eller sølv. I middelalderen brugte man således både krus og skåle, som drikkekrus. De fandtes i mange forskellige størrelser og former. I senmiddelalderen udvikledes drikkekarrene fra at være lave og brede til at være høje og smalle. Desuden fandtes der også krus med låg, og det var også på mode at drikke af flot udsmykkede drikkehorn. Man importerede glas igennem hele middelalderen, og derfor fandtes der også drikkeglas, men der er kun sparsomme oplysninger om, at man virkelig brugte drikkeglas. De få fund, der er gjort, tyder på, at glassene var i blålige eller brunlige farver og rigt dekoreret med bølger, riller og knopper. Alle, også de fine, medbragte deres eget spisegrej, også til indbudte fester. Ensartet opdækning, som vi kender det i dag havde man ikke. Personlig optræden Middelalderdagene viser et billede af en festlig begivenhed, hvor bisp Stygge Krumpen har inviteret nordjyske adelige herskaber og borgere ud til hans borg Voergaard. Middelalderdagene må opfattes som et rollespil - men med en historisk baggrund. Vi har alle en rolle og en baggrundshistorie, hvad enten vi spiller adelige eller en simpel fisker. Man kender således sin stand og handler derefter i omgangen med mennesker af højere eller lavere stand (se standsinddeling under afsnittet Hierarkiet i

2 middelalderen og regler for opførsel i afsnittet Tiltale og vejledning for middelalderlig ageren). Vi spiller året 1533, hvilket vil sige, at man som medvirkende taler og fortæller i nutid om vores tid og ikke om Dengang i 1533 da gjorde de sådan og sådan. Vi skal gerne kende både Voergaards og Danmarks historie fra starten af 1500-tallet, og vi ved, at der er uroligheder i Danmark, da adelen og gejstligheden ikke kan blive enige om valget af en ny konge (se den historiske beskrivelse i Den historiske ramme for Middelalderdagene). Vi prøver så vidt muligt i foreningen at se så autentiske ud, som man kunne forestille sig, at man så ud i 1500-tallet. Da det kun er 9 dage, vi arbejder, ønsker de færreste at investere i kontaktlinser, men hvis man kan klare sig uden briller og kun have dem i bæltetasken til nødvendigt brug, er det godt. Ure, makeup, neglelak, kunstige negle, piercingsmykker og andet nymodens må ikke bæres. Ej heller må mobiltelefoner ses/høres. Har man en mobiltelefon i tasken, skal den helst være slukket eller i hvert fald ikke synlig for besøgende. Rygning og kaffedrikning skal ske i cafeen Fremtiden. I middelalderboderne må man ikke kunne få øje på plastikposer, termokander eller lignende. Ej heller forkromet værktøj med plastikeller kunststofgreb i håndværkerboderne. Gifte kvinder skal bære tørklæde eller kyse over håret, og ugifte kvinder med kort hår må også gerne dække deres hår til eller fortælle en historie om lus og andre sygdomme højtlydende på pladsen. I 1533 er det naturligt, at piger blev gift fra ca. 14-års alderen. Hvis du har synligt farvet hår, skal du vide, hvordan det er muligt at farve netop din hårfarve med naturprodukter, så du kan fortælle om det til de besøgende. Hvis du har tøj i knaldfarver (rød, kongeblå eller lignende, som kun samfundets spidser og ingen almindelige mennesker normalt havde) skal du vide, hvordan farvningen gik til, eller på hvilket middelalderligt sted du har erhvervet tøjet f.eks. ved foræring, fund, krig eller plyndring. Tiltale og vejledning for middelalderlig ageren I middelalderen var der stor forskel på rig og fattig, på høj og lav i samfundet. Det viser vi, når vi mødes på pladsen, hvor man skal bukke eller neje for personer af højere stand end en selv. En person af højere stand kan vælge, om han vil reagere og hilse tilbage, men det er ofte bedst, hvis han vil negligere en henvendelse. Man hilser selvfølgelig altid på bisp Stygge Krumpen og Elsebeth Gyldenstierne, når man passerer dem rundt på pladsen. Det ser godt ud og er ofte også en sjov hændelse for alle. Man hilser hinanden med Guds fred eller Vær hilset, ikke med hej eller lignende nutidig hilsen. Inden vi spiser, indleder man gerne måltidet med et Ave Maria eller en stille bøn. Man tiltaler hinanden med hun eller han. De adelige tiltaler hinanden og sig selv i 3. person, fx Vi er fornøjet, men I ser lidt misfornøjet ud. Bispen tiltales med Eders Nåde. Derudover omtaler man hinanden ved navn og kvinder ofte med henvisning til deres mænd: Runa Hans rebslagers. Udråbere tiltaler andre med Herskab eller Godtfolk, ikke med Mine damer og herrer og siger aldrig Giv dem en hånd. Man tiltaler ikke en person af højere stand, men håber ved at bukke eller neje at måtte fremkomme med sit ønske. Man kan tiltale en fra lavere stand eller egen stand, og man må gerne råbe nyheder til hinanden. Det er i det hele taget godt, hvis man taler højt og tydeligt til hinanden, så de besøgende kan høre det. Husk at kønsrollemønstret var anderledes dengang. Kvinden var altid manden underdanig og gik altid bag ham. Børn blev opdraget med hård disciplin. I middelalderen så man børn som små voksne og kendte ikke til begrebet barndom, man sendte børnene i arbejde i en meget tidlig alder.

3 Skøger og tiggere var de laveste i samfundet, og dem ringeagtede man. Derfor må man gerne genne tiggerne væk eller råbe efter dem, når man ser dem sidde og tigge mad eller penge. Det giver liv på pladsen at råbe efter hinanden, så det måske ender i håndgemæng, eller hvad man nu finder på. For yderligere gode råd om skik og opførsel eller inspiration til spontane indslag kan man kigge ned til Lavendula, Bispens badstue på Middelalderdagene. (se kontaktlisten). Klædedragter Udgangspunktet er, at medlemmer selv syr deres dragter. Alle synlige sømme syes i hånden, de usynlige på maskine, men dragterne må meget gerne være helt håndsyede. Dragterne syes af tidssvarende stoffer dvs. uld og hør og for overklassen brokade, vævet velour og silke eller evt. nældestof, hvis man kan få det. Lån af dragter Foreningen har et begrænset antal dragter, som kan lånes af nye medlemmer. Det er derfor tilrådeligt, at man syer sin egen dragt, samtidig ejer man den så selv. Lånedragter skal afleveres efter Middelalderdagene. Kontaktperson for lån af dragter kan ses i afsnittet Kontaktliste. Mode og materialer I middelalderen blev moden dikteret af de herskende klasser i Europa og spredte sig ned til resten af befolkningerne rundt om i Europa. Den jævne del af befolkningen havde simple og funktionelle klæder af grovere materialer, disse var dog stadig inspireret af moden. Mange fattige havde formentlig kun en enkelt dragt og bar den, indtil den var nedslidt til laser og pjalter. I de høje samfundslag blev kostbare klæder givet som gaver, der symboliserede venskab, og som skabte mode for hvilke stoffer, der var mest attraktive at give i gave. Derfor var det af stor betydning for stormændene, at deres husholdning var smukt klædt, for det viste, at de havde prominente venner og var meget velhavende. De rige strålede i pragtfulde klæder af fineste uld, silke og pelsværk, mens de fattige kun bar ufarvet, gråt og brunt uldtøj. Til farvningen af tøj brugte man de farver, man kunne finde i naturen. Det vil sige jordfarver, såsom brune, grønne og grå nuancer frembragt ved hjælp af rødder og blomster. Disse farver var tilgængelige for de lavere klasser i samfundet. Farven lilla var forbeholdt gejstligheden, højrød og kongeblå var forbeholdt hoffet, mens kraftige klare farver var forbeholdt adelen og stænderne derover. Landsknægte var undtaget fra mange af disse regler. Brug ikke kunststoffer i fremstillingen af middelaldertøj, det være sig fx nervøst velour eller stretch-stof. Man skal benytte uld, hør og silke. Klædedragt til folk af lav stand Borgere og bønder Til en kvindedragt hører en særk (en underkjole med lange ærmer) af hør, en overkjole af uld eller hør (kjolen kan være hel eller to-delt i nederdel og top), et forklæde og et tørklæde eller en hætte/kyse til at dække håret. Særk, forklæde, tørklæde og hætte/kyse var fortrinsvist af hvidt eller ubleget hørstof. Gifte kvinder gik altid med håret tildækket, og da alle kvinder dengang havde langt hår, er det en god idé at dække sit hoved, hvis man har kortklippet hår. Kortklippet hår var et tegn på at man havde haft utøj, hvorfor håret var blevet barberet af. Der hører også et bælte til klædedragten, som enten var brunt eller sort. Til mænd hører en hørskjorte, evt. en vest i uld, læder eller hør, et par tætte bukser, som har været rimelig kropsnære. Løse hoseben brugtes ikke i senmiddelalderen. Desuden hører kyser eller hatte til samt et bælte i sort eller brun. Som overtøj anvendtes en form for

4 jakke, som også var kropsnær, det kunne både være en kort jakke og en lang jakke. Manden har som tilbehør en kniv og en pose til småting eller en bæltetaske, som var bundet i bæltet. Som frue havde man også nøgler til kister og skabe i bæltet, så tyendet ikke skulle stjæle kostbarheder og mad. Klædedragt til folk af høj stand Gejstlighed, adel og det finere borgerskab Adelsdragter syes af finere stof, smukt vævet eller broderet. Der blev brugt store mængder stof til adelsdragterne, og de var meget pompøse. Dette skulle signalere rigdom, men samtidig var disse dragter også gode til at holde varmen i på de kolde slotte og herregårde. Mænd og kvinder havde gerne en dragt af flere lag. Kjolerne havde vide ærmer, firkantede udskæringer og tit påsyet pelsværk. Dette gjaldt også for herremoden, hvor jakken/vesten kunne have pels besætning, og hertil havde man igen de tætsiddende bukser på. Mænd bar flotte hatte, gerne med fjer, og kvinderne bar hovedtøj. Dette kunne være alt fra hatte til et guldbesat hårbånd. Smykker Smykker var en integreret del af klædedragten op igennem middelalderen. De brugtes som dragtlukke og havde mange forskellige udformninger. De signalerede rigdom og social status. Materialerne guld, sølv og ædelstene tillagde smykkerne en symbolsk værdi - endda til tider en magisk værdi. Smykkerne bestod af fingerringe, spænder, sølvknapper, hægter, bjælder, halskæder, armringe osv. Det var dog en luksus, som udelukkende var tilgængelig for den velhavende del af befolkningen. Der opstod også en mode for udsmykkede bælter. Inden for kvindemoden var det moderne med lange frit nedhængende bæltesnipper, hvis endebeslag næsten rørte fødderne. Sko Fodtøj signalerede både rang og stand i middelalderen. Fattige folk havde ikke altid råd til sko. Udformningen af sko og støvler fulgte med moden. Læder af kalv, ko og okse blev hyppigst anvendt, men til overlæderet var det tit gede- eller fåreskind. Den daglige fodbeklædning var sko af enkle, afrundede former. De finere sko kunne også være prydet med mønstre, broderier eller kunne endda være overtrukket med silke. Snabelsko dukkede op i 1400-tallet, hvor spidsen af skoen løb ud i en kortere eller længere snabel. I ekstreme tilfælde måtte man sætte en kæde fast fra spidsen op til knæet for at holde snablen på plads. Denne sko blev kun benyttet af den højere adelsklasse ved specielle lejligheder. I starten af 1500-tallet kom en bred sko, kaldet komulesko, frem, som var en modreaktion mod de spidse sko. I 1530 erne er skoene ikke længere outrerede, men af fornuftig, enkel facon. Desuden brugte man en praktisk træsko, som var en træsål med en læderstrop over vristen. Disse patener blev bådet uden på (eller neden under) den tynde lædersko for at skåne den i dårligt vejr. Der må ikke benyttes moderne sko såsom kondisko, sandaler eller lignende. Hvis det af helbredsmæssige årsager ikke er muligt at gå i middelaldersko, skal nutidige sko som minimum dækkes til med læder eller stof. Det er muligt at få syet sko i foreningen, da vi har vores egen skomager. (Se kontaktlisten). Bælter og tasker Alle bar bælter i middelalderen af praktiske grunde, til at hænge sine private ejendele i. Bæltet brugtes også til at hægte sin kjole op i, når der skulle arbejdes, og kjolen skulle skubbes af vejen. Bælterne kunne variere meget, fra lange bælter med snipper, der hang ned af tøjet, til korte bælter, som ligner dem, vi bruger i dag. Bælterne var altid lavet af læder i mørke farver og kunne udsmykkes efter stand (se ovenstående emne smykker ).

5 Bæltetasken eller posen, som kan hænge ned fra bæltet i en lang snor, skal være nem at åbne og komme i. Kontaktliste for påklædning og Opførsel Lån af tøj: Kirsten Flyvholm kirsten@flyvholmnet.dk Syning af sko: Orla Hansen elseogorla@nordfiber.dk Opførsel: Petra Skovholm petras@mail.dk