Fagbevægelsens fælles front mod pensionsreformen i Frankrig kontekst og kampformer

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Fagbevægelsens fælles front mod pensionsreformen i Frankrig kontekst og kampformer Skrevet af: Murray Smith Offentliggjort: 23. december 2010 Det er nu muligt at lave en foreløbig statusopgørelse over den store bevægelse, der er imod reformen af pensionssystemet (eller mere præcist mod-reformen), som vi har set i Frankrig i løbet af de seneste måneder. Vi skal se på bevægelsens bredde og dybde, og hvilke former den havde. Derudover skal bevægelsens forskellige dele og standpunkter analyseres, og endelig skal dens mulige efterdønninger og konsekvenser vurderes. Det umiddelbare formål med reformen, der blev foreslået af præsident Nicolas Sarkozy og hans regering, synes meget klart. Det var at få minimums pensionsalderen til at stige fra 60 år til 62 år og få alderen for de, der kan gå på pension med højeste ydelse til at stige fra 65 år til 67 år, med tilsvarende stigninger i antallet af år, det kræves, at man har betalt pensionsbidrag. Men bagved det umiddelbare formål, er der et andet politisk mål om langsomt at underminere det offentlige pensionssystem, hvor målet er, at arbejderne skal presses til at lave private pensionsplaner, for at pensionsfondene kan få større profit. Pensionsfondene i Frankrig har ikke været i stand til at udvikle sig i Frankrig i samme grad som andre steder. Dette er ikke den første pensionsreform: forgængerne i 1993 og 2003 forlængede først bidragsperioden i den private sektor og derpå bidragsperioden i den offentlige sektor. Herudover ændredes metoden til at udregne pensioner, hvor de blev målt i forhold til prisudvikling frem for lønninger. Siden 1993 er en pensions værdi faldet med omkring 20 procent. En million pensionister lever under fattigdomsgrænsen, og 50 % modtager mindre end 1000 Euros om måneden. (Minimumslønnen i Frankrig er i øjeblikket på 1337,70 euros om måneden). Denne reform vil heller ikke være den sidste. Der skal ses på pensionerne igen i 2013, meget belejligt efter det næste præsidentvalg. Bevægelsen imod reformen Bevægelsen imod reformen begyndte i samme nu, som det var klart, at der ville komme en reform, endog før de præcise detaljer blev offentliggjort. Den første endagsstrejke var den 23 marts, den blev fulgt op af to andre strejker; henholdsvis den 27. maj og den 28. maj. Efter sommerferien tog bevægelsen fat igen og intensiverede sin kampagne med 2.5 millioner demonstranter den 7. september og nåede sin største opbakning i midten af oktober, hvor op til 3.5 millioner mennesker gik på gaden. Eftersom det ikke har været de samme mennesker, der har deltaget hele tiden, har avisen Le Monde regnet ud, at op til 8 millioner har været involveret i mobiliseringen i alt. 1 / 8

2 Det var Intersyndicale, som opfordrede til aktionsdagene. Intersyndicale er en koordinerende komite hvor alle den franske fagbevægelses organisationer er repræsenteret både de største og de mindste samt de moderate og mest radikale organisationer. Intersyndicale fortsatte med at fungere igennem bevægelsens 8 måneder, og den havde den indiskutable autoritet til at bestemme timingen af de store nationale aktionsdage/endagesstrejker. Det er ikke den første gang en sådan komite har fungeret. Det var allerede sådan, delvist, i bevægelsen angående en pensionsreform i 2003 (selv om den moderate CFDT trak sig tidligt efter en aftale med regeringen og den radikale Solidaires forbund blev ekskluderet, og på ny i 2006 i bevægelsen der vandt over CPE ( et forsøg på at introducere en lav minimumsløn for unge arbejdere, der begyndte på arbejdsmarkedet). Det er meget væsentligt, at bevægelsen i 2006 pga. emnet blev bredere og inkluderede studerende og de studerendes foreninger. Intersyndicale fungerede igen i endagsstrejker mod en spareplan i begyndelsen af Det er kun fagforeningerne, der kan få millioner på gaden Fagforeningernes centrale rolle er ikke noget tilfælde. I øjeblikket har de en unik autoritet. Hvad end der menes, om deres fejl, deres fiaskoer, deres svagheder og deres grænser. Individuelt og kollektivt bliver de set af millioner af arbejdere som et forsvarsværk. Der er intet politisk parti, der kan få millioner af mennesker på gaden. Selv ikke Socialistpartiet til trods for vælgertilslutningen og kræfterne længere til venstre kan heller ikke få det antal folk på gaden. Fagforeningernes centrale rolle har noget at gøre med den franske fagbevægelse - om end ikke kun det. Fagforeningerne spillede en central rolle gennem hovedstrejkerne i 1936 og 1968 og i mange andre bevægelser siden da. Men bagved fagforbundet, CGT i 1968, stod kommunistpartiet, der var hegemonisk i arbejderklassen. Der er intet parti, der har et sådan hegemoni i dag. Det var fagforeningernes fælles front, der langt fra altid har været virkeligheden i Frankrig, der gjorde en bevægelse på denne størrelse mulig. Ingen af fagforeningerne kunne have gjort det alene. Særligt CFDT havde en god grund til at blive i komiteen. Dets desertation fra bevægelsen i 2003 kostede fagforeningen mange medlemmer, der gik til CGT og Solidaires. Men den fælles front der gjorde bevægelsen mulig, gav den også nogle begrænsninger. Intersyndicale ville aldrig opfordre til en generalstrejke i en længere periode for at vinde over reformen. Det var ikke blot CFDT og de mindre moderate fagforeninger, men heller ikke CGT (som det også viste sig i 2003) var klar til det. Det havde bestemt været det mest effektive våben til at vinde over regeringen, men de franske fagforeningers ledelser, som de er, ville aldrig gøre det. Kun Solidaire forbundet forsvarede en sådan linje vedholdende, men den var i et klart mindretal. Ud over spørgsmålet om generalstrejke tog Intersyndicale aldrig det fælles standpunkt at opfordre til, at reformen blev trukket tilbage, flertallet af Intersyndicales repræsentanter erklærede, 2 / 8

3 at de ønskede at forhandle og klagede over, at de ikke var blevet konsulteret etc. Selv om partierne på venstrefløjen ikke selv kunne mobilisere millioner af borgere, støttede de alle aktionerne, som Intersyndicale havde påbegyndt. Når man ser på Socialistpartiet så blev dette gjort tøvende og med mislyde. Socialistpartiets officielle synspunkt var at forsvare retten til at gå på pension som 60 årig, men at acceptere at forlænge det antal år man skal betale bidrag til 41,5 år, hvilket i realiteten gjorde forsvaret tomt for indhold. Dominque Strauss-Kahn, leder af IMF og en potentiel præsidentkandidat for Socialistpartiet i 2012, distancerede sig selv fra partiets modstand mod at hæve pensionsalderen, hvilket andre personer på partiets højrefløj også gjorde. Selv partiets første sekretær Martine Aubry måtte lave en hurtig kovending, da hun i første omgang havde godkendt en stigning af pensionsalderen til 62 år. Kræfterne til venstre for Socialistpartiet standpunkt var en lodret afvisning af reformen, der i begyndelsen blev udkrystalliseret i en begæring fra den 7. april lanceret af ATTAC og Fondation Copernic (en tænketank på venstrefløjen) og underskrevet af individer, der repræsenterede et spektrum af forskellige partier og organisationer. Disse inkluderede mange fagforeninger, intellektuelle og repræsentanter for alle partierne til venstre for Socialistpartiet (Kommunistpartiet, De Grønne, NPA, Venstre Partiet...). Det var også et væsentligt antal af SP medlemmer inklusiv ledende medlemmer. Kollektive organisationer, der blev etableret på basis af denne appel spillede en rolle for at forklare reformen og for at vinde offentlig støtte, særligt i den tidlige fase, og fællesmøder blev holdt over hele landet. Bevægelsens omfang Bevægelsens dybde og bredde var sådan, at det har været uundgåeligt at sammenligne den med tidligere bevægelser. Hvis man tager udgangspunkt i bevægelsens omfang, altså hvor mange mennesker der var involveret, så har det været den største bevægelse siden I 1995 var strejkebevægelsen meget mere magtfuld, og den blev ledt af arbejdere ved banerne. Men bevægelsen var mindre bred. Men når man laver sammenligningen med 1968, kommer spørgsmålet: hvorfor var der ingen længere løbende strejke? Selvfølgelig som vi har set, var forbundsledelsen ikke parat til at erklære en strejke. Men de to massive generalstrejker i 1936 og 1968 blev heller ikke erklæret af en forbundsledelse. De begyndte på arbejdspladserne og spredte sig, det var først senere, at fagforbundene tog ledelsen på nationalt niveau. Hvorfor skete dette ikke denne gang? Der er ikke noget simpelt svar på det, men en stor del af forklaringen består i de forandringer, der er sket i arbejderklassen. Selv om der stadigvæk er nogle store koncentrationer af arbejdere og nogle strategiske sektorer, hvor en strejke kan have en stor betydning (som det blev set i den sidste bevægelse), så er arbejderklassens 3 / 8

4 situation i dag usammenlignelig med den i Mange af arbejderklassens og sværindustriens store bastioner er forsvundet i Frankrig og andre steder. Privatiseringer er blevet presset igennem. Arbejderne er meget mere splittede, arbejdsenhederne er mindre, der er flere arbejdspladser, hvor fagforeningerne ikke spiller en rolle, der er mere jobusikkerhed, der er arbejdsløshed og truslen om den. Et udtryk for dette var blandt andet, at mange menige militante medlemmer af bevægelsen, der i modsætning til fagforbundsledelsen, ville have en generalstrejke alligevel var skeptiske over for en sådan mulighed. En anden faktor var helt bestemt manglen på et overbevisende perspektiv for social forandring, som både var der i 1936 og i Socialisme var måske ikke det umiddelbare perspektiv, men det var et mål på længere sigt for millioner af mennesker. En bevægelse anno 2010 Frem for at sammenligne med 1968 er det mere interessant at placere bevægelsen i 2010 i den kæde af modstand imod neoliberalisme, som er foregået over de sidste 15 år, som på et national plan markeres af bevægelserne i 1995, 2003 og 2006, og sidst men ikke mindst kampagnen mod Den Europæiske Forfatning i Hvis vi ser på bevægelsens kampe og deres facetter og former, kan vi se, at de trækker på disse erfaringer, samtidig med at de udvikler dem. I første omgang havde bevægelsen massiv støtte i befolkningen ligesom tidligere bevægelser. Støtten var stigende frem for faldende og i efteråret støttede mere end 70 % bevægelsen. Dette var støtten i hele befolkningen. I blandt arbejderne var den højere. En måling fra CSA viser at 89 % af arbejdere fra den offentlige sektor, og 76 % arbejdere fra den private sektor var imod regeringens pensionsreform. Bevægelsens rygrad var den serie af endagsstrejker og demonstrationer, der steg fra demonstranter i marts til 3.5 millioner i oktober. Men derudover var der mange aktiviteter, På hver eneste national aktionsdag var der mange arbejdere, der ikke blot demonstrerede men som også strejkede. Der var nogle sektorer, man altid kunne regne med ville lave strejkeaktioner heriblandt banearbejderne og lærerne. Beslutningen om at afholde nogle demonstrationer på en lørdag, den anden oktober, blev ikke godt modtaget af mange medlemmer. Men det gjorde det muligt for mange arbejdere at deltage, specielt fra den private sektor. Disse arbejdere støttede bevægelsen, men de var ikke klar, ofte fordi det kunne koste dem deres arbejde, til at gå i strejke. Ud over de nationale aktionsdage, var der mange lokale initiativer i områder, der var bevægelsens bastioner, frem for alt men ikke udelukkende i området omkring Marseilles. På det lokale niveau, var medlemmerne ofte en del til venstre for forbundets nationale ledelse, her var kravet ikke at genforhandle reformen men at den skulle trækkes tilbage. Aktionsformer Bevægelsen fik sin største tilslutning i anden halvdel af oktober. Efter en aktionsdag 4 / 8

5 den 12. oktober forblev mange sektorer i strejke, eller de skiftedes til at strejke, og dette fortsatte efter aktionsdagen den 19. oktober. Fokus var nu på de mest effektive aktioner. Nøglesektorer gik i strejker. Alle Frankrigs olieraffinaderier var lukkede, og havnearbejdere og lastbilchauffører strejkede (lastbilchauffører i Frankrig er hovedsagelig lønarbejdere frem for selvstændige). Nogle af disse sektorer havde deres egne specifikke motiver for at strejke - planer om at privatisere havnene, fare for lukning eller relokalisering af raffinaderier. En anden hovedfaktor var den massive mobilisering af skoleelever i bevægelsen, de blokerede gymnasierne. De universitetsstuderende deltog i mindre grad, da universiteterne kun var ved at begynde igen efter ferien. I denne fase af bevægelsen blev strejkerne fulgt op af mange forskellige former for direkte aktioner. Olieraffinaderierne var ikke blot i strejke, de var blokeret såvel som havnene. Der var motorvejsblokader af togbaner og industrielle zoner, disse blev i høj grad udført af lastbilschaufførerne. Disse aktioner blev ledt af arbejdere fra forskellige sektorer og af studerende. Det måske mest iøjnefaldende aspekt ved bevægelsen var, at da den blev mere radikaliseret så fik den mere støtte i offentligheden. Den finansielle støtte til de strejkende strømmede ind. Da bevægelsen var på sit højeste viste en meningsmåling fra den oktober (Harris- Marianne) nogle bemærkelsesværdige resultater: 69 % støttede strejkerne og demonstrationerne (92 % på venstrefløjen); 52 % støttede strejker indenfor den offentlige transport (77 % på venstrefløjen); 46 % støttede blokeringen af raffinaderierne (70 % på venstrefløjen og 57 % arbejdere med et manuelt arbejde). Kombinationerne af kampformerne fra massedemonstrationer til mere militante strejker og direkte aktioner gav ikke blot bevægelsen dens bredde og dybde, men det gjorde, det også muligt for bevægelsen at redde sig fra " alt eller intet" fælden - enten en generalstrejke eller demoralisering og demobilisering. Disse aktionsformer i denne bevægelse vil blive set igen. Bevægelsen blev ikke sejrsherre i sidste ende. Regeringen fastholdte sit standpunkt, loven blev gennemført, politiet brød raffinaderiblokaderne og importerede olie fra andre lande. Bevægelsen begyndte at miste pusten sidst i oktober. Men for det første var det, der skete ikke uundgåeligt. Selv om man manglede en general strejke, kunne en fortsættelse at bevægelsen på det niveau, som den havde nået fra midten af oktober havde betydet, at prisen økonomisk og politisk var blevet for høj at betale for regeringen. Og "ikke-sejrrig" betyder ikke fuldstændig knust. Dette var ikke Storbritannien i Det kan godt være, at Sarkozy vil være Frankrigs Thatcher, men det er han bestemt ikke. Dette var et taktisk nederlag, som muligvis vil ende med at have været en Pyrrhus-sejr for Sarkozy. Det var ikke på nogen måde, det form for nederlag, der demoraliserer og afskrækker folk fra at kæmpe igen. 5 / 8

6 Bevægelsens styrke er et bevis for den dybe utilfredshed med Sarkozy og hans regering. Den blev udkrystalliseret i forhold til pensionsområdet, som folk har stærke følelser for. Folk tænker, meget fornuftigt, at de har ret til at gå på en ordentlig pension i en alder, hvor de stadigvæk kan nyde deres pension. Men der er også andre faktorer på spil. Der er en vidtfavnende følelse af, at dette blot er endnu et neoliberalt tiltag, og at der efter dette vil komme flere tiltag, og at det må stoppe et sted. Der stilles spørgsmålstegn ved, hvilket samfund dette fører til. Dette er sandt endog blandt unge. Det er meget sandsynligt, at mange af gymnasieeleverne der deltog i demonstrationerne ikke forstod de fine detaljer i pensionsloven. Men de ved, at de vil have svært ved at finde et anstændigt job, de undrer sig over, hvorfor folk skal arbejde til de er 67 år gamle, når der er så stor en ungdomsarbejdsløshed, og på en mere diffus måde undrer de sig over, hvilket form for samfund, de vokser op i. Der er også en generel følelse i Frankrig såvel som i andre lande, at det er almindelige folk, arbejdere, de fattige og de unge som skal betale for krisen, alt imens bankerne og børshandlerne fortsætter med at skovle penge ind. Modstanden mod neoliberalisme og Sarkozy Der har været en modstand mod neoliberalisme i andre lande, og for øjeblikket så spreder der sig en folkelig modstand mod spareplaner i hele Europa. Men det er bestemt i Frankrig, at modstanden har været størst over den længste periode. Frankrig har en lang historie for politisk oprør kombineret med en dybt forankret tro på lighed og solidaritet og forsvaret for "den almene interesse" frem for den "partikulære interesse", inspireret af Den Franske Revolution. Det proklamerede mål for Sarkozy, da han kom til magten i 2007 var at sætte en stopper for denne "franske undtagelse" og få Frankrig op i samme tempo som sine europæiske partnere. Han har hele tiden mødt stor modstand, og hans fremskridt er skrøbelige. Til dette billede bør man tilføje Sarkozys egen opfattelse. Under neoliberalisme har regeringer haft en tendens til i stigende grad at agere ikke blot som den kapitalistiske ordens garanter men i stigende grad som de riges og finanssektorens direkte tjenere. Men indtil nu er der ingen fransk præsident, der så åbenlyst og skamløst har vist sine forbindelser med de rige som ham. En bog om ham har simpelthen titlen De riges præsident. Der er ikke behov for nogen videre forklaring. Det er symptomatiske for dette Sarkozy regime, at den minister der gennemførte pensionsreformen (og som blev droppet i den efterfølgende regeringsomdannelse), Eric Woerth, selv er involveret i en skandale med Frankrigs rigeste kvinde Liliane de Bettencourt. Et andet eksempel er den kendsgerning, at præsidentens storebror, den fremtrædende forretningsmand Guillaume Sarkozy havde planlagt at tjene penge på reformen ved at lancere en privat pensions fond i et partnerskab med offentlig finansierede institutioner, som i sidste ende styres af hans bror. Planen synes, at være stoppet for indeværende, men dens eksistens ud over familie forbindelsen, illustrerer denne tætte forbindelse mellem Elysee Paladset og forretningsverdenen. 6 / 8

7 Mangel på alternativer til neoliberalismen Hvad er situationen nu, hvor bevægelsen er opløst? Et slående træk er, at til trods for en massiv afstandstagen til Sarkozy, var der intet tegn på et politisk alternativ. De få, der talte for en opløsning af parlamentet og ønskede nye valg modtog liden støtte. Dette reflekterer den kendsgerning, at i øjeblikket er det eneste alternativ til Sarkozy og hans UMP parti Socialistpartiet. Det kan være, at folk stemmer på det, som et mindre onde end Sarkozy men for det meste uden stor entusiasme. Det faktum, at SP kandidaten til præsidentvalgkampen i 2012 meget vel kan blive Dominique Strauss-Kahn taler i sig selv for manglen på alternativer til neoliberalismen fra den kant. Alle politiske kræfter i Frankrig positionerer sig nu til Den sidste regeringsomdannelse, genudnævnelsen af Francois Fillon som statsminister, afgangen af de fleste af ministrene fra centrum eller ministre der har tilhørt venstrefløjen og regeringens nære samarbejde med UMP er et tegn på, at Sarkozy gør alt for at sikre sig og forsøger at mobilisere, det traditionelle højres kernevælgere. Efter at man har været forenet i Bevægelsen mod pensionsreformerne, er det af stor betydning, hvorledes venstrefløjen i særdeleshed de til venstre for Socialistpartiet forbereder fremtidige stemmemæssige konfrontationer. På det niveau, vil det hele stå mere klart i løbet af de næste måneder. Fremtiden? Men meget kan ske fra nu af og til En gang sagde en britisk statsminister, at en uge er lang tid i politik. I den nuværende internationale sociale og økonomiske klima, særligt i Europa, er de 18 måneder, der adskiller os fra valgene i 2010 en evighed. Det som er sikkert er, at den kampberedthed og invention, der blev gennemført i bevægelsen vil vise sig i mange enkelt stående lokale kampe. Sådan er det allerede. Hvor vidt man vil se en ny fælles bevægelse afhænger af en række ting: hvilke initiativer regeringen har mod til at tage, hvilke fejlberegninger den laver, hvad den er tvunget til, for eksempel krisen i eurozonen. Uden for den sociale kamps arena, og ud over parlamentsvalg er andre politiske initiativer mulige. I løbet af bevægelsens tid blev der opfordret til en folkeafstemning om pensioner særligt af Venstrepartiets leder Jean-Luc Melenchon. Idéen blev ikke rigtig til noget, måske fordi det ikke var det rigtige øjeblik at fremsætte det. Men det synes som om, at det får mere opbakning nu, og det kunne være en måde at holde spørgsmålet om pensioner i live. Den uofficielle folkeafstemning imod privatiseringer af posthusene i 2009 kan danne præcedens. Uanset de konkrete udviklinger i løbet af de næste måneder, vil de kræfter, der kom 7 / 8

8 i aktion over de sidste 8 måneder, fortsætte med at være avantgarden i modstanden mod neoliberalisme og spareplanerne i Europa. Oversat af Randi Bruhn Mannion, medlem af Kritisk Debats redaktion 8 / 8