U D S K R I F T AF D O M B O G E N

Transkript

1 R E T T E N I R A N D E R S U D S K R I F T AF D O M B O G E N ik D 0 M : afsagt den 21. januar 1993 af RETTEN I RANDERS, 2. AFDELING, i B.S. 2001/92 mod Ved gældsbrev af 10. marts 1980 fik sagsøgeren i denne sag, forhenværende brugsforeningsuddeler Fårup, ydet et lån på kr. hos sagsøgte,

2 - 2 - gennem afdelingen i Fårup. Lånet skulle afvikles med en halvårlig ydelse på kr. fra i. december Om rente og betaling hedder det i gældsbrevet : "Af ydelsen er for tiden 18 3/4 % årligt af den til enhver tid skyldige gæld rente og resten afdrag. Renten fastsættes til enhver tid af sparekassen. Ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres ydelsen således, at den oprindelige løbetid på 10 år fastholdes." Imidlertid var lånets ydelse fejlagtigt beregnet ud fra den rente, der var gældende på bevillingstidspunktet, 16,75 %, mens den på udbetalingstidspunktet var steget til det anførte 18,75 %. Den halvårlige ydelse var derfor for lille, til at lånet kunne afvikles på 10 år. Senere ydelsesændringer på grundlag af renteændringer var da beregnet på baggrund af den oprindelige beregning, og det havde til følge, at der, da de 10 år var forløbet, henstod en restgæld på ,06 kr. Sagsøgte indfriede den 8. oktober 1990 mod protest beløbet med påløbne renter med i alt ,92 kr. Under denne sag, der er anlagt den 6. januar 1992, har sagsøgeren herefter påstået sagsøgte dømt til at betale ,92 kr. med sædvanlig procesrente fra den 8. oktober 1990, til betaling sker under anbringende af, at det var en kendelig forudsætning for ham, at lånet skulle være afviklet over 10 år. Sagsøgte har, under anbringende af at sagsøgeren noget tab, påstået frifindelse. ikke har lidt Det skal bemærkes, at spørgsmålet har været forelagt pengeinstitutankenævnet, der ved kendelse af 2. juli 1991 har givet sagsøgte medhold. Sagsøgte har under domsforhandlingen forklaret, at han har været brugsuddeler i Fårup i 24 1/2 år indtil nytår 1990/91. Han fik derefter en kort tid efterløn, indtil han blev pensioneret. Han

3 - 3 - og hans familie havde lejlighed ved siden af butikken, men i 70'erne blev butikken udvidet, og lejligheden inddraget. Han måtte da bo på loftet midlertidigt, og dette varede 3 år, idet han skulle finde et hus, han kunne købe og skaffe penge hertil. Han forhandlede da med flere pengeinstitutter for at få et lån, der skulle have prioritet efter kreditforening m.v. Han fik da et lån i i Fårup og gjorde udtrykkelig opmærksom på, at det skulle være et 10-årigt lån, idet han i løbet af 10 år ville blive pensioneret og da ikke ville være i stand til at betale ydelser. Der blev da udregnet en halvårlig ydelse med den på den tid gældende rente, og den daværende bestyrer, B, forklarede ham, at ændringer i rentefoden så ville medføre en tilsvarende ændring i ydelsens størrelse. Sagsøgeren spurgte ham da : "skal jeg selv holde øje med det". Hertil fik han svaret, at det ordnede sparekassen automatisk, og B tilføjede endog : "Det skal du slet ikke blande dig i". Han satte så hver måned, når han fik løn, et bestemt beløb ind på en særlig terminskonto, og sparekassen sørgede for hvert halve år at tage ydelsen herfra. På et tidspunkt, da renten var faldet, henvendte han sig for at drøfte ændring af lånet, der dog stadig skulle løbe på højst 10 år. Hos sagsøgte fik han imidlertid den forklaring, at det ikke kunne betale sig på grund af omkostninger, og både han og bestyreren regnede med, at lånet under alle omstændigheder ville være afviklet i Ved en lønstigning i 1988/89 for personalet opstod der problemer for forretningen, og hans kone, der førte regnskabet, gennemgik en aften økonomien og spurgte ham da, om det omhandlede lån stadig var på 10 år, fordi hun syntes, at restgælden var for stor til at det kunne være afviklet i Han henvendte sig da til sagsøgte og talte her med en kasserer, J, og hun sagde om lånet : "Det er jo over ca. 13 år." Han henvendte sig nu til den nye bestyrer, L og sagde til ham, at der måtte være lavet en fejl. Bestyreren lovede at undersøge det nærmere, hvorefter sagsøgeren skulle høre fra ham, men det skete ikke, og han henvendte sig de igen, og nu bekræftede bestyreren, at lånet ville løbe over ca. 13 år, og han lovede da at tale med hovedafdelingen i Randers, og derefter at lade høre fra sig. Da han ikke hørte noget, hen-

4 - 4 - vendte han sig på ny til sagsøgte - nu var var man fremme i og svaret var nu, at der ikke var noget at gøre. Heroverfor sagde sagsøgeren : "Den vil jeg ikke sluge" og fastholdt den oprindelige aftale, som var bekræftet flere gange undervejs, at der var tale om et 10-årigt lån, som skulle være afviklet i 1990, og at han i øvrigt ikke kunne klare sig som pensionist, hvis han fortsat skulle betale endnu 3 år. Kort tid efter, men i hvert fald ikke et helt år efter, fik han nu et fratrædelsesvederlag, og dette benyttede han nu til at indfri lånet, men han gjorde det mod protest. Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det helt klart var en forudsætning for sagsøgeren, at lånet kun måtte løbe over 10 år, hvilket sagsøgte heller ikke har bestridt, og sagsøgte har haft flere chancer for undervejs at opdage fejlen og ændre ydelserne, for eksempel dengang han på grund af rentefald henvendte sig for at drøfte lånet, og det kan ikke passe, at fejlen først konstateres af en kassedame efter 8-9 års forløb, og selv efter dette, har han trods mange henvendelser med fastholdelse af aftalen om 10 års løbetid, ikke kunnet få sagsøgte til at interessere sig for problemet. Han er ikke professionel på området og ikke i stand til på grundlag af kontoudtog at konstatere feljen. Sagsøgte har heroverfor gjort gældende, at sagsøgeren ikke har lidt noget tab, men blot fået en længere kredit, og han burde selv have indsat ved at gennemgå de fra sagsøgte modtagne kontoudtog, at der forelå en fejltagelse, hvorfor sagsøgte efter aftalelovens 32, stk. 1, ikke er bundet af aftalen om 10 års løbetid_ Han har jo i øvrigt også på denne måde set fejlen i 1988 og først gjort opmærksom på den i 1990, hvorfor hans passivitet må forståes som en accept af tingenes tilstand. Retten skal udtale : Efter bevisførelsen må retten lægge til grund, at det var en klar forudsætning for sagsøgeren, at lånet ville være afviklet

5 - 5 - efter 10 år, og at han flere gange "undervejs" har gjort opmærksom på det og herunder også nævnt sine motiver hertil, nemlig indtræden af pensionsalder, og retten finder ikke grundlag for at fastslå, at sagsøgeren burde have indset på et tidligere tidspunkt, at der forelå en fejl, således at han stadig havde en berettiget forventning om, at aftalen om løbetid stod ved magt. Da det heller ikke fra sagsøgtes side findes godtgjort, at han har vist en sådan passivitet, at han derved har tabt sin ret og han i øvrigt har indfriet restgælden med forbehold, vil der være at give dom efter sagsøgerens påstand. Det bemærkes, at sagsøgeren har fri proces og retshjælpsforsikring. T H I K E N D E S F 0 R R E T : Inden 14 dage betaler sagsøgte,, til sagsøgeren,, ,92 kr. med sædvanlig procesrente fra den 8. oktober 1990, til betaling sker. Inden samme frist betaler sagsøgte i sagsomkostninger til sagsøgeren kr. og til statskassen 890 kr.