2. Rejsebrev Lotte Nørgaard Larsen Cape Town Sydafrika. 2. Rejsebrev Lotte Nørgaard Larsen. Side 1 af 7

Transkript

1 Cape Town Sydafrika 2. Rejsebrev Lotte Nørgaard Larsen Side 1 af 7

2 Studerendes navn: Lotte Nørgaard Larsen Studienummer: PV : Praktikperiode: 2. el Praktikperiode Praktik fra til: dd.mm.år: 1. August Januar 2015 Institutionens navn: Christine Revell Children s home Institutionens adresse: Huntley street (of wallis street) Athlone, Cape Town 7764 South Africa Institutionens kontakt e- mail og evt. www: crevell@iafrica.com Institutions type: Dag institution: Døgninstitution: X Målgruppe og aldersgruppe: Børn/unge: X Mennesker med sociale problemer: X Mennesker med nedsat funktionsevne: Alder: 0-5 år Alder: 0-5 år Alder: Ansatte antal og uddannelsesmæssige baggrund: Jeg har ikke helt styr på antallet af ansatte, men min vejleder hernede har fortalt mig lidt om uddannelsesbaggrunden. I sydafrika har de 14 moduler for børnepasning og børns udvikling. Det er altså ikke som i Danmark, hvor man tager uddannelsen ud i en lang køre, men nærmere et sted hvor der er mulighed for at komme på arbejdsmarkedet uden alle modulerne, også videreuddanne sig mens man arbejder. Det er dyrt at studere i Cape Town, og jeg tror det er en af grundene til det. Alicia, som er min vejleder hernede fortæller mig at alle på hjemmet har modul 0-4, også dem der ar- Side 2 af 7

3 bejder i køkkenet, selvom de eneste krav for deres ansættelse er at de kan lave et ordentligt måltid mad. På stedet forsøger de hele tiden at videreuddanne stafet, men det er svært at få råd til. De har også mange gange oplevet, at når de så har uddannet personalet, og de får tilbudt arbejde tættere på deres hjem, eller med mere løn, så smutter de fra stedet, også skal de uddanne nye fra start af. Som hun siger There is a lot of possibilities in child care, and theese are not always the easiest bunch to work with. Det er selvfølgelig sagt med et glimt I øjet, og I skal ikke lade jer skræmme, for de er nogle søde børn, som har brug for masser af omsorg og hjælp til udvikling. Der er også ansat en social worker på stedet, som har en uddannelse i social work. Det svarer til vores socialrådgiver. Fysiske rammer: Inden jeg skulle af sted, havde jeg mange forskellige tanker om, hvordan et børnehjem i Cape Town kunne tage sig ud, og havde nok forestillet mig noget lidt mere primitivt. Børnehjemmet er rigtig pænt og rent. De har deres eget store køkken, hvor der bliver lavet mad til børnene og et stort vaskerum. Det er egentlig en ret stor bygning med to etager. Ovenpå sover gruppe B og C, her er også toiletter og en form for opholdsrum med tv, som børnene kan være i når vejret er for dårligt til at være udendørs. Nedenunder er der mødelokale, kontor, køkken, vaskerum, personalerum, personalekøkken, Klasseværelse til gruppe C, legerum til gruppe b, samt sove og opholdsrum til gruppe A. Udendørs er der gyngesæt, klatrestativ, en stor græsplæne, rutchebaner, trampolin, madraser, legehus, og mange andre ting, som børnene kan beskæftige sig med. Jeg forestillede mig inden jeg tog af sted at stedet ikke ville have så meget legetøj og at tingene ville være meget primitive, men via donationer har Christine Revell formået at holde en standard, som er langt højere end, hvad jeg havde forventet, og det synes jeg er utrolig dejligt at se. Der er malet motiver på væggene og det virker til at der er gjort meget, for at det ser ordentligt og hyggeligt ud. Beliggenhed: Børnehjemmet ligger i et område der hedder Athlone. Jeg får af vide at Athlone ikke er a good neighboorhood og at man ikke skal gå rundt der om aftenen, men jeg har endnu ikke oplevet noget ubehageligt i området. Folk er flinke og hilser på dig, når du kommer gående og ved godt, hvorfor du er der. Det ligger en halv time i bus fra der, hvor jeg bor, så jeg tager bussen på arbejde hver morgen. Det er en fin tur, og det er meget nemt at komme frem og tilbage med den offentlige trafik, og derudover koster det ikke rigtig noget. Jeg betaler ca. 17 rand om dagen for at komme frem og tilbage, og det svarer ca. til 9 kr., så det er lige til at overkomme. Side 3 af 7

4 Åbningstider: Døgnåbent Dog arbejder jeg 09-17, fire dage om ugen. Klodset pige i Kapstaden part 2 Jeg har befundet mig i Kapstaden i Sydafrika i omkring fire måneder, og det er derfor blevet tid til mit andet rejsebrev. Jeg skal altså endnu engang berette til dig, som overvejer udlandspraktik, hvad mine erfaringer er, så du kan få en ide om, hvad det vil sige at tage sin praktik i udlandet. Praktikstedet Jeg vil starte ud med at beskrive lidt om min tid på mit praktiksted. Jeg er på et børnehjem, hvor aldersgruppen er 0-5 år. Jeg befinder mig i den gruppe som består af børn fra 0-2 år. Det er selvfølgelig utrolig spændende at være på børnehjemmet, og der er rigtig mange muligheder og udfordringer i arbejdet. Når man vælger at tage i praktik i udlandet, bunder en stor del af de ting som man undrer sig over, eller føler sig uenig i kulturforskelle, og jeg har også selv oplevet, hvordan disse kulturforskelle kan være med til at skabe frustration og uforståenhed, både fra mig selv, men også fra praktikstedet. Det er især i forhold til synet på barnets gråd, at jeg har oplevet en stor forskel. Vi er vant til, at hvis spædbørn græder, så tages de op og trøstes og der vil altid være et forsøg på at forstå barnets behov. Det er lidt anderledes på børnehjemmet, hvor jeg arbejder. På den måde ikke sagt, at de ikke varetager børnenes behov, men der er bare et andet syn på barnets gråd, og jeg er typen der går ind til et spædbarn, hvis barnet græder. Jeg har et par gange fået at vide, at jeg ødelægger det lidt, for de faste caretakers, fordi at de dage hvor jeg så ikke er der, græder børnene og forventer at blive taget op, og holdningen er, at det er der bare ikke altid tid til. Det er meget specielt, at få at vide at det er en irritation for nogle, at jeg går ind til spædbørnene når de græder, og det skal siges, at det bestemt heller ikke er alle på børnehjemmet, der deler den holdning. Jeg forsøger i situationen at forklare mit synspunkt, og hvorfor jeg vælger at handle som jeg gør. Med min faglighed i rygsækken ved jeg, at de tidlige måneder i et barns liv er uhyre vigtige for barnets evne til at holde øjenkontakt og dermed lære at kommunikere, så derfor vælger jeg at give børnene den ekstra opmærksomhed, som der ikke altid er enighed om barnet skal have. Gruppe A, som jeg befinder mig i, er delt op i to grupper. A1 som er spædbørn i alderen 0-6 måneder, og gruppe A2 som er børn i alderen 6 måneder-2 år. I gruppe A2 ser jeg også en stor kulturforskel i forhold til barnets gråd. Hvis et barn græder, får barnet ofte at vide, at det er naughty og skal stoppe sit nonsence. Det er meget specielt for mig, som pædagogstuderende at være vidne til den mangel på anerkendelse, som jeg synes kommer til udtryk, når børnene græder. Jeg selv forsøger at finde ud af, hvorfor barnet græder, og hvis der ikke er en grund til det, forsøger jeg at distrahere barnet med en ny mulighed for leg. Det er nærmest kun hvis børnene slår sig, at der er en forståelse for at barnet er ked af det, og det er primært her at barnets følelser bliver anerkendt. Jeg forsøger at forklare de caretakers som allerede arbejder på stedet, hvad det er jeg gør, når jeg anerkender barnets følelser og, hvorfor jeg mener det er vigtigt. De accepterer mit synspunkt, og respekterer mine handlinger, men de ændrer ikke deres egne. Det kan være ret hårdt at overvære at børnene får deres følelser underkendt, og inden man tager i praktik i udlandet er det vigtigt at overveje med sig selv, om ens psyke kan holde til at stifte bekendtskab med ting, som er meget anderledes end det man er vant til. Samtidig bliver man selv meget bevidst omkring sin egen måde at arbejde på, og hvilke værdier, som er de vigtigste i ens egen pædagogiske praksis. Side 4 af 7

5 På mit praktiksted er der rigtig mange frivillige, og det har for mig været vigtigt at skille mig ud fra dem, så mine kollegaer er klar over, at jeg kan og vil varetage de samme opgaver som dem, og at jeg anser dem som kollegaer. Det har dog desværre også gjort, at jeg et par gange har stået i en konflikt, hvor en af de faste caretakers har underkendt mig autoritet, ved at tage overtage en konflikt, som jeg godt selv kunne have løst. Det er lidt ærgerligt, men man er bare nødt til at lære og sige fra på en pæn måde, og få forklaret at, der er styr på situationen. Okay, det er blevet en lettere kritisk start, det kan jeg godt se. Men det skal bestemt ikke tages, som om jeg ikke er glad for det, for det er jeg virkelig! Jeg føler mig utrolig godt tilpas på børnehjemmet og føler mig som en fast og accepteret del af personalegruppen. Jeg har rig mulighed for selv at sætte projekter i gang og institutionen støtter mig i mine ideer. De stiller alt til rådighed, som de har, og synes bare at det er fedt, at der bliver taget initiativ til udviklingsarbejde med børnene. Det er noget som, der desværre ikke rigtig er tid til, hvis det ikke var for frivillige og studerende. De dage, hvor jeg har fri er der 1-2 caretakers til at tage sig af 15 børn i alderen 0-2 år. Der er altså stor respekt for at de ikke falder sammen af træthed i løbet af dagen, for der skal godt nok løbes stærkt. I forhold til vejledning så er det meget på mine præmisser. Jeg bliver ikke taget i hånden og har en ugentlig tid. Har jeg behov for at tale med min vejleder, så er det mit ansvar, at sørge for at lave en aftale med hende. Samtidig er det mit ansvar, at sørge for at hun har de informationer hun skal have, og få fortalt, hvornår de forskellige ting skal sendes til seminariet. Hun er rar og åben og altid klar på en snak med mig, hvis jeg opsøger hende, men det er mit ansvar, og det passer mig egentlig ganske fint. Der er også rig mulighed for at komme med til lægebesøg og ind i mellem en tur i retten, så der er rigtig mange spændende aspekter i arbejdet, som jeg sætter utrolig meget pris på. Fritiden Som fortalt i sidste rejsebrev er jeg rejst igennem en organisation, som hedder ScanZa. De har hjulpet med at skabe kontakt til mit praktiksted og en masse andre praktikske ting, som bl.a. boligforhold. Jeg er den eneste fra min årgang på, som har valgt at rejse til Sydafrika, for at tage min praktik, og jeg var derfor ret nervøs for at ende med at vade rundt i Cape Towns gader alene i et halvt år. Heldigvis har jeg gennem ScanZas informationsseminar mødt en masse andre danskere, som skulle af sted, og har herigennem mødt mine to roomies. ScanZa hjalp og med at finde bolig i Cape Town, og vi bor i en sikker bygning midt i centrum. Her har vi to soveværelser, som betyder at jeg bor på værelse med en anden pige, og det er lidt specielt da vi ikke kendte hinanden inden vi kom hertil. Det er heldigvis gået meget smertefrit og vi har det rigtig godt sammen. Side 5 af 7

6 Jeg har også en god kontakt til og min vejleder derhjemme, og får den hjælp jeg har behov for, så det er utrolig rart. Jeg har også sørget for at have en god kontakt til nogle medstuderende, som informerer mig om, hvad der foregår på studiedagene, og samtidig får jeg en god og faglig snak om mine observationer og får snakket om de udfordringer, som både de og jeg har på vores praktikpladser. Jeg har heldigvis også andre studerende hernede, som jeg kan snakke med om hverdagen, og det mener jeg er utrolig vigtigt, så man ikke står alene med sine refleksioner. Det er i hvert fald noget, som har hjulpet mig meget med at bearbejde de ting man oplever. Man keder sig aldrig i Cape Town. Det er da i hvert fald min erfaring. Har man lyst til at lave noget, er der altid noget at tage fat på. Jeg har b.la. vandret op af Table Mountain. En utrolig smuk naturoplevelse, som jeg faktisk har begivet mig på mere end en gang, det er fantastisk følelse at ramme toppen efter slid og slæb. Det er befriende. Jeg har gået mange ture ved de mange lækre strande, drukket en lækker kop kaffe og set solnedgangen, eller blot ligget og stegt i solen hele dagen. Jeg har været til festival. Det var vildt, det var fedt, det føltes hjemligt og jeg kan helt klart anbefale Rocking the daisies, hvis man befinder sig i Cape Town, mens festivalen er i gang. Jeg har fået et bedre indblik i landets historie, ved at tage på district 6 museum og besøge robben island. Jeg har været på shark dive, ja du læste rigtigt. Jeg har klemt min krop i en våddragt og frivilligt kravlet ned i et bur, for at se en hvidhaj helt tæt på. Jeg har været il fodboldkamp i det store world cup stadion og også været til en fed rugby kamp. Jeg har været med til color run, som man også kan opleve i danmark. Men som er noget helt andet under den afrikanske sol. Jeg har fået så mange kulinariske indtryk, at mine smagsløg slet ikke kan følge med. Da befolkningen i Sydafrika er præget af diversitet, er der nærmest ikke den slags mad, du ikke kan opdrive. Er du til sushi, pizza, chinabox, tapas eller afrikansk, så er der et sted for dig, og der er virkelig mange lækre spisesteder. Derudover er Sydafrika også rigtig gode til at producere vin, og det er bestemt også en oplevelse at tage på vintur i Stellenbosch. Jeg har shoppet i det største shoppingcenter på den sydlige halvkugle. Jeg har vandret rundt i parken. Jeg har nydt livet. Og jeg fortsætter to måneder endnu. I den kommende måned er der planlagt en roadtrip ud af Garden Route, som er en smuk rute hen ad kysten. Der er planlagt en tur til Johannesberg med apartheidmuseer, som efterfølges af en tur til Kruiger National Park, hvor den står på Side 6 af 7

7 safari. Lesotho bliver også besøgt i den kommende tid. Så jeg lover dig for, at din fritid bliver alt andet end kedelig, hvis du er klar på at tage ud og opleve. Derudover er der selvfølgelig mulighed for at mødes med de lokale og få en masse nye venner og bekendtskaber. Nu har jeg før været lidt inde på kulturforskelle, og vil gerne fortælle lidt om menneskerne i Cape Town. Som ærkedansker, som rynker brynene og undres, hvis fremmede taler til mig på gaden. Som typen der tænker Hvad vil du mig?, hvis nogle jeg ikke kender, siger hej til mig, er det noget af en omvæltning at befinde sig her. Her bliver man nærmest dagligt mødt af mennesker man ikke kender, som vil vide, hvor man er fra? Hvad man laver her? Hvem man er? Eller bare gerne vil sige hej og godmorgen. Det er egentlig et utrolig hyggeligt og åbent folkefærd, men det tager lige lidt tid at vænne sig til. Dette gør også at man nemmere kommer i snak med andre mennesker, og denne åbenhed gør det også langt nemmere at få et netværk og lære de lokale at kende. Så når man fortæller Sydafrikanere, at hvis de i Danmark var gået op og snakket til en fremmed på gaden, ville personen sikkert blive en smule intimideret, og ikke helt forstå, hvad der foregik, så synes de at vi lyder som nogle sære snegle. Det er vi måske også med vores meget reserverede kultur? I hvert fald er der også en rig mulighed for at møde den lokale befolkning og interagere med en ny og spændende kultur. Derudover er der kun en ting at sige: Er du klar på udfordringen, så er Sydafrika et fantastisk land fuld af muligheder, både fagligt og personligt. Der er helt bestemt også et sted, som du ville synes er spændende og mulighederne er nærmest uendelige. Så bare tag af sted. Jeg kan klart anbefale ScanZa, det er en god organisation, som hjælper dig med alt det praktiske. Vil du vide mere om mit liv i Kapstaden, har jeg en rejseblog, som du er velkommen til at besøge, hvis dette ikke var nok til at tilfredsstille din nysgerrighed. Side 7 af 7