Notat fra arbejdsgruppen om Indsats mod spiseforstyrrelser

Transkript

1 Notat fra arbejdsgruppen om Indsats mod spiseforstyrrelser Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet Sundhedsstyrelsen Oktober 2002

2 Indhold Indledning... side 3 Afsnit 1. Principper og strategier for en forstærket indsats... side Børn og unge med spiseforstyrrelse 1.2 Principper og strategier for en forstærket indsats Afsnit 2. Konkrete forslag... side Trivsel... side Rådgivning og vejledning mv.... side Oplysning til og efteruddannelse af faggrupper... side Styrkelse af den tværfaglige indsats... side Efterværn og opfølgende støtte... side Orientering om akuttilbud... side Godkendelse af uddannelsen af psykoterapeuter... side Oprettelse af professorat inden for børne- og ungepsykiatrien... side 19 Afsnit 3. Skøn over udgifterne ved iværksættelse af de konkrete forslag mv... side 20 Bilag 1: Eksempler på hidtidige og igangværende centrale initiativer... side 22 Bilag 2: Opgavebeskrivelse for tværministeriel arbejdsgruppe om indsats mod spiseforstyrrelser... side 24 2

3 Indledning Spiseforstyrrelser er blevet en påtrængende samfundsmæssig problemstilling. Der er kommet meget mere fokus på problemerne, og på de personer der har en alvorlig spiseforstyrrelse. Statistikken viser, at antallet af sengedage til personer med spiseforstyrrelser, der bruges i sundhedsvæsenet, er stigende. Men der findes ikke undersøgelser, der viser, om antallet af personer med spiseforstyrrelser har været stigende i løbet af de senere år. En alvorlig spiseforstyrrelse er behandlingskrævende, da personerne vil have vanskeligt ved at komme over lidelsen ved egen hjælp. Endvidere er der en meget høj overdødelighed blandt personerne, herunder død som følge af selvmord 1. Ud over behandlingsindsatsen er det også vigtigt at forstærke den forebyggende indsats og den efterfølgende støttende indsats efter et behandlingsforløb. For at opnå en helhedsorienteret og effektiv indsats er det afgørende, at sundheds- og socialsektoren samarbejder tæt. Der blev derfor i august 2002 nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter fra Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Sundhedsstyrelsen. Opgaven for arbejdsgruppen var at udarbejde et fælles notat med konkrete forslag til en bedre og mere sammenhængende indsats over for personer med spiseforstyrrelser. De konkrete forslag skulle have fokus på forebyggelse og efterværn/opfølgning. Arbejdsgruppen har ikke drøftet den behandlingsmæssige indsats, da Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe, der har til opgave at udarbejde et referenceprogram, netop tager dette emne op til behandling. Forslagene i notatet er udarbejdet på baggrund af den indsamlede viden gennem de senere år, bl.a. Sundhedsstyrelsens oplysningspjecer, rapport om risikoadfærd for udvikling af spiseforstyrrelser udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed (SIF), rapporten om forebyggelse af spiseforstyrrelser i Danmark, udgivet af Socialministeriet, mv. samt på baggrund af samtaler med diverse fagpersoner på området. Arbejdsgruppens sammensætning: Kontorchef Peter Juul, Socialministeriets kontor for Udsatte grupper (4. kontor) (formand) Fuldmægtig Lotte Mac, Socialministeriets kontor for Udsatte grupper (4. kontor) 1 Charlotte Emborg: Dødelighed og årsager til død hos patienter med spiseforstyrrelser i Danmark , Ugeskrift for Læger, nr. 25, 18. juni

4 Fuldmægtig Christina Barfoed-Høj, Socialministeriets kontor for Børn, unge og familie (2. kontor) Fuldmægtig Susanne Abild, Indenrigs- og Sundhedsministeriets kontor for psykiatri mv. (3. sundhedskontor) Fuldmægtig Tinie Raagaard Petersen, Indenrigs- og Sundhedsministeriets kontor for forebyggelse mv. (5. sundhedskontor) Afd. læge Tove Petersen, Sundhedsstyrelsen Fuldmægtig Lotte Mac har ligeledes varetaget sekretariatsopgaverne for arbejdsgruppen. Arbejdsgruppen har holdt i alt 3 møder. --- I notatets afsnit 1 findes en kort beskrivelse af målgruppen, og en beskrivelse af de overordnede principper og strategier, som arbejdsgruppen mener, bør lægges til grund for en forstærket indsats over for personer med spiseforstyrrelser, for så vidt angår forebyggelse og opfølgning efter et afsluttet behandlingsforløb. I afsnit 2 opstilles konkrete forslag til handlinger, herunder tidsplan og skønnet udgift. I afsnit 3 findes forslagene i oversigtsform, et skøn over udgifterne forbundet med iværksættelsen af forslagene og en skitse af mulige samarbejdsparter. Arbejdsgruppen Oktober

5 Afsnit 1. Principper og strategier for en forstærket indsats 1.1 Børn og unge med spiseforstyrrelser I rapporten Risikoadfærd for udvikling af spiseforstyrrelser blandt danske kvinder, Statens Institut for Folkesundhed, februar 2002, er konklusionen, at 11,0 % af alle danske kvinder har risikoadfærd for spiseforstyrrelser, men at det især er udbredt blandt de helt unge under 20 år, hvor hyppigheden er 25,7 %. Der findes dog ikke eksakte tal på, hvor mange børn og unge, der udvikler en alvorlig spiseforstyrrelse. Det fremgår imidlertid af nyere tal, at ca. 1 % af unge piger og kvinder mellem år lider af anoreksi, og at mellem 4-5 % i samme aldersgruppe lider af bulimi. Antallet af drenge og unge mænd med spiseforstyrrelser synes at være stigende, men det er fortsat et meget lille antal 2. Der findes heller ikke en egentlig videnskabelig dokumentation for, hvilke årsager i barnets eller den unges tilværelse, der fremtvinger en alvorlig spiseforstyrrelse. Bl.a. på baggrund af udsagn fra personerne selv er fagfolk dog nu overvejende enige om, at spiseforstyrrelsen kun er det synlige symptom på underliggende psykiske og/eller sociale problemer 3. Derfor er den forebyggende indsats meget vigtig i forhold til disse børn og unge. Ved bl.a. en tidlig opsporing af problemer, ved reaktion på uhensigtsmæssig spisevaner o.l. vil der være bedre chancer for at undgå, at den begyndende spiseforstyrrelse udvikler sig til at være behandlingskrævende eller livstruende. 1.2 Principper og strategier for en forstærket indsats I nogle tilfælde er spiseforstyrrelsen som nævnt alene det synlige symptom på andre underliggende alvorlige problemer i barnets eller den unges tilværelse, og ud over den behandlingsmæssige indsats - vil der være behov for en social- og miljømæssig indsats. De nødvendige forebyggende initiativer og støttende tilbud efter et endt behandlingsforløb er meget lig de initiativer, der også omfatter andre børn og unge med psykiske eller særlige sociale problemer de børn og unge, der kaldes de svagest stillede. De initiativer til en fremtidig forstærket indsats, som arbejdsgruppen foreslår i dette notat, tager udgangspunkt i den brede vifte af eksisterende initiativer, som rummer mange gode elementer. Men det er påkrævet, at de eksisterende tilbud udvikles på en række punkter. Overordnet kan principperne og strategierne beskrives på denne måde: 2 Mette Waaddegaard, MD: Risk behaviour related to eating disorders among Danish adolescents, Nogle fagfolk mener, at anoreksi i visse tilfælde kan være arveligt betinget. 5

6 Der er behov for metodeudvikling med hensyn til såvel organiseringen som udformningen af indholdet i et væsentligt mere udbygget tværfagligt og tværsektorielt samarbejde. Samarbejdet skal omfatte både det sundhedsmæssige og det sociale område samt andre områder, der har relation til børn og unges dagligdag. Den tidlige indsats skal opprioriteres i de systemer, der kommer i tæt kontakt med børn og unge. Der skal udvikles mere målrettede og sammenhængende indsatser over for de børn og unge, der lider af en alvorlig spiseforstyrrelse, bl.a. i et samarbejde mellem det offentlige og private på området. Oplysning til relevante faggrupper og pårørende om problemet skal udvikles. Efteruddannelsesaspektet for en række fagpersoner skal styrkes på en række områder. Udgangspunktet er, at de eksisterende muligheder for social støtte skal videreudvikles og forbedres samt i højere grad målrettes til også at omfatte børn og unge med alvorlige spiseforstyrrelser. Arbejdsgruppen vil gerne pointere, at de konkrete forslag til en styrket indsats over for personer med alvorlige spiseforstyrrelser, der skitseres i afsnit 2, ikke vil løse alle problemerne her og nu. Forslagenes sigte er alene at bidrage til at fremme en bedre og mere sammenhængende indsats over for personer med spiseforstyrrelser, så disse personer på sigt kan få en hurtigere og mere effektiv hjælp end nu både i forbindelse med forebyggende initiativer og i forbindelse med efterværn og opfølgende støtte efter et afsluttet behandlingsforløb. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der er behov for at give bl.a. amter og kommuner en delvis økonomisk støtte til at styrke og (videre)udvikle indsatsen på området. Der er derfor søgt om at få afsat midler fra satspuljen 2003 ff til realisering af forslagene. Nogle af forslagene kan iværksættes med det samme, mens andre har et mere fremtidigt sigte. Realiseringen af forslagene er dog betinget af, at der afsættes de nødvendige midler. Der er allerede sat mange initiativer i gang fra centralt hold med det sigte at forbedre vidensgrundlaget om spiseforstyrrelser, at informere om lidelsen mv. Se bilag 1 om eksempler på hidtidige og igangværende centrale initiativer. 6

7 Afsnit 2. Konkrete forslag I dette afsnit opstiller arbejdsgruppen 13 konkrete forslag til en bedre indsats over for personer med spiseforstyrrelser. Forslagene drejer sig om forebyggende indsats, rådgivning og vejledning, fremme af en mere kontinuerlig og helhedsorienteret indsats samt efterværn og opfølgende støtte efter et endt behandlingsforløb. Endvidere foreslås det, at det overvejes at indføre en godkendelse af uddannelsen af psykoterapeuter, og at der oprettes et professorat i børne- og ungdomspsykiatri. I tilknytning til forslagene er der skitseret en tidshorisont for igangsættelsen af forslagene og en skønnet udgift. Arbejdsgruppen vil pointere, at der alene er tale om et skøn over udgifterne for de enkelte forslag. Nogle af udgifterne kan i realiteten blive lavere og andre højere ved den konkrete udmøntning af forslagene. 2.1 Trivsel Som tidligere nævnt, er spiseforstyrrelsen i nogle tilfælde kun det synlige tegn på underliggende psykiske eller sociale problemer i barnets eller den unges tilværelse. Fx mistrivsel eller alvorlige problemer i familien, mobning i dagtilbud og skoler mv., manglende socialt netværk o.l. kan være udløsende faktorer for udvikling af en alvorlig spiseforstyrrelse. Trivsel i de forskellige sammenhænge, et barn eller en ung opholder sig i til dagligt, er derfor afgørende for, at et barn eller en ung bl.a. bevarer sit selvværd, har mod på livet, tager udfordringer op og kan klare også de negative sider af livet. Der er allerede taget initiativer i forbindelse med at fremme børns og unges trivsel, fx en mobbeplan, kvalitetsudviklingsprojekter, plan for at bryde den negative sociale arv mv. Arbejdsgruppen er af den opfattelse, at disse initiativer bør understøttes ved målrettet at arbejde med trivsel i dagtilbud og skoler. Forslag 1 Drøftelse af trivsel i dagtilbud og skoler Det foreslås, at der opfordres til, at emnet børns og unges trivsel tages målrettet op i bl.a. dagtilbud og skoler. Fx i forbindelse med emneuger, fristile, klassens time mv. Forslaget skal udmøntes i samarbejde med Undervisningsministeriet. Forslaget foreslås udmøntet i foråret

8 2.2 Rådgivning og vejledning mv. Der findes allerede mange generelle forebyggende tilbud i både sundhedsog sociallovgivningen, bl.a. de forebyggende sundhedsordninger (sundhedsplejersker, tværfaglige grupper mv.) og en forpligtelse for kommunerne til at give rådgivning og vejledning til forældre og børn/unge mv. Ved siden af de offentlige tilbud er der i de senere år dannet flere private rådgivninger på spiseforstyrrelsesområdet, som giver gratis vejledning og rådgivning til børn, unge og forældre samt andre pårørende m.fl. De private foreninger mv. giver rådgivning anonymt, hvis det ønskes. Og anonymitet er for mange børn og unge med spiseforstyrrelser og deres pårørende en afgørende faktor for at søge rådgivning og vejledning de ønsker ikke at blive en patient i sygehussektoren eller en klient i socialforvaltningen. Hvis de private rådgivninger eller andre fornemmer, at det er nødvendigt med en egentlig professionel indsats over for barnet eller den unge, bør rådgivningen dog henvise til relevante myndigheder, der kan give den nødvendige behandling og/eller støtte til personerne. Forældre og andre pårørende til personer med en risikoadfærd, der kan føre til udvikling af en alvorlig spiseforstyrrelse, har ofte et meget lille kendskab til symptomerne på risikoadfærd og/eller er måske betænkelige ved at gribe ind tidligt, fordi de mener, at det nok er et forbigående fænomen. Det er det i mange tilfælde også, men nogle gange udvikler det sig til en alvorlig og behandlingskrævende sygdom. Og kendskabet til en udviklet spiseforstyrrelse vil også ofte være meget ringe. Det er derfor vigtigt med konkret oplysning og vidensopbygning hos forældre og andre pårørende til personer med spiseforstyrrelser. Oplysningen skal omfatte både symptomerne på en begyndende spiseforstyrrelse, om mulighederne for behandling, og hvordan man hjælper personen efter endt behandling. Både offentlige og private rådgivninger tilbyder ofte etable ring af pårørendegrupper, hvor forældre m.fl. kan drøfte deres problemer med andre ligestillede. Forældre og andre nære pårørende, der aktuelt har et barn eller en ung i behandling for en alvorlig spiseforstyrrelse, kan have en stor nytte af at tale med andre ligestillede personer. Pårørendegrupperne medfører både, at pårørende finder ud af, at de ikke står alene med problemerne, der er mulighed for at sætte ord på sine frustrationer og frygt, og der er mulighed for at lære af andres erfaringer med børn og unge med spiseforstyrrelser. Pårørende til personer med hhv. risikoadfærd og en udviklet spiseforstyrrelse har dog meget forskellige behov. For at få det optimale udbytte af deltagelse i pårørendegrupper, er det derfor væsentligt, at grupperne sammensættes af pårørende, der aktuelt står med nogenlunde identiske problemstillinger, fx om det er risikoadfærd eller en kronisk spiseforstyrrelse, der er problemet. 8

9 Forslag 2 Udvidelse af Center for Spiseforstyrrelsers telefonrådgivning og anden information Det foreslås, at der ydes et tilskud til Center for Spiseforstyrrelser ved Århus Universitetshospital med henblik på at udvide deres telefonrådgivning. Endvidere bør det overvejes, om der skal gives tilskud til udvikling af centrets hjemmeside. Forslaget foreslås udmøntet i 2003 og Skønnet udgift: I alt kr. Forslag 3 Etablering af pårørendegrupper med faglig supervision Det foreslås at fremme etablering af flere pårørendegrupper, fx i regi af Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser. Grupperne etableres med faglig supervision. Supervisoren bør ikke være et fremtrædende punkt i gruppen, men skal blot være tilstede og træde ind, hvis der bliver behov for det. Forslaget foreslås udmøntet i løbet af Skønnet udgift: kr. 9

10 2.3 Oplysning til og efteruddannelse af faggrupper Der er tidligere blevet udsendt materiale med oplysning om symptomer mv. på spiseforstyrrelser til fagfolk inden for sundhedssektoren, der beskæftiger sig med børn og unge i det daglige. Denne oplysende virksomhed har medført, at der er blevet sat mere fokus på problemet, og at alle nu ved, at det er en alvorlig problemstilling. Men fra viden til reel udøvelse i det praktiske sociale og sundhedsmæssige arbejde er der et stykke vej. Arbejdsgruppen er af den opfattelse, at det ikke er tilstrækkeligt med generel oplysende virksomhed over for de faggrupper, der beskæftiger sig med børn og unge. Der er også behov for, at fagfolk på seminarer o.l. får mulighed for i grupper at arbejde med forskellige problemstillinger på området, samtidig med at der er personer til stede, der kan vejlede dem, hvis der skulle opstå tvivlsspørgsmål. Forslag 4 Udsendelse af oplysningspjece om spiseforstyrrelser til socialforvaltningerne Det foreslås at udsende Sundhedsstyrelsens pjece: Spiseforstyrrelser. Voksne omkring børn og unge kan være med til at forebygge, at spiseforstyrrelser udvikler sig, 1999, til socialforvaltningerne. Forslaget skal drøftes med Kommunernes Landsforening. Forslaget foreslås udmøntet i begyndelsen af Forslag 5 Regionale arbejdsseminarer for medarbejdere fra social- og sundhedssektorerne Det foreslås, at der afholdes en række regionale arbejdsseminarer for forvaltningspersonale. Seminarerne kan fx være kl. 12 til kl. 12 møder, hvor sagsbehandlere og sundhedspersonale fra kommunerne i en amtskommune får forelagt forskellige problemstillinger om spiseforstyrrelser, og derefter i grupper arbejder med, hvordan de vil tackle forskellige problemstillinger ud fra konstruerede eksempler. Forslaget foreslås udmøntet i efteråret Skønnet udgift: I alt kr. 10

11 2.4 Styrkelse af den tværfaglige indsats Der er allerede i dag en lovgivningsmæssig ramme for amters og kommuners indsats i forbindelse med at opfange og løse børns og unges sundhedsmæssige og sociale problemer. Som eksempler kan bl.a. nævnes, at efter lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge har kommuner og amter et ansvar for at tilrettelægge forebyggende sundhedsordninger, som kan bidrage til at sikre børn og unge en sund opvækst og skabe gode forudsætninger for en sund voksentilværelse. Dvs. at kommuner og amter efter sundhedslovgivningen, og også efter den sociale lovgivning, har en pligt til at være opmærksom på og yde en ekstra indsats over for børn og unge med særlige behov. For netop at tilgodese gruppen af børn og unge med særlige behov herunder børn og unge der viser tegn på spiseforstyrrelser fik kommunerne med lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, der trådte i kraft den 1. januar 1996, bl.a. pligt til at oprette tværfaglige grupper. Grupperne skal sikre, at det enkelte barns udvikling, sundhed og trivsel fremmes, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægelig, social, pædagogisk, psykologisk eller anden sagkundskab. Amterne har i den sammenhæng en forpligtigelse til at stille deres ekspertise/supervision til rådighed ad hoc. Den samme forpligtigelse fremgår også af lov om social service. Den kommunale sundhedstjeneste (sundhedsplejerske, læge, psykolog), men også børnetandplejen og den praktiserende læge, er nøglepersoner i forbindelse med at opdage tidlige tegn på psykiske problemer - herunder tegn på spiseforstyrrelser - og tage de første vigtige, afklarende samtaler med den unge. Den kommunale sundhedstjeneste kan lave samtalegrupper med disse unge og kan også gennemføre støttende samtaler med den enkelte unge med problemer. Ved forværring af symptomerne henvises til den alment praktiserende læge og eventuel viderehenvisning til psykiatrisk vurdering. Men der er stadig brug for en mere målrettet og koncentreret indsats indenfor og på tværs af sektorerne, ligesom der er behov for at styrke den tværfaglige og tværsektorielle indsats for personer over 18 år (som ikke er omfattet af den kommunale sundhedstjeneste). Arbejdsgruppen er af den opfattelse, at det er vigtigt at understrege amters og kommunes forpligtigelser over for børn og unge, der har særlige behov herunder børn og unge, der viser tegn på spiseforstyrrelser. Arbejdsgruppen vil samtidig foreslå en styrkelse af den tværfaglige indsats både over for børn og unge, der viser begyndende tegn på at udvikle en spiseforstyrrelse, og over for personer også voksne -, der har modtaget en behandling for en alvorlig spiseforstyrrelse, men som efterfølgende har brug for en koordineret opfølgning/rehabiliteringsindsats. I denne sammenhæng er det også vigtigt, at amternes indsats med at yde kommunerne ekspertise og supervision understøttes og styrkes. 11

12 Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at der igangsættes udviklingsprojekter med amtslige supervisorordninger, hvis formål er at understøtte og fremme den forebyggende indsats i forbindelse med risikoadfærd. Ordningen skal have til opgave at rådgive medarbejderne i kommunerne i forbindelse med hjælp og støtte til personer med risikoadfærd. Supervisoren skal være en fagperson, der har et indgående kendskab til risikoadfærd, symptomer på spiseforstyrrelser, på lovgivningens muligheder for støtte m.v. Forslag 6 Udviklingsprojekter med supervisorordninger Det foreslås, at der igangsættes udviklingsprojekter i nogle (amts)kommuner med det sigte at afprøve metoder til etablering af en supervisorordning. Formålet er, at supervisoren skal dække alle kommuner i et amt, og at personen skal være både forvaltningspersonale, sundhedspersonale, skolelærere, fritidspædagoger m.v. behjælpelig med råd og vejledning, når der opstår mistanke om, at et barn eller ung er begyndt at udvise risikoadfærd med hensyn til at udvikle en alvorlig spiseforstyrrelse. Supervisoren skal også have en vis opsøgende forpligtelse, fx i forbindelse med afholdelse af kurser o.l. for medarbejdere i kommunen. Supervisorens rådgivnings- og vejledningsforpligtelse kan evt. udstrækkes til også at omfatte børnene og de unge samt deres forældre. Det foreslås, at projekterne igangsættes i efteråret Skønnet udgift: kr. årligt pr. projekt. Men selv med den bedste forebyggende indsats, vil nogle personer alligevel udvikle en alvorlig spiseforstyrrelse, der er behandlingskrævende. Også i disse tilfælde er det vigtigt med en kontinuerlig, tværfaglig og tværsektoriel indsats både i selve behandlingsfasen og efter endt behandling. 12

13 Forslag 7 Forsøg med tværfaglige rehabiliteringsteams Det foreslås, at der igangsættes udviklingsprojekter i et antal (amts)kommuner med det sigte at udvikle og afprøve etablering og virkning af tværfaglige rehabiliteringsteams på spiseforstyrrelsesområdet. Teamet skal bestå af personer fra sundheds- og socialforvaltningerne, og både amtskommunale og kommunale medarbejdere skal være repræsenteret i teamet. Teamet skal opstille et helhedsorienteret forløb for personer med spiseforstyrrelser. Behandlingskompetencen skal fortsat ligge i sundhedssektoren, men behandlingsplanen skal samordnes og koordineres med den sociale handleplan. Projekterne skal bygge på tidligere erfaringer med tværsektorielt og tværfagligt arbejde. Projekterne kan evt. tage udgangspunkt i hhv. en amtskommune og i et behandlingstilbud. Det foreslås, at projekterne igangsættes i efteråret Skønnet udgift: kr. årligt pr. projekt. 13

14 2.5 Efterværn og opfølgende støtte Dette afsnit har meget tæt sammenhæng med afsnit 2.4. Det konkrete forslag kan derfor indgå som en del af forslaget om forsøg med tværfaglige rehabiliteringsteams. Men da forslagene også kan stå alene, har arbejdsgruppen valgt at opstille dem i et særskilt afsnit. Lige som for alle andre, der har gennemgået en behandling for psykiske lidelser eller for et misbrug, er det væsentligt for personer med spiseforstyrrelser, at der er et tæt samspil mellem sygehussektoren og socialsektoren, så personerne ikke bliver overladt til sig selv ved udskrivningen fra sygehus e.l. Erfaringer viser, at det er i tiden lige efter en udskrivning, at der er størst risiko for tilbagefald og/eller selvmordsforsøg eller fuldbyrdet selvmord. Det vil sige, at der er behov for at udvikle metoder til, at efterfølgende støttende tilbud er tilstede, når personerne udskrives fra sygehus. Disse tilbud kan være tilbud om ambulant opfølgning i sygehusregi eller i et tilbud om social behandling og/eller tilbud om en støtte- og kontaktperson, der kommer i hjemmet nogle timer om dagen/om ugen med det sigte at bistå personen til at (gen)erhverve kompetencer til at få dagliglivet til at hænge sammen på en fornuftig måde. Fx i forbindelse med madindkøb, madlavning, spisning alene og med andre, oparbejdelse af et måske fraværende netværk/vennekreds mv. Støttepersonen skal have en relevant faglig uddanne l- se. Nogle børn og unge med spiseforstyrrelser går i et ambulant behandlingssystem, når de ikke er livstruende undervægtige. Også ved ambulante behandlingsforløb er det væsentligt, at der er sociale tilbud, der støtter og fremmer deres evne til igen at indgå i fællesskaber, på uddannelsessteder, på arbejdsmarkedet o.l., og som bidrager til at hindre tilbagefald. Forslag 8 Forsøg med støtte - og kontaktpersoner Det foreslås, at der igangsættes udviklingsprojekter i et antal udvalgte kommuner/ amtskommuner med henblik på at afprøve virkningen af brug af støtte- og kontaktpersoner med en relevant faglig baggrund, der hjælper personen med at generhverve sociale færdigheder o.l. Det foreslås, at projekterne igangsættes i foråret Skønnet udgift: kr. årligt pr. projekt. Ud over en støtte- og kontaktpersonordning kan selvhjælpsgrupper for færdigbehandlede personer være en måde at støtte personerne med at komme videre i deres liv, socialt, uddannelsesmæssigt og/eller arbejdsmæssigt. 14

15 Arbejdsgruppen har diskuteret fordele og ulemper ved at foreslå etablering af selvhjælpsgrupper, da der kan være en risiko for, at sådanne selvhjælpsgrupper har en fastholdende og stigmatiserende virkning på deltagerne. Det vil sige, at der kan være en risiko for, at personerne oparbejder en egen og fælles identitet som spiseforstyrrede uden at prøve at overvinde denne identitet (dannelse af en subkultur). Arbejdsgruppen har alligevel valgt at foreslå etablering af selvhjælpsgrupper som en af måderne til at støtte personerne på efter et endt behandlingsforløb. Betingelserne for sådanne selvhjælpsgrupper er imidlertid, at formålet med grupperne er at komme videre med livet, sådan at selvhjælpsgruppen kun skal fungere for personen som en korterevarende overgangsstøtte og ikke som et nyt varigt netværk. Endvidere er det en betingelse, at der er en supervisor med en relevant faglig uddannelse tilknyttet grupperne, fx en psykolog, psykiater eller sundhedspersonale med en relevant praktisk baggrund. Supervisoren skal have pligt til målrettet at lede deltagerne væk fra livet som spiseforstyrret og ind i et normalt liv som menneske. Supervisoren bør også have kompetence til at bortvise personer, der efter hans/hendes opfattelse vil have en negativ virkning på formålet med gruppen. Forslag 9 Selvhjælpsgrupper med faglig supervisor Det foreslås at fremme oprettelse af selvhjælpsgrupper for personer efter et endt behandlingsforløb. Formålet med grupperne er bl.a. at generhverve sociale og arbejdsmæssige kompetencer mv. Der skal tilknyttes en supervisor med en relevant faglig baggrund til selvhjæ lpsgrupperne. Selvhjælpsgrupperne kan fx etableres i regi af Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser. Det foreslås, at forslaget igangsættes i foråret Skønnet udgift: kr. 15

16 Forslag 10 Udarbejdelse af pjece om metoder til efterværn til social- og sundhedspersonale Det foreslås, at der udarbejdes en pjece om metoder til efterværn over for personer med spiseforstyrrelser, der udsendes til social- og sundhedspersonale, der beskæftiger sig med børn og unge i det daglige. Det foreslås, at initiativet igangsættes i begyndelsen af 2003 med en etårig tidshorisont. Skønnet udgift: kr. 16

17 2.6 Orientering om akuttilbud I forbindelse med et ambulant behandlingstilbud kan der ofte være behov for at komme i kontakt med en professionel uden for almindelig åbningstid. Det kan fx være efter en dårlig dag med negative oplevelser, en pludselig trang til at stopfodre sig, tanker om at livet ikke er værd at leve o.l. Nogle krisesituationer kan klares over telefonen, men i andre tilfælde vil det være nødvendigt at komme ud til personen og snakke om tingene. Som regel kan det forventes, at situationen afklares på denne måde, men i modsat fald kan akut-medarbejderen sørge for, at personen kommer på psykiatrisk skadestue. I forbindelse med akut-tjenesten bør der også være mulighed for, at personen i krise kan overnatte på et offentligt behandlingstilbud eller et privat tilbud. Forslag 11 Orientering om akuttilbud Det foreslås, at der udsendes orienteringsbrev til private rådgivninger, lægevagten m.fl. om de muligheder for akuttilbud, fx sociale døgnrådgivninger, der findes, og som også kan benyttes af personer med alvorlige spiseforstyrrelser, hvis de i forbindelse med ambulant behandling eller efter endt behandling får akutte sociale problemer. Det foreslås, at forslaget udmøntes i begyndelsen af

18 2.7 Godkendelse af uddannelsen af psykoterapeuter Den sociale behandling af begyndende og/eller eksisterende spiseforstyrrelser er ofte henvist til et gråt marked. Mange personer med spiseforstyrrelser bliver henvist til eller henvender sig selv til en psykolog, men mange henvender sig også til psykoterapeuter. Antallet af psykoterapeuter er steget kraftigt i de senere år. Vi har imidlertid ikke et grundigt kendskab til lødigheden af uddannelserne, eller til kvaliteten af det arbejde som psykoterapeuterne udfører i praksis. Det gælder ikke alene i forbindelse med behandling af spiseforstyrrelser, men er en generel problemstilling. Der er derfor opstået mange myter omkring psykoterapeuter, som kan være reelle eller det modsatte. Men disse myter har medført, at der er betænkeligheder ved at henvise et barn eller en ung med mindre alvorlige spiseforstyrrelser til en psykoterapeut. Dette kan medføre, at barnet eller den unge slet ikke får nogen hjælp til at komme ud af sin spiseforstyrrelse med den virkning, at spiseforstyrrelsen udvikler sig i negativ retning, så barnet eller den unge på et eller andet tidspunkt må indlægges på psykiatrisk afdeling. Ved at sikre kvaliteten i uddannelsen til psykoterapeut vil en del lettere tilfælde af spiseforstyrrelser formentlig bedre kunne tages i opløbet, så personerne kan undgå sygehusindlæggelse. Der ville også være et større antal kvalificerede personer, der kunne tage sig af den nødvendige opfølgende støtte efter et endt behandlingsforløb. Forslag 12 Overvejelse om godkendelse af uddannelsen af psykoterapeuter Det foreslås, at spørgsmålet, om og hvordan psykoterapiuddannelsen kan godkendes, rejses over for Undervisningsministeriet. Det foreslås, at Undervisningsministeriet kontaktes i begyndelsen af

19 2.8 Oprettelse af professorat inden for børne- og ungepsykiatrien Det er ikke alle amter og kommuner, der har kapacitet til at behandle børn og unge med sindslidelser tilstrækkeligt hurtigt, og mange må vente i ½-1 år på behandling på psykiatrisk afdeling. I denne periode får barnet eller den unge ofte ikke nogen hjælp fra det offentlige, og der er derfor stor risiko for, at lidelsen udvikler sig i løbet af ventetiden. Dette gælder generelt på børne- og ungdomspsykiatriområdet, og dermed også i forbindelse med behandling af alvorlige spiseforstyrrelser. Et af problemerne er, at der ikke er et tilstrækkeligt antal læger inden for børne- og ungdomspsykiatrien. De unge læger vælger oftest andre specialer inden for lægeverdenen. En af grundene hertil kan evt. være, at børne- og ungdomspsykiatri ikke er et prestigefuldt speciale, samtidig med at det er et belastende arbejde at beskæftige sig med sindslidende børn og unge. Endvidere fungerer samspillet mellem børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien ikke altid optimalt. Forslag 13 Oprettelse af professorat inden for børne - og ungdomspsykiatrien For at fremme at unge læger vælger at arbejde inden for børne- og ungdomspsykiatrien, foreslås det, at der gives midler til oprettelse af et professorat i børne- og ungdomspsykiatri. Det foreslås, at forslaget udmøntes fra Der skal tages kontakt med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Skønnet udgift: kr. årligt i 3 år. 19

20 Afsnit 3. Skøn over udgifterne ved iværksættelse af de konkrete forslag mv. I dette afsnit foretages et skøn over udgifterne ved de enkelte forslag. Arbejdsgruppen vil pointere, at der alene er tale om skøn, da der på dette tidspunkt ikke er taget kontakt til eventuelle samarbejdspartnere. Endvidere skitseres mulige samarbejdsparter ved realiseringen af de enkelte forslag. Forslag Skønnet udgift Mulige samarbejdsparter Forslag 1 (side 7) Drøftelse af trivsel i dagtilbud og skoler Forslag 2 (side 9) Udvidelse af Center for Spiseforstyrrelsers telefonrådgivning og anden information? Undervisningsministeriet I alt kr. Center for Spiseforstyrrelse, Århus Forslag 3 (side 9) Etablering af pårørendegrupper med faglig supervision Op til kr. Landsforeningen Spiseforstyrrelser mod Forslag 4 (Side 10) Udsendelse af oplysningspjece om spiseforstyrrelser til socialforvaltningerne? Forslag 5 (side 10) Regionale arbejdsseminarer for medarbejdere fra social- og sundhedssektorerne I alt kr. Videns- eller formidlingscenter eller andet konsulentfirma Forslag 6 (side 12) Udviklingsprojekter med supervisorordninger kr. årligt pr. projekt i 3 år (Amts)kommuner, v i- dens- eller formidlingscenter Forslag 7 (side 13) Forsøg med tværfaglige rehabiliteringsteams kr. årligt pr. projekt i 3 år (Amts)kommuner, v i- dens- eller formidlingscenter 20

21 Forslag 8 (side 14) Forsøg med støtte- og kontaktpersoner kr. årligt pr. projekt i 3 år (Amts)kommuner, konsulentfirma Forslag 9 (side 15) Selvhjælpsgrupper med faglig supervisor Op til kr. Landsforeningen mod spis e- forstyrrelser Forslag 10 (side 16) Udarbejdelse af pjece om metoder til efterværn til social- og sundhedspersonale Op til kr. Videns- og formidlingscentre og andre fagfolk på området Forslag 11 (side 17) Orientering om akuttilbud? Forslag 12 (side 18) Overvejelse om godkendelse af uddannelsen af psykoterapeuter? Undervisningsministeriet Forslag 13 (side 19) Oprettelse af professorat inden for børne- og ungdomspsykiatri kr. årligt i 3 år Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 21

22 Bilag 1 Eksempler på hidtidige og igangværende centrale initiativer 1. Informationsmateriale, undersøgelser mv. Sundhedsstyrelsen udsendte i januar 2000 et stort informationsmateriale vedr. forebyggelse og tidlig opsporing af spiseforstyrrelser til læger, pædagoger, forældre m.fl., der i det daglige er i kontakt med børn og unge mennesker. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har finansieret en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed (SIF) i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, der omhandler risikoadfærd for udvikling af spiseforstyrrelser blandt danske kvinder i alderen år samt forekomst af slankekure, kropsutilfredshed m.m. hos såvel kvinder som mænd. Rapporten blev offentliggjort februar Socialministeriet har finansieret en pilotundersøgelse om forebyggelse af spiseforstyrrelser i Danmark, udgivet marts 2002, og en oversigt over udvalgt litteratur på området spiseforstyrrelser, Konferencer Sundhedsstyrelsen afholdt den 10. januar 2001 en konference om forebyggelse af spiseforstyrrelser for voksne, der arbejder med børn og unge. Konferencen var en opfølgning på Sundhedsstyrelsens tidligere initiativer til forebyggelse på området, hvor Sundhedsstyrelsen har lagt vægt på, at sundhedsplejersker, lærere, pædagoger, læger og andre professionelle voksne skal kunne se og identificere de tidlige tegn, når børn og unge mistrives. Konferencen fulgte således op på de Sundhedsstyrelsens tidligere udsendte informationsmateriale. 3. Sundhedsstyrelsens referenceprogram Sundhedsstyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe, som p.t. arbejder på at undersøge tilrettelæggelsen af behandlingstilbuddene til mennesker med spiseforstyrrelser og udarbejde et referenceprogram herfor til de etablerede behandlere. Det sker ud fra en erkendelse af, hvor vanskeligt det er at behandle spiseforstyrrelser og ud fra et ønske om at anbefale det, der med den eksisterende viden og nyeste forskning må være den optimale behandling. Referenceprogrammet inddrager de relevante faggrupper på området. Også private behandlere, foreninger og organisationer er repræsenteret i en såkaldt baggrundsgruppe. Udkast til Referenceprogrammet forventes udsendt til hørin g inden udgangen af

23 4. Aftaler mellem regeringen og kommunerne samt amtskommunerne I aftalen mellem staten og amterne om økonomien i 2002 blev det aftalt, at tilbuddene i børne- og ungdomspsykiatrien skal udbygges med uddannelse af mere personale og en særlig prioritering af behandling af spiseforstyrrelser. Regeringen har desuden afsat en pulje på 1,5 mia. kr. på finansloven for 2002 til finansiering af meraktivitet i sygehusvæsenet, hvoraf der blev afsat 25 mio. kr. af den samlede pulje målrettet til meraktivitet i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor behandling af spiseforstyrrelser har særlig prior itet. I den seneste økonomiaftale for 2003 mellem regeringen og amterne indgår, at regeringen vil søge tilslutning hos Folketingets partier til i forbindelse med udmøntningen af satspuljen at forlænge psykiatriaftalen i en treårig periode. Det fremgår også, at der er enighed om, at der er behov for at dreje prioriteringen af satspuljens midler i en evt. ny psykiatriaftale i retning af, at midler, der ikke besluttes anvendt til videreførelse af driften af hidtid ige aktiviteter, bl.a. målrettes børne- og ungepsykiatrien. 5. Internationalt Internationalt arbejdes der også i lægefagligt regi med at afklare, hvilke behandlinger der er optimale for de spiseforstyrrede. I europæisk regi har der siden 1996 været arbejdet med anbefalinger vedr. behandling af spiseforstyrrelser, ligesom der i september 2000 blev afholdt den 3. internationale konference om spiseforstyrrelser. 6. Eksempler på støttede projekter Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bevilget penge til etablering af en landsdækkende telefonrådgivning i tilknytning til Center for spiseforstyrrelser i Århus. Telefonrådgivningen åbnede i januar 2001 og har foreløbig fået en bevilling til 1½ år. Socialministeriet har givet støtte til bl.a. Familiecentret i Vordingborg og til Vejle Amt med det sigte at fremme viden og indsats over for personer med alvorlige spiseforstyrrelser. 23

24 Bilag 2 Opgavebeskrivelse for tværministeriel arbejdsgruppe om indsats mod spiseforstyrrelser 1. Baggrund Spiseforstyrrelser er blevet en påtrængende problemstilling. I de senere år har flere og flere piger og yngre kvinder udviklet en alvorlig spiseforstyrrelse. Antallet af drenge og unge mænd med spiseforstyrrelser er også i stigende. Sygdommen er i mange tilfælde behandlingskrævende, da personerne kan have vanskeligt ved at komme ud af misbruget af sig selv. Endvidere er der en meget høj overdødelighed blandt personerne, herunder død som følge af selvmord. Der har primært inden for sundhedssektoren været fokuseret på problemstillingen gennem årene, og der er udsendt oplysende pjecer o.l. til relevante fagfolk samt været kørt en kampagne mod spiseforstyrrelser. 2. Tværministerielt samarbejde om indsats mod spiseforstyrrelser Det er vigtigt for den samlede indsats, at sundheds- og socialsektoren samarbejder tæt. Der nedsættes derfor en tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter fra Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Sundhedsstyrelsen, der skal udarbejde et fælles notat med konkrete forslag til bedre indsats over for personer med spiseforstyrrelser. De konkrete forslag skal have fokus på forebyggelse og efterværn/opfølgning. Arbejdsgruppen vil ikke fokusere på den behandlingsmæssige in dsats, da Sundhedsstyrelsens referencegruppe, der forventes færdig inden udgangen af 2002, netop fokuserer på dette område. Forslagene udarbejdes på baggrund af den indsamlede viden gennem de senere år, fx Sundhedsstyrelsens oplysningspjecer, SIFs rapport om risikoadfærd for udvikling af spiseforstyrrelser, rapporten om forebyggelse af spiseforstyrrelser i Danmark mv. Socialministeriet varetager formandskabet for arbejdsgruppen. Socialministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed, men det forudsættes, at samtlige medlemmer af arbejdsgruppen leverer bidrag o.l. til det samlede notat. 24

25 3. Arbejdsgruppens opgaver Arbejdsgruppen skal overveje konkrete initiativer inden for følgende indsatsområder: * Social og sundhedsmæssig forebyggelse For at undgå at begyndende tegn på at udvikle en spiseforstyrrelse udvikler sig til en faretruende situation for den unge både socialt og sundhedsmæssigt -, er det nødvendigt at fokusere på initiativer til forebyggelse. Dagtilbud og skoler har allerede en forpligtelse til at bidrage til sociale forebyggende initiativer, da de har pligt til at være opmærksomme på faresignaler i børnenes opførsel og adfærd. Også sundhedsplejersker og skolesundhedsplejen er et væsentligt led i at forebygge, at børns og unges eventuelle problemer udvikler sig alvorligt. Initiativerne kan fx være information og/eller supervision til relevante faggrupper, opsøgende virksomhed o.l. * Efterværn/opfølgning m.v. Der mangler generelt et veludbygget efterværn efter udskrivning fra et behandlingstilbud. Flere behandlingstilbud tilbyder opfølgende samtaler i en periode efter udskrivningen, men så vidt vides, er der ikke opbygget et systematisk efterværn. Initiativerne kan fx være støtte til selvhjælpsgrupper, telefonrådgivninger o.l. 4. Tidshorisont og økonomi Arbejdsgruppen begynder arbejdet medio august 2002, og notatet med konkrete forslag til en bedre indsats over for spiseforstyrrelser skal være færdig ultimo oktober Notatet forelægges socialministeren og indenrigs- og sundhedsministeren til godkendelse. Arbejdsgruppen kan inddrage udefrakommende fagpersoner m.fl. i arbejdet undervejs i processen. Notatet skal så vidt muligt indeholde en tidshorisont for at igangsætte initiativerne, og der skal være et skøn over udgifterne forbundet med iværksættelsen. Der blev ved satspuljeforligene for hhv og 2002 afsat midler til bl.a. vidensopsamling, formidling og social forebyggende indsats over for personer med spiseforstyrrelser. Hvis arbejdsgruppens forslag til initiativer skønnes at medføre udgifter ud over de allerede afsatte midler, vil der blive søgt om at få afsat satspuljemidler til iværksættelsen af de konkrete initiativer ved forhandlingerne om udmøntning af satspuljen for