Specialklasseelever blomstrer i musikteaterforestilling

Transkript

1 Birgitte Antonius er cand. musicae i musikformidling med klaver og pædagogik som speciale fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, freelance musikformidler, tidligere reporter på Musikavisen Optakt, freelance skribent på det musikpædagogiske blad Modus og musikpædagog på Esbjerg Kulturskole. Hun er desuden medforfatter til en undervisningsbog om musikformidling, der udkommer i efteråret 2012 på forlaget 2012 og projektleder på musikteaterforestillingen "Den dag verden blev en plet" med specialklasseelever i Varde. Specialklasseelever blomstrer i musikteaterforestilling Kreative processer med musik og drama kan få specialklasseelever til at udvikle sig personligt og lære dem at indgå i et fællesskab. Det viser de gode erfaringer fra et musik- og teaterprojekt i Varde. Forestillingen kunne handle om Big Bang. Om hvordan universet er opstået og om hvordan det trækker sig sammen igen til intet. Ordene tilhører Karen, 17 år og autist. Hun er meget optaget af fremtiden og især frygten for den. Karen fik i juni 2011 idéen til en historie om en verden, der konstant udvider sig, men efter et brag begynder at skrumpe ind. Dermed blev hun hovedfatter på historien bag forestillingen Den dag verden blev en plet, som 1. juni havde premiere på Smedeværkstedet i Varde. Forestillingen er efterfølger til en musikteaterforestilling med specialklasseelever, vi skabte sidste år med stor succes. I et halvt år har Karens historie været udgangspunktet for en kreativ proces med børn og unge fra specialklasserne i Varde Kommune. Resultatet er en forestilling, som hele vejen igennem bygger på de medvirkende elevers egne idéer. Idéer, som er blevet udviklet, modnet og kædet sammen til en tværæstetisk forestilling under min ledelse og i samarbejde med professionelle kunstnere og pædagoger. 13

2 14 Projektleder Birgitte Antonius (tv) skaber forestillingen Den dag verden blev en plet i samarbejde med børn og unge fra specialklasserne i Varde. En blandet flok Siden 2011 har jeg været projektleder på to musikteaterforestillinger med specialklasseeleverne i Varde Kommune. En blandet flok bestående af børn og unge i alderen 7-17 år, alle med særlige behov: Forskellige grader af autisme, Downs Syndrom, tidligt skadede og børn og unge med generelle indlæringsvanskeligheder. Det er primært børn og unge, der alle har behov for særlig støtte og vejledning i skole og fritid. Børn, som ikke umiddelbart fungerer i en normal skoleklasse, hverken fagligt eller socialt. Og børn, som ikke har haft de store succesoplevelser eller oplevet følelsen af at være gode til noget. Efter at have arbejdet med specialklasseeleverne i flere år har jeg erfaret, at arbejdet med musik og drama kan være med til at give dem de succesoplevelser, de mangler. Børn og unge, som fra starten har været usikre, tilbageholdne eller måske trodsige, ender med at stå i spotlyset på en scene foran 300 publikummer, og levere en professionel performance som det naturligste i verden. I denne artikel vil jeg fortælle, hvordan vi har grebet projektet an, og hvordan det har været med til at udvikle eleverne personligt. Eleverne skaber deres egen forestilling På Lykkesgårdskolen i Varde har klubleder, specialpædagog og sangskriver Ulrik Alrø Thøstesen, musikpædagog og komponist Peter Rønn, skuespiller Gertrud Exner og jeg selv i mit virke som musikpædagog, medforfatter og projektleder udviklet et procesorienteret forløb med specialklasseeleverne. I ugentlige sessioner arbejder vi med at skabe musik og drama til en musikteaterforestilling, hvor børnene og de unge selv spiller både musikken og rollerne. Der er intet manuskript for forestillingen fra starten. Indholdet bygger på de idéer, eleverne får undervejs, og som bearbejdes af de involverede kunstere og mig selv. Børnene i alderen 7-12 år arbejder først og fremmest med drama, mens de unge på år holder til i musiklokalet. Ud over specialklasseeleverne indgår også et dramahold fra Esbjerg Kulturskole i projektet. I klubben, hvor specialklasseeleverne går efter skole, spiller klubleder Ulrik Alrø Thøstesen ofte musik med børnene.

3 Devising Theatre som metode Som autist og historieinteresseret har forfatteren Karen en god fantasi og tænker meget abstrakt. Hendes tanker om forestillingens handling har i løbet af processen udviklet sig til et Lars von Triersk univers med et farverigt persongalleri. Undervejs i fortællingen møder vi blandt andre en professor, der vil redde verden inden den går under, et ensomt folk, der bor i bokse og er sure på verden, en fotograf der vil dokumentere alt, men har glemt sig selv, og en pige der han hive stjerner ned fra himlen. For at få Karens spredte ideer samlet til en sammenhængende forestillingen bruger vi metoden Devising Theatre 1 (devise = opfinde, nytænke): En arbejdsteknik hvor alting udtænkes i forløbet. Devising Theatre kan være nyttig for skuespillere og instruktører i mange sammenhænge. Det er en procesorienteret arbejdsmetode, hvor man som dramagruppe og musikgruppe kan være kreative og finde på scener og dramaturgi sammen. Med Devising Theatre kan man tage udgangspunkt i hvad som helst for eksempel et billede, et koncept, et tema, et musikværk, en genstand eller som her sætningen Den dag verden blev en plet og bygge et dramaturgisk forløb op omkring det. Man deler sine idéer og former dem sammen og har man modsatrettede synspunkter, kan de redigeres, så de genopstår på ny i det fælles arbejde. Denne arbejdsmetode har vist sig at fungere godt i arbejdet med specialeleverne. Alle deltager på lige fod og kan bidrage med de interesser og evner, de hver især har. Børnene og de unges idéer til musik og handling tages lige så alvorligt som de voksnes idéer, og det hele indarbejdes i historien. Det endelige dramaturgiske forløb er derfor først fastlagt en måned før premieren. Ved at inddrage børnene og de unge i udviklingen af deres roller og historien, får de et ejerskab til både arbejdsproces og forestilling. De oplever hver især, at de spiller en vigtig rolle i projektet og derfor har en forpligtelse til at deltage. Uden deres medvirken på scenen eller i musikken kan forestillingen ikke hænge sammen. De yngste børn laver dramaøvelser med skuespiller Gertrud Exner (th). Børnene oplever sig selv gennem roller Specialkalsseeleverne oplever ikke bare at være en uundværlig del af en større sammenhæng, men udvikler sig også personligt på en lang række andre områder. Ikke mindst gennem arbejdet med roller i dramasessionerne. Gennem roller oplever de medvirkende nye sider af både sig selv og deres kammerater. Denne oplevelse kalder universitetsforsker og dramaturg Janek 15

4 16 Hvad siger børnene og de unge om at være med? Jeg bliver glad når jeg er med. Jeg kan mærke inden i mig selv at jeg bliver glad. Skuespiller, 12 år Sidste år begyndte jeg at ryste, da jeg sad med guitaren til forestillingen. I år tror jeg at det går bedre. Det er sjovt at trykke den af! Musiker og sangskriver, 14 år Jeg viser min familie og venner, at selvom jeg går på en specialskole kan jeg godt være med til at udrette noget, der er godt. Jeg kan vist godt sige, at de er lidt stolte. Manuskriptforfatter, 17 år Szatkowski for æstetisk dobbelthed 2. Den æstetiske dobbelthed falder i tre faser: En fase, hvor personerne er sig selv, en fase hvor personerne oplever sig selv i en ny rolle og en fase, hvor personerne oplever hinanden i en ny rolle. I vores projekt forløber det således: I begyndelsen af forløbet er børnene og de unge sig selv, og de bliver introduceret til projektet. De hører historien og idéerne til de enkelte scener. De gør sig tanker og oplever det smukke, det grimme, det gode. De oplever hinanden som værende sig selv. I den anden fase lever børnene sig ind i de enkelte scener. De lever sig ind i en bestemt rolle, eller en bestemt scene, hvor de er en del af en større gruppe. Rollerne og scenerne bliver levendegjort og får en baggrund eller bestemt status. Nu er de medvirkende gået fra at være sig selv til at spille rolle. I den sidste fase inddrages den sociale dimension. Alle har nye roller og oplever hinanden i nye roller. Alle oplever at være en del af en større sammenhæng, hvor nogle roller er med fra starten og er store, og andre kun er med i dele af processen. Men fælles for alle er, at de har brug for hinanden. Gennem arbejdet med roller og fiktion får eleverne mulighed for at opleve og komplementere hinandens forskellige udtryksmåder og på den måde understøtte og udvikle deres egne udtryk. Rollefordeling I udviklingen af elevernes roller bruger vi meget tid på at spotte den enkelte elevs styrker og finde ud af, hvordan vi bedst muligt fremhæver dem. Et bestemt temperament, karaktertræk, udtryk eller interesse kan blive brugt positivt, også selv om det måske er et træk, der kan volde problemer for den enkelte i dagligdagen. En pige har for eksempel et stærkt scenisk udtryk med store udtryksfulde øjne, men er ikke stærk i at huske sætninger. Hendes rolle bliver derfor i højere grad bygget op omkring udtryk og gestik end replikker. En anden pige er i virkelighedens verden et glad legebarn, der møder verden med et umiddelbart og positivt udtryk. Hendes gå-på-mod afspejles i hendes rolle, hvor hun bliver ved med at tro på, at hun kan redde verden, og selv de mest sure karakterer tør hun skabe kontakt til. En af de unge

5 drenge fylder meget med sit kropslige og verbale udtryk i dagligdagen. Han kan godt lide at lege med ord. Han får en rolle hvor han netop skal tale det glemte sprog, og han er selv med til at udvikle det. En øvelse i empati For de medvirkende børn virker det måske som en leg at deltage i rollespillet. Men for os voksne, både pædagoger og kunstnere, er arbejdet med roller nyttigt i en række sammenhænge. Når vi guider børnene og de unge undervejs i processen med at udvikle deres roller, kan vi arbejde nogle positive værdier ind i rollen. Værdier, der bliver en del af børnene og de unge, også når de træder ud af rollerne og igen er sig selv. Eksempelvis lærer børnene gennem arbejdet med drama, at de bliver nødt til at give plads til hinanden og lytte til hinanden. Denne type børn har ofte svært ved at aflæse andre mennesker og deres følelser, men i drama er det vigtigt at vente: "Andre skal sige deres replikker før mig. Jeg skal give plads til de andre og lytte til dem. Men jeg har også en vigtig plads, og andre lytter til mig". På scenen er alle afhængige af hinanden, og derfor nytter det ikke at blive sur og melde sig ud. En pige, som har fået rollen som skytsengel for historiens hovedperson, har indimellem følt sig i skyggen. Hun har ikke så mange replikker som hovedpersonen, og hun skal rent fysisk stå bag hovedpersonen. Det er sket en del gange, at hun er blevet sur eller har distraheret den pige, som hun er skytsengel for. Men hun har efterhånden lært, at hendes rolle er lige så vigtig, da hun har en meget udtryksfuld mimik, og at hun bliver nødt til at arbejde sammen med sin partner på scenen, for ellers kan historien ikke hænge sammen. De kreative processer er altså i høj grad med til at udvikle børnenes empatiske evner. Børn og unge med særlige behov har ofte svært ved at læse andre mennesker. Det er svært for dem at vente, lytte og være en del af en social sammenhæng hvor der skal skabes gensidig plads. Men i forestillingen spiller alle en rolle og er en vigtig del af en sammenhæng, og derfor lærer de, at det er nødvendigt at lytte og give plads til hinanden. Hvorfor går du væk fra mig? Hvorfor går du væk fra mig? Jeg kan godt li dig Jeg troede du var min bedste ven Det var koldt og det regned Og så savner jeg dig En sangtekst skrevet af en pige på 9 år til en af hendes nærmeste Musikalske processer Mens de yngste elever eksperimenterer med roller sammen med dramainstruktørerne, arbejder komponist og musikpædagog Peter Rønn med at skabe musik til forestillingen sammen med de ældste elever. I sessioner af ca. en times varighed spiller han med en gruppe på 12 elever en gang om ugen. I disse sessioner kommer både 17

6 Himlen falder ned de rytmiske, klassiske og elektroniske musikgenrer i brug. De unge og Peter Rønn spiller rytmer, laver sange og skriver tekster alt sammen med udgangspunkt i det, den enkelte unge tænder på. Det leder frem til hvilken rolle han eller hun i sidste ende skal spille i orkesteret til forestillingen. Udgangspunktet for det musikalske arbejde er, at al den musik der skal indgå i forestillingen skrives fra bunden med udgangspunkt i de unges egne input. En rytme som en af de unge spiller på trommer kan for eksempel danne grundlag for et nummers puls, mens de klange en anden eksperimenterer sig Himlen falder ned Åh nej, himlen falder ned Vi er nødt til at sprede os Åh nej, der bliver et stort hul Solen rammer jorden Alle planeter falder ned de unge ikke tør synge alene, bliver nummeret tilsat kor osv, osv. Gennem stor fleksibilitet i den musikalske proces sætter Peter Rønn dermed de unges musikalske og tekstlige idéer sammen i ægte patchworkstil til et færdigt nummer. På den måde tilpasses forestillingens musik de enkelte unges styrker, ønsker og behov. Der er en særlig energi i at man skaber numre med eleverne og ikke til dem, siger Peter Rønn. I dette projekt forsøger vi at undgå at presse de unge til noget, som er bestemt på forhånd. I stedet spørger vi dem, hvad de har lyst til at byde ind med. Vi forsøger at skabe et frirum, hvor de føler sig trygge ved at bidrage og oplever forløsningen og stoltheden ved at skabe deres eget udtryk. For at sikre trygge rammer, hvor ingen føler sig udstillet, gælder blandt andet en regel om at alle, som er tilstede i musiklokalet skal spille med. Også de voksne pædagoger eller journalister, som kommer på besøg. Jeg ønsker bare himlen var så stor Jeg savner mit hus Jeg kan ikke lide, at det var sådan det endte En sang skrevet af en pige fra specialklassen 18 frem til på guitar kan definere nummerets akkorder. Hvis en af de unge gerne vil rappe sin egen tekst, kan rappen blive til nummerets vers, mens andre måske gerne vil synge en kort melodistump måske fra en popsang, måske en de selv finder på. Hvis en af En pige fra musikgruppen lytter til en indspilning af en sang, hun selv har skrevet. Skjulte styrker Gennem det intense sammenspil i musiklokalet oplever Peter Rønn, at specialklasseeleverne gemmer på en masse styrker, som ofte ikke anerkendes

7 i det daglige. Det gælder for eksempel deres evne til at koncentrere sig. Mange af de unge har fået at vide, at de har problemer med at koncentrere sig, men jeg oplever at de er væsentligt mere koncentrerede end andre unge. Måske fordi de netop er meget opsatte på ikke at miste koncentrationen og falde ud midt i et nummer. Hvis vi finder sammen i en rytme, de selv har fundet på, kan de spille denne ene rytme i en uendelighed. De forsvinder fuldstændigt ind i musikken, fortæller Peter Rønn. De unge finder i samarbejde med Peter Rønn ud af hvilket instrument de brænder for at spille på. engang imellem får en krise midt i sammenspillet, bliver musikken brugt som et middel til at komme tilbage på sporet. Tit spiller vi bare i stedet for at snakke. Vi spiller os ud af de kriser der opstår, siger Peter Rønn. Et eksempel på en øvelse, som Peter Rønn bruger til at få de unge til at samle koncentrationen og finde hinanden i gruppen, er at lade dem spille på hvert deres instrument med lukkede øjne. Sammen skal de forsøge at finde en fælles puls, og herved falder de til ro og fornemmer hinanden. Musikken fungerer således som et fælles sprog, der lærer eleverne at lytte til hinanden, vente på hinanden og være afhængige af hinanden. De finder en fælles og stabil puls i musikken, men også i den sociale relation mellem dem. Hvis en af de unge er socialt støjende er denne øvelse også god, for det er umuligt at høre et par maracas, hvis man selv slår alt hvad man kan på en storetromme. Hvis en af de unge alligevel falder ud, har Peter Rønn lavet individuelle aftaler med dem alle om hvordan, de kommer ind igen. Der sker for eksempel ved, at han ser eleven i øjnene og lydløst tæller vedkommende ind. På den måde undgås, at musikken går i står. For mange af eleverne er det allervigtigste nemlig, at de ikke kommer til at ødelægge noget for de andre i gruppen. Spiller sig ud af krisen Der er naturligvis også en del udfordringer forbundet med at arbejde med så mange specialklasseunge med vidt forskellige diagnoser. Når en af de unge Mange af de børn, som deltog i en lille rolle i forestillingen sidste år, har i år fået mod på mere og spiller f.eks. solo, komponerer egne numre eller har en hovedrolle i dette års forestilling. Fleksibilitet og seriøsitet Peter Rønn har gennem sit mangeårige arbejde med musikpædagogiske 19

8 20 processer med vidt forskellige typer børn og unge erfaret, at det at være fleksibel og tage børnene 100 % seriøst er det allervigtigste, hvis man vil lykkes med sit musikpædagogiske arbejde. Som pædagog er det vigtigt ikke at have låst sig fast i det, man fra starten havde forestillet sig skulle komme ud af processen, men være særdeles omstillingsparat og åben over for den enkelte unges personlige udtryk. De musikalske genrer bliver på denne måde mere et middel end et mål, og vi veksler frit mellem rap, folkeviser, improvisation og avantgarde alt efter de unges drive. siger Peter Rønn. Derudover er det afgørende, at man tror på de unges talenter og tager dem dybt seriøst rent musikalsk: Man skal tro på, at man kan nå til skyerne rent kunstnerisk, også selvom eller måske netop fordi - det er specialklasseelever det drejer sig om. Derfor er det vigtigt at sætte de unge ind i professionelle rammer og give dem det bedste af det bedste. De skal have lov at spille på gode instrumenter, og skal der være backingmusikere med, skal det være dygtige musikere. En pige som både er psykisk og svært fysisk handicappet og kun lige nøjagtigt magter at slå to claves mod hinanden, kan lige så godt som du og jeg fornemme, om hendes rytme bliver brugt til at forstærke kompositionen. Peter Rønn er overbevist om, at det at spille med professionelle musikere får de unge til at vokse og giver deres selvtillid et boost. Selvtilliden vokser også ved, at han hele tiden udfordrer de unge, så de oplever at sprænge deres egne barrierer: I musiklokalet og på scenen får de unge oplevelsen af at lykkes, også med det de ikke troede de kunne. F.eks. at synge solo i et nummer. Men det er ikke kun de unge, som får et stort udbytte af de musikalske processer. Arbejdet med specialeleverne er også givende for Peter Rønn: Det er vildt fedt og inspirerende at arbejde med de her unge. Det udvider virkelig min horisont som komponist og pædagog og ikke mindst som menneske. Arbejdet med musik og drama giver børnene og de unge succesoplevelser og mere selvtillid. En forberedelse til voksenlivet Mange børn og unge med generelle indlæringsvanskeligheder har oplevet nederlag i deres liv, især i omgangen med almindelige jævnaldrende. Men det er vores erfaringer fra dette projekt, at kreative processer med musik og teater kan give børnene og de unge store succesoplevelser. Efter at have arbejdet med deres rolle i enten musikken eller dramaet i flere måneder, ender de med at performe på scenen med en selvfølgelighed, der næsten virker helt professionel. De får pludselig en meget større selvtillid og det har betydning både på kort og på længere sigt. Den læring, som børn og unge med særlige behov får med i rygsækken ved at være

9 en del af et musikteaterprojekt som dette, er i høj grad med til at styrke deres sammenhold, fællesskabsfølelse og selvtillid, siger klubleder og specialpædagog Ulrik Alrø Thøstesen. Ifølge ham vil et musikteaterprojekt som dette trække tråde langt ind i børnene og de unges fremtid. Jeg kan jeg vil jeg tør -oplevelsen er væsentlig i alle livets faser. Det gælder uanset om børnene og de unge får et liv med almindeligt arbejde og bolig eller et voksenliv på et beskyttet værksted og i et bofællesskab. Kan du stå på en scene foran rigtig mange mennesker, som alle har fokus på dig og klare opgaven godt, så kan du bruge den oplevelse i forhold til hvilke behov og ønsker du selv har: Hvordan du gerne vil bo, hvad du vil arbejde med og andre vigtige ting i voksenlivet. Den æstetiske fordobling er en boomerang der giver mening i mange sammenhænge hele livet. Det er derfor mit store ønske, at der i fremtiden vil være grobund for lignende projekter med specialklasseelever. Ideelt set burde kreative processer som disse være en fast del af specialklasseelevernes ugentlige program, så de kunne virke som forberedelse til det voksenliv, som venter uden for de trygge rammer. Et skridt på vejen mod flere kreative projekter inden for specialpædagogikken er, at professor i musikformidling fra Syddansk Musikkonservatorium, Mogens Christensen udarbejder en forskningsrapport om dette projekt. Rapportens resultater vil give offentligheden og relevante fonde et indblik i hvilken betydning, arbejdet med kreative musikalske og dramatiske processer kan få for denne type elever. Desuden planlægger jeg at udgive et undervisningsmateriale på baggrund af projektet, således at andre specialklasseundervisere, musikpædagoger og dramalærere kan få gavn af vores erfaringer fra Varde. Børnene spiller deres roller med stor selvsikkerhed, når de står på scenen foran publikum. På grund af bladets deadline før forestillingens premiere er disse billeder fra forestillingen taget under premieren på sidste års forestilling. De deltagende børn og unge får selv idéerne til deres roller, replikker og kostumer. Noter 1 Oddey, Alison: Devising Theatre: A practical and theoretical Handbook 2 "Åbent teater" i Børneteater i interaktion, Skrifter fra Kulturprinsen, nr. 6, Viborg,