Konflikterne omkring N.U. Yoga Trust

Transkript

1 Dialogcentrets historie 1: Konflikterne omkring N.U. Yoga Trust Dialogen med en af landets ældste gurubevægelser førte Dialogcentret ind i hjertet af et voldsomt opgør blandt disciplene. I 1974 havde Danmark i en årrække været udsat for en støt voksende indflydelse af forskellige nyreligioner men uden at det var blevet bemærket udenfor de nyreligiøses egne kredse. Det var i det marxistisk inficerede ungdomsoprørs tid, og få kerede sig om et par guruer eller tre. Der var Guru Maharaj Ji, den lidt overvægtige "drengeguru". Der var Maharishi Mahesh Yogi og L Ron Hubbard med deres respektive organisationer, der havde navne som Divine Light Mission, Transcendental Meditation og Scientology. Og så var der de "rigtige" indiske guruer, blandt dem først og fremmest Swami Narayananda, d er havde fået sine første danske tilhængere allerede i 50'erne, og hvis oversatte bøger havde været til stede i de danske folkebiblioteker og boghandler gennem et årti. Følgelig var hans tilhængerskare vokset (ubemærket af kirke og samfund) til en af de største meditationsbevægelser i landet. Til daglig blev han kaldt "Gylling-guruen", fordi hans organisation havde skabt et vaskeægte hindukloster på Gyllingnæs ved Odder. Her opholdt guruen sig nogle måneder hver sommer for at indvie nye disciple og undervise i yoga. Netop på denne tid, i 73-74, havde Dialogcentret sin tidligste begyndelse som en studiekreds, der hovedsageligt samlede teologiske studenter i det hus på Katrinebjergvej, der senere blev Centrets hovedkvarter og sekretariat. Vi aflagde mange besøg i ashrama'et på Gyllingnæs, og 1 / 5

2 vi læste os ind på guruens ret omfattende produktion af småskrifter. Vi var velkomne gæster ved mesterens forskellige arrangementer. Vi var præget af den lidt naive godtroenhed, som stadig dominerer mange kristnes forhold til nyreligiøse fænomener. "Guruen vil slå mig ihjel!" Vi inviterede Annelise Dressler, som var en af de to danske kvinder, der havde opsøgt guruen i Indien mere end ti år tidligere, til at tale på et af vore møder. Hun var nu præsident for Naranayananda Universelle Yoga Trust (som er det juridiske navn for guruens organisation). Det blev indledningen til en eksplosiv udvikling. Den 21. juli 1974 ringede hun til mig og bad om hjælp. Hun påstod, at hendes guru, altså Swami Narayanananda, ville slå hende ihjel For en sikkerheds skyld arrangerede vi en undsættelse af præsidenten og kørte hende til Århus. På vejen i bilen sagde hun: "Nu har 'den gamle' opdaget, at jeg er sluppet væk, så nu er De i alvorlig fare. Han sender magiske mantras imod os, men jeg kender selv nogle stærke mantras, som kan afbøde hans. Skal vi prøve dem?" Jeg svarede hende, at jeg havde noget, der var meget stærkere. "Hvad er det?" spurgte hun. "Det kan De altid lære mere om, men det har i hvert fald noget med bøn at gøre." Annelise Dressler blev installeret i Århus, og i ugerne derefter faldt næsten hele inderkredsen i Gylling-ashramaet fra. En aften, hvor de var samlet i mit hjem, cirka 25 mennesker, hørte vi om årsagen til striden. 2 / 5

3 Disciplene var blevet klar over, at guruen havde haft en række erotiske aktiviteter kørende med en stort antal af de kvindelige disciple. De unge kvinder levede som "nonner" uden egen seksuel praksis, men guruen havde haft erotisk, dog ikke egentlig seksuel, omgang med dem. Det havde "tændt dem", så flere af dem derefter havde brudt deres løfte om brahmacharya, sek suel afholdenhed. En erstatningsfar Disciplene var langt ude. De råbte og skreg deres skuffelse ud. Der var tydeligt nok tale om skuffede faderforventninger. Jeg sagde på et vist tidspunkt, hvor der var en enkelt pause: "Det lyder for mig, som om nogle af jer har haft en regulær fadererstatning i guruen." Store Jan svarede: "Det er sgu ikke bare nogle af os, det er os allesammen. Vi har været villige til hvad som helst for at få en fadererstatning, men hvem gider være erstatningsfar i det her samfund?" Samme aften lærte jeg, at et forbavsende stort antal af guruens disciple havde gået på Bernadotteskolen i København, en skole, der dengang var kendt for sin front mod alle autoriteter. Desuden var mange af dem skilsmissebørn. I de efterfølgende uger blev Dialogcentret invaderet af tidligere gurudisciple, som søgte hævn over guruen for misbrugt tillid. Det var meget svært at undgå, at Centret blev inddraget i deres hævntogter. På samme tidspunkt blev Frede Rasmussen, der senere blev kendt som Frede Farmand, tilknyt tet Teologisk Fakultet som teknisk assistent. Han var allerede dengang om sig med hensyn til audiovisuel teknologi og opfindsomhed. Mens Dialogcentrets ansvarlige ledelse holdt distance til oprørerne - samtidig med at vi prøvede at følge og forstå begivenhederne - lod Frede og hans enmandsfirma sig inddrage i boulevardpressens udnyttelse af oprørets sensationelle (læs: 3 / 5

4 seksuelle) sider. Det kunne vi ikke hindre, men vi prøvede at holde Frede fra de mest ubetænksomme aktiviteter. Men disciplene ville gerne bruge ham, hvad vi menneskeligt set ikke kunne fortænke dem i. Vi kunne slet ikke hindre ham i at lade det ske. Så han blev brugt. Dialogcentrets rolle i striden Dengang som nu fastholdt vi, at der er en afgørende forskel på det, involverede parter i en religiøs strid kan tillade sig, og hvad Dialogcentret kan gå med til. Vi lagde vægt på at beskrive og forstå guruens halvvejs ritualiserede misbrug af pigerne som udtryk for hans tantriske Kundalini-meditation. Vi lagde også vægt på, at de påstande, guruens loyale disciple fremførte i pressen om, at pigerne var "fulde af løgn" ikke var sande. Vi havde talt udførligt med mere end tyve unge kvinder, der samstemmende og klart havde fortalt om misbrug, de havde været ude for fra den aldrende hindumunks side. Samtidig fremkom meget ubehagelige informationer om Yoga Trust'ens privatskole på Falster, hvor børn blev dårligt behandlet og holdt borte fra deres forældre, der var "gået i kloster". I det hele taget var den sommer rig på dårlige nyheder om Swami Narayanananda og hans liv i både Indien og Danmark. Og discipelflokken blev spaltet i to dele. For Dialogcentret er det vigtigt at fastslå, at vi ikke var "ude på noget" i alt dette. Vi fiskede ikke i rørte vande. Vi lod os faktisk ikke misbruge, men informerede efter bedste evne sagligt om forholdene. Det fik den - måske uundgåelige - følge, at ingen af de involverede parter var tilfredse med os. Det er altid vilkårene i den slags stridigheder. Når man ikke kan gøre en af parterne tilfreds, kan man ikke undgå at begge parter bliver vrede. Hvad vi lærte 4 / 5

5 For Dialogcentret var denne tid, årene og de næstfølgende år, en læretid, der senere kom os til gode i vores kontakt med andre nyhinduistiske guruer, som er kommet til vesten. Vi har besøgt dem både i Indien og rundt om i Europa, og vi har lagt stor vægt på at kende deres litteratur. Vore medarbejdere i Indien vedligeholder forbindelserne, så vi ved, hvad der er at vide, specielt om tantrisk hinduisme. Lad mig slutte med at sige, at Dialogcentret aldrig blander sig i folks privatliv, heller ikke deres seksualliv. Det interesserer os ikke, hvem der kærtegner hvem og hvornår og hvordan, så længe ingen bliver undertrykt og udnyttet. Vi er derimod optaget af at medvirke til at afsløre dem, der misbruger religiøse tilhørsforhold til at udnytte menneskers naivitet og godtroenhed. Og når ofre for den slags henvender sig om hjælp, kan vi ikke undslå at yde dem assistance, så godt vi formår. Det lyder så oplagt, men det er meget svært at få mennesker til at forstå dette, ja, det er vistnok umuligt. Siden 1974 er Dialogcentret jævnligt blevet beskyldt for at være et center for kristne, der snuser i andre menneskers privatliv og "leder efter skarn" hos kirkens konkurrenter. Det er faktisk uretfærdigt. 5 / 5