Nr. 90 Vinter 2010

Transkript

1 DanmarKina Nr. 90 Vinter 2010

2 Nr. 90 Vinter 2010 INDHOLD Leder DanmarKina Da Barack Obama mødte Den kinesiske Mur Nils Thostrup Jul i Kina Lene Sønderby Bech og Christian Nielsen Kort og godt Det hvide guld fra Kina Susanne Juhl Danmark, Kina, Tibet og et diplomatisk skoleridt Nils Thostrup Hvad ser blinde i Kina? Bente Ullits Eckman Tre anmeldelser Kinesisk nytår Kunsten at læse en maske Julie Brink Papirklip af Pekingoperamaske - læs mere på bagsiden Kina i verden Da jeg gik og tænkte over, hvad min klumme skulle handle om, kiggede jeg ti år tilbage i Danmark- Kina for at hente lidt inspiration: Hvad skrev jeg om, da vi gik ind i år 2000? VDK s forbedrede hjemmeside og det tilstundende kinesiske nytår og de gode udsigter for VDK s arbejde. Faktisk er begge emner også aktuelle nu, for hjemmesiden er igen i kraftig udvikling, og vi fejrer endnu en gang det kinesiske nytår med bravur i Musikhuset Aarhus. Det sidste er efterhånden blevet den største folkelige manifestation af Kina i Danmark: I løbet af dagen har vi besøg af omkring mennesker og det kan vi som forening med rette være meget stolte af. Vi bidrager til det kulturmøde, der er så vigtigt. Havde jeg nu for ti år siden i stedet for valgt at skrive om Kina, ville det sandsynligvis have handlet om de indre forhold. Det kunne have været de store forandringer eller kultur, der var den røde tråd. Men det interessante ved de ti år, der er gået, er, at det nu er meget mere oplagt at skrive om Kina i forhold til resten af verden. Kinas økonomiske vækst er naturligvis meget i fokus, men bag den er der en meget bevidst satsning på uddannelse og forskning, som vi måske nok så meget skulle holde os for øje. For eksempel er Kina blot det tredje land i verden, der har været i stand til at sende astronauter ud i rummet. Og ser vi på det kommende årti, er der for mig ingen tvivl om, at Kina vil træde i karakter på den globale scene. Det er ikke noget, der bare følger af, at man er en økonomisk stormagt: Japan, der er nr. 2 på verdensranglisten, er ikke nogen global aktør, og EU, som ellers også har stor økonomisk styrke, spiller heller ikke nogen egentlig rolle ude i den store verden. Men i København fi k vi her i december en forsmag på, at Kina støt og roligt vil se til, at landets interesser varetages. Og i den globale landsby betyder det, at det ikke længere er tilstrækkeligt at se til eget havegærde. Kineserne holder fast i de principper for fredelig sameksistens, som Zhou Enlai var eksponent for. Kina påtager sig et ansvar og accepterer, at bredere skuldre skal bære tungere byrder. Og for at opnå sine mål ser man fra kinesisk hold USA som en vigtig alliancepartner. De to lande har fælles vitale interesser, både strategiske og langsigtede. Eksempelvis kontrol med atomvåben, bekæmpelse af terrorisme og, nå ja, klimaet. Bemærk, at Obamas administration fra dag 1 har satset på at sikre et godt samarbejdsforhold med Kina. Og det på højeste plan. Fx rejste Hilary Clinton på offi cielt besøg i Kina inden for en måned, og Obama er den første amerikanske præsident, der har besøgt Kina i sit første embedsår. Fra kinesisk side lægges der vægt på, at opgraderingen signalerer respekt og anerkendelse af Kina som en stormagt. Man diskuterer nu strategiske emner med et ligeværdigt udgangspunkt, og det er, hvad Kina efterspørger. Derimod udfordrer Kina ikke USA som supermagt. Det ville nemlig ikke være i Kinas interesse, så hvorfor skulle man det? Det spændende bliver så at følge, hvad der kommer ud af bestræbelserne på at bygge bro og samarbejde. Men som kineserne siger: Man går ikke til templet uden grund. Den grundlæggende kinesiske pragmatiske tilgang vil være med til at sikre et udbytte, og det kan kun være i vores alles interesse. Julie Brink Danmark-Kina udgives af Venskabsforbundet Dan mark-kina og udkommer fi re gange om året, næ ste gang forår Deadline: 15. februar Redaktion: Julie Brink (ansv.), Torben Brink og Hans Jørgen Hinrup Tryk: WERKs Grafi ske Hus a s, Århus Venskabsforbundet Danmark-Kina (VDK) For enin gens formål er at fremme venskabet mellem det dan ske og det ki ne si ske folk ved at give alsidig op lys ning om forholdene i Kina og ved at ar bej de for at udvikle for bin del sen mel lem de to lan de. Foreningen er uafhængig af politiske og økonomiske interesser. VDK blev stiftet i 1952, og blandt foreningens aktiviteter er at: arrangere møder, foredrag og events udgive bladet Danmark-Kina formidle abonnement på kinesiske tidsskrifter arrangere rejser til Kina for interessegrupper udleje skolekasser og udstillinger udvikle Kontingent pr. år: Enkeltmedlemmer Parmedlemmer Pensionister og studerende Kollektive medlemmer 240 kr. 360 kr. 155 kr. 650 kr. Foreningens kontonummer: Medlemmer får Danmark-Kina gratis. Abonnement på bladet uden med lem skab koster 240 kr. om året. Indmeldelse i foreningen eller tegning af abonnement kan ske ved henvendelse til VDK. Her kan man også rekvirere materiale om foreningen eller et prøvenummer af bladet. Venskabsforbundet Danmark-Kina Marie Belows Vej Århus N tlf.: vdk@mail.dk

3 3 Nils Thostrup Da Barack Obama mødte Den kinesiske Mur Efter Cop15 har der været mange kommentarer både til ambitionerne og til, hvad man havde at have dem i. Blandt de centrale aktører var Kina, og som sædvanlig er det nemt at stille verden op i sort-hvid, når man skal placere skyld eller fralægge sig ansvar. I sin kommentar leverer journalisten og forfatteren Nils Thostrup en noget mere nuanceret version af forløbet. Kommentarerne om Kinas rolle ved afslutningen af FN-klimakonferencen i København i december har spændt vidt, mens der er blevet set på hele forløbet: Flerårig optakt med målsætning om en juridisk bindende aftale. Dæmpede forventninger i ugerne før konferencen med politisk aftale som nyt mål. Og så selve konferencen med et ind imellem kaotisk forløb, der sluttede med en såvel juridisk som politisk uforpligtende erklæring, som de 193 lande kan tilslutte sig eller lade være med alt efter temperament. Skurk eller sejrherre? Hos de iagttagere og politikere, der til det sidste havde sat forventningerne højt, var det hurtigt og nemt at udpege Den kinesiske Folkerepublik og dens premierminister, Wen Jiabao, som skurken. Det var ham, der bremsede aftalemuligheden bl.a. ved konsekvent at afvise enhver tanke om direkte international kontrol med de enkelte landes overholdelse af aftaler om udledningen af de drivhusgasser, der ses som hovedårsag til klimatruslen om højere og ødelæggende globale temperaturer. Men i de statskontrollerede kinesiske medier kom Kina og Wen Jiabao til at stå som sejrherre: Det var Wen, der sammen med den amerikanske præsident Barack Obama nærmest i den tolvte time sikrede, at konferencen i København ikke sluttede helt uden resultat, men med den erklæring, Den kinesiske side lægger vægt på ligeværdigheden og den gensidige respekt i et tættere og udvidet samarbejde mellem de to store lande. For den amerikanske side er det også af værdi, at det ikke bare foregår på topniveau, men også på det mere direkte og mellemfolkelige plan som her, hvor Barack Obama diskuterer perspektiverne for det fremtidige samarbejde med en gruppe kinesiske studerende i Shanghai november som en række store aktører på verdensscenen umiddelbart tilsluttede sig, og som har som mål, at temperaturstigningen ikke må komme over de to grader. Begge karakterer skurk og sejrherre har noget på sig, for som med så meget andet i denne verden er tingene, specielt når det gælder politik, sjældent klare og rene, men derimod blandede eller grumsede. Sådan var det også med København-konferen-

4 4 Da Barack Obama mødte Den kinesiske Mur cen, der i sit forløb nok engang afslørede FN-systemets afmagt, når det gælder om på den ene side at skabe resultater, men på den anden samtidig at opnå konsensus, det vil sige enighed mellem samtlige medlemslande. Mindskede forventninger Det er ikke det primære ærinde her at give FN-systemet, København-konferencen eller erklæringen karakterer, men derimod at sætte Kina og Wen Jiabaos ageren ind i en lidt bredere sammenhæng end den, der kommer til udtryk i det skurkagtige eller triumferende. Med det for øje kan man i første omgang skrue tiden tilbage til midten af november 2009, da den amerikanske præsident Barack Obama på en Asien-rundtur var på sit første besøg i Kina. Efter det kunne man godt begynde at dæmpe forventningerne til København-konferencen. Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde det da også og fi k hug for sine udtalelser om, at konferencens mål var en politisk og ikke en juridisk bindende aftale om klimapolitikken. Han var realist. Det samme var man i Washington, da man analyse rede Obamas visit i den kinesiske hovedstad og konkluderede, at konferencen i bedste fald ville ende med en meget overordnet aftale, men at det trods alt ville være bedre end ingenting. Der var sket det i Beijing, at Obama ramlede ind i en politisk kinesisk mur. Præsidenten var draget dertil med det formål at skabe en alliance mellem verdens største og tredjestørste økonomi i politisk sprogbrug en G2 som toppen på alle de andre G er: G8 der er de største og rigeste landes samarbejdsforum om økonomien, G20 som har de otte suppleret med de knap så rige og store, G77 som er udviklingslandenes fælles røst. Det var fra amerikansk side en anerkendelse af Kina som den nye supermagt. Men Kina bed ikke til bolle, og premierminister Wen Jiabao meddelte høfl igt, men bestemt den amerikanske gæst, at man sandelig gerne ville samarbejde, men at man ikke var klar til at indgå i nogen alliance: For det første var tanken imod den offi cielle kinesiske politik, at man ikke binder sig til andre nationer, og for det andet var Kina slet ikke moden til at indtage en nøglerolle i de globale affærer. Kina er stadig et udviklingsland med store problemer, og det må vi altid tage alvorligt, erklærede Wen Jiabao ifølge det offi cielle kinesiske nyhedsbureau Xinhuas referat. Både alliancefriheden og ulands-påstanden var som taget ud af 60 erne og 70 ernes kinesisk-kommunistiske retorik, og med det budskab kunne Barack Obama tage hjem til Washington. Verdens to største CO 2 -udledende nationer var ikke kommet længere fra hinanden, men de var heller ikke kommet tættere på. Kina ønskede at spille sit eget spil. Det kinesiske spil Det er et spil, der har to facetter, når det gælder den globale klimapolitik, og som også kom klart til udtryk under København-konferencen: Den ene er, at USA og de rige vestlige lande er tilbøjelige til at sige, at nu skal vi se fremad, når det gælder om at bremse udledningen af drivhusgasser og fi nde en fælles løsning. Mens Kina og andre udviklingslande siger: Det er godt med jer! I har svinet jer til den levestandard, I har opnået. Nu må I yde noget ekstra, når det gælder klimaet, mens vi andre får løftet vore befolkninger ud af fattigdom. Den anden facet er, at Kina fortsat er en kommunistisk et parti-stat, men samtidig meget øm over sin status: Hvad man så som fornedrelse under vestlig og japansk imperialisme i 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, er afl øst af national stolthed over opnåede resultater. Og hverken et parti-staten eller den nationale stolthed tåler, at Kina skal stå til regnskab for nogen. Derfor afvisningen af international kontrol med overholdelse af en eventuel aftalt klimapolitik i København. Hvis vi lover noget, holder vi det og så kan I tage det eller lade være. Med den første facet var og er Kina i fuld overensstemmelse med udviklingslandene i G77-gruppen, som var den, der ved at klynge sig til formalia og procedurer i København forhindrede processen, og med den anden facet fi k Kina sin vilje samtidig med, at man fi k afgørende indfl ydelse på slutdokumentet i tæt samarbejde med USA. I den forbindelse en talende sidebemærkning om den kinesiske form for diplomati: I de hektiske afslutningstimer ønskede præsident Barack Obama en personlig forhandling med premierminister Wen Jiabao. To gange sendte kineserne i stedet en professionel diplomat, anden gang på lavere niveau end første gang. Så begyndte Obama selv at lede efter Wen i Bellacentret og fandt ham i et møde med BRIC-landene Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Og således kom København-konferencen også til at afspejle en ny verdensorden: Den sidste supermagt fra det gamle system skal fi nde ind i en orden, hvor aktørernes rolle og størrelse skifter, og hvor Kina ikke lader sig pådutte supermagtens ansvar, men er fuldt bevidst om sin vægt i verdensbilledet og parat til at bruge den, når det gavner nationens interesse. Og parentetisk sagt: Hvor EU i København med en indsats, der udadtil lignede statistens, endnu en gang bragte den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissingers bemærkning i erindring: Hvis jeg vil tale med Europa, hvem skal jeg så ringe til? Den sociale udfordring Det foranstående har handlet om politik, men skal det og Kina relateres til klimaudfordringerne, så kan bl.a. følgende betragtninger gøres gældende: Udtalelsen om, at Kina er et udviklingsland, kan forekomme hyklerisk, når man taler om verdens største eksportørland og verdens tredjestærkeste økonomi, på vej til at overhale nr. 2, som er Japan. Men den har realiteterne i sig, for trods de økonomiske kæmpespring, kineserne har taget, så er det dog stadig størstedelen af befolkningen, der målt med vestlig standard lever i fattigdom eller fattigdomslignende tilstande, og det er styrets enorme opgave at få disse millioner løftet, hvis man skal undgå en social uro, der kan true hele nationens sammenhængskraft. I det samme lys skal man se to tilsyneladende modsatrettede handlinger: Den ene er, at Kina for tiden bruger sin økonomiske styrke

5 5 Hvem har bolden? Barack Obama med vicepræsident Wang Qishan og statsråd Dai Bingguo i Det Hvide Hus. Anledningen er det første møde i det kinesisk-amerikanske strategiske og økonomiske dialogforum (SAED) juli til at sikre sig olie-, naturgas- og andre råstofaftaler i Centralasien, i Afrika og i Latinamerika. For der skal både drivkraft og mineraler til at holde fabrikken Kina i gang og skabe de arbejdspladser, der kan sikre en opadgående social mobilitet. Den anden er, at Kina vedgår sig et ansvar for en anderledes klimapolitik, hvad fremgår af et løfte i forbindelse med COP15-konferencen om, at landet i 2020 vil have nedbragt dets udledning af drivhusgasser med pct. set i forhold til udledningen i Den første handling er pragmatisk, ud over at den giver Kina politisk indfl ydelse i de berørte lande, der tilhører den såkaldte Tredje Verden. Pragmatisk i den forstand, at det er indlysende, at man alle gode klimahensigter ufortalt ikke fra den ene dag til den anden kan omstille et kæmpemæssigt olie- og kulbaseret produktionsapparat til en mere energivenlig produktionsform, i hvert fald ikke uden at det ville have uoverskuelige økonomiske og sociale konsekvenser. Energisk omlægning Den anden handling kan beskyldes for at være symbolsk, afl everet blot til lejligheden, da verdens opmærksomhed var samlet om klimakonferencen i København. Men ser man på det nuværende kinesiske styres politik på energi- og miljøområdet, har pct.-løftet mere end symbolværdi. Man er i fuld gang med at nedbringe afhængigheden af den største forureningskilde, kullene, ved lukningen af særligt forurenende og farlige miner. Udnyttelsen af vandkraft er en måde at skaffe ny og renere energi på. Kinas entré på verdensmarkedet for vindmøller en anden. Forskning og udvikling af effektive solcelleanlæg en tredje. Og nok så væsentligt: Kinas program for investering i atomkraft er verdens største og mest ambitiøse opførelsen i det næste årti af tre gange så mange atomkraftværker som i resten af verden tilsammen. For tiden har Kina 11 værker i drift, men programmet tilsiger iværksættelsen af 10 nye hvert år frem mod år Kina har just fra Det Internationale Energiagentur fået den karakter, at folkerepublikken er i stand til langt hurtigere og i større omfang end tidligere antaget at begrænse sit CO 2 -udslip. I en tidligere fremskrevet beregning ville Kina i 2030 årligt udlede 11,6 gigaton CO 2, men energiagenturet har nu revideret det til 7,1 gigaton. Og når det gælder udledning, har Kina en ekstra trumf at kunne spille: I stedet for at lede drivhusgasserne ud i atmosfæren, kan de deponeres under jorden, sådan som man gør med radioaktivt affald fra atomkraftværkerne. Det kan være en dyr affære, hvis der er langt mellem forbrugssted og deponi, men geologisk er Kina begunstiget med en undergrund, der tillader depoter i nærhedsområder for 90 pct. af landets CO 2 -udledende virksomheder. Så også klimamæssigt kan man godt tage Kina alvorligt. Der er en udvikling i gang, som vil bidrage til forvandling af det kinesiske samfund fra forurenende og forurenet til renere i begge henseender. Artiklen er afsluttet ultimo december 2009.

6 6 Jul i Kina Går man blot tyve år tilbage i tiden, var der ikke meget julestemning at finde i Kina. Juledagene var helt almindelige arbejdsdage, og både gader og butikker så ud som på ethvert andet tidspunkt af året. Men sådan er det ikke længere. Lene Sønderby Bech og Christian Nielsen er begge sinologer, og de har udviklet det lærebogssystem, der bl.a. bruges til undervisning i kinesisk på gymnasieniveau. Her fortæller de, hvordan især de unge kinesere er begyndt at fejre jul. Lene Sønderby Bech og Christian Nielsen Fotos: Forfatterne De seneste ti år er Kina for alvor blevet en international aktør. Riget i Midten er blevet optaget i WTO, afviklede OL i 2008 og er vært for EXPO i Vestlige værdier og traditioner strømmer til landet, ligesom kineserne selv i stadig større milliontal rejser til udlandet og oplever fremmed kultur og levevis. Kina er blevet globaliseret, og det mærkes nu også omkring de vestlige mærkedage. Kineserne har selv et hav af forskellige mærkedage, som de gør en stor dyd ud af at markere, som traditionerne foreskriver. Årets største fest er det kinesiske nytår, hvor man fejrer det nye års komme med familiebesøg og hele to ugers festligheder. Foruden det kinesiske nytår er Lanternefestivalen, Dragebådsfestivalen, Gravfejningsdagen, Risgrødsfestivalen og Dobbelt-7 Festivalen blandt de mest populære, sådan som det har været tilfældet i århundreder. Den seneste halve snes år er en række ikke-religiøse vestlige mærkedage som halloween, valentinsdag og mors dag også blevet voldsomt populære i Kina, særligt i storbyerne. Kineserne klæder sig ud, køber gaver til hinanden og gør alle de andre ting, som vi forbinder med disse traditionelle mærkedage. Men kineserne har en forbløffende evne til at give de ting, de tager til sig, et umiskendeligt kinesisk præg, så nogle gange gør de også ting, som vi ikke forbinder med mærkedagene: I god tid inden valentinsdag giver pigerne fx personlige ting til deres udkårne, der så på selve dagen typisk giver røde roser eller chokolade til pigen. Omkring valentinsdag er kyssekonkurrencer også yderst populære blandt Kinas ungdom: Hundredvis af unge par forsamles til konkurrencer i varehuse eller på hoteller, og det par, der kysser længst tid, får fl otte gaver. De seneste år er de mere religiøst funderede vestlige mærkedage også begyndt at blive fejret i Kina, men ikke for deres religiøse indhold. Kun godt 2 % af kineserne er kristne, og skønt de nyrestaurerede kirker i juledagene er fulde af folk, der vil høre juleevangeliet på kinesisk, så er det store fl ertal primært optaget af at shoppe og more sig. Før jul bliver de kinesiske byer pyntet op til højtiden. Særligt i de store indkøbsgader pyntes der med guirlander og lyskæder, farvestrålende oppustelige julemænd og fantasifulde vinterlandskaber. I festligt udsmykkede juletog siksakker de handlende sig frem igennem menneskemængden, og på gader og torve, i varehuse og på hoteller opstilles de mest imponerende juletræer. De er gigantiske og som regel sponseret

7 7 Her er en række gloser, der kan være nyttige at kende, hvis man skulle komme ud for at fejre jul i Kina. 圣 诞 快 乐! 圣 诞 圣 诞 礼 物 圣 诞 树 圣 诞 卡 圣 诞 老 人 af store virksomheder, der lader dem fremstille af alt fra øldåser til tandpastatuber. Som pynt ser man ofte røde lanterner, men også massevis af små ønskesedler til julemanden eller julehilsner til familie og bekendte. Det er ærefuldt at være rig udtalte Deng Xiaoping, da han kickstartede de økonomiske reformer i 1978, og hurtig rigdom er da også, hvad mange kinesere ønsker sig. På juletræernes ønskesedler ses derfor ofte beskeder til julemanden som jeg ønsker mig 50 millioner renminbi. 圣 诞 夜 教 堂 礼 拜 耶 稣 De kinesiske varehuse bugner med juleudsmykninger, juleartikler og juletilbud, og kinesere i svimlende mængder mange af dem med blinkende djævlehorn i panden benytter dagene til at powershoppe og opleve stemningen. Specielt de vestlige hotellers traditionelle juletræer med alt, hvad der hører til af nisser og vinterlandskab, er populære udfl ugtsmål for fotosessioner med hele familien. Som i Hongkong og de vestlige lande er der ikke sparet på noget, og kæmpemæssige julelandskaber, hvor man bl.a. kan komme op at sidde på skødet af en kinesisk julemand eller køre på rensdyr i en karrusel, er yderst populære. Mange steder er der optræden, og man kan fx være heldig at opleve et >

8 8 større kinesisk børnekor synge Edelweiss eller en pensionistklub fremføre White Christmas. Fra højttalere kører klassikere som Jingle Bells og Here Comes Santa Claus i båndloop fra november til januar nogle steder endda hele året rundt! og altid fremført med den samme skingre kinesiske falset, som de mange slanke julemænd og ekspedienter med nissehuer eller blinkende rensdyrhuer på benytter sig af, når de ønsker os alle sammen Merry Christmas dusinvis af gange. Som til mors dag og valentinsdag køber kineserne også gaver til hinanden til jul, dog igen mest unge mennesker og særligt i storbyerne. Men i et land, hvor etiketten tilsiger, at man ikke pakker gaver op, mens giveren er til stede (for at han ikke skal tabe ansigt, hvis gaven ikke behager), kan det vel også blive en kende kedeligt! I Kina er julen ingen familiefest, som det kinesiske nytår og vores jul er, men ofte går man ud og spiser en god middag med sin udkårne eller sine venner juleaften. Eller også går man til et af de utallige juleshows, som især de vestlige hoteller arrangerer. Her får den fuld skrue med fællessang og dekadent bespisning, konkurrencer og modeopvisning. Århus Lokalafdeling Generalforsamling Der indkaldes til ordinær generalforsamling tirsdag d. 19. januar 2010 kl i lokale B, Hovedbiblioteket Mølleparken, Århus C Dagsorden: 1. Beretning 2. Revideret regnskab 3. Arbejdsprogram 4. Valg af bestyrelse og eventuelle suppleanter 5. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant 6. Eventuelt Vi byder på en forfriskning undervejs. På gensyn. Venlige hilsner lokalbestyrelsen TILBUD spar 100 kr. Kaldet til Kina danske missionærers liv og oplevelser i Manchuriet af Simon Gjerø Hæsblæsende, medrivende og velskrevet Tor Tolstrup, Jyllands-Posten Vejl. pris 349 kr. Specialtilbud i januar måned: 249 kr. (+ 19 kr. forsendelse) ved direkte henvendelse til forlaget via tlf eller mail info@forlagetunivers.dk

9 9 Kort godt & Kina i New York Danskere, der af den lave dollarkurs lader sig lokke til at tage en vintertur til New York, kan få to kinesiske kulturoplevelser med i købet: På Metropolitan Museum of Art er der indtil den 21. februar en enestående udstilling af kinesiske ornamenterede lak-arbejder, mens der i samme bys The American Museum of Natural History er en lige så enestående udstilling Traveling The Silk Road med undertitlen Den gamle hovedvej til den moderne verden. Udstillingen varer til den 15. august. Kina på udkik Begge de ovennævnte udstillinger har i øvrigt afsløret, at de kinesiske myndigheder med stor opmærksomhed følger, hvad der vises af kinesiske kunstskatte i den vestlige verden med det formål at kræve dem tilbage, hvis udstillere eller ejermænd ikke er kommet til dem på retmæssig vis. Kineserne følger dermed eksempelvis grækeres og ægypteres forsøg på at hente fortidsminder tilbage. Således fi k Metropolitan-udstillingen besøg af et kinesisk hold med videokameraer men det endte godt: Der var intet at komme efter, for udstillingsgenstandene var alle købt og betalt legalt. Det dyre ja Bryllupper er blevet storindustri i Kina. I 2009 fandt ca. 10 millioner af slagsen sted, og det er 10 pct. fl ere end året før men de genererede en omsætning, der var 20 pct. større. På landsbasis anslås det, at bryllupperne har skabt en omsætning på 400 milliarder yuan eller godt 300 milliarder danske kroner. Det betyder, at bryllupsindustrien tegner sig for ca. 2,5 pct. af det kinesiske nationalprodukt. Moden er ekstravagante bryllupsfester med bruden i hvidt efter vestligt mønster ved selve højtideligheden, men i klassisk kinesisk rød festfarve til middagen. Et nordisk ja Den kinesiske telekommunikationsvirksomhed Huawei er i hastig vækst bl.a. med salg af udstyr til de netværk, der betjener mobiltelefonkunderne. På det område er Huawei nr. 2 i verden efter nordiske Ericsson og kineserne fejrede lige før årsskiftet en triumf: Da norske Telenor besluttede at opgradere sit mobile netværk, gik ordren til Huawei for næsen af Ericsson og de samarbejdende giganter Nokia-Siemens. Disney til Shanghai Underholdningsverdenens globale superstar, amerikanske Disney Corporation, har til gengæld fået foden godt inden for på det kinesiske marked: Satellit-regionen Hongkong var først til at acceptere en forlystelsespark efter Disneyland-opskriften på kinesisk jord, og med erfaringer herfra har den kinesiske regerings økonomiske planlægningskommission givet tilladelse til, at en tilsvarende park etableres i Shanghai. Vand til nord Den kinesiske regerings store plan om at forsyne det tørkeramte nordlige Kina med vand fra det sydlige via tre nordgående systemer af kanaler og rørledninger fra Yangtzefl oden er nu sat i gang. Som med den store De tre Kløfters-dæmning på samme fl od betyder det, at en række mennesker skal fl ytte i første omgang skal genplaceres af hensyn til projektet, der er beregnet til at koste omkring 250 milliarder yuan eller over 180 milliarder danske kroner. Det blev dyrere Der har allerede lydt advarende røster mod vandprojektet: Budgettet holder ikke, det bliver dyrere se bare til De tre Kløfter, lyder det. Dæmningsprojektet har allerede kostet lidt over 250 milliarder yuan, men regeringen har netop fået at vide, at der bliver udskrevet en ekstraregning på mindst 170 milliarder yuan, eller knap 130 milliarder danske kroner, for at udbedre fejl og til at give bedre erstatninger til de bønder, der blev tvangsforfl yttet af hensyn til projektet og dermed mistede deres livsgrundlag. Hurtig forbindelse Det havde ikke noget med julen at gøre, men derimod med det forestående kinesiske nytår, der er et af årets helt store rejsetidspunkter i folkerepublikken: Den 26. december åbnede en ny hurtigtogsforbindelse mellem den store industriby Wuhan ved Yangtzefl oden og det sydlige Kinas handelsog økonomimagnet Guangzhou (eller tidl. Canton) i Guangdong-provinsen. Hurtigt hvad er det? 350 km i timen og en rejse tid mellem de to millionbyer på tre timer mod tidligere 10. Genmodificeret ris Kinesiske forskere arbejder på livet løs med genteknologien for at sikre milliardbefolkningen fødevarer nok selvom misvækst og sygdomme skulle true. Regeringen har allerede godkendt, at genteknologien anvendes i avlen af majs, papaya-frugter, tomater og bomuld og der er just til de øverste myndigheder afl everet en ansøgning om tilladelse til genmodifi ceret sygdomsresistent ris, det basale fødemiddel for den kinesiske befolkning. Kort og godt om Kina er samlet og redigeret af Nils Thostrup på basis af kinesiske og udenlandske nyhedsmedier. Rubrikken er afsluttet ultimo december 2009.

10 10 Susanne Juhl Det HVIDE GULD fra Kina Fra omkring 900-tallet begynder en hidtil ukendt vare at dukke op i verdenshandelen: krukker, vaser, fade m.m. fremstillet i et tyndt, hårdtbrændt, gennemskinneligt materiale porcelæn. Skår af porcelæn fundet i Indien, Iran, Irak, Den arabiske Halvø, Ægypten, Vestafrika osv. er vidnesbyrd om handlen med porcelæn. Ingen andre steder fra havde man stiftet bekendtskab med et lignende materiale, og da den europæiske skibsfart til Fjernøsten for alvor gik i gang i det 16. og 17. århundrede, var det da også porcelænet, der var den mest eftertragtede vare. Susanne Juhl gennemgår porcelænets historie i Kina. Hun er sinolog med speciale i kinesisk arkæologi. Vi ved, at porcelænet blev opfundet i Kina, men hvor i Kina og mere præcist hvornår er stadig uklart. Der pågår hele tiden nye arkæologiske udgravninger af områder med brænd ovne, og man sporer sig mere og mere ind på en forståelse af udviklingen. Man ved, at fra omkring år 600 kunne man fremstille en hvidlig keramik, der med rette kan kaldes porcelæn. Historien omkring den tidlige porcelænsfremstilling er spændende i sig selv, men også mødet med især arabisk kunst viser, hvorledes de kulturelle forbindelser har strakt sig på kryds og tværs og påvirket hinanden. I europæisk kultur fi k bekendtskabet med det nye materiale en betydning, der næppe kan overvurderes. De første par hundrede år sørgede skibsfarten for at fragte porcelæn fra Kina til de europæiske fyrstehuse, men senere voksede interessen i Europa for selv at fi nde hemmeligheden bag fremstillingen af de eftertragtede varer. Under kurfyrst August den Stærke af Sachsen lykkedes det omsider i 1707 en tysk alkymist at fi nde frem til de rette formler og metoder, og det første porcelæn kunne fremstilles uden for Kina. I 1710 begyndte en egentlig produktion af porcelæn i byen Meissen tæt på Dresden. Meissen-porcelæn blev forbillede for alle porcelænsproduktioner i Europa og dannede som sådan også model for den produktion, der begyndte på Den Kongelige Danske Porcelains Fabrik i Hvidglaseret vase graveret med pæon- og blommegrene fra Song-dynastiet. I denne artikel vil vi følge nogle af sporene tilbage i tiden og se på den kunstneriske udvikling, porcelænet har gennemgået. Hvad er porcelæn? Ordet porcelæn stammer fra navnet på en bestemt type muslinger, på italiensk porzellana, hvis skaller har en mælkehvid, skinnende belægning. Da det første porcelæn kom til Europa, mindede materialets kvalitet om denne musling, og herfra kommer så betegnelsen. På kinesisk har man op gennem historien haft to betegnelser for keramik, en for lertøj, tao, og en anden for stentøj og porcelæn, ci. Lertøj er kendetegnet ved at være brændt ved lave temperaturer; det er porøst og gennemtrængeligt. Stentøj derimod er brændt ved temperaturer over 1200 C, hvilket bevirker, at man kan forarbejde godset i en tynd og hård kvalitet. Det er tillige uigennemtrængeligt for væske og ofte glaseret. Porcelæn er i kinesisk tradition kendetegnet ved dets hårdhed, uigennemtrængelighed, hvide nuance og gennemskinnelighed. Porcelæn består af hvidt ler kaolin, feltspat og kvarts. Ordet kaolin kommer af Gaolin, der er navnet på et bjerg i Jiangxi-provinsen. Til porcelænsfremstilling skal man bruge en type ler eller sten, der bliver hvid ved brænding. Det er forskellen i brændingstemperatur, der adskiller keramik, stentøj og porcelæn. Netop kendskabet til at opvarme ovnene til de høje brændingstemperaturer på C var det afgørende teknologiske fremskridt, der muliggjorde fremstillingen. Ved de høje temperaturer sintrer materialet, dvs. glaserer, og bliver til porcelæn. I Nordkina anvendte man kaolinler, i Sydkina knust porcelænssten.

11 11 De karakteristiske tekrus med låg i nutidens Kina. Porcelæn er nu en hverdagsgenstand. Det første porcelæn var ensfarvet uden dekoration og blot dækket af en hvidlig glasur. Senere begyndte man at eksperimentere med grønlige nuancer, og senere endnu tilføjede man dekorationer, hvor den koboltblå nok står som det mest typisk kinesiske. Der er to måder at dekorere porcelænet på, enten ved underglasur eller ved emaljemaling. Ved den første metode påføres dekorationen direkte på det ubrændte gods, som derefter glaseres og brændes ved 1300 C. Blå (kobolt), rød (kobber) og grøn (jern) er de almindelige farver til underglasur. Ved emaljemaling påfører man dekorationen på det allerede brændte gods, og derefter brændes genstanden igen ved lavere temperaturer. I Kina opdeler man porcelænet i tre hovedgrupper: Det fi neste porcelæn guanyao (de offi cielle varer) blev fremstillet til kejseren og hoffet. Så er der minyao (de folkelige varer), der i store mængder blev fremstillet til hjemmemarkedet og til eksport til de omkringliggende lande. Og endelig blev der fra 1500-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet fremstillet store mængder af eksportporcelæn til de oversøiske markeder i Europa og USA. Det første porcelæn Den første kendte produktion af porcelæn fandt sted i Nordkina i Tang-dynastiet ( ). Især to typer porcelæn kendes i dag som det absolut fi neste fra den tid, nemlig xing- og ding-porcelæn. Begge benævnelser stammer fra produktionsområder i det nordlige Hebei, hvor der fandtes store mængder kaolinler tæt under jordens overfl ade. Xing-porcelæn er kendetegnet ved godsets kompakte struktur og hvidlige matte overfl ade. Porcelænet fremtræder både i form og udseende meget æstetisk og enkelt, og ikke uden grund sammenlignes det ofte i datidens poesi med symboler som den hvide sne og den lysende måne. Det første porcelæn En dreng klædt i hvidt. Med en blåmønstret klud i hånden, holder han en hvid krukke af porcelæn og sælger syltede grøntsager Meng Yuanlao (12. årh.) Drømmen om den østlige hovedstad I sit værk Drømmen om den østlige hovedstad dukker pludselig et farvesyn frem for Meng Yuanlaos blik, mens han er i færd med at opremse mere end et hundrede lifl ige retter og desserter. Man ser det for sig, synet af farver, drengen klædt i hvidt og blåt med en hvid krukke fyldt med stærke, røde grøntsager. Xing-porcelænet var eftertragtet i sin tid, og en del af produktionen blev afl everet som tribut til det kejserlige hof. Porcelænet blev også fragtet ad de oversøiske ruter, og der er fundet skærver af xing-porcelæn så langt væk som i Ægypten. Efter et par hundrede års massiv udnyttelse af råvarerne på stedet, var kaolinleret brugt op, og produktionen ophørte. Herefter fortsætter porcelænsfremstillingen et par hundrede kilometer mod nord i Dingpræfekturet. Ding-porcelæn bliver fremstillet fra midt Tang og frem til Yuan ( ). Det har sin absolutte storhedstid under Song ( ), hvor der er udviklet nye brændingsteknikker og nye forme. Man begynder at anvende kul i stedet for træ til opvarmning af ovnene, hvilket giver porcelænet en anden struktur og en mere elfenbensfarvet tone. Det udsøgte ding-porcelæn bliver fremstillet med en tynd skærv, og genstandene fremstilles i sofi stikerede og kunstfærdige forme. Som noget nyt begynder man også at dekorere porcelænet med indridset eller presset ornamentik efter forbillede fra metalgenstande. En god kop te er vigtig næring for både krop og sjæl, fortæller Lu Yu ( ) i sit værk Jia jing (Klassikeren om te), den første manual om tedrikningens kultur. >

12 12 Det hvide guld fra Kina I Tang-dynastiet var det ellers kander af metal, der var mest på mode, men Lu Yu går ind for keramik til kander og kopper, og han beretter, hvordan teens brunlige farve matcher fi nt til det grønlige yue-stentøj. Poeten Pi Rixiu bifalder omkring et hundrede år senere Lu Yus valg, men han tilføjer, at xing-porcelæn også er eftertragtet. De to herrers poetiske beskrivelser og valg er gået over i historien som eksempler på de to forskellige typer. Lu sammenligner kander og kopper af yue med grøn jade, og Pi beskriver det perfekte xing-porcelæn, der er rundt som månen og køligt som sne. Blå-hvid vase fra Ming-dynastiet. I slutningen af det 10. årh. fremkommer en ny type porcelæn, der i nogen grad forener det bedste af de to typer, nemlig xing-porcelænets hvide, kompakte og gennemskinnelige struktur og yue-varens glasur i blålige toner. Porcelænet får betegnelse qingbai, der netop betyder blåhvid. Kerneområdet for fremstilling af qingbai-porcelænet er ved byen Jingdezhen i Jiangxi-provinsen i Sydkina. Der bliver produceret qingbai-porcelæn til alverdens formål, en del går til hoffet, en del til eksport og en del går til det hjemlige marked. Området har naturlige betingelser for at skabe en stor produktion. Her fi ndes store forekomster af porcelænssten, man har rigeligt med brændsel, og man har gode vandveje til transport af de færdige produkter. Produktionen af qingbai-porcelæn vokser og fortsætter frem til Ming, hvor helt nye toner bliver slået an. Porcelæn fra Song Tiden under Song ( ) var en kunstnerisk blomstringstid. Porcelæn fra Song er kendetegnet ved et enkelt og æstetisk udtryk, og ikke uden grund kaldes denne periode for keramikkens guldalder. Under Song og frem til Ming fremstiller man stentøj med en glasur, der i nuancen minder om det mest skattede materiale i Kina, nemlig jade. I Europa er glasuren kendt som celadon, i Kina kaldes den longquan. Ligesom jade fi ndes celadon i en mængde nuancer, der spænder over olivengrønt, blågrønt og blågråt. Ornamentikken består ofte af en blomsterdekoration skåret eller presset ind i godset. Celadon-varer bliver eksporteret i store mængder, især eksporterer man store fade til servering af mad til de arabiske lande, hvor man mente at kunne spore forgiftet mad på ændringer i glasurens farve. Det helt tynde porcelæn er nu for alvor kommet frem, og som noget nyt begynder man at fremstille glasurer i mange forskellige nuancer. Hidtil var det kun stentøj, man havde fremstillet i mørke farver, mens porcelænet stadig kun var i de rene hvidlige nuancer. Ved ovnene i Ding-området begynder man at eksperimentere med glasurer i rødbrune, sorte og grønlige nuancer, der alle ligger tæt op af lakkens farvepalet. Kinas blåhvide porcelæn Under det mongolske herredømme Yuan ( ) begynder man så småt at fremstille porcelæn med helt andre kunstneriske udtryk. Hidtil havde især lyse ensfarvede glasurer været lig med god stil og den rette æstetik. Nu begynder man ved Jingdezhen at eksperimentere, og porcelæn med dekorationer i koboltblå på en baggrund af hvid glasur vinder indpas. Kina er nu en del af et kæmpe rige, der strækker sig fra Sortehavet i vest til Stillehavet i øst. Modsat det tidligere Song er Yuantiden præget af åbenhed og interesse for andre kulturer og deres egenart. Under Song var traditionelle kinesiske dyder i højsædet, men nu er persiske og arabiske købmænd og deres interesser også i spil. De mongolske herskeres ønske om at profi tere på porcelænseksporten, kinesernes monopol på porcelænsfremstilling, og de mange velhavende udenlandske købmænds købelyst er medvirkende til en pludselig og hurtig udvikling af det blåhvide porcelæn. Araberne og perserne havde længe anvendt kobolt i dekorationer på lertøj, men de kunne ikke fremstille porcelæn. Det er netop kombinationen af det hvide, hårde gennemskinnelige porcelæn og den dybe, mørke koboltblå, der vækker deres interesse. Jingdezhen er nu ved at udvikle sig til porcelænsfremstillingens mekka. Man producerer især store fade og skåle i anseelige mængder til eksport til Mellemøsten, Tyrkiet og Ægypten, hvor man havde for skik at anrette mad på store fade til de fælles måltider. I Kina var man i begyndelsen mere konservativ og tilbageholdende, og vi kan læse i en manual fra 1388, hvorledes man priser det ensfarvede porcelæn fra Jingdezhen og så noterer, hvor vulgært og smagløst det blåhvide og kulørte porcelæn er. Efter knap et hundrede år overtager kineserne igen selv magten i Kina, og de næste 300 år regerer Ming-dynastiet ( ). I begyndelsen har man fokus på traditionelle kinesiske værdier samtidig med, at alt udenlandsk bliver mistænkeliggjort. Alle udlændinge bliver smidt på porten, og den før-

13 Det hvide guld fra Kina 13 Eksempler på glasurfarver fra Qing-dynastiet. ste kejser Hung Wu forbyder endog eksport af porcelæn. Samme kejser udsender direktiver vedrørende rekvisitter til de kejserlige ceremonier og ofringer, og han befaler, at de skal udføres i porcelæn og ikke som hidtil i ler og ædle metaller. Ved Jingdezhen fremstiller man porcelæn dekoreret med underglasurer i koboltblå og kobberrød samt porcelæn med ensfarvet glasur. Hver kejserlig periode sætter nu sit distinkte præg på porcelænets udseende. Under den første Ming-kejser anvendes den røde dekoration hyppigst, givetvis fordi kejseren ønsker at lægge afstand til sine forgængere og samtidig sætte sit præg på en ny æra. I begyndelsen af 1400-tallet er den koboltblå dekoration atter i højsædet, og man maler dekorationer med typiske kinesiske symboler, blomstermotiver og fi gurscener fra den buddhistiske symbolverden. Man fremstiller også lyst ensfarvet porcelæn, hvor dekorationen er indridset i porcelænet under glasuren og kun kan ses i en speciel belysning. Stilen kaldes for anhua, den hemmelige dekoration. Fra denne tid begynder man også at forsyne førsteklasses porcelæn med den regerende kejsers regeringstitel nianhao samt navnet på dynastiet, hvilket ideelt set gør det lettere at datere porcelænet. Metoden er dog ikke pålidelig, da det bliver almindeligt og betragtet som legitimt at kopiere tidligere tiders porcelæner og så forsyne dem med den pågældende periodes kejsermærke. Man begynder også at fremstille porcelæn med gul glasur. Farven gul er som bekendt den kejserlige farve, og det var kun kejserens porcelæn, der måtte være gult. Hvis man var så uheldig at komme til at ødelægge det kejserlige porcelæn, ventede der dødsstraf. Hvis det kejserlige porcelæn ikke levede op til standarden, blev det øjeblikkeligt ødelagt. De mange skærver af ødelagt porcelæn har bevirket, at byen Jingdezhen i dag ligger oven på et fl ere meter højt lag af skærver. Det blådekorerede porcelæn når et kunstnerisk højdepunkt i slutningen af 1500-tallet. Motiverne er mangeartede og spænder fra landskabsmotiver over fi gurscener til diverse lykkesymboler. Det er stadig samme kunstner, der udfører hele dekorationen, hvilket giver spændstighed og sammenhæng i både detalje og farvens vekslende styrke. Snart efter udføres motiverne som serieproduktion, hvor kunstnerne på sindrige samlebånd udfører hver sin detalje af samme dekoration. I 1500-tallet begynder man også at dekorere med emaljefarver over glasuren. Først ridses mønsteret op under glasuren, og efter den første brænding påføres emaljedekorationen i stærke farvekompositioner som grøn, lilla, rød, gul og turkisblå ofte sammen med et mønster i blå underglasur. På kinesisk benævner man dekorationsmetoden douzai, stridende farver. I Ming er Jingdezhen det største og vigtigste produktionssted for porcelæn, men der brændes også porcelæn adskillige andre steder i Kina. Porcelæn fra Qing I 1644 erklærer manchuerne sig som nye herskere over Kina og etablerer Qing-dynastiet ( ). Som så ofte før i Kinas historie får også de nye fremmede magthavere hurtigt en passioneret lidenskab for kinesisk kunst og kultur. Den mægtige Kangxi kejser ( ) understøtter den traditionelle kinesiske kunst ved at indrette værksteder for lak-, metal- og tekstilfremstilling inden for paladsets område i den nuværende Forbudte By i Peking. Hans barnebarn Qianlong kejseren ( ) udviser samme interesse for kunst og kultur og er selv en værdsat digter og kalligraf. Under Kangxi kejseren sker der betydelige ændringer i porcelænsfremstillingen ved Jingdezhen, både hvad angår kvalitet og kvantitet. Mens Ming-tiden byder på et relativt begrænset udvalg af motivemner og glasurtyper, ser vi nu en variation af hidtil uset omfang. Under Kangxi forfi nes det blådekorerede porcelæn og står den dag i dag som noget af det ypperste inden for kinesisk porcelæn.

14 14 Det hvide guld fra Kina Fencai-porcelæn famille rose fra Qing-dynastiet. Fadet er dekoreret med skyer og fl agermus. Flagermus fu er et symbol på lykke i Kina. vi stiftede bekendtskab med i begyndelsen af artiklen, og som var den store mæcen bag den første porcelænsfremstilling i Europa. Efter at have fyldt sit palads i Dresden med porcelæn, får han opført et palads udelukkende til sin store porcelænssamling på mere end eksemplarer. Interessen spredte sig i begyndelsen selvsagt blandt konger og fyrstehuse, senere også blandt borgere og købmænd. Den hvide glasur er ren og ensartet og danner baggrund for en safi rblå kulør lagt i bløde penselstrøg på en sådan måde, at man ganske nøje kan følge hvert penselstrøg. Motivkredsen er landskabs- og fi gurscener hentet både fra det jordiske liv og fra det rige udbud af mytiske og religiøse situationer. Der bliver fremstillet store pragtvaser i par, vaser i sæt på fem, ingefærkrukker, penselbægre, skåle, kopper, ja, alverdens forskellige genstande. De bedste varer, beregnet for hjemmemarkedet, bliver fremstillet med en kraftig koboltblå bemaling, de ringere med en gråligblå tone går til eksport. Kejseren har nu sit eget værksted i Jingdezhen. Især Qianlong kejseren er kendt for at have bestilt porcelæn efter sit eget hoved og så få det udført til perfektion. Man eksperimenter med ensfarvede glasurer som f.eks. den såkaldte okseblodsglasur, og man udvikler en ny type nuancerende glasur, som får betegnelsen testøvglasur. Længere sydpå ved Dehua fremstiller man en type porcelæn, der er kendetegnet ved en mælkehvid, transparent glasur. På kinesisk kaldes det dehua-porcelæn. I Vesten er det kendt som blanc de chine-porcelæn. Det skal senere blive endog meget eftertragtet i Vesten. Fra Kina til Europa Som nævnt tidligere eksporterer man porcelænsvarer, næsten så snart porcelænet er opfundet. Tidligere havde man eksporteret keramik til de omkringliggende lande og Nærorienten. Kinas handel med omverdenen intensiveres under Ming og ikke mindst porcelænet spiller her en stor rolle. Nyheden om porcelænet spreder sig som en løbeild over Europa. Marco Polo er den første europæer, der stifter bekendtskab med porcelæn, og ifølge historien er det ham, der først giver det betegnelsen porzellana. Handelen med Europa tager fart i tallet. Oversøiske ekspeditioner fra Portugal og Holland er de første til at importere eksotiske varer såsom te, silke og ikke mindst porcelæn. Portugiserne var de allerførste, der fi k øje på det blåhvide guld fra Kina. I 1577 ejede Filip II af Portugal en samling på 233 stykker blåhvidt porcelæn, og ti år senere etablerede man Portugisisk Ostindisk Kompagni. I slutningen af 1500-tallet ejede Ferdinand I i Tyrol også 233 stykker porcelæn, dronning Elisabeth af England erhvervede i 1587 en samling porcelæn til sit Jewel House, og i Prag havde kejser Rudolf i 1621 mere end 700 stykker blåhvidt porcelæn i sin samling. Da den engelske dronning Mary II ( ) fl yttede ind i Kensington Palace, blev der opgjort en inventarliste, som noterer 11 værelser fyldt med i alt 780 stykker porcelæn. Alle med respekt for sig selv og med midler skulle have et porcelænsværelse. Kulminationen var August den Stærke, som En stor del af porcelænsfremstillingen i Kina går nu til eksport. F.eks. importerede hollænderne mellem 1602 og 1682 mere end 16 millioner stykker porcelæn. Ved overgangen til Qing-dynastiet er Kina præget af oprør, og eksporten går i stå. Især hollandske købmænd vender nu interessen mod Japan. I Japan er man begyndt at fremstille en porcelænstype dekoreret med mønstre i rødt, blåt og guld, det såkaldte imari-porcelæn. Da man igen starter produktionen ved Jingdezhen, må man tage konkurrencen op med japanerne og selv fremstille det japanske imari-porcelæn. Under Kangxi kejseren eksporterer man samme type porcelæn, som man fremstiller til hjemmemarkedet, først og fremmest brugsgenstande og prydgenstande som vaser, opsatser, fi gurer m.m. Efterhånden kom europæernes ønsker og smag til at præge design og stil, og det blev kutyme at bestille porcelænsservice efter egen smag. Servicestel på 200 dele eller mere dekoreret med f.eks. engelske landskabsmotiver bliver en helt almindelig eksportartikel. Det store eksporteventyr fortsætter ind i det 18. årh. Da man fi nder ud af at fremstille porcelæn i Meissen, ønsker de forskellige europæiske fyrstehuse naturligt nok at få fat i opskriften bag fremstillingen. I Meissen forsøger man efter bedste evne at holde på fabrikationshemmeligheden, men der går ikke lang tid, før opskriften er lækket, og man begynder hurtigt at fremstille porcelæn rundt om i Europa. Dermed stopper porcelænsfremstillingen i Kina dog ikke. Om end der er sket væsentlige ændringer i produktionsform og porcelænstyper, bliver der stadig fremstillet porcelæn i Kina. Der er en livlig aktivitet i byen Jingdezhen, der den dag i dag rummer mere end 8000 værksteder for porcelænsfremstilling.

15 15 Tibet Baggrund ved Nils Thostrup Danmark, Kina, Tibet og et diplomatisk skoleridt Da den danske regering med godkendelse fra Folketingets udenrigspolitiske nævn (minus Dansk Folkeparti og Enhedslisten) offentliggjorde sin Tibet-erklæring med anerkendelse af den kinesiske følsomhed over for Dalai Lama-modtagelser på ministerplan, var kommentatorerne hurtigt ude. En af de retorisk mere morsomme i blandingen af ellers moralsk-forargede var den kommentar, der stillede det teoretiske spørgsmål: Hvad vil Villy Søvndal gøre som udenrigsminister i en S-SF regering, hvis Dalai Lama anmelder sit besøg? Det var et spørgsmål stillet på baggrund af SF s hidtidige venlige holdning over for eksil-tibetanerne, så som drilleri var det forståeligt. Men lige så enkelt er svaret: Hvis Dalai Lama vil besøge sin menighed i Dan- mark, skal han da være velkommen, og hvis der er en minister, som har behov for buddhistisk-lamaistisk sjælepleje, så må det absolut være en privatsag. Sagen er den enkle, at regeringserklæringen stort set ikke rummer noget nyt, men er blevet fremtvunget, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen sidste år lod sig vikle ind i et Dalai Lama-besøg med politiske overtoner og kinesisk mishag til følge. En situation, som den amerikanske præsident Barack Obama behændigt undgik, da eksil-tibetanerne forsøgte det samme før hans novemberbesøg i Beijing. I folkerettens klemme Erklæringen lover, at man vil tænke sig om og tage hensyn til de kinesiske opfattelser. Det har tidligere regeringer også gjort, omend med skiftende resultater. Men når erklæringen er fattig på nyt, skyldes det, at den i sit hovedprincip kun fastslår, hvad der har været offi ciel dansk politik i mere end et halvt århundrede: At Tibet er en del af Den kinesiske Folkerepublik og derved bliver det. Der kan være delte meninger om det forhold, og det er der da også, men det er et punkt, hvor ideologi og virkelighedens politik i form af den juridiske folkeret støder sammen: Der er simpelthen ingen stat i verden, der anerkender Tibet som en selvstændig stat. Eller omvendt: Anfægter grænserne for Den kinesiske Folkerepublik. Selv da det var Taiwan og ikke den kommunistiske folkerepublik, der repræsenterede Kina i FN, var det sådan.

16 16 Danmark, Kina, Yibet - og et diplomatisk skoleridt De, der er kommet tættest på, er briterne, da de i imperiets dage for mere end hundrede år siden fra Indien skød sig vej frem til Lhasa i det dengang lukkede bjergrige, der var under overhøjhed af det kinesiske kejserrige. Embedsmændene og militærfolkene fra administrationen i Indien mente, at man skulle give Tibet den diplomatiske anerkendelse, men den britiske ambassade ved kejserhoffet i Beijing frarådede og udenrigsministeriet hjemme i Whitehall i London fulgte det råd. Så derfor. Paven og Dalai Lama Til praktisk sammenligning: Når nobelpristageren Dalai Lama rejser verden rundt, kan han påberåbe sig titel af religiøst overhoved for tilhængere af den tibetanske buddhisme, men heller ikke mere. Når Pave Benedikt derimod rejser verden rundt, kan han påberåbe sig titlen som den romersk-katolske kirkes overhoved, men i tilgift og med rette også kalde sig statsoverhoved. For Vatikanstaten i Rom, hvor geografi sk diminutiv den end måtte være, er internationalt anerkendt som en selvstændig stat med de rettigheder, som deraf følger. I diskussionen om Tibet og Kina er der ofte blevet henvist til et andet eksempel, nemlig det danske pres efter 1989 og Murens Fald for at få de baltiske stater frigjort fra Sovjetunionen. Men her er forskellen mellem de to situationer, at Estland, Letland og Litauen før Anden Verdenskrig og Sovjetunionens anneksion af dem ikke bare var områder, men selvstændige stater og igen som det væsentlige: diplomatisk anerkendt som sådanne og derfor med anerkendte eksil-repræsentationer i den vestlige verden, mens anneksionen stod på. I den sammenhæng således karakteristisk, at mens de baltiske stater havde deres fortalere, var der tavshed om de store centralasiatiske områder, som Sovjetunionen enten havde taget i arv fra zar-tidens Rusland eller selv i kølvandet på 1917-revolutionen havde påtvunget det kommunistiske styre. Det drilske spørgsmål Og det kan så føre til det, der er nyt i den danske december-erklæring om Tibet, nemlig ordene om, at Danmark modsætter sig tibetansk uafhængighed. Det er stærkere end det passive ikke støtter, og det forekommer at være et lidet velvalgt eller lidet overvejet ordvalg. Er man i det polemiske hjørne, kan man teoretisk indrømmet: meget teoretisk forestille sig den situation, at en dag i fremtiden vil en kinesisk regering gøre med Tibet, som russerne gjorde med de centralasiatiske områder efter Sovjets opløsning. Hvorefter en samtidig dansk regering ville have valget mellem at modsætte sig det eller at påkalde sig afdøde statsminister Jens Otto Krags berømte bemærkning om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Som i det tilfælde ville bekræfte, at mindre politikere ikke tager et standpunkt, men får det påtvunget. Den danske regerings erklæring, offentliggjort 9. december 2009, siger bl.a.: Danmark er fuldt ud klar over betydningen og følsomheden af Tibet-relaterede spørgsmål og lægger stor vægt på den kinesiske regerings opfattelse i disse spørgsmål. Danmark tager den kinesiske modstand imod møder mellem medlemmer af den danske regering og Dalai Lama meget seriøst og har noteret sig kinesiske synspunkter om, at sådanne møder er imod Kinas interesser og vil håndtere temaet med forsigtighed. I denne henseende bekræfter Danmark sin ét Kina-politik og sin uændrede holdning, at Tibet er en integreret del af Kina. Danmark anerkender Kinas suverænitet over Tibet og modsætter sig derfor Tibets uafhængighed. TILBUD 2010 kalender med Den Store Mur Vægkalender på 20x26 cm med fi ne farvefotos Pris 25 kr. inkl. porto og forsendelse Beløbet indbetales på foreningens konto i Nordjyske Bank med angivelse af navn og adresse

17 17 Bente Ullits Eckman Hvad ser blinde i Kina? I oktober rejste en gruppe kvinder fra Dansk Blindesamfund til Riget i Midten med Venskabsforbundet Danmark-Kina. Der var fire blinde, seks svagsynede og fire hjælpere med. Lederen af Blindesamfundets Kvinderejsegruppe Bente Ullits Eckmann fortæller her løst og fast om sine indtryk fra Kinaturen. Selv om vi er synshandicappede, er vi alle vant til at rejse og vant til mere eller mindre at have behov for andres hjælp. Der var ingen af os, der havde besøgt Kina før. Jeg selv har tidligere besøgt New Delhi i Indien og havde ikke gode erfaringer derfra. Jeg var ikke forudindtaget, men forholdt mig afventende og åben over for Kina og kineserne. Den første positive overraskelse fi k vi, da vi i lufthavnen i Beijing skulle til at gennemgå alle mulige sikkerhedscheck. Her kom en fra lufthavnspersonalet og ledte os ad en smutvej den service blev så også videofi lmet. Det er, som om det er vigtigt hele tiden at dokumentere. I lufthavnen var der nogle, der bemærkede, at der under ekspeditionsskranken var en række knapper med mere eller mindre smilende smileys, som man så kunne trykke på ved et givent signal, alt efter hvordan servicen havde været. Det gjorde vi så, når der blev sagt nu. Et gennemgående træk var ryddeligheden. Der lå ikke pizzabakker, øl- eller sodavandsdåser smidt på fortovet. Det var en positiv oplevelse, for man kan nemt komme til at sætte fødderne i noget ØV, men ikke i Kina. Der var jo også folk, som hele tiden gik og fejede til vores store forbavselse med en riskost, men effektivt var det. Tilgængeligheden er de fl este steder fi n. Der er rigtig mange fortove i Beijing med ledelinjer. Det kunne vi lære noget af i Danmark, for det er de gode, som er lagt ned i fortovet, og ikke bare metal marcipanbrød, som er sat på, og som ikke kan holde, men falder af. Der er også meget muzak i storbyen, og det gør det noget sværere at manøvrere rundt eller opfatte, hvad der sker, når indtrykkene forsvinder i larm. Vi så ikke ret mange hunde eller deres efterladenskaber, som er en stor plage i den del af Danmark, hvor jeg bor (København). Det var heller ikke, fordi vi så ret mange blinde: Tre blev det til, og i øvrigt alle mænd. De to af dem spillede på et instrument, med konen som medhjælp, og den tredje mødte vi i Botanisk Have, hvor han frit og frejdigt kom gående med sin hvide stok, mens vi var ved at tabe både næse og mund. Fællesbilledet fra Botanisk Have.

18 18 Hvad ser blinde i Kina? De tolv dages rejse var arrangeret af VDK i samarbejde med Rejsebureauet Sinex. De største seværdigheder var følgende: I Jixian nær Tianjin: Den Kinesiske Mur ved Huangyaguan, Dule Templet og Qing-gravene. I Beijing: Den Himmelske Freds Plads, Maos Mausoleum, Den Forbudte By, Antikvitetsgaden, Himlens Tempel, Kulturhuset Ægget, Sommerpaladset og Botanisk Have. I Xi an: Terrakottakrigerne, bymuren, Provinsmuseet, Den Lille Vildgåsepagode og nattemarkedet i det muslimske kvarter. Specielle arrangementer omfattede: Bryllup, nattog fra Xi an til Beijing, Peking-opera, Tang-danseshow, jiaozi-middag, pekingand og morgengymnastik En række butikker/fabrikker med følgende produkter blev besøgt: terrakotta, medicin/krydderier, jade, cloisonné, silke, perler. VDK s rejseafdeling er gerne behjælpelig med at skræddersy specialrejser. Vores niche er netop den lille gruppe, der ønsker en rejse ud over det sædvanlige. Kontakt vores rejseafdeling eller send en mail til vdk@mail.dk og få et godt tilbud. Nu nævnte jeg før tilgængeligheden, men måltiderne var ikke nemme. Om morgenen var der buffet er, hvor det var nødvendigt med hjælp, og frokosten og middagsmaden, hvor fadene sættes på et bord med en glasplade, der kører rundt i midten, kan man heller ikke klare uden synets hjælp, men vi fi k skam noget at spise hver dag endda fl ere gange daglig! Toiletterne må også nævnes i rækken af utilgængelighed, vel at mærke den kinesiske slags, hvor man jo skal styre hen og stille sig på de riller, der er til fødderne. Det var mere end umuligt de første 3-4 dage, fordi vore lårmuskler var så ømme som bylder efter turen på Muren. Det var en stor sejr, at 13 af 14 kunne komme op og gå på Muren og gennemføre. Det var sejt, og vi var helt høje over det

19 Hvad ser blinde i Kina? 19 bagefter, men også trætte. 3,2 km bakke op og bakke ned, og mange steder med meget ujævne trappetrin, så det var lige før, vi skulle gå med ført fod, i hvert fald verbalt. Kineserne er venlige, men også åbenlyst nysgerrige, som vi kalder det. Det kan også være, de bare er interesseret i at se på de mærkelige mennesker. Vi var jo virkelig i mindretal, for ikke blot var vi europæere, men også synshandicappede. Det var lidt sjovt at være et sted, hvor der var så få turister, men en hel masse af dem, der bor der. Det var også spændende at opleve, hvordan kinesere lever meget mere i det fri, end vi gør, og optræder uden nødvendigvis at forvente at få noget for det. lempet ind gennem en handicapdør. Den slags særbehandlinger hilser vi velkommen og føler ikke nogen diskrimination af den grund. Mit overordnede indtryk er positivt. Der er så megen hjælpsomhed at få. Man kommer langt, når man er positiv, så selv sprogbarrieren kunne klares. Hvad gør kineserne så, når de gerne vil sælge til os, og vi gerne vil købe? Vi kan ikke deres tal, selv om vores nationale guide, James, prøvede at lære os dem med fi ngertegn. Men kineserne er udstyret med store lommeregnere, og så taster de beløbet ind, og der er vi jo så afhængige af hjælp, men vi gik også gerne sammen, når vi handlede, for det er nu det sjoveste. Vi ville naturligvis ikke give det beløb, de forlangte, hvorefter vi så taster et beløb ind, og så kører handlen og dem kørte der rigtig mange af. Der var jo så mange lækre ting, som kunne købes for en slik, men der var en fysisk grænse for, hvor meget vi kunne købe, nemlig kuffertens størrelse. Turen var en fantastisk oplevelse, hvor vores rejseleder Hans Jørgen Hinrup, Sinexrejser, nationale og lokale guider ja, alle kinesere såmænd var blevet enige om, at vi bare skulle have en skøn oplevelse. Og det fi k vi. Jeg nævnte før, at jeg oplevede kineserne som nysgerrige, og det gav sig også udslag i nogle sjove episoder som f.eks. på perlefabrikken, hvor direktøren med tegn og fagter grinende spurgte, om stokken skulle bruges til at slå med. Så viste jeg ham stokkens funktion, også at den kunne slås sammen og endog havde et teleskopled foroven, som kunne gøre den 10 cm længere. Så lånte han min stok, styrtede hen til sine medarbejdere og med barnlig stolthed viste han dem det, jeg lige havde vist ham. Det var pudsigt og slet ikke noget, vi ville have oplevet i Danmark. Jeg oplevede også nogle gange, at der var tissekoner på toiletterne, og når en af dem så os med stok komme ud fra toilettet, så førte de os frem til vasken, lukkede op for vandhanen, pegede på sæben, og hvis der var papir, gav de os et stykke og stod klar til at tage imod det snavsede for at skille os af med det! Vi oplevede mange grupper af pensionister. Dem så vi bl.a. mange af, da vi gik i kø på Den Himmelske Freds Plads. Her gik vi i to timer, men det var en fantastisk oplevelse, for det, at vi gik rundt på pladsen, gav også en god oplevelse af dens størrelse. Også her, da vi skulle ind i mausoleet, fi k vi positiv særbehandling, idet vi lige blev Rejs til Kina med VDK Kina metropoler og bjerglandsbyer Enestående 14-dages specialrejse til nogle af Kinas kendteste topseværdigheder i kombination med mere ukendte, men absolut spændende og smukke rejsemål. Turen går til magtcentret og hovedstaden Beijing, de smukke naturscenerier i De Gule Bjerge, den enestående arkitektur i Anhui-provinsen, metropolen Shanghai og den helt ekstraordinære oplevelse Verdensudstillingen EXPO Rejsetidspunkt cirka uge i Logi på 3- eller 4-stjernede hoteller. Pris lægges på så snart den foreligger. Udførligt rejseprogram fi ndes allerede på hjemmesiden. Rejseleder er Venskabsforbundets egen specialist Peter Porskjær. Rejsen er arrangeret i samarbejde DaGama-Travel. Ned ad trappen ved Qinggravene. Interesseret? Kontakt Peter Porskjær på porskjaer@get2net.dk

20 20 Anmeldelse ved Inger Marie Møller Den ægte vare Christian Hincheldey har skrevet en pragtudgave af en bog THE fra blad til kop. - Øh, og hvem er så Christian Hincheldey? Jeg antager, at hvis man er noget i retningen af ærkekøbenhavner og theentusiast, så ved man, at Hincheldey er familienavnet på ejerne af den hæderkronede theforretning A.C. Perch s på Kronprinsensgade 5 i København. Men som århusianer havde jeg på forhånd kun hørt navnet Perch s thehandel, så da jeg modtog bogen til anmeldelse, opdagede jeg, at der er en sørgelig mangel i min dannelse, for jeg har altså endnu aldrig sat mine ben i A.C. Perch s Thehandel! Det er intet mindre end 7. generation, der har skrevet bogen, som er i stort format med kraftig kartonindbinding, kraftigt papir og massevis af fl otte farvefotoillustrationer. Indholdet er trefjerdedele al mulig viden om the, fra theens historie til konkrete theer, og den sidste fjerdedel om A.C. Perch s Thehandel. Bogens første del indeholder afnit om thedrikningens historie fra den kinesiske kejser Shen Nung over englændernes anlæggelse af theplantager i Indien og på Sri Lanka og til The Boston Tea Party. Derefter følger et afsnit om theproduktion. Det kommer hele vejen omkring dyrkningen af thebusken, produktionen af de forskellige sorter the: hvid, grøn, sort, oolong og aromatiserede theer, ordforklaringer til klassifi ceringen af the samt til udfordringerne i pakningen af the. Næste afsnit er en gennemgang af de theproducerende lande verden over med oplysninger om theproduktionens historie og karakteristika ved landenes theer. I de to afsnit om theproduktion er der mange billeder med omtale af helt konkrete theer. Som læser kan man ikke være meget i tvivl om, at man kan gå ind i A.C. Perch s Thehandel og bede om Yunnan Golden Tips eller Keemun Emperor s Choice. Der er selvfølgelig også et afsnit om, hvor sundt det er at drikke the. Det nye i thebogs-sammenhæng er et helt afsnit om Trends : thesalonernes tilbagevenden i bybilledet, the og wellness m.m. Det obligatoriske afsnit om den konkrete kunst at brygge the, fra kogning af vandet og vandets temperaturer til thedrikningens remedier i form af kander, kopper osv. mangler heller ikke. Til sidst i første del af bogen er der et lille afsnit om global respekt og økologi. Alle de emner, der vedrører the, og som kan have interesse for theforbrugeren, får omtale i denne bog. Næste del af bogen er så om A.C. Perch s Thehandel. Det er krønnikeskriveri: Forretningens historie fra grundlæggelsen til i dag, hvor der er internetsalg og franchiseforretninger i Japan. Det er ganske underholdende, for forretningen kan virkelig byde på nogle ret originale personligheder i sin historie, og de omtales udførligt. Jeg synes i hvert fald, at det var interessant at læse nedtoningen af det, der sikkert har været mindre sjovt: For eksempel medarbejderen Frogne Knudsen, der var i forretningen i 18 år, en stor del af tiden sammen med ejeren Ludvig Hincheldey. Frogne Knudsen havde pæne differencer i sin kasse, og det blev der først sagt noget til, da Ludvigs niece Else Hincheldey kom ind som medarbejder i forretningen. Det bliver til en anekdote, fordi Frogne svarede Else med et: De går kraftedme i for små sko, fru Hincheldey! Men Frogne Knudsen forlod forretningen 1-2 år efter, at Else og hendes mand havde overtaget den, og så er det, jeg tænker, at her må nok have været en periode, hvor stemningen ikke altid var lige god Der er afsnit om forretningens vægt på traditioner med gammelt gyldenlædertapet og bolsjer til kunderne, - storytelling som branding. Samtidig fortælles også om den nødvendige nyudvikling med internethandel, åbning af thesalonen Perch s Tea Room og franchiseforretninger i Japan. Alt sammen faktorer, der har bidraget til forretningens udnævnelse til Kongelig Hofl everandør. Til allersidst i bogen kommer et lille afsnit med opskrifter, fra the-cocktails til scones og agurkesandwich. Bogen er vældig god til at have liggende og pryde på sofabordet og så læse et enkelt afsnit hist og pist. At læse den i en lang sammenhæng virkede på mig lidt rodet. Men der er i sagens natur også nogle gentagelser, når man først får generelle oplysninger om theproduktion og bagefter næsten det samme under omtalen af helt konkrete theer. Jeg er ikke sikker, men jeg har også en fornemmelse af, at jeg adskillige gange læste, at the indbyder til indre ro og fordybelse, hvorimod kaffe er en hurtig stimulans. I hvert fald er det en vældig fl ot, særdeles oplysende og også underholdende bog. Men er sådan en bog så en reklame? Tja, det er i hvert fald et smart og trendy led i markedsføring og branding. Og når reklamer udformes så fl ot, interessant og oplysende, ja, så lad dem bare dumpe ned i min postkasse! PS The staves konsekvent med h i denne bog, skønt man i dansk retskrivning fjernede h et for mere end 125 år siden. Det korrekte er bare at skrive te, men derfor staves det nu alligevel også med h her. Christian Hincheldey THE fra blad til kop Gyldendal s. Vejledende udsalgspris: 299,95 kr.