HJERNESPIND AF HENRIK FREDERIKSEN

Transkript

1 HJERNESPIND AF HENRIK FREDERIKSEN Indhold Bryllup... 7 En svunden tid Sex, hykleri og kærlighed Den amerikanske sygdom Hvad kan jeg blive På vej mod Moskva Sik n rejse Vorherrebevars Et aparte menneske Rockkoncerter Terrorisme Verdenskongressen Modeshow Massekommunikationssamfundet Flugten Et par ord om julen Bravopatruljen Homo Sapiens Godt vi har FN De blasfemiske vers Den dag ballonen sprang

2 Bryllup Ægteskabet er en institution, man helst skal være indlemmet i, inden man fylder tredive. Ellers kommer venner og familie rendende med peberbøsser, hvilket kan være ret generende. Lige en venlig påmindelse her på din fødselsdag om, at du i dine første tredive år af dit liv har været for ucharmerende og grim til at finde dig en kone. Ih tak! Sandheden skal man høre fra familie og venner. Men hvad er ægteskabet egentlig værd, når det kommer til stykket? Tja, det er vel efterhånden kun få præster, der ved alteret kan sige den dér med, til døden jer skiller uden at være ved at dø af grin indvendigt. En praktisk foranstaltning ville være, hvis præsten sluttede ceremonien af med at spørge begge parter, om de har en god advokat. Eller sagde, til uvenskab jer skiller, til utroskab jer skiller eller hvad med, til I måske en dag vokser fra hinanden. Lad os lige være realistiske et øjeblik. Det er i dag meget få, der bliver sammen hele livet, medmindre de umiddelbart efter bryllupsmiddagen beslutter sig for at svømme en lang tur, får krampe og dør. Risikoen er specielt stor, hvis man har spist melboller. Men selve brylluppet er jo ganske romantisk. Til tonerne af kirkeorglet skridter bruden sammen med sin far stolt og from op ad kirkegulvet, smuk og yndig som aldrig før. Bagefter holder præsten en kort tale, der ofte indeholder en blanding af personlige oplysninger, han har fået af brudeparrets familie og så et par kirkelige fraser. Det kan indimellem være en temmelig langsommelig affære, og der er eksempler på folk, der midt i ceremonien har rakt en finger i vejret og spurgt præsten, undskyld, må man gerne ryge her? At deltage i ikke- protestantiske bryllupper kan være en meget anderledes oplevelse. Personligt deltog jeg ved en enkelt lejlighed i et jødisk bryllup. Det var skrækkeligt! På vej ind i synagogen forsøgte to ortodokse jøder at omskære mig med en rusten barberkniv. I ren panik faldt jeg på knæ og råbte med foldede hænder, omskær mig ikke, thi jeg har min tissemand kær! Den kan ikke gå barhovedet omkring, thi den vil fryse! De forbarmede sig og lod mig gå, efter at jeg havde betalt dem 200 kr. hver. Inden selve vielsen finder sted, synges der et par salmer om gud, små pipfugle og pæne blomstermarker. Alt oser af harmoni og romantik, og undertiden får man gåsehud over hele kroppen. Den nærmeste familie snøfter, og enkelte fælder en tåre. Andre får kvalme, men det er et spørgsmål om temperament. Hvor er det smukt! Alt ville være perfekt, hvis det ikke var for ham, som kun er inviteret med af ren og skær pligt. Ham som sidder på bagerste række med en åben halvbeskidt skjorte, lyseblå gabardinebukser og sejlersko med flæser og klunker. Det er mig en gåde, men jeg har konstateret, at han findes i næsten alle familier. For kort tid siden deltog jeg ved et bryllup, og der var han gu hjælpe mig også. Usoigneret sad han bagerst i kirken og nippede til en guldøl midt under vielsen. Da præsten nåede til, og nu tilspørger jeg..., bøvsede han, så hele kirken med ét blev tavs, og Jesus vibrerede på korset. En kirkelig udsmider trådte truende hen til ham og sagde en forbandelse. Når den formelle ceremoni er afsluttet, træder brudeparret ud af kirken, hvor de inviterede overdænger dem med ris. Har man ingen ris, kan man altid anvende nogle småsten ikke brosten, det larmer for meget. Dernæst går turen til det alle har ventet på middagen. Man har lige spenderet hundredvis af kroner på en gave og vil gerne have noget for pengene. Det er ret og rimeligt! Den består oftest af gastronomiske lækkerier som laks, oksemørbrad, rejer o.l., men jeg har dog været udsat for et brudepar, der vendte et par burgere i baghaven. Det var sidst på måneden! Tilmed havde de skrevet på indbydelsen, at man selv skulle medbringe drikkevarer. Men jeg tilgav dem, fordi de begge var langtidsledige, der netop var blevet dømt for socialt bedrageri. For at vride flest mulige kontanter ud af kommunekassen boede de officielt hver for sig. Hun i Rio og han i Amsterdam. Det gjorde, at jeg på et tidspunkt overvejede at ringe til skattekontoret for at undersøge, om jeg ikke kunne betale lidt mindre i skat, og i stedet bare sende dette nygifte par en check hver måned. En kommunal sporhund havde imidlertid under en ransagning i hendes hjem lugtet sig frem til et par beskidte underbukser, der efter 2

3 en DNA analyse viste sig at tilhøre ham. De skulle tilbagebetale en uhyrlig sum penge og var derfor nødt til at holde det, der formentlig var verdenshistoriens mest beskedne bryllup. Ringene var forgyldt jern, købt hos en klejnsmed, og bryllupskagen bestod af en halvtør spandauer med fire flag. Kærlighed og kildevand. Det var bestemt ikke af økonomiske årsager, at de havde valgt hinanden. Et bryllup er en vidunderlig ting. To mennesker der erklærer deres kærlighed til hinanden. Det er romantisk, smukt og harmonisk, men varer som sagt ikke altid evigt. Ægteskabet er en pagt mellem to, der betyder, at man helst skal sove sammen mindst én gang om ugen. Fortrinsvis i samme seng. I en vis forstand ligger der i denne pagt, at ægtefolk ejer hinanden samt de materielle goder, der bliver skrabet sammen i tidens løb. Men rent følelsesmæssigt er det langtfra sikkert, at de bliver ved med at have noget tilfælles. Det behøver imidlertid ikke at betyde, at pagten bliver ophævet ved skilsmisse, for så skal huset måske sælges, ungerne splittes op og hvad med blender, strygejern, video, fjernsyn, møbler, tæpper, telefon, vaskemaskine, tørretumbler, fryseskab, bestik, gryder, billeder, bøger, stereoanlæg osv. Okay, lad os se det i øjnene, vi er ligeså fjernt fra hinanden som Jorden og Saturn, men det er i sandhed alt for kompliceret at blive skilt. Vi er måske ikke lykkelige, men vi beholder huset. Det hedder sig, at man skal elske og ære hinanden både i medgang og modgang. Men hvis man nu har haft modgang i de sidste ti år, skal man så forblive i den tro, at der er lys for enden af den mørke tunnel? Ægteskabet er ligesom gæld har man først fået det, er det svært at slippe af med. Men lad os efter disse noget deprimerende betragtninger se på bryllupper, der er gået over i historien. Napoleon og Josephine blev gift den 9. februar Hun var 32 år, og han kun 26, hvilket han prøvede at skjule med et falsk overskæg og kraftigt indlæg i skoene. Men der var andre problemer i forbindelse med dette bryllup. Napoleons mor, en frygtindgydende matrone med skægstubbe, ville formentlig ikke have godkendt brylluppet, og Napoleon underrettede hende derfor ikke herom. I øvrigt boede hans familie på Korsika, og han skrev senere, at han havde været forhindret i at sende besked, fordi hans eneste brevdue var blevet gravid med en ukendt krage. Uden tilstedeværelsen af deres respektive familier måtte brylluppet foregå i al stilhed, så de valgte at gå på rådhuset, hvor borgmesteren De Gylle foretog en ultrakort vielse. Hans ord var, I er hermed gift, og gid det må gå jer bedre end mig. Næste par...! De kiggede forelsket på hinanden. Josephine strålede som en sol, og Napoleon var glad for, at det hele var overstået, for han var umådelig træt af at stå på tæer. Bryllupsnatten var en ren katastrofe, fordi Josephines kinesiske kamphund ved navn Fortuné havde lagt sig til rette på sengen og nægtede at flytte sig. Napoleon var bange for dette monster af en hund, men Josephine sagde, at den havde for vane at sove hos hende, hvilket han måtte acceptere. Bedst som de elskede, fik Fortuné erektion og lavede hidsige samlejebevægelser opad Napoleons højre lår. Han kastede sig ud af sengen, greb sit sværd og dræbte hunden med ét eneste hug. Josephine var opløst af gråd og kastede sig på knæ ved siden af sin døde hund. Dit udyr, den ville jo blot være kærlig, skreg hun fuld af harme. Jeg ved det, sagde han, men jeg har aldrig haft sex med en hund og agter ikke at starte på min bryllupsnat. Derpå klædte han sig hurtigt på og drog til Italien, hvor den franske hær på mand ventede ham. Hans sidste ord til Josephine var, mød mig i Milano på Café Mozarella kl onsdag otte dage fra i dag. Jeg gi r en bajer. Napoleon var et geni. Han var hårdtarbejdende (sov efter eget udsagn kun fire timer om ugen), en stor strateg og fejrede det ene triumftog efter det andet. Men alt imens han og den franske hær myrdede løs på deres togter, var Josephine efterladt i Paris. Han sendte hende en strøm af lidenskabelige breve, og når han ikke skrev, havde han lige akkurat tid til en affære her og der. Pauline Foures og Maria Walevska var nogle af dem, der distraherede hans brevskrivning til Josephine. Nej, Napoleon spildte bestemt ikke tiden i nogen henseende. Alligevel er hans breve til Josephine gået over i historien, måske fordi de viste det menneskelige i en tyran, der på sine felttog lagde alt øde bag sig. Et af sine mange breve sendte Napoleon til Josephine den 10. august 1796, og det lyder: Kære Josephine 3

4 Ved alle guder, hvor jeg savner dig. Jeg drømte i nat, at jeg holdt dig fast i mine arme, jeg kærtegnede blidt din hals og pande, men da jeg vågnede, var det en af officerernes koner. To timer senere smed jeg hende ud af teltet. Tilgiv mig, Josephine, jeg troede virkelig, at det var dig. Livet her er ikke let, oh gid, du var her og kunne støtte mig i min nød. Min hest, som jeg har valgt at kalde Robespierre, volder mig kun kvaler. Hver gang jeg står på min lille fodskammel og forsøger at svinge mig op i sadlen, flytter den på sig, det bæst. Jeg mister respekt, for alle soldaterne omkring mig fniser, når jeg gang på gang lander i mudderet. En af officererne gav mig ellers en lille islandsk pony, men det ville være for ydmygende for en mand af min rang. I øvrigt vil maleren Phillippoteaux forevige mig med et af hans storslåede malerier, og det ville gå min stolthed for nær, hvis eftertiden skulle se mig midt på kamppladsen ridende på en lille pony. Det kan man ikke byde mig. Jeg tænker ustandseligt på dig, og mit hjerte er ved at briste ved tanken om, at du skulle være mig utro, thi jeg føler mig som en Odysseus, der har efterladt sin hustru Penelope, der i tyve år måtte afvise alverdens bejlere. Gid, du må have samme viljestyrke! Jeg fortryder bittert, at jeg dræbte din køter Fortuné, men jeg lover at skaffe en ny, der er mindre viril. Eller hundrede om du vil, thi der er masser af hunde her i området. Jeg elsker dig overalt på jorden og ønsker blot, at du var mig nær. Skriv snart og send flere penge. Din Bonaparte Josephine besvarede hans brev og skrev, at han for fremtiden måtte gøre sig mere umage med sin skrift, for hun havde ikke forstået et ord af alle hans kragetæer. Til al uheld så en af hendes tjenestefolk Napoleons brev, og Paris blev fyldt med ondsindet sladder om, at han camouflerede sin manglende evne til at skrive ved at lave kruseduller, som intet levende væsen kunne læse. Enkelte, deriblandt Paul Barras, forsvarede ham dog med, at han formentlig havde stenograferet. Det største problem i Napoleons og Josephines ægteskab var, at hun ikke kunne få børn, selv om hun allerede havde en søn ved navn Eugene og en datter ved navn Hortense. Napoleon og Josephine var fortvivlede og forstod ikke årsagen til, at hun ikke længere kunne få børn. Eftertiden har imidlertid afdækket denne årsag, som i al sin enkelthed var, at Napoleon aldrig var hjemme. I 1808 blev de skilt efter 15 års ægteskab, hvoraf de havde set hinanden i sammenlagt 56 timer. Trak man den tid fra, de brugte på at sove, så havde de i realiteten aldrig mødt hinanden. Et mere nutidigt bryllup var imellem Prins Charles og Lady Diana. Det hele startede i pomp og pragt og endte med, at sladderpressen satte det engelske monarki under lup. Den ene skandale efter den anden blev optrævlet, og flere journalister har udtalt, at det hele formentlig startede med, at Prins Charles i 1989 blev kåret som Englands mest usexede mand. En fotograf havde på 500 m afstand fotograferet ham i bar overkrop, og hele England græd. Fotografiet blev bragt i den engelske splatteravis The Sun, som Prins Charles senere anlagde sag imod for legemsbeskadigelse og injurier. Ved et hastigt indkaldt pressemøde udtalte han i den forbindelse, min krop er måske ikke køn, men den er min egen! Ingen forstod, hvad han mente med den udtalelse, og han måtte bagefter erkende, at det gjorde han heller ikke selv. Jeg var rasende og på randen af et sammenbrud, sagde han. Dronning Elizabeth holdt et kort møde med Prins Charles på Buckingham Palace, hvor hun forbød ham at vise sig uden tøj i al fremtid. Rul gardinerne ned, når I går i seng, og gå alene i bad efter dine poloturneringer. Dette må ikke gentage sig, for jeg blev selv helt dårlig, da jeg så dette billede, og gå så for gud og Englands skyld hen og få lidt sol på din kridhvide splejsede krop. Du ligner en døende maddike, skældte hun. Prins Charles og Lady Diana havde intet nemt ægteskab. Under andre omstændigheder ville et ægteskabeligt skænderi formentlig kun være blevet hørt af naboen, specielt hvis det var en gammel nysgerrig pensionist, der lænede sit ene øre mod væggen, i håb om at få lidt mere indhold i en ellers lidet misundelsesværdig tilværelse. Men Prins Charles kunne ikke engang råbe kraftedeme under dynen, uden at det blev refereret i morgendagens underlødige aviser. Den engelske presse bevogtede dem bedre, end FBI gjorde det med mafiabossen og Gambino- familiens overhoved, John Gotti. Det blev så slemt, at Lady Diana en morgen kom skrigende ud fra deres badeværelse. Prins Charles foldede søvnig en avis sammen og gik ud mod toilettet, mens han ligegyldigt mumlede, nå, en edderkop igen. Det viste sig imidlertid at være en mindre fotograf, der havde skjult sig i badekarret med et 4

5 undervandskamera. Han sagde, at han skulle lave en reportage om grindehvalerne, men vist desværre var gået forkert. Ja, det skulle jeg mene, min herre, sagde Prins Charles og fulgte ham som en ægte britisk gentleman uden yderligere skærmydsler til døren. Lady Diana var ude af sig selv af raseri, fordi Prins Charles ikke havde gjort mere ved sagen og råbte, sig mig, Charles, har du lavt blodtryk, eller er du bare totalt blottet for temperament! Næste dag stod der på forsiden af avisen The Sun Prins Charles lider af lavt blodtryk. Det viste sig at være den engelske efterretningstjeneste MI5, der havde opsat mikrofoner i det engelske kongehus, og en agent var ved et rent uheld kommet til at lække et par informationer til pressen. Et uheld han blev betalt 5000 for af en mand med mørke solbriller og et unaturligt stort overbid. Denne aflytning var fyldt med sensationelle oplysninger. Det blev afsløret, at Dronning Elizabeth over for en ukendt kammerpige hævdede at have haft en lang samtale med Leonardo da Vinci, selv om han officielt døde i år Hun hævdede endvidere, at han havde lært hende meget om arkitektur, malerkunst, geologi og matematik. Han gemmer sig i Firenze, men kommer til London en af dagene, sagde hun. Den mest kontroversielle aflytning var imidlertid af Prins Charles og Lady Dianas dagligstue. De havde opholdt sig alene sammen i dette lokale i fire timer, og alt, hvad der var på det lange bånd, var følgende, Diana, gider du række mig teen? Nej! Nå, okay. Agenten udtalte senere, at en så ringe interaktion mellem to mennesker kun kan være et tegn på krise. Tre dage senere var avisoverskriften i The Sun, Prins Charles har telepatisk kontakt med Lady Diana og en indisk kioskejer i området omkring Piccadilly. Det med kioskejeren var noget, agenten selv havde tilføjet for at gøre historien mere interessant. Mens ægteskabet for alvor begyndte at revne i fugerne, blev sværmen af gribbe, der med deres skarpe syn konstant var på udkig efter et døende bytte, tættere og tættere. Fotografer og luderjournalister fra kulørte blade og frokostaviser afpatruljerede dagligt området, fordi de vidste, at der var mange penge i en god historie om skandaler i monarkiet. Her er intet helligt, og mon ikke de hjalp de døende lidt på vej? En af de sidste, der blev klar over, at ægteskabet mellem Prins Charles og Lady Diana var på vej mod en skilsmisse, var Prins Charles. Han åbnede et ukendt og ligegyldigt kulørt magasin og kiggede forundret på overskriften: Prins Charles og Lady Diana skal skilles! Han rynkede panden, kiggede forvirret op i luften og tænkte, skal vi det?! Dernæst gik han bedrøvet ned til springvandet på Trafalgar Square og mumlede sagte for sig selv, nå ja, hvis det ikke kan være anderledes. Alt i alt må man sige, at ægteskabet er gået af mode som en livslang pagt imellem to mennesker. Naturligvis er der noget romantisk over et bryllup. Det er en smuk og hellig agt at vise, man er hengiven over for hinanden og ønsker at tilbringe resten af sine dage sammen. Samtidig er det bedst at blive gift, for så er det mere besværligt at skilles. Med kærligheden følger også en vis usikkerhed og nervøsitet for at miste den anden, og så er det glimrende at kunne henvise til pagten, når det knager i fugerne. Men ægteskabet kan ikke tages så alvorligt mere. Det er snart ligeså almindeligt accepteret, at efter bryllup kommer skilsmisse, som at efter livet kommer døden. Men det er jo ikke noget at tude over. Man kan sagtens have et godt ægteskab så længe det varer. 5

6 En svunden tid Hvis det kan interessere nogen, får jeg lyst til at være nostalgisk et øjeblik og mindes min barndom, jeg tilbragte i en ussel baggårdslejlighed i Vanløse. Jeg var efter manges udsagn et sådan barn, som kun en mor kunne elske. Irriterende, voldelig og hvis jeg husker rigtigt temmelig ubegavet (det er jeg stadig, jeg er blot blevet bedre til at skjule det). Det førte bl.a. til, at min klasselærer i folkeskolen ved et forældremøde diskret lænede sig henover bordet og ganske sagte hviskede til mine forældre, vi har en mistanke om, at Deres barn er tilbagestående. Min mor protesterede, mens min far sagde, at der nok var noget om snakken. Vi boede i en lille toværelses lejlighed i stuen, og min lillebror og jeg havde et værelse sammen på størrelse med en brusekabine. For at udnytte den trange plads bedst muligt havde vi en køjeseng. Jeg lå øverst, og han nederst. Ofte drattede jeg ned i søvne og landede ublidt på det hårde gulv. I begyndelsen kiggede min lillebror bekymret på mig, når jeg lå fortumlet på gulvet, men efter nogen tid sagde han, at jeg burde binde mig fast, fordi han var træt af at blive vækket. Uden for vores soveværelsesvindue lå baggården, der var fuld af vilde katte. (Det var før, de blev gasset af en eller anden nævenyttig kommunalarbejder). Skraldespandene stod på rad og række, og asfalten var gammel og sprækket. Hele baggården var omkranset af en gigantisk mur, dvs. den var gigantisk dengang, fordi jeg ikke var særlig høj. Lidt længere væk lå en gammel tømmerhal, der forlængst var forladt og stod tilbage som en spøgelsesby. Store tomme bygninger i forfald. Overalt var der knuste ruder, vaklevorne trapper, affald og gabende vandhuller. Her havde kattene, rotterne og duerne bolig, og det var samtidig verdens bedste legeplads for nabolagets børn. Det er siden hen blevet nedrevet og erstattet med et moderne boligkompleks, en lille veltrimmet græsplæne, et par gynger og et sterilt legehus. Børn i dag skal have en satans god fantasi for at få morskab ud af den slags byfornyelse. Hvad skal vi lave i legehuset? Lad os først spraymale det med alle de beskidte ord vi kender, og bagefter brænder vi lortet ned til grunden! God idé! Jeg har siden dengang altid været tiltrukket af miljøer, som nogle mener, er i forfald og burde renoveres, men som jeg synes har en uforklarlig gnist af liv og hygge. Et godt miljø har det ligesom gode vine det tager år, før de vokser sig stærke og fyldige. Vores nabo var en vis fru Rogner. En gammel dame, der ikke havde været uden for en dør de sidste ti år. Hun led af en ubestemmelig frygt for verden omkring hende. Ingen syntes rigtigt at vide, hvad det var, men jeg hørte hende engang mumle om firben på størrelse med en folkevogn. Helt rask var hun bestemt ikke! Det var blevet mit job hver dag at hente et net fuld af portere til hende. Det gav et par kroner, som straks blev spenderet hos den lokale slikmutter, hvilket bevirkede, at jeg i dag har en større sølvmine i munden og vil være en lille formue værd, den dag jeg dør. Dagen lang sad fru Rogner i en snusket og altid mørk lejlighed og bællede portere. Denne korpulente dame med dobbelthager og tyrenakke var den eneste kvinde, jeg ikke havde sexfantasier om dengang. Men hun var ganske flink og min første arbejdsgiver. Når jeg tænker tilbage, må hun have levet et temmelig ensomt liv. En af mine legekammerater hed Kent. Legekammerat er måske så meget sagt. I hvert fald startede vi altid med at lege og endte altid med at ryge i totterne på hinanden. Det var i reglen mig, som tævede ham. Men efter ugerningen var det med at komme væk i en fart, for hans temperament eksploderede, og han greb efter sten, jernrør, eller hvad han nu kunne få fat i. Tilmed løb han afsindigt stærkt, så jeg slog ham altid så grundigt, at jeg kunne nå at slippe væk. Heldigvis blev han på et tidspunkt skudt i venstre ben med et luftgevær, hvilket nedsatte hans fart væsentligt. Derved kunne jeg nøjes med at lunte væk, efter at jeg havde tævet ham. Hans kolossale temperament gjorde, at han altid skreg voldsomt op, når vi sloges. Folk i ejendommen måtte have vænnet sig til det, for engang havde han fået fingrene i klemme i en dør og skreg som en vanvittig. Ingen tog notits af larmen, og først én time senere blev han befriet af et postbud. Han havde brækket to fingre, hvilket var aldeles glimrende, for så kunne han hverken løbe eller slå. 6

7 Jeg sloges ustandseligt i den periode, og også inden for familien havde vi vores kontroverser. Vi havde, om jeg så må sige, vores egen lille private fødekæde, hvor min far tævede mig, jeg tævede min lillebror, som i mangel af bedre pillede benene af et par forbipasserende edderkopper. Men min lillebror var altid mere begavet end jeg. Han havde efterhånden lært lektien, og hver gang han fornemmede, at der var øretæver i luften, satte han et stort vræl op. Ofte stod jeg desorienteret og modtog en syngende lussing fra en bjørnelab for noget, jeg nok havde i tankerne, men ikke havde haft tid til at fuldføre. Den slags justitsmord forekom. Når jeg tænker tilbage, ser jeg formentlig den tid i et mere romantisk lys, end den i virkeligheden var. Men der var bestemt mere hygge og fællesskab dengang først i halvfjerdserne. Om sommeren samledes en del af ejendommens beboere sig i baggården for at spise frokost. Der blev drukket et par bajere på trappestenene, og naboerne kiggede af og til ind hos hinanden. De havde et fællesrum i kælderen, og de fleste kom godt ud af det med hinanden. Men det er en svunden tid. I dag sker det, at det første og sidste bekendtskab, man stifter med sin nabo, er, når man stikker næsen i vejret, snuser ind og henkastet bemærker, her lugter råddent, jeg tror sgu, at kællingen ved siden af er kreperet! Der var mange børn i ejendommen, og jeg nåede vist nok at tæve dem alle sammen. Købmand Hvidt, som havde sin forretning lige ud til Jernbane Allé, havde en søn ved navn Morten, som jeg for det meste lod være i fred. Der var imidlertid en enkelt gang, hvor han fint klædt på var på vej mod en fødselsdag. Jeg husker ikke hvorfor, men blot at jeg, inden han drog af sted med sine forældre, nåede at tvære hans ganske legeme ned i en mudderpøl. Der var et stort postyr, og pludselig kunne mine forældre ikke længere få kredit hos købmand Hvidt. Så var der Jørgen, som havde nogle mærkelige forældre. Faderen så man kun, når han kørte på arbejde, og når han kom hjem igen, og moderen hang konstant ud af sit vindue på fjerde sal. Ingen vidste præcist, hvad hun gloede på, men det måtte være noget meget interessant, for hun var der altid. Eller måske kedede hun sig bare. Jørgen var et meget overbeskyttet barn, som kun sjældent kom ud, og når det endelig skete, gebærdede han sig som en dreng i konfirmationstøj, der frygtsomt undgår alt, hvad der er beskidt. Han var sådan én, vi andre mente kunne dø af en mindre forkølelse. Endelig var der Preben. En lille fyr med krøllet hår, som boede alene med sin mor. Egentlig mindede han meget om filmskuespilleren Gene Wilder i miniudgave. Preben var gårdens løgnhals, og alting blev meget større og bedre, når han fortalte. Man vidste aldrig helt, hvornår han løj, og hvornår han fortalte sandheden, og jeg er heller ikke sikker på, om han selv vidste det. Hans mor havde en del mandlige bekendte, i hvert fald mindede hendes opgang ofte om informationskontoret på Hovedbanegården. De stod nærmest i kø, og hver gang der var nyt besøg, så skulle Preben ned og lege. Den unge legede mere end alle os andre tilsammen, og vi havde spændende fantasier om, hvad der foregik i lejligheden, hver gang vi så Preben lege. Børnene i gården havde én fjende, og det var viceværten. En gammel krumrygget mand, der gik omkring som en vingeskudt fugl. Vi hadede ham og var også en smule bange for ham. Det var vores kvarters svar på Klokkeren fra Notre Dame. Han generede os, og vi gjorde vores bedste for at irritere ham. Der var ikke et nytår, vi fejrede uden at smide kinesere ind ad hans brevsprække. Der gik ikke en sommer, uden at vi smed pærer efter ham. Der gik også en del rygter om viceværten. Prebens morfar, som boede i ejendommen, havde en tynd arm, som hang slapt ved hans side. Vi forstod ikke helt, hvorfor hans arm så således ud, men Preben fortalte, at det var viceværten, der havde kommet tyggegummi på trappen, så hans morfar var faldet og havde kvæstet sin arm. Endnu én af hans løgne, men vi troede på det og hadede viceværten endnu mere. Men det var sundt at have en fælles fjende, for det styrkede sammenholdet. Sådan er det for børn, og sådan er det for voksne. Alting var større og mere spændende dengang. Om vinteren var snefnuggene kæmpemæssige, om sommeren var det så varmt som i Sahara. Det er skønt at være barn, når man har lagt barndommen bag sig. Der var uendeligt mange lektier, og var det ikke fordi, min far bandt mig til spisebordet med en halv rulle sejlgarn og beordrede mig til at læse, ville jeg formentlig stadig tro, at det var Kejser Wilhelm, der opdagede Amerika i år 1492, og at geometri er et fransk ord for pillede rejer. Jeg var ikke særlig flittig i skolen, og mit geni bestod i al beskedenhed i at opfinde nye metoder til at drive lærerne 7

8 til vanvid. Når de af forståelige årsager ikke kunne holde mig ud længere, sendte de mig i p- klassen. Det var i al sin enkelthed et sted, hvor irriterende unger blev anbragt i alt fra én dag til flere uger. En slags pædagogisk fængsel. Jeg fik en ubetinget dom på tre uger, hvor jeg lavede små dannebrogsflag i træ sammen med andre indsatte. Til alt held blev det ikke starten på en længere kriminel løbebane. Jeg rendte omkring i lykkelig uvidenhed og fandt alting nyt og underfundigt. Tiden var uendelig lang, netop fordi alting blev oplevet for første gang. En togrejse til Dyrehaven var fantastisk, og jeg kan stadig fornemme duften, stemningen og lydene, hver gang jeg træder ind på Vanløse station. Det var før, det rationelle, logikken og det konforme blev mig til dels. Længe før jeg forstod, at man rækker hånden op, når man vil tale, skal sige tak, når man får noget, undertrykke aggressive impulser og gå mange år i skole, så man en dag kan blive produktiv til alles bedste. Min karriere som fuldblodsateist startede tidligt. En søndag, da jeg sad sammen med mine forældre i en stuvende fuld kirke, hørte jeg præsten sige, at Gud havde skabt Jorden på syv dage. Uden at tøve hoppede jeg op på bænken og råbte, at det umuligt kunne passe, når jeg tænkte på, hvor længe det havde taget mig at lave en hylde i træsløjd! Alle i kirken brød ud i latter, og præsten gik hurtigt videre. Det var første og sidste gang, jeg deltog i en gudstjeneste. Senere skulle en del af mine jævnaldrende ganske vist konfirmeres, fordi de havde hørt, at der var gode penge i den slags. Måske endda et stereoanlæg. Deres forældre holdt tilmed en stor fest, selv om mange af dem ikke havde råd, men fint skulle det være. For mig blev der kun afholdt en lille fest, men jeg fik mit stereoanlæg og slap for at lære noget, jeg alligevel ikke troede på. Det var nu en udmærket handel! I vores familie var pengene aldrig noget problem, for vi havde næsten ingen. Ikke at vi led nogen nød. Der var lige tilstrækkeligt med penge til, at vi kunne leve dette gennemsnitlige liv, hvor ingen havde grund til at klage. Jeg var totalt uvidende om, hvor vi befandt os på den sociale rangstige, fordi alle, jeg kendte i vores kvarter, mere eller mindre lå på samme niveau som os. Og når der ikke er nogen at være misundelig på, så er man måske mere tilfreds med sin situation. Man pines ikke af tanken om det, man går glip af, fordi man ikke ved, hvad det er. Min far havde det med at købe på afbetaling, formentlig fordi han mente, at det mest fornuftige var at prøve tingene ordentligt igennem, før man betalte. Men min mor var mere fornuftig med pengene, og det forløb gerne således, at min far købte tingene på afbetaling, hvorefter min mor leverede varerne tilbage. I økonomisk henseende var de to modpoler, som en nærig regnskabschef og en filantrop. Denne forstand på penge havde hun ikke fra fremmede. Min morfar var så nærig, at han kunne dø af sult i et supermarked med 500 kr. i lommen. Som ung havde han og en kammerat engang slået et telt op på nogle gæstfrie menneskers sommerhusgrund. De fik pladsen ganske gratis, der blev sørget godt for dem, og da de efter en uge rykkede teltpælene op for at tage hjem, opdagede min morfar, at han havde en halv pakke rugbrød tilbage. Han spankulerede frejdigt op til de gæstfrie menneskers sommerhus, bankede på døren og spurgte, om de ville købe resten af hans rugbrød. De kiggede måbende på ham og sagde, nej tak, vi har selv. Han prøvede endda at prutte om prisen, men eftersom de blev ved med at afslå hans tilbud, smed han rugbrødet væk. Når min lillebror og jeg tog til Amager, hvor begge vores bedsteforældre boede, var morfar ikke meget for at slippe slanterne. I de perioder hvor vi manglede penge, hvad børn jo i reglen altid gør, tog vi på turné og besøgte først vores farmor og dernæst mormor og morfar. Kvinderne var altid gavmilde, mens han var typen, der stak os en 5 er hver og sagde, mor jer rigtig godt for pengene, drenge. Ih tak, er du nu også sikker på, at du har råd! Det spørgsmål stillede vi kun en enkelt gang, for han fangede ikke rigtigt det ironiske tonefald og sagde, nej okay, giv mig den ene 5 er tilbage. En enkelt må være mere end rigeligt. En værre fedtsyl! Til alt held stod vores farmor og mormor altid i kulissen for i al hemmelighed at supplere pengene. Jeg husker, at jeg ved en enkelt lejlighed kaldte ham nærig. Det var hans ømme tå, og han blev ildrød i hovedet af raseri. Det var den eneste gang, jeg oplevede ham sådan. Ordet nærig virkede på ham, som toreadorens baller virker på en arrig tyr. Kort efter forsvandt han ud af døren og gik direkte på værtshus. Han blev stiv, snublede på vejen hjem over en forhøjning i fortorvet og brækkede næsen for tredje gang. Han kendte Amagerbrogades fliser bedre end de fleste, for han havde det gerne med at skulle dunke sin tud ned i dem, hver gang han slingrede hjem fra værtshus. Hans næse tog med tiden 8

9 form af en skihopbakke, og nogle troede, at han havde været professionel bokser. Ja, han havde en del heftige kampe med fliserne, men det var nu også det hele. Det værste var, når han fik lagt sit ansigt i gips, og vi skulle sove der. Han lignede en mumie, der ikke kunne finde sin sarkofag, når han hvileløst gik omkring om natten, fordi han ikke kunne sove. Specielt min lillebror var skrækslagen for ham og råbte hele tiden op om, at morfar så syg og mærkelig ud. Hver sommer blev jeg sendt på svagbørnskoloni. Officielt fordi jeg havde godt af at tilbringe en måneds tid på landet, uofficielt fordi mine forældre havde brug for lidt tid alene. Men disse somre på den jyske hede ved stranden, i lyngen, i sovesalene sammen med andre unger var altid en stor oplevelse. Disse somre hvor tiden føltes uendelig lang, og jeg kun sjældent savnede baggården hjemme i Vanløse. Det var et fristed for byens børn, hvor der var rigtige køer og grise, og hvor betonen var grøn så langt øjet rakte. Det var himmerige. Ingen forældre der gav ordre og kun et par pædagoger, der selv holdt en slags ferie, og som derfor ikke gad bruge for meget tid på at holde opsyn. Men den store frihed havde sin pris, for børn kan være grusomme overfor hinanden. De er måske ikke mere onde end voksne kan være det, men de er mere direkte i deres mobning. På en af disse ferier var der en lille mager fyr ved navn John Fick. Han var vel omkring de 10 år, men suttede stadig på tommelfinger, når han sov og vågnede af og til op i våde lagner. Børn har i reglen ingen forståelse overfor den slags, og han blev sommerlejrenes fortrukne offer for drilleriet. En morgen stod der en mindre forsamling af lede unger og morede sig kosteligt foran toiletdøren. Ukendte gerningsmænd havde taget et par af John Ficks underbukser, brugt et stykke chokolade på at lave det største bremsespor set i mands minde og hængt dem op på døren med en lille seddel, hvorpå der stod: John Fick skred i svinget. De gode blev forarget, og de onde lo en skadefro latter. Det værste for denne ulykkelige unge var, at han aldrig fik nogen pakker hjemmefra. Intet brev, ingen slik, ingen penge ingenting. Hans forældre havde formentlig glemt, de havde ham. Men en dag blev hans navn endelig råbt op i spisesalen, og han modtog glædestrålende sin første pakke. Lynhurtigt og forventningsfuld flåede han papiret af og nåede ind til pakkens indhold. Det var en hundelort. John Fick gloede vantro på lorten, og stanken bredte sig i spisesalen. En mindre gruppe unger skreg af grin, mens John Fick hurtigt forsvandt ud af døren. Jeg skummede af raseri. Det var ikke morsomt, og jeg fandt senere en af de skyldige, som jeg tævede noget så nederdrægtigt. Jeg var ingen engel, men vidste, hvad det ville sige at blive drillet. Jeg havde prøvet at være omgivet af alle disse kujoner, som bagtaler i krogene, planlægger diverse ondskabsfuldheder og savler, når andre lider nederlag. Alle disse hyklere har jeg både mødt som barn og som voksen. De voksne gemmer sig blot bag en velafpudset facade. De sender måske ikke hundelorte til hinanden, men det er tanken, der tæller. Den bedste forståelse for mennesker, der er i skidtet, får man, hvis man selv har været der. Når opholdene på svagbørnskolonierne var forbi, vendte jeg hjem til baggården og skolen med nye kræfter. Kræfter jeg gerne brugte på alle mulige unoder. Jeg var ikke ligefrem noget populært barn, og en mor til en af mine klassekammerater skrev et brev til skolens rektor, hvori hun allernådigst anmodede om, at jeg blev flyttet til en anden skole. Helst til et andet land. Hun var akademiker og havde store planer på sin unges vegne, hvis ve og vel hun var overbevist om, at jeg spolerede. Nå ja, jeg havde tævet ham et par gange, fordi han altid fedtede for lærerne, men ellers ville jeg ham jo ikke noget ondt. Det hele endte imidlertid ganske fortrinligt. Jeg fik lov at blive, mens hans mor forflyttede sin unge til en privatskole i Hellerup, hvor det blev betegnet som afstumpet adfærd at bande. Jeg mødte ham senere i livet, hvor han var igang med en økonomisk uddannelse, som han hele tiden snakkede om. Jeg fik igen lyst til at tæve ham, men det gik ikke længere, fordi jeg i mellemtiden var blevet voksen. Jeg levede mine barndomsår blandt vilde katte, skraldespande, forladte bygninger og andre unger, som med rette ikke kunne fordrage mig. Jeg var en lille djævel. På ingen måde ondskabsfuld, men jeg havde et stort problem med at kontrollere mit temperament. Ofte udførte mine små lede hænder tanker og følelser, som jeg ikke havde nået at give dem ordre til. Der var ingen overvejelser, ingen medfølelse og ingen bagtanker. Det var som om, de handlede selvstændigt i blindt raseri, og det var 9

10 først bagefter, at jeg tænkte, hovsa! Jeg har dummet mig igen. Jeg havde meget at lære, og med tiden blev jeg bedre til at kontrollere vildskaben. Ja, til sidst syntes den helt at være forsvundet, og jeg skar kun tænder i søvne. 10

11 Sex, hykleri og kærlighed Vi lever i en tid, hvor alle synes at gå i seng med alle, og hvor vaskemaskinerne knapt nok kan holde tempoet til at rengøre de tusinder af lagener og underbukser. Eller sagt med andre ord: Hvis præventionen ikke var opfundet, ville Danmark i dag have et indbyggertal på størrelse med Kinas. En skrækkelig tanke specielt når man tager i betragtning, at landet ville blive oversvømmet af tedrikkende børnehavepædagoger, og nationalbeklædningen ville blive sandaler og lilla halstørklæder. Sex er den bedste fritidsbeskæftigelse, der findes, og den dyrkes i fuldt flor med eller uden partner. Alle gør det, og alle snakker om det nogle bag nedrullede gardiner, men alligevel. Vi tænker på sex i alle mulige forskellige situationer. Når vi sidder i bussen, midt i et møde, i kantinen, og mest når der går en lækker sag lige forbi os af den slags, der kan give én tårer i øjnene. Man kan stå og holde en vigtig tale på arbejdet fx, jeg vil gerne fremlægge marketingplanen for i år, som er udarbejdet... hold da kæft, nogle bryster! Og sikken en krop! Hov, hun kigger på mig. Åh gud, lad mig ikke få rejsning lige nu. Man kan ikke få rejsning af at snakke om marketingplaner, så tror de sgu jeg er syg... i samarbejde med vores reklamebureau. Sex er ikke rationelt, og det er den eneste form for narkotika, som endnu ikke er på politiets liste over euforiserende stoffer. Det er den eneste situation, hvor ens hjerne kan tage på ferie, og hvor det eneste, man skal koncentrere sig om, er at holde rytmen. Nogle har også problemer med at holde partneren vågen, men lad det nu være. I disse lidenskabelige øjeblikke kommer den chimpanse frem, som findes i alle mennesker, og der laves lyde uden sidestykke. Der bliver stønnet og pustet, råbt ja, ja! Åh, åh! Hurra! og naboerne tænker, gid de snart ville holde kæft og sove! Man ænser intet i dette øjeblik. Lejligheden kunne brænde, og man ville tænke, hva pokker, det er jo bare ild! Ad helvede til med lejligheden, bare vi får lov at beholde sengen. Det er netop, fordi hjernen tager på ferie, at en del af os i virkeligheden er blevet til ved et uheld. Nogle mænd begynder faktisk først at snakke om prævention, når de er nået til smøgen, og hjernen er vendt frygteligt tilbage. På det tidspunkt kommer der også af og til begavede bemærkninger som: Undskyld, hvad var det nu, du hed? Behovene er tilfredsstillet, og man ligger side om side totalt udmattet. Den bedste følelse der findes og uden sammenligning bedre end en uge i Barcelona. Sex har unægtelig mange skikkelser. Det kan være af kærlighed, eller det kan være, fordi man lidt for længe har været henvist til at læse blade på toilettet med mænd og kvinder i alverdens akrobatiske stillinger. Med fare for at oversimplificere kan man sige, at der er dem, man spiser morgenmad med bagefter, og så er der dem, man spørger, undskyld, hvad var det nu, du hed? En tredje slags er dem, der besøger én på et ret ubelejligt tidspunkt sådan ca. ni måneder senere. Ret beset har man bedst sex sammen med én, man føler noget for, idet man i den situation også tænker på, at den anden skal have noget ud af det. Er det måske ikke en fryd at kunne tilfredsstille den, man er sammen med!? Sex uden følelser er som at spise fastfood og så bagefter gå direkte ud for at tage opvasken. Ofte ligger den ene af parterne tilbage og tænker, jeg tror nok, jeg var i seng med en eller anden, men jeg er ikke sikker. Men på det tidspunkt er det jo også ligegyldigt, det handler bare om at finde sine underbukser igen og få bestilt en taxi. (Hvorfor kan man i øvrigt aldrig finde sine underbukser bagefter? Man er overbevist om, at man har lagt dem et bestemt sted, og alligevel bliver de altid væk. Et mysterium! Man skulle tro, at de havde deres egen vilje.) Når taxien så ankommer, siges der pænt farvel, der udveksles håndtryk, og enkelte går endog så langt, at de kysser hinanden. På vejen ned af trappen tænker han, hvad var det nu, hun hed? Oftest mødes de ikke igen, medmindre den ene pludselig taber alt håret forneden og efter et lægebesøg ringer op og siger, hej, jeg øh. Kan du huske mig? Jeg har lige været hos lægen, og øh, jeg bliver nødt til at sove alene de næste tre måneder. Det er nok en god idé, hvis du bliver undersøgt! 11

12 Når vi nu snakker om sex, så lad os være enige om, at optakten til det store øjeblik er det mest interessante. Bagefter ligger man jo bare og sveder og har det pragtfuldt. Af en eller anden grund er det i reglen mandens lod at være den aggressive og opsøgende, når kontakten skal skabes. Disse nervøse situationer, hvor mange forfalder til at stille spørgsmål som, tror du, vi får regn i næste uge? Eller undskyld, har du ikke en lillesøster, som ligner min lillebror? Efter ti guldøl på en bar forsvinder nervøsiteten som regel, og de indledende spørgsmål ændrer karakter. Så bliver det noget i retning af, du har simpelthen de flotteste patter, jeg har set i denne uge! Eller hvis jeg ikke får sex i aften, så skyder jeg mig selv! Alkohol får en del mænd til at miste stil og ære. Hjernen flyver ud af venstre øre, lynlåsen åbnes, og hjernen bevæger sig ind i mørket. Derefter går den vilde jagt, og ti minutter før stedet lukker, angribes alt, der ser feminint ud. Var det tilladt, ville nogle gokke pigen i knolden med en trækølle og slæbe hende hjem ved håret. Men den tid er forbi, og i stedet fyger tilbud om kaffe på sengen, morgenmad, gratis transport osv. igennem luften. Andre fortæller med vigtig mine om deres godt betalte job og deler flittigt ud af den medbragte stak business cards, mens de med en påtaget romantisk attitude går udenfor med pigen og siger, du er simpelthen den mest vidunderlige person, jeg nogensinde har mødt. Jeg kan se stjernerne i dine øjne! Men det er jo helt overskyet! Hva øh, så må det være dine kontaktlinser, der er fugtige. Hykleriet har med andre ord nået sit højdepunkt. Alt er tilladt, og de smarteste får en pige med hjem. Ikke altid én de ville drømme om at tage i hånden på åben gade. Man kunne jo møde nogen, man kender! Gode venner eller i nogle tilfælde kæresten. I øvrigt er hendes røv også ti kilo for stor. Men sengen og ens lejlighed kan man godt strække sig til at vise hende. Der bliver sludret lidt om dit og dat, der kysses, og lidt efter begynder han at rode med sammenføjningen på hendes bh, som altid er modbydelig svær at få op. I dette sekund sker det, at hun siger, NEJ!!! Men!? Nej, jeg føler ikke, at jeg kender dig godt nok. Arr, nu har vi været sammen i to stive timer! Du ved, tid er noget relativt, og vi kender måske allerede hinanden bedre end folk, der har tilbragt lidenskabsløse år sammen. To timer er sgu da to timer! Nårr ja, men jeg føler blot, at jeg har kendt dig længere. Holder du virkelig af mig? Selvfølgelig holder jeg af dig, ville jeg ellers ligge her?! Jeg synes alligevel, vi skal vente lidt med at gå i seng sammen, hvis du virkelig holder af mig, så vil du også vente lidt, ikke? Jo, jo gerne for mig. Han kysser hende blidt og kærligt på panden og stryger hendes hår forsigtigt. I nogle få minutter spiller han den store romantiker, og derefter kan der igen angribes. Det gælder om at vinde hendes tillid, præcist som når man langsomt og kærligt kæler med en due for at berolige den, lige før man drejer halsen om på den. 12

13 Ih! Nu er du der igen, lad nu den bh være! Men jeg kan ikke holde fingrene i ro ved siden af dig, er det magneter eller bryster, den skjuler. Hvis jeg nu lover at ligge helt stille, tager du den så ikke af, jeg føler virkelig, at den kradser, når jeg holder om dig. Hmm. Okay, okay, men du holder nallerne fra mine trusser, om de så kradser nok så meget. Jeg ved ikke, hvad der går af mig, sådan noget har jeg aldriiiiig gjort før! Den kendte franske sexolog Joëlle Hamon har i sin bog: Laisses mon cul tranquille skrevet, at når bh en først er faldet, så flyver trusserne som regel kort efter over på en lampeskærm. Hey, for sidste gang slip mine trusser! Hov! Var det dine trusser, jeg troede det var dynen. Skal vi ikke bare sove!? Jo, okay. En halv time senere efter alverdens kropsvridninger og mavedans på lagnet. Godt, så tager jeg trusserne af. Gu ske lov! Men jeg vil stadig ikke gå i seng med dig. Slap nu af, det er bare et lille stik, du kan næsten ikke mærke det. Et lille stik, hvad ævler du om!? Telefonen ringer. Hvem fanden ringer til mig på denne tid af natten!!! Jeg gider ikke at tage den, der er telefonsvarer på. Telefonsvarer: Hej skat, det er Sofie. Jeg er inde i byen og tænkte på at kigge forbi, så vi kunne sove sammen. Nå, men du er jo ikke hjemme, så øh, jeg ringer til dig i morgen. Hej! Duuuuut! Hvem er Sofie? Hva øh. Årr, en pige jeg kendte for måneder siden. Virkelig længe siden jeg sidst så hende. Ja, faktisk kan jeg dårligt huske, hvordan hun ser ud. Og så kalder hun dig skat og ringer midt om natten?! Ja, en meget ligefrem pige. Hun har formentlig mistet sin lejlighed og så mig som sin sidste redning. Rend og hop. Hvor er mine trusser, jeg skal hjem. Går du allerede?! 13

14 Jep! Okay, jeg kan godt se, det virker lidt mistænksomt, men det er rigtigt, hvad jeg siger. Jeg lyver aldrig på fredage. Intet kunne interessere mig mindre! Hvor lagde jeg nu min jakke?! Den hænger i garderoben. Det ærgrer mig, at du er sur. Skal vi ikke ses en anden dag? Det tror jeg ikke, jeg gider, men du kan jo altid finde mit nummer i telefonbogen. Telefonbogen, nå ja. Øh, undskyld, men hvad var det nu du hed? Tja, sådan kan det gå. Som sagt har sex et utal af skikkelser, og utroskab er en af dem. Det værste der findes! Tilmed er det ret krævende, idet man hele tiden må være på vagt for ikke at blive opdaget. Læbestift på skjorten, lugten af fremmed parfume, konstant overarbejde. Ja, der er hele repertoiret af mistænkelige ting og sager. I nogle forhold har partneren en kæmpe næse, som kan opsnuse selv den mindste detalje. Personligt er jeg bange for utroskab. Jeg er fx bange for, at jeg en dag kommer hjem og finder postbudets hat og underbukser på stumtjeneren. Jeg stod engang på et diskotek, hvor jeg blev inviteret ud og danse af en pige, der havde sin kæreste med. Vi havde danset i fem minutter, og så tog hun mig i skridtet. Jeg havde ikke en gang gjort hende noget! Så jeg sagde tak for dansen, og så sagde hun, kan du ikke li musikken? Jo, sagde jeg, men dit hår lugter! Hun havde Glistrups tænder, og Pia Kjærsgaards næse! Kærester og den slags er ikke altid nogen hindring. Nogle mennesker går adskillige polterabends igennem. Man går lige tur ned ad Strøget en fredag aften, og så møder man sådan tyve mennesker i badehætte og svømmefødder. Det er derfor Elizabeth Taylor er blevet gift otte gange. Hun kan simpelthen godt li at hoppe omkring i badehætte og svømmefødder. Otte gange har hun sagt ja foran præsten. Og hver gang har hun tænkt, rend og hop, jeg skal snart ha badehætten på igen! Nogle render blinde omkring og tror naivt på, at den liste med telefonnumre over tyve forskellige piger, som hun fandt i hans skjortelomme, naturligvis blot var en liste, han holdt for en ven. Sådan noget kunne han da aldrig finde på! (Nej vel!). Men det er nu alligevel underligt, at han kom hjem med læbestift på skjorten. Han må være gået direkte ind i hovedet på en pige. Kan jo ske! Der var bare noget, jeg ikke forstod. Forleden lugtede min hovedpude af Chanel, og jeg har aldrig brugt den parfume. Hmm. Nej, jeg må tage fejl. Men pudsigt er det nu alligevel, at han tit har overarbejde og kommer hjem kl. to om natten. Sjældent at folk i det offentlige arbejder så længe! En gammel frase siger, at kærlighed gør blind, og intet er mere rigtigt. Men en dag får hun måske beviset lige i synet. En situation som bare ikke kan ignoreres. En nøgen kvinde på toilettet. Månedlige udgifter til børnepenge. En veninde som flytter ind, og som ikke er helt tilfreds med, blot at sove alene på sofaen e.l. Der er i sandhed mange syge historier om den slags! Hun kan så reagere på to måder. Enten: Hvor kunne du gøre det!? Hør nu her skat, du ved jo, at det er dig, jeg elsker. Hvad betyder det, at jeg for en gangs skyld havde sex med en anden. Jeg tænkte jo på dig hele tiden. Ja, faktisk kom jeg i ren ophidselse til at råbe dit navn én gang. Sig mig, er du fuldstændig sindssyg! Selvfølgelig betyder det noget, når jeg elsker dig. Nå, jeg troede bare ikke, det ville betyde så meget for dig. Hvad! Hvordan kunne du tro det! Lommetørklædet bliver fugtigt, og der pudses næse. Hør nu her, du må ikke græde. Det kan jeg virkelig ikke klare. Skal vi ikke tage ud at spise, og i morgen køber vi den hund, vi så længe har snakket om, okay! 14

15 Lover du, at du aldrig gør det mere? Ja, ja naturligvis det kunne jeg aldriiig finde på. Jeg elsker dig! Jeg elsker også dig. Bla, bla. Flere tårer og masser af snot. Eller: Hvad fanden er det, du har lavet! Øh, sæt dig lige ned et øjeblik. Hun voldtog mig faktisk! Ja, faktisk var det slet ikke min skyld. Du aner ikke, hvor jeg strittede imod. Hvordan kan du tro, at jeg gjorde det frivilligt, det er jo dig, jeg elsker. Jeg elsker også dig, og derfor tilgiver jeg dig. Pyh! Så jeg vil være flink og give dig tre timer til at pakke dit lort og forsvinde ud af mit liv. Hva!? Sex uden for forholdet er formentlig lige så almindeligt som sex i forholdet, og mænd og kvinder er sikkert lige gode om det. Omend mænd har en legemsdel, der rejser sig i tide og utide og siger, hva øh, sker der snart noget! Og der er jo masser af fristelser, når den indre chimpanse skal fodres. Enkelte syge hoveder har accepteret dette, og har de såkaldte åbne forhold, hvor begge parter har aftalt, at sidespring er tilladt undtagen med bankfolk og selvdøde dyr. Det er vanskeligt at sige, hvor denne idé er opstået, men et kvalificeret gæt er Thy- lejren engang i 60 erne eller en skummel sauna, hvor mænd konstant bukker sig efter sæben. Umiddelbart forekommer det ejendommeligt, at nogen kan leve i et sådan åbent forhold. Indeholder kærlighed ikke en besiddertrang på godt og ondt, og kan den overhovedet i sit væsen være andet end monogam? Findes der kærlighed uden jalousi, hvor de elskende accepterer, at de hver især børster tænder forskellige steder i byen? Tja! Romeo og Julie er jo længe siden, men det lyder alligevel som et af dette århundredes største latterligheder. Det bedste, man kan sige om åbne forhold, er, at det sikkert ikke er kedeligt! Sex kan foregå på mange måder, og nogle er yderst kreative på dette område. Der er sågar mennesker, som holder af at hoppe nøgne omkring, mens de bliver pisket bagi af en arrig dame. Om det kan man mene, hvad man vil, men det må trods alt være mest behageligt at være den, der holder pisken. Andre holder af at blive bundet til sengen under samlejet. Ingen synes rigtigt at vide hvorfor, men en isenkræmmer udtalte engang, at det er ren og skær dovenskab for at få den anden til at lave alt arbejdet. Endelig er der dem, der holder af at gøre det på offentlige steder, i parker, på stranden, eller hvis de er virkelig opsatte på at blive set, på lærredet i en pornofilm. Har man ingen partner, kan man jo altid købe sig en cottoncoat og vise dilleren frem til skue for forbipasserende. Er den meget lille, må man tæt på, ellers kan de ikke se den, og det hele er ganske nytteløst. Det bedste våben mod mænd i cottoncoat er, at man langsomt og undrende tager briller på, rømmer sig, og siger, undskyld mig, men er det det hele? Tja, sex har både sine lyse og mørke sider. Enkelte forstår fx ikke, at når en kvinde siger nej!, så siger hendes øjne ikke nødvendigvis ja! Hvordan kan øjne i øvrigt sige ja? Tror mænd, at kvinder laver morsetegn med øjenlågene. To blink betyder, lad os snuppe en drink hos mig. Et blink efterfulgt af to hurtige betyder, jeg har en vandseng, vi skal prøve sammen. Usammenhængende blink, som ikke giver mening, betyder, bare gå til den! Ja, man kan jo få alting ud af ingenting, specielt når man med bagtanker har betalt drinks hele natten. Selv prøvede jeg engang at blinke til en pige. Nu kiggede hun imidlertid blot ondt på mig, og ti minutter efter prøvede jeg at simulere, at jeg havde fået noget i øjet. Gavmildheden er ikke altid blot en venlig gestus, og afslår kvinden så tilbuddet om vin, stearinlys og klassisk musik, så hænder det, at vi har balladen. Voldtægt er en ækel sag, og en retfærdig straf ville være at anbringe synderen i enecelle med en bodybuilder på to hundrede kilo, som er vanvittig og homoseksuel. Mindre kan ikke gøre det! 15

16 Det bedste, der findes, er seksuelle drømme. Alle mænd kender følelsen af at vågne op og opdage, at dynen er hævet omkring tyve centimeter over sengen. Okay, personligt er det kun fem centimeter for mig, men så er der også vanvittigt koldt på værelset. Når man af og til er velsignet med den slags drømme, hænder det imidlertid, at man pludselig vågner, før klimaks er nået, og man prøver desperat at falde i søvn igen for at genoptage det, man netop var gået glip af, åh gud, lad mig falde i søvn igen! Giv mig bare fem minutter mere! Jeg havde engang en af disse drømme, som gjorde et stort indtryk på mig. Den gik ud på, at jeg vågnede en morgen og opdagede til min overraskelse, at der lå en halvnøgen kvinde i min seng. Jeg var ude af stand til at huske, hvordan hun skulle være havnet i min seng, og jeg ærgrede mig lidt over, at jeg ikke havde opdaget hende noget før. Pigen var så velskabt, at samtlige vinduer i min lejlighed begyndte at dugge. Jeg vred min hjerne. Hvordan pokker var hun havnet i min seng, og hvor meget ville det koste, når hun vågnede? Jeg blev i drømmen febrilsk, nervøs og ude af stand til at foretage mig noget som helst. Jeg tænkte tilbage på, at den sidste kvinde, jeg havde været sammen med, var en midaldrende fruentimmer, som var lige så feminin, som en jord- og betonarbejder. Hun spurgte mig, om jeg ikke syntes, at hun mindede lidt om Ava Gardner. Jo, bestemt, svarede jeg, blot med en lille forskel på halvfjerds kilo. Derefter satte hun sig oven på mig, og jeg brækkede tre ribben. Denne guddommelige smukke kvinde var vågnet og havde et øjeblik kigget på mit morgengrimme ansigt, hvorefter hun udbrød, er dette en plastickirurgisk klinik, eller er jeg allerede blandt de døde? Stadig nervøs vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg kyssede hende varmt og lidenskabeligt. Derefter elskede vi vildt overalt i min lejlighed, indtil vi tilsidst var som badet i sved. Jeg havde insisteret på, at vi skulle trække gardinerne for, idet jeg havde en paranoid følelse af, at en hel folkeskoleklasse var samlet til en fest i bygningen overfor, og at de alle sammen havde medbragt kikkerter. Denne paranoia har jeg også i det virkelige liv, idet jeg altid har en panisk angst for, at ikke inviterede skal opleve mig ligge med mine nøgne behårede baller i vejret. Kvinden var imidlertid fast besluttet på, at vi skulle blotte os sammen og åbnede vinduerne på vid gab. På sin vis følte jeg mig pragtfuldt lettet og gav pokker i, hvad folk kunne se. Stadigt vildt elskende kiggede jeg op fra hendes barm, hvor jeg havde næsen dybt begravet og så til min rædsel Prins Henrik for enden af sofabordet kun iført bodystocking. Han lagde en skriftlig klage fra naboerne på bordet og forsvandt så igen med pegefingeren løftet. Hun spurgte, om det var en af mine venner, og jeg svarede nej, men at jeg mente at have set ham før i jakkesæt. Pludselig lå vi på en altan og nede på gaden kiggede den engelske Dronning Elizabeth op på os igennem et infrarødt kikkertsigte. Hun skreg, at det var hende, der havde sendt Prins Henrik, og hvis vi ikke øjeblikkeligt stoppede vores utugt i fri luft, ville hun ikke tøve med at skyde. Jeg råbte tilbage, at vi ikke ville genere nogen og foreslog hende at vente lidt med at skyde, idet jeg var lige ved at komme. Det ville hun imidlertid ikke, og jeg vågnede brat, grusomt irriteret over, at hun havde blandet sig i min helt personlige drøm. Om foråret stiger safterne, og seksualiteten springer ud i fuldt flor. Chimpansen har for en tid ligget i dvale, men er vågnet til dåd. Parringsdansen kan begynde, og offentlige tilgængelige steder bliver fyldt med joggere, der spæner forpustet rundt imellem hinanden for at tabe dellerne, inden de skal på stranden. En minoritetsgruppe i samfundet træner ekstra hårdt i denne periode. Ja, man kan sige, at de hele året konstant sukker efter at komme på stranden. Bodybuilderne, som stiller deres kæmpe korpus frem til skue. De træner specielt deres ben, for det er unægteligt hårdt at skulle stå op i timevis på en strand. Man kan sige meget om bodybuilding, men personligt ville jeg ikke gide at træne hårdt i årevis bare for at komme til at gå omkring som en baby, der har skidt i bleen. Man kunne spørge, hvori forskellen imellem bodybuilderen og sælen ligger. Hansælerne afgrænser deres territorium og stikker alle, der overskrider disse grænser, et par på tuden. Derefter hyler de og tiltrækker derved hunsæler i området, der ikke har andet at bestille. Men der er naturligvis en forskel. Bodybuilderne parrer sig sjældent på stranden, og bigami er ikke tilladt. Vi lever i en narcissistisk epoke, hvor det mere end nogensinde før handler om at se godt ud. Idealvægt, silikonebryster, tonsvis af forskellig kosmetik, solarium, helsecentre i tusindvis osv. 16

17 Overfladen poleres, og man har lidt mere selvtillid, når man skal ud for at lave parringsdansen. Diskoteket er narcissismens højborg, hvor man kan nyde sig selv i adskillige spejle. På et sådan sted stod jeg engang og kiggede mig i spejlet og syntes, at jeg så forfærdelig ud. Heldigvis opdagede jeg, at det var ham ved siden af, jeg så på. Det reddede min aften. At møde det modsatte køn eller ens eget for den sags skyld er ikke altid nemt. Der er ingen tvivl om, at folk siger de mest ubegavede ting i deres liv på barer. Enten pga. generthed eller fordi de skal blamere sig. Det er jo ikke altid nemt at få halet torsken i land. Faktisk er der flere mennesker, der har været så uheldige i den retning, at de er blevet berettiget til invalidepension. Når Amors pil rammer én ublidt i venstre balle (enkelte har dog fået den i øjet), bliver man fyldt af gode intentioner og går omkring med et lidt fjollet smil. Det vil sige sådan får de fleste det Hitler var forelsket i Eva Braun, men invaderede alligevel Polen. Men han havde nu også en noget sur personlighed. Når man befinder sig i denne berusede tilstand af kærlighed, er man sårbar, og når kærligheden ikke er gengældt, sker det, at man forfalder til at sende lange breve, blomster og andre latterligheder. Det er min erfaring, at kærlighedsbreve sendt til én, der ikke nærer de samme følelser, oftest bliver brugt til at tørre kaffe op med eller pudse næse i. Faktisk sendte jeg engang i denne berusede tilstand et dyrt ur til en pige, hvorefter hun skrev tilbage, at jeg hellere skulle have sendt en pose lakridser. Havde hun så bare returneret uret, så jeg i det mindste kunne have fået min månedsløn tilbage. Kærlighed er et ord, som i sandhed rummer mange ting. Først og fremmest er der naturligvis forelskelsen, som giver selv de største hyklere fuglekvidder i øverste etage. Forelskelsen kan indeholde den største lykke, men kan også kaste én ud i en tilstand, hvor man vandrer omkring med slæbende skridt i solformørkelse. Derfor bliver man med tiden forsigtig og kaster sig ikke uden videre i armene på en pige specielt ikke, hvis hun vejer over hundrede kilo. Man har lært at forsvare sig mod disse angreb af forelskelse med rationelle mure, der beskytter ens personlighed mod at lide overlast. Paraderne sænkes ikke uden videre, og man er forsigtig, før man fortæller den anden om sine følelser, for ved at fortælle, at man er forelsket, gør man sig sårbar, åbner op og risikerer at få en på tuden. I værste fald ringer man op midt om natten for at høre, om det ikke er en vanvittig god idé at ses lige her og nu. Er svaret nej, ringer man lidt senere og foregiver, at man er en hjemløs polsk bådflygtning, der mangler et sted at sove. Frygten for helhjertet at indleve sig i forelskelsen og hovedkulds kaste sig ud i det uvisse er en svaghed, selv om man drikker og ryger mindre. Umiddelbart sikrer man sig mod at blive såret, hvis forelskelsen ikke er gensidig, men samtidig har man mistet evnen til helhjertet at forelske sig i en anden, mistet den fryd og glæde det er at elske og måske opnå gensidige følelser. (Jeg har engang læst i et teenage- blad, at den slags faktisk forekommer). Ingen tvivl om at forelskelsen både kan være den lykkeligste og ulykkeligste suppedas at havne i. Men ét kan man dog sige. I forelskelsen eksisterer hykleriet ikke, og sex behøver ikke at have den store betydning i begyndelsen. Blot det at holde hendes hånd er ren magi, alt imens man gør sit bedste for at fremhæve sine gode sider. Dog skal det siges, at udebliver den seksuelle akt for længe, så begynder de fleste at få dirrende hænder og savle ved synet af et undertøjskatalog. Forelskelsen er ikke rationel og hurra for det. Den eneste følelse, der kan få mennesker til at gøre ting, de normalt ikke ville drømme om. Selv det mest velorganiserede menneske glemmer alt omkring sig og har med et kun en tanke i hovedet, hvordan får jeg fat i hende? Gnieren ryster sparebøssen og inviterer hende ud på restauranter, der er så fine, at toilettet er en oplevelse i sig selv. Vagabonden tager et bad, selv om det er ham meget imod. Et har alle imidlertid tilfælles de bruger en rum tid med at stirre på telefonen og tænke, så ring dog, dit skide apparat! Der er kun ét opkald, man venter på, og til stor irritation er der andre formastelige, der tillader sig at ringe og dermed optage linien. Man er evigt forvisset om, at netop mens man snakker med en eller anden ligegyldig bekendt, så sidder den vigtigste person i ens liv med et telefonrør, der dutter optaget. Men på et tidspunkt kommer hun igennem, og så hænder det, at man bliver angrebet af disse anfald af nervøsitet og usikkerhed. Man anstrenger sig for at være 17

18 vittig, rar og klog. Men sikkert er det imidlertid, at man kommer længst ved bare at være sig selv. Det vil sige er man i bund og grund et dumt svin, så er det bedst at være en anden. Har man held med charmeoffensiven aftales dato og sted. Det er den rene magi, og for en tid føler man sig som verdens lykkeligste menneske. Jeg vil påstå, at man bliver et bedre menneske af at være forelsket, og eventuelle ugerninger udskyder man til dårligere tider. Man lever i et lyksaligt vakuum, hvor fortid og fremtid er uden betydning, og man kan tage sig selv i at hilse smilende på folk, som man tidligere håbede, snarest ville ende fem meter under jorden. De smiler så lidt stift tilbage og tænker, satans, idioten må lige have vundet et par millioner i lotto! Ja, det står endog sådan til, at selv de mest usympatiske og egoistiske mennesker får en anelse godhed over sig. (Det bilder jeg mig i hvert fald ind, selv om der sikkert findes undtagelser her og der). Psykoanalytikeren Eric Fromm har engang skrevet at det at sige til én, jeg elsker dig!, samtidig betyder, at man også elsker alle andre mennesker. Smukt sagt! Men uden at ville lyde kynisk mener jeg godt, at man kan sende roser til én og samtidig have lyst til at tabe en ambolt i knolden på en anden. Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet. Dagene op til et stævnemøde tælles med utålmodighed, og på selve dagen render man rundt omkring sig selv. Er det vinter, og er man bleg, er der mange, der i forfængelighedens navn lægger vejen forbi et solcenter. Selv har jeg altid foretrukket at være hvid, fordi jeg er angst ved tanken om, at blive spærret inde i dette solarium og først komme ud, når de øvrige gæster kan se røgen og får en underlig trang til at bestille en ristet med brød. Kort sagt så gør man alt for at være eksemplarisk og vinde hendes gunst. Nu kender de fleste mennesker til det, som kan ske en sådan dag. Nemlig at alle forventninger brat falder til jorden, fordi man bliver brændt af. Man står og venter, og folk flere hundrede meter væk kan lugte ens parfume. De stikker næsen i vejret og siger, der er en Aramis, som venter. Hov! Nu bliver den blandet med en brise af Opium. Så er alting i orden! Andre gange siger de, der er en Aramis i luften, der er ved at blive gammel! En time og ti minutter for at være helt præcis. Sikken tålmodighed! At blive brændt af er en fæl ting. Pludselig begynder ens næse at vokse, og man forstår med ét, hvordan Walt Disney fik idéen til Pinocchio. Nu får man måske den indskydelse, at man har taget fejl af tiden, og man væbner sig med mere tålmodighed. Står man foran en bank, risikerer de meget tålmodige, at politiet kører op på siden af én og siger, glem det, du får fem år for den slags! Andre får besøg af svedige mænd, der vil betale godt for at vise et par tricks med et piskeris. På et tidspunkt forsvinder tålmodigheden for alle. Derefter vælger man så enten at glemme oplevelsen, eller også vil man finde en forklaring på, hvorfor man så absolut skulle stå og være til grin på et gadehjørne i en times tid. Hvorom alting er, så er det aldrig besværet værd at få denne forklaring. Beskeden er krystal klar, omend der findes mere høflige og sympatiske måder, hvorpå man kan fortælle, at man ikke er interesseret end ved at udeblive. Faktisk burde der være en specialafdeling inden for politiet, der kun havde til opgave at arrestere mennesker, der misligholder den slags yderst følsomme aftaler. Synderen skulle så have valget imellem to straffe: Enten to uger i boblebad sammen med Bertel Haarder eller også ti minutter i et gaskammer uden udluftning. De fleste ville formentlig vælge den sidste løsning, idet velinformerede kilder vil vide, at Bertel har lange sorte hår på ryggen. Men situationen kan jo også ende i fryd og gammen. Parterne mødes og tilbringer en fortryllende aften sammen. De mødes måske på en café, hvor han efter gammel sædvane insisterer på at betale for alt, hvad der bliver langet over disken. Enkelte nærige mænd foreslår dog at dele betalingen, men det er intet mindre end et tegn på dårlig opførsel. Personligt kan jeg kun mindes at have udvist denne form for dårlig opførsel én enkelt gang. Jeg havde mødt en yderst charmerende pige ved en fest og inviteret hende ud den følgende dag. Jeg mødte op i mit pæneste tøj og havde endog købt nye sko til lejligheden. Spændt sad jeg på en café i den finere ende af skalaen og ventede på hendes ankomst. En halv time for sent trådte hun ind ad døren iklædt en lille brun alpehue, en lang cottoncoat og gummistøvler. Vi bestilte hver for sig, og efter en øls tid tog jeg flugten. 18

19 Men oftest har stævnemøder en noget anden karakter. Begge parter gør deres yderste for at finde deres mest charmerende sider frem. De snakker om alting, og hele pointen er, at begge prøver at pejle sig ind på, om den anden er værd at spilde mere tid på. Ligesom i et jobinterview. Kommer de frem til, at de har andet og mere tilfælles, end at de bruger samme nummer i sko og engang har set filmen Grease fire gange i træk, mødes de måske igen og igen. Ofte er styrkeforholdet i en forelskelse ulige. Pigen ankommer måske med et lig i lasten, i form af en kæreste hun netop er holdt op med at se, mens han desperat leder efter et forhold. Den gamle kæreste spøger stadig, og hun kan af gode grunde ikke kaste sin kærlighed på en ny, når hendes tanker stadig kredser omkring ham. Selv skizofrene personer har problemer i den retning. Desto mere han indser, at han ikke kan trænge igennem, desto mere interesseret og desperat bliver han. Måske overgiver hun sig på et tidspunkt, eller også siger hun, skal vi ikke være venner? Dette uskyldige spørgsmål kan tage vejret fra enhver bejler. Som regel får han små svedperler på overlæben, umiddelbart efter bemærkningen er faldet. For han leder mindst af alt efter en ven. En ven er måske bedre end ingenting, men med kærlige intentioner involveret holder disse venskaber sjældent længe. Det sker endog, at han efter lang tids stædig bejlen indser, at han stadig blot er en ven og ikke er avanceret den mindste smule. Derfor begynder han at hade den, han før elskede, fordi hun synes at være stokdøv over for hans kalden. Det er her, der opstår en kortslutning imellem højre og venstre hjernehalvdel. Venstre hjernehalvdel opfordrer ham til at forære hende hele verden og beskytte hende med sit liv. Højre hjernehalvdel beder ham om at undgå pinlige situationer, fordi han kun har vennestatus. Og venstre og højre hjernehalvdel smelter af og til sammen til en syg masse, der tænker, hvis jeg ser hende med en anden, så dræber jeg begge svinene! Nogle kvinder har endog den særprægede oplevelse at få en lang række kærlige breve, som på et tidspunkt bliver afløst af hadefulde skriverier, hvor ordet sgu bruges mindst fire gange på hver linje. Det er altid en håbløs idé, for når slaget er tabt, må man kigge mod nye horisonter. Men det er naturligvis lettere sagt end gjort. For alle tålmodige mennesker er der på et tidspunkt en eller anden, der hører ens kalden. Selv meget ulækre mennesker har, guderne må vide hvorfor, af og til formået at finde én eller anden idiot, de kan drikke deres morgenkaffe med. Jeg brændte engang varm på en vidunderlig bartenderske og kom kun på denne bar flere uger i træk for at møde hende. Umiddelbart efter at jeg endelig havde taget mig sammen til at invitere hende ud, trådte et umådeligt væmmeligt gespenst hen til hende. Normalt er jeg ellers ikke sart, men han havde et langt sort fedtet hår, så mange huller i sit tøj, at jeg vurderede, at han måtte have kæmpet sig vej igennem adskillige meter pigtråd, og som kronen på værket havde han to store ringe i næsen. Føj, for et krybdyr! Dybt i sit indre må han have haft en eller anden kvalitet, for han kyssede min udkårne så længe og så inderligt, at jeg på et tidspunkt syntes at kunne se hans tunge komme ud af hendes venstre øre. Han må have været et meget sympatisk menneske, for udseendet havde han bestemt ikke med sig. Han var langt mere modbydelig at se på end Frankenstein og Dracula tilsammen. Er man heldig, for held er ofte det afgørende, møder man sit livs udkårne. I et stykke tid har man været verdens mest charmerende menneske, og hun går fra, han er da meget flink til jeg er forelsket i ham! På et tidspunkt beslutter de måske at flytte sammen, og i ugerne derefter er alting fryd og harmoni. Det minder mest af alt om en dårlig imitation af Keld og Hilda. (Hvorfor er de i øvrigt født i Danmark og ikke et godt stykke inde i Sibirien, hvor man hverken kan høre eller se dem. Hver gang de toner frem på tv, giver min mave mig ordre til at kaste alt op med ekspreselevator. Jeg har aldrig kunne ta denne meget folkelige genre.) Det er ingenlunde nemt at slå pjalterne sammen. Da min kæreste og jeg valgte at flytte sammen, havde vi en meget kedelig diskussion om, hvorvidt hun skulle hænge et utal af tørrede roser op i stuen. Jeg mente nej, fordi det nu var et m/k hjem og ikke Grevinde Danner. Tilmed havde jeg en fæl mistanke om, at hvis jeg gav efter på dette punkt, ville hun snart svinge en pensel og fyrre liter lyserød maling op og ned af væggene. Det ville være den visse død. Lyserød er en sovekammerfarve for kvinder i overgangsalderen, der stadig gerne vil være med på noderne. Heldigvis vandt jeg denne ikke 19

20 uvæsentlige sejr og slap for roserne. Lidt efter trak hun så billeder frem af sin familie helt tilbage fra slutningen af 18. hundredtallet. Jeg ved ikke hvorfor, men de smilte tilsyneladende aldrig på billeder dengang. Alle syntes de at have deltaget i en konkurrence om, hvem der kunne se surest ud. Igen måtte jeg brokke mig, fordi mine nerver ikke holdt til, at jeg dag ud og dag ind skulle have smidt sådan nogle sure skrumpehoveder lige op i synet. Man kunne jo løbe ind i en depression. Heldigvis var hun heller ikke vild med dem, så vi solgte det halve af hendes stamtræ til et eller andet nostalgisk fæ ved navn Pede, der ejede en antikvitetsforretning. Min kærestes krav gik på, at hun nægtede at have mine boksehandsker hængende over sofaen og smed et par kastestjerner ud, som jeg engang havde købt i begejstring over en karatefilm. Jeg burde have vidst, at jeg ville tabe, fordi lidt efter lidt kom de tørrede roser alligevel op på væggene. I starten af vores forhold var det sjældent, at vi skændtes. Imidlertid husker jeg dog, at vi havde et voldsomt skænderi. Det handlede om, at hun mente, at jeg på mystisk vis altid havde en forunderlig evne til at unddrage mig alt, hvad der havde med husligt arbejde at gøre. Imens skænderiet var på sit højeste, forsøgte jeg at konsumere en tallerken cornflakes og ventede blot på, at uvejret skulle drive over. Irriteret over min rolige attitude, smadrede hun tallerkenen ned i gulvet. Det ærgrede mig, for ikke nok med at jeg skulle skændes, jeg havde heller ikke længere noget at spise. Da vi var færdige med det første skænderi, gik vi i gang med et nyt om, hvem der skulle samle cornflakes og tallerken op. Ak ja! Jeg har altid været umådelig dårlig til at indleve mig i et skænderi, hvor man råber og skriger af hinanden. Ikke fordi jeg er konfliktsky, gud fri mig vel, men simpelthen fordi jeg ligesom kan kigge på mig selv udefra og græmmes ved at se mig selv højtråbende. Men hun er vanvittig dejlig. Hun har et stort hjerte, en masse kvaliteter, og jeg tror også, at hun syntes, at jeg er rimelig flink. I ethvert forhold kommer snakken på et eller andet tidspunkt ind på børn. Selfmade eller adopteret. Andre konsulterer en vis Dr. Jekyll, der ryster reagensglasset og siger, det bliver en køn dreng. Ikke særlig klog, men bestemt køn. Han bliver fotomodel. Enten beslutter det forelskede par at få et barn eller et husdyr. Begge dele kan bruges som genstand for frustrationer eller kærlighed. Det handler om at blive aflastet, anskaffe en lille skraldespand, som man kan smide alle de gode og dårlige ting i. Vi var lidt i tvivl om, hvilket husdyr vi skulle købe, men valgte en bæver, der lavede vores lejlighed om til en dæmning. Engang imellem lejede vi den ud til en hjernedød skovhugger, der lavede akkordarbejde i Amazonas. Han blev rig, og bæveren blev fed! Det er en stor beslutning at få et barn. Man må nødvendigvis planlægge langt frem i tiden. Når man har et barn, ja, så har man det. Man kan hverken forære det væk eller sælge det i hvert fald ikke på vores breddegrader. Det kræver et vist overskud, tålmodighed og oceaner af kærlighed. Jeg har ingen af delene. Forstå mig ret. Jeg holder meget af børn. Specielt hvis de tilhører andre. Jeg har lært lektien og set en mor med store sorte rander under øjnene komme skubbende af sted med en barnevogn. En ældre dame med kontaktbesvær kom forbi, kiggede beundrende ned i barnevognen, slog hænderne begejstret sammen og udbrød pligttro, neejjj, hvor er han sød! Hvorefter moderen optimistisk og håbefuldt sagde, vil De ha ham? Har man først fået en lille snotunge rendende efter sig, så har man bare at påtage sig ansvaret og gøre jobbet ordentligt. Få skiftet bleerne, lære dem den smule man ved og holde et lavt støjniveau, når man elsker. Når forældrene elsker, ligger barnet som regel på sit værelse og tænker, far og mor har frygtelige smerter. Jeg har i øvrigt aldrig helt forstået, hvorfor kvinder altid lyder, som om de bliver kildet under tæerne, og mænd som om de var i gang med vægttræning. Lidt senere i livet må man give barnet en pædagogisk indføring i sexuallivets mysterier, så drengen ikke i en alder af tyve år står med dilleren i hånden og tænker, hvad skal jeg med den hér? Eller pigen skrækslagen råber, åh gud, min sidste time er kommet jeg forbløder! Men jeg tror, at mange forældre føler sig hæmmet, når de skal oplyse barnet om den slags. Et af de mere hårdnakkede tabuer! Min første introduktion til denne ret vigtige side af livet, foregik på den måde, at min mor havde været på biblioteket for at låne alle børns foretrukne pornografiske værk Ælle bælle bolle bogen (Hvordan kan man kalde en bog noget så stupidt!). Vi sad i den ene stue, og jeg fik forevist de forskellige billeder, 20