Hedens historie Fortællinger om de første år på Sdr. Vium hede

Transkript

1 Hedens historie Fortællinger om de første år på Sdr. Vium hede Tinghøjene i Sdr. Vium tegnet af Alfred Kaae Fortalt af de mennesker, der oplevede Danmarks sidste hedeopdyrkning. Om hvordan de byggede et hjem op i sandet Om fællesskabet husmændene imellem Om hvordan jorden og læhegnene var ved at blæse væk de første år Om hvordan det var at være barn på Tingheden eller Østerheden Side 1

2 Indholdsfortegnelse: Side 3 Forord Side 4 Frida Ladefoged Side 6 Grethe Elbæk Side 10 Niels Chr. Elbæk Side 11 Avisartikel fra det første år Side 12 Inge Marie og Bent Larsen Side 13 Nanna og Villy Iversen Side 14 Gerda og Ove Jensen Side 16 Helene Johansen Side 18 Anna Kviesgaard Side 20 Udpluk Holger Adsersens dagbog Side 24 Helga Pedersen Side 27 Avisudklip om opdyrkningen Side 28 Kis Pedersen Side 31 Dine og Adolf Jakobsen Side 33 Jubilæumssangen fra 1981 Side 34 Gustav Eriksen Side 35 Betty og Anker Madsen Side 36 Frida Nøddebo Nyrup Side 41 Elly Andersen Side 45 Rita Andersen Side 48 Ernst Andersen Side 51 Tine Nielsen Side 53 Lis Nielsen Side 54 Søren Elbæk Side 56 Krista Larsen Side 60 Sven Erik Larsen Side 61 Kort fra 1876, der viser hedens størrelse Side Billeder fra de første år Side 2

3 Hedens historie Når man kører over Sdr. Vium hede, og ser de mange statshusmandsbrug, får man let den tanke, at historien om opdyrkningen og de første år her, burde nedskrives, mens den endnu kan huskes. Opdyrkningen af heden er et specielt stykke kulturhistorie, som mange både har set begyndelsen på, og hvordan udviklingen har ændret den oprindelige statshusmandstanke. Den egentlige årsag til at man begyndte at nedskrive historien om Tingheden og Østerheden, var, at Friskolen som lokalt Kulturcenter sammen med Skjern-Egvad Museum lavede en tur rundt på Heden den 1. juni Her besøgte vi et par ejendomme og fik lidt historie om heden og opdyrkningen. Mange af turens deltagere var folk, der har eller havde tæt tilknytning til Heden. Helt naturligt var tilværelsen i de første barske år på Heden det gennemgående emne hele aftenen, og især under kaffen. Til sidst kom ønsket om, at få nedskrevet de mange oplevelser, mens de endnu huskes. Inger Marie Larsen tilbød at indsamle de skriftlige beretninger. I løbet af få måneder indkom de mange spændende fortællinger, som blev til det første hæfte om Hedens historie. Flere leverede også billeder og avisartikler med, som jeg har taget kopier af. Hæftet udkom i foråret Tegningerne i hæftet blev lavet af Grethe Bernhard. Da hæftet blev genoptrykt, kom der flere beretninger med, bl.a. var der et par af børnene, der fortalte om deres barndom. Med i bogen, som nu foreligger, er der kommet endnu flere beretninger især af de, der oplevede nybyggerlivet som børn, og som i dag kan se tilbage på en spændende barndom under ofte primitive forhold. Rita Andersen har leveret mange af billederne, som ikke tidligere er vist. Sdr. Vium, april 2005 Bo Trelborg Side 3

4 Om de første år på heden fortæller Frida Ladefoged Otto født den , landmandssøn fra Lhime i Salling, tjente på flere store gårde og sidst som fodermester og ville gerne selv have landbrug. Frida født den , tjente på landet, senere husbestyreinde de sidste to år inden vi blev gift. Det blev vi den , Vi søgte statshusmandsbrug i Viborg amt, men satte det ikke som nogen betingelse, at det netop skulle være der, og håbede, at vi var heldige at få i Salling eller ved Silkeborg - der havde vi hørt, at der også var jordlodder. I alt 8 i Viborg Amt. Vi havde også set på ejendomme i Salling, men hvor jorden var god var bygningerne dårlige og omvendt, eller priserne var for høje. Efter et stykke tid, vidste vi, at de 8 lodder i Viborg Amt var udledte til andre, og da der en dag kom svarbrev, lagde Otto det til side, da han vidste, at det var afslag. Brevet fik lov at ligge i ca. 8 dage inden det blev åbnet, og en dag ringede Otto til mig og spurgte, om jeg ville med til Sdr. Vium. "Hvor er det?", var mit svar. Brevet var altså tilbud om en jordlod i Ringkøbing Amt, Sdr. Vium. Otto og hans bror var nede for at se på jorden, og det var nok Ottos bror, der var mest begejstret for den flade agerjord i modsætning til hans bakkede i Salling. Vi valgte det lod, fordi jorden lå på den samme side af vejen. Vi kom her ned den , og boede til leje hos Andreas Sørensen i Sdr. Vium. Huset ejes nu af Edith og Helge Andersen. Omkring 1. maj begyndte jeg at arbejde hos vagtmester Christensen på Brosbølgård i 2-3 dage om ugen. Otto arbejdede hos Christian Nielsen, Bjerregård, og samtidig tilsåede han vore nye jordarealer, gravede ud til gårdens sokkel og brønd (sammen med Ejnar Andersen), foruden at han arbejdede for Hedeselskabet på de ikke udloddede arealer på Tingheden. Vi startede hernede med lyst og mod til at få vort eget. Alt var nyt lige fra børste til skovl, da vi flyttede herned fjorten dage efter at vi var blevet gift. Med så mange unge, der startede samtidigt, fik vi et godt sammenhold. Da børnene kom, Jytte født den og Jens Kristian den , havde de jo legekammerater lige i nærheden. Skuffelserne er heldigvis det, man glemmer hurtigst, men sandstormene om foråret var frygtelige. En episode: Da Jens Kr. blev født, blæste roerne væk for anden gang, så de blev sået tre gange det forår. Året efter fik vi vandingsanlæg, det hjalp på fygningen. Hvordan gik det så. Vi var glade for at være på heden og ved det hårde arbejde, både på ejendommen og ved siden af. Det begyndte at gå fremad, da Otto først arbejdede som mælkekusk, med sprøjtning af marker og hos kommunen, og siden da jeg fik uddannelse som sygehjælper og fik arbejde på sygehuset i Tarm. Side 4

5 Desværre mistede jeg Otto den Jeg og børnene valgte at blive boende på gården i de vante omgivelser, for med årene var Sdr. Vium blevet vort hjem, og her var vore naboer, venner og bekendte, og med udlejning af jorden og mit arbejde på sygehuset, hang økonomien sammen. Jeg bor her stadig... Sådan skrev hun i 1995 i dag er Frida flyttet til Tarm Side 5

6 Om de første år på heden fortæller Grete Elbæk Foråret 1955 ophørte vi med vor plads som bestyrerpar på Askov Højskoles gård i Askov ved Vejen. Gården blev solgt, idet der allerede på det tidspunkt ikke var den store økonomi i at have et landbrug til højskolen. Vi var da henholdsvis 25 og 29 år gamle, og vi havde to små drenge - Lars på knap 4 og Uffe på knap 2 år. Vi stod nu der med de to små drenge, ikke særlig mange penge og vanskeligheder ved at finde en gård som vi, vore forældre og banken kunne godtage. Det blev lidt af en tilfældighed, at vi slog os ned på Sdr. Vium hede. Ved påsketid så vi i Jyllands-Posten, at der i Sdr. Vium var jordlodder på den nyopdyrkede hede, der stadigvæk ikke var udloddet (sådan hed det!). Min far var meget optaget af statshusmandstanken, og man kunne starte uden at have særlig mange penge. Vi kontaktede Emanuel Vestbo, der på dette tidspunkt var formand for husmændene i Danmark. Han opfordrede os kraftigt til at komme og se på jorden. Lodderne var på ca. 25 tdr. land, og der var vel en 6-7 forskellige at kikke på. - Hvilket syn!!!! En stor flad pandekage, - ikke en grøn kvist så langt øjet rakte. Jorden var rød, sandet og netop dybdepløjet for at bryde alen. der var vel bygget ca ejendomme, der ragede op i alt det ørkesløse. Der skulle fantasi og gå på mod til for at se en fremtid her. Ungdommens mod og mangel på andre muligheder fik os til at søge om en af lodderne. Vi valgte- og fik Østerhedevej nr. 7, den havde så vidt jeg husker nr. 17. Vi var med i lodtrækningen, der fandt sted på Sdr. Vium hotel. Det første år blev der sået havre i samtlige 25 tdr. land. Vi overtog vores jordlod på så sent et tidspunkt, at vi valgte at vente med at bygge til året efter. Vi søgte derfor om bolig i Vestkysten, og fik en lille aftægsbolig i Kvong. Der rejste vi til Grundlovsdag i Det var svært at flytte fra det frodige Askov med god muld og dejlige bøgeskove, samt fra vores forældre og familier. I Kvong var der nogle forblæste fyrretræer, og grøftekanterne var ikke særlig frodige. Jeg længtes hjem. Askov lå langt væk fra Vestjylland - dengang. Men heldigvis var der nogle dejlige mennesker i Kvong, der tog imod os og hjalp os på alle måder. De blev næsten vore reserveforældre. Vi fik først sat bygningerne på Heden i eftersommeren 1956, og vi flyttede ind i januar Nu blev det spændende. Vi gik rundt og hilste på vore naboer. Vi var jo meget spændte på at lære de mennesker at kende, som vi nu skulle bo iblandt. Sandstorm, manglende penge, fast stationering af matrikelnr. var et fælles anliggende, og selv om nogle boede tæt på deres familier, var vi en del, der havde langt hjem, men vi havde gå-på-mod og nok ikke megen realitetssans. - I al fald når jeg ser i bakspejlet. Side 6

7 Vi fik bygget en pæn ejendom af håndværkere fra vor hjemegn, og med tømmer fra en skov nabo til Niels Chr. hjem. Jeg ville gerne ha en have. Og tillod mig den luksus at melde mig ind i haveforeningen. Konsulent Dixen fra Skjern kom. Han gik og sparkede lid i stubbene og sagde: Ja, jorden ser ikke for god ud, men I skal i al fald først og fremmest have noget læ. Hedeselskabet havde plantet markskel (små graner, der stod og krykkede i sandet), og vi fik plantet flere rækker blandet hegn omkring ejendommen - også af Hedeselskabet. Vi satte et raftehegn op mod vest, og gik så i gang med at plante i haven. Vi fik et legat på 100 kr. fra en eller anden fond i Skjern, og det kostede 300 kr. at plante de første buske i haven. Det så lidt mistrøstigt ud, men en gammel halmdynge fra marken, der var ved at gå i kompost, fik nu i løbet af et par år sat lidt skub i foretagenet. Vi valgte at starte med grisesøer. Fremavlssøer skulle det være. I første omgang havde vi ingen køer, men vi havde lidt høns. I løbet af kort tid købte vi en orne, og Niels Chr. drev i begyndelsen rundt til naboernes søer med den. Det gav lidt kontanter. Senere blev forretningen udvidet til en rigtig ornecentral. Jeg husker ikke helt, hvad vi i de første år levede af, men vi fik da mad hver dag. Jeg tror familien hjalp lidt til i starten, og ellers fik vi kredit i foderstof og lign. En episode husker jeg klart: Vi manglede ca kr., som vores bygninger overskred byggelånet med. På en forespørgsel i Tarm Bank om at låne os disse penge fik vi svaret: I må vist hellere låne dem, hvor I kommer fra. I Brørup Bank sagde de: I må vist hellere låne dem, hvor I skal bo. Tarm Bank løb så den store risiko at låne os pengene mod to kautionister. Så pengeinstitutterne var i al fald ikke særlig varme på at hjælpe os i gang på Sdr. Vium Hede. Måske forståeligt nok, men særlig morsomt var den slags ikke. Nå, det voksede og groede omkring os. Vi fik også køer, og på et tidspunkt havde vi 12 jerseykøer. Men nogen særlig givtig forretning blev det nu aldrig for vores vedkommende - eller også greb vi det forkert an. Noget vi havde megen glæde af var besøgene fra de forskellige foreninger, husmand- og landboforeninger. Det var faktisk sjovt. Vi ordnede inde og ude og rev både i have og på gårdsplads. - alle vore gæster var meget interesserede, og vi var glade og stolte over at vise det hele frem. Den respons vi fik, gav os mod et stykke tid igen. Hvordan var det så at blive hedebonde? Ja, vi havde det godt der ude på heden. Vi havde et fællesskab, og det var en styrke. Vi hjalp hinanden. Nogle boede hos andre, mens de byggede osv. osv. Set i bakspejlet var der også en konkurrence os imellem, som måske ikke altid var så god. Vi var begyndt på én gang, og vi skelede nok ret meget til, hvad de forskellige kunne magte af nyerhvervelser - og i hvilken rækkefølge!! Det var både godt og ondt. Det kunne give anledning til en slags misundelse eller en form for mindreværdsfølelse, der kunne være dårlig nok for vores daglige trivsel! Side 7

8 Hvad kunne vi foretage os i vor fritid? Vi gik sammen til aftenkaffe, og det var hyggeligt. Ellers var det på cyklen, når vi skulle i Forsamlingshuset til høstfest og lign. Jeg husker tydeligt den første høstfest. Vi fulgtes ad i en stor flok, og vi havde det rigtigt sjovt. Hedefolkene var meget danseglade - os der ville danse - og vi dansede den hele aften og morede os storslået - drikkevarerne var kaffe og allerhøjest en sodavand. På heden var der mange børn. Dette kom til at sætte sit præg på Sdr. Vium skole. På et tidspunkt var der 65 skolebørn bare fra heden. Den lange vej - for vores vedkommende 5½ km - tog vore børn i stiv arm. Det var jo sådan, og de klagede egentlig aldrig over det. Senere kom der skolebus. Vi havde en god skole, hvor der var et godt socialt miljø. I øvrigt blandede vi os i sognets forhold til skolenævn, menighedsråd og sogneråd. Det med alle os på heden, væltede nok nogle af de gamle traditioner i sognet. Indre Mission blev f.eks. ikke ved at have flertallet. På os virkede det helt grotesk, at man til menighedsrådsvalg skulle stemme to steder i byen: Indre Mission på Hotellet, og vi andre i Forsamlingshuset. Lærer Bech var så tilpas neutral, at han gik sendebud fra sted til sted for at følge slagets gang!! Da jeg altid blandede mig i debatten, kom jeg i en periode i både menighedsråd og skolenævn. Begge dele var jeg glad for at arbejde med - det gav indsigt i nogle områder, der interesserede mig. Jeg spekulerer lidt på, hvor begejstrede Sdr. Vium folk egentlig var, for vores ankomst til sognet? Jeg har en lille episode i tankerne: Engang jeg var i Sdr. Vium for at stemme - på Hotellet - sagde jeg pænt goddaw til en kone udenfor. Hun sagde: A kinder ett dæ, men do er well sawt fræ æ hide? Var der nu ikke en anelse skepsis i stemmen, og måske endog medynk?? Jo, vi havde mange gode år på heden. Men skuffelser var der også mange af. Først og fremmest var tiden nok allerede løbet fra de små ejendomme i Vi kunne kort og godt ikke leve af 25 tdr. land dårlig jord. Nogle kunne - de var så dygtige, at de kunne hvad som helst. Men de fleste af os måtte have en anden indtægt udefra, og det var jo ikke det, der var tanken med et husmandsbrug!!! Når himmel og jord stod i et de første mange år ved en forårsstorm, blev vi bange og bekymrede. Gødningen (købt i dyre domme) fløj væk sammen med udsæd, og i nogle tilfælde de udtyndede roeplanter. Det var surt og deprimerende, men igen et fælles anliggende, og vi gik sammen og beså skaderne. - De storme var skrækkelige. Vi kunne nogle gange ikke se andet end sand og sand. Vore fire drenge (vi fik i 1961 og i 1964 Ole og Søren), havde - tror jeg - en god opvækst på heden. De havde masser af legekammerater, de var langt hen ad vejen sammen med deres forældre, og de blev i al fald vænnet til, at tingene ikke kommer af sig selv. Men landmænd blev der ikke mange af i næste generation, har jeg konstateret, og det er måske ikke så mærkeligt!! Heller ikke sorgen slap vi for i blandt os. Pludselige dødsfald fik os til at forstumme. Vi fulgte tavse og knugede, når et hjem havde mistet en far og en mand. Det var slemt, og Side 8

9 det var mange af hjemmene, der blev ramt. Hvorfor? Det spørger vi os selv og hinanden om, som vi mennesker gør, når et menneske går væk i dets bedste alder. Livet skulle gå videre, og vi prøvede også her at støtte, så godt vi formåede. På er tidspunkt kom udviklingen også til heden. Vi koner begyndte på forskellige former for udearbejde. Jeg startede i 1967 som sygehjælper på Tarm sygehus. Jeg ville have været sygeplejerske som ung, så derfor var det nærliggende, at det blev dette job, jeg valgte. Jeg var meget glad for mit arbejde, det gav mig nogle nye udfordringer. På hjemmefronten gik det helt godt med det hele i begyndelsen, men der opstod alligevel problemer. Niels Chr. og jeg voksede efterhånden fra hinanden. Det endte med, at Søren og jeg flyttede til Tarm i december Gården blev solgt, og Niels Chr. flyttede til Herning. Vi fik således 23 år på Sdr. Vium hede. Det barske Vestjylland, som egentlig tog ret uvenligt imod os midt/sydjyder, er jeg kommet til at holde rigtig meget af, og det er både naturen og menneskene. Jeg ka bedst med åbne vidder, så når jeg kommer hjem til Vestjylland, hvor der er højt til himlen og luft til siderne, er jeg godt tilpas. Og det vestjyske, den lidt barske mentalitet, ordknap med lidt sund seen an, holder jeg meget af. At vi flyttede til Sdr. Vium hede i 1957, har jeg aldrig fortrudt. Det blev måske ikke helt det, vi i vor optimisme regnede med - gør det mon nogensinde det? - Men det blev en lang række år med arbejde; glæder, når det gik godt; skuffelser, når det fejlede; og små sejre i ny og næ. Ja, kort og godt: et liv. Og vore naboer i de mange år, har vi stadig glæde af at følge. Vort sammenhold fra dengang glemmer vi aldrig. Et kik ad Østerhedevej februar 1957 Side 9

10 Om de første år på heden fortæller Niels Christian Elbæk Det har altid været min drøm at blive landmand. Da jeg blev gift overtog jeg mit fødehjem i forpagtning. Dette kunne jeg ikke få til at gå af forskellige personlige grunde. Derefter fik jeg plads som bestyrer for Arnfred på Askov Højskole. Han havde netop købt en forsømt gård i Askov. Der var jeg i to år, hvorefter gården blev sat til salg. Jeg fik et godt tilbud, men havde ikke midlerne og den fornødne støtte. Min svigerfar havde en søndag købt Jyllands-Posten, og heri var der en beskrivelse af opdyrkningen af heden i Sdr. Vium, hvor man pløjede 1500 tdr. land hedejord. Jeg syntes, det lød spændende, og vi kørte derud for at se på det. Det var slet ikke det, jeg havde drømt om hele min ungdom! Der fandtes ikke en plante på over 5 cm. så langt øjet rakte. Alligevel var der to ting, der drog mig mod det: Ville jeg være landmand, var dette nok den eneste mulighed økonomisk. Men også mere den udfordring, der lå i at prøve kræfter med hedejorden. Udvælgelsen ad jorden foregik ved lodtrækning. De forskellige lodder var stort set ens i både størrelse og bonitet. Herefter lejede vi et hus i Kvong, hvor vi kunne bo mens byggeriet stod på. Den første sommer såede jeg det hele til med korn. Jeg havde købet en grå Fergusom i Vejen, og lånte min svigerfar såmaskine. Jeg arbejdede stadig i myremalm, så vi havde lidt penge til husleje og føde. Min far kom på besøg, og vi gik en tur i det nye korn. På et tidspunkt vendte vi os om, men vi kunne ikke se vore fodspor - så langt var der mellem stråene! Udbyttet det første år blev alligevel 15 tønder korn pr. tdr. land. Det var vel ikke så dårligt - uden kunstigt vanding. Den næste sommer såede jeg igen det hele til med korn. Da havde min far og jeg i løbet af vinteren planlagt byggeriet. Jeg lavede et rids over bygningerne og fik den godkendt, så vi kunne komme i gang. Min far skaffede tre dygtige håndværkere fra Vejen - to murere og en tømrer - de boede på Lyne Hotel i 4 måneder. Bygningerne var færdige til jul, og vi kunne flytte ind den 3. januar Bygningerne kostede kr. På dette tidspunkt havde vi mødt mange af vore fremtidige naboer. Den følgende sommer kom vor nærmeste nabo (Kaj Larsen) for at begynde som selvbygger på sin ejendom. Han var sjællænder, men det var før racismen blev kendt, så vi tog godt imod ham, og det fortrød vi aldrig. Vi fik hurtigt indrettet en lejlighed til dem på vort staldloft. Der var ikke indlagt bad og toilet, men det kom vi om ved fælles hjælp. Det blev en dejlig beboelse for dem, og det primære var at være i nærheden af byggepladsen den sommer. Vi blev klar over, at hvis vi skulle køre dette løb, måtte vi stå sammen og hjælpe hinanden - Side 10

11 og det lykkedes. Vi stod jo alle i samme situation, og jeg har aldrig gået forgæves efter råd og dåd. Vi fik afprøvet kræfterne. Det gav mange nederlag og skuffelser, men vi kæmpede videre og sejrede. Vi fik forvandlet en gold plet midt på heden. Ikke til nogen frodig plet. men til en kønnere plet! Hvorfor blev man der så længe? De første år var det nok kampen, der bandt mig til stedet. Derefter var det sejren og glæden over det, vi havde opnået, der fik mig til at elske denne plet! Side 11

12 Om de første år på Sdr. Vium Hede fortæller Inge Marie og Bent Larsen Vi var ikke med de første år, men kom først hertil i maj I 1960 blev vi gift, og boede til leje i Sønderborg. Da vi fik Linda i -62 ville vi gerne "bo rigtigt" og allerhelst ved landbruget. Vi kom herud for at se på Gustav Eriksens ejendom. Han var startet i 1955 som nybygger og havde tæt kontakt til naboerne. Dog fik han lyst til noget andet, og som ungkarl havde han "frit slaw" og derfor mange muligheder. Vi gav kr. for ejendommen, og det var hvad man kunne forvente for et sådant lille brug på 12 ha her på sandjorden. Sten blev født i Loftetagen blev taget i brug i Bent passede børn og dyr, og jeg fik i 66 fast arbejde på Tarm Sygehus som aftensygeplejerske på deltid. Det varede ved til 84, hvorefter jeg arbejdede i 10 år på deltid ved Egvad kommune som hjemmesygeplejerske. Vi fik begge brug for al vor lyst, evner og kræfter i disse år. Børnene voksede op med legekammerater, en god skole og mange fritidsinteresser. Med alderen fik de feriejob bl.a. i turistlandet ved fjord og hav, så de selv kunne tjene deres lommepenge. Alle fire fik vi en god kontakt med naboerne, og nød godt af venlighed og hjælpsomhed. Vi hørte mange historier fra virkeligheden i de første år. Det lød spændende og helt utroligt. Her boede folk fra det meste af Jylland, som var begyndt med de samme muligheder og vilkår. Vi havde alle baggrund i landbruget. Efterhånden blev der her, som andre steder nemmere at tjene penge i industrien og servicefagene. Derfor kom landbruget i 2. række for mange. Der er holdt mange glade fester på heden. Som ny bliver man ofte inviteret ud, og man kan også få lov til at følge det alt sammen i sit eget tempo. På heden har mange "højrøstede unge" festet med øl, vin, musik og dans i små og større sammenhænge. Vi er nu blevet ældre og mere fornuftige, men fest har vi stadig med passende mellemrum. Mange er i tidens løb ramt af sorg - også her deltog vi med, hvad vi hver især evnede netop i denne situation. Efterhånden hedder det førtidspension, delpension eller efterløn. Den fritid vi der har opnået, deles med hinanden og nye fritidsinteresser. Som børn begyndte vi at arbejde, så snart vi var store nok til det. 7 år med mere eller mindre skolegang, var vores "frihed". Vi følte os privilegerede ved at kunne få arbejde. Nu er der arbejdsløshed, og så har vi "fået tidlig fri". Nogle er flyttet, og der er nye unge, der her har fået gode hjem og fristed, når de kommer hjem fra arbejde. Det er livsbekræftende at vores husmandssteder stadig kan bruges. Alle vore børn er nu spredt ud over landet, og en ring er sluttet. Side 12

13 Om de første år på Sdr. Vium hede fortæller Nanna og Villy Iversen Efter vort giftermål den 4. februar 1951 blev vi ansat som fodermesterpar. Det var vi i 5 år. Først 2 år på Egerisgård i Nr. Vium. Herefter flyttede vi til Sønderjylland og kom til Toftlundgård i Langtved; Skodborg. Her var vi i 3 år, og søgte i foråret 56 om statslån til et husmandsbrug på det nyopdyrkede hedejord på Tingheden. Vi fik lod nr. 31, som i dag hedder Østerhedevej nr. 3. Vores jord er det højestliggende ude på heden, og så helt uden læhegn, havde stormen et godt tag i den tørre og lette jord. Flere blade besøgte os i 1959, 60 og 61 og bragte billeder fra sandflugten. Vi byggede først i foråret 1957, og boede først hos Gustav Eriksen på Tinghøjvej nr. 11 (den Bent Larsen senere købte). Gustav var ungkarl, han fik så kosten, varme og lys osv. På dette tidspunkt havde vi 3 børn, 2 drenge og en lille pige i vuggen, så vi trillede med barnevognen op til vort nybyggeri hver dag. Vi lavede selv alle udgravninger til stald, ajlebeholder, lade og stuehuset med kælder. Vi brugte spade og spidshakke, da der var al nedenunder, som skulle løsnes. Jeg hjalp ved alt byggearbejdet, som blev lavet af Jeppe Lund fra Esbøl. Hos ham fortsatte jeg de næste år ved mange forskellige nybygninger og tilbygninger ved skolen, Brugsen, foderstoffen osv. Da foderstoffen var færdig fik jeg arbejde der, og det var ikke nær så hårdt som at være murerarbejdsmand. Dette var jo 9-10 timer om dagen med kalklæskning + mørtelblanding, sten der skulle bæres op ad stiger på stillads. Når så dagen er forbi på cykel hjem og fortsætte med bedriften der, hvor konen og børnene har passet dyrene og fået ordnet skolelektierne. Der var meget at se til inden søvnen melder sig. Af vore 5 børn er de 3 bosat i Norge. Det er de to ældste: Hans Chr. og Arne og nr. 4 Ejner. Vores pige, Inge Marie bor i Skodborg, mens den yngste dreng bor i Skjern. Vi har 11 børnebørn. Og hvordan gik det så? Ja, trods den hårde begyndelse, kan det jo ses, at vi fik 5 dejlige børn lært op til at klare sig selv godt, og det må jo være en gave både til os, men også til børnene. Og hvorfor blev vi her så længe? Hvorfor ikke? Efter 40 år her på samme sted med nærmest hele vort livsværk, hvor vi alle sammen ved fælles hjælp, sparsommelighed og selvgjort arbejde har fået et gældfrit hjem, og ikke kan bo billigere og bedre nogen steder. Og med alle de gode naboer med sammenkomster ved barnedåb - konfirmationer - bryllupper - sølvbryllupper - fødselsdage og i forsamlingshuset! Og nu som pensionister har vi tid. Side 13

14 Om de første år på Sdr. Vium Hede fortæller Gerda og Ove Jensen Gerda født i 1932 i Borris, Ove født i 1931 i Sønderjylland Gerda voksede op i Borris, og som ung havde hun arbejde ved meget forskelligt. Hos købmand Pallelsen var hun om formiddagen. Hver sommer i tørvetiden var hun om eftermiddagen i mosen og vende tørv. Det gjorde hun i 10 år. Gerda havde arbejde hos forskellige landmænd i høsten, samt med roer og kartofler. Ligeså har Gerda arbejdet på forsøgsgården i Borris. I 1955 fik Gerda arbejde i militærlejren i Borris. Her traf hun Ove, som var soldat. Før sin soldatertid var Ove landbrugsmedhjælper, og det fortsatte han med efter soldatertiden. Nu begyndte spekulationer om den fælles fremtid. De så på flere ejendomme, men fik så ideen at søge statslån. Valget faldt på Sdr. Vium Hede. Foråret 1956 blev Gerda og Ove indkaldt til møde hos Kis og Niels Pedersen (Brosbølvej). Mødet fortsatte på Sdr. Vium Hotel. Her var Grue Sørensen, Nielsen fra Hedeselskabet og Bank Larsen, som alle havde med fordelingen at gøre. Inden mødet havde Gerda og Ove bestemt sig for loddet her. På Hotellet viste det sig, at der var 6 andre, som havde samme ønske, så der måtte lodtrækning til. Dette foregik på den simple måde, at Grue Sørensen havde 7 marmorkugler i lommen hvoraf 1 var rød og 6 var blå. Den der trak den røde kugle, blev ejer af det ønskede jordlod. Gerda gik lige hen til lommen og trak den røde kugle frem, og hermed var sagen afgjort og spændingen udløst. Gerda og Ove blev gift i juni 56. Deres første hjem blev et flytbart kyllingehus, tapetserer med bordpapir. I november 56 var byggeriet færdig til indflytning. Statslånet var på til bygninger. Hertil kom et installationslån på 2800 kr. og etableringslån på 7000 kr. Sammen med egenkapital var der basis for en god start. Der blev købt 5 kalvekvier, 6 grise og en hest. Med brugte maskiner: en 11 rækkers såmaskine, en let harve og en enkeltfuret plov blev jorden sået til i foråret 56. Gerda og Ove havde samme år den sorg at miste en lille dreng, som blev født 2½ måned for tidlig. I 1959 blev Anna Kirstine født og Erik i Med tiden blev det til 2 heste, senere traktor og en lille bil i I 1958 blev der købt frijord, 6 tønder land i Brosbøl. Hedefolkene kom fra hele landet, og de fik hurtigt et godt sammenhold. De følte sig godt modtaget i Sdr. Vium sogn, som "de nye fra Heden". Landposten i denne tid hed Peder Eskesen. Han fik en profeti opfyldt om, at heden skulle blive opdyrket engang. Han havde et stærkt ønske om, at kirken på denne måde måtte komme til at ligge midt i sognet i hans tid. De første dage i maj 57 var der sandstorm af længere varighed og med stærk styrke. Man blev da enige om, naboerne imellem, at leje en bus for at komme ud at se Vesterhavet, som jo samtidig var i oprør. Heden stod da i et med sand overalt. Side 14

15 Der opstod et godt naboskab og sammenhold. Man hjalp hinanden på alle måder uden at skele til pengepungen. Børnene var med over alt både hjemme og hos naboen. Det blev der friske, stærke børn ud af. Familie, venner og bekendte fra tidligere kom ofte for at se, hvordan det hele tog form. De fulgte udviklingen med interesse. Fra hele landet kom der busser med nysgerrige udflugtsgæster på besøg. Også flere dagblade skrev om husmandsstederne herude. Efter mange års hårdt arbejde fik Gerda tiltagende smerter i ryggen. I 1974 blev hun opereret for discus prolaps i Århus. Det var desværre uden virkning, og hun kom hjem med besked om at holde sig mere i ro - det gav nu sig selv. Hun kunne ikke mere deltage i landbrugsarbejdet, så jorden blev lejet ud, og Ove fik arbejde på trikotagefarveriet, hvor han i flere år var tillidsmand. Gerda og Ove har aldrig overvejet at flytte herfra, eftersom den røde marmorkugle faldt i de rette hænder i Fortalt til Inger Marie Larsen Ernst og Gunner kommer hjem fra jagt Danseundervisning I Sdr. Vium Forsamlingshus Side 15

16 Om de første år på Sdr. Vium Hede fortæller Helene Johansen 38 år på Østerhede I sommeren 1955 læste vi i Husmandshjemmet, at der manglede ansøgere til en nybyggerkoloni i Sdr. Vium, et sted mellem Varde og Tarm. Det var hede, der blev opdyrket og pløjet 80 cm dybt, da der var al under. Da vi havde ønsker om et lille sted på landet, kørte vi fra Askov Malt ud og så på det. Det var åbent og blæsende, men der stod en god kornavl. Det betog Hans Frederik, så vi søgte, men jeg græd lidt, for det var langt fra bøgeskoven. Vinteren 1956 fik vi brev om, at vi kunne komme i betragtning. Den 18. marts var vi til fordeling på Sdr. Vium Afholdshotel. Det foregik på den måde, at lodnummeret blev sagt og så meldte man sig på det nummer. Så tog Grue Sørensen 3 Marmorkugler i lommen, og trak man så den røde kugle, havde man fået loddet. Efter kaffen kunne vi køre ud og se på jorden igen. Så var vi inde hos Thea og Ejnar Andersen. De havde bygget i Vi var også hos Kis og Niels Pedersen. Det var sandstorm, så vi syntes, at det var dejligt at komme indenfor i varmen. Kis og Niels viste frem og fortalte. Kis var frejdig og fri i sit køkken sammen med børnene med natpotten midt på gulvet. Så kunne vi køre hjem og fortælle, hvordan det var gået. Vi skulle jo planlægge nogle ting. Vi lejede et hønsehus ved Dina og Adolf, som vi kunne bo i, mens vi fik bygget. Der havde vi primus og petroleumskakkelovn. Vi havde en ejendom på 2½ tdr. land, som skulle sælges, men det tog sin tid, inden vi fik den afhændet. Vi fik en aftale med murermester Larsen fra Hoven. Stald og lade skulle gerne være færdig til høst. Den 9. april havde Hans Frederik en aftale med en nabo. De skulle arbejde sammen med traktor, men der kom oliekrise, så han kom hjem igen. Så lejede vi en traktor - en "Oliver" - og købte en vogn, en harve og en såmaskine. En mandag, jeg husker ikke datoen, fulgtes vi ad på traktoren. Jeg sad på skærmen og Hans Frederik styrede. Der var intet førerhus på, så det var en kold omgang. Da vi kom til Sækbæk Kro, gik vi ind og fik lidt varm mad. Vi spurgte, hvor langt der var igen, og fik at vide at der var 10 km endnu, da havde vi allerede kørt 65 km. Vi samlede sten og moseeg og såede, men jeg måtte hjem igen. Min mor passede børnene og dyrene, og Egon gik jo i skole. Den 17. juni flyttede vi alle til Østerhede. Der skulle hakkes roer, og Hans Frederik ville være murerarbejdsmand, så han kunne tjene lidt penge ved det. Egon var begyndt i skolen i Malt, så der skulle jo flyttes skole, og det var hårdt. Det var ligesom, der slet ingen forståelse var for, at der kom nye børn til skolen. Egon havde lidt talevanskelighed, så der blev sagt til ham, at det var bedst, at han sang "Sur, sur, sur lille bi omkring", for han stammede jo alligevel. Han blev aldrig glad for Sdr. Vium Skole, så det var 6 strenge år. Den 30. oktober flyttede vi ind i stuehuset. Selv om det ikke var for godt færdigt, så var der varmt, der var komfur og kakkelovn. Så gik det ellers slag i slag. Vi havde fået nogle dejlige naboer, som vi rigtig kunne hygge os med, både ved arbejde og aftenkaffe og et slag kort. Side 16

17 Fødselsdage og bryllupsdage blev fejret. Hans Frederik tog hurtigt del i foreningsarbejde, og der var jo ikke noget, der hed bil dengang. Det var på cykel, og det sled på buksebagen, men han kunne lide det, og jeg var ikke ked af at være fodermester, jeg havde jo vores drenge til at hjælpe. Egon gik meget op i landbrug, Svend ville hellere ordne køkkenet, men lige meget med det, når bare det blev gjort og 1960 var meget tørre år med sandstorm. Roerne blæste væk. Vi manglede at hakke een række, men de var helt svedne, så der måtte såes lupiner, men det var jo ikke vinterfoder, og det var ikke nemt at købe noget, så vi fik en foderstofregning på godt 3 tusinde kr. Den var ikke nem at få betalt, men vi havde Niels Mortensen. Han var god at have som foderstofuddeler. Hans Frederik tog det store kørekort, så han kørte lastbil i 4 måneder om sommeren. Så havde han tjent, så vi kunne betale regningen. Svinestien var fyldt med grise. Dem købte vi på kontrakt gennem slagteriet. Så trak de pengene, når de blev leveret. Det var en nem måde. Vi havde 2 heste, 3 køer og en kalv, 19 høns og en have. Æggene kunne så betale brugsregningen, når vi ikke selv spiste for mange. Hans Frederiks foreningsarbejde greb om sig. Han skulle mere og mere af sted, men vi prøvede at passe det så godt, vi kunne. I 1972 blev han vurderingsmand for DLR, og det tjente han en løn ved. Da havde vi ellers lige lavet laden om til stald, så han kunne blive hjemme og blive husmand med stort H. DLR-arbejdet var til tider meget interessant, men også slidsomt. Han gik op i det med liv og sjæl, og prøvede så godt, som han forstod at hjælpe dem, der var i nød. Det gav også lidt arbejde til konen i huset, både telefon og skrivearbejde, men vi kunne lide det. Det gav os mange dejlige oplevelser både i Husmandsforeningen, DLR, Hedeselskabet og Okseeksport. Det har også givet os mange venner. I 1979 fik vi markvandingsanlæg, vi byggede maskinhus og fik nyt tag på stuehuset. Vandingsanlægget var dejligt. Nu bestemte vi lige godt selv, hvordan høsten blev. Dette er måske lidt rodet fortalt, men både højdepunkterne og det usle har givet os et spændende liv på Østerheden med meget arbejde, men også med mange gode timer. I 1986 mistede jeg Hans Frederik. Han var en god mand og far - bedstefar til 5 børnebørn. Han var en livsglad mand, der følte med dem, der led nød. Børn, svigerbørn, børnebørn, naboer og venner hjalp mig videre, så jeg blev på ejendommen til Et godt liv på Østerheden var slut. I dag bor jeg i Tarm. Egon er gift med Kirsten har i dag 2 børn og bor ved Varde. Svend er gift med Bente. De har 3 børn og bor i Løsning. Side 17

18 Om de første år på Sdr. Vium Hede fortæller: Anna Kviesgård Nogen af mine tanker der er rent mig i hu fra den tid vi har boet på heden. Vi kom fra Barde hvor vi havde et hus, men det var ikke Julins lyst at være arbejdsmand, så hørte vi om at der var en stor gård i Snejbjerg der måske skulle udstykkes det var den måde at vi søgte om at komme i betragtning til at få et hjem, men den ejendom blev ikke udstykket men så fik vi en skrivelse at der var noget i gang med at opdyrke noget jord i Sdr Vium og der kunne vi komme i betragtning og så blev vi indbudt til at komme til Sdr Vium den kl. 14. Det var en mandag. Vi havde begge to vores fædre med, og det så nu noget øde ud- ikke et hus eller et træ, kun pløjet jord så langt øjet rakte. Vi kan takke Kristian Nielsen, der dengang boede på Bjerregård, at vi kom til at bo på nr.2 Han sagde til os at vi fik kortere vej til byen, det passede og det har vi ikke fortrudt. Til at begynde med var vi en flok unge familier med pårørende. Vi samledes ved den første korsvej her på heden, hvor vi fik noget at vide om jorden, og at der var pløjet med en stor plov der var 80 cm dyb. Jorden skulle have en chok behandling med gødning. Efter det gik turen til Sdr. Vium hotel, hvor kaffen ventede på os. Så var der lodtrækning om jordstykkerne, men vi var ikke heldige i første omgang. Kristian Nielsen forslog, at vi tog med ham ud for at se på jorden i nærheden af hans gård. Det varede heller ikke ret længe inden Julin begyndte at så i jorden. Da vores jord havde været opdyrket i lang tid var det dejligt at gå til for os. Vi byggede et hønsehus som vi flyttede ind i d med vore to piger, Signe og Elly, som var 2 og 3 år dengang. Der var ikke meget plads, ca. 2 gange 5 m, men det gik forbavsende godt, for vi havde en varm sommer det år. Da vi flyttede hertil, var ikke nogen vej, der var kun pløjet op og mærket af, hvor vejen skulle være, men vi kom nu godt hertil med vores flyttelæs. To dage efter havde vi besøg af mine forældre. Det var de første gæster vi havde i hønsehuset i første omgang. Senere havde vi også besøg af Julins forældre og hans søster Marie og svoger Emil fra Ikast. Da var vi godt igang med at bygge det store hus. så vi kunne følge med i hvor mange sten murerne kunne lægge op på en dag. Den blev selve huset rejst. Det var en begivenhed for befolkningen her på egnen, når der var rejsegilde. Vi fik 12 store og 1 lille krans, samt et flag som vi lånte af vores tømrer. Længere hen på sommeren kom Julins far og svoger med lastbilen med 1 ko,2 kalve, en "stiv vogn med skrav", radrenser, fjertandsharve, så det var en god begyndelse. Vi havde hø det første år, det blev sat i stak, da det store hus ikke var færdig. Vi fik først tag på, da vi skulle til at høste. Side 18

19 Vi flyttede ind i stuehuset d åh hvor dejligt at få mere plads at være på. Den første jul vi var på heden, blev vi inviteret til Barde juleaften hos mine forældre. Far kom og hentede os og vi havde en dejlig aften. Sommeren 1956 fik vi Gerda. Hun blev født den 11-9, men hende fik vi kun lov til at have til d , da hun ikke var rask. Det var noget med hjerte og lunger, men der var en stemme der spurgte mig: " På hvilken kirkegård vil du lægge hende, Vorgod eller Sdr. Vium? " - det blev Sdr. Vium- det var hårdt, men vi havde jo pigerne. 13 mdr. efter - den fik vi vores første dreng, Orla. Den fik vi Arne. Det var den sommer da roerne blæste væk to gange, men den 3. gang såede vi lupiner og fik en god høst. Det var hårdt for os psykisk og Julin var også en tur i Viborg, men så havde han det godt i nogle år. Den fik vi en dreng mere, og han hedder Ernst og den fik vi så Alice Vi kan ikke undvære nogle af dem, og de har klaret sig godt alle sammen indtil nu og har alle et arbejde og et hjem at hygge sig i. Havde vi ikke haft så meget lyst til landbrug, var vi nok flyttet for længe siden, men vi kunne nu ikke bo billigere andre steder p.gr.a. de billige lån fra staten. Derfor blev vi boende indtil 1994, hvor vi den 24. juni flyttede til et hus i Sdr. Vium by. Side 19

20 Vi har en enkel dagbog, der går hel tilbage til starten. Den er ført omhyggelig dag for dag af Holger Adsersen Her følger nogle udpluk af dagbogen for året 1957: Onsdag 20. marts: Læssede seng og sengetøj på vognen, og er i dag flyttet ind på kost og logi hos Egon Sunesen. Gravede kælder. Var i Lyne og Sdr. Vium sammen med Egon. Torsdag 21. marts: Gravede syldgrøft. Samlede to små læs sten efter 2. harvning på de to nordligste skifter. Fredag 22. marts: Ryddede op efter tærskning. Kørte med traktor for Arne, mens han såede gødning. Harvede de to nordligste skifter. Lørdag 23. marts: Blandede to tdr. bonusbyg og tre tdr. stålhavre. Var i plantagen på hjørnet efter 150 hegnspæle, 3 m3 brænde og 5 høstativer. Indstillede såmaskinen og såede de to nordligste skifter (5 tdr. land). Brugte godt 5 tdr. korn. Sået i havre. Søndag 24. marts: Sået tiloversblevne kiler og hjørner med hånd. Harvet stykket med Egons spidsharve. Kærnerne er ikke dækket helt. Slæbte en stor sten væk med traktoren. Mandag 25. marts: Kørte 4 læs kvas hjem fra plantagen. Tirsdag 26. marts: Kørte 2 læs kvas mere hjem. Gravede Syldgrøft. Onsdag 27. marts: Gravede syldgrøft færdig. Blandede græsfrø. Og sådan fortsætter fortællingen om det daglige arbejde med landbrug og byggeri. Mandag 8. april: Tirsdag 9. april: Onsdag 10. april: Mureren ankom med 6 mand klokken 7. De støbte til grund og satte kasser op ved stalden. Gravede grunden ud ved siloen i 1½ m dybde. Kørte 5 læs murbrokker hjem. Gravede ajlebeholder. I 2 m dybde er der muresand. I undergrunden ved siloen er der stærkt lerblandet jord. Gravede ajlebeholder. Kørte en del af sandet til støbning i stalden. Murerne er nu færdige med grunden i stalden. Gravede ajlebeholder færdig om formiddagen. Hjalp murerne om efter middagen. Vi murede ajlebeholder op i halv højde. Kælder er støbt til jordhøjde. Side 20