Hallo, hvad har du gang I sidder nogle af jer nu og tænker har vi ikke haft den sidste dansktime eller har jeg misforstået noget!

Transkript

1 Kære studenter! Tillykke med jeres studentereksamen. I står på broen. Ikke på kommandobroen - endnu da. Heller ikke på discoteksskibet, men på den urgamle bro, der dukker op i utallige folkeviser og folkeeventyr. Broen der symboliserer overgangen fra barndommens land til voksenlivet overgangen fra det trygge og bekendte til det nye og ukendte. På broen er følelserne tvetydige. Frygten for at forlade det gamle blander sig i fryden over det nye. Hallo, hvad har du gang I sidder nogle af jer nu og tænker har vi ikke haft den sidste dansktime eller har jeg misforstået noget! OK, vi lader dansktimen ligge men lad os alligevel lige se på, hvad I forlader: I første omgang forlader I gymnasiet og der er det særlige ved jer, at I er den sidste årgang af den gamle gymnasieordning den med opdelingen i sproglige og matematiske studenter og den med karakterskalaen fra 00 til 13. Det varer sikkert ikke mange år, inden I sidder på cafeerne og mimrer: Ak ja det var dengang, der var rigtige studenter til. Hver enkelt af jer lægger statistisk set følgende bag jer: 1 første skoledag 3 eksamensperioder 10 eksaminer 14 års- og terminsprøver 15 forskellige fag 70 skolebøger 80 lærere og andet personale 100 tirsdagsmøder 220 skriftlige opgaver 600 morgener med væggeur eller med en voldsomt insisterende far eller mor, der har tvunget jer ud af dynen 2500 undervisningstimer dybt interessante hver og en, naturligvis Ja, for nogle af jer er de sidst tre tal måske ret beset lidt mindre men under alle omstændigheder så har I alle ydet en flot indsats og har nu inden længe eksamensbeviset i hånden. Og selvom jeg håber, at I vil huske tilbage på Århus Statsgymnasium men varme følelser, så må jeg nok her realistisk vurdere, at smerten ved at sige farvel til det store slid er skal vi sige overkommelig. Men I er også på vej til at forlade noget andet, og det kan godt give en lille klump i halsen. Snart vil de fleste af jer flytte hjemmefra. Hermed forlader i forældrene, der fra I var ganske små har forsynet jer med gigantiske mængder af legetøj - tøjdyr, Lego, Tamagoshi, Playstations - og set Disneysjov og Bamse og Kylling med jer, og senere skaffet jer stereoanlæg, computer, mobiltelefon, transport til sport, biograf, musik måske også lån af bil. Altid har der stået mælk, juice, Cornflakes, Choco Pops, Rice Crispies, Honney Loops, Nutella, kaffe/te på bordet om morgenen også efter at I er blevet så umanerlig voksne og har sovet så længe, at I slet ikke nåede at slubre noget I jer, inden I skulle på Fenrisvej for at undgå den ulideligt friske morgenlærers fraværsregistrering. Og her på det sidste har forældrene fungeret som forsyningsvogn i jeres sidste vanvittige eksamensspurt op ad bjergsiden. De har forsøgt at trøste jer og opmuntre jer, når det ikke gik så godt og glædet sig med jer, når det bare var nice. De har svinget med på hele 1

2 følelsesbarometeret, og hele tiden har de forsynet jer med den nødvendige doping - ja I har også taget doping piratos, skumfiduser, matadormix, cola, sort kaffe og kakaomælk. Også her de sidste dage har mange af jeres forældre været med på eksamensgangene og været rystende nervøse, kan jeg betro jer. Så ligesom I, sidder nu også de lidt udmattede og slidte efter det store ræs og samtidig lettede over, at I kom over stregen. Giv dem en stor hånd. Og så er der kammeraterne, der sidder rundt om jer til højre, til venstre, foran og bagved. Det er det fællesskab, som I har levet i og udfoldet jer i gennem de sidste tre år. Vennerne betyder utrolig meget for jeres generation. Undersøgelser bekræfter, at vennerne er alfa og omega i unges liv. Det er vennerne, man allermest bekymrer sig om. Først herefter kommer sådan noget som penge, dårlige karakterer. Og når I ikke er sammen med vennerne, så holder I jeres venskaber vedlige elektronisk ved konstant at være online på computeren eller mobilen. I er på hele tiden og svarer med det samme af angst for at gå glip af noget. Vennerne kan nogle gange betyde mere en kæresten! Hvis man en overgang - jeg vil nærmest sige af naturlige årsager kommer til at prioritere kæresten for højt, så risikerer man i venneflokken at få den lidet hæderværdige betegnelse kærestekedelig. Nogle kammeratskaber her fra skolen vil holde ved i lang tid måske resten af livet, men langt de fleste af jer vil kun ved stadig mere tilfældige lejligheder vil se jeres gamle kammerater igen. Men inden øjnene nu bliver for fugtige, så retter vi blikket fremad Dette her er jo samtidig begyndelsen på noget splinternyt og fantastisk og glæden herover, spændingen, overstiger langt den melankolske tone. Nu går vi i dur-klang igen. Langt derude ligger verden åben og forladt - og venter og venter kun på dig synger Steffen Brandt og sådan er det Nu skal i ud af sporet og befolke og forme denne verden. Følelsen er nærmest ekstatisk. Nærmest sådan lidt som når Pinnocio tager det første skridt ud på scenetrappen og begejstret skråler: Der ingen bånd, der binder mig At det ungdommelige overmod før eller siden støder sig på virkeligheden kommer I nok til at mærke. Ja, I mærker verden, og nogle gange vil det føles som Pinocchio i frit fald eller som Pinocchio totalt viklet ind i styretrådene fra de hollandske træskopiger eller russiske kosakker. Men det skal ikke ødelægge begejstringens rus nu den skal I give jer tid til at nyde. Og uanset hvordan I træder ind på scenen hvilken vej I vælger at gå ad, så kommer I hurtigt ind i nye fælleskaber. For mennesket er et socialt dyr og I vil blive påvirket af og udvikle jer gennem de nye fællesskaber. Hvad er karakteristisk for jeres generation? For at sætte jer i relief vil jeg tage udgangspunkt i min egen generation, der har rod i det såkaldte ungdomsoprør. Nu ligger ungdomsoprøret ganske vist så langt tilbage, at der nærmest skal kulstof14-metode til at tidsfæste det men det var altså i 70 erne i slutning af forrige årtusinde. Vi splittede dengang alt ad, der havde med autoriteter og traditioner at gøre. Da vi sad til vores dimission, havde en stor del af os ikke studenterhuer, for den var i sig selv borgerlig eller bare simpelthen udtryk for en tradition. I vores studietid gik vi rundt i træsko, billige t-shirts, som vi selv havde batikfarvet og blå arbejdsjakker af mærket Kansas. Vi ville solidarisere os med arbejderklassen i kampen mod den fæle kapitalisme. Arbejderne selv forholdt sig lidt overbærende til vores solidaritet for de vidste jo nok inderst inde, at vi ikke havde begreb om arbejderklassens 2

3 forhold og at vi i virkeligheden var nogle forkælede borgerbørn, der inden længe ville få høje uddannelser, sidde med gode lønninger i vores villaer, køre fransk bil, drikke kaffe på italiensk, læse Politiken eller Information, stemme på radikale venstre eller SF og holde på vore privileger og sådan gik det vel også. Vi var kollektive. Ikke bare på det private område, hvor familien skulle erstattes af kollektiver eller bofællesskaber men vi gebærdede os som en gruppe. Vi gik ens klædt og vi tænkte ens og som bagsiden af medaljen gik der også meget tid med at udrense dem, der ikke tænkte så ens. Vi kan ikke lide at høre det, men der var en del copy-paste over os. I derimod - er spragelede både i påklædning og af sind. Kigger man på jer i dagligdagen så ser man alt fra højhælede sko og små business-nederdele - over kombinationer af nylonstrømper, sportssko og truckerkasketter - til det rigtige hip-hop streetware outfit med enorme hætter og buksetaljer et kort stykke over knæene - og så hundredevis af varianter ind imellem. Overfladisk javel - men måske siger det alligevel noget centralt om jer nemlig jeres super-individualisme Og når I skal undervises, så er det ofte som at forhandle med 28 selvstændige aktieselskaber alle med forretningslogoet eller brandet Mig A/S. Og sådan har det være lige siden rød og grøn stue. I er ikke kollektive, men I hænger ved fællesskabet, men et fællesskab hvor der er plads til stor forskellighed. Og navnlig indgår I i en lang række forskellige fællesskaber. I er vokset op i forbrugersamfundet i en højkonjunktur. I forbruger meget ufattelig meget I lider vel nærmest af forbrugsbulimi. Men I går ikke bare efter mængden. I vil ikke spises af med standardprodukter I søger mod de lækre mærkevarer. I går efter oplevelser og I er scenevante viser jer gerne frem. Hvor vi way back nærmest var lidt sky så er der blandt jer en kamp om at komme ind i projektørens lyskegle. Faktisk så meget, at det siges, at folkeskolens vejledere travlt med at bringe eleverne ud af den vildfarelse, at alle har en fremtid som topmodeller, sangstjerner, musikere og professionelle fodboldspillere. Hvor vores ungdomslitteratur i 70 erne var overfyldt med menneskers trivielle trængsler i snævre to-værelsers lejligheder i gråt boligbeton eller til døden ensartede parcelhuskvarterer, så er I vokset op med fantasy: Harry Potter, Ringenes Herre og alt, hvad det har slæbt med sig. I vil alt det spændende og jeg tror, at når I betragter jeres forældres ufatteligt kedsommelige liv, så føler I som forfatteren Stanislaw Jerzy Lec engang ironisk udtrykte det: Mange lever med en så forbløffende rutine, at det er vanskeligt at tro, at de lever for første gang. Jeres generation lever i høj grad i en verden uden faste strukturer, normer og værdier. Alt er flydende. Det er ekstremt dynamisk, men det gør det ikke lettere for jer, for I skal hele tiden bygge egne strukturer op skabe rammer og mening i jeres liv velvidende at holdbarheden er begrænset. I skal leve med midlertidige fællesskaber, midlertidige værdier. Som en af jer skriver i sin danske eksamensstil: Vi har bevæget os ind i en postmorderne identitetsopfattelse. Vi er gået fra et samfund hvor identiteten var styret af de store fortællinger og nogle overordnede værdier, til at enhver må finde sin egen identitet. Identiteten er blevet individualiseret og man kan parakdoksalt nok sige: Alt er tilladt. Faktisk handler nutidens identitetsskabelse i høj grad om at finde sin egen lille niche af værdier, som man kan skille sig ud fra mængden med. Den tyske professor i pædagogik, Thomas Ziehe, som har haft en stor indflydelse på den pædagogiske debat herhjemme, har i de seneste år gjort opmærksom på særlig ny udvikling blandt unge. 70 er-pædagogikkens store dannelsesprojekt var aftraditionalisering. Det kom til udtryk i krav om livsverdensnærhed, informalisering og subjektivering. 3

4 Men det som 70 erpædagogikken anså for frisættende og udviklende er nu selvfølgeligheder for de unge. Det er skolens dannelsesopgave igen at udfordre eleverne med noget nyt vi er kommet i moderniseringens 2. fase, hvor fokus ikke længere skal være at nedbryde normer, men måske endda sætte nogle normer op, hvor det ikke handler om at gøre alting hverdagsrelevant og umiddelbart vedkommende for eleven men måske snarere at fordybe sig i særlige fremmede verdener, der netop er anderledes end hverdagen præsentere eleverne for det, der er anderledes og også svært tilgængeligt at skabe Øer af intensitet i et hav af rutine hvilket også er titlen på Ziehe s senest udgivne bog på dansk. Ziehes pointe bliver også berørt i det stilesæt som I boksede med i maj. Uanset definitioner på dannelsen og dens fokuspunkter, så må det overordnede mål være som allerede filosoffen Kant formulerede i 1700-tallet, at I skal være myndige mennesker. Det betyder, at man er herre over sit eget liv. For at blive det, skal man være oplyst, dvs. at man har horisont og er i stand til at se en sag fra mange sider. Man skal have et kritisk beredskab, en sund fornuft, som man kan sætte ind over for f.eks. folk, bevægelser, strømninger, der præsenterer sig som værende i besiddelse af den eneste og evige sandhed. Det gælder dagligdagens knap så alvorlige frelser-fænomener: helsekost/alternativ medicin det vildtvoksende marked for terapi konsulentfirmaernes forsimplede koncepter for teambuilding, ledelse, selvudvikling etc. Men der er også nødvendigt med det kritiske beredskab over for farligere tendenser til totalitære livsforståelser. Vi finder dem i dag meget tydeligt på det religiøse felt, og vi finder dem både til højre og venstre side i det politiske landskab. Sælg ikke jeres sjæl og sunde fornuft til sådanne totalitære ideologier. Det kan være fristende i en tid, hvor der netop ikke er faste normer, regler og værdier. Man er som ung nysgerrig og søgende og føler sig tiltrukket af muligheden for at finde tryghed i en fasttømret ideologi, der tilsyneladende leverer et skråsikkert svar på alt. Men tag jer i agt. Når denne ideologi pludselig begynder at ville påtvinge andre menneske dens holdninger og livsforståelse når vold bliver et redskab, når det bliver acceptabelt at lemlæste eller ligefrem tage livet af andre mennesker i en sags tjeneste så er man langt uden for den humanistiske grundværdi, der skal bære et demokrati. Totalitære ideologier lurende også i min ungdom i ungdomsoprøret i 70 erne. Målet var ganske vist frihed fra autoriteter og normer men umærkeligt blev dele af bevægelsen radikaliseret. Uforsonligheden med det øvrige samfund og disrespekten for almindelige, ikke-frelste mennesker blev så forbitret, at man isolerede sig i små celler, der tog stadig mere paniske og voldelige midler i brug. Et sådant eksempel er glimrende beskrevet i Peter Øvig Knudsens nye dokumentariske bog med titlen Blekingegadebanden den danske celle. Bogen gør et stort indtryk på mange i min generation ikke alene fordi historien er enormt spændende men også fordi vi selv var så ufattelig tæt på. Hvor let kunne vi ikke være blevet fanget ind at dette tankegods. Var det ikke netop dannelsen, den sunde fornuft, den kritiske sans, de humanistiske værdier eller hvad man nu skal kalde det, der i sidste instans fik os til at sige fra. Går vi en generation længere tilbage i historien, er nazismen det altoverskyggende eksempel på en totalitær ideologi, der i Tyskland på få år fuldstændigt inficerede samfundet. Jeg vil gerne trække to skikkelser frem, der har en slags skæbnefællesskab begge er født i 1927 og begge var de således 6 år da Hitler kom til magten, 12 da krigen begyndte og 18 år, da den sluttede. Begge har de netop skrevet deres ungdomserindringer altså i en alder af omkring 80 år. Det drejer sig om Joachim Fest og Günther Grass. Joachim Fests far havde en ledende post ved skolevæsenet i Berlin og var glødende antinazist Han blev fjernet fra sit job og flere gange gennem krigen blev han tilbudt lavere placerede 4

5 stillinger mod at blive medlem af nazistpartiet. Det nægtede han konsekvent, og familien måtte igennem krigen under kummerlige vilkår. Sønnen havde gennem faderen fået en ballast, der gjorde det let for ham at distancere sig fra nazismen og dermed medansvaret. Som faderen kunne han sige om så alle de andre løber med, ikke jeg. Og Ich nicht er netop titlen på hans erindringer. Under krigen blev han som dreng indkaldt som antiluftskytshjælper, reddede livet og kom siden hen i amerikansk krigsfangenskab. Efter krigen arbejdede han journalistisk og som historieforsker og -formidler med at kaste lys over, hvad der egentlig var foregået i det tredje rige. Han skrev i den forbindelse en af de mest anderkendte Hitlerbiografier, og det er også hans arbejder der danner forlæg for filmen Der Untergang om Hitlers sidste dage i førerbunkeren - en film som sikkert mange af jer har set. Filmen skildrer på een gang Hitler som et sindsygt uhyre men viser også menneskelige sider af personen, og netop det at kunne løfte Hitler ud af 60 års dæmonisering har været et vigtigt skridt i Tyskland. Derved bliver Hitlerfiguren nemlig ikke afsvækket, men farligere farligere fordi man forstår, hvorfor næsten et helt folk kunne lade sig rive med. Fests budskab er, at man skal vare sig for at lade sig rive med af den almindelige tidsånd og meningsstrømninger. Derfor var hans motto også: Lev altid med og aldrig imod tvivlen. Günter Grass voksede op i Danzig (Gdansk) og havde på mange måder et mere almindeligt drengeliv. Hertil hører også fascinationen af den tyske krigsmaskine, der jo var imponerende i krigens første år. Også Günther Grass blev som 16-årig indkaldt til militærtjeneste. Han overlevede mirakuløst. Også han blev taget til fange af amerikanerne. Günter Grass bliver en af efterkrigstidens store forfattere i Tyskland, og han bruger en central del at sit forfatterskab til at gøre op og bearbejde den tyske nazifortid og dermed den tyske skyld. Han blev næsten inkarnationen af den tyske samvittighed. Og som sådan fik han også i 1999 Nobelsprisen. Først i sine erindringer, der er udkommet i år på dansk ned titlen Når løget skrælles lukker han op for den inderste hemmelighed i den inderste skal af løget: nemlig at han i de sidste måneder var frivilligt i Waffen SS. Dette afstedkom en storm i Tyskland. Mange følte sig ført bag lyset, og nu var der stillet spørgsmålstegn ved hans moralske integritet. Nogle krævede endda, at man skulle fratage ham Nobelprisen. Det gjorde man imidlertid ikke. Bevarelsen af hemmeligheden er naturligvis et problem ikke mindst for forfatteren, der er blevet plaget af det hele livet. Men man vil også kunne forstå, hvor vanskeligt, det har været for en dreng i den alder, hvor I startede i gymnasiet, at skulle distancere sig fra sine egne kammerater og ikke lade sig rive med af den nationalisme og den heltedyrkelse, Hitlerregimet stod for. Han har dog heller ikke gjort sig skyldig i de forbrydelser mod menneskeheden som SS i øvrigt stod for. Men at han tog fejl som ganske ung, fratager ham jo ikke æren for det vigtige antinazistiske arbejde, han har gjort gennem hele sit forfatterliv. Og for nu at blive i det tyske, for nu er det jo blevet en tysktime i stedet for! Mange af jer har sikkert for ikke så længe siden set filmen De andres liv om den uhyggeligt effektive Stasi-officer i det gamle Østtysklands slutfase. Filmen beskriver, hvordan denne officer igennem sin indsigt og sin egen refleksion ender med at dække over og dermed hjælpe sine ofre. Den sunde fornuft sejrer til sidst mennesket sejrer over det totalitære system. Det er filmens stærke budskab. Hvorfor nu disse historier: Jo, for at sige til jer, at det kritiske beredskab er vigtigt også selvom man måske i første omgang er kommet til at tage fejl. Overlad ikke jeres tankevirksomhed til ideologierne, men brug Poul Henningsens gamle slagord: Tænk selv! Vi tror, at vi har været med til er at sætte jer i stand til at tænke selv, og vi er stolte af (og lidt vemodige over) nu at kunne vinke farvel til jer og sende jer ud i verden. På hele skolens vegne ønsker jeg jer lykke på rejsen og hermed dimiterer jeg studenterårgang 2007 fra Århus Statsgymnasium. 5