Mere humor. Mere indflydelse. Vores politik trænger til en mere humoristisk indpakning, mener filminstruktør Erik Clausen Side 10-11

Transkript

1 APRIL 2011 Medlemsblad for Enhedslisten Mere humor Vores politik trænger til en mere humoristisk indpakning, mener filminstruktør Erik Clausen Side Mere indflydelse Vi står til at blive et indflydelsesrigt støtteparti efter valget, siger folketingsmedlem Per Clausen Side 6-7 Portræt: Per Berga s3 Beslutning om Libyen s4-5 CSC vs. PROSA s8 Socialistiske svar på krisen s12-13 Fokus: Rebild s15

2 foto: Maibritt Kerner/rød+grøn Kamp må der til, skal livet gro Der er dømt klassekamp. I gammeldags og klassisk stil. Skarp kamp om værdierne i vores samfund. Sidste sommer blev dagpengeperioden halveret og livet som arbejdsløs gjort vanskeligere. Det var uhørt frækt midt i en kriseperiode med høj arbejdsløshed. Efter nytår skulle efterlønnen fjernes. Og hvis de konservative skal bestemme, skal pengene bruges til endnu en omgang skattelettelser til de rigeste. Bankerne har fået fyldt kasserne op efter krisen, med rundhåndet hjælp fra staten, som først og fremmest finansieres af den nederste del af samfundet. Undervejs har tusinder af private og offentligt ansatte fået en fyreseddel. Næste runde udspiller sig på arbejdsmarkedet. De offentlige arbejdsgivere og fagforeningerne lægger arm om løn- og arbejdsforhold i de næste par år. Ingen lønstigning i 2011 og meget beskedne stigninger i 2012 blev resultatet. Der er indbygget garanti for reallønsfald i forligene. Det er første gang i mange år, at forhandlingerne har været så magre. Det store spørgsmål er nu, om fagforeningernes medlemmer har modet til at sige nej til overenskomstforligene. Det er det eneste rigtige svar til de kyniske politikere i regeringen, der i 10 år har foræret pengene til landets elite. Som om magre forlig ikke var nok. Virksomhederne har ikke i sinde at vise samme tilbageholdenhed. De har forgyldt direktørerne med lønstigninger og samtidigt fyret op mod hver femte medarbejder. Der er grund til at sige tak til vores politiske modstandere. Det er let at se, hvor de vil hen. De gør det let for os at vælge side. Lige nu er der kun én vej kampens vej.»bankerne har fået fyldt kasserne op efter krisen, med rundhåndet hjælp fra staten, som først og fremmest finansieres af den nederste del af samfundet«christian Juhl Medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse Libyen Den 18. marts skulle Enhedslisten tage stilling til, om Danmark skulle være en del af FN s militære indgriben i Libyen. Få overblik over den interne debat og partiets beslutning. Side 4-5 Europagten hastet igennem Pludselig gik det stærkt, da japartierne fik Danmark med i Europagten. En så vigtig beslutning skulle dog have været til folkeafstemning, mener Per Clausen. Side 9 Nørrebro deler sig Enhedslistens største lokalafdeling er blevet så stor, at der arbejdes på at dele Nørrebro i fem mindre afdelinger. Side 14 Oplag: Tryk: Scanprint Forsidefoto forestiller: Erik Clausen Fotograf: Per Skovgaard Næste deadline: den 8. april kl Debatindlæg må højst fylde tegn (inkl. mellemrum) Sendes til: debat@enhedslisten.dk eller i brev til: Enhedslisten, att: Rød+Grøn Christiansborg, 1240 Kbh K Administration/abonnement: Abonnementspris: Uden medlemskab af Enhedslisten: 150 kr/år Institutionsabonnement: 250 kr/år Medlemmer modtager automatisk bladet. :Kolofon Redaktion: Karl Johnsen (ansv.), Linda Hansen Sarah Glerup, Simon Halskov, Jeppe Rohde, Lene Rygaard, Lars Hostrup, Stine Brix, Karl Johnsen (layout) Kontakt: medlemsblad@enhedslisten.dk ISSN:

3 foto: Bjarne Speth Hansen Den røde blikkenslager I mere end 40 år har Per Berga Rasmussen kæmpet for den menige odenseaner. Både i det politiske arbejde gennem Enhedslisten og i det faglige gennem Blik- og Rørarbejderforbundet. Snart er arbejdet slut for venstrefløjens grand old man i Odense Jeppe Rohde, Rød+Grøn De fleste vælgere i Odense ved, hvem Per Berga er, og hvad han står for hvilket nok er én af grundene til, at Enhedslisten i Odense i de sidste mange år har klaret sig bedre ved kommunalvalg end ved folketingsvalg. Per blev i 1974 valgt til Odense Byråd og er det længst siddende byrådsmedlem i Danmarks tredjestørste by. Men denne valgperiode bliver hans sidste. Per Berga mener selv, at den røde tråd i hans byrådsarbejde har været den sociale kamp for at sikre for et anstændigt serviceniveau og ordentlige forhold for kommunens ansatte. Han har fået flere forbedringer igennem, bl.a. var det på hans initiativ, at der blev gennemført en fattigdomsundersøgelse, og at der blev oprettet et råd for socialt udsatte. S og SF skuffer Ved seneste kommunalvalg fik Odense et markant rødt flertal, men Socialdemokraterne og især SF har skuffet Per. De har valgt at forvalte de nedskæringer, som regeringens økonomiske politik lægger op til i stedet for at udfordre topstyringen. - Det er måske ansvarlig opførsel overfor regeringen, men det er helt uansvarligt overfor Odenses borgere. I stedet burde man tage en konflikt med regeringen og udfordre skattestoppet. Sæt gang i beskæftigelsen I de kommende år vil beskæftigelsesområdet byde på de største udfordringer for Enhedslisten i Odense, mener Per. Som eksempel nævner han den nylige lukning af Lindøværftet, som har gjort hundredvis af odenseanere arbejdsløse. - I stedet for at sætte gang i noget produktion, der kunne hjælpe disse mennesker i job, så vælger man at sende folk ud i uværdige og helt vanvittige aktiveringsprojekter. Ramt af dåbsattesten Per Berga, der snart bliver 65, er ifølge eget udsagn blevet ramt af dåbsattesten. Han har derfor valgt at drosle ned på det politiske arbejde og har ikke tænkt sig at stille op til kommunalvalget i Ved næste generalforsamling er det planen, at Enhedslisten Odense skal sammensætte et nyt hold, som kan føre tingene videre. - Jeg vil gerne blive husket som en person, der tog vare på menigmand, og som mente det alvorligt, når jeg sagde, at Odense skal være en grøn by. Og som var flittig og ikke indgik nogen kompromiser for personlig vindings skyld, slutter den kommende pensionist. Per Berga Rasmusssen er 64 år. Han er uddannet blikkenslager og har i mere end 30 år været sekretær og tillidsmand i Blik og Rør. Siden 1974 har han siddet i Odense Byråd for hhv. DKP og Enhedslisten. Per bor i rækkehus i Odense sammen med sin kone. Han har to voksne børn og to børnebørn. Rød+Grøn April

4 Spørgsmål og svar: Enhedslisten og Libyske flygtninge krydser grænsen til Tunesien på flugt fra Gaddafi. Foto: magharebia. Hvorfor støtter Enhedslisten et militært indgreb i Libyen? Enhedslisten valgte den 18. marts at støtte et FN-sanktioneret militært indgreb for at beskytte civilbefolkningen i Libyen mod Gaddafis angreb. Dog kun hvis følgende tre forudsætninger er til stede: 1. En garanti fra regeringen for at angrebene stoppes, hvis Gaddafis regime accepterer en våbenhvile og indstiller angrebene. 2. En garanti fra regeringen for at FN-styrkerne ikke bomber områder med civil bebyggelse. 3. En garanti fra regeringen for, at der er fuld respekt for Libyens fremtidige suverænitet, herunder kontrollen med landets olieressourcer. Hvem har truffet beslutningen? Der er tale om en meget alvorlig beslutning, og den skulle træffes hurtigt. Derfor blev Enhedslisten Forretningsudvalg indkaldt til et ekstraordinært møde med vores folketingsgrup- pe fredag den 18. marts. Medlemmerne af Hovedbestyrelsen blev inddraget via telefon. Dagen efter holdt Hovedbestyrelsen ordinært møde, og her støttede et stort flertal beslutningen om militær intervention i Libyen. Hvorfor støtter Enhedslisten militær indgriben? Enhedslisten mener, at Gaddafiregimet i den seneste uger har gennemført alvorlige forbrydelser mod menneskeheden, f.eks. nedskydning af ubevæbnede demonstranter, henrettelser af sårede modstandere og forsvindinger. Med Gaddafis erklæring om at udrydde sine modstandere, eksisterer en reel trussel om folkemord. Det er på den baggrund og udelukkende med det formål at beskytte den libyske civilbefolkning, at Enhedslisten støtter en militær FN-indgriben. Det er ligeledes afgørende for Enhedslisten, at der er et klart FN-mandat bag operationen, og at den også har opbakning fra landene i regionen og fra den libyske opposition. Hvad vil Enhedslisten opnå med en militær aktion? Enhedslisten håber og forventer, at FNs vedtagelse om militær indgriben kan lægge pres på det libyske regime, så de indvilger i våbenhvile og forhandlinger om politiske reformer. Dermed kan der åbnes mulighed for, at libyerne selv kan afgøre deres fremtid. FNs beslutning har allerede haft det positive resultat, at den libyske regering har erklæret at være indstillet på en våbenhvile. Er der ikke bedre alternativer? Den alvorlige situation, der er opstået, kunne have været undgået, hvis stormagterne ikke havde støttet Gaddafis regime med våben og handelsaftaler i de seneste ti år. Men det hjælper ikke noget blot at konstatere dette nu, hvor den libyske befolkning udsættes for grove overgreb. Enhedslisten kan i den nuværende situation ikke se andre alternativer end at bruge militære midler til at beskytte Libyens befolkning, og til at sikre muligheden for våbenhvile og forhandlinger. Hvis det lykkes at opnå en våbenhvile, skal Danmark sætte alle kræfter ind på at få en neutral international mæglingsdelegation til Libyen. Og arbejde for at der iværksættes en reel FN-mission i området med kombination af både en civil, militær og politiindsats, der skal bidrage til at stabilisere situationen og afvæbne begge sider. Er Enhedslisten ikke imod at bruge vold og krig som en løsning? Jo. Enhedslisten er som udgangspunkt imod krig og vold. Krig har sjældent positive resultater. De ødelægger og nedbryder lande både socialt, økonomisk og menneskeligt, og det kan tage generationer at læge skaderne. Men Enhedslisten har på et årsmøde vedtaget, at partiet i ekstreme tilfælde kan støtte militære indgreb, hvis det sker for at forhindre grove forbrydelser mod menneskeheden som folkemord og etnisk udrensning. Enhedslisten var f.eks. også for militær intervention i Libanon og Darfur. Læs mere på enhedslisten.dk 4 Rød+Grøn April 2011

5 Libyen Klart flertal i Hovedbestyrelsen Enhedslistens hovedbestyrelse er den øverste ledelse mellem årsmøderne. Derfor var det dem, der skulle træffe beslutning om, hvordan Enhedslisten forholder sig til militær indgriben i Libyen. Hovedbestyrelsen mødtes den 19. marts. For militær indgriben stemte 15, to stemte mod og to undlod. Her kan du læse, hvorfor to hovedbestyrelsesmedlemmer stemte, som de gjorde. Linda Hansen, Rød+Grøn Mikael Hertoft: Nej til militærintervention FN står bag resolutionen om indgriben i Libyen, men det er NATO, der står for udførslen, siger medlem af Hovedbestyrelsen Mikael Hertoft Jeg syntes, det var en meget alvorlig fejl at stemme for militærinterventionen, fordi jeg mener, at det vil alliere os med de magter, der i årtier har stået bag undertrykkelsen af de arabiske folk. Interventionen vil ikke være til støtte til den libyske revolution, men vil derimod føre til at vestmagterne vil bevare og styrke kontrollen over den libyske olie og territorium. Og EU vil fortsat bruge Libyen som en prop i hullet for at hindre mennesker i at rejse fra Afrika til Europa. Det er FN, der giver et mandat og tager alle mulige forholdsregler ved den militære intervention, men dem, der i praksis står for udførslen, er NATO. Dvs. de samme, som står bag to uretfærdige krige i Mellemøsten samt opbakningen til Israels undertrykkelse af palæstinenserne. To krige, som Enhedslisten er meget imod. Enhedslisten har stillet betingelser for at støtte militær intervention i Libyen. Men det er utilstrækkeligt, for det er Frankrig, USA og England, der bestemmer - og altså ikke Danmark og Gitte Lillelund Bech. Man beder altså om garantier hos nogle, der ikke kan give dem. Enhedslisten kunne også have arbejdet for folkelig solidaritet med det libyske folk og de arabiske revolutioner. Nu har Enhedslisten i stedet allieret sig med de magter, der i årtier har været bagmændene bag diktatorerne i den arabiske verden. Nikolaj Villumsen: Et bekymret ja Målet er en fredelig løsning for Libyen. Flyveforbuddet var den mindst ringe løsning for at forhindre det truende forbrydelse mod menneskeheden, siger Nikolaj Villumsen fra Hovedbestyrelsen Jeg stemte ja til flyveforbuddet for at stoppe Gaddafis overgreb mod den libyske befolkning. Jeg synes ikke, at jeg på det tidspunkt kunne se et alternativ, der kunne være virksomt nok, mens Gaddafis tropper stod lige udenfor Benghazi. Beslutningen er jo baseret på en vedtagelse fra vores årsmøde i Den vedtagelse går præcis på, at i tilfælde af folkemord eller lignende, så kan vi støtte en indsats, hvis der er et klart FN-mandat. FN er trods fejl og mangler fortsat det bedste udtryk for det internationale samfund. Derfor er FNs mandat afgørende. Vi har da også tidligere kritiseret, at der manglede et FN-mandat i Irak. Desuden havde det stor betydning, at der var opbakning til flyveforbuddet fra de arabiske lande. FN-resolutionen slår fast, at målet er at få en våbenhvile og at det ikke handler om at indføre demokrati med bomber, som vi f.eks. har kritiseret i Afghanistan. Generelt er det positivt, at FN har taget teten i stedet for USA og NATO. Et af argumenterne for at sige nej er, at de vestlige magter er dobbeltmoralske. Det er der ingen tvivl om, at de er. Men det er ikke et argument for, at vi skal undlade at gøre noget og lade det gå ud over den libyske befolkning. Tværtimod skal vi bruge det her til at presse andre, f.eks. når Israel bomber Gaza eller regimerne i Yemen og Bahrain skyder på demonstranter. Så skal vi lægge pres på. Rød+Grøn April

6 Vi holder dem i hånden og ørerne Efter ti år som den yderste opposition tyder meget på, at Enhedslisten efter et valg bliver et indflydelsesrigt støtteparti for en socialdemokratisk ledet regering. Rød+Grøn har sat Enhedslistens gruppeformand og strategiske spydspids Per Clausen stævne for at høre, hvordan Enhedslisten skal bruge sin nye rolle Pelle Dragsted, Rød+Grøn Hvad bliver den mest tydelige forskel mellem den rolle Enhedslisten spiller nu, og den rolle vi spiller, hvis magten skifter? Enhedslistens muligheder for indflydelse bliver meget stør- re end de har været de sidste ti år. Der bliver langt bedre muligheder for at presse en ny regering, sammen med bevægelser og aktive udenfor Folketinget. Derfor bliver opgaven med at føre bevægelsernes krav ind i Folketinget og slås for, at de bliver ført igennem langt mere konkret, end den har været i de seneste år. Relationerne i rød blok Hvordan bliver forholdet til S og SF? Man kan sige, at vi både skal holde en ny regering i hånden og i ørerne. Vi vil gå efter at få mest mulig indflydelse på en ny regerings politik ved at deltage i forhandlinger, finanslove og politiske forlig. Men samtidig er det jo et faktum, at Socialdemokraterne og SF desværre har accepteret store dele af den borgerlige politik, og det vil gøre det svært at holde dem fast på løsninger, der tager udgangspunkt i lønarbejdernes og miljøets interes- 6 Rød+Grøn April 2011

7 Vi kommer til at veksle mellem rollerne som vagthund og magthund efter et valg, siger Per Clausen. Foto: Maibritt Kerner/Rød+Grøn ser. Når de svigter på disse områder, skal vores kritik være klar og utvetydig, men vi skal altid pege på, hvilke alternativer, vi vil være villige til at støtte. Hvordan forestiller I jer Enhedslistens rolle, er det vagthund eller magthund? Vi skal være begge dele. På den ene side skal vi gå benhårdt efter indflydelse. Hver eneste gang, at en nye regering har brug for vores stemmer, vil vi sørge for at sikre os indflydelse og indrømmelser, til fordel for lønmodtagerne, de arbejdsløse, miljøet osv. Men samtidig skal vi fortsat være borgernes vagthund i Folketinget. For selvom vi forventer en anden og mere de- mokratisk adfærd fra en ny regering, så vokser træerne ikke ind i himlen. Krigen i Afghanistan vil fortsætte. Det samme vil de urimelige bankpakker. Der bliver stadig brug for en kritisk vagthund til at sikre, at regeringen ikke løber om hjørner med befolkningen. Enhedslisten skal føre socialistisk politik Ud fra hvilke kriterier vil I vælge de krav, I vil stille til f.eks. en finanslov? Der er jo så meget vi gerne vil, men vi kan jo ikke få alt igennem. Hvad er jeres rettesnor? Helt overordnet er vores rettesnor at føre socialistisk politik. De centrale krav skal være socialistiske krav. Vi kommer ikke hele vejen på én finanslov eller for den sags skyld i en folketingssamling, men vi skal have indrømmelser hver gang Konkret skal vi have øget den økonomiske lighed ved at sikre højere indkomster til arbejdsløse og lavtlønnede. Vi skal have styrket demokratiet overfor markedsinteresser f.eks. ved at øge medarbejderindflydelsen, og ved at stoppe kravene om udlicitering. Vi skal give fagbevægelsen redskaber til at bekæmpe den sociale dumpning, hvor arbejdsgiver udnytter underbetalt østeuropæisk arbejdskraft. Og så skal vi have sat gang i økologien og den vedvarende energi. Uden en klode at leve på, kan socialisme jo være ligegyldigt. Et skridt ad gangen Hvordan hænger alt det her sammen med Enhedslistens langsigtede mål om en socialistisk samfundsudvikling har du helt glemt den?» Selvom vi forventer en anden og mere demokratisk adfærd fra en ny regering, så vokser træerne ikke ind i himlen«vi vil aldrig kunne blive taget alvorligt, hvis vi kun kan tale om langsigtede mål og kage efter revolutionen. Det er en betingelse for, at folk vil lytte til os, at vi kan komme med konkrete og realistiske løsninger på de udfordringer, som mennesker står overfor i dag. At arbejde for socialisme handler om at ændre styrkeforholdene, sådan at vi styrker arbejderklassens og de folkelige bevægelsers magtpositioner. Hvis vi f.eks. får nedbragt arbejdsløsheden og forbedret forholdene for de arbejdsløse, så vil det styrke lønmodtagerne overfor arbejdsgiverne. Og hvis vi får mere offentligt ejet produktion, svækker det arbejdsgivernes trusler om at flytte ud af landet. Skridt for skridt skal vi ændre styrkeforholdene, sammen med kræfter udenfor Folketinget. Så vi bliver stærkere og kan øge presset for mere vidtgående forandringer. Socialismen er nødvendig, fordi kapitalismen ikke kan sikre frihed og lighed nationalt og globalt og heller ikke er i stand til at leve inden for de rammer, som naturgrundlaget sætter for menneskelig udfoldelse. Ingen angreb på velfærden Enhedslisten har jo et princip om at stemme for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse og ikke indgå studehandler. Kan dette princip ikke gøre det svært at opnå indflydelse? Jeg synes, det er et vigtigt princip. Det skal beskytte os mod egen svaghed i forhandlinger, hvor det kan være fristende at acceptere forringelser for en gruppe mennesker, fordi man får indrømmelser på et andet område. Princippet garanterer, at Enhedslisten aldrig kommer til at lægge stemmer til angreb på velfærden. Vi skal imidlertid passe på, at princippet ikke bliver det eneste der styrer vores politik og taktik, for det er jo alt for defensivt, hvis vores eneste succeskriterium er ikke at lave forringelser. Vi skal have lige så meget fokus på, hvad det er vi offensivt vil opnå. Vi er jo sat i verden for at skabe forandringer. Nu har Enhedslistens været den yderste opposition i ti år. Hvad glæder du dig mest til, når magten skifter og vi bliver parlamentarisk grundlag for en ny regering? Muligheden for at udnytte de diskussioner, de beslutninger og de erfaringer, vi har gjort i Enhedslisten, til at spille en afgørende rolle i en vigtig tid, hvor vi kan opnå store og afgørende politiske resultater, men hvor det også kan gå grusomt galt. Håbet er, at vi kan blive en del af et oprør mod forsøget på at tørre krisens omkostninger af på den almindelige befolkning. Og at vi kan sikre en udvikling, hvor miljø og klima ikke smadres. Opgavens omfang gør det til gengæld nødvendigt at udvise lidt ydmyghed. Vi klarer det ikke alene inde på Christiansborg. Rød+Grøn April

8 foto: lars bertelsen Social dumping i it-branchen 120 it-folk er blevet lockoutet af it-kæmpen CSC, der er trætte af at forhandle overenskomster med de ansatte i Danmark. Det indvarsler en helt ny og aggressiv stil fra arbejdsgiverne, der én gang for alle ønsker et opgør med fagbevægelsens magt Bjarke Friborg, faglig konsulent i PROSA For mange er CSC bedst kendt for at have sponsoreret Bjarne Riis danske cykelhold Team CSC. De færreste ved, at CSC også er en global it-virksomhed, der udfører højt specialiserede opgaver for den danske stat, herunder politiet, SKAT og CPRregisteret. I disse måneder raser der en arbejdskonflikt i CSC, hvor 120 medlemmer af it-forbundet PROSA har været lockoutet siden den 9. februar i år. Det er sjældent, at en arbejdskonflikt starter med en lockout. Lige så sjældent er det, at arbejdsgiveren stiller så hårde krav som CSC-ledelsen har gjort, bl.a. ved at kræve en ophævelse af den tryghedsaftale, der gennem 20 år har sikret længere opsigelsesvarsel og mulighed for opkvalificering. De ansatte skal desuden gå 30 % ned i realløn og arbejde i op til 45 timer i gennemsnit over 8 uger uden kompensation. Massefyringer i vente Tidligere har PROSA afsløret, hvordan CSC gennem en årrække forsøgte at importere underbetalte indiske it-folk til Danmark, og under forhandlingerne har CSC meldt ud, at der inden for et år skal afskediges 900 ansatte i Norden. Som modsvar har PROSA varslet strejke blandt 40 ansatte, og en opsigelse af fredsaftalen fra 1. juni, så konflikten kan udvides og dermed ramme vitale funktioner for den danske stat, der er CSC s hovedkunde herhjemme. Der er også startet et tværfagligt støttenetværk og nedsat aktivistgrupper, der skal skabe pres og opmærksomhed fra andre arbejdspladser og CSC-kunder samt opbakning fra flere fagforeninger. Et angreb på den danske model Karsten Ditlevsen, arbejdsmarkedssekretær for Enhedslistens folketingsgruppe og medlem af Enhedslistens faglige landsudvalg, fortæller, at støtten til de lockoutede er vigtig af flere årsager: I mange år har det været normen, at multinationale har 8 Rød+Grøn April 2011

9 Ja-partier hastede Europagten igennem Tre ting du kan gøre 1) Tag CSC-konflikten op i din fagforening/faglige netværk og send en støtteudtalelse. 2) Meld dig til støttenetværket, hvor du f.eks. kan være med til at uddele løbesedler og plakater. 3) Er din virksomhed kunde hos CSC? Kontakt PROSA og hør nærmere. For mere info om sagen, besøg prosa.dk eller kontakt: Mikkel Hammer Nonboe, mno@prosa.dk. indgået overenskomster, når de etablerede sig på det danske arbejdsmarked også selv om de har været kendt som notorisk fagforeningsfjendske i deres hjemlande. Det er det mønster, CSC vil have brudt. Koncernen sigter benhårdt efter at afvikle en god overenskomst og smadre fagforeningens styrkeposition. Det er heri konfliktens principielle betydning ligger. En sejr for CSC vil åbne vejen for tilsvarende angreb på de faglige organisationer i andre multinationale koncerner i Danmark. De EU-glade partier på Christiansborg har allerede truffet beslutningen: Danmark har sagt ja til Europagten. Men den beslutning er så vigtig, at den ikke skulle have været truffet i hast, siger Per Clausen, EU-ordfører for Enhedslisten Simon Halskov, Rød+Grøn Med Danmarks deltagelse i Europagten, er det fremover EU, der sætter rammerne for, hvordan vi lægger statens budget. Danmark kan også blive ramt på tegnebogen gennem modregning af ydelser fra EU, hvis vi ikke følger EU s direktiver. - Nu hvor Danmark tiltræder Europagten, er det slut med at bestemme over vores egen husholdning i Danmark. Sådan en vigtig beslutning skal ikke sjaskes igennem på 14 dage. Folk har jo ikke en chance for at finde ud af, hvad der foregår, selvom det i høj grad kommer til at påvirke vores hverdag, siger Per Clausen. Partier fra SF til K afgiver magt til EU Når Danmark afgiver suverænitet til EU, skal det altid til folkeafstemning. Og det er netop, hvad Europagten vil medføre. - Europagten vil stort set fratage Danmark muligheden for at føre en selvstændig økonomisk politik. Hvis vi i sin tid havde indfødt Euroen, ville det faktisk have været langt mindre begrænsende, fortæller EU-ordfører Per Clausen. Han finder det derfor grotesk og udemokratisk, at alle partier fra SF til Konservative tvinger Europagten igennem i Danmark på bare 14 dage. Europagt er lig med borgerlig økonomisk politik Europagten er ikke en enlig svale, understreger Per. Den er blot én af mange opstramninger, der er under opsejling i EU. De har alle økonomisk liberal karakter. - EU vil gerne holde hånd i hanke med medlemslandenes økonomi. Derfor vil vi se klare krav om lavere lønstigninger, om senere pensionsalder, dårligere dagpengesystemer og mindre offentlig velfærd. Europagten vil tvinge os til at rette ind efter kravene for at undgå økonomiske sanktioner. Derfor er Enhedslisten ikke i tvivl om, at Danmark burde have sagt nej til at deltage i den. - I stedet for at stramme båndene til euroen, skal vi løsne dem. Det vil give en ny regering langt større frihed til at bryde med VKregeringens borgerlige økonomiske politik, slutter Per Clausen. Rød+Grøn April

10 Mere humor i Enhedslisten Mange opfatter Erik Clausen som én af kulturlivets røde ronkedorer. I et halvt århundrede har han gået en ikke altid enkel balancegang mellem arbejderkultur og kulturelite. Rød+Grøn mødte Clausen til en snak om politik og kultur Simon Halskov, Rød + Grøn Da vi talte sammen i telefonen, efterlyste du, at Enhedslisten bringer kulturpolitikken mere på dagsordenen. Kan du uddybe det? Når Enhedslisten taler om kultur, kunne det lige så godt være Det Radikale Venstre, man hører. Man taler om et teater, som mangler nogle penge, og sådan nogle ting. For mig er det kulturpolitiske meget, meget bredere. At vi sidder og taler sammen nu, er en del af kulturen. At arbejde sammen er kultur. Og når der som i dag er over arbejdsløse, er der også over som ikke har hverdagens kultur, kollegaerne, aktiviteterne, det kreative, arbejdsglæden, historierne, for ikke at sige vittighederne. Ud af Christiansborg og ind i campingvognen Selvom vores udgangspunkt for interviewet var kultur i kunstnerisk forstand, fornemmer jeg hurtigt, at Clausen hellere vil tale om kulturen i Enhedslisten. Han vil gerne give en kammeratlig opsang. Jeg vælger at lade ham synge og spørger ham, hvorfor der ikke er flere arbejdere i og omkring Enhedslisten. En almindelig arbejder og håndværker kan ikke forstå, hvad I siger. Der bliver talt et institutionssprog. I taler ikke med os, men til os. Der bliver talt lettere ned. Det er, som at være til et møde på rådhuset, og så spørge, om man kan slippe lidt billigere i skat. I taler som sagsbehandlere, ligesom alle de andre politikere. Jeg tror, det er en arbejdsskade man får på Christiansborg. Jeg vil derfor opfordre Enhedslisten til at flytte sit kontor væk fra Christiansborg, købe en campingvogn og køre rundt forskellige steder og komme i snak med folk. At I laver en flyvende, anarkistisk organisation, som opløser sig selv hele tiden ved at flytte sig. Det er det, vi andre har gjort gennem årene. Og det vil bringe partiet tættere på arbejderklassen? I virkeligheden opfatter jeg ikke Enhedslisten som et arbejderparti. Og jeg vil mene, at det måske ikke er Enhedslistens opgave at være et arbejderparti, men snarere et socialistisk avantgardeparti. Et lille parti, som har nogle bestemte traditioner, og som kan sige lige nøjagtigt, hvad der passer dem. Den lille, frække, gøende hund, i den pæne, borgerlige zoologiske have. En stor del af miljøet omkring Enhedslisten består jo af intellektuelle, og derfor har 10 Rød+Grøn April 2011

11 Erik Clausen vil have mindre sagsbehandlersnak og flere historier fra det virkelige liv. Billedet er fra filmen»frihed på prøve«foto: Clausen Film Provokationen er en kunst, og ind imellem får man altså kun folks opmærksomhed ved at sige Bøh! Erik Clausen Enhedslisten rig mulighed for at have meget udfordrende politiske argumenter. I kan roligt citere Karl Marx, Bertolt Brecht eller Bourdieu og få de andre til at ligne spørgsmålstegn. Jeg vil opfordre jer til at hæve ambitionsniveauet, at udfordre tilskuerne og lytterne. Og skulle der være en enkelt rasende jordbetonarbejder, så bare sig til ham, at han kan gå hen på biblioteket, hvis der er noget, han gerne vil vide. Kunsten at provokere Her fanger Clausen mig med bukserne nede; jeg havde regnet med, at opsangen skulle handle om, at Enhedslisten intellektualiserer for meget, og så opfordrer han os ligefrem til at skrue op for blusset. Amardrengen Clausen, udlært som maler, skiftede godt nok industrien ud med kunsten, men har alligevel altid kredset om arbejderklassen i sine film. Så du mener, at Enhedslisten ikke skal være et bredtfavnende arbejderparti, men blive i rollen som den lille, skarpsindige vagthund? Ja, men af og til må man også bryde med rollen som vagthund, op opstille et alternativt perspektiv, der er større, luftigere, smukkere og mere poetisk revolutionært end liberalister- nes. Alle definitioner af problemer skal have luft under vingerne. Kritikken af erhvervslivets egoisme og markedsmekanismernes brutalitet skal have luft under vingerne. Der skal sættes allegorier og billeder på. Hvad sker der egentlig med Hr. Johansen fra Odense, når Lindøværftet lukker? Jeg mener, at de skader, som liberalismen og markedsmekanismerne påfører Danmark i dag, er så store, at man kan sammenligne dem med nogle af naturkatastroferne rundt om i verden. Lad mig høre den sammenligning, selvom den er urimelig og provokerende. Provokationen er en kunst, og ind imellem får man altså kun folks opmærksomhed ved at sige Bøh!. Gør svindlerne til grin Selvom Clausen ønsker sig mere luft under Enhedslistens paroler, fornemmer man en klar, jordbunden solidaritet med arbejdsmanden, som bliver frarøvet sit job eller sin opsparing, og en tilsvarende afstandtagen fra de grådige magthavere. Banksvindlen burde udløse et ramaskrig, en retssag og om ikke andet gøre de ansvarlige til grin. Vi får ikke klar besked om, hvad der er sket, og hvem der har stjålet pengene. Man bruger udtrykket pengene er tabt. Hvis jeg var i Folketinget, ville jeg fra talerstolen spørge: Hvor er de tabt henne? Er der et hittegodskontor for tabte formuer? Jeg vil gerne have, at vi forfølger sagen, pengene er jo ikke smidt i et stort hul, de ligger et eller andet sted. Måske er der ligefrem nogen der har fundet ud af, at det giver mere at lave dette tab, måske har de ligefrem stjålet pengene. Så kære opsparere fra Fjerridslev Bank, Roskilde Bank og Amagerbanken: I er taget i røven. Jeres penge ligger et eller andet sted, selvfølgelig gør de det. Så selvom vi øger fokus på egne perspektiver, skal vi stadig bide magthaverne i haserne? Ja, men man skal altså også huske at fortælle succeshistorierne og stikke dem i hovederne på liberalisterne en gang imellem. For mange år siden grinede vi af de idealister, som gik med sandaler og talte om vindmøller, imens vi andre satte os ind i vores store 8-cylinders amerikanerbiler og trykkede på sømmet. I dag er vindkraft elementært og en kæmpe verdenssucces. Det kommer nedefra, siger Erik Clausen og runder af med følgende opfordring til Enhedslisten: Brug allegorien, brug humoren, poesien og eventyret. Fortæl nogle historier fra det virkelige liv. Rød+Grøn April

12 Socialistiske svar på den økonomiske krise Den fortsatte økonomiske krise og den skærpede klassekamp gør det stadigt mere nødvendigt for venstrefløjen og især Enhedslisten at fremsætte socialistiske svar på krisen. Enhedslisten har netop udgivet Krisehæfte II, der kan sætte gang i debatten om svarene Anders Hadberg, medlem af Hovedbestyrelsen Den økonomiske krise er langt fra overstået. En banksektor i fortsat krise, faldende beskæftigelse og en stagnerende økonomi er realiteten i Vesten i dag. Men krisen er gået ind i en ny fase: kampen om regningen. Den borgerlige offensiv over hele Europa har ét mål inden for denne agenda: at få arbejderklassen til at betale for krisen. Også i Danmark, hvor VK-regeringens angreb på efterlønnen viser, at Foghs snigende liberalisme er afløst af direkte konfrontation. Modstand og venstredrejning i arbejderklassen Arbejderklassen i Danmark er ikke passiv tilskuer til angrebene. Tværtimod er den gået til kamp for egne levevilkår. Modstanden er skærpet, og bevægelsen for et alternativ til den borgerlige regering er blevet mere radikal. Det viser den seneste modstand mod efterlønsforringelserne. Strejken i dele af både den offentlige og private transportsektor var rettet direkte mod VK-regeringen, og for første gang siden 1985 deltog både offentligt og privatansatte arbejdere sammen i en politisk strejke. De, der troede, at arbejderklassen var selvdød, at velfærdsbevægelsen var levende begravet, eller at fagbevægelsen ikke længere udgør kernen i mobiliseringer, aktioner og fagligt-politiske strejker, tog åbenlyst fejl. Svarene mangler Enhedslisten må give dem Den fortsatte økonomiske krise og den skærpede klassekampssituation gør det stadigt mere nødvendigt at udarbejde og fremsætte socialistiske svar på krisen. S og SF s 12 minutter er ikke et socialistisk svar det peger ikke engang i den rigtige retning. Der er et gabende tomt hul til venstre for den nuværende regerings borgerlige politik, som S og SF ikke har formået at udfylde. Selv fagbevægelsens top har offentligt erkendt, at arbejderklassen ser sig om efter en anden løsning om end et flertal i arbejderklassen stadig har tiltro til, at de to partier finder den. Enhedslisten har derfor en afgørende opgave i at fremsætte og udbrede socialistiske svar på krisen, for at vise ikke mindst den aktive og kæmpende del af arbejderklassen et tydeligt alternativ til venstre. Også når en kommende regering skuffer. Kun derved undgår vi, at skuffelsen bliver til højredrejning. Det er ikke nogen nem opgave, men ikke desto mindre en nødvendighed. Det strategiske perspektiv i de socialistiske svar De socialistiske svar på krisen tager udgangspunkt i den aktuelle klassekampssituation og peger på gennembrudslinjer for modstanden. Det vil sige, at svarene danner grobund for opbygning af poler af modmagt over kapitalismen på kort og lang sigt. Det er ikke på forhånd givet, hvilket enkeltstående krav, der kan skabe et gennembrud overfor kapitalismen. 12 Rød+Grøn April 2011

13 foto: PF/Rød+Grøn Det er det samlede svar, der er afgørende for at organisere og opbygge modpolerne. Med andre ord er opgaven at fremsætte sammenhængende svar på krisen, som indebærer en dynamik, der udgrænser kapitalistisk produktion og vækst ved at kombinere kortsigtede og langsigtede krav. Det er klart, at denne sværvægter kun kan være en ansats til de svar, som Enhedslisten må give. I det netop udgivne Krisehæfte II, har vi forsøgt at sætte en række sammenhængende socialistiske svar inden for forskellige delområder til debat. Her indskrænker vi os til to eksempler: krisen i banksektoren og krisen inden for industrien. En banksektor i krise Amagerbankens krak i februar viste, at der hidtil ingen løsning er fundet på bankkrisen. Den borgerlige regering har med støtte fra S og SF hældt milliarder i bankerne. Deres modkrav er vage og rykker ikke afgørende ved spekulationsmanien i banksektoren. Der er brug for alternativer. Konkret rummer svaret tre indsatser overfor finanskapitalens fortsatte spekulation: (1) stop for spekulationen, (2) regulering af bankerne, (3) demokratisering af banksektoren. Først må spekulationen i banksektoren stoppes. Det kan ske ved at indføre restriktioner på finans- og valutatransaktioner, ved at indføre loft over direktørlønninger og ved at indføre stop for udbetaling af udbytter til aktionærerne. Dernæst må banksektoren reguleres. Finanstilsynet skal styrkes, der skal genindføres kontrol med bankernes rente, og bankerne skal spare mere op for at kunne modstå kriser. Sidste led i svaret på banksektorens krise er en gennemgribende demokratisering. Bankerne må pålægges en samfundsnyttig kreditpolitik og åbne regnskabsbøgerne for offentligheden, og samfundet må overtage alle sunde dele af de banker, som reddes af staten, og føre dem videre på demokratiske vilkår. Endeligt er samfundsovertagelse af banker nødvendig, når banker forsøger at omgå den nødvendige regulering og demokratisering. De tre elementer vil på afgø- rende vis forskyde magten fra finanskapitalen i retning af en demokratisk forankret styring af banksektoren. Industriarbejdspladser i Danmark fortid eller fremtid? Det er ligeledes nødvendigt at arbejde med socialistiske svar på krisen i produktionen. Industriarbejdspladserne forsvinder hurtigt under krisen, som lukningen af Lindøværftet og Vestas udflagning fra Danmark viser. De borgerlige siger, at industriarbejdspladser i Danmark er fortid. S og SF s plan er at hælde penge i privatkapitalistiske virksomheder og håbe på, at det skaber arbejdspladser. Det er ikke en plan, der for alvor skaber gennembrudslinjer eller opbygger en modpol overfor kapitalismens udbytning og kriser. Svaret hertil må være, at udflagning af virksomheder skal være meget dyrt, og der skal etableres en målrettet offentlig efterspørgsel efter produkter fra en demokratisk styret industri, oprettet inden for den offentlige sektor. Tre indsatser skal redde industrien For det første må udflagende virksomheder betale til en fyringspulje, der går til et års omstillingsuddannelse for de fyrede på fuld løn. Derudover skal virksomhederne uden kompensation overdrage kontor-, forsknings-, og produktionsfaciliteter til enten kommuner eller staten, så en industriel produktion kan videreføres til gavn for samfundet. For det andet må der ske en målrettet offentlig efterspørgsel via langtidsinvestering i den fysiske infrastruktur: trans- portsektoren (jern- og letbaner), energisektoren (vindmøller mv.), renovering af boligmassen og oprettelse af lokal fødevareindustri baseret på egnens råvarer. For det tredje giver den massive efterspørgsel, der følger af investeringerne, grobund for en sammenhængende opbygning af offentlig industri (offentlig skal her forstås som alle ejerformer, der kan give selvstyring til ansatte og brugerne). Det kan gøres ved at give kommunerne fuld ret til at oprette produktionsvirksomheder, ved at stoppe privatiseringen af DONG, jernbanevæsenet og posten og ved at bryde med de frie handels- og kapitalbevægelser, hvor vitale miljø- og samfundsinteresser står på spil (f.eks. fødevare- og energisikkerhed, forarbejdning af lokale råvarer og udvikling af infrastruktur). De tre elementer kan igangsætte en dynamik, hvor kapitalistisk vækst udgrænses indenfor afgørende sektorer af økonomien. Det vil samtidig skabe nye industriarbejdspladser, der objektivt set styrker arbejderklassens position overfor kapitalistklassen. Lad debatten begynde At fremsætte sammenhængende socialistiske svar på den økonomiske krise er ikke en nem opgave. Ikke desto mindre er det nødvendigt, hvis Enhedslisten skal udgøre et overbevisende alternativ for den aktive og kæmpende del af arbejderklassen til venstre for en kommende S-SF-regering. Krisehæfte II sparker debatten i gang. Vi opfordrer alle afdelinger til at tage tråden op og styrke den kollektive udvikling af partiets svar på den økonomiske krise. Rød+Grøn April

14 For nylig afholdt Enhedslisten Nørrebro sin årlige generalforsamling. Her blev der stillet forslag om at opdele afdelingen, som nu har 564 medlemmer, i mindre enheder. På Enhedslisten Nørrebros hjemmeside kunne man læse, at der var forslag om to, fire eller syv afdelinger. En ting er dog at drømme om bydele fyldt med Enhedslistefoto Simon Halskov/Rød+Grøn Fremgang kan føre til deling af lokalafdelinger Hvornår er en lokalafdeling stor nok til, at en opsplitning kan komme på tale? Dette spørgsmål stilles i flere af Enhedslistens hurtigt voksende afdelinger, ikke mindst på Nørrebro, hvor man finder partiets største og hurtigst voksende lokalafdeling Lene Rygaard Jessen, Rød+Grøn folk og aktiviteter, en anden er at få lokket hårdtarbejdende aktivister til at påtage sig opgaven som kontaktpersoner og afdelingsledelser. Dette arbejde kan i sagens natur tage en pæn del tid, når afdelingen er stor. Omvendt er der færre aktive at tage af, når afdelingen er lille. Et klart dilemma. Kontaktpersonen takker af På Nørrebro har Birte Jacobsen valgt at trække sig som kontaktperson efter syv et halvt år på posten. I den tid, Birte har været kontaktperson, er afdelingen vokset fra ca. 150 medlemmer til de nuværende 564. Alene i november 2010 ringede Birte og bød velkommen til 45 nye medlemmer på Nørrebro. Birtes afgang var varslet allerede på sidste års generalforsamling, og hun fik tak og gaver for sin store indsats. En del af afdelingens øvrige ledelsesmedlemmer er ved at flytte ud af bydelen, og nogle er engagerede i andre dele af Enhedslistens aktiviteter. Opdeling under opsejling Alene det at finde nye folk til ledelsen af den Nørrebro-afdeling, vi kender i dag, var en vanskelig opgave for de fremmødte til generalforsamlingen. Det blev derfor vedtaget, at den nye ledelse i løbet af 2011 arbejder på at danne nye afdelinger, efterhånden som der er folk og kræfter til det. En gruppe på 63 personer foreslår allerede nu dannelsen af en Nørrebro Park-afdeling, men her stopper arbejdet ikke. Siden generalforsamlingen er man nemlig gået i gang med at nedsætte en arbejdsgruppe, hvis målsætning er at opdele Nørrebro i fem afdelinger inden sommerferien (pt. centreret omkring Nørrebro Park, Blågaards Plads, Skt. Hans Torv, Mimersgade og Lundtoftegade). Andre afdelinger overvejer opdeling Selvom Nørrebro er Enhedslistens største lokalafdeling, er spørgsmålet om opsplitning ikke kun aktuelt her. I november sidste år delte Indre By og Christianshavn sig med stor succes, og i kraft af Enhedslistens store medlemsfremgang, tæller flere andre lokalafdelinger nu over 300 medlemmer. Ikke mindst disse afdelinger vil helt sikkert med stor spænding følge med i den proces, som Nørrebro netop har igangsat. 14 Rød+Grøn April 2011

15 Rebild En afdeling helt ude i skoven Sådan kunne fortællingen om Enhedslisten i Rebild passende starte. Afdelingen ligger nemlig ved Rold Skov, et af de mest naturskønne skovområder i Danmark. De er dog alt andet end ude i skoven i Rebild. Faktisk går det rigtigt godt for den lille afdeling, som er lykkedes med at skabe fremdrift og aktivere nye medlemmer foto: Tomasz Sienicki Lars Hostrup Hansen, Rød+Grøn At halvdelen af medlemmerne i en Enhedslisten-afdeling er aktive, hører til sjældenhederne. Ikke desto mindre er det tilfældet i Rebild, men den slags resultater kommer ikke af selv, slår kontaktperson Thomas Houmøller fast: - Det er lykkedes at få tiltrukket nye aktive folk, og det skyldes først og fremmest, at vi har nogle engagerede idealister, hvis engagement og gode humør smitter af på omgivelserne, siger han. Idealisme og højt humør gør det dog sjældent alene i et parti, der gerne vil forandre verden. Derfor har man i Rebild også sikret et højt aktivitetsniveau for at bevare fokus på det politiske. - Foruden de traditionsrige Rebilddemoer på den amerikanske uafhængighedsdag, som samler alle mulige enhedslistefolk fra hele landet, gør vi en del ud af at være synlige i lokalområdet. Vi satser på at være på gaden ca. hver tredje uge, bl.a. forleden, hvor vi delte Enhedslistens materialer ud, siger Thomas. Udover at uddele de landsdækkende materialer, er de i Rebild klar over, at det er vigtigt at markere sig lokalt. Derfor er de i fuld gang med at udforme materiale til det kommende folketingsvalg, der er målrettet det lokale område og dets borgere. Køreklar valgstrategi I det hele taget er afdelingen ved at være klar til valget og venter bare på, at Lars Løkke trykker på den efterhånden berømte knap. - Vi har lagt en større plan for, hvad vi skal lave, når valget udskrives. Særligt vil jeg fremhæve, at vi har en rigtig god plan i forhold til at få vores valgplakater gjort synlige i Rebild Kommune. Folk skal nok komme til at se, at Enhedslisten også findes i Himmerland, understreger Thomas Houmøller. Vedholdenhed skaber resultater Kontaktpersonen slutter dagens samtale af med at betone, hvor vigtigt det er ikke at opgive bestræbelserne på at få en god afdeling op at stå: - For at få en afdeling til at køre, må man være vedholdende og tro på, at det nytter at inddrage nye kræfter. Så vender det på et tidspunkt, lyder det afsluttende råd fra Rebild-fronten. Fakta om Rebild Der er 24 medlemmer i Enhedslisten Rebild, hvoraf ca. 10 er aktive. Hvis du vil vide mere om afdelingen, kan du skrive til kontaktperson Thomas Houmøller på enhedslisten@naturalgaiafood.dk, eller du kan besøge hjemmesiden rebild.enhedslisten.dk. Rød+Grøn April

16 Bliv klar til årsmødet To spørgsmål går igen ved alle årsmøder: Hvordan vælger Enhedslisten sine folketingskandidater, og hvordan hænger partiets økonomi sammen. Vi giver her et overblik over disse to spørgsmål Simon Halskov, Rød+Grøn Enhedslistens økonomi Enhedslistens budget vedtages af årsmødets delegerede. Her kan du se hovedtrækkene i budgetforslag Du finder desuden et mere detaljeret budget i martsnummeret af Rød+Grøn, eller på hjemmesiden: enhedslisten.dk/parti/aarsmøder/2011/papirer Indtæger (budget 2011) Medlemskontingen 45,7 % kr. Statsstøtte 31,7 % kr. Partiskat 6,6 % kr. Valgindsamling 6,5 % kr. Hensættelser til valg mm. 7,8 % kr. Diverse 1,7 % kr. Ialt kr Udgifter (budget 2011) Ansattes løn 29,5 % kr. Husleje og drift 11,8 % kr. Medlemsblad, ann., kampagner 18,2 % kr. Lokalafdelinger, SUF mv. 16,3 % kr. Årsmøde, konferencer 4,9 % kr. Hensat til valgkamp mm. 17,5 % kr. Diverse 1,8 % kr. Ialt kr 16 Rød+Grøn April 2011

17 Hovedbestyrelsen Et historisk hovedbestyrelsesmøde uden krigsbegejstring Hvordan vælger vi vores folketingskandidater? Alle medlemmer af Enhedslisten kan opstille som folketingskandidater, hvilket 49 har valgt at gøre i år. Herefter afholdes der urafstemning i Enhedslistens lokalafdelinger, hvor hvert medlem kan stemme på op til 10 kandidater (Se hvornår der er urafstemning i din lokalafdeling på side 22-23). Urafstemningen omhandler spidskandidater i alle storkredse med undtagelse af Bornholm, samt et antal suppleantpladser fastlagt af Hovedbestyrelsen. Resultatet af urafstemningen er vejledende for årsmødets valg af spidskandidater og 1. suppleanter. Årsmødet nedsætter nemlig et kandidatudvalg med en repræsentant for hver af de 10 storkredse samt to repræsentanter for HB. Kandidatudvalget udarbejder et forslag til en kandidatliste, bl.a. på baggrund af lokal tilknytning, kønsfordeling, faglig baggrund og alder. Man kan stille alternative forslag til kandidatudvalgets liste. I så fald stemmer årsmødets delegerede i et antal runder, hvor den liste, der får færrest stemmer i hver runde, glider ud. Har en kandidatliste ved den sidste afstemning på årsmødet mindst 2/3 flertal, er den vedtaget og endelig. Såfremt ingen af de sidste to kandidatlister opnår 2/3 flertal, afholdes der urafstemning blandt medlemmerne om de to kandidatlister. Hvis en spidskandidat ikke kan eller vil opstille (eller bliver ekskluderet af partiet), kan hovedbestyrelsen vælge en ny kandidat frem til næstkommende årsmøde. Det var en historisk dag, da Enhedslistens forretningsudvalg støttede en dansk militær-indsats i Libyen. Det blev understreget af, at selveste DR havde sendt et kamerahold ud for at forevige, hvordan en hovedbestyrelse kan se ud en sådan»dagen-der-på«. Havde de forventet at møde en krigsbegejstret forsamling, måtte de vende skuffede tilbage. Og i forlængelse heraf blev det heller ikke nogen særlig krigerisk debat, selvom der også ligger dybtgående uenigheder bag. Punktet blev indledt med oplæg fra Frank Aaen og Osama Hamza fra Internationalt Udvalg. Konklusionen på debatten blev, at FU-beslutningen fik opbakning med 15 stemmer for, 2 imod og 1 undlod (navne og evt. stemmeforklaring vil fremgå i det officielle referat, som kan findes på netforum). I debatten viste der sig mange nuancer, men som et medlem sagde i evalueringen, var det rart med en debat,»hvor der var plads til at være usikker«. Som antydet var det ikke med begejstring, at nogle havde støttet, men mere et udtryk for ikke at kunne se noget alternativ. Bag denne uenighed, usikkerhed og de mange nuancer var der dog en klar enighed om vigtigheden af at følge udviklingen i Libyen meget tæt. Både mhp. om vore tre betingelser bliver overholdt, og om vi i det hele taget kan stå inde for den udvikling, som senere vil udfolde sig. Kan vi ikke det, skal vores støtte straks trækkes. Som det sidste blev det vedtaget, at der skal køre en fortsat diskussion om nærmere betingelser for militær og humanitær støtte til oprørsbevægelser. Denne beslutning var i praksis også en støtte til den konkrete FU-vedtagelse om militær støtte til oprørerne i Libyen. Et andet hovedpunkt var vedtagelsen af en mere konkret plan for at systematisere skolingsindsatsen i Enhedslisten ikke mindst på baggrund af den store tilstrømning af nye medlemmer. Selv om det i virkeligheden blot er en realisering af nogle gamle intentioner, er det positivt, at der nu kommer noget mere konkret struktur på. Desuden diskuterede hovedbestyrelsen Årsmødeforberedelse, foreliggende sager og regnskab. Det sidste ser ganske fint ud pga. mange nye medlemmer. Hans Jørgen Vad medlem af Hovedbestyrelsen Rød+Grøn April

18 Debat Indlæg til debatten må højst fylde enhe der (inkl. mellemrum). Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte eller returnere indlæg, der overskrider denne grænse. Fremhævelser i teksten mar keres udelukkende med kursiv. Forfatterens navn angives med navn og Enhedsliste-afdeling, evt. tillidshverv i Enhedslisten. Ind læg bringes så vidt muligt i det førstkommende nummer, efter det er modtaget. Redaktionen Om Enhedslisten Ambitiøs mediemesse Jakob Lindblom, Aarhus Den 5/2 forløb Progressiv Mediemesse 2011 som en stor succes. Der var ca. 150 til en dag med spændende foredrag om kritisk journalistik af Christoffer Guldbrandsen, messe med 12 forskellige progressive medier og præsentation af og debat om venstrefløjens medier nu og i fremtiden. Derfor er det med stor undren, at jeg i HB-beretningen kan læse, at konferencen ikke stod mål med den ambition, som blev vedtaget af landsmødet. Og især da de to eneste fremmødte HB-medlemmer ikke var kritiske tværtimod. Måske lidt baggrund er på sin plads. På sidste årsmøde fik jeg vedtaget et forslag om venstrefløjens medier, hvori det kortfattet indgik Ligeledes vil Enhedslisten deltage i opreklamering og arrangering af en evt. konference om og i samarbejde med venstrefløjens medier i andet halvår af På den baggrund udpegedes Mikael Hertoft og jeg som HB-ansvarlige og nedsatte en styregruppe med Arbejderen, Modkraft, SI, Clarte og Solidaritet. Den 6/12 fremsendte jeg et retvisende programudkast til FU, som kun havde den bemærkning, at de gerne så arrangementet rykket, hvilket vi ikke fandt muligt. 4/1 fremsendte jeg så uddybet program, hvorefter FU pludseligt afviste støtte til arrangementet. Efter en del telefonopkald og mails stod det klart, at FU i december havde haft nogle andre forventninger, selvom disse ikke blev videregivet og fremstod mig meget uklare. Dog havde de misforstået vedtagelsen, da de troede, at det var et rent EL-arrangement og ikke et samarbejde, ligesom de tilsyneladende ønskede en mere praktisk rundbordskonference med medierne om fremtidens arbejdsdeling, specialisering, artikeldeling osv. som i øvrigt allerede finder sted. Hvordan dette skulle være mere ambitiøst end den velbesøgte og stort anlagte messe eller mere i tråd med vedtagelsen er mig en gåde, men jeg er glad for, at FU endte med at støtte. Og intet er i vejen for, at FU laver en rundbordskonference. Blot havde jeg gerne være den misvisende bemærkning om ambitionsniveauet foruden. Boligforslag Margit Kjeldgaard, Peder Hvelplund, Søren Egge Rasmussen, Anna Rytter og Søren Kolstrup Vi er seks medlemmer, som har stillet et forslag til årsmødet om ejerboliger (7.2). Desværre synes HB ikke at forslaget skal behandles. HB synes ikke der er tid, og debatten bør køre et helt år i et nyoprettet boligudvalg og i afdelingerne, før medlemmerne kan beslutte en så stor ændring, mener et flertal i HB. Det synes vi er at sylte forslaget og det er faktisk betænkeligt at HB nægter at diskutere forslag, HB er uenige i. Det er ikke noget stort forslag, som kræver lang tid på årsmødet og i øvrigt er der stadigvæk lang tid til årsmødet. Forslaget handler primært om at genoprette de løbende boligskatter, som de var før den borgerlige regering begyndte at uddele skattelettelser til de rige. Siden 2005 har S, SF og EL ændret holdning til skattestoppet på ejerboliger, så partierne nu er tilhænger af at skatterne falder i forhold til ejendomsvurderingerne. Ja faktisk vedtog HB i Enhedslisten i 2006, at der slet ikke skal være løbende skat på bolig. Problemet er, at det overvejende kommer de rige til gode. Vi mener derimod Enhedslisten skal arbejde for mere lighed og vi vil have rullet disse boligskatter ud igen. Desuden synes vi, at det skal være muligt, at man kan overgå fra ejer til lejer, så trængte boligejere kan undgå tvangsauktion og boligejere i det hele taget kan blive lejere i samme hus/lejlighed og slippe ud af kasinoøkonomien, hvor de mere eller mindre frivilligt er blevet spekulanter. Endeligt kan øget boligskat bruges til mere velfærd eller til at nedsætte skatterne på de mindste lønindtægter. Hvis der er afdelinger, som ønsker at gå i dybden med forslaget, kommer vi gerne ud og forklarer nærmere. Men vi synes ikke, at forslaget må syltes, fordi det kan gøres teknisk. Det er princippet om lighed, tilbud om nationalisering af ejerboliger, afvægring af fremtidige boligbobler, og flere penge til stat og kommuner, der er det afgørende her. Om Rød+Grøn Teori og (u)virkelighed Peter Nielsen, forfatter Jon Rostgaard Boiesen stiller mig i martsnummeret en række spørgsmål i forlængelse af min sværvægter i februarnummeret. Sværvægteren er skrevet ud fra min bog Velstandssamfundet, hvori jeg kombinerer og videreudvikler en række venstreorienterede teorier i lyset af den aktuelle (u)virkelighed. Marx teori om varefetichisme spiller en vigtig rolle i bogen og Naomi Kleins analyser fra både No Logo og Chokdoktrinen indgår også. Jeg kalder selv mit perspektiv neo-marxistisk og kritisk realistisk. Udgangspunktet for min forskning er, at der eksisterer objektive strukturer, tendenser og modsætninger, men ingen absolut sandhed. Virkeligheden og værdier forandrer sig. Desuden er der grundlæggende forskel på virkeligheden og de teorier, som vi producerer. Jeg mener ikke, at mine eller andres analyser, er objektive eller sande. Alle teorier er sociale produkter og i varierende grad omstridte eller illegitime. Man kan opnå viden om virkeligheden og bruge den til at kritisere og forandre. Dette er en velkendt venstreorienteret figur. Efter min mening er denne figur dog ved at blive udvisket på grund af massemediernes dominans og samfundets tiltagende virkelighedstab. Massemedierne producerer information og støj, der i stigende grad overskriver viden. Samtidig har uvirkelige fremtider ofte større gennemslagskraft end virkeligheden. Det ser vi ikke mindst i politik. Kriseplaner og efterløn er aktuelle eksempler. Her er det ikke viden og virkelighed, der er 18 Rød+Grøn April 2011

19 afgørende. Der er hovedsageligt tale om virtuelle mediespil. Det handler om fremtiden og foregår primært i massemedierne. Virkeligheden er altså blandet sammen med medievirkelighed og virtuel virkelighed. Disse aktuelle tendenser analyserer jeg også i Velstandssamfundet som nævnt i dialog med en række venstreorienterede teoretikere. Trods krisen er befolkningen ikke antikapitalistisk Erik Prinds, Amager Peter Nielsen (PN) stiller i en artikel i Rød Grøn februar spørgsmålet om den danske befolknings opfattelse af kapitalisme. PNs mener, at kapitalismen er blevet en varig del af lønmodtagernes og at stort set alle oplever anti-kapitalisme som et decideret angreb på deres livsform. Vel pessimistisk, men dog ikke uvæsentligt. Den kapitalistiske krise siden 2008 burde have gjort lønmodtagere mere kritiske over for kapitalismen. Men det er ikke sket. Max. 4 % af vælgerne af befolkningen siger de vil stemme på enhedslisten. Kampen for bedre velfærd og mod neoliberalismen fører ikke nødvendigvis til, at lønmodtagere bliver kritiske over for kapitalismen. Læserbrevene i Rød grøn marts tager ikke venligt imod PNs indlæg. Michael Voss påpeger med rette at der er objektive modsætninger mellem arbejderne (også offentlige ansatte?) og kapitalen. Det er dog ikke det samme som at de er antikapitalistiske. PN stiller på baggrund af sin bevidsthedsanalyse så spørgsmålet om den traditionelle socialismeopfattelse er svaret på befolkningens forhåbninger. Hans svar er at man skal nytænke socialismeopfattelsen og lægge vægt på krav om radikalt demokrati og velstandssamfund. Marx formulerede stort set aldrig hvad han forstod ved socialisme. De mest omfattende revolutioner er foregået i underudviklede lande og der er ingen eksempler på vellykkede revolutioner i højtudviklede vestlige lande. Det burde give stof til eftertanke. Alle forestillinger om et alternativt samfund og alle utopier tager udgangspunkt i en diagnose af samtiden. Derfor bør vi også i Enhedslisten undersøge befolkningens psykologiske, sociale, økonomiske og politiske behov. H.C. Nielsen og Jon Rostgaard Boiesen viser i deres læserbreve i Rød Grøn marts deres fulde foragt for PN s opfattelse af socialisme og H.C. Nielsen betegner den som småborgerlig. Jeg er ikke enig i alle PN s synspunkter, men jeg er imod skråsikkerhed og for en åben konstruktiv debat i et demokratisk parti. Arbejdere og forbrugere Åse Christiansen, Næstved Peter Nielsen får nogle på hatten (marts 2011) for sit indlæg om velstandssamfundet (dec. 2010), hvor han skriver, at den klassiske marxistiske samfundsteori ikke længere er dækkende. Men det er jo ikke et synspunkt om, at magtforholdene i det kapitalistiske samfund er væsentligt ændrede, trods medejerskab i pensionsformuer og en forbigående friværdi i boliger. Det nye er hans udmærkede beskrivelse af forbrugeridentiteten og det kapitalistiske samfunds afsmitning på personlighed og værdier. I arbejdet finder vi samvær med andre, identitet og penge. I fritiden er forbruget blevet en vigtig værdi. Det er der, hvor man selv kan vælge og bestemme, inden for sin økonomiske formåen forstås. Det er der, reklamen går sin sejrsgang. Oveni har managementteorierne givet os bevidsthedsslørende arbejdsformer, hvor man fx får ansvar for et område, eller man får en ny titel med et smart amerikansk navn. Og vupti! knokler man endnu mere og føler sig ikke som arbejder. Desuden identificerer man sig opad, med dem, som man stræber efter at blive eller har som forbilleder. Derfor kniber det måske med at føle sig som en del af en udbyttet klasse i Danmark? Jeg synes, artiklen er en vældig god beskrivelse af vores samfund, og den falske bevidsthed, der er også blandt lønarbejdere med dødssygt arbejde. (I udviklingslandenes virksomheder passer de traditionelle marxistiske modeller nok bedre som en europæisk fod i en kinesisk hose). Mon dog Peter Nielsen er isoleret og ene med sine synspunkter, som én skriver? Jeg mener nu, at det er på høje tid, at vi fornyr vores analyseapparat, så skabelonen passer til dem, der skal analyseres! Uden hjælp af overordnede politiske teorier er det allerede ved at blive klart for mange, at lykken ikke kommer gennem karriere, ting eller rejser. Miljøødelæggelserne, livsstilssygdommene, stressen og depressionerne vokser. Det er måske her, Enhedslisten skal træde i karakter. Det kunne indebære, at områder som biologi, sociologi, psykologi og kommunikation indgik i analyserne. SUF har ingen spidskandidater Signe Christiansen og Anne Kristine Baldus, SUF I sidste nummer af Rød+Grøn, bragtes et interviewet med Rosa Lund hvori hun udtaler følgende:..i ungdomsvalgkampen har man valgt mig som den primære kandidat. Så først og fremmest bliver jeg den kandidat i København, som ungdomsvalgkampen kommer til at bruge i forbindelse med aktioner og paneldebatter og den slags ting. SUF er uafhængig af Enhedslisten, men har en samarbejdsaftale, der forpligter os til at føre valgkamp for partiet. Det er dog en selvstændig ungdomsvalgkamp, hvor vi selv bestemmer temaerne. Vi mener at artiklen efterlader læseren med et indtryk af, at SUF har en spidskandidat til et kommende folketingsvalg. Som SUF ere kan vi slet ikke kan genkende dette fra tidligere ungdomsvalgkampe, hvor fokus i højere grad har været at støtte op om alle SUF ere, opstillede for Enhedslisten. På Enhedslistens årsmøde 2010 blev det besluttet at sætte billeder af kandidaterne på valgmaterialerne og promovere de enkelte kandidater. Vi har ikke haft en debat i vores organisation, som har resulteret i en lignende valgkampsstrategi, derfor kan vi ikke genkende et billedet af at SUF skulle have taget stilling til enkeltpersoner. At RØD+GRØN forholdsvis kort tid før årsmødet, vælger at promovere en kandidat til urafstemningen, jf. artikel og forsidebillede, er ikke ligegyldigt denne kandidat får en øget opmærksomhed, hvilket RØD+GRØN s redaktion helt sikkert er bevidst om. Det fremgår af artiklen, at vedkommende er primær kandidat for ung- Rød+Grøn April

20 domsvalgkampen, SUF s kampagne for Enhedslisten. Dette mener vi ikke er i overensstemmelse med SUF s strategier i en valgsituation. Svar til Signe Christiansen og Anne Kristine Baldus Karl Johnsen, ansv. redaktør af Rød+Grøn I martsnummeret af Rød+Grøn ville vi gerne sætte fokus på de unge i den kommende valgkamp. Det valgte vi at gøre ved at portrættere Rosa Lund, som er den unge kandidat, der er højest placeret på Enhedslistens kandidatliste. En af årsagerne til det valg var at demonstrere for vores læsere, at SUF er aktive i valgkampen. En anden årsag er, at læserne skal møde vores spidskandidater i medlemsbladet. Vi forsøger løbende at få flest mulige kandidater med i bladet, så medlemmerne kan orientere sig om deres kæpheste og holdninger, før der skal stemmes om kandidatlister. Det gælder både valg til Folketing, Hovedbestyrelse og til EU-parlamentet og kommunalbestyrelser. Beslutningen om at portrættere Rosa er altså en del af det ordinære arbejde med at præsentere kandidaterne i partiet for partiet. Angående Rosa Lunds udtalelse om at være primær kandidat, så er der tale om en misforståelse. SUFs valgkampssekretariat og Rosa oplyser, at alle SUF ere, der stiller op for Enhedslisten, bliver bakket op af SUF, og at alle kandidater bliver prioriteret. Rosas særlige opgave under valget bliver at stille op til paneldebatter og aktioner i Københavnsområdet, fordi hun er den unge kandidat, der er øverst på kandidatlisten. Diverse Den højreradikale populisme i Europa og USA Søren Juul-Nielsen, Aarhus Neomachartyrister der erstattede kommunisterne med muslimer efter murens fald, står nu selv for fald! Efter murens fald i Cairo, skal de islamofobiske (læs araber-racistiske) kræfter, fx DF, ud og finde et nyt fjendebilled. Det bliver spændende at se resultatet! Kan man nøjes med den sædvanlige basis af mistænkeliggørelse af alt og alle der bevæger sig i retning af åndelig frihed? Samt dyrkelse af smålig chikane og nid og nag? Er det stadig godt nok for ca. 14 % af vælgerne? Kan racismen opretholdes? Hvem skal der føres krig mod? Tak er kun et fattigt ord! Anders Liljensøe, Assens Kære læsere, når vi i bagklogskabens klare lys, ser på det forgangne år, så er der flere fremtrædende personligheder, der har markeret sig smukt i det danske folketing. Men der er især to, som på en markant og vedholdende måde, overstråler de øvrige, her tænker jeg naturligvis på Lene Espersen og Henriette Kjær. Kære Lene og Henriette, vi er mange der gerne vil takke jer for den store indsats, som I har gjort for vores politik! Lad mig sige det lige ud: Ingen absolut ingen, i det danske folketing, og her taler jeg om såvel rød, som blå blok, har gjort så meget for rød blok som jer! Der er dog visse ting i den konservative filosofi der kan være vanskelig at forstå: I 1915 fik kvinderne stemmeret i Danmark, stik imod de konservative principper og herefter gør man Ferie Lene til forkvinde og Henriette Penge Kær til talskvinde, og for at det ikke skal være løgn, så udnævnes Carina Christensen til afløser for Henriette Penge Kær, da denne prægtige kvinde agter at udgive en bog om Ludomani! Hvor er logikken? Hvad tænker man på? Hvor er moralen i nutidens konservative ungdom? Hvor er de traditionsrige konservative dyder? For at få klarhed over dette, for vort land så væsentlige problem, pro et contra konservative kvinder i dansk politik, foretog undertegnede en meningsmåling på Christiansborg: Birte Røn Hornbech nægtede at udtale sig! Hyle Haarder forsatte sin hylen! Burka Naser gik i sort! Kemiske Karen siger: Politik skal ikke være grøftegravning, så jeg nægter at gå i grønt! Sten Tudefjæs er på Gaden med en ny bog, vist nok en Afghansk oversættelse! Låne Lars hjælper Tælle Tina med den lille tabel, så hun kan forstå fordelen ved ulempen af Euroen! Klokke Troels har klokket i det, men skyder skylden på Skyde Bendt, som kræver at Lars Barfod tar sokker på, råber vagt i gevær, tager skeen i den anden hånd og skriger eins zwei drei, så Søvnige Villy vågner, kommanderer ordnung muss sein og rettes ind til højre! (forkortet af redaktionen) Er fagbevægelsen blevet systemets folk? Henning Sørensen, Grenaa I år har jeg 50 års jubilæum i 3F. Nå ja, da jeg blev medlem hed det Dansk Arbejdsmands Forbund. Jeg har altid været glad for og stolt af mit forbund. Men ved dette års overenskomstfornyel- se har fagbevægelsen været for svag. Den har vist såkaldt ansvarlighed og accepteret at reallønnen ikke stiger ja i nogle tilfælde bliver mindre. I stedet burde den have virket for en jævnere fordeling af livsgoderne i vort folk. Det er meningsløst, at kongehuset, vort lands dyreste forsorgsfamilie koster ca. 70 millioner kr. om året, at bankdirektører efter at have kørt deres virksomheder i sænk får et gyldent håndtryk på millioner kr. At unge krigsliderlige får over kr. om året for at kompromittere vort land i Afghanistans ørken, hvorimod en sygeplejerske hvis gerning er at søge at bevare liv næppe får det halve. Fagbevægelsen bør besinde sig og virke for de folk der skaber vort lands værdier. Dette kan kun ske ved at søge at stække samfundssnylternes værdier. Nå ja, selvfølgelig opretholder jeg mit senior medlemskab. Bl.a. har jeg som fanebærer gennem ca. 40 år vist mange hundrede gode arbejdere den sidste ære, og så vil jeg gerne selv have fanen med når den dag kommer; men jeg har ikke noget imod, at det varer nogle dage endnu. Fredsministerie Jørgen Manniche, Helsingør Dette gl. ønske er stadig enormt vigtigt. Forsvarsministeriet arbejder skævt på det sikkerhedspolitiske. Et fredsministerie vil arbejde med dialog, konfliktløsning, kulturforståelse, FN o.a. internationalt samarbejde mod uretfærdig handel med varer og mennesker, fattigdoms- og sygdomsbekæmpelse, klimaforandring, tortur og for idé- og vidensudvikling, at fjerne årsager til pirateri og overfiskning, ja måske en formidling på esperanto eller andet internationalt sprog. Der er brug for en positiv de- 20 Rød+Grøn April 2011