Dagtilbudsloven Socialreformen III

Transkript

1 Christian Breinholt og Jørgen Christiansen Socialreformen III Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge 3. udgave

2 Socialreformen FORORD Serviceloven, Retssikkerhedsloven og Socialreformen I-III foreligger hermed i en ny udgave. Det er 13. udgave for de to førstnævnte loves vedkommende, men blot 3. udgave af bind III,. Denne forskel skyldes, at reglerne om dagtilbud til børn, klubtilbud m.v. frem til 1. august 2007 var at finde i serviceloven, hvorimod hele dagområdet i dag bliver reguleret efter en særskilt og ret omfattende dagtilbudslov. Denne lov med det tilknyttede regelstof udgør indholdet i Socialreformens bind III. Siden den seneste udgave af Socialreformen I-III gik i trykken i august 2009, er der sket flere ændringer af alle tre love, og nye bekendtgørelser og ændringsvejledninger er udstedt. Ændringslove m.v. er indarbejdet i regelstoffet. To ændringslove, som er vedtaget til ikrafttrædelse den 1. januar 2011, bringes dog særskilt. Det drejer sig om ændringsloven Barnets Reform til serviceloven og om ændringsloven vedr. frokostordningen til dagtilbudsloven. Regelstoffet er i denne udgave ajourført til 15. juni De tre bind er opbygget på den samme måde: I første del kommer en gengivelse af den pågældende lov i ajourført form. I anden del samles hele det regelsæt, bestående af bekendtgørelser og vejledninger m.v., der er udstedt i tilknytning til loven. Tredje og sidste del er et omfattende stikordsregister til hele bogen. Socialreformen I-III henvender sig til alle, der har brug for hurtigt at finde de gældende regler på området. Det fuldstændige regelsæt uden forkortelser og fortolkninger. Målgruppen er derfor ikke mindst sagsbehandlere og institutionsledere samt vejledere på skoler, i foreninger og organisationer. Med henblik på en senere ajourføring vil redaktionen være interesseret i at modtage kommentarer fra brugere af Socialreformen I-III. Redaktionen, juli

3 Socialreformen Indhold Introduktion...6 Del I Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) (Lov nr. 501 af 6. juni 2007 om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)) Lov om ændring af dagtilbudsloven (Lov nr. 631 af 11. juni 2010 om fleksibel frokostordning i daginstitutioner m.v.) Del II Bekendtgørelser, vejledninger m.v. til lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) vej 0031 Om dagtilbud, fritidshjem og klubtilbud bek 1082 Om pasningsgaranti, kommunnens tilskud til brug for dag-, fritids- og klubtilbud, forældrenes egenbetaling og indhentelse af børneattester m.v vej 0104 Om regler for økonomisk fripladstilskud til enlige forsørgere til en plads i dagtilbud mv Del III Stikordsregister

4 Socialreformen INTRODUKTION Serviceloven, retssikkerhedsloven og den nye dagtilbudslov udgør hovedlovene i Socialreformen. Det lovkompleks, der kaldes Socialreformen, afløste både bistandsloven, lov om kommunal aktivering, den sociale styrelseslov og lov om Den Sociale Anke sty rel se. Der er udsendt talrige bekendtgørelser og omfattende vejledninger til de enkelte dele af lovkomplekset. Siden reformens ikrafttræden har der ud over den nye lov om dagtilbud været mange lovændringer og ændringer i det øvrige regelstof, bl.a. ved udsendelsen af de otte store vejledninger om den nye lov om social service. Normalt vil abonnenterne på Socialreformen først og fremmest have brug for hurtigt at komme frem til den eller de bestemmelser/det regelstof, der omhandler et bestemt område. Regelstoffet har imidlertid en særlig juridisk og forvaltningsmæssig status alt efter hvilken type bestemmelse eller retsforskrift lov, bekendtgørelse, vejledning m.v. der er tale om. Derfor vil vi i denne introduktion kort omtale de forskellige typer af retsforskrifter. Grundlovens bestemmelser I den danske grundlovs 75, stk. 2 hedder det: Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder. Bestemmelsen forudsætter således, at det offentlige etablerer et forsorgsvæsen. Hvilke betingelser, der stilles for at modtage hjælp, samt hvori denne hjælp består, overlader grundloven derimod til den almindelige lovgivning. Det fremgår dog af teksten, at ingen må lide nød, hvorfor det må forudsættes, at der er tale om hjælp til et vist eksistensminimum. Ved paragraffens sætning og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden sigtes der til princippet om forsørgelsespligt over for andre i forhold til det offentlige. Udtrykket er berettiget til hjælp betyder, at hjælpen ydes til den trængende som en ret og ikke som en nådessag. Dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder betyder, at det offentlige kan iværksætte en særlig virkning over for modtageren af hjælp, f.eks. fattighjælpsvirkning, der i tidligere tider kunne medføre tab af valgret, begrænsning i valg af opholdssted m.v. Den sidste rest af disse deciderede fattighjælpsvirkninger blev faktisk først fjernet i begyndelsen af 1960 erne. Fra de seneste år kan man måske se debatten om, hvor omfattende arbejdskrav og andre konsekvenser, der kan og bør stilles til forskellige grupper af kontanthjælpsmodtagere, i denne belysning. 6

5 Socialreformen Love og bekendtgørelser Går vi fra Grundloven til de almindelige love, er disse ofte omfangsrige og ret detaljeret udformet. Det gælder f.eks. straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven. Men mange love er knap så detaljerede, heriblandt socialreformens. Med erfaringerne fra bistandsloven og de senere års ændringer må man imidlertid forvente, at kommende ændringslove vil gøre reformens hovedlove endnu mere omfangsrige og også vanskeligere at læse. Ofte bliver oprindeligt korte og overordnede paragraffer udvidet samtidig med, at paragraffernes antal vokser gennem ændringslove. På mange områder i de nuværende love er det dog stadig sådan, at lovgiverne, dvs. Folketinget, overlader til den ansvarlige minister at udforme de nærmere bestemmelser. Den ansvarlige minister, og det vil i denne forbindelse normalt være social- eller beskæftigelsesministeren, vil udforme de mere detaljerede bestemmelser og udsende disse i form af bekendtgørelser. Sådanne har for den enkelte borger samme retsstatus som en lov. Men mens ændringer af love forudsætter behandling og vedtagelse i Folketinget, kan ministeren egenhændigt ændre bekendtgørelser (naturligvis under forudsætning af, at lovgivningen fortsat overholdes). Som forarbejde til meget lovgivningsarbejde er ofte i udvalg eller kommissioner udarbejdet betænkninger. Før reformens vedtagelse har der været udsendt betænkninger fra den såkaldte socialreformkommission. Sådanne betænkninger har ingen selvstændig juridisk status, men de kan ofte være med til at give et fingerpeg om, hvad der har været intentionerne med en bestemt lovgivning m.v. Det gælder også den type betænkninger, som folketingets egne udvalg udarbejder i forbindelse med behandlingen af konkrete lovforslag. Tilbage til bekendtgørelserne. Disse vil igen, ligesom lovene, typisk indeholde bemyndigelser til ministeriet, ministeriets styrelser, ministeriets direktorater m.v. til at udforme nærmere regler for det ene eller andet forhold. Dette vil typisk ske i form af cirkulærer, vejledninger m.v. 7

6 Socialreformen Cirkulærer og vejledninger Cirkulærerne har status af at være den overordnede myndigheds tjenstlige kommandoer til underordnede ledelser og medarbejdere om arbejdets udførelse. De vil således være væsentlige dokumenter i vurderingen af ansattes embedsførelse, men de retter sig ikke til den almindelige borger, og de har normalt ikke selvstændig betydning ved evt. domstolsbehandlinger af afgørelser om borgernes rettigheder. På mange måder kan det siges, at cirkulærejunglen som ikke mindst Socialministeriet har været kendt for har givet en vis falsk sikkerhedsfornemmelse hos befolkningen. Cirkulærerne (f.eks. det tidligere kontanthjælpscirkulære) har givet indtryk af at være retsforskrifter af samme karakter som love og bekendtgørelser, uden at deres forvaltningsretlige status har været præciseret. Ved domstolene anerkendes cirkulærer normalt ikke som selvstændige retskilder. Et særligt juridisk problem udgør i denne sammenhæng det kommunale selvstyre. Kan de statslige myndigheder gennem udstedelse af cirkulærer give bindende forskrifter for de kommunale myndigheders arbejde? Når kommunerne har selvstyre foreligger vel ikke i gængs forstand et sådant over/underordningsforhold mellem en statslig myndighed og en kommunal ansat, at cirkulæreformen kan anvendes. Bl.a. på denne baggrund er socialministeriet de senere år, som det vil fremgå af indholdet i denne bog, overgået til udstedelse af vejledninger fremfor cirkulærer. Cirkulæreskrivelser er stort set det samme som cirkulærer. De har samme status, og adskiller sig kun ved normalt at omhandle mere afgrænsede spørgsmål og/eller mindre betydningsfulde sager. Vejledningerne siger næsten sig selv. De giver nogle vejledende retningslinjer ofte netop med henvisninger til bredt retsgrundlag for hvorledes retsregler kan fortolkes. De er derfor ofte nyttige for såvel sagsbehandlere, pædagoger m.v. som for borgerne, men de har ligesom cirkulærerne ingen selvstændig juridisk status. Ikke mindst i de senere år er vejledningerne specielt til serviceloven blevet noget mere indholdsrige med gennemgang af pædagogiske principper, eksempler m.v. 8