Inspirationskatalog: Gadekær i kulturhistorisk og naturfagligt perspektiv: Gadekær som kulturhistorie:

Transkript

1 Inspirationskatalog: Gadekær i kulturhistorisk og naturfagligt perspektiv: Gadekær som kulturhistorie: Øhavsmuseet Faaborg har hjulpet kommunen med finde de typiske kendetegn for kulturudviklingen af gadekæret som et element. Gadekær kan inddeles i 3 epoker, der hver i sær har en række kendetegn, som man måske kan finde ved sin egen landsbys gadekær: 1. epoke: 1100-tallet - Senvikingetid-middelalderen 2. epoke: 1700 til 1900-tallet - Landborefomerne og brandvæsenet 3. epoke: 1900-tallet Branddamme I praksis vil man opleve, at gadekærene præsenterer et broget billede. Ingen gadekær kan siges at tilhøre én periode alene, da de fleste gadekær har været alle udviklingstrin igennem i et vist omfang. Kommunen anerkender ikke desto mindre, at der ligger et stykke dansk kulturhistorie i alle epokerne og deres kendetegn. Der ligger også en stor kulturel betydning i det lokalsamfundet kan finde frem til af billeder og beskrivelser ved lokalhistorisk arkiv eller hos ældre medborgere. Det er op til lokalsamfundene og kommunen at blive enige om, hvilke kulturelementer fra de forskellige epoker samt materialet man selv finder gennem lokalhistorisk arkiv eller medborgere, der er centrale at sikre og udvikle hen mod inden for de økonomiske, praktiske og juridiske rammer.

2 1. epoke: 1100-tallet - Senvikingetid-middelalderen Kendetegn for denne epoke: Ingen beplantning nær brinkerne Skulle sikre maksimal tilgængelighed for så mange dyr som muligt. Jævnt skrånende brink ned mod vandet Igen for at sikre adgangen for dyrene. Man mener heller ikke at kantsikringer var et brugt anlæg i denne epoke. Enkelte solitære træplantninger inden for selve forten Typisk piletræer brugt til flet af brugsgenstande. Indhegning af forten Brugt til på en gang at kunne holde et større hold dyr indenfor forten ved vanding. Typisk i træ da det var det mest almindelige for hånden værende materiale at opføre hegn med. Gadekæret er oprindeligt betegnelsen for et kær (et naturligt eller gravet vandhul) placeret på landsbyens fælles gadejord. Gadekæret er ofte byens ældste anlæg og har været af afgørende betydning for landsbyens placering i landskabet. Oldtidens og vikingetidens landsbyer flyttede normalt rundt inden for de respektive ressourceområder med nogle århundredes mellemrum. Byerne menes først, at være blevet fast placerede i sen-vikingetiden eller den tidligere middelalder, og her spillede gadekærene og adgangen til vand en central rolle ift. en række praktiske opgaver: Man vandede dyr, vaskede tøj og vogne samt andre praktiske opgaver i byerne, der krævede adgangen til vand. Billede 1 Model over en forteby. Kilde: Porsmose, Erland(1999): Landsbyens Verden I: Middelalderens Danmark, s. 177 Hermed dikterede gadekæret altså, hvor i landskabet landsbyerne kunne anlægges. Disse områder, typisk med et gadekær, en smedje og en opholdsplads, blev kaldt forten og selve byen en forteby. En model over, hvor litteraturen påtænker sådan en by struktureret kan ses nedenfor på billede 1. Forten var landsbyens fællesareal og indgreb i arealet var strengt forbudt i lokalsamfundet, med mindre man opnåede enighed derom; en tanke som kommunen mener, er vigtig at holde i hævd.

3 2. epoke: 1700 til 1900-tallet - Landborefomerne og brandvæsenet: Kendetegn for denne epoke: Øget rekreativ anvendelse Idéen omkring gadekæret som et opholdssted og æstetisk element introduceres. Kantsikringer i kampesten, tættere og mere beplantning, et fokus på rekreativ anvendelse og udlagte områder til ophold ifbm. at vanding af dyrene blev overflødiggjort. Ramper til kreaturer. Ramper(ofte stenfunderede) ned i gadekærene, der sikrede let adgang for dyrene ifbm. vanding. Fladvandet/lav vandstand. En betegnelse for en lav vandstand. Antageligt under 1 meter. Mens formålet med gadekærene og deres anvendelse for størstedelen af landsbysamfundene forblev som beskrevet ovenfor indtil slutningen af 1700-tallet, fik de herfra 2 helt klare primære formål: Brandberedskab og vanding af kreaturer. Allerede i middelalderen havde gadekærene haft en funktion som brandberedskab for byerne, men brandberedskabs- og brandvæsensreformerne samt landboreformerne i de sidste årtier af 1700-tallet og op igennem 1800-tallet indsnævrede gadekærenes anvendelse betragteligt. Landboreformerne betød en gradvis opløsning af landsbyfællesskaberne, og herigennem tabte gadekærene og forterne deres funktion. Hvert landbrug fik udlagt egen jord til separat drift og herved opløstes fællesskabet omkring gadekæret knyttet i nødvendighedens navn. Gadekærene var ikke i samme grad nødvendige for samfundet som et hele, selvom landbrugene stadig anvendte dem som vandingssteder til dyrene helt op igennem første halvdel af 1900-tallet. Det er kommunens forestilling at lokalsamfundene ikke fuldstændigt fralagde sig fortens anvendelse som samlingspunkt for byen, men at anvendelsen løbende skiftede karakter og i højere grad tjente et rekreativt formål: festlige arrangementer, foreningsmøder, dagligt ophold m.m. Gadekærene blev i løbet af denne epoke knyttet til brandberedskabstjenesten i landsbyerne og selvom det offentlige op igennem 18 og 1900-tallet langsomt overtog gadekærene, menes det stadig, at de mere regelmæssige vedligeholdelsesopgaver op og indtil næste epoke har ligget hos lokalsamfundet gadekærslav.

4 3. epoke: 1900-tallet Branddamme: Kendetegn for denne epoke: Betonstøbte kantsikringer Forøget volumen Som oftest dybere end 1 meter. Opsætning af hegn og værn Offentlighedens adgang til vandet skulle begrænses primært grundet de nye høje kanter i beton kombineret med den forøgede dybde. Kunstigt anlagte tiltag for vandfladeregulering Det blev centralt for brandberedskabet at kunne regne med vandreservoirenes stod med kontinuerligt vandspejl. Denne periode er kendetegnet ved det endelige særfokus på gadekærene som branddamme. i 1950 erne og 60 erne blev det almindeligt at brandberedskabet lavede betonstøbte kanter og vandregulering i de gamle damme. Formålet var forståeligt og accepteret af landsbyerne. Brandsikkerheden særligt i de afsidesliggende landsbyer, var alt andet lige en rationel formålsanvendelse. Det menes at størstedelen af gadekærslavene i denne periode fralagde sig ansvaret og stoppede dermed det regelmæssige vedligehold. Dette skyldes i høj grad den mere tekniske konstruktion, der har virket afskrækkende samt de begrænsede natur- og beplantningsmæssige muligheder. Brandberedskabet anvender i dag stadig gadekærene til dette formål, men alene ud fra et bæredygtighedsprincip. Dette skal dog ikke være styrende for den videre udvikling af elementet, da Brandvæsenet i Faaborg-Midtfyn Kommune har udtalt, at det på ingen måde, er et anlæg man har brug for som før i tiden. Kommunen har ligeledes konkluderet, at det må forventes at have været i denne offentlige overtagelsesperiode, at udløb fra vejvandsledninger, regnvandsledninger, fællesledninger m.v. i alle mulige forskellige konstruktioner er blevet koblet til.

5 Gadekær som naturelement: Gadekæret skal som naturelement anskues som et isoleret mindre vandhul. Der findes forskellige definitioner på begrebet vandhuller. Faaborg-Midtfyn Kommune har valgt følgende: Et vandhul er kendetegnet ved at være en mærkbart lille sø med en konstateret forekomst af søkarakteristisk vegetation og dyreliv større end 100m 2 men mindre end 1 hektar. For at økologien i et vandhul trives, skal der være jævne brinker med let adgang til vandet, en stor lystilførsel, en begrænset tilførsel af nærringsstoffer og et passende driftsniveau, der bl.a. omfatter nedskæring af monokulturelle forekomster af søvegetation. Som resultat heraf vil det med tiden komme til at indeholde et rigt dyre- og planteliv grundet et velbalanceret økosystem. De rekreative potentialer i gadekæret som et naturelement kan være: en generel forskønnelse (såfremt man ser det skønne i mangfoldig natur), naturfaglig læring for borgerne og en oplagt mulighed for at anvende et tilstødende grønt område til ophold. I de små bysamfund er området omkring gadekæret oftest det eneste grønne fælles rum, som byen kan bruge som samlingssted i bred social og rekreativ forstand. Kommunens naturforvaltning har opstillet en række forslag til, hvilke indgreb der kan skabe gode økologiske omstændigheder for at understøtte et rigt plante- og dyreliv: Adgangsvenlige brinker Skal sikre nem adgang for padder og smådyr samt gode sikkerhedsforhold ifbm. med færdsel omkring gadekæret. Når brinkerne gøres mere jævne kan eventuelle indhegninger af gadekærene også fjernes til gavn for dyrelivet og udtrykket. Mellem 1:3 og 1:5, selvfølgelig med en skelen til det eksisterende landskab og at den jævneste del af bredden med fordel kan placeres på nordsiden af kæret til gavn for dyrelivet. Det er på nordsiden, at vandtemperaturen generelt set er varmest og derfor også der mest dyreliv vil indfinde sig. Tildækning/fjernelse af kantsikringer Her tænkes både kantsikringer af beton, kampesten m.v. Det er ikke i alle tilfælde, at det er hensigtsmæssigt af praktiske, kulturelle eller æstetiske årsager. Om man kan nøjes med at tildække en kantsikring afhænger meget af de praktiske forhold omkring kantsikringen, kæret og det eksisterende landskab. Tildækning sker med ren råjord. Tiltaget skaber et vækstmedium for planterne og en direkte vej til vandet til gavn for dyrelivet. Udgravning af dybe lommer i gadekærets bund Dette vil mindske graden af tilgroning og risikoen for udtørring og bundfrysning. Gadekæret bør være ca. 1 meter dybt på det dybeste sted. Annullering/omlægning af tilløb Tilløb er i alle tilfælde en tilføring af nærringsstoffer, forurenende tungmetaller og sand. Alle sammen faktorer der forringer de økologiske levevilkår. Tilførsel af nærringsstoffer forstyrrer den naturlige balance og medfører over tid monokulturelle bevoksninger og iltfattige forhold. Tungmetaller forurener sedimentet og forgifter dyrelivet i kæret. Sand lægger sig i bunden af kæret og regnes ikke for et optimalt vækstmedium for beplantningen. Samlet set øger tilførslen af fremmedstoffer altså nødvendigheden af indgreb i gadekærene, fx øges nødvendigheden af hyppige oprensninger.

6 Undgå etablering af små øer i gadekæret Øer er ikke en naturlig del af landskabselementet. Øen er også en tilførsel af brinkareal til gadekærets samlet arealflade, og hvor der er brinker indfinder der sig under de forkerte forhold typisk monokulturelle bevoksninger i form af tagrør, rørgræs, pindsvineknop og dunhammer. Øer mindsker også vandets mulighed for opblanding og sænker dermed gadekærets iltindhold. Busk- og træplantninger er forbeholdt nord- eller nordøstsiden af kæret Sydvendt beplantning medfører som oftest skygning af vandet. Sollyset er nødvendigt for vandplanternes fotosyntese og herigennem iltningen af vandet. Sollyset gør samtidigt vandet varmt og mere beboeligt for dyre- og insektlivet. Nedfaldne blade er samtidigt en direkte næringsstoftilførsel til gadekæret. Nedskæring af pilekrat og fjernelse af store syd- og sydvestvendte træer er derfor ofte at foretrække. Overvintringsmuligheder Indenfor 100 meters afstand fra gadekæret bør skabes overvintringsmuligheder (eller adgang til disse) for de dyr, der normalt lever på land, men som yngler i vandet. Dette omfatter padder, krybdyr samt diverse insekter. Sådanne installationer kan have form af træstammer lagt op ad jordvolde og skrænter, kvasbunker eller eksisterende læhegn og stendiger. Udsæt ikke fisk Fisk bringer kæret og dyrelivet ud af balance, da de spiser padder samt mindre smådyr, som holder algevæksten nede. Fisk er herudover med til at nedbryde kantsikringer, da de roder efter insekter i mellemrummene og fuger. Såfremt der allerede er udsat fisk i kæret bør der indgangsættes tiltag for at fjerne dem, fx fjernelse ifbm. udledning, når gadekæret oprenses. Foder ikke ænder i gadekæret og opsæt ikke andehuse Foderet der ikke bliver spist, er i sig selv en tilføring af næring til gadekæret. Ænder tilfører i realiteten også meget næring til et vandhul gennem deres afføring. Det centrale er, at ænder hurtigt tillærer sig, hvor der er et fødegrundlag og vil derfor vende tilbage i et unaturligt stort antal, der hvor mennesker skaber et kunstigt og unaturligt fødegrundlag gennem fodring. Det er ikke det enkeltstående tilfælde af ænder, men tilstedeværelsen over længere tid, der har betydning for søens økosystem. Et godt vandhul vil tiltrække et naturligt antal ænder uden menneskelig påvirkning. Ænder spiser derudover vigtige bundplanter, haletudser og salamandre.