RUSSISK KUNST EFTER PERESTROJKA

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "RUSSISK KUNST EFTER PERESTROJKA"

Georg Kjær
7 år siden
Visninger:

1 RUSSISK KUNST EFTER PERESTROJKA Da Gorbatjov ved sin tiltrædelse i 1985 lancerede de politiske idealer om Glasnost og Perestrojka medførte det en lempelse af stalintidens strenge kunstcensur. Det betød, at kunstnerne ved indgangen til 1990erne befandt sig i en situation af hidtil uset kunstnerisk frihed. Frigørelsen satte for alvor gang i den russiske kunstverden, der længe havde været parat til at gentænke sig selv og bryde med de statsdikterede udtryksformer og ideologier. Fra kun at have et smalt råderum ift. medier og motiver, begyndte kunstnerne at sige ja til alt og lave kunst af alt. Resultatet blev en særdeles eksperimenterende kunstscene. I Moskva søgte mange kunstnere en vild, aktivistisk kunstform præget af kitsch, homoerotik og mysticisme. Parallelt hermed arbejdede de også på at positionere sig i forhold til vestlig kunst. Moskovitiske aktionskunstnere som Oleg Kulik, Anatoly Osmolovsky og Aleksander Brener gik i dialog med den vestlige kunsthistorie samtidig med, at de kritiserede kapitalismen, der sammen med den politiske frihed vandt indpas i det nye Rusland. Placeret imellem censur og frihed, ironi og alvor opererer 1980 ernes og 90 ernes russiske kunst i et spændingsfyldt forhold til Vesten, som den både kigger ud på, kritiserer og inspireres af også for at låne dens blik til at skue tilbage på sig selv. Denne følelse af splittelse mellem den russiske og vestlige identitet har gennemsyret den russiske kunsthistorie siden Peter den Stores tid. Med de nye kunstneriske muligheder efter Perestrojka blev det atter et markant og aktuelt emne. Dmitri Vrubel Mein Gott, hilf mir diese tödliche Liebe zu überleben, Berlinmuren (illustrationsmateriale, indgår ikke i samlingen) Dmitri Vrubel: Poet Dmitri Vrubel: Babuschka

2 OSETSIMSKY-SAMLINGEN Da Stalin dør i 1953 ser man en opblødning af censuren. Den statslige kontrol af kunsten slækkes, og produktionen af ikke-konform kunst tager til. Kunstnere skaber i det skjulte værker, der går imod sovje!idens programkunst og udstiller dem i private lejligheder eller afsidesliggende skovområder. Galina Osetsimskaya bliver central for den kunstneriske undergrund i 80 ernes Moskva. Hende og hendes mand Igor var begge ansat af den sovjetiske regering og således på forholdsvis bekvem afstand fra mistænkeliggørelse. Flere af parrets venner var kunstnere. Da Galina i starten af 1980 erne besøger en udstilling om russisk kunst i Warsawa og skuffes over dens intetsigende værker, beslu!er hun sig for i det skjulte at samle værker af sine kunstnervenner og udstille dem i sin lejlighed. Francisco Infante: Uden titel At this time I already knew many good artists in Moscow and understood that they should have been at this exhibition. If they were not here now, then nor would they be I had to collect them and exhibit them myself. Det bliver starten på en moskovitisk salonkultur. Dmitri Vrubel, der få år senere skaber opmærksomhed med det ikoniske grafi!iværk på resterne af berlinmuren, Mein Go!, hilf mir diese tödliche Liebe zu überleben er nære venner med parret og viser i deres lejlighed nogle af sine tidligste værker. Digteren Heinrich Sapgir inviterer sammesteds til li!erære saloner, hvor hans systemkritiske li!eratur står direkte på hans t-shirt, parat til at tage af og folde sammen, hvis politiet skulle få nys om det. Vrubels værker og Sapgirs t-shirts er i dag at finde på Moskvas museum for moderne kunst, Tretyakov-galleriet. Det samme er adskillige andre af kunstnerne fra Osetsimsky-samlingen. Navne som Oleg Kulik, Olga Tobrelutz, Olga Chernyshova, Gor Chagal, Pavel Pepperstein, Igor Makarevich og Francisco Infante er alle velkendte på både den russiske og internationale samtidskunstscene. For hvad der startede som en mere eller mindre tilfældig indsamling af værker, ud fra Galinas intuition, skulle hurtigt vokse sig til et imponerende katalog over de vigtigste russiske kunstnere i tiden omkring og e"er Perestrojkas indførelse. Natalia Nesterova: Mask Gor Chahal: uden titel Andrey Bezukladnikov: Poet & Pistol Igor Makarevich Tarot

3 SPOR I SAMLINGEN Aktivisme og identitet En af de tidligste behandlinger af identitet e"er Sovjetunionens opløsning ses hos den ukrainskfødte kunstner Oleg Kulik. Kravet udefra om kunstnerisk formulering af en ny russisk identitet blev af ham oplevet som en opridsning af gamle fordomme. Dostojevskij har sagt: Rusland er det ultimativt eksotiske. For europæere er det en sfinx-gåde. Vi finder hurtigere livets vand, end vi finder ind til mysteriet Rusland. Den definition af Rusland som det utæmmede land mod øst bliver på mange måder den vestlige forventning til landet. Gennem grænseoverskidende værker i serien Zoofrenia tager Kulik Dostojevskij på ordet og viser russeren som det fremmede og dyriske ved at fotografere sig selv i seksuelle positioner med dyr. Oleg Kulik: fra serien Zoofrenia For Rusland lader sig ikke sådan definere. Et gammelt russisk ordsprog lyder: Vi er ikke Europa, vi er ikke Asien, vi er Rusland. Ydermere har Rusland på mindre end 100 år har været zar-dømme, kommunistisk diktatur, og demokratisk stat. Den russiske identitet kan derfor på mange måder siges netop at bestå i en søgen e"er identitet gennem opgør med fortiden. Derfor finder vi også en del kunst af fremtrædende systemkritikere i Osetsimsky-samlingen. Her kan nævnes Anatoly Brusilovsky, der i sine politisk-kritiske collager forener russisk folklore med den plakatkunst, der voksede frem i Rusland i starten af det 20- århundrede. Vladislav Mamyshev-Monroe: Heat are you a Virgin? Anatoly Brusilovsky: Hunters Georgy Gurianov: Uden titel (foto af klassicistisk bygning i Madrid)

4 Neo-akademisme Enkelte værker fra den såkaldte Neo-akademisme er også at finde i Osetsimsky-samlingen. Efter Sovjetunionens opløsning valgte nogle Skt. Petersborg-baserede kunstnere at søge tilbage til en meget tidlig epoke i kunsthistorien for at revitalisere russisk kunst. Med inspiration i antikkens Rom og Grækenland hylder kunstnerne klassiske idealer, men knytter dem samtidig til en moderne kontekst. Særlig kendt er kunstnerduoen Dubossarsky & Vinogradov, der repræsenterer russisk malerkunst i 1990 erne og Olga Tobrelutz, som er kendt for at genskabe ikoniske værker fra kunsthistorien, hvor hun udskifter de afbilledes ansigter med popstjerners og Hollywood-skuespilleres. Georgy Gurianov bliver inden for denne retning kendt for sine fotografier af klassicistiske bygninger og ornamenter samt sine malerier af unge mænd, hvor antikkens interesse for mandekroppen overdrives til en næsten nazistisk fascination af styrke og en tydeligt homoerotisk dyrkelse af mandekroppen. Dubossarsky & Vinogradov: fra serien Russian Literature, Fjodor Dostojevskij (øverst) og Vladimir Nabokov (nederst) Olga Tobreluts: Mayakowski & Monroe (Georgy Gurianov på billedet) Dubossarsky & Vinogradov: Hot Summer

5 Tilbage til avantgarden Andre kunstnere griber ligeledes tilbage i kunsthistorien til en tid før Stalins censur for at finde afsæt for nye kunstformer. En sådan kunstner er Nemukhin, der søger tilbage til den russiske avantgarde. Her opløser det figurative sig i geometriske mønstre, farver, vinkler og flader. På samme måde finder vi i samlingen et maleri, der fungerer som hilsen til et værk fra begyndelsen af det 20. århundrede. Alexey Tjapushkin citerer i sit værk kunstneren Kazimir Malevich værk Black Square on a White Ground fra 1915, et nøgleværk i russisk avantgarde og et af de tidligste indenfor den russiske kunstretning suprematismen, som Malevich var ophavsmand til. Alexey Tjapushkin: Uden titel (Malevich Black Square) Pavel Pepperstein: Uden titel papirarbejder, Vladimir Nemukhin, fra serien Spieler

Relaterede dokumenter

Russisk kunst efter Perestrojka -Osetsimsky-samlingen

Russisk kunst efter Perestrojka -Osetsimsky-samlingen Aleksander Mareev: Pusjkin - yan - Øst, 1995. RUSSISK KUNST EFTER PERESTROJKA Da Gorbatjov ved sin tiltrædelse i 1985 lancerede de politiske idealer