Årsberetning En udredning for Ankenævnet. og sterilisation

Transkript

1 Årsberetning 2007 En udredning for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation

2 Årsberetning for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation Sundhedsstyrelsen Islands Brygge København S URL: Emneord: Årsberetning; Abort; Anke; Svangerskabsafbrydelse; Fosterreduktion; Sterilisation Sprog: Dansk Kategori: Udredning Version: 1,0 Versionsdato: 6. maj 2008 Format:Pdf Elektronisk ISBN: Udgivet af Sundhedsstyrelsen, maj / 73

3 Indhold 1 Ankenævnets grundlag, opgaver og sammensætning Grundlag Opgaver Sammensætning 5 2 Sagsbehandlingen Regelgrundlaget Den praktiske arbejdsgang Ankesager Tilsynsfunktionen 8 3 Samrådenes virksomhed i Svangerskabsafbrydelse Ansøgninger om svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge Ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren Fosterreduktion Sterilisation 15 4 Ankenævnets virksomhed i Ankesager Svangerskabsafbrydelse Fosterreduktion Sterilisation Sager indsendt til gennemsyn Bemærkninger af generel interesse Møder med samrådene Andet Undervisning Møde i folketingets sundhedsudvalg Høringssvar mv De konkrete sager Sager om svangerskabsafbrydelse Sager om fosterreduktion Sager om sterilisation 49 3 / 73

4 6 Bilag Orientering fra ankenævnet december Forskrifter gældende i Sundhedslovens afsnit VII og VIII Bekendtgørelse nr af 19/ Cirkulære nr. 23 af 03/ Vejledning nr. 25 af 04/ Bekendtgørelse om sterilisation og kastration Cirkulære om behandling af sager om sterilisation Vejleding om behandling af sager om sterilisation / 73

5 1 Ankenævnets grundlag, opgaver og sammensætning 1.1 Grundlag Med virkning fra 1. januar 2007 er bestemmelserne om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation overført til sundhedsloven (lbk. nr. 97 af 5. februar 2008), hvor reglerne om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion findes i afsnit VII ( ) og reglerne om sterilisation i afsnit VIII ( ). Bestemmelserne er uændrede i forhold til de før 1. januar 2007 gældende regler i lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion (senest lovbekendtgørelse nr. 541 af 16. juni 2004) og lov om sterilisation og kastration (senest lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994 med senere ændringer), dog med den ændring, at samrådene er overført fra de tidligere amtskommuner til regionerne. Ankenævnet er oprettet af indenrigs- og sundhedsministeren i medfør af sundhedslovens 97, stk Opgaver Efter sundhedslovens 97, stk. 1 opretter indenrigs- og sundhedsministeren for hver region et eller flere samråd, der afgør sager efter lovens 94, 95, stk. 2 og 3, 98, stk. 2 og 99, stk. 2 og 3, dvs. ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse fra kvinder, der ikke opfylder betingelserne for fri adgang til svangerskabsafbrydelse, samt i visse tilfælde anmodninger om fosterreduktion. Efter sundhedslovens 108 behandler samrådene tillige ansøgninger om sterilisation efter 106, stk. 2 og 107, 110 og 111. Ankenævnet har ifølge sundhedslovens 97, stk. 2 og 108, stk. 2 til opgave at behandle klager over de afgørelser, som træffes af samrådene og at føre tilsyn med samrådenes virksomhed. Ankenævnets sagsbehandling er omtalt nærmere nedenfor i afsnit Sammensætning Ankenævnet er nedsat af justitsministeren, men nedsættes for fremtiden af indenrigs- og sundhedsministeren og består af en formand samt et antal andre medlemmer. Formanden skal være dommer. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst tre medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at være formand. Af de to andre medlemmer skal den ene være speciallæge i gynækologi eller kirurgi, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. 5 / 73

6 I praksis består ankenævnet af 3 medlemmer, en dommer, en speciallæge i gynækologi og en speciallæge i psykiatri, med to suppleanter for hvert medlem. Ankenævnet bestod i 2007 af følgende medlemmer: dommer Torben Hvid (formand) overlæge Erik B. Obel (gynækologisk medlem) lektor Birgit Petersson (psykiatrisk medlem) Suppleanter for formanden: dommer Ingrid Drengsgaard dommer Lene Hjerrild Gynækologiske suppleanter: overlæge Katrine Sidenius afdelingslæge Lisa Maria Bang overlæge Lene Lundvall (pr. 6. september 2007) Psykiatriske suppleanter: overlæge Marianne Kastrup overlæge Karin Garde Sekretariat: Nævnets sekretariatsfunktion varetages af Sundhedsstyrelsen, Enhed for Tilsyn, Islands Brygge 67, 2300 København S. Tlf.: , Nævnets sekretær: fuldmægtig Katrine Winkel. Stedfortrædere for nævnets sekretær: fuldmægtig Jens Kristian Villadsen fuldmægtig Louise Gjørup Ankenævnet har oprettet en hjemmeside. Hjemmesiden findes foreløbig som en pind på sundhedsstyrelsens hjemmeside, under menuen kvalitet og tilsyn. Den direkte adresse er: 6 / 73

7 2 Sagsbehandlingen 2.1 Regelgrundlaget Reglerne om ankenævnets sagsbehandling fremgår af sundhedslovens 97, stk. 3, og 108, stk. 4 med tilhørende cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion (cirkulære nr. 23 af 3. april 2006) kapitel 5 og cirkulære om behandlingen af sager om sterilisation (cirkulære nr. 24 af 3. april 2006) kapitel 5. Det fremgår af cirkulæret, at votering sker mundtligt på et møde, men at formanden kan bestemme, at votering undtagelsesvis sker på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. i særligt hastende sager. 2.2 Den praktiske arbejdsgang Ankenævnet holder møder 3-4 gange årligt. På disse møder drøftes generelle spørgsmål og de nedenfor under nævnte tilsynssager, samt eventuelle konkrete sager. De fleste konkrete sager er af hastende karakter og behandles i telefonmøder Ankesager Ankesager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion er altid af hastende karakter, og det fremgår da også af cirkulæret, at arbejdet skal tilrettelægges således, at det sikres, at afgørelser træffes hurtigst muligt. Sagerne indbringes som regel ved, at den pågældende meddeler regionen (samrådets sekretariat), at samrådets afgørelse ønskes indbragt for ankenævnet. Samme dag eller senest dagen efter underrettes ankenævnets sekretær, og samtidig fremsendes sagen, ofte pr. telefax til ankenævnets sekretariat. Der aftales mødetidspunkt med de ankenævnsmedlemmer, der skal deltage. Mødet i ankenævnet holdes som telefonmøde, og finder normalt sted dagen efter, eller senest den næst følgende dag. I praksis træffes der således afgørelse i ankenævnet inden for 2 3 arbejdsdage efter, at klageren har meddelt samrådssekretariatet, at denne ønsker at anke samrådets afgørelse. Hvert medlem af ankenævnet kan dog kræve, at der tilvejebringes yderligere oplysninger. Det forekommer derfor, at sagsbehandlingen tager lidt længere tid. Sagerne afgøres på grundlag af det skriftlige materiale, der ligger i sagen. Det forekommer, at klageren ønsker foretræde for ankenævnet. Som følge af sagernes hastende karakter, ankenævnsmedlemmernes opgaver i deres faste job og medlemmernes spredte geografiske placering, er det imidlertid forbundet med store praktiske vanskeligheder, at imødekomme et sådant ønske. Hidtil har de pågældende erklæret sig tilfredse med at få lejlighed til at forelægge deres synspunkter telefonisk for ankenævnets formand. 7 / 73

8 Tilladelse kan kun gives, såfremt ankenævnets medlemmer er enige om, at tilladelse skal gives. Straks efter at ankenævnet har truffet afgørelse, underrettes regionen telefonisk om resultatet, og en eventuel tilladelse bekræftes foreløbigt pr. telefax eller , således at svangerskabsafbrydelsen kan iværksættes uden yderligere forsinkelse. Ankenævnets afgørelse indeholdende en redegørelse for sagen og ankenævnets begrundelse fremsendes i løbet af nogle dage. Ankesager om sterilisation er ikke af tilsvarende hastende karakter, men tilstræbes også behandlet hurtigt, enten på et telefonmøde, eller ved et af ankenævnets faste møder Tilsynsfunktionen Ankenævnets forpligtelse til at føre tilsyn med samrådene opfyldes ved, at samrådene indsender ca. 1/4 af de behandlede sager til gennemsyn i ankenævnet. Nævnets sekretær udfærdiger et kort referat af hver sag, og sagerne cirkulerer herefter mellem ankenævnets medlemmer. På de faste møder drøftes de sager, hvor et eller flere af medlemmerne har fundet anledning til bemærkninger, og det besluttes, om der skal gives bemærkninger til samrådet om sagen. Formålet med tilsynet er at sikre en ensartet behandling af sagerne over hele landet. Ankenævnet foretager derudover rejser rundt i landet til møder med samrådene. Sådanne rejser finder sted efter behov, som hovedregel hvert 2. eller 3. år. 8 / 73

9 3 Samrådenes virksomhed i 2007 Samrådene behandlede i 2007 i alt 977 ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion eller sterilisation. 3.1 Svangerskabsafbrydelse Ansøgninger om svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge Samrådene modtog i 2007 i alt 869 ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse i medfør af lovens 94 stk. 1 nr. 1 6, dvs. ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge. Der blev givet 818 tilladelser og 51 afslag (5,9 %). Til antallet af tilladelser skal lægges de 3 sager, hvor Ankenævnet ændrede et afslag til tilladelse, jf. nedenfor pkt Det reelle antal tilladelser er således 821. Den følgende figur viser tilladelser og afslag i 2007 fordelt efter graviditetens alder. Tilladelser og afslag fordelt på graviditetens alder uge uge uge uge uge 23.uge 24.uge o.s. Tilladelser Afslag Langt det største antal tilladelser bliver givet inden udløbet af 18. uge, i 2007 var det 75 % af tilladelserne. Af de 869 ansøgninger var de 455 begrundet i faren for, at barnet ville blive født med en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, jf. lovens 94, stk. 1 nr. 3. Der blev givet 9 afslag og 446 tilladelser, svarende til 55 % af alle tilladelser i I modsætning til tidligere år er der indhentet oplysninger om, hvorledes disse tilladelser 9 / 73

10 fordeler sig på graviditetens længde. Ikke overraskende gives de fleste tilladelser i ugerne efter den almindelige nakkefoldsscanning i 13. uge og efter misdannelsesscanningen i uge. Modsat er antallet af tilladelser på grundlag af de øvrige indikationer i 94, stk. 1 jævnt faldende efter udløbet af 16. uge. Den følgende figur viser fordelingen Tilladelser efter graviditetens alder, fordelt på 94 stk. 1 nr. 3 og øvrige 94, stk uge uge uge uge uge 23. uge 24. uge o.s. nr.3 øvrige Ikke overraskende gives de fleste tilladelser efter 94, stk. 1 nr. 3 i ugerne efter den almindelige nakkefoldsscanning i 13. uge og efter misdannelsesscanningen i uge. I modsætning hertil er antallet af tilladelser på andre indikationer jævnt faldende efter udløbet af 16. uge. Antallet af ansøgninger fortsætter med at stige. Frem til 2000 lå antallet af ansøgninger stabilt på lidt over 600 ansøgninger årligt. I år 2001 var der en markant stigning fra 630 ansøgninger i 2000 til 711 ansøgninger i Niveauet holdt sig derefter omkring de 700 ansøgninger årligt indtil det i 2005 begyndte at stige, fra 704 i 2004 til 729 i 2005 og derefter til 812 i Dette års 869 ansøgninger er det hidtil højeste antal og en stigning på 8,5 % i forhold til Nedenstående diagrammer viser udviklingen i perioden / 73

11 Antal ansøgninger om svangerskabsafbrydelse Indtil 2000 var antallet af ansøgninger omkring 600 om året. Efter et spring op ad i 2001 lå antallet årligt omkring 700 ansøgninger. Siden 2004 er der hvert år sket en stigning og i 2007 er antallet af ansøgninger om svangerskabsafbrydelse det hidtil højeste. Fordelt på tilladelser og afslag ser udviklingen således ud: Tilladelser og afslag i henhold til 94, stk. 1, nr Tilladelser Afslag Der er i de senere år givet omkring 650 tilladelser om året. I de seneste to år er antallet steget markant. 11 / 73

12 Stigningen i antallet af tilladelser er imidlertid ujævnt fordelt i forhold til graviditetens alder, og dækker over såvel stigninger som fald. Det er således værd at bemærke, at de seneste års ubrudte stigning i antallet af tilladelser i uge er afløst af et fald på 5,5 %, fra 310 tilladelser i 2006 til 293 i Til gengæld er der sket en markant stigning på 35 % i antallet af tilladelser i uge, nemlig fra 159 tilladelser i 2006 til 214 tilladelser i Antallet af tilladelser i uge er steget igen i år, fra 93 tilladelser i 2006 til 108 i 2007, en stigning på 16 %, som imidlertid modsvares af, at antallet af tilladelser i uge, der steg markant fra 2005 til 2006 er faldet til et niveau svarende til de tidligere år. Antallet af de meget sene aborter i uge og 23. uge og senere er til gengæld steget markant. Således er antallet af tilladelser i uge steget med 50 % fra 59 tilladelser i 2006 til 89 tilladelser i Sammenholdt med at der også fra 2005 til 2006 skete en betydelig stigning på 60 %, fra 37 i 2005 til 59 i 2006, er der over de senere år sket en ganske betydelig stigning. I årene blev der i gennemsnit givet 38 tilladelser om året. I forhold hertil er stigningen over de seneste to år på 134 %. Antallet af tilladelser i 23. uge og senere er steget i forhold 2006, men ikke nævneværdigt i forhold til gennemsnittet i forudgående 9 år. Den følgende figur viser udviklingen: Antal tilladelser fordelt efter graviditetens alder uge uge uge uge uge 23. uge o.s. Den gennem de senere år ubrudte stigning i antallet af tilladelser i uge er afløst af et fald. Antallet af tilladelser i og uge og ikke mindst i uge er steget markant, mens antallet af tilladelser i uge er faldet til tidligere års niveau. 12 / 73

13 Andelen af ansøgninger, hvor der bliver givet afslag, har gennem de senere år ligget nogenlunde stabilt omkring 7 8 %. I 2007 var afslagsprocenten på 5, ,9 Afslag i procent af det samlede antal ansøgninger i henhold til ,1 7,5 6,8 7,6 6,4 8,6 7, ,9 Afslag i procent Der er igen i år en markant stigning i antallet af tilladelser, der er begrundet i faren for, at barnet vil blive født med en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, jf. lovens 3, stk. 1 nr. 3. De 446 tilladelser er en stigning på 20 % i forhold til de 373 tilladelser, der blev givet i 2006 og 25 % højere end i 2004, der med 358 tilladelser var det forud for 2006 højeste antal. Den stigende tendens er således fortsat. Den følgende figur illustrerer udviklingen: Tilladelser efter 94, stk. 1 nr. 3 og tilladelser efter 94, stk. 1 nr. 1-2 og nr , stk. 1 nr. 3 3, stk. 1 i øvrigt Kurven, der viser antallet af tilladelser efter 3, stk. 1, nr. 1 2 og nr. 4 6, er fladet ud og viser et beskedent fald. Der er igen en stigning i antallet af tilladelser efter 3, stk. 1, nr % af alle tilladelser var i 2007 begrundet i faren for misdannelser. 13 / 73

14 3.1.2 Ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren Samrådene gav i tilladelser og 12 afslag på ansøgninger om tilladelse efter lovens 99 stk. 2 til svangerskabsafbrydelse uden at der indhentes samtykke fra forældremyndighedens indehaver, og 1 tilladelse efter lovens 99, stk. 3 om tilladelse på trods af, at forældremyndighedens indehaver modsatte sig indgrebet. Tilladelser og afslag efter Afslag stk. 2 Tilladelser stk. 2 afslag stk. 3 tilladelser stk. 3 Der var i 2007 betydeligt færre ansøgninger end i de foregående år. Tilladelse er som i de tidligere år navnlig blevet givet til unge piger, der af religiøse eller etniske grunde ikke tør involvere forældrene, fordi der er en reel risiko for, at pigen udstødes af familien eller udsættes for fysisk eller psykisk overlast. Endvidere er der givet tilladelse til unge piger, der som følge af alvorlig uoverensstemmelse med forældrene ikke bor hjemme. Afslagene er givet til piger, der har et rimeligt forhold til forældrene, men som ikke ønsker at involvere forældrene, fordi de frygter, at forældrene vil blive skuffede eller vrede, når de erfarer om graviditeten. 14 / 73

15 3.2 Fosterreduktion Samrådene har i 2007 behandlet 25 sager om fosterreduktion. Der blev givet tilladelse i alle 25 sager. 14 af tilladelserne blev givet i medfør af 95, stk. 2, med henblik på at formindske risikoen for det eller de tilbageblevne fostre, mens 11 tilladelser blev givet efter 95, stk. 3 som følge af risiko for at ét af fostrene ville få en legemlig eller sjælelig lidelse. Tilladelser til fosterreduktion, 2007, fordelt på graviditetsalder uge og tidligere uge uge uge uge uge 23. uge 24. uge o.s. 99, stk. 2 99, stk. 3 Fosterreduktioner efter 99, stk. 2 omfatter kun fosterreduktioner efter udløbet af 12. uge. Fosterreduktioner i 12. uge eller tidligere med det formål at formindske risikoen for det eller de øvrige fostre kræver ikke tilladelse, og er derfor ikke med i samrådenes statistik. Antallet af sager om fosterreduktion synes at ligge omkring 20 om året. I 2006 behandlede samrådene således 17 sager om fosterreduktion. Der blev givet 16 tilladelser og 1 afslag. I 2005 blev der givet 22 tilladelser og 1 afslag, og i 2004 blev der fra lovens ikrafttræden den 1. juli 2004 givet 9 tilladelser og 1 afslag. 3.3 Sterilisation Samrådene har i 2007 modtaget i alt 22 anmodninger om tilladelse til sterilisation. Der blev givet 13 tilladelser og 9 afslag. 12, eller lidt under halvdelen af anmodning-erne kom fra ansøgere, der som følge af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund var ude af stand til at forstå betydningen af sterilisation, lovens ansøgninger kom fra ansøgere under 18 år, lovens 111. Sagerne drejer sig som hidtil navnlig om mentalt handicappede unge piger, der ikke tåler P-piller, eller som har problemer med at administrere P- piller, typisk i forbindelse med, at de flytter fra hjemmet eller fra en institution til et bofællesskab. 15 / 73

16 Antallet af ansøgninger, og dermed også af tilladelser, er faldet markant over de sidste 10 år. De 13 tilladelser i 2007 udgør således mindre end 20 % af de omkring 70 tilladelser, der blev givet om året i årene op til 1997, og er en halvering i forhold til 2006, hvor der blev givet 26 tilladelser. Den nedenstående figur viser udviklingen. Sterilisation Tilladelser og afslag Tilladelser Afslag Antallet af tilladelser fortsætter med at falde og er i 2007 halveret i forhold til året før. 16 / 73

17 4 Ankenævnets virksomhed i Ankesager Ankenævnet har i 2007 modtaget 41 ankesager, fordelt med 38 sager om svangerskabsafbrydelse heraf 5 sager om forældresamtykke 1 sag om fosterreduktion 2 sager om sterilisation Antallet af ankesager i 2007 er faldet væsentligt i forhold til 2006, men er på niveau med antallet i årene før De 38 sager svarer til at lidt over halvdelen af afslagene er blevet indbragt for ankenævnet. De følgende figurer illustrerer udviklingen: 60 Indkommende sager Figuren viser det samlede antal sager, der er indbragt for Ankenævnet, dvs. såvel sager om svangerskabsafbrydelse, som sager om fosterreduktion og sterilisation. Der er væsentlige udsving fra år til år. Gennemsnittet for de viste år er / 73

18 4.1.1 Svangerskabsafbrydelse De 38 sager om svangerskabsafbrydelse fordeler sig på 33 sager om tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter 94 stk. 1 nr. 1 6 (tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter 12. uge), og 5 sager om tilladelse efter 99, stk. 2 (tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden at indhente tilladelse fra forældremyndighedens indehaver). Ankenævnet har i 2007 ikke behandlet sager om tilladelse efter 99, stk. 3 (tilladelse på trods af, at forældremyndighedsindehaveren nægter at give tilladelse). I 35 af sagerne (92 %) stadfæstede ankenævnet samrådets afgørelse. I 3 sager (8 %) ændrede ankenævnet samrådets afgørelse og gav tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Det er markant, at færre og færre af de indbragte afslag bliver ændret til tilladelser. De enkelte sager er refereret nedenfor i afsnit 5. De følgende figurer viser udviklingen i årene Sager om svangerskabsafbrydelse indbragt for ankenævnet Afslag stadfæstet Afslag ændret til tilladelse Andet Andet dækker bl.a. over de situationer, hvor sagen ikke er blevet behandlet i ankenævnet, f.eks. fordi anken tilbagekaldes, eller fordi samrådet efterfølgende har meddelt tilladelse. 18 / 73

19 Ændringsprocent ,0 30,0 25,0 20,0 27,6 22,2 29,6 25,8 20,0 15,0 10,0 5,0 9,4 12,5 15,8 7,9 0, Ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge Sagerne fordeler sig således med hensyn til den påberåbte hjemmel og graviditetens længde: Sager hvor ankenævnet stadfæstede samrådets afslag: Nævnets j.nr. Den påberåbte hjemmel Graviditetens længde /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge 19 / 73

20 /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr fulde uger /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge Sager hvor ankenævnet gav tilladelse til svangerskabsafbrydelse: Nævnets j.nr. Den påberåbte hjemmel Graviditetens længde /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge Sager, der ikke blev behandlet: Nævnets j.nr. Den påberåbte hjemmel Graviditetens længde Ingen 20 / 73

21 Ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren Ankenævnet behandlede i sager, der alle drejede sig om 99, stk. 2, tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden at der indhentes samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden. I alle 5 sager stadfæstede ankenævnet samrådets afslag: Nævnets j.nr. Den påberåbte hjemmel Pigens alder /1 99, stk år /1 99, stk år /1 99, stk år /1 99, stk år /1 99, stk år Fosterreduktion I 2007 blev kun én sag om fosterreduktion indbragt for ankenævnet. Ankenævnet ophævede samrådets afgørelse og afviste at behandle sagen, da den faldt uden for samrådenes og ankenævnets kompetence (spørgsmål om tilladelse efter 95, stk. 1) Sterilisation Ankenævnet modtog i sager om tilladelse til sterilisation. Begge ansøgere var kvinder. Begge afslag blev stadfæstet. Sagerne fordeler sig således med hensyn til den påberåbte hjemmel: Sager, hvor ankenævnet stadfæstede samrådets afslag: Nævnets j.nr. Den påberåbte hjemmel Ansøgerens alder / år /1 107, stk år Sager hvor ankenævnet ændrede samrådets afslag og gav tilladelse til sterilisation: ingen 21 / 73

22 Sager, der blev hjemvist: Ingen Sagerne er refereret nedenfor i afsnit 5.2 Sager om sterilisation indbragt for ankenævnet Sager, hvor ankenævnet stadfæstede samrådets afslag Sager hvor ankenævnet gav tilladelse Andet Figuren viser udviklingen i det årlige antal sager om sterilisation indbragt for ankenævnet i , opdelt på stadfæstelser, afslag og andet. Andet dækker over de situationer, hvor sagen ikke bliver behandlet i ankenævnet, f.eks. fordi anken tilbagekaldes, eller fordi samrådet efterfølgende har meddelt tilladelse. 22 / 73

23 4.2 Sager indsendt til gennemsyn Ankenævnet har på sine ordinære møder i 2007 gennemgået i alt 239 sager, svarende til 25 % af de ved samrådene behandlede sager. Ankenævnet havde bemærkninger til 26 sager (11 % af de indsendte). I 6 sager (2,5 %) gav ankenævnet udtryk for, at samrådet efter ankenævnets vurdering ikke burde have givet tilladelse. Der var tale om 1 tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter 94, 2 tilladelser til fosterreduktion efter 95, stk. 2, 2 tilladelser til svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver efter 99, stk. 2 og 1 tilladelser til sterilisation efter 107. De øvrige bemærkninger vedrørte dels samrådenes sagsbehandling, dels den anførte hjemmel. Andelen af sager, der har givet anledning til bemærkninger, er lavere end i 2006, men svarer til hvad der har været gældende i årene forud. Henset til, at der er tale om skønsmæssige afgørelser, er det også i år Ankenævnets opfattelse, at bemærkningerne er inden for det forventelige og absolut acceptable. Ankenævnet kan derfor konstatere, at sagsbehandlingen ved samrådene foregår i overensstemmelse med de givne retningslinier, og at der følges en ensartet praksis over hele landet Bemærkninger af generel interesse Ankenævnet har også i år i en række sager (6 sager) fremhævet, at det er vigtigt at anføre den korrekte hjemmel. Samtlige de forhold, der kan støtte tilladelsen, bør fremhæves i begrundelsen og der bør henvises til alle bestemmelser, der kan begrunde tilladelsen. Forholdet er typisk det, at en tilladelse gives alene under henvisning til kvindens sociale forhold og den belastning barnet vil være for familien ( 94, stk. 1 nr. 6), uanset at oplysningerne i sagen (tillige) peger på andre begrundelser, enten kvindens helbred ( 94, stk. 1 nr. 1) eller hendes evne til at tage vare på et barn ( 94, stk. 1 nr. 4 eller 94, stk. 1 nr. 5). Navnlig i de tilfælde, hvor der gives tilladelse sent i graviditeten, er det vigtigt, at indikationen underbygges så fuldstændigt som muligt. I 3 sager, herunder de 2 sager, hvor ankenævnet mente, at der ikke burde være givet tilladelse til fosterreduktion, var problemet, at der ikke var taget stilling til, hvilke særlige omstændigheder, der kunne begrunde fosterreduktion efter udløbet af 12. uge. Ankenævnet skal erindre om, at forudsætningen for at give tilladelse til fosterreduktion efter 95, stk. 2 er, at der foreligger særlige omstændigheder og at samrådet bør anføre, hvilke særlige omstændigheder, der begrunder tilladelsen. Generelt giver begrebet særlige omstændigheder i 95, stk. 2 anledning til tvivl. Det har bl.a. været fremført, at det først efter udløbet af 12. uge er muligt med nogenlunde sikkerhed at konstatere, hvorvidt et af fostrene har risiko for misdannelser eller på anden måde er svagere end det eller de øvrige fostre. Ved at foretage indgrebet før udløbet af 12. uge risikerer man derfor at fjerne et raskt foster og efterlade et sygt, hvilket taler for, at indgrebet først foretages i 13. uge. Men dette hensyn gælder helt generelt og er derfor efter ankenævnets opfattelse ikke en særlig omstændighed, der kan begrunde, at lovens hovedregel fraviges. Ankenævnet har derfor udtalt, at det ikke er en særlig omstændighed, at det ud fra et lægefagligt synspunkt generelt er hensigtsmæssigt at vente med 23 / 73

24 indgrebet til efter udløbet af 12. uge. Der skal i den enkelte sag være særlige medicinske forhold, der taler for at indgrebet i netop dette tilfælde, kan foretages senere, for at der foreligger særlige omstændigheder. Der henvises i øvrigt til Orientering fra Ankenævnet, december 2007, der er medtaget som bilag til årsberetningen på side Møder med samrådene Ankenævnet har ikke i 2007 afholdt møder med samrådene. 4.4 Andet Undervisning Efter kommunalreformen er der fra januar 2007 kommet mange nye sagsbehandlere i samrådssekretariaterne og flere nye samrådsmedlemmer. Den 4. oktober 2007 afholdt Sundhedsstyrelsen en kursusdag, primært beregnet for de, der ikke tidligere havde beskæftiget sig med området. Ankenævnets faste medlemmer stod for undervisningen Møde i folketingets sundhedsudvalg Også i starten af 2007 var grænsen for fri abort til debat i offentligheden. Folketingets sundhedsudvalg havde i den anledning indkaldt et panel af personer med forskellige faglige indfaldsvinkler til problemstillingen. Fra ankenævnet deltog lektor Birgit Petersson og dommer Torben Hvid. Efter mødet besluttede udvalget, at der ikke var grundlag for at ændre den gældende 12-ugers grænse Høringssvar mv. Ankenævnet har ikke afgivet høringssvar i / 73

25 5 De konkrete sager I det følgende gives et kort referat af de sager, som ankenævnet har behandlet i De sager, hvor ankenævnet har ændret samrådets afgørelse, er fremhævet med fed skrift i overskriften. 5.1 Sager om svangerskabsafbrydelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 1 og 6 26-årig kvinde var gravid i 22. uge. Kvinden boede alene i en 1½ værelses lejelejlighed. Hun var ikke sikker på, om det var hendes ekskæreste eller en anden, der var far til barnet. Hun var netop startet med at læse på Københavns Universitet. Derudover arbejdede hun på en restaurant hver anden weekend. Kvinden følte, at hun havde en meget stram økonomi, idet hun havde mange faste udgifter. Hun havde beskrevet, at hendes netværk var meget begrænset og at hun ikke kunne forvente støtte fra hverken sin mor eller storesøster, som begge boede i Jylland. Som begrundelse for sit ønske om abort, anførte hun, at hun i starten håbede på, at hun ville få lyst til barnet, men at hun endnu ikke havde fået nogen positive følelser i forhold hertil hvorfor hun ikke følte, at hun magtede at få et barn. Det fremgik af den psykiatriske speciallægeerklæring, at det vurderes som en reel belastning for hende, såfremt hun skulle have barnet, samt at hun i så fald ville få brug for en del støtte. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 22.uge. Samrådet bemærkede at under disse omstændigheder var den risiko for forringelse af kvindens helbred, der blev beskrevet i den psykiatriske speciallægeerklæring, ikke af en sådan alvor at den kunne begrunde en tilladelse. Nævnet bemærkede endvidere at der efter udløbet af uge ikke gives tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Ankenævnet udtrykte stor forståelse for kvindens situation, men nævnet var enigt med samrådet i, at selv om der var flere forhold, der vanskeliggjorde hendes muligheder til at tage vare på et barn, var forholdene ikke af sådan en sværhedsgrad, at det gav indikation for svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk årig kvinde var gravid i 24. uge. Kvinden havde ikke kontakt med den formodede far og hun kendte ikke hans identitet. Kvinden boede alene i en 2-værelses lejelejlighed, hvoraf hun udlejede det ene værelse. Efter gymnasiet havde hun læst på universitet i et par år. Siden da havde hun arbejdet med forskellige småjobs. Hun var pt. på bistandshjælp. Kvinden havde fortalt, at hun i de sidste 3 4 år havde 25 / 73

26 været misbruger af navnlig alkohol og rygeheroin, men at hun tog, hvad hun kunne få fat i, såsom kokain og beroligende medicin. Kvindens økonomi var bl.a. som følge heraf meget anstrengt. Hun havde kun overfladisk kontakt til sine forældre og en ældre søster. Det var lykkedes hende at skjule misbruget for familien, som hun kun så på mærkedage. Familien var heller ikke bekendt med graviditeten. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at et foster, der kommer til verden ved en naturlig fødsel i 24. svangerskabsuge eller senere, antages at være levedygtigt. Kvinden var på tidspunktet for Ankenævnets behandling gravid i 24. uge og fosteret måtte derfor antages at være levedygtigt. Allerede derfor kunne der som følge af 94, stk. 3, ikke gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse grundet hendes sociale forhold. Der var som følge af kvindens daglige misbrug af heroin og alkohol fare for, at fosteret havde taget skade og at barnet ville få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Det var imidlertid Ankenævnets vurdering, at de mulige skader ikke var af sådan ekstraordinært alvorlig karakter, at omstændighederne med afgørende vægt talte for svangerskabsafbrydelse på et levedygtigt foster. Der kunne derfor efter lovens 94, stk. 3 ikke gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 22. uge. Kvinden boede sammen med sin 32-årige kæreste, som også var far til barnet. Graviditeten var planlagt, men ved skanning blev det konstateret, at fosteret havde læbe-, gumme- og ganespalte (komplet). Parret havde efter grundige overvejelser besluttet, at de ikke ønskede at gennemføre graviditeten. De havde inden de tog beslutningen konsulteret Rigshospitalet, Plastikkirurgisk og Læbeganespalte Centeret i Hellerup. De havde desuden læst en del om lidelsen på Internettet. Parret havde som begrundelse for deres ønske om svangerskabsafbrydelse anført, at de ikke ønskede, at barnet skulle udsættes for de fysiske, psykiske og sociale følgevirkninger. Af den psykiatriske speciallægeerklæring fremgik det, at kvinden befandt sig i en psykisk kriselignende tilstand og at hendes aktuelle situation udgjorde en betydelig psykisk belastning for hende. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at man ikke fandt grund til at antage, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet ville bevirke nogen risiko for forringelse af kvindens fysiske eller psykiske helbred. Ankenævnet havde lagt vægt på, at kvinden bortset fra den øjeblikkelige kriseprægede reaktion, var såvel fysisk som psykisk sund og rask. Nævnet var endvidere enigt med samrådet i, at det forhold, at fosteret havde læbe-, gumme- og ganespalte (komplet) ikke var så alvorligt, at det henset til graviditetens fremskredne alder kunne begrunde en tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 3. Ankenævnet bemærkede endvidere, at parret havde gode økonomiske, sociale og boligmæssige forhold og at en tilladelse således ikke kunne gives efter 94, stk. 1, nr / 73

27 /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 18. uge. Kvinden boede sammen med sin kæreste, som også var far til barnet. Parret boede i et lejet hus på 100 m2. Graviditeten var ikke planlagt og de havde været i tvivl om, hvorvidt de ønskede barnet. Som begrundelse for sit ønske om at afbryde svangerskabet, havde kvinden anført, at tidspunktet for at få et barn ikke var godt lige nu. Desuden var hun bekymret for, om barnet var sygt, idet hendes kæreste og hans to børn fra tidligere ægteskab alle havde sukkersyge. Det ene af kærestens børn led endvidere af epilepsi og gluten allergi. Kvinden havde selv to børn på henholdsvis fra et tidligere ægteskab. Begge børn boede hos kvinden, og de klarer sig godt i skolen. Kvindens kæreste havde som nævnt tillige to børn fra tidligere ægteskab. Disse børn boede hos deres moder, men havde samvær med faderen. Kvinden var uddannet butiksassistent. Hendes kæreste var uddannet tømrer, men var pt. arbejdsløs og modtog arbejdsløshedsunderstøttelse. Parret havde beskrevet et godt netværk i form af familie og arbejdskolleger. De havde begge gæld, som de afdrog på, hvilket prægede deres økonomi. Efter kvinden havde modtaget samrådets afslag, havde hendes kæreste kontaktet Regionen, hvor han havde fortalt, at han ville forlade kvinden, såfremt hun fik barnet. Han ønskede på ingen måde, at hun skulle få barnet. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet Nævnet var enigt i samrådets begrundelse og derfor ikke fandt, at kvindens generelle sociale situation var af en sådan karakter, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Nævnet var endvidere enigt med samrådet i, at der ikke kunne gives tilladelse til abort ud fra en bekymring om, at barnet ville arve barnefaderens sukkersyge /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 16. uge. Kvinden boede alene med sin 8-årige datter i en lejlighed på 86 m2. Faren til barnet var en 24-årig mand, som hun havde kontakt med, men som hun ikke ønskede at have et nærmere forhold til. Faren kendte til graviditeten og ønskede tillige en svangerskabsafbrydelse. Som begrundelse for sit ønske om at afbryde svangerskabet, havde hun anført, at hendes forretning, som hun drev alene, ville lide skade, såfremt hun skulle være gravid og have barn nu. Det var kvindens opfattelse, at hun ikke ville kunne beholde forretningen, såfremt hun fik barnet. Kvinden havde i forvejen en datter og var kort forinden blevet skilt. Hun var således bekymret for, om graviditeten og endnu et barn ville gå ud over hendes datter. Kvindens datter trivedes og kvinden og hendes eksmand havde et godt forhold. Kvinden havde beskrevet et godt netværk i form af familie og venner, og hun mente også, at barnets far ville erkende sit ansvar, såfremt hun fik barnet. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvindens generelle sociale situation ikke var af en sådan karakter, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. 27 / 73

28 /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 15 fulde uger. Kvinden havde i forvejen to børn på henholdsvis 12 og 14 år. Ca. 1 år tidligere havde kvinden ophævet samlivet med børnenes far, som hun havde boet sammen med i 15 år. Kvinden flyttede herefter sammen med sit ældste barn ind hos en bekendt, hvor hun kunne bo gratis. Deres forhold havde imidlertid udviklet sig og det var også ham, der var far til graviditeten. Kvindens yngste barn boede sammen med sin far. Begge børn var velfungerende. Kvinden var ufaglært og havde en del gæld. Hun havde beskrevet et godt netværk af venner og familie. Som begrundelse for sit ønske om at afbryde svangerskabet anførte hun, at hun i forvejen havde to børn og at det var for sent for hende at få et barn nu. Desuden anførte hun, at hun havde en dårlig økonomi bl.a. pga. sin store gæld. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvindens generelle sociale situation ikke var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet måtte antages at medføre en belastning, der var så alvorlig, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde vægt på, at hun boede sammen med barnets far, at hun havde gode boligforhold og fast lønindkomst. Familien var i øvrigt velfungerende og Ankenævnet stadfæstede derfor samrådets afslag /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 21. uge. Kvinden boede sammen med sin mand og 3 børn i en 3-værelses lejlighed. Deres børn var 2, 8 og 9 år. Parret var flygtet fra Afghanistan til Danmark 6 år tidligere. Kvindens mand var i jobtræning og arbejdede fuldtid. Kvinden havde bl.a. gået på sprogskole og været pædagogmedhjælper. Hun havde et ønske om at blive uddannet til pædagog. Kvinden var pt. på kontanthjælp og var hver dag fra kl på kursus i integration, sprog og jobsøgning. Hun var først i tvivl om, hvorvidt hun ønskede at få barnet, men havde nu besluttet sig for, at hun ikke ønskede at gennemføre graviditeten. Som begrundelse for sit ønske om svangerskabsafbrydelse havde hun anført, at hun ikke kunne overskue den økonomiske konsekvens et fjerde barn ville have. Desuden ønskede parret at blive integreret og komme videre i det danske arbejdsmarkedssystem. De følte sig meget isoleret, idet de bl.a. ikke havde noget familie i Danmark. Desuden havde kvinden oplyst, at de ikke havde det kulturelle netværk, som man normalt forventede i den kulturkreds de kom fra. Det fremgik af den psykiatriske speciallægeerklæring, at kvinden fremtrådte følelsesmæssigt meget afbleget, som kunne give mistanke om emotionslammelse, samt at omsorgen for de 3 børn ville forringes alvorligt, såfremt der kom endnu et barn. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 21.uge. Efter udløbet af uge gives der således ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Ankenævnet udtrykte stor forståelse for kvindens situation, men var enigt med samrådet i, at selv om der var flere forhold, der vanskelig- 28 / 73

29 gjorde hendes muligheder for at tage vare på endnu et barn, var forholdene ikke af sådan en sværhedsgrad, at det gav indikation for svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for en tilladelse efter andre bestemmelser i loven /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 21. uge. Kvinden var blevet gravid med sin jævnaldrende ekskæreste. Kvinden boede pt. i en akutbolig, som hun havde fået anvist af kommunen. Hun boede her i et hus, hvor der var plads til 8 unge og hvor de deltes om bad og køkken. Kvinden regnede med, at hun kunne få lov til at bo der i op til 1 år. Hun havde ikke kontakt med de andre beboere. Kvinden havde indtil for 4 måneder siden boet hos sin far, men var pludselig uden varsel blevet bedt om at flytte. Hun vidste ikke hvorfor hendes far havde bedt hende om at flytte. Kvinden stoppede i gymnasiet efter 1. g og var derefter uden beskæftigelse i et par måneder. Herefter gik hun på produktionsskole i 1½ år. Da dette sluttede, gik hun hjemme i ½ år, uden at beskæftige sig med noget specielt. Hun startede på HF, men stoppede igen efter det første år. Herefter gik hun igen hjemme i en periode på 1 år og arbejdede i weekenderne på et diskotek. Ca. 4 uger før samrådsbehandlingen begyndte hun at arbejde fuldtid. Hendes kæreste gik i gymnasiet og regnede med at starte på et studie efter sommerferien. Han boede i egen ungdomsbolig. Han ønskede ikke barnet, men havde lovet at støtte kvinden. Det fremgik endvidere af sagen, at kvinden det sidste år havde taget p-piller helt regelmæssigt. Et par måneder forinden havde hun henvendt sig til egen læge på grund af mavesmerter. Hun afleverede en urinprøve og på baggrund af denne blev hun sat i antibiotisk behandling på mistanke om nyrebækkenbetændelse. På grund af et ildebefindende var hun på ny hos egen læge. Her afleverede hun igen en urinprøve og blev på mistanke om nyresten henvist til CT-scanning af nyrerne. Herefter blev hun kaldt op til egen læge, der fortalte hende, at det ved scanningen var konstateret, at hun var gravid. I forbindelse med scanningen havde fosteret i mindre omfang været udsat for bestråling. Kvinden havde som begrundelse for sit ønske om graviditet anført, at hun på ingen måde følte sig klar til at få et barn og at hun for tiden slet ikke kunne overskue noget. Det fremgik af den psykiatriske speciallægeerklæring, at kvinden fremstod ureflekterende og at hun modenhedsmæssigt ikke skønnes alderssvarende. Det konkluderedes endvidere, at hun ville have begrænsede muligheder for at tilbyde et barn rimelige opvækstvilkår. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 21.uge. Ankenævnet bemærkede, at der ikke var grundlag for at antage, at der var fare for, at fosteret ville få en alvorlig lidelse, hverken som følge af den medicin, hun havde indtaget under graviditeten eller som følge af CTscanningen. Efter udløbet af uge gives der ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Ankenævnet udtrykte stor forståelse for kvindens situation, men nævnet var enigt med samrådet i, at selv om der var flere forhold, der vanskeliggjorde hendes muligheder til at tage vare på et barn, var forholdene ikke af sådan en sværhedsgrad, at det gav indikation for svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag 29 / 73

30 for tilladelse efter andre bestemmelser i loven. Ankenævnet bemærkede i den forbindelse, at den omstændighed, at kvindens egen læge fejlfortolkede hendes symptomer og derved overså graviditeten, ikke efter loven kunne tillægges betydning /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 15. uge. Kvinden boede sammen med sin kæreste, der også var far til barnet. Hendes kæreste var 45 år. Parret havde kendt hinanden i ca. 5 år og de boede sammen i hans hus. De havde begge fast arbejde, men beskrev deres økonomi som anstrengt. Da parret først mødte hinanden, havde de prøvet at få børn, men de var allerede dengang i tvivl, om det var det rigtige, idet de var bange for, at være for gamle til at blive forældre. De følte således begge, at de var for gamle nu og dette sammenholdt med deres økonomi, var kvindens primære begrundelse for sit ønske om abort. Kvindens første reaktion var glæde men også betænkelighed, da hun fandt ud af, at hun var gravid. Efter nærmere at have tænkt over det, var hun imidlertid kommet frem til, at det ville være for stor en belastning pga. deres økonomi og alder. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvindens generelle sociale situation, ikke var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet, måtte antages at medføre en belastning, der var så alvorlig, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet havde lagt vægt på, at kvinden boede sammen med barnets far, at hun havde gode boligforhold og fast lønindkomst. Ankenævnet var i øvrigt enigt i samrådets begrundelse og stadfæstede derfor samrådets afslag. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for en tilladelse efter andre bestemmelser i loven /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 16. uge. Kvinden boede i eget hus sammen med sin mand og deres to børn på henholdsvis 4 år og 15 måneder. Kvinden var uddannet kontorassistent, men havde forud for sidste barsel haft en længere arbejdsløshedsperiode. Efter den sidste barsel havde hun netop fået ansættelse. Parret havde en god økonomi og et stort netværk i form af venner og familie. Graviditeten var uplanlagt og parret følte ikke, at de på nuværende tidspunkt havde overskud til endnu et barn. Desuden frygtede kvinden at hun ville miste sit job, såfremt hun skulle gennemføre endnu en graviditet. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvindens generelle sociale situation ikke var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet måtte antages at medføre en sådan belastning, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at kvinden boede sammen med barnefaderen og at hun havde gode boligforhold samt en stabil økonomi. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for en tilladelse efter andre bestemmelser i loven. 30 / 73

31 /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 21. uge. Kvinden boede hjemme hos sine forældre. Hun var ikke sikker på, hvem faren til barnet var. Hun fik første gang mistanke om graviditet i forbindelse med et længere ophold i udlandet. Efter besøg på en privatklinik i udlandet, blev dette dog afkræftet. I forbindelse med hendes udenlandsophold havde hun røget hash, indtaget alkohol samt malariamedicin og noget stærkt smertestillende i forbindelse med et uheld. Kvinden vidste ikke hvilken smertestillende medicin hun havde fået. Desuden havde hun dykket ned til 17 meter i forbindelse med et dykkerkursus. Kvinden frygtede således, at barnet kunne have taget skade af disse omstændigheder. Efter kvinden var kommet hjem til Danmark, havde hun kontaktet sin egen læge 2 gange, idet hun fortsat frygtede, at hun var gravid. Under første besøg undlod kvindens læge imidlertid at tage en prøve. Først da hun anden gang henvendte sig til lægen, fik hun taget en prøve og det blev konstateret, at hun var gravid i 4-5 måned. Kvinden anførte som begrundelse for sit ønske om svangerskabsafbrydelse, at hendes økonomi var dårlig, at hendes uddannelsessituation ville blive væsentlig forringet, idet hun ville få vanskeligere ved at komme ind på sit studie, at hendes boligsituation var uholdbar, da hun havde underskrevet en lejekontrakt på 1 år i en lejlighed med 3 veninder, hvorfor hun således var forpligtet til at betale sin andel, selvom hun ikke kunne bo der med et barn. Kvinden anførte endvidere, at hendes familie hverken ville eller kunne have hende boende med et lille barn. Det fremgik af den psykiatriske speciallægeerklæring, at kvinden fremstod klar, normalt begavet, ulykkelig, ikke suicidal og uden tegn på akut behandlingskrævende psykiatrisk lidelse. Det fremgik endvidere, at hun ville have begrænsede muligheder for at tilbyde et barn rimelige opvækstvilkår. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 21.uge. Under disse omstændigheder var den risiko for forringelse af kvindens helbred, der blev beskrevet i den psykiatriske speciallægeerklæring ikke af en sådan alvor, at den kunne begrunde en tilladelse. Efter udløbet af uge gives der således ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Ankenævnet udtrykte stor forståelse for kvindens situation, men nævnet var enigt med samrådet i, at selv om der var flere forhold, der vanskeliggjorde kvindens muligheder for at tage vare på et barn, var forholdene ikke af sådan en sværhedsgrad, at det gav indikation for svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for tilladelse efter andre bestemmelser i loven. Ankenævnet bemærkede i den forbindelse, at den omstændighed, at egen læge fejlfortolkede kvindens symptomer og derved overså graviditeten, ikke efter loven kunne begrunde tilladelse til svangerskabsafbrydelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 14. uge. Kvinden boede sammen med sin samlever, der også var far til barnet. De havde boet sammen i ca. 2 år i en 3-værelses lejlighed i et ældre, almennyttigt byggeri. De havde begge fast arbejde, og styr på økonomien, og ingen væsentlige gældsforpligtelser. Der var dog en vis usikkerhed i forbindelse 31 / 73

32 med kvindens skilsmisse fra sin eksmand, idet boet ikke var gjort endeligt op. Parret havde ikke nogen fællesbørn, men fra tidligere forhold havde de tilsammen 7 børn, men ingen af børnene bor hos dem. Parret følte begge, at de var for gamle til at få flere børn. Kvinden havde oplyst, at hun formentlig godt ville kunne klare endnu et barn, selv om det ville betyde mange praktiske ændringer i hverdagen. Hun fandt imidlertid, at risikoen for at en af dem eller begge ville dø før barnet blev voksen, var alt for stor. Det fremgik endvidere af sagen, at kvindens læge den 14 dage forinden havde faxet kvindens anmodning om abort til sygehuset. Da kvinden ikke havde hørt fra sygehuset efter 10 dage kontaktede hun på ny egen læge, der rykkede sygehuset. Det viste sig, at der var sket en fejlekspedition på sygehuset. Kvinden var herefter blevet hasteindkaldt dagen efter, hvor 12. graviditetsuge således viste sig at være udløbet. Var kvinden således blevet indkaldt straks efter den anmodningen var blevet faxet, kunne indgrebet have været foretaget uden tilladelse inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvindens generelle sociale situation, ikke var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet, måtte antages at ville medføre en belastning, der var så alvorlig, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden boede sammen med barnets far, at hun havde gode boligforhold og fast lønindkomst. Ankenævnet var i øvrigt enigt i samrådets begrundelse og stadfæstede derfor samrådets afslag. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for at give tilladelse efter andre bestemmelser i loven. Ankenævnet bemærkede i den forbindelse, at den omstændighed, at sygehuset forlagde henvisningen fra kvindens egen læge, ikke efter loven kan begrunde tilladelse til svangerskabsafbrydelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk årig kvinde var gravid i 25. uge. Kvinden boede i eget hus med sine to børn på 9 og 13 år. I starten af graviditeten var kvinden involveret i et færdselsuheld, hvor hun væltede med sin bil og hun blev herefter udsat for en hel del røntgenstråler som led i den efterfølgende undersøgelse af hende. Kvinden var en del overvægtig og havde alvorlige kredsløbsproblemer i benene. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at fosteret måtte antages at være levedygtigt. Loven giver derfor ikke mulighed for tilladelse til svangerskabsafbrydelse af sociale eller helbredsmæssige grunde. Ankenævnet bemærkede at den intensive røntgenundersøgelse i starten af graviditeten ikke medførte fare for, at fosteret ville få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse og der var ikke i sagen andre oplysninger, der gav grund til at antage, at der var fare herfor. Ankenævnet var derfor enigt med samrådet i, at betingelserne for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter 94, stk. 3 jf. 94, stk. 1, nr. 3 ikke var til stede /1 tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 15. uge. Kvinden boede sammen med sin mand i eget hus. De havde i forvejen et barn på 7 måneder og kvinden var således stadig på barsel. Kvinden havde desuden en søn på 5 år fra tidligere ægteskab. Han havde 32 / 73

33 Asperger-lignende adfærd. Sønnen boede hos sin far, men var hos kvinden hver anden weekend samt når det i øvrigt var aftalt. Kvinden og eksmanden havde et godt forhold og at de var gode til at deles om ansvaret for sønnen. Kvindens mand arbejdede som lagerarbejder, men havde samtidig en kontrakt med militæret. Han stod for at skulle udstationeres i 2 x 3 måneder i Afghanistan. Kvinden følte således ikke, at hun havde kræfter til en graviditet og fødsel i denne periode, hvor hun skulle være meget alene og derudover leve med frygten for, hvad der kunne ske med hendes mand i Afghanistan. Parret havde flyttet meget rundt og havde som følge heraf et spinkelt netværk. Hun håbede dog, at det blev bedre med tiden. Det fremgik af lægejournalen, at kvinden fremstod som en ressourcefuld person og at hun var velfungerende både i forhold til arbejde og familie. Det fremgik dog, at lægen vurderede, at det ville være en alvorlig belastning for hende at gennemføre graviditeten, idet det ville kunne risikere at gå ud over omsorgen for kvindens to andre børn. Ankenævnet ændrede samrådets afgørelse og gav således tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Nævnet lagde vægt på, at kvindens ægtefælle skulle udstationeres i Afghanistan med den deraf følgende psykiske belastning, sammenholdt med, at hendes yngste barn kun var 7 måneder gammelt. Kvindens netværk var yderst spinkelt og Ankenævnet fandt på denne baggrund, at der var betydelig risiko for, at gennemførelse af graviditeten ville medføre en alvorlig belastning, således at det af hensyn til opretholdelsen af hjemmet og navnlig af hensyn til omsorgen for hendes øvrige børn, var påkrævet at svangerskabet blev afbrudt /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 21. uge. Kvinden boede sammen med sin ægtefælle i eget hus. Kvindens ægtefælle var ikke barnefaderen. Ægtefællen kendte ved ægteskabets indgåelse til kvindens graviditet, og havde efter det til sagen oplyste givet udtryk for, at han ville støtte kvinden under graviditeten og tog ikke afstand fra graviditeten eller barnet. Ægtefællen havde endvidere givet udtryk for, at han eventuelt kunne adoptere barnet på et senere tidspunkt, såfremt deres ægteskab fortsat bestod. Efter udløbet af 12. graviditetsuge ansøgte kvinden abortsamrådet om abort. Hun fik tilladelse til at få foretaget abort ved et samrådsmøde. Kvinden udeblev imidlertid fra den aftalte tid. Hun havde oplyst om årsagen til udeblivelsen, at hun befandt sig hos sin onkel, hvor barnefaderen også var, og at barnefaderen forhindrede hende i at møde på hospitalet. Barnefaderen tog senere kvinden med til Jylland, hvor han forhindrede kvinden i at gå udenfor. Senere tog hun med nogle venner til Tyskland og nogle uger senere kontaktede hun samrådssekretariatet og forespurgte om aborttilladelsen fortsat var gyldig. Kvinden blev oplyst om, at en sådan tilladelse kun var gyldig i en uge, hvorfor hun måtte søge om ny tilladelse. Kvinden fik afslag på ansøgningen, men blev oplyst om muligheden for at anke afgørelsen til Abortankenævnet, hvilket hun dog ikke ønskede. Kvinden tog imod tilbud om en samtale, hvor hun gerne ville have sin ægtefælle med. Efter samtalen ønskede kvinden alligevel at anke samrådets afgørelse for at afprøve alle muligheder. Det fremgik af den psykiatriske speciallægeerklæring, at hun i perioder havde ønsket at gennemføre graviditeten og i andre ville gennemføre aborten. Det fremgik endvidere af den psykiatriske speciellægeerklæring, at kvindens primære begrundelse for ønsket om abort var, at hun var bange for at barnefaderen skulle lægge pres på hende for at få hende tilbage. Kvinden var bange for, at det ville være 33 / 73

34 vanskeligt at komme væk fra barnefaderen, hvis hun fik hans barn. Det fremgik yderligere, at hun under samtalen gav udtryk for, at hun var i vildrede og flere gange spurgte hvad speciallægen syntes hun skulle gøre. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter udløbet af uge gives der ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Ankenævnet bemærkede at kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 21.uge og nævnet var enigt med samrådet i, at gennemførelse af graviditeten ikke ville medføre sådanne helt ekstraordinære og alvorlige belastninger, at betingelserne for tilladelse efter lovens 94, stk. 1 nr. 6 var til stede. Endelig lagde nævnet vægt på at der ikke var oplysninger om, at kvinden led af psykiske sygdomme eller af anden grund var ude af stand til at tage vare på barnet /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 17. uge. Kvinden boede sammen med sin kæreste, som også var far til barnet. Parret boede i eget hus, som de netop havde udvidet med en tilbygning. Graviditeten var ikke planlagt. Parret brugte ikke prævention, idet kvinden var blevet bibragt den opfattelse, at hun ikke kunne blive gravid uden behandling. Kvinden havde det dårligt med abort, men parret ønskede sig samtidig ikke flere børn, da de frygtede, at deres forhold ikke kunne holde til endnu et barn. Parret havde tilsammen 5 sammenbragte børn i alderen 7-12 år. Kvindens 3 børn fra tidligere ægteskab boede hos parret, mens kærestens 2 børn kun boede hos parret halvdelen af tiden. Alle 5 børn var velfungerende og sunde og raske. Parrets økonomi var udmærket dog uden for meget luft. Kvinden var uddannet sygeplejerske og skulle være begyndt på nyt arbejde, men havde måttet sygemelde sig, da hun havde været indlagt på grund af en tilbagevendende nyrebækkenbetændelse. Kvinden kæreste var selvstændig erhvervsdrivende og arbejdede derfor meget. Kvindens mor havde altid hjulpet med børnene. Hun var nu førtidspensioneret og ville fortsat støtte kvinden. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at nævnet var enigt i samrådets begrundelse. Nævnet fandt således ikke, at der hverken socialt eller helbredsmæssigt var oplyst om sådanne forhold, at det kunne begrunde tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for en tilladelse efter andre bestemmelser i loven /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 23. uge. Kvindens sociale forhold var ikke nærmere belyst, men det fremgik dog af hospitalets journal, at kvinden havde boet sammen med sin samlever de seneste 7½ år. Samleveren havde 2 børn fra tidligere forhold. Børnene boede primært hos deres mor. Kvinden arbejdede på kontor og samleveren var selvstændig. Parret boede i eget hus. Kvinden havde under graviditeten været i 34 / 73

35 behandling med præparatet Enbrel og det fremgik af hospitalets journal, at der var risiko for, at behandlingen medførte fosterskader. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Nævnet bemærkede indledningsvist, at et foster i almindelighed anses for levedygtigt fra starten af 24. graviditetsuge. Nævnet bemærkede endvidere, at da kvinden var gravid i 23. uge, og der ikke var oplyst konkrete grunde til at tro, at fosteret skulle være levedygtigt på dette tidspunkt, var fosteret således efter Ankenævnets skøn, hverken ved samrådets eller ankenævnets behandling af sagen med sikkerhed levedygtigt. Det måtte dog antages at være blevet det i løbet af ganske få dage. Efter ankenævnets praksis, stilles der større krav til alvoren af de forhold, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Med kun få dage til fosteret er levedygtigt kan tilladelse som følge af fare alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse kun gives, såfremt der konstateres særdeles alvorlige misdannelser eller betydelig fare herfor. Allerede efter uge gives der ikke tilladelse af sociale grunde, med mindre der foreligger helt ekstraordinære og meget tungtvejende grunde. Ankenævnet begrundede sin afgørelse med at der efter de summariske oplysninger om kvindens sociale forhold ikke var grund til at antage, at hendes generelle sociale og familiemæssige situation var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet ville medføre en belastning, der var så helt ekstraordinær alvorlig, at der i 23. svangerskabsuge kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter sundhedsloven 94, stk. 1, nr. 6. Ankenævnet fandt endvidere at risikoen for, at hendes indtagelse af Enbrel havde medført skader på fosteret var yderst beskeden, idet scanningen ikke påviste tegn på misdannelser. Der var ikke på andet grundlag påvist nogen fare for, at barnet ville få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, som følge af beskadigelse i fostertilstanden, og der var derfor heller ikke grundlag for at give tilladelse efter lovens 94, stk. 1 nr /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 21. uge. Kvinden boede sammen med sin kæreste som også var far til graviditeten. Kvinden havde desuden to børn på 13 og 15 år fra tidligere ægteskab. Begge børn boede hos parret. Kvinden arbejdede som folkeskolelærer, mens kæreste arbejdede væk fra Danmark. Han var væk i to uger og havde tre uger fri. Kvinden havde stadig god kontakt med sin eksmand. Parrets økonomiske situation var stabil med to faste indtægter. Som begrundelse for at afbryde svangerskabet havde kvinden anført, at hun følte sig for gammel til at få et barn og at et nyfødt barn ville betyde, at der igen blev mindre tid og overskud til de store børn og fritid. Kvinden påpegede desuden, at hun havde haft bækkenløsning fra 4. måned i graviditeten med sit yngste barn og at hun stadig havde gener ved f.eks. hårdt arbejde. Hun frygtede at dette blev værre og at hun ikke ville kunne passe dyrene på deres gård. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der efter Ankenævnets praksis stilles større krav til alvoren af de forhold, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter uge gives der ikke tilladelse af sociale grunde, med mindre der foreligger helt ekstraordinære og meget tungtvejende grunde. Nævnet lagde vægt på at kvinden havde gode familiemæssige relationer, en god bolig og en stabil økonomi. Der forelå således ikke sådanne helt ekstraordinært dårlige forhold, at svangerskabet, fødslen eller 35 / 73

36 omsorgen for barnet måtte antages at medføre en belastning, der var så alvorlig, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse i 21. graviditetsuge. Nævnet bemærkede afslutningsvist, at der som følge af risikoen for bækkenløsning og følgerne heraf blev medført fare for forringelse af kvindens helbred, men ikke en forringelse, der var så alvorlig, at den kunne begrunde svangerskabsafbrydelse så sent i graviditeten /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 17. uge. Kvinden boede sammen med sin 59årige ægtefælle, som også var far til barnet. Parret havde i forvejen 3 børn, på henholdsvis 2 år og tvillinger på 8 år. Alle 3 børn boede hos parret og var velfungerende og trivedes godt. Parret boede i et lejet hus som de følte var meget småt. De overvejede imidlertid ikke at flytte, mest af økonomiske årsager, men også fordi de var glade for huset. Graviditeten var ikke planlagt. Da kvinden konstaterede graviditeten, blev hun både glad og frustreret. Hun havde tidligere haft svært ved at få børn og havde haft flere ufrivillige aborter. Hun var således ikke glad for at skulle igennem endnu en abort. På den anden side kunne hun ikke se hvordan hun skulle få tid og overskud til endnu et barn. Kvindens ægtefælle følte, at de sad lidt hårdt i det økonomisk. Han havde 3 forskellige jobs, og tjente ca kr. om måneden. Kvinden havde valgt kun at arbejde 30 timer ugentlig. Kvinden havde ikke haft nogen skolegang i Danmark og havde heller ingen uddannelse. Parret havde et sparsomt netværk, bestående af få gode naboer og børnenes legekammeraters forældre. Kvindens mor boede i udlandet og de sås kun under ferieophold. Kvinden havde sparsom kontakt med sin far, der også boede i udlandet. Ægtefællen havde sin mor, der var gammel og boede i beskyttet bolig. Han havde også en søster, som han kun havde sporadisk kontakt til. Ægtefællen havde i en telefonsamtale med Ankenævnets formand redegjort for sine synspunkter. Han fremhævede navnlig de trange boligforhold og hensynet til de øvrige børn, samt sin alder. Han gjorde endvidere opmærksom på, at sagsbehandlingen havde været meget langsom og at der var gået urimelig lang tid fra kvinden fik konstateret graviditeten til sagen blev behandlet i samrådet. Ankenævnet udtrykte forståelse for parrets situation, men var enigt i samrådets begrundelse og fandt ikke, at der hverken socialt eller helbredsmæssigt var oplyst omstændigheder, der gjorde det påkrævet, at afbryde svangerskabet /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden forældresamtykke årig pige var gravid i 12. uge. Pigen boede hjemme hos sin far sammen med hans nye kone. Faren til barnet var pigens 19-årige ekskæreste. Pigens forældre gik fra hinanden, da hun var 8 år gammel og siden da, havde hun boet hos sin far. Pigen havde ikke et godt forhold til sin fars nye kone. Hun følte således, at stedmoren havde ødelagt hendes forhold til faren. Faren var utilfreds med at pigen ikke var kommet i gymnasiet, men i stedet havde valgt at starte på teknisk skole. Faren havde straffet pigen med, ikke at ville betale for transport til skolen. Pigens mor var psykisk syg og alkoholiseret. Pigen havde som regel været hos moren hver anden weekend, men hun følte ikke, at hun kunne fortælle moren om sine problemer, idet 36 / 73

37 moren så ville begynde at græde. Moren havde altid ondt i hovedet eller i maven. Hun sov det meste af dagen og turde ikke gå på gaden, hvorfor hun fik hjælp til fx indkøb. Pigen var ikke i tvivl om, at hun ønskede aborten, idet hun slet ikke kunne se sig selv med et barn. Hun frygtede at blive udsat for flere bebrejdelser, hvis der skulle indhentes samtykke. Pigen mente, at faren formentlig godt ville skrive under, men hun frygtede, at hun endnu engang ville få at vide, at hun var dum og uansvarlig og at hverken faren eller stedmoren ville tale til hende i længere tid. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der efter ankenævnets praksis kun gives tilladelse, hvis der på grund af uoverensstemmelser ikke har været forbindelse mellem pigen og forældrene igennem længere tid, eller hvis der var helt bestemte grunde til at tro, at forældrenes reaktion ville medføre, at pigen ville lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast. Ankenævnet lagde vægt på, at pigen var 17 år og boede hjemme hos sin far. Nævnet fandt endvidere at konsekvenserne af den forventede reaktion fra forældrene ikke var så alvorlig, at disse betingelser var opfyldt /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden forældresamtykke årig pige var gravid i 12. uge. Pigen boede hjemme hos sin far sammen med sin storebror. Faren til barnet var pigens 17-årige ekskæreste, som hun havde været sammen med i nogle måneder. Pigens forældre blev skilt da hun var ca. 11 år gammel og hun havde siden boet hos sin far. Pigen så fortsat sin mor en gang om ugen. Pigens mor var stærkt troende katolik, mens hendes far var ateist. Pigens forhold til forældrene var mere praktisk præget end følelsesmæssigt. Hun følte ikke, at hun blev hverken hørt eller set. Hendes far og storebror havde ofte alvorlige konflikter og hun frygtede, at hendes graviditet ville forværre de allerede eksisterende konflikter i familien. Pigen mente, at hendes far formentlig ville give samtykke til svangerskabsafbrydelse, såfremt han fik kendskab til graviditeten, men hun frygtede, at han ville reagere meget aggressivt ved fx at true med at slå hende, give hende stuearrest og afskære hende fra at se sine venner over en længere periode. Hun frygtede, at hun i sidste ende ville blive nødt til at flytte hjemmefra på grund af atmosfæren i hjemmet. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der efter ankenævnets praksis kun gives tilladelse, hvis der på grund af uoverensstemmelser ikke har været forbindelse mellem pigen og forældrene igennem længere tid, eller hvis der er helt bestemte grunde til at tro, at forældrenes reaktion vil medføre, at pigen vil lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast. Ankenævnet lagde vægt på, at pigen var 16 år og boede hjemme hos sin far. Nævnet fandt endvidere, at konsekvenserne af den forventede reaktion fra hendes forældre ikke var så alvorlig, at disse betingelser var opfyldt /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 13. uge. Kvinden var gift og boede sammen med sin ægtefælle, der var far til barnet. Parret havde i forvejen 3 små børn hvoraf den yngste var 16 måneder. Graviditeten var ikke planlagt. Kvinden havde oplyst, at hun 37 / 73

38 efter mange overvejelser var kommet frem til, at hun ikke ønskede at gennemføre graviditeten, mens hendes ægtefælle mest var stemt for at de skulle have barnet. Parret havde været tæt på at blive skilt et par gange og kvinden frygtede, at endnu et barn ville gøre, at parret ville få endnu mindre tid til hinanden og til at redde deres ægteskab. Kvinden angav som begrundelse for ønsket om abort, at hun fandt det uansvarligt at sætte endnu et barn i verden med risiko for, at parret ville komme til at stå med 4 skilsmissebørn i stedet for 3. Kvinden oplyste endvidere, at hun var uenig i, at hun havde overskrevet udgangen af 12. svangerskabsuge. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvinden og hendes familie var socialt velfungerende med gode økonomiske, boligmæssige og helbredsmæssige forhold. Ankenævnet bemærkede endvidere, at kvinden ikke var enig i, at hun havde overskrevet udgangen af 12. svangerskabsuge, men at nævnet efter fast praksis lagde vægt på resultatet af scanningen, der viste, at hun var i 13. uge, hvorfor hun skulle have tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter reglerne i Sundhedslovens /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 16. uge. Faderen til barnet var kvindens kæreste gennem 4 år, som hun boede sammen med i deres nyindkøbte hus. Kvinden var under uddannelse og manglede under 1 år, før hun var færdiguddannet. Hun havde under sin uddannelse haft store problemer med sin mester, som hun beskrev som voldsomt humørsvingende og umulig at gøre tilpas. Kvinden var sikker på, at hendes mester ville fyre hende og begynde at sprede rygter om hende i det lille lokalsamfund. Hun havde tidligere været sygemeldt, idet hun havde haft en psykisk nedtur. Kvinden havde oplyst, at hende og hendes kæreste gerne ville have børn, når hun var færdiguddannet. Hun havde endvidere udtalt, at såfremt hun havde en anden mester, ville parret vælge at få barnet, selvom de syntes, at det var lidt for tidligt at få børn. Som begrundelse for ønsket om svangerskabsafbrydelse havde kvinden angivet, at hende og hendes kæreste ville blive nødt til at sælge deres nyindkøbte hus, at perioden indtil hun skulle nedkomme ville blive en periode, hvor hun ikke ville kunne magte at arbejde, idet der ville blive kørt psykisk terror mod hende og at hun ikke ville kunne magte at komme tilbage til mesteren for at færdiggøre sin uddannelse, da der ville være en så dårlig stemning, at hun ikke ville kunne være en rigtig god mor. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse under henvisning til, at kvindens generelle situation ikke var af en sådan karakter, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden levede sammen med barnets far, at de havde gode boligforhold og en rimelig økonomi. Ankenævnet noterede endvidere, at det var nævnets fornemmelse, at kvindens egentlige begrundelse for ønsket om svangerskabsafbrydelse var frygten for hendes arbejdsgivers reaktion, herunder frygten for at blive fyret. Nævnet bemærkede, at det var enigt med samrådet i, at problemerne med arbejdsgiveren ikke kunne begrunde tilladelse til svangerskabsafbrydelse og henledte kvindens opmærksomhed på, at hun efter Lov om ligebehandling af mænd og kvinder var beskyttet mod afskedigelse som følge af graviditet. 38 / 73

39 /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 18. uge. Kvinden kom oprindeligt fra Norge. Hun var blevet gravid med sin kæreste, som hun havde været sammen med gennem de sidste 3 år. Kvinden havde det sidste ¾ år boet i Danmark, dog afbrudt af et længere ophold i Norge. Det var meningen, at hendes kæreste også skulle flytte til Danmark, men han var endnu ikke flyttet hertil. Han havde en udlejningsejendom i Norge, så han ville blive nødt til at rejse frem og tilbage mellem Norge og Danmark. Kvinden opdagede graviditeten, mens hun var i Norge. Hun var straks klar over, at hun ikke ønskede barnet, men flere alvorlige hændelser i hendes og kærestens familier gjorde, at hun ikke kom til læge i tide. Kvinden beskrev selv, at hun i sin barndom var meget indadvendt og næsten ikke turde sige noget til nogen. Hun valgte at uddanne sig til tjener, hvilket i høj grad gjorde, at hun skulle turde henvende sig til andre mennesker. Hun startede derfor i behandling hos en psykolog, der hjalp hende, så hun kunne gennemføre uddannelsen. Det var en tilfældighed, at hun flyttede til Danmark, idet hendes kærestes forældre havde en lejlighed i København, som de ville sælge eller leje ud. Samtidig følte hun, at hun trængte til at komme væk hjemmefra og hun flyttede derfor ind i lejligheden. Kvinden havde kun haft arbejde i 1 måned i 2007 og havde levet meget isoleret i Danmark. Økonomisk havde hun klaret sig ved bl.a. at få hjælp fra sin kæreste og sin mor. Hun havde tidligere fået en abort og hun følte slet ikke, at hun var parat til at få et barn, bl.a. fordi hun hverken havde et job eller en indtægt. Kæresten var heller ikke interesseret i at få barnet. Det fremgik af sagen, at samrådssekretariatet med henblik på en psykiatrisk vurdering til brug for samrådets behandling havde aftalt tid hos en speciallæge i psykiatri. Kvinden udeblev imidlertid fra denne samtale og samrådet traf afgørelsen på det foreliggende grundlag. Samrådet havde aftalt en ny tid til en psykiatrisk vurdering få dage efter ankenævnets behandling af sagen. Samrådet var således indstillet på, derefter at vurdere kvindens ansøgning på ny. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse under henvisning til, at der efter Ankenævnets praksis stilles større krav til alvoren af de forhold, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter uge gives der således ikke tilladelse af sociale grunde, med mindre der foreligger helt ekstraordinære og meget tungtvejende grunde. Ankenævnet var enigt med samrådet i, at der ikke var grundlag for at give tilladelse som følge af kvindens sociale forhold, idet graviditeten eller omsorgen for barnet ikke ville medføre en belastning, der var så alvorlig, at den kunne begrunde svangerskabsafbrydelse i 18. graviditetsuge. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden havde gode boligforhold og en god uddannelse, med mulighed for beskæftigelse. Ankenævnet var enigt med samrådet i, at en psykiatrisk udredning var relevant og noterede sig samrådets tilkendegivelse om, at ansøgningen - når og såfremt der fremkom en erklæring fra en speciallæge i psykiatri ville blive behandlet på ny, med henblik på at vurdere, om der var grundlag for at give tilladelse efter andre bestemmelser i loven. Ankenævnet valgte derfor at afgøre ankesagen på det foreliggende grundlag /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 20. uge. Ved type II skanning, havde man fundet at fosterets venstre nyre var dobbelt størrelse og at der formentlig var tale om et dob- 39 / 73

40 beltanlæg med dilateret nyrepelvis. Desuden fandt man en cyste på nyren og udvidelse af urinlederen. Kvinden havde som begrundelse for sit ønske om svangerskabsafbrydelse anført, at hun ikke synes, hun kunne leve med et barn, der risikerede at skulle opereres efterfølgende. Hun mente desuden ikke, at hun kunne tillade sig at sætte et barn i verden, hvor der kunne være risiko for sygdom. Hun kunne slet ikke bære tanken om, at skulle føde et barn der måske var sygt. Hun fortalte, at hun ikke engang kan gå til læge med sin datter, idet hun slet ikke kunne klare, når et familiemedlem skulle påføres den mindste form for undersøgelse/behandling. Hun frygtede, at hun ikke ville have ressourcer nok til sin datter, hvis hun også skulle have et barn der var sygt. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 20.uge. Ankenævnet udtrykte forståelse for hendes situation, men var enig i samrådets begrundelse og fandt ikke, at den fundne tilstand hos fosteret var af en sådan karakter, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for tilladelse efter andre bestemmelser i loven /1 tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 15. uge. Kvinden havde siden 17-års alderen lidt af colitis ulcerosa og udviklede som en følgevirkning af behandling med prednison insulinkrævende diabetes. Hun boede sammen med sin ægtefælle, med hvem hun i forvejen havde 2 hjemmeboende børn. Parret havde netop købt et nyt hus, som var købt efter det behov, de havde i forhold til deres 2 børn. Både kvinden og manden arbejdede fuldtid. Manden arbejdede dig reelt i gennemsnit timer ugentligt og det var derfor kvinden, der sørgede for alt det praktiske i hverdagen. Parrets ældste barn var blevet født med læbe-ganespalte og et hul i hjertet. Hullet i hjertet var vokset sammen af sig selv, men hun blev opereret over to omgange for læbeganespalten. Hun gik stadig til talepædagogisk undervisning og hun fik også rettet på sine tænder. Begge dele betød jævnlige rejser, hvilket var meget tidskrævende. Kvinden frygtede, at komplikationerne skyldtes, at hun først opdagede graviditeten da hun var 5 måneder henne, hvorfor der ikke var blevet taget højde for hendes svingende blodsukker. Hun frygtede, at også det barn, hun ventede, på samme måde kunne have taget skade af hendes svingende blodsukker. Hverken kvinden eller ægtefællen kunne se hvordan de skulle kunne klare et barn mere og så måske oven i købet et handicappet barn. Det fremgik af sagen, at der var lettere øget risiko for fostermisdannelser hos diabetikere, og at der ligeledes var risiko for dysregulering af sukkersygen i forbindelse med graviditet. Det fremgik yderligere, at kvinden allerede i den aktuelle graviditet havde haft dysregulering af sukkersygen, idet der havde været meget lave blodsukre og at man derfor kunne frygte, at der ville blive yderligere problemer i forbindelse med graviditeten. Ankenævnet behandlede sagen på et møde, hvor det blev besluttet at indhente en psykiatrisk speciallægeerklæring til brug for behandlingen af hendes sag. Af speciallægeerklæringen fremgik det, at kvinden havde været meget belastet af angsten for at miste sit ældste barn, samt af de mange hospitalsophold og kontroller med barnet, og at hun nu var meget skræmt ved tanken om at kunne få endnu et handicappet barn. Det vurderedes, at der var risiko for, at hun udviklede en egentlig de- 40 / 73

41 pression og at hun kunne få selvmordsimpulser, såfremt hun blev tvunget til at gennemføre graviditeten. Ankenævnet ændrede samrådets afgørelse og gav tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Nævnet fandt, at faren for at fosteret havde eller ville udvikle misdannelser som følge af kvindens diabetes, ikke var tilstrækkelig til i sig selv at begrunde tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Derimod lagde nævnet vægt på, at der efter en psykiatrisk vurdering var risiko for, at svangerskabet og omsorgen for barnet ville medføre en belastningsreaktion hos kvinden, der kunne udvikle sig til en egentlig depression. Henset til at hun endvidere led af to vanskeligt regulerbare somatiske sygdomme, fandt Ankenævnet, at svangerskabet og omsorgen for barnet medførte fare for forringelse af såvel kvindens psykiske som legemlige helbred. Sammenholdt med at denne forringelse tillige ville påvirke omsorgen for familiens øvrige børn, som hun i alt væsentligt stod alene med, og hvor hendes ældste datter krævede særlig omsorg, fandt ankenævnet, at hendes situation samlet set var så belastet, at der uanset den fremskredne graviditet var grundlag for at give tilladelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 1, og nr /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 16. uge. Kvinden og hendes ægtefælle havde i forvejen et barn på 7 år som havde middelsvær DAMP. Ved en ultralydsundersøgelse blev det konstateret, at det barn hun ventede, havde en stor venstresidig læbespalte, en mindre højresidig læbespalte og formentlig også en ganespalte. På sygehuset vurderede man, at prognosen var som for alvorlige læbeganespalter. I øvrigt var der ved undersøgelsen fundet normale forhold, herunder normalt 4-kammer billede af hjertet. Ved undersøgelse af fosterets kromosomer var der fundet normale kromosomer. Som begrundelse for at afbryde svangerskabet anførte kvinden, at hun var fortvivlet ved tanken om endnu et handicappet barn, og specielt hvad det måtte medføre af lidelser for barnet at skulle gennemgå operationer og måske senere blive drillet på grund af sit udseende. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet ankenævnet udtrykte forståelse for kvindens situation. Nævnet var imidlertid enigt i samrådets begrundelse og fandt ikke, at den fundne tilstand hos fosteret var af en sådan karakter, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde vægt på, at der, bortset fra læbeganespalterne, var fundet normale forhold og at læbeganespalter efter fødslen kan behandles ved operative indgreb og derfor efter ankenævnets praksis ikke er en misdannelse, der alene udgør en alvorlig legemlig lidelse. Ankenævnet tog ikke stilling til, om der kunne gives tilladelse til svangerskab efter andre bestemmelser i loven, herunder navnlig sundhedslovens 94, stk. 1, nr /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 17. uge. Kvinden boede sammen med sin ægtefælle, som også var far til barnet. De boede i eget hus, som de havde planer om at udbygge. Graviditeten var ikke planlagt, men parret brugte ikke prævention, idet kvinden siden hun var ung havde lidt af PCO og derfor var blevet bibragt den opfattelse, at 41 / 73

42 hun ikke kunne blive gravid uden behandling. Parret havde i forvejen to fælles børn. Parret ønskede ikke flere børn, da de følte at de var et andet sted i deres liv og at de var for gamle til at få endnu et barn. Begge havde gode uddannelser og arbejdede indenfor deres felt. Parret havde et godt socialt netværk og en almindelig god økonomi. Kvinden havde som følge af sin sygdom det sidste 1 ½ år været i behandling herfor. Hun gik til kontrol hvert halve år med blodprøvetagning, scanning og lægesamtale. Hun tog dagligt Dostinex for sygdommen, helt uden bivirkninger, men stoppede hermed efter hun konstaterede graviditeten. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet ankenævnet udtrykte forståelse for kvindens situation. Ankenævnet var imidlertid enigt i samrådets begrundelse og fandt ikke, at der hverken socialt eller helbredsmæssigt var oplyst om sådanne forhold, at det kunne begrunde tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at kvinden havde et godt socialt netværk, en god økonomi og et stabilt ægteskab. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for en tilladelse efter andre bestemmelser i loven /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 22. uge. Kvinden boede sammen med sin mand, som hun havde et barn på 20 måneder med. De beskrev deres forhold som godt og tæt. Parret havde en god økonomi og et godt netværk. Ved scanning af fosteret blev der fundet en relativt stor venstresidig læbespalte. Scanningen viste, at der med stor sandsynlighed også var tale om en gummespalte, hvorimod ganen syntes intakt. Der var ikke fundet andre misdannelser. Som begrundelse for sit ønske om at afbryde svangerskabet, anførte kvinden, at hun havde en frygt for, at barnet havde en defekt i hjernen, eller en risiko for andre følger. Hun mente desuden ikke, at hun havde de ressourcer der skulle til for at få familien til at fungere med et barn, som havde behov for sygehusindlæggelser, lægebesøg m.v. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet nævnet udtrykte forståelse for parrets situation, men var enig i samrådets begrundelse og fandt således ikke, at den fundne tilstand hos fosteret var af en sådan karakter, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde vægt på, at der, bortset fra læbe-gumme-spalten, var fundet normale forhold og at læbe-gumme-spalter efter fødslen kan behandles ved operative indgreb og derfor efter ankenævnets praksis ikke er en misdannelse, der alene udgør en alvorlig legemlig lidelse. Ankenævnet fandt desuden, at kvindens generelle sociale situation ikke var af en sådan karakter, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter sundhedsloven 94, stk. 1, nr. 6. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden levede sammen med barnets far, at de havde gode boligforhold og en rimelig økonomi. Den belastning, som omsorgen for barnet ville medføre, var ikke af en sådan karakter, at det kunne anses for påkrævet, at svangerskabet blev afbrudt /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 20. uge. Kvinden boede i en lille 2-værelses lejlighed og havde en udmærket økonomi. Kvinden var blevet gravid med sin jævnaldrende 42 / 73

43 kæreste, som hun havde kendt et par år. Hun mødte ham, mens hun var under uddannelse i udlandet og hun var blevet gravid efter, at de mødtes i Danmark til en fest. Han boede på en gård i Tyskland, hvor han var ved at uddanne sig til landmand. Det var meningen, at han skulle overtage denne gård fra forældrene. Hele hans familie var stærkt troende katolikker og dermed imod abort. Parret havde talt om, at hun skulle flytte ned til ham på hans gård. Kvinden havde imidlertid slet ikke lyst til at få barnet og hun havde prøvet, at tale med kæreste herom, men han og hans familie var imod det. Kvinden brød sig i virkeligheden slet ikke om børn. Kvinden var også kommet i tvivl, om hvorvidt hun overhovedet ville flytte til Tyskland. Det fremgik af den psykiatriske speciallægeerklæring, at hun havde haft tanker om at slå fosteret ihjel, ved at udøve vold på sig selv. Det fremgik endvidere, at hun fremtrådte personlighedsforstyrret af dependent evasiv type med udpræget belle indifference, som i nogen sammenhænge ville kunne kaldes umodenhed, i andre sammenhænge en bemærkelsesværdig mangel på emotionel dybde og uden forståelse for den alvor, hun befandt sig i. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet nævnet bemærkede at kvinden var 29 år, havde en uddannelse, en nogenlunde økonomi samt et rimeligt netværk. Der var tillige ikke oplysninger i den psykiatriske speciallægeerklæring, der gav grundlag til at tro, at hun ikke var i stand til at kunne tage vare på et barn. Ankenævnet var således enigt i samrådets begrundelse og fandt ikke, at kvindens generelle sociale situation var af en sådan karakter, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse, særligt henset til graviditetens fremskredne alder /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden forældresamtykke årig pige var gravid i 11. uge. Pigen boede sammen med sin storesøster i morens tidligere lejlighed. Pigen gik i 10. klasse men afbrød skolegangen ca. 1 år tidligere, på grund af uønsket graviditet og efterfølgende svangerskabsafbrydelse. Hun havde siden arbejdet fuldtids i en forretning. Faren til barnet var hendes 21- årige kæreste som hun havde været sammen med i ca. ½ år. Pigens forældre blev skilt, da du var lille og siden da, har hun boet hos sin mor. Hun havde kun sporadisk kontakt med sin far, der var troende katolik. Pigens forhold til sin mor var præget af konflikter og voldsomme uoverensstemmelser. Hun var usikker på om moren ville give samtykke til abort, men hun mente at storesøsteren formentlig ville kunne overtale moren til at give samtykke. Pigen fik i januar 2007 foretaget svangerskabsafbrydelse uden forudgående forældresamtykke. I modsætning til sidste gang, var det denne gang kun barnefaren, storesøsteren og egen læge, der kendte til graviditeten. Pigen frygtede, at moren ville reagere med yderligere afvisning, vrede og anklager, såfremt hun fik kendskab til graviditeten. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der efter ankenævnets praksis kun gives tilladelse, hvis der på grund af uoverensstemmelser ikke har været forbindelse mellem pigen og forældrene igennem længere tid, eller hvis der er helt bestemte grunde til at tro, at forældrenes reaktion vil medføre, at pigen vil lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast. Ankenævnet fandt ikke, at konsekvenserne af den forventede reaktion fra moren var så alvorlig, at disse betingelser var opfyldt. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om sådanne særlige konflikter mellem moren og pigen, herunder begrundet i kulturelle eller religiøse forhold, at involvering af moren ville medføre 43 / 73

44 en konkret risiko for alvorlige konsekvenser for hende. Ankenævnet stadfæstede derfor afgørelsen. Nævnet bemærkede, at det af samrådets afgørelse fremgik, at samrådet ville se på sagen igen, såfremt moren ikke ville give samtykke til svangerskabsafbrydelsen /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden forældresamtykke årig pige var gravid i 7. uge. Pigen boede hjemme hos sine forældre i deres 2- værelses lejlighed. Forældrene var flygtet til Danmark da pigen var spæd. Forældrene var troende muslimer, og de kontrollerede alt, hvad pigen lavede efter skoletid. Forældrene havde gjort det klart, at sex ikke var acceptabelt uden for ægteskab. De havde givet pigen lov til at flytte hjemmefra når hun blev 18 år. Faren til barnet var en mand, som hun indtil 1 uge tidligere havde været kæreste med. De havde været sammen i 4 måneder, men han ønskede ikke at fortsætte forholdet. Han kendte ikke til graviditeten. Desuden havde forholdet været hemmeligt, idet pigen ikke mente at forældrene ville acceptere det. Der var ikke andre i familien eller omgangskredsen der havde været i samme situation og hun vidste derfor ikke, hvordan forældrene ville reagere, men hun mente, at de ville blive meget skuffede og vrede, hvis de kendte til graviditeten. Desuden mente hun, at hendes frihed ville blive inddraget. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der efter ankenævnets praksis kun gives tilladelse, hvis der på grund af uoverensstemmelser ikke har været forbindelse mellem pigen og forældrene igennem længere tid, eller hvis der er helt bestemte grunde til at tro, at forældrenes reaktion vil medføre, at pigen vil lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast. Ankenævnet var enigt i samrådets afgørelse og fandt ikke, at konsekvenserne af den forventede reaktion fra forældrene var så alvorlig, at disse betingelser var opfyldt. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om sådanne særlige konflikter mellem pigen og forældrene, der tydede på, at involvering af forældrene ville medføre en konkret risiko for alvorlige konsekvenser for hende. Ankenævnet stadfæstede derfor afgørelsen /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 15. uge. Kvinden boede sammen med sin samlever, der også var far til barnet. Parret havde kendt hinanden i ca. 3 år. Kvinden havde en god uddannelse, men var ca. 1 år tidligere blevet opsagt fra sit job og havde siden hen haft svært, ved at finde nyt arbejde. Det var dog lykkedes hende at få et nyt arbejde efter ca. 6 måneder. Hun følte, at hun først lige havde fået styr på arbejdsområdet og frygtede, at en barselsperiode ville betyde, at hun fagligt skulle begynde næsten forfra igen. Kvindens økonomi var god og hun havde fordel af, at have en billig husleje, idet hendes tidligere samlever havde ladet hende blive boende billigt i det tidligere fælleshus, hvori han fortsat havde et pantebrev. Kvinden havde ingen børn, idet hun bevidst havde fravalgt dette. Kæresten havde to voksne børn fra tidligere ægteskab. Kvinden havde et fibrom på livmoderen og havde som følge heraf kraftige menstruationer. De sidste 2-3 år havde hun desuden haft problemer med maven og fik pt. mavesårsbehandling. Kvinden følte at hun var for gammel til at få 44 / 73

45 et barn og hun frygtede, at hun ville få vanskeligt ved at gennemføre graviditeten på grund af fibromet på livmoderen. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet nævnet fandt, at fibromet i kvindens livmoder ikke medførte en sådan risiko for graviditeten eller for hendes eller barnets helbred, der kunne begrunde en tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet udtrykte forståelse for kvindens situation, men fandt, at hendes generelle sociale situation, ikke var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet, måtte antages at ville medføre en belastning, der var så alvorlig, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden boede sammen med barnets far, at hun havde gode sociale forhold, gode boligforhold og fast lønindkomst. Ankenævnet var i øvrigt enigt i samrådets begrundelse og stadfæstede derfor samrådets afslag. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for tilladelse efter andre bestemmelser i loven /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden forældresamtykke årig pige var gravid i 11. uge. Pigen boede hjemme hos sine forældre. Forældrene var troende kristne, men pigen vidste ikke hvilken trosretning inden for kristendommen de tilhørte. Forældrene havde forbudt pigen at have kæreste og sex uden for ægteskabet ansås ikke foreneligt med forældrenes tro. Pigen følte sig ensom i familien og havde aldrig haft et nært forhold til sine forældre. Forholdet til forældrene havde dog forbedret sig i det forløbne år, fordi hun var begyndt at lave sine lektier. Faren til barnet var hendes 18-årige kæreste som hun havde været sammen med i et år. Kæresten og hans forældre kendte til graviditeten og de støttede alle sammen pigen i hendes beslutning om svangerskabsafbrydelse. Desuden kendte hendes bedste veninde og to skolelærere til graviditeten. Pigens mente at hendes forældre, af hensyn til deres egen skam over hendes graviditet, sandsynligvis ville give deres samtykke til svangerskabsafbrydelse, såfremt de blev spurgt. Hun frygtede imidlertid, at forholdet til forældrene ville blive forværret og at de ville bede hende om at flytte hjemmefra. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der efter ankenævnets praksis kun gives tilladelse, hvis der på grund af uoverensstemmelser ikke har været forbindelse mellem pigen og forældrene igennem længere tid, eller hvis der er helt bestemte grunde til at tro, at forældrenes reaktion vil medføre, at pigen vil lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast. Ankenævnet var enigt i samrådets afgørelse og fandt ikke, at konsekvenserne af den forventede reaktion fra forældrene var så alvorlig, at disse betingelser var opfyldt. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var oplysninger om sådanne særlige konflikter mellem pigen og forældrene, der tydede på, at involvering af forældrene ville medføre en konkret risiko for alvorlige konsekvenser. Ankenævnet stadfæstede derfor afgørelsen /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr / 73

46 16-årig pige var gravid i 23 fulde uger. Pigen gik i 10. klasse og boede hjemme hos sine forældre. Pigen var blevet gravid med sin tidligere kæreste. De havde ikke kontakt længere og han kendte ikke til graviditeten. Pigen havde længe haft mistanke om, at hun kunne være gravid, men havde ikke turde fortælle det til sine forældre. Pigens forhold til forældrene havde været problemfyldt gennem det sidste år. Grunden hertil var, at hun havde gjort nogle ting, der havde bevirket, at forældrene havde indskrænket pigens frihed. Pigen var flov over de ting hun havde gjort og hun kunne derfor ikke få sig selv til at fortælle, at hun også var blevet gravid. Hun prøvede i stedet, at henvende sig til bl.a. børnelinien, kvinderådgivningen, en klasselærer og en læge, men uden at der var nogen, der ville hjælpe hende. Hun havde endvidere været tilset af 2 vagtlæger i løbet af de sidste par måneder, fordi hun havde haft en infektionssygdom, som hun pt. var indlagt for. Pigen fik konstateret graviditeten hos sin egen læge. Hun havde det sidste år haft det mindre godt psykisk og havde tidligere på året forsøgt at begå selvmord. Hun ønskede ikke at have noget med barnet at gøre og hun følte sig meget skamfuld overfor sine forældre. Hun ønskede ikke, at klassekammeraterne skulle finde ud af, at hun var gravid og hun ville derfor ikke gå i skole længere. Hun ønskede ikke at bo hjemme hos sine forældre, fordi hun følte, at hun bragte skam over dem. Forældrene benægtede dog dette og de ville støtte datteren, uanset om hun fik barnet eller ej. Pigen benægtede, at hun kunne finde på at forsøge selvmord, hvis hun fik afslag. I forbindelse med hospitalsindlæggelsen var der blevet bestilt akut psykiatrisk tilsyn. Formålet var at vurdere, om hun var suicidaltruet. Det fremgik af journalnotatet, at hun fremstod ret krisepræget, grådlabil men samtidig næsten forstenet i kontakten, kaotisk. Det blev kraftigt anbefalet, at hun gennemgik en nøjere psykiatrisk vurdering inden endelig stillingtagen til abort. Pigens far havde telefonisk overfor ankenævnets formand endvidere redegjort for pigens og familiens situation. Det han fremførte understøttede de forhold, der fremgik af den sociale journal, som samrådet havde skrevet. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet nævnet bemærkede, at et foster i almindelighed anses for levedygtigt fra starten af 24. graviditetsuge. Efter ankenævnets skøn var fosteret, hverken ved samrådets eller ankenævnets behandling af sagen med sikkerhed levedygtigt, men måtte antages at ville blive det i løbet af ganske få dage. Der stilles imidlertid større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter udløbet af uge gives der således ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Ankenævnet udtrykte stor forståelse for pigens situation, men nævnet var enigt med samrådet i, at selv om der var flere forhold, der vanskeliggjorde hendes muligheder for at tage vare på et barn, var forholdene ikke af sådan en sværhedsgrad, at det gav indikation for svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten, hvor fosteret måtte antages at være levedygtigt inden for ganske få dage. Afslutningsvis bemærkede nævnet at risikoen for, at infektionen og behandlingen heraf havde medført skader på fosteret var yderst beskeden, og at scanningen der var foretaget 2 dage før ankenævnets behandling af sagen ikke havde påvist tegn på misdannelser. Der var ikke på andet grundlag påvist nogen fare for, at barnet ville få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse som følge af beskadigelse i fostertilstanden, og der var derfor heller ikke grundlag for at give tilladelse efter lovens 94, stk. 1 nr /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr / 73

47 23-årig kvinde var gravid i 19. uge. Kvinden var blevet gravid med sin jævnaldrende kæreste, som hun havde kendt gennem de sidste 5 måneder. Han støttede kvinden i ønsket om abort. Parret havde et godt forhold og kvinden var meget glad for ham, men de følte begge, at det var meget nyt og de vidste derfor ikke om forholdet kunne holde. Kvinden følte ikke, at hun var i stand til at tage vare på et barn og hun blev helt skræmt ved tanken om at være gravid. Kvinden var tidligere påbegyndt en uddannelse og efter 1 år skulle hun ud på en læreplads, men blev fyret pga. for meget sygdom. Grunden til hendes fravær var personlige problemer, idet hendes daværende kæreste, som hun boede sammen med, havde været indblandet i noget kriminalitet. Forholdet ophørte kort tid efter, at han var blevet varetægtsfængslet. Kvinden flyttede for en periode hjem til sine forældre og udviklede herefter en depression. Hun valgte ikke at søge læge og efter et par måneder begyndte hun at få det bedre igen. Indtil ca. 1 måned tidligere, delte hun lejlighed med hendes veninde. Fogeden satte dem imidlertid ud, idet veninden ikke havde betalt huslejen, men derimod selv brugt de penge, som kvinden havde givet til hende til at betale huslejen. Hun var derfor endnu en gang flyttet hjem til sine forældre. Kvinden havde ikke fortalt sine forældre om graviditeten, fordi hun var flov over, at hun ikke havde passet bedre på. Hun arbejdede fuld tid og havde ca kr. netto pr. måned. Hun havde desuden en del gæld som hun afbetalte på hver måned. Hun forventede at starte på en ny læreplads et måneder senere. Det fremgik af den psykiatriske speciallægeerklæring, at hun skønnedes grundlæggende at huse en lettere personlighedsforstyrrelse med dependent personlighedsstruktur. Det konkluderedes endvidere, at hun, selvom hun ikke blev behandlet herfor, havde haft en depression i forbindelse med bruddet med ekskæresten og at det ikke kunne udelukkes, at hun atter kunne reagere med fornyet depression, såfremt hun skulle have barnet. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 19. uge, ganske tæt på 20 fulde uger. Under disse omstændigheder var den risiko for forringelse af kvindens helbred, der blev beskrevet i den psykiatriske speciallægeerklæring, ikke af en sådan alvor, at den kunne begrunde en tilladelse, ligesom belastningen ved omsorgen for barnet, efter ankenævnets skøn ikke var af sådan en sværhedsgrad, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten /1 tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 19. uge. Kvinden var blevet gravid med sin jævnaldrende kæreste, som hun havde kendt gennem de sidste 6 måneder. Kvinden var studerende og hendes økonomi var meget anstrengt. Udover sin SU havde hun et fritidsjob, hvor hun tjente op til hvad SU en tilladte. Kvinden havde lånt penge af sin far og hun overvejede desuden at leje et værelse ud for at bedre økonomien. Hun boede pt. alene i en lille 2-værelses lejlighed. Som begrundelse for sit ønske om svangerskabsafbrydelse, oplyste hun, at hun ikke var sikker på, at forholdet til kæresten var holdbart. Desuden ønskede hun først børn, når hun engang var færdiguddannet og havde fundet den rigtige mand. Hun følte ikke at hun var parat til at blive mor. Kvinden havde den seneste tid været til en del fester og julefrokoster, hvor hun havde været fuld og drukket en del alkohol. Hun frygtede således også, at barnet kunne have taget skade. Af den psykiatriske speciallægeerklæring fremgik det, at hun fremstod grådlabil, men ikke krisepræget, og at der ikke var mistanke om psy- 47 / 73

48 kisk lidelse. Kvinden havde tidligt haft mistanke om, at der var noget galt, idet hun var begyndt at bløde i den blødningsfri periode. Hun henvendte sig derfor til sin praktiserende læge, der foretog en gynækologisk undersøgelse uden at konstatere graviditeten. I følge ultralydsundersøgelsen var kvinden ved ankenævnets behandling af sagen gravid i 19. uge. Hun oplyste imidlertid, at hvis man vurderede efter hendes sidste menstruation, svarede det til, at hun ville være i 17. uge. Ankenævnet ændrede samrådets afgørelse og gav således tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet bemærkede, at efter oplysningen om tidspunktet for sidste menstruation, sammenholdt med at der kun var foretaget én ultralydsscanning og at denne var foretaget sent i graviditeten, fandt nævnet det overvejende sandsynligt, at kvinden var gravid i uge. På denne baggrund fandt ankenævnet at kvindens sociale forhold og mulighed for at tage vare på et barn var af en sådan karakter, at betingelserne for at give tilladelse var til stede. Ankenævnet havde herved tillige taget i betragtning, at graviditeten kunne og burde være konstateret ved undersøgelsen hos kvindens egen læge /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 21. uge. Kvinden var blevet gravid med en mand, som hun kun kendte en kort tid. Hun havde ikke set ham siden og han var således heller ikke bekendt med graviditeten. Kvinden var netop startet på universitetet, og var meget glad for studiet. Hun boede pt. på et 12 m2 stort kollegieværelse og hendes eneste indtægt var SU. Hun havde således beskrevet sin økonomi som særdeles anstrengt. Kvinden havde en del venner og bekendte, men ikke nogen, som hun var rigtig tæt på. Hun regnede ikke med at kunne forvente nogen særlig hjælp fra sin familie, idet de alle fysisk boede langt væk og havde travlt med deres egne liv. Kvinden havde været meget tæt knyttet til sin far, men han døde pludseligt, da kvinden stadig var meget ung. Familien havde herefter nogle meget hårde år, hvor kvinden ikke følte, at hun fik nogen hjælp til at bearbejde sorgen. Forholdet til moren havde været anstrengt, men var bedret efter hun flyttede hjemmefra. Som begrundelse for ønsket om svangerskabsafbrydelse, anførte kvinden, at hun var fuldstændig uden motivation, at hun boede på et kollegieværelse og havde en ringe økonomi, at faren til barnet ikke var i hendes liv længere samt at hun ikke havde hverken familie eller venner, der reelt ville kunne hjælpe hende. Kvinden havde desuden været til en del fester, hvor hun havde drukket alkohol og hun frygtede således, at barnet kunne have taget skade af alkoholen. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 21.uge. Nævnet bemærkede at der efter udløbet af uge ikke gives tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Ankenævnet udtrykte stor forståelse for kvindens situation, men var enigt med samrådet i, at selv om der var flere forhold, der vanskeliggjorde hendes muligheder til at tage vare på et barn, var forholdene ikke af sådan en sværhedsgrad, at det gav indikation for svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for tilladelse efter andre bestemmelser i loven. 48 / 73

49 5.2 Sager om fosterreduktion /1 afslag på at behandle sagen, idet hverken samråd eller ankenævn var kompetente Kvinden var gravid med tvillinger i uge dag. Samrådet gav afslag på tilladelse til fosterreduktion fra 2 til 1 foster, idet det bemærkedes, at Sundhedsloven ikke gav mulighed for fosterreduktion på sociale årsager. Samrådet bemærkede endvidere, at der ikke fandtes særlige lægelige omstændigheder, som kunne begrunde reduktion fra 2 til 1 foster. Kvinden ankede sagen til Ankenævnet, der bemærkede, at da indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, beroede det på lægens afgørelse om betingelserne i Sundhedslovens 95, stk. 1 var opfyldt, og hverken Ankenævnet eller samrådet havde kompetence til at behandle hendes sag. Ankenævnet afviste derfor at behandle sagen og ophævede samrådets afgørelse. 5.3 Sager om sterilisation /1 afslag på anmodning om tilladelse til sterilisation årig kvinde ønskede sterilisation. Kvinden boede sammen med sin mand og deres to børn på henholdsvis 6 år og ca. ½ år. Kvinden var pt. på barsel, men havde gennemført 3 år af en uddannelse og manglede kun 1 år for at have gennemført denne. Kvinden havde i mellemtiden fået skadet sin ene hånd og skaderne gav så store problemer, at hun ikke regnede med at kunne arbejde indenfor sit uddannelsesområde. Kvinden havde derfor opgivet at færdiggøre uddannelsen og var under omskoling. Hendes mand havde haft 3 diskusprolapser og kunne derfor ikke bære på deres mindste barn i mere end 5 min. Parret havde en udmærket økonomi. Kvinden havde været gravid 4 gange, hvoraf 3 af gangene var mens hun brugte p- piller eller p-sprøjte. Kvinden havde således allerede gennemgået 2 aborter, selvom hun i princippet var imod abort. Hun ønskede derfor ikke at skulle gennemgå flere. Det fremgik af henvisningen fra kvindens egen læge, at hun havde store problemer med prævention, idet hun som nævnt var blevet gravid, mens hun havde brugt henholdsvis p-piller og p-sprøjte. Kvinden havde endvidere haft flere forskellige spiraler, som alle var blevet fjernet, fordi de medførte smerter og blødningsproblemer. Parret var enige om, at de ikke ønskede flere børn. Kvindens mand ønskede ikke at blive steriliseret, da det ville betyde, at han blev nødt til at sygemelde sig fra sit arbejde. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at ankenævnet var enigt med samrådet i deres begrundelse, idet der blev lagt vægt på, at hverken kvindens sociale eller helbredsmæssige forhold var så dårlige, at det var påkrævet at undgå barnefødsel. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at svangerskab med rimelighed kunne forebygges ved brug af kondom. Ankenævnet stadfæstede derfor samrådets afgørelse. 49 / 73

50 /1 afslag på anmodning om tilladelse til sterilisation 107 Moren til en 15-årig dreng ønskede sin psykisk udviklingshæmmede søn steriliseret. Han var psykomotorisk retarderet med adfærdsændringer svarende til et udviklingsniveau mellem 5 og 6 år. Han havde intet verbalt sprog, men brugte tegn til tale. Han havde opøvet et ordforråd på flere hundrede tegn. Drengen var endnu ikke seksuel aktiv, men han havde haft flere kyssekærester og havde vist en vis interesse for seksuel adfærd. Det fremgik endvidere af den neurologiske speciallægeerklæring, at han ikke selv kunne benytte kondom på grund at motoriske vanskeligheder og på grund af psykomotorisk retardering. Hans evne til at tage vare på et eventuelt barn vurderedes at være stærkt kompromitteret og ikke realistisk, end ikke med massiv støtte. Moren mente, at samrådets afgørelse var taget på det forkerte grundlag. Hun skrev, at sønnen ikke, som det var anført i et brev fra sønnens egen læge, havde Landau Kleffners Syndrom. Hun mente derimod, at han, som det fremgik af en neurologisk speciallægeerklæring, havde en lav blodgennemstrømning (forsnævring på hovedpulsåren) igennem talecenteret, hvilket gjorde, at han ikke kunne tale. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at ankenævnet var enigt med samrådet i, at drengen var uegnet til at drage omsorg for et barn på forsvarlig vis, og at tilstanden var varig. Drengen var således omfattet af lovens 107, stk.1, nr. 2. Han var imidlertid under 18 år, og der skal derfor foreligge ganske særlige forhold, der taler for sterilisation, for at tilladelse kan gives. Efter ankenævnets praksis forudsættes det i den forbindelse, at ansøgeren er seksuel aktiv, hvilket efter det oplyste ikke var tilfældet. Under henvisning til lovens 107, stk. 2 og 107, stk. 3 stadfæstede ankenævnet derfor samrådets afslag. 50 / 73

51 6 Bilag 6.1 Orientering fra ankenævnet december Tilsynssager. Orientering fra Ankenævnet December 2007 Ankenævnet har på møder i april og september 2007 gennemgået 146 sager fra samrådene. Ankenævnet havde bemærkninger til 21 af sagerne, heraf 2 sager, hvor ankenævnet fandt, at der ikke burde være givet tilladelse. En enkelt af bemærkningerne har generel interesse. Et samråd havde givet tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter 3, stk. 1 nr. 5 til en 16-årig kvinde i 21.. uge. Ansøgeren havde et godt netværk og var i en den psykiatriske erklæring ikke beskrevet som særlig umoden. Ankenævnet bemærkede, at tilladelse på grund af umodenhed i uge og senere normalt må forudsætte, at der ud over ung alder tillige foreligger ekstraordinær umodenhed og/eller belastende sociale forhold. Ved ekstraordinær umodenhed skal forstås, at kvinden er umoden i psykiatrisk forstand, dvs. at der er tale om en umodenhed, der rækker væsentligt ud over den, der følger naturligt af alderen. 2. Afgørelser af generel interesse Ankenævnet finder anledning til lidt forsinket - at omtale en afgørelse truffet den 26. juni 2006, som ved en forglemmelse ikke er blevet omtalt tidligere. Afgørelsen er naturligvis refereret i årsberetningen for 2006 (j.nr /1), men er ikke specielt fremhævet. I afgørelsen blev der givet afslag til en kvinde, der søgte om svangerskabsafbrydelse efter det var konstateret, at fostret havde Downs syndrom (trisomi 21) samt abnorme hjerteklapper. Graviditeten var fulde 24 uger ved Ankenævnets behandling af sagen. Ankenævnet begrundede afslaget således: I almindelighed anses et foster for levedygtigt fra lidt før udgangen af 24. uge I det konkrete tilfælde ville fosteret, hvis det på nuværende tidspunkt kom til verden ved en naturlig fødsel, sandsynligvis ikke være levedygtigt som følge af den konstaterede hjertefejl. Imidlertid er tilstanden ikke uforenelig med liv, såfremt graviditeten gennemføres, idet den konstaterede hjertelidelse på det tidspunkt vil kunne behandles ved operation. På denne baggrund er ankenævnet enigt med samrådet i, at de konstaterede lidelser ikke er så alvorlige, at de kan begrunde tilladelse til svangerskabsafbrydelse i 24. uge, nu fulde 24 uger. 3. Udtalelser af generel interesse: 3.1. Fosterreduktion, særlige omstændigheder. En kvinde opfyldte betingelserne for at få foretaget fosterreduktion inden udløbet af 12. svangerskabsuge uden særlig tilladelse, jf. lovens 3a, stk. 1. Hospitalet ønskede at foretage fosterreduktionen så sent som muligt, for at have det bedst mulige grundlag for at kunne konstatere, om et af fostrene måtte have defekter, f.eks. nakkefold, og for i givet fald at kunne fjerne dette foster frem for et raskt. 12. ugers fristen udløb i en weekend, hvor de læger, der skulle foretage indgrebet ikke var til stede. Hospitalet ønskede derfor på forhånd samrådets godkendelse af, at indgrebet blev foretaget efter weekenden og således efter udløbet af 12-ugers fristen, hvor lægerne igen var på arbejde. 51 / 73

52 Samrådet stillede i den anledning spørgsmål til ankenævnet, dels om hvorvidt samrådet kunne behandle sagen før udløbet af 12. svangerskabsuge, dels om forståelsen af begrebet særlige omstændigheder i 3a, stk. 2. Ankenævnet udtalte, at det, når hospitalet i god tid beslutter at indgrebet skal foretages på den sidste dag inden udløbet af 12. svangerskabsuge, ikke er en særlig omstændighed, at denne dag falder i en weekend. Ankenævnet udtalte i øvrigt i sit svar, at ankenævnet ikke har indvendinger imod, at samrådet behandler en anmodning om fosterreduktion efter 3a, stk. 2, kort før udløbet af 12. svangerskabsuge, såfremt der er en rimelig begrundelse for, at det allerede før udløbet af 12. uge afklares, om indgrebet kan vente til efter 12. uge. I de tilfælde, hvor de forhold, der begrunder fosterreduktion, konstateres nogle få dage før udløbet af 12. uge, vil ankenævnet heller ikke have bemærkninger til, at der umiddelbart før eller efter udløbet af 12. uge gives tilladelse under henvisning til, at der foreligger særlige omstændigheder, hvis der fra hospitalets side er en rimelig grund til, at man ikke kunne foretage indgrebet før udløbet af 12. uge. Disse retningslinier kan ikke uden videre overføres til sager om svangerskabsafbrydelse, hvor det er helt andre hensyn, der gør sig gældende. Ankenævnet skal i øvrigt understrege, at det ikke er en særlig omstændighed, at det ud fra et lægefagligt synspunkt generelt er hensigtsmæssigt at vente med indgrebet til efter udløbet af 12. uge. Der skal i den enkelte sag være særlige medicinske forhold, der taler for at indgrebet i netop dette tilfælde, kan foretages senere, for at der foreligger særlige omstændigheder. Ankenævnet har i øvrigt i et par tilfælde bemærket, at nogle samråd har givet tilladelse til fosterreduktion efter udløbet af 12. uge, jf. 3a, stk. 2, uden at tage stilling til om der forelå særlige omstændigheder. Ankenævnet skal derfor erindre om, at forudsætningen for at give tilladelse til fosterreduktion efter 3a, stk. 2 er, at der foreligger særlige omstændigheder og at samrådet bør anføre, hvilke særlige omstændigheder, der begrunder tilladelsen. Hvis der er givet tilladelse til reduktion efter 3a, stk. 2 og det ved scanning i forbindelse med indgrebet konstateres, at ét af fostrene har en misdannelse, kan det misdannede foster reduceres uden fornyet tilladelse efter 3a, stk Ankenævnets overvejelser omkring kromosom anomalier Som omtalt i Orientering fra Ankenævnet, januar 2005, og i årsberetningen for 2006 har Ankenævnet fundet, at visse kromosomanomalier ikke er så alvorlige, at de kan begrunde tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Dette er en ændring i forhold til tidligere, hvor i praksis enhver kromosomanomali kunne begrunde tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Afgørelserne har givet anledning til nogen undren blandt de læger, der har ansvar for rådgivning og vejledning af de forældre, der får oplyst, at fosteret har en kromosomanomali. Ankenævnet har som omtalt i årsberetningen for 2006 deltaget i et dialogmøde, hvor problemstillingerne har været drøftet. Det er fortsat Ankenævnets opfattelse, at der også ved kromosomanomalier skal ske en konkret vurdering og at der i denne vurdering skal tages hensyn til såvel alvoren af de forventede følger, som til graviditetens længde. 5. Ikke længere krav om at blanket A skal foreligge i sagen. I forbindelse med at henvisning fra praktiserende læge til sygehusene i højere grad sker elektronisk, er der rejst spørgsmål om, hvorvidt det fortsat er et krav, at blanket A m.fl. skal foreligge underskrevet i samrådets sag. 52 / 73

53 Efter drøftelse med Sundhedsstyrelsen, Enhed for Tilsyn, er det besluttet, at det ikke længere er et krav at blanket A skal foreligge i samrådssagen. Det gælder også selv om henvisning ikke er sket elektronisk. Det er tilstrækkeligt, at det af journalmaterialet fremgår, at blanket A er underskrevet. Det er herefter lægens ansvar, at vejledning givet. 6.2 Forskrifter gældende i 2007 Lovbestemmelserne om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation er med virkning fra 1. januar 2007 overført til Sundhedsloven Sundhedslovens afsnit VII og VIII Bekendtgørelse af sundhedsloven Herved bekendtgøres sundhedsloven, jf. lov nr. 546 af 24. juni 2005 med de ændringer, der følger af 2 i lov nr af 21. december 2005, lov nr. 491 af 7. juni 2006, 80 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, 1 i lov nr af 20. december 2006, lov nr. 431 af 8. maj 2007 og lov nr. 511 af 6. juni Afsnit VII Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion Kapitel 25 Betingelser for svangerskabsafbrydelse 92. En kvinde kan uden tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og kvinden, efter at reglerne i 100 er iagttaget, fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse. 93. Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden særlig tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt begrundet. 94. Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde få tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis 1) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet medfører fare for forringelse af kvindens helbred på grund af foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom eller svækkelsestilstand eller som følge af hendes øvrige livsforhold, 2) graviditeten skyldes omstændigheder som nævnt i straffelovens 210 eller , 3) der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, 4) kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde, 5) kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde eller 6) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde, således at det af hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn må anses for 53 / 73

54 påkrævet, at svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages hensyn til kvindens alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt samt til familiens boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold. Stk. 2. Tilladelse til svangerskabsafbrydelse må kun gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen herom, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu indebærer. Stk. 3. Må fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt de i stk. 1, nr. 3, nævnte omstændigheder med afgørende vægt taler for det. Kapitel 26 Betingelser for fosterreduktion 95. En kvinde, der er gravid med flere fostre, kan uden særlig tilladelse få reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at kvinden spontant vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at kvindens legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet. Stk. 2. Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde i de i stk. 1 nævnte tilfælde få tilladelse til fosterreduktion, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Stk. 3. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde kan en kvinde få tilladelse til at få reduceret antallet af fostre, hvis der er risiko for, at fosteret på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Stk. 4. Må fosteret i de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde antages at være levedygtigt, kan tilladelse til fosterreduktion kun gives, hvis de i stk. 3 nævnte omstændigheder med afgørende vægt taler for det. 96. Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden tilladelse få reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægefagligt begrundet. Kapitel 27 Samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion 97. Ministeren for sundhed og forebyggelse opretter for hver region et eller flere samråd, der afgør sager efter 94, 95, stk. 2 og 3, 98, stk. 2, og 99, stk. 2 og 3. Et samråd består af en medarbejder ved regionen med juridisk eller social uddannelse og to læger. Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. Stk. 2. Et samråds afgørelse kan indbringes for et ankenævn, der tillige fører tilsyn med samrådenes virksomhed. Ankenævnet, der oprettes af ministeren for sundhed og forebyggelse, består af en formand og et antal andre medlemmer. Formanden skal være dommer. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 3 medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at kunne være formand for nævnet. Af de 2 andre medlemmer skal den ene være speciallæge i gynækologi, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. Stk. 3. Tilladelse kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet. Stk. 4. Samrådenes og ankenævnets medlemmer samt stedfortrædere beskikkes af ministeren for sundhed og forebyggelse for indtil 4 år ad gangen. Stk. 5. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter forretningsordenen for samrådene og ankenævnet. Kapitel 28 Fremgangsmåden 98. Anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion skal fremsættes af kvinden selv. Stk. 2. Er kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter anmod- 54 / 73

55 ning fra en særligt beskikket værge. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af kvinden eller værgen. 99. Er kvinden under 18 år, og har hun ikke indgået ægteskab, skal forældremyndighedens indehaver samtykke i anmodningen. Stk. 2. Samrådet kan, når omstændighederne taler derfor, tillade, at samtykke efter stk. 1 ikke indhentes. Samrådets afgørelse kan af kvinden indbringes for ankenævnet. Stk. 3. Samrådet kan, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, selv om samtykke efter stk. 1 nægtes. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af kvinden eller forældremyndighedens indehaver Anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion fremsættes over for en læge eller over for et regionsråd. Stk. 2. Fremsættes anmodningen over for en læge, skal denne gøre kvinden opmærksom på, at hun ved henvendelse til regionsrådet kan få vejledning om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel. Fremsættes anmodningen over for et regionsråd, skal kvinden, hvis hun ønsker det, vejledes som nævnt i 1. pkt. Stk. 3. Kvinden skal af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Det samme gælder den, der skal fremsætte anmodning efter 98, stk. 2, eller samtykke efter 99, stk. 1. Stk. 4. Skønner lægen, at betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i 92, 93, 95, stk. 1, eller 96 ikke er opfyldt, skal lægen straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for regionsrådet. Stk. 5. Forud for og efter indgrebet skal kvinden tilbydes en støttesamtale. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter de nærmere regler herom. Stk. 6. Fremsættes der anmodning om svangerskabsafbrydelse begrundet i omstændigheder som nævnt i 94, stk. 1, nr. 3, eller fosterreduktion begrundet i omstændigheder som nævnt i 95, stk. 3, skal kvinden tilbydes oplysning om muligheden for supplerende oplysning og rådgivning hos relevante handicaporganisationer m.v Svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge og fosterreduktion må kun foretages af læger på regionale sygehuse Læger, sygeplejersker, jordemødre, sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter, for hvem det strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller medvirke til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, skal efter anmodning fritages herfor. Tilsvarende gælder for personer, der er under uddannelse til et af de nævnte erhverv Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om anmodning om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion og om behandling af sager herom. Afsnit VIII Sterilisation og kastration Kapitel 29 Anvendelsesområde 104. Bestemmelserne i afsnit VIII anvendes på indgreb, hvorved kønskirtlerne fjernes, eller behandlinger, hvorved de varigt sættes ud af funktion (kastration), og på andre indgreb, der varigt ophæver forplantningsevnen (sterilisation). Stk. 2. Indgreb og behandlinger for at helbrede legemlig sygdom omfattes ikke af reglerne i afsnit VIII. Kapitel 30 Sterilisation 105. Enhver, der er fyldt 25 år, kan uden tilladelse blive steriliseret. Stk. 2. Dette gælder dog ikke personer, der er omfattet af bestemmelserne i 110 og / 73

56 106. Selv om en kvinde er under 25 år, kan hun blive steriliseret uden særlig tilladelse, hvis det er nødvendigt at forebygge svangerskab for at afværge fare for hendes liv eller for alvorlig og varig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt begrundet. Stk. 2. Hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og kvindens ægtefælle eller samlever er under 25 år, kan han i stedet få tilladelse til sterilisation, jf. dog 107, stk Er betingelserne i 105 eller 106 ikke opfyldt, kan tilladelse til sterilisation gives, hvis 1) der på grund af arvelige anlæg hos ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever er en sådan fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at det må anses for ønskeligt at forebygge fødsler, 2) ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig lidelse, svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage omsorg for børn på forsvarlig måde, 3) der af særlige grunde er betydelig fare for, at ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever ikke kan gennemføre et fremtidigt svangerskab, eller at barnet ikke vil blive levedygtigt eller vil blive født med væsentlige beskadigelser eller 4) de forhold, hvorunder ansøgeren og dennes familie lever, gør det påkrævet at undgå barnefødsel. Ved afgørelsen tages hensyn til familiens helbredsmæssige, boligmæssige og økonomiske forhold samt antallet af hjemmeværende børn og til, om det må forventes, at flere børn vil medføre en væsentlig belastning af forholdene gennem forringelse af ansøgerens helbredstilstand, betydelig forøgelse af dennes arbejdsbyrde eller på anden måde. Stk. 2. Ved afgørelsen af, om sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på, om de forhold, der begrunder sterilisationen, kan antages at være af varig karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan opnås på anden måde. Stk. 3. Sterilisation af personer under 18 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold taler derfor. Kapitel 31 Samråd og ankenævn for sterilisation 108. Sager efter 106, stk. 2, og 107, 110 og 111 afgøres af de samråd, der er oprettet i henhold til 97. Stk. 2. Et samråds afgørelse kan indbringes for det ankenævn, der er oprettet i henhold til 97. Stk. 3. Samrådet tiltrædes af en særlig beskikket dommer ved behandlingen af en ansøgning fra en person, der 1) er under 18 år, 2) er undergivet foranstaltninger i henhold til straffelovens eller 3) mod sin vilje er indlagt eller tilbageholdt på et regionalt sygehus i medfør af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Stk. 4. Tilladelse kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet. Stk. 5. Ministeren for sundhed og forebyggelse beskikker dommere og stedfortrædere for disse efter stk. 3. Beskikkelsen gælder for 4 år ad gangen og kan omfatte flere samråd. Kapitel 32 Fremgangsmåden 109. Anmodning om sterilisation skal fremsættes af den, på hvem indgrebet skal foretages, jf. dog Er den, som har fremsat anmodning om sterilisation efter 109 på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund varigt eller for længere tid ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade sterilisation, når omstændighederne taler derfor. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af den, på hvem indgrebet skal foretages, og af værgen Er den, på hvem indgrebet skal foretages, en person under 18 år, der ikke har indgået ægteskab, er den pågældende sindssyg eller hæmmet psykisk udviklet, eller findes det i øvrigt på 56 / 73

57 grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder svag begavelse, betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation, kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge. For beskikkelsen af værgen finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af ansøgeren, forældremyndighedens indehaver og værgen Anmodning om sterilisation fremsættes over for en læge eller over for et regionsråd. Stk. 2. Hvis betingelserne i 105 eller 106, stk. 1, er opfyldt, uden at der foreligger omstændigheder som nævnt i 110 eller 111, henviser lægen eller regionsrådet den pågældende til sterilisationsbehandling. I modsat fald skal lægen forelægge anmodningen med sin udtalelse for regionsrådet Den, på hvem indgrebet skal foretages, skal af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger og om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Det samme gælder den, der skal fremsætte anmodning efter 110 eller tiltræde anmodningen efter Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om anmodning om sterilisation og om behandling af sager herom Bekendtgørelse nr af 19/ Bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion I medfør af 100, stk. 5, og 103 i sundhedsloven, jf. lov nr. 546 af 24. juni 2005, fastsættes: 1. Anmodning om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion skal indeholde oplysning om kvindens navn, personnummer og bopæl. Stk. 2. Den, der fremsætter en anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter lovens 98, stk. 1 eller 2, skal underskrive anmodningen. Det samme gælder for den, der afgiver samtykke efter lovens 99, stk For værgebeskikkelse efter lovens 98, stk. 2, finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. Der skal fortrinsvis beskikkes en person, som ved slægtskab, svogerskab eller venskab er nært knyttet til kvinden. Stk. 2. Er der allerede beskikket en værge for kvinden, kan den pågældende beskikkes, hvis det findes hensigtsmæssigt. 3. Inden indgrebet foretages, skal den læge, der vejleder efter lovens 100, stk. 3, og kvinden ved deres underskrift bekræfte, at vejledning har fundet sted. Det samme gælder den indehaver af forældremyndighed eller værge, der er nævnt i lovens 98, stk. 2, og 99, stk. 1. Er kvinden omfattet af lovens 98, stk. 2, skal hun dog ikke bekræfte, at vejledning har fundet sted. 4. Kvinden skal tilbydes, at der afholdes en støttesamtale før og efter et indgreb. Ved anmodning om svangerskabsafbrydelse er formålet med samtalen før indgrebet at sikre, at kvinden kan få støtte til at træffe beslutning om at gennemføre eller afbryde svangerskabet. Ved anmodning om fosterreduktion er formålet med samtalen før indgrebet at sikre, at kvinden kan få støtte til at træffe beslutning om, hvorvidt hun ønsker at få foretaget fosterreduktion under svangerskabet. Den efterfølgende samtale har til formål at afhjælpe eventuelle psykiske gener efter et indgreb. 57 / 73

58 Stk. 2. Vejledning om støttesamtaler skal gives mundtligt og skriftligt af lægen i forbindelse med den i lovens 100, stk. 3, nævnte vejledning. Stk. 3. Kvinden og lægen skal ved deres underskrift bekræfte, at vejledning om støttesamtaler er givet. 3, stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Støttesamtale kan finde sted i offentligt, privat eller frivilligt regi. 5. Hvor anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion fremsættes efter lovens 94, stk. 1, nr. 3, eller 95, stk. 3, skal lægen endvidere tilbyde kvinden oplysning om muligheden for supplerende oplysning og rådgivning fra relevante handicaporganisationer. 6. Klage efter lovens 97, stk. 2, kan indgives mundtligt eller skriftligt til regionsrådet. 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 540 af 16. juni 2004 om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion ophæves. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 19. decembe r 2005 Lars Løkke Rasmussen /John Erik Pedersen Cirkulære nr. 23 af 03/ Cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion (Til regionsrådene og Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation m.fl.) I medfør af 100, stk. 5, og 103 i sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005, fastsættes: Kapitel 1 Sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion uden tilladelse 1. Modtager et regionsråd en anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i tilfælde, hvor betingelserne i sundhedslovens 92, 93, 95, stk. 1, eller 96 for at foretage indgrebet uden samrådstilladelse skønnes opfyldt, udfærdiger regionsrådet indlæggelsesseddel og henviser kvinden til et sygehus. Regionsrådet orienterer kvinden om, hvilke oplysninger hun skal medbringe ved indlæggelsen. Svangerskabsafbrydelse inden 12. uge kan foretages både på offentlige og private hospitaler eller klinikker. Kvinden skal, hvis hun ønsker det, vejledes om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel, ligesom hun kan vejledes om muligheden for at bortadoptere barnet. Stk. 2. Ved henvisningen til sygehuset skal regionsrådet oplyse om 1) kvindens bopæl, eventuelt telefonnummer og personnummer, 2) hvem anmodningen er fremsat af, kvinden selv eller eventuelt af en værge, 3) at hvis kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab, at der foreligger samtykke fra forældremyndighedens indehaver, og 4) at vejledning er foretaget i henhold til sundhedslovens 100, stk. 3 og 5-6. Kapitel 2 Forberedelsen af sager om anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion 2. Når regionsrådet modtager en anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion tilvejebringer det de sociale og lægelige oplysninger om kvindens forhold, der skønnes, er af betydning for samrådets bedømmelse af anmodningen. Undersøgelse af sagen sker under hensyntagen til sagens hastende karakter, således at der sikres størst mulig hurtighed i sagsbehandlingen, herunder at antallet af personlige henvendelser til regionsrådet begrænses mest muligt. 58 / 73

59 Stk. 2. Der skal som udgangspunkt indhentes en erklæring fra kvindens sædvanlige læge, medmindre det er denne, der har henvist kvinden til regionsrådet. Stk. 3. Ved ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse i medfør af sundhedslovens 94, stk. 1, nr. 1-6, eller tilladelse til fosterreduktion efter 95, stk. 2-4, foranlediger regionsrådet graviditetens alder fastslået af en speciallæge i gynækologi og obstetrik. Dette er dog ikke nødvendigt, hvis denne allerede er fastslået. Regionsrådet kan i øvrigt med henblik på sagens oplysning, jf. stk. 1, foranledige kvinden undersøgt af speciallæge eller indlagt på sygehus til undersøgelse. Stk. 4. Er anmodningen begrundet i risiko for arvelig sygdom hos fostret, skal der i almindelighed indhentes en udtalelse fra et klinisk genetisk rådgivningscenter med landsdelsfunktion eller fra en speciallæge i klinisk genetik. Stk. 5. Viser det sig under regionsrådets undersøgelse, at kvinden opfylder betingelserne for svangerskabsafbrydelse efter lovens 93 eller betingelserne for fosterreduktion efter lovens 96, henvises kvinden til et sygehus samtidig med, at regionsrådet sender resultatet af undersøgelsen til sygehuset. 3. Inden sagen forelægges for samrådet, skal regionsrådet sikre sig, at betingelserne i lovens og 100, stk. 2-3 og 5-6, samt bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion 1, stk. 2 og 3-5, er opfyldt. Kapitel 3 Behandlingen i samrådet 4. Alle samrådets medlemmer deltager i behandlingen af hver sag. Er et af medlemmerne forhindret i at deltage i behandlingen af en sag, deltager den pågældendes stedfortræder. Stk. 2. Et medlem må ikke deltage i behandlingen af en sag, hvis den pågældende i forbindelse med svangerskabet eller ansøgningen om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion har deltaget i undersøgelse, rådgivning eller behandling af kvinden. Et medlem kan endvidere ikke deltage i behandlingen af en sag, hvis medlemmet er inhabilt efter reglerne i forvaltningslovens kap. 2. Stk. 3. Efter anmodning fra regionsrådet kan Indenrigs- og Sundhedsministeriet (Sundhedsstyrelsen) ad hoc beskikke et medlem, hvis et medlem eller dennes stedfortræder(e) ikke kan deltage i behandlingen af en sag. 5. Votering sker mundtligt på et møde. Votering kan dog ske på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. telefonisk. Stk. 2. Samrådet holder møde efter behov, dog mindst én gang ugentligt, hvis der foreligger sager til afgørelse. 6. Hvert medlem kan kræve, at der indhentes supplerende oplysninger gennem regionsrådet, inden afgørelse træffes. Stk. 2. Samrådet kan, hvis der fremkommer nye oplysninger, ændre et tidligere meddelt afslag, herunder også afslag givet af ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation. Hvis sagen behandles i ankenævnet, underrettes nævnet omgående om sagens genoptagelse. 7. Sagernes behandling i samrådet skal fremskyndes mest muligt. I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion inden udløbet af 12. svangerskabsuge, bør det særligt tilstræbes, at svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion kan foretages inden dette tidspunkt, også selv om et afslag påklages til ankenævnet. 8. Samrådets afgørelser indføres med angivelse af tid og sted for mødet og mødets deltagere i en særlig protokol, der ved mødets afslutning underskrives af medlemmerne. I protokollen anføres kvindens navn, personnummer og bopæl samt regionsrådets journalnummer. Hvis voteringen efter 5, stk. 1, 2. pkt., ikke sker mundtligt på et møde, skal alle samrådets medlemmer hurtigst muligt efter afgørelsen underskrive protokollen. Det er ikke nødvendigt, at alle medlemmer har underskrevet protokollen, før sagen eventuelt sendes til ankenævnet. Stk. 2. Ved tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion anføres i protokollen den eller de lovbestemmelser (indikation), i henhold til hvilken afgørelsen er truffet, og de eventuelle diagnoser, der ligger til grund for afgørelsen. Stk. 3. Er kvinden under 18 år, har hun ikke indgået ægteskab, og foreligger der ikke samtykke efter sundhedslovens 99, stk. 1, anføres dette i protokollen med angivelse af, om samtykke er søgt indhentet. Stk. 4. Ved afslag på tilladelse anføres i protokollen begrundelsen for afgørelsen. Ved uenighed mellem medlemmerne, anføres de forskellige begrundelser. 59 / 73

60 Stk. 5. Kravet om begrundelse, jf. stk. 4, gælder også, når samrådet i medfør af lovens 99, stk. 3, meddeler tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, selv om forældremyndighedens indehaver nægter at samtykke. 9. Meddelelse om samrådets afgørelse kan gives af regionsrådet på samrådets vegne. Meddelelse til kvinden om afgørelsen og dennes begrundelse kan ske mundtligt. Tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter sundhedslovens 99, stk. 3, og afslag på svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion skal tillige meddeles skriftligt. Kvinden kan dog frasige sig at modtage skriftlige henvendelser på sin bopæl. Stk. 2. I tilfælde, der er omfattet af lovens 98, stk. 2, gives der også meddelelse til værgen. Stk. 3. Giver samrådet tilladelse efter lovens 99, stk. 3, underrettes både kvinden og forældremyndighedens indehaver. Der skal samtidig oplyses om, at indgrebet vil kunne foretages, medmindre det inden for en nærmere angivet kort frist godtgøres over for regionsrådet, at afgørelsen er indbragt for ankenævnet. Stk. 4. Meddelelse om afgørelsen sendes endvidere til den læge, der har henvist kvinden til regionsrådet. Stk. 5. Afslag og tilladelser efter lovens 99, stk. 3, skal være ledsaget af en vejledning om adgangen til at klage over afgørelsen til ankenævnet. Stk. 6. Ved t illadelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, skal en udskrift af samrådsprotokollen sendes til det sygehus, der skal foretage indgrebet. Er det hensigtsmæssigt for sygehusets behandling, at der medsendes yderligere materiale, herunder regionsrådets journaler, skal dette ske under iagttagelse af forvaltningslovens 28. Kapitel 4 Klage over afslag 10. Indgives der klage over samrådets afgørelse til regionsrådet, videresender regionsrådet sagen omgående til det ankenævn, der er oprettet i henhold til sundhedsloven. Med sagen sendes bekræftet udskrift af samrådets afgørelse, journaler og andet materiale af betydning for sagen. Kapitel 5 Behandlingen i ankenævnet 11. Formanden bestemmer fordelingen af sagerne mellem ankenævnets medlemmer. Stk. 2. 4, stk. 2 og 3, gælder også for ankenævnets behandling af sager. 12. Votering sker mundtligt på et møde. Formanden kan dog bestemme, at votering sker på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. i særligt hastende sager. 13. Hvert medlem kan kræve, at der gennem regionsrådet tilvejebringes yderligere oplysninger. Stk. 2. Fremkommer der for ankenævnet oplysninger, der ikke forelå ved samrådets afgørelse, kan ankenævnet inddrage sådanne oplysninger i afgørelsen af sagen. Ankenævnet kan dog vælge at tilbagesende sagen til samrådet til fornyet behandling. 14. Formanden skal ved arbejdets tilrettelæggelse sikre, at ankenævnets afgørelser træffes hurtigst muligt. I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion inden udløbet af 12. svangerskabsuge, bør det særligt tilstræbes, at svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion kan foretages inden dette tidspunkt. 15. Meddelelse om ankenævnets afgørelse sendes til kvinden og til regionsrådet, der underretter kvindens læge. I tilfælde af tilladelse gives meddelelse endvidere til sygehuset efter de regler, der gælder for samrådets tilladelser. Stk. 2. I tilfælde, der er omfattet af sundhedslovens 98, stk. 2, underrettes også værgen om afgørelsen. Stk. 3. Har forældremyndighedens indehaver eller værgen klaget over samrådets afgørelse, underrettes de også om afgørelsen. Stk. 4. Ved tilladelse angives den eller de lovbestemmelser i henhold til, hvilken afgørelsen er truffet. 60 / 73

61 Kapitel 6 Ankenævnets tilsynsførende virksomhed 16. Ankenævnet fører tilsyn med regionsrådenes og samrådenes virksomhed i forbindelse med behandlingen og afgørelsen af ansøgninger om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Ankenævnet påser navnlig, at samrådene så vidt muligt følger en ensartet praksis. Stk. 2. Ankenævnet kan pålægge samrådene at indsende sager til gennemsyn i ankenævnet enten løbende eller i nærmere angivne sager. Stk. 3. Ankenævnet kan holde møder med samrådsmedlemmer, når det skønnes formålstjenligt. Stk. 4. Afgørelser af almindelig interesse skal meddeles samtlige samråd. 17. Samrådene skal indsende oplysninger om antallet af behandlede sager og typen af disse til ankenævnet på dettes foranledning. Kapitel 7 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v. 18. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar Stk. 2. Cirkulære nr. 56 af 16. juni 2004 om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion ophæves. Sundhedsstyrelsen, den 3. april 2006 Jens Kristian Gøtrik Vejledning nr. 25 af 04/ Vejledning om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion Denne vejledning knytter sig til bekendtgørelse nr af 19. december 2005 om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, cirkulære nr. 23 af 3. april 2006 om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion samt sundhedsloven nr. 546 af 24. juni Tilladelig svangerskabsafbrydelse 1.1 Inden udløbet af 12. svangerskabsuge Efter sundhedslovens 92 har kvinder fri adgang til svangerskabsafbrydelse, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Samrådstilladelse er således ikke nødvendig i disse tilfælde, medmindre kvinden er omfattet af lovens 98, stk. 2, eller 99, stk. 2-3, jf. herom under afsnit 2. Tilladelse til svangerskabsafbrydelse. 12-ugersfristen beregnes i almindelighed fra sidste menstruations første dag. Det vil sige, at 12-ugersfristen normalt overskrides ca. 10 uger efter den faktiske konception. Graviditetens alder bliver ikke alene bestemt på grundlag af kvindens oplysning om sidste menstruation. Men oplysningerne herom bliver sammenholdt med lægelige oplysninger baseret på en aktuel gynækologisk undersøgelse foretaget af en speciallæge i gynækologi og obstetrik samt som hovedregel en ultralydsundersøgelse. Det er en af sygehusets speciallæger i gynækologi og obstetrik, der afgør, om fristen er udløbet. Skønnes det, at fristen er udløbet, skal lægen straks vejlede kvinden om hendes mulighed for at søge samrådstilladelse til svangerskabsafbrydelse og, hvis kvinden ønsker det, straks forelægge ansøgningen for vedkommende regionsråd. Lægen kan således ikke blot vælge at afvise at foretage indgrebet. 61 / 73

62 1.2 Efter udløbet af 12. svangerskabsuge Efter sundhedslovens 93 kan en kvinde få sit svangerskab afbrudt uden samrådets tilladelse, selv om 12. svangerskabsuge er udløbet. Det er i tilfælde, hvor indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og hvor denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægeligt begrundet (medicinsk indikation). 2. Tilladelse til svangerskabsafbrydelse 2.1 Inden udløbet af 12. svangerskabsuge I visse tilfælde kræves samrådstilladelse, selv om 12. svangerskabsuge ikke er udløbet. Det drejer sig om tilfælde, hvor kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, jf. lovens 98, stk. 2. Samrådet kan da efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade svangerskabsafbrydelse, hvis det finder, at omstændighederne taler for, at tilladelse gives. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. Det kunne også være tilfælde, hvor kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab, og samtykke fra forældremyndighedens indehaver ikke foreligger, jf. lovens 99, stk Efter udløbet af 12. svangerskabsuge Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan samrådet give tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis betingelserne i sundhedslovens 94 er opfyldt. I lovens 94, stk. 2, er det præciseret, at samrådet skal lægge særlig vægt på, om det er berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som et indgreb efter udløbet af 12. svangerskabsuge medfører. Der kan som udgangspunkt ikke gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis fosteret antages at være levedygtigt, medmindre at betingelserne i lovens 94, stk. 1, nr. 3, taler med afgørende vægt herfor. Der kan herefter gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse såfremt der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Vurderingen af levedygtighed sker i forhold til det enkelte foster. Det afgørende vil være, om der er en realistisk udsigt til, at fosteret vil kunne overleve nogle uger, hvis det på tidspunktet for det påtænkte indgreb kommer til verden ved en naturlig fødsel. 3. Tilladelig fosterreduktion 3.1 Inden udløbet af 12. svangerskabsuge Efter sundhedslovens 95, stk. 1, kan en kvinde, der er gravid med flere fostre, uden særlig tilladelse få reduceret antallet af fostre inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Betingelserne herfor er, at indgrebet væsentlig formindsker en risiko for, at kvinden spontant vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at kvindens legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet. Samrådstilladelse er således i disse tilfælde ikke nødvendig, medmindre kvinden er omfattet af lovens 98, stk. 2, eller 99, stk. 2 og 3. Vurderingen af, om disse risici er til stede, foretages af en speciallæge i gynækologi og obstetrik ansat på et sygehus. Det fremgår af forarbejderne til 95 om fosterreduktion som fremsat d. 12. marts 2003 (lovforslag nr. 184 om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse), at et flerfoldssvangerskab indebærer en væsentlig øget risiko enten for spontan abort af alle fostre eller for, at fødslen finder sted så meget for tidligt, at fostrene enten ikke er levedygtige, eller at de får meget alvorlige handicaps. Et flerfoldssvangerskab indebærer endvidere en øget belastning af kvinden, som i nogle tilfælde kan medføre fare for hendes liv eller alvorlig forringelse af hendes helbred. Det blev således foreslået, at fosterreduktion skal kunne finde sted, hvor det vil medføre en væsentlig formindskelse af disse risici. Formindskelse af disse risici vil ifølge forarbejderne som udgangspunkt betyde, at der sker reduktion til to fostre. Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, vil der således ikke kunne ske reduktion til et foster. Det må antages, at betingelserne vil være opfyldt i alle tilfælde, hvor kvinden er gravid med tre eller flere fostre. 62 / 73

63 3.2 Efter udløbet af 12. svangerskabsuge Efter sundhedslovens 96 kan en kvinde få reduceret antallet af fostre på medicinsk indikation uden tilladelse, selvom 12. svangerskabsuge er udløbet, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægeligt begrundet. 4. Tilladelse til fosterreduktion Samrådet kan give tilladelse til fosterreduktion, hvis betingelserne i sundhedslovens 95, stk. 2-4, er opfyldt. Det vil sige, at der kan gives tilladelse til fosterreduktion, hvis indgrebet væsentligt formindsker en risiko for spontan abort af alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse eller ikke vil være levedygtige, alvorlig forringelse af kvindens legemlige eller sjælelige helbred eller fare for hendes liv, og der foreligger særlige omstændigheder, jf. lovens 95, stk. 2. Der kan også gives tilladelse, hvis der er risiko for, at fosteret på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, jf. lovens 95, stk. 3. Hvis fosteret må antages at være levedygtigt, kan tilladelse til fosterreduktion kun gives, hvis de i lovens 95, stk. 3, nævnte omstændigheder med afgørende vægt taler for det. 5. Samrådets afgørelser Samrådene ved regionsrådene træffer afgørelse af, hvorvidt tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion skal gives. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet, jf. sundhedslovens 97, stk. 2, og 6 i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Har samrådet efter lovens 99, stk. 3, tilladt svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, selv om forældremyndighedens indehaver har protesteret imod det, kan forældremyndighedens indehaver indbringe afgørelsen for ankenævnet. Hvis samrådet efter lovens 99, stk. 2 eller 3, træffer afgørelse om afslag på svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, kan afgørelsen ligeledes indbringes for ankenævnet af kvinden. Forældremyndighedens indehaver skal have mulighed for at indbringe afgørelsen for ankenævnet inden indgrebet foretages, jf. 9, stk. 3, i cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. 6. Fremgangsmåden ved anmodning om svangerskabsafbrydel se eller fosterreduktion En kvinde, der ønsker sit svangerskab afbrudt eller ønsker at få foretaget fosterreduktion, kan henvende sig enten til en læge eller et regionsråd. Hvis kvinden ønsker det, kan hun rette henvendelse til en anden læge end sin sædvanlige. Efter 1, stk. 2, i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion skal den, der fremsætter anmodningen om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, underskrive anmodningen. Det vil sige kvinden, jf. sundhedslovens 98, stk. 1, eller en særligt beskikket værge, jf. lovens 98, stk. 2. Det samme gælder, når forældremyndighedens indehaver afgiver samtykke efter lovens 99, stk. 1. Der er udarbejdet blanketter til brug for anmodning om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion og til brug for afgivelse af samtykke. Sker henvendelsen til et regionsråd følges reglerne i cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Der skal ikke indhentes en erklæring fra den eventuelle fader, uanset om denne er kvindens ægtefælle. 63 / 73

64 6.1 Anmodning fremsat over for den praktiserende læge Fremsættes anmodningen om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion over for en læge, skal denne under en personlig samtale med kvinden søge oplyst grunden til ønsket om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion og give den vejledning, som er nævnt i sundhedslovens Vejledning inden indgrebet Om indgrebets beskaffenhed mv. Lægen skal efter lovens 100, stk. 3, give kvinden vejledning om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Selv om kvinden opfylder betingelserne for at få svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion uden tilladelse fra samrådet, bør lægen under samtalen generelt tilstræbe, at hun ikke beslutter sig uden nærmere overvejelser. Bortset fra tilfælde, hvor et ønske om svangerskabsafbrydelse skyldes hensynet til moderens eller barnets helbred, bør kvinden derfor gøres bekendt med, at lovgivningen rummer muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og støtte efter barnets fødsel. Endvidere kan hun gøres bekendt med muligheden for at bortadoptere barnet. Lægen skal gøre hende bekendt med, at hun af regionsrådet kan få nærmere oplysninger og anden bistand i forbindelse med svangerskab og fødsel. Lægen bør således opfordre kvinden til at søge bistand i opholdskommunen, hvis lægen skønner, at personlige, sociale eller økonomiske vanskeligheder er årsag til ønsket om svangerskabsafbrydelse. Lægen og kvinden skal ved deres underskrift bekræfte, at vejledningen har fundet sted. Dette gælder også, når vejledning skal gives til forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge, jf. lovens 100, stk. 3 og 5, og 3 i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Er kvinden omfattet af lovens 98, stk. 2, skal hun dog ikke bekræfte, at vejledning har fundet sted. Hvis kvinden ikke har bopæl i Danmark, bør lægen endvidere oplyse hende om, at hun som udgangspunkt selv skal afholde udgiften til indgrebet, jf. nærmere nedenfor under afsnittet 6.4 Betaling Vejledning om støttesamtaler Lægen skal i forbindelse med vejledning om indgrebets beskaffenhed også vejlede om kvindens mulighed for at modtage støttesamtaler før og efter indgrebet, jf. bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion 4, stk. 3, og lovens 100, stk. 5. Vejledningen om støttesamtale skal gives både mundtligt og skriftligt, jf. bekendtgørelsens 4, stk. 2. Det bør af den mundtlige vejledning om støttesamtaler fremgå, formålet med en samtale før et indgreb, formålet med et tilbud om en samtale efter et eventuelt indgreb, hvor kvinden kan få støttesamtaler (en oversigt over tilbud fremgår af pjecen»hvis du overvejer abort«), at det er op til kvinden at opsøge det rådgivningstilbud hun eventuelt ønsker at gøre brug af. Den skriftlige vejledning om støttesamtaler gives ved at udlevere pjecen»hvis du overvejer abort«. Pjecen kan bestilles hos Komiteen for Sundhedsoplysning, Classensgade 71, 5. sal, 2100 København Ø. Efter bekendtgørelsens 4, stk. 3, skal kvinden og lægen ved deres underskrifter bekræfte, at vejledning om støttesamtaler er givet. Dette sker på de særlige blanketter, som også anvendes til at bekræfte, at vejledning efter sundhedslovens 100, stk. 3, er sket. Der henvises i øvrigt til afsnit 7. Særligt om afholdelse af støttesamtaler. Endvidere skal kvinden efter lovens 100, stk. 6, og bekendtgørelsens 5 tilbydes oplysning om muligheden for supplerende oplysning og rådgivning fra relevante handicaporganisationer, hvor anmodningen om 64 / 73

65 svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion er fremsat i henhold til lovens 94, stk. 1, nr. 3, eller 95, stk. 3. Oplysning om relevante centrale patient- eller handicaporganisationer er gjort tilgængelige på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: I Sundhedsstyrelsens retningslinier for fosterdiagnostik er det præciseret, at den gravide skal oplyses om muligheden for at tage kontakt til en patient- eller handicaporganisation m.v. med henblik på information/rådgivning uden for det sundhedsfaglige regi. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens retningslinier, at en autoriseret sundhedsperson, som oplyser om muligheden og er behjælpelig med at etablere en kontakt til en sådan patient- eller handicaporganisation m.v., ikke i denne forbindelse kan pådrage sig ansvar for indholdet af den information/rådgivning, som kvinden efterfølgende måtte modtage af organisationerne Henvisning til foretagel se af indgrebet Ønsker kvinden fortsat svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter at have modtaget vejledning, skal lægen henvise hende til et offentligt hospital. Kvinden bør endvidere oplyses om, at svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. svangerskabsuge også kan foretages på private hospitaler eller klinikker. Ved henvisningen til sygehuset bør det af den praktiserende læges oplysninger fremgå, at kvinden opfylder betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion uden tilladelse, samt at kravene i sundhedslovens 98, stk. 1, 99, stk. 1, og 100, stk. 2-3 og 5-6, jf. 1, stk. 2, og 5 i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion er opfyldt. Det vil således som udgangspunkt ikke være nødvendigt for sygehuset at indhente yderligere oplysninger med risiko for derved at forsinke indgrebets foretagelse. Det skal sikres, at anmodningen er fremsat af kvinden selv, og at forældremyndighedens indehaver har samtykket i anmodningen, hvis kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab. Endvidere skal det sikres, at kvinden har fået den vejledning, som loven kræver. Hvis lægen foretager elektronisk henvisning til sygehuset, skal den underskrevne blanket opbevares af lægen efter principperne i reglerne om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring) Henvisning til forelæggelse for samrådet I tilfælde, hvor svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion kræver tilladelse fra samrådet, skal lægen, hvis kvinden ønsker det, straks forelægge anmodningen for vedkommende regionsråd sammen med en udtalelse om sagen. Det er af væsentlig betydning for regionsrådets behandling af sagerne og den nødvendige hurtige gennemførelse heraf, at den praktiserende læge omgående henviser kvinden til regionsrådet. Lægen skal ved henvisningen give så fyldige oplysninger som muligt såvel om de medicinske forhold som om kvindens og hendes families sociale og økonomiske forhold og hendes personlige og familiemæssige vanskeligheder. Lægen bør således så vidt muligt ved alle henvisninger oplyse kvindens fulde navn, bopæl og personnummer, om anmodningen er fremsat af kvinden selv, jf. lovens 98, stk. 1, om der er samtykke fra forældremyndighedens indehaver, hvis kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab, jf. lovens 99, stk. 1, om kvinden er oplyst om, at hun ved henvendelse til regionsrådet kan få vejledning 1) om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel, 2) om indgrebets beskaffenhed og direkte følger, 3) om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet, samt 4) om muligheden for støttesamtaler, jf. lovens 100, stk. 2-3 og 5, om kvinden er tilbudt oplysning om muligheden for supplerende oplysning og rådgivning fra relevante handicaporganisationer, hvis anmodningen om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion er fremsat i henhold til lovens 94, stk. 1, nr. 3, eller 95, stk / 73

66 6.2 Offentlige og private sygehuse og klinikker I de tilfælde, hvor der ikke foreligger tilladelse efter sundhedslovens 94, 95, stk.2 og 3, er den ansvarlige læge for indgrebet forpligtet til under strafansvar efter lovens 269 at påse, at betingelserne i lovens 92-93, 95, stk. 1, eller 96 er opfyldt. Lægen er endvidere under strafansvar forpligtet til at sikre sig, at betingelserne i lovens 98-99, 100, stk. 3, og 101 er opfyldt. I de tilfælde, hvor kvinden fremsætter anmodningen om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion over for en sygehuslæge på et offentligt eller privat hospital eller klinik og derfor ikke har modtaget vejledning fra en praktiserende læge, skal den pågældende læge sørge for at give kvinden den vejledning, som er nævnt i lovens 100. Vejledningen skal gives på samme måde som anført ovenfor i afsnittet 6.1 Anmodning fremsat over for den praktiserende læge. For så vidt angår den medicinske indikation, jf. lovens 93 og 96, vil lægen som udgangspunkt ved sin egen undersøgelse kunne konstatere, om betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion er opfyldt. Det er dog ikke nødvendigt, at lægen selv har konstateret tilstedeværelsen af fare for kvindens liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred. Lægen kan lægge en erklæring fra en anden læge, f.eks. en speciallæge i psykiatri, til grund. Hvis der til konstatering af, om betingelserne er opfyldt, kræves andre specialundersøgelser, bør sådanne sædvanligvis foretages i direkte samarbejde med andre afdelinger og kun undtagelsesvis gennem regionsrådet. Hvis sygehusets læge finder, at en patient har behov for social og juridisk hjælp i forbindelse med graviditeten, bør kvinden opfordres til at søge denne hjælp i opholdskommunen. I de tilfælde, hvor det vurderes, at tilbudet om hjælp kan få indflydelse på kvindens beslutning om at lade indgrebet gennemføre, bør henvendelsen til opholdskommunen foretages, før indgrebet gennemføres, medmindre der herved opstår risiko for overskridelse af 12-ugersfristen. 6.3 Betaling Kvinder med bopæl i Danmark får udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion afholdt af bopælsregionen, jf. sundhedsloven 244. Såfremt kvinden vælger at få foretaget indgrebet på et privat hospital eller klinik uden overenskomst med den offentlige sygesikring, skal hun selv afholde udgifterne, medmindre den region, hvorunder patienten hører, har besluttet at benytte pågældende privathospital eller klinik, som en del af amtets sygehustilbud. Har kvinden bopæl i udlandet, skal hun som udgangspunkt selv afholde udgiften til indgrebet, herunder udgifter til støttesamtaler og tolkebistand, uanset om indgrebet bliver udført på et privat hospital eller klinik eller på et offentligt hospital. Endvidere må en kvinde, der ikke har bopæl her i landet, selv fremskaffe de nødvendige dokumenter, ligesom oversættelse af disse dokumenter må ske for kvindens regning. 7. Særligt om afholdelse af støttesamtaler Efter lovens 100, stk. 5, skal kvinden forud for og efter indgrebet tilbydes en støttesamtale. 7.1 Støttesamtaler inden indgrebet Formålet med en støttesamtale forud for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion er at give kvinden den nødvendige støtte til selv at træffe beslutningen om, hvorvidt hun ønsker indgrebet eller ej Den, der foretager støttesamtalen, skal i det omfang det er muligt forsøge at klarlægge, hvorfor kvinden ønsker svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion. Det skal undgås under støttesamtalen at påvirke kvinden til enten at gennemføre eller afbryde svangerskabet eller at få foretaget fosterreduktion, men i stedet skal det forsøges at give kvinden et så fuldstændigt grundlag som muligt at træffe beslutningen på. Konsekvenserne af at gennemføre eller at afbryde svangerskabet eller at få foretaget fosterreduktion skal drøftes med kvinden. Der skal i den forbindelse fokuseres på de psykiske og sociale aspekter af at gennemføre eller afbryde svangerskabet. Samtalen skal tage udgangspunkt i kvindens aktuelle livssituation, og hvordan svangerskabet påvirker denne. 66 / 73

67 Det skal generelt tilstræbes, at støttesamtaler før indgrebet gennemføres så hurtigt som muligt, således at eventuelle frister kan overholdes. 7.2 Støttesamtaler efter indgrebet Formålet med en støttesamtale efter et indgreb er at give kvinden støtte til at komme igennem eventuelle psykiske gener som følge af indgrebet. Det skal overvejes, om spørgsmålet om prævention skal indgå i samtalen. Ved svangerskabsafbrydelser efter 12. uge bør kvinden oplyses om muligheden for, med tilskud fra den offentlige sygesikring i op til 12 konsultationer, at kunne blive henvist til akut psykologhjælp både før og efter indgrebet, jf. bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til psykologbehandling for særligt udsatte grupper 1, nr Gennemførelse af støttesamtaler Støttesamtaler kan gennemføres som en konsultation hos egen læge eller som rådgivning inden eller uden for det etablerede sundhedssystem. Kvindens egen læge har generelt gode forudsætninger for at tilbyde støttesamtaler før og efter en svangerskabsafbrydelse, idet lægen ofte vil have viden om kvindens familieforhold og sociale situation. Endvidere vil lægen ofte allerede være i kontakt med kvinden, og det vil derfor være muligt at gennemføre en eventuel støttesamtale hurtigt. Hvor en kvinde har gennemgået fertilitetsbehandling, vil den fertilitetsbehandlende læge have gode forudsætninger for at kunne tilbyde støttesamtaler i tilfælde af, at kvinden overvejer fosterreduktion. En støttesamtale efter indgrebet kan eventuelt finde sted hos en sygeplejerske på gynækologisk afdeling på sygehuset eller hos en jordemoder. Samtalen vil imidlertid ikke kunne gennemføres umiddelbart efter indgrebet på grund af kvindens påvirkning af narkose. Efter en medicinsk svangerskabsafbrydelse indkaldes kvinden til en kontrolundersøgelse på sygehuset, og en støttesamtale vil f.eks. kunne finde sted ved samme lejlighed. Det er kvindens eget valg, hvor hun eventuelt ønsker rådgivning, og det er op til hende selv at opsøge de enkelte tilbud. Der henvises i denne forbindelse til pjecen»hvis du overvejer abort«. Ved rådgivning i offentligt regi må kvindens valg af støttesamtale ske under hensyn til de gældende henvisningsregler, hvis rådgivningen skal finansieres helt eller delvist af sygehusene/sygesikringen. Der stilles ikke specifikke uddannelses- eller erfaringsmæssige krav til den, der udfører støttesamtalen. Dette gælder også rådgivning uden for det etablerede sundhedssystem. Rådgivere kan på finde informationer til professionelle om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. 8. Afsluttende bestemmelser Denne vejledning er gældende fra den 1. januar Vejledning nr. 57 af 16. juni 2004 om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion bortfalder herefter. Sundhedsstyrelsen, den 4. april 2006 Anne Mette Dons /Katrine Winkel Bekendtgørelse om sterilisation og kastration Bekendtgørelse nr. 14 af 10/ / 73

68 Bekendtgørelse om sterilisation og kastration, herunder med henblik på kønsskifte I medfør af 114 og 117 i sundhedsloven, jf. lov nr. 546 af 24. juni 2005, fastsættes: 1. Anmodning om sterilisation skal indeholde oplysning om navn, personnummer og bopæl for den, som indgrebet skal foretages på. Stk. 2. Anmodning om sterilisation af en person, der er omfattet af lovens 110, eller 111, og som opholder sig på en institution, et psykiatrisk sygehus eller en psykiatrisk sygehusafdeling eller er under tilsyn heraf, indgives til vedkommende overlæge. Har institutionen mv. ingen overlæge, indgives anmodningen til regionsrådet. Stk. 3. Den, der fremsætter en anmodning om sterilisation efter lovens 109, skal underskrive anmodningen. Det samme gælder for dem, der fremsætter anmodningen efter lovens 110 eller For værgebeskikkelse efter lovens 110, og 111 finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. Der skal fortrinsvis beskikkes en person, som ved slægtskab, svogerskab eller venskab er nært knyttet til den, som indgrebet skal foretages på. Stk. 2. Er der allerede beskikket en værge for en person, der er omfattet af lovens 110, eller 111, kan den pågældende beskikkes, hvis det findes hensigtsmæssigt. 3. Inden indgrebet foretages, skal den læge, der vejleder efter lovens 113 og den, på hvem indgrebet skal foretages, ved deres underskrift bekræfte, at vejledning har fundet sted. Det samme gælder den indehaver af forældremyndighed eller værge, der er nævnt i lovens 110 og 111. Er den, på hvem indgrebet skal foretages, omfattet af lovens 110, skal denne dog ikke bekræfte, at vejledning har fundet sted. 4. Klage efter lovens 108, stk. 2, kan indgives mundtligt eller skriftligt til regionsrådet. 5. Anmodning om kastration, herunder med henblik på kønsskifte, indgives til Sundhedsstyrelsen. 1-3 i denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse. 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar Stk. 2. Bekendtgørelse nr af 13. december 1996 om sterilisation og kastration ophæves. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 10. januar 2006 Lars Løkke Rasmussen /John Erik Pedersen Cirkulære om behandling af sager om sterilisation Cirkulære nr. 24 af 03/ Cirkulære om behandling af sager om sterilisation (Til regionsrådene og Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation m.fl.) I medfør af 114 i sundhedsloven nr. 546 af 24. juni 2005 fastsættes: 68 / 73

69 Kapitel 1 Sager om sterilisation uden tilladelse 1. Modtager et regionsråd en anmodning om sterilisation i tilfælde, der er omfattet af sundhedslovens 105, stk. 1, eller 106, stk. 1, henvises den pågældende til sterilisationsbehandling, jf. lovens 112, stk. 2, medmindre der efter lovens 110 eller 111 kræves tilladelse til indgrebet fra samrådet. Stk. 2. Viser det sig under regionsrådets undersøgelse, at betingelserne for sterilisation efter lovens 106, stk. 1, er opfyldt, henvises ansøgeren til sterilisationsbehandling samtidig med, at regionsrådet sender resultatet af undersøgelsen til det sygehus eller den praktiserende speciallæge, der skal foretage indgrebet. Kapitel 2 Forberedelsen af sager om tilladelse til sterilisation 2. Når regionsrådet modtager anmodning om tilladelse til sterilisation, jf. lovens 106, stk. 2, 107, samt , tilvejebringer det de sociale og lægelige oplysninger om ansøgerens forhold, der skønnes er af betydning for samrådets bedømmelse af ansøgningen. Stk. 2. Der skal i almindelighed indhentes erklæring fra ansøgerens sædvanlige læge, medmindre det er denne, der har henvist ansøgeren til regionsrådet. Stk. 3. Regionsrådet kan foranledige ansøgeren undersøgt af speciallæge eller indlagt på sygehus til undersøgelse eller behandling. Stk. 4. Er anmodningen begrundet i risiko for videreførelse af arvelige sygdomme, skal der i almindelighed indhentes en udtalelse fra et klinisk genetisk rådgivningscenter med landsdelsfunktion eller fra en speciallæge i klinisk genetik. 3. Inden sagen forelægges for samrådet, skal regionsrådet sikre sig, at betingelserne i lovens og 113, og 1, stk. 3, og 3 i bekendtgørelse nr. 14 af 10. januar 2006 om sterilisation og kastration, herunder med henblik på kønsskifte er opfyldt. 4. Ansøgninger indgivet til vedkommende overlæge i medfør af 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 14 af 10. januar 2006 om sterilisation og kastration, herunder med henblik på kønsskifte indsendes til det samråd, hvorunder institutionen eller sygehuset hører, med overlægens udtalelse, efter at de oplysninger og erklæringer, der er nævnt i 2-3, er tilvejebragt. Stk. 2. Såfremt der ved et regionsråd er oprettet flere samråd, kan regionsrådet bestemme, at afgørelse i sådanne sager træffes af et eller flere af samrådene. Kapitel 3 Behandling i samrådet 5. Alle samrådets medlemmer deltager i behandlingen af hver sag. Er et af medlemmerne forhindret, deltager den pågældendes stedfortræder. 6. Votering sker mundtligt på et møde. Votering kan dog undtagelsesvis ske på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. i særligt hastende sager. 7. Hvert medlem kan kræve, at der indhentes supplerende oplysninger gennem regionsrådet, forinden afgørelse træffes. Stk. 2. Samrådet kan, hvis nye oplysninger fremkommer, ændre et tidligere afslag, herunder afslag givet af det ankenævn, der er oprettet i henhold til sundhedsloven. Hvis sagen er under behandling i ankenævnet, underrettes nævnet omgående om sagens genoptagelse. 8. Samrådets afgørelse indføres med angivelse af tid og sted for mødet og mødets deltagere i en særlig protokol, der ved mødets afslutning underskrives af medlemmerne. I protokollen anføres ansøgerens navn, personnummer og bopæl samt regionsrådets journalnummer. Stk. 2. Ved tilladelse til sterilisation anføres i protokollen den eller de lovbestemmelser (indikation), i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, og de eventuelle diagnoser, der ligger til grund for afgørelsen. Stk. 3. Ved afslag på tilladelse anføres i protokollen begrundelsen for afgørelsen. Ved uenighed mellem medlemmerne, anføres de forskellige begrundelser. 69 / 73

70 9. Meddelelse om samrådets afgørelse kan gives af regionsrådet på samrådets vegne. Meddelelse til ansøgeren om afgørelsen og dennes begrundelse kan ske mundtligt. På begæring skal afslag dog tillige meddeles skriftligt. Stk. 2. I tilfælde, der er omfattet af sundhedslovens 110 gives også meddelelse om afgørelsen til den person, ansøgningen vedrører. I tilfælde, der er omfattet af lovens 111, gives tillige meddelelse om afgørelsen til indehaveren af forældremyndigheden eller værgen. Stk. 3. Meddelelse om afgørelsen sendes endvidere til den læge, der har henvist ansøgeren til regionsrådet. Stk. 4. Ved afslag skal der gives vejledning om adgangen til at klage over afgørelsen til ankenævnet. Stk. 5. Ved tilladelse til sterilisation, skal en udskrift af samrådsprotokollen sendes til det sygehus eller den praktiserende speciallæge, der skal foretage indgrebet. Er det hensigtsmæssigt for sygehusets behandling, at der medsendes yderligere materiale, herunder regionsrådets journaler, skal dette ske under iagttagelse af forvaltningslovens 28. Kapitel 4 Klage over afslag 10. Indgives der klage over samrådets afgørelse til regionsrådet, videresender regionsrådet omgående sagen til det ankenævn, der er oprettet i henhold til sundhedsloven. Med sagen sendes bekræftet udskrift af samrådets afgørelse, journaler og andet materiale af betydning for sagen, alt i 4 eksemplarer. Kapitel 5 Behandlingen i ankenævnet 11. Formanden bestemmer fordelingen af sagerne mellem ankenævnets medlemmer. 12. Votering sker mundtligt på et møde. Formanden kan dog bestemme, at votering undtagelsesvis sker på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. i særligt hastende sager. 13. Hvert medlem kan kræve, at der gennem regionsrådet tilvejebringes yderligere oplysninger. Stk. 2. Fremkommer der for ankenævnet oplysninger, der ikke forelå ved samrådets afgørelse, kan ankenævnet inddrage sådanne oplysninger i afgørelsen af sagen. Ankenævnet kan dog vælge at tilbagesende sagen til samrådet til fornyet behandling. 14. Meddelelse om ankenævnets afgørelse sendes til ansøgeren og til regionsrådet, der underretter ansøgerens læge. Ved tilladelse til sterilisation sendes meddelelse herom også til sygehuset eller praktiserende speciallæge efter de regler, der gælder for samrådets tilladelser. Stk. 2. 9, stk. 2, 1. pkt., hvorefter der i tilfælde omfattet af sundhedslovens 110 også skal gives meddelelse om afgørelsen til den person, ansøgningen vedrører, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Har forældremyndighedens indehaver eller værgen klaget over samrådets afgørelse, underrettes de også om afgørelsen. Stk. 4. Ved tilladelse angives den eller de lovbestemmelser, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Kapitel 6 Ankenævnets tilsynsførende virksomhed 15. Ankenævnet fører tilsyn med regionsrådets og samrådenes virksomhed i forbindelse med behandlingen og afgørelsen af ansøgninger om sterilisation. Ankenævnet påser navnlig, at samrådene så vidt muligt følger en ensartet praksis. Stk. 2. Ankenævnet kan pålægge samrådene at indsende sager til gennemsyn i ankenævnet enten løbende eller nærmere angivne sager. Stk. 3. Ankenævnet kan afholde møder med samrådsmedlemmer, når det skønnes formålstjenligt. Stk. 4. Afgørelser af almindelig interesse skal meddeles samtlige samråd. Kapitel 7 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v. 16. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar / 73

71 Stk. 2. Cirkulære nr. 207 af 16. december 1998 om behandlingen af sager om sterilisation ophæves. Sundhedsstyrelsen, den 3. april 2006 Jens Kristian Gøtrik /Anne Mette Dons Vejleding om behandling af sager om sterilisation. Vejledning nr. 26 af 04/ Vejledning om sterilisation Denne vejledning knytter sig til bekendtgørelse nr. 14 af 10. januar 2006 om sterilisation og kastration, herunder med henblik på kønsskifte (herefter bekendtgørelse om sterilisation og kastration), cirkulære nr. 24 af 3. april 2006 om behandling af sager om sterilisation samt sundhedsloven nr. 546 af 24. juni Personer over 25 år Efter sundhedslovens 105 har personer, der er fyldt 25 år, fri adgang til sterilisation. Samrådstilladelse er således ikke nødvendig i disse tilfælde, medmindre personen er omfattet af lovens 110, eller 111, jf. herom nedenfor. I visse tilfælde kræves tilladelse fra samrådet, selv om den pågældende er fyldt 25 år. Det drejer sig om tilfælde, hvor ansøgeren på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund varigt eller for længere tid er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet. Samrådet kan da efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade sterilisation, hvis det finder, at omstændighederne taler herfor, selv om den pågældende er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, jf. lovens 110. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 (lov nr. 388 af 14. juni 1995) tilsvarende anvendelse. I disse tilfælde skal betingelserne i sundhedslovens 107 tillige være opfyldt. Det drejer sig også om tilfælde, hvor ansøgeren er sindssyg, den psykiske udvikling er hæmmet, eller det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder svag begavelse, findes betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation. I disse tilfælde kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og en særligt beskikket værge, jf. lovens 111. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. I disse tilfælde forudsætter tilladelse endvidere, at betingelserne i lovens 107 er opfyldt. Samrådet ved regionsrådet træffer afgørelse om, der skal gives tilladelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation, jf. sundhedslovens 108, stk. 2, og 4 i bekendtgørelse om sterilisation og kastration. 2. Personer under 25 år, men over 18 år Efter sundhedslovens 106, stk. 1, kan en kvinde under 25 år steriliseres uden tilladelse på medicinsk indikation, hvis det er nødvendigt at forebygge svangerskab for at afværge fare for hendes liv eller for alvorlig og varig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og hvis denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægeligt begrundet. Efter 106, stk. 2, er der mulighed for, at kvindens ægtefælle eller samlever under 25 år i stedet kan få tilladelse til sterilisation, hvis kvinden opfylder betingelserne i 106, stk. 1. Tilladelse skal dog gives af samrådet. For så vidt angår den medicinske indikation, jf. lovens 106, stk. 1, vil den opererende læge som regel ved sin egen undersøgelse kunne konstatere, om betingelserne for sterilisation er opfyldt. Det er dog ikke nødvendigt, at den opererende læge selv har konstateret betingelsernes tilstedeværelse. Lægen kan således lægge en erklæring fra en anden læge, f.eks. en speciallæge i psykiatri, til grund. Er betingelserne ikke opfyldt, bør andre specialundersøgelser sædvanligvis foretages i samarbejde med sygehusvæsenet og kun undtagelsesvis gennem regionsrådet. 71 / 73

72 Hvis betingelserne i sundhedslovens 105 eller 106 ikke er opfyldt, kan samrådet give tilladelse til sterilisation, hvis betingelserne i lovens 107 er opfyldt. Betingelserne i denne bestemmelse svarer i realiteten til den tidligere lov, der byggede på et lovforslag i betænkning om sterilisation og kastration (352/1964). Betænkningen (navnlig s og s ) vil derfor i vid udstrækning være vejledende ved skønnet af, om lovens betingelser er opfyldt. Det fremgår af sundhedslovens 107, stk. 1, at der kan gives tilladelse til sterilisation hvis 1) der på grund af arvelige anlæg er en sådan fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, 2) personen på grund af sindssygdom eller anden sjælelig lidelse, svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage omsorg for børn på en forsvarlig måde, 3) der af særlige grunde er betydelig fare for, at et fremtidigt svangerskab ikke kan gennemføres, eller at barnet ikke vil blive levedygtigt eller vil blive født med væsentlige beskadigelser eller 4) de forhold, hvorunder ansøgeren og dennes familie lever, gør det påkrævet at undgå barnefødsel. I samtlige tilfælde omfattet af lovens 107, stk. 1, kan sterilisation tillades, uanset om det er ansøgeren selv, dennes ægtefælle eller samlever, der opfylder betingelserne. Ved afgørelsen af, om der kan gives tilladelse til sterilisation, tages hensyn til familiens helbredsmæssige, boligmæssige og økonomiske forhold samt antallet af hjemmeværende børn og til, om det må forventes, at flere børn vil medføre en væsentlig belastning af forholdene gennem forringelse af ansøgerens helbredstilstand, betydelig forøgelse af dennes arbejdsbyrde eller på anden måde. Ved afgørelsen af, om sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på, om de forhold, der begrunder sterilisation, kan antages at være af varig karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan opnås på en anden måde. 3. Personer under 18 år Efter sundhedslovens 107, stk. 3, kan sterilisation af personer under 18 år ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold taler for det. Har den pågældende ikke indgået ægteskab skal anmodningen om tilladelse til sterilisation tillige komme fra forældremyndighedsindehaveren, jf. lovens Fremgangsmåden ved anmodning om sterilisation En person, der ønsker sterilisation, kan henvende sig enten til en læge eller et regionsråd. I henhold til bekendtgørelse om sterilisation og kastration 1, stk. 3, skal den, der fremsætter anmodningen om sterilisation, underskrive anmodningen. Det vil sige, at den, på hvem indgrebet skal foretages, skal underskrive, jf. sundhedslovens 109, eller en særligt beskikket værge for den, på hvem indgrebet skal foretages, skal underskrive, jf. lovens 110, eller forældremyndighedsindehaveren sammen med den, på hvem indgrebet skal foretages, skal underskrive, jf. lovens 111. Sker henvendelsen til et regionsråd følges reglerne i cirkulære om behandling af sager om sterilisation. Der er udarbejdet blanketter til brug for anmodning om sterilisation og til brug for afgivelse af samtykke. 5. Den praktiserende læges pligter Fremsættes anmodningen om sterilisation over for ansøgerens alment praktiserende læge, skal denne under en personlig samtale med den pågældende søge oplyst grunden til ønsket om sterilisation. Lægen skal give den vejledning, der er nævnt i sundhedslovens 113, og herunder orientere om mulighederne for refertilisering, sikkerheden ved sterilisation og om anvendelse af alternative svangerskabsforebyggende midler. Lægen og den person, der ønsker sterilisation, skal ved deres underskrift bekræfte, at vejledningen har fundet sted. Dette gælder også, når vejledning skal gives til forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge, jf. lovens 113, og 3 i bekendtgørelsen om sterilisation og kastration. Er den, på hvem indgrebet skal foretages, omfattet af lovens 110, skal denne dog ikke bekræfte, at vejledning har fundet sted. I tilfælde, hvor sterilisation kræver tilladelse fra samrådet, skal lægen forelægge anmodningen for vedkommende regionsråd sammen med en udtalelse om sagen. En læge, der modtager en anmodning om sterilisation, kan således ikke på egen hånd afvise denne. Det er af væsentlig betydning for regionsrådets behandling af sagerne og den nødvendige hurtige gennemførelse heraf, at den praktiserende læge omgående henviser ansøgeren til regionsrådet og ved henvisningen giver så fyldige oplysninger som muligt, såvel om de medicinske forhold som om ansøgerens og dennes families sociale og økonomiske forhold samt ansøgerens personlige og familiemæssige vanskeligheder, i det omfang lægen måtte have kendskab hertil. Selv om ansøgeren opfylder betingelserne for sterilisation uden tilladelse fra samrådet, må der lægges afgørende vægt på, at den pågældende ikke beslutter sig uden nøje overvejelse. 72 / 73

73 Fastholdes ønsket om sterilisation, skal lægen henvise den pågældende til sterilisationsbehandling. Der skal ikke forinden indhentes en erklæring fra en eventuel ægtefælle. Ved henvisningen til sterilisationsbehandling bør det i videst muligt omfang fremgå af lægens oplysninger, i hvilket omfang lægen har påset, at den person, der ønsker sterilisation, opfylder betingelserne for sterilisation uden tilladelse, samt at de formelle krav i sundhedslovens 109 og 113, jf. bekendtgørelse om sterilisation og kastration 1, stk. 3, og 3, er opfyldt, således at det i almindelighed ikke vil være nødvendigt for sygehuset eller den praktiserende speciallæge at indhente yderligere oplysninger. Hvis lægen foretager henvisningen til sygehuset elektronisk, skal den underskrevne blanket opbevares af lægen efter principperne i reglerne om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring). Lægen skal så vidt muligt i henvisningen oplyse, om anmodningen er fremsat af den pågældende selv, jf. lovens 109, og om den pågældende er vejledt efter lovens Sygehusets eller den praktiserende speciallæges pligter Den læge, der skal foretage selve indgrebet, skal sikre sig, at vejledning er sket i overensstemmelse med lovens 113. Den opererende læge bør i den forbindelse informere om det konkrete indgreb og om risikoen for komplikationer og bivirkninger i relation hertil, jf. kapitel 2 om Selvbestemmelse i lov om patienters retsstilling, som per 1. januar 2007 erstattes af sundhedslovens kapitel 5 Patienters medinddragelse i beslutninger. Endvidere bør indgrebets sikkerhed og patientens mulighed for refertilisering omtales. 7. Betaling Udgifterne i anledning af sterilisation afholdes i henhold til sundhedslovens 245 af bopælsregionen. Det vil fremgå af sygehuskommunernes visitationsretningslinier, hvordan sterilisationstilbudet er tilrettelagt, herunder om den alment praktiserende læge i den pågældende sygehuskommune skal henvise en person, der opfylder betingelserne for sterilisation, til sterilisationsbehandling på et sygehus eller hos en praktiserende speciallæge. Udgifterne til sterilisationsbehandling hos en praktiserende speciallæge afholdes kun af regionen i det omfang, dette er fastsat ved sygesikringsoverenskomst. En ansøger bosat i udlandet skal som udgangspunkt selv afholde udgiften til indgrebet, uanset om indgrebet bliver udført på et privat hospital, en klinik eller på et offentligt hospital. Endvidere må en ansøger, der ikke har bopæl her i landet, selv fremskaffe eventuelt nødvendige dokumenter, ligesom oversættelse af disse dokumenter må ske for ansøgerens regning. 8. Afsluttende bestemmelser Denne vejledning er gældende fra den 1. januar Vejledning nr. 208 af 16. december 1998 om sterilisation bortfalder herefter. Sundhedsstyrelsen, den 4. april 2006 Anne Mette Dons /Katrine Winkel 73 / 73