Tekst: Mt 21,1-9 Salmer: 84, 434, 80, 674 v.1-2, 76, 83, 86, 473, 74. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Tekst: Mt 21,1-9 Salmer: 84, 434, 80, 674 v.1-2, 76, 83, 86, 473, 74. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord"

Pia Eskildsen
7 år siden
Visninger:

1 1 1.søndag i advent 2014 Vor Frue kirke kl.10 Jesper Stange Tekst: Mt 21,1-9 Salmer: 84, 434, 80, 674 v.1-2, 76, 83, 86, 473, 74. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Hvor kommer det fra, alt sammen? Lyset, mørket? Solsortens sang i natten? Bananfluernes dans over frugtskålen? Iskrystaller og bjergmassiver? Det alt sammen. Det ville kun være naturligt, hvis der ikke var noget overhovedet. Men det er der. Der er en tilværelse, og der er mennesker at dele denne tilværelse med. Der er noget, og der er nogen, og der er ikke bare ingenting. Selvom det efter al videnskabelig beregning ville være mere sandsynligt, at der ingenting var, end at der er noget. Det er ikke kun den videnskabelige fornuft, der kalder på undren. Det gør vores øjne og vores ører også. Og hér, netop hér hvor fornuften, vores øjne og ører undrer sig, har menneskets religiøsitet sit udspring. I en undren over det, der er. En undren over, at vi er.

2 Til alle tider har mennesker og alle steder på jorden har mennesker givet udtryk for denne undren med frygt og fascination. Sandsynligvis har man i det, vi kalder primitive samfund, primitive kulturer, dramatiseret underet, som man har forstået og skildret som en kamp mellem ingenting og noget, mellem kaos og kosmos. Først var der ingenting, så kom der noget. Først var vi ingenting, så blev vi noget. Når der er noget og ikke bare ingenting, måtte det skyldes, at intetheden engang ved tidernes morgen var blevet besejret af værensmagten. Underet kunne skildres i en kamp mellem kaos og kosmos. I vores hebraiske bibel (Det Gamle Testamente) kaldes det en kamp mellem tohuwabohu, øde og tomhed, og Gud. Hvor kommer det fra alt sammen? Svar: det er blevet til som resultatet af en sejr. Og da mennesker altid har vidst om sig selv, at det ikke er mennesker selv, der har grundlagt verden på havene, grundfæstet den på strømmene (Ps 24, gudstjenestens gammeltestamentlige læsning), har man rettet sin (ære-)frygt og fascination mod en mægtig skaber, tomhedens overvinder. Hvis man mener, man stadig kan kalde vores forfædres fascinerende og respektfulde omgang med naturen for primitiv, så bestod det primitive endvidere i, at man var nødt til at gentage dette skabelsesunder årligt. 2

3 Man vidste, man var nødt til at gentage det dramatisk, kultisk, for at stå sig med sin skaber og opretholder. Hvert år, hver gang livet var truet af de kaosmagter, vi kender så godt som vores tidlige forfædre: tørke, oversvømmelse, varme, kulde, misvækst og rovdrift kunne man med sine egne øjne se og med sine egne ører høre, hvordan den mægtige konge indtog sin trone efter at have besejret alt det, der truede i tiden. Dramatisk gennemspillet som en væsentlig del af kulten eller religionsudøvelsen. Skabermagten, værensmagten, i skikkelse af en konge kæmpede en symbolsk kamp mod tilintetgørelsen og besejrede den. Ud af kaos fremstod kosmos. Det øde og tomme blev frugtbart. I kong Davids skikkelse smeltede så den kultiske og den politiske kongemagt sammen. David red ind i Jerusalem efter at have besejret de magter, som truede den skabte orden og de fjender, som splittede et folk. I hans skikkels formede sig drømmen om, at det måtte ske igen og igen. Drømmen materialiserede sig i den religiøse kult, i gudstjenesten. Og den forbandt sig efterhånden med kongelige stormagtsdrømme. Vi ville sige med det politiske. Det var et meget langt tilløb til vores adventsevangelium om Jesus, der rider ind i Jerusalem på et æsel, tiljublet af folk langs vejen. Men vi begynder vores nye kirkeår med at høre, hvordan Jesus af Nazaret forbinder sig med urreligiøsiteten, oprindeligheden, vores undren over, 3

4 at noget er, og at der ikke bare er ingenting og forbinder sig med taknemmelighedens dramatiske udtryk i kongekulten. Hvor kommer Jesus fra? Ja, med den ældgamle kultiske dramatik i erindring, kommer Jesus som en naiv og humoristisk parafrase, en overraskende genfortælling. En fordobling, parallelforskudt i retning af det klovnagtige. Vor Herre til æsel. Her skulle profetien opfyldes og drømmen endelig indfries. Drømmen om at Gud ved en konge endelig og endelig uimodsagt skulle herske fra hav til hav. Davidsrigets genoprettelse. Men enfoldigt og troskyldigt afmonterer Jesus med sit sære indtog i Jerusalem hele forestillingen om, at nogen verdslig eller politisk magt skal udledes eller på nogen som helst måde begrundes i gudstroen. Det er naivt at tro, at det lader sig gøre. Og det troede folk langs vejen da heller ikke. De var som folkene i Kejserens Nye Klæ r blinde for andet end deres egne forestillinger. De så kun det, de ønskede at se. Den skabermagt, de ikke havde nok i at beundre i solsortens sang og bananfluernes dans manifesterede sig endelig politisk. De hyldede Jesus som konge. Men han viste dem, hvordan tro og magt fra nu af måtte skilles. Han red ind i byen som den afmægtige. Jesus gjorde det i en naiv og humoristisk fortolkning af sin egen tradition. 4

5 Som dagene gik, var det efterhånden vanskeligt at få øje på humoren. Intet var så udfordrende som humor, når man ikke kunne få øje på den. Og hvis dette komiske indtog alligevel afvæbnede et og andet temperament, som ønskede at forbinde Gud med magtudfoldelse, så skuffede det åbenbart. Hvor kommer han da fra? Ja, Jesus kommer samme sted fra som solsortens sang og bananfluernes dans, iskrystallerne og bjergmassiverne. Han kommer fra det sted, hvor værensmagten bor. Han kommer som en naiv og overraskende fortolkning af sin egen tradition. Han kommer til os som en demonstration af traditionens afmægtighed, når den knytter magt og gudstro sammen. Afmagten er porten til livets skaber og opretholder. Paulus skulle senere komme til at formulere det som sin egen erfaring. Han havde sit at slås med, Paulus, og bad Gud om, at han måtte blive fri, men hørte Gud svare Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed. Advent indfinder sig hvert år som en besindelse på dette mysterium, når Jesus i sin helt egen gradbøjning af traditionen demonstrerer det til æsel. 5 Hvis man har det med at glemme, at det er Gud, der skal indtage sin trone, når tilintetgørelsen, intetheden og kaos truer og ikke os, så erindrer Jesu indtog i Jerusalem den glemsomme på det.

6 Vi forbinder os på den måde og på en noget overrumplende vis med de fordums primitive, når vi hvert år gentager denne tronbestigningsfest, advent. Her kommer kongen af himmerige og indtager verdens midtpunkt, hvor nadir og zenit skærer hinandens akser, den hellige stad Jerusalem. Jesus gør det i et så troskyldigt og enfoldigt ridt, at vi har svært ved at tro vores egne øjne. Det var derfor ikke urimeligt at spørge, hvor troen på ham kommer fra? Hvor kommer det fra, alt sammen? Hvor kommer Jesus fra? Hvor kommer vores tro fra? Vores tro kommer ikke noget sted fra. Vores tro kommer til os. Den kommer i skikkelse af Jesus til os som han: sagtmodigt, mildt, stille, tålsomt og en anelse ironisk. Vores tro formes af den måde, den kommer til os på. Hvordan skulle det være anderledes, når den kommer til os, som Jesus kom til Jerusalem. Vi er som de primitive nødt til at gentage denne advent, denne troens komme til os, fordi vi indimellem har travlt med at sætte os værensmagtens sted. Men magten til at være til i alt, der er til, demonstrerer ikke sin magt i vores magt men i sin søns afmægtige komme til os til tro. Det er advent. 6

Relaterede dokumenter

Juledag den 25. december 2012 Vor Frue kirke kl. 10. Tekst: Luk 2,1-14 Salmer: 99, 108, 114, 107, 125, 123 v.7, 118

1 Juledag den 25. december 2012 Vor Frue kirke kl. 10 Af Jesper Stange Tekst: Luk 2,1-14 Salmer: 99, 108, 114, 107, 125, 123 v.7, 118 Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Julen kommer