Legenden om St. Margareta i gammeldansk oversættelse 1.

Transkript

1 Legenden om St. Margareta i gammeldansk oversættelse 1. Med to tillæg: Margareta-legenden fra Visdoms Spejl. Margareta-legenden fra Legenda Aurea (dansk og latin). Die Legende von St. Margareta in altdänischer Übersetzung. Nebst zwei Anhängen: Die Margareta-Legende aus einem altdänischen Gebetbuch. Die Margareta-Legende aus der Legenda Aurea (dänisch und lateinisch). La légende de sainte Marguerite: Une traduction en danois ancien. Avec deux suppléments: La légende de sainte Marguerite provenant d un livre de prières en danois ancien. La légende de sainte Marguerite, selon la Légende dorée (en danois et en latin). The Legend of Saint Margaret in Old Danish Translation. With two addenda: The Legend of Saint Margaret, from a prayerbook in Old Danish. The Legend of Saint Margaret, from the Legenda Aurea (in Latin and in Danish). Digitalisering og kommentar ved lektor Poul E. Jørgensen. 33(snabela)gvdnet.dk Aff sancte Margarete. Miscundelich Hærre Jhesus Cristus effter hans pintzæll oc hans opstandels af døtæ oc vppfarelss til hans hellige fader til himmels, foræ hans helluge naffn vort martires 2 pindæ oc apostlæ croneth, oc vtallic hellugheth i hans naffn oc wnnæ 3 thættæ værildh oc vnde kiøt manger 4 ther 5 æn tha 6 haffde deffuelsens vsnille 7, oc afgude trodhæ ther the sialue giorde, oc ærit thom thær huærken thom sielf æller the a thom trodæ motte dughæ 8. Iach 9 i Vorsherræ 10 nafn Theotimus hitte aldrig then ther var ræt at troo a oc trøstæ for vten Jhesus Christus, ther blinde men gør ath see och dume at mælæ oc døff ath høræ och væcker døtæ mæn, och cronær allæ them ther a hannum troær, oc giuer thoom æræ euerdeligh. Iach Theotimus togh døpæls i faderss naffn søn oc then helliger and 11, och hugtæ mek 12 met snillæ at faræ som warlict 13 varæ, och effter at iach haffde fornumet, ath sancta Margareta van 14 thettæ værldh oc vredæ domer 15, oc yuer van trollæ 16 oc wan thom mæt gudelic crafft, mæt then iomfruge, ther tolff vintær 17 var gammel, tolde soa stærkæ pyne, tha hørær oss 18 ath æræ henne met Vorherræ. Iach Theotimus gaf scriuer 19 mit fæ 20, ther scriffue the pyne ther sancta Margareta tolde, och huore hun bardes 21 amodh diefflæ oc vaan them, oc ær nu cronet met Vorhærræ oc met engle i himmerige. Alle men och quinne, ther a Gudh troer, hørær och vnderstandhær 22 thætte helluge barns troo och hennis pyne, ath i mughe verdug væræ at haffue euerdeligh roo met henne i himmerige. Sancta Margareta var Theodosius dottær, ther var hedne mæns patriarche, oc han æræt oc trodæ affgude. Han hafde een ærligh 23 datter ther 24 then helluger andh 25 vaar met oc ær euerdeligh. Fyrstæ 26 hun var fød, tha vordh hun sendh at fostræ tolff milæ vegh fra blomæn 27

2 landh, oc til en stat hedær Anthiochia. Æn siden ther hennis modhær var døth, tha vord sancta Margarete soa megeth fræmmermæræ ælst 28 af henne føstermoder 29 bodæ foræ hennes fægærndh, oc soa for Jhesus Cristus tienistæ. Och sin egen fader var hun vlydig met thy 30 han var heden, oc hun tientæ Vorherræ. Siden hun hørdæ mange marti... [Her mangler et blad 31.] [Mar]gareta (soa) 32 vp i himmel oc sagdæ: Hærræ, iech troær a tegh, til thæs at iach scal ey forfares 33 ewerdeligh, oc ath myne wuenne 34 scullæ ey spottæ mek 35, for thi at alle the thec tro drøffues 36 ey, thi at thit naffn ær signdh ee foruten ænde. Och offtær gen 37 bat hun: Hærre, miskunde mek 38 och fræls mek af ondæ mæns hænder, oc af kiøtmangers vold, at mit hiartæ skall ey blis 39, mæn send mekh styrc oc helsnæ 40, at mine pyne skullæ linæs 41 oc hwærues 42 til glæde. Thæth badh hun, at 43 the men ther henne pindæ, hustruge 44 henne, swot 45 henne blodh løp sosom et rent kelde vatn, och sagde til hennæ: Margarete, lath thyn strith, oc tech skal aldrig skadæ, och thu vordher veldug foræ alle quinnæ. The ther omstode, efftær ath the soghe hennis stooræ pyne, tha grætæ thee sooræ och sagde til henne: Margaretha, vy syrge soaræ at vy see teg nagen, oc soa soræ pynes. Thenne høfding 46 ær vredh oc forderffuer tek, troo heldær aa hans gude oc leff. Sancta Margareta swarede: hørær i onde rodgiffueræ, ganger bodæ karll oc quinnæ æffther ether radh 47, mech ær Vorherræ til hielpe! huat wænt 48 i, thoc 49 mit legome pynes, at myn siæl ær ey gømd i himmeriki? troær aa myn Gudh, forti at han ær stærck Gudh oc hørær thom ther til hannum bedhær, och ladær vp Paradisis port foræ thom thær thæt bedess. Jech lydær 50 ether ey oc ey troær iech aa ethærs gudhæ, ther met hændær æræ giorde. Oc sagde til Olibrium: hør thu vscamfull hund, thu gør thin faders gerning, ther deffuel 51 ær. Mec ær Vorherræ til hielpe, oc yuer mit legom ær tegh voldh giffuit, mæn myn siæl gømær 52 Jhesus Cristus af tit vald. Hør thu forbannet hundh, thu skalt pynes af hannum, ther ewerdelig pyne moa læsthe 53, oc thu vorder vthkast fran Gudh, ther signeth ær ee foruden ænde! Rættens glømer 54 Olibrius vredæs 55, oc lod henne hengge vp i vædher, oc mæth hiupentorn 56 riffue the hennis legomme, oc hun so op til hemmels 57 oc sagdæ: vndee hundæ komme om mek, oc vmilde 58 mæns samfund 59, Herræ Gudh, kom mek til hielp, lat aff 60 morth vapn mit legom oc af løgæ mun 61 myn siæll 62. Styrk mek almildeste konningh, oc giff mek euerdelic liffs hob, oc send mek then hellugh and i duæ lighæ af himmerige, ther mek skal komme til hielper, at iech moa myn mødom 63 renligh gøme, oc stirc mek amodh myne vuenne 64, at iac see hannum wnnen thær amodh mek bæries 65. Huat iach haue hannum scad, thet veth iech ey. Giff mek at iech moa hannum see, och giffue andre trøst, ther a tith naffn troor, ther signæth ær ee foruten ændæ! Tha ginge the onde kiøtmanger til oc reffue hennis legome. Men Olibrius gadh 66 ey seeth then ynck, men hiolt syne klæder foræ syne øgnæ. Och so giordæ alle the ther nær varæ. Siden 67 sagdæ Olibrius: gør nw myn villie och tro a myne gudhæ, tha skalt thu ey soa hord døth taalæ. En vilth thu thet ey gøræ, tha skal mit swerd vorde thin døth oc alle thine bien skullæ 68 brænnis. Sancta Margarete swaredæ: hørær thu vscamfuld hundh; om iech lydhæ 69 mit legome, tha kommer myn siæl ey til himmerigis, mæn forthi ladær iech mit legome pynes, at mуn siæll skal crones i himmerighe. Ther foræ vord Olibrius vredh, och lodh henne casthæ i myrckestoffue 70, och hun giorde om sigh signelse mæt thet hællige coors oc bath til Jhesum Cristum och sagdæ: 71 Hærræ, ther alle dom 72 mæt thit skial 73 merker, tek rædis aluærilden 74 oc alt thet ther ær i. Thu esth rættæ mæns hop 75, faderløsæ børn fader 76, och thet sanne liuss 77. See myn nøth oc miscundh mek, forthi at iech hauer ey annen fader æn thech 78! Myn fadher fortidhæ 79 mec fore 80 tegh! Hærre, foræ thin Guddom forlath ey mech. Giff mek verdugh at wæræ ath see myn vuen 81, ther amodh mek bæries oc mælæ vether 82 hannum. Æn huath iech hauer hannum skadh, thet veth iach ey. Thu est domeræ bodæ offuer leffuende och døthæ 83, Hærre, vredæs ey vet mek, at myn siæl smittæs 84, och myn hugh ey omhuærues til affgudæ, ther døuæ æræ och blindæ 85, och met

3 fo[l]kæ hændær 86 æræ giord. Æn a tegh ær all myn hoop 87, Cristus, ther signd ær e vten ændhe! E war Theotimus och hennis fosterfader hoos myrkestoffue giuend henne brød och vatn 88, oc scriffue 89 hennes bøne oc alt thet henne timdæ. Mæth Gudzs rætzell soa hun vp i en vra 90 i then myrkestoffue een dragæ vredeligh 91 komme och haffdæ huær kyns lyt 92. Han haffde gilt haar oc soa skæg 93 oc ierntendær och skynende øgen sosom gimstene 94, och aff hans næse thyrl 95 giec vt eldh oc røk bodæ sammen. Och hans twnge vaar langh vten hans halss och giordæ ond døn 96 i myrkestoffue. Han resdis vp oc togh til at huæse, och mørkestoffue vordh al lius aff then eldh ther aff hans mwn gik. Sancta Margarete vordh sosom en blec yrth 97, och døtzens rætzell gik yuer henne, forthi at henne kom æn i hugh at Worherræ hørdæ hennis bøn, at hun bath hannum ladee sigh se sin wuen. Siden 98 fiall hun a syne knæ, oc ractæ syne hænder til himmel oc bath: Hærre ther vsywnlig 99 æst, ther 100 bodæ himmel oc haffs diupp holder hørsom 101, thu thær Paradis giorde, oc heluidæ brød 102, oc deffuellen bant oc mynskæde then miklæ dragis voldh 103, see til mek oc miscunde mek, forti at iach ær ene stædh 104 i tessæ vadæ 105, lath ey then vnde deffuel skade mek, mæn vordhæ thet 106 thin villie ath iec ma hannum vinnæ! Ey veth iac, hwi han vill aa myn skadæ væræ, och han skynder at swæliæ mek 107 i siit onde legome. Ther Sancta Margareta hafdæ ænd tessæ tale, tha lodh thæn drage vp sin mwn, och lodh hans yuer kiape 108 yuer henne houith, och then annen vnder fødær, och togh til at swælugh henne. Oc hun giordæ corss fore sigh oc dragen brast i mit 109 synder, oc hun gik vskadh ut aff hannum. Siden soa hun sigh om, och een annen 110 sedend i en vroa 111 sosom en suorth man bunden bodæ hænder och fødhær, och Sancta Margareta bat afftær gien till Vorhærræ oc sagdæ: Hærræ, lof oc æræ see 112 tith helluge nafn, fore the æræ thu giordæ wether mek! Jach fik megell glædæ, at iech soa draken dræpen, oc myn wuen wnnen. Nu haffuer iech euerdelic trøst, ath iech ser mit corss blostrænd 113 och mit legome bitænde 114 pynee. Æn bither 115 iac thæn helluger andh i duuæ lighe 116, at han trøstæ mek, forti æræ ac tegh 117 vdøteligh konning och euerdelig helære 118, oc allæ høffdings herræ! 119 signet esthu ee vten ænde! Siden sancta Margareta hafde thet sagt, tha stod vp thet troll, oc ractæ sin handh oc sagdæ: hør Margrete, mek tikke 120 thet yuerth 121 væræ, at thu drapt myn brodær. Nu beder iac tegh, at thu miskund mik, forti at iech seer tegh migit mughe 122 met thin bøn. Jech sender 123 Ruffonem 124 myn broder till at han sculdæ ætæ tek oc thu drapth hannum met corss. Nu vilt thu gøræ thet samme vith mek. Nu bedær iac tek, at thu nadær mek. Sancta Margareta drap 125 hannum i haar oc castæ a iordh, oc sættæ hennis food aa hans hals 126 oc sagdæ: lath aff at ville spille 127 myn mødom, iach hauer Gudh til hielppe, och iech ær i Jhesu Cristi tienistæ, оc iech ær hans brut 128. Signet vare hans naffn ee vten ændæ! Ther hwn hafdæ thet sagt, tha kom Vorsherræ corss, oc en duuæ vp a 129 corssæt ther sagde 130 : sæll 131 æstu Margareta! ænglæ ære alle for paradis porth oc bithæ 132 tegh. Sancta Margareta loueth thæt Vorhærre oc sagdæ till deffuellen: sigh mek, huæden 133 thu esth. Deffuellen swarede: iac bedher teg Gudz tienistæ mø, at thu lægh 134 thyn fodh af myn hals oc iac sigher tek all myn færdh. Sancta Margareta liftæ sin hel litæt vp, oc han sagdhe: iach heder Belzebub 135, manningen manz ærueth lif iac vith 136, oc iech bæries amod alle rætæ men. Engen man 137 matte mek vinne foruten thu. Thu haffuer brot mit øghæ vt 138 oc wnnet myn crafft. Thu drapt Ruffonem myn brodhær, oc mek hauer thu blindent 139, forti at iech seer, ath thu hauer Guddom mæt tegh. Æn fyr æn Guddomen var om fulkomen met tegh, tha vast thu iord oc askæ. Æn siden thu fict stirck af himmerighe, tha esthu all oom hwærfd 140. Mek tickær thyne fødær vare af gulle 141, och Vorsherræ corss ær mæt tek, mæden thu van mek. Jach bæries vith rætæ men, oc kom 142 iech thom til ath synde och at gløme Guddom, och kom iech thom til at synde vti syffn, ther iac ey eller moa 143, och kom iach men til at stande vp om nat oc gange til annen mans huss oc gør

4 unet 144. Jach bæries mod alle rætte men och tho 145 win iach thom ey allæ. Thylic ænse thu æsth 146 lythe mek icke, men for iech borth, værræ hugeth 147 æn iec kom 148. О hoo ærligh iomfruæ, iach ær nu sørgænde at iac ær wnnen, æn iac sørgeth æn meræ foræ at thin godhe fader oc thin ærlige modær æræ myne lythær 149, och thu hwæruer so aff 150 thith slæcth oc amoth mek, och thet ær vnderlict ath sligh en iomfruge scal forti 151 sith eghæt slæct, oc filugh 152 then man hun icke til kenner, ther Crist hedær. Ock hun draper somme deffle oc somme binder hun. Sancta Margareta soa til deffuellen oc sagdæ: høræ thw ondæ wat 153, sigher mek thit slæct, huoa 154 tegh føddæ oc sættæ tegh amod meck oc helluge mæn. Deffuellen swarede: sig mech huæden tith liff ær, oc huoræ 155 Crist ær met tek? Sancta Margareta swarede: iach vil tek ey thæt sighe, forti ath thu esth thæt ey verdugh at widæ oc høræ. Æn iach ær Gudzs nadhæ, thet ær iach! Tha sagdæ thet trooll: wort kyn 156 ær deffuellen ther 157 Cristh worth 158 af himmerige 159. Af mit kyn ær scriuet i bøghær, see och løss 160, for iach tørff ey syghe thec thet, thi at iach ser Crist standæ mæt tek mæt hans englæ. Men iach beter tek, at thu læt vp thin fod af myn hals, oc iech sigher tegh huat thu vilt, waræ 161 veghe ær ey a iordh, mæn i vædher tha faræ wy. Æn iach bedher tek foræ thæn Gudh ther thu troær aa, at thu mek soa bint 162 nogher stadh, ath iach skal ey meræ stridæ amodh rætæ mæn, tha tørfft 163 thu mek ey æltæ 164 fraa noker annen man i thinee lif dage. Hin Salomon visæ luctæ oss i 165 eth glarkar, oc en lot 166 af oss castæ han i eldh. Tha komme men af Babilonia och hugde 167 at hittæ gull, oc brudæ thet kar, oc vy spredis siden offuer al værilden. Sancta Margareta swaret: høræ thu ondæ wat, thigh! iach vill tek ey meræ høræ, mæn far bort till heluidis 168, oc thaa skildis the ath, och hun var efftær 169 i myrkestoffue. Annen dagh bøth Olibrius henne at ledæ foræ sigh oc sagdæ: lyt æn 170 mek oc ær 171 myne gudhe som ræt ær til. Sancta Margareta suarethe: tek hørdæ at 172 æræ aluoldugh 173 Gudh oc være i helligh mæntz samfund. Nu forthi at thu æsth thet ey verdugh, tha æsth thu i trollæ samfundh. Olibrius bøt hennæ at nectæ 174 oc heng vp i væther oc bæries met gloende stenæ. Tha brende the hennis legome, och hun bath til Vorherræ, och sagde: Hærræ, rensse mit legom met tesse pinæ, al ondskap skal ey væræ met mek! Olibrius sagdæ: lyt æn mek oc æær myne gude. Sancta Margareta swarede: deffuellen moa 175 ey fange then ther Gudh hauer sigh vtuold. Sidhæn bøth Olibrius eth kaar at hæntæ met watn, оc bindæ hennis hændær oc fødær, oc sencke henne ther i. Tha sao sancta Margarete vp i himmel, oc sagdhæ: Hærre, løss myne bondh oc iech skal tek ære euerdeligh! gif mek thætte watn til renselsse af alle myne syndæ! sænd thin hellug and i dwæ lighæ, oc vigh thettæ vatn! heel 176 mek met thine nathe, oc døp mek, faders signelsse ær ee vten ænde 177. Siden scalf iord 178 oc en dwæ kam met cors, hauend een gul crone i sin mwn, och sættis yffuer henne hoffuit, tha løsdis henne hænder oc fødær, oc hun gik aff thæt vatn, louende Vorherre. Oc duæn sagde: com hit, Margarete, til Jhesu Cristi æræ! I then stundh troth a Vorhærræ for henne skild fæm tusende folk vten quinne oc børn. Siden loth Olibrius thom alle høfftæ 179 i en stath heth Armenia 180. Siden loth han henne ledæ vten staden. Tha sagdhe en man til henne. ther heth Malchus 181, ther henne skulde høfdæ: ræch vt thin hals oc iach bedher tek, at thu miskundh mek 182, forti at iec seer Cristus standæ hoos tek mæth hans englæ. Sancta Margareta swaret: iec beder tek, myn kiærc broder, om thu ser Cristus met hans englæ, ath thu spar 183 mek mædæn iach bedher til teg eller hannum 184. Tha sagdæ han: bith huat thu wilt! Och hwn bath til Vorherræ: Gud ther himmerige oc iørderige 185 scaptæ met thin snillæ! hør myn bøn, at huosom myn pynelsæ bok læsær met fulkommen hugh 186, i then stundh skulle hans synde forlatæs, ellær huosom af sinæ penninge gør liuss oc lader brenne i kirke, eller huosom gør myn amminnelsse oc komer i pyne, at thu fræls hannum af pynææ. En huosom myn pinelsse bogh hør met rætte throo, hans synder skulde hannum forlades, forti at thu esth miskundelic meræ æn wy ære brødelic 187, tho at vy synde ytelic 188. Och huosom kirkæ lader gøræ i myn æræ æller lader

5 scriffue myn pyne mæt syne rætæ 189 fangen penninge, thet 190 thin hellugh andz gift 191 skal wære met hannum. Och huarsom kone pynes met barne, oc læsis myn pynelsse offuer henne, at hun scal løsæs, oc barn fødhes ey dummæ ok vten alkænss lydæ 192. Syden kom til henne mikil tordun 193, och en dwæ mæt corss oc mælte with henne, oc alle ther nær vare fullæ 194 aa iordh, oc hun fiall aa syne knæ och dughen sagdæ: sæl esthu Margareta, ther beddis 195 the helluge ordh, iach swær om mek selff oc om mynæ ænglæ glædæ, at iech hauer hørt all thin bøn, oc alt thet thu hedis thet ær tek veth 196. Sæll æstu ther bath foræ sindugh mæn i alle thine pyne, och huarsom thine ben 197 æræ eller thin pynelsse bogh oc kommer sindugh men bedende fore theræ syndæ, tha skulle the thom forlades. Och huarsom thin pynelsse bok wordær (lest) 198, thær skulle trolle vedher see, mæt 199 fryt oc kærlec ok signelsse skal væræ vti thæn stath 200, och huosom a tegh kaller i syne pyne yteligh oc sinæ bønæ tha skal hannum thet vedæs. Sæll esthu och soa then stadh ther thu hwiles i. Sæll estu oc alleæ mæt tegh troo! Com skøth 201 til the glæde ther tek æræ bodne. Jach ær mæt tech oc loth iech vp himmerigis port foræ tek. Sancta Margareta soa om sigh och sagde: fader oc moder, sistær ok brodær, iech manær ether vnder Vorsherris naffn, at i ammynness mek, tho at iech ær søndugh, tha skal iac tho bedæ foræ ether til Vorherræ, at han forladher ether alle ethers syndæ, ok leder ether til euerdelig glædee. Ære være Vorhærre, ther mek lost 202 verdugh være at wære met hellugen vti samfundh! Siden tha stod hun vp oc sagde til then henne skulde halshugge: sla nw mit hoffuit aff, iech hauer nw wnnæth værilden. Han swaredæ: iach ma 203 ey gøre thæth at dræpæ om 204 hellug en iomfru. Sancta Margareta swarede: gør thw ey thet, tha hauer thu ey lod met mek i himmerige 205. Tha sloa han henne houith af at eth hug. Oc hun bath i thet samme, at Vorherræ skulde ey vithæ 206 hannum thet. Oc han fial vti rætzell 207 fra hennæ a høgræ veghn 208. Siden komme 209 englæ, oc gømde 210 hennis legome, oc signet thæt. Och defflæ komme oc roptæ och wrides 211 oc sagde: sancta Margretæ, Gudh ær starc oc crafftugh! Syden komme siughæ oc blindæ oc døffue oc lamme och toghæ a hennis legome, tha fingee the bodh 212. Siden toghe englæ oc helluge mør hennis siæll oc førde vp i hymmell, oc siunge Vorherræ loff. Siden tok iac Theotimus henne legome och lagdæ i eth stenskryn i Antiochia i een frugiss huss, heth Sinclecia 213. Jach Theotimus var hoss mirkæstoffue giffuende hennæ brødh oc vatn, oc scref allæ hennis pyne oc hennis bøne oc sende til cristne men 214. Sancta Margareta toldæ 215 døth foræ Vorherræ a then trætænd kalendh i Julius monæt 216. Forthy æræ vy allæ skildugh atæræ 217 Vorherræ i himmerigæ, ther sligh æræ gør i iørttærige, ther signd ær ee for wten ænde! Amen. Margareta-legenden fra Visdoms Spejl 218. Item her effther følger en bøn 219 aff 220 Sancta Margreta, oc er henne daw vi 221 daw effter appostlene daw 222. O tw ædelig hellige iomfrw sancta margreta, theodoris then hedinskee byscobs dotther 223, Then tÿd thw vor xv aar gammel, tha døde thÿn moder fran deg, och en qwinde antheochia 224 hwn anamede teck thil seck oc vdwolde teck thil syn dotter; en daw som tw sad och vockte hendess faar, tha kom oliwer 225 vd aff rom 226 som vor 227 høffwess mand ower landet, then tyd 228 han saa at thw vosth saa deyligh 229, tha begærede hand ath haffwe theck thyl syn hwstrw oc ville twÿngeth 230 teck thil at bede thil awgwde. Then tyd tw ville ecke bede thil awgwde, Tha lod han kaste deck ÿ mørcke stwe; saa lod han hente theck thil seck och lod hwdstrwge teck oc gøre theck mange sware pÿner, hwilke thw lesth 231 meth stor tolmodighed,

6 hand lod drawe tith køth aff theck meth iern kroge, saa sætthe han teck i gen y mørcke stwæ, oc ther sat tw oc loffwede oc tackede then almegtiste gwt for hanss pÿne och død hand lÿde 232 for teck och for alle søndige menniske oc bath ham ydmygelige ther om, at hand ville styrcke theck ÿ thÿn pÿne, oc hand ville beskerme thick fran all dieffwelsens æggelse 233 ; y then samme stwnd kom en gantze grwm dieffwel ynd thil deg y mørcke stwe i en dragess lygnelsæ meth brendendiss øgne och en stor mwnd, hand ville slwgeth 234 teck y sith lÿff 235, hwilket hand oc saa giorde; thet kors tw giorde for teck, thet skor 236 ham i sønder, oc tw gick vskadh aff ham. Then anden 237 daw lod oliwerus brende theck meth lamper och reffwe 238 thit køth aff theck meth komme 239 och lodh kaste theck y siwdende hit vatn, oc thw gick ther aff vskadh. Ther kom eth stort iordskelff, och ther omwendess mere end v M 240 folck y same stwnd thil then hellige christelig tro. Ther effther lod oliwerus hwgge thit hoffwet aff; althet tw haffwer bedet vor herre om y thyn pÿnelsæ, thet haffwer hand veth 241 teck, oc alle som teck po kalle y thæress nøth, the skwlle frelsess ther aff, y hwath nød the ære vdÿ 242, och hwat hwss som thin pÿnelsæ bog vorder ÿnde lesth, ther skal ey vaadess yld 243 i komme och ey qwinder dø aff barn. Tha bath malcus dek at tw skwlle forlade 244 ham at hand skwllæ drøffwe 245 deg, och saa hwg han thit hoffwæt aff theck, oc thyn siæl for op thil hemelen y en hwid dwe ligelsæ y alle thæress anseckt 246 som ther nærwærendess vore hoss, oc theofulus hederlig begraffwede thit legeme i en stat som heder antihiochia, oc hand lod beskriffwe tÿn pÿne. O hellige iomfrw Sancta margreta, bet for oss arme ælende 247 menniske at thøn aldmegtiste gwt ville forbarme seck ower oss armæ ælende menniske, at gwt ville giffwe oss for thin bøn 248 skyld eth dydelick leffnet oc en god endelig 249, at vy motte komme ÿ then ewige glædæ meth theck ewÿndelig. Amen. versus. Hør datter och see och bøy thyt øræ til mig 250, fortÿ ath ærenss konge haffwer begæreth tÿn degligheth 251. Collecta 252 Gwt, tw som haffwer then hellige iomfrw sancta margreta giffwet henne martiress krwne 253 ÿ hemerige, giff oss for henne verskyld oc bøn then ewyndelig glæde med teck ewÿndelig. Amen. Fra Legenda Aurea: Om St. Margareta 254. Margareta er opkaldt efter efter en ædelsten der kaldes margarita 255. Den ædelsten er snehvid, lille og fuld af gode egenskaber. Således var St. Margarita snehvid på grund af sin jomfruelighed, lille på grund af sin ydmyghed og fuld af gode egenskaber ved udførelsen af sine mirakler. Denne stens gode egenskaber siges at virke mod blødning, mod hjertets lidenskaber og til styrkelse af sindet. Således havde St. Margareta styrke mod udgydelsen af sit blod ved selvbeherskelse, fordi hun under sit martyrium forblev yderst behersket; og styrke mod hjertets lidenskaber, det vil sige djævelsens fristelse, som hun overvandt ved sin sejr, og til styrkelse af sindet ved sin lære, idet hun ved sin lære styrkede mange sjæle og omvendte dem til Kristus. Legenden om hende blev skrevet af Theotimus, en lærd mand. Margareta, fra byen Antiochia, var datter af Theodosius, hedningenes religiøse leder. Hun bliver overgivet 256 til en amme 257 og da hun kommer til skelsår og alder, bliver hun døbt, og på grund af det pådrog hun sig faderens dybeste had. Og en dag, da hun havde nået 15- årsalderen, og da hun gik og vogtede ammens får sammen med andre unge kvinder 258, blev

7 guvernøren Olibrius, der kom forbi og betragtede den så smukke pige, straks optændt af kærlighed til hende. Og i sin ophidsede tilstand sendte han sine tjenere hen til hende, idet han sagde:»afsted! Og grib hende. Hvis hun er fribåren, tager jeg hende til hustru. Hvis hun er slavinde, tager jeg hende til elskerinde.«da hun var blevet stillet over for ham, udspurgte han hende om hendes slægt og navn og hendes religion. Hun svarede at hun var af fornem slægt, hed Margareta og var kristen. Guvernøren sagde til hende:»de to første ting passer sig fint for dig, nemlig at du er af fornem slægt og at du fremtræder som den smukkeste perle 259, men det tredje passer sig ikke for dig, nemlig at en så smuk og fornem pige har en gud der er blevet korsfæstet.«hun sagde til ham:»hvorfra ved du at Kristus blev korsfæstet?«han svarede:»fra de kristnes bøger.«margareta sagde:»når du har læst om Kristi lidelse og og om Hans herlighed, hvorfor skammer du dig da ikke over at tro på det ene og fornægte det andet?«og da Margareta tilføjede at Han var blevet korsfæstet af fri vilje for at vi kunne blive løskøbt, og da hun forsikrede at Han nu levede i al evighed, da befalede den rasende guvernør at hun skulle sættes i fængsel. Men den følgende dag lod han hende kalde til sig og sagde til hende:»tankeløse pigebarn, hav dog medfølelse med din skønhed og tilbed vores guder, så det kan gå dig godt.«hun svarede ham:»jeg tilbeder Ham for hvem jorden skælver, for hvem havet forfærdes og som alle skabninger frygter.«guvernøren svarede hende:»hvis du ikke er enig med mig, vil jeg lade din krop sønderrive.«margareta svarede:»kristus overgav sig selv til døden for mig, og derfor ønsker jeg at dø for Kristus.«Så befalede guvernøren at hun skulle hænges op under en træhest 260 og piskes så grusomt, først med pilegrene, derefter med jernkamme lige til knoglerne blottedes, således at blodet løb fra hendes krop som fra den reneste kilde. Men de der var til stede græd og sagde:»o Margareta, vi lider i sandhed med dig, fordi vi ser din krop blive så grusomt pisket. O, hvilken skønhed har du ikke mistet på grund af din vantro. Tag nu i det mindste og tro så du kan leve.«hun sagde til dem:»åh, I dårlige rådgivere, fjern jer! Gå væk! Denne kødets pinsel er sjælens frelse.«og hun sagde til guvernøren:» Du skamløse hund og umættelige løve 261, du har magt over kødet, men Kristus bevarer min sjæl.«men guvernøren holdt sin kappe op for øjnene da han ikke kunne udholde at se så megen blodsudgydelse. Derefter lod han hende tage ned og og befalede at hun skulle lukkes inde i et fængsel, og dér vældede et vidunderligt lysskær frem. Mens hun var dér, bad hun til Herren at han ville vise hende Fjenden, som hun kæmpede imod. Og se! En umådelig stor drage viste sig dér. Da den gik løs på hende for at sluge hende, gjorde hun korsets tegn og den forsvandt. Eller - som man kan læse andetsteds - den åbnede munden over hendes hoved og idet den strakte tungen ind under 262 hendes hæl, slugte den hende straks. Men da den ville synke hende 263, værgede hun sig med korsets tegn, og straks revnede dragen ved korsets kraft, og jomfruen gik uskadt ud. - Men det der siges om at hun blev slugt af dragen og at den revnede, anses for at være uægte og smagløst. Djævelen ændrede sig derefter til menneskeskikkelse for at kunne bedrage hende. Da hun så ham, hengav hun sig til bøn. Da hun rejste sig, kom Djævelen hen til hende, og idet han rakte hånden frem, sagde han:»det må være nok for dig hvad du har gjort indtil nu. Bliv nu fra mig.«men hun greb ham ved hovedet og kastede ham til jorden og satte sin højre fod på hans nakke og sagde:»bliv liggende, overmodige dæmon, under kvindens fødder.«men dæmonen råbte:»åh, hellige Margaretha, du har sejret. Hvis en ung mand havde besejret mig, havde det ikke rørt mig. Men her er jeg besejret af en spinkel pige, og det smerter mig desto mere, fordi din far og din mor er blevet mine venner.«den unge kvinde tvang ham til at sige hvorfor han var kommet. Han sagde at han var kommet for at råde hende til at aflyde guvernørens formaninger. Hun tvang ham også til at sige hvorfor han på så mange måder fristede de

8 kristne. Han svarede at hans medfødte had var rettet mod retskafne mennesker, og selvom han ofte bliver drevet tilbage af dem, fremstår han alligevel angrebslysten i ønsket om at forføre dem. Og fordi han misunder mennesket for den lykke, som han selv har mistet, og selvom han ikke kan genvinde den, så anstrenger han sig alligevel for at røve den fra andre. Han tilføjede at Salomon havde lukket et utal af dæmoner inde i et kar. Da dæmonerne efter hans død kastede ild ud af dette kar, og menneskene troede der var en stor skat derinde, så slog de karret i stykker og dæmonerne, der undslap, fyldte luften. Da det var blevet sagt, løftede den unge kvinde foden og sagde:»forsvind, din usling!«og dæmonen forsvandt straks. Så hun var blevet selvsikker, for hun, der havde overvundet fyrsten 264, ville uden tvivl kunne klare ministeren 265. Næste dag, da alt folket var kommet sammen, bliver hun stillet for dommeren, og da hun med foragt afviser at ofre, bliver hun klædt af, og hendes krop bliver brændt med brændende fakler, således at alle bliver slået med forbavselse over at en spinkel pige kan tåle så mange pinsler. Dernæst lader han hende binde og sænke ned i et stort kar med vand, for at denne ændring af pinsler kunne øge styrken af smerte. Men pludselig rystes jorden og mens alle ser på, går den unge kvinde uskadt ud. - Så kom fem tusinde mennesker til troen, og de blev dømt til døden for Kristi navns skyld. Guvernøren, som var bange for at andre skulle omvende sig, besluttede at den hellige Margareta straks skulle halshugges. Efter at have anmodet om tid til bøn bad hun for sig selv og sine forfølgere og for dem der skrev om hendes liv og fromt påkaldte hende og tilføjede at en kvinde i barnsnød, der påkaldte hende, måtte få et sundt barn. Da lød der en stemme fra himlen at hun skulle vide at hendes bønner var hørt. Da hun rejste sig efter bønnen, sagde hun til bødlen:»broder, tag dit sværd og hug til.«med et eneste hug halshuggede han hende, og således fik hun martyriets krone. Dette skete den 19. juli 266 således som man finder det i hendes levnedsbeskrivelse. Andetsteds læses at det var 13. juli. Der er en helgen der siger om denne hellige jomfru:»den salige Margareta var fuld af gudsfrygt, i besiddelse af retfærdighedssans, hensunket i religionen, opfyldt af anger, hun var af rosværdig ærlighed, enestående i sin tålmodighed 267, der fandtes intet i hende der var i modstrid med den kristne religion, hun var forhadt af sin fader, men elsket af Jhesus Christus.«Fra Legenda Aurea: De sancta Margareta 268. Margareta dicitur a quadam preciosa gemma quae margarita vocatur; quae gemma est candida, parva et virtuosa. Sic beata Margareta fuit candida per virginitatem, parva per humilitatem, virtuosa per miraculorum operationem. Virtus autem hujus lapidis dicitur esse contra sanguinis effusionem, contra cordis passionem, et ad spiritus confortationem. Sic beata Margareta habuit virtutem contra effusionem sui sanguinis per constantiam, quia in suo martirio constantissima exstitit; contra cordis passionem, id est daemonis temptationem, per victoriam, quia ipsa dyabolum superavit; ad spiritus confortationem per doctrinam, quia per suam doctrinam multorum animos confortavit, et ad fidem Christi convertit. Cujus legendam Theotimus, vir eruditus, scripsit. Margareta, de civitate Antiochiae, filia fuit Theodosii, gentilium patriarchae. Haec nutrici traditur; et, ad adultam aetatem veniens, baptizatur ; et propter hoc exosa patri plurimum habebatur. Quadam igitur die, dum jam annum XV. attigisset, et cum aliis virginibus oves nutricis custodiret, praefectus Olybrius, inde transitum faciens, et puellam tam speciosam

9 considerans, mox in ejus amore exarsit. Et pueros ad eam concitus missit, dicens:»ite, et eam comprehendite, ut, si libera est, eam mihi in uxorem accipiam, si ancilla est, eam mihi in concubinam habeam.«cum ergo ejus adspectui fuisset presentata, eam de genere suo, ac nomine et religione requisivit. Illa autem respondit se genere nobilem, nomine Margaretam, ac religione christianam. Cui praefectus :»Duo prima tibi recte conveniunt, quia nobilis haberis, et pulcherrima margarita comprobaris; sed tertium tibi non convenit, ut puella tam pulcra et nobilis deum habeat crucifixum.«cui illa:»unde scis Christum fuisse crucifixum?«et ille:»ex libris christianorum.«cui Margareta:»Cum igitur legatur poena Christi et gloria, quae verecundia est vestra, ut unum credatis et alterum denegatis?«cum autem Margareta eum sponte crucifixum fuisse pro redemtione nostra assereret, sed nunc eum in aeternum vivere affirmaret, iratus praefectus eam in carcerem mitti jussit. Sequenti autem die eam ad se vocari fecit, eique dixit:»vana puella, miserere pulchritudinis tuae, et deos nostros adora, ut tibi bene fiat.«cui illa:»illum adoro quem terra contremiscit, mare formidat, et omnes creaturae timent.«cui praefectus:»nisi mihi consentias, corpus tuum faciam laniari.«cui Margareta:»Christus in mortem semetipsum pro me tradidit, et ideo pro Christo mori desidero.«tunc praefectus jussit eam in equuleum 269 suspendi, et tam crudeliter primo virgis, deinde pectinibus ferreis usque ad nudationem ossium laniari, quam sanguis de ejus corpore tanquam de fonte purissimo emanavit. Flebant autem qui ibi aderant, et dicebant:»o Margareta, vere de te dolemus, quia corpus tuum tam crudeliter laniari conspicimus. O qualem amisisti pulchritudinem propter tuam incredulitatem! Tamen nunc vel saltem crede, ut vivas.«quibus illa:»o mali consiliarii, recedite et abite. Haec carnis cruciatio est animae salvatio.«dixitque ad praefectum:»impudens canis et insatiabilis leo, in carnem potestatem habes, sed animam Christus reservat.«praefectus autem faciem chlamyde 270 operiebat, nec tantam sanguinis effusionem videre poterat. Deinde eam deponi fecit, et eam in carcerem recludi jussit, et mira ibi claritas fulsit. Ubi dum esset, oravit Dominum ut inimicum, qui secum pugnat, sibi visibiliter demonstraret. Et ecce draco immanissimus ibidem apparuit. Qui dum eam devoraturus impeteret 271, signum crucis edidit, et ille evanuit. Vel, ut alibi legitur, os super caput ejus ponens, et linguam super 272 calcaneum 273 porrigens, eam protinus deglutivit. Sed dum eam absorbere vellet 274, signo crucis se munivit, et ideo traco virtute crucis crepuit, et virgo illesa exivit. Istud autem quod dicitur de draconis devoratione et ipsius crepatione, apocryphum 275 et frivolum 276 reputatur. Dyabolus iterum, ut eam decipere posset, in speciem hominis se mutavit. Quem videns, in orationem se dedit; et dum surrexisset, dyabolus ad eam accessit, et manum tenens, dixit:»sufficiant tibi quae fecisti, ideo nunc cessa de mea persona.«illa autem eum per caput apprehendit, et sub se ad terram dejecit, et super cervicem ejus dexterum pedem posuit, et dixit:»sternere, superbe daemon, sub pedibus feminae.«daemon autem clamabat:»o beata Margareta, superatus sum. Si juvenis me vinceret, non curarem; ecce a tenera puella superatus sum, et inde plus doleo, quia pater tuus et mater tua amici mei fuerunt. «Illa virgo eum coegit ut diceret cur venisset; qui se venisse ait ut sibi consuleret quod monitis praesidis obediret. Coegit quoque ut diceret cur christianos tam multipliciter tentaret. Qui respondit naturale odium sibi esse contra viros virtuosos ; et quamvis saepe ab eis repellatur, tamen desiderio seducendi ipse infestus exsistit ; et quia invidet homini de felicitate quam ipse amisit, quamvis eam recuperare non possit, ipsam tamen aliis auferre contendit. Addiditque quod Salomon infinitam daemonum multitudinem in quodam vase inclusit. Post mortem suam cum de illo vase daemones ignem mitterent, et homines ibidem magnum esse thesaurum putarent, vas confregerunt, et daemones exeuntes aerem impleverunt. His dictis, virgo pedem sublevavit et dixit:»fuge, miser!«et daemon statim evanuit. Secura igitur efficitur, quia, quae principem vicerat, ministrum procul dubio superaret. Sequenti igitur die, convenientibus populis, judici praesentatur, et sacrificare

10 contemnens exuitur, corpusque facibus ardentibus comburitur, ita ut cuncti mirarentur quomodo tam tenera puella tot posset tormenta sustinere. Deinde in vase magno pleno aqua ipsam ligare et poni fecit, ut ex poenarum commutatione cresceret vis doloris. Sed subito terra concutitur, et cunctis videntibus virgo illaesa egreditur. Tune V 277 millia virorum crediderunt et pro nomine Christi capitalem sententiam acceperunt. Praefectus autem timens ne alii converterentur, concitus beatam Margaretam decollari precepit. Illa autem, impetrato orandi spacio, pro se et suis persecutoribus, nec non et pro ejus memoriam agentibus et se invocantibus devote oravit, addens ut quaecunque in partu periclitans se invocaret, illaesam prolem emitteret. Factaque est de coelo vox quod in suis se noverit petitionibus exauditam. Surgensque ab oratione, dixit spiculatori:»frater, tolle gladium tuum et percute me.«qui percutiens, caput ejus uno ictu abstulit et sic martirii coronam suscepit. Passa est autem XIV cal. Augusti, ut in ejus hystoria invenitur. Alibi legitur quod III ydus Julii. De hac sancta virgine sic dicit quidam sanctus:»beata Margareta fuit timoris Dei plena, justicia praedita, religione cooperta, compunctione perfusa, honestate laudabilis, patientia singularis 278, nihilque in ea contrarium religioni christianae inveniebatur, odiosa patri suo, dilecta Domino Jhesu Christo.«1 Den gammeldanske tekst er fra en såkaldt legendesamling, udgivet af C. J. Brandt, med titlen De hellige Kvinder. En Legende-Samling (Kjöbenhavn 1859). Det benyttede håndskrift, Cod.Holm.K4, findes på det kongelige bibliotek i Stockholm. Trods den af Brandt valgte titel findes også en Visio Sancti Pauli, en i middelalderen særdeles udbredt legende om apostlen Paulus besøg i helvede, her i dansk oversættelse, hos Brandt kaldet St. Povels Nedfart til Helvede. Endvidere, helt ulegendarisk, en let bearbejdet oversættelse af Matthæus-Evangeliet kap Brandt mener i efterordet (s. 97) at samlingen nok er bestemt til kvindelig Læsning, og da sagtens til Klosterjomfruers Tjeneste. Endvidere påpeger han at kvaliteten i teksternes stil er så ujævn, at oversættelserne ikke kan være foretaget af den samme person. Således fremhæver han rosende oversættelsen af Vor Herres Pine, mens Margarete-legendens stil betegnes som stiv. En gennemgang af blandt andet evt. kilder for den gammeldanske version ses i Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), kap. 13 Hellige Kvinder, s (kapitlet gennemgår de enkelte tekster i Brandts udgave). Der findes mange versioner af legenden, som helt klart var meget populær i middelalderen. Der findes flere kalkmalerier med hende i danske kirker, således i Ringsted (St. Bent) og i Knislinge (Skåne), hvor hun begge steder står med et kors og med sin bog i hånden, og i Hillerslev kirke, hvor hun med korset ombringer dragen. Håndskriftet, der findes på det kongelige bibliotek i Stockholm (Cod.Holm.K4), anser Brandt for at være opstået omkring Den gammeldanske tekst er derimod noget ældre, hvilket ses af en del konservative træk. Om disse, se Brandts udgave s samt hans ordliste s Legenden om Margareta afvises gang på gang af udgivere som fantasterier. Gad citerer således s. 198, note 42 Bollandisterne, førende legendeudgivere i nutiden, for denne karakteristik af en gruppe legender som de regnede Margareta-legenden til: Fabulæ sunt ab otiosis hominibus excogitatæ = det er fabler, udspekuleret af folk der ikke havde noget nyttigt at tage sig til. - Den gammeldanske tekst er en forkortet gengivelse af en længere version, men allerede her fatter man mistanke om urent trav, vel især hvor Margareta i sin afsluttende bøn påtvinger Vorherre en art håndfæstning ang. hendes egen hellighed. Det tilsvarende afsnit når hysteriske højder i Lat.b (Mombritius-versionen). Ang. skrivemåder i den gammeldanske tekst: Den hyppige skrivning oa svarer nærmest til nudansk å: f. eks. soa = så, moa = må, foa = få. u kan skrives u, w eller v: hus = hus, twnge = tunge, vten = uden. være kan skrives væræ eller wæræ. v kan skrives u i f. eks. scriuer = skriver. i skrives ofte y: pyne = pine, myne = mine. Men der er ikke stor konsekvens i skrivemåder.

11 Latinske navne og ord bøjes ofte i den kasus de ville have i en latinsk kontekst: gammeldansk bath til Jhesum Cristum, sml. latin: oravit ad Jhesum Cristum; gammeldansk (hun) sagde til Olibrium, sml. latin: dixit ad Olibrium. Vanskeligere tilfælde forklares i noteapparatet. Forkortelser anvendt i GldO ang. denne tekst: Lat.A = Paul Piper (ed.): Nachträge zur älteren deutschen Litteratur von Kürschners deutscher National- Litteratur, Band 162. Stuttgart Lat.B = Mombritius, B.: Sanctuarium Tome 2; vm 4v,b-vm 8r,a. Milano uden år, før KB inkunabel nr Mombritius' Sanctuarium bd. 1 er genoptrykt i Paris Bd. 2, i Udgaven findes digitaliseret på nettet - Margareta-legenden findes i bd. 2, s Citater fra den digitaliserede udgave noteres ved forkortelsen Lat.b Andre forkortelser: GldO = Gammeldansk Ordbogs seddelsamling på nettet, under adressen gammeldanskordbog.dk/ - Ordbogen kræver et rimeligt kendskab til gammeldansk, idet man ikke uden videre kan slå et givet ord op i den form man finder i en tekst. I vejledningen skriver redaktørerne: Det er ordbogens gammeldanske normaliserede form, der skal anvendes. Begrebet normalisering forklares i denne ordbog således: Gammeldansk Ordbogs lemmatisering følger den norm, der blev udformet af ordbogens første leder, Kaj Bom. Denne norm tager udgangspunkt i sprogtilstanden i de ældste gammeldanske kilder fra omkring Blandt de væsentligste punkter i lemmatiseringen er, at oprindeligt p, t, k adskilles fra oprindeligt b, d, g, at der ikke skelnes mellem lange og korte vokaler, og at vokalen i tryksvage stavelser gengives som e. - I mine henvisninger angives seddelnummeret, i reglen efter søgebegrænsninger som Hellkv (= Brandts udgave) eller Religion. Hertil forkortelserne søgebegr. = søgebegrænsning og opsl. = opslagsord(et). Kalkar = Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog ( ), Bd København Vulgata Clementina = en ældre Vulgata-version. Her henvises til udgaven Biblia Sacra, Juxta Vulgatam Clementinam (Romæ, Tornaci, Parisiis (= Rom, Tournais, Paris) 1956). Denne udgave ligger nær middelalderlige bibelcitater. På nettet: Nova Vulgata = Nova Vulgata (Libreria Editrice Vaticana, Roma, 1979). På nettet: - Nova Vulgata svarer på en række punkter til den danske 1992-oversættelse, idet begge oversættelser bygger på den nyeste tekstforskning = den autoriserede danske oversættelse af GT fra = den autoriserede danske bibeloversættelse fra Bibeltekster: GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente. Salm. = GT, Salmernes Bog. Matth. = NT, Matthæus-Evangeliet. Mk. = NT, Markus-Evangeliet. Johs. = NT, Johannes-Evangeliet. Luk. = NT, Lukas-Evangeliet. Apg. = NT, Apostlenes Gerninger. Åbenbaringen = NT, Johannes Åbenbaring. LA = Th. Graesse (ed.): Jacobi a Voragine - Legenda Aurea (Dresden und Leipzig) Andel = G. G. van den Andel: Die Margaretalegende in ihren mittelalterlichen Versionen (Groningen 1933). Gad = Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961). 2 martires: pluralis af latin martir (også stavet martyr). 3 wnnæ: (læses vunne): overvandt, besejrede. wnnæ er præteritum pluralis af verbet vinne. 4 vnde kiøt manger: (ordret) onde slagtere. If. GldO, opsl. kjotmangere, søgebegr. HellKv, seddel 1, har Lat.A (superaverunt) tyrannos carnifices = (overvandt) henrettelseslystne tyranner, ider carnifex her optræder adjektivisk. Lat.b har (et hunc mundum) tyrannos et carnifices superauerunt = og de overvandt (denne verden) og tyranner og bødler. Ang. gammeldansk kiøt manger: if. GldO, opsl. kjotmangere, søgebegr. HellKv, forekommer ordet kun to gange i HellKv, begge gange i Margareta-legenden og begge gang som oversættelse af latin carnifex. Dette latinske ord betyder slagter, men også bøddel. Ud over belæggene i HellKv er ordet belagt et par gange i betydningen bøddel. - Interessant er belæg 30, fra Christiern Pedersen: Vocabularium ad usum dacorum fra 1510 hvor carnifex alene oversættes ved bøddel. If GldO, opsl. bøthel, bruges i Mariager Legende-

12 Haandskrift fra 1488 bøthel (med varierende skrivning) for et forlægs carnifex. Man dog dog være opmærksom på at bøthel er låneord fra middelnedertysk, hvor det også har betydninger som retsbetjent, bysvend, betydninger der også skinner igennem i visse dele af GldO s belæg (se f. eks. belæg 1, 2, 16). 5 ther: som (objekt for haffde). 6 æn tha: indtil da, hidtil 7 vsnille: dumhed. 8 dughæ: hjælpe, gavne 9 Iach: lidt forvirrende skriver Brandt i sin udgave s iach, som jeg retter til. Iach. Det samme er tilfældet med de følgende eksempler med Iach Theotimus (versus Brandts skrivning - iach T. ). 10 Vorsherræ: herræ er genitiv singularis. På et ældre sprogtrin får den type an-stammer i gen. sgl. -a, altså herra. Men efterhånden får gruppen af an-stammer s i gen. sgl., påvirket af a-stammerne. Vi finder i Brandts legendesamling genitiver af typen vorsherræ, som er den almindeligste form (f. eks. 9,1; 29,8; 41.6), vorsherræs (f. eks. 20,21; 52,2) og vorherræs (f. eks. 48,9; 63,10). Det betyder ikke nødvendigvis at skriveren har været usikker, men at forlæggene kan have budt på forskellige former. 11 i faderss naffn søn oc then helliger and: ang. genitivformerne søn og and, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. III, (København 1935) (sun) og (ande). - Ang. then helliger and: adjektiv-endelsen i helliger, som i det norrøne sprog hører hjemme i nominativ hankøn, er her en stivnet form (ande = ånd er hunkøn). Se GldOs materiale under opsl. helagh. 12 hugtæ mek: besluttede mig. Se GldO, opsl. hygje. 13 warlict: med omhu. If. GldO, opsl. varlik, søgebegr. HellKv, seddel har 1, har Lat.B caute = omhyggeligt. - Brandt s. 29 skriver wærlict, hvilket er en udgiverfejl (if. nævnte belæg i GldO). 14 van: overvandt, besejrede. 15 van thettæ værldh oc vredæ domer: if. GldO, opsl. vreth, søgebegr. HellKv, seddel 2, har Lat.A pugnauit beatissima margareta contra draconem tyrannum et uicit hunc mundum = den meget salige Margareta kæmpede mod den strenge tyran (eller: en streng tyran) og overvandt denne verden. Muligvis kan draconem tyrannum også forstås som: den tyranniske drage/ tyran-dragen, hvor dragen er djævelen. - Det gammeldanske vredæ domer peger klart på at oversætteren har opfattet det som streng tyran, hvor dommeren er den lokale romerske præfekt. 16 trollæ: if. GldO, opsl. trul, har Lat.A draconem = dragen (altså ental). Sml. Lat.b, s. 190, hvor der står: (Margareta) pugnauit contra dæmonem eumque uincit = (Margareta) kæmpede mod dæmonen og overvandt den. - I samlingen HellKv forekommer if. GldO ordet troll kun i Margareta-legenden, hvor ordet - ud over draco - svarer til latinske forlægs demon (= dæmon, djævel), idolum (= afgud) og spiritus nequam (= ond ånd). 17 tolff vinter: tolv år. I gammeldansk regnedes mere i antal vintre end i år, sml. eksempler fra GldO, opsl. vinter: et drengebarn må ikke sælge jord før æn thæt ær fæmtan wintær gamalt; myndighedsalderen thet er xviii vinther, altså 18 år; på Noahs tid tha vor værdæn meræ æn thu tusændæ vintær gamæll etc. 18 tha hørær oss: da bør vi 19 scriuer: da GldO, opsl. skrivere, søgebegr. HellKv, seddel 3, noterer at Lat.A har scriptores, må det formodes at gammeldansk scriuer er pluralis. 20 mit fæ: mit gods, hvad jeg ejede. If. Lat.b, s. 190, skriver Theotimus selv beretningen: et scripsi omnia = og jeg skrev det hele. 21 bardes: kæmpede. Infinitiv if. GldO bærje. 22 hørær och vnderstandhær: hør og forstå! Begge verber er imperativ, anden person pluralis. 23 ærligh: hæderværdig, fin, nobel. Ordet er adjektiv til substantivet ære og betyder altså fuld af ære o.l. GldO, opsl. ærlik, søgebegr. HellKv, seddel 6, viser at mulige latinske forlæg ikke har noget tilsvarende. - Denne middelalderlige brug af ærlik kendes vel af alle fra den lille strofe i Codex Runicus fra ca. 1300: Drømde mik en drøm i nat um silki ok ærlik pæl, eller på nudansk: Jeg drømte en drøm i nat om silke og fornemt klæde. 24 ther: som 25 then helluger andh: en stivnet form der bruges en del steder i samlingen Hellige Kvinder. Formen helluger er en lidt ejendommelig konservativ type. Endelsen -(e)r er i det norrøne sprog endelsen i maskulinum nominativ, men bruges i samlingen også når Helligånden er objekt, f. eks. Brandt s. 40, lin : iech vill æræ een Gudh i thry nafn, fader och søn oc thæn helliger andh; eller indirekte objekt, f. eks. Brandt s. 40, lin. 9-10: Jach skal offræ mit offær Fader oc Søøn och then Helluger Andh; eller genitiv, f. eks. Brandt s. 79, lin. 17: mæth then helluger andz dygdh; og efter præposition, f. eks. Brandt s. 62, lin s. 63, lin. 1: [iech] troær aa Jhesum Cristum hans søn, ther aflæt var aff then helliger andh. Formen skal vist nærmest forstås som en fin gammel endelse, der passer godt i det fromme sprog. Se GldO, opsl. and, søgebegr. HellKv. - I det norrøne sprog lyder nominativen heilagr andi. 26 fyrstæ: straks

13 27 blomæn: - ordret: blåmænds ; ordet er her genitiv pluralis. Blaman (se opslagsordet i GldO) er det gammeldanske ord for en mørklødet afrikaner. Muligvis tænkes der på etiopiere og landet Etiopien, som er omtalt talrige gange i GT og en enkelt gang i NT. - If. GldO, opsl. blaman, seddel 6, har mulige latinske forlæg ikke noget tilsvarende. 28 ælst: elsket. Se GldO, infinitiven ælske. If. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik (bd. 2), 369, (København 1932) bortfalder konsonanten k i trekonsonantgruppe lk, nk, rk, sk med følgende konsonant, altså ælskt ælst. 29 føstermoder: ordet står helt isoleret i GldOs materiale, se opsl. fostermother, og er vel en skrivefejl. GldO, opsl. fostermother, søgebegr. Hellkv, har to belæg: seddel 2 med skrivningen føstermoder, men uden kommentar fra seddelredaktøren, samt belægget fostermoder på seddel 1. De andre sammensætninger med foster- som førsteled kender ikke omlyd i førsteleddet. 30 met thy: fordi 31 Her mangler et blad: det svarer til Lat.b s. 190, lin. 37 til s. 191, lin 32. Her fortælles at guvernøren over Asia, altså Lilleasien, ved navn Oliberius, i HellKv Olibrius, drager til Antiochia for at bekæmpe kristendommen. Olibrius ser tilfældigt den nu femtenårige og smukke Margarita, der vogter sin fostermoders får. Olibrius begær bliver vakt ved synet af den unge pige. Hvis hun er fribåren, siger han, vil han have hende til hustru, hvis hun er slavinde, vil han have hende til elskerinde. Man finder imidlertid ud af at hun er kristen og hun bliver forhørt og truet med dødsdom. Men Margarita viger ikke fra den rette vej. 32 [Mar]gareta (soa): soa synes indsat af udgiveren Brandt. - Snarerere har det bortkomne tekststykke haft: Tha soa sancta Mar At indsætte verbet se svarer til Latin.b s. 191 hvor der står: Beatissima autem Margarita aspiciens in cælum dixit = og den meget hellige M. sagde, idet hun så op til himlen. 33 forfares: fortabes 34 wuenne: (læses uvenne) fjender. If. GldO, opsl. uvin, søgebegr. HellKv, seddel 8, har Lat.A inimici: fjender (inimici betyder ordret: uvenner). Det gammeldanske fiende forekommer if. GldO ikke i HellKv. De få belæg i HellKv med uvin svarer ofte til latin inimicus, men aldrig til latin hostis. 35 Hærræ, iech troær a tegh, til thæs at iach scal ey forfares ewerdeligh, oc ath myne wuenne scullæ ey spottæ mek: en sammenblanding af citater fra Salm. kap. 31, v. 2: (1992) Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme - og kap. 30, v. 2: (1992) du lod ikke mine fjender glæde sig over mig. 36 drøffues: lide sorg 37 offtær gen: igen. Se GldO, opslagsordet gen (præp. adv.). 38 miskunde mek: hav barmhjertighed med mig! 39 blis: ængstes. Se GldO, infinitiven blyghes. 40 helsnæ: styrke, kraft, sjælero. If. GldO, opsl. helsen, søgebegr. HellKv, seddel 2, har Lat.A sanitates = sjælero. 41 linæs: finde lindring. 42 hwærues: (læses hverves): vendes. 43 at: således at 44 hustruge: piskede, hudstrøg. Se GldO, opsl. huthstryke. 45 swot: således at. - swot er sammentrukket af svo at/ sva at. Se GldO, opsl. sva, søgebegr. HellKv, seddel høfding: leder. If. GldO, opsl. høvthing, søgebegr. HellKv, seddel 4, har Lat.A prefectus = statholder, guvernør. 47 ganger bodæ karll oc quinnæ æffther ether radh: både mænd og kvinder, følg jeres eget råd. If. GldO, opsl. rath, søgebegr. HellKv, seddel 12, har Lat.A ite ad opera vestra = gå til det der er jeres behov. Lat.b s. 191 har det uforkortede citat: Ite uiri et mulieres ad opera uestra = gå I mænd og kvinder til det der er jeres behov. 48 wænt: tror, mener. Se GldO, opsl. vænte. 49 thoc: selvom 50 lyder: lytter til. Se GldO, opsl. lythe. 51 deffuel: en djævel, djævelen. 52 gømær: bevarer. myn siæl er objekt for gømær. 53 læsthe: give, tildele. Se GldO, opsl. læste. 54 rættens glømer: giver ingen mening. Må være fejl for rættens gømer = rettens vogter. Se GldO, opsl. gømere, søgebegr. HellKv, hvor seddel 2 noterer: vel afskriverfejl for gømer. Lat.A har if. nævnte seddel blot prefectus = guvernøren. - Et begreb som rettens vogter er kendt allerede i antikken: custos legum = lovenens vogter, custos juris = rettens vogter. - Gad siger s. 200, note 50, til rættens glømer : Jeg formoder at»rættens gømer«har været den rette oversættelse af prefectus, og at oversætteren eller afskriveren har benyttet det danske sprogs muligheder for et spil mellem»gemme«og»glemme«. 55 vredæs: præteritum, sammentrukket af vrededes.