Legenden om St. Christina i gammeldansk oversættelse 1.

Transkript

1 Legenden om St. Christina i gammeldansk oversættelse 1. Die Legende von St. Christina in altdänischer Übersetzung. La légende de sainte Christine en prose danoise du XIVe siècle. The Legend of Saint Christina in Old Danish Translation. Digitalisering og kommentar ved lektor Poul E. Jørgensen. 33(a)gvdnet.dk Af Sancte Kerstine hennis pyne 2. [38] Thet war en timæ en hellugh møø aff Tyræ 3 ther hob 4 hafdæ til Vorherræ, at hun skulde syn mødom 5 vighæ hannum till tiæniste oc til æræ. Hun var ey en 6 ælliuffue vinter gammell 7. Hennis fader var aff høgh slæct 8, och han var ridders forman oc mester 9. Hennis fader ok hennis modær vare af enkyns folk slæct ther Ethnici hetæ 10, oc the hafde thennæ iomfruge til enugh dotter, och hun hedh Cristina. Tha lod Vrbanus, hennis fadær, muræ vp eth torn oc lod henne ther i føræ, oc tolff mør met henne, och lod gøræ afgudhe af gull oc sølf oc sættæ thom for innen tornæt, at hun skulde hethræ 11 thom, oc ikki aff then stadh komme 12, at folk sculde henne ickæ see, forthy ath hun var storligh væn oc mange vilde henne tigghe 13. Tha sagdæ hennis fadhær: engen man vill iach myn dotter giffue æller iættæ 14, huat weth iech 15 om hun wil mø liffue alt siit liff, och hedræ gudhe, forthi at hun ælskær meget voræ gudæ, ther miskundug æræ. Æn sancta Cristina sætte sig till at ælskee hin alzwoldende Gudh 16 oc togh thæt røkelsse kar ther hun skuldæ til affgudæ met offræ och sættæ thet vti eth vindwæ ther østær var vt, oc hun stodh hoos vindwæth oc soa til himmel, oc soa østær vth a stiærne och bath i siit hiartæ oc suckæt harlæ sooræ oc græt. Och i the siu daghe offræth hun icke til afgudæ. Tha sagde hennis tiænistæ møør til henne: war frughæ, thet ær nu een syutær 17 siden thic 18 offræt ickæ till gudhæ oc ey thu blotæth 19. Godhæ [39] fruge, gør ey soa, at the worde vredæ oc fortape oss. Sancta Cristina sagde til thom: wy 20 villæ i slict føræ for mek 21? Jach vill ey offræ till the gudæ, ther vrene 22 æræ, ther blindæ ære och døffue oc enctæ vit haue 23. Jach hauer i thennæ vkæ offræt sannende offer til then Gudh, ther bodæ skapeth himmel oc iordh oc stiærneær och haf, oc alt thet ther fødh ær i iørderige 24. Hennis tienistæ mør fiullæ henne allæ till fødær oc sagdhæ: kiæristæ frughe, thw hauer eth kongelict anladæ 25, oc tegh sømer vell rikæ atwolde 26. Huath ær tek vordeth, hwi est thu soa vildh 27, at thu dyrker annen gudh, ther vy kenne ickæ tiil? Worder thin fader thet ath widhæ, han dræper oss oc al vor slæcth, oc sigher ath wy haffue tegh thæt kændh 28 at dyrcke then Gudh ther Pilatus hafde pinth till døthæ 29. Huort mughe vy siden fly foor hannum 30? Sancta Cristina sagde til thom: hwy villæ i Gud latæ 31? ii willes 32 aff deffuellen oc af hans affgudæ, ganger mannelic 33 til himmerigis Gud oc hans søtæ søn Jhesu Crist, at han skal ether frelsse fran deffuellen. I thy som hun taleth vether thom soa, kom hennis fader Vrbanus oc gik in ath see sin dottær, ath hun skulde hedræ hans gudæ 34. Tha koam 35 han in oc badh sin dotter, at hun skulde komme och offræ till affgudæ, som theris siid 36 var. Sancta Cristina vilde icke til the afgudæ gangæ, mæn stodh i siit vindwæ oc soa aa himmell och bath til

2 Vorherræ. The tienisteæ mør komme om sidær oc sagdæ till hennis fadher: Herræ, ther voldh hauer yuer oss allæ, wy vitne eth 37 foræ tegh, at thin dotther i tessæ ni daghe 38 vilde hun gude icke hedre, huærken met offer oc ey met blotæn æller met bønæ. Tha sagde hennis fader til henne: Cristina myn dotter, hwat ær thæt ther tegh hauer lyst 39? Huat villelsse hauer thu fangæt, at thu dyrcker thæn Gudh ther cryset var af Jøder, oc mattæ sig ey selff hielppe? Cristina myn fruge, vesth thu ey, at wy haffue mikith stæruet 40 oc graffuit oc hethræt ware miskundelich gudhæ 41, oc bethæt at thu skulde liffue met oss. Gak nw forthi 42 til och offræ till the gudhæ ther i himmellen æræ, och tek loth komme til thenne alder ther thu esth nu i, myn dotter, at the rætæs ey oc vredis amod tek oc tapæ tegh 43. Sancta Cristina sagdæ: thu skalt icke callæ mec thin dottær, mæn hans, ther thu nefnde athæns 44 en Gudh i himmerige, [40] hannum skal iach offræ mit offær met sannende oc ræth, forti at hannum sømer bothæ hedær och æræ. Tha vort hennis fader hartlæ gladh ther hun thet sagdhæ, forti al han wentæ 45 at hun sagdæ thæt aff hans gudhæ, och foor til oc vilde hennæ kissæ. Tha øptæ 46 sancta Cristina och sagdæ: gør ey myn mwn vren, forti at iac vill eth rent offer offræ himmerigis Gudh. Hennis fader foor vill i hennis ordh oc sagdæ til henne: Cristina myn frwæ, thu skalt ey soa megeth offræ till en gudh, at andree wordæ vredæ. Sancta Cristina swaredæ: thu meltæ ok sannende. Jach skal offræ mit offær Fader oc Søøn och then Helluger Andh 47, ath the helluge thry naffn mughæ openbaris oc hedhræs yuer alt thæt ther scapeth ær aff hannum ther i himmerigh ær. Jech troær a hannum och æn troær iach, af hannum ær mit liiff oc myn helssen. Hennis fader sagdæ: see andre thre gudæ, hwi hethrær thu ey thom? 48 Sancta Cristina swaredæ: man wten wit 49! scæmmis tegh ey veth 50, at mæden iech vill æræ een Gudh i thry nafn, fader och søn oc thæn helliger andh, och thw vill mek nødæ til at tiænæ andreæ afgude 51? 52 Lath mek hæntæ vsmittæth clæde, at iach vill offræ hannum ther mek hauer prouet mæt sannendæ 53. Hennee fader foor æn 54 vill i hennes ordh och væntæ alt, at hun sagdæ hans gudæ, oc han sændæ hennæ alt thæt ther hun lodh kræue. Tha sagdæ sancta Cristina till synee møør: syghær til Vrbanum ethers herræ, ath han sendæ mek en vsmittet kiortell, ath iech mottæ mech af clædæ aff mynæ vrene clæder, oc faar i hannum 55 at offræ rent hiartæ 56 til himmerigis oc iørderigis 57 konning oc skaperæ, at han matte mek miskunde aff mynæ syndæ, forti at iac hauer værith vild 58 aff ondæ 59 mæn til affgude tienistæ. Sancte Cristine foor i then rene kiortell, oc thoæ 60 sith anlade oc syne hændær, och luctæ sigh i et hærbergge oc offræt Vorherræ Jhesum Cristum, oc bat syne bøne grædendee oc sagde: Hærre Jhesu Crist, leffuendis Gudz søn 61, ther sændh var aff thin vdødelic fader til værilden ther thu skapeth, oc losth tech fødhæ i mantzs kiøn oc tolde ther døth aff vret 62 mæn, at wy skulde kennis vith thin æræ oc tith woldh 63, nu tigger iac thet aff thin guddom, iac syndughe menniske oc mynst aff thinæ thærnæ, Cristina, forti at iach syndet mikit met wanwit 64, at iach dyrcket diefflæ, bith iach tegh, [41] at thu forlat mek myne synder, oc two af mek alle myne synder och ondskap, ther iech giorde aff vanwith i barndom. Hærræ, vorth mek 65 i the pyne ther mek til redhes, ath iech mottæ foræ thin æræ oc fore thit naffn vinnæ allæ thom ther ey kiennis vith tith naffn, at alle matte tegh rædis och blyss foræ thin rætzell 66. Sosom hun haffdhæ thættæ melt soa, kom Vorshærræ 67 engell och stoodh hooss henne ok sagdhæ: Cristina, Gudz thærnææ, Gudh hauer thin bøn hørd, haffs manneligh vith oc styrc thit hiartæ 68 gen 69 domeræn, at 70 hans 71 naffn oc hans guddom mughe æris foræ thin skildh. Tha sagde sancta Cristina til engellen: myn hærræ 72, giff mek eth ewertælict mark 73 efftær Vorherræ Jhesus Cristus, oc tha skall iach engen man rætis. Then hellugh engell togh oc hiolt syn hand yffuer hennis hoffuit, oc gaff

3 hennæ thet hun beddis 74. Tha wende sancte Cristine segh om oc hittæ brøth hoss sigh logh 75 hwit ænsæ mialc oc søth ensæ honnugh. Tha tok hun thet vp oc saldet 76 engellen, oc sagde: myn herræ, tag thette brøth och vigh thet 77 oc gif mec thæt euerdelict liff oc affløsningh 78 aff mynæ synder. Thet ær nu tolf daghe siden iac brødh tæffttæt 79. Worsherræ engell togh thet brøth, oc vigdæ thet oc brøt thet, och gaf henne at ædæ vdøtelict brøth 80. Firren sancte Cristine togh thet brød, tha bat hun til Vorherræ oc sagde: Herræ Gud fader Jhesus Crist, iech tacker tegh at thu losth mek wæræ verdugh attaghe 81 vdødelict brød. Siden at 82 Sancta Cristina thet helluge brøth. Siden afftæn kom, tha brøt sancte Cristine nidær alle sin faders affgude, Jouem, Appolinem och Uenerem 83 oc togh hwær theræ 84 oc førdæ nithær at thre stæghæ 85, och hun foor nither af sith vinduge och skænde alle affgudene synder 86 och gaf thom fatugt folk, Tha foor hun op afftær gien och van sig vp i tornæt mæt sin vinde 87. Annen dag ther effter tha kom hennis fader oc vildæ hedree syne gudæ, oc effter ath han saknet thom, tha lot han kalle til sigh henne tieniste mør, oc spordæ huat aff the affgude matte vorde. The fiullæ alle til hans fødær oc sagde: Herræ, thin dotter vor frughe hun skiende thom alle i synder, och kaste thom vth i gadhe. Hennis fader Vrbanus vorth harlæ 88 vreth, oc griper 89 sancte Cristine oc barde 90 henne vti hennis antlade met sin hand, och sporde af henne oc sagde: huar hauer [42] thu fiæld 91 woræ gude? sig mek thet. Æn vilt thu mek thet ey sighæ, iach skal giffue tith kiøt vnde diur 92 ath ædhæ. Gak til oc hedrææ gude af himmerige, at the vorde tegh ey vrede, ath thu skalt illæ forfares. Sancta Cristina swarede: rætlike mæltæ thu, ath iech skal hedre himmerigis Gudh oc hans søn Jhesum Cristum oc then helluger andh. Tha wort hennis fader vred oc loth henne binde oc føræ henne a gade 93 oc loth bærie henne ther. Siden loth han henne aff clædæ 94 och hustruge 95. Hennis modher vistæ ther ey aff huath hennis fader giorde vether henne. Æn the ther barde henne vare om 96 trætte sosom the vare døthæ. Tha sagde sancta Cristina til syn fader: o hin vrenæ, ther vten æræ ær, oc Gud forgangen 97 Vrbane! seer thu ey huoræ trætte the ære ther mek haffuer board? seer thu ey thine affgude ther thu hedrær haffue engen craft, oc the orke ey at giffue thom styrckelsse at pynææ mek. Vrbanus skammedes tha vidher sigh selff, at han vorth soa spotteth af syn eghen dottær, oc lot tha en boyæ 98 om hennis halss oc loth binde bodee hennis hender oc hennis føder, oc henne siden sattæ i myrkestoffue 99. Ther Vrbanus hiem kom, tha vordh han so sorgfull fore sin dotter at han gad icke ædeth 100. Ther hans husfrugh hørde, thet 101 hennis dotter hafde thet told af syn fader, tha sled hun alle syne clæder synder oc lagde aske a sith houith, oc gik bort til hin myrckæstofue oc fial foræ henne fødær oc græt oc sagde: kæriste dotthær, see ynck aa meck 102 thyn moder oc miskunde mek, forti ath thu est myn enuxte 103 dotter, oc alt thet ther mit ær thet ær tith. Sødæ dotter Cristina, thw esth liuss af myne øgen, westh thu ey thet at iec tek føddæ, oc thu myne spener dydæ 104? huat ær tek wordet, at thu dyrker annen Gudh æn voræ! Sancta Cristina lodh vp sin mwn oc sagde: huar fore gør thu thet ath thu kaller mek thin dotter, eller sigh mek en i ethers slæct ther Cristina heder sosom iach. Hennis moder sagdæ: engen heder soa. Cristina sagde: hui kaller thu mec tha thin dotter? vest thu ey at iech hauer Crist naffn 105 af himmerigi ther myn helær 106 ær? oc han hafuer mek prouet til himmerigiss glæde, oc han hauer mec vepnd 107 oc sigher giffuit at forwinne alle thom ther ey kennis veter hans naffn, at forlægge 108 ether forbannelzhet 109 oc the [43] afgude aff hwem ther i æræ vilthæ 110. Ther hennis moder haffde thet hørt, tha gik hun hiem oc talde sin man alt thet hun haffde hørt. Tha vort Vrbanus harlæ vred oc vreddis tha openbarligh gen henne 111.

4 Siden ginge riddere 112 till och toge sancte Cristine vtaff mørkestoffue oc lede henne till things 113. Siden alle the quinne ther soghe ath hun lediss til things, tha øptæ the til henne, oc sagde: then Gud ther thætte barn troer aa, han hielpe henne, forti at hun troær a ræt Gud oc saan 114! Tha lodh Vrbanus henne ledhe fore sin domstoll och sagde til henne: Cristina, iech hauer ynck a tik forti at thu esth min dotter, gak til oc hedre vore gude, ath the motte thec vordhe natugh oc frelsse tek aff then vildom ther thu innen esth. Æn vilt thu thet ey, iach skal tegh ladæ pyne mæt mange piner. Tha soa sancta Cristina vp til himmell oc bat thrisse oc sagde: Hærre! megen nade hauer thu mek læt 115! Siden sagde hun til Vrbanum: o hin vrene hundh Vrbane! hui kaller thin deffuel mek thin dotter? thet thær fødh ær aff tek thet ær af deffuel fød, æn myn fader mat 116 thu aldrig wæræ. Tha vordh Vrbanus harlæ vreed oc lodh henne af clæde oc loth henne harlæ soaræ pynes. 117 Sosom sancte Cristine pintes, soa togh hun af the kiøtsticke 118 ther aff hennis legome fiullæ oc castæ i hans antladhe ok sagdæ: sannendes vuen 119, see iach predicke tech thæt met sannendh 120, at thu scalt fordømes ee foruten ænde. Æn forti at thu gernidis ath ætæ barne kiøt 121, see ther ligger fore tegh. Tha sagde hennis fader: Cristine, gak till oc hedre vore gude. Nu kaller iach tegh ey dotter, æn vilt thu oc ey, iach skal foa 122 tegh the hordeste pyne ther iech gither 123 tek vold, oc Jhesus Cristus skal tegh ey hielpe thær dræpen var af Jøder. Tha soa sancta Cristina vp til himmel och loa 124 met blit antladæ 125 oc sagde til Vrbanum: o then ther full ær aff ilzske, oc fælug hauer mæt ondskap, vest thu ey thæt 126 himmerigis Gudh, værelssens helære, foor forti 127 af himmerige oc til værilden at han skulde bort vræke 128 all ilzkæ, och helæ oss. Æn for hannum, ther mek haffuer helæt, Jhesus Cristus, foræ hannum tooll iach tesse pynær, oc at iach skal tik forwinnæ, oc tith liuss vtslicke. Vrbanus gath ey tholdh then harm, men loth henne eth hiull gøræ oc lot sancte Cristine ther [44] aa, oc lodh tændhe eldh, oc gløde strøø ther vnder, oc henne smørie meth olie, at hun skulde tisskydere 129 brenne. Sancta Cristina var bunden a hiuleth oc hans swene vende hint hiull omkringh, oc hun pintess harle iæmerligh. Tha soa sancte Cristine vp til himmell oc bat oc sagde: Gudh ther vti himmerige ær, iach ærær tek, oc Jhesus Cristus, ther myn fader ær, thec tacker iach. Slao mek ey vordeløss 130 i thenne strit, men ræcke thin hand oc tag thenne eld oc sløck hannum, at myne wuenne 131 skulle ey glædis aff mek. Ther hun hafde thet sagt, tha slooss hin eld vp oc drap tusende oc femhundrede folck af the ther afgude tiente. Cristina, Vorshærræ thærnæ, huildes aa hint hiull ænsæ 132 a en dunbløt sengh 133, oc Vorsherræ englæ stothæ huose henne. Tha lodh Vrbanus henne løsæ aff hiuleth oc ledæ foræ sigh, oc sporde hennæ ath oc sagde: sig mek Cristina, huoa 134 tegh kende 135 tesse ondæ listæ 136? gack vether 137 fore mek, en vilt thu ey gange vether foræ mek, iach skal tegh ey ladæ liuæ. Sancta Cristina sagde: then fordøme tegh med sin helligedom 138, thær mek hauer kendh thenne lifnæt 139. Sagde iech tek ey thet firræ, hin onde flesk ætær 140, at myn fader hærræ Jhesus Cristus, ther mek kende thenne lifnet, han ær theræ mæns liuss ther vti mirc æræ, oc theræ manne vegh ther villæ fare 141 oc theræ glæde ther i nøtsion 142 æræ, oc theris hob 143 ther a hannum callæ. Han kende mek ræt, al iech skaall tegh forwinnæ oc defuellen thin fader. Æffthær thet at Vrbanus vort soa forwnnen oc drøft 144, oc vistæ ey huore han mattæ henne liff fange ænd 145, oc siden lodh han henne ledæ til mirckehus. Tha sath sancta Cristina oc hugde om Vorhærre oc om himmerigis fagneth 146, soa komme thre englæ oc førde 147 henne math, oc helnet 148 henne mæt theræ hendær all hennis legome. Tha soa sancta Cristina vp til hemmel oc bath oc sagde: Herre, himmerigis konningh oc godh læge til lønlige soar, nu veth iach, oc veell 149 kennis iach vith, at thu hauer mec ey fortith 150, men thu hauer mynss 151 mek, oc hauer sendh mek 152 af thit helluge

5 riki mæt thine hellige engle. Om then nath sende Vrbanus fæm swene och bat thom bindhe en steen om hennis hals oc sencke henne nedær vti hafuit. Sideen thæt vordh giort, tha toghe englæ henne oc førde henne yuer vatnet, at henne motte [45] icke skadhæ 153. Tha soa hun vp i himmell ok sagde: Hærre Jhesus Cristus, ther mæt oss ær och engen man fortyær thær tegh rætis 154, the 155 thinæ ierntegen 156, oc lath mek myn skæræseld 157 foa vti thætte vatn, forti at thu giekst self met thyne fødher aa thætthæ vatn 158, oc thu signede thet, oc two 159 mek met thætte døpelss vatn aff alle myne synder, oc lath mek thæt være foræ skærels 160 dopp, oc liusæ mek mæt tith helluge liuss oc gif mek thet euerdelige liuss. Soa kom en røst af himmellen och sagde: Cristine, Gudh hauer thin bøn hørth! Siden kom en skinende sky offuer hennis hoffuit. Ther hun soa at Gudh sendæ syn gøsky 161 aa hennæ, oc soa engle standee huoss sigh och loffuit Vorherræ met fagher sangh, tha soa hun vp til himmel oc sagde: leffuende Gudzs søn 162, ther vsyunligh ær och vkranklic 163 oc vsmitteth, ther nedær forsth af himmerige a hafs vatn met megell ærææ oc met englæ skaaræ och gaft mek vdødeligh æræ, bither iac tek, at thu sendher til Vrbanum i thenne nat, fore thet ther han vether mec giorde, bodæ anger oc vroo 164, forti at han høttæ 165 mek at dræpe. Siden hun hafde thet sagt, tha vort hun ledh til mirkestoffue oc the ther tienthæ the æræt Vorherræ 166. Hennis fader Vrbanus i then same nath gaff han sin and vp met megell pyne och megil twangh. Ther sancta Cristina froa 167, at Vrbanus var døth, tha fial hun a synæ knæ oc bath oc sagdæ: Hærræ, iech tacker tek ther Abrahams Ysaacs oc Jacobs Gudh ær, ath thu hørdæ oc vette 168 mek thet at thu castet Vrbanum i thet vter meræ mirc 169 och i heluidiss eldh fran thin gøski oc thin fagneth, oc alle the tith naffn haue skænd hauer thu vtkasth fran tegh. Sidein 170 scamt 171, æfftær fao daghe, tha kom een domer i Vrbani stad, oc heedh Dyon, oc han hedræt affgude. The umbezmen 172 the talde hannum i stadh 173 af sancta Cristina leffnet. Ther han thet hørdæ, tha actæt 174 han mæt sigh selff oc sagdæ: huat ventær thu mæden thætte spædee barn hauer soa manghe oc soa horde pyne told, mon iech gide henne noget meræ giort? 175 Tha loth han henne vtlede fore sigh oc æfftær at han soa, at hun war soa væn, tha kalleth han henne til sigh oc talet blidelige til henne oc sagdhe: o Cristina, salig estu oc af konnings slæct esthu fødh, [46] oc hauer michil nøtsion toldh, sosom iac hauer hørt. Huat villæls ær thet ther thu hauer fangæt, at thu forsmoar the miscundelige gude, oc hedrær then man ther dræpen [ær] 176 oc sig orket ey self at hielpe 177. Cristina, gak til oc hedræ voræ gudæ ther væræld walde 178 oc miskunde mugæ giuæ. Gør thet ther iach teg bedher oc hedree vore gude, oc iach vill siden scriue met tegh til værælzs herræ 179, at han skal tek giftæ en man ther valdugh ær, oc af bæst slæct æær. Æn vilt thu ey thæth thær iac tek bedær, thet iac skal ladæ tegh frestæ 180 met halue fleræ 181 pyner æn thu haffuer førræ frest 182, oc thin Gudh gidær tegh ey hullpeth. Sancta Cristina soa vptil himmell oc sagdæ: met tessæ talæn gitær thu 183 mec ey vildh 184, huærken thu æller thin konning, at iac skall forti 185 himmerigis Gudh och myn Hærre, ther met mek ær. Han skal frælsse mech aff alle pyner oc af thinæ onde hænder. Tha vort han wredh, oc loth hennee afclæde ok mæt lyme hufstrwge 186. Tha sagde sancta Cristina: o hin ledhe i anlat sosom thine gude æræ, scammer thu tegh ey, at thu theer 187 mek thenne pyne? hwy giffuer thu mek ey hordere pyne? iach troær aa myn helær Jhesum Cristum, at iach skall tegh thee 188 sammelund fordøme, sosom iach fordømde Vrbanum thin brodær. Domeræn sagdæ: iach toll gerne vredhe aff tegh, ath thu mottæ huærffues 189 til gudhe, oc iech hauer ønck aa tegh, at thu motte miskund foa af thom. Sancta Cristina swareth: domere, huat ær thith naffn? Han sagde: iach hedær Dyon. Sancta Cristina sagdhe: thu mot wel hedæ Dyon 190, forti at thet ær deflæ naffn oc affgude,

6 the æræ bodæ blindhe oc døwæ. Siden wort hannum harlæ harmt, oc lot gøræ een pannæ oc lot gøræ henne megit hedh, och loth ther j thiærææ oc qwade 191 oc olyee. Thær thet var giort, tha toghe the henne oc casten 192 vti pannen, oc fyræ stodæ at oc skiudæ 193 sancte Cristine i thæn panne, at hun skuldæ thisskydere ændæss. Tha soa sancte Cristine til himmell oc sagde: iach louer tegh oc iech ærær tek, Herræ Jhesu Crist, thær mek hauer vorth ænsæ modher vær siit barn 194, oc lost thenne pyne mek icke skade. Tha sagdhæ domeren: nu mat thu merke met tegh, huore tollig 195 gudæ ære oc forti moa tigh eld icke skade. Sancta Cristina swaret: o hin vmilde oc vrene diefuellens søn 196 i thin dom, thin hood 197 rædæs [47] iech icke, æn iach hoper til Gudh, ath iech skall sende tik till thet samme mirc, ther thyn broder pynes vti. Tha togh domeren oc lot raghe hennis hoar alt af houedeth oc lodh henne nagæn pynes. Alle the quinne ther ware ther oc henne soghe, tha øpthe alle ænse met en mwn och sagdæ: wrætte domer 198, thu dømer yffuer thætte barn, oc thu gør skam alle quinne. Tha soa Sancta Cristina vp til himmell oc sagde: himmerigis Herræ, iac tacker tek, at thu lost mek væræ værdugh at vorde naffnkunnet 199 i dagh. Sidhen ledhe the henne til mirkestoffue. Annen dagh ther effter tha lodh domeren calle henne a thingh fore sigh oc sagde: Cristine, gak met mek til templen oc hedre myne gudæ, at thu motte frelssis af tesse horde pyne. Sancta Cristina sagde: Dyon galne oc vrene, ther lig esth vtamme diur oc defflæ nafn hauer, hwi willes thu 200? thynæ ord mughe mek ickæ frestæ, oc thin hott 201 vil iac icke rædes. Domeren sagde: hwi vonhetær 202 thu mec soa, iec tooll tegh gernæ ther till at thu vilde ey villes af then vrene gudh, men hedree then gud ther i himmel ær, at thu mattæ foa nadæ aff hannum, æn megeth hauer han teg spard 203. Cristina sagde: wal sagde thu, Gud forgangen man, at iac scall offræ mynæ bønæ til himmerigis oc iørderikis Gud, han skal mek gøme fore 204 alle thine gerninger. Tha ventæ 205 han, at hun sagde thet af hans gudh och hugdæ 206, at hun skulde gange til oc hedre Appolinem. Tha lifdtæ sancte Cristine vp syne hænder oc synee øghen vptil himel oc badh oc sagde: Hærre himmerigis Gudh, myns hærræ Jhesus Cristus fader, ther alt scapet met eth ordh, oc nedær forst a haffs vatn, oc liusde 207 mek thære met skæræls dop 208, iac bether tegh at thu hør mec thin thærne, at thu biuth thenne deffuell ther hær fiæls 209 i tættæ beleth 210 vt atganghe af thettæ tempell, at Dyon matte sigh scamme, forthi ath thenne afgudh hauer kommet mange siæle til tapelsse. Tha øptæ sancta Cristina met høgh røst oc sagde: thu deffuell, thær i thætte bedelæ 211 fiælss, iech biuther tegh i Vorhærris nafn Jhesum Cristum, at thu gak vtaff thætte tempell oc wær ther som iac tegh biuther. Ther Vorsherris nafn Jhesus Cristus vort neffnd, tha gik then deffuel aff templet, och stoth vell fyrætiughe fødær langt fran thet tempell, oc engen man soa hannum siden 212. [48]. Ther domeren soa thet, tha vord han soa rædh, at haan fial neder vith iordh. Tha stodh han vp mæt megell rætzell, oc sagde til henne: o Cristine, thine listæ 213 the formughe thes alt af mikit 214, hwi hauer thu met thin list vtcasteth vor gud then voldugh Appollinem 215, forthi at han var tek miskundug oc han soa ønc aa tegh, forthi gick han vt af sin creatiuæ 216. Ther sancte Cristinæ hørde tesse ordh, tha sagde hun: hin vndee huat 217, vndzscaps fælugs man oc there høffdingh ther thinæ lighe æræ, afgude dumme oc døuee 218, vnderstoar thu ey Vorherræs rætzlæ 219 oc hans høghæ oc hans vnderlic gerningh ther han nw giordhe, oc soa førræ? oc thu sigher at thet ær Gudh, ther giort ær met mantz hendær 220. Thu vsel, troa a Gudh, Vorherræ Jhesum Cristum fader, ther tegh matte giffue lius oc sannend. Siden sagdæ sancta Cristina: Hærræ, biuth thet at thettæ belede ther thenne deffuel bodhe i, at thet motte niderfalle nu i stadh oc slass om smot sosom 221 sandh. Oc ther om brat fial thet nedær, oc wort sosom hun bath, oc manningen af the hedne ræddis oc trode oc øptæ alle oc

7 sagde: Cristine Gud 222 han ær himmerigis Gudh oc san! Oc siden sagde the: Hærræ Jhesus Cristus, sænd thin guddoms sannende ouer oss, at vy mottæ tro poa tek, forti at vy varæ viltæ til at hedree afgude til thennæ dagh. Thy tusende varee the men 223 ther tha trodæ a Gudh fore sancte Cristine skild. Tha reddis Dion fore then skildh, at Appollo hans gudh var vtcastæth, oc sagde: af 224 keiser vordær at høræ tesse gerninger ther sancla Cristina hauer giort vether Appollinem, tha pynier han mek i heell 225, och vti then angest oc then rætzell ther han hafde som Gudz villie var, tha fial han døt nedher enseæ en stock 226. Siden han 227 so, ther hoss Dyon stoth, at Dyon fech brat døth, tha lot han ledæ sancte Cristine til myrkestoffue. Siden effter scam 228 fræst tha kom then trediee domer ther oc hadeth oc mikit cristet 229 folc, oc han heth Julianus. Ther han kom til things, tha vord hannum och tald af sancte Cristine liffneth. Ther han hørde thet, tha loth han lede fore sigh sancte Cristine oc sagdæ: Cristina, thu hauer megit giort met thine vndæ listæ, gack æn til oc hedre thee miskundelige gudhe. En 230 vilt thu ey mit budh fulkomme, iach skall tegh soa iæmerlige pyne, at then Jhesus, ther 231 [49] Josep 232 iordeth, han moa tek ey hielpe. Sancta Cristina sagde: hwi taler thu slige forbannet ordh, Juliane, diefuels veen oc Gudz vven 233? thine ordh gittæ mec ikke giort 234, och thine høtzell oc thine pyne rædis iac ikki. Tha togh Julianus oc lot hedæ en owen i thre daghe, oc castæ sancte Cristine ther i til femte dag, at hun skulde sith liiff ther ænde. Sancte Cristinæ loa i then owen, oc Vorshærre englæ vare met henne, oc loffuit Vorherræ, swot 235 en mikill røst gik vth af offnen 236. Ther folkit then røst hørde, tha sagde the Juliano till. Ther Julianus thet hørdæ, tha lodh han vplade thæn offuen oc hun gick vt sosom aff en løygh 237 oc sacke 238 icke. Tha loth Julianus henne ledhe foree sigh oc sagdhæ: sigh mek, Cristina, alle thinæ ondæ liste, forti at thu haffuer vnderkommet tik 239 alkynss naturæ met thin listh, wilt thu mek thet ey sighe, jech skal foa tegh halfue meræ pyne 240. Sancta Cristina sagde: wndest Juliane, thu haffuer ulue naffn 241, iec rædæs ey thin hoth. Gud scall mek hielppe, hauer thu nænnee 242 till, tha thee 243 verræ pynee. Tha loth Julianus callæ til sigh en man, thær hans ormæ gømde 244, oc two orme, ther aspidis 245 hedhe, casthe aa henne, oc two hugorme 246, oc sagde: sig mek Cristina, canth thu och koklæ 247 diur. Sancte Cristine suarethe: o hin ther wten wit esth, iæch troer aa Vorsherræ dygdh Jhesum Cristum 248, at sosom han hialp mek førræ for pynæ, soa skal han oc nu mek fore tessæ diur hielpee. Tha loth Julianus ormen løss, oc the two hugormee the lagdiss 249 vith hennis fødær oc slicket thom, oc two aspidis the sliungde thom vp til hennis spenæ 250 sosom spædæ børn. Siden loth han løsæ two næthræ 251, oc the foræ vpp a hennis hals oc slicket aff henne yuervætis swet. Tha soa sancte Cristine vptil himmell oc sagdæ : iech tacker tegh Herræ Jhesum Crist, ther sannende liuss ær, oc theræ hielp 252 ther tith naffn rædhis, at thu vilde ey tessæ diur ladee mek skade gøræ, men the skulde myn swet aff two 253. Tha sagde Julianus til hin ther ormen gømde 254 : ey, mon thu oc væræ kocleth 255 af Cristina? Tha togh [han] oc skulde ræte 256 thom, soa at the skulde fløge a henne. Sosom han skulde ræte thom 257, soa flege the vp at hannum oc dræpte hannum. Oc siden 258 torde engen man taghe the orme. Siden bath sancte Cristinæ syne bøne oc sagde til ormen 259 : iach biuther ether af myn [50] Herre Jhesum Cristum, at i gange huær ether til then stadh 260 ther i vtginge oc skader engen man, oc the ginge bort om brat 261. Tha so sancte Cristine vptil himmel ok sagde: himmerigis Gudh, ther thin søn sende ath resæ Lazarum vp af døtæ, weth 262 mech thet thin tærne, at thu lat vp thenne man mæt thin voldug arm af then døth ther han sigher i 263, at alle the thæt soghe mattæ loffue och æræ tith helluge nafn. Soa kom en røst oc sagdhe: saligh estu Cristina, vorth starck oc hafs manneligh vith 264. Jac ær met tegh, oc huat thu bedis af

8 mek thet skal tegh vedes 265. Tha gik sancte Cristine til then døthæ oc sagde: iech biuder tegh i Vorshærre naffn Cristum Jhesum, at thu vpstat ther døt esth. Oc han stod i stad vpp oc fiall til henne føder oc sagde: Cristina, iec tacker thin Gudh ther mek resde vp af døthe. Julianus sagde: Cristina, tek ær yuert 266, thu hauer nu teeth alle thine listæ, gak æn til oc hwerf tek 267 til Gude, ther so mikit haue told met tek. Sancte Cristine suaret: hin ondæ oc forbanneth 268, soghe thine blinde øghen ey the dygde 269 ther himmerigis Gudh oc Cristum Jhesum hans søn giorde? Julianus vort vred, oc lot hennis spinæ 270 af skæræ. Tha sagdæ sancta Cristina: Juliane, ther hiartæ hauer horderæ æn steen, thu lost myne spenær af skæræ, seer thu ey, hin ondææ huat 271, at ther løper mialc vth fore blodh 272. Tha soa hun vp til himmel oc sagdæ: iech tacker teg Herræ Jhesu Crist, ther mit legom hauer frælsset aff allee menfør 273, nu ær iech bon 274 til at ænde min stridh oc taghe løn aff tegh. Siden loth Julianus letæ hennæ til mørkestoffuee. Siden komme mange husfruær 275 til henne oc hørde huore maninge pyne hun tolde, och førde megit af theris gotzs 276 ath the skulde hughe 277 henne. Oc tha hitte the sancte Cristine sidende oc hygget 278 a Vorhærre. Siden ginge the indh oc fiullæ til henne fødhær. Sancte Cristine ræte thom vp 279 oc predicket thom 280. Æfftær thæt ath the vndræth oc sagdæ, at hun hafde soa got toll, tha trothæ the a Vorherræ siu husfruær. Annen dagh ther eftær tha lot Julianus hennæ ledhe a thingh fore sigh och sagde: Cristina thin time ær skøt 281 kommen, æntig at thu hethreæ gudæ æller iæch spar tegh ey lenger. Sancta Cristinaa swareth: huærken vorder tegh roo i thætte værildh oc ey i hint thær euinnelict ær. Julianus [51] gath then harm ey lenger toold, oc gaff thæn dom, at hennis twngæ skulde af skæris. Tha sagde sancta Cristina: Hærræ yuer gøzki 282, iach tacker tegh, at thu hauer mek ey fortith 283, iach bether tek at thu tag min siell och lath mek ænde myn stridh, nu ær timæ 284 til at iach skal myn bøn tagæ 285. Soa kom een røst af himmel oc sagde: renæ och vsmittet møø, ther megit ærffuit 286 oc pyne haffuer told fore mek, hemmellen ær oben foree tik oc himmerige ær tik til rede, alle helluge mæn the faghne thech 287, forti at thu hauer soa mikit toldh af barndom 288. Tha hørde Julianus thennæ røsth, oc lodh i stæt 289 skæræ hennis twnge aff. Ther twngen var afskoren, tha togh sancta Cristina thæt sticke ther aff var skoræt oc castæt Julianum i antlat, oc slogh hannum vth anneth øghæt 290, oc meltæ æn siden oc sagdhæ: Juliane vndee oc vrenee, thu girides at ædæ myn twnge, ther iac skulde Gudh met loffue, nu ær Gudzs rætte dom yffuer tek kommen, ath thu hauer tith øghæ misth. Thennæ harm gat Julianus [ey] lenger told, men greb sin boghæ oc sætte aa twoa stroolæ 291, oc met een skøt han henne i hiarthe oc met annen i sidhe. Oc hon ænde siit liiff oc for till himmerigis. Siden kom een man, ther aff sancte Cristine slæcth var, ther oc troodhe aa Gudh foræ hennis skild 292, han togh hennis legome oc groff thæt i Appolonis tempell. Sancta Cristina fulkom sith martirium kalendas nindæ Augusti 293 oc togh løn oc glæde af Vorherræ Jhesu Cristo, Qui viuit et regnat per eterna secula 294, Amen! 1 Den gammeldanske tekst er fra en såkaldt legendesamling, udgivet af C. J. Brandt, med titlen De hellige Kvinder. En Legende-Samling (Kjöbenhavn 1859). Håndskriftet til Brandts Hellige Kvinder findes på det kongelige bibliotek i Stockholm (Cod.Holm.K4). Brandt anser det for at være opstået omkring Den gammeldanske tekst er derimod noget ældre, hvilket ses af en del konservative træk (f. eks. former som attan = atten, himmerigi = himmerige, iørtriki = jorderige). Om disse, se Brandts udgave s samt hans ordliste s Trods den af Brandt valgte titel er medtaget Visio Sancti Pauli, en i middelalderen særdeles udbredt legende om apostlen Paulus' besøg i helvede, her i dansk oversættelse, hos Brandt kaldet St. Povels Nedfart til Helvede. Endvidere, helt ulegendarisk, en oversættelse af Matthæus-Evangeliet kap Brandt mener i efterordet (s. 97) at samlingen

9 "nok er bestemt til kvindelig Læsning, og da sagtens til Klosterjomfruers Tjeneste". Endvidere påpeger han at kvaliteten i teksternes stil er så ujævn, at oversættelserne ikke kan være foretaget af den samme person. Således fremhæver han rosende oversættelsen af Vor Herres Pine, mens Margarete-legendens stil betegnes som stiv. Christina-legenden fra Brandts udgave gennemgås i Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), kap. 13 "Hellige Kvinder" s (kapitlet gennemgår de enkelte tekster i Brandts udgave). Gad skriver s : Den danske legende i Hellige Kvinder er en oversættelse af den uforkortede version som i Pennazzis udgave, men der er dog så mange afvigelser i detaljer, at det var ønskeligt at søge en bedre paralleltekst. Gad foreslår en bedre tekst: Ved en gennemgang af Bibliothèque nationale s håndskrifter [i Paris. PEJ] med Christinalegender lykkedes det imidlertid at finde et, der kom Christinalegenden i Hellige Kvinder ret nær: fonds latin 15437, et håndskrift fra det 11. århundrede. Ved en sammenligning af denne latinske og den danske tekst viser det sig, at den danske følger den latinske, sætning for sætning, med ganske enkelte overspringelser af ord og ordgrupper. Der er også af og til afvigelser i formuleringen, der tyder på, at den danske textes forlæg har afveget fra Med Pennazzis værk tænkes på Splendiano Andrea Pennazzi: Vita e martirio ammirabile della gloriosa S. Christina (Montefiascone 1725), heri Christina-legenden fra et Orvieto-håndskrift, kaldet Acta Urbevetana, s Christina-legenden i Pennazzis version findes som paralleltekst - med enkelte emendationer - aftrykt i Andreas C. Ott: Christinenleben. Nach den beiden Handschriften zu Carpentras und Paris zum ersten Male, mit Einleitung, dem lateinischen Texte der Acta Urbevetana, Anmerkungen und Glossar, hrsg. von Andreas C. Ott (Erlangen 1922), s. 5 ff., på nettet - Endvidere findes dele aftrykt i Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter (se nedenfor). En digitalisering af Pennazzis Christinalegende fra Acta Urbevetana ses her Udover den af Brandt aftrykte Christina-legende, findes der på gammeldansk også to fragmenter. Disse to fragmenter er udgivet af Paul Diderichsen og Holger M. Nielsen i: Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter (København ) Fra Fragmenter af en Legendesamling i Cod. Holm. K 48 (Cambridge Univ. Bibl. Add. MS r -2 v ), s. 2-8, med parallelt aftryk af relevante dele af den ovenfor nævnte A. Pennazzi: Vita e martirio ammirabile della gloriosa S. Christina. Teksten hos Pennazzi stammer angiveligt fra et håndskrift fra det 12. århundrede (se Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter s ). Denne tekst ligger Christina-legenden i håndskriftet Cod.Holm.K4, som Brandt har benyttet, meget nær. Da imidlertid Tue Gad - som nævnt ovenfor - i sin omtale af Brandt-udgavens forhold til Pennazzi skriver at der er dog så mange afvigelser i detaljer, at det var ønskeligt at søge en bedre paralleltekst, må fragmenters gengivelse af Pennazzi som paralleltekst være noget passé Fragment af en Legende om Sancta Christina, fundet i Huskvarna, nu: Cod. Upps. C 871, s , med parallelt aftryk af den latinske tekst fra håndskriftet på den Kongelige Bibliotek i København Thott 133 fol. If. Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter s. 232 ligger dette latinske håndskrift Christina-fragmentet meget nærmere end den meget forkortede Christina-legende i Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse (Dresden und Leipzig 1843) eller den meget ordrige i Boninus Mombritius: Santuarium seu Vitæ Sanctorum (før 1480, benyttet tryk: Hafnia 1748). Anvendte referencer: Legenda Aurea = Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1850), s En digitalisering af Christina-legenden ses her Mombritius = Boninus Mombritius: Sanctuarium, Milano uden år, før Mombritius' Sanctuarium bd. 1 er genoptrykt i Paris Bd. 2, i Udgaven findes digitaliseret på nettet. Christina-legenden findes i bd. I, s , på nettet Ott/ Pennazzi = den aftrykte paralleltekst i Andreas C. Ott: Christinenleben. Nach den beiden Handschriften zu Carpentras und Paris zum ersten Male, mit Einleitung, dem lateinischen Texte der Acta Urbevetana, Anmerkungen und Glossar, hrsg. von Andreas C. Ott (Erlangen 1922), s. 5 ff. - En digitalisering af Pennazzis Christina-legende (fra Acta Urbevetana) ses her Fragmenter = Paul Diderichsen og Holger M. Nielsen i: Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter (København ). GldO = Gammeldansk Ordbogs seddelsamling på nettet, under adressen gammeldanskordbog.dk/ - Ordbogen kræver et rimeligt kendskab til gammeldansk, idet man ikke uden videre kan slå et givet ord op i den form man finder i en tekst. I vejledningen skriver redaktørerne: Det er ordbogens gammeldanske normaliserede form, der skal anvendes. Begrebet normalisering forklares i denne ordbog således: Gammeldansk Ordbogs lemmatisering følger den norm, der blev udformet af ordbogens første leder, Kaj Bom. Denne norm tager udgangspunkt i sprogtilstanden i de ældste gammeldanske kilder fra omkring Blandt de væsentligste punkter i lemmatiseringen er, at oprindeligt p, t, k

10 adskilles fra oprindeligt b, d, g, at der ikke skelnes mellem lange og korte vokaler, og at vokalen i tryksvage stavelser gengives som e. I mine henvisninger angives seddelnummeret, undertiden med søgebegænsninger (forkortet søgebegr.) som HellKv (= Brandts udgave) eller Religion. GldO citerer ang. den gammeldanske Christina-legende i Brandts udgave fra følgende ( udgaven s er Brandts): Danske tekster: BønneB.3, s. 419f = Karl Martin Nielsen (ed.): Middelalderens danske bønnebøger, bd. 3 (København 1957), s , som er en lovprisning af helgeninden og samtidig en gengivelse af legenden. Fra Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter: Fragm.(Cambr.) = Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter s Fragm(Huskv.I.) = Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter s Latinske tekster: Lat.A = (fotostat af) hs. Lat i Bibliotheque Nationale, Paris; fol. 192v-199r Lat.B = (fotostat af) hs. Lat i Bibliotheque Nationale, Paris; fol. 59r-64r Lat.C = (fotostat af) hs. Lat. 3851A i Bibliotheque Nationale, Paris; fol. 48r-52r Lat.D = Acta Sanctorum (Julii, Tomus quintus), s Antwerpen Da GldO på grund af dårlig programmering i skrivende stund (2013) er upålidelig, og i mange tilfælde uinteressant da der kun citeres ganske kortfattet fra de latinske tekster, undertiden blot ét ord, samt da Lat.A/ B/ C ikke er udgivet, har jeg valgt i vid udstrækning at citere fra Ott/ Pennazzi, hvor vi kender konteksten. Forkortelsen Kalkar refererer til Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog ( ), Bd København Mine kommentarer henviser bl. a. til Vulgata. Her henvises til to Vulgata-redaktioner: 1. den såkaldt ældre, bl. a. kaldet Vulgata Clementina. Her henvises til udgaven Biblia Sacra, Juxta Vulgatam Clementinam (Romæ, Tornaci, Parisiis (= Rom, Tournais, Paris) 1956). Denne udgave ligger nær middelalderlige bibelcitater. På nettet: Den såkaldte Nova Vulgata (= Nye Vulgata) fra Her henvises til udgaven Nova Vulgata (Libreria Editrice Vaticana, Roma, 1979). På nettet: - Nova Vulgata svarer på en række punkter til den danske 1992-oversættelse, idet begge oversættelser bygger på den nyeste tekstforskning. Gengivelser af den autoriserede danske oversættelse af 1992 bærer forkortelsen Andre forkortelser: GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente. Jeg har i min udgave gengivet Brandts tekst nøje, og jeg har i det store hele anvendt hans tegnsætning, som gør teksten mere læselig. Jeg har i kantede parenteser indsat sidetal svarende til sidetallene i Brandts udgave.. Den hyppige skrivning oa svarer nærmest til nudansk å: f. eks. soa = så, moa = må, foa = få. u kan skrives u, w eller v: hun = hun, mwn = mund, vp = op (gammeldansk up). v kan skrives v, u eller w: vorde = vorde, huat = hvad, hwæm = hvem. i skrives ofte y: yckæ = ickæ, skynnende = skinnende, syn = sin. Men der er ikke stor konsekvens i skrivemåder. Latinske navne og ord bøjes ofte i den kasus de ville have i en latinsk kontekst: gammeldansk til Vrbanum, sml. latin: ad Urbanum, og i tiltale Urbane, som er vokativ. Et andet eksempel: i Appolonis tempell, sml. latin in templo Appolonis. Vanskeligere tilfælde forklares i noteapparatet. 2 pynæ: (udtales pine) = martyrium 3 aff Tyræ: Legenda Aurea s. 419 har in Tyro Italiae = i Tyrus i Italien. Mombritius s. 360 lader hende afgå ved døden i Vulsinis ciuitate = byen Vulsinii (Bolsena i Toscana). Ott/ Pennazzi s. 5 har blot de Tyro, som også kunne læses fra Tyrus (i Libanon). Men i Otts udgave af den franske Christina-legende står der s. 4: A Tyr en Lombardie = i Tyr i Lombardiet. - Byen Tyrus i Italien er ukendt. Andre værker der omtaler helgeninden, således Lautentius Surius: De probatis Sanctorum historiis (Köln 1605), bd. VII, s. 469, siger at hun stammede apud Italiam de Tyro quæ est circa lacum Vvlsinium = fra Tyrus i Italien, som ligger nær Lacus Vulsinius (Lago de Bolsena). Eller Henricus Canisius: Thesaurus

11 monumentorum ecclesiasticorum et historicorum (Antwerpen 1725), bd. 2, s. 154 skriver at hun var In Italia civitate Tyro natalis = født i Italien i byen Tyrus. - Andre udgaver lader hende stamme fra Tyrus i Libanon, således Antonius Nebressensis (Antonio de Nebrija): Opuscula (Alcalá 1527), som s. 96v siger der var en puella apud Tyron nomine Christina = en pige i (eller: nær) Tyrus ved navn Christina, og i en sidenote står der: Tyron ciuitas phoenices = Tyrus, en by i Fønikien (se - søg: autor = nebressensis, titulo: opuscula, klik derefter buscar = aktivér søgning). 4 hob: håb 5 mødom: ugift stand 6 en: endnu 7 ælliuffue vinter gammell: I gammeldansk regnedes mere i antal vintre end i år, sml. eksempler fra GldO, opslagsordet vinter : et drengebarn må ikke sælge jord før æn thæt ær fæmtan wintær gamalt; myndighedsalderen thet er xviii vinther, altså 18 år; på Noahs tid tha vor værdæn meræ æn thu tusændæ vintær gamæll etc. 8 aff høgh slæct: Ott/ Pennazzi s. 5 har de genere magno = af fornem slægt, men ikke noget slægtsnavn, men på s. 5 erat autem Gentilis = men han var hedning. 9 ridders forman oc mester: Ott/ Pennazzi s. 5 har magister militum = lederen af soldaterne, hærfører. ridder = soldat. Ang. betydningen af ridder: Kalkar, bd. III, s. 592, opslagsordet Riddere angiver kun betydningerne ridder, adelsmand (samt: springer i skak), og anfører ikke riddereskab. Det er klart ufyldestgørende. - GldO, opslagsordet riddere, søgebegr. HellKv (= Brandt s Hellige Kvinder) giver interessant materiale, men desværre er referencerne til evt. latinske forlæg helt upædagogiske, hvorfor jeg flere gange har citeret yderligere fra konteksten. Således har seddel 1: reference til s. 57, 14: æthle riddere, med et latinsk forlæg milites Christi = Kristi stridsmænd. Endvidere reference til Fragmenter s. 52,6 i cristi riddere, med reference til Legenda Aurea s. 775: milites Christi. Udtrykket Kristi stridsmænd stammer fra NT, Andet Timotheusbrev, kap. 2, v. 3 hvor Vulgata Clementina har: Labora sicut bonus miles Christi Jesu = (1992) Vær med til at lide ondt som Kristi Jesu gode soldat. Seddel 2: reference til s. 66,18: met andre thu hundret ridderæ, med et latinsk forlæg: (venit autem Porphyrius magister militum) cum ducentis militibus = (så kom hærføreren Porphyrius) med to hundrede soldater. Seddel 3: reference til s. 18,26: en ridder løb till mæth eth spiuth, og lagdhæ thet i hans høgræ sidæ, en bearbejdelse af Vulgata Clementina, NT, Johannes-Evangeliet kap. 19, v. 34: unus militum lancea latus ejus aperuit = (1992) en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, osv.- GldO, opslagsordet riddereskab, viser tilsvarende en række eksempler med latinsk parallel militia eller exercitus = hær, således seddel 4: Abnær Ners søn Israels ridhærskaps høfdhing, oversættelse fra Vulgata Clementina, GT, Tredje Kongebog [= 1992, 1. Kongebog], kap. 2, v. 32: Abner filium Ner principem militiæ Israël = Ner s søn Abner, leder af Israels hær, eller 1992: Abner, Ners søn, og Judas hærfører. Seddel 10: Hans hæræs ællær ridderskaps høffding, oversættelse fra Vulgata Clementina, GT, 1. Mosebog, kap. 39, v. 1.: princeps exercitus = hærens leder, eller 1992: chefen for livvagten. Nova Vulgata har tilsvarende princeps satellitum = lederen af livvagterne. Man bemærker at den gammeldanske oversættelse opererer med synonymer: hær = ridderskap. Seddel 70: Siden toghe ridderskabet Jhesum oc lede hannum til domhusæth (fra samlingen Hellige Kvinder), en bearbejdelse af Vulgata Clementina, NT, Matthæus- Evangeliet, kap. 27, v. 27: Tunc milites præsidis suscipientes Jesum in prætorium = (1992) Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen osv. 10 ther Ethnici hetæ: hos Ott/ Pennazi s. 7 siger at moderen var de genere Aniciorum regali = af den kongelige Aniciernes slægt. Tue Gad gør s. 207 opmærksom på et muligt forlæg, der kan have haft: de genere ethnicorum = af hedensk slægt - som den danske oversætter ikke har kunnet gennemskue. Forlægget kan have svaret til Lat.B, som har denne formulering. If. GldO, opslagsordet ethnicus, seddel 2, står der faktisk de genere ethnicorum regali, hvorved det ligger Ott/ Pennazzi s formulering ret nær. 11 hethræ: tilbede. Ott/ Pennazzi s. 17 har, med korrektion, ut adoraret eos = for at hun skulle tilbede dem. Ott/ Pennazzi s. 17 trykker et adoraret eos, som ingen mening giver. - Verbet hedræ (sml. GldO, opslagsordet hethre) tjener i det følgende normalt som oversættelse af adorare = tilbede. 12 aff then stadh komme: forlade stedet (altså tårnet). 13 tigghe: tage til hustru. Ott/ Pennazzi s. 17 har tilsvarende desponsare = gifte sig med. Se GldO, opslagsordet thigje, hvis grundbetydning er tage imod. 14 iættæ: love 15 huat weth iech: måske, ingen ved. Ott/ Pennazzi s. 17 har quid enim = hvad nu hvis. 16 sætte sig till at ælskee hin alzwoldende Gudh: det nærmeste man kan komme et forlæg er Ott/ Pennazzi s. 31: erat in dilectione Dei posita = hun var i den situation at hun elskede Gud - hvor posita ordret betyder: sat, anbragt. 17 een syutær: et tidsrum på syv dage. Brandt har fejlagtigt syuter, idet håndskriftet har syutær, jf. GldO, opslagsordet synter, seddel syutær igen er altså fejl for syntær = en antal af syv. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk

12 Grammatik, bd. III (København 1935), 458, Anm Brugen af substantivet syntær kunne antyde et forlæg beslægtet med Lat.A, der if. nævnte seddel 12 har septimana = en uge, ordret: et antal af syv (sml. fransk semaine = uge). Ott/ Pinnazzi s. 31 har septem dies = syv dage/ en uge. 18 thic: er vel en fejl for thu. 19 siden thic offræt ickæ till gudhæ oc ey thu blotæth: if. GldO, opslagsordet blote, seddel 5, svarer offræt i Lat.A til sacrificium offerre = ofre, og blote samme sted til libamina offerre = ofre førsteafgrøde, drikofre o. l. Ott/ Pinnazzi s. 31 har (syv dage) ex quo dii sacrificium non acceperunt, neque incensum, neque libamen posuisti = hvor guderne ikke fik offer, og du ikke bragte røgelse eller førsteafgrøde, drikofre o. l.. Medens verbet ofre, via oldtysk eller oldengelsk, er låneord fra latin offerre, = fremføre, overbringe, er verbet blote et nordisk ord, som brugtes også i hedensk tid, men som lever videre i den kristne tid. - Af GldO s materiale fremgår følgende: Verbet blote: Af fem belæg er de fire fra samlingen Hellige Kvinder, og ét belæg fra det danske håndskrift Thott8,2 med en gammeldansk bibeloversættelse (fra mellem 1475 og 1500). Substantivet blotelse: to belæg, begge fra fra det nævnte danske håndskrift Thott8,2, hvor belæggene interessant nok lyder: offer, ællæ blotelse/ blotelse, æller offer. Substantivet bloten: af tre belæg er de to fra Hellige Kvinder og ét fra den gammeldanske oversættelse af Gutasaga (her om hedensk blot. Håndskrift fra begyndelsen af 1500-tallet). Belæggene tyder på ringe udbredelse af ord dannet over stammen blot-. 20 wy: den normale staveform i samlingen Hellige Kvinder er hwy/ hwi o.l. 21 føræ for mek: fremfører for mig, fortæller mig o.l. Ott/ Pennazzi s. 35 har Quid mihi talia dicitis = hvorfor siger I sådan noget til mig? 22 vrene: læses urene. 23 enctæ vit haue: ingen bevidsthed har. 24 iørderige: If. GldO, opslagsordet jortherike, søgebegr. HellKv, kender samlingen Hellige Kvinder kun ordet med ø i førsteleddet. Derimod har jorth i samme tekstsamling ikke ø. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. I (København 1928), anlædæ: ansigt. Ott/ Pennazzi s. 37 har regalem habes imaginem = du har et kongeligt udseende, eller snarere: du optræder med kongelig værdighed. 26 atwolde: læses at wolde = herske over. Se GldO, opslagsordet valde. 27 hwi est thu soa vildh: Ott/ Pennazzi s. 37 har quid est hoc quod erras = hvorfor fejler du sådan (altså præsens). GldO, opslagsordet vil, adj., søgebegr. HellKv, sedddel 5, henviser til Latin.B som har: quid est quod errasti = hvorfor har du fejlet sådan (altså perfektum). 28 kændh: lært 29 then Gudh ther Pilatus hafde pinth till døthæ: lidt naivt antager legenden at hedningene er velbekendte med NT. Der ses flere af den slags udsagn i legenden. 30 hannum: Christinas vrede fader. 31 hwy villæ i Gud latæ: latæ må betyde ikke beskæftige sig med, lade ligge o.l. - Sætningen hwy villæ i Gud latæ synes ikke at forekomme i de af GldO inddragne latinske paralleltekster, ej heller i Ott/ Pennazzi. 32 ii willes: I forvildes, I vildføres. Se GldO, opslagsordet ville. Ott/ Pennazzi s. 37 har seducimini = I forføres. 33 mannelic: tilsvarende synes ikke at forekomme i de inddragne latinske paralleltekster, ej heller i Ott/ Pennazzi. Ott/ Pennazzi s. 37 har: Accedite et vos ad Dominum caelestem = gå også I til den himmelske Herre. - GldO s samlede materiale ang. opslagsordet mannelik viser, at ordet som adverbium ofte har den latinske parallel viriliter (af vir = mand), og at ordet også kan bruges om kvinder der har en modig eller standhaftig holdning. 34 ath see sin dottær, ath hun skulde hedræ hans gudæ: Ott/ Pennazzi s. 39 har: ut videret filiam suam, et adoraret deos suos = for at se sin datter og for at tilbede sine guder. If. GldO, opslagsordet hethre, seddel 11, har Lat.A ut adoraret = for at han/ hun skulle tilbede - men uden yderligere kontekst. Men der er ikke tvivl om den danske teksts indhold. Eftersætningen lyder så blot ulogisk: Tha koam han in oc badh sin dotter, at hun skulde komme och offræ till affgudæ, hvor det var mere logisk at han kom for at bede og opfordrede datteren til at være med i bønnen. 35 koam: skal vel udtales koom eller kååm, sml. samlingen Hellige Kvinder s. 13, lin. 30: koom, og s. 14, lin. 13: koom. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VI (København 1971), 633, anm. 1 (s. 116) 36 siid: sædvane 37 wy vitne eth: vi sværger (ordret: vi vidner en ed). 38 ni daghe: så der må være gået et par dage siden de klagede over at det var en syuter siden hun havde ofret. Ott/ Pennazzi s. 41 har tilsvarende dies novem = ni dage. 39 hwat ær thæt ther tegh hauer lyst: hvad er det som du har fået lyst til. Ott/ Pennazzi s. 41 har quid est quod tibi placuit = hvad er det som du har fundet behag i. Ang. formen lyst: se GldO, opslagsordet lyste.