St. Lucias martyrium i en gammeldansk version 1.

Transkript

1 St. Lucias martyrium i en gammeldansk version 1. Das Leiden der Hl. Lucia in einer altdänischen Fassung. La passion de sainte Lucie en prose danoise ancienne. The Passion of St. Lucy in an Old Danish version. Digitalisering og kommentar ved lektor Poul E. Jørgensen. 33(snabela)gvdnet.dk 2 Aff Sancta Luciæ 3 pass. 4 5 Yvær alt Cecilia landh 6 fløgh sancta Agathæ 7 frøght 8 soa mikit folk for til Cathanencium borg 9 til sancta Agatha 10 graff. Soa for oc Lucia en mø met Euticia sin moder til then borg. Euticia hennæ moder hafde soa migil blotryn 11 i fyræ vintær 12, at engen læge mottæ 13 henne bod rodæ 14. Sosom the ginge i procession om kirki, soa hørdæ sancta Lucia en lægsæ af lesten 15, ath en kone fik bodæ af blotryn, forthi at hun togh a then næderstæ trath 16 af Vorsherræ 17 clædæ. Oc ther hun hørdæ thet, tha sagde hun til sin moder: moder, vilt thu tro thæt 18 sancta Agatha ther pynt var foree Vorherræ naffn, at hun var verdugh at haffue iaffnlic 19 Vorsherræ vyther vist 20, tha mat thu bodh foa oc tagh aa hennis graf 21. Siden then høgtit var ændh oc folc for alle bort, tha ginge the bodæ till hin graff oc badæ theris bøne. Sosom the badæ harlæ 22 længi, soa vort Lucia at soffne, och tha so hun i søffnen sancta Agata stande i blant englæ, oc var cronet 23 met ærlic 24 stene, oc sagde: myn syster, Lucia mø, hwi bedes thu thet aff mec, ther thu mat selff thin moder wethæ 25? och om brat vort hun 26 hell 27, och sosom fore myn skild Cathanensium stath ær høgh 28 aff Vorherræ, soa skal Syracusana stath 29 oc for thin skild høgiss, forti at thu hauer bodh 30 Vorherræ eth fagerth hærbergh, thin mødom 31. Siden hun haffdhe thet hørt, tha vaknæt hun oc vort harlæ rædh oc sagde til sin moder: modhær, see nu estu hell, nu maner iach tegh til for henne skildh, ther tek hauer helgiort, ath thu neffnd 32 aldrigh fæsteman 33 for mech, men alt thet ther thu vilt mec giffue til tess at iac skulde mit legome smitte 34, ther beder iach tek at thu gaf mek alt nu at gøme 35 mit legome rent til myn hellugh skaberæ 36. Tha svaræt Euticia henne modher: dotter, thu vesth thet vell selff, at siden thin fader var døth, i tesse ni vintre alt thet ther han leffnde tik, tha hauer iach helder øcth æn mynskæt. Nu dotther, effther thet ther iach ær døt, gør aff gozæt huat thin villie ær. Lucia sagde: moder, hør mit radh, then ær Gudh icke fulleligh kiær, ther thæt giuer, ther han gitær 37 ey selff met seg boræth. Æn vilt thu, at Gudh hauer tegh lioff 38, tha gif thet ther thu mat selfff nydhe. Æn ther thu dør, tha nyder thu ther icke aff. Thet ther thu giffuer tha 39, thet giffuer thu alt forti at thu mat ey selff hauet Sosom the talediss bodæ hwær dagh veder, soa var there gothzs e 42 mynne, forti at thet gaffs fatucht folk. Æffter thæth at godzset mynskediss, tha fra 43 henne festeman thet, och sporde hennis fostermoder 44 at huat thet haffde at setthe 45. Hin fostermoder swareth, hun hauer køpt en then eghn 46 ther skylder 47 twsinde fald meræ æn then ther hun for gaff. Hin festeman trodæ, at thet var værildz køp 48, oc gaf thær icke mere om. Han vnderstodh tho omsider, at hennis godzs gaffs fatuge oc vidwæ 49 oc pilegrime oc Gudzs tieniste mæn 50. Tha gik han til Paschasium 51 oc vræctæ 52 henne, oc sagde, at hun var cristen oc amodh theræ logh. Siden togh Paschasius oc rædde 53 henne til at offræ til afgude. Sancta Lucia sagde: thet ær høghæst offer at offræ Gudh, at witi 54 viduæ oc faderløsee børn i theris nøth 55. I tesse thre vintær 56 giorde iach icke anneth æn iach offræth til then leffuende Gudh. Nu mæden icke ær meræ efftær 57 aff gotzet, nu offer iac mek selff hannum i hænder, skipe han mit moall 58, som hans villie ær!

2 Paschasius sagde: thettæ matthu sighe annen cristen man ther thine lygee 59 vare oc ey mech ther høgdinge 60 logh gømer 61 tærfft 62 thu icke thet sighe. Lucia swareth: thu gømer høffdinge logh oc iegh gømer Gudz logh, thu rædis 63 høffdinge logh, oc iac rædis Gudh. Thu vilt thom ey retæ 64 oc iach vill ey Gudh retæ. Pascasius sagde: thu hauer tit fæderne 65 vptærith met vnd lusth 66, oc forthi taler thu soa 67. Lucia suaret: mit fæderne hauer iach lagh i eth trygd stath, æn 68 ondh lust fech iac aldrigh hwerken i legom eller i hugh. Pascasius sagdæ: huilke æræ the ther hugh oc legome drøue 69? Lucia swarede: thæt er i 70 ther hughen drøue, aff 71 ether sighær apostelen, at vnde talen thee drøue godæ sidhæ 72, æggi 73 folk til at synde oc forthi 74 theræ skapere oc filge deffuellen. The ther legomen drøue thæt ær the ther meræ giffue om væræls ælskug 75 æn om euinnelic ælskug 76. Paschasius sagde: thine ordh worth 77 ey soa manghe ther thu taler til at vordhe barth 78. Lucia swarede: Gudz ordh the mughe icke mynkis 79. Pascasius sagde: tha estu Gudh. Lucia suarede: iach ær Gudzs tærnæ, och forti taler iach Gudz ordh, forti at Vorherræ sagde soa: ther i stande fore dom, tha tale i sialue icki, men then hellugher and han skal tale af ethers mun 80. Paschasius sagde: tha ær then helluger and i tegh. Lucia suarede: apostellen sagde, at alle the ther renlic lefue, the æræ Gudz mynstær 81, oc then hellugher andh bor i thom 82. Paschasius sagde: iach skal lade tegh ledhe til eth skøge huss, og ther 83 thu vorder ther spiallæth 84, tha flyær then hellugher andh fran tegh. Lucia swarede: legome moa 85 aldrig smittæs 86 vten meth hughsens villie, oc om thu toghe røkæls oc lagde i myn hand, oc offræt thu thet met thin hand, Gudh saghe 87 ther ikke til. Han dømer alt effter hugh oc villie. Æn 88 om thu lader mek smittes gen 89 myn villie, myn renlighet vorder mek twifoldh til myn crone 90. Paschasius sagde: thæræ 91 scall iach lade thin andh vpgiffue vnder then vrenlicheth 92, vten 93 thu taker till at filghe vor syth 94. Lucia suarede: iach sagde tegh thet, at thu gider 95 ey myn villie vend til synde. Tha loth Pascasius calle the formen 96 af thet vrene huss oc bath, at hun sculde soa lengee tholæ then vrenlichet til thess ath hun gaffue sin andh vpp 97. Sosom the toge til oc vilde henne bort drage, tha giorde then helluger andh henne soa thungh, at hun matte ey rykkes af then stad. Siden ginge mange til oc vilde drage henne. Thaa vorde the soa trættæ, at the orktæ yckæ. Tha bare 98 the rep a henne hendher oc fødær, oc drogæ alle sammen. Hun var e æm 99 orugh 100 ænsæ 101 eth bierg. Tha vort Paschasius soa harm, at han lot calle coklær 102 og andree onde men, at the sculde met there onde listæ 103 komme henne bort, oc the gadhe 104 tho 105 ey. Tha hughdhe 106 Paschasius, ath hun giorde thet met onde listæ 107, at hun stodh soa fast. Tha lodh han hentæ mange øxeen 108, at the skulde drage henne aff stadh, oc the mattæ icke dughæ. Tha sagde Pascasius: huat onde listæ ær thætte? Lucia suaredhe: thet ær ey ond listh men Gudz ælskugh 109. Paschasius sagde: huat moa thet sættæ 110, at soa spæden mø ma ey rikkess af stadh foræ tusinde mæn 111? Lucia swarede: om thu hentær æn thi tusinde, tha scullæ the høræ, at then helliger andh siger til mec, at hoss min vinstræ sidæ sculle tusende falle, oc hoss myn høgre sidæ ti tusende 112. Thaa vort Paschasius so harmt 113, ath han viste 114 sigh ey radh. Tha lod han gøræ en starc eld huoss henne, oc beg och qwade 115 oc vellend 116 oly, thet casteth the a henne, oc hun war ee soa stadugh oc sagdæ: iach hauer bedæt myn herræ Jhesum Cristum, at thenne eldh mo mek icke skadhe, oc forthi beddes 117 iac dwalsæ 118 til mit martirium, at the ther a Gudh troo, the skulle ey foa ræzell at tholæ pyne, oc the ther ey trode the skulle vglæde foa 119, ther the thet soghe. Siden matte hans venne ey længer tolæ then harm ther hun giorde vether Pascasium. Tha togh en theræ 120 sit suerdh oc stak henne i gømen. Ther hun var i gemmen stungen, tha e mæden 121 hun vilde bedæ sinæ bønæ lengst tha badh hun 122, oc hun taleth vith thet folk ther hoos henne stodæ, oc sagdæ: iach bothæ 123 ether then frith ther giuen ær then hellug kirki, mæden Dioclecianus ær vtcasteth aff sith riki oc Maximianus 124 ær i dag døth. Oc sosom Cathinensium 125 stat hauer min syster Agata til hielpær, soa skullæ i och vidæ, at Gudh hauer mek sendh till thenne stath, om i villæ troo a Gudh oc gøræ Gudzs villie. Sosom hun thet talæth, soa leddæs Paschasius bunden foræ hennæ øghen 126 met harde bandh. Tha komme mange ther kærdhe 127 yuer hannum, han hafde røffth

3 oc rænt 128, oc sidhen førthæ the hannum til Romæ 129, och han fick thære dom, at han skulde halshuggis. Soa wort han och. Æn Vorsherræ martir, sancta Lucia, hun kom ey aff then stah, ther hun vort gemmen stunghen, och ey gaff hun sin and vp før æn prester kommee, oc gaffue henne sin cristendom 130. Oc siden 131 gaf hun sin and vpp i Vorsherræ voldh. Then samme stath giordes en kirke vp i hennes nafn, ther som fore hennis skyld mange hande iærntegen 132 gøræs aff Vorherræ Jhesu Cristo, ther leuer ee forwten ænde. Amen. 1 Den gammeldanske tekst er fra en såkaldt legendesamling, udgivet af C. J. Brandt, med titlen De hellige Kvinder. En Legende-Samling (Kjöbenhavn 1859), s Trods den af Brandt valgte titel er medtaget Visio Sancti Pauli, en i middelalderen særdeles udbredt legende om apostlen Paulus besøg i helvede, her i dansk oversættelse, hos Brandt kaldet St. Povels Nedfart til Helvede. Endvidere, helt ulegendarisk, en let bearbejdet oversættelse af Matthæus- Evangeliet kap Brandt mener i efterordet (s. 97) at samlingen nok er bestemt til kvindelig Læsning, og da sagtens til Klosterjomfruers Tjeneste. Endvidere påpeger han at kvaliteten i teksternes stil er så ujævn, at oversættelserne ikke kan være foretaget af den samme person. Således fremhæver han rosende oversættelsen af Vor Herres Pine, mens Margarete-legendens stil betegnes som stiv. Håndskriftet, der findes på det kongelige bibliotek i Stockholm (Cod.Holm.K4), anser Brandt for at være opstået omkring Den gammeldanske tekst er derimod noget ældre, hvilket ses af en del konservative træk (f. eks. former som attan = atten, iørtriki = jorderige). Om disse, se Brandts udgave s samt hans ordliste s Den hyppige skrivning oa svarer nærmest til nudansk å: f. eks. soa = så, moa = må, foa = få. u kan skrives u, w eller v: hun = hun, twsinde = tusinde, vnder = under. v kan skrives v, u eller w: ven = ven, huat = hvad, hwæm = hvem. i skrives ofte y: pynt = pint, mynskæt = minskæt, myn = min. Men der er ikke stor konsekvens i skrivemåder. Latinske navne og ord bøjes ofte i den kasus de ville have i en latinsk kontekst: dansk til Pascasium, sml. latin: ad Pascacium. Vanskeligere tilfælde forklares i noteapparatet. Hermann Brandes: Visio Sancti Pauli; ein Beitrag zur Visionsliteratur mit einem deutschen and zwei lateinischen Texten (Halle 1885) har fra samme legendesamling citeret et uddrag af St. Povels Nedfart til Helvede efter originalhåndskriftet i Stockholm. Heraf fremgår lidt om Brandts editionsprincipper: Tegnsætningen er helt Brandts og svarer nogenlunde til hans samtids måde at indsætte tegn i gammeldanske tekster. Personnavne samt Gud og Vorherre er skrevet med stort, hvor originalhåndskriftet har den fra middelalderen så kendte vilkårlige skrivning; navne er ikke normaliserede. Sancte skriver Brandes systematisk med lille, hvor håndskriftet veksler. Jeg har i min udgave gengivet Brandts tekst nøje, og jeg har i det store hele anvendt hans tegnsætning, som gør teksten mere læselig. En gennemgang af blandt andet evt. kilder for den gammeldanske version ses i Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), kap. 13 Hellige Kvinder s (kapitlet gennemgår de enkelte tekster i Brandts udgave). Tue Gad konstaterer at den danske oversættelse beror på en latinsk version som også har været brugt i Boninus Mombritius: Sanctuarium seu vitæ Sanctorum, i to bind, trykt ca (genoptrykt op til nyeste tid). Citater fra Mombritius er fra bd. 2 (Paris 1910) i en netkopi med adressen Forkortelser: Legenda Aurea = Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1850). Vulgata Clementina = en ældre Vulgata-version. Her henvises til udgaven Biblia Sacra, Juxta Vulgatam Clementinam (Romæ, Tornaci, Parisiis (= Rom, Tournais, Paris) 1956). Denne udgave ligger nær middelalderlige bibelcitater. På nettet: Nova Vulgata = Nova Vulgata (Libreria Editrice Vaticana, Roma, 1979). På nettet: - Nova Vulgata svarer på en række punkter til den danske 1992-oversættelse, idet begge oversættelser bygger på den nyeste tekstforskning = den autoriserede danske oversættelse af GT fra = den autoriserede danske bibeloversættelse fra GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente.

4 GldO = Gammeldansk Ordbogs seddelsamling på nettet, under adressen gammeldanskordbog.dk/ - Ordbogen kræver et rimeligt kendskab til gammeldansk, idet man ikke uden videre kan slå et givet ord op i den form man finder i en tekst. I vejledningen skriver redaktørerne: Det er ordbogens gammeldanske normaliserede form, der skal anvendes. Begrebet normalisering forklares i denne ordbog således: Gammeldansk Ordbogs lemmatisering følger den norm, der blev udformet af ordbogens første leder, Kaj Bom. Denne norm tager udgangspunkt i sprogtilstanden i de ældste gammeldanske kilder fra omkring Blandt de væsentligste punkter i lemmatiseringen er, at oprindeligt p, t, k adskilles fra oprindeligt b, d, g, at der ikke skelnes mellem lange og korte vokaler, og at vokalen i tryksvage stavelser gengives som e. - I mine henvisninger angives seddelnummeret, i reglen efter søgebegrænsninger som Hellkv (= Brandts udgave) eller Religion. 2 Aff Sancta Luciæ pass: hos Mombritius s. 107 lyder overskriften Passio sanctæ Luciæ uirginis & martyris = Jomfruen og martyren St. Lucias lidelser (passio: også martyrium). 3 Luciæ: gammeldansk genitiv (femininum); sml. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. III (København 1935), 493, der om de feminine ōn-stammer bl. a. skriver: Uden for de udpræget skaanske Haandskrifter er den vokalisk bestemte Kasus-Forskel i Almindelighed tabt (ved Svækkelse af a og u) - det vil sige at en gammeldansk nominativ Lucia svækkes til Luciæ og genitiven Luciu også svækkes til Luciæ. - Skrivningen Luciæ må ikke forveksles med klassisk latinske genitiver af typen insulæ, villæ etc., idet den klassiske ligatur æ/ ae ikke bruges i middelalderlatin. Det er derfor ikke korrekt, når Brøndum-Nielsen s. 233 skriver at i mariæ (missu) [ ] kan derimod foreligge latinsk GenSg. 4 pass: lidelseshistorie. Se GldO, opslagsordet pas, hvor en del belæg har betydninger som lidelseshistorie, passsionsbillede, krucifiks. Det står i GldO sammen med udtrykket være til pas, hvilket er uhensigtsmæssigt. Ordet pas = lidelseshistorie er if. Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog ( ), bd. I-IV (København ), bd. III, s en forkortelse af passie, fra middelnedertysk passie (som er fra latin passio). Udtrykket være til pas er fra fransk pas, via middelnederlandsk/ middelnedertysk. Fransk pas er fra latin passus = skridt. 5 Mombritius version s. 107 begynder på samme måde, mens Legenda Aurea indleder med en etymologi over navnet Lucia, se Legenda Aurea, s Cecilia landh: Sicilien 7 Agathæ: gammeldansk genitiv (femininum); se noten til Luciæ ovenfor. Skrivningen Agathæ må ikke forveksles med klassisk latinske genitiver af typen insulæ, villæ etc., idet den klassiske ligatur æ/ ae ikke bruges i middelalderlatin. 8 frøght: brugen svarer til den vi finder i gudfrygtig, gudsfrygt o.l. Undersøger man i GldO brugen af guthfryktelig, guthfryktelse eller guthfryktende, vil man se at der ofte svarer til latinske oversættelser fra devotus, devotio. Således betyder sancta Agathæ frøght altså andægtigheden over for St. Agathe eller tilbedelsen af St. Agathe. Ordet frøght er låneord fra middelnedertysk, se Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1-6 ( ), bd. 5 (1881), s. 542, opslagsordet vruchte, vrochte, vorchte. Det gammeldanske frøght svarer hos Mombritius s. 107 til ordet fama = ry (beatissime uirginis Agathæ fama = den meget salige jomfru Agatha s ry). Obs.: beatisssime (og ikke beatissimæ) er en smutter fra en middelalderlig skrivning.mombritius bruger det klassiske æ. 9 Cathanencium borg: ordret cataniensernes by = Catania. Cathanensium er latinsk genitiv flertal af cathanensis = cataniensisk. 10 Agatha: genitiv femininum. På trods af at navnet anføres i den latinske nominativform, bøjes det som de gammeldanske feminine ōn-stammer, hvor på dette tidspunkt nominativ og genitiv formelt er faldet sammen. Man kan (endnu) ikke finde på at udtrykke genitiv i den type ord ved endelsen s. 11 blotryn: skal vel udtales blot-rin. Hos Mombritius s. 107 lider hun a fluxu sanguinis = af blodflåd (som lægevidenskaben kalder hypercrinia sanguinea). Næppe tilfældigt er hér en parallel til hin blodsottige kvinde i Matthæus-Evangeliet, kap. 9, v. 20, der blev helbredt ved at røre ved fligen af Kristi klædebon: (Vulgata) mulier, quæ sanguinis fluxum patiebatur doudecim annis = (1992) en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger. Referencen dukker da også op i det følgende. - Ordet blotryn er låneord fra middelnedertysk, se Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1-6 ( ), se bd. 1 (1875), s. 365, opslagsordene blôtronn, blôtrenn m. v. 12 fyræ vintær: fire år. I gammeldansk regnedes mere i antal vintre end i år, sml. eksempler fra GldO, opslagsordet vinter : et drengebarn må ikke sælge jord før æn thæt ær fæmtan wintær gamalt; myndighedsalderen thet er xviii vinther, altså 18 år; på Noahs tid tha vor værdæn meræ æn thu tusændæ vintær gamæll etc. 13 mottæ: kunne 14 bod rodæ: egl: give råd om helbredelse. 15 en lægsæ af lesten: en oplæsning af evangeliet, altså fra det ovenfor nævnte Matthæus-Evangelium, kap. 9, v trath: tråd. Vulgata og Mombritius s. 107 bruger ordet fimbria = tråd, søm (på en klædning). 17 -herræ: herræ er genitiv singularis. På et ældre sprogtrin får den type an-stammer i gen. sgl. -a, altså herra. Men efterhånden får gruppen -s i gen. sgl., påvirket af a-stammerne. Vi finder i Brandts legendesamling genitiver af typen

5 vorsherræ, som er den almindeligste form (f. eks. 9,1; 29,8; 41.6), vorsherræs (f. eks. 20,21; 52,2), vorherræs (f. eks. 48,9; 63,10), vorherræ (12,17; 27,11; 69, 9-10). Det betyder ikke nødvendigvis at skriveren har været usikker, men at forlæggene kan have budt på forskellige former. 18 thæt: at 19 iaffnlic: altid. Sml. GldO, opslagsordet javnlik, f.eks. seddel 1, 7, 10, 19 etc. 20 vyther vist: læses vithervist = samvær, nærvær. GldO, opslagsordet vithervist, kender kun tre belæg, alle fra Brandts udgave. 21 tagh aa hennis graff: rør ved hendes grav. Mombritius s. 107 har: continge ergo sepulchrum eius credens = rør derfor ved hendes grav idet du tror. 22 harlæ: meget 23 cronet: kronen er martyrernes tegn 24 ærlic: herlige 25 wethæ: opfylde en bøn. Jf. GldO, opslagsordet vete, søgebegrænsning Religion. Mombritius s. 107 har quid a me petis, quod tu poteris præstare = hvorfor beder mig om det, du selv straks kan udføre? 26 vort hun: skal hun blive (konjunktiv af verbet wærtha). 27 hell: helbredt 28 høgh: højt værdsat. Mombritius s. 107 har sublimatur = ophøjes. 29 Syracusana stath: ordret den syrakusiske by = Syracusa/ Syrakus. Syracusana er hunkøn, nominativ, ental. 30 bodh: tilbudt. Se GldO, infinitiven bjuthe. 31 mødom: jomfrustand, ugift stand. 32 neffnd: er at forstå som neffnde, altså præteritum, som vi ville gengive ved præsens (jeg anmoder dig om at du aldrig nævner etc.). I det følgende ses konstruktionen: ther beder iach tek at thu gaf mek alt etc. = jeg beder dig at du giver mig alt etc. - Bortfald af trykløst e/ æ i præteritumsendelsen -te/ -the er ganske almindeligt i Hellige Kvinder: tha vaknæt hun/ tha svaræt Euticia/ iach offræth til den leffuende Gudh/ thet casteth the a henne etc. 33 ath thu neffnd aldrigh fæsteman: senere viser det sig at hun er forlovet. Derfor angiver fæsteman formentlig bestemt form = fæstemanden. Mombritius s. 107 har sponsum = en forlovet/ den forlovede (sponsum er akkusativ af sponsus). 34 smitte: besmitte (ved ægteskabet og dermed seksualiteten). 35 gøme: bevare 36 myn hellugh skaberæ: der menes sikkert Jesus, som brudgommen der skal ægte bruden = sjælen. Tanken er stærkt påvirket af Højsangen i GT, som tolkes typologisk som sjælens forening med Kristus og ikke som et erotisk digt. Denne tolkning forstærkes af Markus-Evangeliet, kap. 2, v. 19: Jesus svarede dem: Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? 37 gitær: evner. Efter verbet gitæ følger i gammeldansk i reglen en perfektum participium, her boræth. Sml. nudansk gad vidst. 38 lioff: kær. Se GldO, opslagsordet ljuv. Mombritius s. 107 har sed si tibi vis gratum esse, hvilket kan betyde hvis du vil at han (Gud) skal være dig erkendtlig. gratus kan også betyde kær. Mombritius har carus (= kær) for kiær ovenfor, så formentlig bibeholdes denne betydning i diskussionen om hvad Gud værdsætter. 39 tha = når du dør. 40 hauet: trukket sammen af hauæ thet. Om typen, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. V (København 1965), s det følgende lyder umotiveret, hvilket skyldes at oversætteren springer Lucias vigtigste argumentatoriske led over, et led som findes hos Mombritius s. 107: Vivens [rettet fra Mombritius fejlagtige veniens. PEJ] ergo et salutem tui corporis tenens, da Christo quæ possides; quidquid mihi te daturam spoponderas vel cogitabas largiri, incipe Christo tradere = Mens du lever og er ved godt helbred, giv Kristus hvad du kan; det som du har lovet at give mig eller gik og tænkte på at forøge, begynd at give det til Kristus. - Mombritius indleder med veniens = kommende, hvilket ingen mening giver. Sml. versioner som eller 42 e: hele tiden, løbende 43 fra: erfarede. Se GldO, infinitiven fræghne. 44 fostermoder: amme. Legenda Aurea s. 30 og Mombritius s. 108 nævner begge denne amme. Fæstemanden går vel uden om Euticia og Lucia af forsigtighedsgrunde. Ammens svar viser at hun er orienteret om den rette grund til at pengene er brugt. 45 haffde at setthe: skulle forstås. Det er vel den betydning som Kalkar, bd. IV, opslagsordet Sætje (sætte), omtaler s. 271 pkt. 6: ansætte, vurdere, regne (for noget). Lidt senere i teksten har vi udtrykket huat moa thet sættæ, hvor Mombritius s. 108 har quæ est ratio = hvad er forklaringen. 46 en then eghn: en ejendom. Brandt oplyser s. 103 at then eghn betyder ejendom, men kommenterer ikke en. Er det en skrivefejl for en eghn eller then eghn? For hun hauer køpt en then eghn har Mombritius s. 108 sponsa tua inuenit possessionem in uænalibus = din fæstemø har købt en ejendom der var til salg.

6 47 skylder: indbringer 48 værildz køp: et køb af denne verden. Legenda Aurea s. 30 har carnale commercium og Mombritius s. 108 har carnale mercimonium: begge ordret et kødeligt køb - altså et materielt køb, idet carnalis står som modsætning til spiritualis = åndeligt. 49 vidwæ: enker 50 Gudzs tieniste mæn: Guds tjenere. Mombritius s. 108 har deo seruientibus = dem der tjener Gud. 51 Paschasium: akkusativ af Paschasius. Han kaldes hos Mombritius s. 108 Pascacius consularis = (ca.) guvernøren Pascasius. Senere erfarer vi af Lucia at den onde Maximian, der var kendt som grum kristenforfølger, er død. Legenda Aurea ender s. 32 med at fortælle at begivenheden fandt sted ca. år 310, på Constantins og Maxentius tid - om end historikerne er enige om at kristenforfølgelser er ophørt på det tidspunkt i de områder, hvor de to kejsere herskede. 52 vræctæ: anklagede. Se GldO, infinitiven vræke. 53 rædde: rådede. Se GldO, infinitiven rathe. 54 witi: besøge. Se GldO, infinitiven vitje. 55 altså: det højeste offer til Gud er at besøge enker etc. Det sociale arbejde anses som en hellig handling, et perspektiv der helt mangler hos de romerske hedninge. Bibelsteder som Matth. kap. 25, v står her centralt. 56 thre vintær: de tre år forekommer også hos Mombritius s. 108, men også uden yderligere forklaring. Det må altså være de tre år, hvor Lucia og moderen har brugt formuen på at hjælpe nødlidende. Det skal endvidere muligvis give læseren/ tilhøreren associationer til Kristus, som vandrede og prædikede tre år, inden han blev henrettet. 57 efftær: tilbage 58 skipe han mit moall: skal han afgøre mine forhold. Mombritius s. 108 har quod ipsi placet de hostia sua, faciat = hvad han ønsker at gøre med sit offer, lad ham gøre det. 59 thine lygee: dine lige(mænd). Mombritius s. 108 lader ham sige: hæc uerba simili tuo narrare poteris christiano = disse ord kan du sige til en kristen (mand) der er som dig. I den danske oversættelse kæntrer det, idet annen cristen man er ental, mens det følgende ther thine lygee vare refererer til et flertalsord. ther thine lygee vare har ingen parallel hos Mombritius. 60 høgdinge: fyrster. Skrivningen høgding for høffthing (med varianter) er en folkeetymologi, som tyder på at udtalen i skrivningerne er ens. Eksempelmaterialet i GldO, opslagsordet høffthing viser at ordet opfattes som fyrste (latin princeps), eller (flertal) som de mægtige (latin optimates). 61 gømer: vogter over, tager vare på. 62 tærfft: behøver. Se GldO, infinitiven thurve. 63 rædis: frygter. Mombritius s. 108 har det samme: formidas = frygter, er bange for. 64 retæ: gøre vred, støde. Se GldO, infinitiven rete. Mombritius s. 108 har offendere med samme betydning. 65 tit fæderne: Mombritius s. 108 har patrimonium tuum = din fædrene arv. 66 met vnd lusth: med ond lyst, med seksuelle udskejelser. Mombritius s. 108 har cum corruptoribus = med udsvævende elementer. Corruptor er en forfører, fordærver, skænder, ægteskabsbryder o.l. 67 soa: Mombritius s. 108 har quasi meretrix = som en skøge. 68 æn: men 69 drøue: fordærve, ødelægge. Mombritius s. 108 lader Pascasius spørge: Qui sunt et corruptores mentis et corporis? = hvem er det der fordærver både sjælen og legemet? - Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog ( ), bd. I- IV (København ), bd. I, s. 395 angiver for verbet drøve følgende oversættelser: volde sorg, plage; lide sorg, blive bedrøvet. En analyse af eksempelmaterialet i GldO, opslagsordet drøve, vb., viser en del belæg for en ret sikker betydning fordærve, ødelægge, således sedlerne 53, 77, 78, 86, thæt er i: det er jer 71 aff: om 72 vnde talen thee drøue godæ sidhæ: (ordret) onde ord de fordærver goder sæder. Citat fra 1. Korintherbrev, kap. 15, v. 33: Vulgata: corrumpunt mores bonos colloquia mala = (1992:) Slet omgang fordærver gode sæder. 73 æggi: ægger, opildner 74 forthi: fornægte 75 væræls ælskug: kærlighed til verden. Mombritius s. 108 har temporalem delectationem = den timelige glæde. 76 euinnelic ælskug: Mombritius s. 108 har epulis sempiternis: evindelig glæde. GldO, opslagsordet ælskhugh, søgebegrænsning Religion, har ofte modsætningen wærldennæ ælskoghe over for Gutz ælskoghe (således seddel 21), altså kærlighed til verden over for kærlighed til Gud. 77 worth: bliver. Se GldO, infinitiven varthe (men med varianter som vorthe, vordhe). 78 barth: slået. Se GldO, infinitiven bærje. Ang. sætningen: thine ordh worth ey soa manghe ther thu taler til at vordhe barth, da har Mombritius s. 108 cessabunt uerba cum fuerit peruentum ad uerbera = ordene hører op når man står foran at blive slået. 79 mynkis: formindskes. Mombritius s. 108 har verba Dei cessare non possunt = Guds ord kan ikke ophøre.

7 80 ther i stande fore dom, tha tale i sialue icki, men then hellugher and han skal tale af ethers mun: bearbejdet citat fra (bl. a.) Markus-Evangeliet, kap. 13, v. 11: (1992) Og når de fører jer for retten, skal I ikke på forhånd bekymre jer om, hvad I skal sige; men det, som bliver givet jer i samme stund, det skal I sige; for det er ikke jer, der taler, men Helligånden. 81 mynstær: tempel. Låneord fra middelnedertysk munster (læses münster), se August Lübben: Mittelniederdeutsches Handwörterbuch (Darmstadt 1965), s Mynstær er låneord fra græsk-latinsk monasterium, egl. eneboerhytte, derefter kloster. I det tyske og engelske sprogområde får det fra ca. 800-tallet betydningen klosterkirke. If. GldO, opslagsordet mynster, findes i gammeldansk kun betydningen tempel (hedensk, jødisk og kristeligt). 82 the ær Gudz mynstær, oc then hellugher andh bor i thom: bearbejdet citat fra 1. Korintherbrev kap. 3, v. 16. Vulgata: Nescitis quia templum Dei estis, et Spiritus Dei habitat in vobis? = 1992: Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? 83 ther: når 84 ther thu vorder ther spiallæth: når du der bliver (seksuelt) krænket. Se GldO, infinitiven spjalle; grundbetydningen er ødelægge. Mombritius s. 108 har: (du bliver sendt på bordel) et dum fueris scortata, fugiet a te spiritus sanctus = og når du har bedrevet utugt, flygter Helligånden ud af dig; varianter har: (du bliver sendt på bordel) ut dum fueris scortata, fugiat a te spiritus sanctus = for at Helligånden kan flygte ud af dig, når du har bedrevet utugt. 85 moa: kan 86 smittæs: besudles, krænkes 87 saghe: så; præteritum af verbet se. GldO, opslagsordet sæghje = sige, søgebegrænsning HellKv, seddel 28, henfører det til verbet sige, hvilket ikke er korrekt. Der er tale om præteritum konjunktiv af verbet se, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VIII (København 1974), s Sætningen Gudh saghe ther ikke til svarer til GT, 1. Mosebog, kap. 4, v. 4-5 hvor både Abel og Kain ofrer til Gud; her har Vulgata: v. 4 Et respexit Dominus ad Abel et ad munus eius, v. 5 ad Cain vero et ad munus illius non respexit = (1931) v. 4 Og HERREN saa til Abel og hans Offergave, v. 5: men til Kain og hans Offergave saa han ikke. 88 æn: men 89 gen: mod 90 crone: kronen var i himlen symbolet på martyrstanden. 91 thæræ: så 92 vnder then vrenlicheth: nemlig i bordellet 93 vten: med mindre 94 syth: læses sith = skik. 95 gider: evner, formår 96 formen: ledere. Mombritius s. 108 har leones [= løver], fejl for lenones (ental nom. leno) = bordelværter, ruffere. Legenda Aurea s. 31 har lenones. 97 hos Mombritius s. 108 siger Pascasius: Ecce nunc, invitate ad castitatem eius populos, et tamdiu eam illudi facite, quandiu mihi nuncietur mortua = Se her, I skal invitere folk hen til hendes ubesmittethed, og lad dem forgribe sig så længe på hende, at jeg får meldingen om hendes død. 98 bare: Mombritius s. 108 har miserunt = anbragte. 99 æm: ligeså 100 orugh: urokkelig 101 ænsæ: som 102 coklær: troldmænd. Mombritius s. 108 har magos = troldmænd. Ordet coklær er låneord fra middelnedertysk kok(e)ler, sml. se Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1-6 ( ), se bd. 2 (1876), s. 509, opslagsordene kocheler(e), kogler, kokeler (gokeler), fra latin caucularius: taskenspiller. 103 onde listæ: trolddom, hekseri. Mombritius s. 108 har supersticiones = overtroiske ceremonier. I der følgende svarer det gammeldanske onde list(æ) til en form af latinsk maleficium = trolddom. - Ordet list er låneord fra middelnedertysk, hvor det betyder klogskab, dygtighed, evner, se se Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1-6 ( ), bd. 2 (1876), s. 702, opslagsordet list. 104 gadhe: kunne, evnede 105 tho: dog 106 hughdhe: mente. Se GldO, infinitiven hygje. 107 met onde listæ: Mombritius s. 108 har maleficiis = ved trolddomskunster. 108 øxeen: læses øxen/ øksen, flertal af gammeldansk okse. 109 thet ær ey ond listh men Gudz ælskugh: Både Mombritius og Legenda Aurea spiller her på de latinske ord. Legenda Aurea s. 31 lader hende svare: Ista non maleficia sunt, sed beneficia Christi = det er ikke trolddom, men Christi velgerninger. Mombritius s. 109 har Ista maleficia non sunt, sed est beneficium dei = det er ikke troldsdom, men er Guds velgerning. Beneficium = velgerning, den gode gerning, står således i de latinske tekster i skarp kontrast til

8 maleficium = trolddom, den onde gerning, den onde list. Gudz ælskugh må her svare til latin amor Dei i betydningen: den kærlighed gud udviser. Grammatisk foreligger der i dette amor Dei en såkaldt subjektiv genitiv, dvs. Gud udfører handlingen der ligger i amor. I en note ovenfor så vi det gammmeldanske Gutz ælskoghe, som også svarer til latin amor Dei, men som grammatisk er en objektiv genitiv, dvs. Gud er genstanden for handlingen der ligger i amor. 110 huat moa thet sættæ: Mombritius s. 109 har quæ est ratio = hvad er forklaringen. 111 foræ tusinde mæn: Mombritius s. 109 har på dette sted også tusinde mænd (a mille uiris = af tusinde mænd). Hverken i den danske tekst eller hos Mombritius har dette tal været nævnt tidligere. Tallet forekommer i Legenda Aurea s. 31, på det sted hvor Pascasius lader hente mille viros = tusinde mænd for at trække hende til bordellet, ligesom de i Legenda Aurea på samme side forekommer i Pascasius forundrede spørgsmål om hendes metoder. 112 hoss min vinstræ sidæ sculle tusende falle, oc hoss myn høgre sidæ ti tusende: Mombritius s. 109 har: Cadent a latere meo mille et decem milia a dextris meis. Ordene er en til brug i denne sammenhæng let bearbejdelse af Salmernes Bog, kap. 91, v. 7. Vulgata har Cadent a latere tuo mille et decem milia a dextris tuis = (1992) Om end tusinder falder ved din side, titusinder ved din højre hånd. 113 harmt: harmt er neutrum fordi konstruktionen er upersonlig. Ordret betyder det: da blev det Paschasius harmt. Imidlertid viser det følgende at skriveren måske har opfattet Paschasius som subjekt og harmt som prædikat til subjektet. GldO, opslagsordet harm, adj., viser forvirringen over for vendingen. Sml. seddel 3 siden wort hannum harlæ harmt, over for seddel 6 tha vorth han harlæ harmt, eller seddel 7 Thaa vort Paschasius so harmt over for seddel 4 Tha vort Paschasius saa harm. - Af opslagsordets ni belæg ang. harm, adj. stammer de fem fra Brandts Hellige Kvinder; af disse fem har fire harmt, og ét belæg har harm, og kun ét belæg er entydig upersonligt (siden wort hannum harlæ harmt). 114 viste: vidste 115 qwade: harpiks 116 vellend: kogende. Se GldO, infinitiven vælle. 117 beddes: bad om. Om verbalformen, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VII (København 1971), s dwalsæ: udsættelse. Ordet er afledt af verbet dvælje og er beslægtet med nudansk dvæle, dvale. 119 the ther ey trode the skulle vglæde foa: lyder lidt sælsomt. Mombritius s. 109 har: non credentibus uocem insultationis aufferram = jeg vil fjerne blasfemiens røst fra de ikke troende. Legenda Aurea s. 32 har tilsvarende. 120 en theræ: en af dem; theræ er genitiv af the: de. 121 e mæden: sålænge 122 Ther hun var i gennem stungen, tha e mæden hun vilde bedæ sinæ bønæ lengst tha badh hun: lyder trods alt lidt sælsomt. Både hos Mombritius s. 109 og i Legenda Aurea s. 32 bliver hun stukket gennem halsen - og trods det så beder hun, altså et mirakel. 123 bothæ: forkynder, bebuder. Både Mombritius s. 109 og Legenda Aurea s. 32 har det bibelsk-klingende verbum annuntio (sml. Johannes-Evangeliet kap. 16, v. 25; Apostlenes Gerninger, kap. 17, v. 3 og v. 23). Hun har altså profetiske gaver. 124 Diocletianus, Maximianus: slemme kristenforfølgere. 125 Cathinensium: i indledningen stod Cathanencium. I klassisk latin forekommer både catanensis og catinensis, ligesom byen kaldes Catania eller Catina. Mombritius har i legendens indledning s. 107 catinensium, og på dette sted (s. 109) catenensium. 126 foræ hennæ øghen = mens hun stod og så på 127 kærdhe: klagede (ved retten) 128 røffth oc rænt: røvet og ranet. Ang. rænt: Se GldO, infinitiven ræne. Ved siden af eksisterer formen rane, som er en analogidannelse, påvirket af substantivet ran. - Hos Mombritius s. 109 og i Legenda Aurea s. 32 har Pascasius udplyndret (prædatus) provinsen. Hans skæbne er sådan set legenden uvedkommende - han straffes ikke engang for sin kristenforfølgelse - med mindre hans død skal betragtes som Guds straf. 129 Romæ: gammeldansk form (ved siden af Rome og Rom). Se Erik Kroman (ed.): Danmarks middelalderlige annaler (København 1980), s. 353, opslagsordet Rom. 130 sin cristendom: if. GldO, opslagsordet kristendom, er udtrykket få sin kristendom = at blive døbt. Hun bliver angivet til Pascasius, netop fordi hun er kristen. Det samme hos Mombritius s. 108 og i Legenda Aurea s. 30. Hos Mombritius s. 109 får hun sacramentorum mysteria = de hellige sakramenter, vel nadverens sakramente. I Legenda Aurea s. 32 giver præsterne hende corpus Domini = Herrens legeme, altså nadverbrødet. I de to tekster er hun døbt, da ingen udøbt kan modtage sakramenenterne. 131 siden: derefter 132 iærntegen: mirakler. If. GldO opslagsordet jartekn kender samlingen De hellige Kvinder kun formen med førsteleddet iærn- (med forskellig skrivning). Det er vel en folkeetymologi, påvirket af ordet jern, hvor man altså synes ikke at forstå betydningen af førsteleddet og så har omtolket dette. Ang etymologien for førsteleddet i jærtegn/ jartekn:

9 det menes at svare til gotisk aírkns (udtalt erkns) = ren, ægte, som også findes i oldnordisk jarknasteinn = ædelsten. If. Ordbog over det danske Sprog findes formen Jærntegn endnu hos Holberg.